De Danskes Land -- Achton Friis

STORE OG LILLE EGHOLM

En Morgenstund ved 5-Tiden tørnede vi ud for at forlade denne vor sidste Ø i Drejø Sogn. Der stod en fin, østlig Brise; vi satte Fokken og drev for denne i sydvestlig Retning over til Store Egholm, hvor vi ankrede op en lille halv Time senere.

Øen er 117,8 Tdr. Land, saa Tillægsordet „store“ er ikke noget helt godt Signalement; men det er tilstede for at antyde et Modsætningsforhold til Naboøen Lille Egholm, som kun er 8 Tdr. Land. Begge fuldstændig og absolut flade, i Sammenligning med dem er Amager et Bjærglandskab. Kun ét Punkt nær Sydenden af den største naar den forbavsende Højde af 2 Meter. Intet uden nogle lave Diger rager op over den jævne Flade, som lige er høj nok til, at den kan hævde sig som Ø. Lille Egholm er af ringe Interesse, sammenlignet med sin store Bror. —

I den lyse Sommermorgen løber vi vor Jolle ind paa Fladvandet ved Store Egholm, efter at vi har ankret op et godt Stykke fra Nordkysten. Det sidste Stykke maa vi vade, trækkende Baaden efter os ind til Stranden.

Havet ligger blankt til alle Sider, Brisen er falden til Ro. Det er Havbleg eller som Fyenbofiskerne siger i en forstærket Form „Havhængende Bleg“. De udtaler det „blej“, men Ordets oprindelige Udtale er bleg med Rim paa Neg og Eg. Heraf har senere det meningsløse Ord „Havblik" udviklet sig. —

Luften over den lille Ø er fuld af Lærker; det er, som om Æteren er en eneste klingende, dirrende Tone.

En Ryle vader rundt i Stranden og roder med Næbet mellem Smaastenene; men for hvert Skridt løfter den Hovedet og sigter paa os med det ene Øje. En Engpiberrede med 3 Æg ligger i Græsset mellem et Par Bede af straalende Strandasters. I Nærheden lyser Flokke af den lille gule Soløje-Alant, og rundtom staar ved Stranden, hvor Græsset løber næsten helt ud i Bølgerne, store Grupper af den pragtfulde, violette Tusindgylden. — Et halvt Hundrede Ungkreaturer og nogle Faar græsser over Markerne. De er de eneste „Beboere" af Øen.

For sin Fladheds Skyld kunde Egholm godt have hørt hjemme i Drejø Sogn uden at vække Opsigt dér. Men sammen med sin lille Naboø hører den under Marstal Landsogn, og den anvendes nu kun til Græsning af Ungkreaturer om Sommeren og til Høavling. I et lille, primitivt Hus bor et Par Maaneder af Sommeren et Ægtepar, som har Opsigt med Kreaturerne. De er her imidlertid ikke i Øjeblikket. Øen er nu uden faste Beboere; men saaledes har det ikke altid været. —

St. Svelmø. Fra Klinten paa Sydsiden.

St. Svelmø. Udsigt fra Klinten over „Trillen" mod Korshavn.

Gamle Katrine fra Hjortø.

Den gamle Bonde fra Avernakø.

St. Svelmø. Den østre Gaardsplads, set over Stendiget fra den vestre.

St. Svelmø. Vestermanden paa Høstarbejde med sine Folk.

Ærøskjøbing Havn og Skibsværft.

Fra Langdyssen ved Store Rise.

To Steder paa Øen finder vi Spor af Tomter fra tidligere Bebyggelse; Sporene er svage, men utvivlsomme. Hvornaar Øen i den nyere Tid først er bleven bebygget, og hvor ofte den har været det — for saadanne Steder holder Folk ikke ud i flere Slægtled — derom ved intet Menneske mere fuld Besked. Men et lille Stykke dramatisk Historie er optegnet herfra, og det skriver sig fra Stormflodsdøgnet d. 12.—13. Novbr. 1872.

— Det havde de foregaaende Dage stormet med stor Voldsomhed af Vest, da Vinden pludselig sprang om over Nord til Nordost. De Vandmasser, som Vesten og Nordvesten havde sendt gennem Skagerak og Kattegat til de sydlige Farvande mødtes nu med andre, der væltede med Nordosten ind fra Østersøen, Havet steg i Løbet af faa Timer til en Højde af 12 Fod over dagligt Vande, samtidig med, at Stormen vedblev at rase fra Nordost. Hvad der iøvrigt hændte om Natten mellem 12.—13. November og den paafølgende Dag rundt om paa vore Smaaøer i og nær Østersøen og langs dennes Kyster, faar man aldrig at vide i Detaljer. Ethvert Sted her har sit Drama. Den daværende Dagspresse, som først 3—4 Dage efter Katastrofen fik Forbindelse med de fjærne Øer, bringer hist og her fra en lille Skildring af Begivenhederne, som kan ryste én langt ind i Sjælen. Den Sensationsjournalistik, som vi nu kender, og som oftest lader Læseren kold og mistænksom, var dengang endnu ikke opfunden. I de jævneste Vendinger berettes om Mænds og Kvinders Heltedaad, om deres Ro i Faren. Disse Folk, som dog forstaar at vurdere Fjenden og kender Elementerne fra deres værste Side, gaar dem imøde med en aldeles forbavsende Fatning! De gør i det afgørende Øjeblik netop det eneste rigtige og ikke mere end det. — De retirerer, naar Modstanderen raser værst, og slaar til, naar de i et Pusterum ser den ringeste Chance. —

Saa godt som alle Øerne i det nære Drejø Sogn var under Stormfloden helt eller delvis under Vand, da dette stod højest, især naturligvis saadanne lave Øer som Birkholm og Hjortø. De altfor svage Diger var uden nogen Nytte og brød fuldstændig sammen; men værst gik det ud over den flade Egholm i Marstal Landsogn. C. T. Høy fortæller i sin Bog „Træk af Marstals Historie" (1913) følgende om den lille Ø:

Der boede dengang paa Egholm to Brødre, Rasmus og Jens Nielsen, som her havde hver sit Hus. Foruden at passe deres lille, beskedne Landbedrift — Rasmus havde opdyrket 8 og Jens 4 Tdr. Land derovre — havde de en lille Indtægt som farende Handelsfolk ved at besejle Smaaøerne i Nabolaget. Den 12te November var de sejlet hjemmefra til Marstal. Her overraskede Stormfloden dem, og de naaede ikke hjem igen før sent den næste Dag, da det hele var forbi. Fra Marstalsiden var de hele det paafølgende Døgn Vidne til Katastrofen uden at kunne udrette et Gran for at hjælpe deres paa Øen efterladte Familier. I Marstal beroligede man dem om Aftenen med, at Vandet nu ikke steg længere; men endnu den næste Morgen hindrede Uvejret dem i at sejle hjem.

Begge var Familiefædre, og de gik derfor i ængstelig Spænding for deres stakkels Familiers Skæbne. Men intet kunde de udrette. — En Del af Dagen d. 13de tilbragte de oppe i Møllehatten paa Marstal Mølle, hvorfra de ved Hjælp af Møller Webers Kikkert kunde se Husene ovre paa Egholm. Endnu holdt disse for Stormens Pres og for Vandets fraadende Masser — men hvor længe vilde det vare! De kunde se, at Væggene allerede var slaaet ud, og at Vandet gik tværs gennem Husene, der alene stod paa Bindingsværksstolperne. Det var forfærdelige Timer for de to Mænd deroppe i Møllehatten. Hvert Øjeblik frygtede de, at Loft og Tag skulde styrte ned.

— Ovre paa Egholm sad imidlertid de to tapre Koner. Husene laa langt fra hinanden, saa enhver maatte alene klare sit. Hos Rasmus Nielsen var der fire smaa Børn, hvoraf det yngste kun var 3/4 Aar. Hos Jens’s var der to Børn, det yngste paa kun 1/2 Aar; og her var desuden en gammel Bedstemor paa henimod de firs.

Om Morgenen d. 13de kom Vandet ind i Husene, og Konerne begyndte at flytte Børn og Sengetøj op paa Lofterne, der var fyldt med Hø og Halm. En Smule Brød blev der Tid til at faa med, ja selv en lille Gris fik Rasmus’s Kone bjærget op paa Loftet. — Og saa kom alle de lange og forfærdelige Timer, mens Vandet bestandig steg, og Søerne slog mod Husenes Vægge. Tilsidst begyndte Bindingsværksmurene at give efter og styrte sammen, og endelig stod Loft og Tag paa de bare Stolper, hvor det grønne Hav væltede ind fra den ene Side og ud af den anden.

De tre Køer fra Rasmus Nielsens Hus skyllede snart efter i Land i Nærheden af Ærøskjøbing. Høns fløj skraalende og sindsforvirrede rundt og forsvandt tilsidst som alt andet i Braaddet — kun Gæssene klarede sig stolt i den oprørte Sø! Det eneste, der ellers blev tilbage, var en Hest, som med strakt Hals holdt Hovedet oven Vande. Tilsidst steg Vandet saa højt, at det gik op i Mælkefadene under Loftsbjælkerne.

Mødrene havde haft saa travlt med at hjælpe og trøste de grædende Børn, at ingen havde faaet Tid til at spise noget. Endelig Kl. 5 om Eftermiddagen saa de indespærrede, at Vandet saa smaat begyndte at falde. Men først den næste Morgen var det saa lavt, at Rasmus’s Kone kunde vove sig over til det andet Hus for at laane en Kniv til at skære Brød med. Først højt opad Dagen — mellem Kl. 10—11 d. 14de November, flovede Vejret saa meget, at Mændene kunde sejle hjem og bringe Koner og Børn i Sikkerhed over til Drejø.

Det er vanskeligt at forestille sig, hvorledes Mødet har været mellem disse jævne Folk, hvad de har sagt og gjort i Gensynets Øjeblik. Meget er der næppe talt lige straks. Men Mændene har nok taget særlig blidt paa de smaa, da de løftede dem ned i Stuen — og den groveste Haand kan blive veltalende og øm i et Kærtegn mod en Kvindes Kind. -—

Og saa byggede disse Mænd deres Hus og Hjem op igen paa samme Sted! De genopbyggede de faldne Mure, de rejste de bortskyllede Diger paany, de salt-strøede Marker pløjede og gødede de. Og endnu, mens dette stod paa, kom en ny Saltflod i Februar 1874, som i hvert Fald paa Markerne gjorde endnu mere Skade end den foregaaende. Dog holdt man ud, trods alt. Rasmus Nielsen og hans Kone boede der længst; først i Aaret 1900 flyttede de som de sidste bort fra Øen. Da havde de boet her i 37 Aar.

Og siden da er Øen ubeboet.---

Her findes nu — blot saa faa Aar efter — saa godt som intet Spor af disse Menneskers Liv paa Øen, disse mange Aars Sorger og Glæder. Alt er borte og sunket i Grus —- og Græsset gror derover! Kun Rester af nogle lave Diger i en Firkant viser, hvor Husene har ligget; nogle faa, smuldrende Brokker af daar-lige Mursten findes spredt i Græsset indenfor Digerne, og hvor Haven har været, gror nogle store Nælder, der paa Afstand ligner forblæste Buske.

— Der kommer tre gamle Mænd gaaende op imod mig fra Stranden, hvor de just er landet med deres Baad; de er kommet herover fra Marstal Landsogn for at se til Kreaturerne. Siddende paa ét af Digerne, mens Røgen fra vore Piber langsomt trækker bort i den stille Luft, fortæller de for mig om Øen.

For omtrent firsindstyve Aar siden, siger de, kom den allerførste faste Beboer til Egholm. Hans Navn var Hans Pøls, og han byggede sit Hus, en Tanghytte, nordvester paa Øen; her levede han Sommer og Vinter; de vidste ikke, hvor han kom fra, og hans Historie taber sig iøvrigt i den graa Oldtids Mørke. Ingen véd noget rigtigt at melde om ham.; han holdt sig for sig selv og levede som en Eremit. Alt, hvad man med Sikkerhed véd, er, at han var her — og at han rejste igen. Paa et eller andet ukendt Sted gror Græsset nu over Hans Pøls og hans ufortalte Historie.

Men siden kom to Mænd hertil med deres Familier, Brødrene Rasmus Mose og Jens Mose. Men i, hvad Mændene beretter om dem, genkender jeg næsten fra Ord til andet Høys Fortælling. Det er de samme Folk, men med et Slægtsnavn, som Forfatteren ikke har kendt.

Senere har jeg bragt i Erfaring gennem Lærer Jørgen Prest, som er barnefødt paa Birkholm og ofte i sin Ungdom besøgte Egholm, at denne i 1872 i Virkeligheden havde ikke mindre end 4 Beboelser, nemlig foruden Rasmus og Jens Mose en Kvinde, som hed Marie Pøls, maaske Enken efter Hans Pøls — samt en Mand ved Navn Lars Juul. Den sidste kystes bort herfra af Stormfloden og var her kun kort Tid som Modsætning til Mose-Slægten, hvis dygtige Efterkommere iøvrigt endnu lever paa Fyen og de andre, nære Øer.

Tæt ved os indenfor Havediget opdager jeg noget, der ligner en gammel, knastør Pæl, som er rammet ned i Jorden. Det er Stammen af et Blommetræ, fortæller de gamle Mænd. Og denne tørre Stub er nu den sidste Rest af det, som engang var disse Folks Liv paa Øen. Men engang var det et fint og frodigt Træ, som stod her i Haven østen for Huset. Morgensolen kastede Skyggen fra dets Grene hen paa den hvidkalkede Mur og ind gennem Ruderne helt ned paa det sandstrøede Gulv. Om Foraaret stod det med et luende Flor op over det lave Tag, og ved Efteraarstide faldt dets modne Frugter ned i Havens Græs, hvor Børnene samlede dem op.

Nu er her bare nogle smaa Murbrokker i det solsvedne Græs. Faarene ligger i Læ af det gamle Havedige og tygger avet om; deres glasagtige Øjne stirrer halvt i Søvne ud over det soldirrende Hav. Og rundt om Blommetræets Stub er Jorden trampet ned, sort og fast — Kreaturerne søger til den gamle Stub for at klø deres Sider imod den; den er bleven brun og blank som Rav.

Hvad ved vi nu om de Mennesker, som har levet her og kæmpet saa ensomt i mange, mange Aar? — En Flok glade Børn, en Far og en Mor, som bjærgede Føden. Raad til lidt Skønhed — et Blommetræ. Og maaske nogle faa Blomster indenfor Havens Dige; fattigt — men deres eget! Et Par blanke Ruder under det lave Tag, en Hund, en Kat — et Par Køer og Faar paa Marken, ja! Hele denne lille Verden er gaaet under, dens Spor er forsvundet.

Græsset gror derover. —

Og Øen er ene med sin Historie. — Véd ingen et Gran om disse Menneskers Liv? Jo, — maaske sidder Børnene nu, snart som gamle Mennesker, hver i sin

Kant af Verden og tænker vel af og til paa Barndommen her paa den lille, ensomme Ø med de fjærne, forbiglidende Skibe, hvor Livets eneste Sensation var Jordemoderens Ankomst, og hvor de eneste Forandringer i Tilværelsen kun indtraf med Aarstidernes Skiften. Hvor Legekammeraterne var Kalven og Lammene eller Katten, og hvor den til alle Sider nære Strand var Verdens Ende.

Men Solen skinner paa Øen, idag som dengang. De samme store Kampesten ligger i Stranden. Lærkerne staar nu som da i den lysende Dag som en syngende, usynlig Sky over den lille, grønne Plet i Havet, og de samme Blomster vælder op af Jorden og strør deres straalende Farver over den lave Mark.

Og Græsset gror bestandigt.--

Paa Lille Egholm fandt vi af Ting, som kan have Interesse, kun Blomster — men Blomster i Mængde. Ogsaa her fandtes den yndige Tusindgylden, som er endnu smukkere end sit Navn. Jeg vil ikke forholde Læserne den Oplysning, at Blomsterne af denne Plante sat paa Akvavit giver den pragtfuldeste Bitter, som findes. Den egner sig fortrinligt til at give en lang og trættende Arbejdsdag en passende Afrunding, inden man strækker sig paa den til Hvile indrettede og af en særdeles tynd Tangmadras dækkede, haarde Køjebænk.

1-18

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela