De Danskes Land -- Achton Friis

FÆNØ

Den ligger indkilet i Farvandet mellem Hindsgavl og Jyllandskysten, og det ser ud paa Kortet, som om den er havnet herinde som Følge af et Spark, Fønsskov Odde har langet den ud: strækker den sidstnævnte sig ikke som en høj-vristet Fod i et energisk Spjæt ud fra Fyens Krop!

Øen er landskabeligt saa nær beslægtet med Fyen, fra hvilken den er skilt ved det paa sine Steder kun 400 m brede Fænøsund, at den er et fuldtro Udsnit af denne uden fjærneste Form for Ejendommeligheder. Fra Jylland skilles den ved den 11/2 km brede Arm af Lillebelt, hvori dens „Kalv“ ligger. Den største Længde fra S. Ø. til N. V. er 31/4 km, Bredden mellem „Kajshoved“ og „Skan-sen“ er 2 km, og dens Flademaal er 716,8 Tdr. Land. Den er stærkt kuperet og naar et Par Steder anselige Højder, saaledes Møllebakken ved Fænøgaard 41 m og et Bakkedrag paa Vestenden 26 m. — Medens dens Skov kun delvis er forstmæssig drevet og har en rigt varieret Vegetation, er saa godt som alt Landet udenfor denne under Plov. To større Gaarde har Øen, Hovedgaarden Fænøgaard paa Midten og Nørregaard paa Nordsiden, foruden 6 Huse og en Skole, samt et Badehotel paa Østsiden, hvorfra der er Færgeforbindelse med Hindsgavl.

Lige siden Valdemar Sejrs Dage har Øens Navn været skrevet „Fænø“, og Jordebogen nævner Hjorte som det derværende Vildt. Øen blev i 1745 købt af Major Frands Joachim Dewitz til Hindsgavl, men solgtes allerede samme Aar sammen med Godset til Kammerraad Niels Basse Føns, hvis Efterkommere endnu sidder paa Hindsgavl; Godset havde to Hovedgaarde, Hindsgavl og Fænøgaard. For omtrent et Aar siden solgtes Fænø imidlertid til Kalundborg Ladegaard, og Øens to Gaarde er nu bortforpagtede.

Fra vor Landingsbro strækker sig tværs over Øens Nordende et dybt Engdrag mellem de skovklædte Aase helt over til „Svenskebatteri", de gamle Skanser paa Nordvestsiden, som muligvis har spillet en Rolle, da Svenskerne, som havde taget Øen i Besiddelse, blev angrebet her af de Danske i 1659 og fordrevet herfra. Et Par vandrige Moser, der ligner smaa Søer, breder sig i Lavningen. Selv om der her er noget indeklemt og lummert, vilde her være ganske smukt, om ikke det skrækindjagende Badehotel vansirede Stedet.

Vi gaar langs Stranden hen mod Skoven ved Nørretoft. Solen er helt brudt igennem de flygtende Skyer, og da vi naar ind mellem Bøgeskovens første, høje Stammer, hvis ranke gr aa Søjler staar tæt i det grønlige Halvmørke, falder dens Straaler hist og her i en lysende Plet paa Skovbunden og rammer Anemonernes grønne Blade.

Allerede paa lang Afstand mærkes det, at vi nærmer os noget usædvanligt. Underlig dybe, mystiske Lyde naar Øret inde fra Skovdybets fjærne Kroner •— eller er det oppe fra det Blaa, Lyden kommer, stemmer et himmelsk Orkester deroppe! — Pludselig kastes en stor, glidende Skygge hen over Skovbundens Lysfelter, som en lang, skraatliggende Søjle af Mørke farer den hen mellem Bøgenes Løv og forsvinder — men foroven ender den i en stor, heraldisk Fugl paa brede, graa Vinger.

Da vi nærmer os en Gruppe høje Rødgraner, ser vi den ene efter den anden af store, hekseagtige Fugle lette baskende fra Trætoppene og kredse paa stive Vinger højt oppe over Kronerne mod den blaa Luft. Hele Tiden kommer deroppe fra en Lyd, dæmpet og drømmeagtig, som om nogle dybe Træinstrumenter præluderer og prøver paa at stemme sig sammen. Det er som i Drømme at høre et Orkester af Spøgelser! — Men pludselig, da vi bliver ved at gaa frem, stiger Lyden til et rasende crescendo og ender med et ildevarslende Skrig — en stor Fagot bryder ud i et Hyl, der er som et Mareridt — Fagotisten falder bagover i et Krampeanfald og slipper sit sidste Vejr ud gennem Instrumentet, der brister i et Vræl!

Vi er lige under Hejrekoloniens Reder. —

Skyggen af de store, tunge Fugle jager tættere mellem Træernes solbelyste Kroner og farer hen over Skovbunden, mens de ildevarslende Skraal vedvarer.

Man skal ikke paa dette Sted staa med himmelvendt Ansigt og henfalde i maa-bende Begejstring over dets Poesi — det er ikke al Gave ovenfra, som er god! Redernes Plads herinde i Bøgeskoven konstateres let ved den umaadelige Bunke Fald, der dækker Skovbunden. Paa et Areal af omtrent 25 Skridts Omkreds om hver Rede er Bunden dækket af et kalkagtigt, tykt Lag, der har kvalt hver Spire og Plante, og langt udenfor denne Kreds har Spjæt og Draaber stænket som fra fyldte Kalkkoste. Staar man i Centrum og ser opad, opdager man, at man befinder sig midt i et kæmpemæssigt WC, der gaar kegleformet opefter, og hvor der i „Kærneskuddet" ikke findes én Kvist, som bærer et Blad, og hvor Grenene ligner døde Koraller.

Inde under Rødgranerne i Nærheden er Skovbunden modsætningsvis slet ikke ramt. Træernes Naale taaler „Kalkningen" og kan saaledes vedblivende opfange Fuglenes Udtømmelser.

Længe efter, at vi har fjærnet os fra Stedet, bliver Lyden fra de opskræmte Fugle ved at følge os, og den taber sig først, da vi er langt borte fra Skoven, som Skraalet fra en fjærn Heksesabbath ved højlys Dag. —

Jeg fandt to Hejrefjer under en Rødgran. Den ene af dem var 20 cm lang, den har siddet paa Fuglens Arm som Svingfjer, er fint bøjet, blød og tynd i Stoffet. Den vejer absolut ingenting. Ved Posens inderste Ende nær Roden sidder Dun, der ved Berøring virker som lunken Luft, de ligner svagt bølgende, fine Røgstriber. Farven er et ubeskriveligt Graat — maaske som en Morgenhimmel, noget, som Franskmændene kalder gris souris. Hvis en meget smuk Kvinde havde en Dragt paa, som i Stof og Farve var saaledes, vilde hun i Løbet af fem Minutter kunne ødelægge et meget stort Antal skønhedsdyrkende Mandfolk.

Den anden var en Haandslagfjer af omtrent 30 cm’s Længde. Den begynder ved Posens tykkeste Ende med en lys, køliggraa Farve, men gaar efterhaanden over i en metallisk blaagraa, kendt fra det „sortladne Hav“. Posen ligger som en skarp og fin, brunsort Linje, der ud mod Spidsen blot er en Anelse. Den er for menneskelige Øjne i enhver Henseende saare fuldkommen og ganske lydeløs, som en skinnende Toledoklinge! Og dog er den kasseret, Vingen vil ikke bruge den længere, den kaster den væk og forlanger en bedre. Og det nye Materiale er straks forhaanden, Mekanismen virker prompte. — Naturen har Raad til alting!

Skønt Bøgen er Hovedtræet i Fænøs Skove, findes her dog endnu som paa Æbelø Rester af Landets gamle Skov; baade Eg, Skovabild og storbladet Lind er almindelige. I Skovbunden gror foruden den store Skovfrytle Ramsløg i Mængde, langs Stranden Brunrod, Kvan og Rapunsel. Paa Sydenden har Øen nogle lave Lerklinter, hvor Blaaklokke, Kællingetand og Scabiosa blomstrer i Læ under Tjørn og Roser. Mod Sydvest og Vest staar høje, græsklædte Skrænter ud mod Stranden, hvor Rørene vokser saa tæt og frodigt som i en lun Indsø. Hvor paa Øens Nordveststrand det gamle „Svenskebatteri" endnu løfter sine knoklede Skuldre op over Jordsmonnet, men saa tæt bevokset med Træer og Buske, at man aldeles ikke mere kan se Tegningen i det, fandt vi Blaabær i Mængde, dækkende Skovbunden imellem Liljekonvaller og Ranunkler.

Af Hav har man intet Indtryk, hvor man end befinder sig paa Øen — det skulde da være, naar man fra Sydsiden, hvor nogle aabne Sletter med enkelte fritstaaende, store Ege strækker sig helt ned til Stranden, ser ud over Beltet mellem Fønsskov og Stendrup Hage. Men i sin Helhed er Landskabet ferskt. Beltets Slyngninger er som et Delta af Floder, der omslynger de idylliske Aase i en labyrintagtig Forvirring. Det er et udpræget Stykke Fyensland med dettes rige, tætte Grupper af Bøgeskove, som indrammer de rektangulære, fede Kornmarker og Engene med deres Rader af bovnende Høstakke, hvor Raadyrene færdes paa Spring fra Skovbryn til Skovbryn.

Da vi slaar Øjnene op ombord ved halvfem Tiden om Morgenen, er hele Himlen overtrukket med et solidt Graat, og en stille Regn siler ned over Dækket. Vi sover igen til Kl. 7 —- men det regner bestandigt og ser ud til aldrig at ville holde op mere.

Men se — ved Totiden bliver det Tørvejr, Bysvalerne og Forstuesvalerne kommer frem og jager højt over Mosen, Solsorten fløjter, og Spætmejsen og dens Unger høres inde fra Skoven. Det er stille Vejr, vi sætter Fyr til Motoren og gaar Norden om Øen ud til Fænø Kalv. Denne er en lille Klump paa kun 8,7 Tdr. Land, men den syner godt i Landskabet allerede paa lang Afstand, thi trods sin ringe Udstrækning naar den en Højde paa 13 m.

Maager og Terner gaar paa Vingerne i store Sværme, da vi nærmer os med Baaden. — Det viser sig at være en meget ujævnt bakket, græsklædt Holm med stejle Klinter paa Nordsiden og uden Træer eller Buske. Paa dens Østside er der et Par smaa, sivgroede Mosehuller. Et stort Skanseanlæg, der dækker næsten hele Øens Højdedrag, skriver sig fra Krigen med Carl X Gustav og er opført af Svenskerne. Oppe fra de gamle Voldes Top ser man, at næsten hele Holmen er gennemrodet, for at man har kunnet lave dette Befæstningsanlæg — hvad der ikke er Volde er Grusgrave, hvorfra Materialet til hine er hentet. Om det hele skriver sig fra Svenskekrigens Tid, og om det er omdannet og udvidet for at kunne benyttes under Krigen mod Englænderne i 1807—14 har jeg ikke kunnet faa Rede paa. Men det er det sandsynligste, saa kompliceret som det er. — Foran disse Højder findes en smal og sandet Forstrand, der strækker sig hele Holmen rundt.

Æbelø. Øststranden med de tangdækte Kampestensblokke.

Æbelø. Skovfogedhuset.

Æbelø. Klinter ved Øststranden.

Æbelø. Udsigt fra Sydlandet over „Broddet“ mod Fyen.

Hvad Menneskene har begyndt paa, har Vandrotterne fortsat: Oppe i Skanserne er Jorden tæt gennembrudt af deres Huller og Gange, og udenfor disse ligger saadanne Mængder af Affald fra deres Virksomhed, at Jordsmonnet er helt graat i Farven. Imellem Affaldsdyngerne, der danner større og mindre Tuer, findes hele Veksler og Gange, der er haardttrampede af Dyrene.

Fænø Kalv findes antegnet i Historien som det Sted, hvor én af de mange Stilstande blev sluttet, der en kort Stund afbrød den langvarige Strid mellem Kong Erik Menved paa den ene Side, og de Fredløse, Norges Konge Erik Præ-stehader og hans Efterfølger Haakon V paa den anden. Det var den 5. Juli Aar 1300, at selveste Kong Haakon mødtes her med Hertug Erik af Langeland i det nævnte Anliggende.

Holmen har bestandig hørt sammen med Fænø, indtil den for et Par Aar siden solgtes — efter Sigende for 700 Kr. — til nogle Provinsfolk, nemlig Dommeren, en Bankdirektør og endnu en Borger fra Middelfart. Hensigten skal være Fredning, hvad der maa glæde alle; thi den lille Holm er paa mange Maader ejendommelig ved sin Natur og sit Fugleliv; og hvad der endnu ikke er af Fugle, kan komme, om Fredningen strængt gennemføres. Den har en usædvanlig pragtfuld Beliggenhed i det smalle, strømskaarne Belt mellem Fyens, Fænøs og Jyllands skovklædte Bakkeskrænter.

1-30

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela