ENEHØJE
Det første Syn, der møder os ved Landingsbroen paa Enehøjes Østside, er en Aalekrage, som flyver væk langs Stranden, og et Par højt kredsende Spurvehøge — og det lovede jo godt! Det næste er en Sølvpoppel af ganske kæmpemæssige Dimensioner og bag denne en pragtfuld Bondegaard, der især imponerer ved sine Bindingsværks-Yderlængers Størrelse og Skønhed. En stor, helt parkagtig Have strækker sig fra Gaarden nordpaa ned mod frodige, lave Enge.
Øen med dens herlige Gaard er i Hænderne paa en Mand, som købte den i den dyreste Periode under Krigen, og som i Øjeblikket ser som sin fornemste Opgave at blive af med den igen. Der er Tale om, at nogle Nakskovborgere vil slaa sig sammen og købe Øen for at bevare den for Byen, for hvis Indbyggere den er et yndet Sommerudflugtssted. Dette er meget forstaaeligt, thi alene paa Grund af sin Højde er Øen et Unicum paa Egnen: fra den brede Banke, som danner dens Midtpunkt, er der en milevid Udsigt over det til alle Sider fuldstændig flade Land. — Naar man betænker, at dette sjældne Udsigtspunkt er 16 Meter højt, forstaar man Jydernes Ordsprog om Lollænderne: „Det var et Fandens Bjærg," sa’e Lollænderen, han faldt over en Kolort! —
Øen kaldes i Valdemar II’s Jordebog „Ønæhøghæ"; men her nævnes hverken Vildt eller Hus paa den. Den er den største i dette lille Arkipelag, idet den er 180,1 Tdr. Land, og naar undtages den nævnte Banke, som er sandet og gold, er dens lave Jorder fede og frugtbare. Klinten, som Banken danner ud mod det aabne Hav i Vest, er omtrent 12 m høj og staar mest med stejle Fald ned mod Forstranden. Ved dens Fod finder vi den bevokset med tætte Klynger af blomstrende Regnfang, for oven med Strandmalurt i irgrønne, frodige Rabatter. Fra Klintens Top ser vi Langeland ude i Vest i hele dens imponerende Længde, tydeligst Klintetoppene ved Spodsbjerg, hvorfra Carl Gustav i 1658 marcherede hertil over Isen. En pragtfuld Udsigt er her til alle Sider, og forstaaeligt er det, at det flade Lollands Beboere stræber herud for at komme de 16 Meter op og faa lidt Bjærgluft!
Udfor Veststranden sidder paa hundredvis af Bundgarnspæle lige saa mange Aalekrager — en saa fantastisk Mængde af disse sjældne Fugle har jeg aldrig før set samlet paa ét Sted. Ganske stille sidder de, de grønsorte Kroppe med den vredne Linje er som mystiske Skrifttegn, der er sømmet til Pælenes Top. Ikke en Lyd kommer fra Stedet, ikke en Bevægelse spores i de lange, hornfiskeagtige Halse. De ligner en Flok underlige Søspøgelser, der er kommen op i den klare Dag, hvor Solens Lys har ramt dem og forvandlet dem til Gravmonumenter over dem selv. Rundt om de sorte Kroppe gaar det metallisk hvidtskinnende Hav i brede Dønninger. —
Nede ved Klintens Fod er der Liv! Her hersker der idag i Anledning af Østenvinden en fuldstændig tropisk Varme i Bakkens Læ; fra den skyløse Himmel straaler Solen og gør Stedet til en Smelteovn, hvor der er et Leven af Sommerfugle og Fluer, saa det summer om Ørerne. Især er det Regnfangens gule Blomster, som er efterspurgte og omsværmede. Her finder vi Mængder af den smukke Paafugleøje-Sommerfugl, af den almindelige røde og Hærskarer af den hvide. Spyfluer og grønne Møgfluer trænges om en af Gud og Hvermand forglemt Hestepære, og stiger tilvejrs som en edderspændt, brølende ond Sky, naar man træder for nær.
— Naar man ikke er kommen til Øen som Turist eller Lollænder og snart har faaet nok af Udsigten fra den berømmelige Bakke, da kan man være bekendt at vende Ryggen til dette Sted og vandre ud til Nordenden, hvor to store, mose-agtige Lagunehuller bryder de lave Flader mellem de to Kyster. Her foretrækker jeg at holde Andagt!
Og siden vil jeg gaa gennem Gaardens prægtige Have ned til Engene Nord for denne, hvor nogle æventyrlige Piletræer staar med deres lette Kroners lysende Løv, allerede gulnet under Septembersolen, og spejler sig i den stille Dam. Det er dette Sted paa den lille Ø, som jeg sidst vil glemme.
Øens Ejer fortæller os, at her som Modsætning til paa Slotø og Vejlø ingen Muldvarpe findes, og heller ingen Rotter, men derimod store Mængder af Mus, der sammen med talrige Harer danner Øens vilde Pattedyrbestand. Af de sidstnævnte fanges aarligt et Hundrede Stykker levende og sælges til Plantning. Af Agerhøns findes ingen paa Stedet.
— Vi fandt kun faa Smaafugle paa Øen; nogle Lærker, en Tornirisk og enkelte Forstusvaler var alt. Men udentvivl er Aarstiden for en stor Del Skyld i denne Fattigdom.
Under Samtaler med Ejeren er han fuld af Beklagelser over, at han ikke kan blive af med sin Ø: forgæves har han udbudt den til Salg, forgæves tilbudt Ministeren Jakob Appel den til Anvendelse for de Kellerske Aandssvageanstalters Kvinder! Det smerter mig ikke særlig dybt, at det sidste er mislykkedes. Det vilde være Synd for dette Sted, om det blev befængt med noget saadant. Kan det ikke være nok, at Livø i Limfjorden, én af vore pragtfuldeste og ejendommeligste Smaaøer, er bleven et uhyggeligt „nomansland“ for alle andre end aandssvage Forbrydere! — Naturskønhed er vel heller ikke det, disse stakkels Idioter først og fremmest trænger til. Vi har Øer nok at tage af og behøver ikke netop at vælge mellem de faa, som endnu har deres Ejendommelighed og Skønhed i Behold.
Øens Ejer har nogen Indtægt ved Salg af Drikke- og Spisevarer til Søndagsgæster fra Nakskov og Omegn. Da her enkelte Søndage kan komme henimod 500 saadanne Gæster, har han ikke ringe Fordel deraf. Jeg haaber, at man for disse fem Hundrede Retfærdiges Skyld vil spare Øen for det, der er værre end dem!
Selv om „Naturfredning" i Forbindelse med Publikums uhindrede Adgang maaske til syvende og sidst er lige saa aandssvag en Tanke som det andet. —
Hele Natten skinner Fuldmaanen ned gennem Skylightet, og den aabne Kappe til Kahytten. Da vi staar op Klokken 51/*, bliver vi Vidne til en effektfuld Solopgang mellem lave, kulsorte Skyer. Brisen er nordøstlig og ganske svag. Vi starter ved Halvsyvtiden for at gaa ud til Vejrø i Smaalandshavet.
Solen er nu kommen op over det lave, tætte Skylag og blinker rød gennem lette Morgentaager. Brisen frisker hurtigt. Ind gennem Sejlløbet Sønden om Enehøje Ø kommer Fiskerbaade hjem fra Nattefangst, deres Sejl lyser kobberrøde i Solen mod den violette Taage. Hav og Himmel gaar ud i ét i en lysende Perlemorsglans, violette og grønlige Toner bølger mellem hinanden og udvisker Horisonten. Men pludselig toner forude de Hundreder af Bundgarnspæle frem, gyldent skinnende i Solglansen — og ligesom igaar med hver sin sorte Fugl paa Toppen. Et enkelt Sted sidder 26 Aalekrager paa Rad paa hver sin Pæl — aldrig har vi set noget lignende! — Johannes Larsen, som véd at Fuglen i disse Farvande kan danne visse Afvigelser i Størrelse og Farve fra den almindelige Art herhjemme, er krøbet ned i Forrummet med sin Bøsse for at kunne benytte en Chance for et Skud. Efter mange forgæves Forsøg paa at nærme os kommer denne endelig. Vi er drejet pludselig fra vor Retning og sætter nu med Stævnen lige ind mod en Pælerække, hvor en Snes Fugle sidder tilsyneladende roligt afventende vort Komme. Men nu, just som Bøssen begynder at „mede" over Kappen til Forrummet, lægger Fuglene sig fremover fra Pælene, sidder lidt med udbredte, løftede Vinger, Kroppen S-formet fremefter og med udstrakte Halse — saa taber de Balancen, og i næste Øjeblik bærer de brede Vinger dem susende bort lavt hen over Vandspejlet. Kun én eneste tøver — nu er den paa Skudhold! Men idet den letter, svinger den brat til Siden, saa vort Fokkestag kommer i Vejen — da Skuddet endelig falder, er den for langt borte, Haglene preller af paa dens tætte Fjerlag.
Det var det første Skud, som faldt paa vor Ekspedition. Og kun én Gang senere blev Bøssen taget i Brug. —
Eftersom Morgenen skrider frem og Solen spreder Taagerne, blaaner Havet mere og mere. Da vi ved Il-Tiden naar ind under Vejrøs Sydkyst, er det helt sommerligt stille.