FORORD
Teksten er i dette Arbejde den samme som i de tre tidligere Værker „De Danskes Øer“, „De Jyders Land“ og „Danmarks store Øer“, og her rummes i tre Bind ganske det samme, som i de fornævntes syv.
Hensigten med denne Udgave er at gøre Værket langt billigere og saaledes lettere tilgængeligt.
Forkortelsen er sket ved at indskrænke en bestemt Del af Billedstoffet. Alle Pennetegninger af Landskaber er udgaaet, mens alle Fotografierne og enkelte Portrættegninger er bevaret, de sidste dog i noget formindsket Skikkelse.
Der er anvendt en noget mindre Type end i Førsteudgaven, og Forkortelsen af Teksten er derved blevet yderst ringe; den er foretaget med stor Omhu og saaledes, at kun faa og uvæsentlige Ting samt en Del Gentagelser stedvis er strøget, og nogen Omarbejdelse har ikke fundet Sted.
Kun Stoffets Inddeling er af praktiske Grunde ændret, idet denne oprindelig har rettet sig efter Tidspunktet for de forskellige Rejser: til Smaaøerne, til Jylland og til de store Øer. Dette maatte blive upraktisk, naar Værket i 3 Bind skal omhandle hele Danmark; og det er her i højere Grad de geografiske Forhold, som er bleven de bestemmende ved Inddelingen af Stoffet. Dette medførte blandt andet at alle Smaaøerne, som var Maalet for min første Rejse og som omtales i „De Danskes Øer“, her er blevet fordelt over hele Værket og sat paa Plads i de Grupper, Landsdele eller Have, hvor de geografisk hører hjemme.
Man har fra en bestemt Side henstillet til mig, at jeg burde føre Værket å jour, en Henstilling, som jeg dog ikke med god Samvittighed kan imødekomme. Rejseskildringerne er bygget paa min Dagbog og paa Tilstandene som de var, da jeg rejste. Altsaa danner Indholdet, baade Tekst og Illustrationer, et Tidsbillede og har Betydning som saadan. Saadan saa Landet ud, og saadan var og levede Befolkningen i Aarene 1921—32.
Uden Sammenligning naturligvis —: vilde man føre Blichers „Vestlig Profil af den cimbriske Halvø“ å jour? Eller Goldschmidts „En Hederejse i Viborg-egnen“, eller Heines „Harzreise“?
Desuden er der i den Snes Aar, som er gaaet siden min Rejse begyndte, allerede alt for meget forandret eller helt forsvundet. Bogen maatte for store Deles Vedkommende allerede nu helt skrives om! —
Det er vel kun gaaet op for meget faa af vore Landsmænd, i hvor høj Grad Danmark fortjener Navn af et Ørige, og at vi foruden Fastlandet Jylland ejer 527 Øer og Holme! Hvem ved til Eksempel, at alene Svendborg Amt rummer 72 af disse, eller at der i og udenfor Stavnsfjord paa Samsø findes op mod en Snes ialt. Paa Grund af disse ejendommelige, geografiske Forhold er Danmark i Virkeligheden et af de mærkeligste Lande i Europa. Kun ganske enkelte af disse Øer har i Ny og Næ været besøgt af Skribenter, og deres Beretninger er som oftest fremkommen paa tilfældige Steder og er knap til at efterspore. Større Værker som Trap o. a. lignende har kortfattede Oplysninger om enkelte af disse, om deres Størrelse og Plads paa Kortet. Størstedelen af disse Hundreder af Øer, som ligger mellem Skagerak og Østersøen og i dets Fjorde og Smaafarvande, er ikke mere kendt af Danmarks Beboere end den Side af Maanen, der vender bort fra Jorden.
Som min første Opgave valgte jeg at besøge disse Øer og faa at vide, hvordan der ser ud.
Rejsen maatte nødvendigvis foregaa i vor egen Baad, og jeg maatte have en Maler med paa Turen. Jeg var saa heldig at faa Johannes Larsen med, samt en Skipper, som kunde føre os fra Sted til Sted. Baaden gav vi Navnet „Rylen", og Færden, som begyndte i 1921, varede i 4 Aar, men med Afbrydelser om Vintrene, fordi saa godt som alt vort Arbejde faldt under aaben Himmel.
Naturligvis besøgte vi ikke alle 527 Øer, det vilde være baade uoverkommeligt og overflødigt. Ved deres Ensartethed vilde mange af dem gøre Læsningen uudholdelig. Det var mig netop magtpaaliggende, her som overalt i Landet, at vise Forskelligartetheden i dansk Natur.
Af det nævnte Antal lod jeg straks udgaa de 82 Øer og Holme, som ligger i Ferskvandssøer og Aaløb, idet jeg strammede Fordringen til at komme i Betragtning som Ø saa vidt, at jeg har forlangt, den paa alle Sider skal være omgivet af Saltvand — af Hav! Enkelte andre som Gaunø, Glænø eller Gjøl har jeg forbi-gaaet, fordi de er paa Vej til at gro sammen med det nære Fastland — Sjælland er i den Forbindelse „Fastland".
Af vore 445 havomflydte Øer (eller Grupper af Smaaholme) er 90 beboede, og 43 af disse danner mindst eet selvstændigt Sogn.
Valget af de 132 mindre Øer, vi paa denne første Del af Rejsen besøgte, har været dikteret først og fremmest af om de var beboede, hvilket gælder 74 af dem, dels af deres Ejendommeligheder i landskabelig Henseende eller af deres Dyre-og Fugleliv, og endelig af, hvor vidt de er typiske for visse større Grupper eller Lokaliteter. Af ganske smaa Holme er i Reglen kun saadanne medtaget, som i en eller anden Henseende har særlig mærkelige Egenskaber.
I de Egne, vi besøgte under vor Sejlads med „Rylen", og som mest ligger udenfor Alfarvej, har vort Land, modsætningsvis til Størsteparten af Jylland og vore store Øer, endnu paa sine Steder en Afglans af sin uberørte Ynde tilbage. Men hvor længe vil det vare, inden ogsaa den Side af dansk Natur vil forsvinde? Andre end jeg har haft Planer om at tage en Opgave paa sig som Skildrer af denne Natur; men de har alle siden enten opgivet det eller ladet Sagen staa hen. Og i den lange Ventetid er dansk Natur kommet paa Grænsen af Svindsot, forgivet af emsige Folk, som til deres Formaal anvender saa virksomme Midler som Cementvillaer, Bjærgfyrbeplantninger og andre Rædsler — i Kulturens og Fremskridtets
Navn. Snart vil Havet og Klimaet være det eneste, som er tilbage af dansk Natur. Da vi besøgte Smaaøerne, viste det sig at være paa høje Tid, naar Hensigten var at bevare deres særegne Natur mod Forglemmelse.
At dansk Natur Aar for Aar undergaar gennemgribende Forandringer, gælder mere om Jylland end om nogen anden Landsdel, især ved at forhen udyrkede, store Arealer mere og mere tages under Kultur. Den Rejsende, som nutildags efter lang Tids Forløb gennemkrydser jydske Egne og som mindes de samme Steder for blot 30 Aar siden, vil ikke kunne undgaa at blive slaaet af den sørgelige Forskel paa dengang og nu, selv om hans Erfaringer kun skriver sig fra Indtryk gennem et Jærnbanetogs Vinduer eller fra Ture ad den slagne Landevej. Men har hans Iagttagelser strakt sig videre, ud over vanskeligt befærdede Biveje, ad snævre Stier og gennem øde Strækninger, hvor kun Fodgængeren møjsommeligt kan færdes, hvor Naturen laa i fuldkommen Fred, da vil disse Indtryk af Forandring blive endnu stærkere. Hvor der forhen laa øde Heder, finder han nu oftest Tavl ved Tavl af dyrket Jord; hvor Moser og Kær bredte sig, strækker sig nu grønne Enge; hvor kun Lyng og Sand herskede, skyder Plantager op fjærnt og nær, og hvor før kun elendige, lerklinede Rønner løftede deres ensomme Tage over den karrige Jord, ser han Rækker af sunde, nye, Boliger, omgivet af opvoksende Haver. I Løbet af den sidste Menneskealder er Virkningerne af de forskelligartede Fremskridt øget med stedse stigende Hast. Vi er i en Haandevending kommen under nye Love; alene den moderne Maskinteknik skaber for hver Dag nye Forudsætninger og Problemer, ikke mindst paa Landbrugets Omraade. Hvad Landet vil kunne vinde økonomisk blot ved nye, landbrugsmæssige Foranstaltninger, kan enhver se, som ikke er hildet i Fordomme.
Alt dette er fortrinligt, Symptomer paa et Samfund i Fremdrift, paa bedre Kaar, paa stigende Sundhed. Værdier er taget i Brug, som forhen laa unyt-tede hen.
— Dette er imidlertid kun den ene Side af Sagen. Den anden er, hvad Landet ved de undergaaede Forandringer naturnødvendigt har maattet ødelægge af Værdier, som ikke ligefrem er af samfundsøkonomisk Art.
Her skal peges paa een af disse Værdier, skønt den vistnok er den mest iøjnefaldende: det gamle danske Landskabs store, naturlige Forskelligartethed. Næppe noget andet Land i Verden af saa ringe Udstrækning kan fremvise en saadan Rigdom af Nuancer, fra de kraftigste til de fineste, som vort lille Fædreland. Om vi blot tænker paa Fastlandet Jylland, har vi her de kraftigste Modsætninger. Tænk blot paa det sydøstjydske Fjord- og Skovlandskab med dets frodige Kornmarker mellem Skovbrynene og de blaanende Havarme, som Kattegat udsender mod Syd — lunt og idyllisk som det fyenske Ølandskab. Og modsætningsvis Mols’ aabne, vindhærgede Bjærgland med dets barske Ansigt, de vældige Linjer og milevide Udsigter. De store øde Vildmoser i Nordjylland, sammenlignet med Landets brede Aadale — ogsaa disse i deres Forskelligartethed: Gudenaaens fossende Løb mellem Vestbirks romantiske Bakker, senere faldende til Hvile i Randersegnens side Enge, eller Karupaaens sindige Gang gennem den jævne, mørke Alhede, den sidste endnu vild og øde paa sine mest uberørte Strækninger, sammenlignet med de skovklædte Himmelbjærgegnes Indsøer. Eller de sønderjydske Marskegne, hvis Flader grænser op til det golde, vestjydske Klitbælte, som strækker sig fra Blaa-
vandshuk til Skagen med en Kyst og en Strand som Grænse, hvis haarde Storme over den benradhvide Bræm er kendt ikke blot af Beboerne, men af alle Europas Søfolk. — Og overalt i dette Land en Befolkning, skarpt præget af den forskelligartede Natur og de uensartede Kaar, hvorunder den har levet i Hundreder af Aar, og lige saa forskellig af Ydre og Karakter som denne Natur.
Endnu, ja! Men dette Land i dets forskelligste Former vil i den kommende Tid i stigende Tempo miste sit Særpræg. Forskelligartetheden vil blive afløst af Ensartethed, hurtigere eller langsommere alt efter Naturens Genstridighed.
Ingen behøver at lære mig, at den gyldne, frodige Kornmark kan have sin Skønhed, i visse Folks Øjne maaske ikke ringere end den vilde Hede eller det barske, stenede Bakkeland. Selv en Rødkaalsmark eller Roemark kan have deres Skønhed. Men jeg imødeser dog med Skræk den Dag, da et industrialiseret Landbrug har dækket Landet fra Ende til anden med Korn og Rødkaal. Naar den Dag kommer, da Lyngen er veget for Plantagerne, Sædemarkerne og Tomatbedene, da er vi for Alvor bleven forarmede.
Dette siger jeg med særligt Henblik paa Faren for det jydske Landskabs Udslettelse.
Men det er ikke blot vort Lands rene Natur, der staar for Fald. Skal der tales om et nationalt dansk Landskab, da er et saadant maaske netop at finde mest udpræget paa de store Øer, Sjælland, Fyen o. s. v., her hvor man ofte træffer det fineste Sammenspil mellem en nobel gammel Natur og frisk Natur. Næppe i noget andet Land findes dette Sammenspil saa levende, saa yndefuldt og harmonisk som i og omkring den gamle Øbo-Landsby, hvor den kalkhvide Kirke med sine massive Mure hersker mellem de straatækte Bindingsværksgaarde og sender sin spinkle Klokkeklang ud over Egnen. De gamle, som skabte dette, frembragte en Idyl. Den bares af en dyb og ren Kultur, som er Aarhundreders Værk.
— Det skulde være Formaalet med Beretningen om disse Rejser at bevare nogle Minder om Landet og dets Befolkning, saadan som jeg har set det, hvor det er bedst. Naturligvis mener jeg, hvor det er bedst i mine Øjne. jeg kan ikke se med andres.
Men gid det maa vare en lille Stund endnu, inden dette Værk bliver et Gravskrift.
August 1938. ___
Er der i deslige Sager anden Sandhed end den, som fremkommer ved, at et Menneske sandfærdig beretter, hvad der gjennem Øiet er kommet ind i hans Sjæl, hvis han har nogen ?
M. A. Goldschmidt: En Hederejse i Viborgegnen.
FYENS SMAA OG STORE UNGER