KYHOLM
Vi ankrede op i den lille Bugt paa Kyholms Sydside, og vor Nysgærrighed efter at se en Ø, der har en saa ejendommelig Historie, drev os straks iland. Vistnok ingen anden Ø af saa ringe Størrelse indenfor Landets Grænse har set et saa mærkeligt Liv røre sig paa sin Strand som Kyholm.
Pontoppidan omtaler „Kyeholm, som giør en god Havn og undertiden tiener til Sammelplads for mange Skibe.“ Men allerede da den store Pest i 1709—11 hærgede Landet, tjente Øen som Karantænestation for Jylland, og et „Pesthus" opførtes her, som husede de angrebne eller mistænkte Søfolk. Og knap 100 Aar senere, i 1801, anlagdes „Kyholms Fæstning", som med sin Kommandant og sin Besætning, især af fyenske Regimenter, opretholdtes til Krigens Afslutning i 1814. Allerede 17 Aar senere blev den bekendte, store Karantænestation anlagt her, en Forpligtelse som Staten maatte gaa ind paa overfor de fremmede, søfarende Nationer til Gengæld for Sundtolden. Til Opførelse af dette komplicerede Bygningsanlæg, som paabegyndtes 1831, udkommanderedes Mandskab fra Samsø, og allerede Aaret efter var der paa Øen vokset en hel lille By op, som vistnok maa have taget sig besynderlig ud i de ensomme Omgivelser. Foruden et Fyr, ved hvilket der var ansat Lodser, bestod Anlæget af 3 Hovedafdelinger, „Quarantainen", „Contumazen" og „Practicaen", der var adskilt fra hinanden ved 10 Fod høje Plankeværker.
Fra Pestens og Fæstningens Tider laa her endnu den lille Kirkegaard, som allerede husede tresindstyve unge Soldater fra Krigsaarene. Nu fik den snart nye Beboere. —
Af Honoratiores rummede Anlæget Kommandanten og en Karantænelæge med deres Familier. Foruden disse fandtes her 4 Lodser og en Marketender, en Karantænemester, nogle Underofficerer og en Del Menige, ialt omtrent Hundrede Personer.
Der har rørt sig et broget Liv paa den lille Ø i de henimod tredive Aar, den havde disse Beboere. Men med et eneste Slag blev den igen fuldstændig affolket. I 1859, to Aar efter Sundtoldens Ophævelse, blev Anlæget nedlagt, Øen evakueret, Bygningerne nedrevne og alt Materialet bortført. —
De skriftlige Beretninger, der findes om Tilstandene paa Øen i denne Periode, tyder just ikke paa, at Livet har været lutter Lagkage herovre. Splid og Kævl hørte til Dagens Orden, ja endog et svart Mytteri mod Kommandanten har Øens
Historie at opvise. Men efter god dansk Skik endte dette allerede Dagen efter med Knæfald og almindelig Syndsforladelse. Den Arrest, som kompletterede An-læget, havde dog ret jævnligt Besøg. Dramatiske Begivenheder har det vel næppe skortet paa, saa meget mere som der var adskillige Kvinder mellem „Besætningen", hvad der under saa ejendommelige Forhold ikke plejer at gyde Olje paa Vandene.
Det er snart halvfjerdsindstyve Aar siden, at Øen blev forladt af disse sine sidste Beboere, og intet levende Menneske kan mere fortælle noget selvoplevet fra Øens sidste Storhedstid. Menneskene kom, ydede deres Tribut til dens Kirke-gaard, og forsvandt igen. Fra dens første Bebyggelse for over to Hundrede Aar siden har dens Historie jo været temmelig ensfarvet — bestandig var det Krig og Pest, der kastede Glans over dens Navn. Og den deler for saa vidt Skæbne med mange fremragende Navne og Steder indenfor vort Fædrelands Historie og med næsten alle kronede Hoveder. Hvad er der tilbage, her som hist......
Jo, her fik vi det at se! —
Ved Stranden en lille tilsandet Havn, hvor aldrig mere nogen Baad lander, paa Kysten nogle Stenrester i Grunden, hvor de store Bygninger har ligget, et Par Brønde og en Rendesten, nogle halvt udviskede Skanseanlæg — og endelig en lille sammensunken, tilgroet Kirkegaard med et Hundrede Døde. Det er alt — det er de haandgribelige Minder om Stedets Historie.
Hvor vi fra Havnen gaar op over Land, finder vi næsten hele Øens Vestside dækket af Tomter, hvorfra alt brugeligt Materiale forlængst er bortslæbt. Men i Jordsmonnet sidder endnu, overgroet med Græs og Urter, de solide Grundsten, der viser hvor de gamle Regeringsbygninger har staaet. Der blev bygget godt i Sjette Frederiks Dage, derom vidner endnu de sparsomme Rester; der blev ikke sparet, hvor Kongen byggede Huse! Stendigerne om Haverne har været anselige, og Stensætningerne i ikke mindre end 4 Brønde, af hvilke 2 endnu er vandfyldte, er fortrinligt Arbejde. Men Stikkelsbærbuske og Hyld gror ud over dem, og snart vil de tilsande og forsvinde; Stenrenderne, som fører fra Fordybninger ved de gamle Haver, bliver borte under de vilde Vækster. Selv de gamle Skanser er ved at smuldre, og Regn og Frost jævner dem mere og mere med Marken.
Halvfjerdsindstyve Aar var mere end nok til atter at gøre dette til et øde Sted. Menneskene kom og gik, byggede store Huse og rev dem ned igen — og alt er „Forfængelighed og Aandsfortærelse."
Men se blot — i de gamle Haver staar idag Frugttræerne i Blomst! Over de aabne Bakker, hvor Markens vilde Flora gror, staar Pinseliljer med lysende Kroner i Græsset. Paa den gamle Kirkegaard, der er én eneste stor Tue af et sammenfiltret Vildnis, hæver over Stendigets Bukketorn Syrener og Kirsebærtræer deres blomstertunge Grene, Roser og Hvidtjørn staar Vagt over de stille Grave, hvis Beboeres Færden allerede forlængst er glemt med deres Navne. Herinde i Vildnisset, hvor man synker dybt i et Væv af Buske og vilde Urter og Gang paa Gang snubler over Gravenes Tuer — dér finder vi, naar vi bøjer Gærdekørvelens og Brændenældernes Top tilside, hist og her et lille violblaat, blinkende Øje, der ser imod os fra sin Tue —- det er Vincaen, som staar i Blomst. Plantet af Hænder, som for længe siden er bleven trætte. —
Er det ikke Stedets virkelige, uvisnelige gloire, at netop det er bleven tilbage, som Menneskene har ført med sig for at gøre Livet skønt! Og maa man ikke
tænke paa, at tværs igennem Døgnets Kævl og Stridigheder enedes disse Mennesker bestandig om én fælles Klage — den, at „Grevens Stude“ brød ind over Stendiget og forstyrrede den lille Kirkegaards Fred......
Se, hvor Guldregnens Ild straaler mod Syrenernes blide Farver, hvor Pæretræernes blomstrende Grene gynger i Foraarsvinden inde i Kommandantens Have, se hvor Ask og Elm staar med Knopper og fine Blade og kaster Skygger over Slaaenbuskene, hvorunder Maager og Ederfugle har Rede!--
Det er bleven mig fortalt, at en gammel Kvinde langt borte fra en anden Egn en Dag kom til Samsø og tog over til Kyholm for at søge efter sin Moders Grav. Moderen var død paa Øen i Karantænestationens Dage og jordet her. Det siges, at hun efter megen Søgen fandt Graven, som endnu bar et lille Trækors med et halvt udvisket Navn paa. Men ogsaa det er allerede længe siden, og ethvert Mindesmærke er nu forsvunden. Menneskene er rejst, er døde og glemt. Alt er forandret. Kun Blomsterne er tilbage — og „Grevens Stude", som evig og uforanderlig er de samme!
Højt over Øen synger en Lærke, og Kukkeren galer inde fra Tjørnekrattet ved de gamle Skanser.