De Danskes Land -- Achton Friis

OMKRING RINGSTED

Hele Landskabet fra Køge mod Sydvest over Herfølge, Sædder og Farring-løse er utrolig ensformigt og næsten uden Bevægelse i Terrænet. Sædmarker, Roe- og Kartoffelmarker skifter med Smaaskove, og kun de i disse Egne ret almindeligt forekommende Boliger med Fjællegavle og Straatage med Ryttere volder nogen Glæde i denne Jammerdal. Værst er Landskabet mellem Farring-løse og Ringsted; den ene Tønde Land ligner her den anden, og den almindelige Frodighed paa disse Flader, hvor alting synes at kunne spises, gør En tryg og overmaade søvnig.

Det er først ved Hjelmsømagle, at man vækkes af sin Døs og gnider Øjnene, overrasket ved den pludselige Forandring i Landskabets Karakter. Fra den ret højtliggende By ser man ud over alle disse lave, vide Sletter, i det Fjærne omgivet af fintformede Aase. Ogsaa selve Byen er interessant ved sine enkelte, usædvanlig gode gamle Gaarde. Intetsteds paa Sjælland havde jeg endnu set noget saa udpræget gammeldags, skønt den ældste og mærkeligste af disse Bygninger efter Ejerens Udsagn først er opført 1847. Alene at dømme efter dens Sokkelsten maa dette være galt; den er utvivlsomt meget ældre, men er muligvis restaureret det nævnte Aar.

Lige i Udkanten af Ringsted finder jeg en af disse mærkelige smaa Oaser, som kan overraske En selv i det kedeligste Landskab. Det er ved Vejen over Susaaen paa det Sted, hvor forhen Have Vandmølle har ligget. Stedet med de yppige Træer, en Mængde prægtige Aske, omkring det stærkt svungne Aaløb -— Susaaen i dens spædeste Barnealder — er aldeles henrivende. Forbausende er det at finde noget saadant klods opad Byen.

Det fordelagtigste Indtryk af Egnen fik jeg paa Sigersted Kirkebakke, fra hvis 64 m høje Ryg man har vid Udsigt over dette typiske, sydøstsjællandske Lavlands-Landskab, som trods sin Ensformighed, naar man færdes nede i det, tager sig prægtigt ud her oppe fra med de spraglede Græs- og Sædemarker, plettet af smaa og store Skove. Fra dette Sted ser man vidt over de sagnrige Egne, hvor Kong Sigar skal have kæmpet sin sidste Kamp og blev fældet, og hvor Hagbard og Signe gik i Døden for deres Elskovs Skyld.

Fortællingen om Kong Sigars Kamp hører hjemme blandt vore ældste Heltesagn og har sin Rod helt tilbage i Folkevandringstiden. Skuepladsen er imidlertid usikker, den er henlagt til mange forskellige Steder i Norden. Saxo har sin Viden om Sagnet fra Bisp Absalon, som voksede op i det nære Fjenneslev og mente at kunne stedfæstne Begivenhederne her til Egnen, ja endog kunne berette om dem

i alle Enkeltheder. Saxo meddeler, at Kong Sigar bor som Danernes Høvding i Sigersted med Sønnerne Sigvald, Alf og Alger samt Datteren Signe. Alf og Alger træffer paa en Vikingefærd Kong Hamunds Sønner Helvin, Hagbard og Hamund. De kæmper med hinanden, men bliver forligte og indgaar Venskab. Hagbard kommer til Sigersted og vinder Signes Gunst, men onde Raadgivere sætter paany Splid mellem Sigards- og Hamundssønnerne, og Alf og Alger fælder Helvin og Hamund. Dermed er Signalet givet til Blodhævn i det uendelige. Efter at Hagbard siden har dræbt Alf og Alger, vover han sig forklædt ind i Signelils Jomfrubur i Kong Sigars Gaard og sover hos hende; men om Natten forraader en Terne ham, han fanges og dømmes til Døden. Signe beslutter at dø samtidig med den Elskede. Hagbard faar det lavet saaledes, at hans Kappe bliver hejst op i Galgen før ham, og Signe, som ser dette fra sit Vindue, tror da, at han allerede er død, hvorpaa hun lader sit Bur gaa op i Luer og indebrænder. Da Flammerne slaar sammen om hende, overgiver Hagbard sig til Døden. — Saxo siger, at Hagbard blev henrettet paa den Bakke, som siden har baaret hans Navn. Men hele dette Sagn maa være opstaaet af to forskellige Dele; den ene er en realistisk Beretning om en vældig Oldtidskamp, kædet sammen med en anden, der er et sentimentalt, middelalderligt Elskovsdrama. Mens Digtningen om Hagbard og Signe unddrager sig al Forskning, har vi et Grundlag for det gamle Heltesagn. Tyr man til en Kilde som er langt ældre end Saxo, det oldengelske Kvad Widsid, hvorfra vi ogsaa kender Lejrekongernes Skæbne, da nævnes heri virkelig en Kong Sigar, som „forlængst de Sø-Daner styred". Og her hentydes til Begivenheder omkring Aar 400, Folkevandringstiden med dens eventyrlige Skikkelser, blodige Kampe, hurtigt rejste og hurtigt styrtede Riger. Det er sandsynligt, at Sigars Slægt var de første, som rejste et virkeligt Danevælde med Sjælland som Hovedrige og Sigersted som Kongesæde. Men den voldsomme Blodhævnskatastrofe udsletter Slægten, og Kongesædet flyttes med Halvdan-Ætten til Lejre.

Men det er kun Saxo, som nævner Hagbard- og Signe-Sagnet i denne Forbindelse, og han er, naar det drejer sig om Sager der ligger langt forud for hans egen Tid, lige saa lidt at stole paa som B. S. Ingemann.

— Jeg tager til det nærliggende Bringstrup og besøger Pastor Severinsen, som har skrevet et Par fortrinlige Afhandlinger om Kong Sigar og om Hagbard og Signe. Bedre Fører kunde jeg aldrig have faaet.

Egnen, vi gennemsøger i Fællesskab, og som engang har vrimlet med Bronce-alderhøje og Stengrave, er saa godt som helt ryddet og Stenene bortslæbt, og landskabeligt er Stedet paa enhver Maade fuldkommen ødelagt.

Den saakaldte „Hagbards Høj“, i hvilken Hagbard i Følge Saxo ligger begravet, hedder i Virkeligheden „Hagehøj", og dens Navn er formodentlig forvansket for at imødekomme Sagnet. Den findes paa den spidse Landtunge, som dannes hvor Tuel Aa rinder ud i Susaaen. Trods en hæslig Udgravning i dens Top er den endnu anselig og af stor dekorativ Virkning paa Stedet.

Højen, paa hvilken Hagbard efter Traditionen skal være henrettet, er den saakaldte „Naalehøj" paa Gaarden Eskedals Mark nær Fjenneslev Skel. Den er stærkt nedpløjet, men har efter Sporene at dømme været meget stor og viser sig endnu som en svagt buet Banke tæt Nordvest for Gaarden. Omtrent midt imellem denne og Stedet, der udpeges som Pladsen for „Signelils Bur", fandtes tidligere en anden Oldtidshøj, som hed „Stanghøj", men som nu helt er sløjfet. —

Jomfruburets Plads menes at have været i Sydvesthjørnet af Sigersteds Marker. Signalement for Stedet er nu et kæmpemæssigt Skrummel af et Skur, paa hvilket jeg bl. a. finder en Plakat for en Boksekamp.

— Den, som Digtningen om Hagbard og Signe har fyldt med Stemning og Vemod, skal ikke opsøge disse Steder. Har man Sans for og Respekt for vore Oldtidsminder og ældste Historie, bør man ogsaa holde sig herfra. Thi den Vrimmel af Mindesmærker om hine Tider, som Egnen engang rummede og som viste, at her maa Skuepladsen have været for mærkelige Begivenheder, er for længst raseret af Hakke og Spade og Sprængstoffer.

Den nærliggende Fjenneslev Kirke, som er opført af Kamp med senere tilbyggede Munkestenstaarne, har intet mærkeligt ved sit Ydre uden netop disse berømte Tvillingtaarne, hvortil Sagnet om Asger Ryg knytter sig, vistnok helt med Urette. Indvendig rummer Kirken nogle fremragende Kalkmalerier; men den var i 1872—74 Genstand for en haardhændet og plump Restaurering, som ganske vist bragte den nærmere til dens oprindelige Stil, men som helt udslettede dens skønne, gamle Patina.

