FRA BØVLING KLIT TIL THYBORØN
Det er en sen Eftermiddag med Vestenluft, jeg er naaet ud til Kysten ved Fjaltring. Landskabet staar yderst med lave Klinter mod Forstranden, men er frugtbart og veldyrket helt ud mod de yderste Fald. Mine Støvler ælter dybt i Leret, hvor jeg end gaar.
Brændingen under Klinterne op over den smalle Forstrand er pragtfuld i det lave, intense Sollys. Et mægtigt Bulder og en Brusen gaar langs hele Kysten, Ørerne døves af Braget og Øjet blændes af den vildt glitrende Havflade.
Paa en sollys Sommerdag er det svært at forestille sig al den Uhygge og Gru, som denne Kyst har været Vidne til. Men jeg staar her paa den Strækning af Jyllands Vestkyst, som har den mørkeste Historie. Navne som Fjaltring, Ferring, Bovbjerg og Harboøre ejer en Klang saa alvorlig, som faa andre danske Stednavne, de mest uhyggesvangre langs hele dette barske Kystland.
Fra Klinterne ser jeg langt mod Syd over den smalle, lave Bøvlingklit, som skiller Nissumfjord fra Havet — milevidt, til hvor den forsvinder i Sørøg og Solflimmer. Just dernede var det, den største Stranding her i Landet fandt Sted hin Juleaftensdag 1811, da de to engelske Linjeskibe „Defence" og „Set. George" drev ind paa Revlerne, da 1300 Mand druknede, og kun 18 blev reddet.
Sammen med et tredje Linjeskib „Croecy" og nogle mindre Krigsfartøjer var Linjeskibene afsejlet fra Kattegat den 16. December for at convoyere en Handels-flaade paa ca. 150 Skibe til England. Da Flaaden var naaet ud i Nordsøen, opstod en stærk Storm af V. S. V., som holdt sig i 3 Døgn og adsplittede Skibene. Af Convoyen holdt kun „Defence" og „Set. George" sammen, men drev ind mod Kysten af Jylland.
— Fire Mand fra Fjaltring holdt om Natten den 23.—24. December Vagt ved Stranden hos et indstrandet Barkskib. De havde bygget sig et Telt til Værn mod den græsselige Haglstorm, som rasede. De meddelte senere i Søforhøret, at de Kl. 5 om Morgenen hørte „en usædvanlig Lyd" ude fra Havet; og i samme Øjeblik, som de løb udenfor, saa de et Glimt og hørte et Kanonskud ude fra Nordvest. De løb sammen hen til Stedet, og lidt Sydvest for Tranholm fik de Øje paa et stort Skib, der stod fast paa yderste Revle. Før de naaede frem, var Masterne faldne, og flere Vragstykker kom allerede drivende iland. Paa et af disse holdt en Mand sig fast, som de bjærgede. Siden kom fem Mand til ind paa nogle sammensurrede Rundholter, og endelig endnu en, hvilke de alle reddede med stort Besvær. Syv Mand ialt. — Skibet var „Defence", og hele Resten af dens 550 Mand store Besætning blev i Havet.
I Holmslands Klit nær Nørre Lyngvig. Sandgryder nedenfor de højeste Steder.
Tre „Bowier“ ved Vesterhavskysten paa Holmslands Klit. Efter Maleri af Kræ Fjord.
Den gamle Strandfogedgaard i Havrvig paa Holmslands Klit.
Strandfogedgaarden „Søren Banks Gaard“ i Husby Klit. Stuehuset er 100 Aar gammelt og har 14 Beboelsesrum.
Sct. George strandede den 24. 3/4 Mil længere mod Syd, og kun 11 Mand af dens 760 Mand store Besætning reddede sig iland. Stormen og Brændingen umuliggjorde at komme dem til Hjælp.
Vragstykker dækkede de følgende Dage Stranden i over Vi Mils Længde. Men Lig vedblev at drive iland til helt hen paa Foraaret. Ved et Forhør, som afholdtes den 12. Februar 1812, er der allerede langs Kysten optalt over 600 Druknede.
Strandfogederne sørgede de fleste Steder for, at de Døde jordedes paa Kirke-gaardene, indtil Sognefolkene efterhaanden safte sig derimod „for Pladsens Skyld og for de farlige Uddunstninger". Paa Nissum Kirkegaard begravedes straks efter Strandingen 34 Mand, og ikke mindre end to Hundrede jordedes i en Fællesgrav i et Hjørne af Husby Kirkegaard, hvor de danske „Grønne Jægere" skød Æres-salut over de døde Fjender. — Men de allerfleste Lig blev nedgravet i Klitterne i store Hobe. Mange „Dødmandsbjerge" vises endnu langs Kysten fjærnt og nær om Strandingsstedet.
Vragresterne af de store Skibe ligger endnu paa Stedet, hvor de sank.
Jeg vil standse nu ved dette ene Eksempel paa, hvad Beboerne af denne Strand har været Vidne til, og blot yderligere nævne, at i en Orkan strandede paa 3 Døgn, fra 2.—5. Oktober 1860, ikke mindre end 14 Skibe paa den nærmeste Kyst, mens Mennesker druknede i Mængde, trods at Redningsfolkene paa Stedet bjærgede de fleste. Der er rædselsfulde Beretninger fra Øjenvidner til disse Begivenheder, men de skal ikke genfortælles her.
Blandt Fiskerbefolkningen herude var forhen mange mægtige Skikkelser; efter Beskrivelsen minder de om de store rødhaarede eller lysblonde Skagensfiskere, som Ancher har malet. Hvad de er bleven saa store af, er ikke nemt at sige. For deres Kaar var ialfald ganske elendige. Især Harboørefiskerne og dem i Langør Huse førte et usselt Liv, som ofte fristede dem til at tilegne sig et Stykke Vraggods fra Havet, hvilken gammel Ret Loven nægtede dem. Hjemme frøs de og maatte ofte nøjes med et Stykke tørret Komøg som Brændsel i de daarlige, utætte Hytter. Naar Havet kastede et Stykke herreløst Tømmer op for Næsen af dem, skulde man da fortænke dem i at slæbe det hjem og putte det i Kakkelovnen, i Stedet for at præsentere det for Strandfogeden, for at der kunde flyde et Par Skilling i H. M. Kongens Kasse! Men sligt forfulgtes som Tyveri med stor Stræng-hed. Paa Harboøre var omtrent Halvdelen af Befolkningen straffet for Strandtyveri.
Omkring 1850 kom en stor Kriminalsag op paa Egnen. Der var strandet et Skib med en rig Ladning, især af Indigo, men ogsaa mange andre gode Sager. Havboerne fik den daværende Herredsfoged, som var en meget fattig Mand, til at være med i Laget — og saa stjal de næsten hele Ladningen. Men det kom Amtmanden for Øre. Herredsfogeden hængte sig for at undgaa Retfærdighedens Næve — a narrow escape! Men Klitboerne blev nappede med alle deres Hælere, mange Købmænd i Nabobyerne. Der var over hundrede Tiltalte, og mange, ogsaa rige og ansete Mænd, kom i Tugthuset.
Synet paa de fattige Fiskeres Smaarapserier burde have været mildere. Disse
Folk havde næsten intet at leve af uden de Fisk, de selv fangede i deres daarlige „Havskibe“ — store, fladbundede Baade med høj For- og Agterstævn. De af dem, som kunde holde en Ko eller et Par Faar i Klitterne, gjaldt for velstillede. Ellers var det kun ved Hjælp under Strandinger, at de kunde tjene sig en lille Dagløn. Det er rimeligt, hvad Pastor Vaupell sagde, at deres Bøn lød saaledes: „Herre, frels os fra Ulykker og Strandinger! Men skal der nogen strande, saa lad det ske i vort Len!“
Hvad disse Fiskere udsatte sig for, f. Eks. ved Aftaklingen af et i Brændingen rullende og huggende Vrag, gør man sig intet Begreb om; og det vakte altid Beundring hos de fremmede, strandede Søfolk, naar Fiskerne, af hvilke mange havde været paa Langfarter, løb ud ad Bugspryd eller Rundholter paa de rullende Vrag. Mange Gange ofrede de Livet for de Skibbrudne eller for deres Kammerater, naar Fare truede dem. At gaa disse heltemodige Folk nær paa Klingen, fordi de holdt paa deres fra Arilds Tid nedarvede Tradition, at hvad Havet sendte dem, var deres — det var ofte smaaligt.
Disse nærmeste Kyster, som har set saa megen Elendighed, blev ogsaa Vidne til de første, planmæssige Forsøg paa Redning af Mennesker, og det fremragende danske Redningsvæsen har haft sin Oprindelse her. Det var paa Harboøres Kyst, at man under en Stranding i 1847 første Gang forsøgte at komme i Forbindelse med den nødstedte Besætning ved Hjælp af en Trosse til Skibets Takkelage, og 4 Mand af 13 blev reddet paa denne Maade. De to første Raketapparater opstilledes ved Flyvholm og Tuskjær, og 1850—51 bevilgede Regeringen 25,000 Rdlr. til Anskaffelse af saadanne Apparater og til synkefri Baade. 1851 var der foruden de to førstnævnte Steder indrettet Redningsstationer ved Skagen, Kandestederne, Løkken og Sønder-Lyngvig paa Holmslandsklit, og deres Antal øgedes hurtigt. 1852 blev Redningsvæsenet for hele Landet organiseret.
Af en i 1890 udkommen Oversigt over Strandinger i Aarene 1851—1889 frem-gaar det, at 11 jydske Fiskere i dette Tidsrum satte Livet til under Redningsarbejdet. Men det fremgaar af samme Opgør, at der i det nævnte Tidsrum strandede ialt 2354 Skibe paa Jyllands Kyst. Ombord paa disse befandt sig 18,567 Mennesker, af hvilke der reddedes 17,574.
Jeg har ikke kunnet finde Oplysninger om, hvor højt de 11 Fiskeres Enker var pensioneret. —
Alt det, som Havboerne her blev Vidne til, alle de Farer, som de selv blev udsat for og deres strænge, fattige Liv satte sit Præg paa deres Sind. Er det underligt, at de fablede om eventyrlige Skatte, som var drevet iland fra strandede Skibe og skjult i Klitterne, og at de i Smug gravede efter dem!
For mange Hundrede Aar siden, siger et Sagn, strandede en engelsk Prins for Bovbjerg. Skibet søndersloges og Besætningen omkom; men Prinsen selv kom levende iland tillige med et Guldskrin, som indeholdt store Skatte. Da han forkommen og elendig laa paa Stranden, kom tre „Drenge" og slog ham ihjæl, hvor-paa de begravede ham og Skatten i en Høj, kaldet „Wormhyw" ved den nordre Ende af Bovbjerg. Folkefantasien lader ikke Ugærningsmændene faa Ro i Graven. 1 mørke, stormfulde Nætter, naar Havet raser mod Klinterne og „Børen blæser Vesten ind for Danmark", da kunde man se „tre sorte Drenge" komme ud fra Wormhyw og gaa langs med Stranden.
Der var en gammel Havbo, som var en ivrig „Stråener" og reddede hvad han kunde ved Stranden — under den gamle Synsvinkel, at „det var ingen sin!“ En Aften saå han ved Havet tre Drenge, som gik og bar paa noget. Han troede, det var andre Strænere, som havde bjærget noget Gods, og raabte dem an. Men det skulde han ikke have gjort; for de tumlede saadan med ham, at han først fandt hjem om Morgenen, og da havde han mistet Forstanden. Siden den Tid talte han ikke om andet end Vrag og „de tre sorte Drenge", som han altid skildrede som store, stærke Karle. En gammel Kone, som døde i 60’erne, havde kendt den omtalte Fisker og hørt hans underlige, vanvittige Tale.
Strandvaskere gik igen herude og opsøgte de ensomme Hytter, hvor de søgte efter Sager, som var bleven taget fra dem, mens de laa i Havstokken. — Mange synske Folk var der, og ikke faa Strandinger havde deres Forvarsel. Den gamle Dorthe Lisby i Fjaltring fortalte, at hun en Aften i Mørkningen vilde gaa op i et Kammer paa den anden Side af Storstuen med et Fad Mælk. Da var Storstuen pludselig saa fuld af mange fremmede Folk, at hun ikke kunde komme forbi dem, men maatte sætte Mælken paa Dragkisten. Lige paa en Gang hørte hun et stort Klask mod Gulvet derinde fra, og da hun gik ud ad Døren, strøg en Mand tæt forbi hende.
En Tid efter kom Karlen hjem og sagde, at nu maatte hun gøre alting i Stand, for der var strandet et stort Skib. Og kort efter kom alle de strandede Søfolk til Gaarden. Hun tændte Varme op i Storstuen for alle de forkomne Mennesker. Og nu hørte hun, hvordan de smed deres vaade Klæder paa Gulvet med store Klask, og den allersidste strøg tæt forbi hende i Døren, da hun gik ud.
Ad kringlede Veje bevæger jeg mig nordpaa mod Bovbjerg gennem et Landskab, der bestandig synes at tiltage i Frugtbarhed. Hvilken Modsætning mellem dette Højland og de sydlige Vesterhavsegne med deres sandede Klitlandskaber! Helt ude til Klinteranden gaar de fede, lerede Agre, lige til hvor Bovbjergs høje Fald staar brat ned mod Forstranden. Skønt Bjerget kun er 46 m højt — ikke noget videre sammenlignet med Rubjerg Knude, som naår 74 m’s Højde — virker det mægtigt her lige ud mod Havet. Kommer man hertil østfra, hæver Jordsmonnet sig langsomt og umærkeligt, lige til man staar paa Bjergets Rand; først da opdager man, hvor højt man er over Havet.
Herlig er denne Arkitektur, som Havets Anfald har frembragt i det bløde Ler langs hele den vældige Kyststrækning. Mærkeligst og mest storslaaet virker dette Sted, naar jeg nordfra vandrer langs dets yderste Kam hen mod Fyret, hvor Terrasse efter Terrasse og den ene Bastion efter den anden skyder sig ud mod Havet, delt af dybe Kløfter.
En ganske let Sejlvind staar ind fra Vest, men den faar Havet til at rejse sig i brede Bølger og bryde med Dundren mod Strand og Høfder. Langt ude ligger Havfladen i grønlige Opalfarver under den lyse Himmel, og med store, mørke-blaa Øer af Skyernes Skygger. Høfdernes levende Træfarver staar som Rust og Blaat mod Brændingen og den grønlige Sø. Skummet vælter ind mod Stranden som Tejer fra en vældig Karte og lejrer sig som Sne om de mørke Høfder, blændende i Solglansen med et arktisk Lys. Lysreflekser skyder som Pile op fra Havets Spejling, fra Brændingen og Sandet og fra Klinternes rødgule og blaa Sider, og Solen svarer igen med Kast af gyldne Lanser. -— Røde Køer og brogede Geder klyver rundt som Fluer helt ude paa Klintens yderste Hang, med Baggrund af det saftiggrønne Græs og Havets Skumstriber.
Langt ude til begge Sider forsvinder Kystens Konturer i Taage og Saltskum; den blændende, sølvhvide Stribe af Brændingen er det, man ser længst gennem Dunsterne mod de blaa Skyggetoner i Landets udviskede Konturer. 1 Nord ses Ferring By med sin højtliggende Kirke, der staar straalende hvid mod de lave, røde Skyer i Horisonten. Bag den ligger dybt nede Ferring Sø, blaa som et Jærn, kun adskilt fra Havet af den 100 Meter brede og ganske lave, matgrønne Klittange. En halv Snes andre Kirker ses i Øst over det rige Agerland, hvor Havretraverne ligger paa Rækker som fine Stikninger af en Symaskine henover de graa-gule Stubtæpper, milevidt. Deres Straa skinner som Guld. Lette smaa, hvide og rosa Uldskyer glider over Horisonten i Øst. Mod Syd ser jeg helt til Nissumfjord, hvis Vande ligger som skinnende Giar mellem Odder og Landtunger.
Et fuldstændig skovløst Landskab vidt og bredt, lige fra Lemvig hertil og saa langt man ser i Nord og Syd. Selv de store Gaarde ligger for det meste aabent, knap nok med en Smule Have som Læ, den Luksus tilsteder Klimaet ikke. Nøgne ligger Boligerne paa deres fede Marker over det svagt bølgende Land.
Det er Havet og Bovbjerg, som giver dette Land dets stolte og alvorsfulde Præg. Idag ligger den store Kat dernede og spinder sagte i Solskinnet, strækkende sine smukke, hvide Poter i Sandet under Klintens Tærskel. Men naar Efteraars-stormene faar ham til at skyde Ryg og gnistre, da biir han voldsk og grum, og ubarmhjærtig kan han lege med sit Offer i Dagevis, inden han æder det.
Ikke et eneste Fartøj ses fjærnt eller nær over Havet, kun allerlængst ude et lavt, tyndt Røgslør fra en usynlig Damper.
Jeg klatrer ned ad de uhyre Lerskred, der som Indvolde er væltet ud af Bjergets Bug, og kommer ned til Havstokken. Paa den mærkeligt smalle Forstrand føles de overhængende Masser af Klinten næsten som et sjæleligt Tryk, Bastionernes Kæmpekroppe syntes at hænge over mig som en Trusel, jeg er helt begravet under deres store Skygger, der ruger over mig som et Mareridt. De tunge, nedstyrtede Lermasser er revnede og foldede som Huden paa en kæmpemæssig Rhinoceros. Hist og her paa deres kolde, blaagraa Flader gror der Græs og Margueriter og lidt Engelskgræs, som blomstrer i en lille indian summer lige oven over Brændingen.
Mod Nord og Syd falder Bankerne langsomt langs Kysten og bliver efter-haanden til ganske lave Klinter. Klit findes overhovedet ikke her.
Geologisk er Bovbjerg-Landet skarpt adskilt fra Egnene i Nord og Syd. Som en smal Strimmel skyder det sig ud mod Vest helt inde fra Salling, et frugtbart Moræneland, begrænset af Limfjorden mod Nord og de lave, sandede Hedesletter i Syd. Et tætbebygget og rigt Land, de gamle Haruders Hjemsted, Harsyssel.
Havet tager aarligt Land ved Bovbjergkysten, men langtfra i den Udstrækning, som Beboernes Sagn lader formode. Et af disse siger, at Kirkens Plads tidligere har været en hel Mil ude i Havet sammen med et prægtigt Nonnekloster, men at der paa Grund af Nonnernes Ugudelighed kom et Guds Vejr med Storm og Jordskælv, saa Klosteret og Kirken forgik under Havet. — I „Danmarks Tab til Havet i historisk Tid“ viser Johs. Steenstrup, at i Tidsrummet 1790—1874 er Bovbjerg kun rykket omtrent 160 Meter tilbage. Han hævder, at overhovedet er
Forestillingerne, ikke alene hos Lægfolk, om Havets Angreb paa Vestjyllands nordlige Kyster i høj Grad overdrevne, og at Tabene til Havet varierer stærkt efter Forholdene. Der er enkelte Steder heroppe tabt større Landstrimler, hvor Kysten er lav, saaledes især ved Limfjordstangen. Men om Tab af milevide Landstrækninger, for ikke at tale om Byer i Hundredvis, saaledes som enkelte Beretninger paastaar, kan der ikke være Tale. Om dette maatte vi finde Underretninger i Kilderne til de sidste 4 Aarhundreders Historie, som er baade utallige og udførlige.
— En Kommission, som nedsattes i 1874 til Undersøgelse af disse Forhold, viser at det Stykke Land langs Kysten, som har været stærkest udsat, netop er Limfjordstangen fra Harboøre til Agger. Det viser sig, at den gennemsnitlig mister 3—4 Alen om Aaret. Under Forudsætning af, at der var saadenne ensartede Forhold langs hele Jyllands Kyst, og at Havets Angreb vilde fortsætte med uforandret Kraft, da maatte der tabes en Landstrimmel paa en Mils Bredde i Løbet af 3500 Aar!
Land er ofte bleven lagt øde af Stormfloder heroppe, som har ført Sand ind over frugtbare Strækninger; men efter Stormen har Havet saa godt som altid trukket sig tilbage til sin gamle Grænse.
Naar man fra Bovbjerg tager Vejen østen om Ferring Sø, kommer man gennem et Landskab, som trods dets lave, mest frugtbare Marker og grønne Enge ofte har et mærkelig vildt og øde Præg. Selv om Søen ligger fin og blaa mellem disse grønne Flader og den ganske smalle og lave Klittange, der skiller den fra Havet, har jeg faa Steder bedre kunnet forestille mig Stormfloders Ødelæggelser end her. Der ligger ligefrem Angstfølelse i Luften, som blæser herind fra det bestandig brummende Hav. Ferring Sø er oprindelig en Ferskvandssø, hvor der var et rigt Fiskeri. Men en stor Stormflod gennembrød i 1860 Flyvesandstangen, og Havet skyllede ind over Søen og anrettede store Ødelæggelser paa Markerne indenfor denne. Aabningen ved Gennembruddet lukkedes igen den følgende Sommer; men et nyt Gennembrud fandt Sted i 1874. Ogsaa dette Sted lukkedes det følgende Aar; men Vandet i Søen er siden brakt, og Ferskvandsfiskeriet ødelagdes for stedse.
Af den tidligere Fiskerbefolkning ved Fjaltring og Ferring er der meget faa tilbage; de fleste er trukket hen, hvor der er Havne, især til det nære Thyborøn. De faa, som findes, driver nu mere Landbrug end Fiskeri. Et Par mærkeligt forfinede Mennesketyper fandt jeg ved Bovbjerg, en ung Søn og Datter af Strandfogeden i Ferring, Peter Kvistborg Larsen. Den unge Pige er en yndig Type paa en nordisk Skønjomfru, stille og fin af Væsen, bly som en af de smaa Blomster, man til sin Overraskelse finder i det stride Græs helt ude paa den yderste Klintekam, hvor Vejret er allermest barskt og haardt.
Det er ikke alle Beboerne, som dyrker de fede Jorder her inde bag Klinterne, der er prægede af dette Erhverv. Den gamle Boelsmand Frands Kristian Jepsen ligner snarere en Indlandsbonde fra de magreste Hedeegne. Besynderligt er det, at der saa ofte er noget næsten kummerligt over disse Smaabønder paa Heden, modsætningsvis til de stoute Fiskertyper, som er almindelige selv langs de mest barske og øde Kyster herude, selv om disse ingenlunde har bedre Kaar. Det er, som om de sidste er bleven hærdede i deres bestandige Kamp med Havet og Stormen, som de altid maa møde Ansigt til Ansigt, mens de første har Præg af stedse at dukke sig for Elementerne. — Den gamle Jepsen er af Ydre ikke nogen Type paa en Helt, men han kan godt være det paa sin Vis alligevel. Der er mangen en af dem, som færdes stille paa „de nedrige Steder", der i Forsagelse og Taalmod møder Skæbnen med et Heltemod, der ikke falder i Øjnene, men derfor ikke er mindre end de andres.
De faa Fiskere jeg mødte herude, mindede mig meget om Holmslandsklittens Folk, disse Herremænd i Færd og Tale. Det eneste, som for en Tid satte disse Folk i Knæ, var Indre-Missionens Virksomhed.
Det hændte, at da de hellige grasserede værst herude, gik de rundt fra Gaard til Gaard hos de „Vantro" for at udspionere dem. Fandt der „Ugudeligheder" Sted, angav de dem til højere Vedkommende. De havde Ordre til ikke at forlade et Sted, før de blev kastet ud, for paa denne Maade at lide et Martyrium. For Resten skete denne Udsmidning ofte ret hurtigt efter Ankomsten. Ogsaa Redningsmandskabet, blandt hvem der ingen Missionsfolk fandtes, var ofte udsat for ret ubehagelige Ting, men de tog det roligt. Som deres Stilling krævede, var de ædruelige Folk og ordentlige paa enhver Maade, saa Spioneriet mellem dem gav ikke meget.
Man hører mange lystige og groteske Ting her paa Egnen om Missionsfolkene fra disses Glansperiode. Den berømte Pastor Moe var Præst i Harboøre, før han kom til Skanderup. En Gang holdt han Prædiken i Missionshuset, og en gammel Fisker, Jens Dobler, var inde og høre ham. Bagefter sagde Jens:
— „De war sgi’ endele en Præjst, jen ku ha Faanywwel aa o hør! Han war Dælemæ skrap!"
— „Hvad sagde han da?" spurgte man.
— „De ved A Fandenglowweme et’, de kjérer A mæ et’ om!" sagde Jens.
Naar de ugudelige paa Egnen samledes til Fest og drak sig fulde, kneb det
med at faa Sangbogsliteratur, som kunde sætte Sving paa Foretagendet. Men Deltagerne saå med samme largesse paa Indholdets Karakter, som Jens Dobler, bare det var skrapt. Derfor brugte de uden Smaalighed „Harboøresangbogen", hvis Indhold udelukkende var Salmer, dels danske, dels Oversættelser, som udgaves og forhandledes af en missionsk Savmøller i Harboøre. Sammen med Skaalerne og Duften af Kaffepuncherne steg Tonerne af den missionske Savmøllers Antologi ud i Natten fra Gildehuset.
En meget hellig Sygeplejerske fra Egnen tilstod engang overfor Præsten, at hun havde staaet i Forhold til bemeldte Savmøller. Præsten tog ham i Forhør, og han tilstod straks. Men han tilføjede, at det havde skam været for at prøve Pigens Tro!
En Kone, som hed Mæt, havde forskellige Tilbedere, som hun meget ofte bønhørte. Men naar disse senere ønskede at indmelde sig mellem Missionsfolkene, maatte de først gaa omkring paa de forskellige Aasteder, angre deres Synder og bede vedkommende om Tilgivelse. Det var ikke saa faa, som i den Anledning søgte Mæt; men hun tog det roligt og hævdede, at det havde de jo været enige om. — En af de omvendte Bejlere sagde engang til hende: „Det sier no ligodt ud te, at æ Vej til Himlen gaar øwwer Dæ, bette Mæt."
Her fortælles, at Pastor Moe engang talte over en Afdød, som ikke havde tilhørt Missionen, og han sagde da blandt andet følgende: „Dersom han nu kunde rejse sig op af Kisten her foran os, saa vilde han kunne fortælle, hvordan der er i Helvede!"
Men han rejste sig ikke. Og alle Tilhørerne, selv Familien, blev siddende. Det er et Folk med Fatning!
Disciplene var forøvrigt endnu mere nidkære til at mane Folk ned i Helvede, end deres Profet. En Mand fra Ølgod fortalte engang Evald Tang Kristensen om et Missionsmøde i Harboøre, hvor en Pastor Jensen, som talte, pludselig stillede Forsamlingen dette Spørgsmaal:
— „Hvis nu Satan kom her ind midt iblandt os, hvem tror I saa, han vilde vælge ?“
Da rejste en gammel Mand sig op og sagde:
-— „A trowwer, de blywwer mæ!“
Efter at have sundet sig lidt ovenpaa denne Overraskelse, siger Missionæren:
— „Hvorfor tror Du, Ole Jensen, at netop Du skulde blive den udvalgte?"
— „Jow,“ sagde Ole, „for aall I anner æ han sikker nok po i Forvejen!"
Paa et geologisk Kort over Danmark vilde man med temmelig stor Sikkerhed kunne konstatere Missionens Udbredelse blandt Landbefolkningen. De sandede Egne vilde vise det højeste Procentantal, de frugtbare, lerede Morænelandskaber det laveste. Og deri er der intet besynderligt. At de fattige Beboere i Jyllands Vesteregne med deres forhen elendige Kaar har været særlig modtagelige for en Lære, som lover dem et Paradis efter deres trælse Vandring paa Jorden, forekommer ialfald rimeligt. At det særlig blev Helvedprædikanterne, som i en lang Aarrække fangede Sjæle herude, forekommer mindre forstaaeligt.
Bovbjerg Hotel ligger tæt opad den anselige og smukke gamle Kirke med dens simple og mærkeligt fattige Kirkegaard, som er uden en eneste Busk, og hvor kun ensartede, hvidmalede Træstakitter skiller Gravstederne fra den flade Græsmark med de smalle Grusveje.
Jeg vaagnede en Nat ved at Fyret blinkede mig i Øjnene med sin svingende Lyskegle, og jeg stod op for at trække Rullegardinet ned og i Stedet aabne Vinduet mod Øst. Derudenfor stod Fuldmaanen paa Himlen og kastede et mystisk Skær over Kirkegaardens hvide Stakitter og de lave Gravmæler. I det samme brast Gardinstangen, og Gardinet raslede ned. Just som jeg skulde til at paakalde mine Husguder, faldt Linjerne af Oehlenschlagers Digt mig ind:
Den fulde Maane rædsomt lyste hen over Dødes Hvilested — —
Da jeg havde citeret dette, staaende paa Bordet i Pyjamas og med Rullegardinet i Haanden, gik jeg atter i Seng.
— Jeg vaagnede tidligt ved Lyden af Øksehug nede fra Gaardspladsen, som grænser op til Kirkegaardsdiget. Jeg stak Hovedet ud ad Vinduet og saa to halvvoksne, graastribede Kattekillinger, som legede med hinanden paa den græsklædte Gaardsplads og lavede alle deres forbausende Kunster, pustede sig op, gjorde Skinangreb paa hinanden, rendte sidelængs med krum Ryg og paa Spidsen af alle de strittende Kløer. Men Lyden af Øksen kom henne fra et Hjørne, hvor en Karl var i Færd med at hugge Hovederne af en halv Snes store Hanekyllinger, mens han efterhaanden slængte Kroppene paa Jorden.
Paa én Gang tog Fanden ved de hovedløse Kyllinger hen over Græsset. Det var en frygtelig danse macabre Gaarden rundt, og Kattekillingerne grebes af en stor Rædsel over dette Syn. Nu blev alle deres Kunster til ramme Alvor, de blev tykke som Penneviskere, kastede sig sidelængs og baglængs for at undgaa de uhyggelige Spring af de hovedløse Gespenster, der baskede vildt med Vingerne, men var tavse som selve Thånatos. Gang paa Gang flygtede Kattene ind i et Hul i Muren, men vendte paany tilbage til Arenaen, opirrede af Blodlugten og Hanernes vanvittige Dans. Endelig lagde de smaa Rovdyr sig med krummede Lemmer og nedfældede Ører paa Lur bag en Forhøjning, Halerne slog baskende Slag henad Jorden — og pludselig sprang de frem til Angreb som Leoparder efter en Strudseflok, mens Øjnene sprudede Gnister af Ophidselse.
Saa kom Karlen og bjærgede Kyllingerne. Men det varede længe, inden Kattene faldt til Ro. De gik paa lave Ben og snusede til Sporene og Blodstænkene, og en Gang imellem gav de et pludseligt Spring op i Luften, mens Haarene rejste sig paa deres Ryg, som om der var Spøgelser efter dem.
I Harboøre By søger jeg forgæves Indtryk, der minder om hin Tid, da „Harbo-øre-Jens“ gik rundt og var en Fabel og et Tegn i Befolkningen. Jærnbanen, som fører hertil fra Lemvig og gaar ad Tangen helt til Thyborøn, har besørget Byens Modernisering. Den lider af Stationsbyernes sædvanlige Forbandelse, Cementpesten. Byens Kirkegaard bærer mange triste Vidnesbyrd om Havets Grumhed — en Mængde Fællesgrave over druknede Fiskere og Sømænd, saaledes et stort, blomstergroet Gravsted over de 26 Fiskere fra Sognet, som omkom paa Kysten Natten mellem 20.—21. November 1893. Et andet Sted ser jeg en langagtig, meget smuk Beplantning som en lille Allé af Træer og Buske omkring en Mængde Grave, der rummer tyske Søfolk, faldne i Verdenskrigen, og drevet iland her paa Kysten. De fleste er navngivet. Paa en af Enkeltgravene var der lagt friske Blomster.
Kysten ved Harboøre har været Skueplads for en Begivenhed, som omtrent holder Maal med „Defence“s og „Set. George“s Stranding nede ved Bøvling, men som fik en lykkeligere Udgang. Det var da den russiske Skruefregat „Alexander Newsky“, et af de smukkeste og største Sejlfartøjer, den russiske Marine har ejet, strandede her Natten mellem den 24.—25. September 1868. Skibet, som havde en Besætning paa 700 Mand foruden 35 Officerer, var for Hjemgaaende efter et Aars Togt i Middelhavet.
Da Russerne var fuldstændig ukendte med Brugen af Raketapparaterne, mislykkedes Forsøgene med disse. Men som ved et Mirakel — eller en Serie af saa-danne — lykkedes det de brave Fiskere at bjærge hele Besætningen paa 3 Mand nær i Redningsbaadene.
I de følgende Dage var der stor Indkvartering i alle Egnens Huse og Gaarde, 10—20 Søfolk i hver. — Det maa have gjort et stærkt Indtryk paa Kystboerne, naar Russerne i den nærmest følgende Tid holdt Rettergang paa Stranden over Matroser, som havde drukket sig fulde og lavet Halløj, og Knutten stribede deres nøgne Rygstykker. Faa Dage senere transporteredes de alle paa hundredvis af Vogne til Lemvig og Struer.
Men paa Harboøre Kirkegaard ligger paa et afsides Sted en Grav med en lille, simpel Mindesten, som fortæller, at her ligger begravet en Underofficer og to Menige fra „Alexander Newsky“ — de eneste, der blev her.
Helt ude ved Harboøre Strand ligger den lille Fiskerby Langør Huse. Den forsøger saa godt den kan at krybe i Læ bag den lave Klit paa sin ganske flade Sandmark, men alle Tagrygninger rager op over Klitten. Hvor er dette Landskab forskelligt fra det høje, frugtbare Land bag Bovbjerg! Og dog er der kun en god Mils Afstand mellem disse yderst modsatte Former for Vesterhavskyst. Men paa denne brede, aabne Strand føler jeg mig mere fri og veltilpas end under Bovbjergs tunge, lammende Lermasser, der skimtes fjærnt i Syd, hvor de løfter sig højt gennem Sørøg og Soldis over den lave Kyst.
Denne Kyststrækning har været særlig haardt udsat for Havets Oversvømmelser, inden det store Havdige, som naår fra Langør Huse til Vejlby Strand opførtes i 1875. I 1839 gik saaledes en Stormflod over hele Harboøre, og det samme hændte 1872. Den første naaede helt ind til Hygum, 3/* Mil fra Kysten, hvor Vandet stod højt i Husene, Væggene ramlede sammen, saa Boligerne stod paa de bare Stolper, og mange af Beboerne tilbragte et helt Døgn oppe paa deres Lofter, hvor de hørte Kreaturerne brøle og klage sig og drukne ynkeligt, uden at de kunde komme dem til Hjælp. Siden kom Folk ud i Baade og reddede de nødstedte Mennesker. En Kone, som fortalte Evald Tang Kristensen om dette, sagde om Redningsmændene, at „de kom sejlende over alle æ Bjærre ud og frelste os“. Saa højt stod Vandet over Klitterne. — Ja en Mand red paa Taget af sit Hus helt tværs over Næs Sund, hvor han strandede og blev bjærget!
Det farlige Hav gaar igen i alle Klitboernes Sagn og Forestillinger. Hvorledes værge sig imod det? — Det fortælles, at for godt en 70—80 Aar siden rejste et Par Mæna fra Harboøreegnen omkring for at købe et Barn, der efter deres eget Udsagn skulde nedgraves levende i Strandkanten af Vesterhavet, for at dette ikke skulde ødelægge de tilgrænsende Kystlande ved Oversvømmelse. Barnet skulde tjene som Offer mod Havets Vrede. En gammel Mand paastod, at han havde talt med de to Havboer og sagde, at de især henvendte sig til Fattigfolk og til de mange paa den Tid omstrejfende Kjeltringer, for nemmere at komme til en Handel. De udbød store Summer, men fik vistnok ikke noget ud af det.
Lignende Sagn findes som tidligere omtalt under „Den tønderske Marsk", mange forskellige Steder i Landet, hvor Oversvømmelser har truet Beboerne af de lave Kystegne.
Det var faamælte Folk, som levede paa disse Kanter i gammel Tid. Og sagde de noget, holdt de af at omskrive det, gik ikke lige til Sagen. Det siges, at naar Harboøreboen friede til en Pige, formede han det saaledes:
— „Véd Do hwa di sæjje hær Østen?"
— „Nej, de véd A’ét.“
— „Di sæjje, te vi tow ska ha hweranner!"
Eller han stillede Spørgsmaalet saaledes:
— „Ska wor Bø’en et’ vær Søskend?"
En Enkemand herude friede til en gammel Pige, som ikke vidste sine levende Raad, hvordan hun skulde faa svaret ham. Saa henvendte hun sig i sin Nød til en Kone, der var en Slægtning til Frieren, og spurgte hende til Raads. Og hun endte med at sige: „Raa mæ no wal, men raa mæ et’ fræ'td!“
Fra Langør Huse kører jeg nordpaa ad den smalle Harboøretange. I Øst ligger Nissum Bredning fredelig og glat, fra Vest bag den lave Klitbræm høres Vesterhavets Brummen. Siden vider Tangen sig pludselig ud mod Øst og danner det ganske flade Rønland, saa lavt og jævnt, at dets Gaarde og Huse i det Fjærne synes at flyde paa Fjordvandet. Men Nord for dette Sted fortsætter Tangen i en Bredde af kun 6—700 Meter helt op til Thyborøn. Man kører her ad en Vej paa en Dæmning mellem to lange, næsten sammenhængende Lagunerækker, hist og her sivgroede og med et Væld af vilde Blomster langs de smalle Vejsider. Et dejligt Syn, et overmaade herligt Sted! Hvilken Modsætning atter her til de øde Klitter ved Langør Huse! —- Et rent Eldorado maa dette være for Vadefugle ved Foraarstid, og man ser forøvrigt en Mængde ogsaa nu. I en Dam mellem Vejen og Klitten, hvor der til denne kun er en Afstand paa 30 m, gik en Ryleflok ganske roligt og aad i Fladvandet, tiltrods for at jeg lod Bilen standse paa kun 6—7 m’s Afstand. En Dobbeltbekkasin spankulerede rundt i Forgrunden, siden kom tre andre til og slog sig sammen med den. Da jeg raabte for højt til Chaufføren, tøflede de alle fire af med lange Skridt gennem Vandet, hvad der voldte dem meget Besvær; men det faldt dem ikke ind at gaa paa Vingerne. Vi kørte videre og kom forbi nogle Rødben-Klirer, der gebærdede sig paa samme tillidsfulde Vis. De har formodentlig ynglet her og er vant til, at Køretøjer passerer midt gennem deres Domæne paa den smalle Tange. Et Postbud kom cyklende og kørte lige forbi en ny Flok Ryler og nogle Enkeltbekkasiner, uden at de saa meget som gad se til den Side, hvor han var. Stormmaager med store Unger og en Mængde Viber færdes over Stedet. En Stær kommer flyvende og slaar ned over to vadende Ryler og flagrer rundt i Luften kun en Alen over dem, til den ene forskrækket render sin Vej. — Saa endelig kommer en Motorcyklist med Skud og Brag farende ud ad Vejen. Flokkene letter; men næppe er han borte, før de vender tilbage og har faaet et Par Præstekraver med sig.
Jeg følger Vejen, til den ikke er nogen Vej længere, men ender i en forvirret Mængde dybe Hjulspor, der byder paa mindst tyve forskellige Muligheder. Og da kun én af disse er den sikre — man havde advaret os mod at køre videre uden en Fører paa denne Aarstid, fordi Grunden er blød — standser jeg her. Men ved at gaa op i Klitten overskuer jeg herfra saa godt som hele Resten af Tangen helt til Thyborøn, en jævn, ensformig Strækning, fra nu af tilsyneladende uden Laguner, men leret og blød. Mod Vest ser jeg stadig den samme lave Klitrække, mod Nordøst over Bredningen til det høje, voldsomt formede Land ved Helligsø og Gjettrup i Thy med dets tavlede Agre, faldende som spraglede Tæpper ned mod Fjorden. Langt ude i Øst ligger Thyholm som bølgende Luftspejlinger. En stor, sort Damper ligger for Anker ude paa Fjorden; den synes at være den eneste haandgribe-lige Ting midt i et forvirrende Luftsyn.
Den over 3 Mil lange Limfjordstange mellem Silkjær Bakker Nord for Agger til ned mod Ferring Sø har i Aarhundredernes Løb gennemgaaet store Forandringer ved Havets Virksomhed. Naar den er dannet, kan ikke siges; men den er ældgammel. Thi allerede hos Saxo omtales den, og der nævnes Forbindelse gennem den fra Fjord til Vesterhav, et Sejlløb, som Knud den Hellige havde haft til Hensigt at benytte for at føre en Flaade til England. Indenfor historisk Tid har den dog af og til været helt sammenvokset og dannet en landfast Forbindelse mellem Thy og Harsyssel. Først i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede blev den endelig gennembrudt, da der under den store Stormflod i 1825 dannedes en Aab-ning Syd for Vejlby og den store Kanal ved Agger, hvorigennem det første Skib gik ud i Vesterhavet 1834. En ny Stormflod i 1839 udvidede Kanalen, der senere passeredes endog af ret store Dampskibe. Først i 1862 gennembrødes Tangen af en stor Stormflod ved Thyborøn, og efterhaanden udvidedes denne, mens Aggerkanalen tilsandede, og i 1868 begyndte Sejladsen gennem Thyborønkanalen, som dette Aar passeredes af 300 Skibe; Antallet af disse er allerede i 1880’erne steget til over 800 om Aaret. Aggerkanalen var helt tilsandet i 1875, og allerede to Aar senere var ethvert Spor af den udslettet.
Under disse Angreb af Havet forandredes Tangens Fysiognomi overordentligt. Mens dens Vestkyst tidligere havde dannet en lige Linje, bevægede denne sig efterhaanden indefter, især paa Midten ved den nydannede Thyborønkanal, og dannede en flad Tragtform med Kanalen som Aabning. En Sammenligning med Videnskabernes Selskabs Kort fra 1790 med Kort fra 1870’ernes Midte viser, at Tangen i dette Tidsrum har flyttet sig saa meget mod Øst, at dens Vestlinje nu befandt sig indenfor Østlinjen fra 1790. Tangen ligger altsaa nu paa et Sted, hvor der for godt 100 Aar siden var Fjord, og den er i dette Tidsrum paa sin Midte vandret næsten nøjagtigt 2000 Meter mod Øst.
Der tabtes ikke Landarealer ved disse Forandringer, tværtimod er de stærkt øgede mod Øst, hvor der stadig lægges Land til. Men betydelige Ødelæggelser, saa store, som Nordjyllands Kyster intet andet Sted kan opvise Mage til, har fundet Sted her i de sidste hundrede Aar. Gaarde og Huse forsvandt, Klitterne ved den midterste Del jævnedes af Bølgerne, frugtbare Agre og Enge forvandledes til øde Sandmarker.
Da Tangen ofte raseredes fuldstændig af Havet, som gik over den og det bagved liggende Land selv ved den mindste Stormflod, blev det i 1877 overdraget Fyringeniør Grove at udarbejde et Forslag til Sikring af Kysten. Resultatet blev Anlæggelsen af de første Høfder langs vor Kyst, nemlig paa Strækningen fra Sil-kjær Bakker til Harboøre Strand, et Foretagende, hvortil Regeringen i 1883 gav sin første Bevilling, et Beløb paa 672 Million Kroner.
Baadens Besætning, et „Havlav“, havde en Formand og en Stavnmand; den sidste roede Stævnaaren, hvilket var en meget betroet Post. Formanden sad tilrors og havde Haand- og Halsret ombord. — Naar Baaden sattes ud, maatte Folkene have Træsko, Strømper og Bukser af for at vade i Vandet, uden Hensyn til Aars-tiden. Efterhaanden som de forreste naaede i Vand op over Skrævet, svang de sig over Rælingen.
Der fandt paa Harboøre ingen Andagt Sted ved Udfærden saaledes som f. Eks. ved Ferring, hvor Forfatteren var ude med et Baadelav i 1886. „Da vor Baad var skubbet ud i Havstokken, da Redskaber, Proviant og lignende var skaffet ud, og Føreren havde overbevist sig om, at alt var klart, sagde han stille: Læ wos gi wos Guj i Wold! — hvorefter han gik et Par Skridt tilbage og lagde sig paa Knæ i Sandet med Hovedet bøjet i Hænderne. De andre faldt ned i Række ved Siden af ham. Et Par Minutter varede denne Andagt. Og siden, naar Revlerne var passeret, hviledes der lidt paa Aarerne. Føreren tog Hatten af, de andre fulgte hans Eksempel, og de opsendte en Tak, fordi de var kommen lykkeligt fra Land.“
Under Færden medførtes Smørrebrød, Ø1, Brændevin og Skraatobak. — I Almindelighed gik Turen godt; men hændte det, at Havet pludselig rejste sig, maatte man enten hurtigt søge Kysten og prøve paa at slippe over Revlen — og dertil var de fladbundede Baade fortrinligt egnede — eller man maatte søge tilsøs for at ride Stormen af. Ogsaa herude taalte de gammeldags Baade forbavsende meget. Var Ankertovet solidt, kunde de store Baade ride en Todages-Storm af ude paa det aabne Hav, med en Besætning uden Fødemidler, forfrossen og gennemblødt til Skindet. Men ofte maatte de lande mange Mil fra deres Hjemstavn, naar Storm og Strøm forslog dem.
Søgte man under Stormen at naa ind gennem Brændingen over den farlige Revle, da standsede man foran denne for at afvente det gunstige Øjeblik, naar der kom en „Slætte“ — d.v.s. man søgte at komme til at ride paa den jævne Ryg af en stor Sø og den Flade, som følger efter den. Lykkedes det, saa gjaldt det om at hale ud, inden den efterfølgende Sø brækkede over Baadens Agterstævn. Skete dette, var det skæbnesvangert. Hændte det, at Baaden kæntrede helt inde i Havstokken, da dannede Folkene paa Stranden Kæde med hinanden i Haanden og gik ud i Braaddet for at redde de nødstedte, inden Søen sugede dem til sig.
Redningsmidler langs Kysten var dengang sjældne. I 1862 og 1863 druknede henholdsvis 8 og 11 Fiskere udfor Harboøre ved Kæntring paa Revlen.
Efter Fiskeriets Opsving i Halvfjerdserne, da de nye Baadtyper, kølbyggede og med Sejl indførtes, ændredes Forholdene helt. Den første Fiskekutter anskaffedes i Harboøre allerede i Begyndelsen af Firserne, og der kom hurtigt flere. De var indtil 40 Tons store og var forsynede med Dam. Især efter at man i Halvfemserne fik Halvdæksbaade, gik Harboørefolkene paa Fiskeri i Farvandene om Sjælland og Smaaøerne, hvor de lokale Fiskere optog deres Fangstmetoder. Med den stigende Eksport øgedes Fiskernes Indtægter; men med Anskaffelsen af de store Fartøjer steg Kravene til en Havn, og en Mængde Fiskere udvandrede, først til Esbjerg og til Grenaa. Thyborøns Fiskerihavn, som fuldendtes 1918, er bleven en fremragende Støtte for det søgaaende Fiskeri.
— En lille Milsvej Syd for Harboøre ligger en af Landets mærkeligste Smaa-kirker, Engbjerg Kirke. Den er saamænd i sig selv ikke meget for Øjet; lille og kullet som den er ligner den paa Afstand en Længe af en Bondegaard, der har faaet Klokke paa Gavlen. Men dens Beliggenhed er vidunderlig, lige paa Randen af et gammelt Klintefald ned mod de sødækte Enge, der vestligst begrænses af Havklitternes Række. Der er ingen Tvivl om, at disse Klintefald netop er det gamle Lands Grænse mod Havet, Spor af Erosioner ses paa den 26 Meter høje, skarpe Bakkerand lige saa langt man følger den i Nordøst og Sydvest. Den strækker sig med aftagende Højder til Stenodde ved Fjorden og sydpaa langs Smaa-søernes og Ferring Søs Inderside. Hele det omtrent 1 □ Mil store Lavland uden for den med dets grønne Engdrag og dyrkede Marker, brudt af Søernes blaa Vande, er gammel Havbund, hævet Land. Det er altsaa ikke alle Steder, Havet æder af Landet, sommetider giver det large en Gave igen, for at Venskab skal holdes. Beboerne fortæller, at Muslingskaller i Mængde og andre Mindelser fra Havets Tid træffes helt ind til Foden af den gamle Klint.
Det er et herligt og ejendommeligt Landskab, dette, hvadenten man ser det fra Klinten ved Kirken ud mod de en halv Mil fjærne Havklitter, eller nede fra den lave Flade ind mod Bankerne med den gamle, solbelyste Kystlinje og den lille kullede, aldeles ensomme Kirke.
Naar man ser fra disse Klinter ind mod Øst, øjner man kun et Par Kilometer borte et mægtigt Højland med nogle Oldtidshøje, der tegner sig skarpt mod Luften. Allerede helt ude fra Harboøre havde jeg set disse Bakker, der syntes at være Kulminationen af det Højland, som strækker sig fra Limfjordens Sydside ved Venøbugt ned ad Bovbjerg til. Ingen havde fortalt mig om det, og jeg har aldrig set det beskrevet. Men jeg bestemte mig til at komme derop. Ad nogle indviklede Markveje naaede jeg fra Engbjerg til Vejen mellem Harboøre og Lemvig, og det viste sig, at denne førte mig nær til Maalet. En lille Vej, som bryder af mod Sydvest, snor sig forbi et Par enlige Gaarde hen mod Stedet. Det sidste Stykke var en Spadseretur paa blot et Par Hundrede Meter.
Jeg maa prise det Held, som førte mig til dette Sted; thi aldrig har jeg set et Stykke Vestjylland som det, der ligger udbredt for Øjet fra denne pragtfulde Højgruppe. — Dette er endelig Jylland for ramme Alvor!
Her har jeg alt samlet omkring mig, som gør disse Egne saa storslagne: de vide, vældigt svungne Linjer, de fjærne, umaadelige Flader, som tilsammen giver Landskabet dets Alvor og Pathos. Fra den største af Højene ser jeg ud over dette Landskab, der synes uden Grænser, over bølgende Flader til Limfjorden i Nord, den skinnende Ferring Sø med alle dens nordlige Udløbere, og bag disse det umaadelige Vesterhav; mod Syd og Øst over blaanende Sletter med Agrenes gyldne Felter, hvor yderst smaabitte Gaarde synes at svæve højt over Kimmin-gen. Mod Vest Højgruppens yderste Forposter, der løfter sig mod Harboørelandet og dets Tange, næsten usynligt gennem Disen.
Rundt omkring over det store Højland og over de lave Flader ligger Gaarde og Huse spredt og synes at sky hinandens Selskab. Ligesom den ganske lille Bondegaard, der ligger lige Nord for Højgruppen, har sit eget klingende Navn „Dronninglund", saaledes har de fleste af disse spredtliggende Gaarde deres Signalement, som Modsætning til i Egne, hvor Boligerne ligger samlede og danner Landsbyer.
Navnene paa enkelte af Oldtidshøjene i den store Gruppe, som tæller ikke mindre end 19 Stykker, fik jeg først senere at vide. Gruppen kaldes af Befolkningen Engbjerg Høje. Den største hedder Bjørnshøj eller Bavnehøj. De 4 vestligste, som danner en lille Gruppe for sig, kaldes Firhøje, og blandt de østligste bærer en Navnet Troldhøj. De ligger fordelt i omtrent ligeligt Antal paa begge Sider af Grænsen mellem Engbjerg og Hygum Sogne. — Desværre er de for fleres Vedkommende stærkt mishandlede, saaledes den sydligste, der hviler paa en mægtig, naturlig Hedebakke, som er gennembrudt af en dyb Grusgrav paa omtrent ICO Alens Diameter og 25 Alens Dybde, saa Højens ene Side er skamferet.
Højgruppen ligger samlet paa et Areal af næppe 200 Tdr. Lands Størrelse og er af en usædvanlig pragtfuld Virkning i Landskabet. Nede fra de bølgende Lavninger og fra Sletterne rundt om virker de mægtige Høje paa deres Aas som et stolt og herligt Syn, et vidunderligt Minde om de Gamle og deres Færd.
Ikke mærkeligt, at det er en særpræget Befolkning, som lever, eller ialfald forhen levede, i disse Egne. Det var Folk med stærke Følelser; men det mærkedes sjældent af den fremmede, og selv indbyrdes søgte de at skjule det for hinanden. Der var noget roligt og støt i den daglige Omgangstone, ingen store Fagter, ingen støjende Ord. De læste af hinandens Blik, hvori der i korte, forborgne Glimt kunde udtrykkes Glæde, Sorg, Medfølelse eller Foragt, og et lunt Blink i Øjenkrogene blev ofte det eneste Udtryk for Munterhed.
Her staar jeg og ser ud over dette sære Land, hvor Folkene af de stærke, gamle Slægter har levet og stridt, ofte ensomme i de spredtliggende Boliger, der hver har rummet sine Skæbner. Nu er de bleven samlede omkring de hvide Kirker, der toner frem over Landet fjærnt og nær. Nu er de bleven helt stille. -— Men her gik de engang med deres egne Tanker, med deres ensomme Veer og smaa Glæder, og med deres sære Forestillinger, formede af det Land, som var Slægtens Hjem gennem Hundreder af Aar.
Det meste af, hvad jeg har faaet at vide om disse Mennesker, er kommen til mig gennem en Mængde Breve, som jeg har faaet i Hænde i det sidste Par Aars Tid. En elskelig gammel Dame, Fru Christine Kaalund, som er født her i Hygum Sogn, og hvis Slægt har levet her saa længe nogen husker, har nedskrevet en Mængde af sine Minder fra Egnen og sendt mig dem, Sagn og virkelige Begivenheder mellem hinanden, fortalte af gamle Folk i hendes Barndom, eller selvoplevede — Stof til en hel Bog om disse Folk, hvis Følelsesliv hun vistnok kender bedre end nogen anden.
Jeg tænker paa, at hvis hvert Sogn i Landet havde haft en saadan Beboer op imod vor Tid, hvilke Skatte der da kunde have været bevaret. Thi den vandrende Folkemindesamler, omend nok saa grundig og interesseret, naar aldrig som den stedboende saa nær ind til Kilden med det særprægede Væld, som hver Egn i Landet rummer.
Jeg har sendt det hele ind til Det kgl. Bibliotek. Thi kun et Par enkelte Eksempler kan rummes paa disse Sider:
— Ude i Nordvest ligger det lave Rønland, som skyder sig ud i Fjorden fra den smalle Tange. Herude færdedes ved Nattetide „Knopmanden“, som adskillige Folk har mødt og kan berette om.
Jens Gregersen paa Engbjerggaard, kaldet Herremanden, hørte engang, at nogle Stude var til Salg ovre paa Thyborøn, og for at komme en Konkurrent i
Forkøbet, tog han derover i Smug. Klokken to om Natten sadlede han sin Hest, kaldte paa sin Hund og jog afsted. — „Herremanden" var kendt som en Vovehals, der ikke gik afvejen for noget. Men da han naar ud til den Del af Rønland, som kaldes Knopper, standser Hesten pludselig og er ikke til at drive frem hverken med Sporer eller Pisk; den ryster over hele Kroppen, og Hunden kryber klynkende ind under den. — Saa pludselig glider en underlig taaget Skikkelse ud af Mørket og kommer lige tværs over Hesten foran Jens Gregersen. Det var en Mand uden Hoved ...
Omtrent en halv Time senere naaede Rytteren paa den rasende Hest frem til sit Bestemmelsessted; det hvide Skum drev af Dyret, og Manden sank sammen paa en Bænk i Stuen, dødbleg og tavs. Hesten blev afgnedet med Straa, og Jens Gregersen fik et Krus varmt Ø1 med Rom i. — Saa fortalte han, hvad der var hændt ham.
— „Aa ja, saamænd," siger Konen, „det æ jo Knopmanden, Di haar mødt!“
— Hvem var Knopmanden?
For mange Aar siden boede i Langør Huse en Strandfoged Mærsk. Da han en Morgen ved 3-Tiden gik nede ved Stranden, saa han pludselig i Havstokken en hel Del Planker og ilanddrevne Ting, som maatte være fra et stort Skib. Lidt længere mod Nord, ude ved Knopper, laa noget mørkt, som af Brændingen var kastet op paa Stranden. Han ilede derhen og fandt en Dreng, som holdt en lille Trækiste i Favnen; han aandede endnu og rørte den ene Arm. Strandfogeden slæbte ham helt op i Klitten; dér brækkede han Kisten op og fandt, at den foruden nogle Papirer indeholdt en Mængde Guldmønter. Han saa sig forsigtigt om. og da han troede sig alene, slog han Drengen ihjel. Saa gravede han ham ned i Klitten sammen med Kisten og dens Indhold, for senere at bemægtige sig dette.
Mærsk var hjemme ved Fogedgaarden allerede Klokken 5 for at være med til at køre Lyng. Da han ved Aftenstid samme Dag var paa Hjemvejen siddende paa sit store Læs og var naaet til Bøvling Kirke, skred Læsset under ham, og han faldt ned mellem Hestene og brækkede Halsen.
Kort Tid efter rygtedes det, at der gik en Mand uden Hoved derude ved Knopper; man saa ham altid om Morgenen ved 3-4 Tiden. Der synes at have været et hemmeligt Vidne til Begivenheden derude i Klitterne, formodentlig en Strandtyv, som har skjult sig for Fogeden. Og man var klar over, at det var Morderen, som maatte bøde for sin Udaad ved ikke at faa Fred i Graven. -— Hvorom alting er, saa er Beretningen om Strandfogedens Død ikke noget Sagn, men en virkelig Begivenhed.
Mærskgaarden staar endnu, men er paa en anden Slægts Hænder. Da Fru Kaalund var 12 Aar gammel, ejedes den endnu af en Christian Mærsk; han var en høj og duknakket, tungsindig Mand, som var meget forfalden. Alle Børn gik sky forbi ham. Den gamle Strandfoged, som var hans Oldefader, syntes bestandig at kaste en Skygge over hans Liv.
Knopmanden har mange mødt herude. Han spøgede altid ved den Klit, hvor han havde dræbt Drengen og begravet ham og Kisten. Det var paa et Sted ved Stranden, hvor man har Harboøre, Hygum og Tørring Kirker overét. Ofte fandt Folk efter Stormvejrsdage Guldmønter herude, naar Bølgerne havde vasket Sandet bort fra Klitten. Ogsaa Fru Kaalunds Morbroder, som var fra Harboøre, har engang en tidlig Morgen fundet to Guldmønter ved Klittens Fod. Men nu findes Højen vel næppe mere, efter at Havet har taget saa meget af Stranden derude.
— Den gamle Kræ Røn fra Harboøre, som kørte omkring til Folk og solgte Fisk eller Havsand til deres Gulve, kunde mange sælsomme Historier. Engang fortalte han følgende:
Blandt os Havboer gaar det Sagn, at hvis vi gaar ud til Havet tolv Nytaars-nætter itræk Klokken 12, da finder vi den tolvte Nat enten vor Død eller vort Brød! — Jeg var jo ogsaa begyndt med dette. Men da jeg havde været der de elleve Nætter, og Tiden nærmede sig til den tolvte Nytaarsnat, gjorde jeg mig mange underlige Tanker. Naa, Dagen til Nytaarsaften kom, og jeg var urolig og rastløs hele Tiden. Skal jeg gaa eller blive hjemme, sagde jeg til mig selv. — Men da saa Tiden kom, tog jeg min lille Brandhage ned, bad mit Fadervor og befalede mig Gud i Vold. Og saa vandrede jeg ud over Klitterne.
Det var en dejlig stille, stjærneklar Nat. En hel Time vandrede jeg langs Havstokken, uden at der skete noget. Jeg begyndte at fryse og tænkte paa at gaa hjem. Pludselig ser jeg noget sort tumle rundt i Havstokken. Mit Hjærte sad mig oppe i Halsen; men endelig faar jeg Tingen halet iland med Brandhagen. Det var en lille Trækiste, omtrent 1 Alen lang og halvt saa bred, og den var meget tung. Saa foldede jeg mine Hænder og takkede Gud, fordi alt var forløbet saa godt, og vandrede hjemad. Derhjemme satte jeg Kisten ved Siden af Sengen og gik saa til Ro og prøvede paa at falde isøvn; men det var umuligt. Saa stod jeg op, tog Kisten under Armen og vandrede ned til Præstegaarden. Klokken var da henimod 3 om Natten. Men da jeg kom i Nærheden af Gaarden, saa jeg Lys i Præstens Værelse, og det kan nok være, jeg blev glad.
Præsten faar saa hele Historien.
— „Ja, saa i Guds Navn, Kræ Røn,“ siger han, „vil vi aabne Kisten."
Det gik nemt. Det første, vi saa, var et stort, hvidt Lagen; og da vi løftede det — saa laa der en lille Pige i hendes allerfineste Stads, en lyserød Kjole og pæne smaa Sko. Hun var saa pæn, som om hun sov, og ved Siden af hende laa nogle Papirer og en Pung med nogle fremmede Penge. I Papirerne, som Præsten kunde læse noget af, stod der, at den lille Pige var en Kaptajns Datter; hun var død ombord, og nu bad Forældrene, at hvis hun kom i Land, om hun da maatte blive begravet i Kristenjord. Pengene var til Begravelsen og til den, som fandt hende.
Nytaarsdag blev hun begravet østen for Kirken lige ved Muren. —
Saadan fortalte Kræ Røn. Og Fru Kaalund tilføjer: Nu, da Harboøre Kirke er restaureret og udvidet, findes den lille Piges Hvilested inde bag Alteret. Men jeg kendte godt den gamle Grav; vi Børn blev altid bevæget af en mærkelig Stemning, naar vi besøgte den. Hvor ofte har jeg ikke lagt Blomster paa den ...
— En anden Gang fortalte Kræ Røn følgende:
Nordvest for Harboøre Kirke er der et Gravsted, som kun bestaar af fire Fjæle sat paa Kant. Mellem dem er Rummet fyldt med Rullesten, og ved Hovedenden staar et simpelt Trækors med Navnet Agathe.
Efter en Stormnat drev der en Morgen et Kvindelig i Land ved Langør Huse. Kvinden havde et pragtfuldt, sort Haar, som var udslaaet, og hun knugede et lille Barn tæt ind til sig. De var begge i fine Natdragter, og paa Kvindens var broderet et Navn med en Krone over •— Agathe stod der. Ogsaa til denne Grav bragte Børnene forhen deres fattige, vestjydske Markblomster.
Oldtidshøjgruppen Bjørnshøj, set fra dens Midte mod Øst.
En af Oldtidshøjene ved Bjørnshøj, omdannet til Grusgrav.
Bovbjerg, set fra Klintekammen i Nord mod Syd.
Høfde ved Bovbjerg Strand, set gennem en Slugt i Klinten.
— I Hygum boede den gamle Væverkone Kaaren Kjestin i et lillebitte Hus med en eneste, lavloftet Stue foruden et Køkken og et Spisekammer. En Dobbeltseng, den store Væverstol, et Bord og et Par Smaastole var Stuens eneste Bohave. Alt Træværk derinde var malet med en klar, rød Farve. Paa en af de hvidkalkede Vægge hang et Billede af Guds Moder med et stort rødt Hjærte udenpaa Kaaben, gennemboret af et Sværd. Men i Vinduerne stod Blomster, Æblemuskat og Geranium, og store Garnnøgler hang rundt om paa Væggene. Kaaren Kjestin kunde spaa i Kaffegrums, hun var fremsynet, kunde se „Ligskaar" og forudsige Dødsfald mellem Sogneboerne.
De smaa Vinduer i Kaaren Kjestins Stue kunde naturligvis ikke aabnes, og Luften derinde var ikke altid saa god. Naar der nu viste sig Fremmede i Landskabet, strøg den gamle med Haanden nogle Gange kraftigt og i Hast hen over Geraniens Blade, hvorved Stuen fyldtes med en stærk Lugt. — Geranien kaldtes heroppe altid „Fisblomst" og havde en stærk Udbredelse paa Egnen. Thi den var altsaa ikke alene til Pryd, men gjorde ogsaa sin Nytte.
— Paa Egnen trivedes skinbarlige Røvere lige op til vor Tid. I Firserne, altsaa for blot halvtreds Aar siden, boede paa „Ryltorvet", den flade Strækning ude ved Limfjorden, en Mand ved Navn Kræ Flynder, der sammen med sine Brødre var noget fuldendt Røverpak, som gjorde Vejene usikre, især paa Strækningen mellem Vesterbjerg ved Lemvig og Ballegaard i Heldum. Flere Bønder og Handelsfolk blev overfaldet, skamslaaet og frarøvet deres Penge, og Røverne var end ikke bange for at bruge Kniven.
— Det var ikke blot Lig, Vragstykker eller Skatte, Havet sendte ind paa Kysten. Fra dets sære Dyb kom mystiske Væsener, som fik Indflydelse paa Menneskenes Skæbner.
Nede paa „Ryltorvet", den flade Strækning mellem Vestersø og Stenodde, boede Lars Fisker. Han var en ung, sund og stræbsom Mand, der passede sin Dont. Folk sagde om ham: han har stedse Heldet med sig, altid fanger han noget, selv om vi andre ikke ser en eneste Fisk! — Lars var forlovet med en ung Pige oppe fra Sognet, som hed Maren, og de mødtes ofte om Aftenen nede ved Stranden. En Aften, da det var Fuldmaane og meget lyst, ventede han længe forgæves paa sin Kæreste; men pludselig ser han hende komme lige imod sig. Hun gik med bøjet Hoved helt ude i Strandkanten. Han raabte højt af Glæde: „Maren — Maren! Hvor har Du dog ventet længe!"
Aldrig saa snart havde han udtalt Ordene, før Kvinden slyngede Armene om hans Hals og trykkede og krystede ham. Da saa han, at det ikke var Maren, men en helt fremmed Kvinde. Hun havde et underlig blegt Ansigt og mørke, brændende Øjne. Endelig kommer han fri af hendes vilde Favntag og raver fortumlet til sit Hjem, hvor hans gamle Mor, som var Enke, sad og ventede paa ham. Hun saa forundret paa ham -— han var helt bleg og rystede som i Feber.
Den næste Dag gik han stille omkring og mælte ikke et Ord. Men da Klokken blev henimod ti om Aftenen, gik han atter ned til Stranden. Saadan gik det syv Aftener itræk. Men den syvende Nat kom Lars Fisker ikke hjem. Om Morgenen fandt nogle andre Fiskere hans Lig i Strandkanten, indfiltret i en frisk Tangbunke ...
Havkvinden havde taget ham.