NORDRE RØNNER
Det var en Bygevejrsdag med mørkt Hav og tungtrullende Dønninger, da vi med vor Hotelvært Kaptajn Heintzemann i hans store Motor-Fiskerbaad sejlede over til Nordre Rønner.
Holmene danner den yderste Afslutning paa det omtrent en Mil lange Rønne-Rev — det nordligste i det Spind af Rev og Grunde, hvormed Læsø som en mægtig Edderkop har omgivet sig, og hvori Sejlerne er faret ind som Fluer.— De bestaar ligesom Hirsholmene af lave Stenholme, deres landskabelige Fysiognomi og deres Plantevækst er den samme, kun deres Fugleliv afviger i nogen Grad derfra.
Røn’erne, som alle hører under Vesterø Sogn, bestaar af Spirholmen, 5,9 Tdr. Land, med et Fyr og 10 Beboere, og de ubeboede Langholmen 10,3, Lille-Stensholm 1,4, Store-Stensholm 1,8, Klatterne Ø,6 og den noget sydligere liggende Burfeld Ø,7 Tdr. Land. Den Mængde store Kampesten, som danner Holmene, fortsætter ud i Fladvandene tæt omkring dem, hvorfra de rager op som store, afrundede Klippestykker; det største af disse har faaet Navnet „Blak“ og ligger tæt udenfor Spirholmens lille Baadehavn. Paa Spirholmen, som ejes af Marine-ministeriet, der byggede Fyret her i 1879, er der foruden Boliger for Funktionærerne et Par smukke, velplejede Smaahaver, som ligger i Læet paa Østsiden af Husene og Fyret.
Selv helt oppe fra Fyrets øverste Udsigtssted ser Holmene ud som ét eneste, indviklet Roderi af Øer, Stenrev, Laguner og Sunde, saa man har svært ved at orientere sig, selv med Kortet i Haanden. Høj- og Lavvande har stærk Indflydelse paa de lave Holmes Kystlinjer. Under Stormen den 23. Oktober 1921 skyllede Søen ind over Røn’erne fra Nordøst, og under Højvandet Nytaarsaften samme Aar var det meste af dem helt forsvundet i Havet.
Mellem Spirholmen og Langholmen ser vi det Vand som kaldes „Dammen", hvor ved Foraarstide en Mængde store og smaa Fiskerfartøjer holder Nødhavn. — Disse Fiskere er saa godt som de eneste Mennesker, som ved deres Besøg afbryder Stilheden og Ensformigheden paa dette fjærne Sted. Men Havet sender engang imellem — ligesom Døden — sine „vise Bud“! En eller anden Strandvasker driver iland og findes i Havstokken; men ogsaa han bliver her kun kort Tid, inden han rejser videre til Vesterø Kirkegaard. Kun én er bleven her, en svensk Sømand, som ligger jordet paa den nordlige Ende af Langholmen. Naturligvis rummer disse elendige Stenrøn’er ingen Former for vilde Patte-
dyr. Nogle tamme Kaniner, som man for nogle Aar siden satte herover, omkom hurtigt, skønt de egentlig greb Sagen fornuftigt an og straks begyndte at grave sig ned i Jorden for at indrette sig paa længere Sigt — akkurat ligesom deres vilde Stammefrænder vilde have gjort. Men om Vinteren frøs de ihjæl. — Øernes Pattedyrbestand er Fyrmesterens eneste Ko og to Faar, som ikke har andre Muligheder for at formere sig end Knopskydning.
Men hvad er her ikke af Fugle paa disse smaa Holme! Allerede da vi ankrede op i Bugten ved Langholmen saå vi her en Flok Ederfugle; og endnu inden vi havde naaet Spirholmens Strand i Jollen, saå vi derinde den første af de Skærpibere, som er en Specialitet for Stedet, og som kun findes ynglende et Par Steder til i Landet. Paa en smal Tangbræm mellem Spirholmen og Langholmen stod en Del Ryler (baade tr. alpina og canutus) sammen med nogle Præstekraver og Stenvendere, og ud fra samme Sted fløj et Par Skalleslugere. Inde paa Stranden rejste vi en lille Stæreflok, som hvirvlede hen over Holmen for at slaa sig ned et andet Sted, og Hættemaager, hvis Yngel færdedes mellem Stenene, fløj skraalende over vore Hoveder.
Endnu en Sjældenhed mødte os straks ved Landgangen, nemlig en Tejste, som kom ud fra én af de store Sten og trak over det smalle Fladvand til de andre Holme. Af Tejster yngler her iøvrigt ikke faa, deres Reder findes under Stenene saagodt som overalt, baade paa Spirholmen, Langholmen og Store Stensholm.
Skærpiberen, denne lille yndige, vimse graa Fugl, ser vi bestandig piske rundt, aabenbart foruroliget af vor Nærværelse, men tillige nysgerrig til det yderste. Talrigst finder vi den paa Spirholmen — mærkeligt nok, da denne er den eneste beboede af Røn’erne. Men selv ude paa de ganske smaa „Klatter" ser vi den hoppende paa Tangen eller spejdende fra en stor Sten; det er som om den har Kunster af at følge i Hælene paa os, hvor vi gaar. — Paa Spirholmen ser vi ogsaa den store Maage Svartbagen, og foruden Mængder af rugende Hættemaager nogle Stormmaager og enkelte Strandskader. Midt imellem alt dette faar vi pludselig Øje paa to Graaspurve, Han og Hun, aabenbart Holmens eneste Repræsentanter for denne Art. —
Fra et Krat af vilde Roser paa Langholmens Nordside skræmte vi nogle Muddersnepper ud, og udenfor Stranden, paa hvilken et Par Stenvendere spankulerede omkring sammen med nogle Ryler og Præstekraver, svømmede en Ederfugl med to næsten flyvefærdige Ællinger. — Fyrmesteren fortæller, at kun et enkelt Par Ederfugle har ynglet paa Holmene iaar; de andre Familier er kommen herover fra Læsø for at fouragere og promenere deres Kuld paa Stedet.
Selv paa Klatterne maa vi forbavses over den Rigdom af Fugle, vi finder. Herude ser vi foruden de allesteds rugende Hættemaager baade den kentiske Terne og Sterna hirundo, samt nogle Stormmaager med deres Unger. En Mængde forskellige Terner staar paa en Revle, og nogle Strandskader vader rundt omkring dem og hvipper arrigt, naar vi kommer dem for nær. Ryler og Præstekraver ses bestandigt, og en enkelt Rødben flyver over.
Paa Store-Stensholm møder det samme Billede os. Ogsaa her ser vi Skærpiberen firme rundt, og nogle Stenvendere, som her kaldes „polske Viber", har Unger og piber galsindet imod os, da vi vader iland. Ogsaa den kentiske Terne har Unger herovre, og en Rødben, nogle Tejster og en enlig Struntjæger ses ved Stranden.
Nordre Rønner. Det sidste Minde om Fortidens Liv, Tanghytten paa Spirholmen.
Nordre Rønner. Spirholm med Fyret, set fra Store Stensholm.
Anholt. Udsigt over Ørkenen fra Sønderbjerg. Til højre Bjærgfyrbuske, spredt over Gruset lave Enerbuske.
Anholt. „Nordstrands Klit", set fra „Flakket" paa Højlandet.
— En forbavsende Velstand af Fuglearter paa disse smaa Stenrøn’er, der tilsammen ikke er mere end en Snes Tønder Land!
Og er de rige paa Fugle, er de det ikke mindre paa Planter. Den stenede Bund har en yppig Flora, saaledes som næsten alle de saakaldte „øde“ Strækninger, der faar Lov til at passe sig selv. Det lille Rosenkrat var i sig selv nok til at gøre Stedet tiltrækkende. Det befinder sig paa den højeste og bredeste Del af Langholmens Nordende. Den lille Holm overrasker yderligere ved, at der paa dens Midte findes saa meget Græs, at man ligefrem har kunnet slaa det -— det er minsandten blevet til to smaa Høstakke! Rundt langs dens Strand gror paa Tangen store Mængder af Tangmelde, og rundt om dette og ind over Holmen Marehalm, Strandkarse, Strandarve, Strandbede, Rajgræs, Rødbynke, lille Storkenæb, Gærdekørvel, Svinekaal, Snerre, Hønsetarm, Gaasepotentil, Blæresmelde, Sandkryb og Katost — de to sidste findes endda paa Nordstrandens grove Ral heft ude ved Stranden. Mellem de store Sten paa de højere Steder finder vi endogsaa Brombær — hvad maa man ikke opleve! Sammen med Svinekaalen, hvis køliggule Blomster er omtrent lige saa ædle i Farven som Høgeurtens, gror overalt paa Tangvoldene langs Stranden store Mængder af den lille yndige Lindhards-urt. Men smukkest blandt alle dem vi fandt er Skørtidslen, paa hvis meterhøje Stængler hver eneste Stilk bærer et Knippe af Blomster, der lyser imod os som straalende, gule Sole.
Ogsaa ude paa Klatterne fandt vi denne skønne Plante i stor Mængde, og desuden flere af de førnævnte Arter tillige med Strandasters og Strandmalurt, hvilken sidste ogsaa forekom paa Spirholmen. De fleste af de paa Langholmen nævnte Planter groede iøvrigt almindeligt paa de andre Holme -— kun Rosenkrattet og Brombærrene var den ene om. Store-Stensholm er det eneste Sted, hvor vi fandt en lille Cochleare (vistnok species).
— Ogsaa disse Holme har i tidligere Tid haft deres Beboere. Ligesom paa Hirsholmene findes her paa Nordvestsiden af Spirholmen og paa Langholmen endnu Spor af de saakaldte „Kaase“, anvendte til Ophaling af Baade. Men ogsaa Boliger har her været, og et mærkeligt Liv maa dengang have rørt sig paa disse ensomme Stenhobe. Boligerne bestod af en Del lave Tanghytter, som rejstes for mange Tider siden, da en halv Snes Fiskere, som drev Hummer- og Torskefiskeri i Nabolaget, havde Ophold her i Sommermaanederne, mens deres Skuder havde Plads i Kaasene eller laa forankrede i „Dammen“. De fastboende Fiskere var alle Læsøfolk; men det hændte ofte at fremmede, som af Uvejr var bievne fordrevet herind, gik iland og levede der nogen Tid. Disse Tilstande varede til henimod den Tid, da Fyret blev bygget her i 1879; og indtil dengang fandtes her som Vejledning for de søfarende en hvidmalet Baake, under hvilken der altid var et lille Depot, som rummede Proviant for 16 Mand i 8 Dage i Form af Brød og Ferskvand.
Nu er kun et eneste Minde tilbage om denne fjerne Tid, den sidste af de lave Tanghytter. Den anvendes af Fyrmesteren til Hønsehus.