ESKILDSØ
Under Sjælland hører administrativ! ligesom under Fyen en Mængde Smaa-øer; men af disse vil der her kun blive omtalt et Par enkelte, som ligger helt inde i sjællandske Fjorde og Bugter, nemlig Eskildsø i Roskildefjorden, Ourø i Isefjorden, samt Enø og Dybsø i Karrebæksminde Bugt. Resten fremkommer af geografiske Grunde under Kattegatsøer, Lillebeltsøer og Øer i Smaalandshavet og Bøgestrømmen.
Dersom det var denne Bogs Opgave at skildre danske Farvande, vilde Roskildefjord og Isefjord komme til at indtage en fremragende Plads; ved deres Historie, deres mærkelige Form og de storslaaede landskabelige Omgivelser vilde de afgive rigeligt Stof. Medens den landskabelige Ramme, der indeslutter dem, danner nogle af Nordsjællands mest karakterfulde Egne, er Øerne og Holmene, som disse Fjorde rummer, uden noget Særpræg. Men der er nok af dem. Roskildefjorden rummer saaledes foruden den større Eskildsø henimod 25 Smaaholme sammen med et Utal af ganske smaa Stenrøn’er, Isefjorden foruden den anselige Ourø 4—5'Holme og en Del Smaapolde. Medens Flertallet af disse vistnok byder et rigt Iagttagelsesfelt for Zoologer og Botanikere, udelukker deres Ensartethed i landskabelig Henseende dem fra at blive medtaget i denne Beskrivelse.
Mens Roskildefjorden, naar undtages den sydlige Bredning, mest af alt minder om et Flodløb, da er Isefjorden som et selvstændigt Hav med grenede Fjorde ud fra sin sydlige Del. Dybderne i dem staar dog ikke helt i Forhold til Omfanget; medens Roskildefjord enkelte Steder naar 13 m, endda paa et af dens smalleste Steder, er Isefjordens brede Vande paa sit dybeste kun en halv Snes Meter, og kun i et af dens smalleste Løb, mellem Ourø og Tuse-Næs, naar den 15—16 m.s Dybde.
Det er en Eftermiddag med herlig Nordvestbrise og blank Sol, da „Rylen“ fra Lynæs Havn staar ind gennem Kulhusrenden til Roskildefjord. Vandet blaaner med hvide Skumkamme mellem Lynæs’ høje Klinter og Nordskov paa Hornsherred. Saa vender vi Næsen mod Syd, Brisen lægger „Rylen" over paa Siden, og den glider skummende for fulde Sejl over de vuggende Søer. Vi passerer den lille Øksneholm, som paa Grund af sin Fladhed vilde være usynlig op mod den bagved liggende Kohave Skov, om ikke en halv Snes Kreaturer gik derinde som Signalement og henledte Opmærksomheden paa den.
Ved Broen fra Frederikssund til Draabykysten klemmer Fjorden sig sammen til mindre end en Kilometers Bredde, og da vi vel er sluppen gennem Broaabnin-gen faar vi forude den mærkelige lille Kjølholm i Sigte, hvis Bakke fuldkomment minder om „Hønsepold“ paa Besser Rev ved Samsø. Man kan ikke se denne mærkelige Knold paa dette Sted uden at tænke paa, at den er som skabt for at de gamle Lejrekonger herfra har kunnet holde Udkig over hele dette smalle Indløb til deres Residens. Herfra har Spejdere i god Tid kunnet rapportere om Fjender, som nærmede sig.
Ved Solfaldstid gaar vi videre mod Syd og glider forbi den lille flade, græsklædte Hyldeholm, og senere de to mærkelige Bakkeknuder Svineholm og Koholm, tidligere Øer ved Fjordens Vestside, men nu forlængst landfaste. Syd for dem toner Skuldelev Kirketaarn frem over Bakkerne, og saa kommer den mægtige Jyllinge By i hele sin Længde frem paa Østsiden af Fjorden, med Kirke-taarnet rødmende i det sidste Solskær højt over de gr aa Tage. — Udfor Kysten ligger det Utal af Smaaøer, som hedder Jyllinge Holme, de fleste kun nogle smaa, stenede Dynger, der lige naår at rage op over Fladvandet: Flængholm, Yderste Holme, Langholm — og den største af dem med det mærkelige Signalement Lilleø.
Efter Solnedgang fortøjede vi ved „Skovbro" under Østskov paa Fjordens vestlige Kyst, lige overfor det kun 300 m fjærne Landingssted paa Eskildsø. Vinden er falden til Hvile, og Sommernatten sænker sig blidt og stille over Fjord og Skove. Det sagte strømmende Vand klukker stille om Baadens Sider.
Længe efter at Solen er gaaet ned, synger Bogfinkerne inde fra det nære Skovbryn. Svaler og Terner kredser lydløst over Vandet.
Pludselig slaar en Drossel, og andre svarer den nær og fjærn. Endnu da vi gaar tilkøjs vedvarer deres Sang.
Den nordsjællandske Idyl lukker sig helt og blødt omkring os.
Ringduerne kurrer inde fra Østskoven og Munken synger, da vi tidlig den næste Morgen ror over til Eskildsø.
Fra Landingsbroen tager vi Vej op mod Øens højeste Bakker, hvor det berømte Kloster i sin Tid laa.
Stedet er iøjnefaldende paa lang Afstand ved sin Højde og sin Bevoksning. Omgivet af en Række store, skønne Elme ligger Resterne af Ruinen — d.v.s. af Klosterkirken, thi selve Klostret er forlængst forsvunden og Stedet nedpløjet — Jordsmonnet er tæt dækket af Smaahyld og Hassel og en næsten uigennemtrængelig Urskov af Brændenælder, Gærdekørvel og Skvalderkaal. Mælkebøtter og andre vilde Urter gror tykt i Revnerne mellem de forvitrede Sten.
Paa Grund af den voldsomme Bevoksning er det umuligt at trænge indenfor Murene. Men disse, som bestaar af utilhugne Kampesten og nu paa de højeste Steder kun staar i et Par Meters Højde, viser at Kirkens Grundflade, som er beliggende i Retningen Øst—Vest, er ca. 27 m lang og 7 m bred. Ved Østenden ses tydeligt Spor af den buede Mur omkring Koret, hvis Diameter er ca. 80 cm smallere end Skibets Bredde. Murene maa have været beklædt med Fraadsten at dømme efter de Rester af saadanne, vi fandt i Mængde omkring Koret. Klostret maa have ligget ganske nær ved Kirken Sydøst for denne, hvor Bakken højner sig noget og har en jævn og vid Flade. Forpagteren paa Øen fortalte os senere, at der paa dette Sted bestandig piøjes mange Sten op af Jordsmonnet, tilhugne Kampe- og Fraadsten af forskellig Størrelse og Form.
Det er otte Hundrede Aar siden at Klosterets Mure rejstes her over Bakken og de omgivende Skove. Det byggedes i Begyndelsen af d. 12. Aarhundrede for Kanniker af den hellige Augustinus’ Orden. Men der hengik kun et halvt Hundrede Aar, før Klostertugten i den Grad forfaldt, at Absalon i Aaret 1165 indkaldte Kanniken Vilhelm fra Set. Genovevas Kloster i Paris for at genoprette Ordenslivet. Klosteret stod kun faa Aar efter dette og blev 1175 flyttet til Frederiksborg paa Sjælland under Navn af Æbeltoft Kloster. Eskildsø vedblev dog hele Middelalderen igennem at tilhøre Klostret, som benyttede den til Frugtavl og Græsning.
Hvad der kunde hænde „indenfor Murene" naar Klostertugten forfaldt, faar man eksempelvis et lille Indblik i ved at læse Pontoppidans Beskrivelse af Tilstanden paa det adelige Frøkenkloster i Maribo, saa sent som i Beg. af d. 17. Aarhundrede, hvor de fornemme Damer levede et „daarligt, liderligt og ugudeligt Levned", „ikke lode Præster eller andre ærlige Folk komme ind til sig, men vel toge mod unge Adelsmænd og andre, som vare drukne. Af dem taalede de, at deres Hue blev afreven, og de selv tracterte ikke anderledes end Skiøger. Indbyrdes levede de i daglig Kiv, Klammer og uforsonlig Trette, bandte om tusende Skokker Diævle, ønskede hverandre, at Pokker (Kopper) maatte falde paa dem saa store som Fade (!). De sloge hverandre Ørefigen, ja drak sig saa drukne, at de ikke kunde reyse sig e.t.c.".
Det er karakteristisk, at den første Beretning man har om den nordiske „Kædedans" (omkr. Aar 1170) er fra Eskildsø. Denne siger nemlig, at paa de aarlige Højtider kom talrige Lægfolk af Munkenes Slægt ifølge med deres Kvinder paa Besøg i Klosteret for at fejre Højtiden i Munkenes Selskab. I Refektoriet drak Mænd og Kvinder sig fulde sammen, og „opførte Runddanse (Kædedanse), hvortil de sang".
Herligt tager Øen med de smalle Sunde og det omgivende Land sig ud fra Klosterruinen. Hele Øen overskues herfra med dens bølgende Terræn og de frit-staaende, isolerede Trægrupper. I Nord ser man ud over de lave Jyllinge Holme, om hvilke Fladvandet ligger blankt som et Spejlglar, indrammet af Sjællands aabne eller skovklædte Bakkekyster. Her er idyllisk og lunt, en typisk dansk Fjordnatur, trygt og frodigt hviler Landskabet i sin Ro. Man forstaar, at et saadant Sted vilde de privilegerede Stænder, Adel eller Gejstlighed, vælge for sig!
Eskildsø ejede tidligere Landsbyen Jyllinge, hvorfra Bønderne drog over og gjorde Hoveriarbejde paa Øen. Forpagteren i den store, smukke Avlsgaard fortæller mig, at der endnu for en Snes Aar siden levede en gammel Mand i Landsbyen, som havde været med til disse Farter og kunde fortælle derom. — For godt og vel Hundrede Aar siden er Øen kommen under Herregaarden Selsø; men dens Gaard hedder endnu bestandig „Eskildsø Hovedgaard". Øen med de tilhørende Smaaholme Studeholm, Klokkerholm og De grønne Holme er 244,8 Tdr. Land og hører nu under Selsø Sogn i Frederiksborg Amt.
Om Dyrelivet fortæller Forpagteren, at her endnu findes en Del af de allesteds nærværende „Mosegrise", men dog langtfra saa mange som forhen. En Katastrofe for Bestanden var de store Efteraarsstorme i 1921, da en Mængde af dem druknede paa Jyllinge Holme, som var deres Hovedbasis, hvorfra de bredte sig til Omegnen. Her er ingen Muldvarpe, og den brune Rotte, som tidligere fandtes, er udryddet af Katte. Firben findes ikke, men en Del Snoge. Det almindelige Vildt Harer og Agerhøns er bortskudt, og af Rovdyr forekommer kun Bruden, hvilket altsaa betyder, at her findes en Del Mus.
Fra Avlsgaarden og helt ud til Øens Østkyst strækker sig et bredt og højt, træbeplantet Stendige, som slynger sig Bakke op og ned, fulgt i sine Bølger af de store Træers Toppe, som gror langs dets Sider. Her staar paa Rad Ask og Elm, Lind, Naur og Eg foruden Tjørn, Rose og Hyld. Fra Brinkens høje Sydende ser man vidt over dette aabne Terræn, som er dækket af et Net af smalle Laguner, der sprænger det i Mængder af smaabitte Holme, til det i Syd løber i et krumt Rev saa nær over under Sjællandskysten, at det synes at være forbundet med denne. Disse Flader er saa godt som den eneste Del af Øens Jord, der ikke er under Plov. Den fuldstændig flade „Studeholm“ ligger synlig heroppe fra i hele sin Længde, mærkelig kun ved sine fritliggende, vældige Kampestensblokke, der rager op over det lave Græs og paa Afstand ligner store, firkantede Telte. Strømmen, som skiller Holmen fra Øen, er paa sine Steder kun 10—15 m bred, og om ganske faa Aar vil Holmen gro sammen med Eskildsø.
Spredt over Højlandet ser vi herfra Levninger af Øens mange, gamle Vandhuller, mest runde, tilgroede Mergelgrave, hvis Bevoksning af Stedets oprindelige, vildtvoksende Planter løfter sig som grønne Oaser op over de brune, skaldede Pløjeagre.
Endnu et stort, prægtigt Stendige finder vi, som sydligere adskiller de dyrkede Marker fra Strandengene. I Læet under dets blomstrende Hvidtjørn og Slaaen-buske lægger vi os i Solskinnet og faar Piberne igang — det var en Rast, hvortil vi pludselig følte Trang, fordi en Nattergal begyndte at slaa inde i Tjørnekrattet bagved os. —
Mellem Stenene paa Diget, som vi læner Ryggen imod, vokser Bulmeurt, som just er ved at udfolde sine gule Blomster, granvoksne Kongelys og hvidgrønne, fede Æselsfoder. I Sprækkerne sidder store, runde Puder af bidende Stenurt — Skade, at den endnu ingen Blomster har, de ser saa godt ud mod alt det graa. En enlig Taarnurt ranker sig over Grønsvær et foran os, hvor det vrimler af Bellis og Smørblomster.
Over det aabne Hæld, hvorover Himlen og Havet blander deres Lys, er hele Regimenter af lange Kærtidsler paa Marsch ned mod Stranden; i tætte Klynger stormer de frem, bevæbnede med stingendes Redskaber gør de Udfald mod Solen —- ligesom Vagtparaden fulgt af en undrende Skare af Stenbræk, stinkende Storkenæb og Tiggerranunkler — mens Ærenpris, Køllevalmue og Vejbred fornemt trækker sig bort fra Sværmen og har nok i sig selv inde paa Fortovet.
En Klire skælder os ud fra Toppen af en Stolpe, men opgiver det igen, da vi bliver liggende saa længe. Nede fra den store Mose hører vi ustandseligt Sivsangernes skræppende Vise. Nogle Præstekraver jager forbi med deres Blyhvidt, Bly hvidt! Maagers og Vibers Skrigen lyder nede fra Fladerne, hvor Strandskaderne vader rundt ved Lagunerne paa stive Ben. Ude paa nogle store Sten i Fladvandet staar en Forsamling af Havmaager og Svartbagmaager ganske stille, som om de var faldet i Søvn. En Hejre trækker over os med stort Skraal og styrer ud mod Studeholm, hvor tre-fire andre gaar og fisker.
Langt nede i Syd, hvor Roskilde Kirkespir daaner i Disen, løfter sig vidt over
Mallings Kløft nær Stensgaarden Ø. f. Vordingborg. Har rummet en gammel Vandmølle. Bemærk Svinehuset.
Paa Øen med Voldstedet af „Lille Gurre".
Sydsiden af Knudshoved, Vesten for Draget. I Baggrunden Tjørne
Vordingborg Slotsruin. Udsigt gennem Ringmuren til Oringe Næs. Paa Vandet Aalefiskere.
EskiIdsø. Nordre Side af Klosterkirkens Korbue. I Forgrunden Brændenælder og Skvalderkaal. I Baggrunden Elme.
Eskildsø. Stuehuset i Eskildsø Hovedgaard (nedbrændt 1928).
Eskildsø. Udsigt over Øens sydøstlige Udløber mod Sjælland.
Ourø. Facade mod en Have i Næsby.
Landet vældige Klodeskyer, der er som Verdensdele af Damp og Dunst, som Afrika og Australien paa Flugt ud i Rummet. De store Tordenskyer fælder deres Skygger over hele Sjællands Kreds, Skove, Bakker og Sletter gaar til Grunde i et blaat Ragnaroksmørke.
Men bagved os i Tjørnene slaar Nattergalen ustandseligt. Og ovre fra Østskoven kukker Gøgen højt og klart, som fik dens Stemmeklang Ræsonnans fra de slanke Bøgestammers Søjler. Den bliver længe ved — hundrede Leveaar lover den os!
Men ak — det er jo altfor lidt.....