LOLLAND
Man faar et ret paalideligt Indtryk af det typiske lollandske Landskab blot . ved at befærde Øen paalangs fra Overfartsstedet ved Nykøbing mod Vest til Nakskov, hvad enten man vælger Landevejen eller Jærnbanen. Fra Vejen ser man bestandig i det højeste et Hundrede Meter ud over et Landskab, hvis haabløse Fladhed er mest generende ved sin fuldkomne Mangel paa Afveksling. De evindelige Sæd-, Kartoffel- og især Sukkerroemarker, som kun brydes af levende Hegn, gaar i Længden Én paa Nerverne. Lidt bedre faren er man i Jærnbanetoget, hvor det Par Alen, man er højere tilvejrs end paa Landevejen, dog hist og her giver en Smule Udsigt over Hegnene til spredte Skove. Ved Maribo ser man et Glimt af Søerne, ellers intet Vand uden en Gang imellem et Mosehul. — Dette kan være haardt nok som Introduktion, naar man lige kommer fra Syd-østsjælland!
Øens Fladhed er bleven til et Ordsprog. Paa Jydsk lyder det saadan: „Det var Fanden til Bjærg", sa’e Lolliken, han faldt over en Kolort! — Jeg ved ikke, om det er disse drastiske Ord, som har bevirket, at H.V. Clausen i sin Bog „Det danske Landskab" har bedt sig fritaget for at beskæftige sig med Lolland. Stort set har denne udmærkede Forfatter absolut Ret.
— Men selv lave Egne kan dog have deres ejendommelige Charme. Lolland har sine Kyster, som næsten hele Øen rundt er af stor, ofte egenartet Skønhed. Den har sine Mængder af Herregaarde med deres uforlignelige Parklandskaber, den har de vældige Strækninger nær Digerne fra Rødby Fjord til Brundrag, den har Strandskovene, især smukke langs det yndige Guldborgsund -— og endelig har den et virkelig pragtfuldt Bakkeland paa sin Nordvestside omkring Svinsbjerg og Ravnsby, kulminerende i Bavnehøj og den herlige Ravnsborg Slotsbanke. Selv Øens Midte rummer omkring Maribosøerne smaa lune Idyller, som kappes med de fineste midtsjællandske. Alt dette har Lolland — men det koster Sved at finde det!
Øens Byggeskik afviger ikke stærkt fra den sydsjællandske, det er Bindingsværk her som der, næsten altid helt overkalket, og Afvigelserne viser sig stærkest i Tagenes og Gavlenes Form. Typiske Boliger fandt jeg f. Eks. i Brandstrup og i Omegnen af Rudbjerggaard, saadanne som gaar igen over hele Øen, hvor det gamle ikke er afløst af moderne Bygninger. En Mængde af de ældste er ofte højst uregelmæssigt byggede, og ofte ser man alle mulige Gavlformer paa samme
III. 25*
Gaards forskellige Længer, som f. Eks. i en ældgammel Gaard i Svinsbjerg, hvor der i Stuehuslængen endnu findes Grisesti og Stalde. De er ofte daarligt vedligeholdt, og man savner de smukke, smaa Forhaver og andre Tegn paa Trang til Hygge, Blomster og Pyntelighed, som man næsten bestandig har for Øje i det nære Sydsjælland.
En Fordel ude i Landskabet er det, at Pilen her er langt hyppigere i de mange levende Hegn end paa Sjælland, hvor den kedelige kanadiske Poppel er dominerende.
— Som den ærbart flade og iøvrigt velkonserverede Dame, Lolland er, vil jeg i det følgende hovedsagelig opholde mig ved hendes indtagende Egenskaber og blandt disse gøre et Udvalg af dem, som jeg selv sætter højest — og som maaske de færreste udenfor Øens egne Beboere kender ret meget til.
Det er de gamle Herregaardes overdaadige Parker, ofte med vide Lysninger og brede Sletter mellem pragtfulde Trægrupper, som redder det lollandske, flade Landskab fra Fortabelse. En saadan er Parken ved Frederiksdal, som ligger nær Øens nordvestlige Kyst, kun halvanden Mil fra Nakskov. Med sin Rigdom paa Træarter, hvoriblandt nogle dejlige Ege, mægtige Aske og Skovfyr, der samler sig i herlige Grupper omkring den brede, søagtige Voldgrav, med sine Plæner, der grænser lige ud til store aabne Markstrækninger med græssende Kvæg, er denne Park noget af det skønneste i sin Art. Store Gedder springer med Plask op over Voldgravens Vand, som er klart og dybt og indrammet af Siv og Rør. Det er et ægte gammelt, udpræget Herresæde, hvor Velstand og Skønhed i Forening har skabt et yndigt Billede! Kun Bygningen selv er ikke særlig morsom som Modsætning til andre af Øens Herregaarde.
Det var her, Carl Gustav gjorde Landgang efter sin Marsch med hele Hæren over Isen fra Spodsbjerg paa Langeland den 6. Februar 1658 — et Togt saa dumdristigt, at det vakte hele Europas Undren. Opmarschen fandt Sted paa den lave Sandstrand kun 1 km Nordvest for Herregaarden, som dengang hed Grimsted, og hvis Ejer Hans Steensen nød den Ære i nogen Tid at herberge selve Svenskekongen, til Tak for hvilket Herregaarden senere blev plyndret.
Ad Veje, der i Sommertørken støver, saa der bestandig hænger en tyk, gul Sky efter Vognen, kører jeg til Købelev Præstegaard, hvor Christian Winther i 1821—24 boede hos sin Stedfader for under hans Vejledning at studere til theolo-gisk Embedseksamen, og hvor han skrev sine første Digte. Hvad Omgivelserne angaar, da har Overgangen fra Barndomsaarene i Fensmark Præstegaard til Ungdomsaarene i Købelev ikke været stor, det er Idyllen fortsat. Stedet selv er saa skønt, at man skulde synes, det alene kunde gøre netop ham til den Digter, han blev. Her er det samme blidt-romantiske Præg som over hans Fødehjem, men parret med noget mere storslaaet. Digtene udkom først i 1828 sammen med de berømte „Træsnit". Det er bleven hævdet, at de første har en udpræget lollandsk Lokalfarve som Modsætning til den sjællandske i Træsnittene. Jeg kan ikke se dette. Et Digt som „Henrik og Else“ kunde eksempelvis være skrevet paa Indtryk fra Købelev lige saa vel som fra Fensmark.
En skønnere Præstegaard end denne har jeg aldrig set, heller ikke nogen dejligere Præstegaardshave. Det er næsten utroligt, at noget saadant endnu findes i
Landet! I Haven, som man roligt kan kalde en Park, findes ikke mindre end tre Damme, som ligger med deres rolige Vandflader under prægtige Elmes, Kastanjers og Askes Skygger. Gaardens Stuehus er en mægtig Bygning af Bindingsværk og et Eventyr af Skønhed —- det er nok muligt, at denne Bolig har imponeret den unge Christian Winther, da han kom hertil fra sin „Faders ydmyge Præstebo“ i Fensmark. Dens Mure har tidligere været helt overkalkede; men alt Træværket er nu trukket op med en mørk Farve. Det ser prægtigt ud og fuldender hele det smukke Billede. Men —
Nu er det under Overvejelse at lægge en ny Vej tværs gennem Haven tæt opad Huset for at forkorte et Vejsving, som gaar uden om Gaarden! Hverken Sogneraad eller Menighedsraad er efter Præstens Udsagn i fjærneste Grad interesseret i at forhindre dette og søge Opgaven løst paa en anden Maade. Men bliver denne Vandalisme virkelig gennemført, da er Stedet for alle Tider fuldkommen ødelagt.
Landskabet, der hidtil har været som en Pandekage helt fra Guldborgsund hertil, begynder at vise næsten foruroligende Tegn paa Bevægelse, efterhaanden som jeg herfra søger længere østpaa. Jeg kommer af og til nogle Meter op over Fladen og kan virkelig se ud over Landet! Det er, som om det begynder at rumle i Maven paa Lolland. Bevægelsen bliver stærkere og stærkere, og man sidder og fantaserer om et alvorligt Anfald af Tarmslyng i Landskabet. Tilsidst havner jeg i et veritabelt Bakkeland, uregelmæssigt, med høje Sving og dybe Styrt. Man tror knapt sine egne Øjne, er dette virkelig Lolland! Og stedvis faar jeg den længe ukendte Fornemmelse i Halehvirvlerne, naar Bilen pludselig fra en Bakkekam synker ned i en Lavning, hvorfra man et Øjeblik senere atter løftes op som med en Elevator.
Det er Lollands eneste Bakkeland. Men det rummer indenfor Strækningen, som grænser ud mod Raagø Sund, et Areal paa ikke mindre end en god Kvadratmils Størrelse. Det 25 m høje Svinsbjerg og Bavnehøj ved Ravnsby, som er 30 m, er dets højeste Punkter. Det er da ikke nogen helt ringe Præstation af Lolland! Og helt imponerende forekommer dette, maalt med de omgivende, evindelige Flader.
Saavel Lolland som Falster, der hører til nogle af Landets tidligst befolkede Egne, har en usædvanlig Mængde Oldtidsminder, som dog her paa Grund af de lave Flader sjældent kommer til at gøre sig bemærkede i Landskabet. En Undtagelse danner dog f. Eks. nogle ret anselige Rundhøje, som ligger her paa dette Strøg nærved Lindet i ringe Afstand fra hinanden, og som giver det relativt urolige, bakkede Land dets endelige Præg af Alvor. Af Stenaldermindesmærker findes et Par af de anseligste netop ogsaa her paa Øens nordvestlige Del, mens Oldtidsgravene ellers mest grupperer sig om Maribo og langs Guldborgsund.
Nord for Herregaarden Pederstrup findes paa Gaarden Sofienborgs Mark Danmarks længste Jættestue „Kong Svends Høj“, hvis Kammer er ca. 13 m langt. Med store Forventninger kom jeg til dette Sted, men led som saa ofte før en Skuffelse. De kolossale Overliggere, som er angivet til 6 i Tallet og har en Længde paa 3,6 m, er sunket sammen over Gravkamret, og en af dem er bortslæbt; paa dens Sted er et dybt Hul, hvorfra man kan kigge et lille Stykke ind i
Kamret til begge Sider uden at det dog er muligt at komme derind for sammenstyrtede Sten, Jordmasser og Snavs. Det fremragende Oldtidsminde er en komplet Ruin.
Heldigere var jeg ved Ravnsby, hvor jeg fandt en næsten fuldstændig intakt og overordentlig smuk Jættestue, den bekendte „Glentehøj". Kamrets Længde er ca. 7 m, dets Bredde omtrent 2 og dets Højde l1/2 m. Det er allesammen dejlige Sten, det mest udsøgte Materiale, og Kamret er lavet med usædvanlig Omhu. Stedet er altfor let tilgængeligt, thi dels er det uden Laage for Indgangen, dels er nogle mindre Sten falden ned fra Loftet i den ene Ende, saa der er dannet et Hul mellem Overliggerne, gennem hvilket Blæst, Regn og Sne kan trænge ind. Ogsaa Solen kan skinne igennem det, hvad der for saa vidt var et Held for mig, som jeg derved blev i Stand til at fotografere Kamret. — Men bør ikke dette snarest muligt repareres og Indgangen stænges, saa ikke Gud og Hvermand kan løbe herind og gøre, hvad de har Lyst til, bogstavelig talt, hvad et Par Prøver paa Gulvet vidnede om.
— Fra Pedersborg ned mod Lindet og videre til Ravnsby er jeg bestandig kommen gennem et stærkt bølgende Landskab med frugtbare Jorder, hvor Smaa-lunde og Skove ligesom overalt paa Øen, hvor de kan faa Lov til det, gror som besatte. Først naar man kommer op paa den 30 m høje Bavnehøj synes Landskabet viden om at være jævnt, Bakkelandet virker herfra næsten som en uhyre Slette med Skovklatter spredt rundt omkring. Over Smaalandshavet i Nord og Øst ses vidt over Mængden af Øer helt til Sjællands fjærne Banker.
Meget smukt er dette. Men skønnere end det meste, jeg har set indenfor vort Lands Grænser, er det nære Ravnsborg Voldsted og Udsigten fra dette. Som en Klippeknude rejser denne bratte Banke sig ud mod Havet, der skummer fof en sagte Østenbrise mod dens Fod. Hvilket ideelt Sted for et Fæstningsanlæg her paa denne mægtige Knold ud i det strømskaarne Hav, hvilket Rundskue! Ingen Fjende og intet Bytte har ubemærket kunnet nærme sig, hverken fra Land- eller Søsiden. Alle de omgivende Farvande ligger udbredt for Øjet, alle Smaalands-havets Øer, ja selv det fjærne Sjælland, hvor Kulsbjærgene løfter sine Toppe yderst ude bag Vordingborg. Og ind over Landet i Syd aabner sig en betagende Udsigt over Banker, Flader, levende Hegn og fjærne Skove.
Oprindelig har Voldstedet været helt omflydt af Havet, som endnu ved Storm og Højvande kan trænge ind og fylde de lave Engdrag omkring det paa de Steder, hvor forhen Borgens Ringgrav og et stort Bassin paa Sydsiden har skærmet Stedet. Dette Bassin skal efter Traditionen oprindeligt have været Borgens Havn, og disse Steder var endnu i 1770, da Resen skrev sit „Danske Atlas", helt vandfyldte.
Ravnsborg et det anseligste Voldsted paa vore Øer. Efter Arild Huitfeld er Borgen anlagt af den holstenske Greve Johan den Milde i 1334, og alt hvad der er fremkommen ved arkæologiske og topografiske Undersøgelser saavel som historiske Forhold tyder paa, at dette er rigtigt. Allerede i 1347 overdroges Borgen til Valdemar Atterdag, og fra nu af kendes Navne paa en Række kongelige Lens-mænd fra Stedet. Under Kong Hans blev Borgen nedbrudt og erstattet af Engelborg paa Slotø i Nakskov Fjord.
Ved Voldstedets Sydvestside findes endnu en mærkelig velbevaret, brolagt Vej, som S-formet kommer nede fra Lavningen og bevæger sig gennem en Port-
aabning, der endnu tydeligt spores i Resterne af Ruinens Ydermur. — Tjørne, Pile og indfiltret Smaakrat af Buske gror over Voldstedets Top omkring de spredte Rester af de forhen vældige Mure, som skinner hvidgraa mellem Ukrudt og Buske. Faar græsser løse over Banken i det lave, fattige Græs — et henrivende Billede. Udsigterne langs Kysterne til begge Sider er herlige fra dette høje Stade, hvilke Linjer og Farver i alt dette! Havet dybt ultramarinblaat lige ind under Klintens Fod og langs den skinnende hvide Strand i Øst og Vest. Og op imod dette Tjørnenes dybe Grønne og de vældige Tidslers uldhvide Toppe. Vinden følger fra Kysten Klintens stejle Side, hvisker sagte i Tjørnenes Kroner og svinger med Tidslernes silkebløde Faner. — Jeg mindes flere Voldsteder som Kalø, Hald, Vordingborg og andre — men ingen skønnere end dette.
Fra Ravnsborg Voldsted til Albuen — det er som at komme til et andet Himmelstrøg, et helt fremmed Land. Og dog er der kun faa Mils Afstand mellem disse to Steder fra Kyst til Kyst! En Fisker fra Langø paa Nakskovfjordens Sydside sejlede mig ud til Nordenden af denne 3/i Mil lange Landstrimmel, som danner Søndernors vestlige Skel mod Langelandsbeltet og som er saa lav, at den omtrent lige til vi betraadte den ude paa Albueland ved Lodshuse blot virkede som en Streg i Horisonten, kun brudt af det knap 100 m brede „Skæret“ nede ved dens sydlige Del, hvor Havet gaar igennem. Kun nær ved Fyret paa den bredere Nordende findes nogle faa Boliger for Lodserne og et Par Fiskerhytter, der set inde fra Fjorden ligner nogle store Kufferter, som flyder paa Vandet.
Mit første Ærinde herude var at opsøge Lods Krøyer, der tilhører en gammel Lodsslægt, som i flere Generationer har levet paa Stedet, og hvis Hovedopgave har været at lodse Skibe gennem det vanskelige Farvand ind til Nakskov. Jeg traf ham desværre ikke hjemme, han var lige gaaet ombord i et Barkskib for at lodse det ind til Havnen. Det var en Skuffelse for mig, at han var borte, for han er den sidste af denne indfødte Race af Lodser, som nu efterhaanden er erstattet af Folk andetsteds fra. Med ham vil denne Sømandsslægt forsvinde —ligesom den gamle Albuhyrde, der hele Sommeren igennem levede i sin usle Tanghytte herude paa Tangens sydlige Del uden andet Selskab end Kreaturerne, den „Gamle Jens“, som kun om Vinteren ombyttede Eremittilværelsen med sit Hi i Kappel Fattighus, hvor han hvert Aar ved Foraarstid paany snørede sin Randsel og begav sig ud til sin Hær af brølende Høveder. Endog Jens’ Efterfølger er for 4—5 Aar siden død som en 70-aarig Gubbe, og nu er det lutter unge Fyre, som passer Kvæget herude.
Rundt om Lodshusene, der ligger nær Fyret paa Albulands Nordspids, fandt jeg nogle Smaahaver, hvis Trævækster er saa lave, at de næsten kun halvvejs naar op til Tagenes Mønninger. Bukketorn, Syrener, „Sølvpil", en Kastanje, ja endog et lille Morbærtræ staar her mellem andre smaabitte Frugttræer, der hytter sig for Blæsten bag Tagene ligesom alle de andre.
Da jeg træder ind i Krøyers Hus, møder jeg en yngre Mand og en smuk, ung, lysblond Kvinde, Lodsens Svigersøn og Datter. Hun forbavser mig ved sit Ydre, jeg havde ikke tænkt mig, at dette ensomme og barske Sted kunde fostre en saa blid og sart, helt forfinet Skabning, ganske uden Præg af de Storme, som kan rase hen over den øde Landtange fra alle Verdenshjørner, eller af det ensomme
Liv, som Folkene herude maa føre. Og hun har dog levet her, til hun for kort Tid siden giftede sig og flyttede til Nakskov. Parret tilbragte nu blot nogle Feriedage herude.
Hendes Mand følger mig et Stykke ned over Tangen Syd for Husene, hvor store og smaa Laguner i Mængde splitter de lave Marker, overalt forbundne med de mest forvirret slyngede Vandløb som smalle, skarpe Aarer, hvis lave Rande staar kulsorte mod de metallisk lysende Vandspejl. Det er det eneste, som bryder dette fattige Land, der kun er dækket med ganske lave Græsvækster. Blot ganske enkelte Kreaturer ses her, de fleste er sydligere paa Tangen, som anvendes til Fællesgræsning af en Snes Lodsejere blandt Omegnens Beboere.
Jeg bemærker en Mængde besynderlige, klitagtige Smaaforhøjninger, der mest ligger samlet langs Østkysten mellem Lagunerne og Stranden, hvor Terrænet er grønnest, og som flere Steder danner ganske regelmæssigt formede, lave Kegler, i hvis Toppe der findes Spor af Fordybninger fra 5 til 8 m’s Diameter. De maa utvivlsomt være dannet af Menneskehænder, men aabenbart for meget længe siden. Paa en enkelt naar Hulningen i Toppen omtrent halvanden Meters Dybde, og der findes i Keglens vestlige Side noget, som kunde ligne Spor af en Indgang. — Min Ledsager fortæller, at man herude sikkert anser dette for at være Levn af oprindelige Beboeres eller fremmede Fiskeres primitive Hytter, og man mener, at de har været dækket af Tage, bestaaende af Rafter og Tang. Et lille Stykke Sydvest for Stedet, der ligger omtrent 500 m Syd for Lodshusene, er der nogle Gange fundet Skeletdele af Mennesker i Jorden, og dette formenes at have været en lille Begravelsesplads.
Et mere trist Landskab har jeg sjældent set. Ikke en Gang Synet af Havet opliver dette Billede, idet Yderkysterne hæver sig en Smule over det lave Indland. Paa den skaldede Grund gror foruden det elendige Græs kun en eneste Blomst, lidt Engelskgræs — af Folkene herude kaldet „ Brødblomster“ •— samt noget graagrønt Lav og røde Mosser. Sydligere, hvor Tangen er ganske smal, ser man ind over Søndernor i Øst, og over Havet i Vest øjner man Langelands Banker tre Mil borte. Her er det omtrent som at være i et Skib paa det aabne Hav. Men oppe paa Nordenden er det hele som en Ørken med Sand, Jord, Laguner og Himmel, mest det sidste. Aldrig har jeg set saa meget Himmel som her, ikke en Gang i Marsken. — Hvilket Sted at leve om Vinteren!
Foraaret og Sommeren med det rige Fugleliv kan være herlige herude. Men allerede nu, da September nærmer sig og de fleste Fugle er borte, da de faa lave Vækster paa Grund af den tørre Sommer er visne og graa, Græsset næsten borte, og Engelskgræsset staar med falmede, brune Kroner, da er her fuldkommen trøstesløst og øde.
Paa Vejen herud havde vi set en lille Flok Svartbagmaager med deres Unger staa paa Spidsen af den Sandodde, som nordligst begrænser Indsejlingen til Lodshusene. Foran Stævnen lettede inde i Fjorden af og til en enlig Skarv og fløj som en Heks paa et Kosteskaft lavt hen over det graa Vand. Fiskeren fortæller, at disse Fugle om Sommeren holder til i Tusindvis paa Bundgarnspælene langs Tangens Veststrand. Han har mange Gange set alle Pælene indenfor Synsvidde med en Skarv paa hver eneste Top — noget lignende som vi iagttog, da vi i 1922 med „Rylen" sejlede langs Enehøjes Vestkyst. De er nogle rene Røvere mod Fangsten i Bundgarnene; men det er aldrig muligt at faa Ram paa dem med
Lolland. Det øverste af Ravnsborg Voldsted. Tjørne og Pile mellem Ruinerne.
Lolland. Ravnsby Jættestues Indre, set fra Øst mod Vest. Sollys gennem et Hul i Loftet.
Lolland. Bondegaard i Brandstrup med forskellige Gavlformer.
Lolland. Vestsiden af Hardenberg Slot mod Parken og Voldgraven.
Lolland. Rudbjerggaards Hovedbygning, set fra Parken over Voldgraven.
Lolland. „Skalkekorset" ved Vejen gennem Frejlev. Paa Armene staar : Anno - 1533.
Lolland. Landskabet mellem Lidsø og Havdiget, som skimtes i Baggrunden.
Lolland. Flintinge Dyssekammer.
Bøssen fra Baadene paa Grund af deres Skyhed. — Han fortæller, at en Forsommermorgen, da han kom herud, fandt han ved nogle Bundgarnspæle, som laa ved Veststranden, ikke mindre end fire rugende Skarver i Mellemrummene mellem Pælene og inde i Læ under disse. Han nænnede ikke at gøre dem noget, da de laa og rugede. Men Ungerne var lige ved at forlade Æggene, og da han nogle Dage efter kom igen, var baade de Gamle og Ungerne væk. — Han siger, at store Mængder af forskellige Maager holder til herude, ligesom mange Ande-arter ses paa Vandet, Masser af Vadere færdes ved Stranden og Lagunerne, og ikke sjældent finder man Gravanden ynglende herude.
— Paa Kortet ligner Albuen en Del af et kæmpemæssigt Skelet, en hel Arm, som kun ved „Skæret" nær Tangens Sydende er brudt over paa et Sted, hvor Havet skyller igennem i en Bredde af omtrent hundrede Meter og en Meters Dybde. Ved Højvande under Vestenstorm kan der staa et brølende Braad over Stedet, og ikke sjældent er det i Tidernes Løb hændt, at Folk er omkomne under Forsøg paa at gaa over denne Strækning. Saa sent som for fire Aar siden skete der en sørgelig Ulykke, da en ganske ung Pige fra Albuland druknede her. Hun havde været paa Besøg inde paa Lolland, og da hun sent om Aftenen vendte hjem, søgte hun trods Mørke og Paalandsstorm at naa sit Hjem over Skæret. Hun var en rask Pige, kendt med Stedet og en fortrinlig Svømmer. Men hun stolede for meget paa sine Kræfter, Braaddet tog hende, og hun er aldrig set siden. — Jeg saa et Fotografi af hende, som var taget ikke saa længe før hendes Død. Hun var en Søster til den unge, lyse Kvinde, jeg tegnede, men af Ydre en fuldkommen Modsætning til hende — mørkhaaret som en Sydbo, ganske unordisk, med et fremmedartet, næsten vildt Præg og usædvanlig smuk.
Jeg ser paa Billedet af dette unge, skønne Ansigt med det straalende Smil. Hvor blind og ubarmhjærtig, Døden dog kan være ...
For paany at finde en fuldkommen Modsætning til dette vindaabne, barske Landskab, behøver man blot at gaa ud paa Odden i Inderfjorden med den lille Fredsholm Skov, som i saa høj Grad svarer til sit hyggelige Navn, og hvor Mængder af frodige Trævækster trænges tæt mellem hinanden, El, Birk, Hassel, Bøg, Ask, Lind, Pil og mange prægtige Ege. Her mellem de tætte Stammer er der saa verdensfjærnt og stille som i Tidernes Morgen, og Elementernes Rasen synes aldrig at kunne naa ind paa dette Sted. — Eller man kan blot et Par Mil østligere søge ind i den herlige Christianssæde Skov, en mægtig Skovstrækning, hvor især den store Egebevoksning er overordentlig smuk, ofte indrammende store, aabne Græssletter, som med deres græssende Kvæg og Heste danner et ægte, gammelt dansk Billede.
Har man sammenlignet Ravnsborgs storslaaede, høje Kystlandskab med Albulands lave Ørken og dette igen med Fredsholms og Christianssædes lune, yndige Skove, da vil man ikke længere være i Tvivl om, at blot denne vestlige Del af Lolland ikke danner noget ensartet, kedeligt Landskab, men stedvis rummer de kraftigste Modsætninger og megen ejendommelig Natur.
— I Egnene her vesterude findes nogle dejlige smaa, gamle Landsbykirker, som Beboerne desværre i Tidens Løb i deres Vankundighed har faret slemt frem imod. Kirken i Tillese, (opr. Tillitze, et vendisk Navn), er ligesom de fleste af Øens Kirkebygninger opført af Munkesten. Dens runde Kor har en meget smuk
Buefrise, og dens kullede Skib nogle prægtige Kamgavle. Men Skibet er i den nyeste Tid bleven forsynet med nogle store, spidsbuede Vinduer, hvis ækle Cementindramninger er kalket eddergule og i høj Grad skæmmer den lille Bygning. — Lidt østligere ligger den lillebitte Gloslunde Kirke, som endnu er sparet for større Ødelæggelser. Den er kullet ligesom Tillese Kirke og har en spaanklædt Klokkestabel, der har en henrivende Beliggenhed nær Byens store Gadekjær. — Endnu østligere kommer jeg til Landet Kirke, opført af smukke Granitkvadre. Et senere tilbygget Taarn med spidst Spir, som er helt ude af Stilen, og de med graat Cementpuds dækkede Gavle virker ganske forfærdende sammen med den gamle, alvorlige Stenbygning.
Den nordligere liggende Søllested Kirke havde jeg glædet mig meget til at se efter alle Beretninger om den. Men jeg tog mig forfærdet til Hovedet, da jeg stod foran den. Dette prægtige lille Bygningsværk af Kampestenskvadre er fuldkommen vansiret ved Overkalkning, der synes foretaget af en gal Mand, som er sluppen løs paa den med en Spand og Kalkkost, og som da han er bleven færdig med Korets Buefrise og Tandsnit er faret videre langs alle Bygningens Murkanter og har klasket dem over med Hvidt. Kirken er kommen til at ligne en Bolsche-æske med paaklistrede Papirsstrimler langs dens Rande. Hvem har mon Ansvaret for saadan et Barbari? Er der da slet ingen i dette Land, som kan kontrollere disse taabelige og altfor virksomme Menigheds- eller andre Raad’er med deres fantastiske Paahit!
— Det er en Husvalelse at komme herfra ud til den smukke, gamle Herre-gaard Rudbjerggaard, som modsætningsvis -— utvivlsomt takket være sine Ejeres kulturelle Stade — aldrig har været Genstand for Vandalisme. Dens store Hovedbygning er helt af Bindingsværk, hvad der ikke var usædvanligt i Renæssancetidens Herregaardsbygninger, men som overordentlig sjældent findes bevaret. Den er stærkt udkraget mellem øverste og nederste Stokværk, hvilket man skulde tro vilde gøre den tung, men som netop har den helt modsatte Virkning. Mod Gaardspladsen, hvor den midt paa Facaden har et 8-kantet Taarn, er den mindre god end ud mod Parken med den smukke Voldgrav. Det er et Pragtværk af en Herremandsbolig fra sin Tid, dens Park er af stor landskabelig Skønhed. Over alt, hvad man møder her, hviler der endnu et Skær af hin svundne, fine Tid, da dette blev til.
Jeg kører ned til Øens Sønderstrand ved Østerskov, for at se det store Havdige, som efter Stormflodens Ødelæggelser i 1872 er bleven opført af „Det lollandske Digelav", og som strækker sig i ikke mindre end 9 Mils Længde fra Albuen i Vest til Stranden Syd for Øster-Ulslev ikke langt fra Nysted, over en Tredjedel af hele Lollands Kyst. Dette vældige Værn mod Havet virker her paa Stedet som en næsten udvisket, bred Vold paa vistnok 4 m’s Højde, udenfor hvilken der er en vid Sandstrand saa langt Øjet rækker til begge Sider. Indenfor Diget, hvor Grunden er lige saa lav og sandet som udenfor, er der Strandskov af Pil, Poppel, Tjørn og flere Arter, et lavt, forblæst Krat, indenfor hvilket der er Plantage af Naaletræer. Mod Vest er der Udsigt over enorme, aabne Flader med Græs- og Sædmarker. Diget er det eneste interessante paa denne ellers yderst kedelige Kyststrækning, hvor der er rejst en Mængde Sommer- og Badehuse. Men blot den Smule Brise, som idag staar ind fra Sydvest, faar Havet derude til at brumme mod Stranden med en underlig truende Røst, som viser, at „kedeligf har her ialfald ikke altid været. Det maatte Beboerne sande baade før og under den store Stormflod, naar Bølgerne rejste sig i al deres Vælde og faldt an paa det lave Land. — Senere skulde jeg ved Rødby Fjord og endnu østligere hen imod Hyllekrog .faa et andet og langt mere storslaaet Indtryk af Øens mærkelige Sydkyst.
Blandt vore sydlige Øer, der saa godt som alle lige fra det 5. Aarhundrede til Valdemarernes Tid var plaget af Venderne, blev ingen saa stærkt hjemsøgte som Lolland og Falster. Baade paa disse to Øer ligesom paa Langeland og Møn vidner Stednavne endnu om vendisk Bosættelse, utvivlsomt gennem længere Tid, idet Fjenderne fra det dengang helt vendiske Fehmern og Pommern søgte at udbrede deres Landomraade mod Nord. Lolland var i en lang Periode en skatskyldig Provins til det vendiske Omraade, og Falstringerne blev efter Saxos Paastand i den Grad underkastet disse Fjenders Herredømme, at de endog var i Ledtog med dem.
— Der er ingen Tvivl om, at racemæssigt har Venderne i disse sydlige Øers Befolkning sat Spor, som endnu ikke er udslettede. Det maa huskes, at nogen egentlig vendisk eller slavisk „Race“ lige saa lidt findes som f. Eks. nogen germansk eller latinsk. Det er altsammen Sproggrupper eller politiske Grupper. Venderne — Plinius’ Venedi, Tacitus’ Veneti og Ptolomæus’ Venedai, der alle boede Øst for Weichsel, er et slavisk Folkeslag, som havde hjemme i Hviderusland, Lillerusland, Polen, Volhynien og Podolien og de vestligste Dele af Hviderusland, hvorfra de bredte sig mod Nord og Vest og blandede sig med den indfødte Befolkning. Lige saa lidt som man nutildags kan tale om nogen slavisk Kultur, findes der Kilder til at paavise en slavisk eller vendisk Folketype. Gravfund har vist dem som en langskallet, nordisk Type; men man maa erindre, at det for disse velbevarede Graves Vedkommende saa godt som altid drejer sig om Folk af Høvdingeæt; man ved ikke, hvordan Folkets store Flertal saa ud, som gravlagdes uden Omhu og derfor er gaaet tabt for Raceforskningen. De nuværende Slaver er af højst uensartet Ydre i de forskellige Lande, hvor de for det meste er gaaet op i Befolkningen.
Der skal jo imidlertid mere til at skabe et Individ af nordisk Racetype end et langskallet Kranium. Iagttagelser fra vore sydligste Øer viser, at her har været en kraftig Indblanding af meget mørke Folk, hvad der kun kan skrive sig fra den vendiske Kolonisations Tid. Allerede Professor A. Hannover paaviser i et biologisk Værk fra 1860, at disse sydlige Øer har langt flere mørke Folketyper end de nordligere Egne Sjælland, Fyen og Nordjylland, og han henviser som Forklaring til den langvarige, vendiske Kolonisation.
Under min Færd gennem Lolland og Falster havde jeg stadig min Opmærksomhed rettet mod dette Forhold, og jeg kom til det Resultat, at langt den overvejende Del af Befolkningen ikke i ringeste Grad afviger fra den sjællandske. Men jeg traf dog her langt flere Folk af mørk Type end andre Steder i Landet. •— Et ganske overraskende Eksempel fandt jeg blandt andre i en ganske ung Kvinde, en Bondedatter af gammel indfødt Slægt fra Vestenskov, en mærkelig sorthaaret Pige med et Kranium, som øjeblikkelig fik mig til at tænke paa Dronning Beren-garias pragtfulde Hjærneskal i Ringsted Domkirke — skønt jeg naturligvis var klar over, at noget Racefællesskab med denne portugisiske Kongedatter kunde der selvfølgelig ikke være Tale om. — Der var noget sky, næsten vildt over hendes Væsen. Hun vilde til at begynde med under ingen Omstændigheder lade mig tegne hende — først efter lange Overtalelser faldt hun tilføje, men sad hele Tiden som en lille spindende Kat.
Hendes ovale, næsten overdrevent langagtige Ansigt med de grønbrune, urolige Øjne og det stærkt bølgende, sorte Haar virkede næsten klassisk i sin regelmæssige Skønhed. Hendes prægtige Skikkelse var slank og spændstig som et fint Rovdyrs. — Jeg saa mange andre mørke Folk hernede, men ingen saa udpræget fremmedartet som hende.
Folkeviddet har delt vort Lands Indbyggere i „Gode og Onde og saa dem fra Lolland". — Man har sandsynligvis ikke kendt stort til Karakteren hos Befolkningen paa denne fjærne Ø, og derfor skilt sig fra Beskrivelsen af den paa denne bekvemme Maade. Livsvilkaarene har her i godt og ondt været nogenlunde som i det øvrige Danmark, tunge Tider har Folkene delt med os andre saavel som de milde. Men i én Henseende er de forkælede: deres Jorder er nogle af de fedeste i Danmark, og Lollikens Blik har utvivlsomt bestandig været mere vendt mod hans gode Muld end mod Olympen. Aar efter Aar saa han Hveden bølge gylden over de flade Agre, Sukkerroernes Toppe, saa lysegrønne som Haabet, straalede imod ham, og de røde Kvier, som „staar i Græsset over Knæ“, frydede hans Sjæl. Men han er aldrig kommen sovende til Markernes Afgrøde, han har slidt sig til den i sit Ansigts Sved, og hans fine, radsaaede Agre er renset for Ukrudt som en Blomsterhave.
Det hævdes af fremragende Godtfolk herovre — som dog ikke selv er Landmænd — at den lollandske Bonde har faaet Sukkerroer paa Hjernen, og at de saakaldte aandelige Bevægelser ikke trives godt sammen med dette Fænomen. Der nævnes som Eksempler, at en Højskole nær Nakskov har maatte nedlægges af Mangel paa Tilgang af Elever, og at Missionen aldrig rigtig har kunnet faa fat herovre. — Naa, Kundskabens Træ kan klare sig, selv om det gaar galt med netop disse to Skud paa dets Stamme! — Det siges, at Jyder trives omtrent lige saa slet her som Indre-Missionærer, og det synes jeg er værre. Forklaringen ligger for Resten i begge Tilfælde lige for. Det er de fede Sukkerroer, som har Skylden. Missionen hører hjemme paa de magre Jorder, hvor man er indstillet paa at hente sin Løn i det Hinsidige, og Jyderne kan ikke hamle op med disse Øboer i deres specielle Form for Agerbrug. Jyden er først og fremmest Kvægopdrætter og Handelsmand, og han bliver almindeligvis hurtigt slaaet ud her, hvor næsten alt drejer sig om Agerdyrkning. — I Købstæderne, hvor han kan handle, trives Jyden langt bedre end paa Bondelandet; en By som Nakskov har endog haft en jydsk Forening — jeg ved ikke om den bestaar endnu — som talte 450 Medlemmer.
— Å propos Nakskov: et herværende Turistorgan, som reklamerede for Byen, meddelte en Gang, at man fra Toppen af Sukkerfabrikkens mægtige Skorsten har en pragtfuld Udsigt over Landskabet. Mod Forventning indfandt der sig ikke flere Turister i Byen af den Grund, og Skorstenen er stadig lige saa ubesteget som Mount Everests Top. Saa vidt vides har slet ingen været deroppe uden de Murere, som har bygget den.
Omkring det forhen store Birgittinerkloster, som anlagdes under Erik af Pommern, og af hvilket der foruden nogle smaa Ruinhobe endnu er den anselige og smukke Stiftskirke tilbage, et af de lødigste Eksempler paa Sengothiken i Danmark, voksede Maribo By op ved Nordenden af den Række Smaasøer, der er som Smørhuller midt i det bugnende, lollandske Sødgrødsfad. Søerne er omgivet af levende Hegn, Skove og Roemarker i én Uendelighed. Om man var et Kreatur, vilde man fuldt og helt kunne glæde sig over denne Form for Overdaadighed. Men nu bliver man for tidligt stopmæt af disse evindeligt gentagne, ensartede Indtryk af Frodighed. Søerne bringer naturligvis nogen Afveksling, men de minder i ikke ringe Grad om Sorøegnens Søer, og man trættes hurtigt ogsaa af dem. Bedst er der ved Østenden af den lange Søndersø, mellem denne og den lille Hejrede Sø, ligesom ved Røgbølle Sø. Man har kaldt denne „Lollands Perle"; det er dog en Perle med en vemodig Glans, omtrent som en Taare, der minder om Heines „ungeweinte Thråne", som bestandig vækker Tungsind. Smukkest er den ved sin Sydside, hvor man ser den gennem en tynd Skovstrimmel, og ved Nordsiden, hvor Bevoksningen af store Trægrupper langs dens Bred er ganske nydelig og afvekslende.
Der er andre Steder paa Lolland, som i langt højere Grad fortjener Navn af Perler, saaledes Havkysterne og Herregaardsparkernes Landskaber.
— Naar man færdes i disse midtlollandske, flade Egne, der bestandig hviler i deres egen stille Ro, forstaar man den lollandske Befolknings tilfredse Sindelag, dens Lokalpatriotisme, og ogsaa dens almindelige ydre Præg af Sindighed og Velvilje. Men naar man ser dens tilsyneladende Flegma, maa man ikke glemme, hvordan denne Befolkning optraadte under de fortvivlede Forhold under Svenskekrigen, da den kunde rejse sig og forsvare Nakskov med en ubændig Styrke og en sejg Udholdenhed, saa dette blev et af de faa Lyspunkter i hele den lange Tragedie, hvori største Delen af Danmarks fredelige Befolkning blev tvungen til at spille med og ellers hurtigt tabte over for Fjendens krigsvante Styrker.
Men af Ydre ligner Lolliken sit Landskab, og det samme gør hans Sprog, der ligesom det falsterske er det svageste og mest udviskede i Landet. Her findes ligesom i Sydvestsjælland og paa Fyn tre Køn med Bestemmelsesord og Endelse i Hankøn i, Hunkøn en og Intetkøn ed og e, der dog ikke saaledes som de to andre nævnte Steder altid falder sammen med det oldnordiske Køn. Mærkelig er Bøjningen af Stedordene min, din og sin, der i Hankøn har mi, di, si, i Hunkøn mæn, dæn, sæn og i Intetkøn mid, did, sid. — Knud Hjortø, som en Tid var Seminarieskolelærer, fortæller at en Lollik, som ikke var særlig skolet, ikke blev forstaaet af sine Klassekammerater fra andre Landsdele, naar han læste dansk Skriftsprog op for dem af en Bog. Og hvordan saa med hans Tale! -— At det bløde d er stumt, kan give Anledning til mærkelige Misforstaaelser, som f.Eks. at en uddannet Lærer bliver til „en u’dannet Lærer". En Sydamerikaner benævnes „en Sy’amerikaner", og det er hændt, at en Tilhører ved en bestemt Lejlighed spurgte, hvad Manden da egentlig fejlede.
Gloserne er ofte ikke alene saa fordrejede og udflydende, at Folk andetsteds fra ikke aner hvad de betyder, ikke sjældent er de helt afvigende fra Rigsdansk. Det hedder f.Eks. Tvingen for Tindingen, Pøllerne for Armene (mest Børnesprog), tykhør for tunghør, drukken i Hovedet for svimmel, Tulleker for Tulipaner, Piåner for Pæoner, Piloss for Lussing, Bysjovl for Gadekær, Paar for
Støv eller Røg, kontant for dygtig. Grøft kaldes Dige (udt. Die), mens Dige hedder Dæmning; Drai for Andrik, Drommehul for Glamhul i Kirketaarn, dus-gemand (maaske af fransk doucement) for forknyt eller modfalden. Dyder betyder Lyder, altsaa det omvendte af Højdansk. „Ig-gé?“ er et spørgende Forundringsudbrud. — Æn tvu’n Sa betyder en tvungen Sag, ed tvu’ed F(e)rhw’l et tvunget Forhold.
Faar man en hel Sætning udleveret paa én Gang, kan det knibe slemt med Forstaaelsen. „Je kaa’nne ty aa sølle“ betyder: Jeg kan ikke taale at synke. „Jæ blæjr drogen a aa daa’se æler kør i Karsæjl“ er: Jeg bliver svimmel af at danse eller køre i Karussel. „Ha hænde sin fier Hæeste aa si Draj“ = Han hentede sine fire Heste og sin Dreng. „Ha va ty Oer dæj aaden“ = Han var (blev) tyve Aar den ottende. „Forns goer de som de goer“ = Derfor gaar det som det gaar; (fordi er gammelt Dansk for derfor). „Jæ haa a kæjd te Ma“ = Jeg har aldrig kendt Magen. „Jæ saa: Ve do log mæ di Myw; aa saa tid ha“ = Jeg sagde: Vil du lukke din Mund; og saa tav han. — „Dusgemand“ forekommer f. Eks. i denne Forbindelse: „Grisi døer visd snar, haj æ saa dusgemand“ = Grisen dør vist snart, han er saa daarlig (hænger med Hovedet). Dybsindig betyder melankolsk: „Hai va saa dybsindig, a hai gik hen aa hængde sej!“
— Der staar ligefrem en Glorie om Lollikens Hoved, naar han taler dette blide og elskværdige Sprog. Det er et Maal, som synes at strømme over af Imødekommenhed og slet ikke at egne sig til Modsigelse. Og den lollandske Almue er virkelig saare indtagende.
Blandt mange Eksempler paa dette var min Vognmands gamle Forældre, som jeg mødte. Manden er en 74-aarig Husmand, som bor ved Grimstrup Mose ikke langt fra det bekendte Lysemose Voldsted. Jeg fandt hos ham og hans næsten lige saa gamle Kone en Gæstfrihed, som gjorde den berømte jydske til Skamme. Mandens Oldefar har ejet det samme Hus, hvor Slægten har boet lige siden 1770, i over halvandet Hundrede Aar. Han er altsaa af ældgammel Slægt fra Øen, og efter alle mine Erfaringer tager jeg ikke i Betænkning at kalde ham den typiske Lollik. Oldefaren hed Petersen, men blev aldrig kaldt andet end Brandenborg, fordi han som Dragon under Napoleonskrigen havde været nede i det branden-borgske. Paa Væggen hænger et Billede af den nuværende Niels Brandenborg som Dragon tilhest. En stoltere Karl har jeg sjældent set, og en Satan maa han have været at møde paa Hesteryg med den svære Klinge i Haanden. Har Oldefaren været saadan en Karl, da har han dannet en smuk Pendant til Blichers Jens Jensen i „Fransmanden“. Morsomt er det, at den gamle Rytters Oldesøn ogsaa er havnet ved Dragonerne — Traditionen bevaret! Men nu er Tipoldesønnen altsaa bleven Vognmand.
Den gamle Niels var kun 10 Aar, da Faderen døde, og Moderen sad ganske ene og maatte bjærge Føden til ham og en yngre Broder. Han ser ud, som om han kun har haft glade Dage, et elskeligere Smil har jeg sjældent set — og hans gamle Viv ligner ham i den Henseende. Det er de sødeste Mennesker, jeg har mødt. De har hele deres Liv næret sig af den halve Tønde Land, som hører til Huset, og som mest er bevokset med Frugttræer. Hun maa passe Haven helt alene, efter at hans Ben er lammede af Gigt; og han fletter Kurve af Pilene i Havens store Hegn. Jeg blev trakteret ved et overdaadigt Kaffebord, og jeg har sjældent tilbragt hyggeligere Timer end hos disse gamle Mennesker.
— At Gæstfriheden og Elskværdigheden ikke indskrænker sig til Husmandshjemmene, men ogsaa ytrer sig paa Adelsborgene, fik jeg Bevis for under mit Besøg paa Knuthenborg, hvor jeg traf den unge Grev Fin Knuth, som tog imod mig med den største Venlighed og gav mig en Mængde Oplysninger om Gaardens pragtfulde Park. Desværre havde jeg her paa Stedet saa forrygende travlt, at jeg maatte nøjes med dette og ikke kunde benytte mig af Gæstfriheden, hvad der fristede mig meget stærkt. — Greven fortæller, at Parken er 1200 Tdr. Land og helt omgivet af en Kampestensmur paa omtrent en Mils Længde. Blandt dens mange Seværdigheder nævner han f. Eks. en Mængde sjældne Træsorter, saa-ledes flere fremmede Naaletræsarter, ligeledes de smaa Ruiner, som er tilbage af det ældste Slot, og i hvilke der endnu i Munkestensrester er en Døraabning foruden en Rundbue, som synes at have hørt til en større Port.
Fra Slottets Trappe er der en vidunderlig Udsigt over det aabne Parklandskab og Smaalandshavet — et af de bedste Steder ved Øens Kyster. Inde i Parken nær ved „Svanesøen" staar to vældige, gamle Ege, kaldet „Adam og Eva", paa et Sted som er den fuldkomne Idyl. To store Flokke Graaænder letter fra Svanesøens Spejl, da jeg nærmer mig, og flygter skræppende over Træernes Kroner, fuldstændig vilde — et herligt Syn, naar man er vant til deres tamme Fæller inde i Københavns Parker.
— Det er Graavejr med ganske fint Regndrys, og Parken tager sig overalt herlig ud i denne Stemning. Den lille Svanesø, hvis Flade er dækket af Aakander, rummer i sin bredeste Del en Ø, som er tæt bevokset med Skov og langs hvis Bredder prægtige Træer, især nogle dejlige Pile, luder deres ædle graa Kroner ud over det stille Vand. Ældgamle Birke med revnede Stammer staar i Skoven nær Søen, og en Sti gaar rundt om denne gennem en fuldkommen Urskov, hvor jeg et Sted finder en Gruppe kolossale Ege, som helt op til deres Top er tæt bevokset med Vedbend. Tujaer paa 5—6 Meters Højde vokser nær Stedet, og da jeg træder ind imellem dem, vader jeg lige ind over en Hare, som ganske doven lunter bort fra Stedet. Skovduer kurrer, og Fasaner blæser Truthorn inde i Tykningerne.
Dejligt er der ogsaa ved Aaen, som rinder gennem Parken forbi Svanesøen og Slottet. Men pragtfuldest af alt herinde finder jeg de store, aabne Sletter, omgivet af Lunde og klædt med enligtstaaende Grupper af mægtige Træer, og hvor store Mængder af græssende Høveder og Faareflokke færdes. Saadanne Steder er det, som stedvis sætter sit særegne Præg paa det lollandske Landskab og gør det storslaaet og uforglemmeligt. Maatte vi altid faa Raad til at bevare dem, trods Tidernes Omskiftelser!
Paa min Vej herfra mod Øens sydlige Kyst kom jeg forbi den monumentale Tir sted Kirke, som skønt den er undergaaet en Del Forandringer, siden den opførtes i 12. Aarhundrede, er en af Lollands interessanteste Landsbykirker. Ved en Restaurering i nyeste Tid, hvorved den blandt andet blev befriet for sin Overkalkning og ført nærmere til sin oprindelige Skikkelse, staar den endnu som et fremragende Minde om sin Tids Bygningskunst med det vældige Taarn i samme Bredde som Skibet. Den store Bygning ses vidt over det jævne Landskab og er med sine Farver i de gamle Munkesten, som skifter fra rødt til grønskimlet, og med sine skønne Buefriser og Tandsnit, af overordentlig smuk og imponerende
Virkning. — I dens Kirkegaardsmur fandtes i sin Tid den berømte Tirsted-Rune-sten, som allerede omtales af Ole Worm, og som senere er flyttet til National-musæet, en meget anselig Sten med en bemærkelsesværdig Inskription, som oversat lyder saaledes: „Asraad og Hildulv rejste denne Sten efter deres Frænde Frode. Flan var den Gang Mændenes Fører; men han døde i Sverige i Fregers Flok, da alle Vikingerne omkom.“
Desværre findes der intet sikkert Middel til at bestemme, hvad der menes med „den Gang“. Men det anvendte Runealfabet tyder paa, at Stenen er fra meget sen Vikingetid, maaske fra Perioden lige ved dennes Slutning.
Tirsted ligger nær Nordgrænsen af Lollands mærkeligste Landskab, de uhyre Flader, som strækker sig i 3 Mils Længde omtrent fra Gloslunde til Hyllekrog og stedvis naar en Bredde paa henimod 1 Mil. Det er den gamle, nu udtørrede Rødby Fjord med dens nærmeste Omgivelser af lavt Sletteland og tidligere Halvøer og Smaaholme. Stedet har en Historie, som vidner stærkere om en Bondebefolknings Kamp med Havet end nogen anden Kyststrækning i Danmark, her hvor den ene Vandflod efter den anden brød ind over de lave Diger og overskyllede Fjord og Land. Værst gik det under den store Stormflod den 13.—14. Novbr. 1872, da det brølende Hav trængte ind med en Vælde, saa Nakskovfjords og den daværende Rødbyfjords Vande mødtes, da Bølgerne skyllede helt op i Rødbys Gader, rev Gaarde og Huse bort i Hundredvis paa den lave Flade, mens firsindstyve Mennesker druknede og Kvæget omkom i Tusindvis. — Saa satte Beboerne endelig det store Værn op mod deres aarhundredgamle Fjende, det 9 Mile lange, høje Dige, som naar fra Albuen helt til Sandager Syd for Øster-Ulslev. Og bag det ligger nu et Land, som rummer Engfladers Græshav, frodige Hvede-, Roe- og Luzernemarker, med Vindmotorer og Kanaler, et Land som søger sin Lige i den hollandske Marsk, langt mere mærkeligt og imponerende end Marskegnene ved Tønder. Det synes videre, næsten uendeligt, men stedvis ogsaa mere øde end disse; her findes ingen „Koge“, hvis høje Digevolde spærrer Udsigten; fuldkommen frit er her til alle Sider, naar man er ude paa denne umaadelige Flade, som paa visse Steder næsten virker stærkest ved sin Uhygge.
Ved Vejen fra Vejleby til Kramnitze staar en mægtig Sten, som i 1930 er rejst til Minde om den store Stormflod, og som foruden en smuk Inskription har en Linje, der viser den højeste Vandstand under Katastrofen. Den er vistnok hen imod 6 Meter over den nuværende Engflade.
Paa Generalstabskortet fra 1916 vises endnu aabent Vand i Rødby fjord paa en Strækning af 1 Mil fra Hobyskov til langt Nordøst for Herregaarden Lidsø, og i en Bredde af over 7a Mil fra Kramnitze Gab til Nordvest for Vejleby Kirke. Aar efter Aar er endelig det store Udtørringsarbejde af Fjorden tilendebragt. — Naar man gaar omkring herinde, hvor Havet intetsteds ses for det store Dige, finder man ofte Spor af de gamle Fjordbredder, saaledes ved Hobyskov, der som en lille tæt Lund rager op ved den gamle Fjords Vestside; og mange andre Steder møder man Lunde eller Haver, hvis høje Alder viser, at de maa have ligget paa Halvøer eller Smaaholme i Fjordens Vand eller paa den lave Kyst omkring det, og som nu med deres Trævækster danner smaa Bakkeøer, der hæver sig ganske lidt over Fladen.
Man skal op paa Digerne for at faa det fulde Indtryk af disse Fladers Mægtighed. Et udmærket Sted er Diget ved Kramnitze Gab, hvorfra man har en fortrinlig og instruktiv Udsigt over dette Landskab, som næsten helt skylder Menneskene sin Tilblivelse. Det gamle Gab er nu kun en Kanal paa maaske 200 m’s Længde, der ender brat ved Digets Fod og nu anvendes som Baadehavn. Fladerne i Nord og Havet i Syd synes lige lave og lige uendelige her fra dette Stade. Intet bevæger sig paa dem nær eller fjærn. Kun paa Lagunernes Vand inden for Diget færdes nogle Blishøns og Graaænder, og enkelte Strandskader og Maager over Havet og den nære Kyst. Den milevide Slette derinde med dens gule Toner virker besynderligt nok paa Sindet med en langt stærkere Følelse af tung Ensomhed end Havet, hvis levende Smaabølger er i bestandig Bevægelse og tindrer i Solglansen. Det store Vand ligger saa kattelumsk derude og spinder i Varmen, mens det strækker sine Kløer i Strandens Sand; men en sagte Knurren fra dets dybe Strube naar af og til mit Øre.
Et endnu stærkere Indtryk gør dette Landskab inde Syd for Lidsøgaard. Det ligner her med sin magre, ganske jævne og visne Bund og med sine Faareflokke fuldkomment en Ørkenflade. Man vilde maaske kaldet det vestjydsk, hvis det ikke helt manglede Bevægelse i Jordbunden — Klitter og Dale; som det nu er, er det aldeles enestaaende indenfor Landets Grænser. Sortgrønne Siv i smaa strittende Duske er det eneste, som i enkelte Pletter rager op over denne skindmagre Bund. Intet Vand er at se; i Syd staar som Slettens Grænse det store Havdige, i Nord og Øst øjnes kun et Par ensomme Boliger i det fjærne. — Men hvilke dejlige, fine Farver, der hviler over dette ensomme Land til alle Sider, lyse som i et ædelt, bleget Gobelin. Selv Himlen, trods den er fuldstændig klar, synes blegere her end inde over de frodige Egne. De eneste Væsner, som jeg ser herude, er Faarene, disse de danske Ørkeners Kameler, hvis Lod det altid er at være, hvor andre Dyr ikke kan bjærge Livet. Hvorsomhelst man møder en Plet med grøn Farve, skal man derimod ogsaa nok finde en Ko!
Pludselig ser jeg en Ringdue trække lavt hen over mig, øjensynligt paa Vej fra én af de smaa, skovklædte Bakkeøer til en anden. Det var den sidste Fugl, jeg havde ventet at se paa dette Sted!
— Det kan jo ikke hjælpe: jeg finder dette øde Sted mere betagende end de fede Græsgange herinde med Kanalerne og Vindmøllerne, som disse Flader ogsaa rummer. Det er godt at de findes; men min Hu har altid staaet mere til Ørkener.
Højst mærkelige er ogsaa Store- og Lille-Brundrag, som i Sydvest danner Slettens Grænse mod Havet paa en Strækning af flere Kilometer. Ind mod Fladerne lyser deres aabne, gule Sandsider milevidt over Landet, og især ser de prægtige ud over Sletten mellem Lyttesholm og Syltholm. Men kommer man ud til dem, ærgrer man sig over den uskønne Bjærgfyr- og Granplantning, som dækker deres Top og stedvis helt ødelægger dette ejendommelige Stykke Natur. Er det for at forhindre Sandflugt, da kunde man her, hvad Forsøg har vist paa Jyllands Vestkyst og mange andre Steder, have opnaaet dette ved at plante Marehalm og Hjelme i Stedet for disse hæslige Vækster.
Den lange, skarpe Klit er en naturlig Fortsættelse af Hyllekrog, denne besynderlige, smalle Halvø, der ligesom Albuen paa Øens Nordvestside rager ud i Havet i omtrent en Mils Længde, en ganske lav Sandbarriére, der ligesom for at
beskytte dem har lagt sig omkring den Mængde Smaaholme, som opfylder Fjorden. Selv har den, da Rødbyfjord og dens Omegn endnu var havdækket, ligget som en kæmpemæssig, isoleret Sandvold, der skilte Fjord fra Hav.
Den smukkeste Udsigt over disse gamle Fjordegnes sydligste Spids faar jeg fra Havdiget Syd for Tillitze Pumpemølle. Den uhyre Slette mod Vest med sine Laguner, begrænset af Brundragenes takkede Klitrække, Fjorden mod Sydøst med Hyllekrog yderst i Horisonten som en fin, næsten usynlig Linje, over hvis Midte Fyrets Masser løfter sig som en vældig Kirke, der synes at hvile paa Vandfladen, Synet af alle de smaa Holme i Fjorden: Storeager og Lilleager, Hylleholm, Tjørneholm, Kalveholm og Lindholm — alt dette er noget af det mærkværdigste, jeg har set — og tillige, skønt alt er næsten lige saa lavt som Havfladen, noget af det mest storslaaede. Kun Danmark har en Kyst, som kan betage Sindet paa denne Vis!
Dette kan intet Billede gengive. Motivet er til alle Sider, det omslutter Én som et Panorama af den sælsomste Virkning — det virkelige Hav til den ene Side og et Hav af lav, fortørret Græsmark til den anden. Lige neden for mig ligger de store Laguner, hvoraf de fleste er fremkommen ved at man har gravet Jord til det store Dige. Udenom disse dybblaa Damme staar frodiggrønne Sivskove, som naar omtrent helt op til Digets øverste Kam. Og bag disse levende Forgrundsfarver hviler den umaadelige, gulgraa Slette, fortonende sig i slørede, taagede Farver helt ud til Brundragenes gyldent skinnende Sandvolde i det yderste Fjærne. — Hav, Slette, Himmel, drivende Skyer, intet andet.
— Paa al Ting mærker jeg allerede Efteraaret nærme sig. Luften er bleven sval og klar, blegblaa over mit Hoved. Smaabyger begynder at opstaa her og der og vandre hen over Landet, de sætter Panik i Viber og Stære, som samler sig i store Flokke og er beredt til at trække mod Syd med kortest muligt Varsel, Stærene som tætte, sorte Skyer med Slagskygger over de gule Marker. En Flok Graa-ænder kommer farende paa tværs over Diget med Brus og Rabalder og forsvinder over Lagunerne vesterude. Store Havmaager skriger langt borte ved Stranden, det lyder som Vanvittiges Skraal og Latter og giver hele Billedet et Præg af Uhygge og Død — Druknendes Raab, Strandvaskere, som ruller i Havstokken ....
Og jeg maa atter spørge mig selv som saa ofte før hernede: er dette virkelig det ringeagtede, „ensartede" lollandske Landskab!
Indtrykket af dette Steds sære Stemning staar i et mærkeligt Forhold til hvad jeg møder et lille Stykke østligere ved denne Kyst omkring Aalholm, hvor jeg kommer ind i et Landskab, som er dets diametrale Modsætning. Overgangen til denne er ret langsom, og man faar egentlig først Øjnene op for den, naar man har passeret Grænsen til Herreslev Sogn og naar til Omegnen af Egholm-Gaar-den, der ligger i et yndefuldt Landskab paa en lille Halvø i Beltet. Gaarden, som hører under Aalholm, er en af de anseligste, jeg har set herovre, og med sine dejlige, straatækte Bindingsværkslænger, som er af stor Ælde, men overordentlig velbevarede, og med den lindetræsbeplantede Gaardsplads er den en af de allersmukkeste. — Ganske nær ved den ligger ved Stranden den store Langdysse „Kæmpegaarden", som er 76 m lang og har 109 store Randsten. Desværre er den næsten helt tilgroet af Ukrudt, Buske og Krat, og paa sin Østside af en halv Snes store Skovfyrre, saa det prægtige Oldtidsminde kunde næppe være i en værre Tilstand af Forsømmelse.
Landskabet omkring Aalholm er i sin Art fuldkomment ved sin blide Skønhed og naar sin Klimaks i Slottets store Park. Det middelalderlige Herresæde nævnes allerede 1329 og senere under Valdemar Atterdag, som med Held forsvarede det mod Hanseaternes Angreb. I 1725 bortmageskiftedes det efter at have hørt under Enkedronningens Livgeding, og i 1734 oprettedes Grevskabet Christiansholm, hvori det blev Hovedsædet. Desværre er det forhen stolte Slot for største Delen ændret i nyeste Tid ved uheldig Restaurering; men der er dog levnet ret anselige Rester af den middelalderlige Bygning, saaledes Nordfløjens Nordmur med det svære, firkantede Taarn paa Nordvesthjørnet. Dette sammen med den korte Vestmur er Borgens ældste bevarede Del, sandsynligvis den oprindelige fra 14. Aarhundrede. Kun blev Taarnet under Frederik 11 noget forhøjet. Oprindelig er Borgen anlagt paa en Holm, og endnu er den omflydt af Vand paa tre Sider, mens den sydlige Del af den brede Grav er bleven opfyldt.
Den omtalte Vestmur med Hjørnetaarnet, hvis Munkesten er bevokset med Vedbend helt op til Tagskægget, og hvor to vældige Lindetræer staar ved Taar-nets Side, danner et storslaaet Billede set over den brede, søagtige Voldgrav. Ved Nordsiden ud mod den vide Park er der et herligt Trappesystem, som Led for Led fører op til Slottets 2. Stokværk, omgivet af pragtfulde Smedejærns-gittere, over hvilke overdaadige Roser slynger sig. Fra Trappen er der en yndig Udsigt over Parken og Landskabet bag denne, der synes at glide over i hinanden uden nogen Overgang. Hvad der især gør Stedet saa straalende friskt og skønt, er Vigens og Havets Nærhed. Den første skærer sig ind mellem Næsset og Nysted til Parkens Sydside, saa man har det blinkende, salte Hav lige op ad Træer, Blomsterbede og Gange, hvorfra man faar Udsigt mod de skovklædte Halvøer paa begge Sider af Vigen og over denne helt til den aabne Østersø.
Ogsaa set tværs over Vigen fra Stranden ved Nysted, hvor der paa den sandede Tange Syd for Byen ligger en gammel Skanse fra Svenskekrigens Dage, ser dette Sted herligt ud. Her er friskere, mere aabent end ved Knuthenborg, hvis Park mangler dette store, aabne Hav som Baggrund.
Paa Vej fra Frejlev mod Øst til Kysten kom jeg forbi Skalkekorset, som staar ved Vejsiden. „Skalkene" var de Frejlev Bønder, som dræbte den onde Ridefoged fra Aalholm ved at radbrække ham paa en Sten ved Stranden. Siden rejste de ham et Minde paa det Sted, hvortil han efter Sagnet slæbte sig hen og døde. „Korset" er højere end en Telefonpæl og ligner næsten en saadan, kun har det højt oppe paa Stammen to smaa, vandrette Fløje, og disse bærer Inskriptionen Anno — 1533, det Aar, Begivenheden fandt Sted, og øverst en forgyldt Vindfløj. Til Bod for Ugærningen er Korset rejst, og det er stadig i Aarhundre-dernes Løb bleven fornyet af Frejlev Bylav, formodentlig sidste Gang i 1862, thi Vindfløjen bærer dette Aarstal.
Den Sten, hvorpaa den frygtelige Daad fandt Sted, skal findes ved Stranden, omtrent 200 m fra denne yderst paa det lave Næs Syd for Frejlev Skov. Jeg søgte forgæves at komme til fuld Klarhed over, hvilken af den uhyre Mængde Sten, som ligger herude, der er den rigtige; men det maa vel være den, som der er gjort Stads af ved Opstilling af 4 mindre Sten omkring den, af hvilke den ene bærer Bogstaverne F. M. ligesom de sædvanlige Fredningsmærker. Ogsaa de andre 3 bærer Indskrifter, men ganske ulæselige undtagen paa den ene, som har Aarstallet 1923 eller 1928. Stenen selv staar rejst paa Enden aldeles som en Bautasten.
♦ Stedet kaldes „Enghaven", en noget misvisende Betegnelse i Betragtning af,
at denne udprægede Moræneflade er dækket af Myriader af Kampesten — selv efter at Stedet har leveret Materiale til Masser af Stendiger, som er rejst vidt og bredt omkring det. Disse Stenstrøninger fortsætter ind i Skoven Nord og Nordvest for Enghaven, og Skoven, som af Befolkningen kaldes „Frejlev Bøjet" (Bøget), er fredet paa Grund af sine mærkelige Trævækster og Stenenes Mængde.
— Lolland er usædvanlig rigt paa Oldtidsminder, og det kan ikke undre, at Antallet er særlig stort her paa dette Strøg, hvor Sten findes i saa uhyre Mængder. I og ved Frejlev Skov findes to anselige Langdysser, og ved det nordligere liggende Flintinge to lignende, af hvilke den ene er usædvanlig lang og med mange prægtige, velbevarede Randsten, mens den anden er noget plyndret og forstyrret. Lige Øst for Byen ligger et af de vældigste Dyssekamre i Landet, næsten som en Jættestue i Størrelse. To-tre af de svære Bæresten er forsvundet, men Resten bærer to Overliggere, som er intakte og af kolossale Dimensioner. Men Landskabet omkring Kamret er uhyre kedeligt, og Pløjemarker gaar naturligvis lige ind til Bærestenenes Fod.
Nordvest for Stedet ligger det anselige Hardenberg Slot, det gamle Krenkerup, et overbevisende Vidne om det forhen udbredte Adelsvælde paa Øen. Man faar af selve Slotsbygningerne mere et Indtryk af Magt og Rigdom end af nogen overvættes Skønhed, de kan ialfald ikke maale sig med f. Eks. Knuthenborg eller Aalholm. To af Slottets fire Hjørnetaarne er runde, de andre sekskantede, og de har alle Kobbertage og Spir. Disse Taarne er det smukkeste ved Bygningen, som iøvrigt er overkalket med en grim, gul Farve. Parken derimod er uden Lyde, stor og pragtfuld, og kan i Skønhed staa Maal med de to førstnævnte.
Et af de smukkeste Landskaber inde i Landet paa disse Kanter er den umaa-delig store, nu næsten helt udtørrede Mosestrækning Øst for Hardenberg. Den rummer en prægtig naturlig Bevoksning, hvor Flokke af Kvæg græsser over de lave Flader, som endnu trods deres Buskvækster og smukke Trægrupper er fuldstændig moseagtige, indrammet paa Sydsiden af Slottets store Skov, hvis Træer staar som en Mur ud mod Lavningen.
— Den nærliggende Radsted Kirke har et overordentlig smukt, slankt Spir, som i paafaldende Grad minder om Spirene paa Kirkerne baade i Nysted og i Vester Kippinge paa Falster. Sagnet siger, at de alle er opført af tre Søstre, hvilket ved nærmere Undersøgelse viser sig at være noget Vrøvl. Kirkerne er oprindelig af højst forskellig Alder, og det samme gælder om deres lange Spir. Paa Radsted Kirke er dette bygget af Elisabeth Rosensparre til Hardenberg i 1621, mens Nystedspiret er fra 1649—51, og Vester-Kippinges skriver sig fra 1701—03. Utvivlsomt har Radsted-Spiret været Forbillede for de to andre.
— Utrolige Masser af Skov findes her alle Vegne i disse østlige Egne; og hvor der ingen Skov er, har man det oprindelige Net af levende Hegn, som spærrer Udsigterne. Imellem Hegnene findes regelmæssige som Felterne i et
Skakbrædt de graa Stubmarker eller de grimme Roemarker, som paa denne Aarstid er i Frø, og hvis lysegrønne, parasolformede Toppe rager 1—2 Alen i Vejret og er usædvanlig hæslige.
Frit og herligt er der sammenlignelsesvis langs hele Guldborgsunds Kyst udenfor den store Række Strandskove, som danner en næsten sammenhængende Bræmme fra Nysted omtrent til Vigsnæs. Forstbotanisk er de af stor Interesse og rummer en Mængde Træarter, saaledes mange Elme og Linde, blandt hvilke den sjældne storbladede Lind, som ellers kun findes vildtvoksende her i Landet paa Æbelø og Thunø. Mens de malerisk set er af mindre Værd i deres Indre, gælder det modsatte ude langs Kysten, hvor der er friskt og smukt, især i disse Høstdage, da en kraftig Blæst jager Vandet i krappe Søer ind mod den grønne Strand ude bag Skovens store Stammer, hvor Guldborg Sund, denne smalle, dybblaa Strøm, er som en rivende Flod, der skiller de to Øer. Prægtigst er paa sine Steder denne Kyst i Storskoven nær ved Soesmark, det gamle Færgested over til Guldborg paa Falstersiden.
Saa godt som alle Vegne heroppe i dette nordøstligste Hjørne af Landet er de ældre Bindingsværksgaardes Mursten ukalkede og staar med deres milde, røde Farver mellem de sorte Stolper. Dette bliver mere og mere almindeligt, jo længere jeg kommer ud paa den yderste Halvø Vigsnæs. Samtidig stiger Landets Skønhed næsten for hver hundrede Meter, jeg bevæger mig ud mod Halvøens Spids. Man gnider sig i Hænderne ved Synet af dette Steds Ufrugtbarhed, omtrent som naar man er bleven fritaget for at fortsætte et altfor overdaadigt Maaltid! — Men Solsikker straaler overalt i de fattige Haver, og den visnende Regnfangs rustrøde Farver pranger i alle Grøfter langs Vejsiderne. Solen falder frit over aabne Stubmarker, der virker svovlgule mod det blaa Sund. Enkelte sorte Byger trækker for Østenblæsten og lægger deres blygraa Skygger over Marker og Hav, saa alle iltre Farver daaner under dem, men kun for et Øjeblik senere at komme tillive igen under Blæstens Aande. Saa snart jeg nærmer mig Vigsnæs By, som har ikke faa Bygninger af den førnævnte Art, kommer Havet tilsyne til begge Sider af Landet og højner Billedets Skønhed.
Og saa naar jeg da endelig den yderste Spids af Landet med det lille Fiskerleje Vestermark paa den nordligste Odde i Havet. Et mærkeligt Sted, fjærnt fra Verden! De faa Mennesker, jeg ser herude, staar stille og kigger efter Vognen, som om de aldrig før i deres Liv har set et saadant Køretøj. Og det forekommer ialfald nok sjældent paa disse afsides Steder.
Alle Folk herude i Vestermark er Fiskere; men de fleste har 2—3 Tdr. Land, som de dyrker samtidig med at de bruger Havet. Det barske, vindhærgede Land har præget disse Mennesker, det er som om man her møder en helt anden Race end inde i de fede Bønderegne — stoute Folk, magre, brune og hærdede. Jeg saa én komme mod mig henad Vejen med en fuldtlastet Trillebør, en rigtig Havkarl med sammenbidt Mund og skarpe Øjne. Som han kunde haandtere den tunge Bør, hvor der laa et Taarn af tjærede Net! Det var som at møde Thor med sin Kærre. Mange andre herude er af samme Slav; man kunde møde saa-danne Folk paa Jyllands Vestkyst.
— Smaapramme ligger langs Stranden og vipper i Paalandsblæsten og rykker
i deres Fortøjninger, mens større Baade er halet op paa Kysten. Mellem de gamle Bindingsværkshuse med Straatagene hænger Aalegarn til Tørring. Hist og her ser jeg under min Vandring ad Vejen en gammel Morlil kigge ud af en Forstudør eller forsvinde om et Hjørne, naar jeg pludselig vender mig. Man vil nødig overraskes i sine Iagttagelser her.
Landet er de fleste Steder saa lavt, at det synes at gaa i ét med Havets Overflade. Men hvad man dog ser herfra, trods dette lave Stade! Utrolige Mængder af Lande løfter sig til alle Sider over det graa Hav. Mod Nordøst ser jeg Resle Skov ved Vaalse paa Falster, mod Nord en Anelse af Højderne paa Knudshoved Odde paa Sjælland. Og saa paa Rad og Række en Mængde af Smaalandshavets Holme og Øer: Suderø, Fæmø, Askø, Fæjø, og inderst Lollands Kyst med Skovene ved Bandholm. Ganske nær udenfor Vestermarks Strand spænder Vigsø sin tjørneklædte Kyst, smal som en Bue, rundt om Vigsnæs’ yderste Pynt — den lille Holm, hvor den eneste Menneskebolig er en Langdysse, rejst for en Mand, som blev stille for et Par Aartusinder siden.
— Blæsten staar ind fra Vest og faar Bølgerne til at brydes med Susen mod den lave Strandbred, rykker i Ukrudtet paa Toppen af de lave Klitter, hvisler gennem Fiskenettene paa deres Stejler og kogler med Sandet om mine Fødder..
Et barskt Folk og et barskt Land herude.
— Det er Lollands Skagen.