VED KOLDINGFJORD
Landskabet mellem Haderslev- og Koldingfjord bringer ikke saa afvekslende j Indtryk som Egnene længere mod Syd. Ad Landevejen mellem de to Fjordbyer færdes man gennem Egne, som har den rige, sønderjydske Østkysts Præg, med tætte Hegn om de bugnende Marker, med spredte Løvskove, velhavende Gaarde med vældige Frugthaver, og over de vide Enge Hjorder, som er i glinsende Foderstand. Den gode Muldjord præger alting, overalt er der Velstand og Fedme. — Men det er et Landskab, hvor alt er nærved Øjet, Udsigter mangler næsten totalt. Og Synet af Havet, som har fulgt os glimtvis eller i brede Baner gennem Østlandet til nu, forsvinder helt bag Bakker og levende Hegn. Det er et ensformigt, udpræget Indlands-Landskab.
Først naar man kommer Grænsen nær til „de otte Sogne“ og ser Skamlings-bankens Masser løfte sig som en Sky ude i Nordøst, føler man, at nu vil der ske noget. Forude faar man snart efter Øje paa Ruinen af Koldinghus, en lettonet Silhouet af det vældige gamle Taarn og de tunge Fløje, som en Skyskraber over det blødt bølgende Land. Et Blink fra Fjorden, et svalt Saltvandspust — og man havner inde i den lille smukke og venlige By.
Vejret er blæsende og regnfuldt, da jeg en Dag staar og ser ud over Landet fra Koldinghus Slotstaarn. Vidt og skønt ligger det frodige Land omkring mig; men det er ikke længere den lidt kælne Ynde, som Aabenraafjordslandet bærer til Skue — her er mere aabent og frit, et karskere Land. Fjorden i Øst ses herfra næsten i hele sin Længde med dens mange Vige og fremskudte Næs. Bakkedragene om Gudsø synes ganske nær, og ned over „de otte Sogne“ vandrer Blikket frit og uhindret milevidt, til det ude i Sydøst møder Skamlingsbankens voldsomme Former. Tæt mod Vest ser jeg et andet Højdedrag, som kulminerer i den 91 Meter høje Banke ved „Ulveryg“. — Men Præget over det hele er endnu i stærk Grad sønderjydsk, østslesvigsk; de levende Hegn om alle Marker er fulgt med herop, de store, tætliggende Gaarde med Havernes frodige Træer, Fjordens lysende graa Vandbælte ind imellem — de Folk kan sagtens, som bor her! Det er et rigt og velsignet Land, som breder sig til alle Sider. Yderst mod Øst bag det fede Muldjordsland fuldendes Billedet af de store Skove, Stenderup Skov og Nørreskov, der smelter sammen for Blikket med Fænøs og Hindsgavls Skovgrupper — Fastland og Øer gaar i eet. Under mit Stade paa Taarnets Platform løfter Ruinens bastante Murmasser sig som forrevne Klippeblokke, drømmende om Stedets mærkelige Historie i deres tunge Ro. Slottet ligger paa Stedet for det gamle Arensborg eller Ørneborg, det senere Middelborg; men allerede fra Erik Glippings Dage har det baaret sit nuværende Navn. Idelige Ombygninger efter Brande og andre Ødelæggelser har gennem Aarhundreder ændret Slottets Skikkelse. Især under Krigen i det 17. Aarhun-drede led det ilde Medfart. Plyndret af de Kejserlige 1627, indtaget af Svenskerne 1644 og paany i 1658, stormet og tilbageerobret af vore Forbundsfæller Polakkerne samme Aar, hvorefter disse sprængte et af dets Taarne i Luften — saaledes henlaa Slottet til det under Frederik IV i 1726 blev „ombygget i fuld Stand". Og omtrent i den Skikkelse det nu fik, stod det da Spaniolerne i 1808 lagde det i Aske. Af dets Taarne er „Kæmpetaarnet", som er opført af Christian IV fra Aaret 1598, det eneste der er tilbage, endnu løftende sine imposante Rester, saa de synes milevidt over Egnen.
Ruinen laa efter Branden længe ubeskyttet, og Beboerne af Byen og Omegnen slæbte uhindret Byggemateriale herfra. Da Slottets Sandsten længe havde Ry som fortræffelige Slibesten, fandt den historisk berømte Ruin ogsaa paa denne Maade nyttig Anvendelse. Fra 1867 bevilgede Rigsdagen dog nogle mindre Beløb til Ruinens Istandsættelse, og siden 1890 har dens Beskyttelse været overdraget Nationalmuseet. Slottets Sale rummer nu en fremragende Folkemindesamling.
Foruden alt hvad der knytter sig til Brand og Vold og Hærværk har det gamle Slot et broget Væld af andre Minder. Bag dets favnetykke Mure sad Skipper dement som Fange, før hans Hoved faldt paa Blokken. Hans Overvinder Christian III holdt Hof og døde her, og denne Konges Efterfølger Frederik II festede haardt paa Stedet og drak sig mangen en tyk Rus i dets Sale. Hertug Hans d. Yngre, Christian III's Søn og Stamfader til vort nuværende Kongehus, er født her, og en Mængde senere Konger gæstede Stedet og holdt Hof her. — Det sidste Regentbesøg var ikke videre royalement: det var Christian VII, som i Anledning af Englændernes Angreb paa København fortrak hertil med Hof, Statsraad og Kollegie-personale i Hælene — sauve qui peut!
Af de fire Kæmper, som oprindelig prydede Christian IV’s Taarn og gav det Navn, er de tre forlængst faldet ned. Hannibal med det danske og Hektor med det jydske Vaaben faldt under Branden i 1808. Scipio med det norske Vaaben dejsede ned under en fæl Storm i 1854, uden at hans Rester indtil den Dag idag er krævet udleveret af det norske Rige. Herkules med de tre Kroners Vaabenskjold staar ene tilbage og skuer determineret ud mod Solnedgangen. Foruden Museets Opsynsmand er han Slottets eneste Beboer, naar undtages de Hundreder af Alliker, som har tilhuse i Taarnets Murværk. Herkules maa i sin høje Ensomhed nøjes med deres Selskab; de sidder nu paa hans Skuldre som forhen Ravnene paa Odins. Men medens Ravnene talte vise og høviske Ord i Øret paa den gamle Enøjede, fortæller de sladderagtige Alliker frivole Historier til Herkules om Omfale. Det er haardt at blive Søjlehelgen, naar man har været Halvgud.
Til Grund for Historien om „Dansen paa Koldinghus" ligger kun et taaget Sagn, der i Almuemunde har følgende Version:
Der boede en Konge paa Koldinghus, hvis smukke Datter var meget hengiven til Dans. Hun blev forført, og da hun ikke længere kunde skjule sin Synd, dømte hendes Fader hende til at miste Livet. Den ulykkelige bad om at dette maatte ske paa den Maade, at hun dansede sig ihjel. Og for at opfylde dette Ønske udvalgte
Kongen elleve af sine bedste Riddere og gav dem Befaling til ved en Fest paa Slottet at danse Datteren tildøde. Ridderne dansede nu „Totrin“ med hende hele Natten, indtil de ti af dem var saa trætte, at de ikke kunde røre sig mere. Da endelig den ellevte ogsaa blev udmattet, greb han under Dansen sin Kniv og skar hendes Snøre-baand op. I samme Øjeblik vældede Blodet ud af hendes Mund og ned paa Gulvet, og hun faldt død ned for Ridderens Fødder. Men disse Blodpletter var aldrig til at borttvætte, og de var at kende paa Gulvet lige til Slottet brændte.
