De Danskes Land -- Achton Friis

ENDELAVE

Yed 7-Tiden om Aftenen lettede vi fra Thunø og gled et Par Timer senere ind i Bugten paa Endelaves Nordkyst. Det rolige Hav gik med Nordenvande, hvorover en let Søndenvind satte krappe Smaabølger. Den lave Ø, der havde ligget forude som en fin Blyantslinje i Horisonten, løftede sig under de to Timers Sejlads ikke synderligt for vort Blik, selv da vi kom den ganske nær. En lille Flok Sortænder var det eneste Liv, vi havde mødt undervejs, men da vi naaede ind i Bugten, kom Kystternerne ud fra Øen og kredsede om „Rylen", til vi ankrede op i Havnen.

Forfrosne af Sejladsen gik vi op i Byen og drak os en varm Romtoddy paa Kroen. At komme fra Havnen ind til Landjorden betyder en Spadseretur paa 6—7 Minutter, idet Broen, som forbinder Havnen med Stranden, er henimod ¹/₂ km lang. Aldrig har jeg set Mage til det Fladvande, som paa denne Side strækker sig ud fra Øen! —

Paa Grund af Tusmørket saa vi ved denne Lejlighed kun meget lidt til Byen. Men saa meget blev vi straks klar over, at naar vi udefra havde dannet os den Forestilling, at her var kedeligt, saa havde vi taget grundigt fejl. Det er en henrivende, gammel By.

Om Aftenen og hen paa Natten hørte vi inde fra Kjærene den sortbrogede Tudses Foraarsmusik, og vi vaagnede næste Morgen i straalende Vejr. Lykken fra ifjor følger os atter, vi har aldrig mere Regn! Hver Dag kan vi derfor — desværre vel som Modsætning til Bønderne til Efteraaret — bringe en rig Høst i Lade! Idag er det en mild og fin Søndenvind, og Byen ligger under Foraars-vejret som et sandt Paradis af en ødansk Landsby med et Væld af mægtige Træer og bugnende Haver, overalt hvor vi gaar. Især Byens vestlige Del er smuk og velbevaret og har de pragtfuldeste, gamle Huse og Gaarde, alle af den østjydske Type fra Bjerre Herred. Præstegaardshaven og Vænget bag denne er noget af det yndigste og frodigste, jeg har set, og selve Præstegaarden, som bebos af en Forpagter, er en gammel Patricierbolig. Gavlen af dens mægtige Ladebygning er monumental og af stor Skønhed.

I den dugtindrende Foraarsmorgen mødte jeg, heldig som jeg er, Forpagterens purunge Datter paa Engen bag Gaarden, ifærd med at samle Tøj fra Bleg i det solvarme Græs, hvorfra Duggen endnu saa sagtelig dampede — jeg saa hendes Fodspor som mørkegrønne Pletter i Duggens fine Væde. Hun var skøn og ren som denne Morgen; hendes Øjne lignede et Par af de duggede Blomster, der nejede sig for hendes Fod, hendes Blik var „like a mary morning“ — og Ordene fra Burns’ „The lass o’ Ballochmyle“ synger i mig:

Skønne var Pigerne paa Samsø, og herlige Thunøs Møer i deres kyske, lyse Slankhed. Men Endelaves runde Jomfruer skal berømmes paa en frodig Sommerdag som denne, thi her er den rette Belysning over dem! De ligner deres buttede, milde Ø under Morgenens Sol. Og uden Malice vil jeg hævde, at de ligner den frodige Klang i Ordet Endelave!

Som Forklaring til Oprindelsen af det lidt fatale Ord kan tjene følgende i Pontoppidans Danske Atlas: „Iblandt Odins Sønner, som opregnes i Edda, var een, som hed Ennelaugur, hvilken maaske har besiddet denne Øe og givet den Navn.“ Det er højst sandsynligt, at Øen er opkaldt efter Odins Søn; Odin selv laante jo Navn til det nære „Odinsey". Allerede i Valdemar II.s Jordebog, hvor der nævnes Kronhjorte (,,Cervus“) paa Øen, er dens Navn forandret til Øndæ-laghæ.

Historisk har Øen ført en overordentlig omskiftelig Tilværelse. Fra at være Kronens Eje blev den under Christoffer I sat i Pant til Albrecht af Brunswig, men blev kun i de Brunswigske Hertugers Besiddelse til omkring Aar 1300, da den solgtes til Grev Geert. Under Christian II og Frederik I har de katholske Bisper i Aarhus faaet Fingre i den som Forlening og Pant. I 1661 blev den sammen med Alrø i Horsensfjord af Frederik III skænket som Faddergave til Niels Banners to Sønner, siger Trap. Men eftersom Niels Banner døde i 1668 efterladende sig fjorten Børn, er vi omtrent lige vidt med den Oplysning. Øen var imidlertid kun faa Aar i denne Families Eje; thi allerede i 1689 finder vi den paany som Kronens Ejendom, og snart efter, omkring Aar 1700, kommer den under Stamgodset Stensballegaard ved Horsens, som Peder Griffenfeld havde ejet nogle faa Aar indtil sit Fald i 1676.

