ALS
Kolding—Flensborg Landevej ned gennem Østslesvig fører gennem et af de . dejligste Landskaber i Danmark. Og hvem kender ikke den, hvert Aar be-færdes den af Tusinder af Landsmænd paa deres Vej til Grænsen, til Als eller Dybbølbjerg. Men den viser strængt taget kun én Side af jydsk Natur, Landskabet beslægtet med de nære Øer. Jærnbanerejsen mellem de samme Punkter er mindre idyllisk, men mere instruktiv; skønt den gaar kun 1/i—1 Mil vestligere, paa et langt Stræk jævnsides med den gamle Hærvej, følger den ligesom denne ofte Skellet mellem Fjordlandet og de gamle Ødemarker, bevægende sig saa at sige paa Grænsen mellem Godt og Ondt.
Straks efter at Toget har reddet sig ud af Hurlumhejen ved Fredericia, hvor der nuomstunder flere Gange om Dagen er større Rabalder og Røg og Damp end under selve Fredericiaslaget, saa snart det er sluppen ud af Virvaret og er bleven noget for sig selv med sin egen lille private Røghale efter sig, faar man paa Strækningen nær Tavlov det første bedaarende Indtryk af det østjydske, klassiske Fjordlandskab, Udsigten mod Syd over den nordlige Arm af Koldingfjord, Gudsøvig, forvirrende ved sin Blanding af Halvøer og Fjordarme, Bakker, Dale, Skove og frodige Kornmarker. Det er det karakteristiske „Lillebeltslandskab“, paa én Gang mildt og alvorsfuldt, idyllisk og storladent.
Men saa snart Banen Vest for Kolding drejer mod Syd ad Vamdrup til, og man ved Farris og Sommersted nærmer sig de Egne, hvorigennem Hærvejen, nu „Oksevejen" slynger sig, ændres Landskabsbilledet forbavsende hurtigt. Man er inde ved Vandskellet, Grænsen mellem Østens frodige, svulmende Bakkeland og de gamle midtjydske Hedeflader. Toget løber gennem den rene Elendighed, agrarisk talt, og værre bliver det jo længere man kommer sydpaa. Endeløse Flader, hvor dyrket, men fattig Jord veksler med smaa, sandede Heder og sorte Moser. Trøstesløst, fladt og uendeligt synes Landskabet næsten hele Vejen mellem Sommersted og Tinglev. Man er næsten hele Tiden kun en god halv Milsvej fjærnet fra Fjordbundens rige, skovklædte Aase, men har dem kun som en Anelse ude i Øst.
Men tager man fra Tinglev mod Øst til Sønderborg, forandrer Landskabet sig paany henimod det karakteristiske og bakkede Fjordlandskab. Ved Rinkenæs faar man det første herlige Udsyn over Flensborgfjord, der snart breder sig for Øjet som en Række af skønne Indsøer. Hvad er dansk og hvad tysk paa disse Bredder? — Forvirringen stiger sammen med Indtrykket af Skønhed, eftersom Toget iler mod Øst. Over det højt bølgende Sundeved ruller man Bakken ned mod Sønderborg uden at spore Byens Nærhed. — Alssund udspænder sin Bue dybt under en, man synker betaget ned mod dets Favn — og befinder sig pludselig paa Als, midt i Sønderborg!
Slesvigs Østkyst er et Foraarsland, og til Als skal man komme i Maj, naar alle dens Haver staar i Blomst. En saadan Dag saå jeg den første Gang, da jeg fra Sønderborg en aarie Morgen kørte ind over Øen.
Als — Als! Din straalende Sol, din Østenbris, dine hundrede Lyksaligheder! Med dine veldyrkede Marker og duftende Haver om de rige Gaarde er du et Arka-dien. Og ad dine brede Veje, der er fine som et Stuegulv, men gaar Bakke op og ned, og hvorover Frugttræerne strør deres Blomster, kører de dejlige sønderjydske Piger paa Cykle.
Forbi Augustenborgs hvide Murmasser glider jeg, der hvor den dukker frem af sin Park, hvor Pirolen synger skønnere end Vælsklands Nattergale. Kirsebærtræernes Sne og Æbletræernes rødlige Biostre kaster klare Skygger over de brede Veje, og Høet sender sine tunge Dufte ud over Landet.
Det lave Midtland, som strækker sig tværs over Øen og deler den i to Dele, er maaske landskabeligt Øens fattigste Egn. Als har i en nyere Tid mistet en stor Del af sine gamle Skove. Nu er kun den smukke Nordskov (Nørreskov) paa Nordøstsiden, Sønderskov ved Sønderborg og Lambjerg Indtægt ved Høruphav tilbage foruden Skovene paa Kjær-Halvøen. Fra sine Hovedveje virker Øen overhovedet ret skovløs og vilde synes helt aaben, om ikke den var dækket af Mængder af levende Hegn. De gamle, store Bønderejendomme er for en stor Dels Vedkommende bleven delte, og der er tæt Bebyggelse næsten overalt. Kun faa af de gamle, pragtfulde Al-singergaarde er tilbage, og den nyere Bebyggelse uden for Landsbyerne er for det meste tarvelig. Men Øens Hegn og Haver dækker over mange Synder. Og de alsiske Landsbyer har endnu hist og her bevaret Præget af gammel Kultur. De fine Bindingsværksbygninger, af hvilke den mest fremragende er den berømte „Hans Duus’ Gaard“ i Fjelby, er i Slægt med de bedste fyenske. Og om Gaardene breder sig Haver, store som hellige Lunde, eller de ligger som blomsterstraalende Bælter foran Husenes Facader ud mod Vejene.
Et gammelt Sagn fortæller, at der engang opstod Strid mellem Alsingerne og Sundevedboerne om hvilket af deres Lande der var det smukkeste. Efter megen Snak frem og tilbage enedes man om, at der var smukkest paa Sundeved, fordi man derfra har Udsigt til Als. — Der ligger en lidt bitter Sandhed til Grund for Sagnet: Udsigter over Als faar man ret sjældent fra Øen selv, uden fra et Par af dens største Højdepunkter. Derfor bærer dens levende Hegn Ansvaret. Denne Skavank deler den forøvrigt med Sundeved og mange andre Egne af Østslesvig. Men Øen er i saa høj Grad et Detaljernes Land, at man ofte netop paa ganske nært Hold faar Øje paa dens ejendommelige Skønhed. Als er smukkest fra sine egne Veje — selv om man kun ser Vejene!
Ofte har man Indtryk af, at Vejene løber mellem sammenhængende Haver; Bygningerne ligger saa tæt, og i Husenes Forhaver staar et Væld af frodige, blomstrende Frugttræer, der lyser som Baal i Solen. En herlig Detalje finder jeg inde i Hagenbjerg By — Havnbjerg siger Beboerne — hvor jeg maa dvæle et Øjeblik ved den gamle, romantiske Præstegaard, der med sin næsten parkagtige Have, sin vide Indkørsel med de to murede Granitsøjler og med sin fornemme Beboelseslænge er et Minde om en Tid, da Præsterne endnu var Sognenes førende Folk og Præste-gaardene Kulturcentrerne ude paa Landet.
Efterhaanden som Vejen gaar op over Øens højtbølgende Nordland, kommer af og til Udsigter over Land og Fjorde. Det stærkt vekslende Terræn er ensartet udnyttet — alt hvad her gror paa hver eneste Kvadratmeter kan spises.
Og saa kommer pludselig den bedaarende Udsigt paa langs over Nordborg Sø — alt blide og runde Linjer, aabent og stadig skovløst. Den store Nordborg Flække har en herlig Beliggenhed mellem de jævnt rundende Bakkehæld, der falder ned mod den smalle, sivkransede Sø og Lavningen, som fra denne fortsætter mod Nord. Her ligger den skønne Nordborg Kirke; som hentet ud af en Eventyrbog løfter den sit smukke Spir og sine hvide Mure over de vældige Træer, der kranser den paa dens Bakke bag den frodige Dalsænkning, hvor Smaahuse kryber sammen ved Foden af dens Kirkegaardsmur. Billedet fuldendes af det blanke Kvæg, som græsser over Dalbunden fjærnt og nær. Mod Sydøst, hvor Søen aabner sig vidt, ligger endnu delvis omflydt af dens Vande det gamle Nordborg Slot, i tidligere Tider Hertugerne af Nordborgs Sæde.
Egnen om Nordborg er et af Øens smukkeste Steder. Ser man hele det nordalsiske Landskab oppe fra den østligere beliggende Hagenbjerg Møllebakke, da vil man forstaa den dybe Beundring, som J. Th. Lundbye nærede for det.
Vist er Als vidunderlig, i højeste Grad indtagende. Og dog, i hele den nordlige Del, ja helt ned til Norden for Høruphav, findes strengt taget kun to Landskabstyper: den frodige Mark over de brede Bakkedrag, og den frodige Skov. Alt er saa saare godt. Et inderligt, landskabeligt Slægtskab med Fyen — Fænø — gennem sin Frodighed, og med det nære Jylland — Sundeved — gennem de veldyrkede, runde Bakker og Dale.
Hvilken Yppighed og Velstand overalt! Og denne rige Ø har frembragt en Befolkning, som trods hundredaarig Adelsvælde og Undertrykkelse nu i Selvbevidsthed og Selvhævdelse søger sin Lige — og med en gammel høj Kultur. Alsingeren var fra gammel Tid mere bunden til sin Hjemstavn end de fleste andre Sønderjyder, idet Fæsterne her ikke havde Lov til at sælge deres Gaarde, og Selvejernes Antal kun var ringe. Mange Bønder paa Øen har gennem umindelige Tider haft Stam-navne, som f. Eks. Blad, Grav, Hjort, Brag og Kaad — Enstavelsesnavne med Klang som Øksehug. Gamle Aktstykker viser, at en Mængde af disse Navne hidrører helt fra Middelalderen. Og unægtelig maa det give Holdning og Anseelse, naar man kan tale om sig selv som den tolvte eller trettende Nis Brag! — Som Øens Natur, saaledes er dens Befolkning under alle Omskiftelser vedbleven at være udpræget dansk, med en Vedholdenhed og Troskab, som næppe overgaaes i andre Egne af Sønderjylland.
Den alsingske Bonde, som med Sindighed og Omhu dyrker sin rige Jord, var heller ingen træg Mand, naar Festen vinkede. Og i Retning af at komme i Feststemning gav hans Kone ham ikke noget efter. Der gaar stærke Frasagn om gamle Gildeskikke paa Øen, hvorom en eller anden ærværdig Gubbe eller Bedstemor endnu vilde kunne aflægge Vidnesbyrd. Endogsaa efter Barselgilderne, hvor Traktementet var Kaffe og Brændevin, kunde det store Selskab, naar det var for Hjem-gaaende, sætte en hel By paa den anden Ende. Under Raab og Rabalder indfangede de enhver, de mødte paa deres Vej, og tvang dem ind som Deltagere i denne As-gaardsrej. En Kusk kunde blive revet ned fra sit Sæde paa Vognen for at give Plads for Festdeltagerne, som hujende for rundt ad Vejene paa Køretøjet. Efter Barselgilderne kunde Kvindfolkene opføre sig som rene Amazoner. Fra Als har man Beretning om, at et Selskab af oprømte Kvinder, der kom fra et saadant Bakkanal, nær havde druknet en Præst og hans Kone ved at jage Hestene med det lukkede Køretøj ud i et Gadekjær. Saadanne Efterslæt af „Kvinnbaseler" var kendt over hele Sønderjylland, der stod samme Gny af en ny Sønderjydes Tilsynekomst som andre Steder ved Fastelavnstider. Et gammelt Ord dernede siger da ogsaa: „Ven di Kvinnflok fær nower i æ Hoj, saa vær di aalle tompe“. — Men alt sligt hører nu en halvt forglemt Fortid til.
Alsingeren er rap med Svar, fra gammel Tid kendt som et hurtigt Hoved. Velkendt er maaske Historien om Thomas Stur, som var Amtmand paa Øen, mens Christian II sad fangen paa Sønderborg Slot. Da Kongen slap ud, var Stur i Mellemtiden bleven gammel og skaldet, og Kongen sagde noget haansk til ham: „Det har været en slem Storm, Thomas, der har blæst Haaret af Dit Hoved.“ Hvortil Ridderen svarede: „Det var en værre Storm, Christian, der blæste Kronen af Dit!“ — Frejdighed og Raphed er bestandig et af Alsingerens Kendemærker. Men han er foruden at kunne klare sig i en snæver Vending tillige kendt for at være i Besiddelse af en usædvanlig Udholdenhed, naar det gælder om at naa et Maal. I den store Sejlskibsperiode, da Skuder fra Flensborg, Sønderborg og Aabenraa gik paa Langfart til Amerika, Ostindien og Kina, søgte et stort Antal af Øens bondefødte Folk Lykken i de fjærne Egne og vendte ofte hjem med en Formue — og med et Præg af Verdensmand over sig, uden at have sat sin jævne Øbo-Munterhed overstyr.
Notmark finder jeg er Als’ mest bemærkelsesværdige Landsby. Højtliggende omkring sin gamle Kirke og med fremragende Udsigter over Landet lader den fra sine Banker haant om alle de spærrende Hegn. Vidt vandrer Blikket over Vestlandet med dets Herregaarde mellem de aabne Marker. Byens gamle, romanske Kampestenskirke er trods middelalderlige og senere Ombygninger et herligt Bygningsværk; særlig smukt er dens kolossale Vesttaarn, tungt og bastant som en Fæstning, og ligesom beslægtede Taarne paa Fyen med Gavlene i Syd og Nord. —
Landsbyens arkitektoniske Skønhed kulminerer i dens gamle Præstegaard. Stuehuset, som er opført af røde Mursten med Bindingsværksbjælker, staar udvendig i sin oprindelige Skikkelse og er en ren Pragtbygning i sin Art. Det er opført 1688. Over Hovedindgangsdøren findes en højst original Inskription, forfattet af den daværende Præst paa Latin. I denne udtrykker han sit Had imod sine Efterfølgere, fordi de umuligt vil kunne skatte det Bygningsværk tilfulde, som han her har ladet udføre!
Ganske nær S.Ø. for Notmark ligger Øens højeste Punkt, det 81 m høje Høge-bjerg, Als’ Fuji Yama. Alle andre Bakker fjærnt og nær synes herfra jævne og lave. De fyenske Smaaøer løfter sig over Havet i Øst gennem den lette Dis: Lyø, Avernakø, Korshavn og Ærø, bagerst de høje Banker ved Svanninge — hele den sydvestlige Fyenskyst svømmende i Soltaagernes Glans. Mod Øst Sønderjyllands Højder bag Augustenborgfjordens blaa Spejl. Idyl ved Idyl hviler dernede under mig bag hver Bakkekam, hvert Hegn og hver en Vraa i Dalene. Næs, Øer og Havarme i yndig Blanding, aabne Banker med rige Kornagre, delt af levende Hegn, Lunde og store Haver rundt omkring. Alle Østjyllands Herligheder for min Fod.
Udsigt fra Løgumbjerg mod Syd.
Ved Skovløberhuset Melvedhus i Nørreskoven paa Als.
Als. Havnbjerg Præstegaard.
Præstegaardens Stuehus i Notmark paa Als, bygget 1688.
Bier summer og Lærker synger, de første næsten overdøvende de sidste. Fandens Mælkebøtter i Millionhære over Bakken med Bellis som smaa rødmende Marketendersker. Fluer farer som vildskudte Projektiler fra Maskingeværer forbi mit Øre. Gulspurve synger fra de blomstrende Hvidtjørnes Top. Haner galer over hele Alsland. Alt stiger som et Duft- og Toneoffer op mod Solen.
Men er man bleven mæt af det aabne Land med dets Marker og Hegn over alle Bakkehæld, da kan det være forfriskende for Øje og Sind at begive sig ud til Øster-søsiden og faa et Pust af den salte Østenbrise, som idag kruser den blaa Flade og jager pylrende Smaabølger ind mellem Strandens Ral under Nørreskovens Bøgestammer. Trods den kraftige, forstmæssige Røgt, der her som overalt i Landet har fortrængt de „brede Bøge ved salten Østerstrand“, har denne Skov herlige Steder. Inde i dens skumle Dybder, hvor den gamle, højstammede Bøgebevoksning regerer enevældigt, staar de himmelhøje, bladløse Stammer, der er som Søjlerne i Milanos Domkirke i Tyngde og Farve. Et Genskær af himmelsk Lys gaar gennem Toppenes Bladguld, som gennem grønlige Ruder, og falder i næsten usynlige Tragter skraat ned gennem det graa Tusmørke. Vidt og bredt sér man kun de ensartede Stammer omkring sig, tunge, glatte og haarde som Jærn staar de over det brune Gulv af visne Blade. Under Tugt og Vold har de ranket sig mod Lyset, men hver med sin hærdede Træsjæl dybt inde i Marven bag Barkens haarde Panser, som jærnklædte Kæmper i en Hær — „hver for sig og Gud med os alle!" Et Træøde, hvor ingen anden Vækst trives, intet Fuglefløjt lyder, intet Insekt summer, en Stilhed som i Katakombernes Kjældere.
Men fra det grønlige Mørke kommer jeg pludselig ud til en Lysning, en bred Vej forbi et Skovløberhus, hvor det er som alt Lyset slaar sammen i Flammer over den hvide Vej, det straalende Bøgeløv, Husets kalkede Bindingsværksmure, Forhavens Urtebede og det mosgrønne Tag, en Fanfare af Farver og Lys og Varme. — Svaler kredser over Vejen, Spurve holder Palaver under Tagskægget. En Høne raaber til Barsel omme bag en Busk, en anden gaar skrukkende med en Flok Kyllinger over Vejen.
Det er vel et saadant Syn, der har foresvævet Heine, naar han forsikrer, at han er en Mand, der kun har de allerbeskedneste Fordringer til Livet: et lillebitte Hus, ganske ensomt, med nogle hvide Høns og kurrende Duer, og omgivet af en Have med blomstrende Frugttræer. Og kunde han saa, naar han en Morgen aabner Vinduet, se et Par af sine værste Fjender hænge i et Træ udenfor, da vilde hans Tilfredshed være fuldkommen.
I Lavensby mellem Nørreskovens yderste Udløbere og Nordborg Sø bor den gamle Veteran fra Fireogtres, Nis Smith, som gaar i sit 94de Aar. Ikke alene er han en Seværdighed, fordi der foruden ham nu kun er en 6—7 Mand tilbage af dem, som var med i vor sidste slesvigske Krig — den sidste fra Otteogfyrre døde for en Del Aar siden — men fordi han er en typisk Sønderjyde og en elskelig gammel Mand. Han er saa mildnet af Aarene og blid af Sind, at han næsten ligner en gammel Kone med Kasket paa. Han er i den Alder, hvor gode Folk allerede synes at være i Himlen. -— Hans velmente Forsøg paa at skildre for mig Tilbagetoget fra Danevirke strandede paa, at jeg var saa optaget af at se paa ham, at jeg næppe hørte efter. Da jeg sigtede paa ham med mit Fotografiapparat, sagde jeg: „Der er jo bleven skudt paa Dem med det, der er værre end dette her.“ Og det indrømmede han med et lille Smil, omend han var stærkt betaget af Situationen.
Alsingerne er iøvrigt ligesom de sønderjydske Fastlandsboere gennemgaaende ikke store af Vækst; de er som oftest lette af Bygning og har fine, regelmæssige Ansigter. Jeg vil tro, at Undtagelserne stammer fra Blanding med de svære Øboer Østen for Øen, fra Ærø eller Lyø.
Af alle Øens Landskaber er der intet, der indtager mig mere end Egnen omkring Høruphav, især set fra et Sted paa Vejen mellem Lille Mommark og Tandslet. Mon ikke dette Sted er det smukkeste og ejendommeligste paa hele Øen! Jeg synes det. Sjælden har jeg i Danmark og aldrig andetsteds set blidere Linjer og en skønnere Fordeling af Hav og Land.
Jeg synes, at disse lave Enge dernede med Kysternes enkle Linjevirkning bærer Prisen langt fremfor de mere turistmæssigt berømte Steder paa Øen. Men man skal helt ned ad Vejen langs Nordsiden af Høruphav, til Vibæk og Vibøge Møller, for ret at fordybe sig i dets Skønhed. Mon ret mange kender dette Sted? — Her skal man sætte sig paa det jævne Hæld ned mod Fjorden i Læet ved et Hegn under Tjørnenes Sne og tænde sin Pibe; saa vil man om lidt, naar man er bleven til en ubevægelig graa Ting, der hører hjemme i Landskabet, høre Nattergalen slaa og se Tornsangeren slæbe af sted til sin Rede med Straa, der er saa lange, at den har Slagside under Flugten.
Herinde nær Kysten i en af Øens største Bøndergaarde bor en Familie, hvis Ældste, der nu er en Mand paa henimod de Firs, som ganske ung forlod sin Fødeegn her for sit danske Sindelags Skyld. Som 17-aarig drog han bort fra Hjemstavnen til Danmark for at undgaa at komme i den forhadte tyske Uniform. Samme Aar udvandrede fra Nordslesvig ialt 740 unge Mænd af samme Grund, enkelte af dem drog til Amerika og blev borte med det samme. Den gamle fortæller mig, at han slog sig ned paa Ærø, hvor han fik Gaard og giftede sig. Først umiddelbart efter Genforeningen vendte han tilbage til sin Fødeegn med hele Familien. Hans stoute Søn, en typisk Ærøbo ved sin robuste Sundhed og vældige Vækst, en mærkelig Modsætning til den lille, fintbyggede Fader, styrer nu Gaarden, mens den Gamle i Ro nyder sin Livsaften paa de Steder, som han ikke har set siden han var en stor Dreng, men som han med ægte Alsingersind maatte vende tilbage til.
Mens han taler med mig, siddende paa en Stol ved Gaardens Gavl, kravler to—tre smaa Sønnesønner rundt paa ham og kæmper om Hæderspladsen paa hans Knæ, mens han med sine smukke, gamle Arbejdshænder stryger dem over det lyse Haar. De skal nok lære at synge de danske Sange, som han kun turde nynne, da han var ung.
Paa Als har Hadet til Tyskervældet altid været levende. Indtrykket fra den ulykkelige Krig var her saa friskt, Dybbøl er saa nær, Drønet fra Kampen derovre gav længe Genlyd i Alsingerens Sind. Og glemte han det, havde han Monumentet paa Arnkilsøre at ty til, for at faa det opfrisket —- Mindet om Prøjsernes Overgang over Sundet til hans Ø.
En karakteristisk Historie fra den Tid lyder saaledes: „Da Prøjserne var kommen til Øen og havde besat den, var et Kompagni en Dag ude paa Eksersits. En Dreng, som gik i Nærheden og passede Svin, kaldte paa sin Hund, der lød Navnet Wrangel. Officeren blev opmærksom paa dette, men sagde ingenting. Senere spurgte han en anden Dreng, som ogsaa vogtede Svin et Stykke derfra, om hvad hans Hund hed. — „Han hi’ Wrangel,“ sa’e Drengen. — „Men hedder da alle Hunde paa Øen Wrangel?“ raabte Officeren. — „Nææj, di gjør’ ek’,“ svarede Drengen, „de æ blot æ Swinhund’!“
Der er næppe mange Sogne i de af Prøjserne besatte Egne af Sønderjylland, hvor Befolkningen ikke har lettet Sindet ved at komponere Begivenheder af den Art. Men i den øvrige Del af Jylland, især naturligvis i Nordjylland, lever den Dag idag Minder om de tyske Fætteres Besøg, da de jævne Bønderkarle i den fremmede Uniform under den lange Indkvartering tog gladelig Del i Gaardens Arbejde paa Mark og i Lo og til stor Forundring for Jyden viste sig at være af samme Slaw som han. Mange af dem, baade Officerer og Menige, vedblev i Aarevis efter Hjemrejsen at føre en rørende Brevveksling med deres danske Værtsfolk. Endnu findes mange Steder gemt gulnede Breve med Underskrifter af mærkelige Navne med tysk, østrigsk og polsk Klang.
Intet Sted paa Øen har den alsiske Natur og fin Kultur i Forening skabt et mere harmonisk Hele end i den augustenborgske Slotspark. Det er et heroisk Landskab, hvilende i sin storslagne Ro med de aabne Plæner og skovagtige Tykninger ned mod den smalle Fjord. Der venter dette Sted en sørgelig Form for Staffage, idet Slottet, som har staaet ubeboet siden 1914, er ved at blive omdannet til Sindssygehospital, og en Mængde Nybygninger er allerede ved at gro op om Slottet til Patienternes Brug. Endnu en kort Tid kan man vandre uforstyrret i den store Park, hvor mærkelige Træer ranker de vældige Stammer og hvor mange Sangfugle holder til. Længe gik jeg omkring derinde, fordi jeg vidste, at Pirolen har tilhuse paa dette Sted, den dejlige gule Fugl med en Røst, som fordunkler alle andre Sangeres i Dybde og Klangskønhed. — Under en vældig, ontarisk Poppel, om hvis Fod Grønsværet var plettet af den yndige violette Skælrod, ventede jeg en Time, men hørte kun Solsortens og Bogfinkens Slag oppe fra Bladehanget, og inde fra Tykningen Stemmer af Gulbug, Musvit og Gærdesmutte. Den sjældne Sanger fik jeg ikke at høre, den kom ikke — og hvad kan det saa nytte. Hvad kan Recensenten gøre, naar Dyret udebliver!
Kun meget lidt af Sønderborg By overstod Branden under Bombardementet i 64, og Byen virker i daarlig Forstand ny. Pragtfuldt er dens gamle Slot, ejendommeligt virkende ved sin uhyre Masse, ved Stof og Farve — mere som en Klippe end som et Værk af Menneskehænder, et besynderligt sammenbrændt Konglomerat af Stenarter, grønt, brunt og graaskimlet paa sine vejrbidte Flader af mægtige Mursten. Efter at have været tysk Kaserne er det gamie Slot nu en værdig og storslaaet Ramme om et af vore rigeste Provinsmuseer.
Fra det herlige Anlæg, som omgiver det, saa jeg en Aftenstund for første Gang over Sundet Dybbølbjerg med dets Mølle. Navnet Dybbøl mindes jeg fra jeg var en Purk, der ikke kunde udtale det. Jeg saa dengang paa min Barndomsegn i Jylland de første Lirekassemænd, Heltene fra Krigen, i vor Gaard — med én Arm og ét tomt Ærme og med Bukserne flagrende om Træbenet, mens de med den tiloversblevne Arm drejede Lirekassens Haandsving. Hvilket Privilegium — Nationen slikker sine Saar med Værdighed, ikke! Lirekassen blev heldigvis opfunden saa betids, at Aanden fra Otteogfyrre kunde blive udsat for den efter Oplevelserne i Fireogtres.
Danskerne har altid kunnet tabe med en næsten utrolig Fatning — ikke den mindst fremherskende Side ved Folkets Tapperhed. Taabelige Krige har sønderdelt et i Forvejen geografisk adsplittet Landomraade, umuligt at holde sammen paa. Gud véd om Danerne, som i Tidernes Morgen drog herover fra Sydsverige og underlagde sig Landet, havde indladt sig paa dette, hvis de havde anet hvilket forfærdeligt Rodsammen af en Geografi de kom ind i.
Træerne i Anlægget hælder deres tunge Grene ud over Plæner og Gange, Luften er tung og stille, Aftenbrisen truer med Regn. Dybbøl Mølle ligger graahvid paa sin Banke mod den uvejrssvangre Luft, som en Spøgelseskildvagt paa sin Post. — Hvor er her stille! Jeg tænker paa hine Foraarsdage, da Granaterne ovre fra det høje Broagerland, skjult herfra bag Banken men farligt nær, pløjede gennem de danske Skanser derovre eller skruede sig ned over Byen her bag mig, og paa den blodige 18de April. Hvor mærkeligt nærværende det hele bliver!
Gennem de stille Gader gaar jeg op til Kirkegaarden. Disse sundevedske og alsiske Kirkegaarde taler deres stille og stærke Sprog: de store Krigergrave med deres Faldne fra de to slesvigske Krige. Men friskest virker Mindesmærket over Sønderjyder her fra Egnen, som faldt i Verdenskrigen; godt og vel to Hundrede Navne er hugget deri, blandt disse ogsaa en Mængde med tysk Klang. To Kranse finder jeg henlagt ved Monumentets Fod, en med danske, en med tyske Farver.
— Er man i Sønderborg-Museet kommen igennem den altfor store Afdeling med Rariteter fra Verdenskrigen og havner inde i de Rum, som indeholder Minder fra vor første slesvigske Krig, da gribes man modsætningsvis af en helt hyggelig Stemning. Mærkeligst af alt derinde finder jeg et alenlangt Stykke af en svær, oversavet Bøgestamme, hvori en fjendtlig Feltvagt i 1848 har indskaaret sit Navn. Fundet blev gjort ved et rent Tilfælde. Træet var bleven fældet i Sottrup Skov i 1909 omtrent paa det Sted, hvorfra Tyskerne gik over til Als i 1864. — Inskriptionen lyder i sin Helhed saaledes:
Mecklenburger
Feldwache
1848
Oldenburge(r)
Det er et grundigt Stykke Arbejde, dybt ind i Veddet, som den gamle Soldat har udført her paa sin Post for at faa Tiden til at gaa.
Hvor kommer man det hele mærkeligt nær gennem denne intime Hilsen. Her er givet en Situation, som man ser levende for sig. Den unge Tysker Staak har ikke været rigtig vendt, da han skar S’et; men ellers er det udmærket gjort. Han har givet sig gode Stunder til Arbejdet og velsagtens røget sig nogle Piber Tobak dertil i sin Ensomhed, mens Skoven har levet sit uforstyrrede Liv omkring ham — Fuglesangen fra Træer og Buske, Vindens sagte Ruslen i Løvet, Røgen der langsomt stiger fra hans Pibe.
Blev han heroppe, eller slap han hjem til sit Oldenburg? Ialfald er det over firsindstyve Aar siden, han skar sit Navn som Feltvagt i Sottrup Skov, og nu har han vel forlængst taget Post paa det ensomme Sted, hvor ingen Afløsning kan ventes.