De Danskes Land -- Achton Friis

MELLEM NISSUM FJORD OG VENØ SUND

Næsten hele det indre Kystland paa den store Strækning fra Ringkjøbing til op mod Lemvig forekommer mig landskabeligt at være af ringe Interesse. Man faar et fyldestgørende Indtryk af det fra den lige Landevej mellem de to Byer. Et større Stykke aldeles jævn Hede med lav Lyng findes fra Pølsmark til Nord for Madum; men trindtom er Landet dækket af uhyre Granplantager, som berøver det ethvert Præg af selvstændig Natur. Efter at have passeret Højderne omkring Møborg Bavnehøj og en ny, mindre Hedestrækning, drukner man i de sammenhængende Kronhede og Klosterhede Plantager. Først naar man er kommen ud paa den anden Side af disse, trækker man igen Vejret frit; og herude bliver det endelig Alvor med Bakkelandskabet — eller rettere med Dalene. I dybe og bratte Fald gaar Vejen tilsidst ned mod den lille, herligt beliggende Købstad ved Bunden af den smalle Lem Vig, hvor man havner lunt og trygt mellem Byens Træer og smaa Huse.

Man gør klogere i at tage den vestligere Vej hertil, som bryder af fra den store Landevej ved Bækmark. Man bør ved Vemb gøre en Afstikker hen til den her beliggende Parallelgaard, Gammel Hedegaard, den mest velbevarede Bygning af den Art, som endnu findes i Landet. Den mærkelige Gaard med dens to parallelt liggende Længer og dens Vippebrønd er en af de mest primitive og fattige Bønderboliger, jeg kender. Den sidste Ejer, en halvgammel Kone, er fraflyttet Stedet og bor i et nyere Hus i Nærheden, men har Opsyn med Bygningerne for Natio-nalmusæet, som har fredet og istandsat dem for faa Aar siden.

Der er en mærkelig Stemning af længst forsvundne Dage og Mennesker over dette Sted, og man forbavses over, at der endnu lever et Menneske, som har haft tilhuse i disse Omgivelser. Stuehuset, som ligger mod Syd, indeholder foruden et Par smaa Beboelsesrum Køkken, Bryggers og Svinesti, den sidste i den østre Ende lige opad Bryggerset. I Længen mod Nord er Stald og Lade. Foruden disse to Længer, imellem hvilke den gamle Vippebrønd findes, er her endnu den til Stedet hørende lille Smedje, som af Hensyn til Brandfare er lagt Østen for Gaarden i et halvt Hundrede Alens Afstand.

Smedjen, der i sine Dimensioner staar i Forhold til det øvrige, har et Gulv, som højt regnet er 4x6 Alen. Alle Redskaber, som hørte til den, er samlet herinde. Dette lille Rum, uden Loft og med Tagets Bjælkeværk og Straa begyndende kun et Par Alen over Gulvet, er næsten det besynderligste ved hele Stedet. Det

forekommer helt usandsynligt, at Smeden har kunnet svinge en Forhammer i denne Rønne uden at rage dens Tag og Vægge ned. Noget af det mærkeligste herinde er en ældgammel Form for Blæsebælg, som findes nær Jorden ved Siden af Essen.

Netop paa det Sted, hvor den vestlige Vej mod Ferring bryder af fra Ring-kjøbing-Lemvig Landevej, ligger den tidligere Herregaard Bækmark, som forhen har været i flere fremragende Adelsslægters Eje. En Tid tilhørte den saaledes Rigskansleren Niels Kaas, som købte den i 1653. Den gamle Gaard, som endnu paa tre Sider er omgivet af Voldgrave, bestod indtil 1758 af 3 Fløje; men senere er hele Vest- og en Del af Nordfløjen nedrevet.

Det er ikke nemt at forklare, hvorfor Bækmark og Egnen omkring den forekommer mig at være et af de uhyggeligste Steder, jeg kender. Jeg kan ikke paavise noget bestemt, som fremkalder dette Indtryk. Men det synes mig, at disse lave Strækninger her indenfor Bøvlingfjord og Inderfjorden, der ligger graa og stormpiskede derude i Vest under det efteraarsagtige Vejr, netop her rummer det mest trøstesløse Præg af Øde og Skummelhed. Gaarden selv ligger halvt skjult bag sin gamle, vindhærgede Have, hvis Træer paa Vestsiden kravler henad Jorden som et lavt, forkrøblet Krat og løfter sig forsigtigt mod Øst op i Højde med Gaardens Tage.

