De Danskes Land -- Achton Friis

OMKRING STORE VILDMOSE

Den der kommer over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby og følger Landevejen mod Nord, gør klogt i at bryde af fra denne mod Øst en Milsvej Nord for Fjorden. Han vil da straks faa en Prøve paa, hvad det vend-sysselske Landskab kan byde ham, naar han kommer ud i Hammer Bakker. De to Gange, jeg har været paa Stedet, begge Gange i August Maaned, har det skylregnet ustandseligt, og det er mig derfor umuligt at sige, om dette Vejr formindsker eller fremhæver Landskabets særegne Skønhed. Men tiltrods for — eller paa Grund af — dette Vejr, og skønt en uforstandig Granbeplantning ofte dominerer den gamle, naturlige Krat- og Skovbevoksning, fik jeg begge Gange det mest storslaaede Indtryk af dette mærkelige Landskab.

Smukkest er for mig de aabne Strækninger, især mellem de to Skovpartier, hvor Generalstabsmærket staar. Noget lignende som dette, med spredt og lavt Krat bevoksede, 88 Meter høje Bakkedrag, har jeg ikke engang mødt i Rebild Bakker, hvor den ældgamle Bevoksning omtrent er den samme. Med sine vældige Udsigter, især mod Vest over den store Vildmose, er det et af de Stykker nordjydsk Natur, som har grebet mig allerstærkest.

Kaotiske Bakker og Kløfter omgiver den gamle Kørevej, som her knapt er andet end et Par Hjulspor gennem Lyngen. Lysningerne er overalt bevokset med Lyng og Rensdyrlav foruden Mængder af Blaabær, Tyttebær og Revlingeris, alle med modne Bær — Blaat, Rødt og Sort, sfraalende blankt under Regnens Væde. Bøgepurr kravler avet af Vestenvindene opad Bakkernes Sider, mod Vest saa flade som Pandekager, men ofte af mange Meters Udstrækning — mærkelige, lysegrønne Bede i den brune Lyng, som saa smaat er begyndt at blomstre.

Fra andre, mere aabne Højder, ser jeg trods Graavejret milevidt ud over den store, mørke Vildmose — en besynderlig Kontrast til disse vældige Banker med deres straalende Bevoksning, hvor desværre allerede smaa selvsaaede Naaletræer begynder at vise sig, Udvandrere fra de større Plantninger. -— Det var Stedets nu afdøde Ejer, Etatsraad Olesen, som i 1913 forærede 100 Hektarer af det urørte Terræn i Bakkerne til Botanisk Forening, men som ogsaa har sat Granbeplantningen i Værk og oprettet Stedets Aandssvageanstalt, hvis Beboere er af. omtrent samme Virkning i dette Landskab som Idioterne paa den skønne Livø i Limfjorden. Det lader til, at intet i dette Land er for godt for Galskaben.

— Gamle Folk paa Egnen mindes endnu, at de har hørt Hammer Bakker omtale som dækket af en sammenhængende, stor Skov — saaledes som ogsaa Rebild engang har været. Bakkerne hørte i de Tider under Gaarden Kjølske i Dronninglund Herred. Herremanden paa Kjølske og Egnens Befolkning havde megen Fortræd af Tyve og Røvere, som holdt til i de vilde Skove. Et Sagn fra den Tid fortæller, at Røverne engang havde plyndret en Bonde, som ved Nattetide var paa Vej hjem fra en Hestehandel, havde taget hans Penge fra ham og klædt ham af, saa han splitternøgen kom til Bilidt Kro. Men Jørgen Skytte fra Vraa sporede Røverne op med sine Hunde, og i Følge med Kromanden og en Del andre Mænd fra Egnen faldt han over Banditterne, som blev overmandet. Der blev gjort kort Proces med dem. Man bandt dem til Hestenes Haler og jog ind gennem Skoven med dem, saa længe der var Liv i dem.

Jaja — vi er i Vendsyssel nu! Bonden heroppe har af og til maattet tage sig selv til Rette, naar den saakaldte Retfærdigheds Arm havde travlt andre Steder.

