De Danskes Land -- Achton Friis

BORNHOLM

Anderledes hører vi første Gang Øen nævne i en Beretning, som Englands ii Konge Alfred den Store nedskrev efter Wulfstan og Ottar, der paa hans Anmodning havde været paa Opdagelsestogt mellem Østersølandene i Aarene omkring 890, og fortalte ham om hvad de havde set:

„Wevnadland him væs on Steorbord and on Bæabord him væs Langoland and Loland and Sconeg and thas land allhvrath to Danemearcan. And thonne Burgendaland væs us on Bæabord, and tha habbat him sylf Cyning.“

Søfarerne har altsaa gennemsejlet Østersøen fra Vest mod Øst, naar de har haft alle de nævnte Lande om Bagbord; de nævner dem i den rigtige Rækkefølge, sidst Bornholm, som de altsaa kalder Burgendaland — maaske Burgundernes Land — senere forandret til Burghændeholm, i 1295 Burghundarholm. Endnu omtaler Bornholmere deres Hjemland som „Landet Bornholm" — „Øen" er i deres Tale modsætningsvis Christiansø derude i Nordøst. Men i den angelsaksiske Beskrivelse dukker Øen første Gang frem over Kimmingen for Øjnene af de Sejlende, der videbegærlige har spejdet mod dens Kyster over Skibets Lønning, men som forsigtigvis har holdt sig fjærnt fra den i rum Sø. For det er godt nok med Betegnelsen „Cyning"; men det kan godt dække over en grum Viking og Sørøver, der ligesom Røveren i Sejbæk og Kromanden i Hagebro „levede af de Vejfarende".

— Besejlingsforholdene til Øen har som meget andet ændret sig betydeligt i de tusind Aar siden Wulfstans Dage. At gaa ombord i København Kl. 11 om Aftenen, smutte i Køjen og sove til Damperen om Morgenen glider ind i Rønnes Havn, er ikke den sikreste Maade, hvis man vil rekonstruere Wulfstans og Ottars Oplevelser, da de anduvede Øen. Det gjorde jeg for Resten heller ikke, jeg var ialfald oppe før Fanden og Hovmesteren fik Sko paa og kiggede forud efter Land. Juninatten var lys og blikstille, den traditionelle Stjerne spejlede sig i det olieglatte Vand, og den eneste Lyd som hørtes var Maskinens rolige Hjærteslag dybt nede fra Skibets store Krop. Men i Øst laa en lille Taagebanke, som langsomt blev tættere; og det var Tykning, da vi gled ind i Havnen, hvis Bolværker og Huse først blev synlige paa 100 Meters Afstand. Saaledes var min første Landgang paa Bornholm.

Paa et af Byens Hoteller mødtes jeg straks af en overstrømmende venlig Portier, som da han fik at vide, at jeg var kommen hertil for at arbejde og sove, fortalte at der samme Aften vilde ankomme 150 Gæster til Hotellet, hvorfor han faderligt raadede mig til at tage videre til Aakirkeby og blive der i 3—4 Dage, til Uvejret var trukket over. Jeg lød hans Raad for den første Dels Vedkommende, jeg tog til Aakirkeby; men jeg vendte ikke tilbage til Rønne. Jeg har boet i næsten alle danske Provinsbyer, og deres Hoteller har i Ferietiden oftest været som Underafdelinger af Dantes Helvede. Men i Aakirkeby levede jeg „wie Gott in Frankreich". Jeg havde Standkvarter her under hele mit Ophold paa Øen, og herfra spandt jeg som en Edderkop mit skrøbelige Net over hele det intetanende Land. Den af alle Turister skyede lille hyggelige og stille By er et fuldkomment Eden. Jeg tror, jeg forøgede dens Tilrejsendes Antal med mindst 50 Procent.

Paa de altfor faa Sider, jeg har til min Raadighed, vil det være fuldkommen umuligt at give en udtømmende Skildring af denne vor mærkeligste Ø. Alene en Liste over den Literatur i Form af Bøger, som allerede findes om Øen, danner et Værk paa halvfjerdsindstyve Sider! 1) Jeg maa indskrænke mig til at give nogle spredte Indtryk af dens vidt forskellige Landskaber, af mit Møde med dens Befolkning, oftest tilfældigt, af enkelte af dens pragtfulde Oldtidsminder, visse mærkelige Bygninger, nogle Sagn og enkelte Smaatræk af dens indviklede Historie. Bornholm maa i endnu langt højere Grad end andre af vore Øer i min Fremstilling nøjes med at blive en lille Billedbog. Den fortjente at blive behandlet i et Storværk for sig.

— Landskabeligt falder Øen paa Grund af de geologiske Forhold i to ret skarpt adskilte Dele, det gennemgaaende lave Sydland, der begrænses af en Linje, som gaar omtrent fra lidt Norden for Neksø til Rønne, og Nord for denne af det tre Gange saa store Land, hvor de gamle Granitdannelser, som paa Sydlandet næsten overalt er skjult af yngre Lag, for det meste naar næsten helt op til Overfladen, og endda ofte paa store Strækninger rager frem i skarpe, mærkeligt formede Smaaklipper, især langs Kysterne, eller danner tunge, fast formede Højder, som naar deres Kulmination i Almindingen og Paradisbakkerne og ved Hammeren paa Nordspidsen. Sydlandet, hvis øverste Lag af Ler og Sand saa godt som overalt skjuler Grundfjeldet og de over dette dannede Sandstenslag, Skifre og Kalksten, minder landskabeligt om Former, som vi kender fra mange Steder i det sydlige Danmark.

Men dette Sydland, altfor lidt kendt, ja tilsyneladende skyet af de Tusinder af Rejsende, som aarligt gæster Øen, er af mange Grunde overordentlig interessant og rummer foruden sin særlige landskabelige Ynde flere andre Værdier, som Nordlandet kun ejer i ringere Grad eller helt mangler.

Det var absolut paa Trods af al Tradition, at jeg begyndte min Rejse hernede.

Det er i straalende Solskin, én af de første Dage af Juni, da jeg forlader Rønne og tager Vejen mod Vest. Landskabet omkring mig virker straks fuldstændig østsjællandsk med frodige, veldyrkede Agre, Mængder af Smaalunde, enligt-staaende Træer og fine Haver ved Gaardene. Fra Landevejen slaar jeg et lille Slag mod Nord til Myreby, hvor jeg standser og tager et Overblik over Landet fra den 88 Meter høje Bakke. Alt hvad jeg ser er frodigt, livligt og afvekslende, stadig Østsjælland. Men Afvigelser begynder dog saa smaat at vise sig, enkelte

levende Hegn krydser hinanden mellem Agrene, og især giver Mængden af svære Stendiger Landskabet et fremmedartet Præg. Og pludselig slaar det ned i mig, at Øjet ikke i hele det vide Land jeg overskuer møder Synet af en eneste Landsby!

Bornholm har overhovedet slet ingen saadanne. Dens over ni Hundrede Gaarde ligger aldrig i Samfund, men er nogenlunde jævnt fordelt over det hele, naturligvis efter Jordens Godhed. Heraf kommer det, at disse Gaarde næsten altid har Egennavne.

Fra gammel Tid har dette været Skik paa Øen. Hvad der hist og her benævnes „Gaardbyer“ er kun nogle tilfældigt nær hinanden liggende Boliger. Enhver af disse, ofte meget store Gaarde, er et afsluttet Hele, fra gamle Dage indrettet med Selvforsyning for Øje. — Man har aabenbart ikke følt større Trang til Naboskab eller Sammenslutning.

En stor Mængde af disse Gaarde her paa Sydlandet er meget smukke og anselige Bindingsværksbygninger, som ofte har Rødkalkning mellem de sorttjærede Stolper. Eksempelvis kan nævnes „Sveder Kettings Gaard“ (benævnet efter én af Øens lybske Høvedsmænd), et fuldstændigt Pragteksemplar, som er beliggende ved Vejen fra Aakirkeby mod Nord til Almindingen.

En anden Forskelligartethed gør sig som før nævnt gældende i Mængden af Stendiger, som ofte naar en anselig Størrelse. — Men synker man trods dette alligevel hen i rolige Drømmerier om dansk Ø-Idyl, da hænder det at man pludselig ruskes lysvaagen ved at dette smilende Ansigt rynker besk paa Knurhaarene, og den raa Klippe i et Glimt viser Landets sande Karakter gennem den smilende Ager! Det er dog her paa Sydlandet sjældent Øens egen Grund, Urfjeldet, som rager op, men Vandreblokke, slæbt hertil af Bræen ligesom hjemme, blot flere og større.

Udsigten heroppe fra Myreby-Højden er herlig, ikke blot mod Syd over det mere hjemlige Landskab, men ogsaa mod Nord, hvor Almindingens bølgende, skovklædte Bjergkæde hæver sig med sine støvgraa Farver over de friskgrønne Marker og Forgrundens lave Moser. Allerede her faar man et Indtryk af Landets Forskelligartethed.

Denne Spaadom om Afveksling gør mig nysgerrig — jeg kan ikke styre mig, men maa omend blot for et Øjeblik nogle Kilometer længere mod Nord og overskride Bjærglandets Grænse for herfra at se ud over disse Egne og møde Modsætningen! Og jeg styrer min Kaas op mod Bjergegaardsbakkerne ved Vestermarie, en Bakkeø af lutter Klippesten, en ægte Ætling af Nordlandet, der ligger ensom her og hæver sig over Landet omkring den.

Her er godt! — En herlig Udsigt faar jeg fra denne øde Knold med dens Lyngmarker og flade, krybende Enerbuske. Allerede her begyndte et Navn at melde sig, som senere saa ofte kom igen under Færden gennem Øens nordlige Højland: Smaaland! — Er Sjælland pløjet ud af Vanern, da er Bornholm skaaret ud af Moder Sveriges Side et Steds paa Grænsen af Smaaland og Skaane!

Min Nysgerrighed gjaldt for øvrigt ikke alene Landskabet paa dette Sted. Jeg fandt hurtigt paa „Store Bjergegaardsbakke" noget andet, jeg var kommen for, de femten mægtige Sten, rejst nær den store Bondegaard heroppe, og som staar uregelmæssigt fordelt over den magre Lyngmark. Det er en forholdsvis lille Gruppe blandt Bornholms berømte Bautasten, af hvilke Øen endnu har halvfjerde Hundrede tilbage af de henimod tusinde, den en Gang har ejet. Tre af disse her paa Bakken er af vældig Størrelse, den største ca. 27₂m høj. Det er de første, jeg ser herovre, og det er med en mærkelig Følelse af dyb Ærbødighed, jeg staar overfor disse prægtige Vidnesbyrd om de Gamles Færd paa Stedet i længst forsvundne Dage. — Hvem har sat dem her, og for hvem er de rejst? De er tavse, alle disse Bautasten, som Modsætning til Runestenene, hvis Indskrifter taler, om end ofte i gaadefulde Ord og om Mænd, hvis Færd var endt for tusind Aar siden.

Der er den herligste Udsigt herfra Banken ud over det dejlige Land. Men endnu smukkere er der paa det samme Højdedrag ved den nærliggende „Lille Bjergegaard". Synet herfra over Landet, især mod Sydøst, er aldeles betagende. Her ser man paa iøjnefaldende Vis Modsætningen mellem Klippelandet og de lavere Egne i Syd. Hele Banken, denne raa Stenknude, er som selve Landets Benrad, der rager ud gennem Hud og Kød i et brutalt Brud — herlig i Farven op mod det lyng- og enerklædte Jordsmon og mod de fjærne Vidder dernede, der ligger i gyldne og sølvklare Toner bag den bleggraa og broncebrune Forgrund — to vidt forskellige Verdener saa tæt op ad hinanden.

Bynkefugle skælder og skvætter mod mig fra Stenens Top, og Gulspurve flyver fulde af Uro for deres Yngel fra Busk til Busk som smaa flakkende Ildsluer mod de graa Klippesten. Dybt nede fra et Kær, som er omgivet af en Ring af høje, lyshaarede Piletræer, naar Frøernes Kor mit Øre som en eneste lang, skælvende Tone.

— Klang af Jærn mod Sten, ubarmhjærtig og haard og bestandig gentaget, leder min Gang om paa Bakkens anden Side, hvor jeg finder nogle Arbejdere ifærd med at bryde Klippen og slaa den til Skærver.

„Hva!“ siger jeg til én af dem, som svinger en mægtig Jærnhammer saa Stenen slaar Gnister, „er De ved at slaa Bornholm i Stykker!"

„Jæ—æ!“ sa’e han.

„Naa, ja — der bliver vel altid lidt tilbage til os andre et Stykke Tid endnu!"

„Jæ—æ!“ sa’e han. Det klang helt hjemligt københavnsk, denne første Prøve jeg fik paa det bornholmske Sprog. Og saa drev han til med Hammeren paa en frisk. — Her er én af dem, der snakker ej, men slaar.

Skam faa den som tror, at Bornholmeren kan have samme Respekt for Kampesten som vi andre; dens maleriske Egenskaber rager ham lige saa lidt som et Stykke Lynghede en Plantør. Roser man et af de smukke Stendiger herovre, ser han lige saa uforstaaende ud som en fyensk Bonde, naar man udtrykker sin Beundring for hans Bindingsværkslænger.

dette Landskab, som herfra falder næsten jævnt ned mod Sydkysten, finder jeg i Nylarsker for første Gang én af de berømte bornholmske Rundkirker. Øen har hele fire saadanne, nemlig foruden den nævnte Nyker, Olsker og Øster-larsker — altsaa over Halvdelen af Danmarks Kirkebygninger af denne Art. Som bekendt er der Rundkirker ogsaa i Thorsager i Jylland, i Horne paa Fyen og i Bjernede paa Sjælland, hvor der desuden forhen har været saadanne Kirker i Selsø, Hørve og Himlingøje. De stammer alle fra den ældre Middelalder, og det er fristende at lede deres Oprindelse hen til den antike Bygningskunsts Termer og Mausolæer, idet de ligesom disse har et kredsrundt, taarnagtigt Midterparti, til hvilket de øvrige, mindre Dele i Anlæget er knyttet. Der er dog næppe noget Slægtskab mellem disse og hine. Rundkirkerne er modsætningsvis udprægede Befæstningsanlæg, ganske som de franske Donjons, og er ligesom disse bygget som Tilflugts- og Forsvarstaarne. De er utvivlsomt opført under Indflydelse af normannisk Bygningsstil, og de adskiller sig stærkt fra den sydfra kommende Rundbygningstype, bl. a. ved den svære Stenpille i Rundhusets Midte og de karakteristiske Trappekonstruktioner inden i Ydermurene. Det irske „Reginald Tower“ ved Waterford fra ca. Aar 1000, et af Minderne om Nordboernes Befæstningskunst i England, har ikke ringe Lighed med de bornholmske Rundkirker og skiller sig i sin Form skarpt ud fra den øvrige irske og den byzantinsk-romanske Rundbygningstype.

Befæstede Rundkirker findes intetsteds udenfor Skandinavien eller de Enemærker, som forhen var underkastet Normannerne. Hugo Frølén siger i „Nordens befåstade rundkyrkor" bl. a. følgende: „Vad den runda bornholmkyrkans hufvudformer angår, biir man snart varse, at hon fåt råtta sig efter de på oen rådande byggprincipperna, sådana som dessa utvecklats på basis af irisk-nor-manniske inflytelser.“ — Dr. Richard Haupt hævder i sin Bog om „Die Viezelins-Kirchen“, at Bornholm er Hjemstedet for den nordiske Rundkirke. Man har Lov til at være stolt af, at nordisk Kultur har kunnet sætte sig saa smuk en Frugt som disse Bygningsværker.

Nylars-Kirken er ikke den smukkeste af disse Bygninger paa Bornholm, skønt den er den bedst byggede. Men den virker sammenlignet med de tre førnævnte paa Sjælland, Fyen og i Jylland som noget langt mere oprindeligt, primitivt, langt mere fæstningsagtigt. Dens bombastiske Taarn med de senere lavt indbyggede to-tre Vinduer, som skæmmer den slemt, men ellers kun med smaa Skydehuller i de metertykke Mure, har set udefra ikke noget gæstfrit Præg. Den er kold og truende, men skøn i sin mægtige Utilnærmelighed som en Kriger i Rustning. Meget er den skadet i nyere Tid ved Tilbygning af det grimme Vaaben-hus. Men det værste Slag faar man dog, naar man træder ind i den og ser, hvilken Form for Inventar, Stole og Pulpitur, dette skønne Rum er udstyret med. Det er i enhver Henseende saa simpelt, at det virker skrækindjagende; og da det er saa tæt sammenpakket og fylder Størstedelen af Rummet, er det af fuldkommen ødelæggende Virkning. Naar undtages Figurfremstillingen paa Søjlens øverste Del, er Resten af Kalkdekorationerne, de lange Baand om Buerne og under Rundingen, desuden saa slet restaurerede, at de synes at skyldes samme Mester, som har frembragt de anmassende og helt latterlige Nummertavler til Salmerne.

Man spørger uvilkaarligt sig selv, om der virkelig intet er at stille op som Forholdsregel mod en saadan Vandalisme, en Form for Tempelskænding, som mageligt staar Maal med de berygtede Vekselereres, der maatte uddrives formedelst Svøber. Den Dag maa dog vel komme, da man lader saadanne Kulturværdier helt komme i Statens Eje og Varetægt, da Kirkerne bringes nær deres oprindelige Skikkelse, bliver ryddet for Skrammel og fredet.

— I Vaabenhusets Væg er indmuret to af Bornholms prægtige, berømte Runesten — Øen har ialt ca. 40 saadanne. Den ene af disse er rejst af Kaabe-Sven, som efter Wimmers Formodning var Søn af den berømte Jomsviking Sigurd Kaabe, og den bærer denne Indskrift: „Kaabe-Sven rejste denne Sten efter sin Søn Bose, den gæve Yngling, som blev dræbt i Søslaget ved Udlænge. Gud Herren og Sankt Mikael hjælpe hans Sjæl.“

— Udlænge er en lille Ø nær Blekings Kyst over for Bornholm.

Den anden Sten bærer denne Inskription: „Sasser lod Stenen rejse efter sin Fader Halvard. Han druknede ude paa Havet med hele sit Mandskab 2). Den hellige Krist hjælpe hans Sjæl. Denne Sten skal staa efter ...“ (til hans Minde).

Begge Stenene er efter deres Indskrift fra kristen Tid, ca. 1050—1100. Bemærkelsesværdigt er det, at de som Modsætning til næsten alle andre Runesten omtaler Dødsaarsagen. Den førstnævnte har i Ole Worms Tid staaet udenfor Kirkens Indgang, mens den anden allerede da var stillet ind i Vaabenhuset.

-— Kirken har dejlige Omgivelser, især i den gamle Præstegaardshave, hvor en Række vældige Aske staar nær ud mod Vejen, og i den forhenværende Præste-gaard, nu Forpagterbolig, en herlig gammel Bindingsværksbygning. Mens jeg sidder og spiser Frokost i Skyggen under Kirkegaardsmuren — koldt Bord med lunkent Ø1 — synger Bogfinke og Musvit som de er rundtossede oppe i Askenes Kroner.

Et mærkeligt Forhold gør sig gældende paa Øen derved, at mens Vikingetidens Mindesmærker, Runestenene og især Bautastenene, er saa usædvanlig stort i Antal, kendes Minder fra Stenalderen kun i ret ringe Tal. Af Runddysser forekommer kun en eneste, nemlig ved Arnager paa Sydkysten, af Langdysser overhovedet ingen. Her findes enkelte Jættestuer og Hellekister, som næsten alle ligger i Kystens Nærhed. Af egentlige, tydelige Oldtidsbopladser findes kun én, nemlig paa Frænne Mark ved Svaneke.

Fra Broncealderen findes et overvældende Antal Minder i Form af „Røser", henimod et Par Tusinde ialt, et udpræget Fænomen for Bornholm. Disse Stensamlinger, som er lidet iøjnefaldende i Landskabet, dækker Gravsteder med brændte Ben, og de findes ofte i store Grupper, undertiden paa henimod 100 Stykker, saaledes ved Egeby i Aaker Sogn. De overgaas i Antal dog langt af Jernalderens Gravform „Brandpletterne", som findes paa Øen i Titusindvis, undertiden liggende enkeltvis, oftest i Grupper og ikke sjældent samlende sig i Røsernes Nærhed. Brandpletten er en typisk Gravform for Bornholm og er kun uden for Øen truffet nogle faa Steder i Vestdanmark. Det er Begravelser paa flad Mark, hvori brændte Ben af den Døde er blandet med forkullede Rester af Gravgods, og de danner som Regel Pletter paa ¹/₂—²/₃ m’s Diameter og omtrent halvt saa dybe — altsaa endnu mindre iøjnefaldende end Røsen, som kan være 3—4 m eller mere i Tværmaal og danne en Stenhob eller Tue paa ¹/₂ m’s Højde, hvori de brændte Ben ofte findes gemt i en lille Stenkiste eller et Lerkar. En Samling Brandpletter paa ca. 1200 er fundet ved Kannikegaard Vest for Neksø.

Man maa i denne Forbindelse ogsaa nævne den Mængde Gravhøje, ofte med en Bautasten paa deres Top og en Stensætning ved Foden, som væsentlig stammer fra den ældre Broncealder og er paavist i et Antal af henimod 700!

— Bornholm kunde efter alt dette at dømme synes at være én eneste stor Kirkegaard. Var den det, da vilde den i sin Art være én af de mærkeligste og smukkeste i Verden. Men her findes heldigvis ogsaa andet end Fortidsminder. Den smilende Bornholmer, der ser ud til at være Danmarks mest fornøjede og ligefremme Øbo, binder sin Hest „paa Fædres Grave" med jævnt Humør og lader Ploven vandre imellem dem. Han gør det i fuld Fortrøstning til, at Græsset gror udelukkende for hans og hans Kreaturers Skyld. •— „Eller jø’r det kansje ikje? — Ja — ja, enj har ju Lou aa synes!"

Bornholm. Klitterne ved Dueodde.

Bornholm. Fra Bautastensgruppen i Gryet Kratskov. Her findes ca. 60 Sten ialt.

Bornholm. Læsaaen ved Vasegaard. Det hvide paa Vandet er Vandanemoner.

Bornholm. Øleaaens Løb under Ringeborg-Bakken. Til venstre den lagdelte Klippeside.

Bornholm. Bonaveddes Gaard i Persker Sogn.

Bornholm. Udsigt fra Lilleborg gennem en Portaabning i Muren over Søen og Skoven om denne.

Bornholm. Faldhøj, de Underjordiskes Tilholdssted.

Bornholm. Ved Koldekilde, vort Frokoststed,

— Den smukkeste af Øens Jættestuer findes nær Tornegaard Syd for Nylars, en Bondegaard af imponerende Størrelse men kun med 60 Tdr. Land Agerjord, et ikke usædvanligt Tilfælde paa Øen, hvor der ofte synes at være et mærkeligt Misforhold mellem Gaardens Størrelse og de tilhørende Jorders.

Jættestuen ligger lige Syd for Gaarden paa flad Mark, og Højen er fuldstændig træbevokset, saa man ikke ser Oldtidsmindet, før man staar et Par Alen fra det inde i Krattet. Skønt Kamret er en Del forstyrret og sammensunket, er det paa Grund af sin Størrelse imponerende med de 4 svære Overliggere, af hvilke den ene sikkert har en Overflade paa henimod 4 □ Meter. Foran det aabne Hul under denne, der ligner Indgangen til selve Underverdenen og rummer et kulsort Mørke, summer i Hundredvis af smaabitte Fluer, der lyser i Solen som Ild paa den sorte Baggrund. Den fine, næsten uhørlige Tone, som udgaar fra deres Vinger, understreger Stedets Ensomhed og passer til den mærkelige Stemning, som om den har lydt her ustandseligt i Tusinde Aar. — Vild Kørvel, Forglemmigejer og Ærenpris gror tæt og med ødsle Farver mellem Grønsværet omkring de graa Stenmasser. Naturen selv lægger en Krans af Blomster paa den gamle Grav.

Jeg søgte Blemmelyng og Arnager Lyng Vest for dette Sted nær Kysten, men fandt kun sørgelige Rester af disse gamle Ørkener; de har i de senere Aar lidt meget baade ved Dyrkning og Beplantning, og efterhaanden vandrer Træerne selv fra Plantagerne ud over Lyngen. Arnager Fiskerleje ved „Lyngen“s sydlige Odde bestaar nu mest af nye Huse. Jeg saa en Mængde Folk baade i Byen og ved Havnen, næsten alle Fiskere, og jeg begyndte saa smaat at danne mig et Begreb om, hvordan den typiske Bornholmer ser ud, et Indtryk som befæstedes mere og mere under mit Ophold paa Øen. Jeg besøgte Stedets Sogneraadsformand, en forhenværende Fisker, i hans Hus paa Brinken ud mod Havnen. Han er en selvbevidst, stout Mand med egne Meninger om alting, men venlig, smilende og imødekommende. Af Udseende tør jeg paastaa at han ligner en Mængde af sine Landsmænd: blond med rundt Ansigt, rund Næse, runde Kinder, rundt Kranium. Ogsaa hans Hustru, som var mørkere, havde noget af det samme, kun med skarpere, mere firkantet Kæbeparti. Hun var overordentlig veltalende, bestandig smilende, meget intelligent og ligesom Manden altid paa Højde med Situationen under Samtalen. De er Verdensmænd, disse Bornholmere, Øen har ikke for intet været Turistland i lange Tider. —- Ved Havnen og i Byen fandt jeg flere Steder den samme Type.

Under hele mit lange Ophold paa Øen saa jeg blandt Indbyggerne kun et meget ringe Antal Individer med udpræget nordiske, ovale Ansigter. Skulde jeg redegøre for Summen af mine Iagttagelser og opstille den ideale, bornholmske Type, da kommer jeg nærmest til denne ved at nævne Maleren Michael Ancher, som var fra Rutsker paa Nordlandet. Dette faste, kortskallede Hoved med det firkantede Ansigt, det skarpe Blik og den lige Mund — squarefaced, som Englænderne siger — møder jeg atter og atter herovre. En anden Bornholmer,

Maleren Kristian Zahrtmann, som var født i Rønne, havde omtrent samme Hovedbygning, kun ikke nær saa masculine Træk, mere afrundede og blide, næsten som paa en Kvinde. Men denne Type findes ikke alene mellem de ældre Folk, ogsaa hos ganske unge Karle og Piger finder man de samme Træk. En ung Mand fra Aakirkeby, som jeg tegnede, er i saa Hensende fuldkommen typisk. En god Portion østbaltisk Blod er blandet ind i denne Øboslægt.

— Her paa Arnager Lyng, ganske tæt opad en hæslig Granplantage Nord for Byen, finder jeg Bornholms eneste Runddysse. Af dens smaa Randsten er kun 4 tilbage, Kamret er sammensunket og Dækstenen ramlet ned i det. Det hele ligger paa en lille lyngklædt Høj, og det viser sig at være fredet. Der burde blive Raad til at lade denne Dysse restaurere, saa meget mere som den er et Unicum paa Øen.

Stedet er iøvrigt kedsommeligt, Sæd- og Roemarker omgiver Højen, og Plantagen spærrer for Udsigten. Det eneste smukke er den magre, sandede Jordbund udenfor Roefelterne, hvor store Mængder af irgrøn Strandmalurt og den fine, køliggule Høgeurt, der klæder hinanden saa smukt, er ene om at repræsentere den saakaldte Natur paa Stedet.

— Størstedelen af Strækningen Syd for Landevejen mellem Rønne og Aakirkeby er overhovedet uden større Interesse landskabeligt set. Geologisk er det derimod stedvis en ren Lækkerbisken, saaledes langs Lcesaaen, hvor det morsomt nok samtidig rummer nogle af sine faa smukke Steder. Ved Vejrmøllegaard finder man langs Aabredden Prøver paa de ældste Forsteninger paa Øen, nogle kræmmerhusformede smaa Skaller med Laag, som er Levninger af et uddødt Bløddyr Hyolythus, der forekommer i de grønne Skifre, som ligger ovenpaa Graniten og Sandstenen, og som sammen med sort Alunskifer, graa Kalksten og andre Dannelser kan iagttages under en Vandring langs Aaen, hvor denne har skaaret sit Leje dybt ned igennem dem. — Landskabeligt er denne Aa med sine Omgivelser smukkest ved Limensgade-Broen og især ved Vasegaard, et Sted som med Hensyn til Romantik og idyllisk Skønhed staar paa Højde med de smukkeste Aaland-skaber paa Sjælland og Fyen. Det lille slyngede Vandløb gennem den frodige Eng, hvor Vandanemoner staar i straalende Klynger langs Bredderne, de herlige Trægrupper, som indrammer det hele, den overdaadige Fuglesang af Drossel, Solsort, Bogfinke, Bomlærke og Gulspurv, sammen med Stedets fuldkomne Ensomhed gør det til en saare henrivende Plet.

At Bornholm er forbavsende rig paa Trævækster, gaar allerede her paa Sydlandet mere og mere op for mig; selv paa de fattigste Jorder vrimler det med Løvtræer af mange forskellige Arter, hvad der medvirker til at gøre visse Egne hernede saa overordentlig indtagende.

Da jeg begiver mig fra Aakirkeby mod Øst for at naa til Egeby og se den berømte Skibssætning ved Skovgaard, kommer jeg gennem et Landskab, som hele Tiden overrasker mig ved sin Blidhed og Ynde. Fine Bindingsværksgaarde, oftest hvide med sorte Stolper, men enkelte endnu efter gammel Skik med rødkalkede Murfelter, hvad der ser udmærket smukt ud, ligger spredt med omtrent lige store Mellemrum i det frodiggrønne Landskab. Sjældent har jeg set saa mange vilde Urter langs Vejene som her, hist og her findes hele Krat af blomstrende Gyvel-buske, brudt af utrolige Mængder af vild Kørvel — et helt igennem bedaarende Landskab, hvis Skønhed fremhæves ved de altid sirlige og velholdte Boliger.

Et lille Stykke Syd for Landevejen nær Egeby kommer jeg i Lunden ved „Skovløkke“ til den førnævnte Skibssætning, som er helt omsluttet af Træer og ligger i en saa frodig Skovbund, at store Dele af den næsten er helt overgroet, især af Storkonvaller og tætte, lave Brombærranker. Skibssætningen bestaar kun af 9 ret uanselige Sten; men Stedet, hvor smukke Ege og en Mængde andre Løvtræer gror, er usædvanlig dejligt og stemningsfuldt. De fleste af disse smukke Steder hernede synes aldrig at søges af Mennesker, selv nu i Ferietiden, hvor Øen er oversvømmet af Rejsende. Her er bestandig ensomt, hvor end man kommer. — Ogsaa her holder kun Fugle til; en ustandselig Sang af Drosler, som synes at være den almindeligste Fugl i Skovene hernede, ligesom Raagen paa Markerne, brudt nu og da af en Bogfinkes lystige Tremolando — et fjærnt Krage-skraal og en Skovdues Kurren, nogle galende Alliker og Lyden af en Raageflok, som trækker forbi lavt over Trætoppene — ellers kun Vindens lette Susen i Egenes Løv.

Skibssætningen er ikke det eneste Minde fra Oldtiden paa dette Sted. Kun faa Alen fra den staar 4 mægtige Bautasten, de tre lige opad hinanden, den fjerde ensomt et lille Stykke derfra. Det hele er fredet, og dette er i den Grad alvorligt ment, at der findes ikke mindre end 4 Fredningsmærker paa Stedet.

— Tager man herfra mod Vest og drejer af fra Hovedvejen nær Bodilsker Skole, kommer man til Gryet Kratskov, et Sted der mindst er lige saa smukt som Skovløkke, og som paa Grund af sin vældige Bautastensgruppe paa omtrent 60 Stykker virker imponerende og overdaadigt, ja helt usandsynligt. Enkelte Sten begynder at vise sig straks i Skovbrynet, og de fortsætter enkeltvis eller i Smaa-grupper langs Stien gennem hele Skoven. Et Par af de største naar en Højde paa ca. 2 Meter og over den halve Bredde. Flere af dem gør absolut Indtryk af at være tildannede, saa regelmæssig er deres Form. Mange af dem er mindre end de førnævnte, men til Gengæld tæller jeg fra et enkelt Sted ikke mindre end toogtyve Stykker rundt om i Skovbunden!

Det ser fuldkommen fantastisk ud med denne Mængde Oldtidssten her under de herlige Træer, gennem hvis Kroner Solstraalerne spiller over deres graa Sider og den brogede Skovbund. Et mere eventyrligt Sted kender jeg ikke — dette minder i langt højere Grad om et „heiliger Hain“ end Bocklins berømte Billede. -— Benævnelsen „Gryet Krat“ maa ikke tages bogstaveligt, Krattet er forlængst blevet virkelig Skov med anselige Træer og en herlig Underskov, og paa Stedet lyder som i alle Skove hernede en bestandig Fuglesang, hvori Droslen som sædvanligt fører an, accompagneret af en Gøgs Kukken.

Helt nede ved Markeregaard, i „Markeregaards Skovløkke" Øst for Poulsker, fandt jeg Rester af en mægtig Folkevold, et Dige, hvoraf der her er levnet et Stykke, som danner en Vinkel paa omtrent 75° og hvis ene Del fra Øst til Vest er ca. 150m lang, mens den anden kun er henimod 50 m. Disse Folkevolde, af hvilke der paa Øen har været et uhyre Antal, omtrent 30 ialt, er Forsvarsværker, mest fra de urolige Tider i Middelalderen; og større og mindre Levninger af dem, som endnu ikke er nedpløjede, findes spredt over store Strækninger.

Denne Vold er ved sin Fod ca. 8m bred og staar endnu i omtrent 2m’s Højde, men den har utvivlsomt oprindelig været betydelig højere. Hele Arealet, som Vinklen indeslutter, er tæt skovbevokset, og mandshøjt Ukrudt, især en fuldkommen Urskov af vild Kørvel, gror mellem Træerne, hvilket hindrede mig i at faa et sikkert Indtryk af Voldens Form og Størrelse. — Men her kom Markeregaar-dens Ejer mig til Undsætning. Skønt han laa i sin sødeste Middagssøvn, sprang han op og var straks parat til at gaa med; og bevæbnet med en Hølé fulgte han mig til Stedet. Det viste sig at være selve Sogneraadsformanden, Hans Konrad Koefoed, en stor og svær Mand og en Bornholmertype af reneste Vand. Han er ca. et halvt Hundrede Aar, med Skuldre og Arme som en Jætte, og han mejede den mandshøje Kørvel ned med en Kraft, saa den segnede som Kæmperne i Braa-vallaslaget. Jeg var imponeret af denne Skikkelse og dette Ansigt med det haarde, aabne Blik i de blaagraa Øjne og det selvtillidsfulde Smil om Munden, som røbede baade Djærvhed og Beslutsomhed. — Foruden at være Sogneraadsformand beklæder han en Mængde andre betydningsfulde Hverv og er vistnok én af Sydlandets betydeligste Landmænd.

„Det er strængt Arbejde," udbrød jeg, da jeg fulgte i hans Spor, mens han huggede sig Vej med Leen gennem det høje Ukrudt med de fingertykke Stængler.

„Det er sgu meget strængere at være Sogneraadsformand!" sagde han blot.

Da jeg priste den vilde Kørvels Skønhed, saå han misfornøjet paa mig. — „Ja, her gi’r vi nu ikke meget for den. Det er noget ækelt Skidt, saadan som det breder sig. Og vi kalder den da ogsaa her paa Bornholm for „Huinjetjejs". — Ordet lød i mine Øren malebarisk og ganske uforstaaeligt. Men han forklarede det saa vidt muligt for mig. „Huinje" betyder Hunde, og dets Uforstaaelighed kommer af de mærkelige Triphtonger, som sammen med Diphtonger er saa almindelige i det bornholmske Sprog. Hvad Meningen med „tjejs" er, anede han ikke, og det gør vistnok ingen, det er en forglemt Glose; den er uden Tvivl i denne Forbindelse nedsættende. — „Men," sagde han, „Stavelsen udtales næsten som om den begynder med det engelske ch i church". — Som yngre har Hr. Koefoed været i England og senere i den tønderske Marsk som Landmand, og han fortæller pudsigt om sine Iagttagelser over Bønderne paa de to Steder, som han fandt en Mængde Lighedspunkter imellem, bl.a. dette, at man paa ingen af Stederne vil kunne bevæge en Mand til at nævne den Pris, han har givet for et Kreatur — noget der i en Bornholmers Øjne forekommer ganske besynderligt og meningsløst.

Det viste sig, at Hr. Koefoed og jeg havde en fælles Bekendt i København, hvad der hurtigt bragte os paa Talefod. „Hils ham fra Hans Konrad," raabte han efter mig, da vi skiltes. -—

Synet af en Skikkelse som denne Bonde med hans Selvtillid, Djærvhed og Kraft faar mig til at tænke paa, at det maa have været Folk af en saadan Støbning, der stred mod Liibeckernes Hær paa Egla Enge under Grevens Fejde i 1535, som ene gik mod Fjendernes krigsvante Rækker og kun tabte, fordi Christian III sveg dem og udeblev med den lovede Hjælp — som senere i Syvaars-krigen 1563—70 med Kraft tilbageslog Svenskernes talrige Angreb paa deres Ø, og som endelig, efter at denne ved Roskildefreden 1658 var bleven afstaaet til Sverige, paany ganske ene rejste sig til væbnet Modstand, dræbte den svenske Høvedsmand Printzenskold paa Rønne Gade, indtog det af Fjenden besatte Hammershus, og den 29. Decbr. samme Aar ved Sendemænd til København skænkede Frederik III hele det tabte Land.

Det var paa Grund af disse Fortjenester og denne Troskab mod Danmark, at

Bornholmerne fik en Mængde Privilegier, som dog ofte ikke naaede længere end at komme paa Papiret eller som forsvandt paa det lange Stræk undervejs til Øen. Da dette lejlighedsvis fremkaldte Harme og ligefrem Oprør paa Øen, var Regeringen en Gang lige ved at skride ind med væbnet Magt, hvad der dog heldigvis blev afværget. Senere handlede samme Regering ud fra den af Christian VI udtalte Opfattelse, at „som nu Folket paa Bornholm er af en eegen Genie, synes det ei tienligt at bruge for megen Rigueur sammesteds."

Denne „Genie" finder man ofte endnu hos Sogneraadsformandens Landsmænd.

— Det var mærkeligt lige efter Mødet med denne udprægede Storbondetype at træffe den lille stilfærdige Avlsbruger Peter Thorsen, som har tilhuse i Smaa-lyngen i Pedersker Sogn. Noget mer forskelligt end disse to Mænd har jeg sjældent set. Thorsen virker, skønt han er af gammel bornholmsk Landboslægt og en god Bonde, fuldkommen som en stille Lærd; af Ydre er han fjærnt fra at være en bornholmsk Type, der er ikke Spor af det sædvanlige østbaltiske Præg over hans Ansigt med de forfinede Træk. Det er et udpræget nordisk Hoved, der minder om Folk med saa karakteristiske Raceansigter som Joachim og Niels Skov-gaard. Han kunde være Jyde fra de vestlige eller midterste Hedeegne, og hans uovervindelige Hang til at hengive sig til boglige Sysler, der har gjort ham til en meget vidende Mand paa det arkæologiske og geologiske Omraade, peger ogsaa hen paa Tilbøjeligheder hos enkelte af hans Standsfæller i disse jydske Egne.

Peter Thorsen har haft en for en Bonde usædvanlig Skæbne. Hans Fader, som var Smed og Husmand i Nylarsker, ejede kun et Par Køer og en lille Smule Jord, og i det fattige Hjem fandtes af Bøger kun en Bibel og Flincks Almanak. Men allerede som femaarig begyndte Drengen at læse — og lige siden har han bogstavelig talt været forfalden til boglig Lærdom. Først læste han naturligvis ganske kritikløst alt, hvad der faldt ham i Hænde; men en Dag vilde Tilfældet, at han fik fat i et Par Bøger, som blev skæbnesvangre for ham, den ene en Martyrhistorie, den anden et Værk om Roms Kejsertid. Han var dengang endnu en Purk, men Bøgernes Indhold vakte straks den stærke Interesse for Historie, som har holdt sig gennem hele hans Liv. Det blev især Kulturhistorien, som fængslede ham, Bøger om forsvundne Steder som Ninive og Babylon, Ægyptens Historie og Værker om Mindesmærkerne fra disse Storhedstider.

Men allerede i denne Periode af sine Drengeaar mødte han en Mand, som fik afgørende Indflydelse paa ham og ledte hans Interesse ogsaa i andre Retninger. Det var en Gamling, som hed Jens Hansen Kjøbæk og boede i hans Forældres Hus. Han var den første, som fortalte Drengen om Bornholms Historie, om dens Sagn og Eventyr; men desuden lærte han ham alt, hvad han selv vidste om Geologi, Arkæologi og Folklore fra Øen. Jens Hansen havde selv ikke lært meget gennem Bøger, men saa meget mere ved at bruge Øjne og Ører ude i Marken. Han havde assisteret nogle Arkæologer, som undersøgte Øens Oldtidsminder, og han havde længe deltaget i Arbejde ved Stenbruddene paa Øen. Hans Fortællinger om hvad han havde tilegnet sig af Viden, som han senere havde suppleret med Læsning, vakte Drengens Interesse for Arkæologi og Geologi. Allerede fra sit ottende Aar begyndte han at ledsage Studenter fra Greifswalde og København, naar de kom hertil for at samle Mineralier og Forsteninger, især i Kalkbruddene ved Arnager, og dette gav Anledning til, at han senere fik fat i forskellige naturhistoriske og andre Lærebøger, som han gennempløjede. Paa denne Vis kom han ganske langsomt ind paa Studier af arkæologisk og geologisk Art og senere paa Studiet af Folkeminder. Men han lærte sig selv alt, er paa ethvert Omraade Autodidakt. Saa sent som i 40-Aars Alderen lærte han sig Tysk for at kunne gøre Studier paa dette Sprog. Nu ejer han et anseligt Bibliotek, udelukkende af videnskabelige Værker, bl. a. en stor Kunsthistorie paa Tysk.

Først som voksen begyndte han selv at skrive, i Begyndelsen kun i Brevform til Fagfolk, som ønskede Oplysninger og som var interesserede i hans forskelligartede Viden. Men opmuntret af Folkemindesamlere og andre skrev han senere flere Artikler og Afhandlinger, især om Arkæologi, flere Hjemstavnsskildringer, om Sagn, men ogsaa om Bornholms Geologi.

Men samtidig med dette passede han sin Levevej. Som 19-aarig overtog han en lille Landejendom, Faderen havde købt og selv forgæves søgt at drive. Han bragte den i Vejret, saa den tilsidst voksede til 40 Tdr. Land; og den betalte sig saa godt, at han nu som 65-aarig har overladt den som et fint Aktiv til sin godt tyveaarige Søn, mens han selv har bygget sig et lille Hus i Nabolaget, hvor han er flyttet ind med sin elskelige gamle Kone og sine uundværlige Bøger. Ikke faa Fagfolk inden for de forskellige Felter, han dyrker, søger ham stadig og høster Gavn af hans Viden.

— Jeg har ikke sjældent, især som før nævnt mellem Jyder, truffet Folk med samme ubændige Trang til Lærdom og Læsning, og som har søgt paa egen Haand at naa frem. Men de er næsten altid, naar de ikke senere har opgivet det, endt som rene Særlinge, begravet mellem en Samling Bøger af yderst broget Indhold, og der var sjældent den ringeste Plan at spore i deres Bestræbelser. Det eneste paaviselige Resultat var oftest, at de blev slette Landmænd. — Han her er af en solidere Støbning. Det er utvivlsomt den ejendommeligste og paa sin Vis mest begavede Bonde, jeg nogensinde har mødt.

— Min Færd sammen med Peter Thorsen over den sydøstlige Del af Bornholm var en stor Oplevelse. Det er umuligt at gaa i Detaljer med hvad han viste mig, jeg kan blot nævne det vigtigste og i øvrigt henvise til hans Afhandlinger, bl. a. „Vor Hjemstavn", „Fra Sydbornholm", og til hans Beskrivelser af Helleristninger og Langvolde. Af de sidste viste han mig ude i Marken bl. a. forskellige smukke Levninger, der for det meste har staaet i Forbindelse med den førnævnte Forsvarsvold ved Markeregaard, saaledes „Bukkediget" paa Bukkegaar-dens Mark i Poulsker Sogn, et Stykke Vold paa ca. 50m’s Længde, næsten 3m høj og 9m bred ved Foden, og som har dannet en Del af det uhyre Anlægs Vestside.

Ogsaa Ringeborg-Diget besøgte vi paa Nordsiden af Rispebjerg mellem Persker og Poulsker, et lignende men mindre Anlæg, liggende paa en 22 m høj Banke og omgivende en Plads paa ca. 80m i Længden og 50 m bred. Jordsmonnet indenfor Diget er næsten helt skovbevokset, mest af Bøg, El og Ask, og i den smukke Skovbund fandt jeg et stort Areal dækket af en lille, kraftig violblaa Blomst af stor Skønhed. Det er den sjældne „Lille bornholmsk Skovstorkenæb", som ikke findes noget Sted i Danmark udenfor Øen.

Paa Nordsiden falder Banken brat ned mod Øens største Vandløb Øleaa, som kommer fra Vandskellet paa Almindingen og løber i sydvestlig Retning. Man maa ikke overvurdere Udtrykket „største Vandløb", thi selv den virker sammenlignet med de jævnt store sjællandske Aaer kun som en beskeden lille Bæk. Men hvad den mangler i Størrelse, har den i Skønhed, især her paa dette Sted, hvor den har skaaret sig dybt ind i Brinkens Side, som i Tidens Løb er bleven saa stejl, at den falder fuldstændig lodret ned mod Aalejet.

Naar man staar paa den smalle Sti paa dette yndige Sted mellem Aaen og Brinken, kan man faa et lille Indtryk af, hvad Bornholm er lavet af. Aaen rinder dernede i sit Leje henover Grundfjeldet, og i dens Vande ses kun nogle dalerstore, flade Stykker af sortgraa Skifer. Men over den staar Brinken med sine vandrette Striber som et vævet Tæppe med stedse vekslende Farver — Lag af sort Fosforitsandsten, gulgraa Exulanskalk blandet med grønlige Glaukonitkorn og Fosforitknolde med stærkt kulholdige, næsten sorte Nedre-Alunskifer opad Stinkkalken med dens Forsteninger af Trilobiter og Brachiopoder, overrislet af jærnholdigt Vand, som har gjort Laget okkergult og rustfarvet. Saa følger Alunskifer, dækket af et Lag Skiferkalk, dernæst et stærkt krystallinsk Kalkbollelag, og endelig øverst fine, musegraa Lag af Øvre-Alunskifer.

Saaledes læste Peter Thorsen om Bornholms Tilblivelse for mig ud af selve Naturens Bog, mens hans Finger fulgte Linje efter Linje i Skræntens Side.

Hvilket Farvespil i denne klippeagtige Mur og det kringlede Aaløb, over hvilket Træernes Stammer og Kroner fanger Lyset fra den straalende Sol! Brinken glimrer som ædle Stene inde i Skyggen op mod den blaaligkolde Sti og Aaens Strøm, som spejler Træernes Smaragdfarver og den metalblanke Himmel.

— Lidt Syd for Ringeborg-Diget kommer vi op paa Rispebjerg, Sydbornholms største Bakkeland, kulminerende i en Banke paa 47 m’s Højde. Det er af enorm Udstrækning, et Landskab for sig med pragtfulde Udsigter over hele Øens sydligste Del, især fra den store Broncealderhøj „Ringelbjerg". I Syd ses „Bavne-bakken", hvorfra i gammel Tid Baalene flammede, naar Folket kaldtes til Vaa-ben. Mod Sydøst ser man over det langsomt faldende Land mod Kysten med Dueoddens takkede Sandbjerge.

— Paa Rispebjerg var indtil 1645 Hovedtilholdsstedet for Bornholms Milits 3) — foruden for Øens Mængder af Underjordiske, som ifølge Folketroen har spillet lige saa stor en Rolle ved Øens Forsvar i ældre Tid som Borgervæbningen. En Forfatter fra Øen, Ph. R. Dam, fortæller at han endnu i 1895 har truffet Folk, som troede fuldt og fast paa de Underjordiskes Tilstedeværelse. Blandt den store Skare af forskelligartede mystiske Væsner med sære Navne, som Landet rummede: Bakketrolde, Nisser, Gengangere, Havfruer, Natravne, Borresøhaner, Forrævlinger og Smørharer, optraadte de rigtige Underjordiske, selv om de enkeltvis kunde være drilagtige nok overfor Godtfolk og endogsaa stjæle Børn, altid i Farens Stund som Landets trofaste Sønner. Var der Krig og Ufred, vrimlede de frem i store Skarer fra Højlyngens og Rispebjergs Højder, og naar en Fjende nærmede sig deres elskede Ø, hørte man Vaabengny fra Rispebjergs Banker, hvor de holdt Eksersits, mens Trommer og Piber gjaldede. Kom det til Kamp, stod der altid 7 Mand Underjordiske bag hver Bornholmer i Forsvarernes Rækker. Dette hændte i Krigene mod Svenskerne, og endda saa sent som under Englænderkrigen i 1807—14, da en engelsk Flaade udfor Persker Sogn om Natten blev beskudt saa heftigt af de Underjordiskes Skyts, at den maatte trække sig tilbage. Engang paa samme Tid saa nogle Officerer af Militsen, som en Aften var

paa Hjemmarsch, en hel Eskadron beredne Underjordiske trække lige forbi dem, blankpudsede i fuld Uniform. Der var ikke andet at klage paa hos dem, end at de red paa trebenede Heste. —

Peter Thorsen fortæller, at Manden paa Aggehøjgaarden her i Nærheden en Gang for en lille Menneskealder siden gravede Jord fra en af Stedets Oldtidshøje. Umiddelbart derefter blev hans Datter syg af Lammelse. En klog Kone, som blev tilkaldt, forklarede at Manden maatte have skadet noget helligt og generet de Underjordiske, og dette skulde uopholdelig rettes. Manden reparerede Skaden paa Højen, hvorefter Datteren kom sig saavidt, at hun slap med at blive lam paa det ene Ben.

For ikke længe siden hændte det endnu ofte, at Folk gik vild heroppe om Natten og tossede rundt lige til Morgenen kom. Peter Thorsen har for Resten selv en Nat gaaet vild heroppe — uden at han derfor er kommen til at tro paa Bakkefolkenes Eksistens.

Fra Stedet ses to Broncealderhøje, én langt borte i Syd, en anden ved „Bakke-gaard" lige i Nærheden. Den tredje paa Stedet er den førnævnte „Ringelbjerg“. Sydbornholm er i det hele ret rigt paa saadanne Høje, saaledes findes i Persker Sogn to meget smukke Grupper. Paa Boesgaards Mark i samme Sogn ligger den for sine Underjordiske forhen berygtede „Faldhøj“, en usædvanlig stor og smuk Høj fra Broncealderen med et vældigt Egetræ paa sin Vestside og af prægtig Virkning i Landskabet. I en Bondehave i Persker Stationsby findes en meget anselig Skibssætning med 14 velbevarede, prægtige Sten, af hvilke den ene har en Mængde skaalformede Fordybninger. Sydøst for dette Sted ligger ved „Billes-gravegaarden“ en stor Broncealderhøj, og Syd for denne endnu en ved Navn „Billeshøj".

Af de tidligere omtalte Røser findes 5 paa Peter Thorsens Mark, liggende paa et ujævnt, lynggroet Terræn, hvor Klippen naar saa tæt op til Overfladen, at Stedet ikke kan dyrkes. Den største af disse Røser naar et usædvanligt Omfang, omtrent 20 m i Diameter, svagt kuppelformet og som de andre tæt dækket af høj Lyng. Det er dog sandsynligt, at denne Størrelse beror paa, at en Mængde Enkeltgrave er lagt ganske nær hinanden. Den Mængde Brandpletter, som yderligere dækker Stedet ganske tæt opad Røserne, faar det hele til yderligere at smelte sammen.

— Ikke langt herfra, i Nærheden af Loftsgaards og Skyttegaards Høigrup-perne, findes én af Øens ældste og mærkeligste Gaarde, i hvilken efter Sigende Bornholms Sagnhelt Bonavedde er kommen til Verden og levede sit Liv. Ligesom andre af de ældst kendte, typiske Gaarde paa Øen er den firlænget og ikke helt sammenbygget, idet Stuelængen ligger frit, saa der er en smal Slippe mellem denne og de tilstødende Længers Gavle. løvrigt minder disse Gaarde meget om fyenske og østjydske Bindingsværksbygninger. „Bonaveddes Gaard" stammer efter Ejerens Udsagn fra ca. 1650, men har utvivlsomt gennemgaaet baade Reparationer og enkelte Forandringer i de forløbne næsten 300 Aar. Paa Grund af sin Ælde og Uregelmæssighed virker den store Gaardsplads med sin mærkelige Hestegang ganske eventyrligt. Den 85-aarige Ejer solgte den for ganske nyligt til sin Husholderske Frk. Holm, en rask, yngre Dame, som har overtaget hele Styringen, og som i Øjeblikket i egen Person var ved at kalke Længerne ud mod Gaardspladsen. Hun var meget ked af, at hun ikke havde naaet at faa Stolperne tjæret, inden jeg skulde fotografere herinde, og jeg lovede hende at beklage dette dybt.

Det stærkt varierende Sagn om den mærkelige Skikkelse Bonavedde eller Bondevedde stammer fra 17. Aarhundrede og fortæller, at hans Far engang, da han vandrede ene langs Stranden, „saå der en Havfrue sidde, som han havde Omgængelse med.“ Da det var sket, sagde Havfruen til ham: „Om et Aar skal Du komme her igen, saa vil Du finde en Søn, og han skal kunne fordrive Bjergpuslinger og Trolde.“ Og saadan skete det. Manden fandt et lille Drengebarn liggende ved Havstokken, tog ham med hjem, opfostrede ham og gav ham Navnet Bonavedde. Han voksede op, blev stor og stærk og tillige synsk, saa han klarede mangt et vanskeligt Mellemværende mellem Øboerne og de ofte pirrelige og drilagtige Troldfolk.

Det var ikke alene Bønderne, som i hine Tider var overbevist om, at sligt virkeligt kunde finde Sted. Hør blot følgende angaaende den nævnte Sag: „Der er i Pedersker Sogn en Gaard, kaldet Bondeveddegaard, der har Navn af en Bonde derpaa, som hedder Bondevedde, om hvilken Mand forskellige underlige Ting fortælles, hvoriblandt ogsaa, at han skinbarligen kan se Trolde og Aander, hvilket ikke er urimeligt, da man véd, at ogsaa anden Steds have været saadanne Folk. Ikke heller er det umuligt, at Aander kunne lade sig til Syne for Menneskeøjne o. s. v.“ — Dette findes i den højlærde Peter Hansen Resens „Danske Atlas" fra 1684!

Man kan for saa vidt kalde Bonavedde for Bornholms Nationalhelt, som han dannede et forsonende Bindeled mellem Øens to Stormagter, Bønderne og Underjordsfolket ; han helede Forholdet imellem dem, skønt han bestandig var paa Menneskenes Side, naar der var Gnidninger. Og det er muligt, at han var med til at vedligeholde Forbundet imellem dem og saaledes ofte bragte Bornholmerne Sejr over deres Fjender, naar Højfolkene med deres Fører „Ælstingen" i Spidsen kom i væbnede Skarer ned fra Højlyngen under Trommers og Pibers Lyd.

Det er naturligt, at foruden de Underjordiske netop Havfruerne spillede en betydelig Rolle ved denne fjærne, ensomme Øs Kyster. De skildres altid som skønne Væsner, men kunde af og til ligesom de Underjordiske være hævngerrige og drilagtige. Gennem Bonavedde sker Alliancen, fra nu af er man kommen i Slægt med hinanden. Man kan stadig som i andre Familier være lidt chikanøs ved visse Lejligheder, men mod Fremmede staar man ubrydeligt sammen.

Fra Rispebjerg synker Landet hurtigt mod Syd og Sydøst og bliver bestandigt fattigere ud mod Øens sydligste Spids. Mange Steder ses det bare Sand mellem Agrenes Straa, men besynderligt er det at sammenligne de stadigt frodige Trævækster med den elendige Sæd. Sjældent har jeg set noget Landskab, hvor Træerne spiller en saa stor Rolle som i det bornholmske, selv her i disse fattige Egne. Mægtige Alléer af skønne, slanke Popler følger Vejene, og overalt ses frodige Krat og Smaalunde.

Men jo nærmere jeg kommer Dueodde, jo mere dominerer Naaletræerne, og tilsidst bliver det ren Granskov, kun hist og her med enkelte smukke Skovfyrre imellem.

Det udprægede Sandflugtsterræn strækker sig langt ind i Landet, og inde i Plantagen bølger Vejen op og ned ad de gamle stivnede Klitter som paa en Rut

in. 29 schebane. Saa snart man naar igennem Plantningen, er man ved Kysten ude i et vildt og fuldkommen øde Klitlandskab med høje Sandbjerge og dybe Dalfurer. Klitterne har de besynderligste Former, snart som Pukler paa Kameler og Dromedarer, snart flade ovenpaa som smaa Taffelbjerge. Iøjnefaldende er det usædvanlig fintkornede Sand, som jeg intetsteds har set Mage til; efter blot et Par Minutters Vandring i Klitterne, er Støvlerne stopfulde af det; her hjælper ingen Forholdsregler, man maa slæbe rundt med et Par Pund paa hvert Ben under hele Færden!

Den indtil 1700 Meter brede Klitstrækning, hvor de karakteristiske Planter paa Bankerne er den almindelige Hjelme og Østersø-Hjelme, har i sine Lavninger, der ligner fladbundede Revner mellem Sandbjergene, en Kratvegetation af Rød-El, Birk, Graaris, Tagrør, Star og Tørvemos, øjensynligt dækkende gamle Vandbassiner, som er gaaet under i Kampen mod Sandet. Indenfor dette staar Plantagens yderste Forposter af elendige Naaletræer, kuede og krøgede af Havgus og Storme.

— Klitterne naar deres Kulmination omkring Fyret, men er selv her intetsteds saa anselige som ved Jyllands Vestkyst — dette milebrede Sandbælte, som har en Flade paa ca. 10 □ Mil og strækker sig med smaa Afbrydelser fra Skagen til Blaavandshuk. Klitterne paa Læsø og Anholt, ved Tisvilde og paa Bornholms Syd- og Vestside er i Udstrækning tilsammen kun en Femtedel af dette Areal, og de naar det intetsteds i Mægtighed. — Men selv om Dueoddens Landskab er en Bagatel mod Holmslands Klit, Klitterne ved Henne Strand eller den vældige Ørken Raabjerg Mile, saa er det ikke alene mærkeligt som Modsætning til Øens ejendommelige Klippenatur, men i sin Art ogsaa virkelig storslaaet og skønt, maalt med den Alen, som maa anvendes næsten overalt paa denne Ø, hvor saa meget er en miniature.

Sandet er ikke alene mærkeligt ved sine usædvanligt fine Korn, men ogsaa ved sin ualmindelige Hvidhed. Blændende næsten som nyfalden Sne ligger det op imod det dybblaa Hav, der røres af en svag Vestenblæst, som faar Sandskornene til at hvisle om mine Fødder i et bestandigt glidende Fog. De lange, flade Kløfter skærer sig strandlangs gennem de fantastisk formede Sandvolde, der skiller dem som skarpe Dyrerygge, paa hvis øverste Kam Hjelmen gror som Haar-duske, der svinger hid og did i Vinden. Og derude fra Syd kommer Havets evige Sang, Bølgernes dumpe Rullen ind over den brede, stenhaarde Arena — en Sang om vendiske Sørøvere, om Liibeckerflaader og alskens Fjender, som saa ofte forhen søgte denne Kyst.

Solen blænder som paa Grønlands Indlandsis, og over det kridhvide Sand og det mørkblaa Hav staar en af Varme blyfarvet Himmel, falmet af Junisolen, der svinger sit Hjul almægtigt og altbesejrende paa Sydhimlen. Men Luften fra Havet fører en Svalhed med sig, som var det én af de tidlige Foraarsdage.

Jeg gemmer mig i én af disse Gryder med Udsigt kun til Sand og Hav; og jeg kunde tro, at jeg var ved Verdens yderste Grænse, hvor alt Liv er hørt op.

— Men nede ved Stranden staar to Stormmaager paa en Sten i Havstokken, Hannen med flakkende Vinger højt paa Hunnens Ryg, og begge skrigende i den yderste Ekstase med Næbbene vendt tæt mod hinanden. Det er et Symbol paa Skabelsen, paa selve Uendeligheden! Der er ingen Grund til at tro, at Livet ikke skulde vedblive at gaa rundt, selv paa denne Ørkenstrand.

Det store, bornholmske Højland, Øens Rygrad, der strækker sig omtrent fra Neksø helt til Hammeren paa Nordspidsen, var i gammel Tid udenfor Almin-dingeskoven et øde Lyngland, Højlyngen, utvivlsomt i sin daværende Skikkelse ligesom den gamle jydske Hede et af de mest storslaaede Landskaber i Danmark. Ligesom de fleste andre Steder paa Øen har Højlyngen forlængst mistet sit oprindelige Præg, kun Smaalapper er tilbage, som ikke er i Stand til at vække Forestillinger om dette Landskabs vældige Øde og dets Skønhed. — Allerede i de tidligste Tider var dette Højland imidlertid for en stor Del dækket af Almindinge-skoven; men allerede ved Aar 1500 var denne udplyndret for Trævækster, hvis Ved aarligt førtes i Tusinder af Læs til Hammershus som Brændsel; Flaaden tog sine Forsyninger herfra af Tømmer til Skibsbygning, og Gud og Hvermand hjalp sig selv til hvad de havde Brug for heroppe. Ørkenen bredte sig, hvor før Egen og andre Løvtræer havde raadet. Ganske vist gjorde man endelig lidt for at frede om Skoven, men det var mest af Hensyn til dens rige Bestand af Hjorte, Raadyr og Vildsvin, som endnu vrimlede her paa Kongernes gamle Vildtbane. Denne Bestand var saa rig, at der i 1630 alene af Kronvildtet fældedes 200 Stykker, hvilket ikke forhindrede at dette Vildt endnu langt senere kunde eksporteres i Flokkevis til Jægersborg Dyrehave. Men i 1745 er der kun et Hundrede Stykker tilbage, og i 1785 faldt det sidste Stykke Kronvildt, efter at Raadyrene og Vildsvinene forlængst var nedskudt. Samtidig var Skoven mere og mere forfalden og tilsidst næsten udryddet, og Lyngen var saa at sige eneraadende, da Skovrider Hans Rømer i Aaret 1800 faldt an paa Landskabet med sine Grantræer.

En dygtig Skovmand, som har Hjælpemidler nok i Form af Penge og Granfrø, kan med nogen Taalmodighed forvandle et hvilket som helst karakteristisk dansk Landskab til en lurvet Gengivelse af en Schwarzwalderskov. Rømer var ikke nogen almindelig Oberførster, han kendte sin Bestilling saa godt, at han i Løbet af omtrent 30 Aar anlagde den Plantage, som efterhaanden er kommen til at dække Højlyngen, der indtil hans Tid laa aaben for Øjet i hele sin milelange Udstrækning. Et bredt Bælte af Naaletræer dækker nu Højlandet paa Øens Midte. Hvor Brokfuglen før fløjtede sin melankolske Vise over den mørke Lyng, hvor Faareflokke og ensomme „Lyngrivere" var de eneste Væsner, som færdedes paa de vældige Banker med de milevide Udsigter, her rejste sig nu en Skov paa flere Tusind Tønder Land — blot som en Begyndelse. Senere er den udvidet til at dække et bredere eller smallere Bælte lige fra Neksø til op mod Hammershus. — De Lapper, som blev tilbage af den forhadte Lyngørken, findes nu mest Øst for Almindingen, smukkest paa de eventyrlige Paradisbakkers Højder.

— Det kan ikke nægtes, at ogsaa denne Skov nu rummer stor og egenartet Skønhed, hvor Granerne i Tidens Løb er bleven erstattet af Løvtræer, hvor Dele af den ældgamle Bevoksning er bevaret, eller hvor gamle Mosedrag eller Smaa-søer med deres særprægede Vegetation bryder Ensformigheden. Men det er kun en lille Del af dette Granøde, som rummer saadanne Oaser. Til Trods for det stærkt bevægelige Terræn, hvor Højder og Dale hyppigt veksler, er den ene Tønde Land for det meste ganske som den anden — en Ørken af omtrent samme Udstrækning som den gamle Lynghede, men trist og klam som Døden og uden Hedens milevide, aabne Udsigter og dens høje, frie Himmel.

Jeg lægger min Vej til Almindingeskoven over Vestermarie, dels for at begynde ordentligt fra en Ende af, dels for at se de berømte 6 Runestene paa Kirkegaarden, hvor de er opstillede. Af dem alle er den saakaldte „Asvalde-Sten“ med den mærkelige Indskrift den bemærkelsesværdigste. Runerne siger, at „Asvald rejste denne Sten efter sin Broder Alfer, en gæv ung Mand. Træbene-Sønnerne og Skogi sveg den sagesløse." — Hvilket Drama, der ligger tilgrund for dette, kan ingen vide. Men Benævnelsen „Træbene-Sønnerne" kan ialfald maaske forklares; det første Led deri er et Stednavn, thi endnu ligger der i Paradisbakkernes nordlige Udkant en Gaard ved Navn „Træbene-Gaarden", et Navn, der udmærket godt kan være lige saa gammelt som Stenen. Fra denne Gaard er det muligt, at de Skælmer har været, som sveg Alfer og voldte hans Død. —

Jeg begav mig gennem Vestermarie Plantage ind paa Almindingen og satte mig Rytterknægten som det første Maal. Den bugtede Vej, vi vælger dertil, fører undertiden gennem ganske smukke Partier af Løvskov, og Terrænet er bakket og afvekslende. Men jo nærmere jeg kommer mit Maal, jo mere dominerer Granerne, og da jeg endelig naar det og ser over Landet oppe fra det høje Taarn, finder jeg mig paa alle Sider omgivet af et fuldkomment Granhelvede.

Rytterknægten er med sine 162 m Øens højeste Punkt, og man kunde med Rette vente at faa noget at se herfra. Her blev, for at man kunde faa Udsigt over Grantoppene, i 1851 rejst det berømte, firkantede Granittaarn „Kongemindet" til Amindelse om Frederik VII’s og Grevinde Danners Besøg paa Øen, og Monstrumet blev senere øget i Højden med et stort Jernstillads — men altsammen til ringe Nytte, Granerne fulgte med. Man kan nu lige akkurat skimte en smal, fjærn Stribe af Øen rundt til alle Sider bag de sortgrønne Toppe, bedst mod Syd, hvor Landet ligger som en jævn, blaanende Slette bag Granernes savtakkede Bælte.

Kongemindet danner ikke alene Bornholms, men hele Danmarks højeste Udsigtspunkt; men hvad tjener det til at kravle derop! For mig blev dette Besøg iøvrigt ikke nogen større Skuffelse, jeg var forberedt paa det værste. Men jeg kan ikke lade være at tænke paa, hvordan her har været, før Plantagen ødelagde Stedet!

— Næsten nøjagtig en Kilometer N.N.Ø. for Rytterknægten kommer jeg til et af Øens interessanteste Steder, Ruinen af den middelalderlige Lilleborg. Skoven bliver her mere blid, Løvtræer ofte af den yndigste Virkning dominerer over Granerne i dette herlige, urolige Terræn med dets Bakker, Kløfter, moseagtige Vandhuller og smaabitte Søer.

Til Lilleborg knytter sig, efter saadanne Sagaskikkelser som Vesets og Blod-Egils Dage, nogle af de første historiske Beretninger, vi har fra Bornholm. Det er fra hin urolige Tid, da Kongerne og Ærkebisperne af Lund stredes om Herredømmet over Øen, som allerede i Harald Blaatands Tid var bleven indlemmet i Riget og styredes af Jarler blandt hvilke de to fornævnte har været de navnkundigste. Lilleborg, som utvivlsomt er opført i Begyndelsen af det 12. Aarhundrede, har været Sæde for disse Jarler, der herfra styrede hele Øen for Kongen. Men allerede i 1149 kom Ærkebispesædet i Besiddelse af 3 af Øens 4 Herreder, hvorefter Borgen kun raadede over Vesterherred. Saaledes maa Tilstandene have været, indtil Christoffer I umiddelbart før Aaret 1259 tilbagetog de tre Herreder fra Bispesædet, og det kom til den blodige Kamp mellem Kronen og Kirken om den faste Borg. Kronens Fjender, hvoriblandt foruden Ærkebisp Jacob Erlandsen desuden fandtes Fyrst Jaromar af Rugen, der havde sluttet sig til Ærkebispens Broder Anders Erlandsen efter sit Krigstogt til Sjælland og Angrebet paa København samme Aar, fik Overtaget. To Hundrede af Kongens Mænd faldt under Stormen paa Lilleborg, og Beretningen siger, at Resten af Besætningen efter dette Blodbad blev nedhugget. Anlægget ødelagdes, efter Sporene at dømme blev det afbrændt, hvorefter Fjenderne sløjfede Borgen næsten til Grunden, efter at Blider og Brandpile havde udført deres Værk. Et Sted i Borggaarden er der ved Udgravninger fundet et stort Antal Pilespidser, et Tegn paa at Bueskytter har spillet en stor Rolle under Kampen.

Omtrent samtidig med denne Sejr for Ærkebispen er rimeligvis fulgt en fuldstændig Erobring af hele Øen, og utvivlsomt er det for at befæste Bispestolens Herredømme, at Hammershus opførtes i Aarene umiddelbart forud for denne Begivenhed, hvorefter de senere Tiders Kampe om Øen fik deres Brændpunkt paa dette Sted.

Ruinen af Lilleborg er et af de stemningsfuldeste og mærkeligste Steder paa Øen, til Trods for at den i nyere Tid har været Genstand for uforstandig Behandling, saaledes af Skovrider Hans Rømer, som sænkede Vandstanden i Søen omkring den ved at lave et kunstigt Afløb, ved at bortføre 2—3000 Læs Sten fra Ruinen, og ved at han paa to Steder opfyldte den tørlagte Dalbund, hvad der nu giver et ganske forkert Billede af, hvordan de gamle stedlige Forhold har været.

Men endnu rejser den maleriske Ruin sig paa sin Klippeblok op fra Dalens mørke Dyb, hvor Resterne af Ringsøen findes, omringet af det vældige, tætte Skovbryn som en skærmende Mur, der spejler sig dybt i Søens Vande — en „Todteninsel“, over hvis furede Granitmur i den ødelagte Borg Tjørne, Roser, Slaaen og Brombær gror, og i hvis Revner og Sprækker Skarntyde, vild Kørvel, Smørblomster og Bellis vokser sammen med stride Lyngbuske. Hele den gamle

0 er paa sine stejle, forvitrede Sider, der paa enkelte Steder falder næsten lodret ned mod Søen og Dalen, aldeles tæt dækket af et næsten uigennemtrængeligt Krat af Hassel og Eg. — Den lille mørke Sø dernede er ligesom brolagt af smaa Aakandeblade, der lyser i Solen som ældgamle, irrede og forvitrede Kobberskillinger, der leder Tanken hen paa de Mønter, som er fundet her paa Stedet fra Knud V’s Tid — de ældste danske Mønter, som kendes.

— En vældig Fisk trækker med sin Rygfinne en lysende Stribe over det mørke

Vandspejl. Bogfinker synger ustandseligt omkring mig, den eneste Lyd jeg hører. En dyb, uendelig Fred og Stilhed. — Hvad er der ikke hændt her, hvilken Modsætning til dette ensomme Steds tavse Ro, naar man tænker paa, hvad Stenene kunde røbe om Kampbulderet, Blodbadet, Branden.....

Men Stilheden er saa dyb, at den synes at have hersket ubrudt gennem de syv Hundrede Aar, der er rundet siden Borgen lagdes øde. Kun Bogfinkerne derovre

1 Træernes Kroner synger bestandig deres Vise, og Fisken dernede tegner med sin Rygfinne Runer, som ikke kan tydes, i den rolige Vandflade.

— Et lille Stykke herfra gennem Skoven mod Sydøst kommer jeg til endnu et Fæstningsanlæg, men af en helt anden Art og langt ældre. Det er den saakaldte Gamleborg, en mægtig Ringvold af Sten og Jord, som spænder over en Oval paa ca. 275 m’s Længde og 100 m’s Bredde. Nogen virkelig Borg har her aldrig været, det er en Folkevold eller „Bondeborg“, som har tjent til Værn for Befolkningen under Indfald af Fjender, et Sted, hvor man kunde anbringe Kvinder, Børn, Kvæg og Ejendele, som her kunde forsvares af forholdsvis faa Krigere, mens Hovedhæren gik til Slag i aaben Mark og eventuelt kunde tage den endelige Kamp bag Voldene. Anlæget har utvivlsomt lignende tyske Forsvarsværker fra 5.—6. Aarhundrede som Forbillede og er af samme Art som det førnævnte Ringe-borg Voldsted ved Persker, som „Storeborg“ nær Helligdommen paa Østsiden af Øen, „Borrehoved“ i Rø Plantage og endnu en „Gamleborg" i Almindingens østlige Del. Der er ikke paa noget af disse Steder fundet Spor af Beboelseshuse, endnu mindre af virkelige Borge. Men i senere Tid, da „Gamleborg“-Anlæget ikke var tilstrækkelig modstandsdygtigt, er der langs Vestsiden, hvor Volden lettest kunde angribes, opført en 6m høj Granitmur paa omtrent 275 m’s Længde.

Gamleborg er anlagt paa en omtrent 20 m høj Klippeknude, og da jeg kommer hertil nordfra gennem den smukke Skov, ser jeg pludselig i Syd den vældige Vold, som paa denne Side er sine 5m høj og 13—14 m bred ved Foden, hæve sig som en imponerende, sort Mur op imod Solen. Kommen op bag Volden finder jeg det Indre helt dækket af ung Bøgeskov. Smaa Vandløb risler her og der, og i en dejlig Bæk, der slynger sig gennem Skovbunden, springer Smaaørreder med Plask og Spjæt i den klare Strøm.

Ogsaa her paa dette Sted har Naturen med blid Haand strøget hen over Menneskeværket — Træer, Græs og Blomster gror over det gamle Fæstningsanlæg og har udslettet dets haarde Træk.

Den ældste Del af Almindingeskoven er paa et Areal af 1800 Tdr. Land af Skovrider Rømer bleven omgivet af et mægtigt Stendige, som staar lodret udefter, men paa Indersiden danner en skraanende Jordvold — et vældigt Arbejde af stor Skønhed. Af de senere anlagte Dele er ogsaa den østlige, „Indlæget", bleven inddiget paa samme Maade.

-— Gennem et smukt, stadig meget bølget Terræn kommer jeg til Jomfrubjerget, en Højde, som overalt er dækket af prægtig Løvskov og fra hvis Top der er en skøn Udsigt over Dalen med den lille „Aaremyre Sø“. Den usædvanlig grimme Restaurant, som er bygget heroppe, er meget søgt som Forlystelsessted, og paa enkelte Festdage kan her samles op mod 15000 Mennesker. Idag var her heldigvis kun 2, min Vognmand og mig selv. Den førstnævnte er min Vært fra Aakirkeby, Hr. Dam, som er Fører og Chauffør for mig og min bestandige Ledsager paa alle mine Ture over Øen, stedkendt som faa andre herovre lige til de fjærneste Kroge.

Da det idag trækker op til Frokost, foreslaar han at fly fra det Sted, vi er kommen til, og bevæge os et Par Hundrede Meter nordpaa til Koldekilde, hvad jeg straks gaar ind paa, da Kilden er et af de Steder paa Øen, som jeg alligevel absolut maa se.

— Den gamle Helligkilde findes tæt Vest for Hareløkke Skov, hvor Vejen fra Aakirkeby støder til Vejen mod Østermarie. Tilfods gaar vi omtrent 100 Meter ad en lille Skovvej ned mod en Lysning, hvor vi finder Stedet.

Kilden har utvivlsomt været dyrket som en Helligdom lige fra de hedenske Tider, og efter Kristendommens Indførelse delte den Skæbne med saa mange andre lignende, hvor Syge og Krøblinge søgte Helbredelse. Efterhaanden blev den Hovedstedet for Øens Set. Hansaftensfester og fik samme Betydning for Bornholmerne som Set. Helene Kilde for Sjællænderne. Før Festen byggedes en Løvhytte over Kilden, og Folk strømmede hertil i store Skarer fra hele Øen. Men Festlighederne udartede efterhaanden, Spillemænd kom til, og Dans og Sjov af enhver Art tog Overhaand. Alle Slags Folk mødte op, ansete Familier saavel som Tiggere og rene Gavtyve, og Stedet blev endelig Samlingsplads for Øens Slagsbrødre, som benyttede den festlige Sammenkomst til at udjævne gamle Mellemværender ved Hjælp af Hasselkæppe eller de bare Næver, og det var en Æressag for Sognene at kunne sejre i Striden. Endnu ved Aarhundredskiftet levede der Folk, som kunde mindes dette og som maaske selv havde været Deltagere. — Men ogsaa dette Leben fik en Ende; Skuepladsen for de pæne Skovgilder, som nu holdes paa Øen, er forlagt til andre Steder, og den gamle Kilde synes at have faaet Fred.

Dens Væld, som er kommen nede fra Jordens Dybder i over tusinde Aar, er bleven skærmet af et cementstøbt Dække med et cirkelformet Hul, og rent og klart og koldt som Is rinder Vandet stadig gavmildt ud derfra og falder i et lille naturligt Bækken, hvorfra det løber i en smal Stribe over Vejens stenhaarde Grund og forsvinder i Skovbunden i det nære, lave Krat. Kilden sukker og klunker og putrer, snakker stille med sig selv om sine Minder, lige fra første Gang et Dyr listede nær og dyppede sin Snude i dens svale Væld, fra Stenaldermanden kom med Kølle i Haand og vagtsomme Øjne ud fra Skovbrynet og hældede sig over den for at slukke sin Tørst — fra Minder om Ofringer i hedenske Tider til Mirakler i kristne Helgeners Navn. Det maa haabes, at Kilden har det som visse meget gamle Folk, der tydeligt erindrer deres Barndom og Ungdom, men som har glemt alt fra Dagen igaar!

Der er saare smukt paa det gamle, hellige Sted. — Vi spiste mange Gange vort medbragte Smørrebrød paa Græsbanken ved Vejsiden bag Koldekilde; og hver Gang sænkede vi først vore lunkne Pilsnere i det lille Bækken ved dens Side, hvorfra vi ti Minutter senere kunde hale dem op saa flintrende kolde, at de duggede som om de havde ligget paa Is. Kilden bærer sit Navn med Rette, og den har godt af at gøre lidt Gavn. Og nogen Risiko løb vi jo ikke ved dette, saa-ledes som dem, der i gammel Tid krænkede disse Helligdomme ved at vande deres Kreaturer ved dem — vi var yderst forsigtige og drak aldrig af Kildens Vand, men nøjedes med Øllet!

— Fra Koldekilde krydsede jeg Almindingeskoven i hele dens Bredde ned til Ekkodalens nordøstlige Ende og spadserede paa langs ad denne. Det er et Sted af en fuldkommen fortryllende Skønhed •— og aldeles mennesketomt idag, til Trods for at det er en højhellig Søndag.

Dalen er et højst besynderligt geologisk Fænomen, næsten som en umaadelig Revne, der strækker sig fra Nordøst til Sydvest i en god Kilometers Længde og i en Bredde af kun ca. 100 Meter. Paa Sydøstsiden dannes dens Grænse af for det meste lave Banker, som kun ved den nordøstlige Ende naar en større Højde i „Rævekule Bakke", medens den aldeles flade, grønne og frodige Eng, som danner dens smalle Bund, paa hele Nordvestsiden begrænses skarpt af en brat, til Tider næsten lodret Klippevæg af indtil 30 Meters Højde — Randen af det høje Klippeland omkring Rytterknægten. Denne Væg er paa sine Steder lige saa jævn og stejl som en gammel Fæstningsmur, men dog for det meste saa frostsprængt og forvitret, at store og smaa Blokke er styrtet ned fra den og ligger i et Kaos ved dens Fod. Set over den lave Engflade paa Dalens modsatte Side danner denne

Klippe et aldeles fantastisk Skue. Den minder i hele sin Bygning ikke lidt om Indlandsisens Rand ud mod en grønlandsk Fjord.

En Bæk slynger sig gennem den frodige Dalbund, snart paa den ene, snart paa den anden Side af denne. Det er Læsaaen, som her endnu er i Barnealderen og som kommer oppe fra Vandskellet paa den nære Højderyg i Almindingen. En pragtfuld Bevoksning af alle mulige Løvtræer strækker sig langs Dalens Sydøstside, og ogsaa paa den modsatte Side kryber Trævækster stedvis op ad Klipperne, hvor Birke og Ege bider sig fast i Revner og Huller, men hvor dog Stenen som oftest staar bar og blank ud mod Engen.

Jeg overskrider Bækken og Dalbunden og klatrer op ad den stejle Sti paa Klippesiden; men stadig hører jeg dernede fra Dalen Bækkens Lyd mod Lejets Sten, der er som Ringen af Smaaklokker, blandet med Vindens Hvisken i Træernes Løv og den frydelige Fuglesang af Bogfinke og Musvit og Skovduers Kurren. Utrolige Mængder af Alliker, som har tilhuse i Revnerne, farer rasende ud og laver en frygtelig Staahej, da jeg kommer højere op ad den snævre Sti.

Egenes Løv er endnu aldeles lyst og straaler mod den dybblaa Luft, Bøge i Mængde med forkrøblede Stammer vokser mellem Klippeblokkene, og selv fra de smalleste Spalter løfter Birke deres Kroner som Guld mod Klippevæggens sølvglinsende Flader og Facetter. Skyggen i Revnerne har Farver saa sorte som Kul; men ude hvor Solen rammer Stenen, straaler denne i hvidt, gult og blaat med brunrøde og jærnagtige Toner. Det hele ser ud som en Fæstningsmur, rejst af Giganter og klædt med Fliser af persisk Majolika.

Høje Aske gror paa Grænsen af Eng og Klippe og rager med deres Kroner op til Stien, hvor jeg gaar. Et Sted dernede ses en Flok græssende, røde Køer lige under Klippevæggen, hvor nogle gamle Ege gror og indrammer det dejlige Billede. Frodigt — utrolig frodigt er det hele lige ind under Klippens haarde Mur. Hvilke Modsætninger her mødes! Engen dernede funkler af Bellis og Smørblomster, Mælkebøtter i Frø og den hvide Saxifraga, skinnende hvide og guldgule Felter paa den grønne Bund.

Det eneste sørgelige jeg møder paa dette yndige Sted, er da jeg efter Nedstigningen pludselig ser en Flok sortklædte Mennesker, der staar tæt sammen som ved en Begravelse med dystre og bekymrede Miner. Værre end Synet af dem er dog Sangen, de stiller op — falsk og saa uhyggelig, som om den indledede en Henrettelse eller Menneskeofring. Det er saamænd et Missionsmøde!

Her staar disse ulykkelige med al deres Jammer midt i det gladeste Solskin under den blaa Himmel og de grønne Træer og synger saa sort, saa sort, at alt Liv omkring dem synes at falme, og man venter at Bogfinken skal falde død ned fra sin Gren og Bækken standse sit Løb. Hvorfor dog saa tragisk? Er det for „hans Herlighed at prise" — eller hvad!

Naa, saa var der altsaa alligevel Mennesker paa Stedet. Og Helligdagsstemning.

Hidtil havde jeg kun været paa Almindingeskovens mest kendte Steder; at trænge udenfor Alfarvej og finde ind til Skovens Mysterier, forudsaa jeg vilde være umuligt paa egen Haand. Jeg valgte da en Udvej, som jeg ofte havde prøvet, at finde en „Kendtmand" paa Stedet. Og jeg henvendte mig til den bedst mulige, Statsskovrider Nielsen paa Rømersdal, som tilbød personligt at være min Led-

Bornholm. Ekkodalens Klipper paa Nordvestsiden, set tværs over Engen.

Bornholm. Fra Langemose i Almindingen. Gammel Naturskov.

Bornholm. Udsigt over Majdalen i Paradisbakkerne. Enebær, Lyng, Birke, Skovfyr i Forgrunden.

Bornholm. Majdalen med Udsigt over en af „Brillerne" i Forgrunden til Paradissøen i Baggrunden.

Bornholm. „Dybedal“ i Paradisbakkerne.

Bornholm. Ravnedalens Svdøstvæg i Paradisbakkerne.

Bornholm. Lise og Grethe Ibsen (17 og 15 Aar). Døtre af Andreas Ibsen i Paradisgaarden.

Bornholm. Det Indre af Østerlars Kirke.

sager gennem Skoven og opsøge de Steder, som han finder smukkest. — Jeg vidste, at jeg ikke behøvede at nære Ængstelse for, at han skulde føre mig ind i Grantykningerne. Jeg har lagt Mærke til, at Naturkendere med finere Smag end vore Skovridere findes ikke nemt i Landet. Granernes Røgt er deres daglige Dont, Sliddet, som ikke maa forsømmes. Men deres Stimulans hertil henter de helt andre Steder.

Jeg behøvede derfor ikke at informere Skovrideren om, hvad det var jeg søgte i Almindingen; jeg gav mig roligt i hans Haand, da vi sammen i Bil og tilfods gennemstrejfede Skoven.

Min Ledsager førte mig ind i Almindingeskovens nordlige Del, som rummer en stor Mængde Løvskov, af hvilke enkelte Partier bestaar af den ældste Bevoksning, som var sparet og endnu fandtes, før Rømer i 1800 begyndte at anlægge sin Plantage — altsaa smaa Dele af Bornholms gamle Urskov. Det er især Eg og Avnbøg, og det er sandsynligt, at disse Rester af den gamle Skov, som før laa aaben for Vejr og Vind, først har naaet deres nuværende Højde og Frodighed efter at Naaletræerne har ydet dem Læ. Her findes aldeles pragtfulde Steder af den Art, ofte nær den Mængde Mosehuller og Smaasøer, som Stedet rummer.

Vi kom først til Langemose tæt Norden for Landevejen fra Rønne til „Jomfru-bjerget“, en prægtig Løvskov, mest bestaaende af de to førnævnte Arter. Mosen, som er dækket af Mængder af Aakandeblade, er et fuldkommen idyllisk Sted, hvor Skoven synes aldrig at have været rørt af Menneskehaand -— hvilket man nu ikke skal være altfor sikker paa, da ogsaa Løvskovene herinde bestandig er under Forstvæsnets nænsomme Hænders Røgt.

Endnu langt mærkeligere er dog Skoven omkring Kohullet, som ligger lidt Vest for dette Sted. Et Skovinteriør af større Skønhed end dette har jeg aldrig set; det er, som om Pan selv havde opslaaet sin Bolig her, en saadan Uberørthed, Ensomhed og Mystik hersker der ved det lille afgrundsdybe Vand, hvorom Ege, Birke og gamle Skovfyrre staar saa tæt, at man først faar Øje paa det, naar man er ganske nær. Jeg havde ikke troet det muligt, at noget saadant kunde findes i en Statsplantage! Det er et fuldkomment eventyrligt Sted, der hviler en Fortryllelse over det, som gør det uforglemmeligt. — Gud ved, om der nogensinde kommer Mennesker til Bredden af denne lille Sø. Det er i saa Fald næppe dens beskedne Navn, som har lokket dem. •—

Herfra førte Skovrideren mig til Hammershøj, en ældgammel Egeskov, ligesom de førnævnte fra før Beplantningens Tid hist og her med store Klipper ragende op mellem Træerne. Det er et overordentlig uroligt, bakket og knudret Terræn med Bølger og Dale og Stenknuder. Der er kun én Fejl ved det, man har Udsigt til Restaurationsbygningen paa „Jomfrubjerget", der herfra kommer til sin Ret i al sin Grimhed.

Ikke langt fra dette Sted staar den besynderlige Klippe Munken, der rejser sig mellem Træerne og paa Afstand har ikke ringe Lighed med en kæmpemæssig Mand i en graa Kutte. Nær ved denne findes én af Øens mærkelige Rokkestene, en stor Vandreblok, som imidlertid er bleven saa gammel, at den ikke en Gang mere kan rokke.

Saa gaar vor Vej til Pykkekullekæret, en Skovsø af mere almindelig Art end de to foregaaende, men som er berømt for sine Krebs, og hvis for almindelige Øren mærkeligt lydende Navn kommer af det bornholmske Pykke eller Pukke, som betyder Frø, en Benævnelse som er rammende, at dømme efter den Vrimmel af Haletudser, som fyldte Vandet langs Bredderne. — Heller ikke Vættesmose, som var vort næste Maal, kan i Skønhed komme op paa Siden af de to førstnævnte Steder, synes jeg; men det er formodentlig fordi jeg allerede er bleven blasert.

Herfra tog vi over Koldekilde, hvor vi indtog den obligatoriske Frokost, hele 4 km mod Øst til den store Bastemose. Ved Skovløberhuset „Bastemosehus" kom vi forbi en Samling vældige Ædelgraner, som stammer helt fra Rømers første Tid, og som utvivlsomt kunde være bleven endnu anseligere, hvis man i Tide havde forstaaet at tynde dem ud. En enkelt, som Vinden fældede for nogen Tid siden, viste en Højde paa 42 Meter. Det er nogle af de vældigste Træer af den Art i Landet. Deres svære Tykkelse naar omtrent en Snes Meter op fra Grunden og aftager siden kun ganske langsomt opefter.

Bastemose er en udpræget Kærmose, som omkring den ringe Sump, der er tilbage af dens Vand, bestaar af et stort og aldeles jævnt, græsgroet Terræn, dækket af et dejligt Blomsterflor, og hvorigennem en yndig Bæk slynger sig •— saa fuld af Haletudser, at jeg maa tænke paa Pykkekullekæret og beklage, at Storken overhovedet ikke yngler paa Bornholm, hvor det ellers vilde være nemt for den at ernære en Familie fra et saadant Spisebord, som disse mange Moser byder paa. — Mærkeligt nok er det, at Hejren modsætningsvis saa hyppigt gæster Øen, skønt heller ikke den ruger her. Hvor kommer den fra? Sverige og Sjælland synes lidt for langt borte, til at den skulde forlade Ynglepladserne dér for blot at fouragere her paa Øen! — Endogsaa Traner er enkelte Gange set herovre, men naturligvis heller ikke ynglende.

Af Fugle, som yngler i Skoven, nævner Skovrideren Dompappen, og i Ekko-dalen Vandrefalken, som ellers yderst sjældent viser sig her i Landet udenfor Træktiden. Nattergalen — paa Bornholmsk „Fjældstavnen" — optræder i Mængde og fylder ved Foraars- og Forsommertid Skovene med sin Sang. — Man forsøgte for flere Aar siden at sætte Tjuren ud her baade paa Almindingen, i Persker og Poulsker Plantager, og Antallet var hurtigt i rivende Vækst; men saa blev man letsindig og beskød dem for stærkt, og snart var de skudt helt væk. Der blev senere sat flere ud, men de ses nu kun yderst sjældent hist og her. — Raadyr er indført hertil og trives fortrinligt. Der var ganske vist Forbud mod Indførslen; men en Forstmand herovre „tabte“ en Gang to fra sin Vogn, helt tilfældigt en Buk og en Raa! Og det viste sig at være tilstrækkeligt, fra dem stammer hele den ikke ringe Bestand, som nu findes her. Vi saå idag to Bukke og en Raa, hver for sig iagttagende os inde fra Tykningen. — Ogsaa Egernet er bleven indført, og det viste sig at gaa altfor godt. For 3—4 Aar siden, da det gik op for Folk, at de var ved at udrydde Sangfuglene, besluttede man at beskyde dem, og der ned-lagdes paa et enkelt Aar 2700! Det hjalp en lille Stund, men nu er det galt igen, de er paany i altfor stærk Tiltagende og maa atter forfølges for at Fuglene kan reddes. Her findes hverken Grævling eller Ræv, og iøvrigt heller ingen af de smaa Rovdyr, som er Egernets Fjende. Det skal i denne Forbindelse nævnes, at Muldvarpen ikke findes paa Øen — og den bliver næppe indført!

Disse Skove og Moser rummer stedvis mærkelige Planter, af hvilke enkelte her i Landet kun findes paa Bornholm. I Bastemose findes saaledes Liden Aakande (Nuphar pumilum), som ogsaa kendes fra Rø Plantage, men ellers i Danmark kun er fundet et eneste Sted i Jylland. Her er desuden den sjældne Melet Kodriver (Primula farinosa) og Smalbladet Klokke (Campanula persicifolia), som ikke er nogen egentlig Moseplante, men træffes nær dens Bredder, og endelig Pilebladet Alant (Inula salicina).

Andre Steder i Almindingen er fundet Sumpviol (Viola uliginosa), som har sit eneste Voksested i Danmark i Vallensgaards Mose ved Ekkodalen, og den ret sjældne skinnende Storkenæb (Geranium lucidum), en lille Blomst med en højst ejendommelig rød Farve, der ligger mellem Teglsten og Blod; den er fundet paa „Gamlelborg“, som er dens klassiske Voksested.

— Det vrimler af Smaamoser i det nærmeste Nabolag Nord for Bastemose. Ad „Flæskedalsstien“ gik vi til Barremose, Rundemose og Rappekjær Mose, i hvis Nærhed to andre findes ved Navn Kattemyr og Langmyr. Rappekjær er et overordentlig smukt Sted, hvor Mængder af Bukkeblad gror langs Bredden, og hvor Berberisbuske i Øjeblikket pranger med deres smaa gule, næsten kugleformede Blomster — denne farlige Plante, som ikke maa dyrkes i Haver og overhovedet ikke maa findes i Nærheden af Sædmarker paa Grund af den Rust, som den udbreder. I Engbunden om Mosen, hvor Enerbuske gror spredt sammen med selvsaaede Smaabirke og Skovfyrre, fandt vi i det brogede Tæppe af Smørblomster, Gøgeurter og høje Engtidsler, Padderokker og Kæruld et nylig forladt Leje af en Raa med sit Lam — to flade Fordybninger i det bløde Grønsvær midt ude paa Engen.

Det er ikke muligt blot at nævne alt, hvad vi saa denne Dag. Og det var dog kun paa en Brøkdel af det vældige Areal, som Statsskovrider Nielsen har at vaage over og som han kender tilbunds. Alle de bornholmske Statsskove, som er hans Domæne, danner tilsammen et Areal paa ca. 6000 Tdr. Land. De bestaar foruden Almindingen af Blykobbe Plantage ved Rønne, Rø Plantage og Hammershus Slotslyng. Skovene paa Paradisbakkerne er ikke Statsplantage, men anlagt af Bønderne, som fik Terrænet overladt mod at de beplantede det. Det samme gælder Plantagen ved Dueodde.

— Paa Hjemvejen fortalte Skovrideren, at han i sin Tid lod dæmme op for den Kanal, som Rømer havde ladet grave til Afvanding af Søen, der omgav Lilleborg, og at han derved fik dens Vandstand til at stige mere end halvanden Meter, hvorved Bunden, som flere Steder var synlig, atter blev skjult. Da han var kommen saa vidt, lagde Vejvæsnet sig imellem, fordi en tilstødende Vejstrækning var ved at blive oversvømmet. Men Søens smukke Rest paa Ruinens Sydside blev reddet.

— Jeg var overvældet af Skønhedsindtryk fra disse gamle Partier af Skoven, da vi efter denne Færd vendte tilbage til Rømersdal, den store Skovridergaard, som er opført af Rømer i 1810 og næsten ikke er forandret siden, naar undtages at den har faaet Tegltag i Stedet for Straa. Med sit fine Bindingsværk er den én af de smukkeste og anseligste Bygninger paa Øen. — I det yndige Hjem afsluttede vi en Dag, som for mig blev en af de mindeværdigste fra mit Ophold herovre.

Hele det vide Terræn, som adskiller den ovenfor omtalte Del af Almindingen fra de østligere liggende Paradisbakker, er sammenlignet med disse to Steder af ringere landskabelig Interesse. Mærkeligst er Ølene Sø med de omgivende store Flader, hvorfra Øleaaen kommer. Den aabne, aldeles jævne Eng om Søen med dens selvsaaede Buske af Bjærgfyr og smaa Skovfyr, er baade mærkelig og smuk, og Søen er interessant ved sin Rigdom paa Vadere og Svømmefugle, af hvilke mange findes ynglende langs dens Bredder. Et Par Steder fandt jeg mindre Kolonier af Stormmaager, som rugede i Græsset nær Vandet, hvor den smukke violette Gøgeurt og den lille skinnende gule Tormentil gror i Mængde om deres Reder.

— Ved Vejen, som kommer sydfra gennem Plantagen og gaar forbi Søens Østside, findes i Skovens sydlige Del de berømte Varper, tre Stenvarder, hvis Oprindelse man ikke kender, men om hvilke Sagnet siger, at de er rejst over et Par unge Folk, som elskede hinanden og som paa Trods af Forældrenes Vilje flygtede sammen for at blive viet i Østermarie Kirke. De blev indhentet og dræbt sammen med deres Kusk paa det Sted, hvor Varderne nu findes. Der hersker den Dag idag den smukke Skik, at enhver, som kommer forbi Stedet, lægger en Blomst eller en lille grøn Gren paa de tre Stenhobe. Jeg fandt dem dækkede baade med visne og helt friske Blomster, Smaakviste med Forsommerens grønne Løv, ja endogsaa med smaa lyse Skud fra Granernes Grene.

De er omgivet af en lille Lysning, der ligesom de gamle Vejspor, som fører lige forbi Stedet, er dækket med frodige Lyngtuer, Rester af den gamle Hede, som har raadet ene paa Stedet før Plantagen anlagdes.

Som et Rygskjold af en uhyre Skildpadde løfter Paradisbakkerne sig paa Højderyggens østlige Del i Ibsker Højlyng nær Kysten mellem Neksø og Svaneke. Det er et strængt isoleret Klippeparti, skarpt afgrænset fra de omgivende frodige Marker, og fra Nord til Syd gennemfuret af trange Dale med Navne som Dynne-dal, Majdal, Underjordsdal, Dybedal, Ravnedal, Tamperdal, Stendal, Kodal og flere andre, der alle næsten kun er som skarpe Revner i Klippen, hist og her forbundne ved lige saa trange Tværdale. Det er det prægtigste Terræn som findes paa Bornholm og det ejendommeligste i hele Danmark, i Slægt med det smaaland-ske Landskab, som det langtfra naar i Udstrækning, men overgaar i Skønhed.

Ogsaa ind i dette kaotiske Landskab, der er som en fuldkommen Labyrinth, fandt jeg den bedst mulige Fører i „Paradisgaardens" Ejer, Hr. Andreas Ibsén, som gennemtrawlede Bakker og Dale med mig paa Kryds og tværs. Den mere end halvtredsaarige Mand var i Anledning af min Ankomst staaet op KL 4 om Morgenen og havde arbejdet med Radrenseren i Roerne for at kunne være klar til at tage med mig, naar jeg kom Kl. 9. Og frisk og bestandig oplagt travede han i Spidsen lige til Kl. 6. — Han er en Natur-Enthusiast, som jeg sjældent har truffet Mage til, og da han foruden at være Landmand og Restauratør paa Paradisgaar-den i Aarevis har været en Slags Fremmedfører i Bakkerne, er han vant til at snakke med Folk og efterhaanden forbavsende godt skaaret for Tungebaand. Det var en Fornøjelse at følges med ham i dette mærkelige Landskab, som ligger lige udenfor hans Dør, som han er født og opvokset i, og hvis Skønhed han alligevel, som Modsætning til Bonden i Almindelighed, forstaar at vurdere. Han er ikke som Peder Thorsen en Gransker, som henter sine Glæder op fra Jordens Dybder eller mellem Oldtidsgrave. Han beskæftiger sig med Overfladen og med Dagen idag — hans Syn paa Naturen er udpræget artistisk. Da han efter Dagens Færd indbød os til at være hans Gæster i Paradisgaardens Restaurationshave og præsiderede for Bordenden under de grønne Træer, da lignede han baade paa

Grund af Ydre og Veltalenhed Ejeren af selve „Himmerigs Kro“, saaledes som Drachmann har besunget den.

— Op og ned ad flade, isskurede Klipper eller trange Stier vandrer vi Dagen lang gennem dette besynderlige Terræn, hvis Slugter er som hugget ind i Plateauet med en Økse. De maa være dannet af Istidens Afløb, i mindre Maalestok men paa samme Maade som Nordamerikas Canons. Der er endnu næsten i dem alle Bække eller Smaasøer paa Bunden, selv i de alleryngste Revner og Sprækker heroppe kan man høre den sagte Puslen af en lille Bæk, der gør sit langsomme og sikre Arbejde, og som viser, hvordan Dalenes Dannelse er begyndt. -— Besynderligt er det, at det overalt her ligesom i Ekkodalen er disse Kløfters Vestside, der er den stejleste. Brat som en forvitret Mur staar den lige ned mod den jævne, oftest ganske smalle Bund, mens Østsiden i Reglen er mere sammenstyrtet og udvisket og samtidig bevokset, som Modsætning til Vestsidens ofte helt nøgne Fjældmur.

Ganske nær ved Paradisgaarden naar vi op ad den stejle Vej til Bavnehøj, simpelthen kaldet Bavnen, paa bornholmsk „Baagend“, et af Højlyngens faa, aabne Steder og med sine 112m dens højeste Punkt. Her er rejst en lille Sten, om hvilken der i forrige Dage samledes Lyng og Ved til Bavnerne, naar det var Ufredstider. To andre Bavnehøje ses fra dette Sted, milevidt borte men ganske tydeligt ragende op over de andre Højder. Bavnerne anvendtes lige til 1868, da Militsen, som havde eksisteret siden 1611, blev afløst af den nyere Væbning, hvis Mandskab uddannedes paa Sjælland.

Rundt om paa Højden gror Lyng mellem væltede og forvitrede Stammer af segnede Skovfyrre, der vrider sig paa Grunden som Kroppe af hedengangne Krokodiller. Hist og her staar Enere, Smaabirke og blomstrende Gyvelbuske, som har slaaet Rod i de jordfyldte Revner. Enkelte fritliggende Stenblokke er spredt over Klippefladen, som heroppe bestaar af blaaflammet Granit, en Stenart der kun tindes i Paradisbakkerne, og som Sol og Vind har bleget paa Overfladen, saa den ofte ligger med lavaagtig Hvidhed og Glans mellem Lyngens brune Buske. Hele denne jævne Top er affladet og skuret af Isen, aaben og med pragtfulde Udsigter over Forgrundens Skove, de fjærne Landstrækninger bag disse cg over Havet i Øst, hvor vi i det klare Vejr tydeligt skimter de smaa Ertholme, der ligger som et lille Sankt Helena i Horisonten.

Hvilket Lys heroppe, hvilken Farve paa Himlen over disse Ørkentoner! Hvor herligt, frit og skønt! Gøgen kukker og Drosler synger — det er mere end Paradisbakkernes højeste Punkt, det er skinbarligen den syvende Himmel.....

Fra dette Sted synker vi lige ned i dets Modsætning, det mørke Hul med Troldestuerne, hvis ene Side er en lodret, stærkt forvitret Klippevæg, Randen af et Plateau, som forløber fra Nord mod Syd og Sydøst, og er omgivet af en tæt Bevoksning af Graner og Birke. I den uregelmæssige Væg, som paa et Sted i sin Form fuldkommen ligner det ydre af et kæmpemæssigt Cirkustelt, findes en mærkelig, ganske fin Spalte, paa sine Steder kun godt 10 cm bred, men saa lige, at man fra neden kan se mange Meter igennem den og ud paa den anden Side. Sagnet siger, at Ræven undertiden lader sig lokke ind i denne Revne, fordi han tror at han kan gaa tværs igennem den. Men pludselig bliver Revnen for snæver — og nu kan han heller ikke vende. Der sidder han saa og dør. „Trolden har fanget ham i sin Fælde,“ siger Folk, som finder ham!

Ikke langt herfra ligger Ravnedalen med den mærkelige Ravnemyr, begrænset mod Vest af Ravnefjeldet, en næsten lodret Klippe, der virker graa som Bly i Solen bag Myrens eddergrønne Græs og Siv og blændende hvide Kæruldsdotter. Myren er nu helt tilgroet med Græs og Urter, og rundt om den mellem Træerne vokser Mængder af Enerbuske. Væltede Træstammer læner sig som dødsramte Kæmper op mod Klippevæggen, paa hvis graa Flader der gror store Puder af grønne og gule Mosser og Klumper af rødt Lav. — Dalen skærer sig næsten helt tværs gennem Højlyngen fra Nord til Syd i en Bredde af højst 30 Meter, et udpræget gammelt Elvleje.

Syd for Ravnedalen løfter den aabne Højlyng sig atter med helt nøgne Knuder ragende gennem Lyngdækket. Sammen med Strækningen om Bavnehøj er dette Sted det eneste, som er levnet af den gamle Højlyng i dens oprindelige Skikkelse, hele Resten er beplantet. Heldigvis er i de senere Aar 200 Tdr. Land bleven fredet af denne gamle Lyngørken, saaledes at man fremtidig vil kunne faa en svag Forestilling om, hvordan dette Sted har taget sig ud for et Aarhundrede siden. Men ingen vil nogensinde kunne faa det fulde Indtryk af den Storslaaethed, som oprindelig herskede paa disse vældige Vidder, og som maa have været af overvældende Virkning paa Sindet. — Mængder af lysegrønne Smaabuske, paa Bornholmsk kaldet „Lyngasp“, en Variation af den almindelige lille Bævreasp, sætter sine fine Farver paa Landskabet og glimter som smaa, lysende Baal over den mørke Lyng.

Herfra naaede vi til Majdalen, som i malerisk Henseende utvivlsomt er Paradisbakkernes smukkeste Kløft. En pragtfuld Udsigt har man paa langs ad den mod Syd fra dens Østside, hvor de to smaa Vandhuller „Brillerne" ligger lige under En i Forgrunden, mens „Paradissøen" ses bagest under en af de smukkeste Klipper, som hele dette Terræn ejer. Her kulminerer det skønne Sammenspil mellem de nøgne Klippesider paa Dalens Grænse, den friskgrønne Bund under deres lodrette Sider, og den Mængde forskellige Arter af Løvtræer, hvis Stammer rækker op helt nede fra Dalbunden og med deres Kroner naar over Klippernes Rand, eller som med Rødderne har bidt sig fast i Stenenes Revner. Hertil kommer de herlige smaa Søer, der ligger paa Række som Brudstykker af en Fortidselv, og hvis rolige Vande spejler Klippen og rører dens Fod. Enebær, Lyng og Skovfyr klæder Dalens Østside, og tre enlige Bævreaspe, saa store som mægtige Skovtræer, staar paa Randen af Faldet, saa nær dette, at den sagte Vind fra Dalen naar deres Kroner, hvis Løv bestandig hvisker om Judas og endnu skælver ved Tanken om Forræderen; thi det var i et saadant Træs Grene, han hængte sig efter sin nedrige Handling, siger det gamle Sagn.

Ikke langt herfra staar det store „Majtræ", hvorfra man ved Majfesterne hjembragte smaa Grene, som man satte i Vand og tog Varsel af — naar de holdt sig længe, betød det Lykke for den, som havde brudt dem af. Disse Majfester holdtes altid ved Paradisgaarden, som har været i Andreas Ibsens Slægts Eje lige siden Midten af det 17. Aarhundrede.

Over Tamperdalen, som efterhaanden er bleven altfor bevokset af Birk, Fyr og Gran, men paa hvis Bund Enerne trives sammen med en ren Urskov af Bregner, og ad den lillebitte, ganske snævre Underjordsdal naar vi atter op paa Højderne, hvor vi kommer til en stor Varde, en saakaldt „Pelt", som i gammel Tid er rejst som Vejmærke i denne Udørk, hvor ellers kun Kreaturerne færdedes, naar de var sluppet „vaareløst“ (uden Vogtere) ud paa Højlyngen. — Det var ikke nemt for den ensomme Vandrer at finde Vej paa den vildsomme Højlyng i Snevejr eller Tykning, og der har i Nærheden af denne Varde været rejst 3 andre, for at man kunde tage Bestik efter dem ligesom efter en Slags Ledefyr. — Er det ikke sandsynligt, at de før omtalte „Varper“ i Persker Sogn skylder et lignende praktisk Formaal deres Oprindelse?

— Videre gaar vi mod Øst forbi den lille lyng- og grangroede Stendal, og naar endelig den besynderlige Dybedal, hvis Bredde kun er ca. 4 Meter, men som er mindst 10 Meter dyb — skummel og uhyggelig som en Nedgang til Underverdenen. Kun Løvet fra nogle Smaabirke, som har bidt sig fast paa dens Sider, naar nedefra op over dens Rand og fanger Solens Lys, ellers ligger den som et sort Hul, et bundløst Mørke. — Der gaar det Sagn, at der ved et Sted som kaldes „Hestespringet“, hvor Plateauet østfra sænker sig ned mod Kløftens sorte Rand, engang er kommen et Par løbske Heste styrtende i vildt Løb lige imod den — og i et vældigt Spring satte over den og reddede Livet.

Ogsaa denne Kløft er trods sin Lidenhed et af de skønneste Steder i dette sære Landskab, et utrolig vildt og besynderligt Sted, og af en usædvanlig Farvepragt. Afstanden fra de mørkeste, fløjelssorte Toner i Revnens Dybder til det vilde Lys over dens Rand med Birkenes straalende Blade er som fra Orgelets dybeste Basser til Diskantens højeste Fløjtelyd.

Mellem denne og en Øst for den løbende Kløft, kaldet Gaaserenden, gaar en knivskarp Ryg af Fjeldet med bratte Fald til begge Sider, et af de særeste Steder heroppe i de bestandigt vekslende Bakker og Slugter. — Ikke langt herfra kommer vi til et lyngklædt Terræn, som er mærkelig fuldt af Uhygge, tiltrods for at det er ret aabent. Det kaldes Rakkaredalen, og her levede for 60—70 Aar siden Sognets sidste Rakker, der dræbte og flaaede gamle og syge Krikker, som man trak op til ham nede fra Gaardene. Paa den øverste, vestlige Kam i Læet af en Klippe vises Stedet, hvor han havde sin Hytte, der halvt gik ind i Bakke-siden og var tækket med Grene og Lyngris. Til et ganske lille, af Kløfter skarpt afgrænset Plateau førte han Hestene op og rendte sin Kniv i Bringen paa dem, hvorefter han lod dem styrte rundt paa Stedet og løbe Blodet af sig. Siden flaaede han Kadaverne, tog af Kødet hvad han vilde æde og væltede derefter Skrotterne ned ad Østskrænten i et Hul, hvor der gror nogle store Birke, hvis Frodighed skal skyldes alt det raadne Kød, som har gødet dem. Det siges, at det var let selv for ganske fremmede Folk at finde frem til Rakkaredalen paa Grund af Stanken. For øvrigt er Stedet lige i Nærheden af nogle kæmpemæssige Stenblokke „Trom-marestenene", som ses langt bort og nu kan være Vejvisere, efter at Lugten er forsvundet. — Rakkeren havde en Medhjælperske, som boede lige paa den anden Side af Kløften, og som bar Øgenavnet „Kalle-Elna“, fordi hun efter Sigende fik Børn lige saa hurtigt efter hinanden, som en Ko kan kælve.

Andreas Ibsens Far, som er 89 Aar, har kendt begge Rakkerne. Højlyngen her var endnu i hans Barndom helt aabent Land, og et Sted hvor Mennesker kun yderst sjældent kom. -— Nu nærmer Skoven sig, saar sig selv og breder sig mere og mere, truende Lyngen fra alle Sider; men endnu er de eneste fremtrædende Vækster her paa Rakkerens gamle Domæne Lyng og Blaabærris, paa Bornholmsk „Byllenbær“, de sidste i uhyre Mængder dækkende Grunden baade paa Lysningen og langt ind i den nære Skov mellem Birke og spredte Graner.

Sønden for dette Sted passerer vi Gamledams Dal, der ligesom de fleste andre Dale har Vand paa sin Bund og udenom dette er dækket med Lyng, Blaa-bær, Birke og Fyrre. Her synes ligesom alle andre Steder i Bakkerne mærkelig fattigt paa Fugle; kun Skraal af Fasaner høres hyppigt — ikke engang de paa Øen saa almindelige Raager ses heroppe, de holder til nede ved Sædmarkerne.

Videre mod Syd kommer vi til Kodalen, som adskiller Paradisbakkerne fra Helvedesbakkerne, der sammenlignet med de førstnævnte er af ringe landskabelig Interesse. Kodalen er i sin sydlige Del meget smuk, men adskiller sig iøvrigt ikke stærkt fra de fornævnte. Sit Navn har den af at Kvæget her i ældre Tid blev samlet, før man drev det op og lod det gaa løs paa Højlyngen; her samledes det atter ved Efteraarstid, naar man med Besvær havde faaet det ned fra Bakkerne. — Over Tværdalen — paa Generalstabskortet kaldet „Grydedalen“ — som har Retning fra Vest til Øst og rummer Huller med Navne som „Den sorte Gryde", „Potten", „Halvpotten" og „Pæglen", naår vi i Retning af „Skomagerdammen" til en af Øens store Rokkesten, en kæmpemæssig Vandreblok, som ligger i en lille Lysning, hvor Græsset er saa nedtraadt, at man ser hvilken Turistattraktion dette Kuriosum er som Modsætning til de mange pragtfulde Steder, vi kommer fra. Andreas Ibsen glemmer ikke sin Metier som Fremmedfører, men lægger af gammel Vane sin brede Ryg til Stenen; den vrider sig lidt ved det, inden den bekvemmer sig til at røre ordentligt paa sig, men endelig kommer den i Gang med sine 30 Tons. Det saå saa fantastisk ud, som om det var en Kaserne, han havde faaet til at vakle.

Ganske nær herved findes den „Store Grydesø", ved hvis Vestende Vorherre har anbragt en let tilgængelig, høj Klippeknude, for at Menneskene nemt kan komme til at nyde det prægtige Billlede af den lille Sø, der tindrer som et mørkt Øje under Skovens høje, lyse Bryn. Et saare romantisk Sted, men maaske et lidt for lækkert Motiv for en Teatermaler — som Modsætning til hvad vi har mødt deroppe i de strænge Bakker.

— Ja, alt dette er jo blot en Smule af, hvad Paradisbakkerne rummer. Men hvordan overkomme det hele, især med saa grundig en Fører!

Andreas Ibsen taler med stærkt udpræget, bornholmsk Akcent, og med Anvendelse af mange af Sprogets ejendommelige Gloser. Jeg forstod dog saa godt som alt, hvad han sagde til mig; men naar han talte sit Modersmaal med Hr. Dam, der som sædvanlig var min Ledsager, gik mere end det halve fuldstændig tabt for mig. Og ikke et Hak begreb jeg, naar han talte det rigtig gamle, bornholmske Sprog. Han gav mig et Par Prøver paa Folkerim og -remser, som i Uanstændighed langt overgaar de værste tilsvarende i jydsk og fyensk Mundart, og det skal der noget til. De vandt ikke ved Oversættelsen til Rigssproget.

Bornholm. Fra Marken ved Gamlevældegaardene. Karlen er en typisk, ung Bornholmer.

Bornholm. Nyker Kirke fra Sydøst.

Bornholm. Aa Kirke fra Sydvest.

Bornholm. Det Indre af Ruinen af Øster-Marie Kirke.

Jeg forstaar Svensk lige saa godt som Dansk, og det skaanske Landsmaal volder mig ingen Vanskeligheder. Den Smule „Forsvenskning", der findes i Bornholmsk, maa skyldes at Øen i saa lang Tid hørte under det lundske Ærke-bispesæde, og den ytrer sig langt mere i Tonefald end i Ordforraad. Den som vil paastaa, at Bornholmsk som Sprog er i Slægt med det skaanske, han skal — om han kender det sidstnævnte som Bondemaal — sammenligne det med neden-staaende Prøver paa det første. Det er nogle faa Ordsprog og Smaaskrøner fra Øen, et ganske lille Udvalg af flere Hundrede, som findes i „Bornholmske Sam-linger“, og de rummer en saa udpræget Sans for Humor, at man sjældent finder Mage hos Almuen andre Steder i Landet. 4)

— Ju mera ejn strø·jer ijn Kat paa Rygjin, dæs haajere sætter ha·jn Raampan (Halen).

— „Ja! Balra nu din Sa·tan!“ sa· Ne·ls Rabæk, hajn haðe rajt (naaet) Sajrsgaa·rsportijn, daa hajn løv faar To·rden.

— „De·ð e et vi·st Ord, a Lanet e sto·rt,“ sa· Mi·kjel Maa·nsen fraa Ø·n (Christiansø); „mæn saa sto·rt saam Ha·veð, naj de·ð e·ð Famijn dævle maj ikje!“

— Pe·lsu·rt aa Pæjngsu·rt aa Sjit-aa-lort aa Lausu·rt, deð e Ajlva·rden runt. (Lausu·rt = Gul Okseøje).

— „Naj, nu e ja kjiv aa·ð,“ sa· Lyjnggaardskattin, han sa· i Brøjn i Van te Halsijn.

— Præstijn præ·kar saa la·nt saam fraa Hælveðe te Hemeræje. Kjælingjapra·t gaar fraa Hemeræje te Hælveðe.

— Hajn gaar i Husabesøj lisom Præ·stens O·rna (Orne). (Om en Rendemaske).

— Jens Bødkara kaam te Kjøvenhaun, aa daa vele hajn ijn aa se en Aapera paa den Kaangelia Kaameðjan. Hajn kjænde ikje, va deð va, mæn inj ska præva alt aa vælla ded bæsta. Daa hajn gjek derfraa ijen, sa-e hajn: „E deð Aapera, saa sji·ðer ja· paa Aapera!"

— Naar Kaangijn kom, daa· skujlje dær sjy·des, aa Laajtnantijn haðe sajt dom te aa sjy·ða, naa·r hajn kaammede·rde: „Nu!“ Men hajn hakkaða i’ed, aa saa bleð te, a hajn sa: „N-n-n-n-n-n-nu e·eð faar se·nt, Majna!"

— „Ijn Præst kajn vi nok faa; hadde vi baara ijn Voutehorra!" (Vogterdreng) .

— „Ijn ajn faar alri saadded aa hvilad," saa Horrijn, „om Dåijnn ska ijn gaa, aa om Natten ska ijn liggja!"

— „Ja tæjnte’ð nok, a Kjestna va dø, faar hon gavade."

— Det Sprog er naturligvis svært at forstaa, især naar man slet ikke er vant til at høre det og det tales hurtigt. Men det er, f. Eks. sammenlignet med det udflydende Lollandske, Falsterske og Mønske, et karakterfuldt Sprog; trods dets mange Medlyde er det med sine skarpe r’er baade fast og haardt, dets Syngen er ingen Mjaven, saaledes som i Skaansk. — Vi Københavnere behøver for Resten ikke at rejse bort for at høre et Maal, som er mindst lige saa uforstaae-ligt for uindviede som det bornholmske. Jeg kom op paa en Sporvogn herinde sammen med to unge Fyre paa 16—17 Aar. Den ene stod og fløjtede ustandseligt, hvad der tilsidst fik Kammeraten til at fremkomme med dette Spørgsmaal:

„Vaar harru køft dæn Flaajde hænnæ?"

Hvilket gav Anledning til et Replikskifte paa samme Maal. Her var virkelig to, som behersker det københavnske Sprog til Fuldkommenhed, saaledes som mere end Halvdelen af Byens Indbyggere stræber efter at tale det. At dette Sprog sammenlignet med Bornholmsk er hæsligt — og tillige paa Grund af sit Tonefald langt nærmere Skaansk, kan der ikke herske Tvivl om.

Det nordlige Bornholm ovenfor en Linje omtrent mellem Svaneke og Rønne har, naar Kysterne og de aller nærmeste Egne indenfor disse undtages, landskabeligt ringe Interesse. Det mærkeligste af dette Indland er „Kleven“, Dalen mellem Klemensker og Rø; men da denne daglig befærdes af Rejsende med Jærnbanen, som gaar igennem den, er det vel overflødigt at opholde sig ved en Beskrivelse af den. Modsætningsvis hører Yderkysterne til nogle af de mest særprægede Landskaber paa Øen, og dette gælder saa godt som hele Vejen paa den omtrent 7 Mil lange Strækning, som indrammer hele den store, nordlige Trekant, hvis yderste Spids er Hammeren. Men der er andre Ting end Landskabet, som er interessante i dette Indland.

Tæt Nordøst for Rønne ligger Nyker med den smukke Rundkirke, der desværre ligesom Nylars Kirke indvendig vansires af et hæsligt Inventar. Kirkens Tag er af Spaan, uregelmæssigt og ganske musegraat af Ælde, men storartet smukt. Selv Vindfløjens Stang, som med sit komiske, tykke Midterparti ligner en vældig Ten, er spaantækt ligesom det øvrige. Kun Koret er tækket med Bly.

Midtersøjlen i Kirkerummet er ikke mindre end 3 Meter tyk og ganske pragtfuld. Den er ikke som Søjlen i Nylars Kirke kalket ned til Gulvet, men har for neden nogle svære, nøgne Kvadersten, som naar op til Kapitælet, der er klædt med Kalkmalerier i fine, afblegede Farver, hist og her med større eller mindre helt udslettede Partier. Ogsaa paa Rundgangens Hvælving findes Levninger af de gamle Kalkdekorationer.

Taarnet gør Indtryk af at Rundkirken er et af de første Forsøg paa Øen af denne Bygningsform. Dens største Højde under Hvælvingen er knap 5 m, Rundgangen er kun 4 m bred, og Taarnet, som tilsyneladende oprindelig er tænkt at skulle være paa 3 Stokværk, har kun faaet 2 •— det tredje er aldrig fuldført. Op ad en snæver Stentrappe inde i Muren naar man ovenpaa Hvælvingen til denne tredje Afsats, som nu blot danner Loftet, men hvorigennem Søjlen fra Kirkerummet fortsætter op til Taget og bærer det kæmpemæssige Bjælkeværk, en indviklet Tømmerkonstruktion, sværere end Støttebjælkerne i Stævnen paa de største Ishavsfarere. Det er en fuldstændig fæstningsagtig Bygning, og fra Loftet har man en pragtfuld vid og orienterende Udsigt over Landet. -— I Vaabenhuset findes sammen med et Par senere Ligsten opstillet to ret smaa, flade Runesten, af hvilke den ene er sat over en ung Bornholmer og bærer denne Indskrift: Giom lod denne Sten rejse efter sin Søn Sven — den unge Helt vandt fuldgod Naade — og efter hans Broder. Den hellige Krist hjælpe begge de to Brødres Sjæl.“

Wimmer mener, at Udtrykket „vandt fuldgod Naade“ betyder, at Sven maa være falden i et Korstog, muligvis Togtet mod Venderne i 1147.

— Straks Nord og Nordøst for Nyker er Landskabet ret smukt, skiftende med Aase og Dale, hvilket varer ved til hen imod Klemensker. Klemensker Sogn rummer en af de morsomste, mærkeligste og mest typiske Gaarde paa Øen, Marevadsgaarden, som helt igennem er overordentlig velbevaret, naar undtages at Straataget af Hensyn til Brandfare er erstattet med Tagpap. Her findes inde paa den firkantede Gaardsplads en saakaldt Gaardlænge eller „Gaardkone“, en fritliggende Længe, som oprindelig har været bestemt til at rumme Huggehus, Rullestue, „Drængehus“ (Karlekammer) og lignende. I det vældige Stuehus findes et Utal af Værelser og Kamre med Benævnelser, som man slet ikke kender andre Steder i Landet. Den elskværdige Ejerinde viste mig rundt i Stuerne med de store Bjælker under Lofterne — et fuldkomment Storbondehjem, alene ved den Mængde Plads, det rummer. Ved Siden af Bryggerset findes endnu den umaadelige Bageovn, som i forrige Dage kunde have Plads til 32 Lispundsbrød paa én Gang! Lispundsbrødene staar med Hensyn til Dimensioner i Forhold til alt andet i dette Hjem. — Over Indfyringsstedet ved Ovnen nær den mægtige Bryggerkedel findes endnu den aabne Skorsten, som netop idag er i Brug i Anledning af Storvask. Røgen fra Baalet og Damp fra Kedlen fylder hele Rummet og trækker i tykke Skyer op gennem Skorstenen. Det virker fuldkommen middelalderligt, dette Interiør — det voldsomt ophedede, røgfyldte Rum med de travle Koner, der som Hekseskikkelser farer hid og did.

Paa den store Gaardsplads, som er indrammet af prægtige Bindingsværkslænger, hvor Felterne mellem de sorte Stolper er rødkalkede for neden og hvide for oven, og hvor der foran Stuehusets Facade staar et Valnøddetræ, en Kastanje og en Lind paa Række, er Brolægningen højst ejendommelig. Den er anlagt i Kvadrater med Sider paa ca. 2 m af mindre, utilhuggede Sten, indrammet af Linjer af større, flade Sten, som rager et lille Stykke op over Karréerne. Det ser herligt ud, men er naturligvis paa Grund af sin Ujævnhed meget upraktisk. Ejeren har da ogsaa villet lægge en ny Stenbro, men Nationalmusæet har indtrængende opfordret ham til at spare den gamle, hvad han forstaaende er gaaet ind paa.

En halv Milsvej herfra mod Vest skifter Landskabet fuldstændig Karakter og gaar over i Øens næststørste, gamle Sandflugtsstrækning mellem Rønne og Hasle, der før har strakt sig langt ind i Landet, men allerede for over hundrede Aar siden i et Bælte paa over en Mils Længde og en kvart Mils Bredde er beplantet og nu mange Steder danner en mærkelig Skov af Løvtræer og Skovfyr. Især er denne Strækning smuk, hvor Blykobbe Aa gennemstrømmer den paa sin Vej mod den nære Strand og herinde løber i en dyb og bred Kløft, hvis Sider bærer en Mængde Løvtræer, og hvis Leje stedvis er opfyldt af store og smaa Stenblokke. Nærmere ved Stranden breder Dalen sig mere, og Aaen bliver en bred og rolig Strøm med grønne, sivklædte Bredder, en Ø-Idyl, som søger sin Lige, men som pludselig nærmest Stranden gaar over i sin stærkeste Modsætning, hvor store Klitter hæver sig og er klædt med krybende og vantrevne Træer omtrent som i Troldeskoven i Tisvilde Hegn. Mellem Fyrrene her findes ældgamle Birke med svære Stammer, hvis Bark er furet og rynket som Skindet paa en Rhinoceros og sværtet som af Røg fra en Skovbrand. Ganske herligt er der i Klitterne yderst ved Stranden, hvor kun ganske lave Fyrre kravler mellem Marehalm og Hjelme, og hvor man til begge Sider ser milevidt langs den skinnende, brede Sandstrand og over det blændende, uendelige Hav. Mellem alt dette bugter sig det blaa Aaløb med dybgrønne Skygger fra Skovens Træer, til den ude i det bare, solbagte Sand danner en Lagune indenfor Havstokken. Især farvemæssigt er dette Sted pragtfuldt; det har Jyllands Vestkysts strænge Ansigtstræk, men med et lille Smil af Øernes blide Stemning.

— Sydøst for dette Sted, nær Østen for Rønne, findes Bornholms store Kaolinlejer, som opdagedes i 1775 og i omtrent hundrede Aar leverede Raastof til Fremstilling af Porcellæn i de københavnske Fabrikker, og senere i stor Udstrækning anvendtes ved Tilvirkning af Papir og ildfaste Lervarer; omkring 1900 produceredes her Kaolin for omtrent ¹/₄ Million Kroner. Kaolinen er her dannet ved Nedsivning af Vandmasser, en Proces, som maa have krævet et uhyre Tidsrum, da det er selve den haarde Klippe, som paa denne Maade er forvandlet til Feld-spatkorn, Glimmer, Hornblænde og endelig til det fine Kaolinpulver — en Omdannelse, som maa være foregaaet allerede i Jordens Oldtid. Kaolinlejet ved Rønne er kun en lille Rest af Datidens Forvitringsmasser, som har undgaaet senere Bortskylning, og som er et Minde om Tildragelser i Jordens Tilblivelseshistorie, der er Millioner af Aar gamle.

Naar man i Tankerne har været saa langt tilbage i Tiden, forekommer den berømte Runesten ved det nære Brogaard at være et rent Barn. Men dette Menneskeværk, som staar ved et lille Aaløb Øst for Hasle, hvor en 3—4 Veje støder sammen, har dog henimod sine tusinde Aar paa Bagen. Den vældige Runesten, Bornholms største, er næsten 3 Meter høj og af stor Skønhed. Den fandtes i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede i en Bro paa Landevejen ved Hasle, hvortil den efter Sigende var bragt hen fra en nærliggende Høj. Senere forsvandt den paany, men fandtes atter i 1868 i samme Bro! Indskriften, som vendte opad, var heldigvis bevaret af et tykt Gruslag. Nu blev den endelig reddet og anbragt paa sin nuværende Plads. Indskriften, som trods alle Trængsler staar usædvanlig tydelig i det smukt slyngede Baand, lyder saaledes: „Svenning lod rejse denne Sten efter sin Fader Toste og efter sin Broder Alvlak og efter sin Moder og efter sin Søster." — Naar man retter et Par Stavefejl paa Stenen, som skyldes Runemesteren, kommer denne Indskrift i olddansk Sprogform til at lyde saaledes: „Sweningr let ræisa stæin penna æftir Tosta fadur sinn åuk æftir Alflak brodur sinn åuk æftir modur sina åuk æftir systur sina.“ — Saa nu kan enhver da se, at vort Moders-maal, som taltes og skreves saaledes over hele Norden omkring 1040—50, ikke har forandret sig saa forfærdelig meget i de 900 Aar, der er svundet siden den Gang. Det maa nu indrømmes, at det er en Læseprøve for Begyndere, her er fremdraget. Og at ikke alle og enhver kan gaa hen og tyde Indskriften paa en hvilken som helst Runesten, selv om han kender de forskellige Perioders Alfabeter, er en helt anden Sag. Gør et Forsøg oppe paa Nationalmusæet!

— Et lille Stykke nordligere ligger Rutskirke, ogsaa kaldet Mikkels Kirke efter Set. Michael. Den har et prægtigt romansk Kor, men Taarn og Skib er slemt mishandlede ved en Ombygning i 1887. Det bemærkelsesværdigste ved den er det gamle Klokketaarn, for neden af hvidkalkede Kampesten og øverst af rødt og sort Bindingsværk. Taarnet er paa mærkelig Vis indbygget i en Jordvold af uhyre Dimensioner, som det helt gennemskærer paa tværs, og som er omgivet af en Mængde Ligsten, der hviler paa Jordvoldens skraa Sider. Taarnet er erhvervet af Nationalmusæet og fredet.

Fra Kirken, som ligger paa et Højdedrag 130 m over Havet, har man en af de smukkeste og videste Udsigter paa Øen. — Mundheldet siger, at „Præsten i Rutsker er den, der taler højest paa Bornholm."

Landskabet med de ofte anselige Højder, hvorfra man har en forfriskende Udsigt over det endeløse Hav i Vest, synes med sine pyntelige Huse og Gaarde at røbe, at deres Beboere er en Skipperslægt, som er gaaet paa Land og har ført Traditionen fra Søen med sig. En utrolig Mængde hvidkalkede Vejrmøller svinger deres Vinger fjærnt og nær paa Landets Banker.

Hvad der præger det bornholmske Landskab stærkt er Raagerne, som jeg næppe noget andet Sted i Landet har truffet i saa overvældende Mængde som her. I gamle Dage var Raagen regnet for Bornholms nationale Fugl, den 25. Februar kaldtes „Raage-Massa-Da“, fordi Fuglene paa denne Tid kunde ventes tilbage fra deres Trækrejse. De var trods alt ikke yndede paa Grund af deres Anfald paa Korn- og Kartoffelmarkerne, og det var endogsaa i længere Tid paabudt, at Bønderne aarligt skulde aflevere en bestemt Mængde Raagehoveder paa Amtsstuen. Men denne Foranstaltning er for længst traadt ud af Kraft; man er formodentlig kommen til den Erkendelse, at Raagernes gavnlige Egenskaber er mere fremragende end de skadelige.

Hvad der er stærkt iøjnefaldende her er Træernes Mængde langs Veje og ved Gaarde, ja næsten ved hvert eneste Hus. De har en usædvanlig Monumentalitet, især de prægtige Popler, som herovre aldrig standses i Væksten ved at stynes, hvad der er en Uting. Ofte ser man en halv Snes vældige Popler paa Rad langs en lille Sidevej ind til en Gaard; sammen med de anselige Bygninger, som er almindelige paa Øen, virker det overordentlig fornemt og smukt.

— Set. Olskirke, som ligger kun en Mil Syd for Hammerens yderste Spids paa en Klippehøjde 112 m over Havet, en af Øens fire Rundkirker, er mærkelig slank sammenlignet med de andre. Taarnets Murhøjde er hele 13 m, Hvælvingshøjden omkring den kun 2m brede Midterpille er 5m. — Indgangen til Trappen og Taarnets mellemste Stokværk findes i Koret mere end 2m over dettes Gulv. Dette mellemste Rum naar den anselige Højde af 4m og viser 9 store, nu tilmurede Aabninger, hvis Formaal har været at tjene til Kirkens Forsvar. Ved Kirkegaardsdiget findes et sværtbygget Klokketaarn, der synes at have dannet et Led i det ydre Forsvarsdige.

Det smukke Kirkerum, hvis gamle Dekorationer for øvrigt alle er overkal-kede, er aldeles overfyldt af et skrækkeligt Inventar; Pulpituret naår et Par Steder fra Ydervæggene helt ind til Søjlen og fylder sammen med det øvrige Skrammel to Tredjedele af Rummet. Nationalmusæet, som for nylig har restaureret Kirkens Ydermure og sat nyt Tag paa af Egespaan, har netop nu taget under Overvejelse ogsaa at befri Kirkens Indre for Pulpituret og søge at føre Rummet tilbage til dets oprindelige Skikkelse, hvilket aabenbart vil volde Vanskeligheder, da Siddepladsernes Antal — paa Pulpituret er der ca. 100 -— ikke maa formindskes.

I det mindste burde dog ét enkelt af disse mærkelige Bygningsværker reddes fra Ødelæggelse, og det maa haabes, Musæet vil faa Held i sine Bestræbelser og at Staten vil bekoste dette Arbejde.

I Meteorologisk Instituts Meldinger om Vejrudsigterne hører man dagligt den mærkelige Vending „Øerne og Bornholm". — Man kunde efter dette tro, at Bornholm ikke var nogen Ø, eller at den ikke hørte til Danmark!

Naar man kommer Østen for Rø Plantage og nærmer sig Kysten, mindes man dette Udtryk, fordi det her virkelig ser ud til, at man er kommen til et fremmed Land . I Plantagens Nordside nær „Borgvolden" findes en lang og vid Dalsænkning, som er ganske jævn paa Bunden og omgivet af smukke Klippevægge . Omkring Dalen er Terrænet voldsomt bevæget og ganske vildsomt at færdes i. Kommer man endnu mere østpaa, finder man udstrakte Sædmarker, aldeles fulde af Kornblomster og Valmuer —- efterhaanden ogsaa et usædvanligt Syn „hjemme i Danmark". Det lyner vidt og bredt af blaa og røde Farver, hvorimellem Klinten ogsaa hist og her blander sine dejlige, violette Toner. Man tænker uvilkaarligt paa den Farverigdom, man møder i Alpernes Højmarker ved Foraars- og Forsommertid, og føler sig virkelig for saa vidt paa fremmed Grund.

Selv noget saa usædvanligt, som at Møllevingerne, naar de er i Ro, danner et lodret staaende Kors, er et uhjemligt Fænomen. •— Det siges dog, at Overtroen i den Henseende endnu ikke er helt udryddet paa Øen; thi naar et Tordenvejr nærmer sig, skal man nok sørge for at stille Vingerne som Andreaskorset, for ikke at risikere det værste!

I Østerlarsker Sogn findes et Par af Øens smukkeste gamle Gaarde, af hvilke den mærkeligste og vistnok ældste er Dam-Askegaarden tæt Syd for Gudhjem, hvis Stuehus har 14 Fag ud mod den store Gaardsplads. Gaarden er helt sammenbygget undtagen mellem Stuehuset og Yderlængerne, hvor Indkørslen findes ved Østgavlen. Nogen „Gaardkone" som i Marevadsgaarden findes her ikke, men derimod den lige saa sjældne „Tværbygge", en Længe som støder vinkelret til Midten af den sydlige Længes Yderside og anvendes til Kostald. Ligesom de fleste gamle Gaarde herovre havde denne sit „Gaardtræ" paa Gaardspladsen. Dette kunde være en Lind, en Kastanje, et Valnøddetræ, eller som her det sjældne Morbærtræ. Dette er desværre nu forsvundet; men den gamle Vippebrønd findes her endnu paa Gaardspladsen. Dens Brøndstøtte, hvor Kontravægten paa Vippen er en gammel Haandkværnsten, var til for faa Aar siden behængt med Hestesko, hvis Opgave det oprindelig har været at hindre Troldtøj i at fordærve Vandet og derigennem Kvæg og Mennesker. — Paa „Tværbyggen“s Gavl, som rager højt op over den tilstødende Længe, findes en usædvanlig smuk Vindfløj, forestillende et delfinlignende Havdyr — et meget sjældent Motiv at træffe i Bøndergaardes Udsmykning, utvivlsomt her med Tilknytning til det nære Hav.

Mærkelige er ogsaa de fire Gamlevældegaarde i samme Sogn tæt Nordøst for Kirken. Ved et Par af dem har det jævne Terræn, hvorpaa de er anlagt, og som sandsynligvis er valgt med Vilje af Hensyn til Regnvandets Afløb fra Grunden, nødvendiggjort en saakaldt „Fodmur" af Kampesten, som tjener til Udligning af Grunden, og som bevirker, at Stuehusets ene Gavl ligger højt hævet over det skraanende Terræn, hvorved der bliver Plads til en fortrinlig Kælder under Bygningen. Alle fire Gaarde er af den ægte gamle, bornholmske Type. Smukkest er vistnok den østligste, udenfor hvis Stuehus, som er usædvanlig herskabeligt og har 16 Fag, der paa den prægtige Gaardsplads vokser fire mægtige Træer paa Række, to Elme (bornholmsk Alme), et Valnøddetræ og et Graapæretræ; Gaarden bærer paa Bjælken over Hovedindgangsdøren Aarstallet 1791; men det er sandsynligt, at den er ældre og at den blot er restaureret dette Aar.

— Man skal i Almindelighed nøjes med at se disse gamle Gaarde udvendig, hvis man vil bevare Indtrykket af et herskabeligt Præg. Thi i deres moderne Udstyr af Møbler, Husgeraad, Tapeter, Billeder og Nips kan man ofte møde ubehagelige Overraskelser i Form af rædselsvækkende Fabriksvarer, der harmonerer daarligt med de gamle Stuer og lige saa lidt med den Værdighed, som Beboerne bærer tilskue — noget som er karakteristisk for den bornholmske Bonde sammen med hans medfødte Elskværdighed.

Sognets Kirke, Østerlarsker, er Bornholms største Rundkirke. Udvendig vir-ker den imponerende ved sit mægtige Taarn med de senere opførte Støttepiller. Kirkerummets kolossale Midterpille maaler i Tværsnit hele 6m, og som Modsætning til Pillerne i Øens andre Rundkirker er den gennembrudt af 6 rundbuede Aabninger, som fører ind til dens hule Midtparti, kaldet „Ovnen", hvor efter Sigende Menighedens mere verdsligsindede Faar i den tvungne Kirkegangstid under Christian VI tyede ind og i det skjulte fik sig et Slag Firkortmis. — I Ydermuren fører en Trappe op til 2det Stokværk, gennem hvilket Midterpillen er fortsat, men hvor den kun har 2 Aabninger ind til sin hule Midte, og videre til 3die Stokværk, hvor Midterpillen kun har én Aabning. I den svære, dobbelte Ydermur, som har en Højde af 13 m, mens Taarnet er 17 m bredt — et mærkeligt Misforhold — findes en ca. P/ain bred Vægtergang med 8 Lysaabninger ind til det indre Rum og med Spor af Skydeskaar i Ydervæggen.

Midterpillen er i nederste Stokværk dekoreret med Kalkmalerier i et bredt Bælte over Buerne, forestillende Scener af Jesu Historie, malt med skønne og blide Farver. —- Selvfølgelig rummer ogsaa denne smukke Kirke et slemt Inventar, som er „egetræsodret", foruden en rædsom Altertavle, hvorimod Prækestolen fra 1595 er et fortrinligt Billedskærerarbejde.

Ligesom mange andre af Øens Kirker har den Navn efter sin Værnehelgen, som var Set. Laurentius. Helgennavnene Set. Knud, Set. Peder og Set. Paulus vil spores i Navnene Knudsker (Knuds Kirke), Persker (Peders Kirke) og Povl-sker (Paulus’ Kirke). En Del Navne er forandrede efter Reformationen, da de katholske Helgener kom paa den sorte Tavle.

— En lille Mil Sydøst for dette Sted findes Resterne af den gamle Østermarie Kirke, en Langkirke, som blev halvt nedbrudt i 1885—90, da en ny Kampestenskirke opførtes i næsten fornærmelig Nærhed af denne prægtige, gamle Bygning, af hvilken nu kun den nederste Del af Taarnet, Skibets Sydmur og Koret med Korrundingen staar tilbage som Ruiner.

Det er et ganske eventyrligt Sted, især er Ruinen indvendig overordentlig malerisk og skøn, med en mærkelig Mystik i Halvmørket bag de smuldrende Mure. I den bedst bevarede Del, Koret, staar endnu 4 Runesten og flere Gravsten opstillede langs Væggene. Her findes ligeledes endnu svage Spor af Kalkmalerier paa Hvælvingerne. Den sydlige Indgangsportal er helt velbevaret og overordentlig smuk, ligesom Koret med pragtfulde Linjer og Forhold. — Det er besynderligt, at man ikke har forsøgt at restaurere og bevare denne Bygning; dette vilde dog næppe have været mere bekosteligt end at bygge en helt ny — og Resultatet var utvivlsomt blevet smukkere.

Et Par Minder fra denne Kirkes Indre findes i den nye, nemlig foruden den fortrinlige Prædikestol en Tavle med Maleri af den fra Opstanden i 1658 bekendte Kaptajn Jens Pedersen Kofoed til Maglegaard med sine to Hustruer og fireogtyve Børn paa Rad, tolv Sønner og tolv Døtre! Har alle Kofoed’er paa Øen været blot halvt saa frugtbare, kan det ikke undre, at Navnet er saa udbredt herovre!

Jeg tror ikke, der med Hensyn til Frugtbarhed findes mange Konkurrenter til denne gamle Kaptajn, knap nok det pragtfulde Husdyr, som jeg mødte paa Marken nær ved Gamlevældegaardene, og som en stærk Karl kun kunde dirigere ved Hjælp af en Ring i Bæstets Næse. — Paa Billedet af denne Minotauros maa man ikke glemme at lægge Mærke til Svenden, som holder den; han er en udpræget fin Bornholmertype.

— Den tæt S.V. for Svaneke liggende Ibskirke har et pragtfuldt firkantet Taarn af vældige Dimensioner, der ser ud, som om det er fuldstændig urørt siden sin Opførelse, naar undtages de store nyere Vinduer forneden. Ligesom ved Rundkirkerne er det i høj Grad iøjnefaldende, at denne er bygget med Forsvar for Øje.

Mens jeg taler om Øens Kirker, vil jeg ikke undlade at nævne den, som efter min Mening er den allerbedste, det er den store Aa-Kirke, som jeg hver Dag havde for Øje i mit Standkvarter Aakirkeby. Hvorfor jeg nævner den sidst, ved jeg ikke; men det er vel af samme uforklarlige Aarsag, som bevirker, at man altid venter længst med at beskæftige sig med noget, der ligger lige udenfor Døren. — Det er ikke alene Øens smukkeste Kirke, men det er overhovedet trods mange Genvordigheder i nyere Tid den smukkeste Bygning paa Bornholm. Dens mægtige Taarn, hvis øverste fjerde Stokværk oprindelig har haft Tinder og Skyde-skaar, syner milevidt over Øens flade Sydland med sit Tvillingtag med de fire skønne Kamgavle, to vendt mod Nord og to mod Syd. Mærkeligt, at Øens mest beskedne Købstad har dens anseligste Bygningsværk.

Indvendig rummer Kirken foruden en fortrinlig Ligsten over den lybske Høvedsmand Sveder Kettings to Hustruer, døde i 1568 og 1572, blandt andet Bornholms rigest udsmykkede Runeminde, den gullandske Mester Sighrafrs Sandstens-Døbefont fra omkring Aar 1280, hvis 11 Relieffer, som er Illustrationer til Kristi Levned, er omgivet af en oplysende Inskription med 431 Runetegn — en af de pragtfuldeste middelalderlige Døbefonte i Landet. Kirken har lidt betydeligt under de store Ændringer, den gennemgik under Ombygningen i 1874, især indvendig, hvor den blev totalt forandret fra sin oprindelige Stil og blandt andet fik et slemt Pulpitur i den vestlige Ende. Ogsaa udvendigt spores hist og her Forandringerne fra denne Periode, som var den uforstandigste og ubarmhjertigste i vor Arkitekturs Historie.

Jeg mangler at berette om min Færd langs Øens nordligste Klippekyster; jeg har gemt dette til sidst i Bevidstheden om, at selv den haardeste Skal undertiden kan berede i alt Fald Øjet større Glæde end den lifligste Kærne, og at Menneskenes Børn ofte, naar al anden Herlighed er bleven dem beskaaren, kan gaa og sukke efter Stene.

Allerede Strækningen mod Nord fra Neksø til Svaneke er forskellig fra hvad jeg hidtil har set; den særlige bornholmske Kystnatur begynder allerede her glimtvis at komme frem. Klippefuldt Terræn veksler med frodige Agre, faldende langsomt ned mod Stranden og endende i smaabitte Skærgaarde og stenede Odder. Overgangen foregaar ofte paa et uhyre smalt Bælte. Man kan staa mellem løvrige Træer, hvor Lyng og Gyvel skyder sig ind mellem grønne Græsfelter, og se Kysten blot et Hagelskud borte gaa over i aldeles skaldede Klippesten, som røde, gule, graa og rustfarvede løber ud i det azurblaa Hav, der er mere straalende end Middelhavet, yderst svindende i Julidagens Varmedis, gennem hvilken man som en uvirkelig Ting aner den lille Christiansø ude i Horisonten i Nordøst. -— Nordligere, hvor Overgangen fra Mark til Klippe ofte er fuldstændig brat og Kysten

Bornholm. Bautastenen „Helligkvinde“ ved Kysten Nord for Listed.

Bornholm. Stien langs Gyldensaaen.

Bornholm. Randkleveskaaret, set oppe fra Klipperne ned mod Stranden.

Bornholm. Udsigt over Havet fra Randklevens Top.

Bornholm. Parti af Helligdomsklipperne, set fra Nedgangsstien.

Bornholm. Fra Jonskapel. Udsigt mod Nord langs „Hvidkleven".

Bornholm. Hammersøen og Hammerknuden, set fra Vejen op til denne.

er højere, kan man intetanende komme ad en Vej ud mod Stranden og se den grønne Mark løfte sig skarpt og højt med Græssets Farver lige op mod Havets vældige Flade, kun med to-tre røde Køer ragende op over denne Skillelinie mellem grønt og blaat — og saa pludselig naa denne Grænse og her finde den nøgne Klippe staa i et brat Fald fra Græsmarken næsten lodret ned mod Havstokken. Intet Land kan berede En mærkeligere Overraskelser eller vise større Modsætninger end den bornholmske Nordkyst, denne Miniaturudgave af et Klippeland, hvis Grænser mod Havet kun rent undtagelsesvis naar en Højde paa over 20— 30 m og som er i den Grad sønderrevet af Havet, at den bogstaveligt ligger i Ruiner.

Mellem disse Sten- og Grushobe ligger Østkystens idylliske Smaastæder og Fiskerlejer med deres hyggelige Haver, hvor Klipperne undertiden rager op mellem Huse og Træer, og med smaa Skærgaardshavne, ofte saaledes som ved Allinge sprængt ind i Fjeldet, og under Vinterstormene fra Nordøst med Braaddet rasende ind over Kysterne — disse Byer, der huser Sømandsslægter, hvis Oprindelse er lige saa gammel som Øens Historie.

Naar man har passeret Strækningen fra Neksø til Svaneke, kommer man Nord for denne sidste til to Mindesmærker, som staar ved Indgangen til denne Klippenatur. Det ene er den 300-aarige Stubmølle ved Svaneke, der er saa graa i Farven som en gammel Mus, men hvis umalede, ældgamle Træklædning skinner som Silke i Solen ovenover den vældige Kampestenssætning, der danner Fundament for Bjælkerne i dens solide Stub. Der har forhen været ca. 40 Stubmøller paa Øen, nu findes saadanne kun her, ved Povlsker, Tejn og Egeby. — Det andet Mindesmærke fra Fortiden er betydeligt ældre; det er den mærkelige Bautasten Helligkvinde ved Landevejen Nord for Listed. Sit Navn har den utvivlsomt faaet paa Grund af sin Form, set fra Vejen i Syd kan den virkelig have nogen Lighed med en tilhyllet Kvindeskikkelse. Den staar paa et aldeles herligt Sted ved Kysten, hvor store og smaa Klippeblokke, stærkt forvitrede, falder ned mod Stranden og danner en Labyrint af smaabitte Skærgaarde, over hvilke der er en herlig Udsigt mod Havet og mod Nord langs den skønne Kyst. Klipperne neden for Stedet er spaltet lodret og ligger væltet til Siden som Rækker af kæmpemæssige Bibler, og imellem dem paa en fin Græsbund blomstrer Tjørne, Slaaen og Roser og vældige Mængder af vilde Urter. Yderst er Klipperne aldeles skaldede eller kun klædt med grønne og røde Lavarter; de straaler mod det dybblaa Hav, som uden Grænse gaar over i Varmedisen, til hvor Ertholmene svømmer som et Fata Morgana, gult og blaat skinnende i Horisonten. — Italien har ikke herligere og renere Farver end denne Kyst, som herhjemme i Skønhed kun staar tilbage for Møns Klint.

Nogle faa Hundrede Meter nordligere løber den lille Gyldensaa ud i Stranden. Den er kun for en lille Bæk at regne, men dejligere Sted kan næppe tænkes. En yndig Sti følger dens Løb ind i Landet, hvor den risler og mumler gemt i sit stenede Leje, overskygget af vældige Træer og med store Stenblokke nedvæltede fra Skrænterne. I Græsset langs Stiens Side straaler Smørblomster, Kællinge-tand og Mælkebøtter i Frø som Gudesmykker op imod Klippernes graa Sider og det dybe Mørke under Træerne. En overvældende Fuglesang følger mig hele Tiden — pludselig forstummer dette Kor, og to Nattergale synger Duetter sammen fra hver sin Side af Stien. — Jeg gaar her ganske ensom og fortryllet ligesom Svenden i Folkevisen og lytter til „den frydelige Fuglesang*¹.

— Jeg gik imod Bækkens Løb ind i Landet og kom til Louisenlund med den prægtige Samling Bautasten paa omtrent 70 Stykker, nogle mægtige Sten paa indtil 27_a m’s Højde. Desværre er Skoven, som omgiver dem, blevet omdannet til et Anlæg med brede, gruslagte Gange, det hele friseret og unaturligt, uden Harmoni med den smukke Gruppe, som burde have ligget i den vilde Skov, blot med den nærmeste Kratbevoksning udtyndet, saa Stenene frit kunde ses mellem de store Stammer. — Et Par andre, noget mindre Bautastensgrupper findes nær Gyldensaaens Løb.

Da jeg vender tilbage og atter naar Kysten, overrasker jeg mellem Stenene i Stranden en hel Ederfuglefamilie, som bliver synlig oprevet over min Tilsynekomst. Moderen tager det endda nogenlunde roligt, men Ungerne farer af Sted til alle Sider henover Vandfladen med et fraadende Kølvand efter sig som en Torpedobaadsflotille under et Flyverangreb, og forsvinder paa nogle faa Sekunder mellem Skærene.

Jeg følger Kysten til Fiskerlejet Bølshavn, hvor jeg efter Aftale skulde tegne Fisker Christian Holm, og hvor jeg mødte paa Klokkeslet. Han var der ogsaa, men Skælmen vred og vendte sig ved at holde Aftalen, han smiskede og bad og var lige ved at græde for at faa Lov til at slippe. Den stakkels Mand sagde, at han havde saa hundetravlt med at gøre sine Flyndergarn i Stand. Og saa slap han — skønt jeg er ganske overbevist om, at det var for ikke at blive til Grin for de kvindelige Medlemmer af Familien, som var posteret bag Døre og Vinduer og højt fnisende iagttog, hvorledes Forhandlingerne spændte af. Det endte med, at jeg fotograferede ham — under halvkvalte Latterhyl fra Kulisserne. Da jeg var færdig med at tage Billedet, styrtede han sig atter som en rasende over sine Træbakker, paa hvilke han „stenede" Garnene, en storartet gennemført Komedie. Imedens fik han atter sit naturlige Væsen, og den indtagende Tyksak fortalte vidt og bredt om alt mellem Himmel og Jord. Han er rund som en Kugle helt igennem, og runde er alle Detailler. En meget god Bornholmertype, men ikke nogen typisk Fisker fra Øen. Han kunde grine fra det ene Øre til det andet og give et Latterbrøl fra sig, saa Graaspurvene flygtede til alle Sider. En saadan Latter har jeg kun hørt paa Bornholm, her er den ligefrem udbredt. „Skarpheden med den tavse Latter" har ikke været Bornholmer! — En Forfatter, som har været paa Øen og skrevet om dens Befolkning, paastaar, at Bornholmerne ikke er til at slaa et Smil af. Han maa have været usædvanlig uheldig. Der findes næppe noget mere lattermildt Folk i Landet. Man skal bare tie stille og lade dem selv snakke, saa kommer det!

— Bølshavn er saare beskeden som Fiskerleje, der findes kun 3 Fiskerfamilier, og dens Lilleputhavn er næppe større end et velvoksent Dansegulv.

Fra en næsten 30 m høj kratbevokset Klippekam med nedstyrtede, kaotisk liggende Blokke ser jeg gennem en sort, kun meterbred Revne paa 10 m’s Dybde, som et lodret Hug af en Jættes Økse. Rundt om mit høje Stade er alle Revner og Huller begroet med Hyld, smaabitte Aske, Bregner, vild Kørvel, blomstrende Tjørne og smaa Rønnebær. Gennem det sorte Hug ser jeg dybt nede den solbelyste, lave Strand, skinnende som en Lavamark mod det blaa Hav, splintrede Klippemasser fra øverst til nederst i et blændende Farveorgie, og yderst Stenene som Rust og Okker mod det dybe Blaa og Grønne. Men bestandig vender Blikket tilbage til den sorte, uhyggelige Revne, der deler Fjeldet, som om et Lyn havde ramt og kløvet det. — Det er Randkleveskaaret, og Stedet er det vildeste og mest forrevne Klippeparti paa hele Bornholms Kyst.

Sagnet siger, at en Mand her fra Egnen dræbte sin Hustru ved at lokke hende til at kigge ned i Skaaret fra dets Rand, og da hun svimlede, skubbede han hende derned, saa hun dræbtes paa dets Bund. Siden slæbte han Liget med sig og styrtede det ned i det Hul, som endnu kaldes „Karens Hul“, og hvor ingen Mennesker nogen Sinde kommer ned. Men bag efter saa nogle Søfolk, at der brændte Lys over Stedet, og Mordet blev opdaget. — Jeg tænker paa dette, da jeg i Dag ser nogle unge Mennesker springe over Skaaret fra Rand til Rand, en farlig Leg.

Staar man nede ved Foden af Klippen, hvor Skaaret ender, ligner det den sorte Indgangsport til selve Jotunheimen. Buske og Træer med fine, slanke Stammer kommer overalt ud af Klippens yderste Sider, vandret først, men siden ret-tende sig og med Stammerne følgende de lodrette Klippevægge — Birke paa 5— 6m’s Højde, hvis Kroner staar i et fantastisk Lys tæt op mod Granitens øde Farver.

Skaarets Bund er jævn og nem at passere baade op og ned. Men det vil ikke være raadeligt for altfor mavesvære Personer at forsøge det — det kunde gaa dem som Ræven i „Troldestuerne“ i Paradisbakkerne.

Nedenfor Klippevæggen ligger i dybe Fald mod Stranden Stenblokke saa store som Kolonihavehuse, men meget kønnere, undertiden stablet op paa hinanden til 7—8m’s Højde. Det er svært og ikke ufarligt at springe fra den ene Blok til den anden — men spændende! I en smal Vig ligger fredeligt en Ederfugl med 6 Unger og duver op og ned i Dønningen mellem Klippestykker, som Lav og Mos har dækket med røde og irgrønne Farver; ud imod Havet staar Blokkene med Toner som Jern og Mønje, omgivet af en hvid Fraadekrans af det langsomme Bølgeslag, som gurgler ind og ud mellem Stenene.

Nysgerrigheden efter at se Stavehølsfaldet, et lille Vandfald, som dannes af Kobbeaa, lokker mig atter en Smule bort fra min Vej langs Kysten. Mellem vekslende Marker og Lunde i et stærkt bakket Terræn kommer jeg mod Nordvest til nogle aldeles jævne Sædmarker, indtil jeg endelig ganske uforberedt havner ved et Skovbryn, bag hvilket jeg hører Faldet bruse. Her finder jeg en lodret Revne i Klippen, paa begge Sider omgivet af en yndig Lund med alle mulige Løvtræer — en ganske eventyrlig Plet. Tonerne fra Faldet kommer fra en Spalte i en mørk, vaad Klippevæg med ganske bratte Mure, helt tilvokset med grønne Planter, gennem hvilke man kun hist og her nærmest Faldet ser den nøgne Klippe rage frem i Dagen. Vandfaldet er beskedent, sikkert et af de mindste i Verden, som har Ret til at bære dette Navn —- svarende til alt andet i dette Lilleputland. Men hvad skal man med alt det store, naar man kan tage Fantasien til Hjælp og ikke er Nordmand? Vandstraalen, som klinger derinde fra Mørket, er højst 5m, Kløften, som rummer den, kun et Par Meter vid. Jeg har set større Vandmasser vælte ned over større Klipper, som ikke tilnærmelsesvis kunde maale sig med dette Sted i Skønhed. Det er, som om alt har forenet sig om at gøre denne Plet saa yndig som muligt; lette Aske hælder deres Stammer over Faldets fine Sølvstribe, deres gyldne Kroner læner sig tæt sammen over Mørket i det lille Elvleje mellem de brogede Klippesten. Fugle blander fra Træernes Kroner deres Røster med Vandets evige Rislen, der er som Tonedryp fra selve Nøkkens Harpe — en tusind-aarig Melodi, som har klinget paa dette Sted gennem alle Tider. Naar man sidder her ensom og lytter til den, synes man at høre en lille Højsang om Verdens Skabelse, da Vandene og Jorden skiltes ...

En utrolig frodig Vegetation er der om alle disse smaa Vandløb paa Øen. Hvad er det for en taabelig Historie om Frøet, der falder paa Klippegrund? Det har været et dumt Frø! — Her synes alle Kim at have fundet en lille Revne i Klippen og udnyttet den klogt og forstandigt lige til det yderste. Langs hele det smalle Bækleje herfra og ned til Stranden er en vidunderlig Vandring; mellem et Kaos af smaa og store nedrullede Sten er et Væld af Planter og en næsten eksotisk Frodighed, selv over det gule og graa Sand, som synes at være den eneste Afveksling fra Stenene i denne Bund.

Blandt alle Bornholms Byer synes jeg Gudhjem er den hyggeligste — og mest bornholmske. Dens Hovedgade, der følgende Kysten gaar paa langs igennem den, farer op og ned ad Bakke som i et lille Bjerglandskab, og Klipper og Træer skiftes hist og her til at træde i Stedet for Husene langs dens Sider. Etsteds i Byen saa jeg en Stenblok større end et jævnt stort Hus rage op inde i en Have lige ved Husets Gavl — hvad der var Klippe og hvad der var Hus gik først op for mig ved nærmere Undersøgelse; lige graa og vejrbidt var de begge, men Klippeblokken havde altsaa ingen Vinduer. — Ogsaa den Mængde Silderøgerier, som findes her, giver Byen et mærkeligt og malerisk Præg. Udvendig synes de kun at være pyramideformede Ovne, endende i en Skorsten, som er stærkt røgsværtet for oven. De ligner lige saa mange Offersteder for Moloch.

Jeg var inde i et af disse Rum, hvor en Mand og tre Kvinder var i Færd med at tage de færdigrøgede Sild af Stængerne og lægge dem i Kasser. Man kan næppe tænke sig noget mere farveskønt end et saadant Interiør — de af Røgen farvede Vægge, der skinner som sort Tjære, og op mod disse de tætte Rader af Sild i Tusindvis hængt op ved Gællerne to og to, straalende inde fra Mørket op mod de sorte Vægge som gammelt Guld i Farven. Og saa det mystiske Lys gennem de smaa Vinduer i dette sære Rum.

Silderøgning er en indviklet Proces, som kræver godt Haandelag. Fisken skal 4—5 Gange gennem Hænderne, før den er færdig til at hænges op over Baalet. Brændet maa i det Par Timer, Røgningen varer, stadig holdes tilpas fugtigt ved at drysses med Vand for at give godt med Røg. Efter denne Omgang bliver Sildene straks pakket i Kasser mellem „ Pergamentspapir “ og er saa færdige til Af-sending.

Manden herinde fortæller, at Fiskerne paa denne Aarstid gaar ud paa Fangst Kl. 5 om Eftermiddagen og vender hjem ved 8-Tiden om Morgenen, idet de nu kun fisker i det nærmeste Farvand ud for Østkysten. Men paa andre Aarstider maa de ofte meget længere bort for at finde Sildene, et Par Mil ud for Vestkysten eller lige saa langt Østen om Christiansø, ja undertiden helt op under Sveriges-kysten. Fisketiden strækker sig helt fra tidligt Foraar til ind i Oktober, men er bedst fra Juni til August, og et enkelt Røgeri (der findes alene her i Byen over et Dusin) kan paa denne Aarstid daglig præstere 30 Kasser røgede Sild med 400 Stykker i hver, altsaa 12.000 Stykker. De sendes straks til København, hvor man kan faa dem paa Morgenbordet 24 Timer efter, at de er halet op af Havet.

Sammen med „Bornholmeren", det gamle Sejerværk, som i vore Bedsteforældres Tid ikke maatte savnes i noget velordnet Hjem, er Silden den Udførselsvare, som har bragt Øens Navn videst paa Tale. Ingen af disse Produkter minder i fjerneste Grad om Folkene paa Øen. Den temperamentsfulde, altid levende Bornholmer, Kvinde som Mand, har intet tilfælles med hverken den hedengangne røgede Sild eller det apatiske gamle Klokkeværk, der upaavirkeligt staar Aar ud og Aar ind i sin Krog og passer sit, maaler Tiden ud, mumlende om Evigheden som forestaar, mens den hver halve Time harker og brummer, før den „falder i Slaw“.

— Kysten langs Byen er overordentlig klippefuld; gule, grønne, røde og blaa Blokke ligger spredt mellem hinanden i de brydende Bølger lige nedenfor Røgerierne og de smaa teglhængte Huse, der ser saa maleriske ud fra de lave Højder bag Byen. Paa de yderste Skær sidder Stormmaager, store Havmaager og Svart-bagmaager -— dejlige hvide og sorte Farver mod Vandet, som er flaskegrønt inde omkring de yderste Klipper. Fuglene har alle det ubekymrede Udtryk, som følger med det fuldkomne Ukendskab til Næringssorger — stopmætte af Sild fra Fisker-baadenes Overflod.

Det er med Helligdomsklipperne som med Randkleven, man aner intet om dette Stenrige, denne voldsomt og brutalt formede Kyst, før man staar lige paa dens Rand. Nærmer man sig inde fra Landet, som er højt hævet over Havfladen, færdes man mellem Marker med duftende Høstakke i Tusindvis, Træer og Smaa-lunde, Bøndergaarde med hvidsorte Tavl, og hist og her en Eng med et Mosehul — det sidste er iøvrigt ligesom Søer et Særsyn udenfor Almindingen. En Mark hæver sig yderst med gulrøde Høstakke skarpt mod Havets blaa Tæppe, der næsten synes at hænge lodret ned, set fra denne Højde; man aner, der er et dybt Fald etsteds paa Grænsen af disse Farver, men ser det ikke. Saa naar man endelig Randen og finder en brat slynget Skovvej, som bevæger sig nedad — og pludselig staar man ved en svimlende Sti, som bugter sig dybt ned mellem lodrette Klippesider og nedrullede Blokke, endende ved Kysten i et uvejsomt Mylder af store og smaa Klippestumper, hvor man maa springe fra Afsats til Afsats for at komme frem, og hvor Bølgeslaget vasker og bruser dybt under éns Fødder.

Det stolteste Syn, jeg endnu har mødt herovre, er fra Nedstigningen til denne Strand, hvor en lodret Klippe løfter sig paa Stiens Sydside. Fuldstændig som Ruinen af en tysk Ridderborg staar den der med sine forvitrede Rester, som muret op af vældige Kvaderstensblokke, saa regelmæssig, som var den rejst af Menneskehænder. Buske og Smaatræer bider sig fast i dens Revner, allerøverst en lille Eg, der knejser ene og stolt mod Luften som en Vagt ved Kysten. Under og omkring Klippen vrimler Grunden med Aske, Linde, Pile, Popler, Elme og Ege, og under dem et Væld af Bregner fra hver eneste Spalte i den haarde Grund. Smaragdgrønt staar Havet inderst mod de forvitrede Klippemure og sender sine Bølger i en brusende Brænding, selv for den blideste Østenvind, ind i Skærgaarden ved deres Fod, og trækker slangeagtige Skumstriber efter sig. Klippernes Farver er som den ædleste ældgamle Keramik op mod Havets blaa-grønne Masser, et blændende Syn. Og øverst paa Klippernes Kam staar den grønne Skovbræm som Øens Bryn ud mod Havet.

Lige midt paa en af de dejligste, ganske nøgne Klippevægge, hvor intet menneskeligt Væsen kan færdes og næppe nogen Fugl lande, ser jeg en ganske ensom Plante, der kommer ud fra en næsten usynlig Revne; det er en Hybenbusk, som bærer en eneste hektisk rød Rose!

En mærkelig smal og uhyggelig Kløft, som et Skaar med en Kniv, forbinder dette Sted med Kysten lidt nordligere, hvor Den sorte Gryde findes. „Gryden" er en 7—8m høj Spalte i Klippemasserne, vinkelret paa Stranden og kun ¹/₂—1 m bred. Den er skummel og iskold som et underjordisk Fængsel, Vandet driver ned ad Væggene og drypper fra Loftet, og Aanden staar én som Damp ud af Halsen, jeg kanter mig ind igennem den, til jeg endelig staar i kulravende Mørke og knap nok sporer den svage Lysning, hvor Indgangen findes. Endnu lidt længere ind

— og mit Øje rammes af et mat Lys ligesom gennem en Rude, 7—8 Meter over mit Hoved — to Kvadrater af en Farve som grønne Kirkeruder. Det er Solen, som gennem Birkenes lyse Løv skinner ned gennem to smalle Huller i Klippens Loft. Og pludselig klinger en gjaldende Fuglerøst fra oven ned gennem denne Lydtragt som en Stemme fra Livet derude gennem et Fængselsvindue. Det er en Munk, der sidder i Birken og synger. Det klinger som et Eventyr, som en Folkevise

— om Svenden, som er faret vild og ledes tilbage til Livet af den syngende Fugl.

Den underlige Sprække skal være 60—70m dyb; men da den efterhaanden

snævrede sig sammen til kun en Meters Bredde, standsede jeg i det bælgravende Mørke. Den ujævne Bund er opfyldt af smaa og store Sten og enkelte Stykker Drivtømmer, som Søen ved Højvande har skyllet herind, og som er slibrige og bestandig faar én til at snuble. Bølgeslagets Rallen lyder forstærket i denne Tragt, et Accompagnement til Havets evige Danse macabre mod den farlige Kyst.

— Det føltes helt rart igen at komme ud i Lyset og Varmen efter denne Vandring; det var som fra Indgangen til Hel paany at vende tilbage til Livet, da jeg atter saa Askene og Birkene, som stod derude og fangede Solen i deres fine Løv, og atter mødte Havets levende Farver, de svævende Maager og Ederfuglenes Sejlads i den brydende Dønning.

Saa beskeden i sine Dimensioner denne Kyst end er, er den af en betagende og bestandig vekslende Skønhed. Den ene lille Bugt med sin lille private Skær-gaard afløser den anden, altid overraskende i sine Former. Et af de smukkeste Steder er dér, hvor den saakaldte „Capriklippe“ (jeg hader disse fremmede Navne anvendt paa vor egen Natur) gaar som et brat Huk ud mod Havet, og fra hvis yderste, smalle Kam man har et dejligt Syn kystlangs mod Nord helt til Højderne bag Allinge og Sandvig. — Over alle Kløfter og Skaar løfter Skoven sine Kroner i et Bælte langs hele Kysten, og nær ved denne følger mellem Træer og Klipper de „Redningsstier", som fra ældgammel Tid har forbundet de smaa Fiskerlejer med hinanden — nu i Almindelighed ganske magelige Stier, som enhver Fodgænger kan benytte.

Ad en saadan gaar jeg nordvestpaa til Dynddalen, en bred, jævn Kløft med en lille Bæk paa Bunden, helt skovklædt og ganske smuk, men iøvrigt ikke med noget Særpræg. Yderst er den ved at blive totalt ødelagt af et moderne Vejanlæg, som gaar tværs over den, og til hvis Dæmning der allerede er kørt 60.000 Læs Grus; en Arbejder fortæller mig, at der endnu skal 120.000 Læs til — det vil jo nok give Dynddalen dens Rest! — En Flok Bosser stod og arbejdede paa et Tipvognsspor, og jeg vekslede nogle Ord med dem. Det er mærkeligt, men selv disse jævne Folk afkræfter ikke den almindelige Regel, at Bornholmerne er usædvanlig taktfulde Folk — ingen nysgerrig Maaben, ingen Spørgen ud, ingen Indblanding af dem, man ikke har henvendt sig til. Altid velovervejede og klare Svar — og ingen Kry ben for den fremmede „Turist". Bornholmerne staar ikke med Hatten i Haanden for ham! Det er en Takt, som findes hos alle Klasser paa Øen. Å propos Klasser: hvor mange er der egentlig her ? Herremænd findes der ingen af, af Embedsmænd findes ikke flere end højst nødvendigt. Beboernes overvældende Flertal er Bønder, naturligvis foruden Fiskerne ved Kysten. Her synes at herske total Mangel paa „Overordnede". Jeg mindes Rollos Vikinger, der ved Landgangen i Normandiet blev spurgt om, hvor deres Høvding var, og som svarede: „Høvding? — Vi har ingen, vi er alle lige!“

I det lille Fiskerleje Tejn, som vi naaede ad Vejen langs Kysten, traf jeg ved Havnen et rigtigt Karlfolk, den gamle Fisker Janus Falk. Han er en lang, slank og mager Mand, en diametral Modsætning til den runde Gubbe Christian Holm i Bølshavn, og langt fra at være nogen egentlig typisk Bornholmer — men en fremragende Havkarl. Han er 68 Aar, men rank og haard som en Egestamme. Et skarpt Ansigt, men med milde Øjne og et lunt Smil spillende om den bevægelige Mund — og meget tilbøjelig til Latter ligesom de fleste af hans Landsmænd. Han er ugift, men har en 75-aarig Husholderske, som har været hos ham i 32 Aar, siden hans Mor døde. Ogsaa hun er et Livstykke, en af de typiske overstadige Bornholmere, som kun behøver den fineste Antydning af en Start for at bryde ud i en Latter, der lyder som et Hanegal. Hun er lillebitte, kun halvt saa stor som sin Husbond, men hun kan grine med 6 Hestes Kraft. Gaar bestandig rundt med et Ansigt, som om hun er ved at sprække af Latter, og ligner en glad Høne. Trods det Aarhundrede, hun har paa Bagen, kan man endnu se, at hun har været smuk.

Janus har taget mangen haard Tørn paa Søen — dette er ikke som at fiske i fyenske og sjællandske Farvande! Landingen gaar ikke altid saa glat, man skal helst ramme godt, naar man søger de snævre Indløb til Havnene paa denne Klippekyst, det gør ondt at skyde forbi! Østersøen er et vældigt Hav for en lille Fiskerbaad, Nordøststormen kan være haard her.

Han taler om Laksefangsten paa Havet med Christiansø som Udgangspunkt. Det begyndte med, at nogle Bornholmerfiskere for kun godt en Snes Aar siden udvandrede til „Øen“ om Efteraaret, hvor de havde Station helt til Foraaret, boende her Vinteren igennem, saa længe Fiskeriet varede. Det kulminerede et Aar med, at 20 Bornholmere en Vinter flyttede hertil og havde deres Fartøjer med paa 8—15 Tons, altid Sejlbaade uden Motor. Fiskeriet foregik næsten bestandig Øst og Nord for Øen, hvor Laksene stimede sammen. I dette dybe Farvand kan den mindste Smule Luft sætte en voldsom Sø, og det var paa mange Maader en overordentlig besværlig Virksomhed; Hjemturen fra Fiskepladsen til Havnen kunde vare mange Timer, naar Vinden var kontrær. — Desuden var her jo kedeligt. Konerne sad derhjemme, man var lutter Mandfolk, hele Vinteren igennem. Og nogen Kro fandtes her ikke. Men naturligvis, Brændevin kunde jo faas; og en Gang imellem sluttede man sig sammen og vendte Rødderne i Vejret paa Byens Huse, naar Vejret var beskidt, og ingen kunde tage sig andet for.

Men hele dette mærkelige Liv, der nok skal have sat sit Præg paa den stille Christiansø, er allerede efter kun 20 Aars Forløb hørt helt op igen. Laksenes Antal er aftaget saa betydeligt, at dette Fiskeri ikke kan betale sig længere.

Janus Falk beretter om Strandinger og Ulykker langs den farlige Nordøstkyst, hvor Vinterstormene kan rejse et Himmelhav mod Skærene. Blandt mange andre nævner han en Stranding i 1912, da en stor Damper gik ind paa Klipperne lige ved Tejns Havn og sad og red med Stævnen paa et Skær. Dette hændte i fuldstændig Blikstille med smult Vand; det var Brandtaage, som var Skyld i Strandingen, der fandt Sted mellem Kl. 10—11 om Aftenen. Men ved 2-Tiden, medens Damperen endnu sad fast, rejste der sig ganske brat en Storm af Nordøst, som i Løbet af kort Tid gik over til Orkan. Folkene derude blev alle reddet i Stolen; men Damperen arbejdede sig i den voldsomme Brænding højere og højere op paa Skæret, og da Midten af Kølen naaede op paa dette, knækkede Skibet ganske pludseligt midt over. Og i samme Øjeblik begyndte Lasten at komme i Land. Dækslasten af Brædder gik lige ind mellem Skærene og op paa Stranden, ikke en Pind gik tabt. løvrigt bestod Lasten af Vareballer med højst forskelligt Indhold, blandt andet Uld. De blev sendt, som var det ikke andet end Skumflager, lige tværs over den store Mole ind i Havnen. Der laa det hele.

Søen var steget til en Størrelse, som Janus aldrig før eller senere har set Magen til, og Synet af de mægtige Vareballer, der som med et Spark kastedes op over Molens Sten og langt ind i Havnen, glemmer han aldrig. Kl. 8 Morgen var det hele forbi, Lasten havde Søen „bjerget", men ethvert Spor af Skibet var væk.

Der er Hav i Janus Falks Øjne, naar han taler om det Liv, han har ført paa Søen. Om Farer nævner han intet. Det hele var jo saa dagligdags. Man værnede sig imod dem saa vidt gørligt — saa var den ikke længere. Alliance med højere Magter synes de Fiskere, jeg har truffet, ikke at være slet saa tilbøjelige til at indgaa som Indlandsbønderne, der bekender sig til 4—5 forskellige Retninger, af hvilke formodentlig kun den ene har virkelige Chancer i det hinsidige. Men de overtrumfer i denne Sommertid dagligt hinanden i Salmesang og Bønnemøder. Enkelte af Købstæderne herovre har 3 til 4 Bønnehuse for Folk med lige saa mange divergerende Anskuelser — naturligvis foruden Statskirkens.

— Der er dog vistnok alligevel en Klasseforskel herovre, i altfald paa Landet, for saa vidt som der er et skarpt Skel mellem Storbønder og Smaakaarsfolk. Blandt de første har jeg aldrig mødt Folk, som var missionske, Forsamlingerne i Bønnehusene var udpræget Underklasse. Det er altsaa dog ikke helt saa ideelt som hos Roilos Vikinger.

Nær mit Hotel i Aakirkeby ligger et Missionshus, hvor der omtrent hveranden Dag var Møde. Deltagerne gik under Basuners Lyd skiftevis til Bønnemøde i Huset og til Kaffebønner i Hotellet, og ingen af Stederne lagde de Fingrene imellem. Jeg mindes en Mandag, da man til Trods for at man ikke havde ligget paa den lade Side om Søndagen, nu hang i hele Eftermiddagen skiftevis det ene og det andet Sted. Jeg var spændt paa at se, hvilket der vilde sejre. Efterhaanden som Tiden skred, blev Tempoet sat op, og Stemningen i Kaffesalen blev gladere, medens Truthornene blev falskere og mere nedslagne. Ved 6-Tiden om Eftermiddagen havde Kaffebønnerne sejret over hele Linjen, og Musikanterne lagde deres Horn i Støvet.

Noget lignende har jeg aldrig mødt udenfor Bornholm. — Og saa taler man stadigt om Frøet, der ikke spirer paa Klippegrund ...

Bornholm. Klippekyst ved Helligdommen. Til venstre „Capriklippen“.

Bornholm. Udsigt over Fiskerlejet Tejn fra Klipperne bag dette.

Bornholm. Udsigt fra Hammerknudens Top mod Nord langs Kysten.

Bornholm. Fra Hammershus’ yderste Fæstningsmur mod Sydvest.

Oppe fra Klipperne ved den 250 Aar gamle Stubmølle ved Tejn har man en herlig Udsigt over Byen med dens Træer, dens lave røde Tegltage, dens Silderøgerier og vidt ud over Havet. Sammen med Købstæderne Gudhjem og Svaneke er dette lille Fiskerleje med til at hævde Nordøstkystens Byer som de hyggeligste paa Øen. Dens Hovedvej med Træernes Mængde og de gamle Bindingsværkshuse er den rene Idyl. — Sandvig og Allinge, der næsten er en sammenhængende By paa henimod ¹/₂ Mils Længde, rummer endnu smukke Enkeltheder, men er efterhaanden, især paa denne Aarstid, blevet for mondæne og konkurrerer med Hornbæk og andre Badesteder ved deres Leben af Turister og Badegæster.

Den, som tror, at Øens Nordvestkyst skulde være barskere end Nordøstkysten, saaledes som Tilfældet ellers er saa godt som overalt paa de danske Øer, bliver overrasket ved at komme hertil. Her som dér er det bestandig Idyllen, der er raadende, naar undtages den alleryderste Bræm mod Havet. Indenfor denne veksler Skove og Marker som ellers i Indlandet; og hvor Naturen ikke selv har bragt dette Forhold til Veje, har Menneskene ordnet det, saaledes som ved den store Plantage, der strækker sig i et uregelmæssigt Bælte fra Olsker over Finnedalen og Slotslyngen omtrent helt til Hammersøen i næsten 1V₂ Mils Længde, og rører Kysten paa en Strækning af ³/₄ Mil fra Vang Fiskerleje til Hammershus.

Det er som overalt et Miniaturlandskab. Først naar man sydfra kommer op til Klipperne ved Jonskapel bliver det paa sin Vis storslaaet baade i sin Opbygning og sin Stemning. Det er paany den ægte bornholmske Klippenatur med bestandig skiftende Former herude paa det mærkelige, af Havet nedbrudte Sted. Et storslaaet Syn møder Øjet ved Nedgangen til Jonskapel, hvor man fra Klippens Kam ser ned i denne dybe, snævre Slugt med dens stejle Styrt paa begge Sider og med Havet, som dybt nede brydes med Drøn mod den haarde Kyst. Gaar man videre og naar op paa Kløftens nordre Side, ser man over Blokke og Rovs gennem en stor Spalte den pragtfulde, aldeles lodrette Klippe Hvidkleven, der staar med sin svimlende høje Flade som en Skyskrabers Facade ud i Havet.

Paa denne lodrette Fjeldside, som vender lige mod Vestenstormen, og som man skulde tro var fuldstændig gold, ser jeg lange, lige Rækker af hvide Blomster, den ene over den anden i regelmæssige Linjer. Det er Margueriter, som har bidt sig fast i de næsten usynlige, vandrette Sprækker, der med omtrent lige lange Mellemrum furer den blanke, pimpstenshvide Klippeflade — et henrivende Syn, et yndefuldt Paafund af Naturen.

Det var ind imod Hvidkleven, at en Damper for nogle Aar siden i tyk Taage og Paalandsvind rendte sin Stævn og blev siddende paa Stedet uden at kunne komme frem eller tilbage, medens Søen brød over den og hvert Øjeblik kunde ventes at ville slaa den i Stumper. Mens alle andre ombord stod hjælpeløse, lykkedes det en Matros at springe fra Stævnen over paa Klippen, at entre op ad denne og hente Hjælp, saa alle Folkene blev bjerget op paa Kysten. Denne Mand maa have haft en Flues Egenskaber for at kunne udføre en saadan Bedrift.

Stedet er en af de mest storslaaede Detaljer paa denne mærkelige, bestandig foranderlige Klippekyst.

— Fra Vang, der fra et lille Fiskerleje er ved at avancere til et Udskibningssted med en ret stor Havn, hvor Stenblokke i alle mulige Størrelser lades over

paa Smaaskibe for at udføres, gik jeg mod Syd langs Kysten omtrent 100 m til et Sted, hvor Byens gamle Vandmølle ligger omgivet af Aske, Linde og Tjørne og en dejlig Underskov. Den gamle Mølle er forlængst gaaet i Staa, og alt i den er graat af Ælde; ganske tavs har den ligget længe — thi Bækkens Leje er helt tørt, aldrig mere vil Vandet mumle omkring det snurrende Hjul, alt er stille. Kun Fugle synger i Træernes Grene, den eneste Lyd paa dette nu helt ensomme Sted.

En Sti fører forbi op i Højderne, slyngende sig over Klippeblokke og Grønsvær, bestandig i Skov, bestandig opad, gennem Ukrudt og mellem Brombærranker saa tætte, at man næppe kan slide sig igennem dem. Caprifolier hænger i tætte Klynger fra Stammerne langs Stiens Sider og udsender en bedøvende Duft efter en nylig overstaaet lille Regnbyge. Ustandselig opad gaar det, Klipperne bliver stejlere, Stedet vildere, Stien snævrere. Men en bitte barbenet Bornholmerdreng nede fra „Lejet“ hopper foran mig og viser Vej; han færdes her som en lille Bjergged og hænger fast, hvor en anden vilde glide og snuble. Han springer over Klippeblokke og bryder gennem det tætteste Krat som en Snog — hvert Øjeblik synes han at kunne forvandle sig til en Faun og give sig til at vifte med Ørerne og bræge ad mig. — Blaamunke, Storkenæb, Smørblomster og Bellis, Storkonvaller og Bregner, alt nejer sig under hans Fod, der er saa hurtig og let, at de straks rejser sig igen og ikke véd, hvad der er hændt dem.

— Og saa staar jeg pludselig ved Maalet. Tilhøjre aabenbarer sig en dyb Slugt, som vi længe maa have fulgt uden at kunne se den for det tætte Løvværk — svimlende dyb og lodret i sit Fald er den. Nogle store, runde Stenblokke ligger yderst paa Styrtningens knivskarpe Rand, og næsten lodret under dem ser man ned i det grønne Dyb, som er Dalens fjerne Bund dernede.

Drengen hopper ud over Randen og kravler adræt en 5—6 Alen ned — „Her er Hollet!“ raaber han. Men jeg bryder mig ikke om at følge ham; jeg tror ham saa godt paa hans Ord.

Det er det berygtede Kaija-Monsas Holl, Tilholdssted for den frygtede Røver, Kaija-Mons — „Allike-Mons“ — saa kaldet, fordi han ligervis som en Allike havde til Huse i denne Klipperevne, hvor han i Virkeligheden levede forholdsvis hæderligt af at stjæle fra Gaardene, en Virksomhed, som Omegnens Beboere dog ikke i det lange Løb kunde bifalde. De gik derfor en Vinterdag ud paa Sporsne efter ham fra „Hullegaard“, som han havde gæstet paa Professionen, og tog ham i Sædet. Og han endte i et Hul, som var mindre malerisk end dette. „Wer einsam ist, der hat es gut“ — men det skal helst være frivillig Ensomhed.

Den lille Hule er indenfor sin snævre Indgang knap U/₂ m høj og 3 m dyb, og det har saamænd været en beskeden Tilværelse, Kaija-Mons her har ført — og ret uegennytttig, for saa vidt som Samfundet vistnok har kunnet holde ham billigere her end i Kachotten eller paa Fattiggaarden. Skade, at hans Livsførelse i det lange Løb ikke blev paaskønnet ...

Skønt er her som faa Steder inde paa Øen, den rene Røverromantik hersker om denne Klippehule paa Randen af den stejle, skovklædte Afgrund ved den nære Kyst.

— Den vidtberømte Finnedal kan ikke hamle op med dette Sted i Skønhed; tæt skovbevokset, ensformig og indelukket er den i mine Øjne som Landskab betragtet ikke stort bevendt. — Jeg søger videre nordpaa for at finde nye Steder langs Yderkysten og gaar udenom Hammershus i en stor Bue. For jeg vil gemme dette Øens berømteste Sted til sidst.

I den lille Havn, som ligger et Stykke Sønden for Hammerens Granitværk, lejede jeg en Motorbaad med en Mand i og tøffede ned langs Kysten. Et Sted, hvor alle Turister kommer, maa man jo ikke forsømme at bese. Jeg fortrød det slet ikke. Kuriøs er denne Kyst ialfald, men i Skønhed naar den ikke Stranden ved Jonskapel og langtfra Nordøstkystens berømte Steder. Jeg passerede „Den vaade Ovn“, „Den tørre Ovn“, „Flinterenden“, „Tyverenden“ og „Sparebøssen", de tre sidste som skarpe Hug ind i Klipperne, og endelig „Gaasereden", en smal, rundagtig Kløft, paa Bunden opfyldt af kuglerunde, hvide Rullesten, som har givet den Navn og virkelig er ganske skuffende i Form og Farve. Maaske skulde den af Hensyn til Lokaliteten hellere være kaldt Maagereden, da en Gaas dog næppe vilde finde paa at ruge et saadant Sted; men Stenenes Farve taler unægtelig til Fordel for den antagne Benævnelse.

Det er den mest splintrede og forvitrede Del af Vestkysten, som her brydes med Bølgerne under Vestenstormene, et fuldkomment Kaos af Former, malet til Skærver af Søen, udhulet til mærkelige „Ovne", vasket til sære Kløfter og Revner ind i den haarde Skal.

Jeg søgte at tage Bilieder af Kysten derude fra, men Dønningen satte den lille Baad i saa stærk Bevægelse, at det næsten altsammen mislykkedes. Kun udfor „Den vaade Ovn" havde jeg lidt Held med mig. Vi sejlede saa langt ind i denne, som Baaden kunde gaa, vel henimod 30 m, men fandt ikke noget særlig mærkeligt herinde, ialfald ikke sammenlignet med de store Spalter ved „Helligdommen" og „Randkleven". Ude fra Havet ser „Den tørre Ovn" ganske besynderlig ud, et mærkeligt, sort Hul, der kunde være Nedgangen til selve Helvede. Saa regelmæssig rund er dets Aabning, at den synes at være dannet paa kunstig Vis med et Kæmpebor.

Oven over alle disse Huller og Kløfter, øverst oppe paa den farvestraalende Klippe, som skifter fra Terra de Siena til Grønt, fra begfarvet og blygraat til Bronce og Ir, hæver sig det fine Skovbryn — det er, som om Skoven med Forkærlighed følger disse Kyster, klæder de nøgne Klipper og lægger en Krans af grønt om Øens barske Pande.

Inde bag Kysten løfter sig Slotslyngen, som nu efterhaanden svarer daarligt til sit Navn, for saa vidt som den næsten i sin Helhed er dækket af Beplantning. Kun paa Nordenden har den aabne Marker, som paa denne Aarstid er klædt af Høstakke i Hundredvis, men hvorfra man endnu har en storslaaet Udsigt over den dybe, lyngklædte Kløft, som adskiller den fra de Højder, hvor Hammershus ligger — hævende sine stolte Masser paa den vældige Banke, næsten som en Fortsættelse af Klipperne, der bærer dem. Ruinen danner et storslaaet Skue fra dette Sted, den ligner Resterne af en befæstet Stad med Taarne og Tinder. Bag de mørkebrune Mure og de lyngklædte, bratte Kuller under dem ligger det bleggraa Hav, set over Forgrundens lysende grønne Trætoppe og de guldskinnende Høstakke, som er omgivet af Lysglorier af Formiddagens Sol. Ikke fra noget andet Sted tager den mægtige Ruin sig saa herligt ud som her. Gøgen

kukker i Skoven, hvis Stammer giver dens Røst en næsten overnaturlig Klangfylde, og Gulspurve synger fra Buskenes Toppe. —

— Kommer man ad Vejen fra Sandvig og ser Hammerknudens store, graa Bjærgryg hæve sig over den lave Forgrund, virker Synet af den, som om man er bleven flyttet til et andet Land. Denne Knude med dens kraftige Former og dens mærkelige kølige, ørkenagtige Farver er noget helt for sig. Vejen op ad den forbi Hammersøen til Fyret er prægtig, Landskabet omkring den baade i Farver og Linier noget af det herligste paa Øen — og tillige mest fremmedartede i vort Land. Saadan mindes jeg de støvede, graa Farver i de lave Klippelandskaber omkring Roms Campagne, ved Tivoli, Subiaco og Frascati. En stor Pil i Forgrunden har netop Oliventræernes svale, graagrønne Toner. — Vejen slynger sig som et næsten sølvhvidt Baand op ad Bjærgsiden mellem Lyng og vilde Blomster. Et tæt Slør af Støv fra Granitværket i Klipperne nær Kysten kommer drivende for Vestenvinden, lægger sig over det hele som en gullig Brandrøg og medvirker til at gøre Billedet endnu mere malerisk og mærkeligt i sin Skønhed. Øverst løfter sig under hele Opstigningen Baggrundens skinnende Klippeflader i skarpe Brud, med Lyngmarker og grønne Smaabuske omkring den hvide Vej.

Hammerknudens Top med det 82 m høje „Stejlebjerg" og det 76 m høje „Ørnebjerg" — fra hvis Toppe Stejler og Ørne forlængst er forsvundne — virker fuldstændig som et Fføjfjældslandskab, dækket af Lyng og Buske mellem store, aabne Flader af den graa Klippe. Enere, Bævreaspe, Smaaege og smaabitte Skovfyrre gror i Klippens Revner og paa Lyngfelterne, hvor Engelsød lyser som smaa, grønne Flammesværd mellem Blaamunke, Engelskgræs og vild Timian. Fra Knudens bratte Kam er der en pragtfuld og højst ejendommelig Udsigt mod Nord langs Kysten over en lavagraa, dybtliggende Slette, der som en Ørkenflade strækker sig med Tunger og Skær ud i det umaadelige Hav, der fortaber sig i Taager og Dis. Det er, som staar man ved Verdens Ende, det yderste Thule.

Dernede ved Stranden skimtes en mærkelig graa Masse, en lysende Gavl med et Par sorte Huller i. Det er Ruinen af Salomons Kapel, et af de mange smaa Gudshuse, som Øen i Middelalderen rummede langs sin Kyst foruden de virkelige Kirker. Her fandtes ikke mindre end syv saadanne Kapeller, som var knyttede til forskellige Sider af Folkelivet. Et Par af Kapellerne tjente som Hospitaler for Spedalske og andre Syge, og nogle var anlagt ved Helligkilder. Fire af dem laa langs Øens Nordkyst fra Frenne ved Svaneke til Hammeren, byggede i det 14. Aarhundrede for hanseatiske Købmænd og Fiskere, som i Tusindvis gæstede Kysterne her under Efteraarets store Fiskemarkeder, og som holdt Messe paa disse Steder. Efter Reformationen blev næsten alle disse katholske Kapeller ødelagte og nedbrudte, men hist og her ser man endnu fredlyste Ruiner af dem. En af disse Bygninger var Set. Annas Kapel ved Gudhjem, der først nedbrødes i 1896 efter lige til da at have tjent som Fiskerbyens Kirke.

Salomons Kapel, som nævnes allerede 1379, ligger paa det mest mennesketomme og øde Sted langs hele Bornholms Kyst. Foruden Gavlen med sin spidsbuede Døraabning og et Glughul over denne staar endnu enkelte andre Rester af de svære Kampestensmure, som omgiver det 12 m lange og 5^x/₂ m brede Kirkerum, en af de anseligste af disse mærkelige Levninger fra en mærkelig Tid. —

Naar man staar heroppe paa Hammerknuden og ser over denne Kyst, hvor det gamle Kapels Rester hæver sig over Lyng og Sten paa den øde Strand, saa ved man, at saaledes har her set ud ogsaa paa hin Tid, da dette underlige Liv rørte sig her — netop saadan har her været i Hundreder af Aar. Den lyngklædte Klippe, den øde Slette, det uendelige Hav, det ensomme Kapel dernede af de graa Kampesten. Men de Folk, som søgte dette Sted, er borte for længst, ingen ved noget om en eneste af dem. Det tomme Glughul i Gavlen giver ingen Oplysninger om de Ansigter, som med hvasse Øjne har stirret ud over Landet. Lyngen suser sagte i Blæsten, og Dønningen nynner mod Strandens Stenblokke; men ingen tyder deres Tale om svundne Tider. —

Hammershus, forhen hele Nordens stærkeste Fæstning og nu dens inter-essanteste Ruin, er anlagt paa den 74 m høje Klippeknude, som af dybe Kløfter er skilt fra det omgivende Terræn, i Syd fra „Slotslyngen", i Nord begrænset af den tidligere vandfyldte Lavning „Paddesænke", mens den paa de andre Sider har stejle, utilgængelige Klippeskrænter — et ideelt Sted for Anlæget af en Middelalderborg. Med sine udstrakte Fæstningsværker, sine mange Bygninger og Taarne, hvor Forsvarshensynet overalt har spillet Hovedrollen, er Ruinen i krigsvidenskabelig Henseende af største Betydning. Som egentlig Arkitektur har den ringere Interesse, og nogen Skønhedsaabenbaring har den efter Rekonstruktionerne at dømme ingenlunde været i sin Glansperiode. Det er en Fæstning, ikke anlagt for at tjene som Dekoration paa Klippetoppen, og den er udvidet og ombygget utallige Gange for at styrke den, hvad der ikke har tjent til dens Forskønnelse. Men selv det tarveligste Menneskeværk kan blive skønt, naar det forfalder og synker i Ruiner, og naar Naturen faar Tid til at sysle med det, saaledes som her er sket.

Det mest forbavsende ved den som Bygningsværk er dens Dimensioner. Er den gamle Rede imponerende paa Afstand, som naar man ser den ovre fra Slotslyngen, saa bliver den af næsten lammende Virkning, naar man kommer den nær og færdes indenfor dens vældige Mure. Det er den eneste Borgruin i Norden, som taaler Sammenligning med de stærke, tyske Klippeborge fra Middelalderen. Vor egen Adel var jo sammenlignet med den tyske bestandig en forarmet Klasse. Anderledes stod det til med Gejstligheden, som, skønt dens Rige ikke er af denne Verden, har set sig i Stand til at yde en god Skærv til dette Bygningsværk. Men de svære Mure synes virkelig ogsaa nærmest at være bygget for Evigheden!

Dette Fæstningsværk, som skulde synes uindtageligt og var en bestandig Anledning til Strid mellem Kongemagtens Indehavere og de mindst lige saa graadige Bisper, er i Virkeligheden blevet erobret og generobret Gang paa Gang gennem Hundreder af Aar. Og nu er det meste sunket i Grus; hvad der burde have været skærmet af dets storslaaede Rester er tværtimod blevet plyndret lige ind til de bare Knogler, de gode Sten er slæbt bort i Hundredvis af Læs, og skamskændet blev den gamle Ruin omtrent lige op til vore Dage.

Ingen middelalderlige Optegnelser nævner med Sikkerhed, hvornaar Borgen er opført. Men Ærkebispen Jacob Erlandsen overdrog i 1255 sin Broder Anders Egnen indenfor Bornholms Nordspids til frit Riddergods, og her har han bygget den Borg, som oprindelig hed Castrum Borenholm, og som utvivlsomt stod forsvarsdygtig senest i 1259, samme Aar som han i Forening med Fyrst Jaromar havde ødelagt Lilleborg i Kampen mod Christoffer I.

Hammershus’ omskiftelige Skæbne kan ikke her skildres indgaaende, men et kort Overblik over dens krigsmæssige Historie vil give et lille Indtryk af, hvad der er sket paa dette Sted fra Borgens første Anlæg til dens Nedlæggelse.

I 1265, seks Aar efter dens Opførelse, erobrede Erik Glipping Borgen fra Ærkebispen, men maatte give den tilbage igen allerede 1276. Stridighederne fortsattes under Erik Menved mellem denne Konge og Jens Grand, og i denne Periode var Hammershus utvivlsomt Tilholdssted for de fredløse Kongemordere. Jens Grand selv søgte Tilflugt her, da han senere undslap fra sit Fængsel paa Søborg i 1295. — 1319 indtog Erik Menved Borgen, men to Aar senere maatte Christoffer II give den tilbage til Esger Juel. 1325 erobredes den af Marsken Peder Vendelbo, efter at Ludvig Albertsen havde forsvaret den i 16 Maaneder! — Men det følgende Aar tager Esger Juel den tilbage, og den bliver nu i Ærkebispernes Besiddelse i hele to Hundrede Aar.

Først i 1522 inddrog Christian II Hammershus og hele Bornholm under Kronen, og fra nu af var denne fede Besiddelse for bestandig tabt for Lunds Ærke-bispesæde. Men heller ikke Kongerne sad trygt paa Hammershus, thi allerede samme Aar indtog Ltibeckerne Slottet og nedhuggede dets Besætning, hvorved den gamle Ærkeskælm Jens Andersen Beldenak slap ud af sit Fangenskab her; hans Befriere ødelagde Borgens Bygninger og Fæstningsværker saa godt de for-maaede. Efter en Rædselsperiode for hele Øen paa 50 Aar, da Fr. I fra 1525 overlod den som Len til Liibeckerne for ydet Hjælp under hans Kamp for at komme paa Tronen, og Befolkningen kom under de fremmede Fogeders grusomme Regimente, hører vi først noget egentlig Nyt om Hammershus i 1645, da en svensk Krigsflaade under Wrangel kom til Øen, udplyndrede Nexø og indtog Borgen. Da et Par Maaneder senere ved Freden i Brømsebro Øen kom tilbage til Danmark, ødelagde Svenskerne alt, hvad de kunde paa Hammershus, inden de trak sig tilbage herfra, og slæbte alt, hvad de orkede med sig af dets Indbo og Kostbarheder.

— Danmark afstod Bornholm til Sverige i 1658, og den svenske Oberst Printzenskold fik Befaling over Slottet og Øen. Men da en ny Rædselsperiode nu oprandt for Øens Befolkning, rejste den sig ligesom forhen under Liibeckernes Regimente til rasende Modstand, og efter at Printzenskold var blevet skudt paa Rønne Gade i December 1658, lykkedes det denne Gang Befolkningen at indtage Øen. Hammershus’ svenske Besætning overgav sig uden Modstand, og Bornholmerne skænkede deres Ø til Kronen. — Det er sidste Gang, Borgen spiller nogen Rolle som Fæstning. Krudtets Opfindelse havde forlængst svækket dens Betydning, og den var nu i enhver Henseende forældet som Anlæg. I 1684 bygges de stærkere Fæstningsværker paa Christiansø, og Hammershus’ Besætning, en beskeden Styrke paa 60 Mand ialt, overflyttes til det nye Sted. Fra nu af benyttes Slottet nærmest kun som Statsfængsel.

Allerede i 1660—61 sad Corfitz Ulfeld og Eleonora Christine som Fanger bag „Manteltaarnet“s solide Mure, hvorfra de gjorde deres eventyrlige, men forgæves Flugtforsøg en Martsnat 1661. Deres Bevogter, den ubarmhjertige Major Fuchs, blev senere dræbt i Brtigge af Ægteparrets Søn Christian Ulfeld, som Hævn for den unødige Strenghed, han havde vist Forældrene.

I Begyndelsen af det 18. Aarhundrede er Borgen ganske forfalden og for Størstedelens Vedkommende allerede i Ruiner. 1743 bestemmer Regeringen, at den skal nedbrydes, og denne bærer saaledes Hovedskylden for Borgens endelige Ødelæggelse. Tømmer og Murværk bortførtes som Bygningsmaterialer til andre Steder, og siden har Befolkningen selv gjort Resten. Dette varede til 1822, da Ruinen fredlystes. Nu er den endelig kommet i Nationalmuseets Varetægt.

— Ad Broen, som fra Nord fører over Kløften til Borgbanken, og som er rekonstrueret og genopbygget i 1897—99, hvad der næppe har gjort den kønnere, kommer man ad den slyngede Vej Ruinen nær og forbavses straks over dens store Skønhed. Over en lille Dam, som spejler nogle af „Hovedvagten“s vældige Murrester, faar man det første Indtryk af Stedets Mægtighed. Det er, som om selve Klippen fortsættes op i disse vældige Murmasser. De forskellige Tidsaldres Byggemaade har i Stil og Materialer sat deres Præg overalt paa Ruinen. Hovedvagtens og Batteriet „Katten“s Mure er saaledes for Størstedelen af Munkesten med Kampestens-Stræbepiller. Det mægtige „Manteltaarn“s ældste Del er forneden af Kamp, mens det foroven er af Munkesten. Af dette svære firkantede Taarn staar endnu 5 Stokværk, og paa dets Østside kan man mellem de store, gabende Vinduesaabninger pege paa den, hvorigennem Corfitz Ulfeld og Eleonora Christine forsøgte deres ulykkelige Flugt hin Martsnat, da de blev grebet, just som deres Foretagende syntes at skulle lykkes. Vinduet, hvorfra de lod sig fire ned, sidder i 4. Stokværk, 13 m over Jorden!

Manteltaarnet var Borgens Hovedværn, formodentlig dens Barfred eller Donjon, ligesom Gaasetaarnet i Vordingborg Slot, hvortil Forsvarerne endeligt kunde trække sig tilbage under en Storm af Fjenden. Det var Borgens centrale Hovedparti —- nu er det kun Bolig for skraalende Alliker, som flyver ud og ind ad de tomme Vindueshuller.

Noget af det smukkeste og mest maleriske paa dette Sted er „Blommen", Taarnet med de skønne Kamgavle i Fæstningens sydøstlige Hjørne, tilhørende Borgens oprindelige Anlæg, som Modsætning til „Hundetaarnet", der er senere tilbygget. Bag blomstrende Hyld og frodige Tjørne ligger det fredeligt udseende, kirkeagtige Taarn med sine svære Kampesten og med Munkestenshjørner, ligesom Manteltaarnet nu kun Sæde for skrigende Raager og Alliker — men utvivlsomt skønnere i sin nuværende Skikkelse, end det nogensinde før har været.

Over Slotsgaardens ujævne Klippegrund, en naturlig „Brolægning" — som er betydelig ældre end det øvrige Fæstningsværks mange Dele — breder sig frodige Smaablomster i Græsset, gul Stenbræk, Hvidkløver, Røllike og Engelskgræs som brogede Tæpper, der er slængt henover den gr aa, nøgne Bund.

Underligst af alt heroppe er maaske i sin Faldefærdighed det halvrunde Taarn paa Sydøstsiden af Kasernerne nær Manteltaarnet. Skønt det er langt senere end det oprindelige Fæstningsanlæg og sandsynligvis først opført af Lubeckerne ligesom 4 andre tilsvarende mindre Taarne, er det en fuldkommen Perle; med sine Omgivelser af fine Trægrupper nær den yderste Fæstningsmur, hvorfra man har et milevidt Udsyn over Østersøen, er hele Stedet ganske eventyrligt i sin Skønhed og sin mærkelige Stemning.

Øverst paa Taarnets forvitrede Murrand blomstrer tre Oksetunger; de ligner Fjerbusken paa en gammel Hjelm.

Den samme Stemning og samme storslagne Udsigt møder én, naar man ser ud fra den vældige, yderste Fæstningsmur paa Vestsiden, som endnu staar i en Højde af hele 10 m. Denne Jættemur over den svimlende Slugt, Højderne bag denne og Kysten langs Slotslyngen ned mod Jonskapel danner vistnok den mærkeligste Udsigt og er i sin Art det mærkeligste Sted i hele Danmark. Den forvitrede Murmasse med dens utallige Blomster — Rødknæ, Oksetunge, Mælkebøtter og mange andre, løfter sig yderst i det nordvestlige Hjørne som en Kæmpebastion mod Himlen — og bag denne svinder Kysterne i Taage milevidt ude i det Fjærne, hvor Land, Hav og Himmel smelter sammen.

Overalt blomstrer Hylden mellem de døde Mure. Her dufter af Sommer og Frodighed, et evigt Liv synes at spire paa den døde Kyst. Humlebier og Spyfluer surrer edderspændte forbi mit Øre — med hede, farlige Lyde som Armbrøstboltene, der engang for ud fra de sorte Skydeskaar ...

Denne mærkelige Blanding af Død og Forgængelighed — og saa det skønne Liv der bestandig gaar sin Gang! Alting forgaar, men Græsset og Blomsterne gror derover og smiler ad Tilintetgørelsen.

— Det er Bornholms stolteste Sted, denne haarde Knude med den gamle Fæstning. Den er som Øens Vartegn, et Symbol paa dens Befolkning — den, som gennem alle Trængsler og til Trods for at den i onde Dage bestandig har maattet staa alene, altid har vist et trofast Sind mod Danmark. Og som gennem al Modgang har bevaret sit lyse Smil paa det barske Ansigt.

Bornholm. Hammershus’ nordøstlige Del, set over en lille Sø.

Bornholm. Manteltaarnet fra Sydøst. Ud fra det næstøverste Vindue til venstre flygtede Corfitz Ulfeld og Eleonora Christina.

Bornholm. „Løvehovederne", set fra Søen.

Christiansø. Udsigt mod Frederiksø med „Lille Taarn". I Baggrunden Græsholmen.

Bornholm. Manteltaarnets Indre, Hammershus Ruin.

Christiansø. Søen „Guds Forsyn“ med Coucherons Batteri i Baggrunden.

Christiansø. Fra Bjelkes Batteri. I Baggrunden et gammelt Krudtmagasin, „Danmarks østligste Hus“.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela