FRA JYDSKE AAS
Den der møder den idylliske Voersaa, hvor den ved Vendsyssels Østkyst falder i Havet gør sig næppe nogen Forestilling om, hvilke Oplevelser den har haft undervejs hertil, og hvad den skjuler bag sit rolige Ansigt. Thi trods alt hvad den har set, ligefra den som mange smaa Bække springer ud fra de strænge Banker inde bag Sletterne, til den som en samlet Strøm rinder over disse forbi Voergaard og Voer Kirke, og trods al den mørke Historie, som den i Tidens Løb har været Vidne til, har den i sit Udtryk kun bevaret et stort og yndefuldt Smil. Den er her ved sit Udløb bleven ligesom visse gamle Folk, der af alt hvad de har mødt i Livet kun synes at huske det smukkeste.
Den kommer derinde fra Voergaards Enge, den gamle Herregaard, Ingeborg Skeels skønne Renæssanceborg, som med sine røde Mure og sine Sandstensornamenter og den pragtfulde Hovedportal er ét af Nordjyllands smukkeste Bygningsværker fra sin Tid. Om dens adelige Frue gaar mange mørke Sagn; for sin Gær-righeds og Grusomheds Skyld maatte hun efter sin Død spøge paa Slottet, indtil hun af Præsten blev manet ned i et Morads, „Pulsen", hvorfra hun hver Nytaars-nat kan nærme sig et Hanefjed til Gaarden. Naar hun kommer saa nær, at hun kan kigge ind ad Vinduerne, skal den stolte Bygning gaa til Grunde.
Her havde i 1627—29 Wallensteins Ryttere Ophold under Hertug Franz Albrecht, mens hans Hær besatte Vendsyssel og plagede dets Bønder, til disse satte sig til Modværge mod baade Fjender og Marodører, enkeltvis eller i Flokke — en Kamp, som Vendelboerne førte med en saadan Forbitrelse og Vildskab, at da Fjenden trak sig tilbage herfra i 1629, blev der givet stræng Ordre til, at Hæren skulde marchere gennem Vendsyssel i store, samlede Kolonner for at undgaa Ned-hugning af de rasende Bønderhobe. — Faa Aar senere, under Krigen i 1644, blev Voergaards svenske Besætning tvunget til at kapitulere, da Vogn Vognsen i Spidsen for Egnens Bønder indtog Borgen.
—• Og Aaens Vande snor sig forbi den skønne Voer Kirke, som trods mange Ombygninger endnu er af pragtfuld Virkning, og hvis dejlige, tunge Murmasser ses vidt over Sletten til alle Sider.
Men først og fremmest kommer Aaen inde fra de vældige Skove. Dér er alle dens mange Bække bleven til i Nord, Vest og Syd, og fra de høje Skrænter derinde har de faaet deres første Fald ned mod de aabne, jævne Marker, hvorover de forenede glider ud mod Havet.
En vid og aaben Slette, indrammet mod Vest og Syd af Bakkekupler lig en fjern Bjergkæde, der staar som en blyantsgraa Silhouet gennem Regnsvøbet. Kvæg fjernt og nær over de vide Marker. Det kunde i Linierne ligne Posletten med de fjerne Alper i Baggrunden; men Bjergene derude er tætte Skove, som dækker de knudrede og takkede Morænebakker, der som en Rovdyrkæbe lukker sig om Sletten.
Det er Jydske Aas, der krummer sig om Højsletten ved Dybvad og Flaven-skjold. Det er et af Brøndpunkterne i Vendsyssel, et af de voldsomste og stærkest formede Landskaber i Danmark — og med en Befolkning, hvis Voldsomhed og stædige Retsindighed er historisk berømt.
— Der gaar vel omtrent tre Hundrede Køer og græsser løse paa Markerne tæt vesten for Vejen. De er alle af den store, sortbrogede, jydske Race.
Jeg er det eneste menneskelige Væsen inden for Synsvidde, og en nysgerrig Ko bryder ud af Flokken og kommer hen for at snuse til mig. Hun er god og tilforladelig at se til, saadan som kun en Ko kan være. Intet andet Dyr har et saa forstandigt og roligt Blik under de lange Øjenvipper. Der staar en Lugt af Varme og Liv og Moderlighed langt ud fra den, alt er lutter Tynge og Ro.
Men pludselig slaar dens Væsen over i sin Modsætning. Den strækker Halsen frem, stikker Snuden nær hen til mig og vender det hvide ud af Øjnene, medens dens Tunge slaar en Volte omkring mit Frakkeærme. — Og saa var det, at jeg stak Haanden ud for at klø den paa Næsen. Da blev den pludselig tosset. Den gav et baglængs Spring som en gal Hjort, kovendte, saa det rumlede i Maven paa den, satte Bagbenene højt i Sky, saa det slog Skrald af Rumpen, reverenter talt, hvorefter den med Halen paa hel Stang bissede væk i Galop, saa alle fire Patter svang.
De bliver tit saa fjantede og voldske, naar de gaar løse Efteraaret igennem ude paa fri Felt.
— Der er nogle af de primitive Karakteregenskaber, som er fælles for Vendelboerne og disse store Klovdyr. Jeg kender ingen elskeligere Folk end dem fra Vendsyssel, naar de er i Ligevægt. Alene i deres Tonefald er der noget forbavsende tillidvækkende. Naar jeg spørger Pigen i Kroen, om hun kan skaffe mig noget Morgenkaffe, saa svarer hun: „Jaja — jaja! Det ka’ di da ligh stuel po!“ Og Tonefaldet er det, man anvender, naar man forsikrer, at man vil være tro til Døden.
Men man skal ikke klø Vendelboen paa Næsen. For da hænder det, at han gaar amok ligesom den sortbrogede Ko. Og saa vender han ikke Agterenden til!
Dagen lang gennemkrydser jeg Aasen tilvogns og tilfods, og staar nu ved Aftenstide paa „Knøsen“s Udsigtstaarn. Paa den vældige Aas, som i en Længde af over fire Mil krummer sig i en Bue fra Dronninglund og helt op til Tolne og Vogn Bakker Nordvest for Frederikshavn, kan man endnu herfra se ud over alle de gamle „Fredsskove“, som i ældre Tid var ene om at dække Bakkernes knudrede, lynggroede Rygge: Dronninglund Storskov, Stagsted Skov, Topheden, Endeltskoven og Pajhede Skov. Nu trænges de mere og mere af de store Naale-træsplantninger, som paabegyndtes i Tresserne i forrige Aarhundrede, og som fra 1700 Tdr. Land har sat Skovarealet op til 4000 Tønder Land. Men endnu hævder Aasens gamle Løvskove deres Plads — med stolte Stammer, der ses milevidt over
Sømosen, set fra Bakkerne ved dens Sydvestside.
Rubjerg, set fra Stranden mod Syd. Yderst mod Havet „Knuden".
Børglum Kloster fra N. N. V.
Bertel Mikkelsen og Carl Arildsen, to unge Fiskere fra Lønstrup.
Egnen, saaledes som „De høje Bøge“ paa Skjelbakken, eller knudrede og vind-krøgede som i Storskovens nordvestlige Side.
Jordsmonnet inde i og omkring de dybe Skove vringler sig i Bakker og Kløfter mellem hinanden, endnu som i Tidernes Morgen, da Bræen fødte dem: Fejborg Bakke med den pragtfulde Udsigt over dens vide Dalsænkning, Søhedens Bakke, Storstensbakke, Idabakkerne, Dannerhøj, Knøsen, Allerup Bakker, Haldbjerg Bakke mellem de to dybe Slugter Melsig og Grosmossig, og de bedste af dem alle, de aabne Helium Bakker Vest for Stagsted Skov.
Men tro ikke paa Beretninger, som er blot 10—15 Aar gamle, om de vidunderlige Udsigter fra de berømte Punkter — disse er næsten alle forsvundet for Rødgranernes Hære. Man synes her som mange andre Steder i Landet ligefrem at have lagt an paa særligt at beplante Højdepunkterne, hvorfra dette straalende Landskab kunde ses. Idabakkerne og Dannerhøj er totalt forsvundne. Fra Søhedens Bakke i Pajhede Skov kan man endnu se nogle Rester af den Skønhed, som er levnet efter Forstvæsnets Bersærkergang over Landskabet, men Udsigten herfra mod Øst, Syd og Sydvest er i alt Fald helt spærret af en Mur af Rødgraner. Fra Storstensbakken, det berømteste af alle disse Steder, kan man endnu skimte en Strimmel af de fjerne Vidder Horisonten rundt, men allerede gennem-savet af Forgrundens takkede Naaletræstoppe, og om faa Aar vil ogsaa al Udsigt herfra være skjult.
Jeg maatte op paa „Knøsen" for at faa frit Udsyn over dette mærkelige Land; tro dog blot ikke, at dette kan opnaas fra selve Bakketoppen, som er tæt dækket af 20 Alen høje Graner. Men her har man grebet til den sædvanlige Udvej at bygge et Træstillads, som rager endnu højere op end Grantoppene! — Hvis man er befaren Sejlskibsmatros, kan man klatre op og se sig om fra dets Platform og endnu faa for Øje en Afglans af dette Landskabs Pragt.
Som jeg ser det i Dag, er det uforglemmeligt. I Øst hviler Kattegat, skinnende som smeltet Bly under den urolige Bygevejrshimmel, synligt fra Limfjordens Munding til Frederikshavn i Nord. I Sydvest stiger den svovlgule Røg fra Cementfabrikerne ved Aalborg op som fra et fjernt Krater. Mod Nord har jeg hele Jyd-ske Aas, der nordligst krummer sin nøgne Øgleryg helt op under Tolne Bakker. Ved Vesterhavskysten ses i Nord Vennebjerg Kirke, i Nordvest de mægtige Klitter ved Gjølstrup Strand — gult skinnende Sande under mørkblaa Takker som en umaadelig Hajkæve mod Horisonten. Mere vestligt Børglum Klosters mørke Bakkesilhouet og Tise Kirke paa sin Bakkeø, der ligger som et Fort ud mod den store Vildmose. Aabent, frit og mangfoldigt — en herligere Udsigt findes ikke i vort Land! Hvordan har den ikke været, da man endnu saa ud fra selve Bakkens Top, og kun de gamle, stolte Løvskove dannede Forgrunden!
Men endnu rummer dette Landskab saa voldsomme Modsætninger som næppe nogen anden Egn indenfor Danmarks Grænser.
Og Landskabet har fostret et stærkt og stolt Folk, der ofte før i Tiden — forglemt af de Landsmænd, som boede nærmere ved „Gud, Konge og Fædreland", eller sveget af sine Embedsmænd — med Selvraadighed og Kraft har taget sig selv til Rette. At indordne sig under Landets Love, der blev lavet saa urimeligt langt borte, faldt altid de gamle Vendelboer haardt. Opstand efter Opstand rejste de eller var med i, og de maatte slaas Gang paa Gang, „te det knaaged’ i dier Bælle", inden de faldt til Føje under Rigsenheden. Det var Vendelboerne,
som. rejste det store Oprør mod Knud den Hellige, da han flygtede for dem fra Børglum og fandt sin Død i Odense. Den 8. Juni 1441 stod de paa Set. Jørgens-bjerg, sveget af Thyboer og Morsingboer, og fældede Horn mod Kong Kristoffers Jernmænd og faldt omtrent til sidste Mand. Næppe hundrede Aar efter dannede Vendelboerne Kernen i den jydske Bondehær under Skipper Klement; men da blev Regningen efter det afgørende Nederlag saa haard, at de aldrig siden mægtede at rejse sig til alvorlig Modstand. Dog huskes det, at under de svare Skatte-paalæg i 1558 Bonden Bertel Hansen fra Mejlholt her i Dronninglund Sogn efter gammel Skik stødte sit Spyd i Jorden paa Tinge og „opløftede et højt Raab“, at hvem der vilde følge ham, skulde lægge sin Haand paa Spydet. Men Bertel blev grebet og dømt fra Livet paa Viborg Landsting.
Lovens Arm, som straktes langt norden for Limfjorden, naar den ragede efter Skatter til Kronen, var træg og sen, naar det gjaldt om at værne Befolkningen mod Skarnsfolk, hvad enten det var Skøjerpak eller Amtmænd og Herredsfogeder.
Det haarde Sind, som ytrede sig under aarhundredlange Stridigheder mod Konger og Embedsmænd, havde yderligere udviklet sig under det 17. Aarhundre-des Krige, da Landsdelen tre Gange var besat af Fjender, som før omtalt i 1627 -—29, i 1644, og siden i 1658, da Befolkningen hele Tiden ydede desperat Modstand mod Voldsmændene, og da endelig den gamle Bondehøvding Lars Dyrskjøt faldt i Bøndernes Kamp mod Svenskerne ved Nørre-Sundby.
Baade Danske Atlas og senere Forfattere har Beretninger om Vendelboernes Stridbarhed; deres Sind kunde rejse sig som det Vejr, der farer hen over det barske, haarde Land fra Kyst til Kyst. Men der er ogsaa Ord om dette Folks Nøjsomhed, dets Stræbsomhed og Flid — og om et Sammenhold og en Ordholdenhed, som aldrig svigter.
Et af de grelleste Eksempler paa, hvor yderligt Vendelboen kunde gaa, naar det gjaldt om paa egen Haand at skaffe Ro og Orden tilveje i Landet, er den saa-kaldte „Dronninglundske Mordsag", et Drama, som udspilledes her paa Egnen i 1841, og som ved sit furiøse Udbrud er i fuld Harmoni med det vilde Landskab, hvori det opførtes.
Paa Stagsted Hede paa Knudseje Udmark laa dengang det berygtede Hedehus, hvor „Klogdrengene" og „Skovpakket" havde til Huse. Rønnen er for længst ramlet sammen og Stedet nedpløjet; men dets Beboere var i Trediverne og Fyrrerne i forrige Aarhundrede fjernt og nær frygtede som det mest ildesindede Pak, der røvede og plyndrede aabenlyst og havde Hjælpere rundt om mellem Egnens Banditter. Hvor utroligt lyder det ikke nu, at de i en halv Snes Aar kunde operere lige for Næsen af Retfærdighedens Gudinde, hvis stedlige Repræsentant, Herredsfoged Hejberg i Sæby, synes at have gaaet med Bind for baade Øjne og Øren. I aarevis er han blind og døv for alle Klager fra Befolkningen.
De to Røverfamilier, som beboede Hedehuset, var Per Klog og Maren Olesdatter med deres 4 voksne Sønner og Skov-Johanne med 2 voksne Sønner. Familierne var Hovedanførere for en Vrimmel af Banditter, der var spredt over det halve Vendsyssel, og som bar saa klangfulde Navne som „Svamperne" — Førernes nærmeste Naboer og intimeste Stalbrødre — Hammer-Niels, Kresten Røjter, Simon Bolle, Jens Pillerhus, Ægteparret Fædder og Gitte, Jakob Siettingen, Bo-Kjesten, Rasmus Knar, Jeppe Blæsbjerg, Kok-Lars, Niels Gravensten •— o.s.v. i een skrækindjagende Uendelighed. Med forbavsende Sindighed taalte Befolkningen i aarevis dette Mareridt. Men til sidst vaagnede Samfundet og pillede selv sine Lus af sig; det kom uventet og med en kraftig Gestus. Anledningen blev, at Pakket frækt forsøgte at blande sig med Godtfolk — og man skal ikke klø Vendelboen paa Næsen, ikke med Tyvefingre i al Fald!
— Lørdag Aften den 30. Oktober 1841 var der Legestue paa Gaarden Lang-holt. Folkene her sammen med dem fra Solholt, fra Hytten, Stagsted og Hugdrup, vel et Hundrede ialt, fejrede Høstens Afslutning. Her er det, at Klog-Kristian og begge Skovdrengene pludselig kommer til Syne i Stuen. De møder ugenert op og blander sig mellem Gæsterne for at deltage i Gildet. Men Bægeret, som længe har været fuldt, skvulper over den Nat. Rasende rotter Karlene sig sammen om Røverne, og da disse pludselig drager Kniv, bliver Lysene slukket. I den Kamp, der opstaar, bliver Skarnsfolkene læsterligt gennembanket og til sidst fulgt hjem med Knipler over Stagsted Hede lige til Hedehuset.
Efter dette kraftige Forspil følger Hoveddramaet kun to Dage senere. Om Aftenen den 1. November kommer maskerede Folk til Huset og slaar fire af dets Beboere ihjel med Kjæppe, plejler dem bogstavelig talt til Døde, saa Benstumper stikker ud gennem de blodige Klæder. — De, der udførte denne Hævnakt, var Godtfolk, ansete Storbønder. Drabsmændene er ingen ringere end Sognefogeden Lars Jensen og Gaardejer Lars Jensen Krog fra Helium, Gaardmændene Søren Jepsen fra Krattet og Peder Jepsen fra Aunkøt, samt Mølleejer Peder Hansen fra Aunkøt. To „Ungkarle" fra Østergaard var med og holdt Vagt udenfor Huset.
De gode Mænd var ikke gaaet ud for at slaa Folk ihjel. Hensigten var en Ransagning for at bringe Tyvekoster til Veje. Men Dramaet udviklede sig selvfølgeligt, fordi Røverne straks truede med Skydevaaben, og en af Gaardmændene i det samme fik en Syl i Maven! Saa skred Lavinen af sig selv, Handlingen udviklede sig med en Naturkatastrofes Voldsomhed.
Dagen efter fandt man fire af Banditterne, Skov-Kristian paa Gulvet i Stuen, Klog-Maren opad Møddingen udenfor Huset og nær hende Klog-Kresten i en Blodpøl, „hvor Hønsene gik og pikkede". Klog-Lars laa i en Dal en halv Fjerding Vej fra Hedehuset. Han havde været paa Vej sammen med Angriberne for at paavise Tyvekosternes Gemmested, men orkede ikke længere. De var alle døde.
— Efter de forfærdende Efterretninger fra Vendsyssel, der choquerede selve Christian VIII paa hans Trone og fik ham til at udbryde i de berømte Ord, at Vendsyssel laa „Norden for Lov og Ret", nedsattes en Kommission til Undersøgelse af Forholdene paa Stedet. Drabsmændene fik en efter Tidens Forhold overordentlig mild Straf. Efter 3 Aars Varetægtsarrest og 4 Aars Fængselsophold blev de benaadede og vendte hjem. Herredsfoged Hejberg var allerede Aaret efter Begivenheden bleven forflyttet til Aalborg. -— Men den Retssag, som Lynchjustit-sen trak efter sig, rensede godt op i hele Vendsyssel, idet ikke mindre end 170 Personer, der havde drevet omtrent samme Profession som Hedehusfolkene, kom i Tugt-, Rasp- eller Forbedringshuset — tilsammenlagt i 250 Aar og 8 Maaneder! Intet Under, at de hjemvendende Hævnere blev modtaget med aabne Arme af Befolkningen og bestandig betragtedes som hele Egnens Befriere.
— De fire Dræbte var bleven begravet paa Skæve Kirkegaard omtrent lige saa bramfrit, som naar Rakkerne gravede et Hesteskrot ned. Ingen Kister, ingen Klokkeringning eller Prædiken, uden Blomster og uden Følge. Kapellanen Schonau kastede nogle Haandfulde Jord paa Kroppene og „bad en Bøn i Hat-ten“, mens fire Ligbærere stod hos og overværede Handlingen.
1 det nordvestlige Hjørne af Kirkegaarden tæt op mod Diget saas endnu indtil for et Par Aar siden to aflange Tuer, bevoksede med stridt Græs •— det eneste synlige Minde om Beboerne fra Stagsted Hedehus. Men nu er ogsaa Tuerne borte.
Den gamle 81-aarige Graver viste mig Stedet og fortalte, at der ovenpaa Tuerne laa „en selvgroet Sten“ (en naturlig Marksten), der nu findes indmuret i Soklen paa det lille Kapel, som for et Par Aar siden byggedes halvt henover Stedet. Resten af det er gruslagt, Riven har udslettet de sidste Spor. Men nede under Jorden ligger Klogfolkene og Skovpakket endnu. Og fra Kapellet vil der nu og da, naar en god Vendelbo er faret heden, klinge en Smule af Højtideligheden ned over de gamle Skøjere.
— „Jaja,“ sagde den gamle Graver, „paa den yderste Dag faar vi at se, hvem der er Godtfolk, og hvem der er Pak. — Nu til Dags er det Drolemæ’ svært nok at se. Før hængte man Røvere paa Korset — og nu hænger man Kors paa Røverne!“
Jeg har naturligvis opsøgt Stedet, hvor Klogdrengenes og Skovpakkets Hus laa. Som før sagt er hvert Spor af Huset forsvundet; en Smule Havremark strækker sig ind over Tomten, og en Bondegaard er for ikke længe siden skudt op i Nærheden. Men vender man Ryggen til dette, ser man ud over den Hedestrækning, der har ligget umiddelbart foran Hedehusets Sydvinduer — en vild og øde, lynggroet Mose med Smaabakker og Kløfter, eventyrlig smuk. Det er de sidste Rester af Stagsted Hede. Et udløbende Krat fra Skovbrynet, som sandsynligvis i sin Tid med sine Forposter har rendt helt herud, er nu delvis fældet. Men overalt i selve Mosen gror endnu den herligste Vækst af Buske og Smaakravl: Birk, Bævreasp og Graapil, Gyvel, Pors, Lyng og Blaabærris. Fra Vest skuer den vældige Storstensbakke ned over dette mærkelige Sted, der endnu ligger omtrent som det var for halvfemsindstyve Aar siden, da det gruopvækkende Drama fandt Sted her en silde Høstnat.
Naturligvis spøger det slemt baade her og ved Graven paa Skæve Kirke-gaard. —
Den gamle Sogneraadsformand i „Østergaard" fortæller, at Ejeren af Nabo-gaarden i sin Tid laante Drabsmændene den Lygte, som de førte med sig ud til Gerningsstedet, og skal have sagt til dem ved Afskeden: „Læg nu ikke Fingrene imellem!" Han blev sat fast som Medvider. Men da det viste sig, at der ikke kunde blive Plads til ham i Arresten, sad han to Dage indespærret hos Kromanden, hvorefter han blev løsladt!
Nærmere op mod vor Tid henledte en anden Begivenhed Opmærksomheden paa Egnen om Jydske Aas. Det var da en lille Rønne i Allerup Bakker — eller rettere dens nærmeste Nabolag — blev Skueplads for et næsten lavkomisk Stodderdrama.
Indehaveren af Rønnen, Boel Hanne, havde sammen med to andre stakkels Kvindfolk „Spring-Tea“ og „Rytter-Stine" i Aarevis røgtet den mere officielle Usædelighed i Allerup Bakker, til deres tre Hjertensvenners Tilfredshed. Disse tre Musketerer, hvis Navne var „Bitte-Laurids“, „den Skjæwbiened" og „den Jenn’ywed“, fordrev Mørketidsaftnerne i Boel Hannes Hytte, hvor man mødtes i Gammen og Brændevin, og af og til i lidt Slagsmaal. Et saadant udfægtedes en Aften paa Heden i Hyttens Nærhed, og det endte med, at den Skjæwbiened’ — efter at man havde „slawedes øwwer tow Tønder Land“ — blev samlet op af Vennerne og lagt ind til Rekreation paa Boel Hannes Seng.
Men den samme Nat vaagnede Politibetjenten i Flavenskjold og blev særdeles gnaven over, at nogen bankede paa Ruden og kaldte ham ud. Edderspændt spurgte han, hvad der kunde være paa Færde, siden man vækkede ham paa denne Tid af Døgnet. — Saa kom en ynkelig Stemme derudefra, og Stemmen var Bitte-Laurids’s: „Jow — A vild’ da meld’ te’ Hr. Bertelsen, te no haar den Jenn’ywed’ aa mæ slawen den Skjævbiened’ ihjel."
Saa kom der Gang i Hr. Bertelsen. Og de to Stoddere, der stod rystende udenfor og ventede Retfærdighedens Næve paa deres Skulder, ventede ikke længe.
Boel Hannes Livstragedie skal ikke berettes her; det er den ynkværdigste Menneskeskæbne, der kan tænkes. Fra Stedet, hvor hendes Hytte laa. er der et storslaaet Panorama over den vilde, vide Hede og Baggrundens mørke Banker helt ned til Gammelkirke og Hjallerup. Men det er højst usandsynligt, at de seks implicerede i dette Stodderdrama har haft synderlig Sans for den fattige Hedes storslagne Skønhed.
Inde hvor Storskoven er tættest findes et Minde om en anden Kvinde, hvis Navn endnu lever paa Egnen. Hendes Efternavn er ganske vist glemt, og Fornavnet var saamænd slet og ret Maren. Hun maa have hørt til i omtrent samme Samfundsklasse som Boel Hanne, for det eneste, man véd om hende er, at hun som gammel Kone fandtes ihjelfrossen her ved Skovstien en Vintermorgen. Stedet kaldes „Marens Kast", fordi Beboerne heromkring mindedes Staklen paa den gamle Vis, at enhver der passerede forbi ad Stien, kastede en Gren eller et Ris hen paa Stedet, hvor den gamle fandtes død. Dyngen er nu borte; men op af den er fra et Frø af en af Kvistene spiret et af Skovens mægtigste Træer, en Grankæmpe paa omtrent 30 Alens Højde.
Omtrent midtvejs mellem dette Sted og Boel Hannes Brønd har en Dame fra et helt andet Samfundslag faaet hæftet sit Navn til et af Skovens berømteste Punkter. Det er Grevinde Danner, der med sin kongelige Amant lod sig transportere op paa den vældige Bakke, som efter hende fik Navnet „Dannerhøj", forhen et af Aasens skønneste Udsigtssteder. Nu er Bakkens Top Festplads og saa fuldstændig omplantet med tyk Granskov, at enhver Udsigt er spærret.
Gamle Maren, Boel Hanne og Louise Rasmussen fik hver sit Mindesmærke. Den førstes gaar 30 Alen i Højden, den andens 40 Alen i Dybden. Hvert af de to Steder rummer endnu et af Egnens mest storslaaede, vidt forskellige Stykker Natur. Men da jeg sidst var paa Dannerhøj, var denne Plads, der nu ligger mellem de mørke, tætte Graner, nedtrampet som et Logulv, og det renligste, der fandtes paa Stedet, var store Bunker af fedtet Madpapir. — Saaledes skifter Verdens Herlighed.
Time efter Time kunde man staa her paa „Knøsen“s Taarn og meditere, mens Minde paa Minde melder sig, knyttende sig til disse mærkelige Steder. Fuld af
Mystik og dyster Uhygge ligger Skovlandet dernede under mig. — Navnene „Rø-verstedbro“ og „Troldbjerghuse" falder mig ind, Steder lige i Nærheden, hver med sine underlige Historier. Ikke langt herfra findes baade ved Voer og Ulsted gamle Ulvegrave; og et Sagn siger, at en Spillemand, som engang ved Nattetid gik fra et Gilde, inde i Skovens Tykning blev overfaldet af en Ulveflok, som han slap fra ved at trække Violinen ud af dens Hylster og spille paa den, mens han baglæns vandrede bort foran Flokken og langt om længe naaede til Steder, hvor Ulvene ikke turde følge ham.
— Vendelboen er ofte faamælt, og det er ikke enhver Fremmed, som kan lukke ham op. Han minder mig om de Folk, om hvem Bjørnson siger, at „de klær sig ikke af paa Kirkevejen". Men han er ogsaa ofte meget lun. — En Bekendt af mig, som for faa Aar siden var paa en Tur gennem Vendsyssel, havde faaet Lov til at age med hos en Bonde, der kom kørende og skulde samme Vej. Skønt min Bekendt ikke er Københavner og heller ikke har andet mistænkeligt ved sit Ydre, vakte hans Fremtoning Bondens Forsigtighed, og det var umuligt at faa en Samtale igang med Vendelboen, som kun svarede med Ja eller Nej. — Da der var gaaet en lille Tid, kom min Bekendt i Tanker om, at han endnu ikke havde prøvet Vejret som Samtaleemne, og saa langede han ud med følgende Sætning:
— „Sig mig, har De haft noget videre Snefald heroppe i Vendsyssel i Vinter?"
Bonden saa hurtigt paa ham fra Siden, takserede ham endnu en Gang, og sagde saa langsomt og med Vægt:
—- „Sne? Naa-aah! Joow — saa’en po di størr’ Ejendomm’, dær æ for Resten et’ faldt saa lidt."
Dermed uddøde Samtalen.
Befolkningens Liv i disse Egne er saare forandret, blot i Løbet af de sidste halvt Hundrede Aar — vistnok i langt højere Grad end Landskabet. Men Vendelboens Sind er næppe stort anderledes, end det altid har været, skønt han ikke længere har Brug for at vise det ved at støde Spydstagen i Jorden og mane til Opstand, saaledes som i forrige Tider. Selv inde i de dybe Skove brydes Freden kun, naar en Krybskyttes Bøsse ved Nattetid vækker Ekko mellem Bakkerne.
Faa Sangfugle løfter deres Røst herinde i de forblæste Skoves Dybder, kun Rovfugle som den sjældne Duehøg, eller Ravn og sort Stork har endnu deres Tilhold mellem de skumle Skovbakker — et af de faa Steder i Landet, hvor de endnu træffes.
— Aftenens Skygger er begyndt at falde, og Solen er nær sin Nedgang, da jeg stiger ned af Taarnet. Sammen med min Ledsager, Skovfogden, begiver jeg mig vesterud gennem Storskoven.
En Vandring gennem de gamle Fredsskove er som gennem et middelalderligt Landskab. Terrænet derinde vælter sig op og ned, der findes i hele Storskoven næppe een samlet Tønde Land, som er blot nogenlunde jævn. Mærkelig, fuldkommen urdansk virker dens sydlige Del, „Lilleskoven" kaldet, hvor endnu Rester af den ældste Bøgebevoksning med sine yderste Forposter af Purr og lavstammet Krat kæmper sin aarhundredgamle Kamp mod Vind og Vejr. Her findes de vildeste Lyngbakker endnu uberørte, kun Bøgene vover deres Pels for at bestige dem, slaas til Jorden Gang paa Gang og bliver Krøblinger; men Livet bjærger de dog, omend hærgede og kuede. Ogsaa paa Skovens Vestside findes Bøgeskov af høj Ælde; men her har den sammenlignelsesvis rejst sig til Kæmper. Knudrede og værkbrudne er de, men der er noget af en Stærkodder i hver eneste en af dem.
Helt udenfor Skoven mod Vest ligger „Sømosen“ endnu i ensom Ro, verdensfjern som for hundrede Aar siden. Ved et dybt Høl i Skovbrynet ud mod Mosen, et brat, næsten bundløst Svælg, standser Skovmanden og peger ned paa et Sted, hvor en helt overgroet Tomt ligger mellem Krat af forkrøblede Bøge. „Se,“ siger han, „dernede, der var det, han blev født, ham „Cirkus Mundeling" — kender De ikke ham, han blev ellers kendt nok. Han var af samme Slaw som de andre forløbne Zigøjnere, Altenburgs og Hertzbergs, der ogsaa havde Tilhold her ved Skovene. Og derovre, helt paa den anden Side af Mosen, kan De skimte en lille Hytte; dér bor da for Resten en Søster af ham endnu. Ja — hun kom jo aldrig videre, saa forskelligt kan det gaa Folk i Verden — en naar til Magt og Herlighed, en anden krykker sig gennem Tilværelsen paa Kanten af Sømosen!“
„Og derovre ligger „Maaren“s Hus,“ vedbliver han. „Han er gammel nu, vel oppi Firserne. For en Menneskealder eller længere siden kom han herud, ingen ved hvorfra, og gravede sig et Hul ind i Bakkesiden, og i Hullet har han af Kampesten indrettet sig et Hus. Han holder af at gaa for at være Troldmand; det er jo svært at holde Anseelsen vedlige i disse oplyste Tider. Men maaske er det bare for at være fri for Rend!“ — Af Hytten ser vi kun en Stump Skorstenspibe, der rager op over Bakkesiden som en sort Træstub; men en fin Røgstribe skyder op derfra; „Maaren“ er nok ved at varme Aftengrøden.
Men ligeoverfor, paa den anden Side af Mosen, har Maaren nylig faaet en Genbo; der er 3—400 Meter imellem dem, men det er jo alligevel som at komme i Trængsel herude paa disse Kanter. Det er en anden enlig, gammel Stodder, som formodes at ville fly Verden og blive Eremit. Om ham ved ingen Mennesker det fjerneste. Hans „Hus“ er nylig paabegyndt, et dybt, sort Hul ind i den bare Lyngbakke, det ligner en Bagdør til Hades —- Nedgang for „Personer med Træfodtøj". Ensomt og fredeligt kan han faa det. Hele Mosen ligger bred og uoverstigelig mellem ham og Maaren og Cirkus Mundelings forglemte Slægtning.
Min Ledsager har forladt mig, og jeg er bleven alene. Solen er sunken, og ved dens Nedgang er Vinden begyndt at lægge sig til Ro. Over den mørke Mose staar den sene Aftenhimmel og spejler sin Pragt i de smaa, blinkende Vande; nærved mig er de graa og kolde, men længst mod Vest staar de gyldne, grønne og lysende. Over Mosens Lavninger ligger allerede Nattens graa Kælderskygger. Men Højdernes Pukler staar med det hvidlige Græs mellem Lyngtoppene som laadne Dyrerygge, hvis Haar bevæger sig hid og did i den sagtnende Vind — som en Karavane af Kameler, der er sunket sammen og bukket under for en Katastrofe i Ørkenen. Her er saa ensomt, at selve Syndebukken maatte kunne føle sig renset for Alverdens Tant og Forfængelighed, om den blev drevet herud.
Hvor Solen dalede, staar høje Skylofter op mod Zenith, hvilende paa Søjler af Jade og Guld. Alle Himmelporte staar aabne, det er som Fortæppet til den store Opera, der hedder den yderste Dag. — Men mere og mere drejer Jorden sin store Ryg bort fra Vesthimlen. Farverne blusser op i den sidste Fanfare, inden de slukkes — mod Vest Jorden sort som en Sarkofag under Himlens døende
Kærte, mod Øst Skovene som Ultramarin og rustent Jern. Et Gys af Nat farer hen over Landet, Mosens Vande bliver blege. Porsen dufter vildt og hedt omkring mig som Kranse i et Gravkammer.
Ilden i „Maaren“s Hytte er forlængst slukket, ingen Røg stiger mere fra hans Sted; intet Tegn paa Liv spores nær eller fjern. Ogsaa Røgen fra min Pibe er ved at ebbe ud, det braser og futter inde i dens Hoved, og jeg søger efter et Straa til at rense den med.
I næste Øjeblik brydes Stilheden af et væmmeligt, langtrukkent Skrig tæt ved mig i Lyngen. Det lyder omtrent som en Hares Graad, naar Jægeren har anskudt den; eller værre endnu — jeg fabler om Barnemord og alt, hvad hæsligt er.
Saa rejser jeg mig forsigtigt og ser mig om. Skriget stiger paany, men kvæles hurtigt, og alting bliver stille igen. — Der er det! En stor Orm ringler sig foran mig og tumler med en graa Klump, som er halvt nede i dens Gab. Det er jo bare en skikkelig Snog, som er ved at faa sin Aftensmad. Den har fanget en stor, fed Tudse. Ofret er med Hovedet forrest paa Vej til den sikre Død, allerede halvkvalt.
Jeg pirrer lidt til Snogen med en Pind, ikke for at tage dens gode Maaltid fra den, bare for at se, hvad der vil ske. Med et Sæt ringler den sig sammen og gylper sit Bytte op; saa hummer den sig en Alen ind i Lyngen og bliver liggende.
Og Tudsen sidder der alene tilbage. Den gnider et Par Gange fortumlet med Forbenene hen over Øjnene og siger „Buu-alp“ og „Skrzodskt“. Men det hjælper ikke. Nu kommer Snogen igen, og denne Gang lader jeg den i Fred.
— Saadan gaar vi og æder hinanden. Og Forsynet sidder og ser til og ryger Pibe.