Hvis man i Stedet for at tage fra Nørresundby mod Nord tager Vejen mod Nordvest, kommer man ud i en helt anden Form for Landskab, lige saa forskelligt fra Hammer Bakker og de vidtstrakte Højlande Nord og Øst for disse, som fra Himmerlands Banker søndenfjords. Det er et udpræget Lavland, dette sydvestlige Vendsyssel, umaadelige Saltvandsalluvier, som mod Syd fortsætter i de vide Kær, der næsten umærkeligt gaar over i Øerne Gjøls og Ølands Nordbredder, og som mod Nord grænser til den lige saa jævne Store Vildmose. Men over Fladerne, paa Grænsen mellem Eng og Vildmose, hæver sig i Nord en høj Bakkekam, den store Bjersted Kirkebakke.

Hvor mærkelig forskellig virker ikke Udsigten fra denne Bankes Top, naar man sammenligner den med den lille Vildmose, set fra dennes Højder i Øst eller Vest! Skønt Moserne er dannede paa samme Vis og har samme Bevoksning, virker de i Farven saa forskellige som Nat og Dag. Her er det Natten, der hersker — alle lyse og glade Toner synes at være glemt, da dette Land skabtes. Vist er det muligt, at det tunge Vejr, hvori jeg idag ser det, har sin Skyld deri. Men saadan vil jeg mindes Stedet; saadan har jeg i min Barnefantasi forestillet mig, at „det døde Hav“ maatte se ud. Hele denne mægtige, alvorlige Slette ligger helt i Skygge under tunge Klodeskyer, som ingen Vind synes at naa; kun i det milevide Fjærne paa Lynghavets Kyst staar alle Banker som en solbelyst Bræm, skinnende som Guld med Kirketaarnenes lysende Sølv. — Naar man selv staar her i Mørket og ser mod de straalende Banker paa Mosens fjærne Bred, tænker man paa Middelalderens Helvede, hvor man for Kontrastvirkningens Skyld havde Udsigt til Paradisets salige Højsletter.

Men nede i dette pragtfulde Mørkets Rige, som hedder Den store Vildmose, arbejder nu „Fræserne" uden Sentimentalitet og for fuld Kraft. Næsten for hver Dag udslettes tøndevis af dette inferno og forvandles til et Salighedens Rige for græssende Høveder. Naturligvis er det dyrt at være et Agrarland. Hvor forhen Kæmpefuglen Garn med sine Vingers Sus spredte Sandet ind over de frugtbare Egne og skænkede Landet til Digterne, her gaar nu Fræserne og skærer Landet bort ligesom Gefions Plov, tager det fra Poeterne og giver det til Studene.

Saaledes er det gaaet til, at den store Vildmose nu er bleven mindre end sin lille Bror Syd for Limfjorden, og at vi er ved at blive et mærkeligt Landskab fattigere.

Jeg havde været meget spændt paa, hvad jeg skulde faa at se heroppe paa selve Bjersted Kirkebakke. Flere Forfattere omtaler syv Kæmpehøje, som omgiver Kirken paa Bakkens Top. En dyb Hulvej, som fører fra Bakken mod Nord ned til Vildmosen, skulde ogsaa findes endnu. Den var berømt for det gevaldige Slag, der her stod mellem de Vadum’er og Bisinger for et Par Menneskealdre siden, hvor der vankede mange braadne Pander. For vi er stadigvæk i Vendsyssel! — Ligeledes var jeg spændt paa at finde den ældgamle Tjørnebusk ved „Buermans Grav“ paa Kirkegaarden, den som en Mængde uhyggelige Sagn knyttede sig til, saa ingen turde komme den nær end sige røre ved den.

Men hvad fandt jeg paa Stedet af alt dette? •— Den gamle Hulvej, som gaar lige Nord for Kirkegaarden fra Kirkeværgen Knud Thomsens Hus ned til Mosen, er begravet under en Granplantage. Bynkefugl og Gulspurv sad i Naaletræerne og sang Sørgekvad over Stedet. — Af „de 7 Høje“ omkring Kirken er de 6 helt nedpløjede, og af den sidste er kun nogle elendige Rester tilbage. -— Af „Buermans Grav“ og Tjørnebusken findes ikke mindste Spor, og ikke et Menneske, ikke engang Kirkeværgen, havde fjærneste Anelse om Sagnene eller om, hvor Graven og Busken skulde findes.

Den store Vildmose er dannet paa nøjagtig samme Maade som den lille; ligesom denne er dens dybereliggende, faste Sand oprindelig Havbund, over hvilken der har dannet sig Tørv, da den hævede sig. Fra sin 10 m høje, midterste Del falder den kuppelformet ned mod sine lavere Rande. Endnu findes der i dens østlige Del Rester af Søer, „Lunerne" kaldet, med Navne som Store og Lille Lune og Gaaselune; men de forsvinder mere og mere. Birkestubbe og Egestammer i Mosens Bund viser, at den engang har været skovbevokset, mens den nu hovedsagelig kun er dækket af Hedemosernes sædvanlige Flora, Lyng, Klokkelyng, Pors, Revling, Mosser og Halvgræsser, sammen med lidt spredt, lav Bevoksning af Birk, Graapil og nogle andre, smaa Buskvækster.

At hele denne Mosedannelse er af meget ung Dato, fremgaar af, at en Mængde stensatte Oldtidsgravhøje findes paa Sandfladen under Mosen, enkelte en halv Mil fra dennes nordlige Rand, og nu alle helt overgroede af Tørvejord. Da disse Høje alle er fra 6.—8. Aarhundrede, maa Mosen være dannet i Løbet af højst et Tusinde Aar. Der maa i dette Tidsrum være foregaaet Terrænforandringer, som har medført en Standsning af Vandafløbene fra Stedet, hvorved det er bleven fugtigere, og Skovene er omdannet til Mose.

Men over denne mægtige Flade, hvor i Aarhundreder ikke en Menneskebolig fandtes, hvor kun Røgen fra en eller anden Hedebrand trak sine Skygger, og hvor Luftspejlinger lavede deres Gøglebilleder af Liv -— her vandrer nu de store Fræsere og gør sig Jorden underdanig. Mosen var oprindelig 12,500 Tdr. Land stor. Efter at enkelte Forsøg i den senere Tid, dels paa Tørvefabrikation, dels paa at opdyrke den, kun havde haft ringe Sukces, begyndte Staten i 1920 at opkøbe Dele af den til Dyrkning med det Resultat, at i Øjeblikket er omtrent 5000 Tdr. Land forvandlet til Græs- og Hvidkløvermarker, hvorpaa 3300 Kreaturer, 300 Heste og 1000 Faar græsser Sommeren igennem.

-— Man skal se en Jordfræser, dette forbavsende Uhyre paa 9 Tons Vægt, naar den med sine 80 Hestekræfter og paa Hjul af P/z Meters Bredde vralter hen over Mosen og opæder Jordsmonnet foran sig. „Fræser" maler blot Lyden, der udgaar fra Bæstet; ifølge sin Virksomhed burde den hedde en Jordfraadser. Dens Tyggeredskaber er Plov, Knivtromle og Harve samtidig, og som Modsætning til andre Grovædere er det Materiale, den lader bag sig, ulige værdifuldere end det, den gaber over. Det sønderdelte Jordlag er efter én eneste Behandling af dens Kæber parat til at modtage den Gødning, Tromling og Saaning, som skal forvandle den golde Mose til frodig Græsgang. At man ikke kan avle Korn her —• Straaet sætter ingen Aks — skyldes formodentlig blot, at man endnu ikke har fundet hensigtsmæssige Gødningsstoffer.

Det er et beundringsværdigt Arbejde, her er i Gang; man ofrer gærne sine Illusioner — et bristet Eventyr, som var bleven til i Forbindelse med Stedets Navn — naar man ser alt det, som her er naaet og som er i bestandig Vækst. Dette nye Eventyr er ikke mindre, blot af en anden Art. Med sine Tusinder af Kreaturer og hele det ejendommelige Liv, der rører sig herude, vilde jeg tro, at dette Sted kunde minde en lille Smule om de amerikanske Kvægfarme. Ogsaa her findes, ialfald tilsyneladende, lutter Mandfolk. De besørger alt fra Arbejde i Maskinværkstederne til Malkning af Kreaturerne. Men medens Staten holder Opsyn med alt vedrørende Arealets Opdyrkning og Vedligeholdelse, holder de enkelte Lejere egne Vogtere og Malkere paa Stedet.

Hvert Øjeblik møder man en saadan nordjydsk Cowboy, lige saa brunet og tør som sin amerikanske Kollega fra the wild West. Men i Stedet for en Lasso svinger han en Skipperskraa. Og fører han paa foruroligende Vis en Haand hurtigt op til Sidelommen, kommer den ikke op med en six-shooter, men bare med en enkeltløbet Shagpibe.

Jeg krydsede Mosen i hele dens milelange Udstrækning ad Vejen fra Vest til Øst sammen med Proprietær Korsgaard fra Tøttrupgaard i Thy, som kørte mig herud i sin Bil. Hr. Korsgaard har lejet et Græsningsareal, hvor han har halvandet Hundrede Kreaturer gaaende.

Jeg mindes den dejlige, solvarme Augustdag, da vi holdt Hvil i Lyngen omtrent paa Grænsen af det dyrkede Areal og den gamle Mose, hvor vi nød den medbragte Frokost, mens Viber og Stæreflokke sværmede over Mosen, og de dybe Fløjtetoner fra usynlige, trækkende Regnspover bares ned til os. — Til den ene Side den mørke Vildmose med dens blomstrende Lyng og vilde Urter, kun med Smaakrat af Graapil og nogle spredte, krumbøjede Egepurr ragende op over den aldeles jævne, vide Flade — til den anden Side de grønne Marker med deres frodige Græs og Kløver, plettet fjærnt og nær af de Tusinder af brogede Kreaturer, et fuldkomment Marskbillede. Bag de sorte Heder i Syd og de grønne Sletter i Nord løfter sig til hver sin Side de to Kirkebakker ved Bjersted og Tise. Sletten virker som en mægtig Skaal med blaadunkle Rande, hvor i det Fjerne de bjergagtige Højder staar med fine Luftspejlinger over de yderste, næsten usynlige Flader.

— Gaaselunerne i Mosens Østside skal efter Sagnet være bleven til paa den Maade, at to store Gaarde, som stod herude, sank i Afgrunden som Straf for deres Ejeres Ugudelighed. I lyst og stille Vejr har mange Folk i gammel Tid set Gaardenes hvide Skorstene dybt nede i det klare Vand. Mange Gange har man gjort Forsøg paa at fiske med Vaad i Lunerne, men hver Gang blev Garnet sønderrevet, uden at man fik Fiskene at se. Da hændte det, at nogle Mænd fandt paa at lave et Net af Staaltraad, som de trak gennem Vandet. Men da Nettet nu holdt, og man fik det halet ind til Bredden, indeholdt det et rædselsfuldt, sprællende Uhyre, der lignede en kæmpemæssig Fisk med Hestehale og Manke, og Folkene gav skrækslagne slip paa Byttet. -— Et andet Sagn siger, at nogle Fiskere engang fik en hel Mængde store Utysker op i Nettet, fiskelignende Skabninger med et tæt Lag Mos paa Ryggen; og det skulde være nogle af de onde Folk paa Gaarden, som Præsten havde manet ned i Søerne.

Men Omegnens Beboere har haft andre, mindre sagnagtige Bestier at trækkes med herude. Endnu til hen imod Slutningen af det 18. Aarhundrede vrimlede her af Ulve i den store, øde Mose, og de var en sand Plage for Folk, som boede i Nærheden. I den store Gaard Hammelmose, som ligger nærved Rye Aas nordligste Bugt, og hvortil Vildmosen i hine Tider naaede op, hændte det ikke sjældent, at Ulvene tog baade Faar og Lam, ja endog slog Tand i Gaardens Heste og Køer. En Skytte fra Gaarden flyttede derfor helt ud i Vildmosen, hvor der blev bygget ham en lille Rønne, fra hvilken han ivrigt jagede de nærgaaende Graaben og havde adskillige farlige Eventyr med dem. Da Huset, hvori han boede, efter-haanden blev helt overgroet af Græs og Urter paa sit Straatag, døbte Omegnens Beboere det „Grønborg", og denne Betegnelse blev siden hæftet som Efternavn til Husets Ejer. Den flinke og modige Jæger fik en Mængde Efterkommere, som endnu skal leve i Vendsyssel, og alle bærer Grønborg-Navnet.

Naturligvis besøgte jeg den for sin storslaaede Skønhed og vide Udsigt berømte Tise Kirkebakke Nord for Vildmosen. Til min Overraskelse fandt jeg den paa fuldkommen barbarisk Vis ødelagt af Granplantager. Disse ækle Træer hærger da Landet værre end forhen den sorte Død! — Flere Hundrede Tønder Land er her skjult under det sortgrønne Dække, og selv fra Bakkens højeste Punkt er enhver Udsigt spærret. Kun naar man vover sig op paa det pilraadne Udsigtsstillads, paa hvis Platform flere Brædder er traadt løs, ser man bag de yderste Grantoppe en ganske smal Strimmel Land i den fjærneste Horisont.

Jeg kender intet kedsommeligere Paafund af Naturen end en Gran -— det skulde da lige være en Plantør under Hedeselskabet. Den spidse Trekantform, som Træets Silhouet danner, er gentaget i hver af dens Grene og gaar igen i dens spidse Naale. Det er en fuldkommen ideløs Vækst, et geometrisk Uhyre. Især omplantet i dansk Natur virker den hæslig. Den er bleven ophøjet til Lysestage paa vor Juleaften; det er formodentlig fordi vore egne Trævækster ikke bærer Løv paa denne Tid af Aaret, at vi har valgt det fremmede Naaletræ. At en Poet har kaldt det „Grenen fra Livets Træ“ viser, at ogsaa Poeter kan løbe løbsk, hvilket det gør mig ondt at konstatere. Især behængt med elektriske Pærer er denne Vækst et mærkeligt Symbol paa, hvad der skal være hændt hos et lille asiatisk Folk for omtrent to Tusind Aar siden.

Jeg burde maaske tie om det nærliggende Blokhus, som jeg besøgte paa min Vej herfra. Thi Stedet er landskabeligt set ikke mange Linjer værd.

Ganske smukke og stilfulde er en Mængde af de murede Sommerhuse med Straatage, som findes i Byen og især langs Strandklitterne — i sin Art noget af det prisværdigste, jeg har set af moderne Bebyggelse ved et hjemligt Badested. —

Stedets Hotel er derimod slemt. Spisesalen i dets Restaurant er stuvet fuld af Strandingsgods, Kuriosa fra uhyggelige Forlis paa Kysten i Form af Navne-brædter, Kompasser, Redningsbælter og andet Skrammel, som er drevet iland. Et stort Rat er omdannet til Lysekrone med elektriske Pærer paa alle Haand-tagene. Det er et henrivende Turistarrangement, det er lykkedes at skabe en virkelig ægte, macaber Stemning paa dette Madsted. — Alt her i Verden maales ved sin Modsætning. Og her har man det herligt. Med en Følelse af Tryghed og dybt Velvære sidder man paa det tørre med sin lille brunede Kylling og en Flaske „Ka-nalje-Sæk“ — med Udsigt til Minder om Druknerædsler og Strandvaskere.

Forbavsende, hvad Mennesker kan hitte paa af tricks! — Jeg vilde i min Uvidenhed have anvendt dette, hvis det havde været Formaalet at jage Folk væk.

2-36

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela