HESSELØ
Yl tørner ud Kl. halvfire en Morgen, da vi fra Hundested Havn sætter Kursen nordpaa mod Hesselø.
Det er nordlig Luft — fin til at ankre under Øens Sydkyst.
Inden vi endnu er naaet udfor Spodsbjerg har vi høj Sø; men Vejret er straalende med lave Godtvejrsskyer i Øst, som lover højt Vejr for Dagen. Snart kommer vi saa langt ud, at hele Kystlinjen fra Spodsbjerg til Gilleleje ligger udbredt for os, tabende sig i Morgenens Dis østerude, mens nærved os de høje Klinter fanger Lyset fra den første, gyldne Sol, som stiger op over de rosafarvede Morgenskyer. Vort Dæk driver af Dugg; men det er ogsaa den eneste Væde vi faar indenbords, Vinden er stik imod Stævnen, og ingen Sø sender sit Skum herop.
Den første Time ser vi ikke andet Land end Sjællands Kyst. Men saa begynder vort Maal at dukke frem. Op over det mørkeblaa Hav, hvor „Rylen“ i Nordenbrisen løfter sin Stævn mod de krummede Søer og i favnelange Kast sætter den dundrende ned i de vaade Dynger, stiger langsomt langt ude i Nord tre svage, lysblaa Punkter op over Horisonten. Jo mere Sjælland svinder i Syd, jo højere løfter de sig. Det er Hesseløs tre højeste Banker.
Efter to Timers Sejlads ser vi hele den lille Ø i Sammenhæng hæve sig op over den bølgende Linje forude. Hvor høj den er, set herude fra Havet! Næsten som en lille Klippeø.
Vi ankrer op under Sønderstranden omtrent 100 m fra Land, hvor de lange Dønninger fra begge Sider svøber sig omkring Kysten. Og nu ser vi kun Øen — ingen Anelse af noget andet Land over Havet til nogen Side. Det er et lille, verdensfjærnt Sankt Helena, der ligger foran os. —
En enlig Fiskerskude fra Grenaa kommer løbende ind agten om os og ankrer op i Læ af Sydøstrevet — jeg hører det hjemlige, djurslandske Maal i Mændenes Raab, der overdøver Motorens Knalden. Det er Landsmænd af Søren Kanne.
Nogle Stormmaager og en Skallesluger er ellers de eneste levende Væsner paa Vandet. Men just som vi gør os klar til at gaa i Jollen, flyver en Gravgaas ud fra Stranden, og da vi nærmer os ser vi endnu en halv Snes andre, som ligger og sover paa Grønsværet under den høje Klint. Nogle Strandskader og Viber skriger inde over Øen — en Stæreflok kommer buldrende langs Stranden. Og da vor Køl rammer Stenene, stryger en Fasankok skogrende gennem Luften ud over
Klinten og lander i en Busk under den tæt ved os. Allerede inden vi naar Kysten ser vi en halv Snes Fuglearter derinde.
Foran os ligger en stenet Kyst, høj og stejl. Det er mægtige Sten, graa og gule og røde, der som et umaadeligt Skred er styrtet ud over Klinten og langt ud i Stranden. Foroven ser vi en grøn Brink som et smalt Baand over Klintens Stenansigt — men over denne et vældigt Dige, atter af Kampesten. Sten overalt! Af Kampesten er ogsaa de to smaa, tæt sammenliggende Baadehavne, som vi finder ved Stranden her, men næsten helt sammenskredne og forlængst fyldte med Sand og Ral.
Det er som en Ørken. Og Ørkenens Farver gaar igen i de mægtige, vilde Tidsler, Æselsfoder, der som meterhøje Buske straaler overalt paa Klinten i det hvide Sollys med grønblaa, sølvagtigt lysende Farver.
Fuldkomment stille og øde er her, kun Fuglene giver Stedet Liv. Dog — nu rejser en enlig Hare i Råben foran os og jager i lange, skæve Spring op over de raslende Sten og forsvinder over Skræntens Kam.
Saa klatrer vi op over Klinten og ser ind over Øen. Foran os ligger et bølgende Højland med lysende grønne Agre, omgærdet af høje Stendiger — atter Sten, hvorhen Øjet vender sig! Men mellem Digerne bølger de grønne Marker med Smaalunde og Hegn helt over mod den nordlige Kyst, hvor et Fyr løfter sin Kegle og sine Boliger, og foran os hæver en stor Forpagtergaard sig mellem sine Haver og Damme, hvorfra Klokkefrøernes bløde Kluk naar op til os.
Vi kravler over Stendigerne og gaar forbi Gaarden tværs over Øen til Fyret, hvor Fyrmesteren straks tilbyder at være vor Vejviser i Nabolaget. Sammen gaar vi ud til den lille Kirkegaard paa Klinten, hvor to af Øens mange Begravelser findes, en Røgter fra Øen og en norsk Sømand — den sidste den eneste navngivne mellem de Mængder af Døde, som denne mærkelige Ø huser.
Den lille Kirkegaard, som er omtrent 20 Meter i Kvadrat, ligger paa Nordklintens yderste Rand med aaben Udsigt langt ud over det vide Hav. Et Par smaa Fyrretræer, som danner Læ mod Vest, er dens eneste Træbevoksning. Men den er tæt overgroet med et Væld af frodigt Ukrudt, som staar i det herligste Flor. Terje Vigens Grav kunde ikke være højtidsfuldere end dette Sted! Og her hviler jo da ogsaa en Landsmand af ham. Paa hans Grav staar et simpelt Trækors med følgende Ord: Tømmermand Niels Nielsen Krokeide af Bergen, født 3/6 1844, død 1880. — Han er druknet her paa Kysten og kom ikke længere, skønt han vel nok havde tænkt sig det.
Hans Nabo har intet Kors og intet Navn. Han var kun en Røgter paa Øen. Og da han en Dag blev ked af at vandre her, hvad enten det nu var af Hesselø eller Jorden i al Almindelighed, saa tog han et Reb og hængte sig i det. Derfor er det bedst at glemme hans Navn. Men nu ligger han stille og godt ved Siden af Nordmanden, Repræsentanter for Søfart, Agerbrug og Kvægavl! De har paa deres Vis gjort sit til at hele Geografien mellem de to Nabolande. For dem er Spørgs-maalet om Holberg og Tordenskjold, den Arnamagnæanske Samling og Højhedsretten over Grønland som Hø og Halm at regne.
Men de er blot to mellem de mange, som Karon har ført til denne Kyst. Og om han var faret til selve Underverdenen med dem, kunde den Hemmelighedsfuldhed som hviler over dem ikke være dybere. Ingen véd, hvorfra Hesselø har faaet sine Døde, hvornaar de er komne eller hvem de er!
Anholt. Ung Pige af ren Anholterslægt. Billedet er taget for ca. 2o Aar siden,
Anholt. Ungdomsbillede af Postfører Jacobsen. Ren Anholterslægt.
Hesselø. En Grav under en blomstrende Hvidtjørn paa Kirkegaarden ved Nordvestpynten.
Hesselø. Rullestensbæltet paa Nordstranden med de mange Grave.
En af Fyrmesterens Sønner viser os hen til den anden Kirkegaard, som ligger helt ude paa Nordvestpyntens øde Flade. Vi finder paa Sletten et Dige, rejst af tunge Kampesten, som omslutter en Oval paa omtrent 60 Meters Længde og 45 i Bredden. Diget, som er en Meter højt, har indesluttet en Snes Grave, af hvilke efterhaanden kun de halve er tilbage. De bestaar af opdyngede, aflange Stenhobe, som har dækket Ligene, der simpelthen har været lagt ned paa den haarde, græs-groede Rullestensbund. Stendyngerne er 2m lange og halvt saa brede, og ikke højere end nødvendigt for at skjule de Døde.
Hvem disse er, véd ingen mere. Aldrig er her fundet et Redskab eller nogen Ting hos dem, der kunde give Oplysning om Alder, Nationalitet eller andet. Man véd ikke, om de er begravede paa én Gang eller efterhaanden. Men det svære Dige, som det maa have taget baade Tid og Kræfter at rejse, vidner om at det er bygget af Folk, som har villet værne om Stedets Højtid og om de Døde.
Der er bleven fabiet meget om Kirkegaardens Oprindelse, og et Sagn siger, at det er engelske Søfolk fra Krigen 1807—14, som er jordede her af deres Landsmænd. Under Krigen besatte Englænderne Øen og opkastede Batterier her. Der er forsaavidt intet i Vejen for at de i denne Periode har kunnet lave Begravelser paa Øen saaledes som flere andre Steder i Landet, f. Eks. paa Romsø i Storebelt, selv om det er usandsynligt, at Soldater i Felten skulde indlade sig paa at bygge noget saa sent og besværligt som det store Dige. Den Version som siger, at det er faldne Englændere fra Kampene ved Sjællands Odde, er ogsaa lidet sandsynlig; thi disse vilde man snarere have jordet i en Fællesgrav end i møjsommeligt opførte Enkeltgrave. — Hertil kommer, at Øens nu afdøde Ejer, den gamle Hofjægermester Holstein-Rathlou, i sin Tid skrev til det engelske Admiralitet, som paa hans Forespørgsel herom svarede, at der i dets Papirer intetsomhelst fandtes, der kunde bestyrke Formodningen om, at der her var begravet engelske Soldater.
Sandsynligst er det, at én af Øens tidligere Ejere blandt de sjællandske Herre-mænd har ladet Diget rejse for at strandede Søfolk kunde blive stedt til Hvile her.
En mere stemningsfuld Begravelsesplads har jeg aldrig set — det gamle, tunge Stendige paa den øde Strand, indesluttende de lave, graa Hobe, der dækker Resterne af de Døde, maaske Mænd allevegne fra, hver med sin underlige Historie — kun med den samme Død paa Kysten af denne lille fjærne Ø, eller drevet iland her ude fra det store Hav!
Her hviler han, Somebody fra Nowhere! Ligesom den ukendte Soldat i sin Grav. Han mangler Triumfbuen. Men der er Højtid nok over de graa Grave, hvorover de bøjede Hvidtjørn hælder deres blomstrende Grene, og hvor Svalerod og Høgeurt nikker i Vinden, som kommer ude fra det bestandig urolige, bølgende Hav, hvorover ingen Kyst øjnes til nogen Side. Her, hvor ingen Lyd høres uden Bølgeslaget — og Tornsangerens Vise fra Tjørnens lave Top.
Nær Stranden omtrent 400 m Sønden for disse Begravelser fandt vi en ensomt beliggende Grav af samme Art. Kun var nogle udvalgte Sten lagt omhyggeligt i Række omkring Liget, førend dette er bleven dækket, og en enkelt større Sten var rejst paa det Sted, som formodentlig har været Hovedenden. Graven maaler l3/4 x 2/3 m. I dens Indre og omkring den findes endnu en Del af de Sten, som har tjent til Dække for den Døde, men ingensomhelst Rester af denne.
Et nyt Mysterium fandt vi helt ude ved Nordvestpynten i Form af nogle Fordybninger i Jordsmonnet, trugformede som de paa Sejerø omtalte, men en hel Del mindre, idet de gennemgaaende kun er 10 x 6m. Den eneste mulige Forklaring paa dem er her som dér at det er „Baadsteder" bestemt til Leje for ophalede Fartøjer. Men deres Mængde her paa Stedet synes at gøre denne Løsning tvivlsom. Her findes 40 af dem, liggende Side om Side i dobbelte eller tredobbelte Rækker med Langsiderne mod hinanden. Dybden varierer fra 1U til 1 m. — Lignende Huller i omtrent samme Antal, men dybere og tydeligere, fandt vi siden paa Øens Sydøstpynt, kun enkelte af dem var en ubetydelig Smule længere. Det er omtrent firsindstyve „Baadsteder" ialt! Men da Øen næppe nogensinde har haft mere end en halv Snes Beboere i ældre Tid, maa det ialtfald være fremmede Fiskere eller Søfolk, som har gjort Landgang paa Stedet og haft deres Fartøjer ophalet her.
Det lidet man véd om Øens Historie giver ingen Forklaring paa disse Spørgs-maal. Paa Skraaningen ud mod Sydøstpynten ret Østen for Forpagtergaarden ligger Resterne af en Køkkenmødding fra den ældre Stenalder, som siden 1899 er undersøgt flere Gange af Nationalmusæet. Da Stedet er meget forstyrret ved Jordens Dyrkning, kan dens oprindelige Størrelse ikke angives. Lagets Tykkelse varierer fra 5—27 cm. Fundet er interessant derved, at Skallaget foruden nogle Flintsager og Benredskaber indeholdt henimod 4000 Dyreknogler, hvoraf ikke mindre end 99 % af Graasælen, som i Stenalderen var den almindeligste Sæl i vore Farvande, medens den nu er overordentlig sjælden og er bleven afløst af den spættede Sæl. Af denne sidste, som nu er saa almindelig forekommende ved vore Kyster, er der modsætningsvis kun fundet Rester ved én eneste Stenalderboplads, nemlig ved Klintesø ved Nykøbing paa Sjælland.
I Valdemar II’s Jordebog kaldes Hesselø Esæl, og her nævnes Jagthus paa den. Øen har i lange Tider været Krongods. I et Forleningsbrev fra 1523 forlanges der, at Halvdelen af de Sæler, som fanges paa Stedet, skal sendes til Københavns Slot, rimeligvis fordi man vilde anvende Trannen til Belysning. Øen har da altsaa været beboet paa den Tid, men maaske kun af dens Opsynsmand. Hos Pontoppidan hedder den Hesselø; han siger at den kaldes saaledes af sin Hessel-skov, og at „den er halv begroet med smaae Skov, men halv med skiøn Græsning for et Stutterie af vilde og meget kostelige Heste. Paa visse Tider settes de vrinske Heste derover, og 8 Dage for Mikkelsdag tages Føllene tilbage, da de som gandske vilde først maa fanges, og til den Ende udjages i Stranden. Kong Chr. III havde her et Stutterie, og giorde i 1550 med Peder Godske, Embedsmand paa Kjøbenhavns Slot, den Contract, at de skulde deele Føllene". Senere: „Kong Christian IV bevilgede 1628 Claus Daa denne Øe, som Geert Rantzow tilforn havde, imod aarligen til Kongen at give en ung og smuk Foele." -—
løvrigt havde der allerede under Frederik II været Stutteri paa Øen, og den kaldtes dengang Hasselø. Den er nogle Gange vandret frem og tilbage mellem Kongernes og forskellige Adelsmænds Hænder. Foruden de tidligere nævnte Herrer fik Jørgen Urne i 1641 Brev paa Øen.
Sandsynligvis har den gennem forskellige, lange Tidsrum været ubeboet og iøvrigt kun huset de enkelte Folk, som havde Opsyn med Stutterierne.
Englænderne, som i 1807—14 i nogen Tid besatte Øen, afbrændte efter Sagnet de gamle Kratskove, som dækkede en stor Del af dens Indre. Sagnet siger tillige, at de kvalte Øens eneste Kilde ved at vælte en stor Kampesten hen over den. Men saa taabelige har de da næppe været, mens de selv beboede Stedet.
Efter denne Krig blev Hesselø købt af en berygtet Person, den især i København velkendte Kaperkaptajn Robert. Han opførte paa den ensomme Ø en stor Bygning, naturligvis helt af Kampesten, med 1V2 Alen tykke Mure. I Stedet for Kalk anvendte han til Opførelsen Ler fra en Køkkenmødding, hvorfor Bygningen desværre ikke blev saa solid som efter Hensigten. Den er da ogsaa næsten totalt forsvunden, og kun Rester af en Ydermur og en Kælder er bevaret. En Forfatter fm. Mariboe, som besøgte Øen i 1866, skildrer Boligen, som dengang endnu fandtes, saaledes: Hovedbygningen bestaar af 7—8 Værelser, blandt hvilke en Sal paa 120 Kvadratalens Indhold og med 4 Fag. I den ene Endemur i denne findes en Niche, rimeligvis oprindelig til en Kamin, og foran denne ved den ene Side en Lem, der skjuler Nedgangen til en Kælder. Aabner man Lemmen kommer man ind i et stort Rum, der faar sit Lys fra den besynderligste, opadgaaende, smalle og lange Sprække i den alentykke Ydermur, saa at Kælderen er omtrent som en stor, firkantet Sparebøsse med et Hul i. Og Hullet brugtes ogsaa omtrent som det i en Sparebøsse. Sagnet siger nemlig, at Robert, der skal have været en raa og urolig Person, ikke kunde blive i Ro paa Øen. Han drev Avlingen, var gift og havde en Pige fra Schweiz til at bestyre Mejeriet. Men han for ofte til Land i Øens eneste Fartøj, og af Skinsyge eller andre Grunde indspærrede han da først sin Kone i Kjælderen, hvor hun fik langet Føden ned gennem den føromtalte Sprække i Muren. — Hans Tilbagekomst til Øen fandt altid Sted om Natten. Han vækkede da alle Gaardens Beboere, gjorde en frygtelig Støj, bankede alle dem han kunde overkomme, Konen med — og begyndte saa næste Dag paany sit ensomme Øliv. —
Kælderen, siger Forf., ser nok ud til at have haft en saa skummel Bestemmelse, men sandsynligvis er den dog bygget til at rumme Roberts store Formue, som man sagde han havde erhvervet ved Kaperiet, men som han nok senere satte fuldstændig overstyr.
— Forsaavidt har „Sparebøsse" ikke været noget rammende Navn til Kælderen !
Gillelejefiskerne paastod, at Robert havde myrdet Schweizerinden og et Barn og begravet dem begge paa en til Forf. nærmere opgivet Mark paa Øen. Da han var der i 1866, var denne imidlertid besaaet med Rug, saa han kunde ikke komme til at grave efter Ligene (!).
Mange andre Rygter gaar der om den gamle Sørøver, men ingen af dem taler til hans Fordel. En Del Bønder fra Sjælland afkøbte ham siden Øen og drev Avlingen ved Hjælp af en Forvalter, som boede derovre. Samtidig boede her en anden, mærkelig Stodder, en Slave, som Regeringen havde sendt hertil for at formilde hans Straf. Han boede ensom i én af de Længer, som Robert havde opført, havde sin egen Husholdning, bestilte kun hvad han vilde og gik frit omkring. I 1848 fik han sin Frihed og drog bort fra Øen efter at have levet her i 20 Aar.
— En gammel Fisker i Tisvildeleje viste mig for et Par Aar siden en primitiv Træstol, der var i hans Eje, og som stammer fra hans Faders Tid. Denne Stol, paastod han, havde „Slaven paa Hesselø" lavet, og Faderen havde som ung ført den med hjem derfra i sin Baad. — Gamle Folk i „Lejet" véd flere Ting at berette om Fangen derovre, som altsaa ikke er nogen Sagnfigur.
Mærkelig er den førnævnte Forfatters Beskrivelse af Øens Kirkegaard; og hans Forestillinger om dens Tilblivelse, der aabenbart skyldes Bondegaardens Beboere, er af Interesse. Han er umaadelig forarget over den primitive Maade at
begrave Folk paa: „--Her er ikke en Haandfuld Jord, ikke Kors eller Plade,
ikke Busk eller Træ. Imellem de glatte Sten stikker hist og her en lang Benpibe eller en grinende Hjærneskal frem. Folk af alle Slags Nationer ligger ukendte mellem hinanden: det er forliste Søfolk, som fjærnt fra Slægt og Venner her har fundet det sidste Hvilested."
Jeg gad vidst, hvor Beboerne skulde tage Jord fra til Gravene, eller Navne til „Korsene og Pladerne!" —
Han tilføjer, at i de sidste 10 Aar er ingen bleven jordet her! Efter dette, som naturligvis ogsaa skyldes en Oplysning af Beboerne, skulde den sidste Strandvasker være vandret ind paa Kirkegaarden i Halvtredserne. -—
Ogsaa den ensomme Grav Sønden for Kirkegaarden omtaler han og siger, at den skjuler Levningerne af en forulykket Matros. — „Naar Ligene drev iland, tildækkedes de blot lige netop med Sten. Men hver en Fisker, som gik ud fra Kysten, føjede en Sten til Dyngen for at der skulde være Held ved hans Dræt. Saa-ledes er Dysserne fremkomne og ligeledes Ringmuren, der omslutter Kirkegaarden, og saaledes fredes der paa en Maade endnu om deres Grave."
Ja — men dette er jo henrivende smukt, saa smukt at man gærne vil tro det er rigtigt!
Skade, at denne smukke Skik forlængst er glemt og forladt, og at den gamle Kirkegaard mere og mere forfalder. Hyppigst gæstes den nu af de løsgaaende Kreaturer, som søger Læ bag dens Dige og trasker rundt over dens Grave, saa deres Sten mer og mere spredes. —
Fortælleren hævder at Øen endnu paa hans Tid bar Spor af at have rummet „stolte Skove af Eg og Fyr". Formodentlig maa det have været i Moserne disse fandtes. En Køkkenmødding, som han fandt derovre, udgravede han og konstaterede en Mængde Benrester, især af Sæler, deri. Paa en Rotur til Nordvestrevet saa han dette „fuldstændig omringet af Sælhunde".
Antallet af Bondegaardens og Fyrets Beboere maa dengang have været en halv Snes Stykker; thi han siger, at hans Ankomst til Øen forøgede dennes Indbyggerantal med 10 % !
Hvem der paa den Tid ejede Øen, nævner han ikke. Men ialfald maa Staten snart efter være bleven Ejer af den, thi i 1871 solgte denne Øen for 6740 Rdlr. til Gaardejer P. Jeppesen i Ellinge, som i 1899 solgte den til Hofjægermester Hol-stein-Rathlou, hvis Enke endnu ejer den.
Den 127,3 Tdr. Land store Ø hører under Rørvig Sogn i Holbæk Amt. Omkring Højlandet paa dens Midte, der danner omtrent Halvdelen af dens Areal, ligger et lavt Forland, smalt mod Syd og Nord, men bredere mod dens Ender, hvor det strækker sig ud i flere Kilometer lange, for det meste undersøiske Rev, der hist og her ligger tørre ved Lavvande. Omkring Højlandsplateauet, hvis højeste Punkt naar ikke mindre end 20 m, er der næsten overalt stejle Klinter ud mod Lavlandet, hvis Strandfælleder og Enge strækker sig jævne ud over begge dens brede Pynter til Revene.
Forpagtergaarden og Fyret har tilsammen 3 Beboelser; desuden findes paa
Nordvestsiden den af Holstein-Rathlou opførte Villa til hans eget Brug foruden paa Østsiden endnu en Bolig, som han indrettede til Rekreationshjem, men som for Tiden staar tom ligesom Villaen. Øens Fyr er i sin nuværende Skikkelse opført i 1864. Under dette hører omtrent en Tiendedel af Øens Jord.
Her findes paa Øen kun 15 faste Beboere. En Rejsende, som besøgte Øen i 1905, fortæller at her dengang var 4 Familier paa Stedet. Han skildrer Livet paa Øen i Farver, som ikke er de allermuntreste: Kun engang hver 14. Dag faar Beboerne Bud fra Omverdenen, naar Damperen kommer med Post fra Sjælland. Postdagen er derfor Øens stadig tilbagevendende Festdag, paa hvilken Beboerne gebærder sig som Børn paa en Juleaften. Man spejder med Kikkerter fra alle Vinduer efter den lille Damper „Kattegat1'. Kommer den saa endelig med Posten og denne er bleven fordelt, hersker der de første Timer fuldkommen Stilhed i alle de smaa Hjem. Men naar denne Sensation er forbi, naar de gode og daarlige Nyheder fra den store Verden er diskuterede, eller Skuffelserne over at man ingen Post fik er glemte, da kommer Hverdagen igen til den lille Øs Beboere. Saa bliver Jens Larsens Vædder igen Samtaleemne — den skal jo slagtes om fjorten Dage.....
Man havde jo naturligvis Sæljagten at underholde sig med — denne spillede endnu paa den Tid en ikke ubetydelig Rolle som Ekstra-Indtægtskilde for Beboerne, idet man ved Sommertide undertiden kunde have Held til at nedlægge 3—4 Sælhunde i ét Døgn til en Værdi af 8—9 Kr. Stykket. Spændingen ved Jagten øgedes ved Udsigten til den fortrinlige Bøf, som Husmoderen kunde fremstille af de dertil egnede Stykker Kød! — „Fik Du noget paa Revet idag?" — det var det Spørgsmaal, som den hjemvendende Jæger maatte besvare mange Gange, inden han naaede fra Baadens Ophalingssted til sit Hjem.
Saaledes formede Livet sig for 25 Aar siden, og med Undtagelse af at Øen nu har ugentlig Forbindelse med Rørvig og at Sælhundene paa Grund af den almindelige Forfølgelse overalt i Landet er bleven færre, er det næppe stort anderledes den Dag idag. Der er holdt Blotgilder paa en Række Væddere, siden Jens Larsens lod sit Liv for Kniven, ellers gaar alt saa „dawle".
— Tænk blot nu, hvor én eneste Radiomast anbragt paa denne Ø maa kunne omkalfatre Tilværelsen for alle dens ensomme Beboere! Sikkert er den der vel nu allerede — saa er alle Grænser udslettede, og Verden er igen bleven en Ø ringere! —
Dersom denne Ø klager over, at Naturen ikke har været gavmild imod den, saa glemmer den i hvert Fald Istidsbræen. Den har givet den hvad den kunde — Nord og Syd for dens Højland ligger Myriader af Kampesten ved Siden af og ovenpaa hinanden fra en Meter i Gennemsnit og ned til et Menneskehoveds Størrelse. Fra Stranden og helt op i Øens højeste Bakker finder man dem, allevegne, ovenpaa Jorden og dybt i Grunden. Om man tog al Jorden bort fra Hesselø, vilde den ikke blive synligt mindre. Det har nok været et slemt Job at begynde som Agrar her paa Stedet.
Men hvilken Vrimmel af vilde Planter dækker ikke denne barske Bund! Stargræs, Hindebæger og Sandkryb staar paa Sydstranden helt ud i Havstokken, Hundetunge og Stenurt blinker alle Vegne fra Ral’ens graa Masser. Strandarve og Blæresmelde, tveskægget Ærenpris, Fladstjærne, Røllike og Oksetunge lægger et Væld af Farver over den døde Bund, som hist og her flammer mod Øjet med rustrøde og irgrønne Mosser. Højt over det hele løfter Strandkaalen og Strand-Mandstroen deres Kroppe som skinbarlige Buske, der kaster natsorte Skygger over Stenenes Rygge.
Op af Strandens staaende Hær af Cocleare og Strandmelde klatrer over Skræntens tynde Grønsvær Svinefylkinger af Gaasepotentil, Armeria, Rødbynke, Rødknæ, lancetbladet Høgeurt, almindelig Høgeurt, Røllike, Gulkløver og Smørblomst. Kællingetanden bider sig fast mellem Stenene øverst under Hældet, hvor Tjørn, Slaaen og Hyld, Brombær og Roser strækker deres Arme ud over dem.
Ikke engang dette lille Gryn af en Ø ude i det aabne Kattegat har Guderne glemt!
Udenfor et herligt Krat, som ligger spredt i Læet under Nordøstklinten nær Fyret, og hvor Rullestensbæltet naar sin største Udstrækning, finder jeg den mærkeligste af alle Hesseløs mange Mærkværdigheder. Selv vilde jeg næppe under vort korte Besøg have faaet Øje paa den, men det er Fyrmesterens yngste Søn, som er stud. theol. og hjemme paa Feriebesøg, som viser mig den.
Mens vi vader rundt mellem Rullestenene, der her danner et Bælte af omtrent et halvt Hundrede Meters Bredde, viser han pludselig ned paa Stenene foran os og spørger, om jeg kan faa Øje paa noget mistænkeligt dér. Men først da han bøjer sig ned og peger, ser jeg nogle Sten som tydeligvis ligger i en Række, der krummer sig og danner en aflang Firkant eller snarere en uregelmæssig Oval. — Da jeg forundret spørger ham, om dette Sted da virkelig ogsaa rummer Grave, nikker han! Og saa fortæller han følgende:
En Tilfældighed har for 5—6 Aar siden ledet til Opdagelsen, idet en Karl paa Øen en Dag ved Stranden her fandt nogle Skeletdele af et Menneske. Karlen viste Drengen Fundet, men overfor alle andre tav de begge. Det var nemlig hændt for nogle Aar siden, at et Skeletfund paa et andet Sted af Øen havde givet Anledning til at Benene blev ført til Sjælland for at blive begravet i Kristenjord, og nu ønskede ingen af dem at deres Fund skulde vække en lignende Opsigt.
Men siden fik Drengen ligefrem Mani for at gaa og søge paa Stedet — en Slags Samlermani! I sin Fritid mens han boede paa Øen, og siden naar han under sit Studieophold i København var hjemme paa Ferie, gik han ofte herned og undersøgte Stedet. Og i de siden forløbne 5—6 Aar mener han at have fundet op imod halvfjerdsindstyve lignende Begravelser paa dette Sted, alle beliggende paa Rullestensvolden indenfor en Strækning af omtrent 100 m langs Kysten. De ligger alle paa den højeste, midterste Del af Strandvolden, som udentvivl er overordentlig gammel, aldrig nær ved Stranden. I 10 af Gravene fandt han Skeletdele, saaledes fordelt: i 7 af dem større og mindre spredte Knogler, 2 indeholdt kun Tænder, medens der i en enkelt fandtes et helt, velbevaret Skelet, hvor kun Hovedskallen manglede. Størstedelen af det sidst nævnte Fund forærede han til en Kammerat, som studerede Medicin, Resten har han altsammen gravet ned. Han har aldrig fundet andet Indhold i Gravene end Rester af menneskelige Skeletter.
For mig var Stensætningerne overordentlig vanskelige at faa Øje paa, selv efter at jeg var bleven gjort opmærksom paa deres Tilstedeværelse. Jeg tegnede én af de mest iøjnefaldende. Maalene paa denne Gravrest, som er typisk, er 165 cm x 65 cm, altsaa omtrent de samme som paa den isoleret beliggende Grav S. f. Kirkegaarden.
De udvalgte Sten, som danner Yderrækken, er noget mere ensartede end dem i Omgivelserne, og som Regel lidt større. Men de ligger alle i samme Niveau som Omgivelserne, hvad der vanskeliggør Opdagelsen, da tilmed i de fleste af Gravene mange af Stenene er trillet bort fra deres Plads i Rækken.
Indenfor Stensætningen havde han imellem eller ovenpaa Benresterne af og til fundet andre, større Sten, der dog ikke var saa ensartede som Randstenene — formodentlig Rester af det nedstyrtede Dække over Liget. Neders laa der noget, som maaske kunde ligne et brolagt Gulv af mindre Sten. — Retningen af Gravenes Længdeakse viste sig ganske vilkaarlig og skiftende.
— Men hvorfra stammer vel nu disse Mængder af Grave, halvfjerdsindstyve samlede paa et bestemt Sted, og af en Form som ikke kendes fra noget andet Sted i Landet?
Strandvaskere, — Det synes usandsynligt i et saa stort Antal. Hvorfor skulde de ligge paa et saa snævert begrænset Sted og med en saa fuldkommen ensartet Gravform! Snarere synes her at være Tale om en Massebegravelse — men fra hvilken Tid? I al Fald er det den traditionsmæssige Begravelsesmethode paa Stedet, dikteret af de ejendommelige Jordbundsforhold paa Øen, hvor Rullestensbunden næppe noget Sted langs hele Kysten er dækket af mere end et tommetykt Muldlag.
Stenalderbegravelser, — Øen var jo rigt befolket efter andre Fund paa Stedet at dømme. Men ikke et eneste Redskab i Gravene giver Oplysning om noget-somhelst.
— Min Ledsager kom ombord om Aftenen før vi sejlede, med en Posefuld nyfundne Skeletdele, som han havde samlet til mig paa Stedet under vort Besøg, og som jeg bragte med hjem. Men heller ikke de giver nogensomhelst Oplysning af Værdi, da jo bl.a. deres Alder er ganske ubestemmelig.
Maleren Knud Kyhn, som for nogle Aar siden har aflagt et Par Besøg paa Øen, har senere fortalt mig, at ogsaa han paa det nævnte Sted i Rullestensbunden tilfældigt fandt én af disse Grave, som rummede Resterne af et Skelet, hvoraf Hovedskallen var delvis skjult af en større, flad Sten.
Jeg gaar tværs over Øen for at naa over til „Villaen".
Forpagteren, som jeg møder udenfor Avlsgaarden, slaar Følge med mig et Stykke Vej og fortæller mig noget om Øens Dyreliv. Et enkelt Ederf uglepar har han truffet rugende her. Tejsterne derimod, som hyppigt kommer hertil, er ikke naaet videre end til at parre sig — til andet finder de foreløbig ikke Lokaliteten velegnet! Flere Graaandepar yngler paa Stedet. Af Vildt findes her endnu Harer og Fasaner, hvorimod Agerhønsene er udryddet. Foruden Klokkefrøen og den grønne Frø, som vi selv fandt, skal den sortbrogede Tudse findes i Dammene nær Gaarden. Her er en Mængde Firben, men ingen Snoge; hverken den brune Rotte eller Vandrotten findes paa Øen, hvorimod her er saa vrimlende Mængder af Mus, at der sidste Vinter fangedes henimod 1700 i Fælder!
Af Øens Jorder hører 17 Tdr. Land Staten til sammen med Fyret, medens Resten, hvoraf 60 Tdr. Land er under Plov, tilhører Holstein-Rathlous Enke. —
Fra Vandhullerne paa de aabne Marker omkring mig, hvor Vandranunklerne staar i Blomst, letter Rødben-Klirer og Viber. Kolossale Mængder af Stære færdes over Marker og langs Hegn og Plantninger, travlt optaget af at fodre deres graadige Yngel. Overalt møder man Fugle heroppe i Højlandet, hvor Marker og Moser føder dem og alle de smaa Lunde skærmer dem. Tornsangere høres nu og da fra Hegnene, og Solsorter fløjter i Plantningerne. Forstusvaler og Bysvaler, Irisker og Spurve færdes overalt. Fra en Mose Vest for Gaarden letter 9 Grav-gæs og 7 Strandskader, nogle Graaænder svømmer paa dens Vand og en Del Krager og Rødben holder til i dens Nærhed. I Klinten ved Nordstranden synger en Gærdesanger. Da jeg naar ud til Nordstranden, hvor Johannes Larsen tidligere paa Dagen havde fundet Gravgæs med Gæslinger og desuden set en tilsyneladende vingeskudt Regnspove, som svømmede tilsøs fra Strandkanten, saa jeg 15—16 Gravgæs liggende paa Vandet lige ved Havstokken og en Hun, vistnok en Ællinge-and, som stærkt rabbende kredsede omkring Stedet.
Villaen „Hesselhus“ ligger helt ude paa Nordklinten med vid Udsigt over Havet. Den er opført af Martin Nyrop i „Jægerstil" med Græstørvtag og er af ypperlig Virkning i Landskabet. Paa tre Sider er den omgivet af en fortrinlig Park af vid Udstrækning, ved Huset rummende en Mængde velvoksne Frugttræer. Den fjerde Side vender ud mod Klintens Fald mod Strandfælleden indenfor Nordvestrevet. Lige foran dens Sydside danner et stort, naturligt Mosehul en Dam med omgivende aabent Terræn i Parken. To mægtige Hvalkæber er opstillet som Indgangsporte fra Tykningen mod denne Lysning.
En vældig Sang af Solsorter, accompagneret af alle mulige andre Sangfuglerøster, lyder over Parken. En Fasanhøne larmer op fra Skovbunden, hvor dens smaabitte Kyllinger render forvildede rundt mellem mine Ben, til de paa Moderens Kalden forsvinder i Græsset. En Ringdue letter klaprende fra en Grantop. — Paa Stammerne ved et mørkt og sumpet Sted i Tykningen, hvor Bunden helt er dækket af en vældig Skræppeskov, sidder Mængder af store Snegle med hvidlige Huse paa ca. 4 cm’s Diameter. Det er Vinbjergsnegle, som den gamle Hofjægermester har plantet her paa Stedet.
Overhovedet var denne gamle Ejer af Øen, som boede her i 7—8 Maaneder af Aaret kun med en Selskabsdame, en Husjomfru og et Par Gartnere, foruden at være en fremragende Jæger og Sejlsportsmand, tillige en ivrig Dyreven, hvilken Passion lejlighedsvis gav sig excentriske Udslag. Saaledes kunde man i hans Levetid overraskes ved under Vandringen forbi en af de smaa, indhegnede Lunde nær Forpagtergaarden at se en Kasuar jage sit polycrome Øglehoved ud fra Tykningen og glo paa Én — eller man standsede brat af Rædsel i Tjørnekrattet, naar en Kænguru rejste med Rabalder fra sit Skjul foran Éns Fod og i lange Hop satte ud over de raslende Ral’sten langs Stranden.
Paafugle fandtes naturligvis ogsaa — men nu er alt dette længst forsvundet efter at den gamle Hofjægermester for nogle Aar siden for stedse forlod sin Ø og gik til endnu lykkeligere Jagtmarker. Den sidste Kænguru dræbte sig ved at springe ind gennem et lukket Vindue og skære sin Hale paa Glasstumperne — den fandtes blødende og døende derinde i sin gamle Herres forladte Seng, syngende den sidste Sortfods Klagesang.
„Villaen" staar endnu i den Tilstand, hvori dens Ejer efterlod den, men den har været ubeboet siden.
Her, hvor han hvilede ud i Gammen med sine Venner efter Dages og Nætters
Jagtfærd — i Baad eller bag de mange Jægerlyer af store Kampesten, han lod bygge langs Øens Strand, eller efter Jagt paa Hare, Agerhøne og Fasan over Øens Bakker — her er nu stille.
Denna stora stuga
Du full af vannor minns,
År nu så tom att knappt en enda fluga
Uti taket finns.
Der forr sågs glas och skånkar
Och broder stå i ring,
Syns ingenting.
En ejendommelig og djærv Skikkelse var denne gamle Herre — det man paa Drachmanns Tid forstod ved en „Renæssancemand". — Om hans Interesse for den historiske Side ved hans Domæne her vidner endnu tyve store Kasser fulde af Flækker, Økser, Kiler, Pilespidser og Spydblade fra Stenalderen, som han selv har opsamlet fra Øens Jord. Han gjorde sit til at frede den gamle Kirkegaard, holdt Kvæget borte derfra og rejste endog et Trækors paa den, for ligesom at gøre den mere skikket til at rumme Kristenfolk.
Klinten ved Villaen er baade høj og brat, Udsigten herfra over den lave Strandeng med det græssende Kvæg og ud over Nordvestrevet er pragtfuld og vild. Ude om Revets yderste Kno svømmer i den sene Solglans syv-otte Sæler efter hinanden, Havet bølger blankt som Olie omkring deres sagte glidende Kroppe, mens de som en Flok Undervandsbaade paa Rad trækker en dunkel Kølvandslinje efter sig, som aldrig synes at vilde udslettes af det glatte Spéjl.
Et Par Stenvendere staar paa de yderste Sten i Stranden, en lille Flok Graa-ænder kommer trækkende forbi langs Kysten, og 7—8 Regnspover viser sig pludselig mod den gyldne Luft i Nordvest, trækkende over ad Samsø til.
I en lille Vig med en forfalden Cementmole svømmer et halvt Dusin Tejster, og otte andre kommer trækkende forbi. Langt ude paa Vandet skimter jeg en Flok Ederfugle; jeg kender dem paa at de basker sig. Ederfugle basker sig altid, selv naar man synes at det ikke passer til Stemningen, og nu skulde de hellere være stille, for det er ved at blive Aften, og ingen Sjov her naar Solen gaar ned!
Kvæget brøler dernede, saadan som Kvæg nu engang taler mod Aften, naar de er alene og ser nogen nærme sig. Jeg gaar ned ad Skrænten og vandrer langs Stranden. En enlig Knortegaas ligger tillidsfuld lige ved Bredden og ser paa mig. Da jeg kommer den helt nær og den begynder at ro væk ser jeg, at Tillidsfuld-heden er nødtvungen: den er vingeskudt! Jeg ser den ene Vingespids stikke altfor højt tilvejrs, Vingebenet er knækket og groet galt sammen. Eller maaske er den under Foraarstrækket fløjet mod Fyret ligesom Regnspoven fra før, som Fyrmesteren kender og har fortalt os om.
De to slipper saamænd aldrig bort fra Hesselø. —
Da Solen gik i Havet roede vi ombord for at sejle bort fra vort sidste Maal paa denne Rejse.
Nordenbrisen, som havde lagt sig henimod Aften, rejste sig igen nølende under Tusmørket og gav os blid Bør bort fra Øen. Langsomt gled den agterud og hylledes i Aftenens Taager. Som en Skygge laa den derude i Nord — ene tilbage med sine stenede Kyster, sine faa Beboere og sine hundrede Døde — de døde Mænds Ø, en „Todteninsel“ midt i Havet.
Just som den var ved at udslettes, skar et hvidt Blink henover Aftenhimlen derudefra. Det var Fyret, der tændtes. Nu begynder dets Natterunde over Havet, det taler til alle de Vejfarende derude — alle „dem der paa Søen ere“, som der staar i den gamle Aftenbøn, den man altid bad derhjemme paa Søren Kannes Kyst, naar Storm og Herrens Vejr jog hen over Landet.
Inat er der Fred herude. Vi ligger paa Dækket med et Glas Vin foran os, tavse, for det er den sidste Aften i lang Tid, vi er sammen. Vinden har samme jævne Gang som vor Baad, det føles som Havbleg — men langs Siderne følger Dønningerne os, vandrende blidt fra Nord ind mod Sjælland, som Ryggene af store, gr aa Dyr.
Baaden gynger sagte under os som en Vugge.
Forude ligger den døde Mands Ben i sin Pose. — Saa kom han dog paa endnu en Rejse.