De Danskes Land -- Achton Friis

HJARNØ

Ligesom under Fyen og Sjælland hører administrativt en Mængde Smaaøer ind j under Jylland. Af disse vil dog af geografiske Grunde her kun blive omtalt Øerne i to af Halvøens Fjorde, nemlig Horsensfjord og Limfjorden. Resten maa søges under Gruppen Kattegatsøerne.

Horsensfjord rummer 3 ret anselige Smaaøer: Hjarnø, som er 566 Tdr. Ld., Alrø 1368 og Vaarsø 103 Tdr. Ld., samt omkring den sidste nogle ubeboede Smaa-holme. Saavel administrativt som sprogligt kan Fordelingen mellem disse Øer vække den største Begrebsforvirring. Hjarnø ligger i Vejle Amt og hører under Bjerreherred, Alrø og Vaarsø med dens Kalv ligger i Aarhus Amt og hører under Hadsherred. Hjarnø og Alrø danner selvstændige Kirkesogne, mens Vaarsø hører til Søvind Sogn paa Fastlandet. Med Hensyn til det Jydsk, der tales paa de tre Smaaøer som ligger klods opad hinanden i Fjorden, da var det rimeligt at tro at de kunde nøjes med samme Dialekt. Men nej — den følger minsandten Administrationen ! Medens man paa Hjarnø taler et uforfalsket Bjerreherredjydsk, snakker man Hadsherredsk paa Alrø. Paa sidstnævnte anvendes konsekvent den rigsdanske, bestemte Navneordsendelse en og et, paa Hjarnø siger man til Gengæld æ ligesom oppe i Bjerreherred. -— Vaarsø tæller ikke med, den har kun én Gaard med en „tilfældig" Forvalter paa.

Endnu for en god Menneskealder siden gik en stor Del af Hjarnøs Ungdom tilsøs; men da der i en lang Periode næsten aarligt indtraf en Mængde Ulykker paa Søen, hvorved mange af disse unge, som var paa Langfart, mistede Livet, svandt tilsidst Beboernes Lyst til Sølivet. Og nu er ingen Sømand mere hjemmehørende paa Øen; dens to sidste Fiskere gik ifjor paa Land og ernærer sig som Arbejdere, de har ombyttet Aaren og Fiskenettet med Spaden og Kartoffelsækken. Hjarnøs Vaaben kunde rumme en Neptunus med en Greb som Trefork. —

Øen har 188 Indbyggere, fordelt paa 43 Beboelsessteder, hvoraf 18 er større og mindre Gaarde. Af dens 566 Tdr. Land er omtrent 100 udyrkede, og af disse er 40 Overdrev, som dannes af „Odden" paa Sydøstenden og det nærmeste Land omkring denne. Nord for Byen findes en ypperlig Skov paa 6 Tdr. Ld., hvoraf 5 Gaardmænd har hver sin Part, der er lige store.

Boligerne paa Hjarnø er af fremragende, østjydsk Byggeskik, men overordentlig slet vedligeholdte. Det er sjældent at en lille Øbefolkning, som har været søfarende i mange Slægtled, ikke bringer al den Orden og Disciplin med sig iland, som den er vant til fra Livet i de gamle Sejlskibe. Hjarnøboerne, som forøvrigt har Ord for at være fortrinlige Agrarer, gør kun saare lidt ved deres gamle Huse — men saa meget mere gør de ud af deres Møddinger. Aldrig har jeg set saa monumentale Gødningspladser som her! Selv ved de ringeste Gaarde finder man en Mødding af kæmpemæssige Dimensioner, omgivet af en Stensætning af tilhugne Kampesten — saa iøjnefaldende og smuk, at man paa lang Afstand kan forveksle Gaarden med Møddingen.

Indenfor historisk Tid har den lille Ø aldrig naaet at gøre sig bemærket. Men dens Navn er ifølge Saxo dannet efter Sagnkongen Hjarne, som flygtede hertil efter sin uheldige Kamp med Medbejleren til Tronen Fridlev og boede her i nogen Tid. Den gamle Historieskriver beretter herom følgende i sin Danmarks-Krønike:

„Efter Frode III’s Død vidste Danskerne ikke hvem de skulde kaare til Konge. De besluttede da at vælge den, der kunde sætte det skønneste Kvad som Gravskrift over den elskede Frodes Grav. En Mand ved Navn Hjarne, der var forfaren i dansk Skjaldskab, lavede da paa sin vante Vis et kunstløst Vers, der lød saaledes:

— Digtekunsten maa have været højt skattet her tillands i de Dage; thi Hjarne fik som Belønning Danmarks Krone! Selv Cæsar gav allerhøjst en By til den, der forherligede lians Bedrifter.

Saxo beretter videre, at Hjarne blev Konge uden at ane, at Skjolds Søn Fridlev endnu var i Live. Efter mange vældige Bedrifter her og i Rusland, kom denne imidlertid hjem, og Danskerne bad nu Hjarne om at trække sig tilbage til Fordel for Kongesønnen. Da Hjarne ikke var tilsinds at slippe Kronen godvillig, blev Landet tvedelt, idet nogle stod paa Fridlevs, andre paa Hjarnes Side. Det endte med et Slag mellem de to, i hvilket Hjarne blev slagen og flygtede til Jylland. Efter at have samlet Krigsfolk om sig her, holdt han paany Slag med Fridlev, men hans Mænd blev alle fældede og han flygtede ene og venneløs til en Ø, som bærer hans Navn efter ham. Efter nogen Tids Forløb slog han sig paa Svig. Han drog til Fridlev efter at have gjort sit Ansigt ukendeligt, og søgte at vinde Kongens Fortrolighed for at kunne oppebie en Lejlighed til at dræbe ham. Som Saltsyder og Træl levede han paa Kongsgaarden, til Fridlev fik Mistanke fil ham og endelig overrumplede ham, da han badede, saå hans mange Ar og genkendte ham. I den Tvekamp, som Hjarne foreslog og som Fridlev højmodig gik ind paa, blev Skjalden dræbt, og hans Lig blev højsat.

I „Salling Syssels Oldsaga“ viser Gudmund Schiitte, hvorledes Frodesagnet maa være afledt af de Gamles Offerfester for Njord og hans Søn Frøj, Guderne for Fred og Frugtbarhed. Frøjs Festfred bliver omdigtet til Sagnet om Frode Fredegod. Og Hjarne skriver sit Kvad til Frodes Forherligelse „efter at de danske Høvdinger havde jordet de stinkende Levninger af Guden Frode-Frøj, som de i tre Aar havde slæbt rundt i Landet for at faa inddrevet Skattegaver“. — Schiitte paaviser ligeledes, hvordan dette Sagn har Forbindelse med Oldtidens Menneskeofringer, som fandt Sted for at holde Liv i de dødelige Guder, idet Ofrenes Liv indblæstes i disse, saa de genopstod til samme Tilværelse og Magt som før. Den menneskelige „Syndebuk" slaas for Panden, hvorefter han genopstaar i Guden. Ofrenes Kadavere hænger i Træerne omkring Offerstedet i 9 Døgn, og Forfatteren søger i alt dette Kilden til det mystiske Vers i Eddaen, hvor Odin siger:

Forfatteren viser tillige Parallellen mellem Oprindelse til Frodesagnet og de meksikanske Indianeres Menneskeofringer, saaledes som vi kender dem fra Ferdinand Cortez’ og Don Diaz del Castillos Beretninger om Meksikos Erobring, hvor Præsterne iklædte sig Ofrenes Hud, og denne „flaaede Gud" kørte rundt og lod sig hylde, til han stank af Raaddenskab, hvorpaa man endelig jordede Levningerne af Bælgen som en dyrebar Relikvie. —

Samme Offerskikke hos Nordens Oldtidsfolk og Mellemamerikas gamle Kulturfolk! En Idéforbindelse fører os i et Spring fra Hjarnøs Strand til Meksikos Kyst. —

Helt op imod vor Tid har Sagnet om Kong Hjarnes Grav paa Hjarnø spøget i Litteraturen. Men nogen Begravelse er aldrig konstateret paa Øen. Derimod har der paa Odden ved Kallestene paa Sydøstsiden ligget en Mængde Skibssætninger fra den senere Oldtid, d.v. s. Bautastene rejst i Grupper, formede som Omridset af et Skibsskrog, en Skik, som knyttede sig til Vikingetiden. Pontoppidans „Danske Atlas" (1673—77) citerer Øens daværende Sognepræst, som giver følgende Skildring af Stedet:

„Paa Hjarnøe, sydøst fra Kirken paa en Plads af ca. 60 Favnes Distance tæt ved Stranden, kaldet Kalle-Steene, siges Kong Hiarne at være begraven. Paa denne Plads findes vel 30 med maadelige Steene net afdelte Grave, i tre Hobe, næsten lige mange i hver Hob. Hver Grav er ved 4 Alen lang, vendende mod Øster og Vester, og er det merkeligf, at i hver Hob er den eene Grav ei skilt fra den anden ved noget Rum, men ganske tet føiede til hverandre, og det i en Runddel, saa at de alle har een i Midten, og midt i den midterste Hob, slutter man, er Kongen begraven; men nu ere de fleste af Stenene med Grønsvær overgroede."

I Ole Worms: Antiqvitatis Danicæ, In Additamenta pag. 4, findes en fortrinlig Tegning af „Kong Hjarnes Grav" fra før 1650. Worm beskriver Stedet noget anderledes end Pontoppidan, idet han kun nævner 20 „Gravhøje", hvoraf en, som mentes at være Kongens Grav, er meget større og omsat med anseligere Sten end de andre. Denne er 30 Alen lang og 20 Alen bred, medens de øvrige kun er 12—13 Alen lange og 4—5 Alen brede. Tegningen viser os imidlertid en Samling Skibssætninger, til hvilke ingen Begravelse knytter sig.

— Det er vel overflødigt at tilføje, at ethvert Spor af dette mærkelige og anselige Oldtidsminde var forsvundet, da vi besøgte Øen 2). Den gamle Fører af Øens Postbaad, Jørgen Juul, fortæller mig, at der endnu i hans Ungdom laa „tre Lang-dysser" paa Overdrevet Nord for Odden, men at disses Sten senere alle er sprængt og anvendt til Bygningsmateriale. Det er de sidste tre Skibssætninger, her er Tale om, og her har man da maaske Oprindelsen til de anselige Mure omkring Øens Møddingspladser. — Videre fortæller han, at han fra sine Drengeaar husker „Kong Hjarnes Sten", en vældig Kampestensblok, som laa halvt begravet i Jorden paa Øens højeste Sted ved „Østergaard“s Mark. Alt tyder paa, at denne Sten aldrig har været anbragt paa sit Sted af Menneskehænder. Den blev sprængt og anvendt som Materiale ved Opførelsen af Krigergraven i Fredericia. — Paa samme Mark hvor Stenen laa, fortæller Juul, har engang en Tyr med sine Horn rodet et gammelt Sværd op af Jorden. Men hvorsomhelst man tog dette i Hus, „fik man ingen Ro", og Freden vendte først tilbage, da man atter gravede det ned paa dets Sted. —

Den gamle Juul, som fortæller mig alt dette, mens jeg sidder og tegner ham i hans hyggelige Stue, er en pragtfuld Gubbe paa de tooghalvfjers. Hans Ansigt er dybrødt i Farven, som en Mellemting af kogt Hummer og røget Laks; hans vældige Haarvækst er gnistrende gylden med begyndende hvide Stænk ved Ørerne og i Skægspidserne. Saadan har vore gamle Vikinger sét ud, naar de om Efter-aaret vendte hjem fra Langfart — røde og straagule af Sol og Vind og Saltvand. Han er en pragtfuld nordisk Type.

Det fremgaar af hans Beretninger, at enkelte gamle Skikke har været fælles for hans Hjemsted og Øerne om Fyen, saaledes var „Indledningen" i Kirken efter et Barns Fødsel ganske som paa Drejø og andre sydfyenske Smaaøer, og forøvrigt var denne Skik tidligere almindelig over en stor Del af Landet. Ved festlige Lejligheder, især Bryllupper, indbødes her som der absolut alle Øens Beboere. Hver Familie mødte med Gaver i Form af Spisevarer, og det var næsten udelukkende Høns, der bragtes, 4 til 6 Stykker fra hver Familie! Man festede i to—tre Dage itræk og aad ustandseligt Hønsekødssuppe. Men der blev samtidig som Modgift rammet mangen god, dansk Dram ned! —

Øens Kirke var oprindelig en romansk Granitbygning, men synes i sin nuværende Skikkelse at være af langt senere Oprindelse. Ved en Brand i 1804 ødelagdes en Del af dens Træværk. Og den er senere, i 1877, bleven vansiret med et Bindingsværkstaarn, beklædt med Zinkplader, en „Rytter", hvad der er fuldkommen ødelæggende for den ellers smukke, lille Bygning. I sin oprindelige Skikkelse minder den ellers fuldstændig om Kirken paa Alrø, som endnu er sparet for Prydelser af den Art og har et fortrinligt gammelt Klokketaarn af Træ paa Kirke-gaarden. Indvendig er den af ringe Interesse; den har en slem, moderne Altertavle med et Oljemaleri, lavet af en eller anden af de anerkendte Specialister i denne Branche. —

Øen hørte under Herregaarden Jensgaard i Bjerreherred, indtil Bedstefaderen og Onklen til den nuværende Ejer, Godsejer Glud, solgte Jordegodset til Beboerne. Kun Kirken hører endnu under Godset.

Foraaret er i fuld Gang paa Hjarnø. Inde i Byen har Bysvalerne travlt med at bygge Reder under Tagskæggene, det begynder at blive paatrængende at komme i Hus, inden Regningen paa Foraarsforlystelserne melder sig i Form af et Kuld Unger! Under de samme Tagskæg er Stærene allerede i fuld Gang med at fodre deres hvæsende Afkom. — Og da vi ved Middagstid sidder paa en Bøgestub i Udkanten af Skoven og ryger vor Pibe, synger Tornsangeren letsindige Viser inde fra Krattet, og ovenover os i en lille Poppel parrer to Skovspurve sig, saa skammeligt det lyder! Lige ved Siden af os ligger to store blaa Kaniner og strækker sig paa Maven i Skyggen af en Tjørn, men siger forsigtigvis ikke, hvad de tænker paa. — Paa Marken udenfor staar i Solskinnet et Par tøjrede Geder, og et lille ugegammelt Kid, der kun bestaar af Næse og Bagben, leger Blindebuk og slaar skæve Herresving opad Diget. Og de to gamle, der har lige saa meget Skæg i Ansigtet som Abraham og Sara tilsammen, ser til som de to i Mamrelund og „henrykkes med en stor Henrykkelse"! —

Men ud fra Skovbunden under Ask, Eg, Elm og Skovæbler stiger den bittersøde Duft af de vilde Planter op som et Røgoffer til Guderne. Under Hassel, Tjørn og Hyld sprager det i hele den groende Forsamling af Storkonvaller, Mjødurt, Gærdekørvel, Anemoner, Nellikerod, Perikon, Pragtstjærne, Mælkebøtter, Storkenæb, Smørblomster, Rødbynke, Knoldet Brunrod--Puh! Hele Botanikken

udenfor Adelskalenderen er forsamlet til Bunkebryllup i Solvarmen. —

Rundt til alle Sider ligger den lille venlige, grønne og fede Ø, beskeden og prunkløs, men et Sted, hvorfra Verden ser vidunderlig ud. Intet spærrer Udsigten til de pragtfulde Bakkelandskaber i Nord, Vest og Syd. Gaar man op paa Øens højeste Punkt, en 67₂ m høj Bakke Nord for „Odden", da er det som Aasene rundt om hæver sig endnu højere mod Himlen, og Brisen fra Sydvest, som kommer strygende ned fra Bjerrelides enorme Bakkedrag, bringer et Pust af kølig Bjærg-luft med sig ned over Fjorden og de lave Enge.

Ser man herfra mod Syd ud mod Havnen og Fjorden har man lige foran sig modsætningsvis et fuldkommen hollandsk Landskab med grønne Flader og Havarme mellem hinanden. En hollandsk Tjalk glider netop nu frem ad den smalle Vandvej mellem Markernes lave Hegn som ad en blinkende Kanal. Fjærnere rager fra Havnens Sted Baadenes Master op som Spærene fra et Regiment Landsknægte. Længst ude mod Vest hviler i Solflimren det fjærne, røgdirrende Slør over Horsens By.

—- Jeg kender ingen dansk Fjord, som er herligere end denne. Landet omkring den, hvis aabne Banker løfter sig Mil efter Mil bag hinanden, er skønt, alvorligt og storslaaet. Sammenlignet med dette er Vejlefjordens idylliske, skovklædte Aase som en Teaterdekoration, der er altfor nær paa Øjet, et lidt lummert Panorama, der ser ud som det er arrangeret for Turister.

Lig her ude paa Fjorden en stille Foraarsnat med Havbleg under den rødmende Nordhimmel og med Maanen i Syd spejlende sig i Vand, der glider som Olie under dens runde Ansigt — naar Hejrerne letter fra det nære Næs og rider som Hekse østerud, ind i den dybe Jordskygge, der spænder som en staalblaa Bue over Havets Linje — og én eneste Stjærne skinnende bleg og kold over Bjerrelides fjærne, sorte Kupler ...

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela