VEJLØ
Det er bestandig Solskin fra en blændende, skyløs Himmel, men endnu bidende koldt, da vi næste Morgen Kl. 7 ror ind til Vejlø. 15 Pibeænder trækker forbi Baaden undervejs, og ved Landgangen modtages vi af kvidrende Forstusvaler.
Øen er som sin sydlige Nabo Slotø ganske lav og flad; dens højeste Punkt paa Sydsiden naar 4 m, og den er overalt dyrket undtagen paa sin nordlige, lange Odde. Den er 63,3 Tdr. Land og ejes af det førnævnte Saasædkompagni. Bestyreren, en yngre, lang og mager Jyde, bor paa dens eneste Gaard, som er ny og ganske moderne i sin Indretning — en „Avlsmaskinbygning“ at se til. Bonden er en rask og flink Mand med en skrap, jydsk Accent — hvorfor mon Jyder som Modsætning til andre Landsmænd næsten aldrig mister denne helt? —
Et tæt Poppel- og Pilehegn løber tværs over Øens Midte fra Øst til Vest, og et Bukketornshegn gaar langs Vesterstranden — det er Øens eneste Træbevoksning! Staar man midt inde paa dens Flade ses ikke Spor af Vand i Retning mod Nakskov eller andre Steder østpaa, og man kunde tro at være paa Lollands Jord, om man ikke vidste bedre. Imod Vest ses derimod Fjorden og det aabne Hav.
Nordenden af Øen løber ud i en vældig Odde, som er 3/i Kilometer lang og halvt saa bred, græsbevokset og udyrket, kun anvendt til Græsning af løstgaaende Kvæg. Det er Øens ejendommeligste Terræn, paa Østsiden stærkt indskaaret af Smaabugter og i den Grad opfyldt af Laguner, sikkert i Hundredvis, at jeg aldrig før har set en saadan Forvirring af Land og Vand mellem hinanden. Hist og her er Lagunerne sivbevoksede — et rigtigt ægte Bekkasinterræn, tænker jeg! Og næppe har jeg tænkt det, før en Dobbeltbekkasin rasler op ved Siden af mig og flakser ud over Dammene, øjeblikkelig efterfulgt af 4 Viber og en Stær, der basker op mod Vinden tværs over Odden. Vi passerer en dyb Vandgrøft med en prægtig lille Vindmølle til Udpumpning af Vandet, og nær denne et Dige, beplantet med Bukketorn, som løber tværs over Odden. Frodige Buske af Hindebæger og store Grupper af Strandasters gror langs Stranden, Støvbolde ligger som hvide Flintesten strøet over Engen, og unge Blækhatte straaler som tændte Lys rundt om i Græsset.
Nu rejser vi hele Flokke af Bekkasiner, først 6 Stykker sammen og lige derefter — vi vil næppe tro vore egne Øjne — en Flok paa mindst 20, der med stort Rabalder letter fra én af Lagunernes Sivskove. Og Masser af andre Fugle ser vi her, en stor Flok Viber med enkelte Hjejler imellem trækker ud over de vestlige Enge, en Flok Krikænder letter fra Stranden og flyver nordud over Odden. Stenpikkere, Tornirisker, Bynkefugle og Stære — Masser af Stære, og her som Modsætning til paa Slotø store Hærskarer af skraalende Graaspurve. Flokke af gule Vipstjærter hviler sig i Rader paa Hegnstraadene, ligesom de fleste andre „i Rejseklæder og med Stav i Haand“.
Fra Oddens Spids i Nord ser vi ud over Øen med Forgrundens brandrøde, vandrende Kvægflok over det eddergrønne Græs, straalende mod Fjordens dyb-blaa, vindrørte Flade, over hvilket Kornmarkernes lysende, okkergule Neg løfter sig — alle Septemberdagens klare, faste Farver. —
Øen har i de senere Aar flere Gange skiftet Ejer. Saasædkompagniet købte den i 1920 og driver den nu, tilsyneladende mere samvittighedsfuldt end Slotø.
Bestyreren viser os paa Øens Sydende en firkantet Vold med en svag Fordybning i Midten; efter Sigende skal dette være Rester af en Skanse fra Svenskekrigen, og en lignende har tidligere været paavist paa Sejlløbets modsatte Side paa Slotø, hvor Marken paa dette Sted endnu bærer Navnet „Batteriet".
— Øen har ligesom Slotø af firføddede Dyr Mus og Muldvarpe, derimod ingen Rovdyr. For et Par Aar siden fandtes her en lille Flok Agerhøns, som imidlertid siden er trukket bort. Harer vides ikke nogensinde at have været paa Stedet.
Da vi var vendt tilbage til „Rylen", lettede vi straks og gik Sønden om den lille Rommersholm (7,2 Tdr. Land) for at sejle over til Enehøj Ø. Holmen vi passerer er ganske flad og rundagtig, dyrket paa hver Kvadratmeter lige ned til sin grønne Strandbred. Negene rager op fra dens Ryg og hælder alle til samme Side; den ligner herude fra med alle sine Neg fuldstændig „Saven" paa en Savfisk! Der er ikke det fjærneste Liv at øjne paa den, den er som en afhøstet Rugmark, der er smidt ud i Havet. —
En Taarnfalk trak højt over den, da vi sejlede forbi.