SYD FOR ODENSE FJORD
Det hændte en Dag, da jeg gik gennem en af Odenses Parker, at jeg mødte en ung Kvinde. Hun var slank og lys, med bart Hoved; det gyldne Haar stod i et Brus om hendes fine Pande, hendes Profil var ren som paa en af Botti-cellis blonde Møer. Hun havde disse Kvinders kyske Skuldre og fine Hofter, saa-dan vilde deres Gang være, om de traadte ud af Frescerne og vandrede hen ad Florenz’s Gader. — Med de smukke Arme strakt ud til Siden holdt hun ved hver Haand et lille Barn, to lige gamle og fuldstændig ens Smaapiger paa et Par Aar, som lignede hende fuldstændig — uden Tvivl hendes Børn; hun maa have været nøjagtig saadan for tyve Aar siden.
Hun strejfede mig med et lille Smil, da jeg gik forbi. Saa forsvandt den slanke Skikkelse langsomt hen ad Stien, mens jeg stod og stirrede efter den. For det var, som jeg havde mødt selve dette Landskabs Apoteose, saa frodig, saa velplejet, saa smilende. Hun havde trods sit Smil til mig noget fuldkommen aandsfraværende; hun var helt optaget af sin egen Lykke, hun tænkte kun paa at holde sine to Børns smaa, varme Hænder i sine.
Ja, netop saadan er jo dette yndige Midtfyen, hvor Havets Luner aldrig spores, og hvor Himlen kun spejler sig i den stille Fjords Vande eller de sagte glidende Aaløb. Rolig, drømmende, lidt indadvendt, fuld af Lykke over sig selv er dette Landskab. Ligesom den unge Kvinde møder det den Fremmede, som drager forbi, kun med et lyst Smil. Ingen bratte Overgange, ingen Overraskelser, Ynde paa hver en Plet, Frodighed, Frugtbarhed, Harmoni.
Mine Tanker falder paa Jylland med dets bratte, voldsomme Overgange, dets bestandigt skiftende Sind. Mon denne dejlige, rolige Kvinde i Længden vilde kunne holde en Tilbeder fast? Mon man ialfald ikke maa være af hendes egen Stamme for helt at kunne forstaa og betages af hende. Man kan fyldes af en pludselig, jublende Glæde ved Synet af hende — og gaa forbi uden at længes, naar hun er borte. Gaar jeg nu ikke her som Robert Burns og nynner:
My heart’s in the Highlands, my heart is not here
My heart’s in the Highlands, a-chasing the deer;
Chasing the wild deer and following the roe,
My heart’s in the Highlands wherever I go ... .
— Men naar man færdes ad Veje og Stier langs den sagte, mumlende Aa gennem Byens skønne Haver, da melder sig i Tankerne Navnene paa nogle af vort Lands berømteste Mænd, som er født her eller har levet her. Digteren Thomas Kingo, Søn af den skotske Væverfamilie i Slangerup, men Bisp i Odense, de to
Husmandssønner Rasmus Chr. Rask og N. M. Petersen, Ambrosius Stub, Karl Bagger og Aarestrup — og den største af dem alle, han, hvis Æventyr er rundne af Mulden paa hans blide Ø og har lydt paa alle Tungemaal med sine uskyldige og skønne Ord, saa Jordens blødeste Sprog fik en Klang saa dyb, at ingen glemmer hans Tale.
— „Der var saa dejligt ude paa Landet ...
Den grimme Ælling voksede sig stolt og smuk i den fyenske Mose, og den drog med de vilde Svaners Træk ud over alle Lande.
Det Landskab, som Odense Aa gennemløber efter at have passeret Byen, er kun omkring Aasum en Smule bølget; nærmere mod Fjorden bliver det fladt som selve „Sletten" og gaar ved de gamle Fiskerbyer Bullerup og Seden næsten i ét med Fjorden.
Ejendommeligst er Landskabet om Aasum Bro, hvor yndefulde Trægrupper hæver sig og bryder Engens ensformigt frodige, jævne Flade.
Her ved Broen udspilledes for længe siden et gruopvækkende Drama, om hvilket Minderne endnu lever blandt Egnens Folk, skønt det fandt Sted for omtrent halvfjerde Hundrede Aar siden. Det var, da Herremanden Hans Strangenette fra Hindemae blev dræbt her af sine Bønder, da han vendte tilbage fra Odense, efter at han paa Landstinget dér havde vundet en Sag imod dem. Aasumbønderne gik til Hovarbejde paa Herremandens Gods, og der havde længe hersket et spændt Forhold imellem dem og ham. Den tabte Sag blev Draaben, som fik Bægret til at flyde over. Byens sejsten Gaardmænd samlede sig ved Broen for at passe Herremanden op, og da han red over den, slog de ham ihjel med deres Høleer, hvorefter de huggede ham i Smaastykker. Alle sejsten langede ud til ham for at være lige gode om det, og Sagnet siger, at han blev saa forhugget, at Bygvællingen rendte ham ud af Maven lige saa frisk, som han havde faaet den i Odense. Retten vurderede dette Sammenhold mellem Bønderne højt — alle sejsten blev halshugget og lagt paa Stejle paa „Kokkehøj" Øst for Byen. — Begivenheden, som fandt Sted d. 9. Sept. 1598, stadfæstes i alle sine Hovedtræk af Danske Atlas og Vedel Simonsen, selv om det ikke her udtrykkelig siges, at Bønderne var fra Aasum. Men den stedlige Tradition skal nok have Ret.
Aasummændene, der tidligt fra Fæstere var bleven selvejende, havde en god Bunke Selvfølelse i sig, og det var nogle haarde Halse. Bylavet bestod i gamle Dage af baade Gaardmænd, Husmænd og Haandværkere, og det var ikke nemt selv for ansete fremmede, som fik Gaard og Grund i Byen, at blive regnet for fuldgode Mænd af Lavet. Naar en Mand fra Byen sagde: „Der skal en god Røv i Bovserne for at være Mand i Aasum," saa udtalte han hele Lavets Mening om den Ting!
Mærkeligt er det at tænke sig, at denne Aa paa sin Vej gennem Byen og det rolige Landskab har saa mange mørke Sagn knyttet til sig. — Uhyggelig er den Tro, at Aaen hvert Aar kræver et Menneskeliv; sker det, at den ikke faar dette Bytte, da vil den i Aarets Løb stige over sine Bredder og afstedkomme Ødelæggelser. Derfor maa man aldrig klage, naar nogen drukner i den!
Størstedelen af den gamle, smukke Aasum By har maattet vige for moderne, smagløs Bebyggelse. Fremragende i sin Art er den gamle Bysmedje med dens næsten kvadratiske Grundflade og pyramideformede Tag, opført 1817.
I Aasumgaard, som 1915 fik splinternyt Stuehus af røde Mursten, er endnu bevaret de fortrinlige Bindingsværks-Yderlænger, som omgiver en Gaardsplads af enorme Dimensioner. Det er én af de smukkeste Gaarde, jeg har set paa Øen.
I den nærliggende lille Landsby Raagelund fandt jeg i Simon Nielsens Gaard en udmærket Sulelade, som jeg med stort Besvær fik fotograferet efter nogle halsbrækkende Balancekunster over det skrøbelige Loft, som gav efter for ethvert Trin og var opfyldt med Kvas og al Slags Ragelse. Denne Bygningsform, som gaar helt tilbage til Oldtiden, og som nu næsten kun kendes fra Nordfyen og Salling, udmærker sig ved en Række lodretstaaende „Suler", Bjælker rejst i Bygningens Længdeakse og bærende en vandret „Aas“, en Bjælke, som ligger lige under Tagryggen, og hvorpaa Spærene hænger. Synet af denne Lade virkede mærkeligt. Det er den rene Middelalder. Sammenlignet med mange andre Sulelader, jeg har set paa Fyen, f. Eks. den langt større og mere velbevarede i Bendt Bendtsens prægtige Bindingsværksgaard i Allesø, bærer denne Prisen ved sin primitive Stil og sit Præg af uhyre Ælde.
Det forekommer hartad naturstridigt, at Landjord kan være saa lavtliggende som ude ved Fjordkysten nær de gamle Fiskelejer Bullerup, Seden og Stige, og at man kan vandre tørskoet rundt paa denne gamle Fjordbund.
Denne Del af Fjorden var de gamle Aalestangeres Domæne. I de første For-aarsdage, naar Paaskeøsten pustede med fulde Kjæver ned over Fjorden fra Bakkerne ved Dræby og Munkebo, tørnede de gamle Seden- og Bullerupmænd ud til Aarets første Stangetur — en Fangstmetode, som nu næsten helt er afløst af Ruserne, der stadig stiger i Antal. Men det var dog „Blusningen" i de lyse Nætter, som satte det ejendommeligste Præg paa dette Landskab, naar Lysene fra de Hundreder af Baade glimtede vidt og bredt over den lave Fjord og spejlede sig dybt i dens stille Vande. Denne Form for Fiskeri er iøvrigt ikke ophørt, selv om den er stærkt aftaget; og endnu kan man i de stille og lune Sommernætter se de langsomt glidende Blus trække hen over Vandet. I ældre Tider brugtes en endnu mere primitiv Metode, hvor ingen Baad anvendtes, da tre og tre Fiskere vadede sammen langs Kysten, mens den ene bar et Knippe Langhalm paa Ryggen, af hvilket han rev Totter, som han stak Ild i, mens de to andre huggede efter Aalene.
— Det var i hine Tider, da „Aalekonerne" færdedes vidt og bredt over Egnen med Fangsten i en Kurv paa Ryggen og solgte den til Bønderne. Nu er Aalekonerne forsvundet sammen med det meste af dette mærkelige Liv paa og omkring Fjorden. Næsten ingen af de gamle Fiskere er tilbage i Seden, siges der, og det samme er Tilfældet i den helt moderniserede Bullerup.
Ad Landevejen fra Syd mod Stige og forbi denne ad Dæmningen langs Odense Kanal kommer man gennem et fuldkommen hollandsk Landskab med Sluser og Vandgrøfter og græssende Kvæg, hvor kun Pumpemøllerne rejser deres magre Kroppe over det flade Land, og hvor bredmavede Kuf’er og Tjalke og store Skonnerter med Skrogene højt synlige over de vide Enge færdes paa deres Vej til og fra Odense Havn. Overalt Vand og Lavland i en péle-méle, kun den vældige Munkebo Bakke svinger langt ude i Øst sin Top højt op over de uendelige Arealer af Enge og Vande.
— Naar man fra Fjordens kanalfurede, flade Enge nærmer sig Allesø, bliver Landskabet hurtigt levende i Formen, Bakke op og ned, dog i behersket Format, som det meste her paa Lav. Og Karakteren er bestandig frodig med dyrkede Marker og levende Hegn. Allesø har en Bysmedje fra 1670, som imidlertid kun i Alder kan staa Maal med den i Aasum; den er langtfra saa velbevaret og har faaet nogle slemme, mindre Tilbygninger.
I dette stilfærdige, lidet iøjnefaldende Landskab havde jeg en af min Rejses smukkeste Oplevelser. Den kom saa pludselig, at den havde Karakter af en Aaben-baring.
Da jeg ad Odense-Bogense Vejen havde passeret 10-km. Stenen og var naaet lige ud for Ruinen af en gammel Vejrmølle uden Hat og Vinger, opdagede jeg en lille smal Markvej, som førte fra Landevejen mod Nord op over Bakkerne. Blot 100 m. op ad disse, saa laa Stedet foran mig.
En dyb, jævn Lavning, en mørk, moseagtig Dal indesluttet paa alle Sider af blødt rundende, høje Banker. I dens Midte en vandfyldt Mose med Sivbevoksning langs sine Bredder og omgivet af smaa Klynger af Graapil — graat og grønt i alle Nuancer om det vindkrusede Mosevand, et lille Digt af dyb Alvor midt i al den agrariske Herlighed. De omgivende Græs- og Sædmarker standser brat, hvor Bankernes Fod rammer Dalbunden. Langt ude paa denne ligger Mosevandet, den sidste Rest af en Sø eller Fjordbund.
Det er Vimose, det gamle hellige Sted. Her er det, man har gjort det rigeste Mosefund i Danmark, Vaaben og Genstande af forskellig Art, henlagte af Sejrherrerne i et stort Slag, som maa have staaet her i Begyndelsen af d. 4. Aarhun-drede e. Chr., i den urolige Kampperiode, da de store Folkeforskydninger fandt Sted i Landet, og da denne rige Ø maa have været stærkt omstridt, hvad lignende Fund fra andre Steder paa den ogsaa vidner om.
Første Gang, man stødte paa Genstande paa dette Sted, var i 1848, og senere fremkom der aarligt ved Tørvegravning Sager herfra. I 1859 og 1865 foretog Na-tionalmusæet de første Udgravninger paa Stedet, senere fulgt af flere andre, og ialt er der i Aarenes Løb bragt over 4000 Genstande for Dagen. Findestedet er en 900 □ m. stor Plads et Stykke ude i den over 600 m. lange Mose, væsentlig samlede i et 1/3—2A m. tykt Lag, hvis Dybde var z/s—2 m. under Mosens Overflade.
I sit Værk „Vor Oldtid" har Sophus Muller vist, at disse Mængder af Genstande ikke har været sænket i Mosens Vand, hvad der tidligere har været antaget af enkelte Forskere, men er lagt ned paa tørt Land, og desuden, at det ikke er et „Depotfund", hvis Sager er gemt her for at hentes igen, men at det er et udpræget Kampfund, hvis Genstande i Følge Skik og Brug er henlagt som et Offer til Guderne, som Tak for en Sejr. En Mængde Staver med Fletning af Riskviste imellem dannede en Indhegning paa Stedet. — Pladsen har været en fast, tilgroet Moseflade, paa hvilken Genstandene er henlagt synlige under aaben Himmel, men som Vegetation senere har dækket med et tæt Lag, der har forvandlet Oldtidslaget til en dybereliggende, blød Masse.
De fundne Genstande giver bl. a. et fuldstændigt Billede af, hvordan en Kriger fra Folkevandringstiden har været udrustet. Her fandtes saaledes en Ringbrynje, bestaaende af omtrent 20,000 Ringe — et Aars Arbejde for en rap Haandværker — her var Hjælme, Livbælter, Skulderremme, Spænder og andre Beklædningsgenstande, Sværd af forskellig Form, Fæster, Skeder og Dupsko, Buer og Koggere, Skjolde, Økser og Sporer foruden Masser af Dele fra Ridetøj som Bidsler og Tøjler. Ligeledes en Mængde Redskaber af forskellig Art som
Vognhjul, River og Harver m. m., og desuden en Mængde Dyreknogler, især af Heste.
Lignende Fund, omend langt mindre righoldige, er her paa Øen gjort ved Illemose og Kragehul, foruden 8 større og mindre af lignende Art i Østjylland, Sundeved og Angel og et enkelt i Vendsyssel. Øst for Fyen er saadanne Fund endnu ikke kommen for Dagen.
— Hvad er der hændt paa saadanne Steder, som kan forklare denne Massehenlæggelse af Vaaben og Redskaber?
Sophus Muller siger i Tilknytning til disse Votivfund følgende:
„... . Paa den tilgroede Moseflade, der dannede en aaben Plads i Skoven eller ved Kysten, har en Skare Krigere gjort Holdt. Efter Pladsens Størrelse og Vaabnenes Mængde kan der antages at have været Hundreder af Mænd. Der var bygget Hytter af Greneværk, og Risgærder dannede en Indhegning. Haandvær-kere, Kvinder og Børn var med i Troppen, hvad der kan sluttes af de talrige Redskaber i Vimosefundet til Træarbejde og Smedebrug, af Kvindesmykkerne, Halsringe og Glasperler, og af Legetøjet, navnlig flere Spilletoppe som de, Børn nu leger med. Man var vel forsynet med alt, hvad der hører til Livet i Felten, Heste og Vogne manglede ikke. Man har levet nogen Tid paa disse Steder, beredt sin Mad, arbejdet, kortet Tiden ved Brædtspil og — kæmpet.
Der er foregaaet en hæftig Kamp paa selve Stedet eller tæt derved. Mangfoldige Vaaben bærer Mærker af Hug og Stik. Spydspidserne ere bøjede, Sværdene overbrudte, Lansestager og Buer huggede igjennem. Det har ikke været en let Skærmydsel, men en afgørende Kamp, som har gjort en af Parterne til Sejrherre. Lejren er bleven erobret med alt dens Indhold1).
Det er Byttet efter Kampe, som disse Fund indeholder. Meget er dog i den Grad beskadiget, at dette ikke kan hidrøre fra selve Striden. Flere Skjoldbuler ere ikke blot forhuggede, men ogsaa sammenbøjede. En stor Bronzekjedel er gjen-
nemhugget paa kryds og tværs og derefter fuldstændig sammentrykket."--
„Sejrherren har forsætligt ødelagt de tagne Sager og oftest henslængt dem mellem hverandre i den største Uorden." Det hele er efterladt paa Pladsen — Slagmarken eller dens Nærhed — baade værdifulde Sager af Sølv og Guld og sønder-brudte Vaaben, Trug, Lerkar og nedhuggede Heste.
Det er mærkeligt at sammenligne Cæsars Beretning om Gallerne, som siger, at „naar de gaar i Kamp, love de som oftest Byttet til Guderne. Naar de har sejret, ofrer de Dyrene og samler de øvrige Sager paa ét Sted. I mange Stater ses sammendyngede Hobe af saadanne Sager paa hellige Steder. Kun sjælden hænder det, at nogen er ligegyldig overfor det hellige, saaledes at han enten skjuler Byttet hos sig eller borttager det, der er henlagt, og herfor er der sat den strængeste Straf."
— Hvad er det for Hære, som her er stødt sammen og af hvilke den ene er bleven tilintetgjort? Primitive Folk, „Barbarer"; — Men er det ikke mærkeligt at tænke paa, at disse Tusinder af Ting af stor Værdi for disse Folk er bleven henlagt her i Dalen som Tak til de gode Sejrsguder, og at de har faaet Lov til at ligge under aaben Himmel maaske i Hundreder af Aar, uden at nogen har rørt dem! Det giver et smukt Billede af disse Oldtidsfolks Ærbødighed for det, som var dem helligt.
') Det maa altsaa i det foreliggende Tilfælde være Angriberen, som har sejret. A. Fr.
— Jeg har aldrig staaet paa noget Sted, som bedre kunde tænkes at have rummet en fredviet Plet. I Læ for alle Vinde ligger den lave Flade under de skærmende Banker, fuldkommen verdensfjern i sin dybe Stilhed.
Men jeg tænker paa Slaget, som her har raset hen over Bakkerne, Kamptummelen, Hærskriget, Hestenes Vrinsken, den vældige Støvsky, Vaabnenes Glimten, Spydenes Susen og Sværdenes Sang. Jeg ser Offerfesten med de blomstersmykkede Fanger, der føres frem foran de hvidklædte Præstinder, Offerknivens haarde Kurve i Luften, Blodet, der slaar ud som en sort Valmue i Solen ....
Den graa Himmels lette Skylag begynder at splittes, Sol og Skygger farer skiftende over Mosens Graa og Grønne, og dens vindfurede Vand bliver blaat. Men selv da Solen helt har faaet Magten, og alle Skygger er borte, vedbliver Dalen at have et Skær af Vemod over sig, af dyb Melankoli. Det er, som om et Slør fra Fortiden bestandig overskygger dette underlige Sted.
Da jeg længe efter kom tilbage til Landevejen med dens Trafik og Tummel, kun et Par Hundrede Meter fra Dalens Bund, var det, som jeg vaagnede efter en dyb og mærkelig Drøm, hvor jeg i et Glimt havde faaet en Aabenbaring af vort Folks Oldtid.
Ved Bellinge Bro passerede jeg paa min Vej mod Herregaarden Bramstrup paany Odense Aa, som her er skønnere end noget Steds.
Bramstrup, De Brockenhus’ers og Rosenkrantz’ers gamle Sæde, opført i sin nuværende Skikkelse 1689, er vistnok en af de mærkeligste Gaarde, jeg har set paa Øen. Ikke dens lillebitte Hovedbygning, som er uanselig og kedelig, men de imponerende Yderlænger, som er sammenbygget med den. Jeg havde aldrig tænkt mig, at der skulde møde mig et Syn som denne ældgamle, sydlige Længe, der i hele sin monstrøse Udstrækning er af teglhængt, solidt Egetræs Bindingsværk. Den maa have spillet en betydeligere Rolle som Beboelseshus i tidligere Tid end nu, hvor den i sit uhyre Forfald kun anvendes til Udhus og delvis til Mejeri.
Indvendig er den lige saa storslaaet. De mægtige Egebjælker bærer øverst en Tagkonstruktion, som i Soliditet minder om det indre paa de gamle, sejge Ostindiefarere. Den synker ikke sammen ligestraks! Og det bliver et træls Arbejde at pille den fra hinanden, om man engang finder paa at rive den ned. Det ske sent! Denne Bygnig burde sandelig fredes og restaureres.
— Mellem Hjallese og Højby finder jeg en anden prægtig Bindingsværksbygning af enorme Dimensioner, Lindvedgaard, af hvis 4 Længer, der omgiver en uhyre Gaardsplads, kun Stuehuset er nedrevet og erstattet med et nyt. Yderlængerne, der modsætningsvis til Bramstrups er straatækte, men overordentlig velholdte, er usædvanlig smukke.
Højby byder ikke paa mange Seværdigheder. En Undtagelse danner Stedets Vejmand, som gik og slog de visne Skræppeblade paa Vejkanten ud mod det næsten helt udtørrede Gadekær i den pæsende Hede og svedte, saa Vandet drev af ham. Det samme gjorde jeg; og vi faldt naturligvis i Snak i Skyggen under et af de store Vejtræer ved Gadekæret.
Flinke, veltalende Folk, disse Fyenboer, de er ikke straks forsigtige som Jyderne, spørger aldrig først om éns Ærinde, eller hvorfra man er, og de taler gærne om sig selv. Til Gengæld gaar de kun til et vist Punkt, saa er Bommen slaaet ned, de udleverer sig ikke i en Stemning saadan som Jyden. Vi svedte nogen Tid i Fællesskab, siddende paa Vejkanten, mens han fortalte om sit lille kønne Hus og andre Emner, som faldt ham ind og passede til Lejligheden og det varme Vejr.
— Det hændte engang, at en Ærkejyde og en Fyenbo mødtes ved et lille Gilde her paa Øen, hvor de kom til at sidde ved Siden af hinanden. Da man bagefter spurgte Jyden om, hvad han syntes om sin Bordfælle, svarede han, at han kunde jo maaske være god nok, men der var ingen rigtig Alvor i ham. Han havde forgæves prøvet paa at faa Fyenboen ind i en Samtale om Døden, men det var totalt mislykkedes, den anden vilde bare fjante. -— Da man siden spurgte Fyenboen ud om, hvad han nu mente om Jyden, sagde han, at ham kunde han ikke med. Han vilde hele Tiden sidde og snakke om Døden, og det var da et Emne, som passede daarligt til Lejligheden — det burde man ikke drøfte, naar man var kommen sammen for at more sig. Den Mand kunde der da ingen Alvor være i!
— Paa Turen fra Odense mod Sydøst til Davinge kom jeg gennem det mest udpræget idylliske Fyen, jeg endnu har set, et Terræn, der gaar i svage Bølger, men hvor man selv fra de mindste Højder faar Udsigter over dette velplejede Landskab med dets rige Agre og Smaalunde. Omkring den smukke Hollufgaard — atter med prægtige Bindingsværks-Yderlænger, og henimod Neder- og Over-Holluf, to Byer, hvor der endnu mellem megen Nybebyggelse findes mange gamle Gaarde langs Vejen — bliver Landskabet atter fladere; man ser her de fleste Steder ikke stort andet end Vejtræerne eller de nærmeste levende Hegn. Men blot disse er Turen værd. Ved Vejen mellem de to Byer findes paa en længere Strækning en Række ældgamle Pile, som maa have været højt tilaars allerede i H. C. Andersens Ungdomstid. De har alle mulige forvredne, troldeagtige Former, Stammerne er kun en forvitret, stenhaard Skal, Marven synes fuldstændig borte. Har Digteren set dem? — I ethvert af dem kunde Heksen have sendt Soldaten ned efter „Fyrtøjet".
Det lader til, at Bindingsværksstilen her paa disse Egne fejrer sine største Triumfer. Den smukke Fraugdegaard, opført af Oluf Daa i 1588, og siden i Thomas Kingos Eje, er trods en haardhændet Behandling ved Ombygninger i 1679 og en Restaurering i 1882, da tre af Bindingsværkslængerne blev rødmalede, endnu delvis et fremragende Eksempel paa denne Stil. —
Omegnen af Fraugde er kendt som Findested for den usædvanlig store Gravplads fra Jernalderen, hvor der i 1896—97 afdækkedes ikke mindre end 10 Skeletgrave og 70 Urnegrave, hvis rige Indhold nu findes i Nationalmusæet.
— Det var i Lavindsgaards Mose paa Røjerup Mark nær Sanderumgaard Øst for Fraugde, at en lille Husmand i 1862 oplevede et Eventyr, som formodentlig var hans Livs største, da han gjorde det mægtige Oldtidsfund af 11 Guldskaale til en Metalværdi af over 2000 Kr., mens han en Dag gik og gravede Tørv i Mosen. Det er et af Nationalmusæets fineste Guldfund.
Paa Vejen herfra til Birkum passerede jeg den kendte Helligkilde „Klokkekilden", som er bleven overbygget med et lysthuslignende Skrummel af overdreven Hæslighed. Man kan forøvrigt knapt faa Hovedet ind gennem det fæle Tremmeværk og se Kildens Vand mellem Stensætningen. Dette skulde man jo tro var en Foranstaltning for at skærme Stedet; men jeg saa dog i Vandet et gammelt iturevet Skørt og Stumper af et Forklæde, nogle Cigaretæsker, en Sardin-daase og flere andre Preciosa, som man har kunnet faa ind gennem Aabningerne. Udenom var Markerne saa soignerede, som overhovedet muligt. Bruges Kilden til „Affaldskurv" ?
Odense Aa ved Aasum Bro.
Ved Vejen gennem Ørsbjerg Landsby.
Den lille Assenspige.
Den gamle Marsvinsjæger fra Middelfart.
Halvgaard i Aasum. Under Stuehusets Fremspring har en Hjulmand haft Værksted.
Bramstrups sydlige Længe, set over Voldgraven.
Aasumgaard. Stuehuset og Del af søndre Længe.
Den gamle Bysmedje i Aasum.
Jeg maa tilstaa, at jeg blev endnu mere forundret over den Overlast, som er overgaaet det berømte Bystævne i Davinge. Jeg tør sige, at det eneste, som bryder Stemningen i denne overmaade smukke Landsby, er den Maade, hvorpaa man har trakteret dette Sted. Det er skæmmet af en Genforeningssten, som er ganske ude af Harmoni med Stævnet, af en Flagstang og en trefløjet Vejviser paa en Stolpe, alt samlet indenfor et forfærdeligt Jærnrækværk, som paa lavkomisk Vis fuldender Ødelæggelsen.
Det ser virkelig ud til alle Vegne, hvor man kommer, at det er Egnens mest uforstandige Mennesker, som har taget „Fredningen" af saadanne Steder i deres Haand. Var det ikke simplere at lade være med at røre dem i Stedet for at udfolde denne taabelige Nævenyttighed! Gamle Billeder viser, hvor langt smukkere dette Sted var, før alt dette er overgaaet det. — Bystævner findes paa Fyen foruden i Davinge endnu i Hjallese, Volderslev, Aasum, Birkum, Allerup, N. Lyndelse, Dømmestrup, Højby, Kertinge, Marslev, Ellinge og vistnok endnu flere Steder.
Aldeles dejlig er Davinge Bybæk, som har sit Udspring oppe i Rolfsted Bakker og rinder langs Vejen gennem Byen i hele dennes Længde. Sprudlende og frisk blinker dens klare Strøm under de gamle Piletræer langs Vejens Side og mumler under de smaa Stenbroer ved Indkørslen til de smukke Bindingsværks-gaarde. Saa lattermildt og pludrende strømmer dens krystalklare Vand, som om Tørke overhovedet ikke fandtes i denne Verden.
Men om Vinteren, naar Regn eller Sne øger Bækkens Vandmængde, kan den være baade bister og lumsk. Den svulmer da tit over sine Bredder; og netop ved den Gaard, hvor jeg fotograferede den, trængte den engang ved Vintertid ind i Kostalden og lavede stor Oversvømmelse.
Dens lystige Snakken med sig selv langs den skønne Bygade, hvor de gamle Piletræer følger dens Løb, standser ikke, før den falder ud i den store Mølledam i Byens østre Side. Her holder den et foreløbigt Hvil, før den styrter sig over det durende Hjul i den gamle Vandmølle og haster videre mod sit fjærne Maal over de lave, grønne Enge.
— Vandmøllen i Davinge — ja, den Stemning, der var over dette Sted, saa-ledes som jeg saa det hin blide, sollyse Søndagmorgen, vil jeg ingensinde glemme. Ensom gik jeg langs Bredden af den store Mølledam, i hvis Vande Bygningen spejlede sine Bindingsværksmure og det skønne Straatag, og hvor Stilheden og Freden lagde sig som en Lægedom over Sindet. Duggen hang endnu i Græs og Blade. Ingen Lyd hørtes, knap nok en Hvisken af den lette Morgenvind i Pilenes fine Grene, gennem hvis Løv Solen spillede over Vej og Dæmning og det grønlige Vand.
Og saa — lige der ved Møllerhusets Dør stod hun lyslevende, „die schone Mullerin." Jeg sagde Godmorgen, saadan som jeg har lært af Møllersvenden i Visen. Og hun svarede med en lys, yndig Stemme og smilede; ganske som om jeg var den, hun havde ventet paa. Ak ja!
Men jeg saa det jo. Foraarets Skær er endnu over hende — men Møllersvenden er forlængst vendt tilbage, færdig med sin „Wandern", drevet af sin Længsel. Og den smukke Møllerpige har giftet sig med ham, og de er vandret sammen ind over Tærsklen til den store Sommer. — Men jeg mærkede det siden, da vi alle tre sad og talte sammen ved Dammens Bred, at Vandets Rislen bestandig fylder deres Øren, at deres Tanke følger med Strømmen, hvorhen den gaar, at det vældige Møllehjuls Susen ikke har lullet dem i Søvn, men at de helt vaagne ser og elsker Stedets Skønhed, og at den bestandig fylder dem med Glæde. Og ogsaa med Længsel. — Det er en Lykke at kunne længes.
Hvor var de elskelige! De tog imod mig, som var det selve Wilhelm Muller, der havde aabenbaret sig for dem.
Hvad vi talte om, husker jeg knapt, saa grebet var jeg af et uendeligt Velvære, af denne underlige Stemning af „For Hundrede Aar siden“. Noget saadant oplevede jeg ellers kun paa Tryk, naar jeg fik Hoffmanns Eventyr eller Heines Harzreise i Hænde.
Jeg husker, da de viste mig den lille Kirsebærgang, som gaar langs Mølledammen, hvor vi spiste af de smaa sorte Kogebær med den friske Smag af Sødt og Slaaenbær, at hun trak en bovnende Gren ned foran mig og rakte mig Bærrene, som hun plukkede.
Jeg sagde: „Se, her staar vi nu som Adam og Eva under Kundskabens Træ, og De rækker mig Frugterne, skønt Herren staar og ser paa det.“ — „Ja, “ svarede hun, „men det er da kun Kirsebær!1'
Jeg husker den lille høje Node, som „Kirsebær" begyndte med, og blev glad over det sødtklingende Fyensk — og over, at det kun var Kirsebær. Hvorfor bestandig disse Æbler?
Møllen er nu for længst solgt og paa andre Hænder. Men maatte dette dejlige Sted trods alt blive skaanet! Kunde man ikke gaa til den Yderlighed at bevare det som en Seværdighed for Turister, men for Himlens Skyld uden at gøre det til Restaurant! Kunde Bymændene ikke gøre noget for at skærme det, saa det bliver en Attraktion sammen med saa meget andet i denne skønne Landsby. Og for at faa Absolution for, hvad der er hændt med Bystævnet.