— Det vrimler mærkeligt nok ikke af Kongenæser paa Koldingegnen, her saa lidt som andre Steder paa denne Del af Østkysten. Befolkningen er tungere bygget og mindre racepræget end i Nordslesvig. Vil man se Typer paa Landsmænd saa-ledes som de har været endnu i vore Bedstefædres Tid, skal man betragte den Mængde Soldaterfotografier fra 1864, som Koldingmuseet rummer. Hvilke pragtfulde Raceansigter paa disse Billeder af Matroser og Landsoldater! Det er, som om Slægten er blevet uhyggeligt udvandet siden dengang. Hvilke kraftige Næser, stærke Kæber og Hager, stærkt Blik! Se blot saadanne Folk som Officerer og Underofficerer i Aarøe’s Frikorps. Og de Menige giver dem ikke noget efter, de er desværre fotograferet sjældnere end Befalingsmændene. Man betragte blot Billedet af Matroser og Soldater fra et stort Transportskibs Dæk — det var sejge Gutter, disse gamle Sejlskibsfolk, de er prægede af Havet i Ansigtstræk og i Blik. Nutildags ligner de fleste af vore Søfolk Chauffører eller Maskinarbejdere, hvad de forøvrigt ogsaa er. Der er intet af den ramsaltede Flibustiertype tilbage, den svandt med „de stolte Svaner'1. Den begede Haarpisk er veget for Pandelokken under Sixpencen, den sortbrændte Kridtpibe for Cigaretstumpen. Men det er ikke Udstyret alene, der gør Forskellen — Manden i Maskinen har faaet slappere Ansigtstræk og er bleven fed. Han er paa Vej til at blive som „Marsmanden" hos H. G. Wells — en Hjærne-grød i en Maskines Staalkrop.
I opfriskende Vestenvind og klart Solskinsvejr cyklede jeg fra Kolding til Paaby gennem Koldingaa-Dalen. Fra Kammen af Bakkedraget ved Harte har man den videste Udsigt over Aadalen; men mange andre Steder fra samme Vej langs Dalens Nordside standser man Gang paa Gang for at se ud over Lavningerne med den lille, viltre Aa, over fremskydende lavere Banker til Højderne paa Dalens Sydside. Det er en af de dejligste Veje, jeg kender, mon ikke alt for lidt paaagtet!
Ved Traktørstedet „Alpedals Lyst" (!) nærmere inde mod Kolding skal man dreje af fra Vejen og gaa ned gennem Restaurationens Have til Aaen. Her hvor Engene breder deres friske Grønsvær om den stridige Strøm, hvor det røde og sortbrogede Kvæg gaar gumlende rundt i Græs til Maven, og et Blomstervæld dækker Jordsmonnet langs Aaens Bred, mens Synsranden til begge Sider begrænses af de blidt rundede, skovklædte Aase — her er et af de yndefuldeste østjydske Billeder, jeg kender. Der er over dette Landskab en dyb Fred og Stilhed, en fuldkommen klassisk Ro. Den naturlige Aa og den kunstige, som er dannet fra Kraftstationen, forliges paa mærkelig Vis. Den første slynger og bugter sig som et lille lunefuldt Pigebarn, vilter og kæk; den anden gaar sindig og maalbevidst som et Karlfolk sin jævne Gang gennem Engene. Snart Side om Side, snart adskilte, hvisker de paa samme Vis over Græsset til hinanden, og de skilles kun for straks efter at mødes igen, som to Elskende i Maj.
— Forskellige Forfattere beskylder Koldingaa-Dalen for „Snæverhed". Saadan virker den aldeles ikke; for det første er dens Bredde fra 500—800 Meter, for det andet flader Bakkerne sig stærkt langs dens Sider og er ofte helt skovløse. Stedet er simpelthen herligt. Maatte Skæbnen værne „Alpedals Lyst“ mod Turiststrømmen og bevare Aadalen for Madpapir.
For Modsætningens Skyld tog jeg samme Dag i Bil ud til Skamlingsbanken ad Hovedvejen til den smukke gamle Landsby Agtrup, hvorfra jeg brød af mod Syd gennem Binderup. Egnen er her ligesom Vest for Kolding stærkt kuperet og umaa-delig frodig med lune Dale og med levende Hegn, der staar saa højt og tæt om Vejen, at man bestandig ligesom kører paa Bunden af en grøn Grøft. Her er der sørget godt for, at man ikke blændes af Udsigterne. Men det Par korte Glimt, man over et Hegn kan faa af Skamlingsbanken her fra Nordøst, især fra Egnen om Sønder-Bjært, er af imponerende Virkning. Bankens kraftige, pragtfuldt bølgende Silhouet løfter sig bleg og fjærn gennem den lette Soldis, der ingen Detaljer røber.
Saa staar jeg endelig deroppe, efterat Bilen har foretaget en veritabel Bjærg-bestigning. — Hvilken Højde! Landet løfter sig til alle Sider med fjærne, blaa Rande som fra en skaalformet Dybde. Milevidt ser jeg som gennem et Drømmeslør over Land og Hav. Den gamle medtagne Stenstøtte ved min Side skuer fra sit Stade ud over tre Landskaber: Fyen, Nørrejylland og Sønderjylland. Her hvor Støtten staar, holdtes det betydningsfuldeste Folkemøde, som nogensinde har været sammenkaldt i Danmark — d. 4. Juli 1844 1), da 12000 Mennesker samledes fra alle Landets Egne, da Sønderjyderne var bleven sig bevidst som Danske, og Landsmænd fra Kongeriget lovede „at staa Last og Brast med dem i deres Kamp mod det tyske Embedsmandsvælde, for Frihed og Ret, for Modersmaal og Hjemstavnsfølelse.“ Her talte Bonden Laurids Skau fra Sommersted og Hjort-Lorenzen deres djærve Ord, her talte N. F. S. Grundtvig — og aldrig havde han „fundet det lydelige, fuglevingede Ord saa let, saa flydende, saa kækt, saa forvovent og saa lykkeligt paa sine Læber," udtalte han selv siden. Her talte Orla Lehmann om „det fælles Fædrelands Ve og Vel, dets Genfødelse og Forherligelse — eller dets Ydmygelse og Undergang", og den „Udholdenhed, der nok giver Tid, men aldrig giver efter". Her sagde Jøden Goldschmidt: „Naar jeg er glad, glæder min Sjæl sig paa Dansk, og naar jeg er bedrøvet, sørger jeg paa Dansk," og „jeg er uvilkaarlig kommen her ligesom Katolikkerne, der valfarter til det Sted, hvor deres Helgen led". — Aar efter Aar siden hin Dag samledes de mange Tusinder her paa Stedet, hvor kort før vor sidste Krig den store Granitstøtte rejstes med Navnene paa sytten sønderjydske Mænd, som havde kæmpet for Danskhedens Sag i Slesvig. — I Marts 1864 sprængte Prøjserne den og solgte Stenene; men de blev købt af Mænd i Omegnen, som efter at Grænsen var bleven lagt Sønden for Skamlingsbanken, rejste Støtten igen af alle dens 25 Granitsten i 1866. Nu staar den der med sin Historie og sine Skrammer, lige stolt mindende om ondt og godt fra de trange Tider. Intet Mindesmærke i Landet ses saa viden om som dette. Sønderjyderne Syd for den gamle Grænse har skuet det milevidt som et Tegn, et Varsel om den Genforening, som endelig atter er kommen i Stand.
— Blæsten, som man næsten intet mærkede til dernede mellem Dalenes Hegn, er drejet i Sydvest og er vokset til en halv Storm. Luften er trods Solskinnet saa tyk af Dis, at Horisonten helt er udvisket til alle Sider. Stormen, Disen og den
stikkende Sol tyder paa stærk Uro i Vejret, Luften er ladet med Elektricitet. Hvor denne Spænding i Elementerne klæder dette vældige Sted! Det kunde slet ikke ses i bedre Vejr. Jeg tænker paa al den Uro, som fra denne Bakketop er spredt i Gemytterne fjærnt og nær.
— Stormen puster tungt fra Sydvest, og uldne Skytotter med gyldne Rande river sig løs fra Horisonten derude og iler hen over mit Hoved — skifergraa før de naar mig, røde over mig og hvidgule som Svovl, naar de svinder mod Nordøst. Vejret sender sine ildesindede Forposter, om lidt kommer det tunge Artilleri og kører op. Skovene ved Bankens Fod svinger allerede deres tunge Kroner for den første Byge; over de aabne Pletter mellem de grønne Løvtage, hvor sandede, okkergule Vejspor — smaabitte og smalle, som om et Barn havde trukket dem med sine Fingre — løber de gustne Skygger af Tordenskyens tætte Masser. Alt graaner omkring mig i et Gys. Kun i Nord og Nordøst, hvor det fjærne Land endnu fanger Solens Lys, skinner smaa Prikker med gylden Glans -— det er Tusinder af Hjem og Snese af Kirker, lysende gennem den tunge Dis, som gennem den svovlede Damp fra en Mosebrand.
Og saa kom Ragnarok! — Jeg tog den inde i Bilens Læ, og den varede hele to Piber Tobak. I den Tid var alt fuldkommen Udslettelse under Drøn og Ild og Vand. Men det var alligevel slet ikke her, Vejret havde Ærinde, det gjorde sig ikke rigtig Umage med Stedet og hastede videre ud over Beltet mod Kattegat med hemmelige Ordrer. Skade, at det ikke fik Tid til at bemærke Restaurationsbygningen heroppe og sende en enkelt Bombe ned i dette Skrummel, som skamskænder Stedet, eller til at lege lidt med Sprængstoffer omkring de forskellige Mindesmærker, som med deres Stilløshed spotter den ærværdige Støtte. — Men i den Henseende maa Skam-lingsbanken jo blot dele Vanskæbne med flere af vort Lands skønneste Punkter. De eneste Forandringer man kan forudse, er at Restaurationerne paa disse Steder bliver erstattede med andre, der er større og hæsligere, og at Mindesmærkernes Antal vil stige samtidig med, at man maa blive nøjsommere i Valget af dem, man rejser dem for.
Een af mine mange Cykleture paa Egnen førte mig en dundrende varm Kristi Himmelfartsdag til Gammel Aalbo ved det yderste, østlige Huk paa Kysten. „Kro“ staar der paa Kortet ved Stedet, og sulten som en Ravn var jeg, da jeg naaede dertil. Men den herligt beliggende Kro nærved Vejen, som gennem et dybt og skyggefuldt Løvhang smutter ned til den henrivende Kyst, viste sig at være nedlagt. Dette fortalte den gamle Kone, som har tilhuse i den smukke, gamle Bygning, og som synes at leve der ganske alene.
Fra den nære Strand under Skovbrynet er der Udsigt over det smalle Belt til Fænø med dens Kalv og til Fønsskov Odde, som tager sig langt smukkere ud herfra end fra den bekendte, nordligere beliggende Lødverodde. Her er simpelthen pragtfuldt ved denne Kyst. Det berømte Svendborgsund stilles langt i Skygge af dette, her er friere, mere aabent, det er mere Saltvandskyst.
Mon her aldrig kommer nogen? Næppe, Kroens Nedlæggelse synes at vise det.
Den gamle, nordlige Del af Stenderup Landsby.
Vej gennem den gamle Stenderup By.
Yderlænge af en gammel, stor Bondegaard i Agtrup By.
Koldingaa-Dalen nær „Alpedals Lyst", set mod Vest.
Det yderste af Treldenæs, set fra Nordstranden.
Gudsø Vig, set fra 54 m Højen mellem Gudsø og Nørre Bjært . I Baggr. Lødverodde t. h., Fænø og Fænø Kalv.
Grejsaaen i det fredede Areal nær Højgaard Station.
Vejleaa-Dalen Øst for Skibet Station. Udsigt mod Syd.
Og hvordan skal jeg redde mig noget Smørrebrød? Jeg kovendte Cyklen og asede tilbage til Stenderup for at faa en Chance. Klokken blev to, inden jeg naaede derhen. Et Par Karle, som stod og fortærede Cigaretter ved en Husgavl, viste mig ind i et mærkeligt udseende, rødt Hus med en Disk i Stuen og mystiske Høkervarer hængende eller liggende overalt. Der var forbausende malpropert derinde. En Kone, som lignede en stakkels syg Krage, kom mig imøde. Hun var fuldstændig splintrende stokdøv, og da jeg længe ved Tegn og underlige Gærninger havde søgt at gøre hende begribeligt, at jeg var sulten og vilde ha’ Mad, gik der endelig en Praas og for hende:
„Aa — jaja — en Citronvand!“ raabte hun henrykt og forsvandt i en Kælders Mørke. Jeg tilstaar, at paa dette Tidspunkt rømte jeg — jeg for ud ad Døren og op paa min Cykle, og har rimeligvis været langt udenfor Byen, da Konen dukkede op med Sodavandsflasken.
— Ogsaa dette Sted er ligesom Gammel-Aalbo paa Kortet betegnet med „Kro“. Hvad mon Generalstabens kartografiske Afdeling egentlig tror, den har til Opgave ....
Videre for jeg, nu ud ad Vejen til Lødverodde, hvor jeg ankom henad 3-Tiden og endelig bjærgede en Frokost og Livet.
— Den brede Halvø mellem Mosvig og Koldingfjord er yderst mod Øst dækket af de mægtige, gamle Løvskove Nordskov eller Lødverodde Skov, Midtskov og Sønderskov, et Bælte fra Nord til Syd paa en Milsvejs Længde og stedvis af en Bredde paa omtrent 1/3 Mil. Nordskoven med dens stærkt bakkede Terræn, der naar Højder paa henimod 40 Meter, byder blandt disse paa den største Afveksling. Og smukt ved Kysten her er der ogsaa langs denne Skovs Bryn ud mod det urolige Belt og Koldingfjordens yderste, aabne Del. Gennem Nordskoven falder Vejen yderst i bratte Kast ned mod den aabne Strandeng, hvor Restaurationen ligger i Læet af Skoven. Fra Stedet er der en udmærket orienterende Udsigt over Kolding-fjorden baade mod Vest, Nord og Øst: den mærkeligt smalle Indsejling mod Byen i Vest, derefter den høje Bakkekam ved Strandhuse paa Nordkysten, videre Udsigten mod Gudsøvig med dens skovklædte Odder, der fuldstændig ligner isolerede Øer i Fjorden; derefter Skjærbæks høje Kystbanker og Fjordens skarpe Knæk Norden om Hindsgavl, denne Halvø selv med sine mørke, stolte Skove, paa hvilken Baggrund Fænø runder sine lyse Bøgekupler — og foran Fænø dens lille nøgne „Kalv“ med de okkerrøde Klinter faldende brat ned i det blaa, strømskaarne Sund. Langs Kysten mod Sydøst rækker Blikket helt ned langs ad Beltet til Fønsskov Odde. Et mærkeligt splittet og mangeartet Panorama, et straalende Billede paa „Lillebeltslandskabet" ved sin Mangfoldighed, rent sydøstjydsk i sin Karakter, utænkeligt noget andet Sted. Fra Skamlingsbankens Top og hertil, og med Mindet om Koldingaa-Dalen -— paa denne Vandring møder man det allerbedste af hvad denne særegne Natur rummer.
Stedet ser fint ud idag med Fjorden, der gaar med hvidtskummende Smaasøer ud mod Hindsgavls og Fænøs Kyster. Husene i Skjærbæk paa Nordkysten straaler mod deres høje Banker, som om de var skaaret ud af Kridtblokke. Foran mig lyser den lave, friskgrønne Strandeng med Engelskgræs og Smørblomster lige op mod det dybblaa Fjordvand, der synes at være paa Vandring østpaa med Blæsten, som kun er en lun og velmenende Foraarsluftning, der faar Engens Blomster til at neje, ydmyge og taknemlige for dens Naade. Skovbrynet bag mig med dets høje Bøge, slanke Birke og sorte Naaletræer kaster et mørkt Skyggebælte ud over den mangefarvede Eng og naar med sin Rand lige netop at holde Svaling over min Pilsner, der staar paa Bordet foran mig, mens et Stykke med Leverpostej og to med Spegepølse er hjemfaldne til Solskinnet. — En Flok Strandskader raser forbi langs Kysten med skarpe Skrig. En Bogfinke sidder paa en Stoleryg ved Siden af mig og vender Øjne mod Spegepølsen.
Ja — her sidder jeg nu, skønt jeg i Virkeligheden finder, at der er endnu smukkere ved gammel Aalbos Kyst. Men der gik jeg og længtes efter Leverpostej og Spegepølse, og saadan gaar det! Paa de allerbedste Steder, hvor der endnu er ensomt og godt, kan man aldrig faa noget at spise, og kommer der endelig en Restaurant, strømmer Folk til, og saa er det ikke de bedste Steder længere, der er snart ikke til at være. — Det er paa mange Maader en vanskelig Verden vi lever i!
Vest for Skovene ligger det aabne Land med dyrkede Marker og levende Hegn, et rigt Land med vid Afstand mellem de store Gaarde, paa mange Maader mindende om det alsiske Landskab.
Midt i dette aabne Landskab ligger ved Koldinglandevejen den store Landsby Stenderup, hvis skæmmende Nybebyggelse langs denne Vej ikke lader ane, at den i sin nordlige Del endnu er en af Egnens mest velbevarede, gamle Landsbyer. Fra Hovedvejen gaar Landsbygaden forbi den gamle Kirke, hvis smukke romanske Kor er en Seværdighed, og fortsætter gennem en smal Dalsænkning mellem lave Bakker, hvor en lille Bæk risler paa Bunden og hvor velholdte Smaahuse ligger til begge Sider, omgivet af yndige gamle Haver, hvori Frugttræerne staar i Blomst. Mange Huse er af Bindingsværk, og enkelte af deres Straatage er saa græs- og urtegroede, at man maatte kunne holde et Par Geder paa dem. Denne Del af Byen, der harmonisk grupperer sig om sin gamle Kirke, danner sammen med denne paa fuldkommen Vis det klassiske danske Landsbybillede, en henrivende Blanding af Natur og Kultur, som kun saare sjældent findes nutildags. Beboerne paa dette Sted ved selv, at deres By er et Særsyn og lægger ikke Skjul paa det. En Mand viser mig med Stolthed et Fotografi af sit Bindingsværkshus — saadan et ser man vist ikke ret mange Steder, hvad! Han viser mig alle dets Fortrin paa Billedet, skønt vi har Originalen ved Siden af os. — Dette er usædvanligt, Bønderne vil ellers saa godt som altid skamme sig over den gammeldags Byggeskik, snarere end de vil prale med den.
„Her kommer saamænd ellers aldrig et fremmed Menneske," siger en gammel Kone og ryster beklagende paa Hovedet, „men det er jo da ogsaa et godt Stykke fra Landevejen," tilføjer hun undskyldende. Ja saamænd — man skal 50 Meter ud til Siden for at faa Øje paa denne Eventyrby; Folk som jager afsted ad Hovedvejen, kan ingen Anelse have om Stedet, det er godt skjult bag Nybygningerne langs Vejen.
— Ogsaa den vestligere liggende Landsby Agtrup er en god gammel By med en De! smukke Gaarde, af hvilke nogle er Bindingsværk, men overkalkede ogsaa paa Stolperne. Den naar dog langtfra sin Naboby i Skønhed.
Landskabet langs Koldingfjordens Nordside er ikke mindre indtagende end Sønden for den.
Det var en Vaardag med Stærefløjt og Østenblæst og tindrende Sol, at jeg cyklede fra Kolding ad Vejen over Nørrebjært og Gudsø til Snoghøj. Allerede paa Højderne ved Nørrebjært faar jeg vide Udsigter over det urolige Bakkeland, især smukt hvor det aabner sig ned mod Gudsøvig, der allerede her et enkelt Sted toner frem i et lille Glimt mellem Aasene i Øst. Det er dog først naar man har passeret denne Landsby, at Landskabet viser sig i al sin Pragt, mægtigst fra 54-Meter Højen, en aaben Banke tæt Syd for Landevejen omtrent midtvejs mellem Nørrebjært og Gudsø.
Landsbyen Gudsø ligger og hygger sig i sin Dal med Mølledammen og den mumlende Aa, omgivet af sine bugnende Bondehaver. Lige før man naar derind, ser man ved Vejsiden en beskeden Mindesten over to danske Soldater, som „faldt for Fædrelandet" ved Gudsø i den mindeværdige Kamp i April 1849. Lige overfor den smukke Sten findes et iøjnefaldende, grimt Reklameskilt paa to Pæle; om det er for Skocreme, Tyggegummi eller Whisky, husker jeg ikke. Det ser hæsligt og uanstændigt ud.
— Ganske vist er Udsigten over den dejlige Gudsøvig betagende oppe fra Bankerne ved Vejen; men allerbedst tager dette Sted sig maaske ud fra en lille Markvej, som fører fra Byen ned mod de lave Enge ved Vigens Bred. Med det skovklædte Næs, som skyder sig ud fra Vest, og den lille „Kidholm" udenfor dette virker denne yndige Blanding af Vand og Land aldeles betagende. Vejens Slyngninger og Aaens bugtede Løb, de mægtige Forgrundstræer, endnu helt uden Løv, denne Blanding af Kraft og Ynde — det er det ideale Østkystlandskab. Her er alt tilstede, som skaber den fuldkomne Idyl, og dog er det vidt og aabent og storslaaet, uden Sentimentalitet — af ram jydsk Beskaffenhed.
Yndigt er der ved Aaen, som løber forbi Vandmøllen, ind under Landevejen og ned gennem Engene. Et Par enlige Piletræer ved dens Bred, to smaa Fiskerhytter, det spejlende Vandløb over den jævne Eng, og i Forgrunden nogle tynde Fiskenet til Tørring paa deres Stejler som et fint Slør over Landskabet bag dem. Jeg tænker paa det japanske Billede „Fuji Yama set gennem et Fiskenet". Og saa meget andet storartet, som jeg har oplevet, falder mig ind netop her — Rhonedalen i Maj med blomstrende Kirsebærtræer foran den evige Sne paa Dent du Midi, den romerske Campagne set fra Tivolis Bjerge, Seinen ved Pont des Arts, alt dette -— saa straa-lende og pragtfuldt! Men jeg kan ikke savne hint, saaledes som jeg dernede kunde længes efter alle disse blide Steder.
— Der fløj en Stork henover mig, da jeg sad her ved Vejkanten; den trak lavt ud over Engen ned mod Vigen, og Solreflekset fra Græsset gjorde den grønlig under Vingerne. Jeg har set nøjagtigt én hver Dag paa min Færd i den sidste Uge.
Storken og Kæmpehøjen, disse vore gamle klassiske Maleres bestandige Staffage i det ideale danske Landskab — den første ved sit Ydre, sin Stemme og sit Tempo en udpræget Orientaler, den anden dannet af et fremmed Materiale, indslæbt af Bræen fra Sveriges og Norges Klipper •— de er nu begge ved at glide ud af Billedet. Det har taget godt og vel halvtredsindstyve Aar at faa dem gjort til Rariteter, efter at de har præget Landet i nogle Tusinde.
Langs hele Vejen herfra forbi Krybily Kro til Snoghøj adskiller Landskabet sig ikke stærkt fra hvad man mange andre Steder oplever i et frugtbart, veldyrket Bakkeland. Hindsgavls Nordspids ligner set herfra én eneste bred Bøgekuppel. Ved Snoghøj, hvor Færgen nu glider ud og ind flere Gange om Dagen, og Gud og Hvermand og Folk og Fæ farer over —- netop her var det at Christian II tumlede frem og tilbage paa sin raadløse Færd mellem de to Kyster hin Nat, da han endelig opgav Jyllands Sag. — Stort anderledes har Landet derovre paa den anden Side af det smalle Belt vel næppe set ud paa hans Tid. Mod Vest er det helt uforstyrret Løvskov, kun med enkelte Skovfyr hist og her langs Bredden; noget længere mod Øst kommer enkelte Bygninger lidt forstyrrende ind i Billedet. Men østligst ligger den lille Middelfart By og dukker sig som dengang lavt omkring sit Kirketaarn, indrammet af sine Haver. Saaledes virker det herfra — og hvad man ikke ser, har man ikke ondt af.
Men rundt omkring mig aabenbarer det sig, hvor Stedet er ved at komme i Trafikens Vold. Den mondæne Restaurant og Færgestedet er Smaating mod hvad der vil komme — Anlæget af den nye Lillebeltsbro tæt herved vil revoltere hele Beltets Udseende til begge Sider. Arbejdet er allerede i fuld Gang nær Bredden. Den nye Tid kræver sin soleklare Ret og er ved at faa den.