MUSHOLMENE
Det var en Aften ved 8-Tiden at vi lettede og i Sydvestkuling med kraftige Byger gik nordover til Korsør Havn. En svær Sø tog imod os, da vi rundede Revene Nord for Egholm, og et mørkt og stormfuldt Hav laa foran os i den sene Majaften, med Rusk og Regn under lave og mørke, hurtigt drivende Skyer. Ikke en eneste Fugl var at øjne til nogen Side over de tungt rullende Søer.
Nu holder om Dagene Ederfugleflokkene sig inde paa de rolige Fladvande og søger Føde; og naar Natten kommer ligger de stille og sover. Saa driver de for Blæst og Strøm et eller andet Steds hen, hvorfra de om Morgenen atter letter og vender tilbage til Ædepladserne.
Da vi naaede udfor Korsør Havn og vilde stryge Storsejlet, brækkede Rakken paa Gaflen over med et Knald, og Storsejlet og Gaflen og det hele kom ned i Hovedet paa os. Vi surrede det til Masten saa godt det lod sig gøre herude, og naaede ved halv Titiden ind i Havnen, hvor der tiltrods for de lyse Nætter allerede var bælgmørkt.
I Dagningen gaar vi ud forbi Halskov Odde med Kurs mod Musholmene. Det er Støvregn og Kuling omtrent som igaar, og kun af og til skinner Solen med et gustent Blink gennem Tykningen. Ikke en eneste Sejler ses herude; men gennem Sløret ser vi at Fyrskibet i Anledning af Pinsedagen har faaet Flaget op paa Agterstævnen — det eneste Foraarstegn vi møder! Himlen og Havet fortæller at det er Vinter, en rigtig raakold og sur dansk Vinter med Fugtighed og Blæst. Søen er kraftig igen idag og slaar af og til med Skvalp ind over den luv Lønning og fræser med Skum over Dækket. Det er godt, at Rakken knækkede igaar, vi kan gaa med det halve Storsejl uden at behøve at rebe! -—
Kun én eneste Hættemaage og to Stormmaager møder vi. Men da vi naar godt ind i Musholmbugten letter nogle Smaaflokke af Ederfugle forude, og nærmere oppe mod Holmene begynder Maagerne at vise sig samt en enlig Terne. For at naa vort Maal i denne Tykning maa vi bruge Kompasset, thi de lave Øer vil næppe skimtes før vi er dem ganske nær. Da vi endelig forude gennem Regnen faar Øje paa en smal, svagt grønlig Linje, der ganske langsomt toner frem mellem Havets og Luftens Graa, véd vi at det er Musholmene, der lige foran os dukker frem af Disen.
Det var rart at komme i Læ i den lille fortrinlige Bugt „Musholms Havn“, faa Oljetøjet af og komme ned til den spruttende Kaffekande i Kahytten.
Musholmene har Form som en mægtig Krog med Modhage, hvoraf „Øjet“ er bleven ødelagt og revet af og danner den lille Nordholm. De ligger i Musholm-bugten i en Afstand fra Halvøen Reersø mod Nord paa 3 km og fra Sjællandskysten i Øst paa ca. 5 km. Selve Musholmen er 52,6 og Nordholmen 3,6 Tdr. Land, og de hører under Helsinge Sogn i Holbæk Amt. Hele Nordholmen og omtrent 7e af Musholmen er lave Flader, hvor kun de højeste Dele naar 2m op over Havfladen; den resterende Sjettedel er et lille Højland paa Musholmens Sydvestende, som 1 Form, Alder og Bygningsmateriale skiller sig fra det øvrige, og hvis højeste Punkter naar 9m. —
Fra Bugten gik vi over de jævnt bølgende Strandenge til Højlandet, hvis Bakker mest bestaar af Moræneler og -grus, og paa hvis Vestside pragtfuldt formede Lerklinter falder lodret ned mod en barsk, hærget og uregelmæssig Strand, der ligesom Strandengene udenom Højlandet bestaar af groft Grus og Rullesten og er dækket af vældige Kampestensblokke. Hist og her finder vi paa Stranden de fra Højlandet nedstyrtede Lermasser endnu liggende i store, fantastisk formede Klumper, som Bølgeslaget endnu ikke har naaet at vaske sønder. Dette er endelig igen efter lang Tids Forløb Synet af en karakteristisk Vestkyst ud mod det aabne Hav, hvor man mærker dettes Kæmpekræfter og forstaar, hvorledes det aarligt sluger store Dele af Landet.
Hist og her paa Markerne ser vi Spor af, at Landet engang har været under Plov; men det maa være mindst 25 Aar siden, Sporene er næsten udviskede, og kun det græssende Kvæg vidner om, at Folk holder til paa Stedet — foruden den lille ensomme Menneskebolig, der dukker sig i Bakkernes Læ nær Bugten paa Østsiden. Øens nuværende Ejer er Enkefru Petersen, Mullerupgaard, og det lille Hus paa Stedet bebos af en Familie, som er kommen hertil fra Reersø, en Mand med sin Kone og to voksne Sønner, som har Opsyn med Kvæget og de ynglende Fugle og foretager den aarlige Ægindsamling, som i gode Aar indbringer ca. 35000 Maageæg.
Her findes en endnu større Maagekoloni end paa Egholm, og det er altsaa i de fleste Tilfælde falsk Varebetegnelse, naar man hæfter Navnet „Otto Møllers Fowle“ paa alle de Maager, man møder i Beltet! Heroppe paa Højlandet gør de skraalende Fugles Vrimmel Opholdet til en fuldkommen Plage, og nærgaaende er de paa højst ubehagelig Vis. En enkelt af dem, der slog ned paa mig, kom over mig bagfra og gav mig en forsvarlig Lussing med begge Vinger, saa det sang i Hovedet paa mig -— samtidig med at den sendte mig en Fuldtræffer fra Agterkastellet, hvis Kærneskud gik ned bag Flippen, mens Resten spredtes fra Kasketten til Støvlerne. Det er en højst ubehagelig Skik overfor Fremmede.
Udenfor Højlandet bestaar saa godt som hele Terrænets Overflade af Strandvoldsdannelser. Gaar man fra Højlandets sydlige Udløb mod Øst langs „Havnens" Sydside ud til Sønderholmen, møder man et pragtfuldt System af saadanne Volde, de største jeg nogensinde har set. Med en Gennemsnitshøjde paa et Par Meter og en Bredde paa omtrent 7 Meter ligger de i Buer med Havnens sydlige Bugt som Midtpunkt.
Paa den yderste, yngste og højeste af Strandvoldene langs Syd- og Østkysten
Endelave. Øens smukke, gamle Kirke.
Endelave. Store Konvaller i Louisenlund Skov. En 12-aarig Dreng som Maalestok.
Omø. Under Klinten paa Østsiden.
Omø. Den ensomt beliggende Gaard paa „Skoven*.
Omø. Ved Byens Gadekjær.
Omø. Indkørsel til en Gaard i Omø By.
Omø. Vej gennem Omø By.
Omø. „Rylen" i Havnen. Fra venstre: Skipper, Knud Kyhn (paa Besøg), Johs. Larsen og Achton Friis.
fandtes en rig Bevoksning af Engelskgræs, Stenurt, Hejrenæb, Storkenæb, Strandarve, Agertidsel, stor Knopurt, Lindhardsurt, Spansk Kørvel, Fuglegræs, Hyrdetaske og den store Tidsel Circium lanceolatum — mange Arter, men de fleste lave og forkrøblede i Smaatuer mellem de nøgne Rullesten. Paa de gamle, græsklædte Strandvolde indenfor denne fandt vi foruden Engelskgræsset nogle store, kraftige knoldet Saxifraga, Rødbynke, Syre, étaarig Nælde, Gaaseurt, Bellis, Røllike, Gaasepotentil, Mælkebøtte, spansk Kørvel og Stolt Hendriks Brandbæger, denne lille forblæste, stivsindede Karl, der virker saa herligt mod Sandets gulgraa Farve. Her fandt vi ogsaa den smukke, violette Tranehals, som er saa almindelig paa mange af disse Smaaholme — alle i overvældende Frodighed og tætte Klynger som Modsætning til den yderste Volds Bevoksning.
Paa Øens sydvestlige Side, hvor vi fandt en Strandvold med opskyllet Tang, saas kun spansk Kørvel, Strandbede, Stenurt, Sandarve, Mælkebøtte, Hejrenæb og nogle Tidsler.
Efter at være gaaet over den lange og smalle Nordende, et Rev, der ogsaa bestaar af Strandvoldsdannelser og er en udpræget Armeriafælled, hvor vi fandt omtrent den samme Flora som paa Sønderholmen og af nye Arter kun lidt vantreven Strandbede langs den sandede Yderkyst, naaede vi det stenede „Drag“, der i en Længde af 500 m slynger sig over mod Nordholmen og ved Lavvande forbinder denne med Hovedøen. Draget er kun en god Meter paa sine bredeste Steder, idag er Søen under Blæsten og det stigende Vand allerede begyndt at bryde over de øde Sten, hvor aldrig det ringeste Planteliv kan trives.
Saasnart vi over Draget kom Nordholmen paa et Par Hundrede Meters Hold, løftede sig fra denne en Sky af vrælende Maager op i Luften. Da vi kom nærmere saa vi foruden Hættemaagernes og Stormmaagernes Sværme enkelte af den her tillands saa sparsomt ynglende Splitterne Sterna cantiaca (kentisk Terne) flyvende mellem de øvrige.
Den mærkelige lille Holm, som kun er 200 m lang og 100 m bred, viste sig at være paa alle Sider indesluttet af en meget høj Strandvold, der som en solid Skanse skærmer dens kun 1 m høje Indre mod Angreb af Havet — og selv er rejst af dette! Oprindeligt var Holmen utvivlsomt blot den yderste Spids af det lange Drag, som i Tidens Løb af Bølger og Strøm er bleven øget med Rullesten og Grus og endelig opstod som en lille Ø, der nu ligger som Stedets yderste Forpost i Havet. — Saaledes kan det samme ubændige Element, der paa Vestsiden graadigt æder af Klinterne, paa den modsatte Side bygge nyt Land og gøre godt igen, hvad det forbryder! —
Holmen er et Vidunder at se, ganske af samme Art som „Bosserne" ved Samsø, men mærkeligere fordi man her saa tydeligt ser den fremadskridende Dannelse. Kun disse to Gange har vi set Holme gro op af det aabne Hav paa denne særlige Maade.
Oppe paa Ryggen af den yderste Strandvold, som er en halv Snes m bred og bestaar af Rullesten paa indtil en Brostens Størrelse, fandt vi Strandbeden voksende lige saa fedt og godt som paa „Bosserne". Det er aabenbart denne Rullestensbund den behøver for at naa den yderste Grad af Frodighed, som Modsætning til inde paa Hovedøen hvor den var ynkelig og mager som næsten alle Steder, hvor vi har fundet den i Sandbund. Herude naår den en Højde af Va® og Tuerne en Diameter af s/4m. Planterne ligner en uregelmæssig Hæk af Smaa-buske rundt om paa hele Strandvoldens Kant. Desuden fandt vi paa denne yderste Vold Fuglegræs, Hønsetarm, klæbrig Brandbæger, Mælkebøtte, Stolt Hendriks Brandbæger og Storkenæb.
Indenfor Volden, hvor Plateauet ligger betydeligt lavere end dennes Ryg og kun 1 m over Havfladen, er Marken saa godt som overalt dækket af helt unge Eksemplarer af Strandbede, ganske lave og isprængt Tuer af Fuglegræs, Hundegræs og Kvikgræs.
Ogsaa herude var de rugende Maager plagsomme ved deres umaadelige Antal og deres Nærgaaenhed. Medens Stormmaagernes Koloni laa oppe paa Strandvolden paa Holmens østlige Side, dækkede de mangfoldige Hættemaagers Reder omtrent hele det grønklædte Areal indenfor Volden.
Midt inde i Mængden af Hættemaager fandt vi en Koloni af ynglende Sterna cantiaca paa omtrent 50 Par. Deres Reder laa med omtrent 50cm’s Mellemrum, saa vi kun med den yderste Forsigtighed kunde færdes mellem dem. Æggenes Farve varierede fra Kalkhvidt til Mørkegrønt, enkelte var stærkt spættede med Brunt eller Sort. Rederne var rodet ned i Jordsmonnet; nogle enkelte, som var foret med Græs var aabenbart oprindelig lavet af Hættemaagerne. Alle Rederne laa paa Inderbevoksningen ved Strandvolden paa Nordvestsiden.
Medens vi inde paa Musholmen havde hørt Lærkesang og set baade Graa-spurve, Jordsvaler og nogle af de allestedsnærværende Strandskader, fandt vi paa Nordholmen naturligvis udelukkende Maager. Et Par Irisker kom saamænd under vort Ophold herude flyvende paa en lille fransk Visit, men blev ikke længere paa dette mærkelige Sted end den strængeste Høflighed krævede. —
Heller ikke vi udholdt nogen længere Robinsonade paa dette Sted, hvis Ver-densfjærnhed ellers skulde synes at gøre det velegnet — men de bestandige vilde Fugleskrig, der ikke et Øjeblik dæmpes, er en Pine for Øre og Sind og umuliggør ialtfald paa denne Aarstid Opholdet herude.
Men hvor storslaaet er ikke Naturen her, selv en Dag som denne — eller maaske netop idag! Over de tungt vandrende Søers Dynger kommer gennem det graa Dagslys, som er sløret af Regn og Rusk, af og til milde Farvetoner tilsyne; det er naar Taagerne tyndes en Smule ud og Solen anes derigennem. Saa bryder de svagt grønlige Farver inde paa Musholmens Marker frem og danner med Himlens skære Perleglans og Havets graa Opaltoner en Symfoni, som er saa ganske douce i sin triste Skønhed — milde Harmonier som i en Ouverture til et Foraar, der dog vel engang maa komme!
Men et Øjeblik efter falder igen Støvregnen tæt over Hav og Øer og skjuler atter Holmene og Sjællands fjærne Banker i sit vaade Slør. Vinterens sure Aande er dog endnu bestandig over Landet. —
Da vi gik tilbage over Draget slog den stedse stigende Sø mange Steder helt over dette, saa det var med drivvaadt Bentøj vi landede paa Musholmen.
Den næste Dag begynder som denne endte — og Barometret falder ustandseligt. Opad Formiddagen frisker Blæsten og bliver en halv Storm, og svære Regnbyger kommer jagende fra Sydvest. Men inde fra Øen hører vi gennem Blæstens Rusk bestandig den milde, jublende Lærkesang!
En stor Ryleflok kommer i Dagningen trækkende ind over Landet, og paa Revet har nogle Knortegæs slaaet sig til Ro og holder et lille Hvil paa den lange
Foraarsrejse mod Nord. Da vi skal ro iland kommer et enligt Marsvin tæt ind til Kysten, leger lidt med sig selv omkring Revet og svømmer atter bort Sønden om Øen.
— Jeg gaar paa Besøg hos Musholmsfolkene om Formiddagen og træffer Manden og hans to Sønner ude paa Marken, hvor de er optaget af Ægindsamlingen. Manden fortæller, at de faar 8 Kr. for hvert Tusinde, de samler op. Iaar mener han, at Høsten højst vil kunne takseres til 25000 Stkr. — det er 200 Kr. — ikke nogen større Forretning just! Men foruden dette har han 400 Kr. fast om Aaret som Opsynsmand for Kreaturerne, samt Husly og desuden Græsning til en Ko og et Par Faar — altsaa heller ikke saa helt ringe alt iberegnet! Desuden driver de jo en Del Fiskeri, siger han. Men det kan vi da se bliver ikke til meget med de Redskaber, en lille Jolle af tarvelig Art uden Motor og primitive Grejer dertil.
Det hele synes os andre saa fattigt; og dog lever fire voksne Mennesker her Aaret rundt! Ingen af dem ser ud til at lide Nød, tværtimod, det er friske Folk allesammen. Reersøfolkene har for Resten et godt Lov paa sig blandt Fiskerne i Storebelt, de skal være elskværdige, flinke og gæstfri Mennesker — og saadan finder vi disse her, raske Folk med et godt Humør og et lyst Syn paa Sagerne. —
Hvorfor nu mon netop de er bleven Landnamsmænd paa Musholmen, denne lille fortidsløse Ø, om hvilken Trap kun véd at den „er beboet af én Familie", og ingen andre véd nogetsomhelst — denne lille Humpel i Havet, som nogle faa Menneskealdre tilbage rimeligvis kun var en Smule Morænebanke, der som et Rev kikkede op over den øde Havflade, men lidt efter lidt ved Tidernes Gunst begyndte at lægge til sin Vækst, umærkeligt og stille, og endelig er bleven Hjemsted for en lille Familie, der sidder her énsomt og lader Vejr og Vind og Aars-tider skifte over sig, kun med Selskab af Kvæget og de skrigende Maager.
Kun én Gang om Ugen har disse Mennesker regelmæssig Forbindelse med Omverdenen, og den maa de endda selv sørge for — det er naar de sejler til Reersø for at hente Post og Kolonialvarer. Men af og til kan det jo hænde, at Fiskerbaade eller andre Smaafartøjer søger ind for Uvejr i den gode, naturlige Havn, som Bugten danner, eller at Aalefiskere holder Rast herinde mellem Trækkene og gaar iland — og det er Musholmsfolkenes store Dage med Oplevelser, der kan drøftes i Ugevis bagefter.
Dog stundom kan ogsaa Uger hengaa, uden at de herude ser andre fremmede end Gravænder, Skalleslugere og Knortegæs eller slige andre af Havets farende Folkefærd, som ikke lader sig gaa paa af de bestandig krigslystne Maager. Og denne Ensomhed kan jo maaske endda gaa an for Mændene, der har et afvekslende Arbejde udendørs.
Men Konen, den eneste Kvinde paa Stedet! Hvordan er det muligt, at hun i Aarevis kan holde dette ud?
Naar man vil sammenligne Menneskers højst forskellige Lod, behøver man sandelig ikke for at finde Kontraster til denne Kvinde at gaa højere op paa Samfundsstigen, men kan vælge blandt hendes Standsfæller i Storbyen. Har hun mon herude i Ensomheden hørt Eventyret om Arbejderhustruen derinde, drømmer hun om, hvordan der ser ud en Fredagaften i Istedgade, hvor Kvinderne gaar med den gode Ugeløn i Lommen fra den ene Butik til den anden, mens Kurven bliver tungere og tungere af rare Sager, med Aviserne under Armen og den duftende Kaffepakke, der varsler god og fornøjelig Passiar med Veninderne fra Trappeopgangen, mens hun vandrer hjem og takserer Plakaterne foran det oplyste Biografteater — forbi alle disse fristende Ting, som kan adsprede efter Ugens ensformige Arbejde!
Véd hun dette, forstaar man saa ikke alligevel, at Drømmen om Storbyen bestandig kan vende tilbage til mange af disse ensomme Folk! Og at de en skønne Dag giver efter — for maaske at ende mellem det store Overskud, de overflødige, i Sidegadernes Kloaker eller paa Fællederne — i Samfundets Skraldebøtte. For den er jo dog til syvende og sidst Storbyens mest rummelige og gæstfri Sted.