OMKRING HADERSLEV
Fra Haderslevs Omegn, hvis Yndigheder kappes med Aabenraalandskabet, foretog jeg sammen med Museumsdirektør Lund flere Ture, især vestpaa, naar Sindet og Øjet trængte til Afveksling fra de idylliske Indtryk.
Den første Strækning Vest for Haderslev er det sædvanlige frodige Bakkeland, stærkt kuperet og med Skove og levende Hegn. Det er først, naar man Vest for Styding svinger mod Nord ad Vejen til Sommersted, at man kommer ind over mere fattige Strækninger, hvor spredte Hedestykker begynder at præge Landskabet med deres tungsindige Stemning. Her bliver Landet mere jævnt, men man er bestandig højt oppe, et Plateau med vidunderlige Udsigter mod Vest over Heder med blaa-nende Fjærntoner. Over Mølby, Oksenvad og Jels kører vi ad den makadamiserede Hærvej; men herfra bryder vi brat af mod Syd ad en elendig og øde Hedevej. Vort Maal er Stursbøl Hegn, en ca. 500 Tdr. Land stor Naaletræsplantning, anlagt paa den tarveligste Hedebund. Plantagen breder sig hen over 45 Oldtidsgravhøje, som maa have dannet et usædvanlig pragtfuldt Skue, da de laa frit paa Heden. Nu er de totalt begravede under Fyr og Gran — „men ellers uforstyrrede", som Hr. Lund bemærker.
Jeg har næppe set nogen Hedeplantning, hvis Vækster kan prale af flere Sygdomme end denne. I dette Naaletræs-Lazaret maatte Forstmændene kunne gøre Studier over, hvad de ikke skal indlade sig paa. Særlig kommer dette naturligvis frem i Plantagens Vestside, i Sammenligning med hvilken den berømte Troldeskov i Tisvilde Hegn kan gaa hjem og lægge sig. Men denne syge Skov, hvor hvertandet Træ er paa Gravens Rand, rummer en besynderlig Stemning, som den aldrig havde naaet, hvis den forstligt var lykkedes. Mage til hærgede Træer har jeg aldrig set, den elendige Jordbund har støttet Blæsten i dens Anfald, Havgus og Nattefrost er faldet an hver til sin Tid for at naa saa storslaaede Resultater. Graner er splittede i Stammen til 4—5 Dele nærved Jorden og rejser sig som kæmpemæssige Kandelabre op over den naalebestrøede, døde Skovbund. Fyrrestammer slynger sig i Vridninger som i Dødskrampe, eller de vælter som blege, gigantiske Benrade fra Skyggen ud i Lyset. Det er som Laokoon-Dramaets sidste Akt, hvor han er udslettet med sine Sønner og kun de edderspændte Slanger er tilbage, stivnede i det sidste Kvælergreb. — Hvilken makaber Pragt! Aldrig har jeg set noget mærkeligere Billede paa den overmægtige Naturs Kamp mod denne Form for „Kultur" og disse fremmedartede Gevæksters totale Nederlag. Fra de døde eller døende Stammer hænger „Skæglav", alenlangt som Haar paa døde Trolde, ned fra Gren til Gren.
Det er kun af Hensyn til de udslettede Oldtidshøje, at denne Plantage burde rykkes op med Rode; thi den staar som et mageløst Monument over Taabeligheden og Magtesløsheden.
— Mellem Magstrup og Jels er vi passeret hen over den nordlige Del af Nustrup-Højlandet, en af de store Bakkeøer, som rejser sig over „den mellemslesvigske Slette*1. Og staaende Vest for Stursbøl Hegn ser vi ud over en vid, lyngdækt Hedestrækning, som gaar over i dyrkede Jorder og mod Vest begrænses af de 80 Meter høje Bakkedrag Nord for Gram. Det er et mørkt og vildt Landskab, Hærvejen her i ældre Tid har bevæget sig igennem, man sporer dette trods megen Opdyrkning. Enkelte Kæmpehøje eller Rester af saadanne sætter endnu deres Præg paa Stedet.
