VED SORØ SØERNE
Man kunde egentlig lige saa godt kalde det Sorø Skovene, for de to Ting skifter uophørligt med hinanden og levner ikke meget Plads til andet paa en Strækning af over 3 Mil i Længden og 1 i Bredden. Det hele begynder et lille Stykke Nord for Sorø og strækker sig ned til Gunderslevholm Skove i Syd. Her ligger i en krummet Linje fra N.V. til S. Ø. Munkebjerg Sø, Lillesø og Maglesø, Tuel Sø og Pedersborg Sø, Sorø Sø, de næsten sammenhængende Tjustrup og Bavelse Søer samt endelig den lille Glumsø — ikke mindre end 9 Indsøer paa Rad, saa godt som overalt indrammet af tætte Skove. Her er lunt og godt i Skovenes Læ, Sol og Blæst kan man næsten altid undgaa, og for lidt ældre Mennesker — naar det da ikke netop er uforbederlige Jyder — maa dette vel være det ideale Landskab. Vi andre kan drømme en Dagstid eller to bort med at vandre i disse Omgivelser; men blev man dømt til at leve her, da vilde man ende med at finde sig selv hængende i en af de skøntformede Bøgegrene, som hælder sig ud over et af de lune Vande.
Saadanne triste Tanker avles dog kun, naar man længe færdes nede i Lavlandet. Ser man ud over Egnen fra én af dens aabne Højder, da rummer dette frodige Indland ofte megen egenartet Skønhed. Da kan det være som at skue ud over selve „Danas Have“ — maaske bærer faa Steder i Landet med større Ret dette Navn.
— En saadan Plet finder jeg lige ved Nordbredden af den lille Pedersborg Sø, hvor den smukke gamle Pedersborg Kirke ligger paa sin høje, bratte Banke, der som en Kegle hæver sig over de lave Omgivelser, og fra hvilken man har en herlig Udsigt over Søen mod Øst, over Tuel Sø mod Syd og vidt over det frodige Land — et af de blideste og yndefuldeste Steder, jeg har fundet i Midtsjælland.
Fra den nærliggende Præstegaard strækker sig en mærkelig, meget anselig Vold i en stor Bue mod Vest, af Befolkningen kaldet „Halvkredsvolden". Den har en Længde af henimod 300 m, en Højde af indtil 8 m og forneden en Bredde paa 20—22 m. Den er helt bevokset med Løvtræer fra øverst til nederst, men hvor dens Bue vestligst rammer Tuel Sø, staar den med en ganske brat, aaben Skrænt ned mod Søen, over hvilken der fra Højden er en dejlig Udsigt. Volden har været et Led i den Befæstning, som har hørt til den forlængst forsvundne Pedersborg eller „Borg“, som paa Valdemar I’s Tid ejedes af Peder Thorstensøn, gift med Skjalm Hvides Datter Cæcilie. Gaarden kom allerede i 1205 under Sorø Kloster og blev vistnok snart efter nedbrudt.
— Tuel Sø, hvis nordlige Bred støder ud til de fuldstændig aabne Egne mod
Bjernede og Kirke-Flinterup, har ved sin Sydside Sorø-Skovens Bøgehegn med dens Idyller, som enhver kender, der er kommen ad den stærkt trafikerede Kø-benhavn-Korsør Landevej. Men lige Vest for Slaglille, paa Bolbroen nær „Krebs-huset", bør man standse og dvæle et Øjeblik, her hvor Udsigten aabner sig over de jævne Enge med det lille Aaløb ud mod Søen. Det er et af de smukkeste Steder nær dens Bredder. Samme Landevej gaar tæt Vest for Sorø over Kongebroen mellem Pedersborg Sø og Sorø Sø, hvis Bredder i Nord og Syd gaar ganske nær ind til Vejdæmningen. Det er den eneste Plet, hvorfra Sorø Sø er virkelig smuk; alle andre Steder forekommer den mig indelukket, lummer og kedelig, ikke mindst ved det berømte „Parnas", det mest yndede Udflugtssted ved dens Bred. — Af langt større landskabelig Værdi er som nævnt de aabne Strækninger, der omgiver det store Skovbælte; dette gælder Landet baade Øst og Vest for dette.
