De Danskes Land -- Achton Friis

VED SKANDERBORG SØ

Hovedparten af den lille Skanderborg By dannes af én Gade, hvis Huse ligger hver paa sin Side af Hovedlandevejen mellem Aarhus og Horsens, hvilket iøvrigt ikke skal tjene Byen til yderligere Forklejnelse, Gaden er god nok og giver ikke de bredeste Provinshovedgader noget efter. Men den bærer hele Landevejens vældige Trafik, hvad der har forvandlet Skanderborg fra en lille stille By til en Fordøjelseskanal, hvor den rystende Trafik af Lastbiler, Personbiler og Motorcykler foregaar med en Kraft som gennem Pusterør.

Hvor forskellig er Byen Skanderborg ikke fra hin Tid, da den jydske Poet Wadskiær i sit „rejsende Digt“ skildrer dens Yndigheder, eller endnu saa sent som i det 19. Aarhundredes Begyndelse, da Byen kun havde 500 Indbyggere og en rejsende Englænder omtaler den som „en Landsby, der kalder sig Købstad". — L. M. Wedel kalder Borgerne „jævne, gode og hospitale Folk, som ikke meget kende til Luxus," og som fører en stilfærdig og ensformig Tilværelse. Deres Ynd-lingsudflugtssteder var den nære „Dyrehave", til hvilken man kom over ad to smalle Broer, samt den tæt ved liggende lille Æbelø.

Det lader til, at de Skanderborgske Poeter paa den Tid i Stedet for at lade deres Vers trykke, har haft den gode Skik at slaa dem op paa Træerne, hvad der jo sparede dem for mange Udgifter og nemt forskaffede dem Læsere. Af en ukendt, stedlig Digter fandt man saaledes paa en af Dyrehavens Træstammer et Vers, holdt i følgende Vendinger:

Og Professor Molbech afskrev under sit Besøg paa Stedet i 1813 et andet Vers, som han fandt opslaaet paa et af Træerne ude paa Æbelø og som lød saaledes:

Ved sin Moral danner det en behagelig Modvægt til det fornævntes letsindige Tale, og man maa haabe, at de Piger der har færdedes paa disse Steder, maa ha’ haft begge Vers som Ballast.

— Den lille By er vokset op omkring sit Slot, som laa paa det fremspringende høje Næs, der frembød en saa fortrinlig Plads for en Kongsgaard. Søen har været medvirkende til at skabe Slottet og Byen, og den Dag idag er den hele Landskabets Sjæl. Den har en Betydning for sin Bys daglige Liv som næppe nogen anden Sø i Danmark. Der ligger bogstavelig talt en Sejlbaad udenfor hver eneste af Haverne, der grænser ned til Søbredden, og man foretager Sejlture her som Skovture andensteds.

Den gamle kendte Kirke, som spejler sit smukke Taarn i Søens Vande, er den sidste Rest af Slottet, „det røde Skanderborg", som opførtes under Frederik II og blev hans Yndlingsopholdssted og senere i 1583—84 besøgtes af Prins Christian, den senere Christian IV. 1767 solgtes Slottet til Nedbrydning efter flere Gange at have været ilde medtaget under fjendtlige Plyndringer.

Men forud for dette laa paa Stedet „det hvide Skanderborg", en middelalderlig Kongebolig, som efter Sagnet allerede Valdemar I skal have paabegyndt i 1171. Her paa „Skanderup" fik Valdemar Sejr 1212 Budskabet om, at Dronning Dagmar laa for Døden. Her sidder efter Kongemordet i Finderup Erik Klippings Dronning og modtager af den liden Smaadreng Budskabet om Kongens Død. Og faa Dage senere lader Folkevisen Marsk Stig komme samme Vej, og her finder mellem ham og Dronningen den Samtale Sted, som ender med Marskens berømte, skæbnesvangre Ord:

En anden god jydsk Adelsmand endte sit Liv tæt ved Slottets befæstede Mure, Niels Ebbesen, som faldt her med to af sine Brødre, da Jyderne blev slaaet af Tyskerne i 1340. Af de 10 Fod tykke Mure i det gamle „hvide Taarn" fra Slottets ældste Tid stod endnu Rester i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, med deres stilfærdige Tale om historiske Begivenheder og dunkle Sagn.

Af alt, hvad der knytter sig til dette Sted, er det mest typisk jydske Sagnet om Svend Felding og hans Hest, bevaret i en af de mærkeligste Kæmpeviser, der er levnet. Baade Folkesagn og historiske Dokumenter henlægger Fortællingerne om denne jydske Folkehelt til Egnen om Skanderborg; her paaviser Sagnet hans Davregryde, hans Sværd og det Grimeskaft, hvormed hans Hest var bundet. Et Kongebrev saa sent som fra 1612 paalægger Lensmanden paa Skanderborg at lægge en Stenbro fra Aakjær Slots Ladeport til „Svend Feldings Vandsted". I et andet Brev fra 1617 nævnes „Svend Feldings Ridebane" som liggende umiddelbart Vesten for Skanderborg Slot; og i 1634 førtes „Svend Feldings Klokke" fra Skanderborg til Randers, hvor den anbragtes i en Klokkestabel paa Dronningborg Slots Kirkegaard.

Maaske er Visen om Svend Felding 1) indvandret fra Sverige ligesom Holger Danske-Visen, begge Sagnheltene findes afbildede i Floda Kirke i Sodermanland. Men i sin herværende Form er den bleven typisk jydsk. Stalbroderforholdet mellem Karlen og hans Hest, de to som en Enhed — det kan ingen Jyde staa for. Ridderen tilhest bliver Allemandseje, et Sagn derom vandrer fra Borgestuen ned og bliver Almuens dyreste Ejendom. Men hvilken Pragtkarl er ikke ogsaa denne Svend Felding, som paa sin Vej til Rom havner hos den skønne Jomfru, som „favned saa vel hans Komme“. Da hun bænker ham ved sin Side og fortæller sine Bordfæller, at det maa være selve Kongen af Danmark, der er kommen som Gæst, svarer han paa sin jævne Maade:

Han er straks rede til at „bryde en Stang“ med det lede Utyske, som plager Landet og opæder dets Fruer og Jomfruer; men da man leder tre Hundrede Heste frem, for at han kan vælge én, der passer ham, synker de til Jorden tilh >be, blot under Vægten af hans Næve. Men da kommer Mølleren og fortæller, at han har „en danne broget Hest, er fød i Sæbylund“ — hvem der bare turde ride paa den, han var vel hjulpen! Og Svend svarer:

Dér fandt han sin Fælle! Med en Sadelgjord, som femten Jomfruer har vævet af det pure Silke, spænder han Gjorden om det mægtige Dyr med en Styrke, saa den synker i Marken foran ham. Han er vel nok Karl — har Du set din Overmand! Men

Og det bliver Hesten tilfreds med, der kommer en forstandig Overenskomst mellem Dyr og Mand. Svend „satte sig paa hans Bag“, og bevæbnet med sin „Skudemast“ som Lanse fælder han Trolden. Men han tager ikke mod Jomfruen og Land og Rige som Løn for sin Daad. Thi:

Han beder om at man vil bygge en By for de fattige Pilgrimme og give dem Mad og Husly. Og saa kan de forresten bede for Svend Feldings Sjæl, naar han er død.

— Jeg kan ikke lade være med at tænke paa „Messingjens“, naar jeg læser om Svend Felding og hans Hest. Er det ikke netop „Mandevid" hos Hesten, naar Rasmus Owstrup staar og snakker sig tilrette med Dyret, fordi den skeler mistænksom til sin nye Rytter: „A faataalt ham, te Watrup loe paa Sygstowen og gik no ett fræ ed, aa saa had Underoffisieren sød, te A sku ha ham, aa te de ku slet ett nøtt, te han stinned sæ. — De ku han faastoe! Faar aal dem, der kjennt ham, di søh, the han aaljenn haad lissaamøj Faastand som tow Kyrassierer.“ „Te aalt, hwa A søh, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, eller rimmed han, aa A faastoed aalti, hwa han mint.“

Blandt alle de mange jævne Helte fra vore Krige har vel ingen naaet en Yndest som Niels Kjeldsen paa sin Hest. Vi møder Manden og Hesten igen i Bataljen ved Vorbasse, den eventyrligste Form for en „Rytterfægtning", der kendes, hvor en Eskadron jydske Dragoner, som staar og strigler deres Heste ved en Bondegaard, hvor de har Kvartér, aldeles ubevæbnede og i de hvide Pudsefrakker farer tilhest paa deres svære, jydske Dyr og rider et angribende, tysk Rytterkorps sønder og sammen i strakt Karriere, maler dem ned i Marken som en Lavine, bogstavelig talt kun ved deres Tyngde og Fart. Her er det strængt taget Hestene, der vinder Slaget.

Men Mændene, lige fra Svend Felding til Niels Kjeldsen og de Vorbasse Dragoner — det er Saxos voldske og uregerlige Jyder, hans gens insolens, der gaar igen.

At der kan findes bovne Karle her paa Egnen endnu op imod vore Dage, her-paa tyder følgende Historie: En Karl, der tjente paa Skanderup Ladegaard, stod en Dag og skywlede Vandfurer op inde i en Rugmark. Der var en Sti tværs over denne, som ellers blev befærdet af baade gaaende og ridende, men den var nu baade pløjet og tilsaaet. Saa kom pludselig Grev Frijs ridende henimod Karlen. Denne vilde nu ikke ha’ Furen trampet ned ligestraks, og han stillede sig i Vejen for Hesten og sagde: „Her gaar ingen Færdsel over." — „Ved Du, hvem jeg er, jeg er Greven fra Vedelslund." — „Ja,“ svarede Karlen, „hvadenten Du er Fanden i Helvede eller Greven, saa kommer Du ikke om, og for Resten er vi to ikke Dus!“ Saa trak Greven Ridepisken, men Karlen løftede Skovlen. Da siger Greven: „Du er den første Karl, jeg har truffet i Danmark; vil Du tjene mig?“ — „Nej, A skal blive ved min Husbond et Aar til," svarer Karlen. „Ja, jeg kan nok tænke det — han beholder Dig nok, naar han har faaet Dig. D6r har Du nu en Papirsdaler, saa kan jeg vel ride videre, for hvad enten jeg rider frem eller tilbage, gør jeg jo lige megen Skade." Saa lod Karlen ham slippe forbi, for de befandt sig lige midt paa Marken.

Yndig er Egnen om Skanderborg Sø. Men den er tillige stærk og frisk som Blichers Digt til Hejren i „Trækfuglene", der ender med de skønne Ord:

Turen rundt om Skanderborg Sø fører virkelig gennem et af de mest indtagende Stykker østjydsk Natur, jeg kender. I en kraftig Bue gaar Vejen fra Skanderborg om Søens Nordende til Skvæt Mølle, som ligger ved Søbredden lige overfor Byen i en Lavning mellem Bakkerne — en af de forhen saa berømte Møller, der garnerede Søen ved dennes Tilløb ligesom forhen Møllerne ved Himmelbjergsøerne. Den ældgamle Gaard, hvis nuværende Bygninger er opførte ca. 1760, ligger med sine Bindingsværksmure omkring en umaadelig Gaardsplads, hvor de solide Længer domineres af den vældige Møllebygning, som med sine svære Murstensmasser rager op over Bindingsværkslængerne. Paa Christian IV’s Tid blev Møllen anlagt for at male Foder til de kongelige Jagthunde paa Skanderborg Slot, men blev siden almindelig Vandmølle, som malede Menneskefoder. Da omkring 50’erne i forrige Aarhundrede Møllerne mistede deres Privilegier og Virksomheden blev fri, dalede den gamle Mølles Anseelse, og omkring 1880 gik dens Virksomhed endelig helt istaa. Nu har Gaarden et Jordbrug paa 120 Tdr. Land og 30 Tdr. Land Skov.

Stedet har haft en Helligkilde, som nu er forsvunden. En Del af VandHbet, der forhen drev Møllehjulet, har nu Afløb ind gennem selve Gaarden og rinder ad en mørk Aabning i den østre Længes Sokkel ud over Gaardspladsen efter at have passeret Køkken og Bryggers — Bækken gaar tværs igennem Huset!

Bygningen med dens Have er en af de yndigste Pletter, man kan tænke sig. Desværre er det under de nuværende vanskelige Forhold altfor bekosteligt at vedligeholde alle de omfangsrige Bygninger. Inden de forfalder, burde Stedet paa en eller anden Vis restaureres og fredes.

— Tæt Syd for Gaarden, hvor Vejen fører forbi en hundredaarig Kæmpebøg, kan man ad en Sti komme op paa en høj Bakke, hvorfra der er en vid Udsigt over Søen med dens Smaaøer, Æbelø og Kalvø. Det er et af de bedste Steder at se Egnen fra.

Landskabeligt er Skanderborg Sø i nært Slægtskab med Mossø. Ingen af dem hører med til den lange Fjorddal fra Istiden, som gaar fra Aarhus gennem Brabrand Sø over Ravnsø og danner Himmelbjergsørækken Kundsø, Julsø, Borresø og Thorsø, og hvori Smeltevandet under Bræen ved dennes uhyre Tryk pressedes opad til dens Rand og herfra strømmede videre vesterud over Hedesletterne. De to førstnævnte Søer skylder andre Virkninger af Bræen deres Tilblivelse, er op-staaet som tilfældige Dalsænkninger mellem de mægtige Aflejringer af Bakker, der danner Landet omkring dem. Familieskabet mellem de to Søer er iøjnefaldende; Dalene, hvori de hviler, er mere buttede i deres Omrids, der er intet af „Revnen", som præger dem, Bakkedragene omkring dem ligger ikke i Rækker og har mere vilkaarlige Former.

