EGHOLM
To Dages Sejlads over Kattegat. Fra Storebelt til Limfjordens Munding — det er som at krydse et Ocean sammenlignet med de Farvande, vi er vant til at færdes i. Roligt Vejr, mest med Havbleg, af og til lidt Luft af Øst og nogle vagabonderende Dønninger — men bestandig blankt under en skyløs Himmel. Sjældent Synet af en Sejler eller den fjærne Dunst af en Damper — hyppigere et Par Marsvin der leger, af og til en Ederfugleflok — men ellers intet Liv. Havet herude er som en Ørken. Det er en af de faa Ørkener, vi har tilbage i Landet.
Jeg mindes Hatterrev med dets Baake, der dukker op som et Gravmonument midt i Havet, Solen, der steger og blænder, mens et kraftigt Søndenvande skyller hen over det lave Rev, der ligger som en Koralø, lige ved at fødes i Oceanets Skum. Hvor Strømmen farer hen over Revet og rammer Søens blanke Overflade paa den modsatte Side, kruser Vandet sig i vilde ultramarinblaa og smaragdgrønne Farver. Baaken løfter sin Jærnkrop over det hele og straaler i forvitrede Rustfarver, Gulhvidt og Sort mod den dybblaa Strøm.
Hvor ensom, hvor fjærn fra alting — hvor vid og øde er denne mægtige Vandørken !
Oh ye, who have your eyeballs vexed and tired,
Feast them upon the wideness of the sea!
— En stor, mørk- og hvidbroget Masse, som vi paa Afstand havde troet var et Par af de almindelige plettede Sæler, som laa i Klump paa Revet, begynder at lette paa sig, da vi kommer helt nær. Et rundt Hoved skyder langsomt op over Massen, saa følger Forkroppen tøvende efter — og vi ser, at det er en vældig Graasæl. Tegningen i dens Skind gløder i det intense Lys, det er en vild og barbarisk Fremtoning, et Uhyre fra Stenalderen. I Stedet for at flygte ruller han sig med alle Tegn paa Tryghed om paa Ryggen, vifter Maven med Forlufferne og lader Hovedet dovent synke ned til Siden, allerede paa Vej til en ny Slummer. Det er det fuldkomne Velvære, enfin seul! Havde vi været nær nok, vilde vi have hørt ham nynne i Søvne: Min Kone er paa Landet — Hurra, Hurra!
— En Nat i Grenaa Havn. Og Dagen derpaa Kurs mod Indsejlingen til Limfjorden, hvor Fartøjer trænges for at slippe ind gennem det snævre Gab. Det er som et Spiserør, der fører ind til Fjordens indviklede Fordøjelsessystem med Løgstør Bredning som Mavesæk, Lemvig Bredning som Tyktarm, et Utal af lumske Blindtarme trindt omkring, og med Gattet vendt ud mod Vesterhavet.
Mængder af store og smaa Sejlere styrer ind mod Porten til Fjorden i den fine Østenbrise. Et Par Dampere løber ud derfra med en tung Røghale efter sig.
Inde paa det jydske Land hæver det vældige Muldbjerg sine skarpe, blaanende Højder op over Disen, dets alvorsfulde Konturer danner en vidunderlig Modsætning til Forgrunden, til de fine, blide Farver i Revenes Sand og Marehalmens kølige Toner. Luftspejlinger faar Bjergets Krop til at hvile paa en høj, falsk Horisont, hvor det spejler sig som i en Havflade.
Det jydske Fastland med de svimlende Vidder og deres kogiende Luftspejlinger hilser os allerede ved Kysten. — —
Men nu ligger vi vel forvarede herinde i Fjorden i Læ under den lille flade Egholm, der er som en Pandekage, Jylland har faaet i Vrangstruben og kan ventes at ville hoste ud i Kattegat, naar det en skønne Dag bliver opmærksom paa den.
Pontoppidan siger i „Danske Atlas'1, at det ikke er usandsynligt at det Egholm Slot, som Dronning Margrethe i 1391 skænkede Vor Frue Kloster i Aalborg, har ligget „paa dette lidet Land". Christian II lagde Øen fra Vor Frue Kloster under Aalborg Slot. Senere finder vi den under Herregaarden Rodslet i Vendsyssel, hvor den har været til ind i vore Dage.
Mærkeligst blandt de faa historiske Oplysninger, der findes om Øen, er vel et Brev fra Frederik II til hans Lensmand Ove Lunge, hvori han anmoder ham om at lade nogle indvandrede Hollændere faa Øen i Besiddelse. Om Hollænderne virkelig kom hertil, om de atter har forladt Stedet eller er bleven her og efter-haanden er smeltet sammen med Egnens Befolkning, herom vides der desværre intetsomhelst.
Fra tidligere at have været bebygget af kun 6 Bøndergaarde, har Øen udviklet sig til paa sine 1091,4 Tdr. Land nu at have en Landsby og rummer ialt 13 Gaarde og 10 Huse med 136 Indbyggere. Den lave og flade Ø, hvis højeste Punkt kun er 2 m over Havfladen, er adskilt fra Vendsyssel i Nord ved det kun 600 m brede Nørredyb og fra Fastlandet i Syd ved det en Smule bredere Sønderdyb.
Jeg gaar op over den lille Ø til dens Landsby. Over mit Hoved synger Lærkerne i den milde Sommerluft, Gøgen kukker inde fra Skoven nærved Byen, og et Par store Regnspover trækker højt fløjtende henover Øen. Endelig ser jeg en Stork flyve forbi over mod Aalborg, og han skal ikke slippe for at blive skrevet op, for det er først den fjerde paa flere Maaneders Rejse.
Læreren i Byen fortæller mig nogle faa Ting om Øens Dyreliv. Han fortæller bl. a., at Muldvarpen, som for 20 Aar siden ikke fandtes her, nu er kommen hertil og har formeret sig, saa her er en vrimlende Mængde af den, medens Vandrotten, som var her i stort Antal til for 10 Aar siden, nu til Gengæld er totalt forsvunden. Den brune Rotte findes ikke, hvorimod en Del Mus og enkelte Pindsvin. Lækatten er Øens eneste Rovdyr, men det hænder, at en Ræv lister over Isen hertil om Vinteren. Foruden en Del Agerhøns findes her en stor Mængde Harer.
Han siger, at her nu som Modsætning til tidligere kun findes faa Fiskere paa Øen, idet saa godt som alle er bleven Jordbrugere. Kun om Efteraaret drives noget regelmæssigt Aalefiskeri. Det gamle Landingssted „Kogsted" paa Nordkysten er nedlagt for 10 Aar siden og er afløst af den nye Landingsbro paa Østsiden.
Læreren anbefaler mig den gamle Postbaadfører Søren Larsen som Fortæller, og jeg gaar for at opsøge denne i hans Hjem i Byen, et Besøg, som jeg ikke kom til at fortryde.
Paa Vej gennem den lille By fandt jeg enkelte gamle Bygninger, men for det meste forfaldne og med mange delvis nedstyrtede Længer. Byen har en Del nye Huse og forøvrigt baade Skole og Mejeri, og saa godt som alt nyt er naturligvis som de fleste andre Steder af Cement. Et Par smukke Gadekjær med Anlæg omkring, mest bestaaende af Piletræer, findes i dens Midte. Nær dette Sted har Posten sin Bolig.
Søren Post stod udenfor sin Dør og røg Pibe. Baade han og Piben ser ud, som om de ikke kan trives uden i hinandens Selskab; og de Gange jeg traf ham tog han ikke gærne Piben ud af Munden uden for at stoppe den.
Søren Post er en god Jyde at se paa, han er tillige en Mand som ved Besked om sin Ø og gærne taler om den. Han er født her i 1848, og han fortæller, at hans Bedsteforældre og deres samtidige paa Øen endnu var Folk, som maatte drage paa Hoveriarbejde til Herregaarden Rodslet, der ligger lige Nord for Øen oppe i Kjær Herred. Nu har Beboerne forlængst løskøbt sig og er bleven Selvejere. De allerfleste af Indbyggerne var endnu i hans Barndom Fiskere. Det var mest Sildefiskeri, som dreves i Nørredyb. Silden kunde dengang komme om For-aaret i vældige Stimer ligesom „Fylkinger“ gennem Sundet og staa ganske tykt i Vandskorpen. Men Fangsten var alligevel ikke meget indbringende — for ganske vist forlangte man dengang 2 Skilling for en Ø1 Sild, men det var saamænd sjældent, man fik. det!
Det mærkeligste Minde fra sin Ungdom henter han frem og fortæller mig om. Det var da han som 16-aarig under Krigen i 1864 var med til at færge en Drift Kvæg paa 90 Stykker over Sundet fra Aalborgsiden til Egholm for den danske Armé, som trak nordpaa, medens Prøjsernes Artilleri fra Fjordens Sydside sendte Granater over Vandet efter de flygtende Danske. -— „Gudskelov, at de sigtede saa godt,“ sa’e han. „Alle Granaterne gik tværsover Fjorden med en lang Hale efter sig — ovenover os — der var ingen, der ramte hverken os eller Studene. Ild’ gik’et og wal war’et!“
I 1879 begyndte han at sejle som Postfører mellem Egholm og Aalborg. Og han blev ved med dette lige til 1914 — i femogtredive Aar. De første Aar sejlede han med en almindelig norsk Pram, en „Moses", som han riggede til med et Par Sejl. Men siden fik han en ordentlig Sejlbaad.
Denne Afstand paa 1/2 Mil sejlede han hver Søgnedag i Aaret frem og tilbage, og han har i de 35 Aar tilbagelagt 10,500 Mil i sin Baad — det er omtrent en Fjerdedel af Afstanden til Maanen, regner vi ud i Forening! Fortjenesten var mager, for Personbefordring var immer gratis, og Lønnen var i Begyndelsen kun 25 Kr. om Maaneden. Senere kom han dog op paa 500 Kr. om Aaret. Da han nogle faa Aar før han opgav denne Virksomhed kom i Besiddelse af en Motorbaad, fik han det excentriske Paafund at forlange 25 Øre for at tage en Passager med. Men dette faldt ogsaa Folk næsten for haardt for Brystet. For den Sum købte man jo i de Tider en hel Fjerding Kaffe — det var da altsaa et blodigt Forlangende!
Men den gamle stopper nu sin Pibe som den holdne Mand, der ikke behøver at grunde over, hvad et enkelt Hovedfuld koster. —
Udenfor hans Vinduer skinner Solen over Gadekjæret og de blankløvede Pile-
træer, gennem regnbuefarvet Dis strømmer Lyset ned over Vandspejlet og gennem det lyse Løv, hvor Skovspurve i Masser holder til — de vil heller ikke her paa Stedet gøre deres svenske Navn „Pilfinken“ til Skamme.
Jeg gaar vesterud af Byen ind i den lille Skov, som er bleven anlagt allerede i 60’erne i forrige Aarhundrede sammen med Plantningen om Byens Gadekjær. Skoven er usædvanlig smuk og forbavsende rig paa Træarter; Birken er Hovedtræet, men den veksler med Skovfyr, Eg, Røn, Hassel, Ask, Ahorn og Lind i frodig Mængde. I den yppige Skovbund, som ikke overskygges af nogen Bøg, finder vi Ranunkel og Forglemmigej, trevlekronet Pragtstjerne, Lægenellikerod og Jordbær foruden en Mængde Buske, hvoriblandt en overvældende Mængde Hindbær.
Duggen er falden tæt inat og ligger funklende over den frodige Skovbund. Det er smeltende hedt herinde, men det er lifligt at gaa i den svale, perlende Væde og blive pladdervaad helt op over Knæene. Høgeurten dufter vildt i Solvarmen, og en klingende Fuglesang af Solsort og Musvit, Havesanger og Gærdesanger, Gulbug, Bogfinke, Tornsanger og Gulspurv lyder fra Buskene og Træernes Kroner.
Henad de nære Strandenges Flader, hvorover Svalerne jager, ser vi Kolonner af Smørblomster og den trevlekronede Pragtstjerne. De er som stridende Armeer, der gror. op af Jorden, det er en Kamp under gjaldende Farvetoner, og ustandselig kaldes nye Hære frem. Pragtstjernens dybe, violetrøde Toner overskingres af de ildgule Hornsignaler fra Modstanderne — hele Marken er en Valplads, hvor ingen falder, men bestandig flere kæmper. I Grøfterne langs Vejene staar vild Skorsoner og Gulerod, og Mælkebøtte som allerede er i Frø. Rugen har faaet en fin rødlig Tone over Aksene paa de endnu friskgrønne Stængler og gaar tung med brede Bølger for Sommervinden. Over den til alle Sider usynlige Fjord løfter de fjærne Højder paa Fastlandet deres skarpe blaanende Konturer som takkede Rovdyrkjæver over Forgrundens jævne Flade. Rundt om mig til alle Sider toner Luften højt og lavt af Lærkesang og Græshoppespil.
Men ude i Sydøst staar som en tyk, ubevægelig Tordensky af sort Røg op over Himlen, tung, fornaglet til sit Sted som Vulkanens Os over dens Krater. Det er Aandehullerne fra de halvtredsindstyve Fabrikker inde i Storbyen, Aalborg, der spyer.
Skummel som Jahves Skystøtte under Ørkensolen, rede til at forvandle sig til en Ildsøjle, naar Natten kommer — det er Industrispøgelset, som skriver sit Mene Tekel paa Himlen.
Over de lave Diger, som skiller Marker og Strandenge, jager skrigende Viber og Klirer, ængstelige for deres Yngel. Strandskader, Præstekraver og Muddersnepper færdes ved Stranden, hvis vide Flader af Sand og Mudder kun hist og her er dækket af lidt lavt Vand, hvor yderst en fin blaa Stribe viser det smalle Strømløbs Dybder.
Ovre paa „Tagholmene" ved Nordvestsiden er Kvæget ved at bryde op for at foretage en Spadseretur over Vaderne til Egholm. I et Antal af et halvt Hundrede skrider de sindige Køer i en lang Række over mod Øen. Deres sort- og hvid-brogede jydske Skind er en god Camouflage mod den stenede Bund omkring dem. Jeg kan se, at de gaar fint paa Række, for en bestemt lille Vandpyt spejler dem alle, efterhaanden som de skrider forbi den. En enkelt af dem standser et Øjeblik og strækker Halsen langt frem, og lidt efter hørte jeg Brølet. — Men da var den allerede paa Vej igen.