LILLEØ
Et Par Timer senere sejler vi gennem Kalvø Strøm Norden om Farø og kaster Anker etsteds i Mørket udfor Lilleøs Nordkyst. Himlen er bleven ren og klar, og over det rolige Hav skimter vi svagt gennem det douce Maanelys den lange, bølgende Kontur af Stenbys Skove i Nord, og tror i Syd at ane Lilleøs lave Strand — ellers ser vi overhovedet intet Land til nogen Side, skønt vi ligger mellem en Vrimmel af Øer.
Efter at vi har ankret, lægger det sidste Pust af Vinden sig til Hvile, og mens vi spiser, bliver Vandets Kluk mod Baadens Sider sagtere og sagtere, til det tilsidst helt dør hen. Her er saa stille, at jeg farer sammen ved pludselig at høre en Flue surre. — Er dette virkelig Oktober! —
Halvmaanen staar skarp paa Himlen, og dens Spejlbillede er uden mindste Bevægelse. Gennem Stilheden høres pludselig ude fra Strømmen et raat, voldsomt Prust af et stort Dyr i Vandskorpen, og lidt efter kommer Lyden igen, fjærnere. Det er et Marsvin, der blæser. Saa bliver alt igen tyst. Ingen Dønning, intet Tegn paa Liv. Vi hænger i Rummet, som Midtpunkt i en vældig Linje, der strækker sig fra Nadir til Zenith--
„. . .. meeresstille furchterlich,
in die ungeheure Weite
reget keine Welle sich. “
Hen paa Natten begynder Fuglene at lade høre fra sig. Halvt i Søvne hører vi Pibeandeflokken, som ligger paa Vandet under Lilleø — Hannernes lyse fløjtende Viviiiw, engang imellem afbrudt af en Huns brutale, skraalende Rharr-rhauw! Eller det er nogle Graaænders fortrolige, aabenhjertige Rabben. Men bestandig hører jeg over det hele en Mygs iltre, hede Summen nær mit Øre.
Vi vaagner Klokken halvseks og ser i Dæmringen gennem Skylightet nogle vimse, smaa Fugle, som ilsomt, den ene efter den anden, flyver over os i hurtig Rækkefølge. Da det trækker opsigtsvækkende længe ud, maa Ornithologen op paa Dækket for at se, hvad det er — det viser sig at være tre Flagermus, der holder Jagt over Baaden!
Morgenbadet paa Dækket var skrapt, tiltrods for at det endnu var næsten vindstille. Himlen er let overtrukket, men paa det Sted, hvor Solen skal staa op, er der allerede en gylden Stribe. Da vi gaar i Jollen for at ro ind til Holmen, trækker 6 Hejrer lavt forbi fra Vest, og en lille Flok Krikænder kaster sig i Strandkanten derinde.
Inde fra Øen høres en Lærke synge, da vi nærmer os — nogle Strandhjejler fløjter etsteds, uden at vi kan faa Øje paa dem. En lille Flok Irisker kommer trækkende ovre fra Sjælland og kaster sig paa Holmen. Nogle Svartbagmaager
med deres Unger sejler paa Vandet nær dens Strand. Men vidt og bredt paa Havet hviler Pibeændernes og Graaændernes Flokke, i Tusindvis ligger de, i Skarer saa tætte som var det brogede Fugleskindstæpper, der flød paa det blanke Vand.
Det var lidt svalt at vade de sidste hundrede Meter fra Jollen ind til Stranden. Her er grundt Vand omkring til alle Sider; sandsynligvis vil man mod Øst kunne vade helt over til Tærø. Johannes Larsen gik ialfald Halvvejen paa en Revle, som tilsyneladende naar helt derover.
En eneste Svale lettede fra Stranden, da vi traadte iland.
Den lille Holm, som vi befinder os paa, er kun 8,1 Tdr. Land; den er ubeboet og udyrket og hører under Kallehave Sogn i Præstø Amt. Det eneste Tegn, vi fandt paa Menneskers Færden, var en Tanghytte paa Østsiden, maaske et Læ for en Hyrde om Sommeren eller for Jægere. Omkring den stod 15—16 Rosenbuske.
Foruden den tætte Bevoksning af Græsser, hvoriblandt forskellige Arter af Stargræs og langs Østsiden Marehalm, fandt vi en utrolig Vrimmel af vilde Planter, saaledes Rødbynke, Lindhardsurt, Røllike, Regnfang, Stedmodersblomst, Torskemund, Hønsefarm, Snerre, Fuglegræs, Kiddike, Storkenæb, Tranehals og Hejrenæb. Det mest dominerende var nogle tætte, helt kratlignende Bede af Strandasters, især voksende indenfor Nordøststranden, hvor jeg maalte deres Højde til 185 cm. De fleste af dem var nu i Frø med de silkeagtig hvide Duske, dog stod enkelte endnu med de sidste smukke, køligblaa Blomster. Ogsaa gul Okseøje, kaldet „Onde Urter" fandt vi, endnu i frodigt Flor, ligeledes Stedmodersblomst og almindelig Katost, og endelig den pragtfulde Rosenkatost, som lader til ogsaa herinde at have et Hjemsted ligesom paa de fleste af Smaalands-havets Holme.
Langs Øststranden fandtes en tæt Bræm af Strandmelde, frodig og bovnende som alting her. Det er som alle disse Planter vil sige: Giv Ukrudtet Lov til at være lidt i Fred, saa skal I bare se! —
Saa lille denne Holm er, har man dog her fundet Affald fra Stenalderfolkets Flintetilhugninger. Men dette er vist ogsaa det eneste Spor, Historien har efterladt paa den.
Den nyeste Tid har efterladt et Skilt, hvorpaa der staar en kraftig Advarsel imod at betræde den. — Jeg har mærkelig nok aldrig truffet et Skilt, hvorpaa der staar: Adgang tilladt for Uvedkommende! Men det maa jo dog ende med, at saadanne bliver paakrævet. Hvor skal den uhyre Mængde af Uvedkommende tilsidst gøre af sig selv!