Syd for Allested møder jeg Susaaen, eller som den her kaldes „Næsby Aa“, kommende østfra gennem Dalstrøget hen imod Næsby Bro og Tjustrup Sø. Den er endnu en ringe Karl her; skønt den kommer fra mange Ærinder derinde øst-paa, er den ikke bleven fed af det. Det er først, naar den har gennemløbet Tju-strup-Bavelse Søer, at den naar op i Mandfolkealderen.
Aaen, som skiller Sorø og Præstø Amter, har allerede fra de ældste Tider haft stor Betydning som Skel. Selv længe før den rinder ud i Tjustrup Sø, øges den af en Mængde mindre Vandløb. At den allerede her, hvor den saa at sige endnu er i Barnealderen, længe har skilt Jorder og Befolkning fra hinanden, ses paa mærkelig Vis af den Omstændighed, at Broby og Næsby Kirker ligger paa hver sin Side af den med kun faa Hundrede Meters Mellemrum. Og dette Forhold gentages, hvor Aaen en Milsvej sydligere løber ud af Bavelse Sø, og hvor Gunderslev og Skelby Kirker ligger ganske paa samme Maade og kikker paa hinanden tværs over Strømmen.
— Jeg tog herfra et Par Kilometer vestpaa til den smukt beliggende Næsbyholm og videre gennem den herlige Suserup Skov, hvor Terrænet falder ned mod Nordenden af Tjustrup Sø. I samme Øjeblik jeg kom fra Skoven ud i Lysningen ved „Fiskerhuset", hvor Aaen falder ud i Søen, blev jeg slaaet af dette Steds overordentlige Skønhed. Det er i sin Art fuldkomment. Jævne Enge omgiver Aa-løbet og danner Søens Bred, paa Nord- og Vestsiden omgivet af høje, oftest skovklædte Banker. Det brede rolige Aaløb, der allerede her næsten er som en Flod, slynger sig mellem vældige Sivskove, hvor Rørsangere skræpper og Blishøns færdes ud og ind, mens Luften er fuld af skrigende, fiskende Terner. Her er den mest fuldkomne Ensomhed og Stilhed, kun nogle løsgaaende Kreaturer og Heste græsser paa Engene med de smukke Trægrupper, bag hvilke høje, skovklædte Aase begrænser Horisonten. Kun mod Syd har man helt fri Udsigt over Søen til de høje Banker, som paa deres øverste Ryg bærer Kagstrup Storskov.
Hvor Aaen glider ud af Bavelse Sø, er den stærkt paa Vej til at blive det imponerende Vandløb, som den naar i sin Alderdom, naar den nærmer sig Næstved og Karrebæksminde Fjord. Det var en ren Fryd at se den fra Broen nær Gun-derslevholm, hvor den med store Sivbevoksninger eller frodige Pilebuske langs sine Bredder snor sig gennem det lave Dalføre, og hvor Blishøns og Rørhøns færdes paa dens brede, blanke Vandspejl.
— Hvad der i høj Grad tjener til at øge Glæden over at færdes paa disse Steder, er deres Rigdom paa Oldtidsminder, nærmere betegnet Stenaldergrave, af hvilke en Mængde er fredede og enkelte ret velbevarede — og hvoraf en hører til vore største og ogsaa smukkeste, ialfald at dømme efter gamle A. P. Madsens Tegning, nemlig den landskendte Langdysse ved Gunderslevholm kendt under Navnet Gunderslevholm-Langdyssen. Den ligger i Borup-Ris Skov ved Tju-strup Søs Sydende — ikke som Trap siger i Haveris Skov, der findes Vest for denne.
Det var her, den kun 25-aarige Grundtvig paa en Fodtur sammen med sin jævnaldrende Ven Chr. Molbech i Sommeren 1808 — ved Synet af dette højtidelige Oldtidsminde, som fyldte hans Bryst med „hellig Andagt" — for første Gang synes at være dybt grebet af Tanken om Mystiken og Storheden i Nordens Oldtid.
Det er muligt, at den ungdommelige Digter her fik „Indvielsen til sin Gærning som Historieskriver", saaledes som det er paastaaet.
Dyssen er saa ofte beskrevet og besunget, at det var med den største Forventning, jeg nærmede mig det berømte Sted. Og naturligvis led jeg en Skuffelse. Stedet minder nu i meget ringe Grad om A. P. Madsens smukke Tegning. En tæt, forstdreven og kedsommelig Bøgeskov indeslutter helt Dyssen sammen med en 10—12 Aar gammel Granplantning, hvilket tilsammen er fuldkommen ødelæggende for dette æventyrlige Sted. Hele den østlige Halvdel af den over 60 m lange Dysse er fuldstændig tilgroet med en tæt Underskov af Buske og Ukrudt, saa kun Toppene af de ca. 2 m høje Randsten her rager op. Dyssens anden Halvdel er sammen med Kamrets Omgivelser holdt saa nogenlunde fri for Vækster; men et Overblik over hele det pragtfulde Gravminde er forhindret ved denne utilgivelige Forsømmelse. Af de mægtige Randsten er ikke faa væltet, ja endogsaa slæbt bort fra deres Plads. Alt dette harmonerer lidet med Traps Oplysning om, at „de 88 Randsten staa helt frie." —
Men vender man Ryggen til de forsømte eller ødelagte Steder, da er Resten saa smuk, at man et Øjeblik kan glemme den Ærgrelse, som dette Sløseri har vakt i En. Jeg er trods alt næppe nogensinde bleven stærkere grebet ved Synet af noget Oldtidsminde end her. Det alvorlige Gravkammer, som løfter sig paa Pladsens Midte, den fuldkomne Stilhed, kun brudt af Vindens sagte Susen i Træernes Grene, Skyggerne af de store Skyer, der falder over Bøgenes Kroner og Stammer, pludselig brudt af Solens blændende Strejflys, der som et Ildbad strømmer over Grunden med de vældige, mosgroede Sten! Her er mere højtideligt end i nogen Domkirke.
— Trods de bestandige Skuffelser bliver jeg opfyldt af en Følelse af Højtid som ingen andre Steder, naar jeg staar ved disse mægtige Minder om vore ældste Forfædres Liv og Død. Ingen troende Katholik kan med dybere Andagt nærme sig en af sine store Helgeners Grave.
Hvor vilde dette Sted kunne være herligt, om de ansvarlige Folk viste den fornødne Omhu for det.
En kraftig Modsætning til disse for det meste indelukkede Skovegne mødte jeg paa min Vej Vesten om Søbæltet. Blot ved at drage nogle faa Kilometer fra Sorø mod Sydsydvest kommer jeg ind i et friskt og aabent, men samtidig yndefuldt Landskab, et saare smukt Eksempel paa den blide men dog karakterfulde sjællandske Natur. Terrænet virker overraskende ved sin Bevægelighed, og fra dets
Højder har man stedvis vide Udsigter, saaledes fra Bankerne Sydvest for Eskild-strup, hvor man ser langt ud over det dejlige Landskab paa begge Sider af Tju-strup Sø.
Fuldkommen latterlig, og desværre af stor Virkning imod sin Hensigt, er den Maade, hvorpaa man har „skærmet" den gamle Helligkilde ved Kirkerup. Et splinternyt Lystanlæg med Grusgange og opfyldt af Roser og yndelige Blommer indeklemmer den gamle Brønd, som har faaet nyt Træværk i moderne „Bondestil" og nu staar paa en stenstrøet Plads mellem alt dette som en ulykkelig Bondepige, der er kommen til Købstaden i en færdigsyet Kjole, der ikke passer hende. Det eneste, der er tilbage af dens oprindelige Udstyr, er Brøndvippen. Det hele staar godt til den Inskription, man har lavet sammen og anbragt paa Brøndkarmen:
En hellig Kilde Til Lægebod Udspringe vilde Ved Kirkens Fod.
Den ærede Digter har forvekslet Aarsag med Virkning; thi Kilden kom først, og nær dette hellige Sted har man senere bygget en Kirke. — Et Fotografi i Nationalmusæet, taget i 1918, viser hvor smuk den gamle Brønd endnu dengang var.
— Her paa Højdedragene fra Lynge til Eskildstrup var i ældre Tid et Hjemsted for Humledyrkning, og Stedet omtales allerede i Danske Atlas som „den sjællandske Humleegn." Endnu for en god Menneskealder siden var der Humlehaver i Eskildstrup, men alt dette er nu næsten helt forsvunden ligesom paa Fyen.
Hele Landskabet mellem Tjustrup Sø og Kastrup Storskov er voldsomt bølget, og det samme gælder Strækningerne helt nede omkring Tase Møller, som nu desværre er nedrevne. I Kastrup Oredrevs nordvestlige Side har man fra Traktørstedet „Rødehus" eller „Thehuset" paany vide Udsigter over Tjustrup Sø, her i Retning fra Syd til Nord. Søen har sørget for at blive godt eksponeret mellem alle disse Bakker, som omgiver den! Ogsaa mod Vest har man fra det sidstnævnte Sted vid Udsigt over et Land, hvis Banker er gennemfuret af dybe Dale, og hvor Skove veksler med de aabne, smukke Agre ved Kastrup, malerisk set et overordentlig rigt Landskab.
I Skoven finder jeg enkelte Steder nogle store Lysninger, opfyldt af mærkelige smaa, stenhaarde Tuer, der løfter sig over det magre Grønsvær med omtrent 1 Alens Mellemrum og dækker hele Terrænet. Beboerne fortæller mig, at disse Lysninger er Rester af gammel Lynghede, som aldrig har været tilplantet; og der fandtes virkelig endnu paa den ene af dem, som var ca. 70 Tdr. Land stor og meget kuperet, hist og her en Smule lav Lyngbevoksning.
Zakarias Nielsen skildrede den sjællandske Bonde fra disse Egne som en træg Skikkelse: „Han traadte tungt i sine Træsko, tunge var hans Lemmer, tung hans Sølvpibe, tungt hans Maal, som af vægtige Hvedevipper, der bølger for en lad Vind." — Den Ørkenblæst, som udgik fra Ørslev, der var Vilhelm Becks Domæne fra 1874—1901, har næppe givet Bonden mere Lethed i Buksebagen; og mærkeligt nok synes Højskole- og andre aandelige „Bevægelser", herunder den
Vielsted-Runddyssen, set fra Øst.
Den 86-aarige Frederik Jacobsen fra Haraldsted.
Hellig-Anders' Kors paa Hvilehøj. I Baggrunden Hashøj og Galgehøj ved Slots-Bjærgby.
Den sjællandske „Signelil" fra Sorøegnen. Udpræget nordisk Type.
Udsigt fra Bolbroen mod Tuel Sø.
Gunderslevholm-Langdyssen, set fra Nordsiden.
Udsigt fra „Kongebroen“ over Sorø Sø.
Gadekæret i Alsted. Andemad paa Vandet, som er omgivet af Piletræer.
politiske, som dog har grasseret stærkt paa Egnen, heller ikke at have befriet ham for Hjemmefødingens Præg. Sejghed og Træghed er endnu trods alt et fremherskende Træk hos ham, omend langt mindre end forhen. Hos det yngre Slægtled paa Egnen synes de sidste Rester af dette at være helt forsvunden. Og sjældent har jeg set en Ungdom med et mere friskt og indtagende Ydre end paa disse Kanter. Baade de unge Karle og Piger er kærnesunde, ofte ganske lyse og udpræget nordiske, mange overordentlig smukke. Og saa godt som alle er venlige og frejdige i deres Væsen. Hvad gør det saa om de gamle, som for det meste endnu danner en stærk Modsætning til Ungdommen, ikke er lette at komme nær.