Tilbage over Jels kører vi i den svindende Aftensol mod Syd ad Hærvejen til Over-]erstal Mark, hvor der findes et Oldtidsminde af usædvanlig Stemning og Skønhed, tre svære Gravhøje tæt opad hinanden. Den ene Høj er desværre stærkt forstyrret, og de to andre har aabne og udgravede Dyssekamre; men de er nu endelig alle bleven fredet. Gravkamrene er Jættestuer med ret lang, stensat Indgang. Marken omkring dem er omgivet af et højt og svært Hegn af Løvtræer, der som en Lund danner en afsluttende Ramme omkring Stedet. Den lille fredlyste Plet indenfor Hegnet er saa skøn som den kan være. Man er helt alene med Gravene. Her er ganske verdensfjærnt og stille, det er Bocklins „Heiliger Hain“ — men udpræget nordisk! De sorte Huller, som fører ned til Kamrene, aabner deres mørke Gab ned til Gravboens Sted, man synes at staa ved Nedgangen til Hel. Det er et Sted, som er mere højtidsfuldt end nogen Kirke. — Desværre unddrager det sig enhver billedmæssig Gengivelse, Motivet er til alle Sider og ganske nær. Man skal staa der, midt i det, for at føle dets Stemning — saaledes som vi stod der i det kommende Tusmørke og den fuldstændig tavse Aften.
Ved Siden af mig i Græsset opdagede jeg pludseligt en lille uanselig Plante, bleggrøn og næsten usynlig mod den fine Grønsvær. Det var en lillebitte Bregneart, et Par Tommer høj og meget sjælden, som her har fundet sig et fredeligt Sted at gro paa. Den har et godt Navn, det passer til Stedet og dets Stemning — „Maane-rude“ hedder den.
Saadan en plukker man ikke! Selv Gravboen træder udenom den, naar han spøger.
— Videre kørte vi i den tiltagende Skumring over mod Vester-Immervad. Her ligger et Vadested, som har Forbindelse med Vejspor, der er saa gamle, at de har været forældede, da Hærvejen dannedes, og ikke er kommen med i dette Hovedstrøg. Tæt opad Stedet ligger en Gruppe Rundhøje, af hvilke to nu kun spores ved Rester af Diger, som er gaaet igennem dem og har sparet en smal Strimmel af dem. Selve Vadestedet i Forbindelse med Vejen og Højrækken er overordentlig instruktivt. Store Sten er lagt i Lavningen for at man, især paa den kolde og vaade Aarstid, har kunnet slippe tørskoet over Aaen. De er udgravede paa Aaløbets Nordside, og Stedet her er fredet. Paa den søndre Side findes de endnu under Jordsmonnet.
„Immervad" er et godt Ord — ialfald ligger Stenene her endnu efter maaske et Par Tusind Aars Forløb.
Er man efter alt dette endnu ikke mæt af Oldtidsminder, er det ikke nok at
Vejen i den sidste Timestid har været fulgt af Rækker af prægtige Rundhøje, og vil man endnu mere, da skal man tage Vejen herfra ad Vedsted til. Her findes ved „Holmhus“ liggende samlet tre Langdysser og en Runddysse, der sammen med en mægtig Rundhøj, som rummer en Jættestue, danner en Gruppe af de pragtfuldeste Gravminder, som findes i Sønderjylland. Den ene af Langdysserne hører med sine 125 Meters Længde til de største i hele Landet, den er omgivet af 80 store Randsten og har haft ikke mindre end 5 Gravkamre paa Række. En fjerde Langdysse paa Stedet er forstyrret og nedpløjet, medens den store Rundhøjs Jættestue, som ogsaa har været angrebet, i nyere Tid er restaureret. Mens de fleste af Langdyssernes anselige Randsten endnu er paa Plads, er deres Gravkamre forlængst totalt ødelagte, idet en driftig Stenhugger for 60—70 Aar siden har opgravet deres Sten, kløvet og solgt dem. De ligger nu som Fortovsfliser i Haderslev! — Kun de dybe Huller viser endnu deres Plads.
Solen er forlængst sunken, og den stille Tusmørketime er inde. Ingen Vind rører Bladene paa de smaa Piletræer, som rejser sig paa den sydlige Langdysses Rand, de staar som var de malede med Sort mod den klare Himmelfarve. Lavt i Vest er Luften endnu rosa og gylden. En fin, hvidlig Taage løfter sig fra Engene og den nære, vandfyldte Mose. Den sidste Lærke hænger endnu under den mørk-nende Aftenhimmel og triller sin Solfaldsvise.
