FRA HOLMSLANDSKLIT TIL HUSBYKLIT
Naar man har tilbagelagt Vejen over det store Hedebakketerræn mellem
Skjern og Sønder-Lem og nærmer sig Ringkjøbing, falder Landet langsomt til Ro. Vejen synker mere og mere, og de brede Bølger glattes ud — man nærmer sig det lave, fede Holmsland. Den sidste Milsvej henimod Byen gaar det gennem lavt og fladt Land med tætte Plantager. Men saa aabner Udsigten sig atter, lige inden man naar den gamle, venlige Fjordby. Et godt Stykke før Indkørslen møder man et Skilt ved Vejsiden: Velkommen til Ringkjøbing! staar der — en usædvanlig Hilsen, selv i Jylland. Den lover ganske godt. Man fører dog uvilkaarligt Haanden op til Brystlommen for at forvisse sig om, at man ikke har glemt Portefeuillen.
Den lille hyggelige By ligger ved sin store, 30 km lange og 15 km brede Fjord, „Danmarks største Indsø“, den besynderligste Form for Fjord, vi ejer. Endnu i det 16. Aarhundrede var den en helt aaben Vig, og Skjernaaen udmundede her i selve Vesterhavet. Først siden den Tid er den lange Holmslandsklit dannet ved sammenskyllet Sand, der efterhaanden er blæst op i Bjerge paa indtil 25 Meters Højde, og hvorigennem den eneste Forbindelse med Havet var det gamle Ny-mindegab, som endnu omkring 1650 laa ret Vest for Skjernaaens Munding. Men efterhaanden som Klittens Vækst tiltog paa Tangens nordlige Del, vandrede Udløbet sydpaa. I 1796 fandtes det helt nede ved Nyminde Kro, og i 1845 ret ud for Hovstrup i Lønne Sogn. Et nyt Udløb, som gravedes paa den Tid ved det gamle Sted, er allerede i 1892 paa ny vandret helt ned til Hovstrup. Saaledes fortsatte man Kampen mod den genstridige Natur op til den nyeste Tid, hvor Gennembruddet ved Hvide Sande endelig er bleven lavet.
Under denne Proces grundede Fjorden mere og mere til. Ringkjøbing, som forhen var en Søhandelsstad, maatte følge med i Udviklingen og vende Blikket mod Landsiden, og med Held har den lille By klaret denne Koldbøtte. Jærnbane-anlæget og dens rige Opland Holmsland har reddet den fra Fortabelse.
Over det frugtbare, ganske flade Holmsland fører en Vej fra Byen mod Vest ud til Kysten ved Søndervig. Holmsland er ved sin Fedme et Unicum i disse Vesteregne. „Vesterhavsfladen" naar her kun et Par enkelte Steder den beskedne Højde af 8—9 Meter, og hele Landet, der tidligere maa have dannet en Mængde Holme mellem Ringkjøbing- og Stadilfjord, har ganske Karakter af Marskdannelse. Mod Øst og Vest er det endnu adskilt fra Fastlandet ved de to Vanddrag Vond Aa og „Sandene", af hvilke det sidste dog nu næsten helt er tilgroet.
Det er en blæsende Sensommeraften, jeg tager Vejen ud mod Søndervig. En Storm af Nordvest jager uhindret hen over det flade Holmsland og giver Saltvandslugt en hel Mil ind i Landet.
Jeg naar Klitten ved Solnedgangstid og arbejder mig op over de gr aa Dynger, hvorover Stormen hvisler. Foran mig ligger dybt nede den vide, mørke Sandstrand, mod hvilken Havet gaar højt i brede, tunge Søer. Hver for sig synker de med Drøn og Bulder, men rejser sig igen som Ejnherier i Kamp. Over dem og den kolde, hvidlige Fraade staar den grønlige Solnedgangshimmel med dybrøde Skymasser, der drejer langsomt for Stormen som Lemme paa deres Hængsler ind til et luende Helvede. En rød Kobbersol bryder af og til gennem Revnerne og spejler sig mat i de flade, vigende Vandmasser i Havstokken. Indenfor disse er Stranden som et Snelandskab af sammenføget Skum, hvorfra store Flager rives løs af Stormen, hvirvles op gennem Klitternes Kløfter og sejler som umaadelige Fugle over Himlen op mod de teglfarvede Skyer, der flygter over Østhimlens dybe Blaa bag Sandbjergenes Kamme. Ingen Fugl, intet Liv langs den døde Kyst. Ingen Lyd uden Bølgernes Drøn, der er som hundrede Jærnvogne over en dundrende Bro, og Stenenes Rallen, naar Vandmasserne suges tilbage mod Dybet.
I Nord og Syd det samme Syn af den rygende Brænding mod de graarøde Klitvægge. Sørøgen dugger mine Briller, og Skægget faar Smag af bitter Saltlage. Der er en Stemning over dette Landskab, hvis Storhed knapt kan fattes; naar man staar ensom her, virker det stærkt ved sin Uhygge, man fabler om grufulde Ting, Stormens Sang i den flyvende Takkelage, de strandedes Raab gennem Vejret, Strandvaskere, som ruller i Havstokken. Det virker grelt i det brutale Lys, Sindet bliver trist og træt af denne Ensomhed.
De store Skumflager, som løsner sig fra Stranden, ligner i det mystiske Solnedgangsskær et Tog af Aander, som drager hen over mit Hoved og svæver ind over Klitternes Kamme. Det er, som om Havet giver alle sine Døde fra sig og sender dem i et fantastisk Følge ind over det mørknende Land bag mig.
Holmslandsklit er i hele sin over halvsjette Mil lange Udstrækning et af de ejendommeligste Landskabsfænomener i Danmark. Den er helt igennem et Værk af Havets og Stormens Virksomhed. Sandets Vandring og Ophobning ved Strøm og Bølgeslag, Sandflugt og Havrendinger er de Kræfter, som har dannet Tangen. Allerede naar man fra Holmslands lave Enge Nord for Fjorden svinger ud i Klitlandskabet og tager Vej mod Søndervig, gribes man af Landets mærkelige Stemning. Større Modsætninger kan næppe tænkes. Men Indtrykket forstærkes for hver Kilometer, man drager sydpaa over Tangen.
Det er en klar og varm Augustmorgen, jeg kører ned over Holmslandsklit. Fra de høje Sandbjerge mellem Klegod og Nørre-Lyngvig faar jeg allerede et fortrinligt Overblik over den lange Tanges to Ejendommeligheder, dens østlige og vestlige skarpt modsatte Landskaber — vestligt den vældige, øde, brede Klitbræmme med dens Bjergtoppe ud mod det urolige Vesterhav, østligt den smalle, grønne Engstrimmel med dens Smaabyer og spredte Boliger i Læet ind mod den blide, rolige Fjord. Hvor som helst man færdes ad Vejen over Tangen, har man næsten bestandig disse to Modsætninger for Øje. Fra Nord til Syd ligger her i Læet Landsbyerne Hovvig, Søndervig, Klegod, Nørre- og Sønder-Lyngvig, Syd for Hvide Sande et Udskibningssted „Renderne*1, og endnu sydligere Aargab og
Nørre- og Sønder-Havrvig. Derefter følger Sønden for Bavnebjerg, hvor Fjordens gamle Gennembrud mod Havet fandtes, et langt og øde Stykke Land, og Sønden for dette Landsbyen Bjerregaard.
—• Heroppe over Klittens fattige Bund findes foruden Hjelmen, som næsten er ene om at klæde de højeste Toppe, kun Lyng og Revlingris, de sidste dog mest i Lavningerne, hvor der ogsaa gror Klokkelyng og Blaabærris med store, modne Bær. Hist og her findes den lille gule Høstborst, men mager og forkommen.
Det er dog først, naar man har passeret Hvide Sande, hvor et mægtigt Arbejde stadig er i Gang for at holde Kanalen aaben, at man naar Tangens mærkeligste og mest imponerende Steder, saaledes de vældige, forrevne Sandbanker „Karen Brands Bjerge", et af de ejendommeligste Landskaber langs hele vor Vestkyst, alvorligt og tungt i sin Stemning. Hvad der særkender disse Steder som Modsætning til f. Eks. Blaavands- og Vejrslandskaberne, er at denne Ørken til begge Sider er begrænset af Vand — eneraadig og almægtig strækker den sig fra Vesterhavskysten til Fjordstrand, kun med sin smalle Engbræmme ind mod denne.
Som jeg staar heroppe i Klitten idag, er den blideste af alle Vestenvinde nok til at gøre Vesterhavet til en dundrende Modsætning til den blaa og blide Fjord dernede i Øst. Ikke et eneste Hus ses her i dette fuldkomne Øde, intet Menneske, kun nogle faa, magre Faar nede ved Fjordbredden. Først uendelig langt borte i Syd skimtes ved Øststranden den lille Gruppe sammenkrøbne Menneskeboliger, som kaldes „Renderne".
Hvilke Farver over disse brutale Klitformer! Krybende og forpjusket er selv Hjelmen, som dækker Toppene med sine visne Spanskgrønt-Farver. Nøgne Sandflader og dybe, fastblæste Gryder ses overalt — det er, som om selve Landets Benrad rager igennem med uhyggelig Hvidhed. Hvor den elendige Lyng bider sig fast, ses foruden denne kun den lille „krybende Pil" med dens blaagrønne Blade og strittende, lave Grene. —
Et Par store Havmaager skraaler ude fra Vesterstranden deres langtrukne: Hav—hav-v-v! Og pludselig hører jeg et Faar bræge dybt nede fra Fjordbredden. Havet og Fjorden taler sammen tværs over Tangen! De to fjærne Lyde gør Ensomheden og Stilheden endnu voldsommere.
Hele Vejen sydover ser jeg de to Modsætninger: den brede Bræm af spidstoppede Ørkenbjerge og det smalle, grønne Engbælte med dets Smaabyer og Huse. Af og til passerer jeg en Redningsstation med de to korslagte Flag malet paa Porten. Jo, her er hændt mærkelige og alvorlige Ting langs denne barske Kyst, især før Dampskibe og Fyr blev almindelige.
Det er her overalt det samme Øde, som man møder inde paa Midtjyllands ensomme Heder; men hvor væsensforskellige er dog ikke disse Steder fra hine! Her er kun Barskhed, alt er haardt, ubarmhjærtigt. Histinde rummer Landskabet en Stemning af uendelig Vemod, som er disse Egne fjærn.
Stedets Stemning naar sin Klimaks ved „Bavnebjerg" omtrent midtvejs mellem Hvide Sande og Nymindegab — et endnu mere øde Landskab end Karen Brands Bjerge. Det er ganske dødblegt i Farven, og det forekommer naturstridigt, at der findes nogen Form for levende Plantevækst paa denne Bund — uhyggeligt, som naar Haarene gror paa et Lig.
En tidligere storslaaet, nu ødelagt Oldtidshøj nær Kleinstrup mellem Holstebro og Skjern. Udsigt over Hederne mod Nordøst.
Rakkerstolene fra Dejbjerg Kirke, nu i Ringkjøbing Musæum.
Kjeltringkvinden Inger Mari Glistrup.
Stærke Hans fra Hvide-Mose. Af Natmandsfamilie fia Estvad.
Karen Brands Bjerge i Holmslands Klit Syd for Hvide Sande.
Karakteristisk midtjydsk Hedelandskab fra Omme Bakker.
Gammel Mølle ved Sønder Lyngvig paa Holmslands Klit.
Laden i Kræ Fjords Gaard i Nørre Lyngvig paa Holmslands Klit. Udsigt mod Gaardspladsen.
Fra Bjergets 80 Fod høje Top ser jeg, at der mod Syd ud fra Foden af deis bratte Fald strækker sig en vældig, jævn Lyngslette, der krummer sig om langs dets Vestside. Det er som at se ud over en Oldtids-Arena, men af tusindfoldige Dimensioner, eller ned over et langstrakt Maanekrater. Det er Stedet for Fjordens ældste Gennembrud, denne vide Flade er gammel Fjordbund, hvorover Aaernes Vand med deres Slam er bleven ført ud. Lyngen dernede er frodigere end andetsteds herude; med sin intense Brungrønne og det rige Blomsterflor staar den i dybe, fuldtonende Farver mod Klitternes vældige, døde Sider.
Solen brænder, og en dundrende Hede slaar tilbage fra Klitternes lyngsværtede Rygge og fra de dybe Gryder. Man befinder sig som i et mægtigt Krematorium. Hærskarer af Myg og Bremser og Milliarder af „Kolerafluer" stiger som Dampskyer op fra Sandet og sværmer over den døde Klit som over et uhyre Kadaver.
I Sydøst skimter jeg gennem Varmedisen over den blegblaa Fjord „Tipperne“s lave Flader som Pletter af nydannet Andemad paa den rolige Dam, der ligger skærmet bag Sandenes Bastioner ud mod det tungt aandende Hav med dets fjærne Dundren, der synes at komme helt fra Verdens yderste Grænse. Man befinder sig paa disse Højder mellem de to Vande som paa en langagtig Sandø, fjærnt fra alle andre Kyster.
Sorte Skygger af Klittoppene begynder at falde over Lyngsletten dernede og strækker sig som lange Fingre hen under min Bakke. Solen gaar lavt mod Horisonten, og Sandet i Klitternes aabne Sider gløder som Guld. Den stille Lyd af nogle forbitrækkende Engpibere naar mit Øre. — Og pludselig, som jeg sidder her helt alene, skjult bag de svære Jærnstivere i Sømærket ud mod Bjergets bratte Rand, kommer en stor Rovfugl glidende gennem Luften lige forbi mig, svinger paa stive Vinger omkring mig og suser hen under mig kun 3—4 Alen fra mine Fødder. Det er en gammel Enghøg. Hvor ser den straalende ud med alle Fjer spillende i Solglansen! Dens store Svingfjer piber i Luften, da den jager forbi mig. Saa daler den dybt ned i Slugten under mig, hvor den længe vedbliver at kredse over Lyngsletten.
Umaadelige Stæreflokke trækker som farende Skyer ud over Engene langs Fjorden — Tusinder er der af dem. De kaster sig som Avner, udslyngede af en mægtig Haand, henover Agrene. Nu begynder de at samles til det store Efteraars-træk.
Solen gaar ned, og Landskabet graaner under den kobberrøde Vesthimmel.
I den fuldkomne Stilhed ligger de ensomme Gaarde ved Fjordbredden som smaa Øer, om hvilke Aftenens Taagesøer begynder at stige.
Holmslands Klit nævnes første Gang saa sent som i 1531 og anvendtes da af Beboerne paa Holmsland udelukkende til „Fællig og Fægang". Men efterhaanden som Tangen bredte sig mod Syd, fulgte Menneskene med og bosatte sig herude, og de første Bebyggelser ved Hovvig og Søndervig maa være bleven til omtrent ved det nævnte Aarstal. Først 1552 nævnes de sydligere Aargab og Havrvig, og i 1610 Lyngvig, den sidste kun med 3 Familier, hvis Antal ikke steg indtil 1665. Det fremgaar af Lensregnskaberne, at dette Sted har lidt Skade af Havrendinger og Oversvømmelser hvert eneste Aar fra 1610 til 1665! — Gammel Bjerregaard anlagdes først i 1802, nu findes alene paa dette Sted omtrent 30 Familier.
Barskt og fattigt har Livet været for Folkene herude paa den smalle Strimmel mellem Fjord og Hav, imod Nord især hjemsøgt af Sandflugt, sydligt af de bestandige Oversvømmelser. Jorden, siger „Markbogen“ fra 1683, er idel Sand, som snart overskylles af Fjorden, snart af Havet. Brødkorn, Brændsel og Tørv findes ikke, Fiskeriet er den vigtigste Næringsvej. — Men om Strandinger tier Bogen helt, og dog er det utvivlsomt dem, der har givet Beboerne mest. Thi deres tarvelige Baade, fireaarede og uden Sejl, var daarlige Havbaade, og hver Gang, de havde benyttet dem, maatte de møjsommeligt paa ny hale dem højt op i Klitten. Det var fra Strandingerne, de fik Tømmeret til deres fattige Boliger og Brændslet til deres Arne foruden meget andet godt, som drev iland.
Den Stormflod, som rasede langs Størstedelen af Nordevropas Vestkyst den 3.—4. Februar 1825, var en Katastrofe for Klitboerne herude. Den 3. Februar om Natten Kl. 3 brød Havet samtidig helt gennem Klitten paa 6 forskellige Steder med en saadan Voldsomhed, at det kun varede 3—4 Minutter, inden det naaede Fjorden. Boliger bortreves, og Kreaturer druknede i Mængde; men mærkeligt nok omkom ingen Mennesker, skønt mange først i yderste Øjeblik reddede sig op i Klitterne. Da Stormfloden var paa sit højeste, var den store Tange forvandlet til 5 Øer, og dens sydlige Del var helt overskyllet i en Mils Udstrækning. Klitterne dernede jævnedes fuldstændig af Braaddet, og kun Gammel Bjerregaard ragede op over Vandet. Her sad Familien lige til Dagningen og turde ikke begive sig bort i den Baad, som laa ved Gaarden. Først den næste Morgen begyndte Vandet at falde; men Tangen rundt om var ukendelig, fra Gaarden helt til Ny-mindegab var store Klitpartier forsvundet, og hvor der før var Ager og Eng saas nu kun Sand- og Grusflader. Kun langsomt forvandtes Følgerne af Katastrofen; den store, stenstrøede og fuldstændig ufrugtbare Flade, hvorpaa Kapellet nu ligger, er endnu et Minde om Februar-Stormfloden for over hundrede Aar siden.
Livet i den barske Natur med dets Savn og Farer har præget Menneskene herude. Steen Blicher siger i „Vestlig Profil af den cimbriske Halvø" om denne Befolkning: „Det er et mærkeligt Folkefærd disse Vestkystens Amfibier, der leve i Sandet og af Vandet. De ere i næsten enhver Henseende mere eller mindre ulige deres Nabolandsmænd: Klædedragt, Legemsbygning, Aasyn er kjendelig anderledes; selv Maalet, skjøndt Vestjydsk, har sin særegne Betoning. En Klitboers Aasyn har — for mig — Noget, ikke Mørkt, men Mørkagtigt: Noget, ikke haardt, men hærdet: Noget, ikke koldt, men køligt: Noget, ikke just stivt, men lidet bevægeligt. Jeg kunde ligne hans Ansigt med en Ager, som Havgusen har sveden og fortørret. Paa hans, som paa hans Hustrus, Kinder finde vi hverken Roser eller Liljer; endnu mindre finde vi Spor af heftige Lidenskaber: koldt Mod, rolig Hengivenhed, ubøjelig Standhaftighed — dette er Præget, hvormed idel Møje og idelig Fare har stemplet Havgassens Ansigt."
De hundrede Aar, som er forløbet, siden Blicher skrev dette, synes at være gaaet sporløst hen over disse Folk; Beskrivelsen kunde ikke være sikrere den Dag idag. De fleste herude er store, tunge, men magre Folk, næsten altid lyse eller lysblonde. Der findes en Mængde prægtige, nordiske Ansigter, de er sikkert nogle af de mest racerene Jyder, vi har. Et Par af de bedste Typer fandt jeg i Klegod, hvor jeg tegnede den 69-aarige Fisker Kræ Laursen. Han hører til de ægte, gamle Holmslandsfiskere, hvis Slægt er meget lidt blandet med Folk fra andre Egne som Modsætning til Klitboerne Nord for Søndervig, der er stærkt indgiftede med tilflyttede Folk, endogsaa helt oppe fra Thy. Den gamle Fisker har „brugt æ Haw“ lige fra sine Drengeaar, men har for nyligt maattet give op. Nu er han gaaet paa Land og passer sin Jord.
Uden at være særlig regelmæssig i Trækkene er han dog en af de bedste Havstriler, jeg har set. Vældig er han at se til, som han sidder der foran mig, det stærke Ansigt med en Farve som gamle Violiner, Blikket med et Glimt af Hav, Munden sammenknebet — yderlig stærkt i Øjeblikket for at holde paa den mægtige Skraa. Vinduet foran ham er slaaet op, og en Gang hvert femte Minut læner han sig frem og sender en Mundfuld Spyt ud ad Aabningen, det man paa Jydsk kalder „en ordentie Blærp“. Ordet maler baade Stoffet og Anslaget.
Man er forbavsende tryg overalt mellem de Folk, man møder herude paa denne Kyst. Nogle dejlige Mennesker er det, indtagende ved deres Ro, deres Tillidsfuldhed og den Værdighed, de viser. Ja, værdig er netop Ordet. Det gør en glad og stolt at kunne kalde sig deres Landsmand. — Hvorsomhelst jeg kommer, bliver jeg bænket ved et Kaffebord og trakteret helt ovenud. Næppe havde jeg vist mig her, før Kaffevandet blev sat over Ilden — vi maatte jo da styrke os til Arbejdet, sagde Konen. Selv sad hun ikke med tilbords, det er ikke Skik paa disse Kanter.
Ude i de yderste Havklitter laa her forhen de saakaldte „Bowier", lave Boder af Træ, hvis Tage af Lyngtørv eller Tang oftest naaede helt ned til Jorden. I Foraarsfisketiden fra April til Set. Hans var de Opholdssted for Karle og Piger, som beskæftigede sig med Havfiskeriet. „Esepigerne" (af at „ese“ o: sætte Ma-ding paa Krog), hvis Hverv det var bl. a. at gøre Krogene i Stand hver Morgen, inden Karlene drog ud paa Havet, sov sødeligt i samme lille Rum som Mandfolkene — en gammel Hævd, som forekom ganske naturlig og næppe nogensinde gav Anledning til det, man fordum kaldte „Utugt" — en Glose, som nu synes at være slidt op eller bleven udrangeret som uforstaaelig. Pigerne lavede Mad til Karlene og tog Indvolde og Hoveder af Fiskene — mest Torsk og Kuller — naar den varme Tid kom. Det var et utrolig slidsomt Liv, siger Kræ Fjords Hustru, som i sin Ungdom i hele ti Aar har været med som Esepige, ogsaa for Karlene, som hver Dag var paa Søen i deres store „Havskibe“.
Hele denne Form for Fiskeri og dette Liv er ophørt allerede i Begyndelsen af 80’erne, og Hytterne er efterhaanden forsvundne. Under et Besøg, jeg aflagde i Søndervig i 1899, saå jeg endnu dér enkelte af dem, men af en noget anden Type. Deres Tagskæg gik helt ned til Jorden, og Ildstedet var ikke som her udenfor Hytten, men lige indenfor Døraabningen.
Sagn om Strandinger og Drukninger er mangfoldige herude. For omtrent hundrede Aar siden strandede et stort Skib udfor Bjerregaard, og alle Folkene druknede. Der kom 19 døde i Land, og dem slog man Kister af raa Fjæl sammen om, sejlede dem over Fjorden og begravede dem i den østre Side af „æ store Mjøll“, Klitten Syd for Fjorden. Men mange Aar efter, siger gamle Folk, som endnu kan huske det, kom Kisterne tilsyne i den vestre Side af Bjerget, saadan havde Sandflugten flyttet med Klitten. Sagnet tilføjer, at der dengang ingen Bjerge var Sønden for Bjerregaard, men det hele var ganske „slet“. Begivenheden har da fundet Sted efter den store Stormflod 1825.
Et andet Sagn siger, at der har været et Dødmandsbjerg mellem Bjerregaard og „æ Gaf“. En Kone fortæller, at hendes Mand har været med til at køre Ben af Mennesker væk derfra, og at man fandt en Mængde Haarfletninger imellem dem.
Livet paa Fjorden indenfor Klitterne har ligesom Arbejdet paa Havet heller ikke altid sparet Beboerne herude. En dramatisk og uhyggelig Begivenhed fandt Sted engang, da nogle Aalestikkere inde fra Stauning var kommen ud paa en Isflage, som gik i Drift med dem, da Strømmen greb den og førte dem tilhavs. De kom ud gennem Gabet ved Aftenstid, og Klitboerne, som intet vidste om det, hørte dem inde fra Landet synge derude i Mørket. Det var Salmen: Hvo véd, hvor nær mig er min Ende. — Det var det sidste, man hørte til dem.
Det er ikke for meget sagt, at Omfanget af Ulykker, som fandt Sted herude paa Vestkysten i gammel Tid, kan maales ved Omfanget af Strandfogedgaardene, som var indrettede paa at kunne huse de overlevende fra Strandingerne, indtil de kom saa meget til Kræfter, at de kunde videretransporteres. En af de smukkeste af disse er Strandfogedgaarden i Havrvig Syd for Hvide Sande. Dens Stuehus med de hvidkalkede Sokler og Søjler, Gesimsen med dens Tandsnit og den smukke Bue om Kvisten, hvor forhen Hovedindgangen maa have været, er helt igennem ypperlig i sin Stil. Fagaden rummer 15 Fag foruden de to nuværende Døre. Man kan forstaa, at det er beregnet mere til et Slags Hotel end til Bopæl for en enkelt Fisker- eller Bondefamilie.
Noget mindre fornem af Ydre, men af endnu mere kolossalt Format er Strandfogedgaarden helt oppe i Husby Klit Nord for Stadilfjord, beliggende kun et Par Hundrede Meter fra Stranden i Læ bag Klitterne. Ligesom den førnævnte er den typisk for disse gamle Gaarde, som Vestkysten var saa rig paa. Deres Afstand fra hinanden varierede stærkt, især efter Strandingernes Hyppighed paa de forskellige Steder eller Kystens mere eller mindre tætte Bebyggelse. Ofte kunde en enkelt Strandfogedgaard overkomme at varetage en Strækning paa 1—U/2 Mil. At der til Gaarden ved Husby Klit kun hører en Strækning paa 1500 Alen, tyder paa, at Stedet har været farligt, hvad ogsaa Beretningerne viser. Foruden at huse de reddede Søfolk havde Fogederne Forpligtelse til at bjærge og samle ilanddrevet Gods og vaage over det, til Auktionen fandt Sted. Ved denne fik de indtil 50 % af Salgssummen — saa man vil forstaa, at Strandingerne kunde være en betydelig Indtægtskilde.
I „Søren Banks Gaard“, som den hedder efter sin nuværende Ejer, har Salsen ikke mindre end 14 rummelige Værelser. Og Yderlængernes Dimensioner staar i Forhold dertil. Alt er storslaaet baade inde og ude, og en mere velholdt Gaard har jeg sjældent set. Søren Bank, som er en Mand paa godt de halvt Hundrede og driver et stort Landbrug, svarer godt nok til sin Gaard. Han er en stor, kraftig Vestjyde med glatraget Ansigt og smukke Træk, en Aristokrat af Ydre og af Væsen.
Der gaar Sagn om, at der heroppe ved Fjand lidt Nord for Husby har ligget en Kirke, „Kabbel Kirke", og en gammel Herregaard, „Fjandhus", som laa ved en Vig mellem Fjand og Sønder Nissum, og at Vejspor skal have vist Forbindelse mellem Gaarden og Kirken. Havet er gaaet hen over dem begge. — Det er ikke noget godt Tegn, naar man hører Kirkens Klokker runge derude fra Dybet, det varsler Strandinger og Ulykker.
Gamle Folk fortalte, at der har ligget Ruiner i Form af en stor Stendynge i Strandkanten derude; og efter de store Storme i 1911—12 er der fundet tilhugne Sten paa Stedet, som gør det sandsynligt, at Sagnet for saa vidt har Ret.
Et andet Sagn siger, at der for mangfoldige Aar siden blev skyllet en død Havmand op paa Kysten ud for Husby, og at Beboerne jordede ham paa Husby Kirkegaard. Men efter den Tid tog Havet saa voldsomt ind af Landet hvert Aar, at Folk blev rædde for, at det skulde tage baade Kirke og Kirkegaard. Saa grov de Havmanden op igen for at begrave ham ude ved Havsiden. Men se •— da de fik kastet ned til ham, sad han og sugede paa sin ene Taa! Og da de nu bar ham ud for at jorde ham i Havklitten, talte han til dem og sagde, at nu skulde de have Tak for det, nu vilde Havet ingen Skade gøre mere! Og siden lagde Havet lige saa meget Land til, som det havde taget.
— Efter mit Besøg ved de mægtige Sanddynger paa Holmslandsklit og ved Blaavand, skuffes jeg noget af Landskabet ved Husby Klitter. Overhovedet er hele Landet i Firkanten mellem Nissum- og Stadil-Fjord af et ret ensformigt Præg: lave, oftest dyrkede Jorder eller Engdrag, af og til med Sivene om Fjordbredderne strækkende sig langt ind over Landet, saa man ofte færdes adskillige Kilometer ad de lave Veje med Tagrørsskove til begge Sider. Kun et Par Steder paa den inderste Side hæver Landet sig til en halv Snes Meters Højde og minder her om det ligeledes tæt bebyggede og lige saa uinteressante Holmsland. Helt ned til Stadil er Landskabets Karakter den samme, et lavt Fjordland med Mængder af Søer og gennemskaaret af brede, rørbræmmede Vanddrag, tæt bebygget, med en vis Frodighed og Velstand — men trøstesløst kedsommeligt. Kun Fuglene skænker det Skønhed og Liv, og et godt Jagtterræn maa det være. Jeg saa enkelte Flokke af Hjejler foruden Mængder af Viber, Bekassiner lettede af og til fra Sivene langs Bredderne, og flere Gange saa jeg flyvende Graaænder. Gæs forekommer her ved Foraars- og Efteraarstid i stor Mængde.
Men baade landskabeligt og med Hensyn til Fugleliv er den sydlige Del af Ringkjøbing Fjord langt interessantere. Det er Tipperhalvøen og den nordligere beliggende Klægbanke, som er beskrevet i S. H. A. Rambuschs Værk „Studier over Ringkjøbing Fjord". Tipperhalvøen strækker sig i omtrent halvanden Mils Længde ud mod Nord fra Gjødelbjerge ved Fjordens Sydbred. Hele den store Halvø er opstaaet ved Nymindegabs Vandring mod Syd, da det tidligere Klitland „Tipperne" efterhaanden adskiltes fra Holmslandsklit, hvorefter Havvandet brød ind, underminerede og bortskyllede Klitterne og forvandlede Arealet til Flader af Sand. Digeanlæg og Plantning af Hjelme standsede Sandflugten, og Fladerne dækkedes efterhaanden af et Lag Klæg, hvorpaa der dannede sig Vegetation af stride Græsarter som Harrild og Fiorin. Nu er det hele et veritabelt, frugtbart Marskland, kun med enkelte Klitpartier paa Bjaalums Syd- og Vestside.
Geografisk deles Halvøen i Tipperne, Stenpold, Langpold, Skidenbugt, Bjaa-lum, Ny Værn og Gammel Værn. En Mængde Smaaholme og Polde, der har samme Beskaffenhed som Halvøen, ligger udenom. Og iøvrigt er hele Halvøen saa sønderdelt af Strømme, Vanddrag og Laguner, at den, især ved Højvande, virker paa Øjet som en Samling store og smaa Holme mere end som en retskaffen Halvø. Omvendt kan Stedet under Tørke eller blot ved stærk Lavvande gro sammen med den omliggende, lave Fjordbund, der da ofte tørlægges i hele Trekanten fra Sydsiden op til Linjen mellem Tippernes Nordspids og Skjernaaens Udløb, saa den minder om Skallingens Sandørken — den samme jævne Sandflade uden en eneste Plante og med det omgivende, fjærne Land som bølgende Luftspejlinger.
Men efter Sensommerens voldsomme Regnskyl søger jeg forgæves dette Billede herude. Efter at have passeret en interimistisk Træbro over Strømmen Gjøde-len, naår jeg kun ud til Bjaalums Nordside, før jeg standses af Oversvømmelserne, der dækker Vejen og Engene foran mig som en Sø, over hvilken en Række Telefonpæle fortsætter mod Nord og spejler sig i Vandet. Til alle Sider undtagen mod Syd ser jeg Strømme, Smaasøer og Sumpe, som splitter de lave Enge. Her er lige saa fladt som i den tønderske Marsk, eller snarere fladere, for her findes ikke Diger, ja end ikke en eneste Menneskebolig ses fjærn eller nær. Men trods det samme jævne Engterræn er Stedet dog uhyre forskelligt fra Marsken. Det er Vandet, som gør denne Forskel, det giver Farver, som Marsken ikke ejer. Engene er dybgrønne, alle Strømløb og Smaasøer er kornblaa, Sivene langs dem er klart grønne, okkerfarvede, orangegule og røde. Det er som en straalende Palet, hvor Farverne er sat op mod hinanden i skarpt afgrænsede Flader og Klatter, men i den herligste Harmoni. Hvide Faar med kulsorte Ansigter, omringede af store, tykke Lam, brune Plage og røde Kalve færdes over Engene. Himlen er høj med Østenblæst og fine Lammeskyer, Vinden pusler i Græs og Siv og rifler det dyb-blaa Vand. Usynlige Strandskader hvipper et Steds langt borte, en Kalv brøler saa saare. Langt inde paa det næsten usynlige Fastland rager nogle Kirkespir op. Og milefjærnt ude i Syd hæver Blaabjerg sin majestætiske Top, blaasort som et forkullet Krater, op over det farverige Landskab. Det er næsten som Rocca di Pappa over den romerske Campagne. Men dette Landskab, som Vorherre bogstavelig talt først har lavet igaar, er endnu mere forbavsende. Det er en lille Farve-skitse, han har kastet hen i et lykkeligt Øjeblik.
— Pragtfuldt maa her være ved Foraars- og Forsommertid, naar de Tusinder af Fugle ruger herude. Efter Rambuschs Opgivelse findes her ikke mindre end 50 aarligt ynglende Arter paa Stedet, deriblandt 34 Vade-, Strand- og Engfugle, foruden 4 Arter, som formodes at ruge her. Desuden viser sig aarligt over 40 Arter paa Træk over Stedet, deriblandt saa godt som alle de hos os forekommende Ænder, Gæs og Svaner foruden en Mængde Rovfuglearter. Hertil kommer 19 Arter, som af og til forekommer under Trækket. I Klitterne paa Bjaalum ruger Urfugl, Agerhøne, Havmaage og Gravand, den sidste i betydeligt Antal.
Fuglene er fredede her ligesom paa den nordligere i Fjorden beliggende Klægbanke.
Et Par Mils Vej Nord for Ringkjøbing ligger nær ved Tim Kirke den tidligere saa berømte Timgaard, som i lang Tid tilhørte Slægten Gyldenstjerne. Det var Rigsmarsken Peder Gyldenstjerne (f 1594), som opførte Gaarden paa en Borgbanke, der findes N. N. Ø. for den nuværende Gaard. Den byggedes efter Sagnet af Materialet fra den nedbrudte Vestervig Klosterkirke — „Timgaard den røde lagde Vestervig øde“. Bygningen stod kun til Begyndelsen af det 18. Aarhundrede, da den nedbrødes, mens Ladegaarden er bevaret. Paa Gaarden er fundet Brudstykker af en Ligsten, som uden Tvivl har været bestemt for Sigbrit, Kong Christian II’s Veninde. Den bar Inskriptionen Sigbrecht Willumsdochter. Det var Knud Pedersen Gyldenstjerne, som førte Stenen hertil, og som for at vise sine
Følelser for Damen skal have ladet den opstille i Borgporten, for at alle forbipasserende kunde besudle den med en Spytklat, eller hvad man nu ellers havde ved Haanden. Det var en Vittighed i Tidens Stil.
Om Peder Gyldenstjernes Liv her paa Gaarden gaar mange Skrøner. Da han engang havde Frederik II til Gæst, tog han det Løfte af Kongen, at han vilde blive paa Gaarden, til et bestemt Vinfad i dens Kælder var tømt. Men Peder satte Fadet i Forbindelse med andre, saa Besøget trak lidt længe ud. Det forekommer mig at have været letsindigt af Gyldenstjerne. Der var jo Fare for hele Kælderen, Frederik II var én af de tørstigste Oldenborgere, vi har haft, og det vil sige en hel Del.
Der er intet usandsynligt i de ovenfor genfortalte Sagn om Livet paa Tim-gaarden, det hele smager godt nok af den Naivetet, ofte parret med en uhyre Brutalitet, som karakteriserede selv Datidens højeste Klasser.
I det lille udmærkede Ringkjøbing Musæum fandt jeg en Genstand, som giver et ejendommeligt, kulturhistorisk Bidrag til Livet paa vore Herregaarde i det 15.—16. Aarhundrede. —
Troels Lund omtaler i „Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede" de saa-kaldte Kyskhedsbælter, som har været i Brug i Landet paa den Tid. I Cluny-Musæet i Paris findes udstillet et Par Stykker, hvis Renæssanceornamentik temmelig nøje viser, hvilken Periode de er fra. De er saavidt jeg husker lavede af Elfenben og desuden forede med Tøj. — Men dette Eksemplar, nu uden Tvivl et Unicum her i Landet, er et plumpt og groft Arbejde af massivt Smedejærn paa ca. 14 Punds Vægt, tilsyneladende beregnet paa at torturere den ulykkelige, der bar det, foruden at vise Haan og tilføje den dybeste Ydmygelse.
Genstanden skriver sig fra en stor Gaard paa Ringkjøbing-Egnen, hvor den har været opbevaret saa længe, nogen kan huske, indtil den for faa Aar siden er kommen i Musæets Besiddelse.