HERNING-EGNEN
Naar man paa Skive-Holstebrovejen bryder af ved Skave Kro og tager Vejen mod Syd ad Hodsager til, kommer man gennem et Landskab, som er karakteristisk for de gamle Hedeegne omkring Herning, et ret lavt, næsten altid fladt Land, hvis Ensformighed kun brydes af Storaaen med dens mange Tilløb, og over hvilket sjældent et Bakkedrag med en anselig Højde hæver sig. Det er egentlig først naar man kommer ned omkring Timring og Snejbjerg, at man møder et Par Rester af de gamle Højlande, som har trodset Istidens Floder, og hvorfra man har vide Udsigter over Fladerne. Gennemgaaende er Landet trist og kedsommeligt med dyrkede, magre Jorder, hist og her endnu med en Stump Lynghede, brudt af nogle tarvelige Smaaplantager og Hegn af Graner.
Men kommer man ad den omtalte Vej fra Nord, møder man dog pludselig noget, som vækker af den Slummer, det ensformige Landskab har dysset en ind i. Det er Strækningen omkring Yllebjerg Bro, hvor Storaaen rinder, en pragtfuld og overraskende Strimmel af et Landskab, der virker kraftigt paa Baggrund af Omgivelserne. Aaens to Bredder er højst forskellige; den sydlige staar med høje, gule Sandbrinker brat ned mod Strømmen, bevokset med lave Træer, som har kloret sig fast trods Vejr og Vind, og brudt af en dyb og mørk Hulvej som Sporet af en Fortidsøgle op gennem Bakkerne. Nordbredden er grøn, yndig og blid, med løsgaaende Kvæg over de græsklædte Polde og de jævne Enge bag disse. Og hvilket besynderligt Aaløb, der skiller dem, snart snævert med en dyb, hvirvlende Strøm under de stejle Brinker, snart vidende sig ud mellem Engens Flader til roligt glidende, blanke Vande. Og endelig den mærkelige, gamle Hængebro, spændende fra Bred til Bred og pegende mod Hulvejens Aabning — et Stykke primitiv Ingeniørkunst, hvor de tagstillede Bjælker i Menneskealdre har baaret Vejens Trafik. Stedet er et rent Eventyr, vistnok ganske ukendt, en Fryd for Øjet midt i det kedsommelige Landskab.
Og følger jeg den knudrede Vejstrækning mod Sydøst, til hvor Sunds Nørreaa falder ud i Storaaen, kommer jeg til Nybro Vandmølle, der med sine Omgivelser danner en ny Idyl i de opdyrkede Heder.
Men det er først da jeg naar ud i Nærheden af Sammensted Huse, at jeg finder et af de faa helt ensomme Hedestrøg, som Egnen endnu rummer. Og her fandt jeg da ogsaa efter nogen Søgen det Sted, jeg var kommen for, Tomten af det berømte Hus, hvor Blicher efter sin Beskrivelse i „Kjeltringliv" overværede Kjeltringballet hin uvejrssvangre Sommernat, da han var gaaet vild paa Heden og fandt Hyttens ensomme Lys at styre efter — en af de mest malende og mesterlige Skildringer i hans Noveller. Her lurede han ved Vinduet og gensaa sine Kendinge Pejter Benløs og Linka Smælem, den sidste i en furioso Dans paa det lerstampede Gulv. Og herfra gik han senere paa Natten til Ørre, ledsaget af en af Natmændene, som fortalte ham Pejters og Linkas Historie.
Huset, som laa her, var bygget saa sent som i 1816 af Ørre Sogns Fattigvæsen til Bopæl for den vidtberejste og vidtkendte Kjeltring Johannes Axelsen, en kæmpestærk Knag, som „alene veg for Jens Munkedal, Kresten Stærk i Hvej-sel og Kresten Jensen i Ørre.“ Mindestenen, som er rejst paa den lille Tomt, er smuk og meget anselig. Den bærer denne Indskrift: „Her laa Axelhus eller Kjel-tringhuset, hvor Blicher for 100 Aar siden saa Kjeltringballet. Stenen er sat 1917.“ — Tæt opad Stedet findes en anden og lidt større Tomt, og desuden en dyb, muret Brønd.
Huset i Baggrunden paa Fotografiet er et forladt Hedehus, som er øde og forfaldent. Dets Døre klaprer i Blæsten, som farer igennem de smaa, tomme Stuer, hvor kun en lille Bilæggerovn er levnet som Minde om Stedets Beboere; den er fra et norsk „Werk“ og bærer Aarstallet 1735. Vidt omkring den ensomme Rønne ser man kun den fuldkommen øde Hede med dens gamle, sandede Vejspor, hvor langt ude i Horisonten de tre smaa Boliger, som kaldes Sammensted Huse, er det eneste Tegn paa Menneskeliv fjærnt og nær.
Det er mærkeligt at se, hvor saadanne gamle Tomter altid er sene til paany at springe i Lyng som Modsætning til opdyrkede Hedejorder; Græsset staar endnu lavt, men tæt og grønt over de to firkantede Smaapletter, hvor selve Husene har ligget; udenfor de 3/4 Meter høje Diger gror Lyngen ubrudt og frodigt. De eneste levende Væsner vidt omkring er nogle fuldstændig tavse Lærker og Engpibere, som jeg rejste paa min Gang over Heden.
Jeg er paa Vej ind over de Egne, der fra gammel Tid næsten overalt bærer Minder om Natmandsfolkets Færden. Minderne lusker omkring som paa sagte Fjed af Stunthoser og bare Tæer, som dæmpet Klang af Bliktøj og Glarkister og stille Mumlen paa Kjeltringssprog. De hvisker ud af Navne som Aulum, Ørre, Sunds, Snejbjerg, Råbjerg og Rind. Men intet af disse Steder saa lidt som i det nære Gjellerup, hvor Mylius-Erichsen endnu saa sent som i 1900 traf den stakkels, berygtede Ann Mari Grønning, findes nu mindste Spor af Kjeltringerne eller deres Boliger.