Men rundt om mig stiger langsomt fra alle Sider gennem den dybe Stilhed en anden Lyd, uafbrudt, en surrende Tone som fra dybe, kobberspundne Strenge. Stigende og faldende, men bestandig er Tonen der. Hele Foraarsnattens Sjæl og Mystik er i denne Lyd, som jeg hører igen for første Gang siden mine Drengeaar. En forsvunden Musik, som er kommen igen — det er Oldenborrernes Summen.
Duggen er begyndt at falde; vore Piber er gaaet ud, det mørkner mere og mere. Lærkerne er for længe siden bleven tavse, og Oldenborrernes Brummen er den eneste Lyd, der høres over de gamle Grave. Det er som selve Evighedens Toner, der svæver over Stedet.
-— Vi kører hjemad mod Byen. Lige nedenfor den store Højde med Dysserne kommer vi forbi et stort, langstrakt Mosevand, aabent som en Sø. En skarp Aas med to Kæmpehøje spejler sig i det stille Vand, som har Himlens kolde Farve dybt i sig. Sorte staar Højene mod Luften og sorte mod Himmelspejlet i Vandets blanke Staalskjold. — En enlig Stjærne tændes. Bilen spinder roligt og tilfreds som en stor Kat og glider sagte ind mod den nære Landsby. Dens gule Øjne skinner og belyser Piletræernes Stammer og fine Løv langs Vejens Sider. Oldenborrernes voksende Hær flyver fra Hegn til Hegn, de lyser som Ildfluer i Lyskeglerne og rammer med Smæld som Projektiler Bilens forreste Rude og knuses; men nye Hære kommer bestandig frem mellem Pilenes Kroner.
Og Arm i Arm under det foraarsgrønne Løv vandrer smilende de sønderjydske Piger.
Haderslev Fjord, den snævreste og trangeste af alle Østjyllands Indskæringer, bugter sig som et Flodløb paa sin to Miles Vej fra Ørby Hage ind til Byen og fortsætter bag denne i den noget bredere „Haderslev Dam“ endnu en lille Mil ind i Landet. Skønt denne Del af den i Tidens Løb er forvandlet til en Ferskvandssø, som har Afløb ud i Fjorden ved Haderslev Vandmølle, er det næsten den Del af
Indskæringen, som har mest Præg af Fjordnatur. Stærkest kommer dette frem i det herlige Landskab langs „Dammens" sydlige Bred.
Saasnart man er sluppet udenfor Byens Grænse, er hele Sydkysten fri for Bebyggelse. Fra de vide Lysninger mellem Grupper af Smaaskove langs den højtliggende Kyst er der Udsigt over Vandet til Nordkystens Aase med deres kraftigt svungne Linjer og Grupper af Krat eller højstammede Skove. Ogsaa Terrænet, hvorpaa vi bevæger os, er umaadelig bølget og for det meste med brat faldende Skrænter ned mod Engene og Vandet bag disse.
Mellem herlig Bevoksning af Skove og Smaalunde, men mest over højtsvungne Bakkekamme, hvis Skønhed naar sin Kulmination i Landskabet omkring „Rikkes Kilde**, nærmer jeg mig Pamhole Skov ved Dammens vestlige Ende. Store, pragtfulde Kodrivere lyser som gule Lygter ud fra Skovbrynene, hvor endnu Foraarets sidste Anemoner holder til. Ud over de aabne Bakkehæld ned mod Engene, hvor de blankeste og rødeste Køer i Verden staar i Kløver til Maven, gror Bellis i Tusindvis mellem Myriader af Smørblomster — Hvidt og Gult slængt mellem hinanden i saa tætte Klynger, som om man har kærnet hele Mælkevejen og spildt den ned paa Marken.
Gøgen kukker og Søen er blaa. Skader, Krager og Alliker jager deres egne Skygger over de sollyse Marker og skraaler op om Foraaret. Ringduer kurrer, en Flok Irisker trækker over fra Hegn til Hegn i deres hoppende Flugt. Inde i en lille Lund ved et blinkende Bækleje synger Munk og Gulbøg og Bogfinke, akkompagneret af Solsortens og Droslens dybe Alttoner.
Saa naar jeg ind i den dybe Pamhole Skov. Et mere uvejsomt Strøg end dette, naar man bevæger sig nær Søbredden, er vanskeligt at tænke sig. Tiltrods for Søndagen og det herlige Vejr møder jeg paa dette skønne Sted heller ikke et eneste Menneske.
Just som jeg efter den anstrængende March opad en stejl Kløft staar og hviler ved Foden af en mægtig Bøgestamme, hører jeg et skarpt og gjaldende Fugleskrig, og da jeg løfter Hovedet, ser jeg en Musvaage, som lander i Bøgens Top. Den faar straks efter Øje paa mig og letter igen. Men næppe er den borte, før jeg hører et dybt og langtrukket Skraal deroppe fra, og denne Gang er det en Ravn, som i hastig Flugt trækker lavt over Bøgetoppene nordpaa ud over Dammen.
Ravnen ser jeg ikke sjældent i Sønderjylland, medens den er næsten helt forsvunden i den øvrige Del af Landet. En nordjydsk Talemaade siger, at der er kun to Ravne i hvert Sogn, nemlig Pæsten og Degnen. Og da denne Spøgefuldhed er af gammel Dato, viser den, at Ravnen længe har været en Sjældenhed i Landet. — Ved Sønderjyllands Tilbagevenden er ikke alene en Mængde Fuglearter, der i det øvrige Danmark er yderst sjældent forekommende som Ynglefugle, bleven talmæssigt stærkt forøgede, saaledes foruden Ravnen tillige Sortkrage, Pirol, Kobbersneppe, sydlig Topmejse, sydlig Sortmejse, Drosselrørsanger, Misteldrossel og Hedelærke; men et Dusin helt nye Arter har holdt deres Indtog i den danske Fauna, nemlig sydlig Dompap, sydlig Halemejse, sydlig Gransanger, sydlig lille Flagspætte, Fyrremejse, rødtoppet Fuglekonge, korttaaet Træløber, Bjergvipstjert, Turteldue, stor Tornskade, sortstribet Bynkefugl og stor Regnspove. Det er dog en ganske anselig Liste — en morsom Følge af, at Grænsen er flyttet de faa Mil mod Syd.
Det var altid godt fra slige Udflugter at vende tilbage til mit Kvarter i Højskolehjemmet i Haderslev, i hvis Have ned mod Dammens Bred Byens landskabelige Skønhed maaske naar sit Højdepunkt.
— Jeg sidder en Aften i Haven nede ved Søbredden. Det er fint Graavejr, Dammen skyller sine Smaabølger for en let Brise ind mod den græsklædte Bred, hvor høje Træer luder deres Grene ud over Vandet, i Baggrunden to vældige Graa-pile, foran dem et Par Røn og en Kastanje, alle med Foraarets første, lyse Løv. To Svaner ligger og sover i Græsset ved Bredden. Foran mig er en lille Baadebro, udenfor hvilken et Dusin Lappedykkere svømmer paa det perlegraa Vand og dykker efter Føde. Paa den modsatte Bred hæver den gamle Kirke sine prægtige Mure og Taarne oppe paa sin Bakke over Byens Huse, over høje Træer og røde Tage, og spejler sig i Dammens Vand, som er helt blankt ovre i Læet. En Idyl ikke ringere end Svendborgsund, Kirkebakken gør den endda mere fremragende. Sundet ved Svendborg har ét Forspring, som gør det mere saltvandspræget, det er de store Kuf’er og Tjalke og Galeaser, som trafikerer det — her kommer kun smaa Ferskvands-Lystsejlere.
Efter at nogle Drenge er begyndt at ro rundt ude paa Vandet, er Lappedykkerne trukket bort og ses nu længere vestpaa. Det graaner mere, Vinden svinger sydligt og truer med Regn. Stærke Dufte stiger fra de vidunderlige Haver langs Søens Sider, Fiskene smutter med tunge Plask over det stille Vand. — En graastribet Hankat, arret i Hovedet og med Skipperskæg, lusker langs Bredden i det fugtige Græs, et Billede paa den ondeste Samvittighed: Fugleunger i Nærheden! En Hætte-maage jager sit eget Spejlbillede over Vandet.
En ny Kat kommer luskende ud fra Buskene, en kulsort. Der etableres et storartet Slagsmaal med Helvedeshyl og Skraal, som vækker Fuglene vidt og bredt. En Solsort larmer skrækslagen fra en Busk. Den sorte Kat flygter tiltops i et himmelhøjt Træ; den anden forfølger den, men betænker sig og standser halvvejs oppe. Saa kravler den langsomt ned igen, faar Øje paa mig og skyder Ryg og gnider sig opad en Blomsterhæk med rejst Hale og stive Ben. — Og Fred hviler atter over Land og By.
I Haderslev Museum findes et Par af de gamle Egeplankebygninger, „Bulhuse“, som Østslesvig tidligere har været saa rigt paa lige fra Sognene Syd for Kolding til ned mod Flensborgegnen, men af hvilke der ude i Landskabet nu kun er levnet enkelte Lader. Museet ejer baade et Udhus og et Stuehus, der begge er fra Haderslev Amt. Laden er fra Øsby Præstegaard og opført 1620; Stuehuset skriver sig helt fra Reformationstiden, men er endnu fuldstændig intakt inde som udvendig.
Bag Bordet ved Endevæggen fandtes oprindelig et Slags sammenhængende Højsæde, hvor baade Bonden og hans Hustru havde Plads. Det er nu erstattet af et Par Armstole. I Forgrunden mellem Bordet og Indgangsdøren fra Forstuen staar Arnestedet, bygget af utilhuggede Kampesten. Til højre for Indgangen nær Bordet findes Rummets eneste Vinduesaabning, som er ca. 8x20 Tommer, oprindelig dækket af en Tarmskindsrude. Til højre og venstre for Arnestedet findes langs Sidevæggene Slagbænke med Halm i. Rummet er uden Loft, og oppe i Rygningen sidder Lyrehullet, fra hvilket Stangen til at aabne og lukke Lemmen med hænger ned foran Bordet. Foruden dette Rum findes i Huset kun to andre ganske smaa, Forstuen og et lille Kammer, der indeholder et Par Kister.
Bulhus af Egetræsplanker. Fra omkr. Reformationstiden. Haderslev Museum.
Stuen i Bulhuset i Haderslev Museum. I Forgrunden Ildstedet. Over Bordet ses Stangen til Lyrehullet. Til højre Vinduet.
Landskab ved „Rikkes Kilde“ Syd for Haderslev Dam, set mod Vest.
Koldinghus set fra Nord tværs over Søen.
De andre Længer i Bulhusgaardene kunde enten ligge i Forlængelse af Beboelseshuset, eller de kunde sammen med dette danne en Firkant, en usammenbygget Gaard om en Gaardsplads.
Forbavsende velbevarede og smukke er disse to gamle Bygninger; de gør et mærkeligt Indtryk ved Materialets Skønhed, det umalede Træværks fine Graat. Ikke mindst virker de ved den Primitivitet, deres Indretning bærer Vidne om. Nogen Art af dekorativ Udsmykning findes ikke, naar undtages de to krydsende Hestehoveder paa Gavlene. Den ved Museet liggende Stuehuslænge er overhovedet af en meget fattig og gammeldags Form, uhyre primitiv sammenlignet med de Planer af lignende Bygninger, som findes i Mejborgs: Slesvigske Bøndergaarde, og de giver intet Begreb om den Storstilethed, som kunde være over disse Bygningsværker, som engang i længst forsvunden Tid paa ejendommelig Vis prægede det slesvigske Landskab. De adskilte sig fra de her omtalte ved deres anselige Størrelse, ved Rummenes Mængde og ved Udførelsens Skønhed.
Endnu ved Middelalderens Slutning var de allerfleste slesvigske Bøndergaarde byggede helt af Træ efter samme Princip som de her omtalte, idet Væggene bestod af Egebindingsværksstolper, hvis Fyldinger var lukkede med Egeplanker. De var nemme at tage ned og rejse igen, og Fæstebonden, som kun havde jord ibrug paa Aaremaal, flyttede med sine Huse, som altid blev regnede til Løsøret.
Allerede paa Reformationstiden var en Del af Slesvigs Skove saa forhuggede, at der ikke kunde skaffes Træ nok til Bulhuse, og brændte Sten kom herefter mere og mere i Anvendelse. I Østeregnene, hvor der dog endnu var Skov nok, vedblev man trods Christian III’s og Frederik II’s Forordninger stadig at bygge Bulhuse, og i disse Egne vedblev den gamle Byggeskik at holde sig længe.
De ældste, større Bulhusgaarde var omtrent ens indrettede. „Sædehuset", der bl.a. rummede Beboelseshuset, laa i Øst—Vest med Facaden mod Syd. Dets Rum bestod af Fremgulvet mellem Stuen og Loen, Husets største Rum, der gjorde Tjeneste som Forstue, Bryggers, Bagers og Stegers. Vinduerne var Smaaglugger, eller de manglede helt, saa Lyset kun kom ind ad den aabne Halvdør. Det savnede baade Loft og Skorstenspibe, og Røgen fra Arnen trak ud ad Lyrehullet. Fra Fremgulvet kom man ind i Piselen, der tjente til Opholdssted baade Dag og Nat. Det var det hele! — Men allerede ved Midten af d. 17. Aarhundrede begyndte man at forøge Rummenes Tal; foruden de to nævnte Stuer fik man en Dørns, Dagligstue, og det store Fremgulv afløstes efterhaanden af et Bagers, et Køkken og en Forstue, som var adskilte. Senere kom hertil baade Nørre-, Sønder- og Lille-Dørns. Og endelig blev det almindeligt, at man byggede Kamre til Karle og Piger, som før havde ligget i Stalden, i Køkkenet eller Fremgulvet. Ladelængen laa ovenfor Sædehuset, og Øster- og Vesterlængen var Stalde og Herbergshuse. — Ingen af disse store, gammeldags Gaarde er bleven staaende til vor Tid.
At der var Velstand hos Beboerne af disse gamle, nordslesvigske Bønderhjem faar man et Indtryk af bl.a. gennem Listerne over de Tab, som Bønderne led under Krigene i det 17. Aarhundrede. Krigene 1625, 1643 og 1659 tømte godt ud paa det kostbare Indbo, og Befolkningen kom i den dybeste Armod, ja mange døde af Sult. Gaardene laa øde og nedbrændte, i mange Landsbyer var næsten alle Beboere dræbt. Christian V’s og Frederik IV’s Krige hindrede Bønderne i atter at komme paa Fode. Men allerede omkring Aar 1800 finder man igen mægtige Bøndergaarde med kostbart Indbo; Sølvtøj i Mængde og pragtfulde Højtidsdragter fylder Skabe, Hylder
og Kister. En Bonde fra den Tid vil ikke sjældent tilbyde at købe sin Søn fri for Soldatertjeneste for 1000 blanke Rigsdalere.
Om disse slesvigske Storbønders Liv og deres Karakter er der levnet os Oplysninger i deres egne Optegnelser, som ogsaa kaster et mærkeligt Lys over Sæder og Skikke i sidste Halvdel af 18. Aarhundrede. Blot saadan noget som deres Regnskaber er fyldige og ejendommelige; overalt, hvor der er Tale om væsentlige Arbejder, er Resultatet lagt i Guds Haand paa en Maade, der lader formode, at de føler sig under en Slags Separat-Beskyttelse af Himlen. Men ingensinde glemmer de at takke for Udbyttet. Saaledes læser man: „Begyndt i Herrens Navn at saa Byg 1783 den 17. Maj. Herren give sin Velsignelse dertil.“ — „Det sidste Neg Korn indtaget den 7. September 1782. Herrens Navn være velsignet." — „Dette Aar pro 1798 var Rugen kuns ganske maadelig og ringe, saavel i Straaet som og til at give Korn af sig. Men Herrens Navn være derfor lovet; thi vi kan jo ikke selv skabe en eneste Kjærne."
Her og der findes der Salmevers midt inde i Regnskaberne. Et af dem lyder:
Jeg ved paa hvem min Tro er sat;
ham faar man mig vel unde.
Hvem Gud kun holder for sin Skat,
skal aldrig gaa tilgrunde.
Vel den, der bygger fast paa Gud,
lad alt saa tumle ind og ud;
han staar, naar alting ligger.
Bondens Stolthed giver sig Udslag i dette Frændskab med Vorherre, som paa sin Side har Behag i den gode Bonde med de fyldte Kister og holder Øje med ham til hans Velfærd.
I Landsbyen Ustrup nær Vedsted besøgte jeg den gamle Landmand Andreas Iversen, der endnu trods sine 80 Aar har en udstrakt Praksis som Dyrlæge. Han har aldrig taget nogen Eksamen som saadan, men havde efter tysk Lov Tilladelse til at praktisere, en Rettighed som naturligvis ikke er bleven ham frataget efter Genforeningen.
Den gamle er som Gennemsnittet af Sønderjyderne lille af Vækst, men med et udmærket karakteristisk Hoved med et levende og skiftende Udtryk, og er udentvivl en fremragende Personlighed. Rask er han i sin Tale og sine Bevægelser som en fyrretyveaarig, og han driver stadig en stor Del af sin Praksis paa den Maade, at han farter rundt til Kvægmarkeder og Dyrskuer, for at Klienterne lettere kan naa til ham.
Iøvrigt lever han efterhaanden mere og mere i Minderne fra Trængselsaarene under Tyskerherredømmet. Da jeg spørger ham ud om hans politiske Trosbekendelse, svarer han straks: „Jeg er konservativ, ikke mindst fordi Højre i Danmark har ydet saa mange Ofre til Fremme af den danske Sag i Sønderjylland. Men iøvrigt," tilføjer han, „bliver vi hernede aldrig saa helt færdig med at klare vore egne Spørgsmaal, at der kan blive nogen videre Tid til at drive rigsdansk Partipolitik. De politiske Modsætninger i det gamle Land kan for os være Hip som Hap — nej Dansk eller Tysk, det er noget vi endnu bestandig maa tage en Tørn for."
— Det ser dog ud til, at Tiden er løbet fra den gamle, og at i hvert Fald i overvejende dansksindede Egne det yngre Slægtled hernede faar Tid til ogsaa at beskæftige sig med partipolitiske Spørgsmaal, ja at Modsætningen mellem de forskellige Partier endog kan synes kraftigere end paa den anden Side af den tidligere Grænse. Maaske er den stigende Tolerance i det gamle Land en Slags Ugidelighed, der følger med det længe tilvante Fjendskabsforhold, som i visse Ægteskaber, hvor Parterne sløves med Aarene. Hernede tager man friskt og ungdommeligt paa Sagerne. Man maa helt tilbage til Kampaarene i Halvfjerdserne og Firserne, for heroppe at opvise Magen til hvad der hændte forleden i en lille østslesvigsk Købstad, da under en Fællesspisning efter et politisk Møde nogle forbitrede Gæster henvendte sig til Værten og bad ham om øjeblikkelig at flytte dem til en anden Plads ved Bordet — de var kommen til at sidde overfor nogle „Radikalere".
— En Ven af mig, som er Læge, tænkte engang paa at skifte Embede og flytte til en fredelig Krog af Vestjylland. Han rejste derhen for at undersøge Forholdene, og blev indbudt af nogle Honoratiores til at deltage i en Middag. Jeg maa forudskikke, at han har Idiosyncrasi for alle Havdyr, der under en hvilken som helst for andre Mennesker spiselig Form virker som Edder og Forgift paa hans Mave. — Da han blev bænket ved Bordet, stod der foran ham paa dette et mægtigt Fad med dampende, kogt Torsk, og ved hans Couvert en hel Flaske Hvidtøl. Paa hver Side af ham sad en Indremissionær.
Han søgte ikke Embedet. Men han blev siddende ved Bordet i to Timer. — Tag Lære af ham, I som er ufordragelige!
Vil man bebrejde mig, at jeg under mine Skildringer af hvad jeg har for Øje begiver mig ud paa enkelte Svinkeærinder, da vil jeg henvise til Tegneren og Videnskabsmanden Søren Abildgaard, som i Aarene 1756—77 gjorde Rejser rundt om i Landet for at aftegne „Monumenta Patriæ", og som samtidig førte en omhyggelig Dagbog, der bl.a. giver mange Oplysninger vedrørende Danmarks Historie og Forhistorie, men tillige indeholder mange nyttige Vink. Saaledes finder jeg følgende, som er optegnet under hans Rejse i Sønderjylland: „Naar man skjærer Ørerne af Katte, i Særdeleshed Hankattene, da løber de ikke bort; thi de kunne ikke fordrage Vind og Blæst i Ørerne."
Jeg husker, at naar jeg som Dreng fik „Ormefrø", var der altid Sukker paa. Det maa man ikke glemme, det er en gavnlig og smuk Foranstaltning, hvorved det sure men nyttige Stof lettere glider ned.