SKALØ
Et af de mest udprægede og ejendommelige Stykker Ønatur, jeg har set, mødte vi ved „Draget” mellem Fæjø og Skalø. Det er saa udpræget dansk, at man ikke vil kunne træffe det noget Sted i Verden udenfor vort Land.
Fra Dæmningen, som er opført i Aaret 1869 og som fører over det brede og uregelmæssige Drag, hvorefter den fortsætter over til Skalø, har man til begge Sider, men især mod Øst, umaadelige Fladvandsstrækninger, hvor den fede Bund rager op som græsklædte Smaaøer. Det virker som et Floddelta; men op af Fladvandet og over Øerne rager uhyre Mængder af store Kampestensblokke i kaotisk Forvirring og spejler sig i det blanke, stille Vand. Det er et nyt Stykke Land, som er ved at dukke frem af Havet, det ene Aarti er det Havbund, det næste ligger det græsklædt under Solens Lys! Det er saaledes, at store Strækninger af vort havfødte Land er bleven til, langsomt — fra det for Millioner af Aar siden laa dybt skjult i Havets Skød, hvor Myriader af Smaadyr aflejrede deres Kalkskaller og Bunden gennem Aartusinder nærmede sig mere og mere til Overfladen. Det er skumfødt som Afrodite, dette Land. —
Hvilket Terræn for Vadefugle tænker jeg, idet vi stiger af Cyklerne og slænger dem fra os for at se os om. Og i samme Øjeblik, som vi faar Kikkerten for Øjnene, ser vi dem: Umaadelige Flokke af Ryler, i Hundredvis, staar paa Smaaøerne hist og her eller gaar rundt i Fladvandet og søger Føde. Mængder af Viber holder til herude, og enkelte islandske Ryler (tringa canutus) og Præstekraver opdager vi, efterhaanden som vi nærmer os Flokkene. De er tillidsfulde og ganske uberørte af vor Nærværelse, ingen Angst for deres Yngel faar dem paa denne Aarstid til at lave alle deres mærkelige Kunster for at lokke os bort fra Stedet. Viberne er dem, der først bliver nervøse, de letter samlet med et Skraal, og nogle Hundrede Ryler jages op ved Larmen og trækker som et mørkt Slør rundt over Vandet, til de slaar sig ned igen omtrent paa samme Sted som før, mens Viberne fortsætter Flugten over mod den nære Skalø.
Over Land og Hav straaler Septembersolen og skinner paa Onde og Gode. Store, hvidrandede Klodeskyer staar paa Hovedet i Havspejlets himmelfaldne Dybder. Ingen Lyd høres uden det fjærne Skrig af den bortdragende Vibeflok.
Saa gaar vi tværs over den lille smukke, aabne Skalø, som idag ligger omgivet af et spejlblankt, lysdirrende Hav. Vi vandrer over duggperlende Roemarker, der straaler gule og grønne som Okker og Smaragdgrønt i Sollyset.
Jagttiden gaar snart ind nu, tænker jeg. Og jeg mindes Sallings og Fjendsherreds fjærne Høje, hvor jeg som ung rejste den første Agerhøne og den første Tredækker i Jebjerg Mose. Tiden gaar, det er 25 Aar siden — Mosen er borte, og Tredækkere og Bekkasiner er forhistoriske Dyr. —
Ude ved Nordstranden kommer en enlig Aalekrage baskende kystlangs og slaar sig ned i Kanten af et mørkeblaat, rillet Strømløb derude. Et halvt Hundrede Kobbersnepper farer som et Haglskud forbi os og trækker nordud lavt over Vandet, tæt over deres eget Spejlbillede — som to smaa Skyer, der bliver mindre og mindre, til de forsvinder i Solflimret.
Et Par Lappedykkere ror i Stranden, og langt ude fra det usynlige Hav høres nogle Pibeænders Fløjten.
Bag Stranden paa Toppen af en Bygtrave sidder en næsten udvokset Gøgeunge og venter paa at blive fodret, en stor klodset Fjerklump med et aabent Gab og et Gat. Vi hører en Vipstjært uophørligt jamre bag et Hegn i Nærheden, men venter forgæves paa at den skal vise sig og fodre Ungen. Det store Utyske skulde vel ellers snart kunne brødføde sig selv, thi snart skal den trække af Landet! Men ofte hænder det, at man ser de smaa, omhyggelige Stedmodre sidde paa Ryggen af de uvorne Plejebørn for at kunne naa at lange Føden ind i det bundløse Svælg, som Næbet er.
Mod Vest gaar „Staaldyb" nær ind under Øens Kyst, men i Nord og Øst er den omgivet af store Fladvande, opfyldt af tætte Skove af Kløvertang. Dens dyrkede Marker skraaner fra Midten overalt ned mod Stranden, der hist og her, hvor den ikke danner en lav Klint, er skærmet af Tangdiger med Risgærder. Ogsaa her paa Øen ser man overalt langs Markskel og ved Vandhuller levende Hegn af stynede, kanadiske Popler. Men fra Øens Højder er der næsten ingen Grænse for Udsigten: Raagø, Vejrø, Fæmøs Nordspids, Lolland, ja selv det fjærne Sjællands Kyster toner frem gennem den klare Septemberluft. Og disse Højder er kun 8 Meter! —
Øen, som først er bleven beboet i Slutningen af det 18. Aarhundrede, har 3 Gaarde og et Par Huse. Af Gaardene er den største 84 Tdr. Land, de to andre hver 50. Paa Vejen ude fra „Nebberne" kommer jeg forbi den nordligste af Gaardene; sjældent har jeg set et yndigere Syn end denne, mere fredfyldt eller idyllisk. Det ser ud, som alt godt har tilhuse inde bag disse hvide Mure, der spejler sig i den klare Dam, fuld af brogede Ænder og omgivet af friske Kornstakke og Træer, hvis gulnende Løv kappes i Farver med de modne Frugter i dens Have.
Jeg saå en Mand gaa omkring inde i Haven, og jeg gik ind gennem Laagen og hilste. Ved første Blik slog det mig, at nu holdt Idyllen nok op! Vrangvillig, næsten fjendsk kom han mig imøde. Og paa alle mine Spørgsmaal svarede han kun med Enstavelsesord. Engang imellem drejede han Ryggen til, og jeg hørte ham mumle noget, der lød som: „Aak ja! Ja — ja, ja! Saamænd!"
Her var en overvældende Mængde Frugt i Haven, som alle Steder herovre, og Gange og Plæner laa fulde. Just som jeg vilde tage Afsked fra den mærkelige Mand saå jeg ham løfte Armen op, som for at plukke en Pære; men den sank langsomt ned igen, og han saå paa mig med et forbavset Ansigt. Saa tog han en kraftig Beslutning, plukkede Pæren og rakte mig den. Da jeg havde spist den, mens han saå til i betaget Tavshed, stirrede han længe paa mig. Og derpaa, ligesom tvungen dertil af en fremmed Vilje, løftede han igen Armen og plukkede endnu en Pære, denne Gang en ganske lillebitte, og rakte mig den tøvende — mon jeg virkelig tog imod den?
Det gjorde jeg. Og saa sagde han første Gang en hel Sætning:
„Ja, Frugten er jo ingenting værd iaar, — ingen Verdens Ting. Ikke engang Svinene.....Aa — aak, aak, aak, aak!“
Mellem Høstfolkene udenfor Gaarden traf jeg dennes Ejer, en ung og frisk Bonde, som fortalte mig, at denne Gaard er bygget i 1823; den er et Eksempel paa hvor skøn en gammel Bondegaard kan være, naar den er velholdt og i de rette Hænder.
— Den gamle, jeg havde truffet i Haven, var en Aftægtsmand.
Da Johannes Larsen og jeg mødtes udenfor Gaarden, kom pludselig en Flok Fugle paa omtrent 30 Stykker trækkende nordfra henover os. De var saa umaadelig højt oppe, at det var vanskeligt at se, hvad det var; sandsynligvis var det Hjejler, thi de udstødte af og til et skarpt: Bliw-Bliiw! De vakte umaadelig Panik mellem al Gaardens Fjerkræ, som rædselslagen kom styrtende fra alle Sider og flygtede ind i deres Huse, under Vogne eller under Buske, hvorsomhelst et Læ kunde byde sig.
Der var intetsomhelst i Fuglenes Adfærd, der kunde minde om Rovfugle! — Men Høns er og bli’r Høns, og Forsigtighed skader jo aldrig.