TÆRØ
Fra dette gæstevenlige Sted brød vi op efter et Par Timers ulovlig Færden og gik østpaa til Tærø, hvor vi fortøjede ved Landingsbroen paa Nordsiden. Fra denne langagtige Ø, som er omtrent 4 km lang fra Øst til Vest og 3/4 km bred, er der omtrent lige langt til alle Sider over Sundene til nærmeste Land, saaledes 11/4 km til Bogø, 11/3 til Sjælland, 1 til Langø, og 11/4 til Møn. Fra Sydkysten løber en lang og spids Halvø, Skallehoved, ud mod Sydøst. Dens højeste Punkt ligger nær Østenden og er kun lim. Der findes langs dens flade Kyster saagodt som ikke mindste Antydning af Klinter, kun paa den vestlige Del af Nordkysten er en ubetydelig Skrænt ud mod Stranden.
Øen, som er 312,9 Tdr. Land og hører under Kallehave Sogn i Præstø Amt, ejes af Etatsraad Neergaard paa Gunderslevholm, men er bortforpagtet til en Hr. Knipschildt, hvis Svigersøn bebor dens Forpagtergaard Jesminde og bestyrer Landbruget. Foruden denne store Gaard findes her Lodsstation og Posthus med Postbaad samt endnu et Par Huse. Saagodtsom alle Beboerne er Arbejdere under Forpagtergaarden naar undtages Lodsen og Posten samt en Lærerinde, hvis Bestilling næppe er hverken stor eller indbringende, da her kun er 34 Indbyggere ialt.
Paa Vej tværs over den helt opdyrkede og usædvanlig kedsommelige Ø kommer jeg forbi et Par Smaahuse ved Landingsbroen og den anselige Forpagtergaard ud til Sønderstranden, hvor et Par Rønner saa elendige og faldefærdige, at jeg næppe har set deres Mage, ligger mellem noget vild og forsømt Bevoksning og Ukrudt, aabenbart et Par tidligere Haver, og omgivet af alt muligt nedstyrtet og henslængt Ragelse. Forladt af sine oprindelige Beboere for et Par Aarstid siden har disse Ruiner siden været Bopæl for fire Polakpiger, som havde Arbejde paa Hovedgaarden. Saaledes bor altsaa virkelig undertiden disse elendige Stakler, som er søgt bort fra Hjemmet for at finde bedre Kaar! Her var saa utrolig uhyggeligt og rædselsfuldt, Vinduerne var indslaaede, Murene revnede eller helt nedstyrtede, overalt stank der af Smuds, Fugtighed og Svamp. Ogsaa disse sidste Beboere er nu forsvundne og formodentlig indkvarteret et lignende Sted paa et andet Strøg i Landet.
Den store Forpagtergaard ser ganske nyopbygget ud og er for en Del cementstøbt. Men lad mig glemme baade den og de elendige Polakhuse for de Smaa-hjem, som ligger nær Havnen og af hvilke idetmindste ét med et morsomt, helt til Jordsmonnet straatækt Udhus dog rummede nogen ejendommelig Skønhed.
Paa Markerne om Gaarden piøjes, harves og saas der allerede paa fuld Kraft, alt med de mest moderne Redskaber, og Karle i Antræk af Knæbukser, lange Støvler og Vindjakker fuldender Billedet af Bruget paa et moderne Landgodses Jorder — med Polakhusene som flatterende Baggrund.
Beboerne synes elskværdige, høflige og stilfærdige, men uden noget ydre Særpræg. De er ogsaa alle mulige Steder fra undtagen netop fra Tærø, hvis Indbyggere hyppigt skifter. Kun én eneste Familie, Beboerne af det smukke lille Hus nær Havnen, er virkelige Tærøboer, som er født paa Stedet og altid har levet her.
Jo længere man drages østpaa mellem disse Smaaøer, jo mere overraskes man af deres idylliske Omgivelser. For hver Gang man lander tænker man, at nu maa Kulminationen dog for Pokker være naaet. Tilsidst maaber man -— og denne Maaben staar endelig i Fare for at slaa over i en Gaben! Naar man fra Tærø ser mod de sjællandske Skove omkring Petersværft, mod Bogøs Bøgehegn i Syd eller Møns Banker med deres Landsbyer og Kirker i Syd og Øst, da finder man, at dette er Toppunktet af hvad man endnu har set af den Art. Og man lukker Munden med en energisk Bevægelse for at den ikke uvilkaarlig skal aabne sig endnu højere. —
Øen selv er kun jævne, dyrkede, fladbundede Marker. To—tre Smaaskove eller rettere Plantager har den, alle beliggende nær dens Strand. Men de er daar-lige Kunstprodukter og landskabelig set næsten værre end det øvrige. Den mindste af dem, som findes paa Stennæs, bestaar af en Gruppe Graner og nogle Hyld. Den næststørste paa Skallehoved rummer nogle Ege, Ask, El, Røn og enkelte Skovfyr. Den største paa Vesterhoved, som vistnok højest er 10 Aar gammel, er den værste og danner det typiske, firkantede Plantagebillede med den skarpe, ensartede Profil — umaadelig kedeligt og hæsligt.
Kun Øst for Gaarden, hvor to smaa Bugter fra hver sin Side klemmer sig ind i Øen, rummer denne paa et Sted nogen virkelig Skønhed. Her findes et Sted, som Plov eller Plantning endnu ikke har ramt, et lille moseagtigt Kjær, som huser en Mængde Fugle og paa enhver Maade er Øens ejendommeligste Lokalitet. Nord for denne strækker en Strandeng sig helt ud til Bunden af den nordligste af de to Smaabugter, hvor hist og her endnu nogen vild Strandflora trives.
Men denne lille Ø reddes af sit mærkeligt rige Fugleliv — det er jo ikke Ulykker alt, hvad de store Godser fører med sig! Og Fredning af Dyrene synes overalt at være Særpræget for de smaa Herregaardsøer, modsætningsvis til det meste af hvad der ligger udenfor Godsernes Domæne. Medens her efter Beboernes Udsagn ikke findes skadelige Dyr som brun Rotte, Vandrotte eller Muldvarp og kun en Del Mus, og af Rovdyr ikke andre end nogle faa Maarer, traf vi paa Markerne et Utal af Harer; og Agerhøns, som ogsaa skal findes her i stort Tal, saå vi af og til eller hørte dem kalde.
Straks ved Landstigningen fik vi Øje paa en Kjærhøg, der forfulgtes af fem edderspændte Krager, som bestandig slog ned paa den og plagede den gudsjammerligt. Fra Mosen saå vi tre andre Krager lette og sætte efter endnu en Kjærhøg, som flygtede for dem. En Flok Stære havde travlt med at faa en Taarnfalk jaget ud fra en enlig Poppel nærved Øens Mølle. Det er ikke lutter Fred og Forsoning, der raader paa Stedet! — En Huldue trak over Øen mod Sjællandssiden.
I Kjæret saas mellem en stor Flok Graakrager en Mængde Sortkrager, disse smukke Fugle, der næsten naår Ravnen i Skønhed. Fire Gange i Dagens Løb saå vi Hejrer, dels flyvende, dels hvilende paa store Sten i Stranden, og en enkelt saå vi lette fra Mosen.
Store Flokke af Viber, Engpibere og Lærker mødte vi overalt langs Strand og paa Marker. Skalleslugere, Graaænder og Flokke af Krikænder svømmede og fløj langs Kysten, og paa Nordøstpynten stod i Havstokken hundredvis af Ryler sammen med en Snes Strandbrokfugle. Til alle Sider omkring Øen er Havet dækket af Graaandeflokke paa mange Tusinder, af Pibeandeflokke og af Krikænder. En bestandig Fløjten, Knurren og Rabben derudefra fylder Luften.
Hvor vilde selv det pragtfuldeste Landskab være fattigt uden levende Væsner, især uden de vilde Fugle; og hvor kan paa den anden Side det mest øde Sted virke rigt og mangfoldigt, hvor de findes! Paa Tærø var det Fuglene, der bestandig holdt os vaagne, mens vi gæstede den.
Intet understreger Aarstiderne stærkere end Fuglenes Færden. Hvilket Billede af Efteraar dannede de ikke her sammen med Vejret, med Lyset, med hele Stemningen. De fuldender altid Harmonien. Se her, hvor de lave, drivende Taager løfter sig fra Sjællands Skove og bliver til store løse, rødmende Skyer op mod den klare Himmel, under hvilken endnu nogle tossede Lærker synger helt beruste af Dagens Solglans. Fra Husmønningerne eller fra de halvt bladløse Træer trommer Stærene med strittende Vinger og spiller de sidst opfundne Janitscharsignaler til Opbrud og Afsked med Landet — eller de jager allerede i brusende Flokke fra Kyst til Kyst forbi Vibernes endnu strejfende Horder. Irisker sværmer i Hundredvis over Sundet og falder som Kaskader af blinkende Løv over de aabne Marker.
Mængder af Sejlere kommer flyvende for Brisen vestfra gennem Sundet Nord for Øen, dette Farvand der er saa befærdet, at det berømte Svendborgsund er som en øde Landevej i Sammenligning med det. Det er lutter Kuf’er og Tjalke, næsten allesammen tyske og hollandske — en Farvandenes Trækfugleflok som jager med Vinden samme Vej, alle med de okkergule og rustrøde Sejl straalende mod de mørke Skove — et Syn saa herligt, at man helt glemmer den plovhærgede Grund, hvorpaa man staar.
Den lille Øs Jorder har forøvrigt, hvis man kan fæste Lid til Pontoppidans Fremstilling, ikke altid været saa givtige som nutildags. Hans Skildring af Stedet lyder kort og godt saaledes: „Paa Tærø giør Sand og Gruus det meste." — Det er dog nok usandsynligt, at Jordbundsforholdene paa Øen skulde have forandret sig saa betydeligt paa blot halvandet Hundrede Aar.
I Jordebogen kaldes Øen „Thærhøfthæ" og der nævnes Jagthus paa den. Paa dens Marker er der ofte gjort Fund af Affald fra Stenalderens Flinteværksteder, men Gravhøje er her aldrig fundet.
Under Svenskekrigen 1657—60 forefaldt der ved dens Kyst en lille Episode som skal omtales her, fordi det er den eneste Gang, Øen viser sig i Historien. Disse smaa fede Øer Syd for Sjælland havde uden at Svenskerne kunde hindre det bestandig ad Søvejen forsynet det belejrede København af deres Overflod, og allerede den 13. Februar 1659, to Dage efter Stormen paa København, trak store Dele af den svenske Armé sig sydover for at faa Del i deres Herligheder. — Grev
Axel de la Gardie lod Isen undersøge udfor Kysten mellem Vordingborg og Kalle-have, men fandt den endnu for usikker til en Overmarsch. Danskerne havde desuden iset en bred Rende, som de bestandig vedblev at holde aaben. Men allerede de. 19. gjorde Vejret Farvandet aabent og rent for Drivis, og Fjenden begyndte straks at gaa over i Baade.
Senere paa Aaret lader det til, at nogle danske Smaaskibe af Krigsflaaden har manøvreret i Farvandede heromkring. Den svenske Oberstløjtnant Buchwald indberetter, at han den 10. April recognoscerer mod „nogle danske Skibe" som laa under Tærø, for at se om de kunde naas fra Land med et „Kernskud". Lykken føjede det saa, siger han, at der kun var 4 Karle ombord paa det ene af Skibene, hvis Kaptajn var gaaet iland med de øvrige Folk. „Jeg lod (ladede) straks Kanonerne og traf til at begynde med godt. Saa kom de andre (Folk) til og vilde hejse Sejl, men snart faldt de (Sejlene) ved et Skud fra os. Saa vilde de vende men løb fast i Sandet. Kaptajnen kom saa med 4 Baade, men vi holdt dem borte og vedblev at kanonere til Skibet helt sank med den ene Side og Kaptajnen igen forsvandt med de 4 Baade. Jeg fik fat i en Baad og roede derud med 10 Ryttere. Kaptajnen hed Jacob Weinschenck og var fra Kjøbenhavn. Skibet var helt nyt og væbnet med 12 skønne Stykker. De andre Skibe ligger her (endnu); og gaar daglig Orlogs- og Koffardiskibe mod Lolland.“
Det er efter denne uklare Rapport ikke nemt at følge Gangen i den lille Affære. Har Svenskerne fyret fra Sjællandssiden eller fra Tærø? Fanger de Kaptajnen, eller blev han borte, da han sidste Gang „forsvandt" med Baadene? Og hvorfor blander de andre danske Skibe (hvis det var Orlogsskibe) sig ikke i Sagen og jager Hr. Buchwald væk med hans Kanon? Er det fordi deres Skyts ikke kan naa saa langt som hans ? —
Efter den Tid hører man forøvrigt intet til den danske Flaade i disse Farvande, hvad der naturligvis ikke var denne ubetydelige Hændelses Skyld, men fordi den var optaget af Operationer mod den svenske Hovedflaade. Fra nu af var der intet, der hindrede Svenskernes Overgang til Smaaøerne, og denne gik saa hurtigt for sig, at Fjenden allerede den 28. April gik fra Falster til Lolland over det smalle Løb ved Guldborg Færgested, hvor Oberst Kørber, siden Nakskovs heltemodige Forsvarer, med sin ringe Styrke kun kunde yde en kort Modstand inden han trak sig vestpaa og indenfor Nakskovs Fæstningsværker.
Den næste Morgen var den vestlige Brise, som havde staaet hele Natten, frisket saa stærkt, at den voksende Sø fik „Rylen" til Gang paa Gang at sætte haardt mod Bunden ved Broen, hvor vi laa fortøjet. For at undgaa en Katastrofe tog vi hurtigst muligt Fortøjningerne og dampede væk fra det farlige Sted, og henimod Kl. 11 ankom vi udfor Midten af Langøs Østkyst, hvor vi ankrede op i den lille flade Bugt.