De Danskes Land -- Achton Friis

I HANHERRED

Om Limfjordens Tilblivelse findes et gammelt Sagn, som er optaget i Lyskanders Danmarkshistorie. En ung, fornem Frue havde pralet af, at hun vilde bringe en Søn til Verden, som var en bedre Mand end Christus. Men i sin første Barselseng fødte hun til Straf for denne Bespottelse et underligt Kreatur i Svine-skikkelse, som siden voksede saa drabeligt, at naar det gik paa Olden i Skovene, ragede dets Børster op over de højeste Trætoppe. Dette svare Udyr, som kaldtes Limgrin eller Limgris, oprodede med sine Hugtænder Landet paa tværs fra Kattegat til Vesterhav, men blev til sidst opædt af sine Brødre, ni Hundehvalpe, som den slugte, da de anfaldt den, men som opaad den indvendig fra.

Det er naturligt, at Folkefantasien har beskæftiget sig med dette Farvands Tilblivelse, Landets største og mærkeligste Fjord, og at det bliver overnaturlige Magter, som har skabt den. Faa Steder synes dette mere forstaaeligt end paa Grænsen mellem Thy og Hanherred, hvor det indviklede Roderi af Hav og Land virker fuldstændig kaotisk og knap nok lader sig rede ud, naar man staar med et Kort i Haanden.

Naar man vestfra er kommen sønden om Hjardemaal-Højlandet og har passeret de lave Flader, der strækker sig fra Fjorden over Vesløs Vejle til Tømmerby, og som med sine Søer, sine Mængder af Damme og tætte Rørskove endnu viser tydelige Tegn paa at være Rester af en gammel Fjord, kommer man paa den anden Side af Hannæs Land til endnu et Lavland af samme Beskaffenhed, der strækker sig fra Limfjorden over Bygholms Vejle og Solbjerg Vejle til op mod Bovbjerg-Højlandet. Det er oplysende, at de nordligste Søer i disse to gamle Vanddrag endnu bærer Navnene Tømmerby Fjord og Lund Fjord, skønt de ligger som isolerede Vande henholdsvis ^l/₂ og 1 Mil fra Limfjorden. At disse gamle Vandveje, som indrammede Hannæs Land, har været stærkt befærdede i Oldtiden og Landet rigt bebygget, fremgaar af Gravhøjenes Mængde paa deres Bakker og langs deres Bredder. — Det maa have været gennem det forhenværende Sund fra Bygholms Vejle til Vesten om Bolbjerg, at Harald Haarderaade i 1061 flygtede for den danske Flaade og undslap ved at trække sine Skibe over den smalle Vusttange, som allerede dengang skilte Fjorden fra Havet. — Nu er de store Vesløs og Bygholms Vejler i forrige Aarhundrede inddæmmede, hvorved der er indvundet ca. 10,000 Tdr. Land.

Et af de mærkeligste Minder om Fortids Liv i disse Egne er den store Gravplads ved Højstrup nær Tømmerby Fjord, beliggende tæt Øst for Landevejen paa en ganske lav, lynggroet Hedeslette. Oprindelig var her 30 Rundhøje, 7 Langhøje og 3 Skibssætninger foruden omtrent 70 Bautasten. Af Højene, som er ret smaa, er nu 28 tilbage ialt, desuden to af Skibssætningerne — en af de sidste stærkt forstyrret — og enkelte Bautasten. Ialt findes nu kun ca. 70 Sten tilbage af Skibssætninger og Bautasten tilsammen af et oprindeligt Antal paa ca. 125.

Det er tydeligt at se, at Stenene, som er det mærkeligste ved den gamle Gravplads, er rejst lige ved den oprindelige Strandbred, og Rørskovene i Tømmerby Fjord er kun 40 Meter fra Stedet. — Der er en besynderlig Stemning over Heden med de anselige Sten paa det ganske lave Terræn og med den nære Sø og Hannæs’ smukke Bakker som Baggrund.

Naar man betragter Hannæs Land fra dets 35 Meter høje „Skaarup Høje“, ser man først rigtigt det indviklede Net af Søer og Fjorde, som omgiver det til alle Sider, Vikingernes gamle Vandveje, og i nyere Tid „Krejlernes" Færdselsveje.

Krejlerne var i forrige Aarhundrede Limfjordens farende Handelsmænd, og Hovedparten af dem, deres „faste Stok“, havde Hjemsted i Øsløs paa Hannæs Land, selv om enkelte fandtes spredt over andre af Limfjordens Kyster og ogsaa dannede mindre Kolonier f. Eks. i Haverslev og Bejstrup. I Øsløs findes endnu en gammel Landsbygade, som kaldes Skippergaden, hvor der boede op imod en Snes Krejlere, der sammen med en Del Fiskere fra Harboøre, som drev Sommerfangst paa Fjorden, gav Øsløs Præg af en ægte Skipperby.

Krejlerne var baade Skippere og Handelsmænd og for hele Fjorden rundt med deres primitive Sejlfartøjer, fladbundede „Kaage“, som kunde hjemsøge hver lavvandet Krog og Vig langs de indviklede Kyster. Kaagene var, ialfald i senere Tid, Dæksbaade med en lille Kahyt, som foruden et Par Køjer til Skipperen og hans Dreng rummede en Kakkelovn eller en lille muret Fyrplads med Skorstensrøret ragende op gennem Dækket. Kaagen var uden Køl og maatte lastes forsvarligt med store Sten for ikke at kæntre. De fleste førte af Sejltøj kun en Bredfok — akkurat ligesom deres Forgængere Vikingeskibene — og kunde ligesom disse ikke sejle Bidevind. Aarerne var derfor et vigtigt Befordringsmiddel. Selv om enkelte efterhaanden blev saa fornemme, at de førte baade Fok, Klyver, Topsejl og Storsejl, drev de fladbundede Baade hjælpeløst af for Vejret, naar Vinden ikke var agten for tværs.

Det var især Lervarer, som Krejlerne handlede med, og der fandtes af disse 3 Slags, som fabrikeredes i Limfjordsegnene: „Sorte Kar“ af Jydepotteler, der lavedes i Omegnen af Kvols eller i Gammelstrup mellem Skive og Viborg — „Røde Kar“ af rødt Ler, som modsætningsvis var glaserede, og som kom fra Asp, Torup og Siem Syd for Aalborg — samt „Brogede Kar“ med forskelligfarvet Glasur. Hvorfra de sidste kom, har jeg ikke kunnet faa opspurgt. — Udfærden begyndte ved Paasketider; efter at Handelen var sluttet med Pottemagerne, blev Varerne paa en bestemt Dag kørt ned til Kvols og bragt ombord. Dette fejredes ved en Festlighed, hvor Skipperne kom med Brændevin, Pottefolkene med Brød og Pølse, og Festen stod hos „Bette Niels" i Kvols, en lille vissen Mand med en mægtig stor Kone ved Navn Dorre.

Saa gled Skipperen med sin Dreng og sine Potter ud over Limfjorden til Høkere og Købmænd langs Kysterne. Hvad han ikke fik afsat undervejs, solgte han siden paa Torvet i Aalborg.

Rær Kirkes Kor

Sokkel fra en af Søjlerne paa Rær Kirkes Kor.

Gammel Vandmølle ved Klitmøller. Væggene tækket med Træspaan, Taget med Straa.

To Fiskere fra Hanstholm.

En af Bautastenene paa Heden ved Højstrup. I Baggrunden Tømmerby Fjord.

Udsigt fra Bolbjerg mod Syd langs Højlandets Vestside og over Sandflugtsheden.

Del af Højgruppen paa Vester-Vandet Mark. Her er ialt ti Høje.

Udsigt fra Lerup Bavnehøj mod Øst over Højlandet med dets Oldtidshøje og over den store Slette.

Senere drog Krejlerne alle mulige andre Varer ind under deres Virksomhed, vævede Dynevaar, Trævarer, Kartofler, Fisk o.s.v. — Men ogsaa disse fredelige Vikingers Tid er forbi, den sidste af deres Skuder er forlængst forsvunden. Men maaske lever dog endnu i en eller anden lille gemt Fjordby heroppe en gammel Stodder af en Viking, som har faret med sin fladbundede Kaag ad de vaade Veje, der forbinder Nord og Syd, Øst og Vest mellem Limfjordens indviklede Kyster.

Storslaaet bliver Landskabet herude, naar man kommer ad Vejen herfra mod Nord til det store, isolerede Højdedrag, som kulminerer i Bjerget Nord for Landsbyen Liid. Allerede dets sydligste, lyngklædte Del er imponerende med sine brede Afsatser, der hæver sig bag hinanden og aabner vide Udsigter over det aabne, lave Land til tre Sider. Selve Forgrundens Højder, hvor Ager og Hede efter-haanden skifter mellem hinanden, danner med sine brogede Farver et pragtfuldt Billede mod de fjærne Vidder, hvor gamle, hvidkalkede Gaarde og Huse med mosgroede Tage ligger spredt, saa langt Øjet rækker — den karakteristiske Bebyggelse for disse Egne.

Da jeg er naaet nordligere ad Vejen op til „Bjergets" højeste Punkt, er det bleven voldsomt Bygevejr med drastiske Virkninger af Lys og Skygge. I Nord, Vest og Sydvest ses herfra en Mængde Hede over den umaadelige Flade, som strækker sig helt fra Hjardemaal-Højderne til Bolbjerg, og som kun brudt af et Par Plantager langt ude naår helt ud til Hanstholm i Vest. Det er det samme milebrede og næsten ubeboede Sandflugtslandskab, som strækker sig herfra mod Øst helt hen imod den store Vildmose, fortsættende i et smallere Bælte langs Vestkysten, nu brudt af de store Plantager ved Thorup og Svinkløv og flere andre længere inde i Landet, men forhen en af de største og farligste Flyvesandsstrækninger i Landet, som Øst for Svinkløv strakte sig hele 3 Mil ind fra Kysten. — Her kunde Bonden have haft tilhuse, som sagde: „A haar 10 Tønder Land -— naar di da helsen æ hjemm!"

Fladen løber med sin dystre Lyngfarve helt ind under „Bjergets" Fod. Som tre mærkelige, skarptskaarne Højlande ligger Bakkenerne Hannæs, Bolbjerg og Hanstholm omkring mit Sted og rager med stejle Sider op over den gamle Havbund. Og her paa Bjergets gamle, puklede Bag staar jeg paa et fjerde Højland, adskilt fra Hannæs ved de lave Engdrag Syd for Højstrup.

— Set heroppe fra den store Højde, dæmpes og udviskes alle Linjer og Farver af de drivende Skytaager, der slæber hen over Landskabet og hænger fast med hvide Totter af Damp i de høje Bakketoppe som Uld i en Karte. Møller staar med svingende Arme paa Højderne som pansrede Ridderspøgelser i Jærnhat og fuld Rustning. Kirker glimter frem i et pludseligt Solstrejf og forsvinder igen i de perlemorsfarvede Taager. Yderst i Nordvest ligger Havklitternes fjærne Kæde som et Drømmesyn over Horisonten.

Jeg kunde ikke se dette Land paa nogen bedre Tid end i dette pragtfulde Septembervejr. Det er, som om Dampene fra Jordens Skabelsesmorgen endnu opfylder Rummet og ombølger mig — over og under mig, her paa mit høje Stade. De svæver hen over Bakker og Sletter, Søer, Havarme og fjærne Næs, over de svungne Kyster og blanke Sunde. Jeg synes, at jeg aldrig har set en dejligere

Dag. Turner vilde kunne vækkes til Live af dette Farvespil, ved Synet af det herlige Land under det danske Bygevejr. Der er jo intet Klima mere overraskende i sine Belysninger end vort. Det er Taagernes og de milde, fine Farvers Land •— ligesom England. Turner var den udprægede Lavlands-Maler. Han har i sin Kunst „Atmosfæren" tilfælles med den danske — modsætningsvis til den norske og svenske med deres klare, haarde Farver.

Paa Bakketoppen omkring mig de vædedrivende Agre, Roebladenes regnfyldte, tunge Skaaler, af og til med et vildt og flammende Solstrejf over, saa alle Draaber tindrer. En Kone trækker forbi med et Par Køer, Skørtet har hun op-kiltret over Hovedet for Regnen. Den ene Ko brøler pludselig, som om Dommedag var nær. Saa bliver alt lige med ét ganske stille. Regnen standser, Solen skinner en Stund, og jeg hører Myggene summe. Men i næste Nu rasler en ny Byge med solramte Striber som forgyldte Lanser hen over mig og slaar med Skrald som Haglskud mod Roernes Blade. Køerne dernede paa Sletten, smaa som Mider at se til, stiller sig alle med Ryggen mod Vejret. Den smalle Landevej, som fører over Heden, bliver som en Bæk, en vaad, skinnende Stribe, der peger ud mod Bolbjerg.

Da jeg er kommen ned paa Vejen over Sletten, er Bækken bleven forvandlet til en Flod, hvori den forrevne Himmel spejler sig, og hvor Bilen efterlader et Kølvand som en Motorskude.

Saa snart jeg har passeret Lund Fjord, forsvinder de dyrkede Agre hurtigt bagude, og foran mig løfter sig Klit bag Klit i en Uendelighed, øde og graa, og med Vejens blanke Linje saa lige som en Lineal visende mod Bolbjerglandets høje Vestside. Saa begynder Højlandets sydlige Udløbere at spærre Udsigten mod Øst, og snart naar vi de stejle Skrænter, hvor Vognen driver op paa det tørre akkurat ligesom et Skib, der naar en Kyst. Vel strandet begynder Køretøjet stønnende og futtende at indtage den ene Afsats efter den anden.

Da jeg naar det højeste Punkt ved Hotellet, skylregner det paa ny, og snart efter buldrer Tordenen omkring mig. Det er, som om de andre „Fæstninger" derude bag Taagerne over den milevide Slette beskyder Stedet med deres sværeste Skyts. — Men i Stilheden mellem Bragene og gennem den sagte susende Regn hører jeg Dønningens dybe Slag ind under Skarreklevs udhulede Sider, den samme massive Lyd, som naar Bølgerne vasker ind i et Isfjælds Hulninger, eller som en Kæmpehvals Smasken.

Fra Bjergets yderste vestlige Huk ser jeg sydpaa langs hele Bakkeøens Vestside, til hvor denne ender i langsomme Fald ned mod Sletten. Udfor dette ligger et af de alvorligste Stykker Vestkyst, vi ejer, umaadelige Vidder af lutter Sand, klædte med Lyng og Hjelme, hist og her med lidt sparsomt Græs i Lavningerne. Hvide, smalle Sandstier og en Redningsvej med de traditionelle Telefonpæle langs Siden skærer sig som Karavaneveje gennem den brune og graagrønne Ørken.

En god Kilometer ude i Sandet mod Sydvest ser jeg nogle lave Rønner, saa haabløst ensomme herude i det vildsomme Øde. Deres mosgroede Straatage over de kalkede Længer formaar knapt at kigge over Klitternes graa Manker. Det er Bolbjerg Huse, en lille Fiskerby. Bag den ses langt ude liggende paa Række indad i Landet tre andre Smaabyer: Nørklit, Kjæret og Glædeby(!) — Navnene bliver mere og mere forhaabningsfulde, jo længere de kommer mod Syd. Ovenover alt dette, milevidt borte, skimter jeg bag Lyngørkenen større Landsbyer med deres

Kirker, omgivet af grønne Agre, hver for sig et lille Kanaans Land, sammenlignet med dette. Yderst mod Vest bag Kystlinjens brede Bue ser jeg Vigsø By som en lille Klat Boliger paa Hanstholms østlige Hæld, og bag disse rejser Fyret sig paa den yderste Vold mod Vesterhavet. Mod Øst runder Kysten i en lignende, men langt bredere Bue, synlig helt op forbi Blokhus, hvor den endelig højt mod Nord forsvinder i Tykningen.

Bolbjerg Højlandet, hvis nordvestlige, bratte Fald ud mod Havet kun naar en Bredde af et Par Hundrede Meter og en Højde paa 47 Meter, strækker sig ca. 3 Kilometer ind i Landet og omtrent 7 Kilometer langs Kysten. Baade mod Vest og Nord er det overfløjet af Flyvesand ovenpaa de gamle Limstensklinter, og Sandet danner ofte anselige Klitter, der især paa Vestsiden ligger synlige som hele Bjerge paa dets Ryg, mens det paa de andre Steder for det meste er dækket af den store Vust Plantage, der breder sig omtrent over hele Højlandet.

Jeg gaar ned ad Vestskrænterne til Stranden og vandrer paa den aldeles jævne Forstrand mellem Klinten og Havstokken, hvor yderst Rallen ligger i lange Volde. Tung og trykkende hælder Klintens kolossale Masser ud over Stranden med mærkelige, ruinagtige Former — store, firkantede Flader som Mure og Taarne af Utgaard, hvor Thor besøgte Jætterne. Kun langsomt og umærkeligt brydes disse haarde Mure og styrter i Havet, ikke som ved Bovbjerg, hvor Klintens bløde Lermasser hvert Aar skifter Udseende. Jeg ser Indskrifter, huggede i de yderste, stejle Vægge lige ud mod Braaddet, bærende Aarstallet 1908; og sikkert findes adskillige endnu ældre. Langs hele Klinten, som her paa sin Nordvestside staar i et Par Hundrede Meters Udstrækning ud mod Stranden, ser jeg saadanne Indskrifter.

Omtrent 100 Meter udenfor Stranden ligger Kleven. Eller rettere den staar derude, som en Mumie af et underligt uhyggeligt Væsen, et Spøgelse, der ikke ligner nogetsomhelst andet, jeg har set. Det kunde være selve Limgrim, som har villet falde an paa Kysten, men er bleven standset af en Forbandelse og forvandlet til en Kalkstøtte, ombrust af Bølgerne, der bestandig slikker om dens hule Fod og faar den til at mumle. — Denne 17 Meter høje, ufordøjelige Rest af den store Klint, der engang har strakt sig langt ud i Skagerrak, men som langsomt er fortæret af Bølgerne, hvor længe har den ligget saaledes? Hvor lang Tid har det taget for Bjerget at komme saa langt bort fra sin store Unge, som den har kælvet derude? Det er ikke godt at vide, men indenfor Mands Minde har Kleven altid været der, ingen husker Stedet anderledes.

Hvorfor benævnes den nu altid Skarreklit, da den dog er en Rest af Klinten, og dens gamle Navn er Skarreklev!

— Her er ensomt og godt, som sædvanligt langs Kysten paa denne Aarstid. Et Par enlige Fiskere kommer ind og lander med deres Baad og aser med at faa den halet op over Stranden paa nogle Træruller. Det er et Par Pragtkarle, høje, slanke Folk med brede Skuldre, smalle Hofter og lange Ben og med dejlige, udpræget nordiske Ansigter. Hvilken Kraft og Rytme i deres Tag, naar de med Ryggen mod Lønningen skyder den tunge Baad ind over de rullende Stokke. Det er rene Vikingetyper. — Saadanne Folk kan der altsaa avles i Bolbjerg Huse, skønt de ligger langt norden for Glædeby!

Over Stranden ser jeg af Fugle kun enkelte store Havmaager. Et dødt Marsvin ligger og ruller i Dønningen som en Strandvasker, og oppe i Klitten fandt jeg en raadden Pighaj, som en hel Armé af Aadselbiller var i Kast med. Selv herude findes et virksomt Sundhedspoliti.

Paa Hjemturen mod Syd til Fjerritslev saå jeg norden for Lund Fjord en Vibeflok, der fløj sammen med omtrent hundrede Hjejler. Denne yndige Fugl, som med sin sørgmodige Fløjten passer saa godt til disse ensomme og øde Landskaber, forsvinder nu mere og mere. Hvorfor klarer Viberne sig saa meget bedre og vedbliver at være talrige, skønt de begge fra gammel Tid synes at høre hjemme i de samme Lokaliteter og have samme Fornødenheder?

Nu flokkes de, alle Efteraarets Trækkere. Stærene jager i brusende Flokke som mørke Skyer hen over Stubmarker og dyngvaade Pløjeagre — ingen Sang lyder mere fra dem, de er fyldte af den store Rejsefeber. Kun Viber og Hjejler lader endnu deres Toner høre. Regnspoverne synes forlængst at have forladt Landet, i mange Dage har jeg ingen set eller hørt.

Regnen pisker, og Stormen gaar sin Gang over Landet. Spurvene flokkes ved Husene og æder af de spildte Kærner udenfor Lovinduerne. Musene gik i Hus med det sidste Neg. Men Agerhønsene tripper rundt i Roerne med deres stærke Kyllingeflok, og Haren laver Sæde i Læ af de lyse Græstotter ude i Hederne. Om et Par Dage gaar Jagten ind, saa er ogsaa deres Fred forbi. —

Stæren synger jo minsandten alligevel, trods Almanakken! Jeg konstaterer det en tidlig Morgenstund, da der sidder en udenfor mit Vindue i Fjerritslev Afholds-hotel. Det er en fuldstændig skrupgal Fugl, der gebærder sig, som om vi var i Maj Maaned. Men sikken ogsaa en Septembermorgen! Gaarsdagens Torden og Blæst er afløst af stille, solgennemskinnet Graavejr, saa lunt som paa en Midsommerdag. Den tossede Fugl giver sig helt hen i Foraarsfornemmelser, Vingerne ryster af Iver, den sender lange Fløjtetoner fra sig med Noder i glissando fra oven og nedefter; den trommer og knebrer som en Stork, slaar Kastagnetter, piber som en Trillebør og gø’r som en lille Hundehvalp, saa alle Fjerene paa dens Strube stritter. Den minder mig om disse omrejsende Spillemænd, som blæser Sækkepibe og har et helt Janitscharorkester igang med Overkroppen, samtidig med at de slaar Tromme og Bækkener med Benene.

Men man skal ikke tro paa Stæren som Vejrspaamand. Han er en Stemningsfugl, Karlen dér, han vil bedaare sine Omgivelser. Skulde der ikke være bare en fem—seks Hunner i Nærheden, som vilde ham tilfode? Skælv, Kvinder!

— Det blev da ogsaa opad Dagen den værste Øsregn, jeg længe har set.

Det var jo i Fjerritslev, den ₅,kloge Mand“ Kræn Mand sad arresteret for nogle faa Aar siden for sine kvaksalveriske Handlinger, skønt han sikkert ved sine Haands- og andre Paalæggelser havde sendt mangen en Krykke i Kakkelovnen. Der var paa Afholdskroen bestilt 400 Kopper Kaffe til den Folkehob, som havde givet Møde for at fejre ham paa Dagen for hans Løsladelse. Folkehelten tog dog beskeden et andet Sted hen lige fra Arresten. Men som en storstilet Demonstration mod Øvrigheden drak den forsamlede Mængde de fire Hundrede Kopper Kaffe. Det var Afholdskaffe. Men Jyden han er stærk og sej!

— Det har disse Egnes Befolkning vist nogle Gange før paa anden Maade.

Ikke langt sønden for Fjerritslev ligger de to berømte Steder Husby Holer og

Set. Jørgensbjerg, Skuepladser for Hovedbegivenhederne i det store, nordjydske

Bondeoprør i 1441, da Kong Christoffers Krone dansede uhyggeligt paa hans Hoved og nemt kunde være gledet af, hvis Sammenholdet mellem Jyderne ikke var bristet. Det var Efterkommere af de Folk, som havde rejst Bondeoprøret mod Knud den Hellige i 1086 og drevet ham bort fra Halvøen, som nu atter rejste sig

— efter at Øboerne var falden tilføje. Aggersborg og Aagaard blev afbrændte, og det sidste Sted kom Ejeren, Niels Pedersøn Gyldenstjerne „ikkun af sin Gaard med Stav i Haand“. Oprøret havde efterhaanden bredt sig over Størstedelen af Jylland, da Kong Christoffer personlig gik i Spidsen for Hæren mod Nordjyderne.

Der omtales to Slag paa Egnen her. Det første nævnes af Huitfeldt og skal have fundet Sted ved Husby Holer i Maj 1441, hvor Bondehæren sejrede over Eske Broks Riddere, og Anføreren selv blev dræbt i en af de dybe Hulveje, hvor Adelshæren var drevet ned efter en forgæves Storm mod Bøndernes Vognborg, som stod paa Højderne ovenfor Holerne. — Det andet Slag fandt Sted samme Aar den 8. Juni paa Set. Jørgensbjerg i Kjettrup Sogn. Historien meddeler, at Kong Christoffer indlod sig i Forhandlinger med Bønderne, som havde indtaget en fast Stilling bag deres Vognborg, og lovede dem fri Afmarsch og Tilgivelse, hvis de nedlagde Vaabnene. Dette tyder paa, at Kongen har anset Udfaldet af Kampen for uvis! Men det førte til, at Morsingboerne og Thyboerne sveg Vendelboerne, som blev alene tilbage paa Kamppladsen, men som først efter en voldsom og blodig Kamp blev overvundet af Kongehæren. Vendelboerne faldt i Hobetal, og deres Anfører Henrik Tagesøn toges til Fange og endte sit Liv paa Stejlen.

Her fik den jydske Bonde sit første Knæk i Kampen mod Adels- og Konge-, vælde, og han kom efter dette til at dele Kaar med sine Standsfæller paa Øerne. Men først omtrent 100 Aar senere, under Grevefejden i 1534, blev hans sidste Modstand brudt, og han sank i Hundreder af Aar ned til at danne en underordnet og underkuet Klasse.

Trap oplyser, at Husby „Hole“ (der er to) ligger Syd for Set. Jørgensbjerg^

— De ligger 2 Kilometer Nord derfor. Og Galschiøt fortæller, at Set. Jørgensbjerg har en halv Snes Kæmpehøje liggende paa sin øverste Flade. Dette er ogsaa galt — der findes kun 7 Kæmpehøje, og de ligger paa Højdedraget Nord for Husby Holer! Set. Jørgensbjerg og Husby Holer er to helt forskellige, adskilte Steder. Beboerne i Omegnen fortæller mig, at Turister kommer hertil Aaret igennem, bestiger Kæmpehøjene ved Holerne og udbryder i Begejstring over Set. Jørgensbjergs Skønhed — dette flade og ret uanselige Bakkedrag, som er helt opdyrket og ligger 2 Kilometer herfra — og som de aldrig faar at se. — For øvrigt anses Huitfeldts Beretning om det første Slag for uhistorisk.

Paa Set. Jørgensbjerg Syd for Husby tinder man ikke den landskabelige Stemning som oppe ved Holerne. Det er et ret jævnt, ganske lidt iøjnefaldende Bakkedrag, hvor alt er dyrket. Men her var det altsaa, det afgørende Slag stod den 8. juni 1441, da Vendelboerne stod alene for de danske Bønders Sag. Visen om „Kong Christoffer og Henrik Tagesøn", der giver Besked om Katastrofen og dens Aarsag, rummer disse stolte Vers mod sin Slutning:

Det er Vers, hvis Rytme falder tung som Øksehug.

Visen er historisk betegnende derved, at den første Gang viser Jyderne i Modsætningsforhold til hinanden. Dette blev afgørende for lange Tider.

— Hvorledes har nu Beboerne selv røgtet dette Sted, hvor Forfædrene i Hundred- eller Tusindvis led Døden for Bondens Sag?

Ja •— det er farligt at rejse til historisk berømte Steder og prøve paa at fritte, mens man søger den rette Stemning og Andagt, som Stederne kræver. Da jeg gik op over Marken, hvor Vendelboerne for 500 Aar siden stred til sidste Mand, mødte jeg en ung Bonde, som gik der og saaede. Jeg faldt i Snak med ham, og da jeg ledte Samtalen hen paa Stedets Berømmelse, fortalte han mig, at da en af „Bjerget“s gamle Ejere engang for 60—70 Aar siden pløjede heroppe, bragte Ploven en Mængde Knogler for Dagens Lys. Manden skønnede, det maatfe være Menneskeben; men for at blive sikker i sin Sag bragte han en af de længste Knogler med sig hjem til Gaarden, hvor en „Gammelfar" havde ligget tilsengs i mange Aar og var meget hentæret og mager. Bonden trak Dynen tilside og lagde Knoglen ved Siden af den gamles Laar. Og se — det stemte paa en Prik! Da der ikke var stort mere Kød paa den gamle end paa det fundne Ben, kunde enhver da se, at dette var Laarknoglen af et Menneske! Saa blev Bonden ved at pløje, og for hver Gang han kom over Marken, kom der mere og mere frem. Til sidst gravede han. Tæt under Overfladen fandt han paa et stort Areal saadanne Mængder af Menneskeben, at der blev flere Vognlæs. Og da samme Bonde var en driftig og praktisk Mand uden Sentimentalitet, læssede han det hele paa Vogne og agede det sydpaa til Aggersund, hvor han slog en Handel af med „Krejlerne", som fik Benene ombord og for til Aalborg, hvor Lasten blev solgt til en Fabrik. Her blev Resterne af Vendelboerne, der efter Kampen maa være bleven begravet paa Slagmarken, puttet i Møllen og forvandlet til Benmel!

Det er underligt at tænke sig Mindesmærker over vore gamle Folkehelte i Form af Reklameskilte langs Vejsiderne over et eller andet Foder- eller Gødningsstof .....

Det store Højland, som fortsætter fra Husby mod Nord og rummer saadanne Højder som Hingelbjerg, Rævebjerg og Nordbjerg, det sidste en mægtig Kuppel paa 83 Meters Højde, strækker sig yderst ud mod Klinterne ved Svinkløv, der med Hensyn til Højde er et Barn imod Nordbjerg, men mærkelig derved, at det er det nordligste Sted i Danmark, hvor Landets ældste Undergrund, Skrivekridtet, træder frem i Dagen.

Fra Heden mod Nord fører Vejen op over Højlandet gennem den nuværende Svinkløv Plantage, hvor det kraftigt formede Landskab med sine Kløfter og Smaa-bække forhen ikke havde sin Mage langs Jyllands Vestkyst, idet den frugtbare Jordbund her bar en naturlig og rig Vegetation af Ener, Asp, Sandtidse, Klitroser, Bregner, Pors og Lyng, som var eneraadende over Størstedelen af Klinterne, men nu er delvis skjult eller indrammet af Naaletræernes Mængde. Bedst bevaret er endnu de to dybe Kløfter Langdalen og Dybdalen, som skærer sig ind fra Kysten i Nord.

Men den mest ublandede Glæde har man under Vandringen ad Klinterne fra Hotellet mod Vest, hvor Skrænterne med deres naturlige Bevoksning falder i brede Bølger ned mod den vide Forstrand. Smaahyld, Enebær, Pors og Lyng, blandet med Sandtidse med dens koralrøde Bær, dækker Bankerne højt og lavt, og under dem ligger Klitternes hjelmeklædte Sanddynger indenfor Strandens Rullestensbælte. De Kløfter, som skærer sig ned gennem denne Del af Klinten, inden man østfra naar ud til „Klovene", har en fuldkommen urtidsagtig Bevoksning af de førnævnte Vækster. Især naår Sandtidsen her en næsten træagtig Højde med svære Stammer. Med sine kølige, blaagrønne Blade og de flunkende røde Bær er den noget af det mest henrivende, jeg har set. Ogsaa Hybenrose fandt jeg netop nu i dens skønneste Pragt.

En vældig Udsigt er der heroppe fra langs Kysten til begge Sider og over Havet. Bolbjerg med Skarreklev ses tydeligt i Vest, og det halvfjerde Mil fjærne Rubjerg i Nordøst — som to kæmpemæssige Moler rager de ud i Havet. En Redningsvej gaar som en grøn, græsklædt Stribe dybt under mig gennem Lyngen nede ved Stranden.

Jeg følger Klintekammen til Vest for Klovene, hvor jeg klatrer ned til Stranden. Var der Farvespil i Grunden over Klinterne, da stiger dette hernede ved deres Fod til et fuldkomment Orgie. Sandtidsen er her kun lav og krybende, men bærer hele Myriader af Bær; dyb rustrød Bynke rejser sig mod Tjørnenes kølige Løv sammen med to Alen høje Tidsler, endnu med straalende, violette Blomster paa de ranke Stængler. Høstborst og Brandbæger kaster et Fyrværkeri af Gult ind deri og luer vildt mod Strand-Mandstroens intense, blaagrønne Farver — alt paa Baggrund af Hjelmens bleggrønne Toner over de nære Klitter. Og over denne pragtfulde Strand løfter sig Klovenes mærkelige, nøgne Sider.

Her har i fjærne Tider Skagerraks Brænding buldret mod Højlandet og skabt den stejle Klint; men Havets Nedbrydning er for længe siden endt, og Klitrækken og den brede Forstrand skærmer Klinten. Siden har denne kun været udsat for Virkninger af Vejrsmuldring og rindende Vand ned over dens Sider, og paa mærkelig regelmæssig Vis er disse bleven furet af Vandløbenes tragtformede Fordybninger, saa Fremspringene har faaet Udseende af en Række kæmpemæssige Svineklove. Jeg maa tilstaa, at hvor den underlige Tvedeling af hver enkelt af disse aldeles nøgne Fremspring er stærkest, ligner de med deres blege Farver ikke Svineklove, men snarere en Række bare Ender, der stikker ud af den tætte Bevoksning, og de synes paa uforknyt Vis at røbe deres Foragt for Skagerraks Bølger, som ikke længere kan naa dem.- „Kjøs wos hier!“ som Blichers Jens Jensen sa’e til Franskmændene.

At komme fra de høje, aabne Vidder i dette Land og havne i Fosdalen, som ligger en lille Mil mod Øst tæt Nord for Lerup Kirke, er som at komme til en helt anden Natur. Her er man lige saa fjærnt fra Østjyllands Bøgeskovsdale med deres Nattergalesang som fra de store Heder med deres melankolske og dystre

Skønhed. Hvor mærkelig blidt og stille, hvor verdensfjærnt og ensomt er dette Sted! Man er det eneste Menneske i Verden, naar man vandrer i denne kilometerlange, snævre og dybe Kløft, hvor alt er Lunhed og Ro, og hvor de eneste Lyde er den lille Bæks sagtmodige Pludren, Vindens Hvislen i Egenes Kroner og den stille Raslen af Bævreaspens Blade.

Kløften er ved sin sydlige Indgang ganske snæver, men vider sig stødvis ud mod Sletten i Nord. Det første jeg møder herinde er Egeskov og Hassel; længere mod Nord forsvinder Egene helt, mens Haslerne endnu staar tæt om den smalle Sti langs Bækken paa Kløftens Bund. Herinde mærker man intet til Dagens Graa-vejr og Blæst, alle disse Farver skaber Solskin uden Solen. Asp, Poppel og Selje-pil, Hybenrose og Hvidtjørn mødes tæt i Lavningen om Stien og det frodige Bækleje, som næsten er skjult under Brombær- og Hindbærbuske og et broget Væld af Kjærtidsler, Rødbynke og Bregner, og hvor Blaamunke, Knopurt og Ranunkel, Gederams og Brandbæger endnu er i Blomst, — en hel Urskov af Buske og Urter.

En Hare kommer pludselig farende lige forbi mig; det lyder i denne Stilhed som en løbsk Vædder, der kommer stampende ad den haarde Sti. En Skovdue larmer op fra en Trætop, nogle Skovskader haster forskræmte bort over Kronerne, og Solsorter flygter, rasende skældende. Men da alt dette er forbi, bliver Smaafuglene tillidsfulde tilbage. Jeg gaar her i denne stille Middelalderskov som Svenden i Folkevisen og venter, at den forheksede Fugl skal komme og føre mig vild. Og se — en Musvit sidder i Toppen af en Enebærbusk ved Stien, pipper sin lille Vise og flytter sig langsomt foran mig, efterhaanden som jeg gaar frem. En Bynkefugl synger sin Plovmandssang oppe fra Sandtidsekrattet, der dækker de høje Skrænter omkring Skoven og vælter sine blaagrønne Bølger ned mod Dalen.

Smaa hemmelighedsfulde Sidedale fører bort fra Stien til begge Sider. Bynkefuglen flyver derind og lokker mig; men jeg følger Musvitten ad den lille Sti langs Bækken og kommer yderst mod Nord til, hvor Dalen vider sig ud, og hvor Bankerne løfter sig med deres næsten nøgne Sider ud mod Lavlandet og det barske Vejr — her hvor Stormene kan suse ind over Hav og Slette, og kun Lyng og de haarde Torne trives.

Og alt dette finder jeg kun et Par Kilometer fra Jammerbugtens Strand, et af de barskeste Steder paa hele vor vindhærgede Vestkyst!

— Det keder mig med det norskklingende, meningsløse Navn Fosdalen eller Fossedalen, som er hæftet paa dette Sted, en Forvanskning af det oprindelige Fasdalen, hvis Betydning forøvrigt er dunkel. Den kunde hedde Fruerdalen efter det gamle Væld „Vor Frue Kilde", som findes i den, og som forhen søgtes paa Vor Frue Dag, da det berømte Kildemarked „Lerup Marked" holdtes i Nærheden til langt op i Tiden.

En god Kilometer sønden for dette Sted møder vi atter en helt anden Natur, dér hvor det store Bakkeland kulminerer ved den 82 Meter høje Lerup Bavnehøj, som med fire andre fredede Oldtidshøje ligger midt paa det jævne, skarpt afgrænsede Højdeplateau med en Ring af andre Kæmpehøje langs dets Rand, især virkningsfulde i deres Profil ud mod de aabne Sletter i Nordøst. Herfra ser man milevidt ind over Vendsyssels sydlige Hedeflader, og mod Sydøst over Fjorden med Øland og Gjøl helt til det fjærne Aalborg, hvor den svovlgule og sodsorte Røg fra Cementfabrikkerne trækker som Skyer fra en vældig Hedebrand ud over Landet.

Bolbjergs bratte Fald mod Havet, set fra Vest.

Del af Skarreklev yderst mod Stranden,

Bakkepartiet Nord for Husby Holer med dets Oldtidshøje. Yderst til højre Skaarhøj.

Fra Husby Holer: Kløften, som fører mod Nord op til Højdeplateauet.

Dammen i den sydlige Del af Fosdalen. Til venstre Ege og Birke.

Paa Fosdalens Bund. Bevoksning: Sandtise, Ener, Birke, Smaaege m. m.

I Stagsted Skov. „De høje Bøge" paa Skjelbakken, hvis Kroner ses milevidt over Landet.

Udsigt fra Fejborg Bakke over Fejborg Dal.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela