VIGELSØ
Foruden de 5—6 ganske ubetydelige Græsholme, som ligger i Odensefjordens ydre, bredere Del, findes i den indre, sydvestre Del 3 noget større Øer, af hvilke de to, Hasselø og Tornø, dog ligger nær Fastlandet og kun er skilt fra dette ved et smalt og grundt Vand, ligesom deres Karakter ikke afviger fra dette. Heller ikke Vigelsø skiller sig i nævneværdig Grad fra Fyens nærmeste Kyster og har kun faa af Øens ejendommelige Egenskaber; men den har nogen Interesse ved sin Rigdom paa Fugle — ikke Arter, men Individer.
Øen har den anselige Størrelse af 249,7 Tdr. Land, men er meget lav, idet dens to højeste Punkter, et paa Nord- og et paa Sydenden, kun naar 5 og 6 Meter. Hele dens sydlige Halvdel er opdæmmet Land. Den nordlige Halvdel er saa godt som fuldstændig opdyrket, mens Sydenden anvendes til Græsning. Øen hører under Østrup Sogn i Odense Amt og har en eneste Gaard og et Hus. Naar undtages Haver med store Træer ved Huset og Gaarden og en Allé mellem disse er den blottet for Træbevoksning.
Grundigt forberedte under Indsejlingen gennem Fjorden var vi hvad Øens landskabelige Fysiognomi angaar belavede paa det værste. Øen er fed og god, og det er ikke frit for at virke symbolsk, at den paa Kortet har Form af en Skinke.
Rundt om dens sydlige Halvdel strækker sig langs Yderkysten fra Vest- til Østsiden et mægtigt Dige, et Værn mod Fjordens Oversvømmelser. Faa Maane-der efter at vi havde besøgt Øen, gennembrød Fjordens Vand imidlertid Dæmningen under den voldsomme Oktoberstorm 1921 og oversvømmede de rige Enge, hvor Saltfloden gjorde uhyggelige Virkninger paa Jordbunden. —
Det kedsommelige Indtryk, man faar under Vandringen over de dyrkede, regelmæssige Marker paa Nordsiden og Udsigten herfra over den af græssede, jævne Engflade, brydes noget, saasnart man kommer ud over denne og nærmer sig Sydkysten. Allerede ved Gaarden havde vi mødt baade Forstusvalen og Bysvalen, den almindelige Spurv og Skovspurven, og senere Gulspurve, Bomlærker og den hvide og gule Vipstjært; og allerede ved Stranden saa vi baade Storm-maager og Hættemaager flyvende. — Nu paa vor Vandring over Engen ser vi i Hundredvis af Hættemaager; de staar overalt paa deres Reder i Grønsværet, paa Dæmningen og paa Stranden udenfor denne, andre Hundreder svæver over os og fylder Luften med en ustandselig, voldsom Skrigen, af og til slaaende som rasende efter os. Vi kan næppe høre, hvad vi selv siger i dette øredøvende Spek-takkel. En stor Flok Terner (Sterna hirundo) trækker hen over os, da vi nærmer os Dæmningen. Lige inden vi naar denne, støder vi paa et Par Agerhøns, og en Hare farer skrækslagen afsted over Engen, rivende endnu én med sig i Flugten. Lærkesangen overdøves næsten af Rødbenenes gneldrende Skrig og Præstekravernes Jamren. Og da vi naar udenfor Dæmningen og gaar paa den smalle, rørbevoksede Strand langs denne, ser vi pludselig over en Aabning mellem to store Rørskove et Glimt af en Odder i Spring.
Hele Vejen langs Sydstranden fandt vi udenfor Dæmningen store Mængder af Vandkvan, som længere nordpaa afløstes af frodige Tagrørskove. Det var Kvanens Rod, som vore Forfædre kaldte „Alrune", og som de efter Sagaernes Beretninger med saa stor Fryd tyggede paa ved alle mulige Lejligheder — og det var dens svære, hule Stængel, som Olaf Tryggvesen (om jeg mindes ret) engang i sin Nidkjærhed for at udbrede Kristendommen anvendte som Overtalelsesmiddel overfor nogle hedenske Høvdinge, der strittede altfor stærkt imod, da han havde sat sig i Hovedet, at de skulde annamme den nye, milde Lære. Som sidste Middel for at naa sin Hensigt stødte han de tykke, hule Rør af nogle Vandkvan ind i deres Hals og lod ad denne Vej et Par Hugorme spadsere ned i deres hedenske Indvolde. Om Kuren hjalp, mindes jeg ikke; men en Forsmag paa Tilstanden i de Kristnes Helvede maa man vel have bibragt de genstridige ...1)
Vandkvanen her naar en Højde paa indtil 2 m. — Det maa dog egentlig have været spændende at se en Hugorm begynde at lirke sig ind ved Rørets ene Ende, mens man selv havde den anden i Halsen — hvilken djævleblændt Aperitif! De Gamle plejede at gaa heden med en Vittighed paa Læberne; men hvilke pragtfulde bonmots er der ikke ved denne Lejlighed bleven stikkende i Halsen paa Heltene!
Før Middag den næste Dag var vi atter mellem Korshavns Smaaøer, og den følgende Morgen tørnede vi ud Kl. 5 og fyrede op under Motoren for at gaa til Romsø i Storebelt.
Om Natten er Vinden gaaet fra Vest til Nordvest og staar med stiv Kuling i tunge Byger ind mod Land. Vi stuver væk i Kahytten alt, hvad der nemt kan ramle, trækker i Oljetøjet og gør i det hele taget klar til Storvask. Saa letter vi og gaar ud forbi Langshoved.
Med Nordvestvinden staar Havet ind paa Kysten helt ovre fra Jyllandssiden, og vi fik nu her for første Gang „Rylen" ud i høj Sø. Vandet stod i et Væk ind over Stævnen og vaskede langs ad Dækket. Men „Rylen" er aabenbart en fortrinlig Søbaad, den vager udmærket; selv da vi rundede Revet og fik Søen tværs bar den sig sømmeligt og fornuftigt ad.
Vinden løjer efterhaanden, men den trækker endnu godt, da vi kommer Østen for Fyens Hoved og holder sydover. Herinde er Søen smul, Hinsholmen skærmer os mod Vejret. Det begynder at revne deroppe, det store, graa Dække; glimtvis aner vi Solens Ansigt bag Skyerne. De tykke Masser ruller sig sammen, som om der et Steds oppe i Himlene bliver trukket i lange Tove, der er fæstnede i Skydækkets Rande. Saa glider det bort fra Horisonten i Vest; en lang, smal, skinnende Stribe kommer tilsyne bag Fyens Land, og snart ligger Hinsholms Bakker i blændende Lys af skarpe Solstraaler, der tænder Ild i den ene grønne Græsmark og okkergule Klint efter den anden. Det mørke Tæppe staar et Øje-
blik lige over vore Hoveder med sin Rand, der er saa skarp, som den var skaa-ret med en Kniv. Ude i Læ ser vi Himlen og det store Hav med denne mærkelige Dommedagsstemning, som der er over et bortdragende Uvejr. Det ser ud, som om Universet er spaltet i to Dele, der er saa forskellige som Himmerig og Helvede; vi sejler lige paa Grænsen af Godt og Ondt!
Men Lyset nærmer sig. I vældige, brede Ilinger kommer det jagende vestfra over Havet, som Kaskader af dryppende Ild over Bølgernes Kroppe •— med et Kast er det pludselig over os, og Alfaders store Øje gaar over Skyens Rand.
I Syd løfter sig over Havet en skovklædt, solbelyst Ø. Det er Romsø.