Det var Baron F. E. Kragh til Stensballe, som nu blev Øens Ejer og som opførte dens Hovedgaard Edelholm, der var beliggende i Byens vestlige Udkant. Gaarden opkaldtes efter Baronens tredje Hustru Edel og opførtes til en Lystgaard for Herskabet, naar dette besøgte Øen. Men det var Baronens Søn med hans anden Hustru, Charlotte Amalie Griffenfeld, en Datter af Rigskansleren, som blev dens faste Beboer og levede her fra 1727—61.

Paa Øens lille smukke Kirkegaard findes 2 Gravsteder, der huser Medlemmer af den Slægt, som efter Kragh’erne fik Øen i Eje. Den ældste Ligsten paa disse bærer følgende Indskrift:

Georg Ditlev v. Schildknecht Major og Eskadronchef f. 1741, d. 1800.

Denne Mand købte Øen i 1796 og boede paa den af Kragherne opførte anden Hovedgaard paa Øens østlige Side. Efter et Sagn, der klinger noget usandsynligt, havde Majoren vundet Øen i Kortspil! — Han behandlede „Gevinsten" for saa vidt slet, som han aldeles sønderhuggede de forhen store Egeskove omkring den nye Hovedgaard og solgte dem til Skibstømmer. En Ætling af ham, Major Dan Schildknecht, sad paa Gaarden til 1858, men allerede omkring 1840 var man begyndt at bortsælge Øens jorder til Bønderne, og under de følgende Indehavere af Louisenlund var allerede i Halvfjerdserne alle Beboerne paa Øen bleven Selvejere. Endnu lever et Barnebarn af Dan Schildknecht paa Øen, en gammel Dame, som i sin Ungdom blev gift med en Mand fra Stedet ved Navn Hoe, og en Søn af Parret er Dyrlæge paa Øen.

—• 1 Danmarkshistorien rager Endelave ikke højere op end over Havfladen. Jeg har sandt at sige ikke kunnet finde den omtalt paa Tryk andre Steder end i en tyve Aar gammel, apokryf Beretning i et Ugeblad, der melder følgende om dens Deltagelse i „Englænderkrigen", uden at opgive sin Kilde:

„Under Krigen 1807—14 ankrede en Dag en engelsk Fregat op under Endelave. Paa Øen var dengang ligesom alle andre Steder i Landet en Kystmilits, be-staaende af alt vaabendygtigt Mandskab fra 20—60 Aar. Da Fregatten satte en Barkasse ud, bemandede den og sendte den ind mod Øen, lagde Militsen sig ubemærket i Baghold, og da Baaden kom indenfor Skudhold sendtes der den en Salve fra Geværerne, hvorpaa den øjeblikkelig vendte om til Skibet. Krigerne jublede og skreg af Henrykkelse, og da man straks efter saa Fregatten sætte Sejl, vilde Glæden ingen Ende tage. Men Enden kom anderledes end ventet: Da Sejlene var sat, stod Fregatten nærmere ind mod Land, vendte Bredsiden til og sendte pludselig et Lag Kardætsker ind mellem Forsvarerne, der nu hurtigst muligt forsvandt til alle Sider. — Derefter kunde Barkassen roligt gentage sit Landgangsforsøg, hvad den ogsaa straks gjorde, denne Gang med bevæbnede Soldater ombord. Da disse kom i Land, formerede de sig (!) i Slagorden og rykkede frem mod Landsbyen.

Paa dette Tidspunkt rykkede Øens gamle Præst i Marken; alene og i fuldt Ornat gik han Angriberne i Møde udenfor Landsbyen. Da han naaede Fjenden tog han sin Hat af og stod stille. Officeren, som førte Englænderne, kommanderede paa dette Tidspunkt Holdt og gik alene, kun fulgt af sin Tolk, hen til Præsten. For at klare Situationen greb hans Velærværdighed nu til den Udvej at stikke en lille uskyldig Plade: Han forsikrede Officeren, at Øboerne havde troet, at det var en svensk Fregat man havde med at gøre, og ikke en engelsk, bemandet med „højmodige Englændere". Havde man anet dette, vilde man rigtignok ikke have skudt paa dem. — Officeren lod sig formilde. Han nøjedes nu med at lade alle Skydevaaben paa Øen udlevere samt medtage den Proviant, som han havde Brug for til Skibsmandskabet."

Saaledes endte den glorværdige Krig paa Endelave. — Sikken et Held, at Præsten kom til inden Soldaterne fik Lejlighed til at „formere sig“ i Uorden!

Medens Hovedgaarden Louisenlund endnu staar, er den gamle Edelsholm forsvunden. Af dens Hovgaard, der laa ganske nær opad den, staar derimod endnu Stuehuset tilbage. Dens forrige Ejer var en Sømand, som vendte hjem til sin Fødeø efter en højst æventyrlig Tilværelse i fremmede Lande, bl. a. havde han i 6—7 Aar arbejdet i Sølv- og Kobberminer i Sydamerika. Men bortset fra den Nimbus, som omgav ham, skal han ikke have bragt synderligt hjem fra sine Langfarter.

Inde i den gamle Gaard træffer jeg dens nuværende Ejer og falder i Snak med ham. Han er en stor og svær gammel Karl og ligner med sit strittende Haar og mægtige Skæg en Trold, der lige er kommen op af Jorden. løvrigt er han en fuldkommen ren, østjydsk Type, en stout Bjerreherred-Bonde at se til.

Hver eneste Ting i hans Gaard tyder paa, at den er i Godtfolks Hænder. Det pragtfulde, gamle Stuehus er fortrinligt holdt, om det var selve Folkemusæet, der havde det i sin Varetægt, kunde der ikke være kælet mere for det. Og det fortjener det, et skønnere Beboelseshus i en Bondegaard har jeg næppe nogensinde set. Alene Hovedindgangsdøren er et Pragtstykke i al sin enkle Stilfuldhed. — Men ogsaa denne Gamle ser det! — Indenfor sit robuste Ydre er han en Entusiast og en Kunstner, en mærkelig Mand. Se, hvorledes én af hans store, krogede Hænder stryger over Dørens Karm, som han beundrer! —

Under det første Vindu tilhøjre for Hovedindgangsdøren læser jeg paa Bindingsværksbjælken følgende udskaarne Inskription:

F. E. K. er Frederik Erik (eller Ernst) Kragh, som opførte baade Edelsholm og denne dens Hovgaard.

Omkring den sirlige, velbrolagte Gaardsplads, der er et Eventyr af Renhed — det ser ud som om hver Brosten er tørret omhyggeligt af med en Støveklud — ligger de smukke Udhuses hvidkalkede Længer, alle opførte for mange Aar siden af den nuværende, gamle Ejer. Udmærket smukke er disse Længer, fortrinlig en saadan Detalje som Porten indvendig paa den østre Side; blot den Maade, hvor-paa de to Yderkarme ender paa den lille Stensokkel, er beundringsværdig. Lige-saa de morsomme, cirkelrunde Træforsiringer, der skjuler Naglerne, hvorom Trælaasetøjet paa Portens indvendige Side drejer sig.

Medens Gamlingen med Stolthed viser alt dette frem, røber han sin Respekt for alt, hvad der er gammelt her paa Stedet. Han har i mig mødt en Ligesindet, og hans Entusiasme faar ham til at fare ud paa Historiens Glatis. Han sværger paa, at Stuehuset er fra det 16.—17. Aarhundrede — i det allermindste! Men dets nordre Ende „er saa møj æller endda — ialfald di trej yderste Fag, di er hielt fra Oldtiden av! Det garanterer A for!“

Dersom der sad mange Bønder af hans Slags rundt om paa vore gamle Gaarde, vilde der mange Steder i Landet se helt anderledes ud! —

Typisk for Gaardene her er de meget lange, hvidkalkede og udvendig vinduesløse Yderlænger, næsten altid med Gavlens Tag skraanende indefter. Bygningerne er ofte gamle, hundrede Aar eller derover. Selv om de ikke er forfaldne, er de dog sjældent vel vedligeholdte. Inde i Byen fandtes et eneste, tangtækt Hus, aabenbart den sidste Levning af Øens gamle Byggeskik. Det tilhører Landposten og er beliggende i en herlig lille Have; fortrinlig ser det ud med sine store Grupper af Husløg paa det monstrøse Tag. Landposten var aabenbart ikke stolt af den Opmærksomhed, vi viste hans Wigwam; med sur Mine saa han til, mens vi fotograferede og tegnede Huset ude fra Vejen. Han har næppe tænkt sig, det var for dets Skønheds Skyld.

To herlige Gadekjær findes i Byens vestlige Del. Det ene ligger ved Vejen nær Præstegaarden, grænsende til en lille Eng og med yppige Træer fra de nære Haver hængende ud over dets Vand. Det andet findes i den vestligste Udkant af Landsbyen og ligger omgivet af nogle af Byens ældste Huse.

Overalt møder man Frodighed, Lunhed og Hygge. Vejen fra Præstegaarden ned mod det første Gadekjær er ganske æventyrlig i sin Skønhed. Ingen Vej mellem „Frascatis dunkle Haver“ er yndig som denne en saadan aarie Foraarsmorgen, hvor hvert Blad er lysende af Dugg og hvert Træ toner som en Orgeldiskant af Fuglesang. — Hvad vilde Frascati, Monte Pincio og Villa d’Este mon give for at have vore Sangfugle i deres Haver! Og hvad er deres mørke Pinjer og Cypresser og deres graa Olivenlunde mod saadan et lille Vænge paa denne beskedne, flade Ø, hvor de sølvglinsende Piletræer staar langs den rislende Bæk og den hvide Gaaseflok gaar nebbrende i det duggvaade Grønsvær! Bødtcher, der synger om Morgenstemningen, hvor Frascatis Haver laa „som Børn i Vuggen og died Morgenduggen“ — han har dette Billede med hjemmefra, det er Mindet om en nordisk Foraarsmorgen, som er vakt tillive i hans Sind. Og ubevidst er det netop dette, der griber os stærkest i disse første Strofer. Vi kender det! —

Det er gaaet mange af hans Landsmænd saaledes, at Vejen til Erkendelsen af det danske Landskabs Skønhed gaar over de berømte Steder i det fremmede. Og sandelig siger jeg: Ingen kommer til Endelave uden over Frascati!

— Ligesom paa Thunø er Befolkningstypen gennemgaaende østjydsk; flere gamle Mænd er af samme patriarkalske Ydre som den gamle Jakob Hatting paa Thunø. Ogsaa deres Væsen og Sprog bringer Tanken hen paa Bjerre Herred. Selv om Idyllen inde i Byen er udpræget fyensk, er der ingen Tvivl om, at vi er paa jydsk Jord.

Der samles Penge ind til et Taarn paa Øens lille kullede Kirke! Det vil være en Skændsel, om det gaar efter Planen, men Missionen paa Øen er i Spidsen for

Foretagendet, og den sidder aabenbart inde med Midlerne, som behøves — foruden den nødvendige Vankundighed.

Kirken er bygget i Begyndelsen af det 14. Aarhundrede af raa Kamp med Hjørnekvadre og af Munkesten. En Del af den er senere ombygget med Mursten og Bindingsværk, vistnok af F. E. Kragh i 1707. Den er usædvanlig smuk, fuld af Harmoni i sine Linjer og uden en Lyde. En fortrinlig Vejrfløj af Smedejærn pryder dens Gavl. Kirker af ganske samme Type fandt vi senere paa Hjarnø og Alrø i Horsensfjord; de passer til Landskabet, hvori de ligger, og til deres Byer. Deres Stil er saa ædel og ren, at de ikke kan røres uden at tage ubodelig Skade, selv om man tager en ordentlig Arkitekt dertil. Og en ordentlig Arkitekt vil vel næppe lægge Haand og Navn til en saadan Gærning. — Paa Hjarnø saå jeg, hvad en saadan „Udsmykning" betyder; dér er Kirken for stedse vansiret med et ækelt Taarn, den har fuldstændig mistet sin fornemme Stil med denne Rytter paa sin Bag, der sidder „som en Ildtang paa en So!“

Er det ikke muligt, at nogle hæderlige, behjærtede Godtfolk kan lægge sig paatværs for dette Forehavende og forpurre det, saa den smukke Kirke ikke bliver griset til! Skulde de af den Grund ikke blive velsete ved den Thevand med tilhørende Basar, som skal rejse Taarnet, vil de til Gengæld faa Løn i Himlen, om det lykkes dem at vælte det!

Én af de ivrigste Foregangsmænd i Sagen viste mig et Maleri af Kirken, som den vilde komme til at se ud med det nye Taarn paa! Jeg glemmer ikke det Udtryk af Stolthed og Sejrsbevidsthed, den Mand bar til Skue, da han fremviste dette Agitationsnummer: nu maatte jeg være slaaet! Den Slags forfærdelige Lægfolk med Pengemidler i Ryggen gør mere Skade paa vore gamle, stilfulde Bygninger og i det danske Landskab end lige saa mange Jordskælv. Maaske „erstatter¹¹ de Jordskælvene her i Landet. —

Udenfor Byen er største Delen af Øen jævnt bebygget og næsten overalt dyrket, naar undtages den nordlige Del, som er Lynghede. Dens Flademaal er 2390 Tdr. Land, og den har 629 Indbyggere fordelt paa 152 Beboelser, hvoraf 40 er Bøndergaarde. Øen danner eget Sogn under Aarhus Amt. Næsten alle dens Beboere er Jordbrugere, kun en Snes Familier driver noget Fiskeri, men ingen lever mere udelukkende af dette, og nogen Sømandsbefolkning har Øen heller ikke.

Den overordentlig lave og flade Ø, hvis højeste Punkt i Heden paa Nordlandet naar 8m, medens Klinterne paa Sydsiden kun er 6m, er omgivet af udstrakte, lave Grunde. En tænkt Linje fra dens nordligste Punkt „Øverste Ende" til Vestspidsen „Kloppen" vilde indstrege en stor Bugt, hvis største Dybde er omkring én Meter. — Øen har Form af en „Asenskæft". Men lad os for ikke at krænke de sagesløse Indbyggere hellere sammenligne den med en Boomerang, hvis Haand-tag vender mod Vest og den brede Del mod Nord; fra Vinkelspidsen „Lyngør Hage" i Sydøst er omtrent lige langt, ca. 5 km, til begge dens Ender. Nordlandets Hedestrækninger er opfyldt af Laguner og Moser, og nederst paa dettes Vestside ud mod Bugtens Indre findes udstrakte Saltvandsalluvier, som ligeledes er brudt af Laguner. Medens de dyrkede Flader er usædvanlige kedelige at se paa, særlig Vestenden med dens enkelte nye, grimme Gaarde, er Heden ejendommelig og smuk — for saa vidt som den ikke allerede har været udsat for Beplantning. Øen har paa Sydøstsiden én virkelig Skov, som hører under Gaarden Louisenlund, men ellers udenfor Landsbyen kun Træbeplantninger langs Hegn og Veje.

Fra Byen gaar vi en Eftermiddag ad Vejen mod Øst for at komme ud til Heden. Mellem spredte Gaarde og Huse strækker den lige Vej sig over de éns-formige Markers Felter, hvorover Viberne allerede er begyndt at samle sig i Flokke — skulde de allerede nu, den 9. Juni, være saa vidt med Ungerne, at de kan forlade dem? En enlig Hare kan man møde paa disse Marker, men en Agerhøne vil man aldrig kunne rejse — af dem, som for ca. 50 Aar siden indførtes hertil, er ingen flere tilbage. Beboerne siger, de er uddøde — ikke bortskudte! Man skulde dog tro, at Stedet maatte være et Eldorado for disse Fugle. —

Vejen drejer midt for Nordlandet brat mod Nord, og lidt efter naår vi ud paa den store, brune Flade, der som et bølgende Lyngtæppe strækker sig helt ud til Øens „Øverste Ende". Vi standser ved en stor, blomstrende Hvidtjørn, som staar ganske ensom midt i Lyngen nær Øster stranden. Bag den brune Lyngflade, hvor Tjørnen staar som et lysende Baal af Blomster, ses det blaa Hav og Samsøs fjærne, høje Banker gennem den tykke, violette Varmedis. Den soldirrende Hedeflade er isprængt irgrønt Rensdyrlav og Smaagrupper af Sortbærbuske. Fra Stedet og ud mod Øststranden ses mange Steder Klokkelyng, som overalt er vissen, rimeligvis Virkninger af Havets Invasion i Vinter under de stærke Storme.

Mens Johannes Larsen tegner den blomstrende Tjørn, gaar jeg alene ud over Nordlandet. Paa min Vej mod Nord passerer jeg en uhyre Mængde Smaalaguner, som alle har Retning S.Ø.—N. V. De ligger nemlig mellem de gamle, flade Strandvolde, som synes at danne Grunden her i hele dens Udstrækning. Lagunerne ses paa lang Afstand, da de næsten alle er tæt bevoksede med Tagrør, der rager højt op over Lyngen som smaa, grønne Skove. Terrænet er overalt ganske lavt, og dets Jævnhed brydes kun af Strandvoldenes svage Bølgen.

Men dette skønne Stykke Hede er allerede delvis ødelagt af Plantninger, rundt til alle Sider ser jeg Naaletræer skyde op i store og smaa Grupper. En Gaard-mand fra Øens Vestende fortalte mig, at han herude paa et Stykke Hede, som tilhører ham, har faaet gravet 2500 Plantningshuller for 1 Øre Stykket! Da Planterne kan faas for næsten ingenting, er det en billig Forlystelse at ødelægge Landskabet — for en 25 Kroners Penge har han ødelagt adskillige Tønder Land! Heldigvis er de fleste af de unge Planter gaaet ud; men de dybe Huller med de rustrøde Kviste er ikke skønne, selv om Hensigten har været god nok. —

En Hare styrter skræmt afsted langt borte med Ørerne fladt henad Ryggen, og lige for min Fod ryger en anden med et Sæt ud fra en Tue af høje, visne Græsstraa. Jeg stikker Haanden ned i dens „Sæde", det er længe efter varmt og lunt som den lyse Uld under Harens Bug. — Hvorsomhelst jeg gaar over den vide, lagunefyldte Flade med Havet synligt til begge Sider, rejser en Mængde Fugle ved mit Komme. En Rødben-Klire flyver lydløst op fra et Vandhul, Flokke af Graakrager letter fra Plantningerne og kredser skraalende over deres Reder derinde, over Heden trækker en Mængde store Havmaager, og da jeg nærmer mig Nordstranden, begynder en Dobbelt-Bekkasin at spille over en sumpet Strækning indenfor de yderste, høje Strandvolde. Da jeg dukker op over disse, der hist og her er beplantede med Marehalm, og ser Stranden foran mig, flyver et Skalleslugerpar op fra Havstokken og trækker sydpaa langs Stranden, længere ude ror et Par Gravænder, som ikke lader sig forstyrre af min Ankomst.

Mellem Engelskgræsset nær Stranden færdes store Masser af fouragerende Stære; deres smattrende Smaalyde akkompagneres bestandig af den ihærdige

Endelave. Indkørsel til Edelsholms tidligere Hovgaard.

Endelave. Fra Gaardspladsen i Edelsholms tidligere Hovgaard.

Endelave. Gavl af Yderlænge i den gamle Præstegaard.

Endelave. Ved Byens vestre Gadekjær.

Bekkasin — „Horsegummen“ eller „Himmelgeden“ kaldet paa Grund af den mærkelige, brægende Lyd som den i Parringstiden frembringer ved under Flugten at styrte sig lodret ned, saa Luften kløves af dens strittende Halefjer. Det er naturligvis en højst besynderlig Maade at lave Musik paa, men Herregud, enhver Fugl synger med sit „Næb“, og Bekkasinen har altsaa faaet Redskaberne anbragt i den ravgale Ende. Men lad for mig alle Vælsklands Nattergale tromme sammen til Sangerkamp med vore egne Koloratursangere i en sjællandsk Bøgeskov -— maa jeg faa Horsegummens Slag en Aftenstund over et øde Kjær!

Det er ikke altid „le ton qui fait la musique", det afhænger af Tilhørerne. Naar jeg hører Horsegummen tromme med sine Halefjer, tænker jeg paa hvad en gammel Jyde sagde, da han ved et Jagtselskab i en jydsk Hedekro havde hørt mig spille paa min bramfri Mandolin: „Der skal Fandenfo’ en jawnhen gue Musikanter te’ aa ta’ ham!“

Jeg føler mig langt ude i Slægt med „Himmelgeden “! •—

Nordligst ude paa Heden møder jeg Smaabuske af Enebær, Dværgpil og Bævreasp, lutter gode, gamle danske Planter — de skal saamænd ikke skade dette Landskabs Stemning! Og nordligst ved Stranden er et helt lille Krat af Tjørn, Slaaen og Brombær, hvorunder Ørnebregner staar i Læ. Langt ude trækker en Flok Smaafugle sydpaa over Heden — Engpibere vistnok. Store Vibeflokke, en enkelt paa henimod et halvt Hundrede Stykker, letter bag Krattet og svinger ind over Heden, og fra Stranden flyver pludselig en Snes Gravænder op og trækker ud over Vandet. Et Par Strandskader og nogle Dværgterner jager forbi, Svaler kredser over Heden og Stranden, og Luften genlyder af Sang fra Hundreder af Lærker. Midt i det hele hører jeg pludselig fra en lille rørfyldt Lagune en Rørspurvs Sang.

Da jeg klæder mig af for at gaa i Vandet, kommer jeg for nær til et Engpiber-par, der saare bekymret travede mig ganske nær for at lokke mig bort fra deres Unger.

Mens jeg badede, kom Johannes Larsen til. Han havde inde paa Heden fundet rugende Kolonier af Havmaager og Stormmaager nær herved. I Haanden holdt han et Æg af en Havmaage fra en Rede lige i Nærheden. Skønt Ægget endnu kun havde en ganske fin Revne, kom der allerede et hæst og raat, umiskendeligt Maagevræl ud af det! —

Paa Hjemturen, der gik langs Nordlandets Vestkyst, passerede vi en smuk Langdysse, beliggende paa et henrivende Sted ganske nær ved Stranden. Det er Endelaves eneste tilbageværende Oldtidsmærke, den sidste Levning af hvad denne centralt beliggende Ø har tilbage af sin Oldtidsbebyggelse. Vi fandt alle Stenene i den ovale Stensætning paa Plads, men intet Spor mere af nogen Grav indenfor denne. Hvornaar en saadan er lagt øde, kunde vi ikke afgøre, men maaske er det ikke længe siden; thi vi saå til vor Forundring og Harme, at der tværsover Dyssens østlige Ende for nyligt er gravet et stort og dybt, firkantet Hul, der gaar over den i hele dens Bredde. I Yderkanterne af Hullet var man begyndt at lægge Fundamentet til en Mur, og det var øjensynlig Hensigten her at opføre et Kreaturhus. Men Planen var tilsyneladende atter opgivet.

Inde i Byen fik vi senere Besked om Sagen. Ejeren af Grunden, en Gaard-mand Jakob Jørgensen, boende i én af de østligste Gaarde paa Øen, har givet en Fisker Lov til at anlægge et Ishus paa Stedet! Fiskeren gik i Lag med Arbejdet;

men da han var kommen saa vidt, at han havde faaet skamskændet Dyssen, blev Foretagendet af én eller anden Grund opgivet! —

Hvorfor Huset netop skulde anbringes ovenpaa Dyssen, er det ikke nemt at finde Mening i. Dyssens Sten er ikke anvendt som Led i Anlæget, og hundrede andre Steder i Nabolaget synes lige saa vel egnede. Manden vilde hente Is fra de nærliggende Laguner og anbringe den i Huset; men der er Laguner overalt, baade fjærnt og nær, Dam ved Dam.

Fra dette Sted kom vi paa vor Vej sydover langs Kysten over et umaadelig fladt Land med en Mængde Laguner, et typisk Stykke Saltvandsalluvium. En vældig Strækning af dette har været oversvømmet under sidste Vinters Stormfloder; flere Steder saå vi langt inde i Landet Tangen hænge højt paa Gærderne mellem Markerne eller paa Buskene, efterladt af Vandet, da det faldt. I Mellemrummene mellem Lagunerne fandt vi rugende Kystterner og en Del Stormmaager.

En tidlig Solskinsmorgen naår vi paa vor Vandring til Louisetilund paa Øens Sydøstside. Gaarden ligger usædvanlig smukt; thi tiltrods for at Landet omkring den er ganske fladt byder Omegnen paa rig Afveksling, idet Ager og Eng, Hede og Skov bestandig skifter. Et herligt Vænge, omgivet af Træplantninger, ligger lunt bag Gaardens smukke gamle Avlsbygninger paa dens Vestside.

Gaarden har nu ialt 300 Tdr. Land, hvoraf 165 er under Plov, 50 er Skov og Resten Græsmark og Hede. Hovedbygningen, som er nyopført i 1904, er ganske tarvelig. Men alle de gamle Yderlænger er fortrinlige og indeslutter en mægtig og fornem Gaardsplads. Den yndige Have er af stor Udstrækning og gaar, kun indhegnet med et Stakit, jævnt over i den omgivende Rest af den gamle Storskov. Men alt — Have, Gaardsplads og Bygninger, Arbejderboliger, ja selv Gærderne — tyder paa Forsømmelse og Forfald. Den nuværende Ejer, en Provinskøbmand, har for 3—4 Aar siden købt Gaarden til en svimlende Krigspris og kan ikke paa langt nær faa det nødvendige ud af Bedriften.

Ejeren selv er idag bortrejst, men hans elskværdige Frue og fem henrivende Børn i Alderen fra 5—18 Aar tager imod os næsten som om vi var længe ventede Venner. Fruen taler om de haarde Tider, om det altfor dyre Køb af Gaarden og om det haabløse i at forsøge paa at slaa sig igennem som Landmand under disse Forhold, der blev saa helt anderledes, end man havde ventet. Og dog vilde hun og Børnene saa nødigt bort, de elsker Gaarden og Egnen — og de dejlige „Unger" trives jo saa fortrinligt her som Modsætning til i den kedelige og grimme By. Hvor trist det er, om de nu igen skal ind og være „Etagebørn"! — Men Manden tvinges tilbage til Byen for at genoptage sine Forretninger — for at begynde forfra! —

Naar disse Linjer nu fem Aar efter skrives, har Skæbnen vel forlængst drevet disse gode Mennesker bort fra dette Sted, hvor de søgte et Otium efter Bylivets Slid, og hvor vel kun Børnene blev lykkelige. — Disse Krigsaar, hvor Forret-ningsmænd drog bort fra Byerne som velhavende Folk og forsøgte sig som Landmænd i stor Stil, har skabt denne Familie mange Lidelsesfæller, men vistnok faa, som var mere sympatiske.

— Ude fra den store Have klinger Fuglesangen gennem den aabne Altandør, Solsort og Gulbug, Havesanger, Bogfinke og Musvit, Løvsanger og Gulspurv. Inde fra Skoven høres Fasanernes Galen og en kukkende Gøg. Det er dette Steds virkelige Indehavere, som hidtil har trodset alle Omskiftelser.

Da vi gaar ud gennem Haven mod Indgangen til Skoven, hvor nogle Gærdesmutter Armer rundt mellem Buskenes Løv, hører vi fra Toppen af et gammelt Træ de hæse Skraal af nogle sultne Krageunger i en Rede. Det ligefrem river i Trommehinderne, dette ustandselige, hæse Vræl, dette brutale, glohede Krav til Livet, der jager de Gamle rundt fra Sted til Sted Dagen igennem. Det er som selve Hungerens Symbol har taget Stade i Træets Top. Her er den evindelige Konsekvens af, at Krage søger Mage — Formeringens Følgesvend, det velsignede og forbistrede Slid, den lange Regning for den stakkede Glæde! Men i Trætoppene gaar det almindeligvis noget mere gelinde end i Menneskes Hus — Gud bedre det!

Den Smule af den gamle Skov, som Hr. von Schildknechts Økse for hundrede Aar siden levnede, ligger umiddelbart opad Gaardens Have og er kun 6 Tdr. Land stor. Naturligvis er der kun faa af de gamle Ege tilbage, men tiltrods for dette og for Skovens Lidenhed er den imponerende — ved sin Rigdom paa Arter og ved disses frodige Vækst. Kun paa Romsø har vi mødt noget lignende. Her Åndes saa godt som alle vort Lands gamle Skovtræer: Skovæbletræer saa store som anselige Bøge, store ranke Ege, vældige Hasler og en broget Blanding af Elm, Ask, Lind og Røn, Birk og Seljepil, og et enkelt Sted en Gruppe Elletræer af usædvanlig Størrelse og Kraft. Da Bøgen ikke Andes i stort Antal herinde, er Skovbunden pragtfuld og frodig, Slaaen, Tjørn, Ribs og Hyld, Brombær og Hindbær og hele Smaaskove af Spiræa staar i ét Virvar rundtomkring, og Vedbend og Caprifolier slynger sig op ad Stammerne.

Men det bemærkelsesværdigste herinde er dog Kristtornene, der mange Steder optræder som den mest dominerende af Underskovens Vækster i hele den sydlige og østlige Del af den gamle Skov. Vildtvoksende Andes saavidt mig bekendt denne Plante her i Landet udenfor Jylland kun her paa Stedet, paa Sejerø og Æbelø. De to sidstnævnte Steder naår den en højere Vækst, men her breder den sig over et større Areal; og her Andes dog et enkelt Eksemplar paa henimod 7 Meters Højde. — Mellem Kristtornene Andes Caprifolierne i Mængde, og disse to Planter staar overalt friske og grønne som Modsætning til en Mængde andre af Underskovens Vækster, ja endog af Træerne, som har lidt stor Skade under Efteraarets og Vinterens SformAoder, da Havet er trængt helt herind over det lave Forland. I den sydlige og østlige Del af Skoven staar saaledes næsten alle de store Hasselbuske visne og døde. Og i den store Ungskov, der omgiver den gamle paa et Areal af ca. 45 Tdr. Land, er en Birkeskov paa Aere Tønder Lands Udstrækning lagt fuldstændig øde af SaltAoden. Paa de aabne Marker helt ud mod Stranden er næsten al Vegetation borte; men midt paa denne døde, graa Jord virker det som en Aabenbaring at se Tjørnene staa friske og grønne og med et Væld af Blomster luende i Solen!

Skovbunden har en Vrimmel af Blomster: Mjødurt, Iris, hvidgrønne Gøgeurter, Fladstjærne, stor Snerle og tveskægget Ærenpris strides om Pladsen. Et enkelt Sted er Bunden tæt dækket af Storekonvaller — „Hestekonvaller“ eller „Salomons Segl“ — saa høje og frodige, som jeg aldrig før har mødt dem. Ogsaa Vincaen fandt vi vildtvoksende herinde, den lille stedsegrønne Plante, som vi sidst mødte paa Kyholms gamle Kirkegaard.

Hærskarer af Citronsommerfugle sværmer og nagrer i Solskinnet mellem de udgaaede Birkes Stammer — de ligner smaa, forvildede Lygtemænd, der er kommen ud og spøge i fuldt Dagslys, mellem de døde Træer og over Jordens graa Lavafarver.

Ogsaa Fuglesangen herinde i Storskoven minder os om Romsø. Alle mulige Smaasangeres Stemmer blandes med hinanden, og her er en Mængde af hver Art. Nogle Mejser og Irisker skælder og larmer et Steds og har travlt med at faa en Natugle jaget væk, som er kommen dem for nær under sit Forsøg paa at faa en Smule Søvn i Øjnene. Tilsidst ser vi ham flygte bort mellem Stammerne — han ligner en Vagabond, der er bleven jaget væk fra en Bænk i en Park, med Frakkekraven oppe om Ørerne.

Her er en Jubel og Kvinkeléren af Drosler, Blaamejser og Sumpsangere, Rørsangere og Gærdesangere; Ringduens Kurren naår til os fra de fjærne Trætoppe, hvorover Mursvalerne jager, og højt oppe mod den lysende, blaa Luft manøvrerer en Krageflok, hvis Raab og Palaver tilsidst vækker en sindssyg Fasan nede i et Hegn: Skraratt! —

— Da vi sagte vandrer bort gennem Højskoven, ser vi pludselig paa en Gren, som gaar ud fra en høj, slank Egestamme, og ganske tæt opad denne en stor, graa Fugl, som sidder ganske stille. Vi ser den mod Lyset, og Solglansen, som falder paa dens matte, graa Fjerlag, danner en lysende Ring omkring den. Hvis denne Lysring ikke var, vilde det have været næsten umuligt at opdage Fuglen.

Begge er vi øjeblikkelig stivnet i Gangen — saa pludselig som forhen Loths Hustru. Men saa faar vi Kikkerten listet op for Øjnene: det er en sovende Skovdue ! — Hovedet hviler træt og trygt mod de bløde Brystfjer, Hinden over Øjnene er ubevægelig. Engang imellem virrer det lille spidse Næb en Smule, og Hovedet gør en lille, rystende Bevægelse, omtrent som paa et Barn i dyb Søvn.

Uskyldig er den som det sovende Barn. Og den er lydeløs og helt yndig — som Salomons Elskede i Højsangen.

Den er Skovens fineste Tanke. Den er Foraarets Sjæl, der har lagt sig til at drømme paa en Gren.

ØER I STOREBELT

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela