VED DEN GAMLE SANDFLUGTSKYST
Man kunde udvide denne Betegnelse til at gælde hele Strækningen fra Helsingør til Lynæs og videre over Isefjordens Indløb til Rørvig, og ikke blot som i det følgende lade den gælde for Egnene mellem Raageleje og Asserbo. Der findes da for øvrigt den Dag idag langs Nordsjællands Kyster endnu saa meget af det urolige Stof, der ligger til Grund for Betegnelsen, om end i bastet og bunden Skikkelse, at om hver eneste Bolig i By og paa Land i Danmark havde sand-strøede Gulve, vilde man kunne hente Forsyninger her hver Dag Aar efter Aar, uden nogensinde at spore det mindste Svind i Beholdningen.
I ældre Tider fandtes Flyvesandsstrækninger paa hele den ovenfor nævnte Kyst. Endnu saa sent som i 1817 omtales Sandflugt ved Lappen Nord for Helsingør. Hundrede Aar tidligere nævnes Sandflugt ved Ellekilde og — i langt større Udstrækning — ved Hornbæk. Ved Gilleleje synes Sandflugten at have været paa sit højeste i 1777. Men allerede i 1583 omtales Tisvilde Sandflugt, og i 1550 berettes, at Sandet er naaet helt ind til Tibirke efter at have overfløjet en Strækning paa 6000 Meter. Allertidligst hører vi om den store Asserbo Sandflugt, der maa være begyndt allerede omkring 1517 — den første Katastrofe i sin Art, som vi har Efterretning om paa Sjælland.
Gennem mere end et Par Aarhundreder hører man bestandig om denne Plage, dels gennem Bøndernes Jammer, naar deres Marker lægges øde, dels gennem Kommissionsberetninger. Fra Tibirke og Tisvilde Sogne kommer de første Klager i Slutningen af d. 16. Aarhundrede. Sandet lægger sig i Bjerge „over de højeste Trætoppe". I Begyndelsen af 18. Aarhundrede er Kirken i Tisvilde næsten skjult bag et 13 Alen højt Sandbjerg. Sandflugten medfører, at Arresøen gaar over sine Bredder og oversvømmer store Arealer af Tibirke og Tisvilde Sogne. En Beretning siger, at „i de yngre Tider, og saa vidt endnu gamle Folk er vitterligt, er ødelagt og tilstoppet en af Naturen dannet Aa (Bydinge Aa), som udløb af den store Arresø og faldt i Stranden ved Osebro." Her faar man yderligere Oplysning om, at „Sandene ødelagde ganske en i fordums Tider skjøn Kirkeby, Tibirke kaldet, hvis Jorder og Enge næsten undergik, saavel som de fleste af Gaardene i Byen. Indbyggerne maatte retirere sig og anlægge Byen paa et andet Sted, noget derfra nærmere Tisvilde."
For Asserbos Vedkommende er Ulykkerne begyndt tidligt. Interessant er en Beretning om denne Ødelæggelse, der her synes at have kulmineret allerede omkr. Aar 1600. Det hedder heri bl.a.: „Hvad Skade og hvor vidt denne Drivsand har gjort, er forunderlig. Først haver den ødelagt Egeskoven, som gik fra
Stranden til Arresø, der var 2 Mile omkring; dernæst ødelagde den Fjerdeparten af Bøgelunden, dernæst Asserbo Slot og Ladegaard med sin Herlighed, dernæst en Bondeby Thorup, som var 16 Gaarde udi, og Salbo Leje, som bestod af 24 Huse og Boliger, og endelig driver samme Sand nu ind i Tibirke Sogn og By og haver ødelagt de fjerde Parter af Ager og Enge, og haver begyndt nu at drive fast til Tisvilde Byes Marker. — Asserbo Slot og Herregaard haver ligget midt imellem Arresø og Stranden og var et lidet, dejligt Herresæde, formedelst den gyldne, grønne Egeskov, der var paa de 3 Sider; paa den fjerde (var) en lystig Bøgelund, som kaldtes Jomfruskoven o.s.v.“
— Vi faar af denne Beretning et fortrinligt Billede af Egnen før Ødelæggelsen og af Udviklingen i denne. Hele Landet mellem Arresø og Havet har været dækket af Egeskov. Først er denne, siden Bøgeskoven lagt øde, dernæst Asserbo Slot og Ladegaard, og derefter kommer Turen til Bønderbyerne. •— Disse Egne, som forhen var saa frugtbare, at man kaldte dem et „Kanaans Land", blev i Tiden fra ca. 1500—1700 for største Delen forvandlet til en Sandørken.
Aarsagen har utvivlsomt været den samme som i Jylland, nemlig Beboernes Angreb paa Strandskovene, paa Klitternes naturlige Buskvækster og øvrige Vegetation.
I 1703 og 1720 nedsattes Kommissioner til Bedømmelse af Tilstandene, og 1728 blev 100 Soldater med Materialvogne sendt derop for at rykke i Marken mod Elementerne, naturligvis under „sagkyndig" Ledelse. Men alle velmente Forsøg strander paa Ukyndighed. Man dækker store Arealer med Tang, sætter Risgærder og bygger Stendiger, og man saår i tusindvis af Sækkefulde af Fyrrefrø, altsammen — især det sidste — med sørgelig Udgang. Med Frøene gaar det næsten overalt saaledes som allerede indberettet i 1793 om Tisvilde Flyvesand, at „ikke et eneste Træ deraf er bleven ved Magt“. Endelig finder man paa at beplante Havklitterne med Klittag og Marehalm, før man planter Trævækster indenfor disse. Derved ramte man Ondet i Roden, selve Arnestedet, som leverer Materialet i ubegrænset Mængde. — Det er iøvrigt den Fremgangsmaade, som anvendes de fleste Steder den Dag idag, og som har staaet sin Prøve igennem halvandet Hundrede Aar.
Allerede faa Aar efter kunde man melde om de med Klittag behandlede Arealer, at „Sandene ere nu gode“, det vil sige, at Sandflugten paa disse Steder nu i Hovedsagen er dæmpet.
— Men foruden Sandflugten har Plantningen bestandig haft en arg Fjende i det barske Nordvestkystklima, og Eksperimenterne med hvilke Træsorter, der bedst kunde modstaa dette og trives i den magre Bund, har varet næsten lige til vore Dage. Det maa anses for fuldkommen beundringsværdigt, hvad Forstmæn-dene her endelig har naaet paa de store Sandflugtsarealer, hvor Hornbæk Plantage og de to vældige Plantninger Tisvilde Hegn og Melby Oredrev er bleven til.
Som et Mindesmærke over denne Kamp mellem Elementerne og Skovens Vækster staar den prægtige „Troldeskov" i Tisvilde Hegn, i sin Art et af de mærkeligste Steder i Landet.
En Kanal, som blev gravet i 1717—19 tværs over Tangen mellem Arresø og Roskildefjord Syd for Vinderød Bakke, var et Kæmpearbejde, som standsede Ulykkerne ved Arresøens Oversvømmelser, efter at dennes naturlige Afløb var bleven tilstoppet af Sandet. Dette Arbejde udførtes af Soldater, som laa „im Campement bey Arresøe" og bestod af ikke mindre end 500 Menige, 4 Trommeslagere, 24 Underofficerer og 8 Officerer samt 100 svenske Krigsfanger. Man undres lidt over, hvilken Rolle Trommeslagerne har spillet ved Vandstandens Sænkning! — Her paa dette Sted ligger nu den smukke Frederiksværk By, hvor de Classenske Bøgeplantninger løfter sig fra Skrænterne langs det brede Vandløb.
— Der er næsten for yndigt her! Turen ad Stien langs den berømte „Aa“ kan avle Selvmordstanker. Men her findes vistnok alt, hvad den jævne Turist fordrer af Ingredienser for at tro sig lykkelig. — Bøg, El og Skovfyr overskygger Stierne paa de stejle Skrænter og luder med deres Kroner ud over den ikke altfor klare, dovent glidende Strøm, der har smaabitte, søde Baadebroer langs sine Bredder. Men jeg faar her samme Fornemmelse overfor denne drivende Sentimentalitet som paa Sommeraftner ved Frederiksborgsøens Bredder, naar dens lunkne Vande er spækket med Robaade, som plasker rundt om Slottet, hver af dem med sin Grammofon i Virksomhed — Negermelodi og Solnedgang.
— Landskabet paa Resten af Tangen Syd for Frederiksværk er af en helt anden Art og giver Oprejsning for hvad man har gennemgaaet i Byens Nærhed. Fra den store Maglehøf straks Syd for Byen overskuer man et af Nordsjællands smukkeste Landskaber, friskt og herligt. Næsten hele Arresø ses herfra, hele den nordlige Del af Roskildefjord og Hornsherreds Skove.
Endnu bedre er de vistnok ganske ukendte Højdedrag nede ved Sonnerup, ganske nær Arresøens Bred. Stedet bestaar af et Par mærkelige bratte, isolerede Knuder, af hvilke den største hedder „Dragbjerg“ og er ubevokset, den noget lavere og bredere kaldes „Udbjerg" og er dækket af Skov. Intet andet Sted har man en saa fremragende Udsigt over Arresø som fra Dragbjerg. Ind omkring Dragbjerg sender Søen to store Vige, der helt synes at omslynge Stedet. Tæt Sydvest for Banken, som rager op over alle Omgivelserne, ligger paa Række fire prægtige Broncealderhøje af svære Dimensioner, lynggroede ligesom Dragbjergs Top. Udsigten mod Nord over den sære, knokkelformede Halvø med Avderød Skov og By er fortrinlig. Et dejligt Sted, friskt og af en paa Sjælland usædvanlig Storslaaet-hed. Helt til Gribskov i Øst og til Tisvilde Hegn i Nord har man aaben Udsigt.
Lavt nede bag en blomsterklædt Forgrund ser jeg rige Græsmarker og Enge, hvor Høet staar i Stakke saa vidt Øjet rækker -— de ligner store, røde Knapper i en gulgrøn Trøje. Rundt om mig hersker en uhyre Stilhed, kun brudt af usynlige Lærkers syngende Hærskarer. Man er Himlen nær, en uendelig høj, blaa Himmel med Solen som et svingende Ildhjul.
Der ligger en stor Bondegaard nedenfor Bakken. Konen staar lige udenfor den og trakterer sin Søn, som sidder i en Høstak, med friskbagte Kager fra en Tallerken. Det viser sig, at min unge Chauffør er forlovet med Datteren i Gaar-den, derved faldt det let for mig at introducere mig. Og næppe har jeg stillet Konen et Par Spørgsmaal, saa siger hun: „Jamen vil Di da itte med indenfor, je ka da bye paa en Kage og et Glas Vin.“ Vi gik naturligvis med ind, tørstige som vi var. Manden var lige saa flink og gæstfri som Konen, og vi maatte tømme en hel Flaske udmærket, hjemmelavet Vin, inden vi fik Lov at køre videre. — Det var flinke Folk, Manden lignede en Storbonde, lidt værdig og afmaalt; men Konen var trivelig og umaadelig lattermild. Da jeg holdt en Oksetunge, som jeg havde plukket ude paa Marken, hen til hende og spurgte om, hvad man kalder den paa
Egnen, svarede hun: „Dem kalder vi da rejdinok Skurrerumper!“ — „Ja,“ sagde Manden, „mærk paa Stilken, den er liesaa skurre og rivende som en lille haarløs Grisehale.“ — Og det passer.
Fra den højtliggende Lille Lyngby Kirke tæt ved Arresøens sydøstlige Bred har man en ny, herlig Udsigt over det store Vand, især smuk mod Avderød Skov yderst paa det smalle „Arrenæs Næb“ og mod de høje Ramløse Bakker paa Søens Nordside. Tæt opad Kirken danner nogle smukke gamle Bindingsværkshuse et herligt Billede sammen med det gamle Gudshus, omgivet af deres velplejede Haver med Frugttræer og blomstrende Hyld —- en usædvanlig yndig lille By.
— Landskabet fra Arresøens Sydbred og helt ned mod Slangerup er uden nogetsomhelst Særpræg; man savner Søens og Fjordens Nærhed, og kun hist og her bryder et Mosedrag og en Smule Skov de dyrkede Markers Ensformighed. Kun Landsbyen Skævinge med dens fortrinlige, gamle Kirke danner en Oase i denne Kedsommelighed. Ligesom Lille Lyngby er Byen ganske smuk, skønt stedvis ødelagt af de sædvanlige Boliger i „Villastil" og nogle nye, grimme Bønder-gaarde. Men mest har den bevaret sit gammeldags, hyggelige Præg med de hvidkalkede Bindingsværksboliger, Straatag med „Ryttere" paa alle Længer. Der er overhovedet ikke faa velbevarede gamle Huse i Byen — som overhovedet i denne Del af Sjælland, og oftest smukt vedligeholdte.
Blot man kunde tage saadanne Boliger som et fuldgyldigt Udtryk for god Bondekultur. Men de er kun kalkede Grave, indvendig fulde af gruopvækkende Ting, som ingen Haandværkers eller Fabrikarbejders Hjem i Byerne vilde kunne opvise Magen til — skinnende Messing-Hængelamper af Fabriksarbejde, store som Karusseiler og med Fluenet over, Etagerer med Nips, som hører hjemme i et Rædselskabinet, Tapeter som et Mareridt, og Møbler der er hentet ud af en tysk Musterbuch fra Halvfemserne — alt spejlende sig i ferniserede, lysegule Gulve, der fordobler Rædslerne. En „Pragt", i hvilken Bonden og hans Hustru slet ikke hører hjemme, og i hvilken de tilsyneladende næppe tør røre sig!
Fra Frederiksværk tager jeg den vestlige Vej langs Halsnæs’ Sydside mod Lynæs. Denne Strækning er saa godt som overalt af stor Skønhed, mest paa Grund af de storslaaede Udsigter over Fjorden mod Hornsherred. En vakrere Vej end denne findes næppe i denne Del af Sjælland, især paa en straalende Midsommerdag. — Men netop her falder den uhyggelige Begivenhed mig ind, som Lars Nielsen i Kulhusene fortalte mig om, og som saa lidt harmonerer med det blide Landskab. Fiskeren Jørgen Jensen forlokkede en ung Pige ved Navn Marie, og da han opdagede, at hun var frugtsommelig, skar han Halsen over paa hende. Han blev fængslet, men vilde intet bekende. En Opdager kom forklædt til ham i Fængslet, drak ham fuld og fik Tilstaaelsen ud af ham, hvorpaa Forbryderen blev dømt til Kagstrygning og Slaveri paa Livstid. Kagstrygningen udstod han paa Torpemagle Møllebakke, lige ved Vejen Nord for Grønnæse Gaard, mens en tusindtallig Menneskeskare saa til. — Men den lille døde Marie gaar igen om Natten paa Møllebakken, hvor Pælen stod, som Jørgen Fisker var bunden til, da han udstod sin frygtelige Straf. Her gaar hun og klynker over sin grusomme Kæreste og over sit lille ufødte Barn. —
Hele den yderste, over en Mil lange og en Fjerdingvej brede Kyststrækning paa Halsnæs fra Sølager op til Kikhavn er et gammelt Flyvesandslandskab, der omtrent har Udvikling tilfælles med de føromtalte nordøstlige, store Flyvesandsstrækninger. Mellem Lynæs og Hundested dækker Flyvesandet over Saltvandssand og Grus, medens ved Spodsbjerg mægtige Lerklinter staar med næsten lodrette Brud ned mod Havstokken. Ved Halvøens Sydvestspids tæt Øst for Lynæs kulminerer Landskabets Skønhed. Her staar endnu fuldstændig aabne og ubeplan-tede Klinter ud mod Isefjorden, og fra deres Top er en aldeles dejlig Udsigt over denne og den smukke Kulhusrende til Odsherred og Hornsherreds Kyster — et fuldkomment Paradis forekommer disse Skrænter at være efter de indelukkede Skovegne i Nordøstsjælland.
Vest for Lynæs By findes et bredt Bælte af ganske flad Lynghede, der naar helt ud til Stranden og yderst gaar over i lave, vandomflydte Græspolde, hvor Gravænder og meget andet godt har tilhuse. Men hvad nytter alt dette her, hvor Bebyggelsen langs Kysten omtrent helt fra Sølager til op mod Spodsbjerg er en saadan, at den næsten overalt virker fuldkommen ødelæggende paa Landskabet. Klods opad hinanden i én eller to Rækker langs Vejsiderne ligger disse Rædsler paa en Strækning af over 1/2 Mil. Det ser ud, som om denne forhen saa smukke Strækning nu er dækket af et Lag Spy.
Først oppe i de høje Klinter, der begynder et Stykke Syd for Spodsbjerg, er man befriet for dette Mareridt. Her ligger nogle gamle Skanser, fra hvilke man har Udsigt over det smukke Indløb til Fjorden, og hvor de gamle udtjente Kanoner og et Par stilfærdigt gumlende Køer i Fællesskab danner et Billede paa den dybeste Fred, mens det eneste Tegn paa moderne, virkelig Civilisation nu ved Sommertid er en enkelt rund Grosserer med rød Nakke og tredobbelte Folder paa Halsen, samt med et Sommerantræk saa tyndt, at det lader alle hans legemlige Fuldkommenheder komme til deres Ret.
— I en magtfuld Gestus løfter det høje Spodsbjerg sin Næve ud mod Hav og Storm, det ligger som en naturlig Fæstning paa Grænsen af Fjorden mod det vide Vand. Fra dets Top ser man milelangt over Havet til den fjærne Hesselø, mod Vest over den lave Korshage til Odsherreds Banker. Det er Halsnæs’ smukkeste Sted. Baade oppe paa Klintens Kam og under den paa den smalle Forstrand, hvor de vældige, taarnhøje Masser luder truende ud over Havstokken, er der endnu ren og ufordærvet Natur.
Turen fra Hundested mod Øst ad Vejen over Torpelille, Torup og Melby gennem Halsnæs Indland viser et helt andet Landskab end denne barske Yderkyst. Ofte er det ganske lavt, saaledes som ved Torpelille, hvor det vistnok kun hæver sig et Par Meter over Havet, og hvor man overalt i Jorden, kun en Fod under Overfladen, finder Mængder af Strandskaller. Oversvømmelser fra Nordkysten er endnu i Mands Minde trængt herind og har fordærvet Markerne med Salt i lange Tider. Ude ved Kysten kommer dog længere mod Øst stedvis høje Klinter, saaledes Nord for Tollerup, og endnu længere østpaa gaar Landet over i de gamle Sandflugtsstrækninger ved Asserbo.
Naar man gaar i de lave, frodige Enge ved Torpelille, hvor skønne Trægrupper løfter sig over de grønne Flader, hvor Høet staar i rige Stakke, hvor alt tyder paa solid Velstand og ingen har „bygget sit Hus paa Sand“, da har man vanskeligt ved at forstaa, at disse mægtige gamle Flyvesandsørkener er saa nær.
— Det er iøjnefaldende, at disse lave, ofte ganske moseagtige Strækninger mellem Arresø og Kattegat engang har dannet en bred Forbindelse mellem disse to Vande, saaledes at det nuværende Tibirke Sogn, i hvilket den mægtige Ellemose strakte sig ind som en gammel nordlig Arm fra Søen, har dannet en Halvø mod Vest i Stenalderhavet, og at Halsnæs var en Ø i Kattegat. Hele det nævnte Terræn mellem Søen og Havet er umaadelig lavt og fladt, kun et enkelt Sted nær Asserbo Ruin hæver det sig til en Højde af 6 Meter, og det danner saaledes en mærkelig Modsætning til Terrænet i det stærkt kuperede Tisvilde Hegn. Det be-staar oprindelig af hævet Havbund, som senere er dækket af Flyvesand.
Paa disse Flader er Asserbo Plantage anlagt. Øst for Plantagen, mellem denne og Søen, findes endnu en mægtig, aaben Strækning, moseagtig og med spredte Lyngpartier, med enkelte selvsaaede Træer og Buske -— et ensformigt og øde Landskab maaske, men saare skønt, hvor det endnu er uberørt.
I Plantagens sydlige Del findes Ruinen af det gamle Asserbo Slot, som Ilds-vaade og Sandflugt for længst har lagt i Grus. Udgravningen af Borgresterne i 1849 har vist Fundamentet af en anselig, trefløjet Bygning, der har haft Hjørne-taarne og Voldgrave. Af det hele er kun tilbage en Del af Kældermurene, en Stentrappe og Gaardens Brolægning.
Stedet er ikke fredet — men fredeligt er her ialfald. Paa den gamle Ruin, som er omgivet af pragtfuld Skov, hersker den dybeste Stilhed, ingen Lyd fra nær eller fjærn naar Øret uden Fuglesangen fra Skoven. Skyggerne af store Løvtræers Grene bevæger sig for den lette Sommervind over den jævne, stenpikkede Grund mellem de lave Munkestensmure, som var det Skyggerne af de hedenfarne Munke og Riddere, der engang skænkede Stedet Liv, og som forlængst er glemte.
Paa min Vej herfra ad Tibirke til passerer jeg lige forbi Arresøens nordligste Vig. Det er et underligt øde Sted, hvorfra Blikket vandrer mod fjærne Kyster, der synes lige saa lave som Søens Vande. Ingen Skove løfter sig over disse Flyvesandstrækninger, hvori Søen hviler som et vandfyldt Krater, men hvis sandede Bund selv paa de dybeste Steder kun ligger nogle faa Alen under Vandspejlet. Det er Sjællands „Det døde Hav“. Kun ude ved Avderød-Halvøens yderste Spids skimter man lave Trætoppe over det gustenblege Vand, der selv paa en Højsommerdag ikke genspejler Himlens Blaa. Der hviler her paa dette Sted et Skær af Ørken over baade Søen og dens Kyster.
Man skal op paa Bankerne ved Ramløse eller endnu bedre i Tibirke Bakker for ligesom fra Sonnerup at faa et virkelig storladent og helt paalideligt Billede af Landskabet om denne mægtige Sø, der i Omkreds er henimod seks Mil, men som næsten overalt er saa dødsenstrist, naar man ser den nede fra dens lave Bredder.
— Tibirke Bakker kan desværre ikke mere prale af den Uberørthed, som de endnu ejede for en Menneskealder siden, og som burde have været bevaret til alle Tider. Plantningen har ramt dem fra Vestsiden, og den aabne Del mod Syd og Øst, som Forstvæsnet har sparet, er bleven et Offer for Bebyggelse, selv om denne for største Delen er foretaget nogenlunde nænsomt. Der bor i adskillige af disse Huse Notabiliteter inde fra Hovedstaden, som her oprindelig har søgt Fred og Ensomhed og prøvet paa at skjule sig for Verden og for hinanden. Men dels er det i Længden vanskeligt at skjule sig paa en Bakketop, dels er der saa mange, der har haft Ideen, at den i det lange Løb er bleven mindre god. Og den har heller ikke været gavnlig for Landskabet. Dette Sted, som forhen var vild, aaben Hede, er nu stærkt paa Retur. Trævæksterne synes at have taget Lære af Byfolkene og er begyndt at vandre ud fra den tætte Trængsel i Plantagen og forsøgsvis slaa sig ned i Ensomheden paa de aabne Bakker, men med samme Resultat som Menneskene.
Endnu findes her dog Steder, hvor man kan lade som man er ene med Naturen, og hvor kun Bævreasp og Gyvel rager op over den brune Lyng og det magre, hvidaksede Græs — Minder om den ikke fjærne Tid, da den store Blæksprutte, der hedder København, endnu ikke havde strakt en af sine Tentakler herud. Men jo længere jeg vandrer rundt her, jo flere forborgne Steder finder jeg, hvor man kan undgaa Sporene af den saakaldte Civilisation. Mod Syd og Øst kan man uhindret se ud over de bølgende Bakkeformer, der gaar i bratte Fald ned mod den store Ellemose, vidt over denne og Landet omkring Arresø. Den vældige Mose, der følger Bakkernes Østrand i en vid Bue fra Sydvest til Nord, er en af Sjællands ejendommeligste og prægtigste Mosestrækninger. Naar undtages Ramløse Aa, der gennemløber den i hele dens Længde, er der ikke meget Vand tilbage i den udenfor enkelte Huller og Damme. Men den er ene-staaende smuk ved sin Bevoksning og interessant ved det rige Insektliv, som den rummer. Udsigten over den heroppe fra er vid og dejlig, og det samme gælder Synet mod Vest over Skoven og mod Nordøst over det aabne Land. Foran Arresø, hvis uregelmæssige blinkende Flade strækker sig vidt og bredt i Syd, ser jeg udstrakte Enge med Myriader af Høstakke. Rundt om mig paa den magre Bund mellem Lyng og Græs gror brogede Blomster som Kællingtand, Djævelsbid og Evighedsblomst — et dejligt Tæppe bredt ud mellem Lyngens brune Felter, som er brudt af smaa sandede Stier og Veje.
Det er stærk Blæst fra Sydvest og ser ud til Torden. I den kvælende Hede stikker Fluerne som besatte Djævle, saasnart man er i Læ, og store onde Hestebremser gaar som Sabelhug tæt forbi mit Øre. Fyrrene bag mig suser i den hede Vind, og deres Lyd kvæler næsten helt Gulspurvens lille Melodi. En vældig Dis begynder at brede sig over Landet, Farverne derude slukkes mere og mere, men Billedet bevarer sin Skønhed. De blaanende Fjærntoner over Land og Sø fremhæver min Forgrunds Pragt.
— Bagved mig synger en Solsort pludselig i en Grantop. Netop som jeg er sunket helt hen i Andagt over Naturen kommer denne Fugl og minder mig paa paradoksal Vis om Kunsten. For hvad er det den synger? Jeg kender jo denne Strofe, men havde aldrig tænkt mig at skulle høre den fra en Solsorts Strube. Men saadan lyder den virkelig, tydelig og klar, uden et Fejlgreb:
Det er intet ringere end de første Takter af Finalen i Beethovens Violinkoncert! Fuglen gentager dem atter og atter, tyve Gange, halvtreds Gange. Jeg begynder at synes, at den nu gærne kunde gaa videre i Temaet; men det er the carefull blackbird, som Englænderne kalder den, og den vil altid kunne sine Sager tilbunds. Bliver den ved at gaa frem Takt for Takt paa den Maade, vil den til næste Aar kunne hele Finalen. Da fortjener den jo, at man slæber et Flygel herop og accompagnerer den. Men det vilde desværre blive en Turistattraktion...
En buldrende Torden afbryder den. Det lyder som om et himmelsk Publikum skyder Stolene tilbage for at forlade deres Tilhørerpladser. Lidt efter falder de første tunge Regndraaber raslende ned over Lyngen.
Den gamle Landsby Tibirke, der som før nævnt blev fuldstændig ødelagt af Sandflugten, har ligget Syd for sin Kirke og er aldrig bleven genopført; den nuværende ligger Nord for Kirken. Af den gamle By er der fundet Levninger ved Gravning, og op gennem det tykke Sandlag gror endnu den Dag idag et Æbletræ, af hvilket Grenene rager i Vejret! Kirken, som ogsaa længe var truet under den store Sandflugt, reddedes som den sidste Rest af den gamle Landsby. Det er sandsynligt, at Grunden til denne Bygnings anselige Størrelse, som nu synes paafaldende paa dette Sted, kan søges i de rige Pengemidler, som tilflød Kirken gennem Kildeblokken ved Tisvilde, hvor Helgeninden Set. Helene dyrkedes. Men iøvrigt taler alting for, at dette Steds ældste Helligkilde har været den nærliggende Tofte-gaardskilde, hvis Ry stammer helt fra hedensk Tid, og at denne er det oprindelige Tirsvæld, Helligdommen for Tyr, som har givet baade Tibirke og Tisvilde Navn, og i hvis umiddelbare Nærhed man ganske traditionsmæssigt har bygget Kirken — den kristne Helligdom klods opad den hedenske. Af en eller anden, sandsynligvis praktisk Grund, har senere det katolske Præsteskab overført Tirsvælds gamle Ry til Helenes Kilde ude i Havbrinkerne.
— Medens Tibirke By kun har sin Kirke at vise hen til som Seværdighed, er Tisvilde endnu stedvis meget smuk. Enestaaende mærkelig og velbevaret er dens ældgamle Fogedgaard, der skriver sig helt fra Fællesdriftens Tider og bærer Vidne om den fine gamle Bondekultur. Længerne er af mægtige Dimensioner og omgiver en Gaardsplads, der gør et overvældende Indtryk paa Sindet baade ved sin Størrelse og usædvanlige Skønhed. En Træplade paa en af Yderlængerne bærer Aarstallene 1762—1902. Over 4 forskellige Døre findes Navnebrædter fra forlængst strandede Skibe. Paa det ene staar: Begin, 1779, paa et andet: Hetgoede, paa et tredje: Robert & Mary. Over Hovedindgangsdøren til Stuehuset findes det fjerde med Indskriften: Der Delphin, 1782 — allesammen Minder om forglemte, tragiske Begivenheder ved den nære Strand. Det er én af de smukkeste Gaarde, jeg har set i Landet.
Ingen anden Egn paa Sjælland har jeg kendt saa godt som de nærmeste Strækninger om Tisvilde Leje. Det var altid for Kystens Skyld, jeg søgte den, thi inden denne blev ødelagt ved Bebyggelse, fandt man intetsteds udenfor Jylland herligere Strand og pragtfuldere Klinter. Omkring Aarhundredskiftet besøgte jeg første Gang Fiskerlejet og fandt her kun nogle faa elendige, maleriske Smaahytter, i hvis Nærhed ingen Byboere endnu havde opslaaet deres Pauluner; alt var Natur, ogsaa Menneskene, der levede af Fiskedræt alene ligesom Apostlene. Her var øde og skønt, baade Øst og Vest for Lejet laa Klit og Klint uden en Bolig, og ingen Mennesker færdedes her; saa vidt Øjet rakte var der lutter Fred, man var ene med Elementerne. Man behøvede ikke at ty ind i Hegnet for at skjule sig.
Nu er det anderledes. Fiskerne er forlængst gaaet paa Land og er blevet Værter for tusindvis af Sommergæster; de lejer deres nipsfyldte, grimme Hjem ud til Byboerne og bor selv imens i deres elendige Udhuse, saa man ikke véd hvem der har det værst, Værter eller Gæster. Hotellet er kommen til og opfylder sin Mission som Sodoma og Gomorrha, og hvad der er værst: hele Kyststrækningen bag Klinterne og langt ind i Landet er tæt dækket af Wigwams, ofte i en Fantasistil, der synes at have sit Udspring fra en Feberdrøm.
Fra en gammel Bondegaard i Hjelmsømagle.
Forvitrede Skovfyrre i Tisvilde Hegns „Troldeskov"
Hagehøj, nu kaldet Hagbards Høj, hvor Tuel Aa løber ud i Susaa.
Set. Helenes Grav ved Tisvilde Leje.
Endnu for en lille Snes Aar siden var hele dette Landskab bag Klinterne omkring den store Slugt ved Set. Helenes Kilde ganske aabent. Nu er det en sammenhængende Villaby med tæt Beplantning. Ogsaa selve Klintekammen er kilometervidt dækket af Sommerboliger, og hvor man forhen kunde vandre paa den høje Rand med Udsigter over den prægtigt svungne Kyst og vidt over Havet, er der nu spærret med Pigtraad og Skilte med Forbud mod at færdes her. Det hele vil snart være en Fortsættelse af Strandvejen langs Øresund.
Dette Forhold, at Privatmænd bemægtiger sig Stranden, raader nu saa godt som paa hele Strækningen fra Tisvilde Leje til København — med enkelte Afbrydelser, hvor Folk kommer i saadanne Stimer, at dér heller ikke er til at være! Og ved dette Forhold er der intet at gøre, vore Kyster bliver uhjælpeligt ødelagt. Ja men Fredningen da? Javel, enkelte Steder „fredes" naturligvis -— med Publikums uhindrede Adgang! Og naar det først er kommen saa vidt, er ingen Redning mulig, her kan ikke Fanden selv hjælpe.
Klintelandskabet omkring Tisvilde Leje har endnu kun bevaret sin Skønhed nede langs Stranden og ved det yderste af den dybe Kløft, som fører gennem Klinten ned til Havstokken nær det Sted, hvor Helenes Kilde findes højt oppe nærved Klintetoppen. Kilden med dens ældgamle, firkantede Stenkarm er slemt forsømt, det sparsomme Væld er fuldt af Grøde og burde meget hyppigere renses. Det eneste synlige Tegn paa Omhu for det gamle, hellige Sted er en uhyre Affaldskurv, som er spiddet til en Pæl lige opad Kilden, og som mageligt udkonkurrerer denne ved sin paatrængende Iøjnefaldenhed. Men Udsigten fra Stedet langs Klinterne mod Nordøst over Havet til Kulien er overmaade smuk, ligesaa den nøgne Klint Øst for Skaaret, som danner den ene Side af denne gamle Afløbsrende fra Istiden.
Det gamle „Tirsvæld" maa have spillet en betydelig Rolle som Helligdom allerede i Hedenskabets Tider, da det har været viet til Krigsguden Tyr. Og det er vel værdt at prøve paa at forestille sig, hvad der er foregaaet her med Menneskeofringer og anden Højtidelighed, da man utvivlsomt her som andre Steder, der var viet til denne Gud, styrtede Krigsfangerne splitternøgne ned ad de næsten lodrette Skrænter, hvor Sandtornen -— Sandtise af „Tirsved" — har groet tæt paa Faldene, lige til den op i det 16.—17. Aarhundrede ophuggedes sammen med de andre, vilde Vækster, og Sandflugten blev sluppet løs over Landet.
Billedet maa have skiftet stærkt, da i Middelalderen Karteusermunkene paa Asserbo fandt det formaalstjenligt at lave Kilden om til et kristent Valfartssted. Og da de Mirakler, som lavedes her med Syge og Krøblinge, indbragte „Heleneblok-ken“, der stod ved Kilden, maaske som Tyrs-Altrets Afløser, saa mange Pengegaver, at syv forskellige Kirker, blandt hvilke den i Tibirke, kunde nyde godt af dem.
Om det Sagn, som gav sig et saa velsignet praktisk Udslag, læser man hos Thiele: Der boede i Sverige en hellig Kvinde ved Navn Helene, som blev overfaldet af Misgærningsmænd, dræbt og kastet i Havet. Da modtog en stor Sten hendes Lig og sejlede med hende her over til Sjælland. Men da hun der blev funden liggende paa Stranden, var det ikke muligt formedelst Skraaningen at bringe hendes Lig op paa Landet. Da skete det Jertegn, at Klinten brast, saa at man kunde føre hende op paa Marken gennem den Kløft, som endnu ses. Men paa det Sted, hvor man først satte Liget, fremsprang en Kilde af Jorden, som den Dag idag har hendes Navn. — Liget blev lagt i Skrin og ført til Tisvilde Kirkegaard; men da Bærerne undervejs brugte uterlige Ord, blev Baaren saa tung, at de ej mægtede at drage den fra Stedet, og sank den da dybt ned i Jorden. Dette Sted kaldes Helenes Grav, og to store Stene ligge paa samme.
Thiele tilføjer: Kilden bestaar egentlig af tre Væld, der opfanges i Vandkister, af hvilke de to endnu bestandigen ere fulde; men det tredje skal næsten være standset. Dette er skrevet i 1818; nu er altsaa kun den ene af disse „Kister“ tilbage. Men alene den Omstændighed, at Set. Hansaftensfesterne saa længe som de eksisterede kaldtes „Kilderne" efter Stedet hvor de holdtes, viser at der har været flere Væld paa Stedet.
Selve „Helle-Lenes Dag" var d. 31. Juni. Men her var gærne forinden hele 4 Dages og 6 Nætters „Kildetid", hvor Folk især fra alle Nordsjællands Egne strømmede til. Dette begyndte Set. Hans Aften og varede til d. 2. Juli, som var „Vor Frue Aften". Foruden at man drak sig Lægedom til af Kildens Vand og hvilede Set. Hans Nat paa Helgenindens Grav, hengav man sig efterhaanden mere og mere til alle mulige Folkeforlystelser og Gøgl ved Kildestedet. Gamle Sonnes Billede fra Natten paa Helgenindens Grav viser den stærke Modsætning til Markedsgøglet. Begge Skikke har holdt sig lige op mod vor Tid.
— Set. Helenes Grav er i Virkeligheden en Oldtidsbegravelse, hvor en lav Forhøjning af Jord rummer nogle synlige Rester af en stensat Kiste. Senere er det hele omgivet af et lavt Stendige, gennem hvilket en Laage af Egetræ fører ind. I Lundbyes herlige lille Tegning fra 1843 har vi et Minde om, hvor smukt dette Sted har været. Mærkeligt nok viser Tegningen et simpelt Almuesgravmæle, som findes tæt opad Oldtidsgraven, hvilket kunde tyde paa at Stedet har rummet en lille kristen Kirkegaard. Alle Spor af noget saadant er nu forsvundne.
Den rørende Skønhed og Fred, som dette ensomme Sted engang har huset, er forlængst krænket paa oprørende Vis, naturligvis ved taabelig Beplantning og Bebyggelse. Sidst er der lige op ad Diget rejst et ualmindelig hæsligt Skrummel af et Hus, en Skændsel for Stedet. Er der da virkelig ikke ét anstændigt Menneske i Nabolaget, som havde kunnet forhindre dette!
Naar man er bleven træt og mismodig af at se, hvor Folk har besudlet det Stykke Natur, som engang fandtes her Østen for Lejet, da kan man vandre ind i Tisvilde Hegn og dér prøve paa at faa sin Selvagtelse som Menneske tilbage. De vældige Skovstrækninger, som engang dækkede Terrænet Nord, Vest og Syd for Arresø helt ned til Havelse Aa, forsvandt under den omtalte Sandflugt, som tog sin Begyndelse i det 16. Aarhundrede. En Del af dette Terræn dækkes nu af det store Tisvilde Hegn, som er henimod */* □ Mil i Udstrækning. Det er helt igennem Menneskeværk og er bleven til gennem et Par Hundrede Aar under ustandselig Kamp mod en haard og genstridig Natur. „Troldeskoven", som strækker sig yderst langs Hegnets Nordside og hovedsagelig bestaar af Skovfyr, er en udpræget Valplads, en Front, hvor Elementerne har raset med en saadan Styrke, at Menneskenes forslagne Kunstgreb er bleven vejret hen, og de Tropper, som er ført i Ilden, bogstaveligt er gaaet over til Fjenden og er bleven til Natur igen.
Herude staar levende og døde Træer tæt mellem hinanden, alle slaaet til Krøblinge under Vejrgudernes Stridsvogne, men selv de dødsramte staar endnu i Falanksen som blege Benrade, mens Sollyset falder blændende over hældende Stammer og forvredne Grene, over brogede Svampe, eddergrønt Mos og brune Naale i den farvegnistrende Skovbund. — Intetsteds er Skoven skønnere end her.
Men heller intet Sted i den er der varmere! Jeg gaar her paa en fuldkommen blikstille Julidag, og en Hede som fra et Krematorium staar op fra den mørke, solstegte Bund af Mos og visne Naale. Intet Liv rører sig omkring mig i Skovbunden, og eftersom Heden stiger, stilner Fuglesangen af og bliver kun til enkelte smaa Noder, der morendo falder ned fra en Gren inde i Tykningen. Jeg er helt alene i den dybe Stilhed.
Men pludselig sker der noget. — Foran mig paa den dybe, sandede Sti trimler en Klump ned fra den bratte, mosgroede Rand. Det er en Skruptudse saa stor som et halvt Rugbrød, og den havner paa Ryggen paa Stiens haarde Bund med et Skvalp. Men den fortsætter i en blød Bevægelse og sidder i næste Nu paa Bagen og ser paa mig i hjulbenet Tavshed. Den forholder sig fuldkommen stille, kun dens Sider bevæger sig i smaa regelmæssige Gylp som en Blæsebælg.
Den var kommen tilsyne foran mig med en Aabenbarings Pludselighed, som havde Jorden skudt den ud af sin Side, et Foster undfanget i dens glohede Indvolde. Og den er skøn og uforlignelig som et Stykke ædelt og gammelt Keramik med Lystrer og tusinde Farver og med Knorter i den halvmatte Hud. Den ligner selve Buddhas Sendebud, en af hans Jordaander, som kommer til Menneskene fra selve Nirwana for at udspejde dem. Dens Øjne er guldrandede og lyser af Godhed og et dybt Vemod. Den blinker til mig med et af dem, den vil lade mig for-staa, at den kun ønsker at berette om mig, hvad der er godt og smukt, for at sætte mig i et fordelagtigt Lys. Den vil endogsaa gribe til at lyve tykt om mig, om ikke andet kan hjælpe.
Jeg forstaar det og takker den. Jeg taler pæne Ord til den og dikker den lidt i Siden med en Finger; for det er en Hun, og jeg vil indynde mig yderligere hos den. Og den svarer mig paa det nirwanaske Sprog:
Ooaks-ox-brekorks-ptz.
Og ved disse fornuftige Ord bliver jeg rolig og helt tillidsfuld, og jeg lægger min Skæbne i dens store, besindige Hænder med de indadvendte Fingre. Jeg lister stille bort og lader den ene.
Træbestanden i den mægtige Plantage, som oprindelig bestod udelukkende af Naaletræsorter, er senere bleven forøget med mange Arter af Løvtræer, saaledes Eg, Bøg, El, Ask og Birk. Enebær findes her i Mængde i Skovbunden. Tilsammen er dette nu et vældigt Skovhav, som kun til Nød kan overskues fra ganske enkelte Punkter i det stærkt bakkede Terræn, saaledes den 60 m høje Frederiks-høj, den 46 m høje Louisehøj og det prægtige Brantebjerg. Inde i dette Vildnis, hvor kun Forstmanden kan navigere uden Kompas udenfor de afstukne Veje, træffer man Vildt i Mængde, Raadyr, Ræv og Hare springer over Brandlinjer og Veje. Den som i Tusmørket færdes herinde, kan have Held til at se Brokken luske afsted gennem Tykningen paa Vej fra sin Hule med samme Sindighed som et gammelt aandssvagt Faar, der ikke ser til højre og venstre, men bare passer sit. Paa Lyngfelterne herinde varmer Hugormen sin klamme Krop i Maj- og Septembersolen, fra Mosehullerne ringer Peder Oxes Frø Solen ned i de lyse For-aarsnætter, og i de sandede Brinker lurer Myreløven paa Bunden af sin Tragt — ogsaa dette Sahara har sine Løver.
— Aldeles pragtfuld er paa denne Højsommerdag Stranden udenfor Troldeskoven. Langs Havstokken strækker sig i uoverskuelig Længde en uregelmæssig formet Klitvold, skilt fra Skovens ujævnt bølgende, høje Banker ved en bred, aldeles flad og lav Sandstrækning. Udenfor Klitten er en smal, herlig Sandstrand, omtrent 20 m bred, aldeles fri for Sten og jævn som et Gulv. •— Hvor ofte har jeg ikke ligget herinde i de dybe Sandgryder og soltørret mig efter Badet, mens jeg hørte Paalandsvindens sagte Hvisken i Hjelmen! — Idag er Sommervinden kraftig, Søen bryder og brøler over Sandstranden, og milevidt til begge Sider er der en bred, kridhvid Bræm af lange Bølgers Braad, mod Øst til Raageleje, mod Vest skinner den helt til Spodsbjergs høje Huk ud i Havet. Her er den sidste Rest af Sandflugtens gamle Arnested, nu tøjlet og bastet af Hjelmens lange Rødder i al Evighed. Et vidunderligt Stykke Natur! Gilleleje, Raage-, Tisvilde-, Lise-og alle de andre Lejer er som Fluepapir imod dette ved Sommertid. Hvorfor mon ingen Mennesker nogensinde finder paa at gaa i Vandet herude, det er den bedste Badestrand i Miles Omkreds!
Det gamle Sandflugtshelvede er bleven til frodig Skov, forvandlet til et lille Paradis for Dyr og Mennesker. Blandt de sidste er der dog maaske enkelte, som vilde ønske, at det endnu var det gamle Helvede. Men det har „Danas Have“ altsaa ikke haft Raad til. — Hvordan her har set ud i hine Tider, da Sandet og Stormen regerede enevældigt, kan man næppe forestille sig, lige saa lidt som det Liv, Fiskerne har ført paa denne Strand, hvor ingen Havne fandtes og hvor man maatte lande paa aaben Kyst i de aabne Smaabaade. Kun Jyllands Vestkyst har kunnet opvise noget lignende. — Her skal blot nævnes, at endnu saa sent som i 1852, Natten mellem den 2.—3. Oktober, druknede under en voldsom Orkan 42 Fiskere ude fra Halsnæs, de fleste fra Toverup Sogn.
Nu har alle Lejerne for længst faaet gode Smaahavne; men i Tisvilde som de fleste andre Steder gaar Fiskeriet mere og mere tilbage; det er Sommergæsterne, som yder Beboerne den væsentligste Indtægt.
Fra Tisvilde kørte jeg hen imod det nære Vejby gennem et dyrket Land med et ret kuperet Terræn, men uhyre ensformigt og kedeligt. Saaledes som Indtrykket af dette Omraade nu er, er det mærkeligt at tænke paa, at J.Th. Lundbye og gamle Skovgaard med Forkærlighed malede saa meget i disse Egne. Men hvor har Landskabet ikke undergaaet uhyre Forandringer siden hine Dage!
De berømte Oldtidshøje Syd for Raageleje er for de flestes Vedkommende stærkt forstyrrede. Derimod fandt jeg ved det nære Hesselbjerg Sydøst for Lejet en Gruppe ganske pragtfulde, usædvanlig store Høje, 8 Stykker ialt og fuldstændig velbevarede paa 2 nær, som var en Smule ødelagte. Men naturligvis bærer disse Oldtidsminder et skæmmende Fredningsmærke som en Skorsten paa deres Top. Det er dog en taabelig Skik! -— Fra Højene er der en vid Udsigt over Land og Hav — et saare mærkeligt Sted.
Overhovedet er der ikke faa Rundhøje paa disse bratte Bankers Toppe, enligt-liggende og stærkt synlige, og derfor i høj Grad understregende dette sælsomme Landskabs strænge, alvorlige Karakter. Blegt Græs gror over Højdernes magre Jorder, kun hist og her brudt af grønne Agre eller gullig Sæd. I Lavningerne vrimler det med større eller mindre Mosehuller, som viser at Sandflugten her er gaaet hen over en ældgammel, udstrakt Skovmose; thi her er i de nedre Tørvelag fundet Fyrrekogler og Blade af Bævreasp, og højere oppe Hasselnødder. En enkelt Spydspids af Flint viser tidlig Indvandring af Mennesker til Stedet.
Fra den 49 m høje Salgaardshøj ved Kysten S.V. for Raageleje har man det ypperligste Overblik over dette Land. Udsigten over Kysten til begge Sider er prægtig med de kraftige Klinters tunge Masser og den hvide Sandstrands stærkt svungne Linje, bag dette det blaa Kattegat og fjærnt over Havet i Nordøst Kuliens bjærgagtige Former.
Desværre er ogsaa denne smukke Kyst efterhaanden saa blokeret af Villaejere, at den snart er fuldstændig utilgængelig. Selve Raageleje er ligesom de andre Badesteder langs Nordkysten et Sted, jeg helst undgaar.
-— Det er tilsyneladende en fattet Befolkning, som lever ved denne Kyst. Vejret og de trange Kaar i ældre Tid har lært den at tage Sagerne med Ro. Karakteristisk for dens Sindighed finder jeg en lille Historie, fortalt af gamle P. C. Skovgaard, som tilbragte sine Drenge- og Ungdomsaar i Vejby. Han mødte en Dag en ældre Bonde, som han kendte godt. Og da han sagde til ham, at han syntes, han havde skæmmet sig, svarede Manden: „Ja-e, vodden ska ed Ansejd blive, naar a vi gaar mæ’ed te Hverdau!“
Og Hverdagen har været Slid for Bønderne i disse Egne. Men man maatte jo saa trøste sig med et lille Ordsprog i Ny og Næ. Var Kosten skrap at døje, saa vidste man, at
„Man kan lære Fruerhund at æde Skovkråber" (de sure Æbler paa den vilde Abild).
Men man fandt et fortrinligt Udtryk for Sultfornemmelse i dette:
„Je tror, a mine di store Tarme er ved a æde di smue.“
Var man forslæbt hen mod Aften, og Hvilen endelig faldt paa, var det ganske naturligt at udbryde:
„De æ godt og komme te a ligge ned, naar man har sittet hiele Daven.“
Om en Slider, der altid tog haardt fat, sagdes at han var „hævngærrig" paa Arbejdet. Modsætningsvis kaldtes en doven Person for en Loddolk".
Ligesom paa Jydsk adopterede man gærne visse Fremmedord, som „Ampløj“ (af emploi) for Beskæftigelse, „Potelleflaske" (af bouteille). At „sprække" betød at føre fræk Tale (af sprechen). Det er altsammen forstaaeligt. Men hvordan man kunde finde paa at sige om en Mand, som blev ude af sig selv, at han var „hielt udenad", er mindre begribeligt. Og at Støvregn blev til „Røvregn" er vel et Forsøg paa en licentia poetica, uden derfor at blive noget malende Udtryk.
En Aften gaar jeg ad Markerne langs Klinterne østfra mod Tisvildeleje. Solen er ved at gaa ned bag Havet, ikke en Sky er paa Himlen, der staar som et uhyre Staalskjold over mig, kun i Vest med en ildgul Rand. Klinterne løfter sig sorte mod det flammende Hav.
Da jeg inde fra Marken nærmer mig Vejen, kommer to Skikkelser hen mod mig ad denne, skarpt tegnet mod den gule Horisont. Det er to Mennesker paa Cykle, ganske nær hinanden. Da den forreste kommer nær, ser jeg at det er en gammel Bonde. Han har en Le paa Nakken. Hans Cykle knager og skriger, han sidder foroverbøjet og krum, men hans Le rager højt op over ham, det store Blad rager bagfra frem i en Bue over hans Hoved — sortblaat Jærn mod den messingskinnende Luft. Han træder sindigt Pedalerne med sine Træsko, mens han flytter
Kroppens Vægt fra det ene Ben til det andet. Han er lang og mager. — Lige idet han passerer mig, faar jeg ham i Profil mod Solnedgangen, en sort Silhouet. Og det giver et lille Gisp i mig — det kunde godt være selve Pastor Mors, der er kommen op paa Cyklen for at faa nogle paatrængende Forretninger raskere fra Haanden.
Men lige bagefter ham kommer et andet mærkeligt Væsen. Det er et Kvindemenneske, ganske ungt, siger alt hvad man ser udenfor Kjolen, og det er ikke saa lidt endda. Hun sidder rank og let i Sadlen med den ene Haand løst hvilende paa Styrets Midte. En lillebitte flad Tingest sidder paa Snur paa det bobbede Hør-haar over det venstre Øre og skjuler Øjet. Den ligner en Klat vissent Løv, som er kommen flyvende og har hængt sig paa hende; men det er en Hat. Hendes Læber er mønjefarvede, Neglene som dyppede i Syltetøj og skinnende af Lak. Sko med Hæle paa 3 Tommers Højde.
Men over Skulderen bærer hun med den ene Haand en Rive — for det er en Bondepige, som vender hjem fra Markarbejde! Det er det tyvende Aarhundredes Hyrdestil, lige til Porcellæn.
Hun følger Manden med Leen tæt i Hælene. La mort et l’amour — eller maa-ske den gamle og den ny Tid.