VEST-HIMMERLAND
Naar man ad Landevejen fra Viborg mod Nord har passeret østen om Vorde Galgebakke, kommer man ud i den store Lavning, gennem hvilken Skals Aa, Simested Aa og Lerkenfeldt Aa løber ud i Limfjorden. Hele Vejen langs Stranden passerer man mindre Aaløb, der alle har Ærinde ud mod Vest, og som kommer inde fra de store Højder i Vesthimmerlands Indre. Men allerede hvor Landevejen er svinget op over Bakkerne Øst for Rind, har man haft prægtige Udsigter over Limfjordens krogede Arme, Hjarbækfjord og Lovnsbredning og helt til Skivefjord. Senere, Nord for Ulbjerg og ved Alstrup, kulminerer disse Højlandsindtryk, og Egnen herfra og helt op til Løgstør er nok den mest særprægede og afvekslende i det ellers saa tungtformede og ret ensartede, vestlige Himmerland. Det er Fjorden, der giver Landet Liv.
I sin sydlige Del virker Landets Indre i det store og hele forstemmende ved sine fattige og skaldede Jorder, skiftende med lidt Hedeland eller brudt af nogle Aadale og Moser, af og til en Aas med sin Række af mørke Kæmpehøje. Men det er et Land, som alligevel er præget af en egen tung Kraft og Alvor, med djærve Former. Fra saadanne høje Punkter som Rishøj og Klovenhøj Nordvest for Aalestrup faar man et ganske storladent Indtryk af Landskabet. Det er dog først paa Strækningerne mellem Aars, Kongens Tisted, Nørager og Hverrestrup Bakker at man møder det vesthimmerlandske Landskab i al dets Kraft. Her, sønden for den gamle, lange Fjorddal, hvori Halkjær Aa løber paa sin Vej mod Nord, brydes Ensformigheden af nogle af de mærkeligste Strækninger i Landet, endnu virkende vildt og oprindeligt ved deres voldsomt formede Terræn og endnu med deres Præg af Stenalderfolkets Færden, her hvor de første Indbyggere gennem den lange Fjorddal trængte ind i Landet, befolkede det og lagde sine Hundreder af Gravhøje langs Veje og ved Bopladser.
Helt oppe mod Nord, i Egnene fra Næsby Dale til Ovdrup Hede, fra Vitskøl og til Næsborg Bakker, skaber Landet og Fjorden i Forening nogle af de herligste Landskabsbilleder i Jylland.
Landevejen langs Fjorden mod Nord gaar fæt forbi det gamle Vitskøl Kloster, det nuværende Bjørnsholm, der dominerer Egnen langvejs med sine tunge, hvide Murmasser. Det var Valdemar I, der grundlagde Klostret. Han mente at han skyldte Himlen denne Tak for sin Redning under Overfaldet i Roskilde 1157 og fordi han fik Overtaget over sine Modstandere i den paafølgende Kamp om Riget.
Det var Landsbyen Vithschuele, der var mellem det Gods, Kongen skænkede Klostret, hvis Navn omformedes til Latin: Vitæ schola, som betyder Livets Skole. At man i denne Skole ikke var hengiven til at samle Liggendefæ udelukkende i Himlen, viser Klostrets Historie, idet det blev et af de rigeste og mægtigste i Jylland. Det ejede henimod Reformationstiden ikke mindre end en halv Snes Herre-gaarde, Øen Livø, en Fjerdedel af Læsø og 8 Kirker, foruden at være „Moder11 til Øm Kloster. Det var derfor en ren Lækkerbidsken for Kronen, som indkasserede det efter Reformationen. Senere kom det i Hænderne paa flere Adelsslægter, som efterhaanden fik Has paa Størstedelen af dets Herligheder. Staten erhvervede Godset i 1828, og 1867 gik det over paa borgerlige Hænder, alt imens dets Jorder svandt mere og mere ind. Det har saaledes gennemløbet hele den Skala, som man efterhaanden har vænnet sig til at anse for den naturlige. Nu mangler bare Udstykningen.
Omgivet af sine vide Enge, hvorigennem en lille Aa danner Afløb fra den nære Sø, staar den tunge Bygning stadig som et Minde om Fortids Magt og Herlighed. Til Trods for at Hovedbygningen er ombygget i forskellige Perioder og Sydfløjen er nedrevet, virker den endnu fuldkommen harmonisk i sin tunge Arkitektur. Vestfløjen stammer endnu fra Klostertiden, mens Nordfløjen, som er Egnens Kirke, ombyggedes saa sent som 1668. Den opførtes væsentligst af Materiale fra den gamle Klosterkirke, hvis Rester tilsidst dækkedes af Jord og overgroedes, men nu er blevet afdækkede.
Herfra langs Stranden til Næsbydales Bakker er kun et Svip paa en halv Mils Vej. Stedet bærer Bakkenavnet med Urette ligesom Rebild; det er „Skaar“ fra Istiden, dybe Kløfter i Klinterne, som har sprængt Plateauet.
Kommer man ud paa Klinternes yderste Kam og vender Ryggen til et Par hæslige Restaurationsbygninger ved Kløftens Nedgang, kan man endnu betages af Stedets enestaaende Udsigt. I de bratte Fald er Jordsmonnet sunket i voldsomme Skred ned mod den smalle Forstrand, som ligger nede i en svimlende Dybde. Fjorden med Furs og Livøs bjærgagtige Linjer viser sig skønnere her end paa noget andet Sted langs denne Kyst. Havet ligger blændende under Solen med sin højt løftede Horisont, saa tindrende af Lys, at de fine Kyster synes uvirkelige som fjærne Eventyrlande, salige Øer, som intet Menneske tør betræde. Men tager jeg Hænderne fra Ørerne og Bindet fra det indre Øje, da hører jeg fra Restauranterne fem Hundrede Turister larme bag mig, og foran mig ser jeg Livø, som er reserveret for den Kellerske Aandssvageanstalt.
Herfra tager jeg tværs over Landet ad Biveje til Ovdrup Kirke. Vejen fører over et trist Landskab, plettet af spredte Granplantninger og med Naaletræer i Rækker som Hegn mellem de dyrkede Jorder. Kirken er en ægte, jydsk Kvaderstensbygning fra romansk Tid, alvorlig og stræng i sin Stil, og maa forhen have haft en usædvanlig harmonisk og smuk Baggrund i Landskabet, før dette blev tilplantet.
Endnu bedre er den lille kullede Skarpsalling Kirke, der ligger en halv Mils Vej Nordvest for denne. Det siges, at den skal være bygget ovenpaa Resterne af en Langdysse, og at Spor af denne endnu ses i Jordsmonnet paa Kirkegaarden. At denne sidste Paastand ikke er rigtig, afkræfter ikke den første. Hvor ofte ser man ikke vore gamle Landsbykirker opførte tæt opad store Oldtidshøje eller paa Steder, som i Hedenskabets Tider har været hellige, viet til Gudsdyrkelse.
Den lille Bygning er i sin Enkelthed smuk og virkningsfuld i Landskabet. Som Modsætning til den i Ovdrup er den udvendig, især paa Koret, rigt udsmykket. Indvendig har den bl. a. nogle ypperlige Kapitæler, der vidner om hvilket Mesterskab de gamle Haandværkere besad, naar de haandterede Hammer og Mejsel. Men hvor er den især i sit Ydre fuld af Harmoni, en Fryd for Øjet, som den ligger med Baggrund af den fjærne Hedestrækning og den nære Mose — Bunden af den gamle Fjord, som fra Limfjorden skærer sig over to Mil ind i Landet mod Syd. Over dens Flade ser man i Øst og Sydøst mægtige Bakkelinjer, Højdedragene mellem Krastrup og Frejstrup, der sydligst gaar over i den store Ovdrup Hede, øverst paa deres Rygge kronet af Oldtidshøje. Vesten for Kirken hæver sig et tilsvarende Højdedrag, den gamle Fjords modsatte Bred, med andre Bakkekupler med Gravhøje paa deres Toppe, her som der Sporene af den ældgamle Bebyggelse. Fra Højderne ser man, hvorledes Fladen dernede løber helt op og danner Forbindelse med de vide Engdrag ved Nørrekjær, der endnu næsten ligger i Niveau med Limfjordens Vande.
— Det er bleven sent paa Dagen, og den lave Sol sender sit skarpe Lys med lange Skygger over Moser og Heder. Kirkens tunge, graa Kvadersten og dens enkelte kalkede Murflader gløder mod Hedens brune Baggrund. Fjærne Vibeskrig lyder ude fra Kjærene, og over Engene dernede langs Mosernes Rand, hvor Kvæg i Flokke og gyldne Traver fanger Sollyset, trækker Maageflokke nordpaa mod Fjorden. De fjærne Aase med deres Kæmpehøje lyser som Bronce mod Østhimlens falmede, blaaviolette Tone.
Jeg haster nordpaa, mens der endnu er Dag paa Himlen. Mit Maal er Næs-borg Kirkebakke. Det er fristende at gaa op paa alle disse Højder og se over det vide, aabne Land, tælle Kirketaarne og finde Byer — disse Byer, der heroppe har saa mærkelige Navne som Vindblæs, Skarpsalling og Kræstrup. De giver Landskabets Karakter godt, man faar en Fornemmelse af at rive sig paa Tænderne i en Harve eller faa Munden fuld af Flyvesand.
Stedet er noget helt enestaaende som Udsigtspunkt, og i nogen heldigere Stund end denne Solnedgangstime kunde jeg ikke være kommen hertil. I Øst og Nordøst ligger Nørrekjær-Fladerne med deres fuldkommen jævne, lave Bund. Den mægtige Slette, der yderst mod Nordkysten mellem Aggersund og Vaar er over to Mile bred, har endnu som Minder fra sin Tid som Fjordbund et helt lille Delta, idet Tanbæk, som gennemløber Dalen i hele dens Længde inde fra Ovdrup Hede, herude deler sig i tre Arme, Øster og Vester Tanbæk og Kilsaa.
Tusinder og atter Tusinder af Kreaturer græsser over Engene, belyste af den lave Aftensol, hver og en med sin Skygge. De ses saa langt Kikkerten rækker, smaabitte som Insekter længst ude mod Øst. Midt ude paa Sletten, der er som dunkelt Kobber i Solglansen, hviler Skyggen af en stor, stille Sky, blaasort som en skummel Sø. Langt ude i Nord ser jeg den dybt ultramarinblaa Fjord som en bred Flod strækkende sig fra Øst til Vest, hvor dens Vande glider over i den vide Løgstørbredning. Fjærnt bag Fjorden staar Hanherredernes vældige Bakkelinjer som en Anelse gennem Aftendisen over Vandets skarpe Blaanen. Over Bakkerne staar alle Gaardes Længer i Brand fra Solens Nedgangslue. Men i Vest ligger
Bredningen mat og stille, som et Spejl af gammelt Sølv under den flammende og irgule Himmel.
En stor Flok Regnspover trækker med lange Fløjt lavt henover min Bakke. De kommer fra Nordøst med Vej ud over Bredningen. Det er Eftersommerens farende Folk, nogle af de første Trækkere, med Varsel om Efteraaret i deres dybe Toner — denne dejlige Lyd, saa blød og saa stemningsfuld nu ved Aftens-tide.
Et Par Heste staar paa en lille Bakkeknold tæt herved. Den ene hviler sit Hoved paa den andens Hals — en skarp Silhouet, et stort Ornament mod Himlens Malmgrund.
Og saa Hjemturen efter den sidste Solfaldsstund, mens Skyggerne sænker sig og Mosekonen brygger i alle Kløfter og Dale, saa Taagen ligger som blege Damme, hvor Bakkerygge, Trægrupper og enlige Gaarde dukker op som sorte Øer. En Spøgelseko staar og brøler paa Bunden af en af de kolde, hvide Søer. En Hest vrinsker, langt borte gør en Hund i en usynlig Gaard. Hist paa sin Bakke svæver en Kirke op imod en eneste, rødgylden lille Sky, det sidste Minde om Solen der sank. Dér kommer en Stjerne, og nu én til. En lille Skumringsvind har fundet sig en Piletop at suse i. Og saa bliver det helt mørkt. For vi er langt henne i August, og de lyse Nætter er forlængst forbi.
Men højt over mig hører jeg bestandig med smaa Mellemrum Regnspovernes langelige Fløjtetoner.
Vesthimmerlands Indre er for det meste et stærkt bevægeligt Terræn, skiftende med Aadale og lange Højderygge, for det meste dyrket, men endnu med enkelte større Mose- og Hedestrækninger. Hvor Højderyggene og Hederne endnu ikke er skændede, findes nogle af de anseligste og smukkeste Levninger af Rundhøjsgrupper i Landet. Men det gaar raskt fremad med Udslettelsen. Hvis ikke National-musæet snart skrider ind, vil vi her miste uerstattelige Skønhedsværdier. Jeg tænker især paa visse Strækninger Syd for Aars, fra Kongens Tisted til Hverrestrup Bakker, altsaa Højderne mellem Dalene over Lerkenfeld Aa og Simested Aa, brudte af Dalsænkningen om den mindre Nørager Aa, og ligeledes paa den nordligere beliggende Rest af Ovdrup Hede. Intetsteds i Danmark er Landet i den Grad præget af Oldtidshøjenes Mængde som i Egnene fra Kongens Tisted og Nørager og helt op til Norden for Roldskovene. Der findes her paa visse Strækninger ikke mindre end halvandet Hundrede Høje paa hver Kvadratmil! Men deres Antal er i bestandig Aftagen, og skal Landskabets Karakter reddes, da maa det som hidtil ikke anses for tilstrækkeligt at frede en enkelt eller et Par Stykker af hver Højgruppe, men Grupperne maa værnes i deres Helhed 1).
Landskabet omkring Kongens Tisted er et af de mest udpræget himmerland-ske, jeg kender. Fra de 86 Meter høje Stejlehøje og fra Enshøj, som naar 93 Meters Højde, har man et mærkeligt Vidsyn over dette aabne Land, som endnu næsten helt er sparet for Beplantning.
Vildorne og So paa Engen ved Toftskoven i Lille Vildmose.
Vildornen. Hans ene Bagben er usynligt paa Billedet; det smækkede efter en Brems, som sad paa hans Mave.
Kvæg ved Toftegaardens Dam ved Lille Vildmose.
Himmerlandsbonde fra Mariagerfjords Nordside.
Ikke langt fra Aars, i Gundestrup, var det at man i 1891 i „Rævemosen“ fandt det pragtfulde, tidligere omtalte Sølvkar, en Offerskaal fra Kimbrernes Storhedstid, som hører til Nationalmusæets værdifuldeste Fund. De gamle Kimbrer har sænket Skatten i Mosen som Gave til deres store Guder, og i et guddommeligt Lune, med en grandios Gestus, har disse skænket os den tilbage efter to Tusind Aars Forløb.
De gamle har efterladt sig endnu et smukt Minde, der findes her paa Egnen, en Runesten som staar i Aars Kirkes Vaabenhus og bærer denne smukke Indskrift: Asser satte denne Sten efter Val-Toke sin Drot. Stenen her vil stande længe og Val-Tokes Navn vide bære.
De værdige Gamle vidste selv med Ærbødighed at værne om deres Døde. Det er et daarligt Folk, som ikke tager dette i Arv. Vi kunde prøve paa at gøre det ved at spare deres Gravhøje.
— Navnet Kongens Tisted kommer af, at Kongerne ifølge Valdemars Jorde-bog havde 6 Bol i „Tystathe“. Et Sagn forklarer Navnet paa den Maade, at her engang i Tiden har staaet en mægtig Kongsgaard. Men en Bonde paa Egnen gav mig den langt jævnere og grundigere Forklaring paa Navnet, at en Konge engang var paa Rejse gennem Egnen, og at Vognen standsede her, fordi Hans Majestæt maatte af og forsvinde et Øjeblik bag en Busk. Det er vel tvivlsomt, om Stednavneudvalget ogsaa tager denne Version under Overvejelse.
I den „Rinds Herreds Krønike", som Herredsfoged Christen Sørensen Testrup skrev i Aarene 1739—40, faar man et Billede ogsaa af Himmerlændernes Karakter. Rinds Herred hører nu under Viborg Amt, men var tidligere under Himmersyssel og danner fremdeles en Del af det vestlige Himmerland. De gamle Storbondeslægter her førte deres indbyrdes Fejder langt ned i Tiden, og det var ikke blødsødne Folk. Ubetydelige Hændelser kunde give Anledning til at der udkæmpedes formelige Slag imellem dem, som det berømte ved Leraa Sig ved Aalborg. Slagsmaal paa selve Herredstingene var almindelige, og ved et enkelt af disse blev ligesom ved Leraa tre Mand ihjelslagne og en Mængde saarede. Ofte opsatte man Hævnen til de store Stævner paa Dal Marked — „Delle-Marked" •— hvor saa mange efterhaanden blev dræbt eller lemlæstet, at Øvrigheden maatte ophæve Markedet og forlægge det til Hobro. Det var Borgmesteren i denne By, som omkring 1640 tog Sagen i sin Haand. Og han gjorde det paa den Maade, at han efter et af de nævnte Markeder lod alle de afhuggede Fingre opsamle og forevise for Kongen! — Saa blev Delle Marked flyttet. Men man flyttede ikke Stridbarheden ud af Himmerboens Sind; den har givet sig mærkelige Udslag lige til vore Dage.
Himmerland har kendt Huleboere lige til op i vore Dage, saaledes den berømte „Vogn i Heden", som havde gravet sig en Kule ind i en Bakkeside i Strandby Sogn. Han gik klædt i gamle Gødningssække, Skind og Halmviklinger, og han var trods sine elendige Kaar bestandig ved et fortrinligt Helbred, lige til han engang havde faaet sig et ordentligt Maaltid Mad i Farsø. Saa døde han. Dette hændte i 1889.
Omtrent samtidig, vistnok i 1890, døde den mest berømte blandt Vest-Him-merlands sære Skikkelser, Tordenkalven.
Evald Tang Kristensen bringer i „Den jydske Almue" en Del Oplysninger om ham, samlede paa hans Fødeegn. Det ses heraf, at han er født i Djørup og hed Kristen; Efternavnet kendte ingen mere. Som en stor „Skoldtringsknæjt" kom han
i Tjeneste paa Lundbæk, og her faldt han ned paa et Logulv og slog sig til Krøbling. En anden Version siger, at han lod sig binde fast paa Ryggen af en ridegal Hest, som stejlede og væltede med ham, saa han blev grottet under den. Ulykken forvandlede ham fra en stærk Karl til et Monstrum, som var fordømt til at kravle afsted paa Vejene og leve af gode Folk. Han kaldte sig selv Tordenkalven eller Klodden (udt. Klojjen o: Plagen) eller Fylsenplagen. Han var alle Børns Ven, de lagde Grime paa ham, krøb op paa hans puklede Ryg og raabte Hyp! Og saa vraltede Klodden afsted med dem og vrinskede, saa de hikkede af Latter.
I sine yngre Dage sang han Viser paa Markederne i Nibe og Navnsø. Men ellers gik han rundt og samlede Galskillinger og andet Ragelse. Gammelt Jærn fløj paa ham som paa en Magnet. Hvad han saadan kom over, gemte han i Posen, som han bar om Halsen i et Par svære Kæder, og det solgte han siden. Da han var meget nøjeregnende, samlede han sig en ikke ringe Sum Penge.
Han kom ellers aldrig udenfor Strøget mellem Nibe og Brorstrup. Men engang besluttede han sig dog til tage over til Fyn for at besøge en Præst, som var kommen paa hans Hjemegn og havde været god imod ham. Men da han kom til Hobro og forsøgte at løse Billet til Toget, vilde Stationsforstanderen ikke lade ham komme med — han saa altfor mærkelig ud. Men endelig fik han da Lov til at slippe ind i en Bremsekupé. — Om denne Rejses Forløb og om den overhovedet blev gennemført, meddeles der desværre intet.
Saaledes som Johannes V. Jensen har skildret ham, vil han blive staaende i den almindelige Bevidsthed. Man kan sige, at den himmerlandske Digter og hans Model staar i gensidig Taknemmelighedsgæld til hinanden. Jeg mindes den udmærkede engelske Maler, som sagde om et af sine første Billeder: „That picture made me!“ — Ligesom Digteren har gjort Tordenkalven uforglemmelig, saaledes vil denne underlige Kumpen, der ligner et Jordfund eller en „selvgroet Sten“, som en af Himmerlands Bakker i Fødselsveer har skudt ud af sin Side, staa som en af de faste Støttepiller i den Sokkel, der bærer hans Digters Ry.
Det Fotografi af Tordenkalven, som jeg her bringer, har saavidt mig bekendt aldrig været offentliggjort før. Jeg har længe gemt det som en Skat; thi jeg har sjældent set noget bedre Ansigt. Det er den skinbarlige Ærkejyde. Hele Himmerlands urgamle Historie synes at staa skrevet i disse stærke Træk.
1)I 1937 har Nationalmusæet fredet alle Oldtidsminder, alle Ruiner og Voldsteder m. m. i hele Landet.