SKIVE-EGNEN
Naar man ved Sjørup drejer fra Landevejen mellem Viborg og Holstebro mod Nord til Skive og nærmer sig Egnen om den udtørrede Tastum Sø, kommer man nær forbi et Par fremragende Oldtidsminder, den smukke Iglsø-Højgruppe og Langdyssen ved Kobberup, der begge maa betragtes som sporadiske Udløbere af en rig Oldtids-Kystkolonisation i denne tidligere Fjordegn, hvor Tastum Sø dannede en sydlig Arm af Skivefjord. Kobberup Sogn alene har endnu over 200 Oldtidshøje.
Iglsøgruppen bestaar af 4 smukke Høje, af hvilke den ene rummer en Dob-belt-Jættestue. Landskabeligt er Stedet ikke stort bevendt, det bedste ved det er Udsigten til Møgelkjær Hede, der viser sig i Øst som en bred, mørk Aas med en Højrække paa sin Rand. Kobberup-Dyssen kaldes af Beboerne paa Egnen Kardyb Døjs (Døjs o: Daas, ligesom ved Daubjerg), et Navn, som besynderligt nok ikke har fundet Vej til den topografiske Literatur eller Sagnsamlingerne. Dyssen er daarligt bevaret, ikke én af dens Randsten er levnet, kun dybe Huller i Jorden viser endnu, hvor de har staaet, og en Markvej skærer som en dyb Grøft tværs igennem den. Men den 183 Meter lange Vold, bevokset med Krat af Pil, Egepurr, Tjørn og Asp, er anselig og smuk, og fra dens Ryg er en fremragende Udsigt over det gamle Fjordlandskab, mod Nordvest helt til Skive Bys Kirker og røde Tage, mod Sydvest til det fjærne Daubjerg Daas, der løfter sin Kæmpekrop højt over den blaa Dis.
Et Par Kilometer Vesten for Landevejen ligger paa et Højdedrag den smukke, mærkeligt regelmæssige Højrække Fly Høje, fra hvilke man ser vidt ud over de lave Engdrag om Aakjær By og den nære Karup Aa, som er bleven uforglemmelig gennem dens Digter. Landskabet dernede om Jeppe Aakjærs Fødeby har maattet døje meget siden hans Barndoms og Ungdomsaar. Men endnu kan jeg mellem de granbeplantede Bakker og de nyrejste Bøndergaarde finde Steder i disse Egne, hvor man kan være helt uforstyrret med Minderne om Vennen, mens man lytter til den sagte Brusen i Sivene langs den „tungt henskridende Karup Aa“ — den der blev Sjælen i hans bedste Digtning, ligesom den giver hele det Landskab Liv, hvorigennem den rinder.
Den Del af Salling, som paa Grund af mine personlige Minder staar mit Hjærte nærmest, vil ikke blive skildret paa disse Sider — denne lille Strimmel Land, som ligger mellem Hvalpsund og Skivefjords Nordside, hvor jeg har levet mange lykkelige Stunder. Landskabet om Jebjerg, hvor i gamle Dage Esper Andersen, mangen ung Kunstners Vært paa ubegrænset Tid, hos hvem jeg ofte holdt til Sommeren og Efteraarsjagttiden igennem, blev for mig Stedet for uforglemmelige Ungdomsoplevelser. Men dette Landskab med dets Mose og Heder har nu skæmmet sig saa stærkt, at jeg fornyligt gensaa det med dyb Skuffelse.
Om „Jenle“ ude ved den nære Astrup Vig vilde det falde mig svært at skrive her. Tusinder af Landsmænd kender jo dette yndige Sted, der takket være Aa-kjærs nænsomme Hænder har bevaret sin landskabelige Skønhed til den Dag idag. Men for mig er det, som om Landet omkring hans Grav er bleven forladt og øde. Han har taget dets Sjæl med sig, da han gik bort.
Mangt og meget i Nordsalling var en Beskrivelse værd; især tænker jeg paa de gamle Færgesteder ved Hvalpsund, Fursund og Glyngøre. Men det er dog især Vestsalling, og først og fremmest Egnen om Kaas, der endnu landskabeligt set er Sallings ejendommeligste Egn.
Ad Vejen fra Skive mod Vest passerer man, inden man naar dette Sted, to af Egnens mærkeligste gamle Bygninger, Kirkerne i Lem og Lime, hver for sig usædvanlig smukke Eksempler paa de ældste jydske, romanske Kvaderstenskirker. Den førstnævnte er den rigeste i sin Udsmykning af Stenene, baade Fodstykker og Kapitæler paa Søjlerne viser ligesom mange af de indmurede Sten med deres Figurfremstillinger og Ornamentik fortrinligt Stenhuggerarbejde. Kirken i Lime virker mere primitiv i sin Stil og Stenenes Behandling, men er af en herlig Totalvirkning med sit mærkelige og ældgamle Ydre. Den ret anselige Kirke er en fuldkommen Juvel i sin Art, af en ejendommelig og gribende Skønhed. Indvendig rummer den en romansk Døbefont, et usædvanlig fint Stykke Arbejde. Det vilde iøvrigt i denne Forbindelse være en Fejl ikke at nævne den i Østsalling liggende Grinderslev Kirke, som i sin Tid dannede den sydlige Fløj af det gamle Grinderslev Klosters Bygninger, og som endnu staar som et af Jyllands smukkeste Bygningsværker i sin Art.
Kun et Par Kilometer Vest for Lime ligger Kaas Hovedgaard ved sin Sø og umiddelbart opad Sallings vestligste Fremspring ud i Limfjorden, den mærkelige Kaas Halvø, der trænger sig ud i Fjorden mellem Kaas Bredning og Venø Bugt. Det gamle Kaas, Adelsslægten Kaas’ Sæde, der ligesom en Mængde andre af Sallings og Himmerlands Herregaarde afbrændtes af Skipper Clement, laa en Smule østligere end den nuværende Hovedbygning, i hvis Have der endnu findes Rester af den i Form af Murværk paa svære Granitfundamenter. Det var Jens Hvas, som ejede den, da „Skipperen" sved den af i 1534. Jens Hvas sluttede sig senere, efter en gammel Tradition nødtvungent, til Bøndernes Parti under Clement, og deres Hoveder rullede samtidig for Bøddelens Sværd i Viborg den 9. September 1536.
Fra Bakkerne ved Gaarden, som er opført 1635, men senere er stærkt restaureret, har man et udmærket Overblik over Kaas-Halvøens fuldstændig uberørte Hedestrækning med dens Mængde af Oldtidshøje, dens dybe Vejspor, dens Moser og Lyngflader, over Søen i Nord og den ældgamle Kaas Skov bag denne. Hele Halvøen med dens Skov er nu fredet. Til tre Sider ses Limfjordens bugtede Vande, begrænset af fjærne Højlande. — Hvilken Baggrund har dette dystre og øde Landskab ikke dannet for den dramatiske Begivenhed, Bondehærens Anfald paa Kaas, da denne gik op i Luer, mens det mørke Hedeland, Kaas Sø og Limfjordens Vande fik Farve af Flammer og Røg fra den brændende Herreborg!
Denne Hede med dens lave Moser og Oldtidshøjene paa de blødt rundede Højder er uforglemmelig skøn. De vide Udsigter herfra bryder ikke dens Stemning af Ensomhed, intet i dem forstyrrer Freden og Naturens fine Harmoni. Heden, Fjorden og Fjærnsynet med de store Vidder er én eneste ubrudt og stor-slaaet Stemning. Dette er et Stykke dansk Urnatur, et ældgammelt Landskab, i al sin Vemod et af de dejligste Steder, jeg kender.
