JYDERUP-EGNEN
Jeg kommer østfra fra de lave Strækninger om Kundby Mose over Stigs-Bjærgby og nærmer mig det vældige Bakkeland om Bregninge og Bjærgsted, som grænser op til Nordvestsiden af de store Skove omkring Jyderup, et Terræn med aabne Banker og Aase, furet af Dalstrøg og dybe Hulveje. Allerede ved Daverup begynder Landet at vise sit alvorlige Ansigt, de magre Jorder bølger op og ned med stenstrøede Marker, hvor store og smaa Kampesten ligger i Rovs mellem hinanden og paa Afstand kan forveksles med Faareflokkene, som hører dette fattige Landskab til. Svære Stendiger indrammer Felterne, som skærer sig dybt ind i Skovene i brede, aabne Pletter.
I den smukke, kun ca. 100 Tdr. Land store Daverup Skov, som rummer en Mængde anselige Ege og Bøge, fandt jeg Hulegen, „den hellige Eg“, som lige til omkring Aar 1900 spillede en betydelig Rolle ved sine mirakelgørende Egenskaber og var en skrap Konkurrent til Boelsmand Chr. Mortensens „kloge" Kone, som boede mellem Sunderup og Faurbo; og hun kunde dog kurere for baade tredje og fjerdedags Feber samt Koldfeber, blot ved at lade de syge drikke af en Hjerneskal, hun ejede. — Træet var Specialist i engelsk Syge, Lamhed og Forvoksnin-ger. Man behøvede blot at lade Patienten kravle igennem Hulningen forneden i Stammen, saa kom den Sag i Orden! Den syge maatte her som andre Steder i Landet, hvor Hultræer optraadte som Kvaksalvere, ofre det Tøj han var iført, og undertiden saå man Mængder af saadant Tøj ophængt paa dets Grene eller i Krattet rundt omkring.
Træets Stamme, som er samlet ved Roden, spalter sig en god Alen over denne i to Dele omtrent op til Mandshøjde, hvor de er sammenvoksede paany paa et kort Stykke. Herved er det Hul dannet, som de Syge maatte igennem. Overtroen var tidligere overordentlig stærkt udbredt over hele Landet — der findes Hultræer, som den Dag idag bliver betragtet med Ærbødighed og Ærefrygt af Befolkningen, og det er faa Steder, man vover at fælde eller skade dem. — Træet er stærkt og friskt, kun den ene Arm er højt oppe begyndt at gaa ud. Den ensomme Skovkæmpe, som løfter sig højt over alt Smaakravlet omkring den, kunde forsaavidt udmærket godt anvendes endnu.
Sønden for Daverup Skov naar Landskabet sin største Pragt i de aabne Bjærgsted Bakker, hvis knudrede Ryg et enkelt Sted skyder sig op til 87 Meters Højde — et fantastisk og voldsomt formet Landskab, hvor store Stendiger, det eneste
Spor af Menneskers Færden, bølger op og ned, ydende Læ for den vilde Bevoksning af Tjørn, Enebær, Roser og Gyvel, som følger Digernes graa Linjer over skarpe, forblæste Højder og dybt ned i bundløse Svælg.
Dette prægtige og fantastisk formede Bakkeland, der i Krumninger strækker sig helt fra Odsherreds nordlige Del ned til Lammefjorden og derfra vestover til Vejrhøjslandskabet, for siden at fortsætte ned over Bregninge og Bjærgsted til Vest for Skarritsø og løbe videre ud over Refsnæs, er en mægtig Randmoræne, eller en Række af saadanne, som sandsynligvis har fortsat over langs Fyens Nordkyst, og som er opstaaet under sene Fremrykninger af Bræen fra „Østersø-Is-strømmenes“ Tid, da Isranden har haft Front mod Nordvest. De store Bakke-rækker med deres Mængder af Stenophobninger er dannede under de sidste Facer af Afsmeltningstiden, da Isen allerede forlængst var forsvundet fra Jylland og Kattegat.
— Et dejligt Septembervejr lægger sin fine Dis over Landet, hist og her brudt af blændende Solstrejf. Gennem Disen løfter Bjerg sig bag Bjerg, Landskab bag Landskab, til de yderst ude staar som blide Silhouetter over Horisonten. Intet Menneske møder jeg, kun hist og her et Par skrækslagne Faar eller en enkelt skikkelig Ko, som ligger og tygger Drøv i et Stendiges Læ.
Naar jeg gaar blot et Par Hundrede Meter herfra sydpaa ad Vejen mod Astrup, bliver Udsigterne endnu mere blændende ned over Jyderup-Skovene og Skarritsø. Aldrig er Himmelbjerglandskabet forekommet mig skønnere end dette Sted. Skønt typisk sjællandsk bevirker de vide Udsigter til alle Sider, at man kan aande her, Idyllen faar man aldrig lige i Næsen.
Forgrundens solbelyste grønne Marker og Enge fortoner sig fint mod de fjærne Skoves kuplede Kroner, mod Søen med den lille Magleholm og Halvøerne bag denne. Bestandig synes det mere og mere uhaandgribeligt, til det i det fjærne falder sammen med Soltaagerne og helt ude ved Rejstrup-Skovene hæver sig og forsvinder mod Luften i et himmelsk, uvirkeligt Lys.
— Jeg følger Vejen ned forbi Skarritsøs vestlige Side og nærmer mig de berømte „Kongens Møller", som ligger i Skovterrænet lavt omkring Søen. Landskabeligt kan man vanskeligt tænke sig nogen stærkere Overgang end fra de aabne, forblæste Bakker ved Bjærgsted og til Skarritsøs Bredder med de lune Skove, gennem hvilke Halleby Aa slynger sig i sit stenede Leje, og hvor Kongens Møller i sin Tid laa tæt paa Række langs Vandløbene i Skoven og svang deres durende Hjul, accompagneret af Strømmens Susen. — Nu er der saa godt som intet tilbage af Møllerne, men Søen og Skovene er endnu ved Magt og rummer nogle af Nordvestsjællands mest romantiske Steder.
At disse Møller kunde trives saa nær hinanden havde sin Forklaring i, at der paa Grund af Mangel paa Vandstrømme ingen andre fandtes i vid Omkreds — et lignende Forhold som ved Femmøller paa Mols. Her var ikke mindre end 6 Møller klumpet sammen langs Aaløbene ved Søens søndre Side, nemlig Strids Mølle, Øresø Mølle, Gryde Mølle, Tyske Mølle (eller „Kongens Mølle", hvis Navn anvendtes som Fællesbetegnelse for dem alle), Rangle Mølle og endelig Bro Mølle, som dog allerede nedlagdes i 1777. Af de andre var endnu for 15—16 Aar siden tre i Sving som Vandmøller, men selv de er nu forsvundne; den sidste af dem er bleven Savværk. Ellers ligger de helt hen som Ruiner eller er ved Ombygning forvandlet til Ukendelighed.
Kun fire af dem ligger ved Halleby Aa; de to andre, Tyske Mølle og Gryde Mølle, dreves af Vandet i Afløbet fra Skarritsø.
Møllerne var ældgamle. Allerede i et kongeligt Brev fra 1588 til Lensmanden over Kalundborg Len føres der Klage over, at de mange nye Vindmøller i Omegnen har sat dem i „stor Restance".
— Hvad der er tilbage af Gryde Mølle ligger som før nævnt ved Afløbet fra Skarritsø, omgivet af et Skovlandskab, hvis Lige jeg sjældent har set. Elme og gamle Bøge gror i urskovsagtig Forvirring over den ujævne Grund, hvor store og smaa mosgroede Sten ligger strøede mellem Skovbundens rige og forskelligartede Vækster. Det er en fuldkommen Æventyrskov, et næsten smålandsk Landskab.
Kongens Mølle eller Tyske Mølle ligger ved samme Aa i et Terræn, som i de senere Aar er stærkt forandret, og kun en brøstfældig Yderlænge er tilbage af selve Møllebygningerne.
De sidste trykte Beretninger, man har om Møllerne, siger, at Strids Mølles Hjul endnu er igang. Det gælder ikke længere, den er ikke Vandmølle mere, men Savværk. Dens Møllehjul standsede allerede for en halv Snes Aar siden, og Møllen er helt lavet om. Her gaar ganske vist ogsaa endnu en Smule Kværn, der maler lidt Korn. Men det er Savsmul og ikke Mel, man faar paa Ærmet derinde. Det gamle Kværnhus ser ud, som om det er ramt af et Jordskælv. Enkelte af Beboelseshusene staar endnu med smukke Straatage, men selve Møllen har faaet et hæsligt Tag af Tjærepap.
Af Øresø Mølle er intet andet tilbage end Goldslusen, gennem hvilken Halleby Aa løber ud paa sin Vej mod Tissø. Udsigten fra Broen ved Slusen mod Sydvest over Aaen og Aadalens Enge er i sin Art et af de herligste Steder paa Egnen. Intetsteds er Halleby Aa skønnere. P. C. Skovgaard har her malet et af sine berømteste Billeder.
Ogsaa ved Rangle Mølle er Bygningerne, af hvilke den største til for kort Tid siden har været brugt til Pensionat, i overvejende Grad af nyere Dato. Halleby Aa rinder lige forbi det Sted, hvor den gamle Mølle har ligget, og saavel her som ved den store Mølledam er Stedet endnu vidunderlig smukt, den fuldendte Idyl. Pragtfuld er ogsaa Aaen her set fra Broen over den gamle Goldsluse, hvor Vandet styrter skummende ned i den dybe, mørke Kløft, og hvor store Stenblokke opfylder Aalejet mellem mægtige Trægrupper. — Man skulde tro, at der har stukket en stor Kunstner i hver eneste af de gamle Møllere, som først har bygget her, og som har udset sig Stedet for disse Møllers Beliggenhed for at kunne bruge Penslen lige udenfor deres Dør.
Men trods alt — jeg føler det som lidt af en Befrielse, da jeg atter er kommen herfra op i Bakkelandet med de vide Udsigter. Fra Bromøllebakkerne, eller nærmere betegnet fra Vejen mellem Holmstrup og Bromølle, faar jeg mod Vest Udsigt over hele Egnens mest interessante Sted. Det er den vældige Aamose, som strækker sig østfra i Egnen ved St. Merløse Syd for Grøntved Oredrev og i næsten 4 Mils Længde og en Bredde af op til 3 Fjerdingvej, gennemstrømmet af Halleby Aa, naar helt til dennes Udløb i Tissø, fortsættende paa Søens Vestside som brede Kær, Enge og Sanddrag helt til, hvor Aaen falder ud i Vaderne Nordøst for Reersø og ender sit Løb i Storebelt.
I de seneste Aar er Mosen næsten overalt drænet, og Aaens Løb reguleret. Nu er den gamle Kærvegetation afløst af Agre og Enge eller af Mosedrag med store Tørveskær. Men geografisk danner den endnu Skellet mellem Nordvest og Midtsjælland.
At færdes nede i selve det gamle Moseterræn bringer nu næsten overalt stor Skuffelse. Men heroppe fra dette Sted ser den vel endnu ud som for Hundrede Aar siden. Der er herfra en guddommelig dejlig Udsigt over denne fuldstændig jævne Flade. Den ligner en vældig, blaagrøn Sø. Ikke en eneste Menneskebolig rager op over den, og af Trævækster øjner jeg kun nær dens Bredder nogle smaa, levende Hegn. Først helt ovre paa den fjærneste, modsatte Kyst anes enkelte Huse og smaa Skovklatter. Hvilket Øde — hvilket bedaarende Sted!
Ikke langt herfra, i Bromølle Krohave, staar et af Danmarks mærkeligste Træer, den kæmpemæssige Tax, hvis Alder anslaas til 14—1500 Aar. Det er en æventyrlig Vækst, baade paa Grund af sin Alder og Størrelse og den Mystik, som knytter sig til den.
Hvordan har Træet kunnet faa Lov til at staa her urørt gennem halvandet Aartusinde? Den eneste Forklaring herpaa er, at det i Oldtiden har været dyrket for dets Hellighed, siden er værnet af den Overtro, som maa have knyttet sig til det i kristen Tid, og endelig er blevet Turist-Attraktion!
Til dette Træ knytter sig saa gamle og mærkelige Sagn, som næppe til noget andet Træ i Danmark.
— Taxens Dyrkelse gaar tilbage til de ældste Tider; den var helliget Krigsguden Ull, om hvem det i Eddasangene siges, at han bor i Taxdalene eller færdes, hvor Taxtræerne gror. Han var „Bueguden", og Danernes fornemste Vaa-ben, Buen, dannedes af Taxens slanke og stærke Grene. Derfor dyrkedes Træet som en stor Helligdom. Forskerne gaar saa vidt at paastaa, at selve Danerne og Danmarks Navn afledes af Taxen, idet Buen hed dan, og at Navnet er overført til den Folkestamme, som i særlig Grad gjorde Brug af dette Vaaben — Danerne, Bueskytterne, ligesom Sakserne fik Navn af deres korte Sværd saks, og Frankerne efter deres Spyd franca.
De bueskydende Daner havde hjemme i Østdanmark — Skaane og Sjælland — hvor Ull dyrkedes, og hvorfra de har underlagt sig hele Danmark. Det hellige Træ har vokset i Mængde bl.a. paa Brinkerne langs Aamosen; flere Steder er det fundet her, og Bromølle Krohave gaar i ét med de Skove, hvori det har groet. Taxen i Haven er uden Tvivl den ældste Rest af en hellig Lund, viet til Krigsgudens Dyrkelse. Det har staaet her fra Tiden, før Odin og Thor vandrede ind i den nordiske Gudetro! — Taxen har givet sine Dyrkere de Vaaben i Hænde, hvormed de underlagde sig hele Danmark, og de Taxbuer, som er fundet i Moser paa Fyen og i Jylland, stammer sandsynligvis fra disse Kampe, som maa have fundet Sted paa Folkevandringens Tid i 4de—5te Aarhundrede e. Chr., og i hvilke Landets oprindelige Stammer blev undertvunget af Danerne.
En Bekræftelse paa, at disse nærmeste Egne omkring de gamle Taxlunde ved Bromølle i særlig Grad har været knyttet til Dyrkelsen af Bueguden, finder vi paa mærkelig Vis i en Række Stednavne, i hvilke Gudens Navn endnu lever. Saaledes har vi det i den lille, nu næsten forsvundne Landsby Ulvig, det gamle Ullvi, d. v. s. Ulls Helligdom, som ligger paa et højt Bakkedrag i Ondløse Sogn.
Ved Vejen gennem Frankerup.
Skarritsø nær Jyderup. I Forgrunden en stor Hg.
rc;w
Halleby Aa, set fra Broen ved Øresø Vandmølle.
I Skoven nær Gryde Mølle.
„Skrædderen og hans falske Vidner", Bautastene paa Risbjerg.
Et af de fire Gravkamre paa „Langdyssegaarden“s Mark.
Bag en gammel Gaard i Iglsø.
Egekorset ved Konradineslyst.
Her paa denne Banke med dens vide Udsigter — saaledes som Oldtidens hellige Steder ofte laa — har engang Offerstedet for Ull været. Endnu omkring Aar 1200 findes Benævnelsen Ulvebæk, o: Ullvigsbæk, Bækken ved Ulls Vi, paa det lille Vandløb, som strømmer gennem Engene ved Ulkestrup, oprindelig Ulvigs-Torp. Og Navnet Codbjærgshælde, en stejl Bakkeskrænt i Nærheden, kan rumme Mindet om, at Viets Vogter, Offerguden, her har haft sin Bolig. I Valdemars Jorde-bog benævnes en Plads nær herved „Rødestensore“, hvor muligvis den blodbestænkte Offersten har staaet.
Offerkilden ved Ulvig bevarede langt ned i kristen Tid, ja omtrent til vore Dage, sit Ry som mirakkelgørende Lægedomskilde.
Det mærkelige Træs senede, skønne og kraftige Stamme er saa svær, at to voksne Mænd næppe kan spænde om den. Men Farven i dets vældige, elleve Meter høje Krone, som maaler sejsten Meter i Gennemsnit, er dybgrøn og frisk, som da det for femten Aarhundreder siden var et ungt Træ i Lunden.
Alle dets Fæller fra hin Tid er forlængst faldne, her staar det nu ene tilbage med sine Tusindaars Minder. Med sine tætte giftige Naale rager det som en mørk Trusel op mod Himlen — en Sky af et Træ, massiv som Røg fra en Eksplosion, men overdaadig og monumental i sin Arkitektur, som et Mindemærke over det gamle Hedenskabs Vælde.
Kun lige Syd for Bromølle er Aamosen endnu virkelig smuk. Her kan den taale at ses fra sin egen Flade, dette næsten grænseløse Lavland, hvor kun nogle fattige Buske rager op over Grunden, og hvor med lange Mellemrum nogle Kreaturer eller maaske et Par Bønderfolk, som arbejder i Mosen, danner den sjældne Staffage. Men selv her viger Naturen mere og mere for det, man kalder Nødvendigheden; Engene og Moserne afvandes, og Halleby Aa er bleven reguleret og omdannet til Kanal. — Den, der kommer hertil forberedt af Skildringer, som er blot en Snes Aar gamle, vil gaa skuffet bort.
— Jeg har før omtalt Bøndernes fortrinlige Ordsprog fra Egnene omkring de nære Bjærgsted Bakker. Ogsaa Lavlandets Folk har i deres Ordsprog leveret Bevis for, at det ikke var lutter Mørkemænd, som beboede disse Strøg omkring Halleby Aar. Hør bare:
— Jeg er lige kommen, sagde Soen, hun gik i Ærteageren.
—- Det er ligemeget, hvor langt Skaden flyver, saa følger Rumpen den alligevel (om et daarligt Rygte).
-— Stille, Plage! raabte Skrædderen til sine Høns.
— Den Vej skal de allesammen, sagde Drengen, han puttede Gæslingerne ud ad Rendestenen, og dér stod Soen udenfor og aad dem.
— Vrid Vidjen, mens den er grøn. (Vidjen o: Baand til Tækning. Symbolsk om Opdragelse).
•— Naar Musen er mæt, er Melet besk.
Vejen vesten om Jyderupskovene fra Bjærgsted over Svebølle, Højbjerg og Jorløse til Tissø fører gennem et stærkt bakket, aabent og mange Steder sandet og magert Land, ofte meget smukt, især i Egnen om Højbjerg. Men det hele ender i den rene Bedrøvelighed ved Tissø, Landets kedsommeligste Indsø, hvis flade og øde Bredder synes at være Tilholdssted for selve Haabløsheden. Først naar man langs Østsiden nærmer sig Selchausdal, bliver Vejen smuk langs den skovklædte Bred.
Baade til Tissø og den lillebitte Sø Bliden tæt ved dens Sydøstside knytter sig en Mængde Sagn. Bliden er af Udseende en af de sædvanlige triste smaa Skovsøer, eller nærmest kun en Dam, liggende tæt opad Landevejen og helt indrammet af store Løvtræer. Et af de omtalte Sagn siger, at naar Tissøs og Blidens Vande engang flyder sammen, skal Verden forgaa. Men nu har Vejvæsnet efter-haanden faaet lavet en saa høj Dæmning paa det smalle Sted mellem Søerne, hvor Landevejen gaar, at den vil blive en alvorlig Hindring for Verdens Undergang.
Tissø kræver hvert tolvte Aar et Menneskeliv, og naar Øjeblikket nærmer sig, da Fristen er inde, lyder der en Røst fra dens Grund, som siger: „Tiden er omme, men Manden er ikke kommen." — Et ganske lignende Sagn findes f. Eks. om Gudenaaen ved Randers og flere andre Steder.
Tissøs Navn maa komme af Guden Tyr eller Tir, altsaa oprindelig Tirssø, hvilket gør det sandsynligt, at der her har været en Helligdom for denne Gud ligesom f. Eks. ved Kilden nær Tisvilde—Tirsvæld. Muligvis ligger Sæby Kirke paa Stedet for det gamle Vi paa Tangen mellem denne Sø og Bliden.
Fra Kløveshøj, som ligger godt et Par Kilometer Øst for Tissø, og som naar den anselige Højde af 100 m, er Udsigten overordentlig vid, især mod Vest, hvor man ser over Beltet helt til Fyen; men det nærmeste Landskab omkring den er ganske uinteresant, ensformigt og dødt — Agre, Enge, Pløjejord, Roemarker og Skove fordelt i omtrent lige store Portioner, hvor man end ser hen. Det er til at kede sig halvt ihjel over, og Stedet forekommer mig at bære sin Berømmelse som Udsigtspunkt med Urette. For det kommer dog ikke saa meget an paa, hvor meget man ser, som hvad man ser. Jeg har aldrig interesseret mig for at tælle Kirke-taarne.
Paa Risbjerg ikke langt fra Reerslev fandt jeg den mærkelige Samling Bautasten, som blandt Befolkningen gaar under Navnet „Skrædderen og hans falske Vidner". — Denne Form for Mindesten er Runestenenes Forløbere; de er uden Inskription og findes kun meget faa Steder i Danmark udenfor Bornholm. De synes ligesom Skibssætningerne at være et udansk Fænomen og er muligvis rejst af norske eller svenske Vikinger over faldne Landsmænd eller til Minde om en eller anden betydningsfuld Begivenhed.
De fem Sten paa Risbjerg er meget anselige og smukke og rejst paa et Sted, som er milevidt synligt, og hvorfra der ogsaa er en storslaaet Udsigt. Maaske har her oprindelig været flere; de staar i en uregelmæssig Kreds, to af dem inde i en lille Husmandshave. Den forreste paa Billedet er ca. l3/4 m høj.
Almuens Forklaring paa det mærkelige Fænomen lyder saaledes: Engang var her paa Egnen en fattig og en rig Bonde, som stredes om et Stykke Jord. Da man skulde holde Rettergang for at dømme imellem dem, fandt dette Sted her paa Risbjerg, og den rige Mand havde for Penge hvervet en Mængde Mænd, blandt hvilke Egnens Skrædder, til at vidne for ham i Sagen, hvorved han naturligvis fik Retten paa sin Side. Men den fattige bad saa mindeligt til Vorherre, at han vilde straffe Menederne, og han forvandlede dem alle til Sten, just da de vilde gaa ned ad Højen. Saadan staar de der den Dag idag.
Konen, som bor i Huset paa Bakken, og i hvis Have de to af Stenene findes, fortæller mig, at der staar en sjette, noget mindre Sten paa en anden Husmandslod omtrent 500 m vestligere, og at dette er selve Skrædderen! — Konen er lille og tyk og umaadelig snakkesalig og gemytlig. Ikke saa underligt, at hun gærne vil sludre, der kommer næsten aldrig Folk til hendes ensomme Bolig paa Bakketoppen. Hun fortæller bl. a., at de engang heroppe var kommen til at vælte en af Stenene, da de gravede Grus nær ved den. Og saa kom der en Dag en hel Mængde fine Herrer herop og gebærdede sig, som om de var tossede, og sagde, om de vilde værsgo og rejse den Sten op igen og det lidt hurtigt, ellers fik de en Bøde paa 40 Kr. Saa skyndte de sig at faa Folk fra Nabolaget til at ta’ et Nap med, og endelig fik de Bæstet paa Højkant igen. -— Det tog hende et Kvarters Tid at faa sagt alt, hvad der var at bemærke om denne Sag med Kommentarer og det hele, til Trods for at Knevveren gik ustandseligt.
„Men nu ska’ Di ligodt høre om et Par Gaarde mæ no’en un’nerlige Navne heroppe," sa’e hun til Afsked. „Den iene hier Solbakken, aa den a’en Stengaar’en. Men det er itte annet end som Finhied aa Forfængelihied. For den iene den hied fra føst av smænd itte annet end Sobakken, ja’. Aa den a’en, ja den hadde et Navn, der var mejed grimmere. “
„Saah — hvad hed den da?“ sagde jeg.
„Den hied Røven, ja s’mænd gore den saa! Ha, ha—ah,“ grinede hun, „ja, som Folk dov ka’ hitte pue!“
Reerslev er en morsom gammeldags By, hvor der findes en Mængde velholdte Huse af gammel Byggeskik med ris- og halmflettede Vægge, og næsten alle med de karakteristiske fjælleklædte Gavle. En meget smuk Vej med saadanne Huse langs Siden fører fra Landevejen gennem Byen ud mod Risbjerg.
Kun halvanden Kilometer Nord for Ruds Vedby ligger en Gaard, som kaldes Langdyssegaarden, paa hvis Mark der ligger 4 Dysser. Alle Randstenene er fjær-nede, og kun Kamrene er tilbage -— men selv saadanne fire er der ikke mange Gaarde i Landet, der kan prale af. De tre Kamre er noget medtaget, men det fjerde er til Gengæld usædvanlig velbevaret, stort og smukt og bygget af Sten af en mærkelig regelmæssig Form. Den mægtige Overligger er næsten rektangulær paa alle Sider ligesom paa Over- og Underfladen. — At det her, som saa mange Steder, er Overtroen, der har bevaret disse Grave mod Udslettelse, fremgaar af et Sagn, der fortæller, hvordan en Mand, som nylig var kommen til Egnen og ikke delte Befolkningens Tro, letsindigt gav sig til at køre Jord fra et af Kamrene, hvorefter der hændte ham saa mange Ulykker paa hans Kreaturer og Heste, at han endelig opgav sit Forehavende. Det er længe siden, men ingen har efter den Begivenhed turdet vove at røre de gamle Grave.
Overhovedet er Egnen overordentlig rig paa Stenaldermindesmærker. Ved Taagerup findes saaledes ganske nærved Vejen en Langdysse med et Kammer uden Overligger, og ved Nidløse er et pragtfuldt Dyssekammer, som endnu er fuldstændig intakt.
•— Paa min Vej mod Nord til den berømte Langdysse i Vinskoven passerede jeg atter Aamosen og Halleby Aa; men Aaen er her saa ødelagt ved Gravning og Regulering, at den ligefrem vansirer Landskabet. Hele Bjærgkæder af Sand og
Mudder og Sten strækker sig langs Vandløbet, som efterhaanden ligner en Rendesten i Bunden af det dybe Leje. Enkelte Huse er bygget herude, og nogle Folde med Kreaturer ses paa den store Flade. —- Men Aamosen er død; selv om man søger at fylde den med kunstigt Liv, er dens Hjærteslag standset. Thi Aaen var dens Puls, og da man gjorde Vold paa dens naturlige Løb, dræbte man Landet omkring den.
— Hvor Vejen fra Skellingsted fører ind i Vinskoven, ligger tæt opad et smukt lille Bondehus en prægtig Langdysse, hvis Gravkammer er sat saa ekstra fint i Stand, at det næsten ligner en Forfalskning. Det siges, at det er den afdøde Kammerherre Treschow paa Torbenfeldt, som har ladet det restaurere saa omhyggeligt, og at det først bagefter er bleven fredet. Gravkamret ligger ikke paa Langdyssens Midte, og det er derfor sandsynligt, at her har været i det mindste endnu et, som er sløjfet. Randstenene er svære og velbevarede. Men det bedste ved Dyssen er dens Beliggenhed; skønt Stedet helt er omgivet af mægtige Træer, og trods Bondehusets Nærhed har det store Oldtidsminde mærkeligt nok næppe mistet det mindste af den Højtidsfuldhed, som det rummede, da det endnu laa paa aaben Mark, synligt vidt i Landskabet. Trods sin Strænghed er det gaaet ind som et naturligt Led i Idyllen.
— Lige Nord for Vinskoven ligger den 99 m høje Bakke Knøsen. Modsætningsvis til Kløveshøj, som er 1 m højere, er dette et vidunderligt Sted; det omgivende Landskabs Skønhed er overvældende — og man vilde aldrig faa Øje paa den uden fra dette Højdepunkt, hvor især i den sene Aftensol alle Terrænets mærkelige Former træder tydeligt frem. Her er lige saa smukt og storladent som paa Vejrhøj, men paa en helt anden Vis. Fra Vejrhøj ser alt Landet vidt omkring ud som en uhyre Flade uden nogensomhelst Bevægelse. Her er man derimod omringet af svære Banker, ganske vist lavere end Knøsen, men dog saa højt hvælvede mod Luften, at deres pragtfulde Former tydeligt træder frem. Især gælder dette mod Vest, hvor Bakkeknuder og sorte Kløfter veksler med hinanden, og hvor de mægtige Skove, „Store Møsten“, som dækker en 95 m høj Banke, og Delhoved Skov løfter deres Kupler mod Horisonten. I Sydvest ses vidt over Aamosen helt til Kløveshøj; i Nord løfter den tre Mil fjærne Vejrhøj sin tunge Krop tydelig og klar mod Himlen. Men mod Nordøst aabnes Udsigter, som næsten synes uendelige — Egn løfter sig bag Egn, lige til Odsherreds vældige Vidder helt ude i Rørviglandet smelter sammen i Kimmingen, til Jord og Himmel gaar ud i ét i Aftenens Soldis.
Knøsen er ligesom Vejrhøj et af Sjællands skønneste Steder, det første barskt i sin Karakter, det andet romantisk og blidt; men tilfælles har de det storslaaede, det højtidsfulde, som er saare sjældent at træffe i det danske Ølandskab. — Her paa dette Sted, hvor det sjællandske Landskab naar sin største Ynde, vilde jeg kunne falde ned og tilbede denne Verdens Skønhed, uden at Satan staar ved min Side med en vid og indbydende Gestus ud over den dejlige Jord. Her, som saa ofte før, naar Skønheden møder mig i én af sine mange Skikkelser, føler jeg det overflødige i Fristerens Tilstedeværelse.
Men lad os bevæge os fra disse Højder ned til „de nedrige Steder", til Dalen med Ulkestrup Helligkilde, der ligger nær ved Vejen gennem Skoven Syd for
Herregaarden Kongsdal, umiddelbart før man naar Hovedlandevejen mellem Ringsted og Dragsholm.
En jævn, grøn Eng med saftigt, højt Græs, omgivet af lave Skrænter, indelukket af Skov og Smaalunde, men med enkelte store Ege, som er vandret ud og staar ensomt paa den jævne Flade. Engang maa denne have dannet Bunden af en lille Sø. Paa det Sted, som var dennes nordre Bred, ligger den gamle Helligkilde, som engang var indviet til Guden Ull. Nu er den en udtørret Brønd, kun med lidt Mudder paa sin Bund og blot et Par Alen dyb, sat i en Rundkreds med smaa, utilhugne Kampesten. Men fem vældige Ege staar Vagt omkring dens frønnede Trækarm, og deres Grene luder langt over Engene ved dens Sider og skærmer det gamle, hellige Sted.
Kilden er kun én af de mange Helligdomme, som Egnen har rummet for denne Guddom, hvis Navn første Gang paa denne Rejse kom mig i Minde under Tax-træet ved Bromølle. Kilden bevarede sin Hellighed lige fra Hedenskabets ældste Tider, længe før Troen paa Odin og Thor kom til Norden. Den beholdt sin Magt over Sindene gennem Hedenskab, Kristendom og Folketro lige til vor Tid. — Hvad er der ikke hændt her paa den nu saa ensomme og stille Plet, som i Aar-tusinder var Samlingssted for Slægt efter Slægt. Ulls vaabenglade Sønner dyrkede her deres stærke Gud, hvor siden Præster og Klerke i snøftende Andagt sank om i Græsset under Bønner til blodige Martyrer og støvede Helgener, og hvor sidst den usle Almue hængte sine Pjalter paa Grene og Buske om Kilden og drak af dens Vand for at blive befriet for Vanførhed og Skab. Saaledes aftog trinvis dens Storhed og Glans. Og nu er den død, dens Strøm rinder ikke mere.
Jeg kommer hertil ved Solfaldstid. Træernes Kroner rødmer og gløder i Solens Nedgangsskær, deres Skygger bliver lange og kolde. Hvor stille der er omkring den gamle Kilde! Selv er den for bestandig bleven tavs, og den slukker ingens Tørst mere. Men endnu er der et Skær af Helligdom omkring den.
— Uhyre brat brydes den blide, sjællandske Ilyd, da Vejen gennem Kongsdal Skov svinger op over de høje, aabne Bakker Nordvest for Herregaarden; og da jeg her bryder af mod Sydvest ad en Bivej op mod Ulviggaard, er det, som om jeg er kommen til et andet Himmelstrøg; barskt og næsten fjendsk virker dette Land paa Sindet i den haarde Efteraarsskumring. En Himmel saa kold som Staal og med Farver af Ir og Blod over Solnedgangen i Vest hvælver sig over de haarde, skaldede Bakker, der er omringet af sorte Granskove. Der staar en Kulde ud fra dette Sted, som næsten tager Vejret fra mig. Alt her virker øde og uhyggeligt, trods den Orden, som hersker om de faa Bygninger heroppe, den store Forpagter-gaard og dens Arbejderboliger. De er den sidste Rest af Landsbyen Ulvig, der engang i Tidernes Morgen er groet op her, hvor Viet har været for Ull — ikke mere end en halv Mil fra det Sted, hvor Gudens Kilde sprang ud nede i den yndige Dal, som jeg just kommer fra. Hvilken Modsætning til denne danner disse haarde, aabne Banker! Et ugæstmildt, frastødende Sted, som det ligger her i den begyndende Septembernat. Selv da den første Stjærne tændes, virker dens Glans uhyggeligt. Det er, som om den bueskydende Guds Øje blinker koldt og truende imod mig fra den mørke Himmel over hans gamle Offersteder.
Indbyggerne i Set. Sørens Holmstrup er ikke overtroiske. Jeg indskærper Læseren dette udtrykkeligt, for at han ikke skal nære ravgale Forestillinger om disse
Mennesker, blot fordi de bor i nogle af de mest gammeldags og slettest holdte Huse paa Sjælland og forsaavidt kunde se ud til at være lidt „tilbage", som det hedder. Det er de ingenlunde. Maa jeg bare bede den Fremmede om at begive sig ud paa Byens Mark lige Syd for Kirken. Her vil han faa et slaaende Indtryk af,, at de Holmstrupper hverken er overtroiske eller paa anden Maade gammeldags. Saa vilde de nemlig ikke have handlet med den berømte gamle Helligkilde, som de har gjort. — Jeg kom hertil og glædede mig til at se det gamle, hellige Sted og faa det afbildet. Jeg kom og saå og afbildede. Værsgo!
Et Pumpeværk med en Vindmotor er plantet lige over Kilden, en lang Pumpestang bevæger sig automatisk op og ned i en Cementbeholder; og under Skrigen og Hylen af usmurt Jærn forsyner den Holmstrup med Vand. Det er en af de nydeligste Former for Hærværk, jeg har set. Dersom Set. Søren en skønne Dag lader falde Ild ned fra Himmel over Holmstrups Straatage, og hans Kilde samtidig strejker og nægter at udlevere blot saa meget som én Spand Vand til Slukningen, saa — ja saa vilde det være en Skam! For Byen er paa Grund af sit gammeldags Ydre en Seværdighed af Rang, og den bør skaanes for Retfærdighedens Sværd og Ild.
Egnen heromkring forekommer overhovedet meget gammeldags, hvad Byggeskikken angaar. Huse med halmdækkede Vægge og med fjælle- eller spaandæk-kede, ofte sorttjærede Gavle, med Straatage og overkalket Bindingsværk og med de smaa Vinduer siddende helt oppe under Tagskægget er overordentlig almindelige. Disse ældgamle, næsten altid stærkt vanrøgtede Boliger, er ofte trods al deres Jammer og Faldefærdighed af en rørende Skønhed.
Jeg kom en Dag forbi et saadant Hus, der syntes at være skabt sammen med det romantiske Landskab, hvori det ligger. — Jeg satte mig ned paa Vejkanten skraas overfor det og afsang alle Vers af H. C. Andersens: „Hist hvor Vejen slaar en Bugt . ..,“ hvorpaa jeg tændte min Pibe. Jeg havde svært ved at rive mig løs fra Stedet.
Huset laa i det prægtige Bakkeland ved Vejen mellem Dønnerup og Tornved-skoven. — Det er nu forlængst nedrevet.