NORD FOR SVENDBORG SUND
Landevejen fra Faaborg til Svendborg er ganske smuk, men byder landskabeligt ikke paa store Sindsbevægelser. Det bedste ved denne Strækning er den Mængde smukke Boliger, som findes langs Vejens Sider. Jeg behøver naturligvis ikke at henlede Opmærksomheden paa en saa landskendt Pragtbygning som Vester-Skerninge Kro. Men jeg vil nævne en Bygning, som sandsynligvis er langt mindre kendt, fordi dens forbirejsende ikke ser den ude fra Vejen, men maa helt ind paa dens Gaardsplads. Det er Ollerup Provstegaard, hvis Stuehus i sin Art er et af de mærkeligste og skønneste Bygningsværker, jeg har set, uden noget Sidestykke med Hensyn til Grundplan. Det herlige Sammenspil af Linjer i Tagene paa de forskellige Længer og Stuehusets Kvist er enestaaende smukt. — Det er vel usandsynligt, at der nogensinde findes et Bygningsmateriale, som paa værdig Vis kan afløse Bindingsværket i det danske Landskab, saaledes som det har udviklet sig rigest og smukkest i vore Skovegne. Ollerup Provstegaard er en af denne Bygningsstils Perler. 1)
Naar jeg nævner Strækningen omkring Hvidkilde, hvor fire smukke Søer ligger paa Række langs Vejen, har jeg omtalt det bemærkelsesværdigste paa hele dette Strøg, hvis største landskabelige Tillokkelser som før sagt er Udsigterne over Svendborg Sund. Trods disse vilde jeg ikke kunne trives længe i denne sødladne Natur. Svendborgsund er kun udholdeligt i længere Tid, naar man ligger ude paa det i sin egen Baad med Udsigt til begge Bredder. Jeg kender det af Erfaring gennem længere Tid. Selv den blide Kyst ved Set. Jørgens byder mig imod. Naar jeg betraadte den, var det altid med yderste Forsigtighed, thi i Præstegaardshaven staar den berygtede Kastanje, under hvilken en kendt dansk Digter engang sank brat til Jorden og omvendte sig — ligesom forhen Teltmageren Saul fra Tarsus, der blev til Apostlen Paulus efter at have mødt sin Skæbne paa Vejen til Damaskus — og med Afsky vendte sig bort fra den Sti, han i sin Ungdom havde betraadt. Af Skræk for ikke at blive udsat for det samme — thi jeg nærer en stærk Troskab imod og en dyb Veneration for Minderne om min Ungdoms saakaldte Forvildelser, maaske fordi de ikke lader sig gentage — nærmede jeg mig ikke det omtalte Træ, og jeg skal heller aldrig i mit Liv gøre det uden at være forsynet med Gasmaske.
Hellere vil jeg paa denne Kyst mindes Harald Blaatand, som en Sommernat af Uvejr blev drevet herind og havnede i en Bondes Hytte, hvor han mødte Datteren Æsa med de runde Skuldre, den fulde Barm og det yndige Aasyn, og i hvis bløde Arme han en Stund glemte sine Genvordigheder som Hersker. Hun skænkede ham Sønnen Svend Tveskæg, der senere rejste et Vartaarn paa den Høj, hvor nu Vor Frue Kirkes Spir løfter sig. Samme Harald Blaatand jordedes efter sin Død i Trefoldighedskirken i Roskilde, og Præsteskabet vilde have ophøjet ham til Helgen, hvad der besynderligt nok mislykkeds, skønt han fra Hedning var bleven en ivrig troende, under hvem det danske Folks Omvendelse til Kristendommen fuldbyrdedes. Det er dog usandsynligt, at det netop var under hans Ophold paa denne Kyst, at dette Omslag i hans Liv fandt Sted. Kastanjetræer fandtes ikke dengang i Landet, ikke engang Slægten vulgaris, som der her maa være Tale om.
Landskabet Nord for Svendborg virker trættende ved sin bestandige Frodighed. Her er ingen Begivenheder i Terrænet, de evindelige Sædmarker med enkelte Moser brydes kun af de store, stolte Herregaarde og de udstrakte Arealer af Skove, mest Bøg og Naaletræer, af hvilke selv de første oftest er saa forst-drevne, at de virker ensformigt og kedeligt. Man skal ud i Strandskovene for endnu at finde den Afveksling, som den naturlige Bevoksning rummer, og hvor Underskoven og Bundvegetationen kan trives — og med dem Fuglelivet.
Det er først norden for disse Egne, i det mere aabne Land, at man finder Afbrydelser fra Ensformigheden i det store Bakkeland, som kulminerer i Bankerne ved Egebjerg, Dongs-Højrup, Bobjerg og Gudbjerg, det sidste 113 m, og fra hvilke man har frie og vide Udsigter.
Svendborg-Egnen er først og fremmest de store Herregaardes Land; det er dem, som ved deres Alder og Pragt giver hele Amtet dets fornemste Særpræg.
—- Ad Vejen fra Svendborg mod Herregaarden Egeskov kommer jeg gennem den smukke Landsby Kverndrup, fra hvis højtliggende Kirkegaard, der med bratte Skrænter falder ned til alle Sider, er den ypperste Udsigt over de gamle, straa-tækte Gaarde og over vide Enge baade i Øst og Vest, et saare yndigt Sted.
Paa Kirkemurens Sokkel findes et i Granit udhugget Menneskeansigt, som skal forestille Kirkens Skytshelgen Set. Laurentius. Om dette Hoved siger Sagnet, at det bestandig synker ned mod Grunden, og naar det har naaet Jorden, skal Verden forgaa. — Dette Stenansigt, der som Billedhuggerkunst er et ganske dilettantisk Arbejde, har et besynderligt levende Udtryk, som i Forbindelse med dets svage Hældning giver Indtryk af, at Alverdens Sorg og Smerte rummes i det. Jeg kan ikke se det uden at betages af det uendelige Tungsind, som præger det.
— Man faar undskylde mig, men i Forbindelse med Kverndrup kan jeg ikke afholde mig fra atter at omtale Svenskekrigen. De Minder, jeg møder om den over hele Øen, rider mig efterhaanden som en Mare; det er bleven til en Byrde, som jeg maa læsse af, naar det kommer over mig — paa samme Maade som de forpinte og elendige Beboere af og til væltede Byrderne af sig, naar de i Desperation dreves dertil. Jeg tror paa disse Beretningers Paalidelighed. Om man undersøgte Sagen, saaledes som jeg senere skal fortælle fra et enkelt Sted paa Sjælland, saa vilde det nok de fleste Steder ligesom dér hænde, at Ofrene selv, i de bare Knogler og med knuste Hjærneskaller, vilde træde frem af Mulden og vidne.
Beretningen herfra Stedet lyder, at de sidste Fjender, som ved Krigens Ophør laa i Kverndrup Sogn, blev lokket hen i Præstegaarden, hvor man beværtede dem, til de blev drukne, hvorpaa Byfolkene slog dem ihjel med Vognkæppe og Forke. De dræbte blev kørt ud paa den Del af Bymarken, som kaldes Albjergsmarken paa et Sted, der hedder „Tromskirke", hvor de begravedes i en Kule paa en Plet, som i Syd og Øst omsluttes af Filipsgyden og Albjergsvejen. Her stod i gamle Dage en Del mægtige Egetræer, der gjorde Stedet mørkt og skummelt og øgede den Uhygge, som var over de dræbte Fjenders Gravsted, og ingen yndede at færdes her om Aftenen.
Jeg fandt Stedet, skønt ingen Mennesker i Omegnen syntes at vide Besked med Navnene paa de to Veje eller det mærkelige Navn „Tromskirken", som ellers kun paa Dansk forekommer i gamle Heksesagn som Troldfolkets Mødested med Fanden Set. Hansnat.
Nær ved et Par ensomme Boliger løb jeg lige i Armene paa en gammel pæn Bonde, der fortalte mig, at den ældgamle Gaard, som han ejer, ligger paa selve Stedet, og at Vejen, som fører forbi den, netop er Filipsgyden. Hans Gaard hedder „Vandmosehus", og „Tromskirken", siger han, er netop den lave Top paa det svagt bøglende Terræn, hvor Gaarden ligger; og Traditionen holder paa, at Svenskerne ligger begravet paa begge Sider af Filipsgyden, Vejen, som fører lige forbi Stedet.
De store Ege er forlængst borte, den gamle Gaard og et Par Vejtræer er, foruden et Par smaa Nabohuse ved Vejsiden, det eneste, som rager op over „Tromskirkens" bare Stubmarker. Det mørke Sagn passer godt til det øde, trøstesløse Landskab.
Fra det nærliggende Volstrup findes et lignende Sagn, og Ofrene herfra begravedes i en lille Tørvemose lige nedenfor „Springet", en Banke Nordvest for Byen. Og et andet Sagn, ogsaa lignende, men af større Dimensioner, haves fra Lakkendrup, en god Milsvej S. Ø. for Kverndrup, hvor ifølge Beretningerne alle Beboerne blev enige om paa en bestemt Nat at udrydde det indkvarterede, svenske Rytterkorps. Planen blev udført, og alle Ligene førtes ud og sænket i „Sortemosen", som dengang var et dybt Morads, der laa i en Halvcirkel omkring Byen, men som nu næsten overalt er opdyrket.
Beretningen om denne store Mordnat holdt sig i flere Generationer paa Egnen, og en Mængde Vaaben er senere fundet herude. Sandsynligheden taler for, at saadanne Beretninger om Drab af enkelte Fjender eller Smaaflokke nok som oftest holder Stik. Man maa erindre at Masser af Bønder, som dreves fra Hus og Hjem, blev Marodører og dannede store Bander, og man har gennem Kirkebøger og Retsprotokoller paalidelige Beretninger om, ikke alene hvorledes disse fredelige Folk ofte i Desperation blev forvandlet til ubarmhjærtige Hævnere, men at de ofte blev grebet for baade Røveri og Mord og dømt til „Galge og Gren".
— Men selv efter Datidens Omdømme skulde der dog bevares en vis velanstændig Form. Netop fra denne Egn har man Beretning om en svensk Dragon, som blev dræbt her, om jeg saa maa sige, i Utide.
Han kom ved Solopgang ridende fra Egeskov ad den Vej, som kaldes „Rams-herred", mens han, siddende paa Hesteryggen, sang sin Morgensalme, da der ved Vejsiden laa en af Sognemændene paa Lur og skød ham. — Men for den Mand, som dræbte den svenske Soldat, mens han sang en Salme, vilde ingen Ting siden trives!
Den daværende Præst i Kverndrup, Leegaard, anfører i Kirkebogen: „D. 29.
Decbr. 1659 begravet en Rytter, som Stephan i Volstrup havde myrdet." Muligvis er det netop den Rytter, som Sagnet omtaler.
Hvilket Billede faar man ikke af denne enkle Beretning: Jeg ser den ensomme svenske Soldat i sin brogede Uniform komme ad Vejen fra Vest med Ansigtet vendt lige mod Solopgangen, siddende paa den langsomt skridende Hest. Salmens enfoldige Ord paa et fremmed Sprog lyder over Vejen — og saa Skuddet, Røgen, og Manden, som tumler ned fra Sadlen. Og Drabsmanden, som render ....
Vi ved ikke, hvordan det er spændt af for Stephan i Volstrup; men da det var en Fjende, han nedlagde, har Lovens Arm vel ladet ham slippe, og han er kun bleven mærket af det almindelige Omdømme. —
Krig er og har altid været en barbarisk Handling; men disse paabudte og lovbeskyttede Drab har vi altsaa vænnet os til. I den Henseende har Verden kun gjort Ændringer med Hensyn til Dimensionerne. Men indenfor det civile Samfund ser det noget anderledes ud med Humaniteten end paa Svenskekrigens Tid. Et lille Eksempel paa Brutalitet i Datidens civile „Retspleje" har man fra den nærliggende Herregaard Egeskov, da Laurids Brockenhus i 1599 lod sin Datter indemure i et af Slottets Værelser, hvor hun sad i fem samfulde Aar til Faderens Død i 1604.
Den stakkels unge Jomfru Rigborg blev som Hofdame hos Christian IV.s Dronning kendt med en Adelsmand Frederik Holgersen Rosenkrands, og som Datiden skriver „da hun var meget ung og maaske endnu ej kendte Kærlighedens Magt, kom de hverandre for nær, saa at hun af en Hændelse nedkom med en Søn 1599, hvilket skete paa Lindved i Fyen hos hendes Moster Elsebe Skram, der var gift med Bille." Laurids Brockenhus fik den unge Rosenkrands kendt æreløs og dømt til at miste to Fingre, en Dom, der „formildedes" til Landflygtighed -— han dræbtes for Resten et Par Aar efter, da han var i ungarsk Tjeneste. Men Jomfru Rigborg skulde hendes Fader „nu straks i hendes Levetid lade indsætte og hende uden al Vild i Fængslet forvare —", hvilket Laurids Brockenhus udførte til Punkt og Prikke. Hun blev indemuret i et Værelse paa Egeskov, hvor hun gennem et Hul i Væggen fik sin Mad rakt ind; med sine Omgivelser havde hun i den lange Tid ikke ringeste Forbindelse. I sin Hadskhed lod hendes Fader, for at haane hende og bringe hende Vanære, hendes Billede sætte over Indgangen til Gaardens Lokum. — Først da Laurids Brockenhus døde i 1604, blev hun løsladt af Moderen, og efter dennes Død gav hendes Søskende hende som Arvepart Ny-bøllegaard i Hillerslev Sogn, hvor hun levede under Navnet Fru Rigborg til sin Død 1641. Hendes Søn Holger Frederiksen fik i 1624 Stadfæstelse paa at være „en ægte Rosenkrands" og arvede sin Faders Godser Rosenvold og Stjernholm.
— Trods en uheldig Restaurering af Slottet i 1880 af den svenske Arkitekt Zetterwald og nogle tidligere Forandringer, hvorved f. Eks. de primitive Kamgavle har faaet stilløse Forsiringer, virker denne mærkelige Bygning, som med sine graa-røde Murstensmasser skyder lige op af Voldgravens Vand, med dyb Mystik og vældig Magt over Sindet. Det siges, at Borgen har lige saa mange Vinduer, som der er Dage i Aaret, lige saa mange Døre, som der er Uger, og en Skorsten for hver af Aarets Maaneder.