Efterhaanden som jeg paa min Vandring over Heden nærmer mig Skoven, begynder sammen med nogle fattige Enebærbuske enkelte lave Egepurr at plette den mørke Lyngbund. Lidt efter lidt tiltager de i Højde og Mængde, ganske langsomt og forsigtigt rejser Egene sig til Krat, og endelig staar jeg omgivet af tæt Skov, der ser ud, som om den har klædt Stedet i Aarhundreder, men krøget og avet af Alder og haarde Kaar. Østligst falder en lav Klint ned mod Søbredden. Hernede i Læet bliver Skoven straks frodigere, under Klinten staar Ege paa 7—8 Meters Højde med knudrede, stærke Grene. I Lysningerne mellem dem trives Smaabirk, Hassel og Asp. Lyngen, som oppe paa Heden var den rene Elendighed, staar alenhøj og tæt, og Revlingbærrene gror saa tykt, at jeg bogstaveligt kan skovle dem op med Hænderne.
Men efterhaanden som jeg trænger dybere ind i Skoven hernede, forandres dens Udseende; den bliver vild og næsten uigennemtrængelig Urskov. Tæt indfiltret i hinanden staar fine Røn med deres faste, koralrøde Bærklaser, Brombær, Hybenrose og Hassel, Asp, Buskadser af Enere og Mængder af vældige Ørnebregner. Højt over dette løfter sig bestandig Ege og Birke, men her ofte forlængst udgaaede, med de nøgne, vanføre Arme rakt op mod Himlen. Over de faa Lysninger ligger vindfældede, gamle Birke som blege Benrade. I Bunden om dem gror Blaaklokke, Høstborst og Høgeurt, Røllike og den gule Perikum; og over den nære Bakkekam straaler Klinten med sin hektiske Farve op mod de mørke Enere. Omkring Træernes døde Kroppe virker alle disse Farver grelt; Stammerne ligner smykkede Lig.
Men trænger jeg ind i den aller inderste Tykning, bag Vindfælder og raad-nende Stubbe, da lyser derinde fra det mystiske Mørke andre Farver mig imøde — de lyssky Svampe, men selv lysende som Troldelygter, der af usynlige Hænder er løftet op over det klamme Jordsmon, glanende imod mig med eddergule, orange og koralrøde Farver.
En mærkelig Følelse af Uhygge bemægtiger sig mig herinde i den gamle, sære Skov; dens dystre Stemning lægger sig som et klamt Greb om Sindet. Trods sin haardnakkede Bestaaen virker den som lutter Forgængelighed.
Jeg gaar tilbage over den aabne Hede, hvor Lys og Skygge skifter i blege Farver over den vide Flade. Vejret er graat og med Vindstille, men med langsomt trækkende, tunge Byger. Ude i Nordøst en svag Antydning af en Regnbue — under den to sorte Kæmpehøje. En Flok Graaænder trækker sagtmodigt rappende fra Søen ind over Mosen.
Ved Gaarden sidder en lille Flok Svaler paa nogle Telefontraade. De ligner Noder, en lille Stump Melodi i Mol — Begyndelsen til en gammel Folkevise.
Endnu med dens Toner klingende for mit Øre drager jeg bort ad Vejen mod Nordvest.
Vejen fører langs Fjorden op mod det gamle Spøttrup. Men jeg maa forbi det i en stor Bue over den lille Samling Huse, som hedder Knud, for nordfra at komme ned til den mærkelige Gaard.
Det gamle „Spydthorps" Historie (Benævnelsen vistnok af Mandsnavnet Sputer og Torp) er altfor velkendt til at den skal repeteres her. Dens Skæbne fra hine Tider, da saa klangfulde Navne som Niels Bugges og Rigsmarsken Otto Krumpens var knyttet til den, har været haard. Men selve Skipper Clement for ikke stort værre frem imod den end dens Ejere i den nyere Tid, lige fra Niels Breinholt, som fik den i Hænde 1855 og var den første, som begyndte paa dens Ødelæggelse, og til dens sidste Indehaver.
Skønt Bygningen er noget omdannet i det 18. Aarhundrede og bl. a. dengang fik nye, større Vinduer i alle Fag, er den udvendig med sin uregelmæssige Plan og de tunge, kalkede Mure og Taarne med trekantede Gavle endnu trods alt et fremragende Eksempel paa sin Tids mærkelige Arkitektur, et Bygningsmonument, til hvilket vi ikke har noget Sidestykke i Landet. Hvordan det nu staar til med denne sjældne Bygning, som det skulde være en national Sag at bevare, véd enhver der har set den og fulgt dens sikre Undergang. De Anstrængelser, der er gjort for at bevare den, er strandet paa dens Ejeres totale Mangel paa Forstaa-else. Flere Gange i de sidste 30 Aar har jeg besøgt Spøttrup, og for hver Gang bliver Stedet et mere og mere udpræget Billede paa Øde og Forfald. Men endnu bestandig øver den gamle Borg ved sit Ydre den samme Fortryllelse paa Sindet og præger Landskabet vidt og bredt med sin stolte og mærkelige Arkitektur.
Ad en elendig Markvej snegler min Vogn sig henimod Stedet. Det er som at age ind i selve den skumleste Middelalders Historie at nærme sig disse Mure, dette underlige Virvar af Bygninger med deres uregelmæssige, men tætte og kompakte Masse, saa stolt og stræng i sin haarde Klump.
Kvæg græsser paa de lave, sumpede Marker, som er omgivet af rustne Pig-traadshegn. To Agerhøns løber foran os et Stykke henad Vejen, saa kommer et Par til inde fra en Havremark, hvorpaa de letter sammen og flyver ind over Kornet. Et Par Hundrede Meter fra Gaarden er to Pigtraadsspærringer tværs over Vejen tæt efter hinanden med et Par Led i; indenfor det første af disse staar her midt ude paa aaben Mark en lænket Ulvehund med et tømt Blikfad ved Siden.
Saa naar vi Gaarden. En Karl kommer drivende med en løsgaaende Tyr lige forbi os, da vi vel er kommen ud af Vognen. Bæstet viser Horn og vender Øjne, men lader sig dog drive forbi. I næste Øjeblik bliver jeg anfaldet af en vældig sort Hund, og Karlen med Tyren faar travlt med at kalde den væk; det lykkes ved Hjælp af en Jærnstang, der staar i Nærheden. — Det hele synes gæstfrit. Men jeg har bragt i Erfaring, at man formedelst 1 Krone pro persona kan komme ind og bese Elendigheden, og vi avancerer henimod Indgangen, hvor en sprukken Madklokke er anbragt, for at de besøgende kan tilkalde en Foreviser. Jeg ringede længe, og fik endelig fremkaldt en ung Mand, som bevæbnet med Jærnstangen overtog Ledelsen af Selskabet samt Hunden, der fulgte med, knurrende og med rejste Rygbørster.
Jeg skal ikke gaa i Detaljer med Beskrivelsen af Gaardens Indre, af Riddersalen med de nedbrudte Mure, de ødelagte Kældere og dens hele sørgelige Tilstand. Det er hverken fristende eller appetitligt at snuse i dens Kroge. Jeg har set forfaldne, gamle Bygningsværker i Mængde, især i Udlandet; men ingen som denne. Spottrup er fra en Herreborg forvandlet til en Rotterede og en Mødding, saa afskrækkende, at man gyser ved at betræde den. Den er offentlig tilgængelig for Betaling, og Tusinder kender den, saa den faar Lejlighed til at tale for sig selv.
Men at denne Bygning stadig befinder sig paa private Hænder, forekommer mig at være en Skam for Landet. Hvilken Sans for Fortidsminder, hvilket Tempo og hvilken Taalmodighed i dette Folk! 1)
Det er Landskaberne Sydvest for Skive, Hedestrækningerne omkring Flyndersø og Stubbergaard Sø, der af mange Grunde endnu øver den største Tiltrækning paa mig i disse Egne.
Fra Hovedlandevejen mod Vest fra Skive skal man tæt udenfor Byen tage Vejen mod Syd over Estvad. Det er dog ikke i selve denne By, vi har Ærinde, men i den nærliggende Kissum, hvor Sognets Fattighus ligger. Det var et af de sidste større Herberger for Resterne af de jydske Natmandsfolk — Kjeltringerne eller Rakkerne eller „vore Folk“, hvad man nu vil kalde dem, de som hos Digterne ofte har optraadt under den fuldkommen misvisende Betegnelse Taterne.
Vi nærmer os her nogle af de forhen fjærne og berygtede Steder, som var Natmands folkene s Domæne -— de, som syntes altid at være uløseligt knyttet til de store Vidder i Midt- og Vestjyllands Hedeegne, et Indianerterritorium, i hvilket de fødtes, levede og døde, og med hvilket de forsvandt. Det var især de øde Egne i Viborg, Ringkjøbing og Ribe Amter, hvor de havde deres Hovedtilhold, og Sogne som Røgen, Resen, Estvad, Karup, Sunds, Rind og Dejbjerg var Steder, som har faaet Klang ved at Rakkernavnet er knyttet til dem. Der kan endnu i en eller anden gammel Bondes Øren staa Skræmsel om Ordet Rakker, skønt han ikke selv har oplevet deres Storhedsperiode, da man endnu i de ensomt liggende Herre-gaarde skjalv for deres Slæng. Det er mest gamle Beretninger, han mindes. Selv de ældste Beboere af de nævnte Egne kan næppe mere huske Kjeltringerne andet end som et isoleret Fænomen, en lille Rest af noget, der engang var, og hvis sidste Skud, enten endte i Landets Tugthuse, fordi Samfundet nu engang imellem piller sine Lus af sig, eller ganske langsomt opslugtes af dette Samfund og forsvandt.
Natmandsfolkets Historie er et mægtigt Problem. Det er løst saa indgaaende som nyere Undersøgelser gør det muligt i H. P. Hansens fortrinlige Bog „Nat-mændsfolk og Kjeltringer", et Værk man ikke kommer udenom, naar man vil naa til en Forstaaelse af disse Skøjeres Liv og Færden og rede de forskellige „Dynastier" ud fra hinanden. Bogen viser dem i en alt andet end flatterende Belysning, uden den Romantik, som vore gamle Digtere har omgivet dem med. Paa sin Vis er de derigennem blot bleven interessantere. Historie og Digtekunst er ikke Konkurrenceforetagender. Ligesom „Taterne" har sat Blichers bevægelige Digtersind i Svingninger, saa han med dem som Staffage har kunnet skildre den store Hedes Romantik mere gribende end nogensinde, saaledes er „Kjeltringerne" for den nøgterne Forsker et Fund, som man maa være taknemmelig for endelig er bleven gjort til Genstand for en grundig Undersøgelse.
Ordet Rakker træffes første Gang paa Dansk i en Forordning af Christian II fra 1522 og brugtes om de Personer, som gik Bøddelen tilhaande og ellers paatog sig andre „uærlige" Forretninger, slæbte Aadsler til Rakkerkulen, rensede Retirader, flaaede selvdøde Kreaturer, kastrerede Heste o. lign., Arbejder, som Almuen nødigt selv laante Haand til. Rakkerne havde deres Oprindelse af Landets eget Udskud, som oftest lovløse Eksistenser, bortrømte Soldater etc., der bjærgede sig for Lovens Arm ud i Ensomheden. Efterhaanden som deres Embeder som Mestermandens Haandlangere ophævedes, og især efter at Bonden ind i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede selv begyndte at besørge noget af det Arbejde, der havde dannet en Del af deres fastere Indtægter, dreves de paany mere og mere ud i ulovlig Levevis og Betleri. De store Heder blev atter deres naturlige Tilholdssted og Skjul. Bestandig skyedes de af Befolkningen som besmittede; Kirkerne havde deres egne „Rakkerstole" og Kroerne deres Rakkerglas, med hvilke ingen anden kom i Berøring. Selv paa Kirkegaardene havde man et Kjel-tringhjørne, hvor ingen Godtfolk jordedes.
Men ude i Ensomheden, hvor Øvrighedens Arm sjældent naaede hen, her mødes de uvilkaarligt med et andet Kuld, som er bleven tvunget til at leve omtrent under samme Kaar og af samme Haandteringer som de selv. Det er de virkelige Tatere, det omstrejfende Zigøjnerfolk, formodentlig af indisk Oprindelse, som allerede i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede i store Skarer er vandret indover Sydøsteuropa gennem Donau-Egnene, og hvis første Forposter i Danmark viser sig omkring Aar 1500, omtrent samtidig med at Rakkerne første Gang nævnes. Her i Landet som andetsteds tolereredes Taterne en kort Tid, fordi man fæstede Lid til deres Paastand om, at Anledningen til deres Omflakken var religiøse Bevæggrunde, det var en Bodsvandring paa Grund af deres forhen fjendtlige Forhold til Kristendommen. Men paa Grund af deres Uredelighed og skamløse Prelleri blev de inden længe en saadan Plage for Befolkningen, at der overalt iværksattes den mest skaanselsløse Forfølgelse imod dem. Tiltrods for Forfølgelserne, der ofte gav sig de grusomste Udslag, lykkedes det hverken her eller i andre Lande at faa dem udryddet. Christian III udviser i 1533 alle Tatere af Riget, og 1554 erklæres de fredløse; men intet hjælper. De trives gennem flere Aarhundreder, skønt man jager dem værre end Ræve — ligesom disse synes de altid at have haft mange Udgange af Hulen. Der sættes Dødsstraf for udviste Tatere, som vender tilbage til Riget; men de kommer igen eller fortrækker slet ikke. Saa sent som i 1875 er det nødvendigt at forbyde Tatere at flakke om og søge Erhverv i Danmark, en Bestemmelse, der gentages 1879 og 1897. Ikke desto mindre møder man omstrejfende Zigøjnerbander her endnu i 1907; som Skærslibere og blandt Cirkusfolk har enkelte faaet fast Ophold i Landet.
Men ogsaa vore egne Kjeltringer begyndte efterhaanden, om end langt senere, at blive besværlige, og tilsidst skred Øvrigheden ogsaa ind mod dem. Ved en Optælling i 1803 findes 248 omstrejfende Kjeltringer i Jylland — foruden dem, man ikke faar Fingre i. I 1819 søger man ved et Cirkulære til Amtmændene i Jylland at standse Kjeltringernes Omstrejfen. — Ordet Kjeltring betyder oprindelig en omløbende Betler og har ikke noget med dets senere Betegnelse for en Snyder at gøre. — Det er først i 1835, der kommer Fart i Foretagendet, da en almindelig Klapjagt paa „vore Folk" over hele Jylland gav et Bytte paa 142 ialt — men ogsaa her er der gaaet adskillige gennem Maskerne i Nettet. Fangsten i Viborg og Ringkøbing Amter var dog ikke saa ringe, alene til Holstebro og Skive indbragtes over hundrede Stykker. Man søgte at skaffe dem et lovmæssigt Erhverv ved at give dem Næringsbevilling som Giarmestre, Kedelflikkere o. lign. Først og fremmest anviste man dem faste Bopladser, og paa denne Maade opstod der virkelige Natmandskolonier, de mest kendte og største i Estvad og Rønbjerg Sogne, paa Mørup Mark i Rind Sogn og ved Kvembjerg i Dejbjerg Sogn, i Hjerm og i Madum Sogne — Navne, der er uløseligt knyttede til Kjeltringernes Færden.
Hedebakker Øst for Dollerup Klædefabrik nær Hald Sø.
Nordøstenden af Flyndersø. Ved Vejsvinget i Baggrunden ses den gamle Møllergaard.
Udsigt fra Kaas over Kaashalvøen og dens Sø.
Jordfaldshul nær „Snævringen" ved Flyndersø. Eg, Røn og Birk paa Skrænterne og Bunden nær disse.
Men trods dette vedblev de fra disse Udgangspunkter at bevare deres fri, omflakkende Levevis. Tiden omkring Midten af det 19. Aarhundrede er i Virkeligheden Kjeltringernes Glansperiode, ogsaa med Hensyn til Antal. Men endelig i 1863 nedsættes der en særlig Kommission til deres Fordærv, og snart bliver alle Jyllands Fængsler overfyldt med Skarer af disse frie Fugle. Efferhaanden var det „Viborrehus“, som blev Samlingssted for de seneste Skud af det vandrende Folk. Mange døde derinde; af dem, der slap ud, blev en Del sendt til Amerika. Men endnu omkring 1870 findes dog alene i Estvad—Rønbjerg Kommune over hundrede af dem. Da de omboende Sogne ikke længere vil taale deres Betleri, blev den nyoprettede Fattiggaard i Estvad Sogn hurtigt fyldt af dem. Men nu som før var den gamle Trang til Frihed og Omstrejfen ukuelig levende i dem, deres Blod og Temperament for uroligt. Enkelte dør, og en Del flygter; men ved Aar 1895 er dog endnu omtrent fyrretyve tilbage i Sognet, dels boende paa Kisum Fattiggaard, dels i 3 Rakkerhuse i Estvad By.
Det var dengang. — Nu, ikke fyrretyve Aar senere, er det næppe muligt at opdrive ét Individ af ægte „Rakkerslaw“ i hele Sognet. Og som her, saaledes i næsten alle deres gamle Domæner. Da Mylius-Erichsen omkring Aar 1900 foretog sin Hedevandring, traf han endnu rene Eksemplarer af Natmændenes sidste Skud. Men Aar efter Aar er de siden aftaget i Tal. Deres Saga er ude; kun en enkelt gammel Repræsentant for disse Hedens Børn findes endnu hist og her, godt camoufleret, inde paa Heden, i et Alderdomshjem eller paa et Fattighus, maaske endnu med en Afglans i Øjet fra den Tid, da de lyngdækte Vidder var deres Hjem. De yngre Efterkommere er nu som Regel stærkt blandede, er gaaet ind i borgerlige Erhverv og godt gemte — og de skal nok i Almindelighed tage kraftig Afstand fra „Racen", hvis den bringes paa Bane i en Samtale.
De fire-fem endnu levende, som herstammer fra berømte Kjeltringslægter, har jeg truffet paa mine Rejser og afbildet. Kun én af dem vedkendte sig, endda næsten med Stolthed, at han var af gammel Rakkerafstamning.
Naar engang de gamle Heder er borte og opædt af Traktorerne, og naar man maa ty til Værker, der er byggede paa Kirkebøger og Retsprotokoller, for at finde de sikreste og mest nøgterne Optegnelser om de hedengangne Kjeltringer, saa vil det Indtryk, som Mødet med dem under aaben Himmel gjorde paa Steen Blichers romantiske Sind, og de Spor, de har sat sig i den gamle Hans Smidths ypperlige Billeder, bevirke at de bliver ved at leve ogsaa i Digt og Kunst, sammen med Minderne om den store Hede, der var deres Hjem.
Naar man søger godt, kan man endnu hist og her i disse Egne finde Steder, der ser ud omtrent som da Natmandsfolkene drog omkring med deres Glarkister og Bliktøj paa Bagen og havde deres uforstyrrede Tilhold her. Over Hederne Øst og Vest for Nordenden af den nære Flyndersø findes endnu det Skær af en forsvunden Tids Stemning, den Ramme, hvori de levede, da vor gamle jydske Digter mødte dem. Ved Søens nordøstligste Ende, hvor Vejen fra Estvad slynger sig forbi, falder den mellem dejlige, lynggroede Hedebakker ned mod Bredden, hvor en gammel prægtig Vandmølle endnu ligger i Lavningen, en saare smuk
Bindingsværksbygning. Hele dette Sted er endnu fuldstændig, som da jeg første Gang, en Augustdag for over 30 Aar siden, rullede ned ad Bakken paa Cykle sammen med Jeppe Aakjær.
Jeg følger ogsaa nu den Vej, vi dengang tog, og bevæger mig paatværs over Hjelm Hede ned mod „Snævringen" ved Søens Østside. Her ser jeg overalt endnu det samme Billede som dengang; hele Hedens nordlige Del er bevaret mod Beplantning. Men hvor længe vil den kunne skærmes? Et Par Kilometer mod Syd begynder den Plantage, der som en mægtig Trekant dækker Landet helt ned til Søens Sydende, hvor den mødes med en lige saa stor Plantage Østen for Stubbergaard Sø. — 1 sin Helhed er denne Strækning fuldstændig jævnet af Afløbet fra Istidens Bræer; men nær Søen findes mange Steder mærkelige, regelmæssige Sænkninger med bratte Sider og fuldkommen flad Bund, skiftende fra et Par Tønder Land i Udstrækning til over et halvt Hundrede. Det er de saa-kaldte ]ordfaldshuller, der ogsaa stammer fra Istiden, men hvis Dannelse er fore-gaaet paa den Maade, at begravede Isrester, som har ligget under Sand- eller Leraflejringer — de saakaldte døde Gletschere — langsomt er smeltet bort, hvorefter Laget over dem er sunket. Vi har her den største og smukkeste Samling af den Slags Sænkninger i Landet; i et Antal af henimod hundrede findes de her som flade, tragtformede Fordybninger, de fleste tørre i Bunden. Men én af dem, som har en Bredde paa 200 og en Dybde paa 16 Meter, rummer endnu den lille, mærkelige Mørksø. Og selve Flyndersø i hele dens Længde er utvivlsomt dannet af en sammenhængende Række af saadanne Sænkninger. Enkelte af Hullerne er paa deres stejle Sider bevokset med Egepurr, isprængt Birk og Røn, hvad der er af aldeles herlig Virkning mod Sænkningens ganske vandrette, lyngklædte Bundflade.
Her ved Snævringen omtrent ved Søens Midte hersker endnu den rene Naturtilstand. Stedet med dets Bevoksning af mange Slags Løvtræer og Buske virker stærkt ved sin Modsætning til den nære Hedes strænge Alvor. Men Lyngbuske gror frodigt ind i selve Egekrattene lige ned til Søbredden, og vældige Mængder af Tyttebær og Sortbær vokser imellem Lyngtuerne. Det gamle, vildsomme Krat fortsætter fra Brinken helt ned i et dybt Jordfaldshul nærved Søen.
Jeg husker, at da Aakjær og jeg besøgte Stedet, laa her paa denne usle Jord en elendig Rønne, som nu er forsvundet, og at dens Ejer, en lille, vissen Stodder kom hen og gav sig i Snak med os. Han vilde da saa gærne sælge Huset, sagde han. Han boede her med Konen og en halv Snes Unger, og det er det fattigste Hjem, jeg i mit Liv har set. Men Børnene var tykke og solbrændte og saa ud til at kunne sprække af Sundhed. — Manden forlangte 1600 Kroner for Hytten; men det var jo ogsaa for at gøre os en Tjeneste, han vilde sælge den. Den var ikke 1600 Øre værd. — „Jamen sødeste, bette Børn, der gor jo Brasen i æ Sø saa stuer som Minnesker. Aa di føller jo mæl" sagde han.
„Hvad gi’er De dog alle de Børn at spise?" spurgte vi —• for de kunde vel ikke faa Brasen hver Dag i Aaret. — „Aah — hwa!" svarede Manden, „wi jaw-wer dem ud i æ Hied aa plok Swotbær!" — Ja, hvordan lever Liljerne paa Marken og Fuglene under Himlen!
•— Her paa dette ejendommelige Stykke Hedeland møder jeg første Gang paa denne Rejse atter den dybe Tungsindighed i det midtjydske Landskab. Paa de østligere Heder med deres kraftige Bakkedrag, og ofte med Havets eller Fjordens Nærhed, kunde man endnu gribes af Alvoren og Strængheden, men aldrig af dette Præg af Vemod og dyb Melankoli, som her paa Indlandets Heder. Dette Sted burde snarest muligt værnes mod yderligere Angreb, især paa Strækningen fra Estvad til Bærs og ud til Søens Østbred. Hele denne Trekant er endnu af fremragende Skønhed.
Det var heromkring Fly Hede og Hjelm Hede, at Landets sidste Ulv holdt til, et godt Bevis paa Egnens Ensomhed. Det var saa sent som i 1813, da Estvad-gaard ejedes af Conrad Lundsgaard, at dette Rovdyr længe plagede Omegnens Bønder med sine Anfald paa deres tøjrede Kvæg og Heste, ja endog brød ind gennem Lervæggene og tog Ungkreaturer i Staldene. Da Ulven engang havde dræbt et Føl ved Estvadgaard, blev der sat Vagt ved Aadslet; og efter seks Nætters Vagt havde man Held med sig. Det var Gaardens Skytte, som anskød Ulven, og sammen med nogle af Gaardens Folk forfulgte han den og gav den Fangstskud i en Eng i Nærheden. Skindet af det skudte Dyr, som var en Han, førtes til Holstebro og udstilledes foran Raadstuen.
Sammen med Taterne og Kjeltringerne har Ulven været en god Staffage i dette Landskab. Vi vil møde flere Beretninger om dens Færd paa vor Vej ind over de sydlige Heder. — Om dens Farlighed for Mennesker hører man saa godt som intet. Men Fortællinger om sligt vilde sikkert heller ikke interessere stærkt i et Land, hvor man hundrede Aar efter dens Udryddelse har indført Schåfer-hunden, et Uhyre, der aarligt kan fremvise en smuk Liste over Lemlæstelser af baade Dyr og Mennesker. Tiderne skrider jo paa mange Maader fremad.
Vejen herfra gaar langs den store Plantages Østside ned til den lille Hellesø, nær hvis Bred der ligger en Gruppe smukke Rundhøje med ældgamle Vejspor imellem. De ligger omkring og paa Harildsbakken — vistnok af „Harg“ — et Navn, der af Professor Olrik er tydet som Højen med Offerdyngen. Et gammelt Egekrat i en Dalkløft i Nærheden formodes at være Rester af den til Stedet knyttede Offerlund. Hellesø er „den hellige Sø“, hvad der bestyrker Formodningen om, at her i Oldtiden har ligget et Vi. Endnu for tyve Aar siden var denne smukke Plet næsten urørt; nu ligger her nye Huse med tjæreskinnende Tagpap, og Plantager i Mængde har slaaet Ring om Stedet. Det er først, naar man sydpaa er naaet ned til Stubbergaard Søs Vestside, at man atter er ude i en Natur, som endnu har undgaaet Beplantningens Ødelæggelser.
Fra Vejen norden for Sevel By er jeg svinget mod Sydvest forbi Ny Stubbergaard, en Bygning af Udseende som en mægtig, gammel Bondegaard med et dejligt Bindingsværks-Stuehus af anselige Dimensioner. Denne nuværende Hovedbygning er opført 1849, efter at den gamle Stubbergaard paa sin Odde i Søen var bleven ubeboelig. Ad en Markvej kører jeg videre forbi en lille Sø, som ligger Vest for Stubbergaard Søs Nordside, og hvor en Mængde Unghøveder gaar og græsser eller staar ganske stille i Vand til Maven og svaler sig oven over deres Spejlbilleder. Her er verdensfjærnt og stille i dette mærkelige Landskab, der er lige saa uberørt af den moderne Tids Forandringer som Kvæget og Hjorddrengene, der synes at være de eneste levende Væsner paa Stedet. Hvidt, langstraaet Græs skifter med Lyngen over de sandede Jorder, som fra alle Sider skraaner ned mod Søbredden. Enebærbuske gror lave og tætte ned ad Skraaningernes Sider, deres skarpt afgrænsede, faste Tuer minder om tilplantede Grave. En Regnspove letter foran mig, da jeg gaar ned mod Søbredden, hvor en Blishøne svømmer omkring paa det stille Vand, og en enlig Spurvehøg kredser lavt inde over Heden.
Ad en Sti langs Søen kommer jeg over Engene ud paa den lille Halvø, hvor det gamle Stubberkloster har ligget omgivet af sine svære Volde, men hvoraf nu foruden lave Voldrester kun nogle Kælderhvælvinger er levnede. Det er det gamle „Monasterium Stubbethorp“, et Nonnekloster af Benediktinerordenen, som nævnes allerede 1268, og som ejede baade Haderup, Trandum og vistnok Sevel Kirker. Efter Reformationen kom Klosteret under Kronen og forlenedes kort Tid efter til Iver Kjeldsen Juel, som 1547 købte det med dets Jordegods og oprettede Hovedgaarden Stubbergaard. Fra 1620 kom det i Knud Gyldenstjernes Besiddelse; senere deltes Godset, og Gaarden stod ubeboet i omtrent halvandet Hundrede Aar. Siden kom Ejendommen paa borgerlige Hænder. I 1879 var af Bygningerne kun Stuehuset tilbage, og dette nedreves det nævnte Aar, medens Kældrene blev ved at bestaa, og et lille Hus byggedes ovenover disse for at beskytte dem.
Kælderrummet, som udvendig er godt 17 Meter langt og 8 bredt, er opført af Munkesten omkring Aar 1400. Dets nordlige Halvdel danner ét Rum med 4 spidsbuede Krydshvælvinger, der bæres af en svær, muret Midterpille. Den nordvestlige Hvælving styrtede ned under en Brand 1889, men er senere genopført. Den sydlige Del er delt i flere mindre Rum med Tøndehvælvinger og en enkelt Krydshvælving.
Det gamle Nonnekloster søgte fortrinsvis sine Medlemmer i Adelsstanden. Og naar man nu i Jordsmonnet paa den gamle Kirkegaard finder smuldrende Skeletter, saa er det de adelige Damers sidste Levninger; disse hvide Ben er alt, hvad der er tilbage af „de syv Herligheder", som Klosteret var berømt for. Men her har de adelige Frøkener jo gaaet, fra Slægt til Slægt gennem tre Hundrede Aar, tænkt deres ensomme Tanker og forsaget Verden, saa godt de kunde. Underligt er det, at man den Dag idag som et endnu levende Minde om dem mellem Græsset, som gror over Stedet, finder halvt skjult mellem Tuerne saadanne Planter, som Klostrene indførte og dyrkede til Pryd og til Lægedom: Bulmeurt, Skarntyde og Cypres-Vortemælk, tre karakteristiske Lægeplanter, som ikke findes andetsteds paa Egnen i vid Omkreds, og hvis Tilstedeværelse kun kan skyldes den gamle Klosterhaves Dyrkere. Hver af Planterne har haft sin Betydning og sine Formaal. Se nu til Skarntyden! En Forfatter fra Reformationstiden Henrik Smith i Malmø, siger om den: „Det er Munkenes og Nonnernes Urt; naar de bruge den, kunne de leve kyskelige." — Her sfaar den endnu og gror i den Jordbund, som de adelige Jomfruer har betraadt, og hvor de har søgt at dræbe deres stakkels Tanker om Fristelserne og Synden i den Verden, som de var flyet fra.
Beretninger om Livet i Klostrene har jo forøvrigt vist, at den omtalte Urt kunde være stærkt paakrævet, og at den desværre ikke altid viste sig virkningsfuld.
— Udsigten fra Stedet over Søen og de enebærbevoksede Lyngbanker er ejendommelig og skøn. Den skaldede Voldbanke løfter sig ensom over de jævne, lave Enge og over Søens Spejl. Fra den klare, skarpe Augusthimmel vælder et
blændende Lys ned over det fattige Landskab. Langt ude i Nord er den vide Mosestrækning dækket af Hundreder af Tørvestakke, der sorte som Kul rager op i det voldsomme Sollys, der bølgende kastes tilbage fra den mørke Bund som fra en gloende Ovn. — Ude paa den rolige, blyfarvede Søflade svømmer en Flok Lappedykkere; en enkelt letter fra Flokken og flyver hen over mit Hoved. En lille Rovfugl jager en Stæreflok oppe over Lyngbakkerne, en lille sort, svingende Sky foran Forfølgeren, trækkende den med sig ind over Heden, hvor de forsvinder.
Paa Vejen herfra mod Sydvest kommer jeg forbi en smuk Samling Rundhøje paa Stendis Hede; den bestaar af 8 Stykker, der hører til de smukkeste jeg har set, og som alle er fredede. Fra Djeld gaar min Vej mod Vest til Ryde Bavnehøj, en 90 m høj Banke, der er berømt for sin vide Udsigt. De smaa jævne, lyng-groede Strækninger, jeg kommer forbi, og som endnu næsten alle er dækkede af større eller mindre Grupper af Oldtidshøje, er Smaaprøver paa hvordan Alheden har set ud i sine Velmagtsdage; men disse Lapper giver naturligvis intet Begreb om Landskabets tidligere Storslaaethed. Men Stedet blev en slem Skuffelse. Højen har været Genstand for den samme virkningsfulde Behandling som saa mange lignende Steder. Skjult under et tæt Lag af høje Graner har den faaet det sædvanlige Træstillads paa sin Top; men selv fra dette er den tidligere fremragende Udsigt mod Nordvest til Venø Bugt næsten helt skjult af Træerne. Til de andre Sider ser man endnu mellem Grantoppene ud over det fjærne Hedeland; og først herfra opdager man helt, i hvilken Udstrækning Agrene i Løbet af de senere Aar har ædt sig ind over dette, og hvor den gamle Hede har maattet give tabt overfor Ploven.
Saa vender jeg og sætter Kursen mod Nord forbi den gamle Herregaard Ryd-have og gennem de lave Engstrækninger ved Vinderup ad Rønbjerg til. Her har jeg Ærinde; thi her i Nabolaget ude i Hvidemose lever endnu en af Jyllands sidste Kjeltringer, den gamle „Stærke Hans“. Hans borgerlige Navn er slet og ret Hans Jensen, men han er af ægte „Rakkerslaw“.
Hans Hytte ligger ensomt nær ved den lille Skaansø, der som et bedrøveligt Øje stirrer mod Himlen, omgivet af mørke Lyngbakker. Men Kæmpehøje følger Vejens Bugtninger gennem det sørgelige Hedeland, hvis eneste Liv synes at være nogle faa Lærker foruden Engpiberen — „Lyngspurven“, som Blicher kaldte den.
Stærke Hans staar udenfor sit Hus, da jeg nærmer mig. Paa lang Afstand ser jeg hans svære Skikkelse, som rager op næsten i Højde med Tagskægget. Han byggede Huset for 25 Aar siden; men i det dobbelte Tidsrum har han arbejdet i Moserne, sidst for nogle store Tørvefabrikker, der nu er forsvundet og har efterladt ham paa Randen af den tømte Mose. Huset ejer han ikke mere, det er solgt til en Arbejder, som bor her; men han nyder sit Otium her og tilbringer sit Livs Aften med at sysle med en Skraa og ryge paa sin lange Pibe. Tiltrods for sine 82 Aar er han endnu en Knag at se til, den gamle Skøjer. Stærk som en Bjørn maa han have været, en Trealenskarl; det er en god og fast Næve, der bliver rakt mig uden Tøven, jeg maa selv klemme godt til, for ikke at gi’ mig.
Jeg søger forgæves efter det mindste fremmedartede Præg i hans Ansigt; Kraniet og de stærke Træk er nordiske. Han er en udpræget Langskalle med stærk, let krummet Næse, en fast, bred Mund og en pragtfuld Hage. Haaret,
som har været mørkt, er nu stærkt graanet ved Tindinger og i Skægstubbene. Øjnene — eller rettere Øjet, for det ene har han mistet allerede som ung, vistnok i et Slagsmaal — er af en dyb, mørkegraa Farve. Skønt ingen fremmede er ventet, er han velklædt og proper, de store, velformede Hænder med de lange Fingre er rene. -— Men der er noget ved hele Manden, der virker fremmedartet, noget gesvindt i Manererne, noget forslagent og skøjeragtigt i Blikket, som røber Kærnen i et Væsen, der er fjærnt fra Bondens. Det siges, at den svære, men ranke og smidige Gamling endnu kan være hidsig og opfarende, naar noget gaar ham paatværs. Navnet tyder paa, at han i gamle Dage ikke har været bange for at bruge Næverne, og endnu skal han ikke gaa afvejen for at lange en Lussing ud eller ialfald stille den i Udsigt.
Der er ingen Tvivl om, at han straks ved, hvorfor jeg søger ham. Han tager det ganske naturligt, at jeg ved hvem han er, og vedkender sig det i Tavshed. Det er ikke første Gang, han er bleven opsøgt som Stammens sidste Ætling her paa Heden. Men han spørger naturligvis straks om, hvad jeg er for en Kaa’el og om mit Ærinde; det byder god Tone. Det er med et lille hurtigt Smil over det poliske Ansigt, han oplyser mig om, at han baade er bleven fotograferet og filmet herude. — „Det hiele bløw sendt te Kjøvvenhavn, aa det æ da derind’ indno!“ siger han. Han fortæller, at foruden Aakjær har Pastor Chr. H. Lidegaard fra Kragelund ved Silkeborg besøgt ham, og at den sidste har gjort en Mængde Optegnelser om ham, hans Slægt og dens Levnedsløb. — „Nowed aa’ed legger visnok hos Jepp,“ siger han. Han har endnu aldrig set noget af det paa Tryk; men det kan ogsaa være det samme. „For det A fortaall dem, det war jenne swot Løwn aalsammen!“
Jeg vil tro, at dette Udbrud er en lille Hævnakt, fordi de trykte Beretninger, som hidrører fra Pastor Lidegaards Haand, ikke er bleven sendt ham. Ialfald har jeg konstateret, at hvad han fortalte mig er Ord til andet Gentagelser af Dele af disse Avisartikler. Og hvad han fortalte mig, „det war Fandeme sand’l* sagde han.
Hans Bedstefar var den berømte „Gamle Abraham" fra Rønbjerg, og den ene af de berømte Abrahamssønner „Frederik ve æ Spaang" var hans Far. Hans Mor var „Ann Mari Halvrakker", der var kendt videnom som Omstrejfer, og hvis Virksomhed strakte sig langt op i Salling. Han blev født i Estvad og kom ud at tjene til sit tredivte Aar, hvorefter han blev Tørvearbejder. — Hans har hele sit Liv slidt som en hæderlig Karl og en dygtig Arbejder. Men i hans store Børneflok har ikke alle slægtet ham paa hvad Bravheden angaar. Han havde for et Par Aars Tid siden faaet sparet sig nogle Hundrede Kroner sammen; men største Delen af denne Formue svandt bort under et Besøg han aflagde hos nogle af sit Afkom i en jydsk Købstad. — „Da æ Pæng wa sluppen op, saa wa der ett mier ve mæ!“ sagde Hans. „Aa saa flytted A mæ hjem igjen. Her tykkes A æ bæjst.11 — Resten af Pengene, som han gemte i sin Stue, blev stjaalet for ikke længe siden af en kær Slægtning, som brød ind hos ham. Nu har han en lille Alderdomsrente at leve af. Hver Maaned skrider han over Heden et Par Mils Vej for selv at hente den. Folk, som kender Hans, forsikrer at intet i Verden vilde kunne bevæge ham til at flytte fra dette Sted nærmere til Folk. Han vil ikke bort fra Huset og den ensomme Hede, hvor hans Slægt i umindelige Tider har vandret.
Jeg besøgte Hans paany et Aar efter. Det var paa samme Aarstid, en August-
dag med høj Himmel, da jeg kom hertil fra Ejsing over den Strækning, som kaldes Havris Hede, et herligt Stykke Hedeland, som altid har henrevet mig ved sin Skønhed og endnu er et ret anseligt Hedeareal, kun brudt af store Moser og dækket af prægtige Oldtidshøje, et vidunderligt Syn under den skyløse Sommerhimmel, der virkede falmet og graablaa i den voldsomme Varme, hvori alting syntes at skælve og bølge. Nogle faa ældgamle, lerklinede Hedehuse med fattige, lave Kaalgaarde om de skæve Længer med de graa Straatage er de eneste Menneskeboliger herude. Stedet er endnu langt smukkere end den resterende Del af Hjelm Hede, fordi dets Terræn er mere kuperet og derfor vanskeligere at overskue. Man kan tænke sig sat hundrede Aar tilbage i Tiden, naar man færdes her mellem de gamle Gravhøje og ikke ser andet end Hede til alle Sider; det er en fuldkommen ubrudt Harmoni, et Sted som endnu kunde danne Baggrund for Pejter Benløs og Linka Smælem, saaledes som Blicher paa sin Vandring fandt dem liggende i Lyngen.
Da jeg nærmede mig Hans’ Hus, dukkede han pludselig op foran mig paa Vejen, bevæbnet med en Stok og øjensynlig beredt paa Langfart. I den anden Haand holdt han noget, som han omhyggeligt skjulte paa Ryggen; men da han skulde give mig Haanden, maatte han jo frem med Tingen. Det var en lille Trædukke, som han selv havde skaaret, og hvorpaa Ansigtet var malet med Blæk ligesom Knapperne i Trøjen, Hænder, Haar og Hue. Det har været et slidsomt Arbejde for den gamle, han ser ikke mere videre godt. Men der bor en lille Pige en halv Mils Vej herfra, som vil blive saa glad for at faa saadan en rar Ting, og saa maatte den jo laves! Hans tilstaar dette nølende, og havde han været i Stand til at rødme, vilde han have gjort det. Nu var han altsaa paa Vej til Veninden med Foræringen. Men aak — Dagen er jo lang, og læ wos kom indenfor! siger Hans.
De faa Ting, Hans endnu mindes eller bekvemmer sig til at fortælle mig, der er en fremmed, er som sagt brudstykkeagtige Gentagelser af Pastor Lidegaards fortrinlige og udførlige Optegnelser, der fremkom som Artikler i „Jyllandsposten" 1928—29. Jeg kendte derfor det meste i Forvejen. Men jeg maa tilstaa, at jeg er mærkelig tilmode ved f. Eks. at høre fra en af selve Deltagerne Beretningen om den voldsomme, dramatiske Kamp mellem Kjeltringerne og deres Modstandere hin Vinternat i Kisum Mølle ved Helligtrekongerstid 1887, da Abrahamssønnerne for en Gangs Skyld blev slagne og led et saa frygteligt Nederlag, og da deres Kvinder maatte ud sent paa Natten og løfte dem op af den blodplettede Sne og bære dem hjem til deres Hytter. Den eneste af dem, som selv kunde slæbe sig derfra, var Stærke Hans. Efter en vildsom Vandring over Heden, halvt bevidstløs og drivende af Blod, naaede han frem til en Kjeltring-Hytte og alarmerede Kvinden derinde, Frederik Abrahams Kone, hvis Mand var mellem de slagne og laa sammen med dem i Sneen omkring Møllen.
Hvor Hans i sin Fortælling naar til Kampens Kulmination, da begge Parter griber til Bøsserne som Slagvaaben, er der endnu noget af Oplevelsens Styrke i hans Skildring. Den bomstærke Frederik Abraham sidder med Benet i Klemme i Døren, som den forhenværende Værtshusholder fra Skive, Jens Stisen, har sat sin brede Ryg imod og holder som en Skruestik. De øvrige Kjeltringer er omringede, flere af dem ligger allerede slagne, og Hans ser paa én Gang fire Karle gaa imod sig med tykke Slagvoller i Hænderne. — „Saa tow A Dælemæ te æ Kolb,“
sagde Hans, „aa saa smækked A’en lig nier i æ Skalle a den forrest aa ’em, saa han sak te æ Juerd — lissaa still!"
Med Resten gik det naturligvis lige saadan. Overfor mig optræder Hans som Sejrherre i Kampen. — „Den jenn mødt’ A en Støk Ti’ atter, aa han haaj syv Buler i si Hued!“ Og saa tilføjer han:
„Men da A vowned om æ Maar’ aa so mi Bøss, som den hængt øwwer mi Sæng, da war der missel bode Hor aa Skind aa Kjødtrewler aa Blued o æ Kolb aa æ Hanner!"
Men jeg tænker paa denne gamle hærdede Slagsbroder med hans frygtindgydende Stamtavle af berygtede Abraham’er, saaledes som han stod foran mig derude paa Heden — paa Vej til et lille Barn med sin Dukke, der er lavet saa fint med de voldske Næver, som engang var saa frygtede. Og jeg tænker paa hans Undseelse og Angst for at komme til at røbe disse blide Følelser.
Hans er forlængst Enkemand, og hans egne Børn — han havde elleve — er spredt for alle Vinde.
Der er langtfra propert inde i hans Stue. Et godt og vel tyve Aar gammelt Pigebarn er Husholderske for den ugifte Arbejder, som ejer Huset, og hun kaster maaske af og til et Blik ind i Hans’ Rum; men stort andet sker der vel næppe. Hun har et Par umaadelig snavsede og snottede Smaarollinger paa ca. halvtredje og halvandet Aar, som hele Tiden kredser omkring hendes Skørter, ustandseligt klynkende for at faa noget at spise. Den ældste, en Dreng, har slaaet Hænderne i hendes Kjolesøm, og jeg hører bestandig hans Stemme: „Mowr haar mier Mad! Mowr haar mier Mad!" — „Ne-ej,“ siger Pigen hvergang. Det sløve og enstonige Svar er alt, hvad han faar ud af det.
Ruderne i Hans’ eneste Stue er saa smaa og snavsede, at jeg ikke kan tegne derinde. Jeg overtaler ham nemt til at følge med i min Vogn til det nære Vinde-rup, hvor min Chauffør har en Slægtning, i hvis Hus det kan foregaa. Løftet om et Par Kaffepunser sætter Hans’ Humør svært op, og vi gaar bort fra Huset for at sætte os i Bilen. — Pigen staar i Døren med Pegefingeren i Munden og kan ikke tage sine Øjne fra os, da vi fjærner os. Børnene hænger stadig ved hendes Skørter, og langt borte hører jeg endnu Drengens Stemme: „Mowr haar mier Mad — Mowr, Do haar mier Mad!" Vi lod dem tilbage i Ensomheden, en lille Smule rigere end da jeg kom.
Lidt senere tog jeg Afsked med Hans nærved hans Hjem, ude paa den Hede, hvor den gamle Natmands-Ætling har færdedes hele sit Liv, og hvor han uden Tvivl vil ende sine Dage. — Det er sidste Gang, jeg saa ham.
I Nærheden af Rønbjerg bor min Vognmands Fader, den gamle Christensen, i et lille Hus, hvis Jorder han selv har opdyrket af den bare Lynghede, og som nu er omgivet af en dejlig Have med udmærkede Frugttræer og Buske og frodige Blomsterbede. Han fortæller, at paa den forhen fuldkommen ensomme Hedestrækning laa netop hvor Christensens Have nu findes en elendig Jordhytte, hvis eneste Beboer var en Kjeltring ved Navn Paaske, en gammel Stodder, som det ikke var muligt at faa til at forlade sin Rønne. Da alt andet ikke frugtede, og Kjeltringen hver Gang han blev jaget bort blev ved at søge tilbage til sin ensomme Hule, lejede man for Brændevin nogle omløbende Bisser til at ryge Ræven ud. Og de udførte det paa den jævne og ligefremme Maade, at da de havde indtaget nogle af de vaade Varer, listede de ind i Hytten og satte Ild under Sengen, hvori Stodderen laa og sov. — Først da Huset klinkbrændte over ham, kom han kravlende ud gennem det nedstyrtede Lyngtørvstag. Og saa forlod han endelig Stedet!
Det nordre Rum i Kældrene under det gamle Stubberkloster.
Mølledammen ved Hagens Mølle nær Skive.
„Stærke Hans“ paa Heden nær sit Hus. En af de sidste „Kjeltringer".
Kirstine Margrethe Kriechbaum fra Tyskerkolonien Resen Felde.
Gammel Gaard i Estvad By.
I det gamle Kriechbaumske Hjem i Resen Feide.
Udsigt fra „Friis Høj“ Øst for Sjørup Plantage over Alheden mod Egnen ved Tyskebyerne.
Hulvejen, som fører ned til Stangsdal, der ses i Billedets Mellemgrund.
De velstaaende Sallingbønders Foragt for Rakkerne var naturligvis ikke mindre end Bøndernes i andre af Landets Egne. Her som andetsteds benyttedes deres Arbejdshjælp kun i Nødsfald, f. Eks. til Flaaning af selvdøde Kreaturer. Naar saadant skulde udføres, sendte man Bud efter Rakkerne, der som oftest mødte mandsstærke. Ejeren beholdt Skindet, Resten fik Rakkerne, som levede højt paa den gode Spise. Selv et saadant Arbejde som at slagte Heste, hvis Kød til langt op i forrige Aarhundrede blev betragtet af Bønderne med Afsky, var Natmandsarbejde. Esper Boel i Lyby kunde ikke faa nogen af Gaardens Folk til at udføre et saadant Arbejde, men sendte Bud til den gamle Ann Mari Halvrakker, Stærke Hans’ Mor, som kom og gjorde det.
Da Bønderne endelig selv opdagede, at Hestekød var Menneskekost og udførte Slagtningen selv, gik denne Akt i Begyndelsen for sig i Dølgsmaal, helst ved Nattetid; opdagedes det, blev der ikke sjældent af Naboerne digtet ligefremme Nidviser om Gærningsmændene. Hos Christen Kjær i Nautrup, hvor man engang lod Gaardens egne Folk slagte en Hest, lod man alle Gaardens Beboere, selv den lille i Vuggen, røre ved den døde Hest, for at ingen skulde ha’ noget at lade den anden høre eller røbe det for fremmede.
Om de gamle Sallingbønder bevarer jeg endnu Minder fra mine første Sommerophold hos Esper Andersen i Jebjerg, da vi foretog mange Strejftog i Omegnen. Det var som Regel noget tunge Folk med en ikke ringe Selvfølelse og uden ret mange Ord, men hos hvem man nød en grænseløs Gæstfrihed.
Under mit allersidste Ophold paa Egnen traf jeg den firsaarige, forhenværende Ejer af Hagens Mølle, som ligger ved Landevejen til Hem norden for Skive. Af Ydre er han den typiske Sallingbo, storslaaet og selvbevidst; men han er ikke saa lidt mere mundrap end de fleste andre, jeg har kendt; en mere underholdende Model har jeg aldrig truffet. Han sagde straks Du til mig, hvad jeg naturligvis vurderede højt og gengældte. Da han skulde anbringe sig paa Stolen for at blive tegnet, spurgte han om, hvordan han skulde sidde. Jeg sagde, det var bedst om han kunde se mig lige i Ansigtet, da jeg helst vilde have ham forfra. Han gjorde et Øjebliks Pavse; saa sagde han:
„Det ka’ blyw stræng nok!“
En lille Smule foruroliget spurgte jeg om, hvad han mente.
— „Jow,“ sa’e han, „Do æ da snaar saa grim, som et Mennesk’ ka blyw!“
Han smilede akkurat tilstrækkeligt til, at jeg kunde opfatte det som en Spøg. Men Fanden tro det for Resten! Aabenhjærtighed under en let spøgefuld Form er ikke ualmindelig herovre. Og undertiden mangler den spøgefulde Camouflage helt, og den rene, skære Sandhed staar lige ud af Halsen paa dem. Jeg husker en lille morsom Rejseoplevelse, som er karakteristisk, eller var det i de Dage, hvor Bønderne endnu var mere oprindelige af Væsen end de senere er blevet. Jeg sad i en Jærnbanekupé paa Strækningen fra Skive til Viborg. Overfor mig sad en arbejdsklædt Mand paa omkring de fyrre, og ved Siden af ham en ældre, pæn Bondekone. Manden var enøjet, og det manglende var erstattet med et Glasøje, der ikke var noget første Klasses Arbejde. Det sidste fangede Konens Op-
mærksomhed fra samme Øjeblik, hun opdagede def. I over en halv Time tog hun ikke Blikket fra ham, undertiden drejede hun Hovedet helt til Siden, saa hun saå ham lige ind i Ansigtet. Dette lod slet ikke til at genere Manden, som aabenbart havde vænnet sig til at blive betragtet som en Seværdighed. Han saå lige ud for sig med Glasøjet, og ud ad Vinduet med det andet.
Tilsidst naaede Konens Interesse og Nysgærrighed Bristepunktet; hun løftede Haanden og pegede med en Finger paa det sære Øje. — „Med Forlov aa spør’,“ sa’e hun, „det Di haar dær, æ det ett en Glasyww?“ — Jo, tilstod Manden, det var det jo da. — „Ih no, æ’et de!---Ja, for A haar en Dætter, aa hon æ osse jennywwet. Aa A haar aalltier tænkt mæ, te nær A fek Ro’ te’et, saa sku’ hon ha en Glasyww. Men nær det sier saa grim ud, saa ska hon regtnok ett da!“
Levefoden i Salling var udenfor Storbøndernes Kreds ikke høj, ligesom mange andre Steder i Jylland i gamle Dage. Jeg mindes en Historie, som Aakjær fortalte mig for mange Aar siden, da det Trætaarn, som han havde rejst paa Klinten nedenfor „Jenle“ ud mod Fjorden en Sommer var bleven saa befængt med Bisværme oppe i det Rum, hvori Aakjær ofte sad og skrev, at han ikke kunde nære sig der. Han sendte Bud efter en lille Husmand i Nabolaget, som var Fagmand, og som ogsaa stillede en aarie Morgenstund og gik ilag med at fordrive de smaa Djævle. Han ragede med Armene i Mellemrummet mellem Tapetet og Trævæggen, han oste og svovlede og brændte, saa Limfjorden lignede et Søslag, og Bierne sad tykt paa ham som paa en Sirupskage og stak og edrede. Men om Aftenen havde han sejret. Og saa stillede han da paa „Jenle“, hvor han naturligvis havde faaet sin gode Kost, for ogsaa at faa sin Betaling i Mønt.
— „Naa, hvormeget er jeg Dem nu skyldig for det Stykke Arbejde?" sagde Aakjær.
— „Femaatreddd-ve Øre!" sagde Manden.
— „Jeg ga’ ham sgu en Krone," sagde Aakjær.