SIØ OG SKOVØ
Midt imellem Langeland og Taasinge ligger de to smaa, flade Øer som Tankestreger mellem to Strofer i et Digt.
Siø kaldes i Valdemar II’s Jordebog „Sithø“, og der nævnes, at her har været „Hors“, o: vilde Stod — derimod nævnes her intet Vildt. Th. Riitzow kalder den i „Smaastykker af Langelands Historie” (1873) endnu „Sidø“ og fortæller, at Svenskerne under Carl Gustav i 1658 her opkastede Skanser, hvis Kanoner endnu for faa Aar siden fandtes i Rudkjøbing. Pontoppidans „Danske Atlas” (1767) har allerede ændret Navnet til Siø og meddeler, at Øen dengang havde nogle faa Beboere. I Tidernes Løb er den groet sammen med den vesten for liggende, mindre Ø Skovø, og denne Forbindelse er nu inddæmmet, saa Øerne gaar i et.
Vidste man ikke bedre, vilde man tro, naar man kommer østfra og lægger til ved Landingsbroen paa Østenden, at man var landet ved et Fremspring af Taasinge. Øen synes herfra landfast med denne, og den samme Forestilling opretholdes under Vandringen over Øens Flade, hvorfra ingen Udsigt er mulig til det smalle Farvand i Vest. Øen ligger midtvejs mellem Langeland og Taasinge med et omtrent l1/* km bredt Vand paa begge Sider og er stærkt langagtig fra Vest til Øst. Den var tidligere under Stamhuset Nedergaard paa Langeland, men tilhører nu Godsejer Duborg, Havgaarden, Langeland, og hører under Bøstrup Sogn i Svendborg Amt. Her findes en forhenværende Forpagtergaard, nu beboet af en Bestyrer, samt paa Østenden 6 Arbejderhuse, som hører under Gaarden. Sammen med Skovø er den 240 Tdr. Land og har 28 Beboere. I Arealet er medregnet de 2 ganske smaa Holme ved Sydsiden, Store og Lille Fugleø, som henholdsvis er 4,6 og Ø,2 Tdr. Ld.
I landskabelig som i anden Henseende byder Øen ikke paa større Mærkværdigheder. Den er fuldkommen fladt Agerland, næsten overalt uden andre Forhøjninger end dens faa Boliger, og beskyttet mod Oversvømmelse af lave Diger.
For indtil en god Menneskealder siden var Øen fuldstændig udyrket og laa hen i Tuer og Smaarevl. Den var endnu dengang en storartet Fugleø, hvor mange forskellige Smaavadere holdt til, især en Mængde Brushøns, Graagaasen kom hyppigt til Øen, og af og til besøgtes den endogsaa af trækkende Svaner.
Som Modsætning til Siø har Skovø nogle enkelte Knolde, der vel rager et Par Meter op over Havfladen, og her vokser endnu enkelte, spredte Tjørne, medens Siø kun har plantet Træbevoksning ved Gaarden.
Øens Bestyrer fortæller, at modsætningsvis til de Arbejdere, som nu bor paa Øen, var de Folk, der tidligere kom hertil, nogle forfærdelige Børster — det var dengang, da de fæstedes som Tjenestekarle og boede paa selve Gaarden. Hver Søndag drog de i et Antal af et Dusin Stykker til Rudkjøbing, drak og svirede og spredte Skræk viden om ved deres Bøllestreger. Nu er det helt anderledes, siden der er bygget Boliger for faste Arbejdere, som stifter Familie paa Øen. De er ordentlige, flinke og paalidelige.
Han fortæller en Historie om en polsk Arbejder, som kom hertil ovre fra Rudkjøbing for en Del Aar siden, og allerede 24 Timer efter sin Ankomst var saa misfornøjet med Tilværelsen her, at han gjorde Forsøg paa at rende væk. Han havde ingen Anelse om, at det var en lille Ø, han var kommen til. — Først forsøgte han vesterpaa, men her mødte han Hav; siden forsøgte han de andre Verdenshjørner, men overalt samme Lykke! Ingen Landevej førte væk fra dette gudsforladte Sted. Han gik i nogle Dage og gloede længselsfuld over mod Taa-singes skovgroede Højder; saa slog han sig til Ro. Det er 8 Aar siden — og han er her endnu!
Naar jeg gaar paa Øens kedsommelige, dyrkede Flade og ser over Vandet mod Langelands prægtige Banker, der i en Uendelighed strækker sig mod Nord og Syd, eller over Strømløbet i Øst, der kun virker som en bred, blaanende Flod, imod Taasinges skovklædte Høje — da føler jeg med den nyankomne Polak. Det maa have været for ham, som for de fordømte i Middelalderens Helvede, der havde Udsigt til Paradiset for ret at kunne notere sig Forskellen.
Her findes paa Øen en sand Vrimmel af Harer. Godsejeren holder hvert Aar Klapjagt paa dem, og ifjor blev her nedlagt 120 Stykker. Foruden mange Lærker saa vi paa Øen en usædvanlig Mængde gule Vipsjærter, og inde paa dens Midte én eneste Ryle. Paa Store og Lille Fugleø, der kun skilles fra Sydkysten ved et Par Meter bredt Fladvand, saas en Del Stormmaager og Hættemaager, nogle Terner og Rødben, og desuden paa det flade Vand mellem Øen og Holmene enkelte Strandskader og Præstekraver. En Dam nærved Bestyrergaarden husede et Utal af grønne Frøer. Derimod findes Klokkefrøen ikke paa Øen, hvilket er bemærkelsesværdigt, da dette saakaldte „sjældne Dyr“ ellers er overordentlig almindeligt paa en Mængde af vore Smaaøer og Holme — hvilket maa kunne tage Livet af den Skrøne, at det er Peder Oxe, som har indført den her til Landet.