En Rekonstruktion, som den nuværende Ejer Grev Ahlefeld Laurvig Bille har ladet foretage i en farvelagt Tegning, viser, at Borgen staar næsten uforandret siden
Udsigt fra den vestlige Del af Svanninge Bakker mod Havet og Kysten ved Dyreborg.
Det smukke Gadekær i Brænderup.
Ollerup Provstegaards Stuehus. Nedbrændt 1935.
Stuehus af Gaard i Home By, liggende lavt bag sit Havedige.
„Filipsgyden“, hvor de dræbte Svenskere er begravet.
Odense Aa ved Nørre Broby, set fra Broen mod Nord.
Ved Forpagterboligen paa Egeskov.
Det af Kammerherre Sehested opførte Stenalderhus i Broholms Park.
Jomfru Rigborgs Farfar, Rigsmarsken Frands Brockenhus opførte den i 1569. Jeg saå det Rum, der er bleven saa sørgelig berømt som Rigborgs Fængsel. Fra et Naboværelse til den store Hal i 2den Etage kommer man ind i dette, et ganske lille Kammer i Muren ud mod den østre Voldgrav. Efter alt at dømme har det været en af de gamle „Hemmeligheder", som endnu i Mængde findes inden i de metertykke Ydermure. Det er næsten utænkeligt, at dette Hul kan have været eneste Opholdssted for en ung Kvinde i 5 Aar!
Slottets store Park er med sine i mange Former klippede Hække og Buske et Vidunder af Stilfuldhed og saa velholdt, at man uvilkaarlig spørger, hvordan dette er muligt i disse Tider. Grevinden meddeler mig, at man her gaar frem paa den enkle Maade, at der tages Entré af alle de Turister, som Sommeren igennem kommer her, og at denne Indtægt anvendes til Parkens Vedligeholdelse — en overordentlig klog Forholdsregel, værdig til Efterfølgelse. En Mængde af vore dejlige Herregaardsparker maa ellers hyppigt forfalde paa Grund af Tidernes Ugunst. Og man forstaar, at Ejerne, der oftest ikke engang har Raad til at bebo Hovedbygningen eller vedligeholde denne, heller ikke kan eller vil spendere fra 30— 40,000 Kr. om Aaret paa Vedligeholdelsen af en Park. For det er ikke sjældent saadanne Summer, det drejer sig om.
Paa min Vej herfra mod Øst til Glorup kom jeg gennem den smukke lille Landsby Brænderup, hvor jeg ventede at finde en berømt gammel Bindingsværks-gaard — og fandt hele tre paa Stedet, den ene smukkere end den anden. Men hvor finder man ikke smukke Boliger paa denne Ø! — Mest betoges jeg ved Synet af Byens dejlige Gadekær, som ligger omgivet af disse tre gamle Gaarde. Et saa henrivende Landsbybillede skal man lede efter, selv paa Fyen. Desværre var det umuligt at faa det hele med paa samme Billede. Jeg valgte Gadekæret.
En mærkelig gammeldags Hygge præger dette Sted, men tillige en usædvanlig Fornemhed, Udslag af en Kultur, som er ved at forsvinde.
— Den lillebitte Herregaard Rygaard, som hører under Glorup og ligger tæt Syd for denne, forholder sig til den føromtalte Egeskov som en lille Røverborg til Aladdins Palads; men den er i sin Art endnu mere forbavsende. Dens svære Murstenslænger med deres Udkragninger og Buefriser trænger sig sammen om en Gaardsplads, der er saa lille, at en Vogn næppe vilde kunne vende, hvis den vovede sig ind gennem den ganske lave Indkørselsport. Bygningen tilhører den Gruppe af fyenske Herreborge, hvis Oprindelse stammer fra Grevefejdens Tid; men skønt den er opført saa sent, staar der et Gus af Middelalder ud fra den, og trods dens Lidenhed et Skær af Fasthed og Herrevælde. I saa Henseende over-gaas den kun af én Bygning i Landet, Spottrup i Salling; men som Modsætning til dennes skandaløse Tilstand er Rygaard, takket være Glorups pietetsfulde Ejere, holdt i fortrinlig Stand.
Rundt om Borgen, tæt ind under dens Mure og ind til dens lille Have, strækker sig en stor, jævn Lavning, der ikke lader En i Tvivl om, at Bygningen forhen paa alle Sider har været omgivet af Vand.
Her i Sydfyen maa jeg Gang paa Gang afvige fra mit Princip, som delvis er dikteret af Bogens Omfang: at gaa udenom alt, hvad der hedder Herregaarde og strængt holde mig til mit Hovedemne, som er Landskabet og dets Befolkning. Men hvorledes overholde dette i Egne, hvor Herregaardene dominerer i den Grad og ved deres Skønhed giver Landskabet dets stærkeste Præg? Se blot paa de Sædmarker, som omgiver disse Herregaarde med deres Parker! Ved Glorup danner de uoverskuelige Arealer, Bakker op og ned, hvor Tusinder og atter Tusinder af Traver nu i Høstmaaneden dækker de vide Felter, som i Synskredsen indrammes af de vældige Herregaardsskove.
I øvrigt skuffede den berømte Park ved Glorup mig efter alt, hvad jeg har mødt af landskabelig Skønhed herovre. Som Havekunst foretrækker jeg den langt mindre Park paa Egeskov med dens fine klippede Hække og dens strænge, fornemme Stilrenhed. Det er da Kultur — det andet er ikke Natur nok. Den lod mig ret kold. •— Det samme gælder det kedelige Slot.
Paa Vej dertil mødte jeg et pragtfuldt Syn. Vejen er omgivet af saa kolossale Skræppeskove, at jeg aldrig har set noget lignende, ca. 2 m. høje Eksemplarer i tusindvis med Blade saa store som en gammeldags Parasol, og bag disse de prægtige, vældige Stendiger, som her følger En overalt og gør Færdslen ad Vejene til en Oplevelse.
— Den nærliggende H esselagergaard. er endnu trods Ombygninger stærkt præget af sit oprindelige Donjon-agtige Anlæg. Med sine røde Munkesten, som Tiden har givet den herligste Patina, ligger denne mærkelige høje, kubiske Klump bag sine brede vandfyldte Grave som en mørk Trusel mod Omgivelserne, endnu en udpræget Fortidsfæstning at se til, men ogsaa med et Præg af Rigdom og Fornemhed lige fra Grunden i Voldgravens Vand op til sine overdaadige venetianske Renæssancegavles Top.
Det er den mægtige og rige Kansler Johan Friis, der byggede denne Borg saa-vel som Borreby; de er begge gode Minder om den gamle danske Adels Magt, inden denne brødes efter Svenskekrigen i 1660. En saadan Kulturværdi bør bevares gennem alle Tider og trods alle Omskiftelser.
Gaardens Omgivelser har det samme Præg af Velstand og Skønhed, et stærkt bakket, dejligt formet Landskab, atter med vældige Kornmarker, men her skraa-nende ned i kraftige Fald mod Slottet og Parken med de skovagtige, kæmpemæssige Træer, der hviler dybt nede i Læ under Bankernes Sider.
— Det lange, smalle Hesselager Sogn, som strækker sig i Nord-Syd langs Kysten, har foruden adskillige Oldtidsminder en Seværdighed af endnu ældre Dato end disse, den største Vandreblok i Landet, som har faaet Navn af Sognet: Hesselagerstenen. Den er kommen hertil fra Sverige, men bærer ikke Afsenderens Navn, Postgangen var dengang langsommere og besværligere og foregik under andre Former end nu. Her har den ligget, siden Bræen under den store Istid rystede den af sin brede Ryg som en generende Parasit. Den ligner et kæmpemæssigt Fortidsdyr, en Mammuth, rynket og foldet i Huden, død paa Stedet og halvt begravet i Jorden. Paa lang Afstand ser man dens haarløse, hvidgraa Dyreryg rage op over Jordsmonnet, lysende i Farven som gammel Tang, ikke ulig en Længe af en ældgammel Bondegaard. Bæstet er 43 m. i Omkreds og 12 m. høj, og den vejer med et rundt Tal 1000 Tons eller en Million Kilo.
Naturligvis har Folketroen haft travlt med at forklare denne brutale Klippebloks urimelige Forekomst i det sagesløse danske Landskab, og det er her som Hundrede Steder i Landet Troldene, der maa holde for. —• Dette Stykke Skyts skal være kastet af en Trold fra Langeland efter Svindinge Kirke, naturligvis uden Held — Troldene har i intet Tilfælde ramt Maalet og har tilsyneladende været mere begavede med Styrke end med Sigteevne. Men disse bestandigt gentagne Historier viser, at de gamle Trolde var en Hob Lyd-Neurasthenikere, som den evindelige Klokkeklang fik til at grave sig ned i Jorden med Hænder og Fødder.
Støjplagen er altsaa af gammel Dato her i Landet. Jeg har altid haft den dybeste Sympathi for de gamle Trolde, føler mig ligefrem i Slægt med dem herinde i Storbyen, især ved Jule- og Paasketider, naar Luften sønderrives af Klokkebrøl, blandet med Biltuden og Sporvognsklemt. Hvilken Form for Højtid!
— Hesselagerstenen eller „Dammestenen“ ligger lidt Sydøst for Vormark i et yndigt Landskab. Det maa tit have kløet i Fingrene paa de gamle Bønder at se denne store Sten ligge her ubenyttet, ingen Mand til Gavn. At den findes her endnu og ikke som utallige andre er blevet sprængt og anvendt til Kirkediger eller Stenpikning i Kostalde, skyldes Christian VIII., som lod den frede og saaledes synes at have taget Parti for Troldene imod Bønder-Kløe og Præsteskab.
Blot en halv Milsvej mod Sydvest fra Hesselagergaard, og jeg støder atter paa en af disse Herregaarde, som Svendborg Amt er saa rigt paa, og som dette Landskab trods sin Frodighed ikke vilde kunne undvære uden at kaldes fattigt. Det er Broholm, som m. H. til Fornemhed i sit arkitektoniske Anlæg ikke staar tilbage for de tre andre nys nævnte, men som modsætningsvis til disses strænge Fysiognomi har et ejendommeligt blidt Eventyrskær over sig, langt mere mindende om den galante Paryktid end om hine Dage, da jærnklædte Mænd var den naturlige Staffage omkring Borgmurene. Den er da ogsaa i sin nuværende Skikkelse oprindelig opført i første Halvdel af 17. Aarhundrede og har gentagne Gange siden ved Tilbygninger faaet Præg af senere Tiders Stil. En meget smuk Bro forbinder Hovedbygningen og Avlsgaarden, som er opført paa hver sin Holm og omgivet af en vidunderlig Park med et Net af Kanaler, omkring hvilke der fører en smal Spadseresti, hvor man hvert Øjeblik synes at kunne vente Par fra „Hyrdestilen“s Tid komme vandrende for at indskibe sig til Cythere. Et Eldorado for Watteau vilde dette Sted have været — de mægtige Træer i dens store Have, hvor det mystiske Halvlys under Trækronerne blandes med Solreflekserne fra Kanalernes Vand, der blinker om rosenklædte Smaaøer.
Men som man færdes her, drømmende om Rococotidens galante Fester, standser man med et Ryk ved Synet af en Hytte, der pludselig flytter Tankerne et Par Tusind Aar eller mere tilbage i Tiden — et fantastisk Syn, men en haandgribelig Ting, der minder om en Verden, som forlængst er gaaet under og kun har levnet os Grave. — Det er den Bjælkehytte, som Godsets Ejer Kammerherre N. F. B. Sehested (f 1882) lod opføre i 1879, en Rekonstruktion af et Stenalderhus og bygget udelukkende med de primitive Stenredskaber, som vore Forfædre fra hin Periode havde til deres Raadighed. De hentedes alle fra Kammerherrens store Samling og skæftedes til dette Brug. Nu hænger de, Økser, Kiler, Bor og andet, paa Væggene i Stenalderhusets eneste Rum. Man forbauses over, at saadant Værktøj har kunnet frembringe saa fortrinligt Arbejde.
Et knap saa kuriøst, men værdifuldere Minde om den interessante gamle Kammerherre er det righoldige Musæum, som ligger i Haven og rummer det store, berømte „Broholmfund“, hvis enkelte Dele han gennem mange Aar har samlet ved sammen med ypperlige Fagfolk grundigt at gennemforske sin Egn.
— I Musæets Baggrund sfaar et Elsdyrskelet af mægtig Størrelse, fundet i én af Broholms Moser, et Vidnesbyrd om, hvilket Storvildt vore Stenalderforfædre kunde „faa for,“ naar de traadte Jagtstien.
Det bør i denne Forbindelse nævnes, at Midt- og Sydøstfyen er de Egne i Landet, hvor nogle af de største Guldfund fra vor Oldtid er gjort, saaledes maa foruden Broholmfundet, hvis Genstande af ædelt Metal ligesom de øvrige er vandret som Danefæ til Nationalmusæet, nævnes Lavindsgaard-Mosefundet fra Egnen nærmere ved Odense, hvor som før nævnt en stakkels Stodder af en Husmand ved at grave Tørv fandt 11 Guldskaale til en Metalværdi af over 2000 Kr. — eller ved det nær Broholm liggende Gudme, hvor en Husmandsdreng i 1902 harvede et helt Knippe Guldringe op af Marken til en Metalværdi af 1200 Kr.
„Plovjærnet Guldhorn finder . ...“ synger Digteren. Og vi vil ikke gaa i Rette med ham, tiltrods for at de eneste Guldhorn, der er fundet i Landet, netop ikke er kommen frem formedelst Plovjærn! —
Lige op til vore Dage har den fyenske Bonde haft Ord for at tage godt til sig af Mad og Drikke — og er det egentlig underligt, naar Livets Bord var saa rigeligt dækket for ham, at Varerne næsten groede ham ind i Munden? En halv Snes Maaltider om Dagen var gammel fyensk Skik; thi imellem de tre-fire Hovedmaal-tider vankede der „en Snitte Brø“ eller „et Par Fnitlinger“, og hertil kom naturnødvendigt „en Taar“ eller „en Bundskjuler" af de velsignede klare Draaber. Fyenboen var altid „tidig“ til at drikke, navnlig i Høstens Tid, da han kunde vælte uhyre Kvanta af Gammelt-01 i sig.
Boghvedegrød var ikke nogen udpræget fyensk Ret. Boghveden dyrkedes mange Steder i Landet med lige saa stort Held som her. Udpræget fyenske Lækrerier var derimod Rygeosten og Praasekagen, af hvilke den første var Sommerens Specialitet, ligesom den anden var Julens. Rygeosten findes endnu, men har tabt betydeligt i Kvalitet, siden den gode, fede „Græsmælk“, hvoraf den fremstilledes, nu vandrer til Mejerierne. Den lavedes af Tykmælk, som blev ophedet langsomt over Tørvegløder nogle Timer, hvorefter den fremkomne Ostemasse, blandet med Salt og Kommen, trykkedes fast ned i en Træskaal. Naar Vallen senere var hældt fra denne Masse, lagdes den paa en Rist og røgedes et Øjeblik over en Ild af Havrehalm eller Enghø. Den spistes paa Smørrebrød med Peber og Salt. — Nu fremstilles den i tusindvis, men har ikke stort andet tilfælles med den gamle Rygeost end Navnet, og er ikke meget bedre end den nu almindelig kendte „Skørost". Praasekagens Hovedbestanddel er Havregryn, blandet med Mælk, Sirup og Æg, Stykker af tørret Pære og forskellige Krydderier. Den har sit Navn af, at man satte en Tællepraas i den eller en Pind, der for oven var omsvøbt med en lille Klud, som var dyppet i Talg eller Fedt, og som tændtes, for at man kunde orientere sig, naar Kagen blev sat ind i den vældige store Ovn, hvor der herskede fuldstændig Mørke. Lyset gik ud af sig selv af Mangel paa Luft, naar Dørene lukkedes. —- Kagen spistes omtrent som sorte Pølser, skaaret i Skiver og varmet i Fedt paa en Pande, hvorefter den dængedes til med Strøsukker. Det er en Ret, som maa sætte Sul paa Sidebenene!
Men selv her fandtes Fattigfolk, og man hører af og til om mildest talt frugale
Maaltider, som de fleste Bønder i Landets fattigste Egne nutildags vilde faa Bølgebevægelser i Mellemgulvet over. „Pindsoen", der forhen almindeligt levede under Gulvet i Bøndernes Beboelseshuse, hvor man bestandig kunde høre den grynte, var stærkt eftertragtet af Husmandsfamilier, hvem det f. Eks. ikke var givet at holde nogen anden Form for „Svin“. Ofte fik Husmanden en saadan Lækkerbidsken med hjem fra en Gaard for at koge Suppe paa den, til hvilket Brug den var uhyre skattet. Mangen Fattigmand svor paa, at en Pindso (udtales med Eftertryk paa sidste Stavelse) var lige saa god i Gryden som en Høne! •—
Levevilkaarene har altsaa ikke været ens for alle Klasser paa denne fede Ø. Naar Frederik VI. sagde: „De æder saa møjet paa Fyen,“ saa har han næppe tænkt paa dem, som nøjedes med Pindsoen.
Østkysten af Landet fra Hesselager til Tiselholt er meget smuk, særlig mellem Lundeborg og Elsehoved, hvor man virkelig endnu hist og her finder de „brede Bøge nær salten Østerstrand, “ dette højtpriste Træ, som nu de fleste Steder i Landet har skiftet Form og i de forstdrevne Skove er bleven til et langstammet, ranglet Nyttetræ, der ikke har bevaret det mindste af sin oprindelige bredkronede Vækst. Beltet gaar friskt og klart lige ind til den aabne Strand med den smalle Engbræm i Skovens Læ, hvor Tusinder af frodige vilde Urter straaler i alle Farver. Foruden selve Kystens Skønhed kommer hertil den herlige Udsigt mod Langelands prægtige Banker og Skove — et usædvanlig dejligt Sted at færdes.
Min Vej tilbage til Svendborg fører over Skaarup. Byen ligger ved Landevejen, som mod Nord fører gennem et Landskab, der er uden ethvert Særpræg; men den har en meget smuk Kirkegaard, tæt opad hvilken Præstegaarden ligger. Til disse to Steder knytter sig et Sagn, som i sin ubarmhjærtige Gru er ret ene-staaende. Sagnets Alder kender jeg ikke, men det findes optegnet i „Fyensk Hjemstavn" saa sent som omkring Aar 1930. Dets Indhold er følgende:
For Hundrede Aar siden levede her i Præstegaarden en Pastor Split, som var en saa fremragende Mester i at mane, at han blev kaldt bort baade her og der for at øve sine Kunster. Hjemme var han næsten aldrig i Seng om Natten, men færdedes i Kirken og paa Kirkegaarden for sine Kunsters Skyld. Hans Hustru og voksne Søn var utilfreds med dette og besluttede at skræmme ham til at holde op.
En Nat tog da Sønnen et hvidt Lagen over sig og stillede sig op foran Faderen paa Kirkegaarden. Den gamle hilste Skikkelsen med et venligt „Godaften!" Men Sønnen svarede ikke. Faderen spurgte saa: „Hvem er du?“ Men han fik intet Svar. „Er du et Menneske eller en Dødning!" raabte Præsten endelig. Men da Sønnen stadig var tavs, begyndte Præsten at mane ham ned. Da den unge Mand nu fornam, at han begyndte at synke i Jorden, raabte han fortvivlet: „Det er jo mig, Far!" — „Det er slemt, min Søn," sagde Præsten, „men nu er det for sent, jeg kan ikke frelse Dig, Du er kommen i over det tredje!"1) Saa manede Faderen sin Søn helt ned og drev en Pæl igennem hans Legeme.
Men den ulykkelige Præst har selv efter Døden ikke faaet Ro, han spøger paa Kirkegaarden, hvor en mystisk Lov tvang ham til at fuldende sin grufulde Handling.
') Meningen uklar. Betyder maaske „Over en Tredjedel af Dig er nede“.
— Landbefolkningen paa Svendborgegnen forekommer mig at være fattig paa særprægede Typer. Her findes iøvrigt mellem Bønderne i disse Egne ikke faa indvandrede Jyder, som har slaaet Rod og trives fortrinligt.
Med Hensyn til Sproget her, da mener jeg, at man paa Svendborgegnen finder Øens svageste Maal — hvad Klangen angaar. Det rangerer i saa Henseende ikke alene dybt under det kraftige, haarde og klangfulde Jydske, men ogsaa under Midtfyensk, hvori Stemmelejet er dybere. Det fyenske Folkemaal med de bløde d’er og r’er, dets Mangel paa Stødtoner, med dets Nasallyde og altfor høje Stemmeleje naar her og paa Amtets Smaaøer sin Kulmination. Det var paa Svendborgegnen, Historien passerede med Jyden, som overværede en Gymnastikfest og ved Lyden af Kommandoordren „Træ’ an"! udbrød: „De æ snaar ét te’ aa faasto, at et Mandfolk ka’ væ’ tjent mæ aa snak’ saån et Sprog!“
En Beboer af Sydøstfyen kan ikke sige Mand, om han saa staar paa Hovedet. Han giver en Lyd fra sig, der, forsaavidt den overhovedet kan gengives paa Tryk, maa skrives som Manj eller blot Maj, hvor Endelsen nj eller j bare er bleven til en Mjaven, der farer ud gennem Næsen. Disse Nasallyde spiller Fyenboen adskillige Puds, saa man ofte ikke ved, hvad han mener. F. Eks. udtales Finger og Verbet fejer fuldstændig ens, nemlig som fen’er med saa stærk Nasallyd paa n, at dette næsten klinger som et i. Det samme gælder Ordene Vinduerne og Vingerne, der begge klinger som Vi’erne med Nasallyd mellem i og e. Ordet Odense kan man slet ikke udtale, det bliver O’ense. Man tænker paa Vittigheden om „det stumme d i Brø’ og Grø’.“
Ved et Bryllup paa Øen rejste en af Gæsterne sig op og holdt følgende smukke Tale: „Ja — se, her er jo nu sagt saa mejed — men der er alligevel noved, som at je vil huske Jer paa, og som I ikke maa glemme. Det er bare et lillebitte Ord paa tre Bogstaver, og hvis at I ikke har det i Hjemmet, saa nytter alt det andet ingen Ting. Og husk det nu, for det lillebitte Ord, det er Fre!“ —
Det vilde ikke være sært, hvis Fyenboen svarede til sit Ry for at bruge mange Eder og Forbandelser. Det kunde dog altid sætte en Smule haardt tiltrængt Kulør paa hans Tale, selv om Midtjyden med de rungende r’er og haarde d’er faar det til at tordne og rumle langt længere hen, naar han krydrer Sætningen med en Besværgelse.
Men lad os ikke begynde at nævne Eksempler fra Sprogenes Overdrev. •— Tænk hellere paa det fyenske Sprog i en ung Kvindes Mund. Her hører det hjemme som et fuldgyldigt Udtryk for den blide Ø. Har noget andet Sted vort Modersmaal „saa mild en Klang" som paa fyenske Pigelæber! Gaa ikke en lys Sommernat langs Set. Jørgens Kyst og lyt til disse Fløjtetoner uden at være beredt paa, at Du er i Fare — og glem ikke, mens du lytter til hendes Ord og lægger Mærke til, at den fyenske Dialekts Neutra er de samme i Tale- som i Skriftsprog, at der dog gives en eneste Undtagelse fra denne Regel — det er Ordet Kys, som er Neutrum i Skriftsproget, mens det i Talesproget er Masculinum!