VIGSØ
Den som fra Landsiden kender den skovløse Vigsnæs Odde, der strækker sig ud i Havet mod Nordvest fra Lolland og ifølge sin Beliggenhed maa have et barskt Klima, vil undres naar han kommer til det samme Land nordfra over Havet og udenfor det møder en lille eventyrlig Ø, der krummer sig yndefuldt om dets yderste, forblæste Spids som for at skærme det og yde det Læ bag sine frodige Tjørneskove. Det virker sandt at sige næsten naturstridigt, men har vel sin Forklaring deri, at medens vore Forfædre fuldstændig har plyndret Næsset for dets Skove, er Øen af én eller anden Grund bleven skaanet, eller den har efter den almindelige Rasering faaet Lov til at ligge hen i Fred og er atter bleven klædt med Skov.
Den lille Ø hører under Vigsnæs Sogn, Halvøen som ligger mellem Hildesvig og Taarsvig. Dens Navn skreves tidligere Vyxø eller Viksø, rimeligvis Vikarsø af Mandsnavnet Vikar. Den er kun 28,4 Tdr. Land, ligger fuldstændig udyrket hen og bruges kun af Sogneboerne til Græsning. Trods det ringe Flademaal har den den forbavsende Længde af omtrent 2 km, men er til Gengæld overordentlig smal. Seglformet krummet omkring Næsset danner den over mod dette et lille Sund, som har fuldstændig Karakter af en idyllisk Indsø. Dens to Odder, særlig den vestlige, løber ud i ganske lave og smalle Tanger. Paa sin midterste Del, hvor Terrænet er svagt bølget, naar den sin største Højde 4 m. Da Øen er saa overordentlig smal forekommer dette Punkt højt, og her er en vid Udsigt over Sundet i Syd og det lave Næs bag dette.
Vi lander paa Øens vestre Side og finder her langs Klinten, især paa Sydsiden, Rækker af store Kampesten langs Stranden; det samme ser vi senere ved begge Oddernes Rod, særlig paa Østenden, hvor de vældige Sten ligger tæt strøet over Markens jævne Flade, tabt for Aartusinder siden af Bræen i store Dynger. Hvor er dog forbavsende mange af vore Smaaøer stenrige (det samme gælder desværre ikke i overført Betydning om Beboerne)! — Aldrig før har jeg faaet et saa slaaende Indtryk af denne Side af Gletscherens Virksomhed i Landet.
Langs Bugten er Kysten næsten overalt bevokset med kraftige Tjørne, der har en usædvanlig smuk Vækst; og enkelte Steder her staar ogsaa over Klintens Hæld anselige Træer, hvoriblandt en Gruppe prægtige, velvoksne Elme især er skønne. Noget Østen for disse vider Tjørnekrattet sig ud og bliver til en veritabel
Tjørneskov, hvis Vækster naar den største Højde, jeg nogensinde har set Tjørne præstere. To af disse naar 9m op over Jordsmonnet og har en Diameter i Kronen paa henimod 14 m. Bunden i denne Skov dannes af frodigt, tætvoksende Fuglegræs og enkelte Brændenælder. Hist og her findes lavt Krat af Slaaen og enkelte Naur. Paa den yderste, smalle Østende gror Roser mellem spredte, mindre Tjørne.
Da vi naar Tjørneskoven er Solen brudt igennem det fine, graa Skydække og straaler omkring Tjørnenes sortgrønne Stammer, og over det lysende gyldenblanke Fuglegræs falder et Net af Stammernes dybgrønne Skygger. Alt er endnu paa Grund af den vaade og kølige Sommer saa friskt og blankt i Farverne.
Dette Landskab med dets Udsigt mellem Tjørnenes kraftige Stammer udover den friske Eng, hvor Kvæget gaar græssende omkring, og videre ud over den lille, skønne Bugt er noget af det yndigste, jeg har set i Danmark — og altsaa overhovedet! Vor berømte Eremitageslette, som det ligger nær at sammenligne Stedet med — ja, den er større, men ikke mere nær saa smuk. Her er ikke det ringeste Spor af Menneskers Færd, kun den rene, uberørte Natur. Øen ligger saadan, som det har været Gudernes Hensigt. —
Det er et sjældent Syn hertillands — Gud bedre det!
Inde i den tætteste Tjørneskov er der Liv idag. Store Flokke af Mejser — Blaamejser, Sortmejser og Sumpmejser — er lige kommen hertil nordfra paa det store Træk mod Syd og holder en lille Rast. Der er en Kvinkeleren herinde uden Begyndelse og Ende, hele Krattet hvisler og piber. Hundreder af smaa Spille-mænd filer den samme Melodi, der lyder som man gnider en lille Prop mod en Flaske og ender med et kort, snærrende Grin. Og ud og ind mellem Tjørnenes Grenenet smutter de smaa Fyre som Skyttelen i en Væv.
En Vibeflok tumler over Engen. Og Forstusvaler, Irisker, Bogfinker og Musvitter, møder vi, alle saa smaat paa Tærsklen til den lange Rejse. En enlig Ringdue kommer ud fra Elmenes Top, og ude paa Sletten høres Engpiberen fløjte. Et Par Spurvehøge skimter vi langt borte over Vandet ind mod Vigsnæs.
En Husskade flyver op fra Marken; som en bevinget Pil jager den paa stødvise Vingeslag gennem Luften, som en Flyver med Motoren i Uorden. Næppe er den oppe over Træerne, før en Masse Krager giver sig til at forfølge den under høje Vræl, lige til hele Meuten forsvinder ind over Lolland. Et Øjeblik senere ser vi svimlende højt oppe mod den lysende, graa Himmel en rasende Vipstjært, som forfølger en flygtende Musvaage. Der er nok et Par gamle Regninger fra Foraaret, som endnu ikke er gjort op! —
Men nede langs Stranden færdes de smaa Vadere, Ryler, Strandbrokfugle og Muddersnepper. Her er der ingen Misstemning alt er Fredsommelighed, alle har pæne Manerer, og enhver passer sit. Og de store Havmaager, der sidder i Nærheden, er jo paa denne Aarstid ikke mere farlige.
Som et Billede paa den mest fuldkomne Tilfredshed med sig selv og alt, den fuldendte Harmoni, staar to sovende Hejrer paa hver sin Sten ude i Bugtens Fladvand. De ligner to af de kloge Jomfruer, de er selvglade og ubehagelige, som et Par udstoppede tørre Monumenter over deres egen Dyd. •—
Øens Midte er en lille bølgende Højslette, hvor Faar, Køer og Plage gaar og græsser. Paa Sydsiden udfor Slettens Midte fandt vi en lille herlig Plet ved
Siranden, yderst paa Klintens Rand ved den lune Bugt. Her ligger Resterne af en lille Langdysse, hvis yderste Sten er begyndt at skride ud i Havet med Klinten. Ogsaa Gravkamret er begyndt at synke sammen; Overliggeren, som har hvilet paa 4 Bæresten, er væltet ned og revnet, men Kamret ses tydeligt, og af Langdyssens Sten er endnu de fleste paa Plads. Den har en Bredde af kun 6 m, og fra Gravkamrets Midte til Langdyssens inderste, endnu velbevarede Ender er der 7 m. Dersom Gravkamrets Plads har været paa Midten, har Langdyssens Længdeakse altsaa kun været 14 m. — Klinten, hvorpaa den ligger, er 3 m høj over Vandet.
Stedet ser vel ud endnu omtrent som da denne Grav blev lavet. Lidt mere Skov maaske, og andre Træer; men Bugten og Landskabet ellers det samme. Fiskerbaadene, som ligger paa den anden Side af Odden derude, skal have en Bredfok i Stedet for Storsejlet. Og ovre paa Sundets anden Bred, hvor den lille Landsby Vestermark nu kikker med de forblæste graa Tage over Tangdigerne, maatte der være lidt lavt, forkrøblet Krat, omtrent af samme Farve som Byen og Digerne. Ellers er der næppe forandret mere paa Stedet i et Par Tusind Aar, end hvad Vind og Vejr tager sig for.
Denne Plet er saare skøn — og jeg kan ikke andet, jeg gribes af Andagt her! Der er en saa ejendommelig, vemodig Stemning over denne Dysse paa den lille, ensomme Ø. Jeg vil altid tænke paa Vigsø som Hvilestedet for denne Mand — ikke som Dødens Ø, men som den Dødes Øl
Hvem var han, og hvorfor er han lagt just her? Er det blot fordi han døde her, faldt her? — Eller er det maaske fordi de, der højsatte ham, fandt Stedet skønt — ligesom jeg? Hvorfor ikke? Det var Folk, som ad Omveje eller ligefrem dyrkede Solen og Naturmagterne. Jeg er ikke kommen stort videre, og jeg føler her paa dette Sted, at de to Tusind Aar, der skiller mig fra denne Mand, bare er en ringe Ting.