— Egnen om Skanderborg Sø tiltaler mig mere end Landskabet om Himmelbjergsøerne — den er renere. Her finder man intet synligt Tegn paa Vold mod Naturen, Landskabet virker, som om det fra Tidernes Morgen af Himlen har været bestemt til at se saadan ud, et Stykke rent og skært Østjylland, en Idyl — saa maa man være indstillet overfor dette, som man nu kan! Her er ingen Raab om Storhed og Himmelstræberi, som er bleven til en Teatergestus. Landskabet virker naturligt, Kulturen og Naturen har tilsammen dannet et fuldkommen harmonisk Hele.

Hvor friskt og yndefuldt er ikke dette Sted, set her fra min Bakke! Odder og Øer dukker op af Søen bag hinanden, man ved ikke, hvad der er hvad. Straa-lende smuk er især Synet mod Sydøst langs ad Søen, eller til den modsatte, nære Bred med Byen og Slotskirkens gamle runde Taarn, der løfter sig over Bøgene paa det skønne Næs. Langt borte bag alt dette ses i Vest Himmelbjergbankerne taarne sig op — langt smukkere herfra end nærved. Lige nedenunder mig til begge Sider Kvæg og Høstakke langs den soltindrende Søbred, paa det stille Vand Mængder af Lappedyrkere, der skraaler hæst, leger med hinanden og dykker efter Føde.

Over Bakkerne er tveskægget Ærenpris begyndt at blomstre og siger skønne Ting i lyseblaat langs alle Stier; Vikken svarer den rapt i blændende violet. Den vilde Kørvel begynder at fylde sine Kurve med Blomster, Saxifragaen strækker sig paa et Dige med de blege Ansigter vendt lige mod Solen. Ranunkler og Mælkebøtter tager sig af det gule og gør det med Fanatisme.

Tornsangere og Gulspurve synger fra Buskene i Nærheden af mit Sted, fede Stære trasker rundt med vrikkende Gumpe og samler Æde til Ungerne og slæber det hjem i store Klumper, der hænger langt ud af Næbet. — I den smeltende Varme og fuldstændige Vindstille hører jeg helt ovre fra den anden Side af Søen et Steds i Skanderborg et Klaver hamre som et Damptærskeværk; men to tykke Humlebier, der summer omkring mig, gør et saa voldsomt Spektakel, at jeg kun hører Torturinstrumentet i deres Pauser, naar de staar paa Hovedet i Blomsterne.

Solen er blændende som selve Jahves Ansigt, Søen under den som smeltet Tin. Faarene har slæbt sig ind i Skyggen under Trægrupperne nede ved Søbredden, men pæser alligevel af Varme, saa Ulden bævrer paa deres Sider. To Hanlærker slaas paa Markvejen, saa Støvet hvirvles op i en Sky omkring dem. Hvilken forbausende Energi i denne Hede — Question de femme?

Man kan ad en udmærket Vej rulle helt rundt om Søen, for det meste ganske nærved denne, og komme forbi alle dens gamle Møller — eller ialfald det Sted, hvor de har ligget.

Vestermølle, som er det næste af de berømmelige Steder — ak, ak! Den brændte for godt en halv Snes Aar siden og er genopstaaet som Restauration i større Stil, helt anlagt paa Publikumsbesøg. Idag har den nu ikke Held med sig — jeg sidder muttersalene i Haven med mit Smørrebrød. Og det er uretfærdigt saavel mod Stedet som mod de flade Retter. Smørrebrødet er fremragende, og det samme er Udsigten fra Haven over Søen mod den lille Kalvø, hvor Cistercienser-munkene holdt til en stakket Tid før de havnede ved Øm-Kloster.

Naar jeg er mæt foretrækker jeg Røde Mølle, der ligger et lille Stykke sydligere, og er et ganske henrivende Sted. Det er den af de tre nævnte, der har bestaaet længst som Mølle, idet den var igang som saadan til 1929. Indtil for en halv Snes Aar siden havde den endnu fuldt op at bestille for den nærmeste Omegn og tyggede sit Foder som en Karl. Nu gumler den kun til Gaardens eget Forbrug og trækker ellers et lille Savværk. Her findes to Damme, den ene 5 Meter over den anden, tiltrods for at Vandet udelukkende stammer fra Kilder, der udspringer lige i Nærheden. Vandet i Dammene er af den Grund saa koldt, at ingen Fisk kan trives deri. Stedet er saare romantisk og mærkeligt, de store Damme er helt overskyggede af vældige Træer. Og bestandigt hører man det dumpe Brøl af Vandet, som strømmer ned over Møllehjulets Sider, til det endelig finder sin dybe Rende og glider ud i den nære Sø.

Inde i det solide gamle Kværnhus staar endnu tre hele Kværne og Resterne af en fjerde. Hvor er den mærkelig, denne støvgraa Farve, som alt har herinde, Træværk, Vægge, Loft og Gulv, Ruder og Spindelvæv. Alt synes at være gen-nemtrængt af aarhundredgammelt Mel, selv Sollyset, der sparsomt kniber sig ind ad de matte Smaaruder, hvor Edderkopperne uforstyrret af de skiftende Slægter har spundet deres Net. Dybt nede i Grunden under mig rumler Vandet i Maven paa den gamle Mølle — det lyder her i Stilheden og Ensomheden som et Kor af gamle, hedengangne Møllere, Mullerlieder gennem Hundreder af Aar. Og de gamle Døde synes at blive nærværende og tage Form i Sækkene, som skimtes inde i de skumle Kroge gennem det slørede, mystiske Halvlys omkring mig.

— Det vesten for dette Sted beliggende Ringkloster var oprindelig et Nonnekloster af Benediktinerordenen. Det nedbrændte ca. 1430, men genopbyggedes. Herluf Trolle havde det i Pant fra 1544, og endnu i dette Aar nævnes Klosterjomfruer paa Stedet. Frederik II indløste det i 1571 og lagde det under Skanderborg Slot; senere forfaldt Bygningerne, og Kirken laa „ganske øde“ allerede 1560; dens Murrester anvendtes til Forbedring af Skanderup Kirke. Hvad der var tilbage af Klosteret brændte i Beg. af 18. Aarhundrede. Den nuværende Ejendom er dannet 1824—25 af to sammenkøbte Gaarde. Det bedste ved Stedet er den henrivende Beliggenhed ved den roligt glidende lille Strøm, den blanke Aa, som løber her forbi ud mod Søen gennem de lave, grønne Enge.

Vejen herfra tog jeg mod Sydvest over Baastrup og Hylke for at komme op i Højderne. For det meste er Terrænet smaabakket, men undertiden hæver det sig til anselige Kupler højt over Søfladen. Landsbyen Baastrup har som Modsætning til den udprægede Stationsby Hylke bevaret en stor Del af sit gamle Præg, det er en fremragende, fornem Bondeby med udmærkede Bindingsværksgaarde og med smukke Trævækster i de gamle Haver.

— Om Aftenen var der Folkedanserstævne i Anlægget ved Byen. Det saa herligt ud, da de Dansende forsamlede sig i Grupper mellem Træerne, kommende til hver fra sin Kant i smaa Klynger, hver med sin Landsdels Dragter paa. De gamle brogede Bønder-Festdragter straalede ud fra Tusmørket i den dybe Skov mellem de svære Bøgestammer. Det var maaske det bedste af det hele, dette Syn, af en betagende Virkning, illuderende som var man flyttet hundrede Aar tilbage i Tiden.

Dansene virkede i Længden ret ensformige, men en stor Del af Skylden herfor bærer Musiken, som blev udført tilpas falsk af rigtige Bondemusikanter. Heller ikke Kompositionerne er gode; vi er jo ikke noget musikalsk Folk, ikke engang sammenlignet med vore nærmeste Frænder Svenskere og Nordmænd.

Men hvor disse Dragter virkede smukt, naar man saa dem i Masse, og hvor ypperligt mange af disse Folk dansede! Helt betagende virkede det, da et Hold gamle, fine Bønder fra Bjerregrav ved Randers traadte deres gamle Menuet. Der var 70-aarige Folk imellem dem, men den „Menovet“, de dansede, var i enhver Henseende beundringsværdig. De fornemme Bønder traadte den med en Sikkerhed og en Værdighed, saa jeg uvilkaarligt maatte vende mit Blik ud mod Publikummet, de 3—4000 Mennesker, der var strømmet til fra alle Kanter. Og det slog mig, at her var det Herrebladene, der dansede for Styrvolterne.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela