JEGINDØ
Næppe har jeg givet Luft for min Harme over den af smagløse Nybygninger og unyttige Plantninger ødelagte Natur paa Limfjordsøerne, før jeg maa til at gøre en Smule Afbigt. Ved den første Vandring over Jegindø finder jeg dennes frugtbare Jorder, som fra Naturens Haand synes at være bestemt til at bære Korn i Overflod, dyrkede som den skønneste Have og dannende et Landskabsbillede som er den fuldkomne Idyl, og samtidig bærende nogle af de herligste gamle vestjydske Gaarde jeg nogensinde har set. Her ses intet Spor af Vold, ingen barsk Natur, hvis Oprindelighed man kun har opnaaet at skænde under fortvivlede Forsøg paa at gøre den frugtbringende.
Den 1443 Tdr. Land store Ø har langs hele sin Kyst, naar undtages et Par mindre Strækninger paa Østsiden, et bredt Bælte af Strandenge, som sammen med det vidtstrakte Kjær, der adskiller dens sydlige Del „Røn“ fra Hovedøen, danner omtrent 200 Tdr. Land. Naar yderligere fraregnes nogle Smaaklatter af Hedejord, der mest ligger nær disse Strandenge ved Øens Yderkanter, er Resten af dens Jord eller omtrent 1200 Tdr. Land frugtbar Agerjord, som næsten altsammen er under Plov. Det giver et godt Billede af Øens naturlige Rigdom, at den som kun er 1/5 større end Venø næsten har 800 Indbyggere mod dennes 293, og at den rummer 4—5 Smaalandsbyer eller Samlinger af Huse med ialt 184 Beboelser. Af disse er ikke mindre end 28 Gaarde paa over 1 Td. Hartkorn, medens Resten er Boelsteder og Huse, de sidste mest beboet af Fiskerfamilier, af hvilke her er omtrent 90.
De udstrakte Strandenge, som er saa lave at de ofte er udsatte for Oversvømmelse, er paa Nordsiden opfyldte af store og smaa Laguner. Kjæret, som skærer tværs over Øen, er et gammelt Sund, som har delt den i to Dele, af hvilke den større nordlige for det meste er lavtliggende og bølget Land, medens den sydlige gennemgaaende er noget højere og paa sin Østkyst har Klinter, der naar 13—14 m’s Højde. I det grunde Vand omkring Øen skyder fra Nordsiden to Odder ud, Bøløre og Bastholm Odde, mod Vest Skalmør Odde og Mølodde. Fra Thyholm er Øen adskilt ved Tambosund, hvor der fra Mølodde fører en 200 m lang Stendæmning over til Fastlandskysten. Sydligst ender den i den lange, smalle Jegind Tap. Fra Bøløre Odde er der Færgeforbindelse med Hesterodde paa Mors, og omtrent midt paa Østsiden har Øen sin lille Fiskerihavn. Dens Hovedlandsby Jegind By ligger omtrent paa dens Midte; langs Øst- og Nordsiden ligger
Nørby, Bøl, Nørskov og Ibsted. Ensomt paa Nordlandets Sydende ud mod Kjæ-ret ligger Kirken og Præstegaarden, og helt ude paa den sydlige Del af Øen ligger Røn Huse foruden nogle faa Gaarde.
At den nu fuldstændig skovløse Ø ligesom næsten alle vore Smaaøer har været skovdækt, vises af Navne som Nørskov, Nørtoftskov, Sønderskov og Søn-dertoftskov. I Valdemar Sejrs Jordebog, hvor der nævnes Jagthus paa Øen, staves dens Navn desuden Ekund, og det har sin sandsynlige Forklaring i dens gamle Egeskove. Eg hedder paa jydsk Jeg (med stærk Lyd af I i den første Konsonant), og Beboerne kalder sig selv jeginboer. I en gammel Bog fra 1760, som findes i Præstegaarden, staves Navnet Egenøe. — Af andre Stednavne paa Øen udtales Bøl med langt ø som Bøel, Ibsted udtales Ywsted. Ulfkjær, et Kjær paa Nordsiden, udtales Ulikjar og kommer naturligvis af Ulv (jydsk Ull piur. Uller, f. Eks. i Ordsproget: Der er Uller i Mosen.)
Danske Atlas (1764) siger følgende om Øen: „Jegenø.....var fordum en
liden Forlæning for sig selv. 1523 fik Rigets Marsk Herr Tyge Krabbe af Kong Frederik I Forleningsbrev paa Kronens Øe Jegenøe, at beholde qvit og frit sin Levetid." Øen var meget længe i denne Slægts Besiddelse. Senere kom den under Herregaarden Lund paa Mors, hvis Ejer, Cancelliraad Lund var en frygtelig Bondeplager, hvis Navn længe efter hans Død nævntes paa Øen med Skræk.
Thomas Lund døde i 1777. — Hvorledes den merbemeldte Bondeplager gik heden, derom beretter den 70-aarige Gaardejer Anders Christian Kjeldgaard paa Jegindø følgende, da jeg en Dag besøger ham:
Kjeldgaards Far var to Gange gift, og hans første Kone gjorde Hoveriarbejde paa Lund. Men før hendes Tid var Fortællerens Bedstefar Kusk paa Herregaarden, da en vis Thomas Pihlbien (Pileben) var dens og Øens Indehaver. Efternavnet var et Øgenavn som Herremanden havde faaet paa Grund af at han havde Træben.
Mens Bedstefaderen var Kusk hos Thomas Pihlbien, havde denne lavet noget Svig af en eller anden stærkt graverende Art og blev i den Anledning stævnet for Retten i Viborg for at faa sin Dom og Straf. Da han derinde mærkede, at Sagen gik ham haardt imod, besluttede han i sidste Øjeblik at komme væk, og han beordrede Kusken til at vente ham med Køretøjet et bestemt Sted i Byen. Her steg han paa Vognen og bad Kusken køre ham hjem alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. „Do mo kyer aalt hwa’ do kan, men do mo ett’ la æ Bæster sætt’ æ Lyw te’!“ sa’e han. — Kusken lod de Fire strække ud og naaede da ogsaa Færgestedet ved Sallingsund. Men da de vel var bleven færget over Sundet, saå de allerede Stafetter efter dem paa den anden Side.
Saa snart de naaede Lund, gik Herremanden ind og tog et Papir, som han gav Kusken idet han sagde: „Det hær ska do ha, for det te do haa’ kjor saa godt for mæ idaw." — Og saa gik han lige ind i sit Kammer, slog Døren ilaas og tog Livet af sig.
Men Papiret var et Skjøde paa Gaarden Mygdomgaard i Vesterassels Sogn! Og Kusken fik virkelig Gaarden. Som dennes Ejer druknede han senere paa Fjorden da hans Søn, Fortællerens Far, var 8 Aar gammel. Siden var Gaarden igen gaaet ud af Slægtens Eje. — Resterne af de gamle Skove har staaet paa Midten af Øen, hvor „skov" endnu findes i Endelsen paa en Del Stednavne. Og i Nærheden af Nørreskov fandtes endnu i Fortællerens Barndom nogle Hedestrækninger, hvor man fra nogle dybe Huller havde fremdraget store Rødder af Egetrær.
Kjeldgaards Mor har fortalt ham, at i Ullkjær dræbtes den sidste Ulv paa Jegindø. Hendes Bedstemor tjente dengang, vist for henimod 150 Aar siden, paa Bustrup i Salling, og der saås disse Udyr ogsaa endnu af og til paa den Tid.
Der er ingen Tvivl om, at dette godt kan have sin Rigtighed. Hele det 18. Aar-hundrede igennem hører man endnu om Ulvenes Hærgen i Nørrejylland, hvor der i hvertandet Sogn findes Stednavne, der minder om dem. Om Forsøgene paa at udrydde Ulvene heroppe findes der bestemte Efterretninger fra Aarene mellem 1732 til 1769, da de endnu stedvis kunde være en fuldkommen Plage for Beboerne. Prisen paa en skudt, gammel Ulv var 4 Rdlr., for en Hvalp 1 Rdlr. Paa en offentlig foranstaltet Klapjagt paa Hovedgaarden Bistrup (gi. Biskopstorp) ved Hjørring kom der i et Ellekrat mellem Hovlbjerg og Bistrup Skove to Ulve for, af hvilke den ene blev skudt. Paa Bistrup hænger endnu et Billede af denne Ulv med følgende Inskription: Hr. Jusfitsraad de Lichtenberg hafver skudt denne Ulf 1769 d. 12. Januar.
Først saa sent som i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede blev den sidste jyd-ske Ulv nedlagt ved Estvadgaard ved Skive, efterat den længe havde gjort Egnen usikker mellem denne By og Holstebro, hvor den brød ind i Husene og tog Ungkvæg, Faar, Plage og Føl. Det var en meget stor Hanulv, og Skindet af den udstilledes i nogen Tid udenfor Raadstuen i Holstebro. Den blev skudt d. 21. Juni 1813! — Se J.J.F. Friis: Bidrag til Ulvenes Historie i Vendsyssel, 1866—67, og Ed. Erslev: Om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland, 1871).
Bønderne kan desværre næsten aldrig tidsfæstne deres Beretninger fra gammel Tid. Det havde ellers været interessant at faa nogle Data for Ulvenes sidste Optræden paa Jegindø.
Gaardejer Thomas Mors fortæller, at Jegindboerne temmelig sikkert er bleven Selvejere omtrent samtidig med at Godset Lund udstykkedes i 1805. Om Indbyggerne siger han iøvrigt, at der kun er overordentlig faa gamle Jegindboslægter tilbage mellem dem; de fleste Folk er indvandret, og mange Familier har kun været her i ét å to Slægtled. En Mængde Fiskere er kommen hertil fra Harboøre. Og ligesom Jegindbofiskerne ofte rejser til Grenaa for at fiske i Farvandene deromkring og ender med at gifte sig med en Pige dér paa Stedet og blive væk med det samme, saadan hænder det ogsaa ofte at Harboørefolkene bliver fanget af en lille Pige her paa Øen og gaar i Hyttefadet.
En god Repræsentant for en af de ældste, ægte Jegindboslægter er den næsten firsaarige Silius Pinderup. Med sit haardføre, benede Ydre er han en god Vestjyde at se til, tiltrods for at hans tykke, stride Haarvækst næsten er sort. Aarene har krummet hans Ryg, men han maa have været en imponerende Karl at komme nær, da han endnu havde sin Rejsning. Han er en af de elskeligste gamle Mænd jeg har truffet; men som de fleste Jegindboer, selv de ældste af de indfødte, vidste han næsten intet at berette om sin Ø.
— Den ældste Gaard paa Øen og en af de smukkeste, Nørskovs gamle Ho-vedgaard, er for faa Aar siden bleven forladt, fordi dens 33-aarige Ejer hængte sig dér. Siden vil ingen Mennesker bo der. Alt staar endnu paa Plads i Stuerne, endogsaa den døde Mands Bibel laa til for ikke længe siden opslaaet paa Bordet paa det Sted, hvor han sidst havde læst i den!
Blandt de indvandrede Harboørefiskeres Efterkommere er Søren Madsen Sørensen Brist den mest fremragende og vistnok Øens største Matador. Hans Far var fra Harboøre, og han kom her til Øen for omtrent 60 Aar siden og bosatte sig. Søren Brist, som jeg besøger i hans Hjem ude paa Røn, fortæller mig, at det var i Aarene 1860—70, netop da hans Far emigrerede, at Hovedindvandringen fra Harboøre fandt Sted, og at det dengang især var en Del yngre, nygifte Folk, som hellere vilde drive Fiskeri herinde paa Fjorden end ude paa det farlige Vesterhav.
Mads Brist havde Held med sit Fiskeri, og Velsignelsen er gaaet i Arv til Sønnen. Denne er nu en Mand, som har 4 store Baade igang paa Søen og holder Mandskab til deres Betjening. Selv er han gaaet paa Land, er blevet Indremissionær og fanger Sjæle. En Del af sine store Indtægter skænker han til Missionsbevægelsen. Han fortæller, at Troen først kom hertil i 1874 i Følge med en ung Præst fra Fyen, Søren Poulsen, som døde her i 1878. Det var aabenbart ikke for tidligt, at Missionen holdt sit Indtog, siger Søren Brist, for Jegindboerne var, før denne Bevægelse greb dem, de værste Drukkenbolte, Solderister og Slagsbrødre, der gjorde Omegnens Markeder usikre og havde et grimme Ry. Ingen af de nulevende Beboere ynder at berette Detaljer om denne svundne Tid, men biir tavse naar Talen drejer den Vej!
Nu findes hverken Kro eller Spiritus paa Øen. I Stedet har man det i 1888 opførte Missionshus.
Det er ikke alene Missionen, som denne Mand har betænkt med sine Midler, ogsaa det gemene Bedste har han tænkt paa, saaledes ved Opførelsen af den lille Fiskerihavn i Aaret 1900 paa Østsiden af Øen. Til stor Skade for Fiskerbefolkningen og for ham selv er dette Foretagende desværre mislykket. Allerede i 1912 maatte Havnen ombygges paa Grund af Tilsanding, og nu er Indløbet paany tilstoppet, saa man hverken kan komme ind eller ud. Havnen er lagt paa et galt Sted, og ligegyldigt hvorhen man drejer dens Gat, er intet purgatif stærkt nok til at klare denne Forstoppelse, der haardnakket vender tilbage med visse Vinde.
Søren Brist siger, at der næppe foreløbig er nogen Chance for at faa Fiskerne paa Øen samlede om at sætte et saadant Foretagende igang et andet, heldigere Sted, skønt en Havn i høj Grad tiltrænges.
Øens Kirke, som ombyggedes i 1917—18 efter at den allerede i 1888 havde faaet en Tilbygning, er baade anselig og smuk, og Arkitekten Hr. Hovard Palu-dan har skilt sig udmærket godt fra den vanskelige Opgave. Den gamle, romanske Kirke danner endnu hist og her Kærnen i Murene, men er iøvrigt fuldstændig forsvunden naar undtages Korets Ydermur, hvor de gamle Kampesten endnu ses.
Den gamle, anselige Præstegaard, som ligger tæt sønden for Kirken, er imponerende ved sine Dimensioner baade i Stuehus og Ladebygninger. Desværre staar den vist for Nedrivning og Ombygning, da den vil blive for kostbar at restaurere og desuden er utidssvarende ved sit store Omfang. Altfor mange af disse gamle, herskabelige Præstegaarde, som rummede en Kultur, der er gaaet tilgrunde med de ofte højtdannede Slægter, som beboede dem, forsvinder nu sammen med disse.
Til Kirken og Præstegaarden kan man fra Broen ved Tambosund komme ad to Veje, af hvilke den sydligste fører over Vestsiden af det store Kjær. Her, hvor den vide, flade Sænkning er dækket af Smaasøer og Laguner, er et vældigt Leven af Vadefugle, især Bekkasiner og Brushøns. En stor Regnspove trækker over paa sin Langfart. Præstekraver, Strandskader og Viber fløjter og skriger. En Graa-andehun letter og flyver over mod Thyholm. Hættemaager og enkelte Dværgterner ses nærmere ude ved Stranden, og over Kjæret i Vest kredser store Vibeflokke paa flere Hundrede.
Omkring Kæret er en fuldstændig hedeagtig Bevoksning af Lyng, Klokkelyng, Rensdyrlav og Revling. Da vi naar helt over til Østsiden af Røn finder vi Klinterne begroede med Hyld, Sandtisse og Brombær, en enkelt Tjørn, og desuden et Væld af vilde Urter som Timian, Stenurt, Blaamunke, Følfod, Blaa-klokke, Perikum, Agersnerre og gul Snerre, Røllike, Tormentil, Engelskgræs og blodrød Kløver, Stedmodersblomst, Musevikke, Jordrøg og Svinemælk.
Østkysten af Røn med dens høje, prægtige Klinter, som med deres yndige Bevoksning falder i stejle Skrænter ned mod den smalle, sandede Forstrand, er et af de smukkeste og ejendommeligste Landskaber paa Øen. Husene og de enkelte Gaarde herude er næsten alle af god, gammel Type, mørke i Farven, for det meste af røde eller brunlige Mursten og straatækte — et overordentlig smukt og sjældent Syn nutildags!
Fra Havnen krydser vi atter Kjæret mod Nordvest til Nørby, som er et henrivende Sted med store, gamle Gaarde, ogsaa straatækte Murstensbygninger med frodige, velholdte Haver liggende paa Skraaningen ned mod Lavningen, hvor det sortbrogede, jydske Kvæg græsser. Det vilde være et næsten fuldstændig østjydsk Landskabsbillede, hvis ikke de udpræget vestjydske Gaarde laa her. Hvor grundforskelligt er ikke dette i enhver Henseende fra Venø! Hist Hede, beplantet med ofte forkrøblede Bjærgfyr og Gran, som mange Steder har ødelagt den oprindelige Natur — her frodige, fede Marker og saa godt som ingen Beplantning. Hist hæslige Nybygninger hvorhen man end vender Blikket, her gamle, rige, velbevarede Gaarde, smukke Huse og velholdte, yndige Haver. Kun et enkelt Sted ved Kjæret fandt vi Spor af en lille Plantning, som saa slemt vantreven ud, især nogle Hvidgraner, der for de flestes Vedkommende kun havde en elendig Vækst.
En Mængde Diger og Markskel er beplantet med Pil og Tjørn, der ofte danner tætte og frodige Hegn som Modsætning til Hvidgranen, med hvilken det samme er forsøgt; denne staar forblæst, rustfarvet og sørgelig at se til. Hvorfor bruger man ikke altid de to førstnævnte Vækster paa saadanne Steder, da de dog har vist deres Evne til at trives hertillands og er langt smukkere end Naale-træerne ?
Ad Vejen mod Vest gaar vi videre til Jegind By, Øens største men af Ydre mindst interessante Landsby. Blandt dens Nybygninger er en prunkende, usmagelig Mejeribygning, som ligefrem gør ondt i Øjnene.
Ligesom Nørby er Nørskov for den ældre Dels Vedkommende en herlig Plet. I de prægtige Haver finder vi her som næsten overalt paa Øen et rigt og skønt Blomsterflor, saaledes pragtfulde Liljer og Rosenbuske, selv foran de mindste og fattigste Huse.
Men her i Byen møder vi ogsaa et mærkeligt, trist Syn. Det er den gamle Nørskov Hovedgaard, som er øde og forladt og i en sørgelig Tilstand af Vanrøgt. I det gamle Stuehus, hvor Taget næsten er opløst og nedblæst, er alle Vinduer indslaaede, saa Blæst og Regn holder deres Indtog gennem dem. Murene fejler tilsyneladende intet, og det vilde vist medføre en forholdsvis ringe Udgift at sætte det hele paa Fode.
Vi ser ind gennem de tomme Vinduesaabninger — hele otte Fag vender ud mod Vejen — og finder at Stuerne har saa godt som hele deres oprindelige Bohave og Udstyr endnu. To store, prægtige Bilæggerovne fra Frederik IV’s Tid paa hele Træfundamenter, Langbænke langs Ydervæggen, Alkover malede med en meget smuk, dybgrøn Farve. Rundt omkring ser vi en Mængde herlig gammel Fajance og Glas med paamalede Blomster — ja endogsaa Bøger opdager vi endnu staaende paa deres Hylder.
Støv og Spindelvæv har lagt sig over det hele, og Vind og Vejr gaar gladelig igennem de gamle Stuer, der ellers staar som den Dag man flygtede herfra. Det hele er givet til Pris for Rotter og Mus. — Kunde Øboerne ikke, inden det bliver for sent, enes om at redde dette gamle Hjem og sætte det i Stand — af Pietetshensyn, af Respekt for deres Slægt og dens Minder! Hvilket Folkemuseum, Øen her kunde faa!
— Langs Vestkysten gaar vi hjem i Bygevejr og Blæst. Ogsaa herude er Landet smukt, som det falder med de frodige Marker ned bag de røde Gaarde mod den blaagraa, stormruskede Fjord, bag hvilken Thyholm høje Banker ligger plettede af Lys og Skygge under den forrevne Himmel. Men herude er man ikke i Østjylland længere. Det er den alvorlige, vestjydske Natur, som aabenbarer sit Ansigt med dets barske og haarde Linjer — selv dets Smil er strængt, naar et Solstrejf et Øjeblik glider hen over det.
En Dag under et voldsomt Regnskyl søgte jeg Ly i et lille Hus paa Sydsiden af Øen, hvor flere af Øboerne havde raadet mig til at aflægge en Visit — altid med et forborgent Smil, som de dog aldrig forklarede mig Aarsagen til. Nu fik jeg altsaa Lejlighed til at stifte Bekendtskab med Beboerne, en gammel forhenværende Fisker og hans Kone. Manden viste sig at være den besynderligste Form for Fisker, jeg endnu har haft for Øje; han lignede mest af alt en af vore gamle Officershelte fra Treaarskrigen. At dømme efter hans Tale havde han ikke haft meget at gøre med Opfindelsen af det Eksplosionsstof, som disse anvendte. Og nogen Helt var han heller ikke, ialfald ikke naar hans Kone var i Landskabet.
Da jeg anmodede ham om at maatte tegne ham, stak han straks af, men blev i næste Nu bragt ind ved Frakkestroppen af Konen. Forgæves forsøgte hun og jeg i Forening at overbevise ham om, at det ikke kostede Penge at blive tegnet — tværtimod! Endelig anbragte hun ham resolut paa en Stol, vaskede og klippede ham og gav ham en Hat paa, hvorefter hun betydede ham, at nu var det raadeligst han blev siddende til jeg gav ham fri. Hvorefter hun skred over Tærkslen til Køkkenet:
Ej min Hustru Ilsebil
vil som hendes Husbond vil!
En Gang imellem viste hun sig i Døren og lod et Øje hvile paa ham gennem Sprækken, hvad der øjeblikkelig paany slappede hans Muskler, som stadig var parat til Spring. Mindst hvert femte Minut hviskede han til mig, om han nu dog ikke snart kunde slippe. Men jeg skelede bare til Køkkendøren og lod Trolddommen hvile over ham en Timestid, til jeg var færdig.
Konen var mindst lige saa mærkelig som Manden, og jeg havde den største Lyst til ogsaa at tegne hende. Men da jeg ikke raadede over Magter, som kunde holde hende i Trance en hel Time, opgav jeg Tanken i Fødslen. Hun var en lille væver en, trods sine 80 Aar saa hun ud til at være 60 og bar endnu Spor af en ejendommelig Skønhed. — Hun hader Jegindboerne tilhobe, hvad hun ikke lagde Skjul paa, og da Familien ikke er missionsk, har den jo nok vanskeligt ved at begaa sig, omend hun sikkert har en Støtte i sin rappe Tunge. Om en af de mest fremstaaende Folk paa Øen sagde hun:
„Ok Herregud, det er s’mænd en sølle Minnesk —- ja da saa møj en ring Minnesk. Han æ ett’ bæjer end et 9-Tal u’en Haal!“
Et Nital uden Hale er et Ø. —
Hun sagde hele Tiden Do til mig og dunkede mig i Siden, naar hun sagde noget særlig spøgefuldt. Og Skæmten var sommetider temmelig grovkornet. Da jeg vilde betale Manden nogle Kroner, fordi han havde siddet for mig, snuppede hun adræt Pengene ud af Haanden paa mig, idet hun sagde:
„Dem ska A nok find Anvendeis for. — Kom Do te A, saa’ Wohherr’ te Gammel-Ann’!“
— I sit Hjem er dette gamle, stramtandede Kvindfolk et meget dygtigt Menneske. Næsten hele deres lille Hus har hun selv muret op fra Grunden, og rundt om det har hun lavet den prægtigste Blomsterhave, der er et Mønster paa Sirlighed og Velplejethed. — Jeg tvivler ikke om, at Skillingerne havnede i de rette Hænder.
Men Hensyn til Øens Dyreliv fortalte Beboerne, at her som Modsætning til paa Venø nu næsten ingen Harer findes, idet man klogeligen ikke har lejet Jagten ud, men selv slaar Harerne ihjæl og æder dem. Agerhønsene er endogsaa helt udryddet. — Her er meget faa Vandrotter og slet ingen brune Rotter, hvorimod her findes en Del Markmus og mange Husmus. Muldvarpen forekommer ikke paa Øen. Her er Pindsvin, og af Rovdyr baade Maar og Lækat og vistnok Ilder, medens Ræven mangler. Hugorme og Snoge findes ikke paa Øen.
Vi saå kun omtrent 35 Fuglearter, og det bestandig rædselsfulde Vejr havde nok sin Skyld deri, bl. a. især i dette, at vi foruden Lærken og Engpiberen saå yderlig faa Sangfuglearter. Dominerende i Arternes Antal var Vaderne, især i og omkring det store Kjær — ikke mindre end en halv Snes Arter fandt vi her, blandt hvilke foruden de allerede nævnte Muddersneppe, Blishøne, Rørhøne og en enkelt Klyde.
Fuglene var mærkværdig tamme paa Øen. Selv Krager, Brushøns, Bekkasiner og Engpibere var overordentlig tillidsfulde. Lærkerne kunde vi gaa til og staa og iagttage paa 4—5 Skridts Afstand. Baade disse og Engpiberne var meget talrige, og bestandig hørte vi deres Sang over Øen, naar Uvejret gjorde den ringeste Pavse.
Jegindø. „Grusgaard", gammel Bondegaard Nord for Kjæret paa Øens Vestside.
Jegindø. Præstegaardens Stuehus, en af de ældste og smukkeste Bygninger paa Øen.
Venø. Nørskovs Yderlænger.
Fuglholm. Lagunen paa Øens Midte, omgivet af Rør og Strandmelde.
Jegindø. Den 76-aarige Silius Pinderup.
Venø. Fru Vestergaard paa Nørreris.
Lindholm. Udsigt over den lagunefyldte Nordkyst fra Randen af det lyngklædte Højland. I Baggrunden Agerø.
Johannes Larsen og Achton Friis ombord paa „Rylen" i Limfjorden.
Mindst 3 Dage af vort Ophold ved Øen maatte vi holde os ombord paa Grund af Storm og Regn, som umuliggjorde ethvert Arbejde i fri Luft. Naar det ikke stormede, kom Havgusen tyk og ugennemsigtig ind fra Vest og svøbte sig iskold og gennemtrængende om alting. Den kommer slæbende som tykke Tæpper, det ene bag det andet, skjulende den nære Kyst og læggende et graagult, rustent Skær over Marker og Hegn. Alting drypper af Væde, paa Skibet hænger tunge, klare Draaber, som langsomt glider ned ad Stag og Barduner eller falder med tunge Klask paa Dæk og Ruf.
Time efter Time gaar i dette dødsenstriste Halvmørke, hvor man føler helt ind til Knoglerne den gustne Kjælderkulde, som Taagen svøber om os. — Saa hænder det, at en lille Krusning iler hen over det døde Vandspejl, det første Tegn til, at Nordvesten nu kommer og fejer rent. Brisen stiger, Smaabølger begynder at mumle mod Bordene. Og saa tager den fat, denne liflige Vestenvind — Gusen løfter sig, den bliver til drivende Dis og flimrende Slør, mens Lyset biir gyldent og alting svømmer i broget Perleglans. Saa dukker Landet op omkring os, Jegindøs Kirke toner frem, sær og uhaandgribelig, større end nogensinde, som et Fata Morgana gennem Taageglansen.
Og saa faar vi maaske endnu engang nogle faa Timers Pavse, i hvilke vi kan søge iland og arbejde, mens vi prøver paa at tørre de vaade Klude i Blæsten.....