I Kirkegaardens Dige var det, man i 1830 opdagede den berømte Sasser Runesten, som nu er anbragt paa Kirkegaarden, og hvis Indskrift lyder: „Sasser rejste Stenen og gjorde Broen.“ Broen maa være den, som fører over Tuel Aa ved Fjenneslev, thi den kaldes endnu Sase Bro, og Stenen er altsaa rejst nær ved Stedet af Brobyggeren selv til Minde om hans Daad. Det er en mægtig, 3 Meter høj og næsten kvadratisk Granitblok. Den er nu opstillet paa uheldig Maade i et Hjørne af Kirkemuren, hvor den har en hæslig Nedløbsrende til Nabo.

— Folk fra Bjernede har forsikret over for Evald Tang Kristensen, at deres Kirke er den eneste, som blev skaanet under Syndfloden. Syndfloden kunde vel forøvrigt næppe have faret stort haardere frem mod Kirkens Ydre end den Arkitekt, som restaurerede den i 1890—92 og søgte at bringe den tilbage til dens oprindelige Skikkelse. Det er besynderligt, at det ikke efterhaanden kan gaa op for Folk, at saadanne Kunster aldrig lykkes. Se nu til Viborg Domkirke! Eller den nærliggende i Fjenneslev!

Den herlige Kirkebygning, en af Landets syv Rundkirker, som opførtes i det 12. Aarhundrede, og som paa Grund af Brøstfældighed allerede omformedes i Middelalderens Slutning, da den fik den Skikkelse med det overmaade smukke og mærkelige, bispehueformede Tag med det lille Taarn paa Rygningen, stod siden saaledes i over fem Aarhundreder. Den var med dette Tag et af de ejendommeligste Bygningsværker i sin Art, og burde være bibeholdt saaledes. Det er rigtigt, at den nu er kommen nærmere til sin oprindelige Form, men kedsommelig og uskøn virker den, og man kan kun betragte denne Restaurering som en Form for Mishandling.

Indvendig er Kirken endnu meget smuk. De runde Kampestenssøjler, muret op af tilhugne, firkantede Sten, og med deres strænge Kapitæler, virker næsten elegante i deres fine Slankhed. Øverst gaar de over i hvidkalkede Krydshvælvinger med Ribber af Munkesten. — Men nogle forskrækkelige Stolestader ødelægger meget herinde, og et stort Vindue, der ligesom Stolene er kommen til under Restaureringen, giver alt et koldt, ubarmhjærtigt Lys. Det burde forsynes med gode Glasmalerier.

Bjernede By er omgivet af et gyseligt Landskab, dækket af nye Husmandsboliger med omtrent lige store Mellemrum paa det aabne, flade Land.

Man behøver ikke denne landskabelige Baggrund af idel Jammer for at kunne fryde sig over Store Bøgeskovs Skønhed. Som Navnet lader formode, bestaar den mest af Bøg, men rummer ogsaa en Mængde andre Løvtræer, blandt hvilke nogle prægtige Ege. Skoven har haft Mængder af smaa Moser, af hvilke de fleste nu er forsvundne; men Navne som Smedemose, Rasmus Schous Moser, Møllemose, Slettemose, Lysemose, Hans Johans Mose, Langdyssemose, Hanemose, Blomstermose og Jødehullet foruden adskillige andre, som ender paa -hul, viser hvor sumpfyldt denne forholdsvis ringe Strækning har været.

Ved „Kilden" i Skovens nordøstlige Del nær Bredden af den dejlige Gyrstinge Sø er der en pragtfuld Udsigt over dennes Nordvestende. Bag Nordbredden hæver Landet sig med Markernes Tavl, guldgul Hvede, graagrøn Havre og bleggul Rug; og bag disse løfter sig højt de store, grønne og blaanende Skove ved Søtofte — en usædvanlig Farvepragt.

Rundt om Kilden, der har en grim Indramning af Sten og Cement, men hvorfra en naturlig Vandstraale springer over 2 Meter i Vejret, staar nogle af Skovens mægtigste Bøge. Det er en udpræget ødansk Sø- og Skov-Idyl, maaske lidt indeklemt, men med enkelte herlige, friske Detaljer — et meget yndigt Sted, som vilde have været endnu bedre, hvis ikke Gæsterne fra den nære Festplads havde nedtrampet dens Grund, saa den ligner et Dansegulv.

Det interessanteste, Skoven rummer, er Resterne af en meget stor Langdysse, som ligger i Skovens sydvestlige Del ved „Møllemosevej", kun et lille Stykke fra Skovridergaarden. Den er desværre i de sidste Aar bleven saa tilgroet af Græs og Buske og smaa Aske, at den flere Steder er næsten helt skjult. Alle dens 3 Gravkamre er stærkt ødelagte, de to endogsaa næsten fuldstændig forsvundne. Men næsten alle de vældige Randsten er mærkeligt nok skaanet, i et Antal af 60 Stykker staar de endnu velbeholdne paa Stedet, for de flestes Vedkommende flyttet tilbage til deres Plads af Nationalmusæet efter at have været væltede og kastede ud til Siden. Mærkeligt er det, at disse Randsten danner en Rektangel med ganske skarpe Hjørner, mens det sædvanlige er, at de to lange Rækker mødes for Enderne i en afrundet Form. Den ene af Hjørnestenene er af usædvanlig store Dimensioner og naar en Højde over Jorden paa omtrent 2 Meter. Sammen med „Kilden" er Dyssen inde i „Store Bøgeskov" et af dennes smukkeste og mest stemningsfulde Steder.

— Dette Oldtidsminde maa ikke forveksles med Gyrstinge-Langdyssen, der ligger ved Søbredden paa Søtofte Bys Jorder, omgivet af aabne Marker, som er pløjet lige ind til dens Fod, men hvis ganske smaa Randsten omslutter tre velbevarede Kamre, som med smukke Dæksten netop rager op over den store Jordforhøjning.

Omtrent 400 m Syd for Vielsted Landsby findes endnu et Oldtidsminde, som hører til Sjællands smukkeste. Det er Vielsted-Runddyssen, der ligger højt paa en aaben, bølgeformet Mark, og som virker langt bort i Landskabet ved sin morsomme, bastante Form, de pragtfulde, tætsiddende og anselige Randsten og Gravkamrets smukke Overligger. Fra Dyssen er en herlig Udsigt mod Sydsydøst over den nære Gyrstinge Sø.

Susaaen ved Havemøllevej nær Ringsteds sydlige Udkant.

Ved Kildens Omgivelser i „Store Bøgeskov'

Bjernede Kirke efter Restaureringen. Det grimme Spir er ikke kommen med.

Forvitrede Egekæmper paa Øen i Valsølille Sø. I Forgrunden mandshøje Nælder.

Fra Øen i Valsølille Sø. En Kæmpebøg har fældet en af sine Arme.

Langdyssen i „Store Bøgeskov", set fra Midten mod Øst.

Knud Lavards Kilde paa „Ny Kiidegaarden“s Mark ved Haraldsted.

Jo længere man kommer herfra mod Øst, jo smukkere og mere afvekslende bliver Landskabet. Fra de anselige Bakker ved Kyringe er der atter en herlig Udsigt over Gyrstinge Sø med dens Omgivelser af lave, grønne Enge, bølgende, bakkede Sædmarker og Skove. Fra intet andet Sted tager Søen og dens Kyster sig skønnere ud. Det bakkede Terræn følger mig helt forbi Alindemagle. Det er et helt andet Landskab end Vest og Syd for Søen. Egnen omkring Valsølillegaarden, er noget af det mest idylliske, jeg har set i Midtsjælland, en ypperlig, harmonisk Blanding af Natur og fin Kultur. De vide, parkagtige Strækninger ved Gaarden med de monumentale, enligtstaaende Trægrupper er den rene Herregaardsidyl.

Stedets Skønhed kulminerer ved Valsølille Sø. Og her mødte jeg virkelig et uforglemmeligt Eventyr. Jeg fik ved særlig Begunstigelse Tilladelse til at komme over paa den lille, fuldkommen uberørte Ø, som ligger ude i Søen. Det eneste Fartøj, som besejler denne mærkelige Ø, er en Jolle, som tilhører en Fisker i Fiskebjerg paa Øens Nordside, og som kun, naar Herregaarden giver Ordre til det, maa sætte Folk derover. Det er paa den Maade, man virkelig freder — nemlig ved at kun yderst faa maa betræde de skærmede Omraader.

Fiskerens Søn roede mig i en Pram over til Øens Nordside, et af de faa Steder, hvor det er muligt at lande for Rør og Siv, bag hvilke Bredderne iøvrigt næsten overalt er meget bløde og sumpede. Vandet i Søen er desværre i de sidste Par Aar sunket en hel Alen, fordi man pumper det op til Overrisling af nogle Engarealer. Fiskerne her omkring er meget bekymrede, fordi dette gaar ud over Søens fortrinlige Bestand af Aal og Sudere. Og landskabeligt vil dette virke skadeligt derved, at Søens Areal samtidig formindskes betydeligt, Vandstanden er allerede nu mange Steder nede paa 1/2 Alen.

— Den dybe Hemmelighedsfuldhed og Stilhed, som denne Ø rummer, virker paa Sindet længe før man naar dens Kyst, det ligefrem udstraaler fra dens Bredder. — Undervejs saa jeg adskillige Terner, dels fiskende, dels siddende paa Fiskernes Garnpæle. En Brunnakke med en Flok Ællinger flygtede for os, Ællingerne med en Fart som cris-crafts og et skummende Kølvand efter sig. To Muddersnepper lettede fra Sivkanten og fløj længe foran Baaden fra Sted til Sted, visende deres sølvskinnende Maver i hastige Glimt, naar de lettede, eller svævende i Glideflugt med de buede Vinger som et lille Segment af en Cirkel, naar de for bort over Vandet. Et vildt Svanepar med 7 Unger sejlede bort som en lille Flaade med hemmelige Ordrer. — Jeg havde en Følelse, som om vi var de første Mennesker, der færdedes paa dette stille Sted, et Par Stenaldermænd, som nærmede sig en ny, ubetraadt Kyst.

Heden paa den blikstille Sø var frygtelig, én Sol bagte fra Himlen, en anden blændede fra Vandspejlet, og Sveden drev mig ned i Øjnene og i Strømme ned ad Halsen. Men da vi naaede Bredden, kom Svalheden til os under Træernes dybe Skygger -— og det varede ikke mange Sekunder, før dette eventyrlige Sted aabenbarede sig for mig i hele sin Pragt. Det er en fuldstændig Robinson Krusoes Ø, et Vildnis, hvor der ikke findes ringeste Spor af Menneskers Færden; alt gror, som om det har haft Fred siden Syndflodens Dage. En fuldkommen vild Skov med kæmpemæssige Træer, hvorunder Bunden er dækket med nedblæste Grene eller væltede Stammer. Kæmpemæssige, forvredne Ege, hundredaarige Bøge,

Ask, El, Elm, Birk og Røn rejser sig i Kamp mod hinanden. I Spalter i de ældgamle Ege, Elle og Bøge har Flyverøn klamret sig fast og bjerget sig op i Lyset, ud af Kampen — her gælder det: sauve qui peut! Bunden under Bøgenes dybe Skygger er uden Liv. Men under Egene og i de faa Lysninger breder sig nogle Planter, faa Arter men af en tropisk Frodighed. Buske findes næsten ikke, de enkelte jeg saa, var mest Tjørne, som holder sig til de Steder, hvor Egene vokser.

Kun ganske enkelte Steder var Lysningerne dækket med Græsser; ellers var de tæt begroet med for det meste mandshøje Nælder, tætstaaende og i saa uhyre Skarer, at jeg aldrig har set noget lignende. Vi maatte vade igennem disse Tykninger bestandig med Hænderne for Ansigtet; og alligevel var vi ikke sikre, fordi usynlige, nedvæltede Grene ofte laa og spændte Ben for os, saa vi gik paa Næsen. Det var som at ta’ en Dukkert i Salpetersyre. Vi kom paafaldende hurtigt op igen, naar det hændte.

— Over de faa Lysninger, som aldrig var større end et jævnt stort Dansegulv, summede uhyre Sværme af Myg og Stikfluer, saa man havde en Følelse af at være paa Ekspedition i Troperne — at være trængt ind paa saadanne jomfruelige Steder, hvor Naturen endnu med alle Midler værner sig mod sin værste Fjende, Mennesket.

Enkelte af Egene herinde har Stammer med et Gennemsnit fra 2—21/, Meter, og mærkeligt formede er de, som Kroppe af gamle Trolde og med Bark i store Skaller som Skildpaddeskjolde. Ogsaa Røn’en naar herinde en usædvanlig Størrelse, og Bøgene kommer i Mægtighed op paa Siden af Egene. Et Sted har en saadan Kæmpe fældet en Gren, som ligger død i Skovbunden, saa stor som et vældigt Træ.

Af Fugle findes her paa Øen mange ynglende Arter, af Rovfugle saaledes Mus-vaage og forskellige Høge. En skrigende Musvaage kredsede længe over Trætoppene, mens vi var der. En Fiskeørn holder til her, men yngler ikke paa Stedet. Hejrer maa komme her hyppigt, hvad der fremgik af deres kalkhvide Fald i Skovbunden under nogle store Ege. Ved Stranden yngler baade Graagaas og Graaand, fortæller den unge Fisker, og i Stammen paa en gammel Eg viste han mig ca. 2 m over Jorden et Hul, hvori en Graaand plejer at ruge. løvrigt yngler her af større Fugle baade Skovdue og Huldue, den sidste hørte jeg flere Gange kurre. Paa Sangfugle er Stedet forholdsvis fattigt, hvad der utvivlsomt skyldes den tarvelige Skovbund. Her findes Fasaner, men derimod naturligvis ingen Høns eller Harer i denne tætte Skovbevoksning. 2 Bukke og 3 Raaer er stationære paa Øen, og andre Raadyr kommer ofte svømmende herover fra „Fastlandet".

— Det er det eventyrligste og mærkeligste Sted, jeg har set paa Sjælland, vistnok den eneste Ferskvandsø i hele Landet, som er saa uberørt. Maatte den bestandig blive bevaret i sin nuværende Skikkelse! Men dersom Søen bliver udtørret, eller dens Vandstand blot yderligere sænket, dens Areal formindsket — hvad saa? Ialfald vil dette faa Indflydelse paa Skovbundens Fugtighed og derigennem paa Væksterne. Og saa er vi godt paa Vej til Stedets Ødelæggelse.

Jeg tog fra Ringsted ad Vejen Øst om Langesø til Staveds Bro, hvor jeg fra Vigersdalsbakken fik en yndig Udsigt paa langs over Søen. Ad Landevejen herfra mod Vest langs Søens Nordside, forstærkes bestandigt dette Indtryk af Skønhed, og det naar sin Højde i det stærkt kuperede Landskab Øst for Haraldsted. Lige før jeg naaede hertil drejede jeg skarpt mod Nordøst over mod Haraldsted Skov, hvor der tæt ved Vejen nær Skovbrynet staar det af Thor Lange rejste Mindesmærke over Knud Lavard — en temmelig tarvelig Imitation af et middelalderligt Trækors, som er rejst uden for det Sted i Bøgeskoven, hvor Knud skal være bleven dræbt. Korset staar omgivet af nye, grimme Huse og Haver, og virker næsten humoristisk i disse Omgivelser.

Saxo siger, at i Skoven, hvor „Hellig Knud“ dræbtes d. 7. Januar 1131, sprang der en Kilde frem paa det Sted, hvor hans Blod flød. Men den Kilde mistede sin mirakelgørende Kraft ved at en Bondestymper engang badede sit syge Øg i dens Vand, og siden er den udtørret og forsvunden. En anden Kilde, som brød frem, hvor man hvilede med Baaren, som bar hans Lig, findes derimod endnu. — I 1883 fandtes Ruiner af et Kapel; de ligger omtrent 100 m Syd for det Sted, hvor Thor Langes Kors er rejst. Og her er utvivlsomt Gærningsstedet, hvortil de store Pilgrimsfærder foregik i Middelalderen; thi Markerne heromkring bærer Navne som Kildegaards-Ageren, Kildemose-Agre, Kildehumperne o.s.v. Det er Fundamentet til en lille Fraadstenskirke, omtrent 13 m langt og 7 bredt med Korbue ved Østenden, det hele ragende omtrent 1 m op over Jorden.

Den sidst omtalte Kilde, som endnu kaldes Knud Lavards Kilde, og som ud-r sprang hvor Bærerne hvilede sig og stillede Liget fra sig, findes nær Skellet mellem Alindelille og Haraldsted paa et lavt Engdrag paa „Ny Kildegaards" Mark. Gaardens Ejer fortæller mig, at dette Vand endnu springer med en saadan Kraft, at i den usædvanlig strænge Vinter 1928—29, da alle Vandløb og Kilder ellers var bundne af Frosten, brød det bestandig ud gennem den dækkende Sne og Is med samme Styrke som ellers. Den runde, flade Sten, gennem hvilken Vandet rinder ud ad et boret Hul som i en Kværnsten, blev for nogle Aar siden af den forrige Ejerinde af Nykildegaarden flyttet op i dennes Have. Men saa maa der vel være hændt et eller andet uhyggeligt, for Stenen blev omgaaende flyttet tilbage igen, man turde ikke beholde den paa Gaarden!

Naar jeg traf sammen med den midtsjællandske Bondebefolkning, nærmere betegnet Gaardmandsklassen, mødte jeg ikke altid den Forstaaelse og venlige Imødekommenhed, som jeg var vant til i de nordsjællandske Egne. Allerede her begyndte saa smaat den Sejghed og Træghed at vise sig, som jeg altfor ofte mødte senere hos Befolkningen i de sydligste Egne paa Øen, især i Sydsjælland. Det lader virkelig til, at Venligheden paa denne Ø aftager proportionalt med Breddegraderne. — Men jo længere man søger ned i Samfundet, jo mindre Hold er der i denne Theori. Smaakaarsfolk er her som de fleste andre Steder mindre selvgode og indbildske, og oftest træffer man mellem disse overordentlig hjærtevindende Mennesker.

Typisk for disse omtalte Smaakaarsfolk var en lille Husmand, som jeg uden noget forberedende Ord gæstede i hans Hjem nær Valsømagle. Naar jeg siger typisk, er dette ikke helt rigtigt, for han er foruden at være venlig og høflig utvivlsomt et af de muntreste Mennesker, jeg har mødt, til Trods for at Livet ikke har faret frem mod ham med Lempe. Han er 63 Aar og kunde endnu have været en Karl i et Par tunge Træskostøvler, hvis ikke Gigten var faldet an paa ham allerede for en halv Snes Aar siden og herset saadan med ham, at han næppe kan slæbe sig af sted paa sine elendige Ben. Af den Grund er alting siden gaaet baglængs for ham, et noget større Landbrug har han maattet opgive og sidder nu i dette lille Hus med dets 3 Tdr. Land. — Da jeg, efter at han har skitseret sin Livshistorie for mig, ikke kan lade være med at komme med en lille Hentydning til hans gode Humør, som han ikke mægter at lægge Skjul paa, svarer han:

„Jamen hvorfor skulde man ikke ta’ al den Morskab, man kan faa ud a’et? Lad os bare holde os lystige. Der er sgu Plawer nok i Verden, og Jammer ogsaa — hvorfor skulde vi øge dem! — Naa, noget er der jo selvfølgelig altid, der kan ærkre En.“

„Er De gift ?“ spørger han lidt efter. Og da jeg bekræfter dette, holder han en lille Kunstpause.

Det er vist ganske tilfældigt, at det sidste Spørgsmaal netop kommer paa dette Sted i Samtalen. For en bedre Kammerat og Følgesvend end sin Kone er det usandsynligt, han kunde have faaet.

Denne lille tykke, gemytlige Mand staar for mig som den udprægede Gennemsnitssjællænder fra de nedre Lag, af dem, der naar de kommer sammen i Selskab og til Gilder, skaber Gammen om sig og altid „kan saa godt med hverandre". Et selskabeligt Folk med Mundtøj, som Modsætning til Jyden. — De elsker at gaa i Flok, disse Folk, og de kan lide at faa en Sludder naar som helst, mens Arbejdet hviler lidt. — Denne glade Mand smiler bredt ad alt, hvad jeg siger; men over sine egne Svar opslaar han en høj Latter. Han er ikke til at faa Ram paa, Livet maa opgive ham og gaa et andet Sted hen med sine Trakasserier; de bider ikke her.

Mon det alligevel skulde være rigtigt, at Verdens lykkeligste Mand ingen Skjorte ejede.

1-52

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela