De Danskes Land -- Achton Friis

AVERNAKØ

Hvem vil for Alvor laste det danske Klima uden netop den Klasse ulykkelige Byfolk, der under Fællesbetegnelsen „Landliggere" fylder vore Sommerpensionater og mellem Maaltiderne, hvor de opsuger alt, hvad Bordet raader over, begiver sig paa programmæssige Promenader i det allernærmeste Nabolag for at faa Appetit til at hærge Bordet paany under det næste, oh — altfor fjærne Maaltid!

Er der ikke Klima nok hertillands for enhver Smag?

Der er mere „Vejr“ i Danmark i én eneste Uge end ved Rivieraen i et helt Almanakaar! Og er det ikke det, der holder os vaagne i vor altfor søde Tryghed! Kan vi undvære vort Klimas herlige Lunefuldhed, dets barokke Skiften fra Søndenluft til Vestenstorm, fra Morgenens jagende Byger til en Sommernats lune Stilhed!

Hvad var vort lille Land uden dette Vejr! —

Alt andet er her reguleret saa skønt, flade Veje gaar over flade Marker til flade Byer. Jorden er dyrket i Kvadrater overalt og giver Grøde, Kvæget bliver trindt og mæt, og alle Folk har Talent afvejet i éns Portioner paa samme Vægt — eller i værste Fald bliver de Direktører og Kontorchefer og gaar med Frokostpakke og Avis i Porteføljen. Her vilde bestandig lugte af Mad og Talent, om vi ikke havde den evindelige Blæst fra alle Sider.

Klimaet er det eneste, vi har tilbage af Landets oprindelige Natur. Det und-drager sig Kontrol og kan ikke reguleres. Og Gudskelov for det, ellers blev det sat paa Stald og kunstfodret. Har Folket hertillands endnu et Gran af Humor, er det Vejrets Skyld.

— Naar Vorherre har Brug for en Sommerstorm etsteds i Østen, hvor Temperaturen er ved at brænde Russerne inde, sender han Bud efter en Vestenstorm et Steds ude i Atlanten, og den kommer og holder Generalprøve tværs over os fra Vesterhav til Østersø, før den bliver antaget til at feje Rusland rent. Dør Folk af Solstik en Dag i London, ligger næste Dag vore Kyster daanende under Hedebølgen, mens alle Barometre stiger op over Hanebjælkerne, og Grosserere gaar tilbunds i Dusinvis udenfor de harpikssvedende Badehusbroer.

Og næste Dag kommer Nordosten oppe fra Lapmarken og har Ekspres-Ærinde til Kanalen og Nordfrankrig, den taber i Huj og Hast et Haglvejr og et Par Skypumper ud over de danske Øer, saa al Landsens Giarmestre monne vaagne og ud og sætte Ruder i paa dens Vej.....

Herligt! — Foraar biir til Vinter, og Sommer er Efteraar og Foraar paa én Gang.

Fanden til Program — men godt er det!

En Mand kan gaa i et halvt Aar under Solen paa den romerske Campagne og sukke efter det Vejr. Mellem Schweiz’s Alper kan han drømme om vor vide, fjærne Horisont, hvor Skyerne strides ved Solfaldstid og lover tre Slags Vejr til Dagen derpaa. Han kan staa en Septembermorgen paa Pont des Arts eller i Luxembourgs Have og sørge, fordi han er kommen til at tænke paa en Roemark med Rimfrost og drivende Dugg under den opgaaende Sol. — En gylden Foraarsdag paa Grønlands Eventyrkyst griber han sig i at længes mod dette Hav, naar det under Efteraarets Rusk bryder mod den flade Strand, hvor Knorte-gæssene letter og bliver til bølgende Baand mod en stribet, regntung Himmel. — Han kan vandre i Rhonedalen i Maj under Kirsebærtræerne, hvis Blomster staar i lysende Lue mod en Baggrund af den evige Sne paa „Dent du Midi“, og falde i Staver, fordi han i et Glimt har set for sig Hjejlernes Træk over en lille, blinkende Aa, der bugter sig over Jyllands sorte Hede.....

Den, som kender denne Følelse, finder dog intet Ord, som kan betegne den; det maatte være et endnu skønnere Ord end Lykke! — „Fædrelandskærlighed" har været godt engang, men duer ikke længere; det er for længst slidt op i andre Formaals Tjeneste.

Vi, som var forberedt paa at komme til Avernakø i Efteraarsvejr, laa og provianterede i Faaborg Havn, mens haarde Byger jog hen over Byen, piskede ned over Kajerne, fyldte Fiskerbaadene med Ferskvand og slog Skrald mod Oljetøjet paa nogle faa Fiskere, som øjensynligt aandede ved Gjæller og var de eneste levende Væsner, vi saa ved Havnen. Vore Tændstikker kunde ikke brænde, og Tobakken lugtede af vaad Pudelhund.

Men den næste Morgen, da vi skulde bryde op, var Himlen ren, en blid og mild Østenvind strøg kælen hen under en skyløs Himmel, og alt tydede paa, at vi atter skulde faa Varme.

Havet var blaat og stille, da vi løb forbi Bjørnø, og op over Øens Banker stod Kornet i Traver, belyste af Morgensolen, der kastede Negenes Skygger hen over Stubbene, hvorfra Duggen begyndte at dampe. Det er Højsommer igen!

Den store og anselige Ø Avernakø er ligesom Drejø delt i to Dele, forbundne ved et Drej. I Valdemar Il’s Jordebog hedder den „Westræ Draghø“ som Modsætning til Drejø, der kaldes „Østræ Draghø“. Den strækker sig i en Længde af 8 km. fra Sydøst til Nordvest, hvorimod dens største Bredde kun er ca. I8/* km. Ved Drejet deles den i den egentlige Avernakø i Vest og Korshavn i Øst. Tilsammen er disse 1049,3 Tdr. Land, men heraf udgør „Hovedsø" og „Skanodden Sø" med nogle Laguner ikke mindre end 36,7 Tdr. Land. Dens vestlige Del har Landsbyerne Avernakø By og Munke By, den østlige den lille Landsby Korshavn. Øen danner eget Sogn i Svendborg Amt.

Mange Steder naar dens Bakker en anselig Højde, saaledes paa de vestlige Dele indtil 24 m., og paa Korshavn endogsaa 33 m. Her findes ingen Skov, kun et Par smaa Lunde i Nærheden af Avernakø By.

Avernakø By er en hyggelig og frodig lille Landsby. Enestaaende smukt er dens store, idylliske Gadekjær, som ligger omgivet af skønne Haver og Pilehegn; her kan man sidde og synke hen i timelang Andagt uden at se andre levende Væsner end nogle store Flokke af fede, snadrende Ænder, som paa deres besindige Færd fra Bred til Bred trækker sorte Kølvandsstriber gennem den lysegrønne Grøde.

Ad Vejen nordud gennem Byen møder man Byens største Seværdighed „Majtræet", om hvilket der endnu aarligt festes. Vejen, som fra Byen gaar i sydvestlig Retning, fører i en stor Bue langs Øens Sydkyst ud til Munke By i Øst. Den gaar over et kraftigt, bakket og aabent Landskab med vide Udsigter til alle Sider. Man kommer forbi de storslaaede Klinter paa Sydvestsiden og op over et af Øens højeste Punkter, den 22 m. høje „Bjærgager Banke", og nær Sønder-stranden passerer man den ejendommelige „Stenhøje", der i Kegleform hæver sig over det omgivende Bakkedrag.

Vi brød af fra Vejen for at komme ud til Drejet. Dette, som er omtrent 800 m. langt, men kun ganske faa Meter bredt, var næsten helt overskyllet af Højvandet. Det smalle Rev er uden nogensomhelst Vegetation. Det skal ved Ef-teraars- og Vintertid være overordentlig farligt at passere, men benyttes dog paa alle Aarstider som Forbindelsesled mellem Øerne, og adskillige Mennesker har i Aarenes Løb sat Livet til under Forsøg paa at trodse sig over under Storm og Højvande.

Hvert Aar farer Havet voldsomt frem mod Klinten indenfor dette Sted; i de sidste 50 Aar har det gennemsnitligt ædt sig mindst en Alen om Aaret ind i den under Paalandsstormene, saa Randen af Afgrunden nu kun er fjernet 40 Alen fra den yderste Gaard i Munke By.

Store Sten ligger nedvæltede i Stranden fra de mange Skred, men ved Klintens Fod vokser en hel lille Lund af stynede Popler, og selv op ad Skrænternes bratte Sider gror smaa Popler og hager deres Rødder fast i den stenede Grund.

Ad en brat og sandet Vej kommer vi fra Revet op til Munke By. Denne er som Landsby-Arkitektur betragtet langt mere fremragende end Avernakø By. Rundt om til alle Sider ligger i Halvlyset under vældige Sølvpoplers Løv de rige Bindingsværksgaardes gamle, mægtige Længer, hvorfra en enkelt, solbelyst Gavl blændende toner frem og ved sin Spejling søndrer de dybe Farver i Gadekjæ-rets rolige Vand.

Man gribes af dette Steds Skønhed, af dets Højtidsfuldhed og Ro. Og det er med en Følelse af Lykke, at man erkender, at dette er dansk — netop saaledes er der kun hos os! Endnu kan man paa sjældne Steder finde denne Forening af Fornemhed og Idyl i vore gamle Landsbyer, dette Præg af Velstand og god Bondekultur. Men det er med Vemod, at man siger til sig selv, at Cementpesten ogsaa snart vil naa hertil.

Ligesom Avernakø By har Munke By sit „Majtræ". Det staar ved Vejen ligeoverfor Sognefogdens Gaard og anvendes endnu efter sin Bestemmelse. Kransen fra den sidste Fest hænger endnu højt paa Stangen.

— Vejen herfra vestpaa tilbage til Avernakø By gaar over et Landskab, som falder jævnt hele Vejen ud mod Havet i Nord. Vejen selv er overordentlig smuk, beplantet paa begge Sider med Poppel og Pil vekslende mellem hinanden og saa tætstaaende, at man paa lange Strækninger færdes i uafbrudt dybt, grønligt Halvmørke.

Ærø. Gade nær Havnen i Marstal.

Ærø. Udsigt fra Nordkysten mod Lilleø.

Halmø. Øer.s eneste Gaard, set fra Nord.

Avernakø. Ved Gadekjæret i Munke By.

Tæt udenfor Byen fandt vi Øens eneste, velbevarede Dysse, et lille Kammer med 4 Bæresten og Overligger, tæt omgroet med Benved. Foruden denne findes endnu kun 2 Dysser, der ligger Sydvest for Munke By, og af hvilke den ene mangler Overliggeren, medens den andens er nedvæltet, men endnu ikke ødelagt.

Vejen fører søndenom Søerne til „Galager Banke", hvor Landet ender i „Galager Rev" -— paa Generalstabskortet forandret til Gala-Rev(l); herfra gik vi nordover ad Tangen, som mod Vest skiller Søerne fra Havet. Den største af disse er Søndersø, almindeligt kaldet „Holme Sø". Havet æder aarligt flere Meter af denne smalle Tange, og de yderste Udflytterhuse bag Søen vil blive stærkt truede af Oversvømmelse, om Havet en Dag ved Storm og Højvande bryder helt igennem.

Ved Stormfloden Nytaarsaften 1904 saa Beboerne en Bjørnøfisker, hvis Skude var kommen i Knibe herinde under Paalandsstormen, vende Fartøjet lige ind mod Land og sætte plat for Vejret tværs over Holme Sø og Tangen og det hele — ud paa den anden Side og hjem til Bjørnø! Der er ellers til daglig Brug saa lidt Vand i Søerne her, at en almindelig Jolle knap kan flyde. —

Hele det Landskab, som vi her færdes i — omtrent Halvdelen af Hovedøen — er af Karaktér fuldstændig forskelligt fra Øens sydlige Del, der mest er høj og bakkeformet, frodig og dyrket. Dette er en vidtstrakt, flad Made, et øde Lavland, om Vinteren barskt, uhyggeligt og for det meste utilgængeligt, ofte under Vand og bestandig udsat for Vestenstormenes Hærgninger. Det er mærkeligt herudefra at se ind mod de højere liggende Dele af Øen med deres frugtbare Agre og den idylliske By, omgivet af Haver og levende Hegn.

Ad Tangen gaar vi forbi „Holme Sø" og „Skanodden Sø" til Nordkysten ved Revet. Hættemaager letter i store Sværme fra deres Kolonier herude, en Mængde Viber kredser over de flade Marker, og Ryleflokke tumler sig langs Stranden. Det siges, at Muddersneppen yngler her, og at der i gunstige Aar er Mængder af dobbelte Bekassiner paa dette Sted.

Majtræet er i begge Byer disses offentlige Stævne, hvor Bymændene indtil for faa Aar siden samledes ved alle vigtige Sagers Forhandling, naar Byhornet lød. Ved særlig vigtige Anledninger finder dette forøvrigt Sted den Dag idag. — Hver Pinselørdag bliver Træet gravet op af den Stenbunke, som ligger omkring dets Fod, og lagt ned og tjæret; de unge Piger klæder det med Kranse, hvorpaa det atter rejses. Samme Aften festes der under Træet, nutildags mest af Byens ældre Folk, som samles her for at drikke Ø1. Tidligere dansede Ungdommen i en Lo i Nærheden.

„Voldermisse-Gildet", der her som andre Steder i Landet fandt Sted d. 1ste Maj, er nu bortfaldet. Men Flaget og Byhornet, som ved den Lejlighed var i Brug, opbevares endnu hos Øens Oldermand, Peder Clausen i Avernakø By.

Her findes endnu en Mængde Overtro paa Øen. Den Familie, som mest har givet denne Næring, og som Gud og Hvermand var overbevist om kunde hekse, er nu uddød eller fraflyttet. De tilbageværende af dens Medlemmer har nu næsten alle bosat sig paa Korshavn. Folk herfra denne Side undgaar dem altid omhyggeligt og tør ikke vise sig indenfor deres Døre, og de skyes iøvrigt overalt, hvor de er kendte. Man nærer Skræk for dem for sine Børns Skyld, for sin egen Persons og for Kvægets Skyld. Den meste Sygdom eller anden Skade tillægges saadanne onde Personers overnaturlige Evner. Og den eneste, der kan hjælpe for Sygdom, som er kommen fra den Kant, er Kloge Søren i Frørup paa Fy en.

Stamfaderen til den berømte Heksefamilie hed Kristen Snedker. Han regerede paa Øen fra 1824—97, altsaa et godt Stykke op i vore Dage. Han var baade beundret og frygtet af sine Samtidige. Han ejede den ægte Cyprianus, og enkelte heldige havde, naar han troede sig ubevogtet, set ham sidde og læse i den. Særdeles dygtig var han i Faget. Saadanne Ting som at dølge Blod, forgøre Kreaturer eller Mennesker, vise igen, forhindre Naboen i at faa Smør i Kærnen eller flytte det over i sin egen, det regnede han kun for Smaating. Stor Skade voldte han ved sine „onde Øjne“s Magt. Havde han læst et eller andet Ondt, saa sad det ham i Øjnene, og vé da dem, der først kom ham i Syne. Derved ramte Ulykken i Flæng, og ofte den, som den var mindst tiltænkt. Ofret maatte til den kloge Mand i Gestelevlunde eller til „Kloge Søren".

Mange Rejser af denne Art har fundet Sted endnu i vor Tid paa Øen. Ethvert forvokset, epileptisk eller idiotisk Barn ansaas som et Offer for saadanne onde Øjne. — Det var ikke alene Kristen selv, der var begavet med denne Kraft, men ogsaa hans Søskende og deres Efterkommere. Hans Broder Frans, der blev Gaardfæster paa Bjørnø, var i den Grad skyet, at han aldrig fik Lov til at komme ind i en Stald derovre, og kom man trækkende med et Kreatur og mødte ham, var det almindeligt, at han blev kraftigt anmodet om at gaa afvejen, til man var kommen vel forbi.

En Søster til Kristen blev gift med en Husmand paa Drejø og spredte Skræk og Rædsel om sig derovre. En anden Søster ægtede en Gaardmand paa Korshavn og var lige saa berygtet som Broderen, ja næsten endnu mere frygtet, da hun ved et indsmigrende Væsen forstod at bestikke sine Omgivelser. Hun blev aldrig kaldt andet end Heksen, og mange er de Historier, der vidner om hendes Magt og Ondskab. En af hendes Sønner er endnu bestandig frygtet; faa tør have Samkvem med ham, og han faar aldrig Lov til at komme ind paa Steder, hvor han kan komme i Nærheden af Kreaturerne.

Alle disse Søskendes Børn og Børnebørn er spredt viden om paa Øerne. Og hvor de end bosætter sig, hvor de end færdes, følger Heksenavnet dem. Had, Afsky og Ringeagt gaar i Arv til dem — en besynderlig Skæbne i vore „oplyste" Tider. Der kunde skrives lange Afhandlinger om dette, men Emnet er ikke hyggeligt.

Parallelt med dette gaar et andet Karaktértræk hos Befolkningen, der vidner om dens Stolthed og Respekt for eget gode Navn og Rygte, om dens Trang til at klare for sig selv og værne sit lille Samfund mod andres Indblanding — en udpræget moralsk Renlighedssans.

Forbrydelser er overordentlig sjældne paa Øen, og Grunden kunde være den virkningsfulde Maade, hvorpaa man behandler kriminelle Tilfælde. Følgende Eksempel er typisk — det er kun et Par Aar gammelt: Der var begaaet et frækt Rødspættetyveri fra nogle Hyttefade; alle paa Øen var paa det rene med, hvem der var Gerningsmanden, men man melder ikke paa Avernakø en Mand fra Øen til Politiet! Afstraffelsen bestod simpelthen i, at han blev „stillet udenfor Samfundet" i nogen Tid. Man pegede paa ham — og ham skulde man nok vare sig for en anden Gang, sgu!

Kuren er i et Samfund paa et Par Hundrede Personer overordentlig virkningsfuld. Og det varede heller ikke i dette Tilfælde længe, inden Offeret blev mørt og meldte sig paa alle Fire om Tilgivelse. —

Men saa skete der det usædvanlige, at der ved et Fejlgreb fra en af Beboernes Side kom Politimesteren i Faaborg noget for Øre om Historien paa en Maade, saa han meget mod sin Vilje maatte blande sig i Sagen. Folk fra Øen blev indstævnede — men der var ikke én iblandt dem, som vilde vidne! Den Sag kendte man skam ikke noget til, det maatte simpelthen være Løgn — man stjæler ikke paa Avernakø, hvadbehager!

— Politimesteren var klog og lod Sagen falde.

Ogsaa i andre Tilfælde end kriminelle har man fra gammel Tid sin egen Rettergang herovre. Sognefogden kalder de stridende Parter sammen, og man klarer paa egen Haand Sagen med en Bøde eller en kraftig Advarsel —• Gud og Hvermand i det lille Samfund bliver indviet i Tingene, og Øen drøfter Tilfældet. Men til Politiet gaar man skam ikke, Vorherre bevares! —

Naar man har Jordebogens Navn for Tvillingøen, „Westræ Draghø“, i Minde, er det interessant at se, at dens Beboere saavelscm Indbyggerne paa de omliggende Øer endnu saa sent som i Begyndelsen af det 19. Aarhundrede kaldte Avernakø med Korshavn for „Vesterøerne". Men Øens oprindelige, ældgamle Navn er Arnakke, sandsynligvis af „Arre“, som var den gamle Betegnelse paa Havre, men nu kun er anvendt om en vildtvoksende Plante.

I Middelalderen, da Øerne endnu var skovbevoksede, var her fuldtop af Vildt — i Jordebogen nævnes saaledes Hjorte og Daadyr, og der fandtes Jagthus til Brug for Kongerne. Til langt op i den nyere Tid vedblev Øerne at være Krongods og hørte under Nyborg Lehn. I 1653 solgtes Øerne til Rigsraaden Otto Krag til Egeskov, som senere ligeledes kom i Besiddelse af Munke By. I Begyndelsen af d. 19. Aarhundrede kom Øerne under Hvedholm (Brahesminde), men er nu i sin Helhed købt af Beboerne, af hvilke dog først i 1922 den sidste blev Selvejer.

Paa Avernakø findes nu 16 Gaarde og 21 Huse, paa Korshavn 8 Gaarde og 11 Huse, og begge Øerne har tilsammen 308 Indbyggere, hvoraf kun ca. 100 paa Korshavn.

Øerne, som mistede en Del af deres Areal under Stormfloden i 1872, har bestandig haft Ry for deres store Frugtbarhed. Saaledes siger L.M. Wedel i sin „Indenlandske Rejse" (1799—1804) — efter Meddelelse fra Præsten Mathias Schiødte paa Langeland: „— her er ingen Ræve, Grævlinge, Rotter, Muldvarpe eller onde Urter, et herligt Land i flere Henseender, og saalidet som det er, saa frugtbar".

— Det var paa Marken ved Munke By, at man d. 16. April 1685 under en stor Sten fandt de berømte 6 Guldskaale af drevet Arbejde, som Øens Ejer Niels Krag skænkede Christian V. En af disse foræredes paa kongelig Befaling i 1812 til den franske Minister Alquier, de øvrige 5 findes i Nationalmusæet. Det nævnte Fund er det første i sin Art her i Landet, hvor der siden ialt er fundet 28 lignende Guldskaale — medens hele det øvrige Evropa kun kan opvise 5! — De er af fortrinligt Arbejde, rimeligvis fra Broncealderens Slutning, og er saaledes ca. 2000 Aar gamle.

Disse Smaaøer har Gang paa Gang overrasket os ved deres Rigdom paa Fugle. At en Mængde Maager, Svømmefugle og Vadere holder til ved deres Bredder og paa deres aabne, vandrige Strandenge, er naturligt. Men overalt paa disse aabne, skovløse Øer, hvor der blot er en Smule Have eller et Hegn, træffer vi Smaafugle, som ved deres Mængde i høj Grad præger Landskabet. Henimod 40 Fuglearter fandt vi paa Avernakø, deriblandt ikke mindre end 10 forskellige Sangere, blandt hvilke Solsort, Sangdrossel og Guldbug. Begge Slags Vipstjært saas, en stor Mængde Irisker og Svenskirisker holdt til paa Markerne og Skovspurve i Byer og ved Hegn. Blandt Vaderne saas Strandbrokfugl og Regnspove, og mellem Svømmefuglene Gravgaas og Sortand.

— De fleste Sangfulgle er for Maaneder siden bleven tavse. Stræbet med at skaffe Foder til Ungerne har taget al deres Evne og Tid Sommeren igennem, og nu, da Efteraaret nærmer sig, gør nye Krav sig gældende, Musikken er gaaet i Baglaas, og Noderne bliver gemt hen til næste Foraar. Før var det Familielivet, det gjaldt — nu begynder Klanen at røre paa sig. Fuglene er saa smaat begyndt at flokke sig til den lange Rejse.

Allerede er Regnspoverne ved at trække sydover; om Dagene ser vi dem i Flokke paa 4—5 Stykker komme fra Nord og Nordøst pegende med de lange Næser ned over Østersøen. Og om Nætterne hører vi halvvaagne deres underlig dybe Tundrafløjten ind gennem det aabne Skylight — som en Kammertone fra Stjærne til Stjærne.

Og gaar man om Dagen og har det stilfærdigt og tænker paa ingenting, kommer pludselig en Sværm tossede Smaafugle strygende om Ørerne paa én op over en Bakkekam og ned over et Kjær. Det ser ud, som en Haandfuld Avner bliver slængt henover Marken, naar de kaster sig. De har saa mærkeligt travlt og har faaet et helt nyt Sus i Halefjerene.

Selv Graaspurvene flokker sig, skønt der ikke er Spor af Grund til det — det er saadan nærmest af gammel Vane. Maaske ogsaa de for smaa Titusind Aar siden var Trækfugle, Strejfelysten sidder dem endnu indenfor de graa Veste. Men med dem biir det kun til den bare Forvirring og Palaver, og de ender om kort Tid atter under Straataget, eller, naar det kommer højt, i de forladte Stærekasser, der hvert Efteraar udstykkes til Husmandsbrug.

Hundredtusindvis af smaa Fuglehjerter, der ikke er større end en Ært, er sprængfærdige af den store Uro. De svulmer af Hestekræfter — og naar de en skønne Dag ikke kan bære Spændingen længere, gaar Motoren i Gang. Saa biir de til brusende Hære, der jager fra Ø til Ø, ud over Havet, nedover det store Fastland. —

Men nede ved Stranden farer Kystternerne rundt og kan aldrig blive færdige med at fodre de næsten helt udvoksede Unger. Fisk efter Fisk kommer de med, standser et Øjeblik paa svirrende Vinger over Ungen, der staar paa sin Sten, og afleverer Byttet i det aabne Gab, der bare bestandig skraaler paa mere Æde.

Barometret har i de sidste Døgn været i langsom, men uhyggelig sikker Dalen. Den sidste Aften, vi laa under Øens Kyst, friskede Vinden efter Solnedgang fra Sydøst. Omtrent Kl. halvti maa vi lette for en ganske pludselig opstaaende Kuling fra Vest og gaa Østen om Hukket ned til Munke By, hvor vi lægger os i Læ under Kysten og ankrer op i fuldstændig Bælgmørke.

Nede fra det nære Rev hører vi gennem Mørket Brændingens Susen mod Stenene. Jeg ligger i Køjen og tænker paa alle de uhyggelige Beretninger om Ulykker dér fra Stedet, naar i Efteraarsstormene eller under Vintermørket Folk har villet trodse sig over den smalle Tange, hvis Rullesten eller „Strandør“ snart flytter sig i nordlig, snart i sydlig Retning efter Stormens og Bølgeslagets Vej. — Her druknede i 1629 Sognepræsten Jacob Jørgensen, da han en Efteraarsnat vilde gaa fra Korshavn hjem til sin Gaard. D. 20. Oktober 1796 kørte en Mand over Drejet i stærk Sorm, hvorved en Kvinde og en halvvoksen Dreng, der sad bag i Vognen, skylledes ud af denne og forsvandt i Braaddet. D. 15. Juli 1841 gik en Pige fra Avernakø over i stærkt Højvande, hun forsvandt og kom aldrig mere tilsyne. I 1868 om Vinteren forsvandt en Mand fra Faaborg paa samme Maade. — Og saaledes videre.

Men Aar efter Aar vedbliver Øboerne at køre og gaa over Drejet. Havet betragter de trods alt med samme Tillidsfuldhed som den, der faar Beboerne af en Vulkans Sider til efter hvert Udbrud bestandig at vende tilbage til det Hjem, hvorfra de er fordrevet.

Havet gav dem Føden — Havet tog en Gang imellem en Mand!

Henpaa Natten løjer Vinden og det bliver næsten stille, kun Brændingen brummer endnu sagte mod Revet. Ved 2-Tiden hører jeg halvvaagen inde fra Land 5—6 skarpe, langtrukne Skrig efter hinanden — det er en Kirkeugle, der er ude og jage.

Et Øjeblik efter var der en Flok Viber, som tog paa Vej over et eller andet derinde — saa blev der stille. Men gennem Stilheden og det dybe Mørke hørte jeg pludselig en Gulspurv synge. —

1-23

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela