ØERNE I LINDELSE NOR
Gennem det trange Sejlløb, der har Form som en Fiskekrog, sneglede vi os ind gennem Noret og kastede Anker ved Løbets Ende mellem Flintholm og Bukø, hvor en tredages Storm holdt os vejrfast, saa det kun var med Besvær, vi kunde ro Jollen rundt mellem Holmene.
Noget særlig ejendommeligt i landskabelig Henseende frembyder Noret ikke, hverken set oppe fra Landet eller nede fra vor Ankerplads. Omkring os ligger Holmene Langø, Bukø, Flintholm, Eskilsø og Kværnen i en Bue rundt om den tidligere Holm Lindø, som nu er landfast, men som siden vort Besøg i Noret er bleven navnkundig ved, at man her har fundet Tomten af den ældste Stenalderbolig i Norden. Langø er den største med 16,9 Tdr. Ld., herefter Bukø med 2,5, Kværnen 2, Eskilsø 1,5 og Flintholm Ø,2 Td. Ld. Det er alle undtagen Flintholmen Græsholme, kun Bukø og Kværnen har Smaabakker, og de er ellers kun indbyrdes forskellige ved deres Størrelse. Langø, Bukø og Flintholm hører under Humble Sogn, Eskilsø og Kværnen under Lindelse Sogn, alle i Svendborg Amt.
Vi fandt et morsomt Fugleliv herovre, bl. a. paa Stranden paa Bukø en Dværg-terne-Koloni paa omtrent 20 Reder med enkelte nys udrugede Unger. Gravanden traf vi flere Gange herinde, foruden en Vrimmel af Hættemaager, som yngler her i en meget stor Koloni.
Paa Øens nordligste Punkt ligger ved Stranden en kæmpemæssig Granitsten, tæt omgivet af Græsser og høje Syrer. Ud fra denne for med stort Rabalder en toppet Skallesluger, efterladende en Rede med 9 Æg til Beskuelse, og et Par Alen derfra lettede endnu en Skalleslugerhun med andre 9 Æg i Reden.
Flintholm viste sig at være mere Flint end egentlig Holm, idet den kun er paa Størrelse med et stort Stuegulv og bestaar af et lille Sand- og Stenrev, dækket med store Kampesten og Flintknolde. De fleste af de større Sten er af Mennesker stablede op som Værn omkring et Par store, nedgravede Tønder, bestemte som Dækning under Jagt, sandsynligvis paa Knortegæs. De maa altsaa øses, førend Jægerne tager Plads i dem, formoder jeg. Det er den mindste Ø og de største Tønder, jeg nogensinde har set, den er uden Fugle og uden Vegetation, og det vilde være rimeligt at ændre dens af Generalstaben angivne Maal til Ø,2 Tønder Vand.
Kværnen er en morsom lille Ø med sine 3 Bakkeknuder paa Rad og den lange Hale mod Syd. Trods sine kun 2 Tdr. Land naar den paa et Sted den anselige Højde af 11 m. Den er overalt græsklædt og har kun en eneste Busk, en forblæst
Tjørn paa Vestsiden. Den lange Hale, som udgaar fra Sydenden, er en ganske flad Tange paa omtrent 150 m’s Længde uden nogen Bevoksning. Vi fandt en Mængde rugende Stormmaager, Hættemaager og Terner (Sterna hirundo), og saå desuden enkelte Rødben Klirer og et Par Engpibere.
Eskilsø viste sig at være en næsten cirkelrund og temmelig flad og lav Holm, hvis højeste Punkt kun er 3 m. — Paa Syd- og Vestsiden har den lave Lerklinter, som højest naar 2 m over Vandet. Øen saa ud til for ikke længe siden at have været dyrket, her fandtes tydelige Spor af Agerrender. Forøvrigt græssede her et melankolsk Faar med 2 Lam. Vi fandt de samme Fuglearter som paa Kværnen, og blandt disse dominerede Ternerne ved deres overvældende Mængde og en Vrimmel af Unger, som forfærdede rendte væk i alle Retninger eller flygtede ud i Vandet ved vort Komme.
Tillige var her en styrtende Mængde vilde Kaniner i alle mulige Farver. Vi søgte at faa fat paa et Par af dem. Den første, vi forfulgte, var en hvid Unge; den for hovedkulds ind i et Hul lige for Næsen af os, men røg ud igen i samme Nu — og var bleven graa! Af Forbavselse glemte vi at gribe den. Det viste sig, at den hvide var falden ovenpaa den anden — efter en frygtelig Spurt blev de begge fangede og holdt op ved Ørerne, mens vi fotograferede dem. Vi saa sorte, graa, hvide, sort- og hvidbrogede og endelig én helt blaa Unge — mere blaa end nogen Blaaræv nogensinde har været. De voksne Kaniner „trykkede" lige saa fint som en Hare, men deres Farver røbede dem paa lang Afstand, naar de sad i Grøn-sværet. Paa Stranden derimod, mellem Stenene, havde de fortrinlig Beskyttelseslighed og var næsten ikke til at opdage, selv paa 4—5 m’s Hold.
-—• Det viser sig, at den vilde Kanin træffes paa en Mængde af vore Smaaøer, hvor den trives storartet og formerer sig som Vandrotter. Det er et indført Dyr, som er „plantet" paa alle de Steder, hvor den forefindes her i Landet. Den burde finde endnu langt større Udbredelse paa saadanne Steder som her, hvor den yder en morsom Tilvækst til Dyrelivet og passer fortrinligt ind i Landskabet.
— Det er siden vort Ophold herinde, at man har gjort det sjældne Fund af en Oldtidsboplads paa én af de tidligere Holme i Fjorden, Lindø, som forlængst er forvandlet til en Halvø ud fra Fjordens sydlige Bred. Sammen med en Mængde Fund af Flinteredskaber tyder Bopladsen paa, at Stedet maa have været stærkt besøgt i Stenalderen.
Stormen varer ved i de tre Dage, vi ligger herinde. Efter en lille Pavse tuder den igen i jævnt crescendo ind gennem Gabet til Noret, og „Rylen" svajer for sit Anker som en Vejrhane. Ser vi ud gennem Koøjerne, farer Møller, Skove, Kirke-taarne, Øer og Bakker rundt som omkring en Karrusel. Solpletten fra Kahyttens Skylight danser hen over Køjebænke, Bord og Gulv fra det ene Yderskot til det andet. Vandet drøner mod Boven med en Lyd som af tunge, skumplende Vogne.
Men dérude straaler Solen frit over grønne og gule Øer og over Langelands Banker, blinker i Vand og i fjærne Ruder og Tage, mens Agrene gaar i mørke, ilende Bølger under Sommerstormens Kast. Norets lave Vand er dybblaat og violet som anløbet Staal, paa dets Bølgekamme, der er gennemsigtige som Rav, løftes i brede Glimt de hvide Skumtoppe. Og Skummet piskes vandret som Snefog henover hele den vandrende Havflade, østover — østover!
Her var friskt paa Dækket ved Morgentoilettet i disse Dage — i bar Uldtrøje.
I Morges blæste alt Vandet af mit Vaskefad, da jeg balancerede det over Dækket agterud. Halvdelen fløj ned gennem Kahytsnedgangen, Resten gik vandret ud i Rummet og blev til en Regnbue. Det er koldt at vaske sig „til nedringet" under saadanne Forhold, naar et Stormkast pludselig farer ned ad Ryggen under Uldtrøjen og ender som en Hvirvelvind i Underbukserne! —
Vi havde haabet at kunne faa den femte Holm herinde, Langø, med. Men nu gaar den imidlertid ikke længere: vort Ferskvand er næsten sluppet op, Rugbrødet forsvandt nu til Morgen, vi maa afsted! Vi raadfører os med Skipperen. Vi kan godt gaa ud, siger han. „Den, der dør af Skræk, skal begraves i en Rendesten," tilføjer han, „never say die!" Han er med paa den værste.
Opad Formiddagen lænser en Jagt med klodsrebet Storsejl ind gennem Gabet forbi os og ankrer op øster ude i Noret. Man kan altsaa godt sejle derude ...
Men da vi hen paa Dagen letter og staar ud til Havs, er Vejret helt tykt og stormende med vældige tunge, farende Byger. Vi er alle i Oljetøjet, thi det giver Vand paa denne Tur, baade salt og ferskt! Alle Sejl er omhyggeligt surrede, vi gaar for Motoren alene. Skipper staar selv til Rors.
Udenfor Gabet staar det aabne Hav lige ind imod os, graasort og med blinkende Kamme under en Luft, der er som Bly. Vi stamper ret imod Vejret, og Søernes Dunk mod Boven, Motorens Stønnen og Stormens Smeld mod Mast og Tove bliver til en Helvedeslarm, saa vi maa raabe hinanden ind i Øret, om vi vil samtale. Jeg kradser ned i Kahytten og lægger mig forsøgsvis til at læse; paa den anden Køjebænk prøver Johannes Larsen, ogsaa i liggende Stilling, at skrive et Par Linier i sin Dagbog. Gud ved, om det lykkes for ham? Vi staar snart paa Hovedet og snart paa Benene, som vi ligger her langskibs. Faa Minutter efter bliver Rulningen forfærdelig, vi kan mærke, at Skuden er bleven drejet mere paa-tværs af Vejret og staar nordpaa med Søen ind paa Siden.
Pludselig bliver Kappen skudt fra Nedgangshullet, og i næste Øjeblik kommer en drivvaad Bylt Tøj med en Mand indeni og presser sig ned gennem Aabningen. Fødderne med de tunge Fedtlædersstøvler famler efter Trappen og stumler ned ad Trinene. Vandet driver ned ad Oljetøjet, der et Øjeblik skinner grøngult mod den graa Himmel. Saa tumler Manden ned gennem Hullet. Næppe er han nede, før en vældig Overhaling sætter en Sø ind over Dækket, der vasker over fra den ene Ende til den anden og sender et Par Spande Saltvand og Skum ned efter ham. Søen giver Manden et Spark, idet han forsvinder — saa bliver Kappen smældet i. Det er Mester, der kommer og siger fra Skipper, at han vil ha’ flere Mand paa Dækket! — Javel, saa opad Trappen igen.
Hvilket Syn herude! Dette er vel endelig Hav! Den skinbarlige Christian Krogh svæver over Vandene, og Klabovtermanden er ved at entre op om Bagbord —
Den gamle Skipper staar til Rors nede i Styrehullet med kun Øjnene og Sydvesten synlige over Motorhusets Ruf, af og til dukkende sig for Skvalpet og Braad-det af de værste Søer. Op og ned svinger han med Skibets Agterstævn og tegner underlige Kurver og Spiraler i Luften. Vi er lige inde i Bygens Centrum, vi ser kun Regn og Sø omkring os, vi hører kun Blæstens Sus — og saa det evindeligt gentagne Dunk af Søerne mod Boven og den paafølgende Fræsen af Vand henover Dækket. De væltende Vandmasser omkring os er grønne som Galde, Skuden „sætter" i Søen og stejler bagefter som en gal Hest.
Men endelig letter det, pludseligt! Som ved et Mirakkel er Bygen ovre. Dens sidste, flossede Rester hvirvles af Blæsten ind over Langeland og hænger der som Totter i en Karte fast i Bakkerne, hvorfra de efterhaanden slides bort i smaa Trevler. Forude kommer et Spir og noget rødt frem gennem Disen — det er Rud-kjøbings Kirke og Tage. Motoren hakker og puster, tydeligere nu, da Uvejret tier, og nærmere og nærmere glider vi mod Havnehovedet.
Et Kvarters Tid senere ligger vi rart og godt bag Molen; Solen skinner over Landet og Byen, over Havnen og „Rylen“s Dæk, hvor Oljetøjet nu hænger som Kadaverne af fire Forbrydere i Takkelagen. Og agterude sidder vi tre Mand og vejrer med Næsen mod Kabyssen; dernede fra hører vi Primus’en spinde som en Kat under Mesters omsorgsfulde Hænder — og den første, forjættende Duft af Kaffe faar vore Næsebor til at dirre.
Om Aftenen løjer Vinden, og efter Solfald bliver der kun en ganske svag Brise tilbage. Herinde i Havnen er Vandspejlet glat som Olje, med bløde, runde Bevægelser. De store, sovende Skibe spejler sig sammen med Havnebygningernes røde Mure roligt deri med bølgende Figurer, douce i Farven som gamle, østerlandske Tæpper. Langt ude fra det rolige Hav høres Lyden af to Motorbaade; de kan ikke blive enige om Tempoet og hakker Stilheden i Stykker.
— Tusmørket falder. Ude paa Bænken paa Molens yderste Spids ses tre Kvindesilhouetter, unge og graciøse, hvilende paa Baggrund af den glødende Himmelfarve. Vældige Skibsskrog, som sorte Sarkofager, løfter deres tunge Rig mod Skæret af den sidste Solrødme. En Harmonika spiller „Skargårdsflickan“ dybt inde i Havnens Mysterium af Master og Mørke.
Men ovre under Taasinges fjærne Kyst lyser et Par Aaleblus, rolige og klare. Og højt over dem tændes Aftenens første Stjærne.