Fra Aulum stammede den hæderkronede Svineslægt, der dukkede op her omkring Midten af det 18. Aarhundrede og huserede i mere end Hundrede Aar i Midtjylland. I Rind Sogn Sydvest for Herning laa Egnens største Koloni, hvor de Rind Kjeltringer havde tilhuse, og hvor der endnu i 1815 var femten af dem tilbage, det største Antal fastboende Kjeltringer i Tiden paa ét Sted. Madum i Ulfborg Herred havde samtidig 13, Hjerm i Ginding Herred 9, Dybjerg i Bølling Herred 7. Mens hele Jylland kun rummede 248 Individer, levede af disse 51 alene i Ringkjøbing Amt. Ved en Jagt, som i 1835 foranstaltedes over hele Jylland paa omstrejfende Natmandsfolk, indfangedes i dette Amt alene 64 Stykker — en god Procent af de 142, som Jagten over hele Landet indbragte. Med Hensyn til de fastboende Natmandsfolk, der havde Lov til at færdes omkring som Blikkenslagere, Giarmestre og lignende, viser Forholdene mærkelige Svingninger i Antallet, idet f. Eks. Dejbjerg Sogn, som i 1803 kun husede 7 Individer, i 1835 har 35 saadanne. Ringkjøbing Amt har samme Aar af fastboende og omstrejfende Natmandsfolk ikke mindre end 115 ialt. Og hertil maa yderligere regnes dem, der undgik Jægerne eller allerede sad i Fængslerne. Ikke saa ringe endda! Men Ringkjøbing Amt var i al Fald i den Henseende det rigeste i Jylland.
I Rind Sogn boede i sidste Halvdel af forrige Aarhundrede af mere berømte Kjeltringer saadanne Folk som Anders Bjødstrup og Mæt Kløwtjann. I en Hytte paa Nørre Vejen Mark ved Skjoldborg huserede de sammen med Mæts Far Kræ Caspersen foruden Kræ Bjødstrup og Ingeborg Mæster. Dette sidste Kjeltringhus paa Egnen nedbrødes først 1899, da Anders Bjødstrup var død og Resten af dets Beboere flyttet væk. Mæt døde først 1915 i Herning, 92 Aar gammel.
Mæster-Navnet er stærkt fremtrædende mellem Rind-Folkene. Som Opklaring til dets Oprindelse tjener følgende: En Hestetyv blev engang grebet i Hammerum Herred og dømt til at hænges. Dommen fuldbyrdedes paa „æ Gallihyw" ved Snejbjerg, hvor Toustrup, Munkgaard, Stangager og Blidals Jorder støder sammen. Natmanden Gammel-Casper fik efter Hængningen Lov til at tage Træet fra Galgen, og ved Hjælp af dette byggede han et Hus paa Mørup Hede, som blev Kjeltringernes Stamhus i Rind. Men en stedlig Rakker, Christen Natmand, havde fungeret som Bødlens Haandlanger ved den uhyggelige Handling paa æ Galli-hyw, og det „Mæster“-Navn, der i flere Generationer hang ved hans Slægt i Rind, stammer sikkert fra denne Eksekution. Maaske var Christen den første Kjeltring, som tog fast Bopæl i Rind Sogn. Han fik 8 Børn, der siden ogsaa formerede sig godt. I det Fattighus, som i 1820 opførtes til Stedets Natmandsfolk ved Rind Kirke, var Mæster-Navnet frodigt repræsenteret.
Ogsaa saadanne Tilnavne som „Tænd“ (af fremstaaende Tænder) og „Kat“ (Stamfaderen var særlig ferm i at kastrere Katte) florerede stærkt paa denne Egn. Den berømte Muse-Slægt hører derimod hjemme mellem Dejbjerg Rakkerne.
Kjeltringernes Boliger var almindeligvis saa elendige, at de af Befolkningen kaldtes Rakkerkuler. Undertiden var de simpelthen gravet ind i en Bakkeside eller halvvejs nedgravede i Jorden og opført af samme Materiale, suppleret med Pinde og gammelt Skrammel. — Men mange „ærlige" Folk levede paa den Tid under samme elendige Kaar. Da man engang hentede Jordemoderen, der var et stort og triveligt Kvindfolk, til Jens Christian „Gartners" Kone paa Røjen Hede, maatte man slaa Hul i Hedetørvstaget for at faa Madammen hevet den Vej ned, da Døraabningen var alt for smal. Skorstenen væltede ikke ved den Lejlighed, for der fandtes ingen, kun en Røgaabning i Taget. Men længere frem i Tiden boede selv Kjeltringerne enten i Fattighusene eller i simple Smaahytter, hvoraf der fandtes en Mængde, og af hvilke Forsørgelseskommunerne tvungent opførte enkelte.
Paa deres Vandringer med Glarkiste og Bliktøj drev Kjeltringerne selvsagt Betleri i en udstrakt Grad; og det var ikke Smaating, de kunde forbruge. Til en Kjeltringpandekage gik der efter Sigende 24 Æg, foruden Flæsket. Æg var deres Yndlingsspise, og de kunde naar Lejlighed gaves sætte en ordentlig Gjevt tillivs. Et Aar fik Niels Kat Besøg af en Slægtning i Paasken; og Paaskemorgen aad disse to ialt fyrretyve kogte Æg, før de syntes de var mætte.
Æg og Flæsk kræver absolut Brændevin — hvad de har tilfælles med flere andre Former for Fødevarer — hvorimod Brændevin kan drikkes uden Tilmad. Og dengang kunde det faas for en overkommelig Pris. Til en Kjeltringpande-kage hørte en Flaske Brændevin, af Smags- og Sundhedshensyn.
Den velkendte Kræ Caspersen kom en Dag ind i en Købmandshandel i Bærs-lund og forlangte en Pægl. Niels Bærslund kom med den i et Pottemaal.
-— „Haar Do nowed, A ka hæld’et i?“ siger han.
— „Næj — A ka ligh ta’et i mi Mund!“ sa’e Kræ Caspersen.
Mens Mandfolkene indenfor de enkelte Familier foruden at øve andre Færdigheder ofte var drevne Fiskere og ogsaa dyrkede en primitiv Form for Jagt med Fælder og Snarer, var det alligevel for det meste Kvinderne, som ved deres rapkæftede Form for Tiggeri var Familiens egentlige Forsørgere. Denne Tungefærdighed kunde undertiden skaffe sig næsten digteriske Udtryk, som f. Eks. naar en Kvinde takker en Bondekone for nogle Pølser med disse Ord: „No ska A saa-mænd go op o den hywest Bjærre, A ka fennd, aa be te Guj te di Pølser aalder ska fo Æend!" Men den samme Kvinde kunde ogsaa, naar hun vilde sætte Almissens Størrelse op, sige som saa: „Ka waa Muer saa et gi waas en Pænnek Flæsk a Starels som en Næjl!“ — og saa følge efter Konen og raabe: „Pas ændele o, te I et skjærer Jer Fenger — ta hæller let længer ind!“
Brød var en ringe anset Form for en „Alms“. — „Brø, Grø aa saarn Skit -— næj vel I gi mæ Sop, Koel aa Ærter! Vild en ta aald de Brø, en ka fo, saa kund en læg Brow mæ et hæ fræ aa te Hambaarre!“ sa’e Wolle Gret. Og naar en Bondekone kom stikkende med bare et Par Æg, udbrød han fuld af Indignation: „Taaw Æk! De wa aassaa naat te saarn Goer!“ -—- I et bitte Hjem i Mørup, hvor Konen gav en Flok Kjeltringer et Par Æg, raabte en gammel Kjælling imellem dem som Tak: „Gid Fanden stieger bode Jer aa Jer Æk i Hælvede, bette Muer!“ De var iøvrigt ikke bange for at hjælpe paa Folks Gavmildhed med Trusler om alt muligt ondt, om at sætte Syge paa Kreaturer og Folk eller om at lade „æ røe Kok gaael“ over dem. Men kun i et eneste Tilfælde véd man, at en Kjel-tring har stukket Ild paa. Og deres „overnaturlige" Evner anvendte de som Kvaksalvere, i hvilken Branche de dog aldrig opnaaede det Ry, som de „kloge Folk“, der opstod mellem Bønderne selv.
Naturligvis stjal de ofte som Ravne. Man har Beretninger om Kjeltringer, som havde det øverste af Pulden i deres høje Hat skaaret af for at kunne rage Pølser og andet fra Bondens Bjælker ned i denne. — De kunde under deres Rapserier lægge en ustyrlig Frækhed for Dagen, men ofte parret med en Fantasifuldhed, som virker velgørende vittigt. Saaledes berettes der om en gammel Kjeltring, der engang inde i Varde standsede udenfor en Vildthandel, hvor han saa sit Snit til at løfte en nyskudt Hare ned af dens Krog og stikke den til sig. Et Øjeblik senere skred han ind ad Døren til Butikken med Haren i Haanden — og solgte den til dens Ejermand for Dagens Pris!
Hvorpaa han stille gled igen.
Man hører sjældent, at Kjeltringerne er optraadt som Spillemænd; men det er dog hændt. Og at de kunde naa en betydelig Færdighed, synes at fremgaa af følgende Replik, som undslap en Kjeltring, da han stemte Fiolen til en Fest: „A ska Satenknaageme spell faa Jer, te æ Lus ska dratt a Jer!“
Det er Funktionalismen i Kunsten, „at gavne og fornøje". —
Om disse Folks slette Sider er der talt meget. Om deres haarde, elendige Liv og den Heroisme, hvormed især deres Kvinder bar deres elendige Lod, under aaben Himmel i alskens Vejr, fødende deres Børn ofte i Læ af et Dige eller i en Hedegrøft ved Sommer- som ved Vintertide, og vandrende videre faa Timer efter at dette var sket, med et Glas Brændevin eller en Pibe Tobak som Rekreation ovenpaa Fødselens Smerter — derom tales der sjældnere. Der er ikke Plads til at komme ind paa alt dette her, heller ikke paa deres Religion, deres Moral, deres konstruerede Tyvesprog og deres særegne Former for Indgaaelse af Ægteskaber — de sidste ofte løse nok, men ogsaa af og til Baand for hele Livet. Vil man vide Besked om dette, finder man ingen bedre Vejleder end H. P. Hansens fortræffelige Værk om disse Folk. Det burde kendes ialfald af enhver Jyde.
Tomten af Kjeltringhuset ved Sammensted Huse
Nybro Vandmølle.
Højdedraget med „Trehøje" ved Timring.
Døbefonten i Gjellerup Kirke.
Det var som før nævnt i Gjellerup Sogn, i en ussel Rønne ved Landevejen mellem Sunds og Herning, at Mylius-Erichsen i 1900 traf den gamle Kjeltring-kvinde Ann Mari Grønning, som efter Mordet paa sin Mand havde udstaaet sin Straf i Kristianshavns Fængsel og nu levede her sammen med en Stodder, der hed Søren Hampen. I „Den jydske Hede“ giver Forfatteren et gribende og uhyggeligt Billede af den Elendighed, hvori de to gamle levede. Om hende skal jeg fortælle senere; hun er nu forlængst død, og ethvert Spor af Huset er udslettet.
— Sognets lille smukke Kirkebygning er en udmærket Prøve paa de romanske Bygninger af den Art. De danner omtrent 90% af alle vore Landsbykirker; men det eneste man med Sikkerhed ved om deres Alder, er at de for Størstedelen er opført før Aar 1200. Gjellerup Kirke er et Unicum imellem dem, forsaavidt som den er den eneste af dem, der selv paa tydelig Vis opgiver sin Alder, idet der over dens Syddør findes en mejslet Indskrift paa Latin, som oversat lyder saaledes: I Aaret 1140 efter Herrens Byrd er dette Hus anlagt til Guds Ære. — Den lille Kirke er saaledes sine 800 Aar gammel. Dens Taarn skriver sig dog fra sen Middelalder, og Vaabenhuset er tilbygget i endnu senere Tid.
Rind Kirke er ligesom den i Gjellerup en god, romansk Kvaderstensbygning uden nogen Udsmykning af Stenene, men med meget smukke Vinduer. Strækningerne heromkring, hvor Hederne længe raadede, er nu helt opdyrkede, Plantager skifter med Agre, og kun i Vejgrøfterne finder man endnu Rester af Lyngens slagne Hær. I hele den ensformige Egn findes kun ét eneste Minde om Kjeltringtidens romantiske Landskab, den mægtige Tørvemose, som fra Herning strækker sig mod Syd helt hertil.
At det 17. Aarhundrede var en frygtelig Periode for Bønderne i disse midt-jydske Egne, hvor Svenskekrige, Pest og Ulvefiokke hærgede Landet, afløsende hinanden i omtrent 100 Aar itræk, faar man et Indtryk af ved at besøge den nærliggende Snejbjerg Kirke Vest for Herning, paa hvis Sydmur findes følgende Indskrift, indhugget i en af dens Kvadersten: Anno 1602 døde af Sneb. Sogen 209 Mennesker af Pest, A.P.S. — Skraas nedenfor denne Sten sidder en anden med en fremspringende Knop paa 5 Tommers Diameter; om den siger Sagnet, at den er sat til Minde om en stor Dyrtid, hvor et Brød af Knoppens Størrelse kostede 4 Mark.
En Milsvej Vest for Herning hæver sig over det jævne, opdyrkede Hedeland den 88 Meter høje Banke Solskovbjerg. Bakken er i de senere Aar helt ødelagt, oprodet af Grusgravning, med Lyngen afbrændt, overpløjet og med Forberedelser
igang til Beplantning med Graner. Men Udsigten herfra er endnu, inden Naale-træerne faar Tag i Stedet, milevid og herlig til alle Sider over de store, bølgende Flader, især smuk mod Syd og Vest.
Overhovedet gælder det om disse Egne, at Indtrykket af Landskabet, naar man færdes nede paa Sletterne med deres opdyrkede, fattige Jorder, deres Smaa-plantager og hæslige Nybygninger, er frygteligt forstemmende. Der findes næppe sørgeligere Landskab i Landet. Dette Indtryk bliver særlig stærkt, naar man er kommen hertil nordfra, fra Himmerland og over den mere velbevarede Del af Alheden. — Men kommer man op paa de faa Højder, som dette Landskab rummer, og bort fra Lavlandets Detaljer, da virker ogsaa dette Land endnu velgørende paa Sindet ved dets storslaaede Vidder. Intet Sted gælder dette i højere Grand end ved Trehøje Vest for Timring. Det lange Højdedrag, hvorpaa de tre anselige Oldtidsgrave ligger, er endnu delvis lyngklædt undtagen mod Øst, hvor den store Timring Plantage grumser det smukke Billede. Men mod de andre Verdenshjørner har man endnu uforstyrret Udsigt over dette storslagne og vide, gamle Hedelandskab, hvor hist og her andre anselige Højder løfter sig i Horisonten, saaledes langt ude i Vest det stolte Bakkedrag, hvorover Holstebro—Skjern Vejen bevæger sig. Det er et pragtfuldt Sted med en ægte ram, jydsk Stemning.
Da jeg besøgte dette Sted, sendte Himlen mig et Vejr, som ikke kunde have været bedre egnet til at understrege Landskabets Stemning. En Blæst rejser sig med voldsomme Byger, sortgule Tordenskyer, der kører op med rivende Hasi fra Sydvest, flængede i Randen som store, pjaltede Duge. Dernede under dem staar Hedens fjærne Bakkekonturer skarpe og sorte mod den forrevne Luft, med de lave Marker grøngraa som Bly. Mod Nord er Himlen endnu blank og kold som et skinnende Staalskjold over Agrenes irgule Felter. Hernings Kirke og røde Tage rammes allerede af Bygen, Regnens sortgraa Masser gaar paa skraa som et langsomt skridende Plovjærn hen over dem. Nu hviner Stormen foran Skyen om Bakkens Top og slider i min Hat, og Sandet fyger for dens Kast. Snart er det eneste lyse i Billedet de sandede, blege Veje, der skærer sig gennem den mørke Lyng. Den sidste Solstraale slider sig løs fra et Kirketaarn langt ud i Øst — og i næste Øjeblik hvirvles alting ind i et blygraat, susende Væde. Den almægtige Byge regerer over mig, Skyen synes at sænke sig helt ned over Bakketoppen; det skralder og hvisler over Grantoppe og Lyng og Agre.
Regnen vælter ned; den kommer i et eneste Styrt over Allandsens Marker og Heder. De fjærne Højder staar som vældige, graa Kulisser bag hinanden i Taa-gen. Kæmpehøjenes Lyngmanker ryster under Storm og Væde, Gruset i Gravene bliver mørkt som Rust under Syndfloden, Lyngens Blomster rødmer dybere. Kun Vejene skinner blanke som to smalle, hvide Bække vidt ud over den mørke Slette.
Dette er jo Jylland for ramme Alvor! Næppe nogensinde har jeg faaet et mere intenst Billede af den tunge, midtjydske Hedenatur i al dens Vælde. Hvilket storslaaet Land endnu — skønt det strængt taget kun er dets Klima, som helt er sparet for Ødelæggelse!
Landskabet fra Herning mod Nordvest forbi Sunds Sø til Simmelkjær er kun bemærkelsesværdigt ved sine Mængder af Aaløb. Det er Storaaen med alle dens Tilløb, som redder Egnen fra Fortabelse og giver den Farve og en Smule Afveksling. Næsten hvert tiende Minut kommer den Kørende over en lille pludrende Aa, der strømmer hastigt afsted mellem lave, grønne Engdrag og med et Mylder af Kvæg omkring. Omkring alle disse store og smaa Strømme, der næsten alle har Retning fra Sydøst mod Nordvest, har Landet endnu bevaret lidt af sit naturlige Ansigt. løvrigt er det uden Tvivl gamle Skovegne, vi her bevæger os igennem. I Gjellerup Sogn alene findes Navne som Agerskov, Skovby, Langelund, Frølund, Birk o. s. v., og flere af disse Skove omtales endnu i en Præsteberet-ning fra 1638. De strakte sig helt ind i Ikast Sogn og er maaske stødt sammen med de føromtalte Skove i Rind Sogn.
Folkemusæet i Herning, som er et af vore anseligste Provinsmusæer i sin Art, har mellem sine værdifulde Samlinger af Ting, der knytter sig til gammel Bondekultur, en udmærket Samling Jydepotter, der her er righoldigere repræsenteret end i noget andet jydsk Musæum. Det er Skade, at denne udmærkede og smukke Industri, som for øvrigt mest hørte hjemme i Egnene om Varde og Syd og Vest for Herning, nu saa fuldstændig er ophørt. Vore Fabrikker burde forsøge at genoptage den, ikke alene for Varens store Anvendelighed i Husholdningen, men for Materialets Skønheds Skyld. Foruden en Mængde forskellige andre Samlinger af Almuens Frembringelser, rummer Musæet en righoldig Portrætsamling i Form af Fotografier af jydske Almuesfolk, især ved deres daglige Dont, saaledes bl. a. en Række Billeder af Pottemagere i Virksomhed.
Gennem Musæets Direktør, Forfatteren H. P. Hansen, kom jeg i Forbindelse med nogle Folk i Omegnen, som hører til de bedste, midtjydske Typer, jeg har truffet. Da han personligt indtroducerede mig hos dem alle, var det en usædvanlig nem Sag for mig at komme paa Talefod med disse prægtige Mennesker, der ellers hører til den Slags Folk, om hvem Bjørnson siger, at „de klær sig ikke af paa Kirkevejen".
— Jeg har haft nogle af mine smukkeste Oplevelser gennem Møder med Jyllands Bønder. Paa Forhaand vidste jeg, at Forskellen mellem Mennesker, i al Fald af den ældre Generation, endnu den Dag i Dag er større i Jyllands afsides Egne end andre Steder i Landet. Mine Erfaringer fra de sidste Rejseaar har bekræftet dette til Overmaal. Men ét har de næsten alle tilfælles: de kan vise en Gæstfrihed og Hjertelighed mod den helt fremmede Gæst, som ofte har gjort mig ganske varm om Hjertet. Jeg gad vide, om noget andet Land rummer en mere elskelig Befolkning — en Egenskab, som paa mærkelig Vis følges med dens Stolthed og dens Bevidsthed om eget Værd.
Paa Herningegnen mødte jeg et Par Mennesker, som hører til de mest indtagende, jeg har set paa min Vej gennem Landet. Af omtrent samme jævne Oprindelse har deres Livsbane formet sig saa forskelligt som muligt; men i hver af dem har der fra Begyndelsen boet en heroisk Sjæl, som udvikledes gennem de Vilkaar, Livet bød dem.
Den gamle Ole Albæk i Snejbjerg begyndte i Knøsealderen som en fattig „Bindkræmer" og berejste som saadan Øerne, især Sjælland, i adskillige Aar. Men en ubetvingelig Kundskabstørst drev ham bestandig til Læsning, og i den ganske unge Alder kom han ind paa en Højskole, med den Hensigt at uddanne sig til Højskolelærer.
Trods sine fremragende Evner gik det snart op for den unge Bondekarl, at hans Karriere indenfor Højskolen vilde blive meget problematisk, især fordi hans politiske Anskuelser var for „kontrarige“ til, at han som Lærer vilde kunne gaa i Spand med Grundtvigianerne, „i 60’erne og 70’erne,“ siger han, „da gjaldt det om at have rent Venstremel i Posen for at komme ind paa en Højskole som Lærer." — Han vendte snart tilbage til det gamle Vandreliv og trak som Uldkræmmer Øerne rundt, til han havde samlet sig saa meget sammen, at han kunde købe Gaara. Det varede seksten Aar, inden han naaede dette.
Som den fremragende Landmand, han blev, naaede han gennem sit lange Liv at faa en storstilet Virksomhed i Gang. Da Krigen udbrød, var han en Storbonde paa sin Egn og raadede over en betydelig Formue. Saa kom de farlige Tider, og han mistede ved et Par store Bankkrak Rub og Stub. Resultatet af hele hans Livs møjsommelige Arbejde forsvandt som Dug for Solen. Selv den gode Gaard skulde have været med for at yde Dækning; men den lod man ham beholde af Ærbødighed for hans Person og hans Gerning. Han gav den straks efter som Arv til sin Søn og sidder nu selv i en lille Lejlighed i et Hus i Nærheden.
Tror man nu, at det er en knækket Olding, der er Resultatet af alt dette, da tager man fejl. Med sine 81 Aar er han en Kæmpe at se til, og han er en bestandig levende og interesseret Mand. Det er en Høvdingeskikkelse, som sidder der foran mig paa Stolen. En Trealens-Karl er han den Dag i Dag, hans lange Ben skubber Knæene op i en spids Vinkel foran ham, den slanke, stærke Skikkelse med de brede Skuldre bærer et Hoved, der er som skaaret i Eg. En Høvding, ja — og ikke nogen detroniseret. Hans Rige er i god Behold, han sidder midt i det her i sin Stue, hvor hans gode Bøger staar tæt paa Hylderne. Det er ikke Værker, som er købt i metervis, men fundet rundt omkring paa hans Færden og læst i rolige Timer. De er hans intimeste Venner, som han kender ud og ind. Her finder man alt, fra danske og udenlandske Klassikere til historiske og geografiske Værker. — Man behøver blot at nævne et Emne for at tænde Ild i ham, og han røber et forbavsende indgaaende Kendskab og en fremragende Intelligens.
Vor Samtale drejer sig f. Eks. om de europæiske Stormagters Kolonisation i fremmede Verdensdele og den Lod, som de indfødte Folkefærd gennem Aarhun-dreder har maattet døje. Da Talen falder paa Amerika, raader jeg ham til at læse Ferdinand Cortez’ Breve til Karl V. om Mexicos Erobring. Han svarer straks: „Ja — men dem haar A da læst for læng si’n!“ Jeg lod mig ikke straks forbløffe, men henviste ham til den mere intime Skildring af Felttoget ved Don Diaz del Castillo. Han smilede lidt, da han svarede: „Ja, men den kinner A osse godt. Den er u’mærket!" Og han fordyber sig i Betragtninger over de gamle Conqui-stadores og over Erobrermoral i det hele taget. — Hans Ræsonnementer over, hvad han har læst, er skarpsindige og kloge, Resultater af egne Meditationer over Emnerne. For hvem har han haft at diskutere med! —
Den Gamle er ikke alene berejst som Bissekræmmer; selv i sin Alderdom tager han Landet rundt paa lange Rejser. Saaledes har han som Bestyrelsesmedlem i den stedlige sønderjydske Forening lige til den sidste Tid været med til Møder rundt om i Landet. — Bestandig levende synes han ved alt, hvad der er hændt ham, kun stedse at have vundet. Hans Fatning er bevaret, Skæbnen har ikke sat ham i Knæ. Han har spist af Kundskabens Træ og er blevet stærk af det.
Ikke langt fra hans Landsby inde i selve Herning bor en lille, gammel Kone, hvis Skæbne det er værd at sammenligne med hans. „Stine Skræjjerpigh" kaldtes hun, nu er det blevet til „Gammel Stine". Hun er halvfemsindstyve Aar gammel, men først for tre Aar siden lagde hun Naalen til Side. Hun begyndte lige saa langt nede fra, som den gamle Vismand, men hun blev hele Livet ved sin Naal, som hun fik i Haanden første Gang, da hun var fjorten Aar og først slap, da hun var syvogfirs. I treoghalvfjerds Aar har hun syet og syet fra Morgen til Kvæld, og hun kom aldrig videre. Jo, det er sandt — hun benyttede sin Fritid til at gifte sig med en Murer og faa elleve Børn, en Opgave, som i og for sig kunde være nok til at fylde et almindeligt Menneskeliv. De seks af Børnene lever da for Resten endnu, jo—jo. Hun viser mig Fotografierne af dem; det er gode Børn, siger hun, oppe i Treserne nogen af dem!
Hele hendes Liv var en lige Linie. Rejser var hun aldrig paa udenfor sin Egn, og store Oplevelser kender hun jo ikke til, uden den ene, at da hun i sytten Aar havde stridt med Naal og Fingerbøl alene, blev der Raad til at anskaffe en Symaskine — til at dreje med Haanden naturligvis. Den staar derhenne og tænker sit; den ligner et Jordfund, en Jernalderopfindelse, i sig selv et helt Folkemuseum, opstillet paa en Kommode. Naa, og saa var det vel ogsaa en Oplevelse, da hun for tre Aar siden standsede Maskinen; men morsom har denne sidste næppe været.
Hvordan har Livet nu formet gamle Stine? Ja — man behøver strengt taget kun at se hendes Ansigt for at være klar over det! Men naar hun taler med sin forsigtige, uendelig bløde Røst, og man hører de smaa Ord og Sætninger, hun former, saa véd man med Sikkerhed, at hun er den elskeligste Sjæl paa Jorden. Men mere end det: hun er fuldkommen lykkelig! Hun synes, at Verden og Menneskene har været saa forbavsende gode imod hende. Hun har rigtig været heldig; og naar hun taler om dette, kommer der let et lille Glimt af Glædestaarer i hendes Øjne.
Da jeg ved et af mine Besøg hos hende medbragte nogle Smaating, Kaffe og Chokolade, som jeg forærede hende, blev hun helt betaget: „Hvordan kan det da vær’, te Di er saa forskrækkelig gue imod mæ!“ udbrød hun. Hendes Forundring over alt det gode, der times hende, kender ingen Grænser.
Stine er slet ikke noget Hængehoved; hun er blot vant til, at der kræves en hel Del af hende, og hun har „kastet sine Evner af i de næmeste Krav", uden at ræsonnere stærkt over, om der var Retfærdighed i Regnskabet. Men hun er en af dem, der har noget til gode et eller andet Sted — hun duede!
Hun lo friskt og godt, naar vi morede os sammen over en Skæmt. Og den 90-aarige Kvinde med de glatte, rødmossede Kinder saa ungdommelig og smuk ud, naar hun lo.
— Gamle Stine fik aldrig Tid til at spise af Kundskabens Træ. Det er ikke det, der har holdt hende oppe. Men hendes ydmyge Livsbane, der altid har holdt sig paa „de nedrige Steder", fører hende lige lukt ind i Himlen. Alene for hendes Skyld vil jeg formode, at der maa være en saadan. Maaske burde den gode Gud ved Siden af hendes Plads henstille en smuk, ny Symaskine i Stedet for en Harpe.
Ude i Green ved Arnborg traf jeg en Mand, som atter er af en helt anden Støbning end de to foregaaende, den 85-aarige Mads Chr. Post, som for et Par
Menneskealdre siden fæstede Bo med sin Kone i et lille Boelsted paa „æ Bjerre", Arnborg Bakke. Da Konen efter et langt Samliv døde for en Snes Aar siden, havde Børnene for længst været bortfløjne, og Mads blev nu helt alene i Reden paa Bakketoppen. Det er slemt for gamle Kvinder at leve helt ensomt; for gamle Mænd kan det blive en Katastrofe. Mads skulde pludseligt selv handsle med den genstridige Naal og Traad, lave Mad og vaske op, gøre rent og støve af, børste Skæl af Frakken — hvad der altsammen plager et Mandfolk — samtidig med at han skulde passe Høveder og Smaakræ. Saa gik det da tilsidst ogsaa saadan, at Skowwerne blev gamle i Grødgryden, der mellem Maaltiderne bestandig stod under hans Bord; og samtidig groede Gulvet i Stalden frodigt under Kalven, hvor Lag lagde sig paa Lag, da der aldrig blev muget. Men der kan gaa Videnskab i alting, og saaledes ogsaa med Mads’s Kalv. Naar Laget under den var bleven saa højt, at dens Ryg naaede Loftet, da vidste Mads, at nu var den tjenlig til Salg. Saa blev den trukket væk og Baasen ryddet til en ny.
Det er gaaet Mads Post skønt i Livet, for alle hans Børn er forlængst kommen godt i Vej; og endelig er han nu selv flyttet hen til en Søn og Svigerdatter i deres lille Gaard, hvor han gaar til Haande ved Gaardens Røgt og selv bliver fint røgtet til Gengæld. Sønnen ser ud til at være 40 Aar, men er 64. Man holder sig godt paa disse Kanter af Landet! Og Mads selv er en trivelig og straalende Gubbe, en stor Filur, hvem Lystighed og Skæmt lyser ud af Øjnene. Hans Lod har ingenlunde været blidere end gamle Stines; men hvor er han ikke i Følge sit Temperament falden forskelligt ud fra hende! Jeg tegnede ham, og i den Samtale, vi førte imens, faldt der ikke mange Alvorsord.
— „Har Maleren nu gjort Dig rigtig køn paa Billedet?" spurgte H. P. Hansen ham, da vi var færdige.
— „Naa — ja, hwa! Naar jen er saa grim, som A er, saa ka æ Billed da kuns blyw kjønner’!“ sa’e han.
Han synes endnu bestandig rigtig at gasse sig over Tilværelsen; han skylder ikke Livet ret meget og mener vist, at det heller ikke staar i nævneværdig Gæld til ham. Efter alt at dømme tænker han tilbage paa alt, hvad der er hændt ham med et stort Fond af Humor og Selvironi — fine Egenskaber hos et retskaffent Mandfolk. Store Ord stryger han behændigt af sig som Floskler, med et lunt Smil op til begge Ørerne. Det hændte engang, at et Begreb som Arbejdets Glæde kom paa Tale; og han, som dog har slidt ganske godt i det, bemærkede da:
„Ja, — der er jo nowen der sæjjer, te de ska vær saa skjøn aa arbed. De ka A sgu’t faasto, de haar A aalder kløj atter — de er eet de, A er bløwwen tyk o fied aa!“
Men synes Mads end at være fuldstændig paa Hat med Livet, saa skal man dog i den Henseende ikke være helt sikker paa ham. Runde og trivelige Folk tager man sjældent højtideligt; deres Ydre giver Tryghed, og derved faar de let Spil med en. Han er desuden Verdensmand paa sin Vis og røber ikke sin Kærne, uden naar det passer ham. Og Humorens Kærne er for øvrigt ofte ganske bitter.
I Store Fjelstervang, en god Milsvej Sydvest for Herning, findes en ældgammel Bondegaard, hvis Ejer Kristian Pedersen er 86 Aar og bor her ganske ensomt sammen med sin omtrent jævnaldrende Husholderske Ane Iversen. Kristian Pedersen er den mest gammeldags Hedebonde, jeg har mødt, en Type som tilhører længst forsvundne Tider. Han er en faamælt og stille Mand, med et Ansigt, hvis kloge og smukke gamle Træk er faldet til Ro i et Udtryk af stille Bedrøvelse. Han er en Mand, som Tiden har tabt i Farten, men som den lader vedblive at være en fjærn Tilskuer til alle de forrygende Ting, den har for. Naar han har læst eller hørt om Marne-Slaget eller Søkampen ved Jyllands Vestkyst, eller naar en Flyvemaskine er faret brølende hen over hans Hede, da har han naturligvis annammet disse Kendsgærninger med Fatning. De er til med usvigelig Sikkerhed, langt mere nærværende end Dommens Dag eller Behemoth, der jo desuden synes at være af ringere Format. Kristian Pedersen gaar ikke hovedrystende til Bekendelse om Tidens Daarlighed, han udtaler sig ikke om dens Grumhed og Rastløshed, selv naar jeg lægger Fælder for ham. Han véd, at naar han ligger tabt ved Vejsiden, mens Tidens store Hjul raser videre, og den ene rystende Ting følger efter den anden, saa har han ingen Lod og Del i deres Anstiftelse. Han holder sig til Jorden, og den kender han.
Hans Gaard er i sin Art noget af det ejendommeligste, jeg har set. Dens tre Yderlænger, af hvilke kun den nordre og vestre er sammenbyggede, mens den østre ligesom Stuehuset er adskilte, er sikkert henimod 200 Aar gamle. For ca. 70 Aar siden er hele Historien flyttet hertil andet Steds fra, men er rejst i sin oprindelige Skikkelse. En lille Smedje og en Bagerovn ligger for sig selv omtrent 20 m Sydvest for Gaarden. Yderlængernes Mure er forneden skærmet og støttet af et Tørvedige, der strækker sig godt en Meter opad dem fra Jordsmonnet. Tørvene er delvis græsgroede, saa det ser ud, som om Gaarden er ved at lette sig op for at befri sig fra Jordens klamme Favntag, hvad der altsaa ikke helt er lykkedes; Møddingens sure Galdefarver slaar gennem Tørvene et godt Stykke opad de gamle, vaklende Mures kalkede Sider. — Der er fra denne Bygningsform kun ét Skridt tilbage til de Boliger, som Niels Blicher beskriver i 1795, og som er i nær Slægt med dem, hvori Bonden levede paa Herredsfoged Schan-drups Tid, og som denne skildrer saa drastisk sammen med deres Beboere i sine „Curieuse Poetiske Skrifter" 1728.
Men der er jo rent og propert inde i disse Stuer, og Stuehuset er iøvrigt af noget yngre Dato end Yderlængerne. Men et enklere Interiør kan ikke tænkes. Her er kun de allernødvendigste Ting: en Alkove, en Ovn, et Langbord med „Skammel" langs Væggen og nogle faa, skrøbelige Stole. Foruden en Klokke, som forlængst er ophørt at gaa, findes paa Væggen kun en eneste Ting, et lille Diplom i en Ramme. Det er skænket til den gamle Husholderske „for lang og tro Tjeneste". Kristian Pedersen er jo nemlig Ungkarl, og Ane har tjent hos ham som eneste kvindeligt Tyende i omtrent 25 Aar. Det er dog ikke for den Tid, Diplomet er tildelt hende, men for de mange Aar, hun var i sin forrige Plads.
— „Det æ da for Resten ett de jennest, hon haa faat," siger hendes Husbond, „for en aaen Gaang fek hon ti Kroner!" Hvem hun fik dem af, kan han ikke huske, for det er længe siden. Men ogsaa det var en Opmuntringspræmie, der formodentlig gælder for de næste 25 Aar i Tjenesten.
Opmuntringerne har ikke virket paa Ane Iversens Tunge, hun er fuldstændig tavs. Men Loven om Gæstfrihed har ogsaa hun indskrevet i sit Hjærte. Under mit Besøg kom hun ind i Stuen med en Bakke med fine smaa, hjemmebagte Hvedebrød, som hun stillede paa Bordet foran sin Husbond og mig. Og der var et Udtryk af Venlighed i hendes Ansigt, som ganske tydeligt sagde: Værsgo’!
Fattigt — fattigt! siger man til sig selv Gang paa Gang, naar man færdes paa disse Steder. Og man tænker med Beundring paa de ensomme Pionerer, som herude har afstukket sig en karrig Hedelod, hvor de ofte har kæmpet en Menneskealder mod Sand og Lyngskjold, inden det er lykkedes dem at faa den fjendske Natur til at bøje sig. Og ikke alle naaede saavidt; der skulde baade Stædighed og stærke Næver til at forvandle selv en lille Stump af denne Ørken til Agerjord.
— I ældre Tid greb man herude til andre Midler for at lette Kampen for Tilværelsen. Dette er Jyllands egentlige Hosebinder-Egne, hvor forhen Bindingen var en overordentlig vigtig Indtægtskilde for Befolkningen, og hvorfra Strømperne udførtes i Mængde til Kjøbenhavn og andre Steder i Landet. En Præsteindberet-ning fra 1765 siger: „Særdeles Strømpehandlere bor her i Rind Sogn og andre Steder i Hammerum Herred, hvilke have deres Stalbrødre, bosiddendes Borgere i Kjøbenhavn, til hvilke hine oversender til Skibs deres indkjøbfe Strømper for mange Tusinde Rigsdaler aarlig.“ Helt op imod vor Tid var det Skik, at en Mængde af Herning-Egnens Beboere drev Handel som Uldkræmmere, og ikke faa af de Folk, som nu sidder i gode, store Gaarde, eller ialfald deres Fædre, er begyndte med at gaa „mæ æ Pakk“ — ligesom den gamle Ole Albæk. I den nyere Tid var det dog altid Fabriksvarer, der var i Uldhandlerens Pakker, ikke hjemmegjorte Sager som „Hosekræmmeren“s paa Blichers Tid.
En gammel Uldkræmmer paa 86 Aar, der altid lige til det sidste slæbte rundt med hele 3 Pakker paa én Gang, havde en Formiddag gæstet en By i Hernings Nærhed, til hvilken der samme Eftermiddag indtraf 3 yngre Uldkræmmere i Følge, hver med sin enkelte Pakke. De tre sidste blev slagne af Forbavselse over, at de slet intet kunde afsætte, indtil de fik at vide, at den Gamle lige havde været der. Han bar nemlig i sine 3 Pakker lige saa mange og forskelligartede Varer, som de tre tilsammen; de kunde ikke dække op med noget nyt.
Man var overhovedet i gamle Dage ikke saa bange for at slæbe en ordentlig Born paa sin Ryg, som man er bleven senere. En Karl fra Herning-Egnen, som havde tjent helt nede ved Grænsen i det holstenske, kom vandrende hjem derfra en skønne Dag med en Bilæggerovn paa Ryggen som en Del af sin Løn for Tjenesten! To af Ovnens smukke, dekorerede Flader er nu i Herning-Musæets Besiddelse.
Tirslund-Stenen, set fra Nord.
Yderlængerne af den gamle Gaard ved Store Fjelstervang.
Gaardejer Ole Albæk fra Snejbjerg ved Herning. 83 Aar.
Gamle Stine fra Herning. 89 Aar.
Hedebonden fra Kjølvraa ved Karup.
Mads Chr. Post fra Arnborg. 88 Aar.
Jydepotter fra Herning Musæum. Til venstre Krukke til Mælk eller Tykmælk. Foroven Æbleskivepande. Forneden Kaffekande. Til højre Mælkekrukke.
Kongeaaen set mod Vest fra Foldingbro,