Godt i Stil med hele dette Stykke Land er det mærkelige, gamle Stenkors, som staar ved Vejen ikke langt fra Gaarden, og som uden Tvivl skriver sig fra den sene Middelalder. Det er knapt 2 Alen højt og er uden nogen Indskrift eller Prydelse. — Et Sagn paa Egnen, som knytter sig til dette Kors, hvis Historie man ikke kender, lyder saaledes:

Paa Bækmark huserede ved Nattetide et Spøgelse, „den hvide Jomfru", som var kendt og frygtet viden om og indgød Beboerne stor Skræk. — En Karl paa Gaarden havde engang vovet at spotte hende og fik en frygtelig Straf. Sammen med nogle andre sad han en Aften i Gaardens Folkestue og fordrev Tiden med et Slag Kort. Spillet hed „Spil i Brudeseng". Den omtalte Karl, som formodentlig havde vundet, ønskede sig i Kaadhed ved Spillets Slutning at faa „den hvide Dame" til Kæreste for at gaa i Brudeseng med hende.

Da Karlene hen paa Natten brød op, hørte de Hunden larme og gø udenfor Gaarden. Alle blev uhyggeligt tilmode; men Karlen raabte: „Det skulde vel aldrig være min Kjærrest!" — hvorpaa han ensom løb ud i Mørket. Han vendte ikke tilbage. Først den næste Morgen fandt man ham igen, da gik han og tossede omkring og var bleven vanvittig.

Præsten blev nu hentet, og han manede Spøgelset ned paa det Sted, hvor Korset er rejst. Men samme Præst døde ganske kort Tid efter. Karlen kom sig siden, men han maatte aldrig mere vise sig norden for Gaarden, hvilket han bestandig overholdt.

Følger man Vejen herfra mod Nordvest, passerer man det gamle Bøvling Slot, det nuværende Rysensteen, som med sin Hovedbygnings hvide Mure lyser langt over de lave Enge og gør et næsten lige saa uindbydende Indtryk paa den Vejfarende som Børglum Kloster oppe i Vendsyssel — det samme kolde, fæstnings-agtige Ydre. Under det gamle Slot, der engang tilhørte Ribe Bispestol og senere kom i forskellige Adelsmænds og Kronens Eje, hørte forhen umaadelige Landstrækninger; saa langt som helt oppe fra Harboøre mødte Bønderne her paa Hoveriarbejde. Slottet indtoges i 1627 af de kejserlige Tropper og i 1644 og 1657 af Svenskerne, hvorved dets Bygninger led stor Skade. Sit nuværende Navn har Gaarden faaet af en Hollænder Ruse (udt. Ryse), som i 1664 fik Skøde paa Slot og Gods, der oprettedes til et Baroni under Navnet Rysensteen, efter at Ruse var bleven adlet. Endnu i 1798 var Godset paa 1022 Tdr. Hartkorn; senere er det udstykket og delt paa mange Hænder. — Bygningerne, af hvilke Syd- og Vestfløjen er de ældste og den sidstnævnte er Hovedbygningen, er udvendig sat i fortrinlig Stand.

Landevejen gaar herfra ret mod Nord omtrent en Mil, til den Nordvest for Ramme Kirke standses som af et Hug, dér hvor det store Ramme Dige ligger og endnu synes at ville spærre Adgangen til Landet bag det og den store Gruppe af anselige Oldtidsgravhøje. Tiden for Voldens Tilblivelse kendes ikke; men den danner Skel mellem to Sogne og maa altsaa være ældre end Sognedelingen. I Størrelse overgaas den kun af Danevirkevolden, og sandsynligvis har den baade mod N. N. Ø. og S.S.V. strakt sig ud mod fugtige, ufremkommelige Lavninger og spærret farbar Strøg mellem disse. Den gamle Folkevold har uden Tvivl spillet en Rolle i store, krigeriske Begivenheder gennem Masser af Aar. Oprindelig har den været henimod 2 Kilometer lang, men er nu kun synlig i godt 500 Meters Længde og er gennemskaaret af en Markvej og flere Stier. Den naar indtil 21/* Meters Højde og 6—7 Meters Bredde, og Graven foran den er 4—5 Meter i Bredden. At en ca. 300 Meter lang Strækning af denne Grav er ødelagt og omdannet til Kartoffelmark førend et Stykke af Dige og Grav er bleven fredet, er ikke mere forbavsende end saa meget andet, man ser af lignende Former for Hærværk.

Højgruppen, som ligger godt 100 Meter Nordvest for Diget, har fulgt en nu forsvunden Oldtidsvej, der efter Digevoldens Dimensioner og Højgruppens tidligere Størrelse at dømme maa have været en betydelig Færdselsaare, hvortil der har knyttet sig andre Oldtidsveje, mod Vest til Havet og mod Øst til Strueregnen. Gruppen lader desuden formode, at der paa Stedet har været en større, samlet Bebyggelse.

Sagnet har sat Ramme Dige i Forbindelse med et stort Slag mellem en dansk Hær og en engelsk under Amled (Hamlet), og Kampen skal have strakt sig helt ind i Gudum Sogn, hvor den engelske Hær blev dreven ud i „Anglands Mose“ og omkom. Og den barske Egn her omkring er endnu fuld af mørke Sagn om Drab og Gengangere, om Stimænds og Kjeltringers Bedrifter, om Troldtøj og Hekse. Den maa have dannet en fremragende Indfatning om disse gamle Fortællinger.

Ad Vejen mod Øst fra Ramme til Lomborg kommer man forbi to vældige Oldtidshøje, som blandt andet er mærkelige derved, at de ligger ved et Sted, som var gennemskaaret af Landets ældste, paaviselige Stenaldervej. Nær dem ligger et Dusin andre Rundhøje, der sammen med de to er afgørende for Landskabets Fysiognomi og som alene af den Grund bør bevares mod Ødelæggelse. Denne østlige Stenaldervej har uden Tvivl stødt til den store Færdselsaare ved Ramme.

Fortsætter man herfra mod Øst forbi Fabjerg Kirke hen imod „Savmands-gaarde“, to Bøndergaarde i Randen af Heden Nord for Klosterhede Plantage, da møder man her en ny Højgruppe, som med Hensyn til Anselighed og Beliggenhed hører til de mærkeligste i Landet. Den ligger paa en Bølge i Landskabet, som naår hen imod 40 Meters Højde, og er af aldeles pragtfuld Virkning. Ikke mindre end 13 af Højene ligger i en endnu ubrudt, aldeles lige Række, der viser Oldtidsvejens Fortsættelse med Retning lige mod Øst. Fra den største af dem kan man tælle endnu syv andre Høje, der ligger spredt over det nærmeste Landskab.

Allerede før jeg naaede dette Sted, saå jeg Østen for Landsbyen Rom adskillige Høje, som sandsynligvis har dannet Forbindelse med Savmandsgaarde-Grup-pen. En særlig stor og smuk Høj findes paafaldende nær opad Fabjerg Kirkes Østende, et af mange Eksempler paa, at man ofte byggede Kirkerne nær Steder, som allerede paa hedensk Tid var anset for hellige.

Den lille smukke Købstad Lemvig har faaet Navn af den smalle Fjord, ved hvis sydlige Bred den ligger. „Lem“ skal være en Sammendragning af Læ-Hjem og komme af Navnet paa Havguden Hlæ eller Hier, som fra de ældste Tider maa have haft Ry for at husere stærkt i disse vestlige Limfjordsegne. Endnu bruges heroppe det Udtryk at Fjorden „læer", naar Stormen staar ind paa Kysten og Bølgerne larmer langs de høje Klinter. Men herinde i den lille By glemmer man dette, godt gemt som den ligger i sin dybe Dalsænkning, en Fortsættelse af Vigen, der sender bratte Kløfter til begge Sider dybt ind i det høje Land, gennem hvilke Vejene maa slynge sig som Serpentiner, for at Køretøjer skal kunne befærde dem. Hvorsomhelst man færdes i Byens Nabolag bliver man grebet af dette Landskabs Charme, som er saa vidt forskelligt fra hvad man ellers møder i disse Egne. Yndefuldt er dette Sted, hvadenten man ved sin Udfærd ser det i Sommermorgenens fulde Glans, eller naar man vender hjem ved Senaftenstide, naar Svanerne sejler som blege Aander over den lille dunkle Sø i Dalen, mens Solen endnu kun rammer Byens røde Tage, som dens Straaler nølende forlader, ét for ét, og mens Bakkernes Skygger bliver lange.

Saa begiver jeg mig da paa Vej paa den sidste Rejse her søndenfjords; en sen Augustdag drager jeg fra Lemvig østpaa mod Oddesund.

Saasnart jeg ad Landevejen naår hen imod Nørre-Nisum, faar jeg Udsigt over den inderste Del af Bredningen og over Sundet, der som et Hug af en Økse skiller de to lange Odder, skønt de blot som til et fredeligt „Godawl" rækker ud mod hinanden. Men i samme Øjeblik faar jeg ogsaa Øje paa Bakkerne ved Hum-lum, der falder stejlt ned mod Fjorden, og hvis højeste Kupler ikke uden Grund har faaet Navn af Toftum Bjærge. Og saa snart jeg ser denne Kyst, vedbliver den at holde mit Øje fangen.

Ad en Markvej Vest for Humlum By gaar jeg ud til disse Bakker, hvis højeste Punkt hvælver sig ikke mindre end 47 Meter over den nære Limfjords Flade. De vældige Kløfter og Styrtninger ned til Fjorden er mod Vest saa mørke i Skyggen som selve Underverdenen; men Stier slynger sig som et Delta af Bække ned ad de gamle, lynggroede Skred; og omkring mig paa Klintens Kam gror utallige Blomster, Røllike, Blaamunke, Mælkebøtte, Gaaseurt, som spætter det stride Græstæppe.

Men som den skarpeste Modsætning til disse dystre Slugter dér nedenfor mig, ser jeg mod Nordøst de yngre, bratte Skred, hvor endnu ikke en eneste Vækst har klædt de haarde Sider, der staar næsten lodret ned mod den smalle, stenede Forstrand, og hvis Grus og Ler endnu er rent og skært i Bruddene som Marmor og fanger det fulde Sollys, saa jeg staar og bliver „hwerlsyg" af dets Refleks herude paa Randen af den stejle Klint. Hele Limfjordslandskabets vilde og ejendommelige Skønhed synes at være samlet paa dette Sted som i et Brændpunkt. Her er baade dets festligste og dets dybt alvorlige Præg bragt til det yderste. Paa disse Banker kan Havguden Hlæ have haft sin Bolig, de var værdige til at bære et Offersted for ham. Fra disse Bjerges Kam kunde han spejde milevidt over sit Rige, fra de mørke Kløfter kunde han slippe en Storm over Fjorden, saa Vikingernes Bredfokke fik Raaen til at knage paa de svingende Master og alle maatte gribe til Aarerne for at bjærge Skib og Liv.

Ude langs Jyllands Vestkyst er alt paa denne Aarstid kun Lys! Men her findes baade Lys og Skygge i saa kraftige Kontraster, som jeg næppe før har set. Hvor staar som her Lyngbankerne sorte som Sarkofager mod Klintens Guld, mod Fjordens blaagrønne Flade og Himlens Blaa, hvor ruller Skyerne som her sine tunge Faner ud med Skygger over Land og Sunde!

Selv paa denne blide Augustdag har Hlæ sine Spejdere ude. En mægtig „Vandhose" hænger tung og ubevægelig fra en af Skyernes blaasorte Buge ude over Fjorden mod Thyholm og peger med sin lange Snabel mod Odby Kirketaarn.

Men kun en blød, sommerlig Luftning vifter mig ude fra Fjorden. Insekter i Tusindvis svirrer om mig i Solskinnet; mærkelige smaabitte Biller kravler paa mine Hænder og sætter Bæ paa mine Dagbogsblade.

Græshopper gnider deres Fele rundt omkring mig. En mægtig stor en sætter i et Dommedagshop ud fra Randen over den svimlende Kløft, styrer som en Flyvemaskine ind i Skyggen, men kommer en Snes Alen længere nede atter ud i Sollyset, som pludselig rammer dens spillende Vinger, der straaler som Guld og Lak i Lysglansen. Den lander langt borte paa Kløftens modsatte Side, hvor den vel har sit at passe.

Men højt over det altsammen staar Skyernes rene Tinder som Himålayas og Popocatepetls Snetaarne, hellige sejlende Lande paa Himmelhavet, deroppe hvor Mariehønsene lander og beder Vorherre om godt Vejr.

Aa — hvilken Ensomhed, hvilken dejlig Dag! — Lad os leve længe i Landet.

Parallelgaarden „Gammel Hedegaard" ved Vemb. Til venstre Stuehusets Østgavl med Svinestien.

Køkkenet i Parallelgaarden ved Vemb. Dør i Baggrunden til Bryggers og Svinesti.

Rammediges nordøstlige Del med Vej igennem. Til venstre Graven, omdannet til Kartoffelmark.

Del af Rammedige (i Forgrunden) med Udsigt til stor Oldtidshøjgruppe.

I Toftum Bjerge. Udsigt langs Kysten mod Vest.

Udsigt fra Boddum Hede mod Vadestedet og Skibsted Fjord. I Baggrunden til højre Ydby Hedes Høje.

Udsigt fra Ydby Hedes Høje over Skibsted Fjord.

Blandt Ydby Hedes Bronzealderhøje.

2-31

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela