De Danskes Land -- Achton Friis

SAMSØ

Da Peder Griffenfeld stod paa sin Magts Højde, da han i 1673 var bleven adlet og kom i Besiddelse af sine mange Jordegodser, var blandt de sidste Øen Samsø. Hans samtidige, Thomas Kingo, hyldede ham i et langt Digt, som bærer Titlen „Udførlig Beskrivelse om Landet Samsøø“, og som langt mere er en Hymne til Øen og dens Natur end til den, hvem det er tilegnet. Det er et af de mest pompøse Digte, Kingo har skabt. Lidet kendt som det er, viser det i høj Grad hans Afstamning fra det skotske Digterfolk med dettes uforlignelige Sans for Naturens Aabenbaringer og Vælde, og hans Evne til at male ytrer sig i fremtrædende Grad deri.

Staar man paa en af Samsøs Høje og mindes Begyndelsen af dette Digt, da er det som om man har sneget sig ind i Gudens Værksted i det Øjeblik da han former den gloende Jordklump ved sin Esse og slynger den ud paa dens Bane, hvor han svaler den i det iskolde Rum under Elementers Brøl, og siden ved sit Ords Magt tvinger den ind i dens rolige Løb.

Og da de kølende Vande har omsvøbt den sydende Klump og gjort den sval, da begynder Jordens Ansigt langsomt at tegne sine Træk:

Aartusinder gaar; og saa klædes Landet:

Og i Stranden:

Kun etsteds i Digtet brydes denne Idyl, hvor Digteren taler om det farlige, lumske Belt

Det kommer midt i Hymnen som en Dissonans, og man mindes Heines ironiske :

Sikkert kendte Kingo baade Samsø og den vaade Vej dertil! Mange har skildret Øen udførligere, men ingen skønnere.

Som Øen geografisk omtrent er Landets Centrum, saaledes har den fra ældgamle Tider været et Midtpunkt for det søfarende Folk. Dens Befolkning er et udpræget Blandingsfolk, dets Sprog, hvis tunge Kærne er jydsk, har Øbomaale-nes lette Tonefald.

I en Mængde Sagaer møder man dens Navn, Guder og Helte har betraadt den. I Sæmunds Edda, i „Ægisdrekka", beskylder Odin Loke for at have vanket om paa Samsø, forklædt som Spaakvinde! Gudens Navn er bevaret i Onsbjerg og Onshøjene paa Sydlandet. Her har været et Vi, helliget hans Dyrkelse.

I Gaungurrolfs Saga siges der, at „Samsø ligger mellem Jylland og Skaane". — Selv om dette ikke kan siges at være noget helt udtømmende Signalement, er det betegnende for at den ligger paa Alfarvej — den brede Vandvej, hvor Vikinger færdedes og hvor Hærmænd mødtes, søgte ind og tog Havn.

Her paa Sydkysten ved den gamle Munarvogr — „den skønne Bugt“ — landede efter Hervararsaga og Ørvarodds Saga Hjalmar og Ørvarodd, og her stod den storartede Kamp med Osuræsønnerne, et af de monumentaleste Optrin i vor Oldtidsliteratur.

Paa denne Kyst slutter Regnar Lodbrogs Saga med sit douce Efterspil, der rummer Sagatidens skønneste Fortællekunst, og hvori Mystiken som et tykt Slør drages over den døde Sagnkonges og hans Sønners Skikkelser:

„Øgmund hed en Mand; han blev kaldt Øgmund hin Danske.

Og da han engang for med fem Skibe og laa ved Samsø i Munarvogr, berettes der, at hans Madsvende gik op paa Land for at lave Maden, men de andre gik tilskovs for at forlyste sig; og der fandt de et ældgammelt Mandsbillede af Træ, fyrretyve Alen højt og mosbevokset. De saå dog hele hans Beskaffenhed og talte indbyrdes om, hvem der vel kunde have ofret til denne store Gud. —

Men i det samme kvad Træmanden:

— Dette tyktes Mændene underligt, og de fortalte det siden til de andre.“

At dette sagnrige Land har været beboet fra den tidligste Oldtid, herom vidner et Par store Køkkenmøddinger og henimod 25 Stenaldergrave. Paa Sønder-landet findes desuden, fortrinsvis langs Kysten, ikke mindre end 125 Gravhøje, delvis fra Broncealderen. Der frembyder sig det mærkelige Forhold, at Nordlandet som Modsætning til Sydlandet ikke rummer en eneste Gravhøj!

Oprindelsen til Øens Navn er sandsynligvis Mandsnavnet Samur, som forekommer bl. a. i en Mængde islandske Sagaer, undertiden forkortet til Samr. „Samrsey" har da rimeligvis været Øens første Navn, maaske efter den Land-namsmand, der første Gang tog den i Besiddelse og som Viking spredte Rædsel om sit Navn. Anders Sørensen Vedel siger: „Sand og vist er det, at der haver boet et mærkeligt og stærkt Folk paa Samsøe, og de andre omliggende Øer, som klarligen kan sees af allehaande sandfærdige Fodspor. Og have Kiæmperne og andre Orlogsmænd gierne boet paa saadanne Øer i gamle Dage, fordi de lette-ligen kunde oprette sig gode Befæstninger, og have her snart Udflugt til Søen, at søge efter Rov og Bytte.“ Og Pontoppidan bemærker herom i sin „Danske Atlas" bl.a. følgende: „I hedenske Tider have mange Søe-Røvere fundet Samsøe beqvem til at øve de Helte-Gierninger, som dengang vare paa Mode." (!)

At Øen til op imod den nyere Tid har været skovdækt ses af en Mængde Stednavne og af Moserne, ligesom Sagaerne beretter herom. Da den ligesom en Mængde andre af vore mindre Øer ved Middelalderens Slutning var udlagt til Vildtbane for Kongerne, findes den paa „Ølisten" i Valdemar II’s Jordebog fra 1231. Det ses heraf, at den har rummet en usædvanlig Mængde Arter af Vildt, nemlig Daadyr, Raadyr, Hare og Maar, og her fandtes „Hus" for Kongerne og deres Jagtfølge.

Disse „Huse“, som Ølisten ofte nævner, var vel i Almindelighed blot sammentømrede Træhuse. Thi Stenhuse var dengang ingenlunde saa almindelige, at man kunde vente at træffe dem paa disse smaa Øer. At Forholdet paa Samsø har været usædvanligt, og at den har rummet en kongelig Bygning af mere storslaaet Anlæg, muligvis endog befæstet, derpaa kunde den Meddelelse tyde, som gaar ud paa, at Marsk Stig indtog „Castrum Samsø" og at et Brev fra Kongen i 1216 dateres „in curia nostra Samsø".

„Roskildebogen" oplyser, at Kongen paa Halsnes mellem Roskildefjord og Kattegat har bygget „et udsmykket Jægerhus, en Sal, en Stald, et Kapel og en Hundegaard". Og Kongerne i det frankiske Rige indrettede sig paa lignende Maade med Jagthuse i deres store Skove. Vi har endnu Efterretninger om Kongernes Besøg i disse, fordi de ofte herfra, ligesom de danske Konger fra Øerne, udstedte Aktstykker.

De fleste danske Smaaøer tilhørte paa den Tid Kongen eller Kronen efter den ældgamle Lov, at disse havde Retten til alt Øde — „Kongen ejer det, som ingen ejer" — en Vedtægt, der er ældre end Gorms og Thyras Dage. Og en stor Mængde af disse Øer var ubeboede omkring Aar 1200, enkelte fordi de overhovedet aldrig havde haft faste Beboere, men mange fordi Befolkningen under de lovløse og urolige Forhold i det 12. Aarhundrede, særlig ved Vendernes bestandige Indfald og Plyndringer, var bleven fordrevet fra sin Jord, saa denne som udyrket var tilfaldet Kronen. Under de rolige Forhold, som udviklede sig i Slutningen af Valdemar Sejrs Regering, er sikkert en Mængde af disse Øer hurtigt paany bleven befolkede; og det er ikke sandsynligt, at Kronen strængt har fastholdt sin Ejendomsret til Grunden, thi det at faa Øen bebygget har været en saa stor Fordel, at Kronen ofte har tilladt Beboerne at drive Jorden som fri Ejendom.

Ølisten viser jo iøvrigt heller ikke Ejendomsforholdet, men kun Kongernes Jagtret til Øerne. Thunø, Saltholm og Læsø, som alle findes paa den, var saa-ledes allerede da Jordebogen forfattedes overdraget eller bortskjødet til andre.

For Samsøs Vedkommende udviklede der sig særlige mærkelige Ejendomsforhold, idet Kronen var Ejer af Udmarker og Fælled, men Bønderne af deres Huse, Kaalhaver og Tofter. Saaledes var Ordningen paa Øen endnu, da denne overdroges til Griffenfeld, og ifølge Sagnet skal den have sin Oprindelse fra Øens første Bebyggelse. Rimeligvis er dette Forhold i al Fald af meget gammel Oprindelse og har uden Tvivl staaet i Forbindelse med Sætningen om Kongens Ejendomsret til den øde Jord, saa at denne kun delvis er givet Dyrkerne i Hænde som Ejendom.

Øen skal i Middelalderen flere Gange være bleven fuldstændig udplyndret af indfaldende Fjender, de første Gange under Svend Grathe og Valdemar den Store, senere, vistnok i 1285, af Marsk Stig og de Norske under Alf Ellingsen, der „røvede Kallundborg og mange Øer i Danmark", siger Hvitfeld. Endelig under Valdemar Atterdag omkring 1368, da Nordlandets 3 Byer Kongsbølle, Søby og Glistrup blev jævnede med Jorden for aldrig at rejse sig mere. Dette sidste fandt Sted efterat den sorte Død i 1350 havde hærget Øen.

I Stephanius’ Udgave af Saxo (1645) S. 234 omtales enkelte Steder i Danmark, som de danske Konger i gamle Dage skyede som ulykkebringende — „fatalia & mali omnis loca“ — og deriblandt nævnes Samsø. Formodentlig har den gode Jagt paa Øen dog været en formildende Omstændighed i Kongernes Bedømmelse af Stedet. Valdemar den Store opholdt sig saaledes her i 1166 paa Jagt, og i 1180 risikerede han endogsaa at kalde saa betydningsfulde Mænd som Bisp Absalon, Sune og Esbern Snare herover for at føre Forhandlinger om de oprørske Skaaninger. Denne Gang blev det Skaaningerne, Ulykken ramte! —

1186 holdt Knud VI en Herredag paa Samsø, og i 1215 holdt ogsaa Valdemar Sejr en Herredag paa Øen, hvor hans Søn Valdemar den Unge blev hyldet. 1216 udstedte han her det føromtalte Gavebrev, ved hvilken Lejlighed Dronning Be-rengaria, Grev Niels af Halland, Bisp Ebbe af Aarhus og en Mængde adelige og gejstlige Herrer var tilstede.

Skønt oftest Kronens Ejendom har Øen dog hele Middelalderen igennem ført en omskiftelig Tilværelse. I 1253 overdrager Christoffer 1 den sammen med Endelave til Albrecht af Mecklenborg som Pant. Hertugens Efterkommere sælger den omkring 1300 til Grev Geert; men den kommer snart efter paany under Kronen, thi 1307 skænker Erik Menved den tilligemed Kallundborg, der vist for det meste var forlenet med Samsø, til sin Broder Christoffer, der senere som Konge overdrager den til Knud Porse. Under Valdemar Atterdag finder vi den atter under Kronen; men allerede i 1407 indløser Dronning Margrethe den fra Biskop Bo i Aarhus, som altsaa paa dette Tidspunkt maa have haft Fingre i den.

Fra 1424 er den imidlertid bestandig lagt ind under Kallundborg Len, og da Kong Kristian II som Fange sad paa Kallundborg Slot, var Samsø blandt det Gods, som henlagdes til hans Underholdning. — I 1674 bliver den bortskjødet til Griffenfeld for 23,000 Rdlr., nutildags Prisen paa en enkelt, jævn Bondegaard paa Øen! —

Efter Griffenfelds Fald gav Christian V den til Sofie Amalie Moth, den oprettedes i 1677 til Grevskab og gik over til denne Dames Efterkommere, Danneskjold-Samsøerne. Grevskabet Samsø omfattede til Midten af forrige Aarhundrede næsten hele Øen; men siden er største Delen gaaet over til Arvefæste.

Intet Under, at mange Fingre har været ude efter denne fede Bid, der bestandig har haft Ry for sine naturlige Rigdomme. I „Danmarckis oc Norgis Fruct-bar Herlighed" (1656) berømmer Arennt Berntsen den for dens overdaadige Frugtbarhed, for Beboernes fortrinlige Agerbrug og deres Sømandsdygtighed. Med sine egne Frembringelser sejler de til Norge, Tyskland og endnu fjærnere Steder. Paa Øen er en Mangfoldighed af alt Slags Kvæg, omkring den det rige Fiskeri. Indbyggerne har fra gammel Tid haft mere Frihed med deres Gaarde „end andre disse Rigers Indvaanere". Børnene er arveberettigede til Gaardene, hvilket er et særligt Privilegium.

— Saaledes saa Øen ud, saa idyllisk og rig som i Kingos Digt, da Svenskekrigen udbrød mellem Frederik III og Carl X Gustav.

Første Gang, Samsingerne fik Fjenderne at se, var den 8. November 1657, da en lille svensk „Flode“ paa 3 Fregatter under Major Uggla ankrede op under Kysten mellem Visborg Fyr og Grydenæs. Mændene samledes bevæbnede ved „Ilsøemaj", Majstangen paa Dansebjerg Syd for Brundby, og efter den svenske Beretning drog de herfra i et Antal af 600 ned mod Angrebsstedet. Men ved Svenskernes Landgang gjorde dog kun en meget ringe Del af denne Styrke et svagt Forsøg paa Modstand; det var slet uddannede „Landstormstropper" med 3 Officerer til at føre sig, og da Svenskerne angreb „gav de Flugt" og rev Officererne med sig. Provsten og Fogeden, som nu overtog Forhandlingerne, kom hurtigt overens med Svenskerne om et Forlig, hvorved de „godvillig overgave sig og tilbød at præstere Skyldighed".

Men just som Brandskatterne begyndte at strømme ind og Forretningerne gik glimrende for Svenskerne, kom Peter Bredahl til med et Par Skibe og tog Humøret fra dem. De begav sig hurtigst muligt „paa Retiraden" — thi som Bredahl udtrykte sig i sin Rapport „samme trende svenske Skibe skal ej bringe Capt. Peter Bredahl i slig Forfærdelse, som de haver gjort i ganske Fyen, hvorover Gud maa sig forbarme!" —

Svenskerne kom dog snart efter igen. Øen blev flere Gange under Krigen „indtaget" af Fjenden, og det er sandsynligt, at Svenskerne ikke har været meget borte fra Øen i den Tid, Krigen varede, næppe engang i det korte Mellemrum mellem Freden i Roskilde til Carl Gustav i August brød „den dyre Fred". Thi den svenske Hær laa da endnu bestandigt paa Udhviling og Forplejning rundt om i Landet.

Medens Befolkningen en Mængde andre Steder ofte i Desperation greb til Vaaben mod de plagsomme Fremmede og „den lille Krig" grasserede med Ondskab fra begge Sider, fandt noget saadant ikke Sted paa Samsø.

Samsingerne havde Ord for at være indbyrdes stridbare og laa i bestandigt Klammeri med hinanden. Den omhyggeligt førte „Tingbog for Samsø Birk" viser, at der paa Øen var 6—8 eller endnu flere Retstrætter om Ugen! Tingdagen holdtes strængt hver Onsdag, og „Stokkemændene" havde aldrig Fred.

At Svenskernes Ophold paa Øen lagde en klam Haand paa denne lokale Form for Forlystelse — samtidig med at den naturligvis bød paa en helt ny Form for Adspredelse — derom vidner den Omstændighed, at den nævnte, ellers saa omhyggelig førte Tingbog staar med fuldkommen blanke Sider fra August 1658 til Maj 1660! —

At Samsingerne ikke var særlig bovne Krigskarle men var bedre til Munden end til Kaarden eller Luntebøssen, kunde komme af den Omstændighed, at Øen fra gammel Tid havde det Privilegium — ligesom flere andre mindre Øer -—, at den kun skulde levere „Baadsmænd" til Flaaden, og i Stedet for regulært Fodfolk kun nogle Landstormstropper, der saa godt som ingen krigsmæssig Uddannelse havde. De 3 Officerer, der førte disse, havde derfor aldeles intet Hold paa dem.

Besynderligt er det dog at se denne Befolknings Føjelighed overfor deres Plageaander. Men den har skaffet dem taaleligere Vilkaar end Tilfældet var de fleste andre Steder, hvor Udplyndringen førte til kras Modstand. -— Denne Føjelighed varede lige til Svenskerne flygtede fra Øen efter at Nederlaget ved Nyborg var bleven bekendt; og efter Sagnet ramte Samsingernes Hævn kun nogle faa, stakkels Efternølere, der ikke i Tide fik trukket Halen til sig.

Men efter dette Nederlag ved Nyborg, da den svenske Oberst Konigsmarck med sine Folk fo’r fra Samsø over til Jylland for at redde sig sønderover med et vældigt Bytte, som han nu paa det sidste havde plyndret Øen for — da faldt han mellem helt andre Folk. I Egnen omkring Odder overfaldtes han af jydske Snaphaner, som tog Byttet fra ham og nedhuggede hans Ryttere, næsten til sidste Mand. Kun han selv, hans Løjtnant og en „drång" (Oppasser) slap efter Sagnet derfra, „for at berette om den store Ulykke". Konigsmarck selv skriver herom i et Brev til Carl Gustav den 16. Novbr. 1659: „Jeg beklager mine arme Officerer,

og at vi dermed har mistet vort meste og bedste Folk.......Ved denne ulykke

lige Rencontre har vi af Folk og Heste mistet henimod hundrede."

Det fede Bytte blev saaledes paa en Maade i Familien — og de mavre Jyder kunde maaske ha’ Brug for det.

-— Sporene af Krigen svandt hurtigt fra Øen. Medens der ellers saa godt som overalt paa Øerne næppe var én Landsby, hvor Gaardene ikke var totalt lagt øde og hvor Bønderne i flere Aar efter slap for alle Afgifter, siger Beretningen om Samsø fra 1661 bl. a., at „Byerne og Gaardene paa Landet ere ved Magt meste Delen, og Indbyggerne dér ere nok Mænd for at udgive deres Landgilde end i Aar. “

Herefter kunde Retstrætterne ved de ugentlige Ting igen gaa deres hyggelige og regelmæssige Gang. —

Og da Øen i 1677 efter Griffenfelds Fald og faa Aar efter Krigen kom i Sofie Amalie Moths Besiddelse, var den atter den Juvel, hvormed en kongelig Elsker kunde belønne en trofast Frille — der da ogsaa som en Slags Gengældelse holdt fast ved hans Gunst til sit femogtresindstyvende Aar — i hvilken Alder hun døde!

Skæbnen lader i et let Anfald af Distraktion denne Begivenhed finde Sted paa „Jomfruens Egede“ ved Præstø. — —

Siden da har Øen kun en enkelt Gang været berørt af krigeriske Begivenheder. Det var da under Krigen 1709—20 alle Øens Fartøjer blev opbragt af Kapere, og der anlagdes Skanser paa Besser Rev og paa Liløre. Men lige saa lidt den Gang som i 1807—14, da Øen var besat af Militær, forefaldt der Krigsbegivenheder paa den eller i dens umiddelbare Nærhed.

Jeg staar paa Havstokken mellem Ljushage og Vestborg Fyr. Naar jeg ser over Havet mod Vest, Syd og Øst skimter jeg Jyllands, Fyens og Sjællands Højder. Bag mig, i Nord, hæver sig et Land, furet af Dale, hvælvet med Aase og med en Bræm af Kæmpehøje over hver Aas. Foraarsskyerne vandrer let henover Ager og Fjord og over smaragdgrønne Smaaøer, der svømmer som Ællinger omkring Moderen i det blaa, vindrørte Hav. Over blomstrende Tjørn, over frodig Eng og stenet Strand hænger tusinde Lærker og synger sig Sjælen ud af Livet. — Det er Samsø, Landet med den sagamættede Luft; det er De Hundrede Højes Land!

I Skoven her bagved mig rejste Lodbrogsønnerne Gudebilledet, som siden sang Kvadet om sig selv for Øgmund den Danske og hans Mænd. Her landede Ganger-Rolf. Paa dette Land hærgede Marsk Stig for Landsfaderens Synders Skyld og lagde Curia Samsø, den faste Borg i Grus. Her laa den gamle Vikinga-bæli, Visborg Slot, som en Rovfuglerede paa Klintens yderste Knast, og bredte Harm og Rædsel omkring sig. Her kvolmede Røgen fra brændende Byer, naar Lybeckerflaaderne gjorde Strandhugst. Her hærgede Carl Gustavs Lejetropper; Landsbyerne har endnu Sagn derom, og Kirketaarnene taler om Blodhævnen paa de flygtende Svenske. Her vandrede Griffenfeld i Naadens Sol, og som Øens Herre var det, at han faldt.

Men først og sidst: Her er Ørvarodds, Hjalmars og Angantyrs Kyst, her er Stedet for deres vilde, storslagne Kamp. Just her, hvor jeg staar, var Grænsen mellem de to Bugter, som de gamle Søfarere kaldte Munarvogr og Unarvogr, „den skønne Bugt“.

Høvdingenavne og Stordaad har altid sat røde Mærker i Øens Historie. Til Gengæld har den aldrig været karrig med at skænke en Grav; og den havde Kampesten nok til alle sine Høje. Men Tiden gaar. Kornet modnes fra Aar til Aar, og Græs og Blomster vokser over de gamle Slægters Grave. Om Helten og om Bonden, om Bondehelten og hans Hest og hans Hund véd vi nu med Vished kun dette: Græsset gror éns over dem alle!

Men overalt mindes jeg om Fortiden: ved en Kæmpehøj, et Voldsted, en Borgruin, eller blot ved Klangen i et Navn. — „Hvor gaar Vejen til Brattingsborg ?“ — spurgte jeg en gammel Kone paa min Vej gennem Skoven. Og i det samme blev jeg slaaet af den mærkelige Stemning af Middelalder, der var over Ordene; Rythmen er jo som i et Vers af en ældgammel Kæmpevise.

De store Gamle er døde. Men over mig hvælver sig den samme Himmel som forhen over dem; under Himlen kredser de samme Fugle, Maageskrigene lyder ogsaa i mit Øre. Stranden har de samme Kampesten, foran mig ruller det samme Hav.

Det er en soltindrende Eftermiddag i Slutningen af Maj. Over mig straaler en Luft, der er falmet af Lys og Varme. Langs Stranden i Øst ligger paa en Aas seks Kæmpehøje, hvis store Kroppe skælver i Luftbølgerne. Det er „Angantyrs-højene“. Hundreder af Faar græsser over de brungrønne Flader bag en Strand, hvis Hvidhed kun hist og her brydes af en mægtig Kampesten med rustfarvet Lav og irgrønne Mosser. Havfladen udenfor er saa stille og blank, som havde den ligget saadan i al Evighed og sovet under Skovens sagte Sus.

Smaa Vandmandsbørn ror rundt i det klare Vand; selv er de næsten usynlige, men jeg aner deres Skygger af en Toøres Størrelse nede paa den rillede Sandbund. En Flok Smaafisk farer pilsnart hen over Bunden, den ene efter den anden, som Projektiler fra et Maskingevær. Tæt ved paa et lille Sandflak staar en Flok Strandskader. De staar som store Nipsenaale, der er stukket fast i Sandet, ganske ubevægelige, men skælder alligevel hinanden Huden fuld. Engang imellem flyttes én af dem af en usynlig Haand. Smaabitte Bølger risler og kling-rer gennemsigtige over Fuglenes Fødder og pylrer op om deres Ben. Men som en fuldlastet Zeppeliner sejler en stormægtig Havmaage strandlangs og udstøder minutvis sit: Haw — Haw!

Én Sol tindrer i Luften, en anden blinker fra Vandet; de varmer og blænder, saa jeg er nærved en Svimmel. Jeg lægger mig ned i Græsset og døser. Omkring mig, nær Barken af nogle mægtige, fældede Træstammer, summer nogle store, gulstribede Hvepse. En hvid Vipstjert hvirvler ned paa en Sten foran mig; den nejer tre Gange, slaar seks Slag med Halen og er væk igen.

Langt borte fra bryder nogle langtrukne Maageskrig pludselig den store Stilhed : det lyder, som om man drukner Smaabørn etsteds inde i Bugten......

Lyset blænder mig, saa Øjenlaagene glipper; jeg er ved at blunde hen. En sagte Luftning gennem Skoven — det fjærne Smeld af en Daahjort •— det er de sidste Lyde, jeg fornemmer. Saa bliver der Stilhed, alle Naturens Stemmer svinder bort, Stranden er tavs, Skovens Hvisken dør, alle Fugle tier.

Men gennem de lukkede Øjenlaag, gennem den røde Flimren er det med ét, som om Lyset bliver endnu vildere — og pludselig gennemisnes jeg af en Følelse, som om Spøgelser omringer mig, her, midt i den solklare Dag. I samme Øjeblik som en Rudel hvide Daadyr lydløst som Genfærd glider ud af Skovbrynet ved min Side, letter en Flok Gravænder, opskræmte og med rappe Vingeslag, fra den nære Strand. Og Dyrene, som roligt kommer græssende, rejser alle paa én Gang Hovederne og stirrer med fremstrakte Ører mod et bestemt Punkt i Fjæ-ren. — Saa flygter ogsaa de med Rædsel ud af Øjnene i lange, sejge Spring ind i Tykningen.

Gaar Døden forbi!--

Jeg lader mit Blik følge Stranden mod det Sted, hvorhen Dyrene havde stirret. Og se! — Nu for Rædslen ogsaa i mig — dér er det! To Langskibe med Stævnen i Sandet, Side om Side. Dragehovederne rager højt op. Rasende Mænd farer rundt om dem i Havstokken, og nu — nu gjalder Kampraab og Brøl omkring mig!--

Fra Skoven synes jeg at høre Ørvarodds Stemme:

Og fjærnt svarer Hjalmars Røst:

Men Bulderet stiger, Brøl gaar fra rasende Struber, Staal og Køller suser, Berserker i Kamp! Som en bragende Brænding gaar Arngrimssønnernes Rad langs Skibenes Borde, Sværdenes Glimt staar som et flyvende Skum over deres Nakker, Blod render som Bække i Stranden. Jeg ser hver Mand indenbords blive dræbt. Da den sidste segner, stilner Larmen; men Berserkerne farer endnu rundt paa Stranden, de bider i Skjolderandene og Vejret gaar pibende af deres haarede Næsebor. Brynjeløse, halvnøgne, med de lodne Ansigter opadvendte, danser de rundt som en Flok rasende Orangutanger og ælter med Fødderne Blod og Sand til en tyk Vælling — til deres Muskler slappes og de staar med hængende Kæber og stirrer rallende frem for sig eller falder med et Brag til Jorden.

Da kommer to Mænd tilsyne i Skovbrynet. Hjalmar og Ørvarodd, den ene lys som en Gud, den anden mørk som Helvede. Vældige er de som Tyre, de snorker af Kamplyst. Kommen en Favn ud i Lysningen løfter de Armene i Vejret og udstøder et Raab, som ryster Luften. I Hjalmars Hænder straaler Sværd og Skjold, men Odd løfter en Trækølle, en Egebul, han har hugget i Skoven til et

Ror. — Som en Fuglesværm flyver de tolv Berserkers Pile imod dem; ingen rammer Hjalmar, men to æder sig fast i Odds Skjorte, hvor de bliver hængende og daske.

Berserkerne er sprungne op, aarvaagne; de staar nu tæt sammen i en Klynge, Bryst mod Ryg, Skulder ved Skulder; saaledes gaar de langsomt frem mod de to ved Skoven. De lister knurrende nærmere paa spændte Vriste, som et ondt Dyr paa fireogtyve Ben, som en Kæmpelarve med de røde Børster rejst.....

Da pludselig river en sig løs fra Klumpen og staar foran Hjalmar i et Spring. Det er Angantyr, Flokkens Sjæl og Hoved.

De to Dødsfjenders Blik mødes —- det er som Gnister af Flint. De gaar straks frem mod hinanden med højtløftede Vaaben. Pludselig staar de stille og mumler, underlige Ord og Besværgelser kommer af deres Mund; de viser efter Kæmpers Skik hinanden til Valhal. Saa gaar de baglænds et Skridt, sænker Vaabnene og krummer Nakkerne.

— Ingeborg, nu skal Dine Bejlere stanges!

Men Angantyr har én Fordel: han hader mest! Tyrfing brænder i hans Haand som en Helvedbrand; han kender sin Brod og farer frem mod Hjalmars forbandede Hjærte. De naar hinanden i et Brag, det er som Thors Hammer rammer Thors Hammer. Staalene mødes som en luende Brand, Jorden ryster, saa brede Bølgeringe slaar ud fra Stranden, Straaler af Damp hvæser ud af deres Næse og Mund.

Odd og Berserkerne staar betagne og ser til. Men da det har staaet paa en Stund gaar de bort og bereder sig til Kamp. Da de naar et Sted som egner sig til Drab, gør Odd sig straks klar. Han kaster overflødige Klædningstykker hen under en Busk. Saa bukker han sig og skurer omhyggeligt Haandfladerne mod Sandet; derefter gnider han dem mod Stammen af et harpikset Træ. Han fatter om Køllen med begge Hænder, løfter den højt over sig og gaar nogle Skridt baglænds med Ansigtet vendt mod Berserkerne, til han føler, at nu staar hans Fødder godt — og i det samme gaar der en Vrinsken fra ham.

Da anfalder Berserkerne, men én for én, som Hærmænds Skik er. Toke gaar først frem — —

En Gang har en Klapperslange slaaet efter mig. Men et Burs tommetykke Glas var mellem Slangens Hoved og mit; alligevel sang det gennem min Hjærne og Rygrad, og Skrækken kan koge i mig endnu, naar jeg vil.....

Saadan slog Odd, én Gang — — og dér døde Toke.

Saa farer Hervard frem. Han gaar dansende rundt om Odd, søgende sit Sted, med et Blik som en eddrende Orm. Odd drejer sig langsomt efter ham, til Ber-serken springer.

Hervard faldt tværsover Toke; de laa omtrent i et Kors.

Nu raser Bølve og Hjørvard i Berserkegang. Brødrene holder paa dem og strides om, hvem der først skal gaa frem. Hjørvard slipper løs, mens tre Mænd kaster sig over Bølve og holder ham fast; Tungen hænger ham lang og sort ud af Halsen, og han tuder med blottede Tænder som en gal Hund. Men han kan blive meget bedre, han er ikke moden endnu!

— Hjørvard strækker sig for meget, da han gaar frem; og denne Gang rammer Køllen lavt. Berserkens Mave bliver slaaet ind med et Skrald, saa det futter ham af begge Ender. Ellers dør han forresten tavs.

Dette gør et stærkt Indtryk paa Brødrene. Berserkegangen er atter ved at komme over dem alle, de begynder at bide i Skjoldene og Skummet staar dem for Munden. Inden de ser sig for er Bølve sluppet fra dem; han er den største af Brødrene efter Angantyr og paa Odds Højde. Han er den eneste af de elleve, som bærer Skjold. Da han staar overfor Odds Kølle glimter der et Skær af pludselig Besindelse i hans gale Øjne — han retter sig, og rank som et Lys gaar han frem med Skjoldet foran sig og Sværdet bagud i krummet Arm, som en Skorpion med løftet Giftkrog. Langsomt kommer han nærmere, det kagler i hans Strube.--

Men da er det Odd, som springer. Han slaar til tre Gange efter hinanden, rapt! Det smælder som tre Skud oven i Skallen paa Bølve; men Berserkens Skjold er imellem, lynsnart. Og da Slagene er faldne staar han i Sand til Knæerne, han er rammet ned som en Tøjrepæl. Men i et Kæmpespring er han atter oppe; han kaster det revnede Skjold, og i næste Nu synger hans Staal mod Fjendens Ribben, saa Ringene rasler af Odds Skjorte og triller som Skillinger i Sandet. Men Køllen brummer igen, og Bølve maa falde.

Nu raser Odd. Han farer ind mellem Berserkerne med susende Kølle og plejler dem ned til alle Sider. Kød, Hjærneskaller og Knogler smadres, Blodet striber Særkene og strenter rundt om i Sandet. Stranden bliver ukendelig af Kampen, Jorden rodes op, Buske trampes ned og store Sten rokkes af deres Leje. Mænd vælter og rejser sig halvt igen, med halve Ansigter sidder de og griner op imod Solen. — —

Den sidste flygter. Det er den rødeste af Haddungerne, som render ind i Skoven. Men Odd efter ham. —- Da han lidt efter vender tilbage er der røde Haar paa hans Kølle.

Odd staar stille og aander ud i lange, tunge Pust. Han tørrer sig over Panden, stryger med Haandbagen over Øjnene og ser sig forundret om. Han er ene. Alene med et Læs Døde? — Nej, derhenne sidder Hjalmar, Vennen, ved Siden af den faldne Angantyr. Han læner sin Ryg mod en Tue, bleg som en Død, det lyslokkede Hoved hviler blidt, som i Søvne, paa hans Skulder. Odd gaar hen til ham og taler, spørger — hurtigt, som i Feber.

Da svarer Hjalmar. Han løfter Hovedet, hans Mund aabner sig og han lalier sin Dødssang — som en Moder en Vuggevise for sit Barn, blidt og ydmygt. Men stigende i Kraft, som en Storm, der rejser sig mod Natten, naår Versets Ord til mig:

Og Ordene bliver som Lyden af fjærne Trækfugle, som en Hvisken i den Elskedes Haar — og saa Dødssukket.

Da bøjer Odd sin vældige Ryg og græder; nu er hans eneste Ven død. — Saa drager han Ringen af Hjalmars Haandled. Længe sidder han med den og stirrer drømmende hen for sig; det er jo et Tegn og en Hilsen til Ingeborg fra den Døde. Og naar hun faar den en Gang, siden, saa er det hun vil rejse sig op, stille, med Blikket rettet mod Smykket i sin rolige Haand. Og saa sker der intet

andet end dette, at hun tavs falder til Jorden og dør......

— Odd rejser sig. Han er bleven bøjet og gammel. Jeg ser nu, at hans Brynje er rød af Rust. Han stryger sig én Gang med Fingrene gennem de vilde Lokker; da han atter tager Haanden ned, maa han stirre i den: se, Haanden er fuld af Orme! — Da bliver hans Blik tungt og forvildet, langsomt vender han sig og vandrer ind i Skoven. Snart svinder hans Ryg mellem de graa Stammer.

En lille levende Lyd i Græsset ved min Side! Jeg vaagner. Det rasler, som om en Snog farer forbi, og pludselig lyner det rødt — det er en Lækat med en Mus mellem Tænderne. Paa tre Alens Hold faar den Øje paa mig; den vælter helt om paa Ryggen af Skræk, taber Musen og flygter i lange Sæt bort mod Skoven; af og til skimter jeg den i Springet over det høje Græs. Men dens Flugt bliver efterhaanden mere sindig, tilsidst standser den i Skovbrynet, rejser sig lodret paa Bagen, stirrer paa mig og piller Næse med det ene Forben. Det lille Hoved bevæger sig hurtigt fra den ene Side til den anden, den mimrer og vejrer.

Jeg ligger ganske stille. Der gaar et Minut eller to; saa kommer den tilbage, først langsomt, siden i Spring. Da den er fire—fem Alen fra Musen standser den, men i næste Nu gør den et Kast som en Hugorm frem mod Byttet, hapser det og retirerer. Den forsvinder bag en stor Bøgestamme.

Men jeg bliver liggende og venter. Og den kommer snart tilbage; nøjagtigt i sit gamle Spor glider den forbi mig og kommer straks igen med en anden Mus i Munden, som den paany forsvinder med. Saadan henter den efterhaanden fem Stykker, stadig passerende mig paa tre Alens Hold og mere og mere tillidsfuld. Saa endelig bliver den helt borte ....

Jeg gaar hjemad langs Stranden. Det er blevet Aften og Solen daler langsomt bag Klinterne ved Vestborg Fyr. Fuglene flyver hjemad, snart vil der blive stille. I Græsset staar der en Klire; den skænder lidt, da jeg nærmer mig, men da jeg staar stille falder den snart til Ro. Den sænker det lange Næb, gør sig lavbenet og breder Vingerne ud til Siden. Saa pusler det omkring den i Græsset, og den ene lille gulplettede Unge efter den anden smutter forsigtig frem af sit Skjul under Tuerne og smyger sig ind under Moderen. Hun sidder stille nu og ligner en lille brungraa Tue i Græsset.

I Nord bag Kæmpehøjenes Bræm høres fjærnt en Kirkeklokke ringe Solen ned; en enkelt Stjærne kommer frem i Vest, det er Venus. Det sidste Vibeskrig er forstummet, alt er Stilhed.

Da er det, som om selve Stilheden føder en Tone; det bliver til en Trille, eller et fjærnt, douce staccato. Tonen stiger og falder, en ny kommer til fra et andet Sted, flere falder ind. Fint og dæmpet klinger det, som Alfemusik. Det er de grønbrogede Tudser, som spiller. — Og ved Spillet løfter Maanen sit forundrede Ansigt op over Bakkerne. Solen er dalet ved den sidste Lyd fra Kirkens

Taarn; men et Kor af smaa, glade Sjæle ringer Maanen frem, snart spejler den sig i den nære Dam. En Horsegumme begynder at slaa: det lyder, som om en Ged bræger et Steds oppe i Himlen.

Det mørkner, mens Maanen stiger. Havet bliver blaat som Violer, Stranden dufter af Tang. En Silhouet af en Hest kommer tilsyne; den humrer sagte og snakker til mig oppe fra sin Bakke.

Er det Helhesten, som er ude og vandre--

Ingen anden dansk Egn udenfor Djursland og Mols har grebet mig om Hjær-tet paa samme Maade som Samsø. Det er den jydske Natur i rammeste Alvor, som er bleven til Ø.

Man har sammenlignet det sydlangelandske Bakkeland med en omvendt Æble-skivepande. Billedet er træffende, det er et humørfyldt Øboindfald! Ogsaa Samsø er bakket. Men Synet ud over dets Høje vækker ikke humoristiske Indfald. Det er et vildt og vejrbidt Land, dets Bakkerygge trænges som i Kamp mellem hinanden. Det er et primitivt Landskab, dramatisk som Kvadet i Lodbrogssaga, tragisk som Hjalmars Fald. Ingen anden Ø kunde bære hans Gravhøj. —

Rundt om fra alle Sider rækker Landet haarde Arme ud mod Øen over Havet. Mellem Fyens Hoveds benede Tap, Refsnæs’ mørke Pukler og Mols’ Bjærges knudrede Skuldre ligger den som et Led i Havet. Er den ikke som en Stump af Landets Rygrad, der skyder sig op fra Grunden!

Se ud over den fra én af dens Høje! —

Jeg staar Dagen efter vor Ankomst paa Tvillinghøjene „Store og Lille Slaa-høj“ Sydøst for Kaasen. Rundt om mig tæller jeg 26 Kæmpehøje, næsten hver og én beliggende paa Toppen af de utallige, skarptskaarne Bakkerygge, der vrimler mellem hinanden. I Nord løfter „Dyret" sin mørke Kuppel over alle de andre, i Sydøst bølger Brattingsborgs Skove, i Syd hæver Vestborg Fyr sin Søjle paa den gamle Visborg Slotsbanke.

Et stort Dige render hovedkulds fra min Højs Top ned mod Havet mellem de faldende Bakkers Tavl, dækket af Stenbræk, Violer og Engelskgræs. Agre gaar i brede Dønninger over Bakker og ned i Dale, Vintersædens grønne Felter staar skarpe mellem de mørke Pløjemarkers Muld. Kvæget er endnu inde; men hist og her ser jeg smaabitte Menneskeskikkelser kravle som Larver paa Markerne, dybt nede eller langt borte — Afstandene er saa store her, alt synes smaat undtagen Bakkerne. I Vest og Syd gaar det urolige, vandrende, solplettede Hav.

Det stormer af Vest, Skyer kommer dragende over Øen i store Kolonner, hist og her dratter en Regnbyge med Smæld over Sæden.

En Skovspurv blæser forbi, ellers ses og høres næsten ingen Fugl. Kun Bomlærkens enstonige Sang lyder i Blæstens Pavser.

Dybt nede fra Kysten, hvor Brændingen staar som en lige Linje saa langt jeg kan se mod Nord, løfter Landet sig og bærer paa sin Ryg en Række af Høje, der har Navne som Dyrbjerg, Senhøj, Troldebjerg, Risbjerg, Løghøj, Horshøj, Hjortshøj, Bøgebjerg og Egebjerg, og hvoraf de fleste er fra 30—40 m høje — en stolt Baunvagt har der kunnet tændes her i gamle Dage! Indenfor denne Vold vælter Landet sig op til endnu større Højder, saaledes ved Landsbyen Pillemark, hvor et nyt Bøgebjerg naar 43 m og ved Siden af dette Kulhøj og Toftebjerg, hver 44 m. Endelig ved Onsbjerg den mærkelige, islorede Kuppel Dyret, som er Sydlandets højeste Punkt, 49 m.

Samsø. Klinten med Visborg Voldsted paa Toppen.

Samsø. Dyssekamret „Knøsen" paa Knøsmarken.

Samsø. Vej fra Sydøst ind i Landsbyen Pillemark.

Samsø. Voldgraven om Barfredsholm. Holmen ligger til højre.

Paa Rad bag disse Rækker ligger fra Syd til Nord Landsbyerne Kolby, Haar-mark, Pillemark, Sælsinggaarde, Tanderup og Onsbjerg.

Herfra falder Landet lavere mod Østerstranden, men endnu hist og her med høje Bakketoppe. Paa dette Terræn og mere i Læ ligger en ny Række Landsbyer paa Rad, men i mere brudt Linje: Ørby, Permelille, Brundby, Tranebjerg, Langemark, Torup, Østerby, Ågerup Gaarde, Alstrup, Toftebjerg og Stevns. Helt ude ved Østkysten ligger Ballen, og yderst mod Nordøst, ud mod Revet, ligger Landsbyen Besser, den skønneste af alle Øens Byer.

Nordlandet har nu kun en eneste Landsby, Nordby, og en lille Samling Huse og Gaarde paa Sydsiden, Maarup.

Af Udstrækning er Samsø en anselig Ø. Fra Ljushage paa Sydenden til dens Nordspids Issehoved er den 26y₂km, og den naar paa Sydlandet en Bredde af 7—8 km. Fra den næsten rektangulære sydlige Del krummer den sig østover og indeslutter med det lange, smalle Besser Rev den runde Stavnsfjord, som rummer en halv Snes større og mindre Holme foruden en Mængde smaa Stenrøn, de saakaldte „Koller". Vestfra skærer den brede Sælvig ind i Landet, og Nord for denne forbinder den brede Tange „Nordby Hede“ Hovedøen med det mindre Nordland. Mod Øst for Stavnsfjord ligger i det aabne Hav de 4 Øer Kyholm, Lindholm, Vejrø og Bosserne.

Ved Kolby Kaas paa Vestsiden og paa Østsiden ved Ballen har Øen to fortrinlige Udskibningshavne, desuden Fiskerhavnene Langøre paa Odden af samme Navn N. for Stavnsfjord og Maarup Havn paa Sydsiden af Sælvig.

Øen har ikke mindre end 6 Kirkesogne, nemlig Tranebjerg, Pillemark, Brundby, Ørby, Ballen og Nordby, rummende 22 Landsbyer, som er fordelt paa de enkelte Sogne saaledes: I Tranebjerg Sogn Tranebjerg, Brundby, den søndre Del af Pillemark, Ørby og Ballen. Under Sognet hører Hovedgaarden Brattingsborg med Avlsgaarden Hjalmarsgaard. Kolby Sogn med Kolby og Havnebyen Kolby Kaas, Haarmark og Permelille. Onsbjerg Sogn med Onsbjerg, Tanderup, Sælsinggaarde, Toftebjerg, den nordlige Del af Pillemark og Stavns. Besser Sogn med Besser, Langemark, Torup, Østerby, Alstrup og Ågerup Gaarde, og endelig Nordby Sogn med Nordby — Øens største By — og Maarup.

Samsøs Areal med Fradrag af alle dens Smaaøer og Holme er 20234 Tdr. Land. De tilhørende Øer og Holme har et Areal paa godt 300 Tdr. Land. Den har 1687 Beboelser med 7283 Indbyggere.

Øen hører under Holbæk Amt; men ligesom den i Middelalderen i gejstlig Henseende hørte under det jydske Aabosyssel, er den endnu bestandig knyttet til Aarhus Stift. Mod Øst skatter den til Kejseren, mod Vest til Himlen.

Det udstrakte Land har kun paa et Sted egentlig Skov, den ca. 5 km² store Brattingsborg Skov paa Sydøstenden, som nævnt i Kingos Digt liggende „Øst for Syllemark¹'. Nordby Hede er nu kun Hede af Navn, den er forvandlet til en vidtstrakt Plantage, hovedsagelig af Naaletræer, som her har tilgriset det i Forvejen skønne og ejendommelige Landskab. En lille Lund ved Besser By bør nævnes her; den er en af de yndigste Pletter paa Øen.

Faa andre Steder paa vore Smaaøer har jeg fundet Forskellen paa Øst- og Vestkystens Karakter mere typisk udpræget end her. Paa begge Sider af Sælvig har baade i Syd- og Nordlandet Havet vestfra ædt sig ind til Landets Kærne, saa det staar med højere og lavere Klinter i en Linje uden Fremspring og med store Højder bag denne. Og herfra løber Landet med Fald paa Fald østover mod den lune Kyst med dens uregelmæssige Fremspring og skærmede Holme.

Samsingerne kalder Havene udfor de to modsatte Kyster „Vesterhavet" og „Østerhavet". Det er som et Mands- og et Kvindenavn. Om det første véd man altid, hvor man har det. Men Østerhavet kan rejse sig, uberegneligt og edderspændt! —

Jeg vandrer paa Strækningen mellem Visborg og Maarup Vig, hvor Kysten er hærget af forrige Aars voldsomme Efteraarsstorme. Klinterne er udhulede og nedvaskede af Stormfloden, Tjørne ligger væltede ud over deres Rand med de blottede Rødder stikkende som bare Knogler ud af Leret. Det ene store Skred ligger opad det andet.

Kysten ligger saa øde idag under Stormen og den piskende Regn. Alle Sangfugle er krøbet i Læ. Gennem den strilende Regn skimter vi kun nogle skrattende, jagende Stæreflokke og et Par skrigende Viber, og over Havstokken nogle enkelte, fiskende Maager. Fra en Mose letter paa langt Hold en Skeandrik, der farer forskræmt tilhavs, og lidt efter jager en Graaandrik samme Vej paa baskende Vinger.

Paa vor Vej nordover passerer vi et Par af Øens „Sørender", vældige Grøfter paa indtil 10—12 Alens Dybde, som gaar kilometerlangt ind i Landet og danner kunstige Afløb for dens Vand. Mægtige Kampesten skærmer deres Sider, enkelte af Stenene er mandshøje og maa veje Tusinder af Pund. Det er Resultatet af mange Slægtleds haarde Slid og har faaet de gamle Bønders Rygge til at knage. — Af saadanne Sørender har Øen mange; „Dallebæk" paa Vestsiden og paa Sydsiden „Vestbæk" er de anseligste, de strækker sig henimod 3 km ind i Landet og er paa sine Steder for hele Dalsænkninger at regne.

Da vi naar Dallebæk gaar vi mod dens Løb ind i Landet. Hernede i Læet, hvor Stormen farer over med en brummende Lyd, staar Smaabuske paa Rad langs den stensatte Bund og holder et lille privat Foraar, allerede med grønnende Knopper paa de fine Kviste. En lille Fugl farer pludselig ud fra et Skjul og flyver lydløst langs Bækkens Bund foran os. Efter nogle faa Kast sætter den sig atter i Buskene, men naar vi er kommen den paa nogle Alens Hold letter den igen, stadig følgende Bækkens Løb. Det viser sig at være en saa usædvanlig lille Fyr som Blaahalsen — i Familie med Rødhalsen men med en himmelblaa Plet i Stedet for dennes røde.

Længe fulgte vi den langs Bækkens Slyngninger; den var som den fortryllede Fugl i Eventyret, der lokkede Drengen med sig. Og Gud véd, hvad dette her var endt med, dersom den ikke ved en brat Drejning pludselig var bleven borte og ikke viste sig mere.

Vi undres over disse Tusinder og atter Tusinder af Kampesten, som er slæbt sammen i forrige Tider til disse Sørenders Bygning. Flere Gange havde vi paa vor Vej spurgt Bønderne om, hvor Sørenderne var at finde, men faa af dem havde nogen Anelse derom. — Deres Forfædre har nok vidst bedre Besked!

Overalt langs Vestkysten finder vi udstrakte Aspargesmarker, der vidner om Beboernes Vindskibelighed, men vansirer Kysten som graa Hefteplastre vilde ødelægge Indtrykket af et smukt Ansigt. Og de virker ødelæggende paa Øens naturlige Vegetation, som mellem Botanikere har Ry for sin Ejendommelighed og her langs Kysten havde sit sidste Fristed. Jeg mindes hvad en berømt Professor, der var barnefødt paa Øen og var en fremragende Botaniker, netop her paa Stedet sagde til mig: „Det er det forbandede Agerbrug, der ødelægger Vegetationen i Danmark!“ — —

Fra Højderne bag Kaasen ser vi ved Aftenstid i den stigende Kuling, at det klarer op fra Vest. Bjerreherreds Bakker staar derovre paa Jyllandssiden kulsorte mod en rød og irgrøn Himmel under jagende Skytæpper, og ind mod Havnemolens Sten gaar de brede, graa Søer med Dunk og Drøn. En tremastet Skonnert gaar ud af Havneløbet og staar for rebede Sejl bidevind Nordvest over mod Jyllandskysten. I samme Øjeblik som den er ude, rammes den af den voldsomme Søgang og stejler. Vuggende som en lille Baad, mens Skum og Fraade staar henover den, fjærner den sig langsomt fra Havnen.

Den tapetserede Pensionatsidyl, hvor vi har indkvarteret os, og hvor vi paa Grund af Aarstiden er saa heldige at være de eneste Gæster, ligger herligt paa Klinten lige ud mod Stranden og saa heldigt, at man fra dens Vinduer ikke kan se „Kaasen“s Cementrædsler, men kun Stranden og Havet.

Hele Natten hører vi Havet buldre langs Kysten. Men sé — næste Morgen Kl. 6 staar der af Stormen kun tilbage en fin og blid Sydvestbrise, og gennem en grødefyldt Dis skinner Solen over Kysten. Vi bestiger vore Cykler og glider over de bølgende Veje mod Brattingsborg, gennem et vidunderligt Terræn med kuplede, uregelmæssige Bakker, hvorfra der altid er vid Udsigt til alle Sider, da ingen levende Hegn nogensinde spærrer.

Her er en „Kæmpehøj" næsten paa hver en Top. Lige Nord for Brattingsborg Slot ligger paa de aabne Marker flere Dyssekamre, som desværre i Tidens Løb er bleven saa stærkt bevoksede med selvsaaede Tjørne, at de ligger som brune Kalotter paa Sædmarkerne. Paa et Par af Kamrene finder man endnu alle Stenene bevarede og Overliggeren paa Plads.

En vidunderlig Lærkesang lyder herude over de aabne Marker. Men saa-snart vi er kommen forbi Slottet og svinger ind i Skoven, tier denne, og vi mødes af en mangestemmig Fuglesang. Her filer Musvitten paa sin Kvint, her synger Løvsangeren sin lille glade Vise, der meget ligner Bogfinkens, men som Modsætning til denne er et decrescendo. Her synger Solsort, Bogfinke og Drossel; og af og til hører vi den skurrende, metalagtige Lyd fra en Fasankok, der mellem alle disse bløde Toner klinger som et Negerhorn i en Symfoni. Fasanen er en indvandret Jazzmusikant: Skru—rutt! — Og saa letter han og trækker som et flyvende Fastelavnsris ud over Lysningen.

Lige omkring Slottet danner Skoven et udpræget Parklandskab med store Trægrupper paa vide, svagt bølgende Sletter; men saa snart man mod Øst er kommen forbi den gamle Gaard „Ørnsly" med dens udskaarne Træørn paa Gavlen og med dens herlige, gamle Have, hvori en stor Ceder dominerer, naar man ind i Storskoven, mest bestaaende af Bøge, som er stærkt forstmæssigt dreven. Storblomstret Kodriver og Mængder af Ramsløg dækker Skovbunden.

Herinde i Skoven, ret Syd for „Hjalmarsgaard" og omtrent 300 m fra Søn-derstranden, ligger den saakaldte Angantyrshøj. Der paavises flere af dette Navn paa Øen; men denne ligger nærmest det Sted, hvor efter Sagaerne Kampen fandt

Sted, paa et lille Højdedrag mellem to flade Strækninger, uden al Tvivl en tidligere Holm. De to Strækninger er gammel Havbund, de gaar uden Afbrydelse lige ud i Stranden, og efter alt at dømme har disse Flader i Oldtiden dannet den Bugt, som bar Navnet „Unarvogr“. Mange af de smaa Højdedrag, som endnu findes rundt om paa disse flade Enge, har sikkert i forrige Tider været Holme i de lavvandede Bugter, som indrammet af de skovklædte Aase maa have dannet et herligt Landskab, der har fortjent det Navn, de gamle Søfarere har givet det.

Selve Højen er nu ganske lav og flad; men den ligger paa den tidligere Holms højeste Sted og er omgivet af en Ring af 37 anselige Kampestene, der danner en Runddysse. Det er dog ikke usandsynligt, at disse er anbragt her i en senere Tid for at markere og skærme Stedet. Men det er bedre gjort end de Monstrer af moderne „Oldtidsmonumenter", som Grevskabets Indehavere i den nyeste Tid har anbragt inde i Parken i Form af Kæmpehøje. Det ser slemt ud!

Stedet er overordentlig vanskeligt at finde. Da jeg for flere Aar siden første Gang besøgte det, fandt jeg det ved en Godsfunktionærs Hjælp efter først forgæves at have søgt det alene.

Denne i enhver Henseende storstilede Herre, en fuldendt Falstafskikkelse, var ved den nævnte Lejlighed straks rede til at føre mig derud, tiltrods for at han just overværede, at hans Folk var ved at skære Grise. Inden han besteg sin Cykle, saå han mistroisk paa mig:

— „Kan De cykle?"

— „Ja, jeg er jo cyklet hertil."

— „Ja, men jeg mener: Kan De cykle??"

— „Jo saamænd — det tror jeg da," vovede jeg.

— „Ja for jeg er haard til det!"

Han kastede sine halvtredje Hundrede Pund over det knagende Dyr og førte an med Kravestøvler og bredskygget Hat paa. Og jeg fulgte ham hen over Vej og Skovbund og Skærver og Knolde, hvor Flintestenene røg efter ham. Hatten puttede han snart i Lommen, saa det dampende Hoved blev frit.

— „Naar bare Redskaberne vil holde," brølede han bagud til mig. „Jeg er slem til at træde Pedalerne a’ — i Forgaars røg der igen én!“

Saa naaede vi Stedet. Han traadte op paa Højen efter først at have slængt sin Cykle i Græsset.

„Hatten af, min Herre!" sagde han med en bred, dramatisk Gestus, „her er det hellige Sted!"

— Da han hørte, at det var vor Hensigt at besøge Grevskabets Holme, bl. a. Vejrø, erkyndigede han sig straks om, hvorvidt vi havde søgt Grevens Tilladelse dertil. Da jeg svarede, at den havde jeg allerede faaet, sagde han, at han var meget skrap med den Slags Ting.

„Jeg napper alle dem, jeg kan overkomme, skal jeg sige Dem. Og nu skal De for Resten høre. •—

Det er ikke længe siden jeg var ovre paa Vejrø. Der laa en Lystyacht under Kysten, og da jeg kommer iland, ser jeg sgu en fint uniformeret Herre staa paa Vagt udenfor et Krat. Lige da jeg træder op paa Stranden giver han et Signal — og ud fra Krattet træder en anden Herre i samme Uniform og kommer hen imod mig. Han præsenterede sig efter alle Kunstens Regler; det var min Sæl og Salighed en meget højtstaaende Person fra en Nabostat. Og lige idet han præsenterer sin Følgesvend — hvad sker! Ud fra Krattet træder yderligere en Dame. Nydelig sgu! — Hun maa jo ha’ misforstaaet Signalet, siden hun kommer rendende ud og aabenbarer sig. Hun præsenteredes naturligvis ogsaa — nej, jeg siger ikke hvem hun var, min Herre!

Jeg gav selvfølgelig paa staaende Fod den højtstaaende Person en skriftlig Tilladelse til en Robinsonade paa to Døgn paa Øen — ikke mer eller mindre. Men denne Herre erklærede sig sufficient. Damen ogsaa forøvrigt.

Ja—a, Øen er skam herlig, saadan. Fuld af mærkelige Løvgange og underlige Skjul. Den egner sig fortræffeligt, ganske fortræffeligt til saadan no’en smaa Evahistorier — og den Slags.

Hrmhh!“ —

Den udmærkede Forvalter var stærkt historisk interesseret og havde anlagt en større Samling, delvis af jordfundne Preciosa fra Øen. Under mit Besøg foreviste han os saaledes en besynderlig Genstand, som var funden paa den nu landfaste „Gammelholm" ved Stavnsfjord. Det var et gammelt Læseglas, hvis Indfatning var hjemmegjort Arbejde af groftsmedet Jærn. — „Det har uden Tvivl været Marks Stigs Lup,“ sagde han. „For De véd vel, at Marsken havde sin Borg liggende paa Gammelholm?"

Det vidste jeg ikke. Jeg spurgte, om han da ikke troede, at der oprindelig havde været en Tarmskindsrude i „Lupen", hvis den virkelig stammede fra Marskens Tid. Men det vilde han ikke høre Tale om, Tingen var helt igennem ægte!

Østen for Skoven kommer vi ud paa en aaben, hedeagtig Strækning, der mod Syd ender i Ljushage Odde og paa sin søndre Del bærer ikke mindre end 6 Gravhøje i en uregelmæssig Gruppe, til hvilke Angantyrs Navn ogsaa er bleven knyttet.

Forskellige gamle Historikere har søgt at stedfæstne Osuræsønnernes sidste Kamp og den Plads, hvor Ørvarodd med Beboernes Hjælp højsatte disse. Thura beretter (1758) efter Saxo herom: „Alle disse Brødre bleve dér paa Øen begravne i store Høie, tilligemed deres Vaaben ... Og skal, efter gamle Relationer, de tolv Begravelses-Høie, hvorom heroven er meldet, at de endnu kiendelig sees ved Stranden, og ere i en næsten Cirkelrund Form anlagde, være disse tolv Brødres Leiersteder." A. S. Vedel mener ligeledes, at der maa findes 12 Høje. Da de ældste Kilder, de nævnte Historikere har haft, er Sagaerne, er det naturligt, at de alle peger hen paa Egnen om „Unarvogr" og „Munarvogr". Werlauff siger ogsaa (1807): „Saameget er vist, at Højene maa søges paa Sydøstsiden af Landet. — Jeg formoder, at det er Onshøjene eller Ørnshøjene (?) paa Thuras og Vidsk. Selskabs Charter, hvilket Langebek ogsaa synes at antage paa sine Charter til Valdemars Jordebog."

Hvor Forfatterne har faaet de 12 Høje fra, er ubegribeligt. Hervararsaga og Ørvarodds Saga nævner begge kun to Høje én til Hjalmars Folk og én til Fjenderne. Torfæus, som besøgte Øen i 1671—72, siger: „Der paavises paa Samsø en umaadelig stor Jordhøj, om hvilken Ørvarodds Levnedsbeskrivelse fortæller, at den er opkastet af ham og at der i den er begravet 11 Berserker og deres Anfører Angantyr. Højen er kendt blandt Indbyggerne som Ørvarodds Høj." —

Saavidt mig bekendt findes der ikke mere nogen Høj paa Øen af dette Navn.

Kun Angantyrs Navn er knyttet til de forskellige Steder; selv helt oppe ved Sydsiden af Sælvig ligger Øst for Landevejen en 14 m høj Broncealderhøj, som endnu mellem Bønderne bærer Berserkens Navn.

Alt, hvad der gaar udenom Sagaerne, er her Gætteværk.

De seks Høje, som ligger her Østen for Skoven, kan ikke være Resten af det omtalte, cirkelrunde Anlæg, de ligger uregelmæssigt mellem hinanden.

Stedets Skønhed er helt betagende — eller rettere har været det. Da jeg for nogle Aar siden første Gang saa det, var Landet omkring Højene en øde Hede og Strandeng, saa rig paa Stemning som sligt kan være, naar det er ganske uberørt af Menneskehaand. Det tørre, afsvedne Landskab med den stenstrøede Jord og med sine Faareflokke over den bleggrønne Flade, der ligger mellem Skovens Bryn og det aabne Hav, var storslaaet og fuldt af Højtid som Ramme om de alvorlige Høje. Og nu — nu finder vi saa godt som det hele under Plov, der er vendt op og ned paa den magre Jord helt ind under Højenes Fod. Det hele er bleven uhyggeligt, sørgeligt og fattigt.

Mon det dog virkelig kan betale sig for et Gods at dyrke disse sandede, skaldede Agre! Og selv om det i Aarenes Løb skulde gi’ et Par Kroner i Kassen, hvad er der saa ikke til Gengæld lagt øde. Kun lidt nytter det at „frede" Høje, naar Landet omkring dem vansires i en saadan Grad. Den Skade, som dette Uvæsen har gjort i det ejendommelige Landskab, kan kun den forstaa, som har set det før og efter Ødelæggelsen. Hvilken Mangel paa Pietet og Skønhedssans !

En af Øens Lærere fortæller mig følgende, som skal nævnes i denne Forbindelse : En stor, smuk og velbevaret Langdysse laa umiddelbart opad Besser Kirkegaards Sydside. For godt en halv Snes Aar siden skulde Kirkegaarden udvides, og man foretog denne Udvidelse til den Side, hvor Dyssen laa, idet man først jævnede denne med Jorden. Min Hjemmelsmand havde skrevet til Nationalmuseet for at faa dette til at skride ind; men herfra kunde man kun komme med en Henstilling, og til denne blev der intet Hensyn taget: Grevskabet kunde redde 7a Skp. Land af sin Jord ved at rasere Dyssen. I Forvejen blev det dog omhyggeligt paalagt Ringeren ved Kirken at undersøge, hvorvidt der fandtes Oldsager i Gravkamrene! — Ringeren fandt ingenting, og man kunde da roligt gaa i Gang med at sprænge Stenene og slæbe dem bort. Kun en Overligger reddedes derfra og blev brugt til Genforeningsmærke, den staar nu paa „Kongehøjen" ved Landevejen mellem Tranebjerg og Onsbjerg. Det er én af de stolteste Sten, jeg har set; og den burde være bleven liggende i Fred paa sit Sted.

— Besynderligt nok findes alle Samsøs Jættestuer i Tranebjerg Sogn, den sydøstlige Del af Sønderlandet. De er gennemgaaende meget smaa, men har været usædvanlig rige paa Gravgods. Den dobbelte Jættestue „Rævebakken" paa Ørby Mark har endnu i Mands Minde været omgivet af en Stensætning, men denne er nu forsvunden. „Knøsen" paa Knøsmarken, beliggende omtrent 27» km Nordøst for Hjalmarsgaard, er et prægtigt Dyssekammer med Gang og endnu med sin mægtige Overligger i Behold. Set fra Nordvest er denne meget mærkelig ved sin flade, møllestensagtige Form; den ligner fuldstændig en kæmpemæssig Ost. Af dens 6 Bæresten er de to nu væltede; de burde snarest muligt rejses igen for at støtte den. Lige Nord for denne ligger den store Gravhøj „Vorhøj".

Ogsaa mellem Gruppen af Gravhøje paa Markerne Nord for Brattingsborg fandt vi et Par smaa Jættestuer. Den ene ligger ca. 500m Nord for Slottet; den maaler kun 7 m i Længden og det halve i Bredden og har endnu paa sin søndre Ende én af sine Overliggere paa Plads. En anden og større nær denne har sit Gravkammer ved den nordøstre Side, og fra den sydvestre fører Gangen endnu delvis jorddækket ind til Kamret.

— En Fasankok lettede med Rabalder foran min Fod lige da jeg fra Pløjemarken traadte op paa Højens Grønsvær, men kastede sig øjeblikkeligt igen mellem Gravkamrets yderste Sten, hvor den trykkede sig hele Tiden, mens jeg tegnede og fotograferede. I over en halv Time saa jeg dens Halespids strutte frem mellem Stenene og Græsstraaene, hvor den troede sig udmærket skjult. Og jeg lod den blive i Troen; den sad der endnu, da jeg forsvandt.

Foraaret er endelig ved at komme. Nu er Gøgeurten ved at sætte Blomst ude paa de aabne Markér, og tror man ikke paa den, behøver man blot at se de grønne og gyldne Okkertoner, der som et blødt Slør har lagt sig over Skovenes dybblaa Skygger. — Inde i den tætte Fyrreplantning ved Sønderstranden er der idag vrimlende fuldt af smaa, levende Væsner; det er de brogede Fluesnappere, der er kommen paa deres lange Træk sydfra og er standset her en lille Stund for at holde Rast. Trætte og tillidsfulde sidder de overalt paa Grenene eller flagrer lydløst fra Kvist til Kvist. Hele Fyrreskoven er levende af dem; det er, som om Luften er fuld af smaa Aander, for de er fuldstændig tavse. De tænker over Noderne, som de skal bruge, naar de rækker frem til deres fjærne Maal oppe mod Nord, hvor Foraarets store Fest skal fejres.

Kun Løvsangerens lille Vise hører vi af og til herinde. —

I Brattingsborg Slotspark søger vi efter den lille „Barfredsholm", som skal rumme Rester af et middelalderligt Gravsted. Vi kommer forbi Hovedbygningen, som er opført 1870—71 af H. Borring, og som viser alle ydre Tegn paa at være bleven til i denne den allerværste Periode i vor Arkitekturs Historie.

Angaaende Barfredsholm (Barfred = Fristed), ogsaa tidligere kaldet Blaffer-holm eller Bafferholm, siger Thura, at Østen for Gaarden „Ny Brattingsborg" er en Mose med Rør, hvortil der maaske tidligere har været Sejlads fra Havet, og „her skal i gamle Dage have staaet et Hus eller Slot, beboet af en Jomfru". Stedet er forlængst nedpløjet, og det er da heller ikke her, at man nu paapeger Barfredsholms Voldsted, men paa en lille Holm inde i Slotsparken. Denne viser sig at være paa Størrelse med Gaardspladsen i en lille Bondegaard og er omgivet af en smal Kanal, over hvilken der fører en lille Træbro. Spor af Ruiner findes her ikke, kun en ca. 70 cm høj Vold med en Fordybning i Midten, hvori der ligger 3 utilhugne Kampesten. Efter hele sin Størrelse og sit Anlæg kan dette ikke være Rester af en middelalderlig Borg, men tyder snarere paa at have været det omtalte Gravsted.

Graven deromkring er kun 3—4 m bred, og Holmen er overalt tæt tilgroet med Træer og Buske, hvorimellem adskillige Kristtorn og Taks.

Det er vanskeligt at sige, hvem der først har heftet Navnet Brattingsborg sammen med Samsø. Og det er ialfald med Urette at man gaar ud fra, at her har ligget en gammel Borg af dette Navn, som iøvrigt er bleven knyttet til endnu en 4—5 andre Steder i Landet.

Naar man støttende sig til Resens Samsøbeskrivelse vil anbringe en Borg af dette Navn paa Voldstedet ved Tranebjerg, fordi en Bakke Vesten for Vadstrup bærer Navnet Hald, er dette et tyndt Grundlag. Da der kun er 7* Mil fra den nævnte Bakke til Voldstedet, er det usandsynligt, at de „Syv og syvsindstyve" efter at have tilbagelagt denne Strækning allerede her skulde behøve at slaa „deres Tjalde"!

Brattingsborg eller Brattensborg findes mange Steder nævnt i de gamle Kæmpeviser, men har næppe nogensinde eksisteret her tillands udenfor disse. Der findes i Historien ingensomhelst Hjemmel herfor. I flere af Viserne nævnes samtidig Didrik af Bern, den samme som Vidrik Verlandssøn og Sigvard Snarensvend. Og Kilderne til disse Viser er tyske, saaledes Vilkika Saga, der som den selv siger for det meste er oversat fra Tysk. Heri optræder de samme Personer som i flere af vore Kæmpeviser, her nævnes Castel Brichtan, besat af 12 Kæmper, som Vidga Velindssøn kommer til paa Vejen til Bern, indtager og opbrænder. Her tales endelig om „Birtingaland“ eller Brittanga, d.v.s. Bretagne.

Det er uden Tvivl rigtigt naar Peder Syv mener, at Birtingsland eller Brattingsborg i Middelalderens Poesi har været den gængse Betegnelse for ethvert „stridbart Landskab eller Sted“.

Naar Hvitfeld nævner Borgen og siger: „Aar 1288 lod Marsk Stig plyndre Samsøe og bryde Brattingsborg der sammesteds," saa kan han ingen anden Kilde have haft end Scriptores Rer. Danorum, som siger, at Marsk Stig har ødelagt „Castrum Samsø“. Det var herfra, Valdemar Sejr i Aaret 1216 udstedte det Gavebrev, i hvilket han skænkede Thunø til Aarhus Domkirke. Det er undertegnet „in curia nostra Samsø", paa Dansk „i vort Slot Samsø".

Foruden dette har Øen med Sikkerhed kun haft to middelalderlige Borge til, Visborg og Hjortholm, den første paa det Sted, hvor nu Vestborg Fyr ligger, den anden paa Øen Hjortholm i Stavnsfjord. Men det er rigtignok ogsaa næsten alt, hvad man ved om dem.

Langs Sønderstranden strækker sig over den store Flade Vest for Brattingsborg Skov en smal Plantning, som vi følger kystlangs hen til det gamle Visborg Voldsted, hvor Fyret nu ligger højt paa Landets yderste Huk mod Havet. Inde fra Træer og Buske i Plantningen lyder idag en ustandselig Koncert af alle mulige Sangfugle. De er her næsten allesammen, Terrænet er ogsaa det bedst mulige med alle Slags Buske i Læ af Fyrrene — og Aarstiden med. Vi er lige midt i Trækket, og her paa Sydsiden af Øen lander saa godt som alle trækkende Smaa-fugle paa deres Vej nordover.

En Løvsanger sidder paa den yderste Kvist i Toppen af en lille Birk og fouragerer, idet den gebærder sig fuldstændig som en Fluesnapper. Over dens Hoved holder nemlig en lille Myggesværm til, og omtrent hvert 20. Sekund farer Løvsangeren tilvejrs og slaar et Par Saltomortaler mellem Myggene, hvorpaa den vender tilbage til sin Kvist og æder. Saasnart den spredte Myggesværm har samlet sig paany, gentager Spillet sig.

Flere Gange saa vi Bynkefuglen og hørte dens lille, æggende Sang. „Plovkøreren" kaldes den, fordi dens Melodi lyder som en Plovmands Fløjten: Pyy— it, tscki, tscki! — Overalt vrimler det af smaa, brogede Fluesnappere, og paa en Gren sidder 5 Grønirisker sammen med de irfarvede Buge straalende som grønt Guld i Solen mod den dybblaa Himmel. Men de overstraales fuldstændigt af to Gulspurvehanner, som sidder i Toppen af en lille Bjærgfyr i Nærheden;

beskinnet af den lave Eftermiddagssol er de som to smaa runde Flammer, to ny tændte, kisteglade Julelys over den dybgrønne Farve i Bjærgfyrrens dunkle Naalebundter.

En Tornirisk sidder og piller sig paa et Gærde og pranger med sin røde Brystplet, der er som Cochenille i Farven — det er som den er fløjet mod en purpurrød Blomsterkalk, der har smittet af paa den. Den vender og drejer det lille Hoved med det energiske Næb, da vi gaar nær forbi, men bliver ellers siddende.

En Vendehals sidder ved Vejens Side. Vi faar længe Lov til at se paa den i Kikkerten paa ganske nært Hold; dens nydelige, mørkebrune Ryglinje, som dannes foroven af to smalle Striber, der kommer fra Øjnene og forener sig nedefter, dens morsomme, rørdrumagtige Holdning med Hovedet og det højtløftede Næb, dens slanke, elegante Krop gør den til en meget smuk og ejendommelig lille Fugl. Tryg ved sin fortrinlige Camouflage sidder den ganske rolig paa sin Tue.

Allesammen er de saa trygge. Foraaret er kommen over dem — de glemmer alt andet for det ene fornødne. -—

Et Dusin Graaandrikker letter fra en Lagune bag Plantagen, og senere basker en Flok Gravænder op fra samme Sted. Paa Engene staar store Forsamlinger af Viber, Skovduer basker op inde fra Krattet, og en Fasan kalder langt borte. Over Engen springer forfjamskede Harer, som af og til standser i deres skæve Hop, danner Kegle og beglor os mens de piller Næse med Forbenene. Nogle græssende Raadyr gaar rundt paa Marken, forsigtigt trippende som om de er bange for at forkøle sig i alt det vaade; de er ogsaa midt i Fældningen, og deres Pels hænger i Totter og Tjavser. Det er ikke saadan at komme ud i Foraarssolen i det gamle Vintertøj -— det kender vi nok!

De eneste, vi ikke møder her, er Mennesker •— og det faar endda være hvad det er. —

Da vi paa vore Cykler kom farende ad det sidste Stykke Vej hen mod Voldstedet, var jeg paa et hængende Haar ved at køre en Vendehals over, som sad i Sporet foran mig. Kun ved en brat Drejning af Styret undgik jeg Katastrofen. — Den kunde da ogsaa gærne se sig for, hvorfor hedder den ellers Vendehals! —

Vejen slynger sig brat gennem Buskadset op til Fyret. Klinten falder her lodret som en Mur fra 16 Meters Højde ned mod Stranden og har i Aarhundre-dernes Løb revet omtrent Halvdelen af Visborg gamle Voldsted med sig i sit Fald. Men foroven rager endnu Kampestensbrokker fra Borgens Grund og de gamle Kældere ud af Leret — de sidste Rester af den store „Vikinga-bæli“, hvorfra engang hvasse Øjne har stirret ud over Havet efter Rov. Aar efter Aar styrter mere i Havet, inden længe vil de sidste Pinde af den gamle Rede være forsvundne.

Men af Voldstedet staar endnu mere end Halvdelen tilbage og viser dets mægtige Dimensioner —- 100 m i Diameter ligger det som en Halvcirkel med de dybe og brede Voldgraves skarptskaarne Linjer omkring, endnu fortrinligt bevarede. Lige under Bunden af Gravens østlige Side ses i Klinten Spor af en stensat Kælder, der har været cirkelrund som en Brønd. Rundingen viser, at den maa have været ca. 4 m i Diameter; fra Voldgravens Bund til Kælderens Bund er 6‘/s m, og Bunden ligger et godt Stykke oppe over Klintens Fod. -— Maaske har den været Oplagskælder eller Fangehul.

I „Suhms nye Samlinger til den danske Historie" findes nogle Optegnelser af Lægen P. Deichmann, som besøgte England i Aarene ml. 1688—92. Efter Oplysninger, som denne indhentede hos Iver Brinck, daværende Præst ved den lutherske Kirke i London, meddeler han heri følgende: „Der findes udi Irland endnu en meget stor Hob af danske Forts, som Engellænderne kalder dem, hvilke efter hans (Brincks) Description ere ligesom de gamle Forter, som endnu findes ved Viborg, i Odense og paa Samsøe"

Til denne Tids Befæstningsanlæg maa Visborg henregnes. Hele dens Anlæg paa højt Terræn med Udnyttelse af den naturlige Bakketop og med tørre Grave omkring viser, at den stammer fra sen Oldtid eller tidlig Middelalder, og efter sin Tid har den været usædvanlig stor og smuk. Om hvem der har rejst den og hvem der har lagt den øde, véd man intet. Alt hvad vi véd om Borgen er, at den er til endnu i Aaret 1370, og at dens Høvedsmand dengang hed Henrick von der Osten. Han nævnes i et Forlig mellem Danmark og Hansestæderne. Og rimeligvis er den ødelagt kort Tid efter, i Slutningen af det 14. Aarhundrede, under et Indfald af Hanseaterne.

Kingo siger om den i sit Digt:

Ligesom paa Hjelm og paa Sprogø har man lagt de moderne Fyr netop midt paa disse gamle, ærværdige Voldsteder. Mon det virkelig har været uomgaaelig nødvendigt paa denne Maade at medvirke til deres Udslettelse!

Her er man gaaet saa vidt at kalde Stedet „Vestborg" — ikke engang det gamle Navn har man villet bevare. —

Fra Klintens øverste Ryg ses Jyllands og Fyens fjærne Kyster, selv Refsnæs skimtes, gyldenfarvet af Aftenens Sol, langt ude i Øst. Ud fra Bakkernes Fod løber de skønt svungne Kystlinjer, mod Nord til Kaasen, mod Øst til Ljushage, hvor før det lille Fyr stod lavt paa Stranden. Nu er det borte. Men ude fra den Kant lyder med korte Mellemrum gennem Vindens Hvisken de dumpe, hule Toner fra en „Tudebøje", der ligger fjærnt og usynligt og sender sine Brøl som en olm Tyr ud over Havet.

Man faar et godt Indtryk af de voldsomme Efteraarsstormes Virkninger ifjor, naar man gaar langs Kysten mod Nord forbi Grydenæs Odde. De lave Klinter er bortrevne mange Steder i en halv Snes Meters Dybde, og hist og her gaar endnu dybere, halvrunde Skaar ind i Landet.

Grydenæs Odde har foran sig en vældig Rovs af store Kampesten, der dækker Havstokken og gaar langt ud i Stranden, et fortrinligt Bolværk mod Bølgernes Angreb. •— Skroget af en Galease sidder og rider paa de yderste Brokker, hvor den strandede under én af Efteraarets Stormnætter. Stedet er fortrinlig valgt til at strande paa, helt igennem udsøgt! Og Havet og Stenene i Forening har forvandlet dette Skrog og pillet det af til en Benrad af et Skib; det minder om Kadaveret af en Kamel eller en ilanddreven Mammuth og giver en besynderlig Ørkenstemning over Havet, der nu ligger blegt og gustent under den røde Himmel, hvorfra Solen er forsvunden.

Intet Skib er at øjne nær eller fjærnt. Men ude i Horisonten bag den vaade Ørken begynder det at spøge — lange Fingre gror op fra Havfladen og bliver til bølgende Søjler, hvis Kapitæler gror sammen og bliver til en lang virrende Linje, der ligger som en svævende Ø hen over Havbrynet. Det er Endelave, der spejler sig.

Kaasen, hvor vi bor, er arkitektonisk set af et saadant Ydre, at de Rejsende med Aarhus—Kalundborg Damperen daglig priser sig lykkelige, fordi de hurtigt kan slippe forbi. Søsyge i Forbindelse med Synet af Byens Hotel og et Par røde Fiskervillaer med Taarn paa, hver for sig i alle mulige „Stilarter“, gør dem kede af Stedet. De kan jo ikke vide, at Samsø her har samlet næsten alle sine Gebræk-ligheder paa ét Sted. —

Saa snart man blot har lagt én eneste Bakke imellem sig og Kaasen, er man bjærget. Og allerede i Kolby er alt saare godt. Sit Navn har denne af de mange „Koller“, o: Bakker, omkring den, og den er endnu en smuk Landsby, selv om den ikke mere har det ejendommelige gammeldags og hyggelige Præg, som de fleste andre af Øens Landsbyer. Disse er i Virkeligheden i de sidste hundrede Aar stærkt forandrede, fra at være udpræget sammenbyggede er de nu mere spredte, efter at nogle skrækkelige Ildebrande med faa Aars Mellemrum raserede dem.

Kolby skal ses fra sin Kirkegaard. Mellem dennes mægtige Træstammer ser man ud over den lavereliggende Bys Tage og i Syd over det fjærne Bakkeland. Over Træernes Kroner, hvor det sene Foraar endnu ikke har frembragt synlige Knopper, vælder Sollyset ned gennem Grenenes Fletværk, og en Hærskare af Sangfugle synger omkap. Her fløjter den nysankomne Gulbug — Nattergalens Horeunge kaldet for sine Tremouladers Skyld — mens den promenerer sin lille stumprumpede Krop fra Gren til Gren; den er i Familie med Løvsangeren, men er en skrappere Musikant. Løvsangeren er i Folkevisestil, Guldbugen i Koleratur-genren; de er her begge, saa enhver Smag kan tilfredsstilles. Solsorten fløjter fra Kirketaget, og fra Haverne høres Svenskirisk og Musvit.

Inde i Kirken, som ikke byder paa mange Seværdigheder, finder vi dog paa Altret et Par fortrinlige, gamle Broncelysestager, der hver vejer mindst sine 30 Pund. Herinde ligger begravet Hr. Niels Jensen Bryde, Præst i Kolby fra 1652 —75. Om ham fortæller Thura, at han led meget under Forfølgelse af de Svenske, „som i hans Tid havde Landet inde, fordi han tiltalte dem haardt fra Prædikestolen, og ei vilde bede for Kongen af Sverrig og hans Vaabens Fremgang. Desuden, da de Svenske totaliter var slagne i Fyen, paa Prædikestolen ligesom insti-gerede Almuen til Opstand, blev derfore bragt fangen til Vastrup, hvor en svensk Officer havde sit Quarteer, og da han kom til Døren at gaae ind, da skiøde de Svenske igiennem Døren, hvis Tegn endnu sammesteds vises; men da Præsten kom indenfor, holdt han dem den Ubillighed for, at de vilde skudt hannem ihiæl, hvorpaa de undskyldte sig, at de ikkun skiøde til Maals ad Døren."

Der har da aabenbart ikke altid hersket den fuldkomne Idyl paa Øen under Svenskekrigen.

Gennem Permelille, som er en By der endnu rummer pragtfulde, typiske Samsøgaarde, især langs Hovedvejen midt igennem den, og langs en Sidevej mod Øst har et helt Kvarter med fortrinlige, gamle Huse, naaede vi til Ørby ad Vejen mod Sydvest gennem et Landskab, som efterhaanden bliver baade fladere og mere kedsommeligt. Ørby Kapel ligger dog saa højt, at man herfra kan se

Havet til begge Sider af Øen. Byen er en typisk, ny Landarbejderby, næsten alle dens Huse maa være fra de sidste 20—30 Aar, og den er ikke indbydende at skue. De fleste af dens Indbyggere er Arbejdere under Grevskabet.

Vi vender brat her og kører tilbage over Permelille til Haarmark. Ved Indkørslen til denne sydfra mødes Øjet straks af 5—6 af de karakteristiske, sorte Samsø-Gavle med deres tjærede Brædder, som naar ned i Højde med Tagskæget. Det ser ganske storartet ud, naar disse Gavle som her optræder i Flok. Byen be-staar ellers næsten helt igennem af nymodens Gaarde og Huse og er meget lidt seværdig. Ad Vejen nordover mod Pillemark fandt vi paa en Høj tæt Vest for Vejen et smukt og velbevaret Dyssekammer. Det var et rent Tilfælde, at vi opdagede det; thi Højen omkring det var tæt beplantet med mægtige, østrigske Fyrretræer. Dette maa vel være gjort for at skjule Dyssen, og man maa lade Opfinderen, at han har været grundig! — Men vi skulde paa Øen finde langt værre Eksemplarer paa den grasserende Beplantningsdelirium. —

Pillemark er en ganske herlig Landsby med en Mængde overordentlig velbevarede, gamle Boliger. Disse har næsten alle de træklædte, tjærede Gavle — hvad man forøvrigt ogsaa kan finde paa Øerne her Sønden for. Mere ejendommelige her er Kvistenes Profil med de fremover hældende Luger, der aabnes nedefter omkring Hængsler i den underste Karm. Byen er meget stor af Udstrækning, længst langs Hovedvejen i Nord—Syd. Paa dette Sted ligger Gaardmands-kvarteret, mens de smukke, gamle Huse mest samler sig om Vejen, der fører mod Sydøst.

En Vandring ad denne Vej mellem de pyntelige og velholdte, ældgamle Huse sætter én i Tankerne tilbage til vore Tipoldefædres Tid; man har en sær, tryg Følelse af at bevæge sig mellem Godtfolk her. Der er dog endnu Monumenter over vor gamle Bondekultur!

I min Betagelse glemte jeg min Kikkert, som blev hængende paa et Stakit ud mod Vejen, da vi tog derfra. En halv Snes Timer senere, da vi om Aftenen paany passerede gennem Byen, fandt jeg den hængende paa samme Sted — som en Illustration til Eventyret om Tilstandene paa Frode Fredegods Tid.

Onsbjerg er paa et Par enkelte Undtagelser nær helt i Firsernes forskrækkelige Stil. Men dens gamle Kirke er ypperlig. — Paa Kirkegaarden fandt vi 5 gamle, prægtige Ligsten med udmærkede figurlige Fremstillinger i Relief liggende henslængt for Vind og Vejr uden at tilsyneladende noget Menneske interesserer sig for deres Skæbne. De vil paa denne Maade temmelig hurtigt forvitres og ødelægges. Endnu en 3—4 Stykker af samme Slags er smidt op paa Kirkegaards-diget, under hvilken Proces de er revnede i flere Stykker, og Græs og Urter gror op gennem Revnerne. —

Kunde man ikke her inden det bliver for sent rejse de endnu hele Sten langs Kirkemuren? — De salig Afdøde, indbefattet Stenhuggerne, vilde da kanske gaa i Forbøn for Gærningsmændene, hvad der ikke kunde være afvejen.

Inde i Kirken saa vi det berømte, lille Krucifiks. Det er kun af Messing, men er et ganske fortrinligt Arbejde. Det er ca. 30cm højt, og dets Forside er forgyldt; her findes yderst paa Korsets Fløje indgraveret de fire Evangelisters Symboler. Paa Bagsiden er paa de tilsvarende Steder indgraveret Engle. Kristusfiguren er 15 cm høj og er ganske ypperligt modelleret. Arbejdet skriver sig rimeligvis fra det 16.Aarh.s Slutning.

Krucifikset fandtes paa et Kvindelig, som drev iland paa Haarmark Strand, og det ophængtes her i Kirken som en Helligdom. Anledningen var den Mystik, som knyttede sig til dets Tilsynekomst, og hvorom den Tavle, hvorpaa det er ophængt, giver Beretning. Indskriften, som er forkert citeret hos Thiele, lyder saa-ledes:

Thette forgylt Krucifix War bundet paa et Døt Menneske, Oc Kom Flydendes her til Land ved Ilse Made i Tranebjerg Sogn, der di ville age Det til Kirkegaar-den kunde 4 Heste ikke drage det, ikke Kunde Di heller Fange Samme Lig til Koldbye Kirke. Mens der di Vende Vognen Om til denne Onsbjerg Kirgord drog 2 Heste det Lettelig, blev begravet Ved den her østre Gaul af Kirken. Og Haver Denne Kirke Sit Navn Af Samme forgylt Kors og kaldes paa Denne Dag Hellig Kors Kirke.

Et stedligt Sagn fortæller om en skarnagtig Præst — eller maaske er det et skarnagtigt Sagn, der fortæller om en stedlig Præst, at Krucifikset oprindelig var af Guld, men at Præsten forærede det til en Godsejer paa Samsø og ophængte et af Messing i Stedet.

Sagnene er ofte saa onde imod Præsterne; de gør dem aldrig til indtagende Personer. Enten er Præsterne Drukkenbolte, Skørtejægere eller Pengepugere, eller alle tre Dele samtidig. Enkelte Sagn lader dem optræde overfor fordømte Spøgelser som deres Ligemand, eller de kan med deres Tunges Kunster faa selve Fanden med Klumpfod, høj Hat og Paraply til at forsvinde gennem et Nøglehul uden at behøve at gaa over til Haandgribeligheder, hvad der trods alt forlener dem med et mærkeligt feminint Skær!

Om denne melder Sagnet altsaa kun, at han var en Iconoclast, som stjal det hellige Billede og erstattede det med en Forfalskning. Men Tavlens Indskrift modsiger dette, thi her staar udtrykkelig et „forgylt Kors“; er Sagnet sandt, maa Præsten ogsaa have forfalsket Adjektivet! —

I Kirkens Taarn findes Skydehuller der viser at den tidligere har været et Led i Stedets Forsvar.

— Vi tog til Tranebjerg og gæstede her først det gamle Voldsted af „Samsø Slot“. Thura siger, at dette har ligget omtrent et Bøsseskud Sydvest for Tranebjerg Kirke; Afstanden er ca. 150 Meter, saa „Bøsseskuddene" har været smaa paa den Tid. Der siges, at man fra Kirkens Skydehuller har kunnet medvirke ved Slottets Forsvar. Men hertil kræves ialfald, at Kirken skal være bygget før 1288, da Slottet efter Sagnet nedbrændte, og dette er naturligvis ikke udelukket.

Paa Bakken, hvor Slottet skal have ligget, findes endnu synlig en lille Forhøjning paa ca. 25 m’s Diameter; det er alt, hvad der er tilbage. Paa et enkelt Sted i Jordsmonnet spores nogle Rester af ganske smaa, runde Kampesten, endnu tildels sammenholdte af en Smule Kalk; men dette kan meget vel skrive sig fra Bebyggelse i en langt senere Tid.

Tranebjerg Kirke er indvendig uden særlig Interesse, tilsyneladende er den stærkt forandret ved Ombygning i Tidernes Løb. Udvendig imponerer den ved sin Størrelse og ved sine overordentlig smukke Linjer; Forholdet mellem det mægtige, brede Taarn og Skib og Kor er ypperligt, og den gamle Kirkelade gør den kompleksagtige Virkning ganske fortrinlig. I Taarnet findes flere Skraahuller, der har tjent som Skydeskaar, deraf 3 paa Vestsiden ud mod Voldstedet. En udmærket, gammel Mur omgiver Kirkegaarden, hvidkalket og tækket med „Munke og Nonner'¹. Men desværre har ogsaa her nogle Vandaler været paa Spil, — et stort Stykke af Muren er nedrevet og erstattet med en uhyggelig Kampestensmur af tilhugne Sten med Cementpuds imellem. Hvorfor dog altid vælge det værst mulige Materiale til at sætte op mod det gamle!

Tranebjerg, Øens Hovedstad, er en moderne Villaby med alle en saadans Bekvemmeligheder og Rædsler. Byens mægtige, splinternye Sygehus repræsenterer indvendig de førstnævnte, udvendig de sidste. Til Bekvemmelighederne hører desuden en Badeanstalt og et Hotel, som ikke er Afholds — et Særsyn paa Øen! Men har man nydt den Komfort, Stedet byder paa, og naar man har set dets udmærkede Folkemuseum, som er indrettet i en herlig gammel Bondegaard i Byens Midte, da bør man fly det igen og trække sig tilbage til Freden, Stilheden og Skønheden i en af Øens rigtige Landsbyer.

Det er en Fryd at færdes i de samsingske Bondebyer alene for den Omhus Skyld, hvormed Folk hæger om deres Boliger og deres Haver. Kirsebærtræerne, som just nu begynder at vise det frembrydende Bloster, staar i en Jord, der er holdt som i den finest soignerede Urtepotte. Der findes næppe noget Steds i disse Haver et overflødigt Straa. Jeg formoder, at naar Træernes Blomster engang falder til Jorden, vil Beboerne gaa ind under Kronerne, ganske varsomt i den fintrevne Muld, og opsamle de enkelte hvide Blade, efterhaanden som de daler ned.

Samsingen forstaar at værdsætte sin fine Jord, han nusler med den paa samme Maade som Fyenboen. Og hans Marker er lige saa velholdte som Haverne.

I Brundby og Havnebyen Ballen naar Øen sin Kulmination i Retning af civilisatorisk Opsving og Forbindelse med Omverdenen, ved Ballen gennem dens moderne, fortrinlige Havn, ved Brundby gennem dens Sommerpensionærer. Disse sidste præger i Sommermaanederne hele Omegnen paa en Maade, saa Brattingsborg Gods en Overgang saa sig nødsaget til at lukke Skoven for dem paa Grund af deres Uvæsen.

De smaa Øer er allerede begyndt at blive „opdagede" — endnu forinden dette Værks Tilblivelse. Hvordan skal det gaa, naar det bliver kendt!

Jeg mindes ofte, hvad en klog Mand svarede, da der i Almanakken Danmark var en Enquete om, hvor man fandt der var smukkest i Danmark. Han sagde saadan noget som: Jeg véd det ikke endnu, men naar jeg bliver klar over det, skal jeg nok holde min Mund med det! — Gud give, jeg kunde indtage det Standpunkt; men det harmonerer desværre daarligt med den forhaandenværende Opgave. Og Resultatet bliver vel dette, at saaledes som vi nu læser om Vendernes Hærgninger under Valdemarerne, saaledes vil vore Efterkommere læse om Sommerpensionærernes Oversvømmelse af Øerne under Christian den Tiende.

Men Hævnen følger desværre disse Skarer tæt i Hælene: der er altid overalt i Landet hæsligst omkring Turisthotellerne. Det sørger de selv for. —

Paa Samsø er man allerede kommen godt med, ogsaa udenfor Hotellerne. Under Krigen var her enkelte Aar ca. 3000 Fremmede hver Sommer, og Beboerne logerede undertiden i deres Hønsehuse for at skaffe Plads. I et Husmandshjem mellem Brundby og Ballen, hvor der fandtes 3 Stuer, havde man halvfjerdsindstyve Pensionærer, som logerede rundt omkring i Nabolaget! De spiste ved Borde i Haven. Masser af Beboerne fyldte deres Huse med liggende Gæster, som fik Kosten paa Hotellerne. —

Nord for Brundby ligger paa en Bakke ved Vejen den gamle „Kolhøj Mølle“, en Stubmølle, som baade ved sin Beliggenhed og sit Ydre er en stor Seværdighed. Atter her møder man et af disse mærkelige Pust fra Fortiden, som gør én blød om Hjærtet. Og her er denne Følelse ublandet. Ingen reformatorisk Agrarhaand eller Forstmand har endnu rodet i Bakken; og Møllen er velbevaret, den gaar endnu — æder minsandten sit Foder som en Karl, tiltrods for at den er et Par Hundrede Aar gammel og for omtrent 100 Aar siden blev flyttet fra „Dansebjerg“ Syd for Byen til sin nuværende Plads!

Med sine Erfaringer fra andre Steder spørger man uvilkaarligt sig selv, hvorfor disse to prægtige Steder med deres fortrinlige Udsigter, Kolhøj og Dansebjerg, endnu ikke er bleven beplantede! Det er jo dog ellers bleven hævdvunden Skik at spærre Udsigterne. Ogsaa herovre begynder man at beplante Bakkedrag og Høje — thi der, hvor Ploven ikke kan naa, „der bør en Skov at staa“, som Forst-Fanatikerne sjunge!

Paa Vejen mellem Tanderup og Onsbjerg besteg vi „Dyret", Øens næsthøjeste Punkt, hvorfra man har den mest storslaaede Udsigt over saa godt som hele Øen — eller rettere har haft! Thi paa hele Østsiden af den mægtige Bakke breder sig allerede en Plantning, hvis Toppe naar højt over Kammen •— til den Side er der spærret. Og paa Bakkens andre Sider er planmæssige Angreb under Forberedelse mod Resten af Udsigten. Øens Beboere har nemlig dannet et Selskab med det Formaal at beplante Bakker og andre Strækninger, som ikke kan „give noget" paa anden Vis. Dettes Resultater breder sig allerede som et Udslet over Øen, mest naturligvis i Form af Bjærgfyr, et af de ækleste Ukrudt, der findes.

Fornylig er der af det nævnte Beplantningsselskab, som arbejder sammen med Hedeselskabet og hvis Formand er Ejeren af Gaarden Søholm mellem Østerby og Besser, afholdt en Basar i Tranebjerg til Fordel for „Dyret“s videre Beplantning. — Saa nu skal der nok komme Fart i Tingene!

Vi forlagde vort Opholdssted fra Kolby Kaas til Besser, hvor vi indlogerede os i „Afholdskroen", en lille gammeldags Bondegaard, som ligger nær Byens største Gadekjær og som i Øjeblikket kun skulde huse os.

Besser er Samsøs yndigste Sted. Et Par Gange tidligere havde jeg boet her, og jeg vil bestandig, naar jeg kan, vende tilbage dertil. Lunt ligger Byens gamle, skønne Gaarde og Huse i Læ af dens herlige Park paa de Rade Strækninger nær Stavnsfjordens Sydside og nær den friske Østerstrand, paa to Sider nær Fjord og Hav. Der er Romantik og en Ynde over denne Plet som faa Steder i Landet. Her kan man drømme om Rungsteds forsvundne „Lyksaligheder". -— Det er et af de Steder, jeg allerhelst vilde tie om for at kunne bevare det i Fred!

— Ved den brede Vej, som gaar paa langs gennem Byen, finder jeg en gammel Bygning, som er rejst her i en Tid, hvor god Smag endnu var en traditionsbundet Selvfølgelighed i Slægten. Med sine rene Bindingsværkslinjer og den lange Række af brede, smaarudede Vinduer, der sidder hinanden saa nær, at kun én lodret Stolpe danner Skel imellem dem, med sit højtrejste Tag over den lange, fornemme Fagade er den en typisk, gammel Samsingerbolig.

Herinde fødtes for godt 100 Aar siden Marinemaleren C. F. Sørensen som Søn af Skipper Rasmus Sørensen. To gamle, fine Damer lever nu ensomt i det store Hus. I dets Have ud mod Vejen, hvorover endnu kun Kastanjetræernes unge Løv kaster Skygger, pipper alle Foraarets Smaablomster frem af de sorte Bede, og blanke Stære storker rundt derinde paa strittende Ben og haler fede Orme op af Mulden.

Alt ser ud her som paa vore Oldeforældres Tid — og hvor stille her er! Kun Foraarets Fuglesang klinger over Haver og Veje.

Betegnende for dette Sted er det, at vi i Haverne og langs Byens Veje fandt næsten alle de Arter af Sangfugle, der forekommer i Landet.

Inde i Haven foran den gamle Præstegaard, bag hvis Længer selve Eventyret synes at have tilhuse, sidder en Musvit og filer i et Træ: Slid din Tid — slid din Tid! Men dette Udtryk for en melankolsk Livsanskuelse drukner fuldstændigt i Gulbugens højstemte Triller, der lyder nær og fjærn som en dominerende Fanfare til Solen og Foraaret. Og ovre fra det lille Anlæg paa den anden Side af Vejen høres Sumpsangerens Toner, saa bløde, klare og rislende, at Bastardnattergalens Sang bliver til Skræp og Skrat i Sammenligning.

En Gulspurv sidder paa en Lindegren og snakker med, men kan knap nok høres. Den har alle Fornemmelserne i Orden, men brænder inde med dem og kan aldeles ikke gøre sig i Landskabet. Den maa nøjes med sin mægtige, indre Bevidsthed akkurat ligesom en Bomlærke, der sidder ved Siden af den i et lille Pæretræ; lige kommen op fra Morgenbadet i Gadekjæret sidder den og ryster sine Fjer, saa der af og til staar en Taagesky og en Regnbue omkring den. Nu og da synger den med paa Gulspurvens Omkvæd, de to kan omtrent den samme Melodi. Men Accompagnementet lader ikke til at more Gulspurven, der bliver mere og mere sur. Intet Ansigt i Verden kan være saa surt som en syngende Gulspurvs med dens Underbid som en Flødekande.

Gulspurven og Bomlærken, som ikke kan synge, bestiller tilsyneladende næsten aldrig andet — akkurat ligesom den Dame, der altid bor i „Etagen underneden", og som vi synes at slæbe med os, hvor vi end flytter hen. — Har nogen nogensinde set en Bomlærke foretage sig andet end sidde paa en Telefontraad eller en Pind og forsøge paa at synge!

Nej se til saadan en Karl som Bogfinken, han synger minsæl ved Arbejdet! Aldrig er han i Ro, snart paa Jorden og snart paa en Gren, og midt imellem farer der en Vocalise ud af ham, der kan sige Sparto! Foran mig slaas to Bogfinkehanner om en Tot Bomuld, som er kommen trillende for Vinden henad Vejen. Den ene gaar af med Sejren efter en Kamp, som jog Vejmelet højt op i Luften, og stikker af med Byttet, som er meget større end den selv; men den anden farer øjeblikkelig op paa en Gren og giver sig til at synge, som den er betalt for det. Der er altid noget, en Bogfinke kan være henrykt over; den synes at leve efter Jesu Sirachs Visdomsord: Læg ikke Hindringer i Vejen for Musiken! —

Sumpsangerens Vise leder os ind til et lille Hindbærkrat i Anlæget; men der bliver stille derinde, da vi nærmer os, og skønt vi lister os ganske nær, er det ikke muligt at faa ham at se. Først da vi tager Post paa hver sin Side af Buskene lykkes det af og til at faa et Glimt af den lille, blufærdige Mand, et Strejf af hans lysegule Vest farer som et Glimt hen mellem det tætte Løvværk. Det er en Sanger, der ikke ynder Fremkaldelser! Først da vi atter er langt borte, synger han paany.

Samsø. Den gamle Stubmølle ved Brundby.

Samsø. Gadekjær i Permelilles østre Del.

Samsø. „Lindegaarden" i Besser, hvor Maleren C. F. Sørensen er født.

Samsø. Indkørsel til Besser.

Under de høje Bøge, som vokser herinde, under Ædelgraner, Abeliner, Balsampopler og Ahorn gror den frodigste Skovbundsflora med blaa og hvide Forglemmigejer, blaa og hvide Anemoner og den skønne Plante „Nikkende Fugle-mælk", hvis seksdelte, stjærneagtige Krone staar med sin fine, perlehvide Farve og bøjer sig yndefuldt for baade Gærdekørvel og Skvalderkaal. -—

Af en lille, beskeden Mindesten herinde fremgaar det, at det smukke Anlæg er „Plantet af Prowst N.L. Wagtman. 1871.“ Nedenunder staar, at Stenen er „rejst af Peter Mand". Det er et gammelt Slægtsnavn paa Øen.

Ikke blot langs Hovedvejen finder man endnu hist og her en Bygning i den gode, gamle Bondestil; mellem Hytterne i Byens nordre Del ud mod Engene ved Stavnsfjord maa man standse Gang paa Gang og sige til sig selv, at saadan har her set ud for hundrede Aar siden. Men Byens Midtpunkt er dens største Gade-kjær omme bag den gamle Kro; her naar dens Idyl sin Klimaks. Og her, hvor en gammel fornem Have hælder sine Trækroner ud over det mørke Vand, hvor de gamle Gaardes Længer staar paa Hovedet i det blanke Spejl, og hvor en lille Vej slynger sig tæt forbi med sine lyshaarede Piletræer som Ungpiger paa Rad — her er det, som selve Byens Hjærte banker, ømt og dybt. Livet synes let at leve her.

Og som dette Sted synes jeg næsten Byens Befolkning er.

Intet andet Sted har jeg mødt en saadan Mængde venlige, gamle Koner, som her. En Dag var jeg uforsigtig nok til at standse udenfor Haven ved et lille Hus nær Vejen, hvor jeg længe stod og stirrede beundrende paa det Blomsterflor, den rummede. En Timestid senere kom Stedets gamle Ejerinde hen paa Kroen med en Buket fra Haven og satte den paa vort Bord! -— Hun har beluret mig bag sit Vindue.

En gammel Husmand, som jeg af og til mødte ved Gadekjæret, forærede mig engang en hel Spand Kartofler, fordi jeg en Dag havde udtalt til ham, at jeg syntes de saa fortrinlige ud. „Og det er ent’ Saåkatøfler — det er Spis’katøfler!“ sagde han, da han afleverede Gaven. Man skal være forsigtig her paa Stedet.

Det er et paa Overfladen ligevægtigt Folkefærd med et jydsk Lune. Da jeg engang sagde til Købmanden, at det var nogle slemt daarlige Konvolutter, han havde solgt mig Dagen i Forvejen, svarede han stilfærdigt: „Tykkes De, de var daarlige? Da haar vi dem, der er møj ringer’!"

Øens mest bekendte mauvais sujet var dog saa vidt jeg mindes fra Besser. Historien om ham og Øens gamle Birkedommer er nu ca. 60 Aar gammel og er et Eksempel paa Kriminalitet og Retsforfølgelse paa Øen fra Midten af forrige Aarhundrede. Ogsaa den er typisk jydsk i sin Farve. — Lars „sad" i Øens Arresthus, et Skur paa en Bakke nær Tranebjerg By. En Dag fjærner Lars nogle Sten i Taget og kravler ud af Hullet. Paa Landevejen møder han Birkedommeren, der holder sin Hest an og standser Misdæderen.

— „Jeg troede, Du sad i Arresten, Lars!"

Jo, det gjorde han jo ganske vist ogsaa — men der var Marked i N., og det vilde han nødigt forsømme.

— „Har Du Penge ?" sa’e Birkedommeren.

Lars rystede mismodig paa Hovedet.

— „Her er to Mark," sagde Dommeren og rakte ham dem; „men saa maa Du sørge for at komme tilbage i Arresten, saa snart Markedet er tilende!"

Om Natten kom Lars tilbage, kravlede ind gennem Hullet og satte omhyggeligt Stenene paa Plads. Han sad roligt sin Tid ud. —

Lars var indfødt og havde levet hele sit Liv her. Man var vant til ham; han var som Forbryder af et acceptabelt Format, passende til Øens Omfang. Men en Dag har han formodentlig selv fundet, at hans Dimensioner var ved at sprænge Rammen, og han forsvandt pludselig sporløst, efterladende en tom Plads. Ingen vidste, hvad der var blevet af ham, og han viste sig ikke siden.

Der gik et Aarstid eller mere, saa blev Øens Læge kaldt over til Endelave, hvor man ellers altid hentede Læge fra Fastlandet. Da han langt om længe naaede denne Ø og kom ind i Gaarden til den syge, meddelte man ham, at da det havde trukket saa længe ud inden han viste sig, var der bleven sendt Bud efter den stedlige Doktor. — „Men her er jo ingen Doktor paa Øen,“ sagde Lægen. — „Ingen Doktor! Jo —• jo, det er her da rigtignok. Se, der kommer han netop!"

Og ind over Gaardspladsen skrider en Herre i Diplomatfrakke og stiv Filthat og tager Vej op mod Stuehusets Dør. Det er Lars. Han har haft Embedet paa Øen et Aarstid. —

En Samtale mellem de to Kolleger under fire Øjne resulterede i, at Lars forsvandt for anden Gang. Han vandrede „længere vestpaa!" Og hans Historie taber sig fra nu af ovre paa det mørke Fastland; han er vanartet som Øbo! Var han ikke gaaet af sig selv, vilde Samfundet snart have pillet denne altfor voksne Lus af sig. Thi det er her som overalt god Øboskik, at Samfundet holder sin Krop ren uden altfor megen politimæssig Indblanding.

Den 11. Marts 1901 indeholdt Samsø Folkeblad en Artikel af Øens daværende Birkedommer, hvori følgende Passus forekommer: „Retten skal have sin Gang; men det er lettere her paa Øen end de fleste andre Steder i Landet at være mild og lempelig; thi Forbrydelser er sjældne. Beboerne holder Justits over hverandre, og de Individer, der er de værste og farligste, udvandrer som Regel."

Forfatteren kender ikke Forholdene paa vore andre, mindre Øer, ellers vilde han ikke have fremstillet Samsø som en Undtagelse.

Men paa Baggrund af den Besserske Idyl, som nutildags ikke er enestaaende mellem Øens Landsbyer, og til Supplering af Samsingernes Karakteristik, kan det være gavnligt at læse lidt i Øens gamle Tingbøger. Paa Bunden var Samsingerne et stejlt og stridbart Folk, hos hvilket i ældre Tid Klammeri og Slagsmaal hørte til Dagens Orden. Og det var langtfra Bønderne alene, som bl. a. ved de berygtede Set. Poulsgilder slog hinanden Syn og Helse fra, men Øens Embeds-mænd fra Toldere til „Landchirurgen", ja selv Birkedommere og Præster, gik løs paa hinanden med Næver og afbrukne Stoleben eller bød Modstanderen „til Gæst paa sin Kniv". Det gik hedt til i Festernes Brænding paa Kroer eller ved Bryllupper. Bagefter endte Sagen paa Thinge ved at Parterne bevidnede hinanden gensidig Agtelse — med Bind om Hovederne ligesom Retfærdighedens Guddom! —

Det var ikke alene ved Set. Poulsgilderne, som fandt Sted én Gang om Aaret paa Set. Poulsdag, naar Bymændene gjorde deres Regnskaber op, at Forhandlingerne endte med Slagsmaal og braadne Pander, men ved de almindelige Gadestævner, som holdtes i hver By, og hvor man dog ellers mødtes for at ordne alle Stridigheder og forhandle om alle Vedtægter, og hvor selve Oldermanden førte Forsædet. Skulde man blot optegne alle de Slagsmaal, der har været saa grove, at Tingbøgerne bærer Vidne om dem, da maatte de dog tælles i Hundredvis. Det er næsten altid personlige Fornærmelser, der ligger til Grund, og det ser ud til at Samsingerne har haft en næsten sygelig Æresfølelse.

Tingbogen har Beretning om et Gilde i Kolby i Aaret 1708 paa Set. Poulsdag, hvor selve Oldermanden, der ikke bar noget ringere Navn end Søren Kiempe, da Festen er paa sit højeste kommer ind med en Slavol i Haanden for „at skille de kæmpende ad“. Da det er besørget, ligger Tønnes Sørensen paa Gulvet, „blaa og blodig i Ansigtet og saa godt som et dødt Menneske". En af Slagsbrødrene maa bagefter rømme Øen, da han intet har at betale Bøde med. — Ved Set. Poulsgildet i Besser 1743 gik der pludselig Panik i de yngre Festdeltagere, der under vilde Fagter valsede rundt paa Gulvet og haanede Selskabet, værre end Filistrene haanede Sauls Folk paa Bjerget ved Ephes Dammin. De raabte og skreg: „Her er Besser Drenge, men hvor er Besser Karle?" — Saa maatte „Karlene" jo frem paa Arenaen i al deres Magt og Herlighed. Under Raab som „Træd ham paa hans Hals, den Hund!" gaar man løs paa hinanden. Her ligger igen én paa Valen, atter „som et dødt Menneske". Men denne Gang laa den Slagne syg i flere Maa-neder, og Gærningsmændene faar store Bøder og Forpligtelse til at underholde Karlen paa Livstid, hvis han ikke kommer sig. — Og saaledes videre i én Uendelighed.

I Nordbys gamle Bylov, „Byens Bog", nu i Viborg Provinsarkiv, findes følgende Paragraf: „Dersom Nogen Ofuerfalder Paantmendene, naar de dem skal Pandt, endten ved skiends eller skielden eller slag (!), bøde derfor til Byen 2 skip. Biug og derfor uden Være i Herskabeds Unaade." — Det var altsaa dog ikke alene ved festlige Lejligheder, man gav hinanden Tærsk.

— Af denne Race, der ganske sikkert oprindelig bestaar af „Landnamsmænd" alle Vegne fra, et Blandingsfolk, et vanskeligt og stridbart Folk, har i Tidens Løb udviklet sig en Slægt af Bønder, der i Fornemhed og Selvfølelse som i Dygtighed staar meget højt. Livet paa de gamle Bøndergaarde har iøvrigt altid her været udpræget patriarkalsk, og der var lige ned til vore Dage et dybt Svælg befæstet mellem Herskab og Tyende. Tingbøgerne bærer heller ikke Vidne om, at der er vekslet Sværdslag mellem Husbond og Tjenestekarl, Fortroligheder af den Art var udelukkede. Ved Gilder som ved Gadestævner var man mellem Standsfæller!

Jeg besøger en Dag i Besser By en af Øens Storbønder af gammel, aristokratisk Samsingerfamilie, en Mand af høj Kultur og med et udpræget Raceansigt, en Fører indenfor sit Fag, dyrkende sin Jord med alle moderne Midler. Han siger beklagende, at Øens tidligere, stærkt udprægede Bondearistokrati paa Grund af Højskolernes nivellerende Indflydelse nu er ved at forsvinde og kun hist og her træffes som et isoleret Fænomén. Den Omstændighed, at Bønderkarle og Gaard-mandssønner nu søger Samkvem med hinanden ved alle mulige Lejligheder, har nedbrudt Respekten for og virket ødelæggende paa den ældgamle Bondekultur. At denne paa Samsø har været særlig høj sammenlignet med andre af vore mindre Øer maa, siger han, sikkert søges i den Omstændighed, at de gamle Patricierfamilier herovre hyppigt havde deres egne, større Skibe, med hvilke Ejerne selv for paa Udlandet, og saaledes bestandig direkte førte Indtryk hjem med sig fra fremmede, store Forhold ude i Verden, med hvilke de efterhaanden var fortrolige.

At Omverdenen ikke altid er lige saa fortrolig med Forholdene paa hans Ø, nævner han et Eksempel paa. For faa Aar siden kom han sammen med 4—5 Landsmænd paa en Jyllandsrejse ogsaa til Vendsyssel paa Hesteprang. Indbyggerne fra dette afsides Sted paa det mørke Fastland stimlede ved Ankomsten sammen om Vognen, sprængfærdige af Nysgærrighed og Forventning. Forsamlingen var længe tavs, mens Samsingerne steg af Vognen; men endelig gav Indtrykket af de Fremmede sig Udslag i dette Udbrud af Skuffelse: „Naa — ser I ikke anderledes ud!“ Man havde aabenbart ventet at Indbyggerne fra denne fjærne Katte-gatsø skulde være noget i Retning af Halenegre.

Som Tilfældet er med næsten alle vore Øers Beboere har ogsaa Samsingerne forlængst ombyttet Rattets Knage med Plovens Haandtag, er gaaet paa Land og bleven Agrarer. Søfart af Samsingerskippere drives nu næsten udelukkende af Havnebyen Ballens Beboere. Ogsaa Fiskeri er nu kun en Profession i Langøre, og i mindre Grad i Ballen og Kaashøj. Ved Kolby Kaas er nu kun 4—5 Fiskerfamilier. — „Rødspætterne dør og Fiskerne gaar paa Land“, som én af vore største Fiskerieksperter for nylig mismodigt udtrykte sig.

Deres gamle Ry som fortrinlige Jordbrugere har Samsingerne bevaret. Det er et levende, intelligent og dygtigt Folk, fremskridtsvenligt og altid rede til at forsøge sig med nye Opfindelser.

— Samsingernes Ydre bringer Tanken mere hen paa Jyder end paa Øboere. Ogsaa deres Sprog er jydsk i sin Rod, nærmest i Slægt med det Djurslandske. Især paa Nordlandet er dette iørefaldende. Selv vil Befolkningen hævde, at der er store og iøjnefaldende Forskelligheder mellem Beboerne af Nord- og Sydlandet; og vist er det, at man indtil for ikke længe siden yderst sjældent kunde bekvemme sig til at indgaa Giftermaal med en Person paa den anden Side af „Tangen". Fælles for dem er, at de gennemgaaende er blonde eller mørkblonde Folk, mest omkring Middelstørrelse, men ikke sjældent under denne. De unge Folk, baade Karle og Piger, er ofte overraskende smukke og af et vidunderligt sundt Ydre, mere friske og mere vejrbidte end Indbyggerne paa de sydfyenske Øer. De er mere „tørre" i Huden, som er glat og smuk og ofte af en herlig, brun Lød. Af helt lyshaarede Individer har jeg kun set et Par enkelte.

Beboerne af Sønderlandet hævder, at der er stor Forskel paa Fysiognomierne hos Folkene paa Sønder- og Nordlandet, og at man hernede øjeblikkeligt vil kende Nordlændingen fra andre Godtfolk. Han virker iøjnefaldende her — og det er ikke frit for, at han i Omdømmet optræder som Øens Molbobestand, i Slægt med Ellemandsbjærgets lavkomiske Sagnhelte, gammeldags og af et heltud antediluviansk Tempo! Men noget nær det samme Smil møder man, naar man taler med en Nordbymand om Sønderlændingen. Sagen er, at de ser med Overbærenhed paa hinanden, gensidig de haut en bas! Og ialfald paa Landbrugets Omraade staar Nordlændingene snarere over end under sine sydligt boende Landsmænd.

Af geografiske Grunde har Hadsherred og Djursland fra ældgammel Tid været Samsingernes naturlige Forbindelse med Fastlandet. Men skulde man uden-velts for at lære et eller andet Haandværk tilgavns, da gik Vejen altid til Kjerte-minde. Der var tidligere ikke faa Samsingere i denne By som Modsætning til Aarhus eller Odense, og Aarsagen var vel den, at man fra gammel Tid havde livlig Handelsforbindelse med denne Stad, da dens Haandværkere, især Hattemagere og Skomagere, aarligt kom sejlende herop for at sælge deres Varer. Denne Forbindelse til to Sider har præget Samsingernes Sprog og hans Væsen, og saaledes, at hans Væsen mest er fyensk, men Sproget mere jydsk. Hældningen mod Fyen er bleven stærkere med Aarene, og en Samsinger, ialfald fra Sydlandet, vil altid befinde sig som hjemme mellem Fyenboere. Han er „raskere i Slavet" end Jyden; men hans Sprogs tunge Kærne er bestandig jydsk.

Følgende smukke Hjemstavnsdigt, skrevet af Lærer B. Madsen i Brundby, er en fortrinlig Prøve paa det samsingske Maal. Det bærer Titlen „En nøj samsk Wies om men Forelle aa min Hjæmni".

Som man ser bestaar Paavirkningen fra det fyenske Sprog væsentligst i, at man har laant den bestemte Artikel i til enkelte Navneord — det fyenske Hankøn.

I de stille og lune Majnætter sang Padderne som besatte i Bessers store Gadekjær. Det lykkedes os at fange nogle Stykker af dem, og det viste sig at være den grønbrogede Tudse. Beboerne paastod, at det var en Slags Klokkefrøer, som holdt til her; men deres mærkværdige „Sang“ er ganske afvigende fra Klokkefrøens, som har en dump, klokkeagtig Tone: dung--dung! med nogle Se

kunders Mellemrum. Denne er meget lysere, som et fløjtelignende Kluk, et blødt Staccato, hvor de enkelte Slag følger hurtigt efter hinanden. Undertiden stiger Lyden 7» Tone midt i Sangen, saaledes: Lulululululu—lylylylyly! Strofen kunde være længere, men sjælden kortere end her angivet. Det lyder pragtfuldt, naar en Mængde stemmer i samtidigt eller svarer hinanden fra alle Kærets Sider.

Den grønbrogede Tudse er saamænd ikke meget for Øjet, han er ved Dagslys en bramfri og beskeden Mand af Ydre. Sjældent ser man mere af ham over Vandspejlet end hans grimede Næse, og kommer han højere op, er det ingenlunde for at spejle sig. Men inde bag den vortede, grove Hud har han en Sjæl — oh, saa fin! Han er som Trolden, der i Sommernatten lister ud af Højen og sidder under Stjærnehimlen og spiller om sin Jammer og Elskov for Prinsessen, som han aldrig faar, men som han har Forstand paa mere end nogen anden.

Den grønbrogede Tudse er Foraarsnattens Sanger. Naar alle Sangfugle tier, naar Vinden er gaaet til Ro og ligger og sover i de stille Piletræers Løv, og kun Horsegummens Brummen lyder douce langt ude fra de lave Enge — da er det hans Time. Han er grim, men han kender sin Besøgelses Tid, og han har en Perle i Livet, Spillemandens farlige Sjæl! Han er fuld af sentiment, men aldrig melankolsk. Han faar hver Nat Prinsessen ....

Nordpaa fra Besser slynger sig en lille Markvej over de inddæmmede Enge ned til Sydkysten af Stavnsfjord. Dette er et af de skønneste og ejendommeligste Steder, jeg kender. Byen ser dejlig ud herude fra, lutter Træer, nu mest blomstrende Kirsebærtræer, mellem hvilke de brune og grønne Straatage stikker frem. Over Engen blomstrer Engkarsen, nikkende i Foraarsvinden med de lilla Kroner og blinkende mildt med det lille, gule Øje.

Hvor Vejen svinger og ad en Dæmning gaar langs Fjordens Sydside, bevæger den sig over en lille Bro, der fører over Øens eneste Aaløb. „Sørenden“ kaldes den; Navnet bruges her som Egennavn, skønt alle Vandløb paa Øen bevæger sig paa Bunden af kunstige Sørender. Hvor Aaen løber ud i Fjorden danner den et Delta, der er saa kompliceret og i den Grad skifter Udseende med Ebbe og Flod, at man ikke vilde kunne kortlægge det. Man véd bogstavelig talt ikke, hvad der er Land og hvad der er Fjord her. Enkelte græsklædte Smaapolde rager dog altid op, men de store Sand- og Dyndflader længst ude, dækket med Myriader af store og smaa Kampesten, véd ikke om de vil være Land eller Hav.

Det var her paa Stedet, at jeg en Augustdag 1919 saa en sort Stork vade rundt og fiske, den eneste Fugl af den Art, jeg har set. Efter Sigende ruger én eller to Familier et Steds i Nordjylland. Er den kommen hertil dérfra, er det da maaske paa Trækket sydover. —

Dette Delta set fra Dæmningen rummer en særegen og betagende Skønhed. Græsset er her ligesom grønnere, Vandet mere blaat, de flyvende Maager og Terner mere straalende hvide end andre Steder. Og ude i Fjorden, der i Strømløbene er dyb ultramarinblaa, hviler de kuppelformede Holme med de grønne Tjørne paa deres Ryg og de gyldentstraalende Klinters skarpe Mure.

Terner og Maager hænger paa svirrende Vinger og spejler ned i Aaløbets klare Vand, og pludselig styrter de ned og smadrer Glaret med deres eget Spejlbillede. Røde Køer, glinsende lysebrune Plage og gul-hvide Faar græsser mellem Lagunerne. Morgentaagen driver ind over Fjorden og svøber sit kølige Slør om

Øer og Holme, men slukker ikke deres Farver. Den blændende Sol gaar almægtig gennem alting, Kulden segner for Varmen i en Symfoni af Farvetoner.

— Som vi nærmer os Fjordbundens Fladvande rejser Fugl efter Fugl foran os. Klirer trækker skrigende forbi, Strandskadernes Hwip skærer som Lyden af en ond Piskesnært forbi Øret. Vibernes Bekymring kender ingen Grænser, deres Stemme lyder, som om de alt for længe har gaaet med vaade Fødder. Nogle faa, stilfærdige Præstekraver gaar tillidsfuldt og undersøger den bløde Bund ganske nær ved os. Og helt ude paa Deltaets brune Flader staar mindst fem Hundrede Ryler i en Flok og spejler sig og bliver til Tusinde. De ligner paa denne Afstand fuldstændigt store Bladlus. Imellem dem stoltserer en Snes Strandhjejler omkring, et Hoved og et Næb længere end alt Folket.

— Vi gaar mod Øst til Roden af det mærkelige Besser Rev, der som en lang og smal Tarm vrider sig mod Nord langs hele Fjordens Østside og i en Strækning af 6 km men kun ganske faa Meters Bredde danner dennes Grænse mod „Østerhavet“. Det er én af de ejendommeligste Kystdannelser, man kan tænke sig. Som en blændende Stribe af hvidt Sand ligger det smalle Rev mellem det blanke, opalfarvede Fjordvand og det ultramarinblaa Hav. Ude paa dets Midte rager den besynderlige, stejle 12 m høje „Hønepold“ op som en lille Fæstning. Herinde ved Revets Rod gror grønt Græs i Mængde omkring udtørrede, sorte Lagunehuller, og hist og her store Arealer af Strandmalurt med de gusten-ir-grønne Farver. Og ud ad selve Revet staar Mængder af Cochleare danica, der bider sig fast i den grusede, magre Bund. — Enkelte Splitterner letter fra Stranden, og en Flok islandske Ryler jager lavt hen over Fjordens Vand. Mellem Lagunerne opdager vi nogle Engpibere og enkelte Præstekraver, af hvilke de sidste filmer en lang og sørgelig Historie for at lokke os bort fra deres kære Yngel.

Hvor forskellig er Stranden her nu, fra jeg sidst saa den for to Aar siden. Hele dens Tegning er bleven forandret under de voldsomme Efteraarsstorme i 1921, da de fra Oktober til Juletid rasede hen over Landet. Her langs Østsiden af Revets Rod er Yderstranden fra at være Engbund med Græs og Strandmalurt omkring de smaa, blinkende Laguner i omtrent 30 m.s Bredde bleven forvandlet til høje Strandvolde af store Rullesten, der strækker sig saa langt syd-paa, som Øjet rækker. Og selv Klinterne ned omkring Udsager Hage og Staal-høj er angrebet af Stormen og Vandfloden; den fine Sandbund udfor dem er forandret fra en pragtfuld Badestrand til et Bælte af skarp Ral, hvor ingen Fod kan træde.

Men forlader man Revet og vandrer tilbage langs Fjordens Sydside kommer man for hvert Skridt længere bort fra denne barske Natur og nærmere til Idyllen. Ved Kysten, hvor den tidligere Ø Gammelholm nu som en høj og brat Halvø skyder sig ud i Vandet, er et af de skønneste Steder ved Stavnsfjord. Der er næppe noget Sted i Landet hvor jeg hellere dvæler — især paa en Foraarsdag som denne.

Under Kysten paa den nære Hjortholm, paa hvis knudrede Banker vi ser de vandrende, græssende Faareflokke, ligger seks Ederfuglehanner og dobbelt saa mange Hunner paa Vandet. De snakker stille og fortroligt med hinanden, af og til rejser de sig og basker med Vingerne, saa Vandet gaar i brede Ringe ud fra deres Kroppe. Paa en stor Sten staar en enlig Hejre og piller sig, Sten og Hejre og det hele staar paa Hovedet i det stille Vandspejl. Trehundrede Alen fra

Land, hvor Kystterner og Dværgterner fisker paa Fladvandet, vader en Mand rundt med en Pram paa Slæb. Han er tilfods mellem et Par af Holmene og har Prammen med sig for at kunne ro over de smalle, dybe Strømløb. — Paa en stor Sten i Stranden et Par Alen fra os sidder en enlig Stenpikker. Den ligner i Farven aldeles en lille Krage, kun maa den i Stedet for dennes helt sorte Hoved nøjes med en sort Streg fra Næbet henover Øjnene. Den sidder ganske stille og ringeagter os, siger ikke et Muk. Og da ogsaa vi sidder stille, falder den til Ro og giver sig til at grunde over ét eller andet Problem, som er vigtigt for Stenpikkere.

— Ingen Lyd uden Ternernes fjerne Skrig.

Paa hver Kvadratmeter langs Stranden gror der Myriader af blomstrende Kodrivere, isprængt smaa Kolonner af Violer og hist og her nogle Anemoners blide Farver — lutter Skovbundsplanter og Minder om en Tid, da denne skaldede Brink var en skovklædt lille Holm i Fjorden. Kun en énlig Ask staar nu tilbage, nysudsprungen, imellem Kampestenene paa den lave Bred.

Vi gennemvandrer det lave Terræn, som ligger mellem Gammelholm og Store Vorbjerg. Stormfloden sprængte sidste Efteraar Dæmningen her, og Havet oversvømmede omtrent hele den frugtbare Engflade, som er ca. 2 Kvadratkilometer stor. Her ser øde og sørgeligt ud, al Vegetation er udslettet og kvalt af et Lag Dynd og Sand, det ligner en vældig Lavamark; i mange Aar vil det Salt, som Jorden her har suget til sig, komme til at hæmme Væksten. —

Herfra gaar vi mod Nord og naar ved Fjorden det Sted, hvor dennes Bred ligger i Læ af Landsbyen Stavns’ frodige Haver. Dette er den fuldkomne Idyl, et Eldorado for alle mulige Sangfugle. Byen ligger i Læ bag et lille Højdedrag Vest for den, og ned mod Fjordbredden strækker sig dens Haver, forbundne af Krat med et Virvar af Træer og Buske, der naar lige ned til den grønne, eng-agfige Strandbred. Et Kor af Fuglestemmer toner ud fra Krat og Haver, Havesanger, Gærdesmutte, Grønirisk, Bogfinke, Stillits og Gulbug synger mellem hinanden, Forstusvalen jager over Buskene, og Vestenbrisen fører Duften fra de blomstrende Kirsebærtræer i de morgenduggede Haver ned over os.

Selve Stavns By er kun lille og uden Seværdigheder. Vi bestiger vore Cykler, som vi paa Turen om Fjorden mest har maattet slæbe paa, og jager tværs over Tangen ud til Vesterstranden mod de to store Bakkeknuder Store og Lille Vorbjerg. Særlig den første af disse er en pragtfuld Knude; som den ligger her midt paa et fuldstændig fladt og ganske lavt Terræn minder den i høj Grad om et Fænomén som Daubjerg Daas og er ligesom denne et besynderligt Minde om Istidens Aflejringer. Fra dens 28 m høje Top har man en henrivende Udsigt over Stavnsfjord med dens Snese af Holme, mod Nordlandet, over „Vesterhavet" til Jyllands Kyster og ned over Sydlandet med dets Kæmpehøje og bølgende Aase.

Hvor ofte havde jeg ikke før idag staaet paa dette herlige Sted, fyldt af Lykke over dets Pragt, dets vide Udsigt og selve denne Plets Ynde. Da jeg sidst saa det, for blot 3 Aar siden, laa hele denne mægtige Banke med sin Nord- og Østside i fuldkommen uberørt Naturtilstand. Kun dens fladere Side mod Vest og Syd var dyrkede Marker. Et Væld af Buske groede her over dens bratte Sider, der sine Steder falder næsten lodret og utilgængelige ned mod den omgivende Flade. Vilde Roser, Tjørn og Slaaen og Smaahyld filtrede sig mellem hinanden i et herligt Virvar, og avet af Blæsten, saa de aldrig naaede Mandshøjde, men bestandig

Samsø. Krucifikset fra Onsbjerg Kirke. Højde ca. 30 cm.

Samsø. Paa „Samsø Slot“s gamle Voldsted med Tranebjerg Kirke i Baggrunden.

Samsø. Huse og en gammel Brønd i Nordby.

Samsø. Ældre Mand fra Kolby Kaas paa Sydlandet.

Samsø. Mænd fra Nordby paa Nordlandet.

Samsø. Blomstrende Pæretræ og andre Frugttræer i Nordby.

Samsø. Den gamle Vindebro ved Ballens Havn.

lod Udsigten fri til alle Sider. Saaledes havde den ligget, den mægtige Banke, i Hundreder af Aar, og rakt denne Buket af Landets skønne, gamle Vegetation op mod Solen og Skyerne.

Men nu, blot 3 Aar senere!

Hvor før Buskene bredte deres Bloster og Smaafuglene byggede under deres Grene, der er nu al Vegetation borte, og Jordsmonnet overalt dækket af et tæt, graasort Askelag — dette er Krattets sidste Rester. Det er brændt af til Grunden, ikke ved noget Ulykkestilfælde der skyldes omstrejfende Pak, men med velberaad Hu af Beboerne. Og histovre paa det nære Lille Vorbjerg kan man allerede se, hvad der tilsigtes. Paa dette, der har faaet en lignende Medfart, er allerede hele Vestsiden med en Meters Mellemrum dækket af firkantede Huller, hvori der er plantet Bjærgfyr!

Mens man staar her paa den sorte Bund, hvor Asken endnu viser Spor af forkrøblede Grene og svedne Rødder, undres man over hvad der vel kan være Grunden til dette Hærværk? Hvorfor skal paa et Sted som dette de gamle, skønne Vækster udryddes til Fordel for en saa ækel Plante som Bjærgfyrren? Man har jo her ikke engang den sædvanlige, kyniske Undskyldning, at det kan betale sig! — Skov bliver her aldrig, det skal Klimaet nok sørge for paa denne vindomsuste Aas; og Gud hjælpe den Plovmand, der vilde færdes med sit Spand paa disse bratte Skrænter.

Der er atter her ved at gaa „Civilisation" i Befolkningen. Ak, Dalgas’ Aand svæver bestandig over Landet, femten Alen over de højeste Bjærge. Men havde han kunnet se Konsekvenserne af sit Arbejde for Hedesagen, er det ikke helt sikkert, at han vilde have bifaldet dem alle. Hvem stimulerer Bønderne til et Foretagende som dette! Hvorfra henter de den fagmæssige Assistance? -— Hr der for mange Funktionærer indenfor Statens Forstvæsen, og sendes de arbejdsløse ud til Opgaver af denne Art for at aflaste Standen? Eller nøjes Bønderne med Aabenbaringer af den føromtalte Aand!

Af Bessers to nordlige Nabobyer, Alstrup og Toftebjerg — udtales Tawtebjerg — er Alstrup ikke videre seværdig, medens den sidste endnu har et Par enkelte, gode gamle Gaarde tilbage. Begge disse Byer virker afstikkende her paa Øen ved deres alt andet end soignerede Ydre. Møddinger, Ragelse og Skrammel ligger mange Steder og flyder ud mod Hovedvejen.

Heller ikke Østerby, der ligger sydligere, kan glæde Øjet synderligt. Men i dennes Nærhed og nærmere ud mod Sælvigs Sydside ligger den gamle Bisgaard, en imponerende Bygning, paa hvilken særlig Vestgavlen er beundringsværdig ved sin Størrelse og sin Skønhed. Den skal oprindelig have hedt Ny Visborg, men dens nuværende Navn kommer af, at den i lange Tider har været Bispegaard; senere blev den Provstegaard og kom først ved Begyndelsen af forrige Aarhun-drede paa verdslige Hænder, idet den blev underlagt Brattingsborg Gods, som den endnu tilhører. Af dens Jord er man begyndt at udstykke Grunde til Statshus-mænd, og nær den skønne Vej, som strækker sig langs Sælvigs Kyst og fører op til Nordlandet, begynder allerede nogle hæslige, stationsbylignende Kasser at skyde op, som naar de bliver færdige nok skal ødelægge nogle Kvadratkilometer af den skønne Kyst.

Løvsangeren og Gærdesmutten synger i Krohaven den livsalige Foraarsmor-gen, da vi bestiger vore Cykler for at køre ud til Nordlandet. Solen skinner fra en ren og skyløs Himmel, og en stille, vestlig Brise, fuld af Dufte, gaar hen over Landet. Ude paa det aabne Højland møder vi Lærkesangen og de skrigende Viber, og Sollyset kommer forstærket imod os fra hundrede Vandpytter og fra den straalende Fjord. Luften er som Balsam, den risler som køligt Kildevand igennem os. Inde paa en Pløjemark kredser en Flok rasende Maager over en Kat; de slaar ned over den i store Sving, og deres Vinger suser som Sabelhug om dens Ører, der staar paa Halv af Skræk. Katten dukker sig i Plovfurerne og gør sig lavbenet under Flugten.

Langs Vejen ved Indkørslen til Alstrup staar en Række Balsampopler, der lige har faaet nye, smaa Blade, der skinner, som de er lakerede. Vi maa af Cyklerne for at gribe en Haandfuld af dem, mase dem og holde dem op under Næsen. Ak — det er at lugte sig til sin Barndoms Eventyrland -— Østen for Sol og Vesten for Maane! Der er Minder om Troperne og Robinson Krusoes Ø i Balsampoplens Duft ....

Frugttræerne staar langs Vejen i alle Haver som Kandelabre med Lys i alle Piber. Deres Blomster er paa to Døgn bleven fra Spædbørn i Svøb til unge Jomfruer. Gulbugen synger forlæns og baglæns bag Grenene. Inde i en Gaard kagler en vanvittig Høne, og Handuerne kurrer med grov Mandfolkerøst. Unge Piger gaar i Række med hinanden under Armen forbi paa Vejen og kommer i Latter over at Gøgen kukker ude i Engen......

Vi rider ad Landevejen langs Sælvig og ud paa Tangen, hvor vi ved Indgangen til Plantagen passerer over den gamle „Kanhave Kanal“. som er Rester af et tidligere Vandløb eller maaske af en gravet Rende, som har forbundet de to Kyster, der her kun er en lille Kilometer fjærnet fra hinanden. Sagnet fortæller, at Harald Blaatand engang har trukket sine Skibe igennem dette Vandløb; et andet Sagn kalder det „Svenske Kanal" og mener, at det er gravet af Svenskerne i 1658—60. Nu er det kun en usselig Grøft, halvt skjult af Plantagens Træer.

Denne Plantage — ak, ja! Hvor maa dette øde Landskab have været stor-slaaet, da den endnu ikke var her. Hede til den ene Side og Hav til den anden, Nordlandets Bjærge foran, og Sydlandets Aase bagved. Alt dette er borte nu. Vejen gaar som et Jærnbanespor mellem to uoverskuelige Mure af en beskidt, mørkegrøn Kulør — Bjærgfyr og atter Bjærgfyr, vekslende med andre Naale-træer — en Spidsrod paa omtrent 7 Kilometers Længde! Hist og her ser man endnu over de lave Toppe Vest for Vejen et Glimt af Havet; men om et Par Aar vil ogsaa dette Syn være forsvundet sammen med Lyngen. — Man har faaet en Naaletræsplantage mere og er bleven et storslaaet Landskab fattigere.

Men hvis man vil vide, hvad de Herrer, der er Mestre for dette, selv mener om deres Bedrift, da skal man blot læse Inskriptionen paa et skrækindjagende, kæmpemæssigt Spøgelse af en Granitsten, som er rejst her paa Stedet. Det er en Imitation af en Runesten (!), vederstyggelig paa Grund af det tilstræbte Forsøg paa at gøre den stilfuld og „oldnordisk". I mægtig Runeindskrift bærer den tværsover sig det ene Ord: Kultur!

Det er sandt, det staar der virkelig! Baade ved sit Ydre og ved Anledningen bærer den ogsaa Vidne om en hel Del af den Art!

Naar man vel er sluppen nordenud gennem den milelange Plantage kommer man paa Nordlandet gennem den lille Landsby Maarup.

Med den nys overstandne Oplevelse som Baggrund glæder man sig her over Synet af et Par Bøndergaarde, der er et Exempel paa hvad god gammel, virkelig Kultur har kunnet frembringe. Aristokratiske, højtidelige, uden en Lyde i deres Stil ligger de her med de stolte Længer mod Vejen. Gavlene er rene Mesterværker i deres Art, Muren har her over den øverste, vandrette Bindingsværksbjælke et Spring udefter, saa den sorte Gavltrekant staar frem foran Nedermuren og hviler paa de kraftigt profilerede „Knægte", hvad der er af fortrinlig Virkning. Det er en Glæde at se, hvor disse to Gaarde er velholdte, og i hvilken fortrinlig Stand de er. Det maa være Godtfolk, som har tilhuse her.

Lidt senere kørte vi ind i Nordlandets og Samsøs største By, Nordby.

Man skal ikke straks lade sig skræmme væk af det officielle Ansigt, Byen vender ud mod den Vejfarende, som kommer ind ad dens Hovedgade. Dette er ganske vist baade stort og hæsligt. Kører man ind i den paa en straalende Majdag som denne, glemmer man forøvrigt snart dette over dens Væld af Frugttræer. Den vældige Landsby, der tidligere rummede 60 Gaarde og omtrent lige saa mange Huse — nu efter Udskiftningen noget færre — er som en eneste, sammenhængende Have, hvor Frugttræernes Kroner staar tæt mod hinanden og slaar sammen over de mosgroede Tage, ved hvert Hus og hver Gaard. Der staar et Væld af Farver mod én fra alle Sider, et Væld af Lys og Dufte, som selv paa den lange Hovedgade faar én til at glemme, at man færdes mellem disse nye Huse, der som et uhyggeligt Vidnesbyrd om slet Smag og Forfald her ligger til begge Sider. Men forlader man Hovedvejen kommer man ud i en Landsby, som er den skønneste Levning fra en fortrinlig Periode, desværre nu snart forhistorisk, og man ser sig paa alle Sider omringet af Bygninger af en enestaaende Skønhed. Dette Indtryk naar, her som de fleste Steder af lignende Art, sin Kulmination ved Byens mægtige Gadekjær, eller ved dens fem store, gamle Brønde, der nu ikke mere anvendes, men ved Fredning af Nationalmusæet er sikrede mod Tilintetgørelse. De kaldes her ligesom paa Djursland „Kjelder".

Paa de fleste af de gamle Tage ser man nogle aldeles fortrinlige Vindfløje, som paa deres Stænger løfter sig over Frugttræernes Kupler. Man tror at staa overfor gammel Haandværkskunst, men mange af dem er kun ganske faa Aar gamle, og deres Mestre lever endnu. Det er en ypperlig Tradition, som her er bevaret.

Byens Klokketaarn, der er opført saa sent som i 1857, ligger paa en aaben Plads omtrent midt i Byen, i hvis Nærhed ogsaa dens temmelig uanselige „Majtræ" har sin Plads, mærkeligt nok rejst i en lille Forhave og saa tæt opad en Husgavl, at det i hvert Fald ikke har kunnet anvendes til at danse omkring. — Klokke-taarnet er den morsomste Fremtoning man kan tænke sig. Der er Mindelser i det om et middelalderligt Bygningsværk, og med dets blide okkergule, teglstensrøde og graa Kalkfarver ligner det et Stykke mærkeligt, uglaseret Keramik. Den Dag idag lyder dets Klokke, naar Beboerne skal sammenkaldes. Jeppe Aakjær har fortalt mig, at han en Dag for faa Aar siden incognito gæstede Byen og her blev indfanget af en Kending, som boede paa Stedet, og som opfordrede ham til at „tale til Folket". Halvt modstræbende fordi han var ganske uforberedt, gik han

tilsidst ind paa det. Manden løb straks til Taarnet og satte Klokken igang, og et Øjeblik efter var halvandet Hundrede Mennesker forsamlede om Aakjær, som staaende paa Taarnets Stensokkel holdt et improviseret Foredrag for dem, hvorefter de igen gik hver til sit og genoptog det forladte Arbejde.

I 1864 begyndte Nordbys Indbyggere at købe Jorden af Grevskabet, og endnu i 1867 laa alle Byens 60 Gaarde og 59 Huse tæt samlede inde i Byen, saa tæt, at man paa sine Steder kunde gaa fra Tag til Tag mellem Gaardene. Men fra denne Tid begyndte man at flytte ud, og Byen er nu som de andre paa Øen meget mere udbygget. En stor Ulempe er det for Indbyggerne, at de har ¹/₂ Mil til de fjærneste Marker ude ved Nordspidsen.

Indtrykket af, at Byen virker som én eneste Frugthave, svækkes aldrig herinde. Her findes med Undtagelse af to stynede Popler ved Klokketaarnet og nogle nyplantede Linde ved Gadekjæret kun Frugttræer. I Præstegaardshaven finder vi et vældigt Valnøddetræ og en stor, gammel, ægte Kastanje, og rundt omkring i de andre Haver flere gamle og unge Morbærtræer. Haverne er aabne eller med et ganske lavt Stakit, og aabenbarer under Frugttræerne et straalende Tæppe af Tulipaner, Pinseliljer, Aurikler og mange Slags Stauder. Langs Vejene, der gaar rundt om Byen, møder man Pile, Popler og Aske. — Her passer det bedre end noget andet Sted paa Øen, hvad Pontoppidan siger i „Danske Atlas“, at Indbyggerne paa Samsø „bygge og pryde deres Huse fremfor andre Bønder", og dette gælder i lige høj Grad Husenes Omgivelser.

Ligesom de fleste Byer paa Samsø har Nordby sin „hellige Sten", hvorfra efter Sagnet de smaa Børn kommer. Kun Ørby danner i saa Henseende en Undtagelse, her henter man Børnene fra en Brønd. Storken har aabenbart aldrig været talrig paa Øen, og nu er den ganske forsvunden! Undertiden er disse Sten hele Dysser, til andre Tider, saaledes som ved Nordby, blot én eneste, kæmpemæssig Sten. Denne ligger halvanden km Nord for Byen ved Vejen til Mose-gaard paa et 34 m højt Bakkedrag og er en ca. 37₂m lang Kampesten af uregelmæssig Form, ragende l¹/^ op over Jordsmonnet. Efter Formen at dømme har den aldrig tjent som Overligger paa nogen Dysse.

Hele Nordlandet faar sin Børneforsyning fra Stedet. — En drægtig Oljebille, som jeg mødte paa Marken, havde ganske rigtig Retning bort fra Stenen; den var paa Vej sønderpaa, og befandt sig i en saa hartad utrolig Tilstand af Frugtsommelighed, at den næppe kunde slæbe sig afsted. Der bliver saamænd ingen Mangel paa Oljebiller i Nabolaget foreløbig.

Derimod spejdede jeg forgæves efter menneskelig Ungdom i Nærheden. Jeg gad vidst, om de Nordby Karle og Piger endnu følges ad, naar de gæster Stedet, eller om Afholdsbevægelsen ogsaa har grebet dem paa dette Punkt. I Byen ser man dem ialfald saa godt som aldrig sammen. Jeg mindes mit første Indtryk af Byen, da jeg for en Del Aar siden holdt mit Indtog her og en sen Foraarsaften nærmede mig Kroen. Det var ligesom nu i Maj, og alle Haver stod i deres fulde Pragt under den mildt lysende Aftenhimmel, hvor en nysopstanden Fuldmaane gled gul og fed op bag de rødmende Frugtgrene. Da jeg nærmede mig Kroen ad Vejen, hvor unge Piger Parvis gik hviskende med hinanden under Armen i den stille Aften, mens ikke ét Mandfolk var at øjne, naaede pludselig en mærkelig, dæmpet Dundren mit Øre. Det var i det sidste Krigsaar, og Tanken om fjærn Trommeild faldt mig ind. Kom Lyden ude fra Havet? — Som jeg nærmede mig

Kroen, blev Lyden stærkere, og da jeg traadte ind ad Gangdøren, hvor jeg løb paa én af Kropigerne, var det blevet til en stærk og jævn Drønen. Da jeg spurgte Pigen, hvad det var for en Larm, aabnede hun Døren ind til Krostuerne -— og se! Her sad ved henimod en Snes Smaaborde, som fyldte 3 store Værelser, mindst 3—4 Karle ved hvert Bord og spillede Kort. Braget kom af, at de slog i Bordet ved hvert eneste Udspil! Deres Arme gik som Plejlstænger op og ned.

Tobakstaagen laa som Røg over en Slagmark, og rundt om paa Bordene stod hel- og halvtømte Kaffekopper og Hvidtølsflasker. Ingen mælede et Ord. Der stank af Hvidtøl.

Nu gik det op for mig, at jeg var havnet i en Afholdskro, men med Afholdenhed af nogle Dimensioner, som jeg hidtil ikke var præsenteret for. — Efter en ganske fortrinlig Aftensmad gik jeg i Seng i et ypperligt Værelse, hvor Braget dog holdt mig vaagen til henimod Midnat. De unge Kvinder, der upaaagtet trak rundt paa Vejen, var da forlængst forsvundne. Og da Maanen naaede op over Frugttræerne, fik den Udsigt til en Krodør, udaf hvis Gab der gled en Strøm af Tobaksrøg og Tevandsem — samt Karlfolk, der var stoppede med sødt Ø1 til Overskægget. Efter at have evakueret sig langs Kroens Vægge, gled de huldsaligt ræbende ud i Foraarsnatten.

En enkelt „Overligger" havde Værelse ved Siden af mit. Det er den uhyggeligste Nabo, jeg i mit ofte stærkt bevægede Rejseliv har haft. Forsøg efter dette ikke at bilde mig ind, at Afholdsdrikke i mindre Grad end andre sætter „de onde Safter" i Bevægelse! Ophidset af disse og af Kortspillet, Afholdsbevægelsens ofte alt for sikre Følgesvend, og med en af Ølgær og Sukker opspilet Mavesæk laa denne Ulykkelige og rasede hele Natten, i Søvne brølende paa „Trumf" og dunkende med sin Højre i Væggen. Og han nøjedes ingenlunde med at snakke i Søvne; nej han sang — himmelhøjt — den afskyeligste og længste Vise, jeg har hørt. Eskimoernes bloddryppende Trommesange er som „Nonnens Bøn" imod dette. Det klang som Tartinis „Djævletrille" spillet baglæns paa en brystsyg Fagot uden Mundstykke.

Hvad nytter det, at de paa Øen stærkt udbredte „Kærlighedspærer" gror i større Mængde i Nordby end andre Steder, naar Eva gaar ensom under deres duftende Grene, mens Adam spiller Idiotseksogtres i sit Ansigts Sved? — Dersom man ikke optager den gamle Skik, at Ungdommen to og to valfarter til Dyvelstenen, da vil Nordbys Befolkning visseligen uddø! —

Den gamle Sogneraadsformand Morten Madsen fra Nordby er af fremragende, gammel Nord-Samsingerslægt, der staar paa Højde med de navnkundige Slægter fra Sydlandet: Gylling, Holm, Bur og andre. Han er en usædvanlig intelligent Mand og trods sine 73 Aar levende og spænstig, gaar endnu selv til Arbejde paa Marken sammen med sine Folk. Han ledsager os en Dag ud til Nordlandets og Øens højeste Punkt „Ballebjerg", tilfods. Som han gaar dér foran os med sin elastiske Gang og sin brede, af Arbejdet noget bøjede Ryg og det prægtige, hvide Haar under den sorte Hat, synes han mig at være Typen paa den ideale, gamle Bonde, den frie Storbonde. Han hilser med et Kast af Haanden op til Hatteskyggen, naar forbipasserende tager Luen af. Hans Tale er fri, overlegen — det er en Herremands Form, han bruger.

Over det aabne Land, der fra Byen langsomt hæver sig over mod Vestsiden, nærmer vi os de vældige Bakkebølger, der øverst bærer Ballebjerg paa deres

Ryg. Set herfra ligner den vældige Aas med sine mangefarvede Agre et broget Tæppe, der falder næsten lodret ned foran os — utroligt, at sligt virkeligt kan befærdes med Hest og Plov! — Da vi naar Aasens Fod og begynder at stige opad, fortæller den gamle, at han selv ifjor har pløjet denne Landstrimmel, som vi her møjsommeligt aser opad. Øverst under Bakkens Top har han i Læet anlagt en fortrinlig Frugthave, hvis Træer trives brillant. Selve Bakkens Top, som han nylig har købt, vil han derimod af Hensyn til den pragtfulde Udsigt ikke beplante. Han har her opført et ganske lille Udsigtstaarn, der ligner Stenfoden af en gammel, hollandsk Mølle. De Valfartende finder herinde en Protokol, hvor man kan skrive sit Navn, samt kortelig de Indtryk, som Stedet og Lejligheden maatte fremkalde. Jeg fremsætter et Par Prøver paa Protokollens mangeartede Indhold:

Et andet Sted har en Fremmed med en naiv og lidt rystende, men omhyggelig Skrift, der tyder paa fuldt Alvor hos den skrivende, afleveret følgende:

Sogneraadsformanden er af den Slags Folk, som trods sin høje Alder ikke kan falde til Ro. Siden Svigersønnen for en Del Aar siden er gaaet i Spidsen for Gaardens Drift, har den Gamle i den Tid, han faar tilovers, kastet sig over de genstridige Bakker herude. For 3 Aar siden plantede han det lille Anlæg i Læ af den vældige Bakke. Henrivende er det med sine lysende Frugttræer, hvis Farver staar herligt til det omgivende, barske Landskab — som Modsætning til de afskyelige Bjærgfyrsplantninger, man ellers møder overalt.

Udsigten fra Bakketoppen er imponerende, særlig mod Vest over Havet til Thunø og Jylland, og mod Syd over Tangen til Sønderlandet. Det er et straalende skønt Land, dette, i mangt og meget mindende om de pragtfuldeste Stykker Jylland, maaske mest af alt om Hels’s Banker. Kun et skærer i Øjet: det fremmedartede, sortgrønne Plaster, som Plantagen danner dernede paa Heden i Syd. Alene af den ækle, uharmoniske Farvevirkning kan man skønne, at her er et fremmed Ukrudt bleven saaet.

Nordlandets mægtige, kuperede Højland ses herfra strækkende sig langs hele Vest- og Nordkysten, Rækker af vilde, mørke Bakkedrag, der uregelmæssigt bølger mellem hinanden. Man er uendelig langt borte fra Idyllen her — den, der undertiden paa „en ram Jydebatte “ kan virke baade lummer og kvælende. Her er man løftet op i Frakkestroppen og eksponeret for Elementerne i al deres Magt og Herlighed.

Fra det 64 m høje Ballebjerg, der kun er 3—400 m fjærnt fra Stranden, ser det ud som man har det rullende Hav lige under sine Fødder. Rundt til alle de andre Sider vælter andre Bakker sig under én som puklede Kæmpedyr. En Bondegaard ligger her lige under Bjærgets Sydvestside i Styrtningerne ud mod

det aabne Hav — saa lavt under mig, at jeg tydeligt ser Gaardspladsen mellem Længerne. Ensomt, barskt og herligt maa der være her om Vinteren! —

Navne som Anbjerg, Bikuben, Marensbjerg, Sandballe og Føldal Banke betegner Højderne heromkring i Syd og Nord, Langdalen og Møgelskaar et Par af de Kløfter, der gennemfurer det.

Hvor Landet hælder ned mod Sydøst, ser jeg over den vide, aabne Flade Nordby Kirke hæve sig i det fjærne, tung og ensom — saa mærkelig langt borte fra sin store Landsby, som var den hver Nat i Hundreder af Aar vandret et Hanefjed bort for at komme ud i Ensomheden. Er dens underlige Plads mon bestemt af de gamle Landsbyer Søby, Glistrup og Kongsbølle, som i længst henfarne Dage laa her paa dette Land, og som efter Sagnet blev lagt øde af Lybeckerne i Slutningen af det 14. Aarhundrede? — Der er vist ingen Tvivl om det!

Jeg er kommen til denne Tro ved Samtaler med en mærkelig Mand, Malermesteren i Nordby J. P. Johnsen, som har rekonstrueret et Kort over Nordlandet saaledes som det saa ud i gamle Dage, dels ved Hjælp af et gammelt Matrikelkort, dels ved mundtlige Oplysninger fra Folk paa Stedet. Han har igennem mange Aar bl. a. faaet opspurgt alle de gamle Stednavne, som endnu huskes, og indført disse paa sit Kort. Efter dette Kort og de derpaa med stor Omhu anbragte Navne er det med temmelig stor Nøjagtighed muligt at bestemme Pladserne for de tre Landsbyer, som gik tilgrunde ved Plyndring og Brand i Aarene mellem 1360—70.

Paa dette af Johnsen rekonstruerede Kort finder man Navnet Kongsbølle paa et Sted ret Øst for Ballebjerg ved den sydlige Ende af „ Langdalen“. Sammenholdende Kortet med Oplysninger, jeg paa Stedet fik af den gamle Sogneraads-formand, og efter en Besigtigelse af Terrænet Øst for Ballebjerg, er jeg kommen til den Overbevisning, at det gamle Kongsbølle maa have ligget Østen for „Rou-bjerg“ saaledes, at den nordre Ende af Byen har naaet ud for den Bakke, som den Dag idag bærer Navnet „Bys Ende“ — samsingsk „Bajs Æhn’“ — paa Generalstabskortet fejlagtigt kaldet Bjergs Ende (!). Her har den haft et ganske fortrinligt Læ bag de mange vældige Bakkerækker i Vest.

Navnet Glystrup (samsingsk Glistrup) og Glystrup Agre findes paa John-sens Kort et Par km S.S.V. for Nordby, omtrent midt mellem denne By og Vesterstranden. Endelig findes Navnet Søby, ligesom Søbytoft og Søbykjær, paa Kortet ca. 2 km omtrent ret Syd for Nordby, ved Vejen der fører til Maarup. En større Ejendom paa Stedet bærer endnu Navnet Søbygaard.

Her har vi da udentvivl Pladserne for de gamle Byer, hvis Indbyggere senere efter Ødelæggelsen flyttede til Nordby. Og Kirkens mærkelige Beliggenhed finder da maaske derigennem sin Forklaring.

Udsigten fra „Bajs Æhn’“ gennem Langdalen mod Nord er en af de mest storslaaede og karakteristiske paa Vestlandet. Selve Bakken er en ca. 80 m lang Knude med en Kam saa skarp som Ryggen paa en gammel Ko; den ligger paa langs i Dalens sydlige Ende med svære Højderygge til begge Sider. Over Langdalen, paa hvis Bund Vejen slynger sig, ser man over Langdals Gaarde „Elle-bjerget" paa Mols løfte sin blaanende Kegle op i Dagen, fjærn og uhaandgribelig som et Fata-Morgana. Paa Roubjergs bratte Skrænter færdes en ensom Plovmand bag sit asende Spand, det eneste menneskelige Væsen indenfor Synsvidde. Tværs over Dalen hører vi hans Sang, skiftende med temperamentsfulde Tilraab til

Bæsterne. I Øjeblikket kiler han paa med „Vift stolt paa Codans Bølge", hvis Tekst forløber saaledes:

Æh — din Satan! Ka’ do homme Dæ —--!“

Vi siger her Farvel til Sogneraadsformanden, der i gelinde Trav forsvinder ned ad Bakken i Retning af Nordby, mens vi trækkende vore Cykler tager den modsatte Vej mod Nord gennem Langdalen. Gyvelbuskene paa Bakkesiderne er ved at sætte Blomster; herligt straaler de mellem de røde Engelskgræs og den skønne „Knoldet Stenbræk", der er i fuldt Flor, mens Fandens Mælkebøtter allerede saa smaat er begyndt at sætte Frø, der driver bort for den blide Foraarsvind.

Da vi naar Vejen i Dalbunden kommer 4—5 Smaabørn vandrende henad denne imod os. De har hinanden i Haanden; men forrest gaar en lille Pige paa 3—4 Aar alene. Hun har en Krans af Mælkebøtter paa Hovedet, og i to lange Guirlander hænger de paa begge Sider som Fletninger helt ned til hendes Knæ. Som hun gaar der smilende undseligt i Solen, er det som selve Prima vera kommer os i Møde.

Naar man færdes paa Samsøs Sønderland synes man, at man næppe noget Steds i Danmark har set finere Landbrug og Havebrug. Men Nordlandet sætter dog Rekorden. Markerne er her pillede for hver en Sten, selv om de ligger ¹/₂ Mils Vej borte fra Gaardene. Og Haverne er smaa Vidundere, hvor næppe én Kvadrattomme Jord ikke er udnyttet. Bakke op og ned omtrent helt ud til de nordligste, bratte Brinker er der kælet for den magre, sandede Jord, der ligger her langt fra Menneskeboliger, saa ren for Ukrudt og Sten som Havernes Bede.

Først helt ude paa de yderste, skaldede Aase, der er en Fortsættelse af Vestsidens mægtige Bakkekæder, har man givet op. Her staar vi i et raat og barskt Urtidslandskab, hvor fattigt Græs gror lavt som Mos og Lav over de grusede, stenede Kupler i graa og gulgrønne Farver. Her er vildt og storslaaet — et ensomt og forladt, men herligt Land! Og her som allevegne gælder det: jo fjær-nere fra Mennesker, jo nærmere Guderne! Et Mylder af Blomster er strøet over disse fattige Bakker. Mellem gnistrende røde Mosser gror Engelskgræs, Stenbræk, Fandens Mælkebøtter, Kodrivere og Stedmodersblomster; Violer vælder op af Sandet i store Klynger, Engelsød og Timian, Forglemmigej og Potentil. Violette Storkenæb staar med forbavsede Ansigter over deres egen Pragt paa denne magre Bund, og Evighedsblomsters sølvgraa Blade straaler som Smykker paa Mossets Puder. Rundtomkring staar den alvorlige Lyng i lave, stride Buske.

Issehoved hedder dette Sted, som er Landets yderste Huk mod Nord ud i Kattegat. Ingen Sangfugl løfter sig over dets Agre, ikke engang en enlig Lærke ser vi her. Kun Stenpikkeren flyver stilfærdigt fra Tue til Tue, Svaler jager over de yderste Klinter, Vibens Skrig og Bomlærkens og Engpiberens traurige Viser lyder mellem Bakkerne, hvor Maagernes Skygger falder, naar de paa stive Vinger staar spejdende over Kysten. Men nede ved den stenede Strand, der som en skarp Knivsod jager ud mod Øst, følger Gravandens vagtsomme Øje din Færd deroppe i Højderne, og Ederfugl og Muddersneppe tager til Vingerne, om Du gør Mine til at stige ned fra Aasens Ryg.

Samsø. Klokketaarnet i Nordby.

Samsø. Strantden paa Karlskol.

Samsø. Udsigt fra „Gammelholm“s Strand mod Hjortholm.

Samsø. Stavnsfjordens Strand ved Haverne om Stavns By.

Bestandig slæbende vore Cykler efter os gennem det fuldkommen vejløse Land, vandrede vi hjem langs dets Vestside. Her, fra Toppen af én af de vildeste Bakker, virkede det som noget aldeles naturstridigt, som en Aabenbaring, da vi nede i et dybt Dalhug saå Ruinerne af en gammel Bondegaard. Stedet kaldes Brøndkjær. Denne grønne, frodige Plet med to blinkende Damme og de skyggefulde Træer omkring de sammensunkne Mure af nogle Kvaderstenslænger, et mosgroet Stendige om en tilgroet, endnu pragtfuld Have med blanke Pile og Popler og med Frugttræer, som stod i det herligste Bloster — den ligger som en venlig Oase i en Ørken. I Skyggen under Havens Træer, hvor Jordsmonnet var dybgrønt og fugtigt, græssede nogle løsgaaende, glorøde Ungkreaturer. Inde fra Haven sang Gulbugen — minsandten, om den ikke har fundet Stedet! Og fra én af Dammene, der er halvt tilgroet med hvide Vandranunkler, flyver en Atlingand op med klaprende Vinger. Ja — her er godt og ensomt for en sky Fugl.

Skærmet til alle Sider af de vældige Bakker ligger denne lille venlige Dal, skjult og stille. Maa man ikke tro, at Vorherre har holdt Søndag her, da han engang skabte dette Land!

Det lakkede mod Aften, da vi atter naaede Nordby. Og da vi paa Tilbagevejen til Besser kørte ned over Nordby Hede, var Mørket faldet paa. Alt var stille, ingen Lyd naaede os fra noget Sted, og Sommernattens bløde Luft laa som et Slør over Land og Hav.

Det var i Udkanten af Plantagen, hvor vi var steget af Cyklerne, at jeg sad alene og røg min Pibe, da noget graat og mærkeligt pludselig dukkede op mellem mig og de sorte Graner. Det var en besynderlig stor, spøgelsesagtig Fugl, der fuldstændig lydløst kom flakkende inde fra Mørket hen mod mit Ansigt. Som en stor, lodden Natsværmer paa bløde Vinger hævede og sænkede den sig i mærkelig, glidende Flugt, strøg tæt forbi mit Ansigt og forsvandt som et Aande-syn over det mørke Grønsvær ind under Granernes Skygge.

Det var Natravnen!

En mærkelig, uhyggelig Følelse greb mig. Det var jo min Barndoms Spøgelsefugl, til hvilken rædselsfulde Sagn knytter sig. Jeg mindes, hvorledes min gamle Bedstemor derovre paa Djursland jog mig i Seng om Aftenen med de Ord: „Stræb nu, at Du kan være nede under Dynen, inden Natravnen kommer uden for Vinduet!" Og selv efter at Skrækken forlængst havde jaget mig iseng, vedblev Tanken om at se Fabeldyret at være en jagende Rædsel; thi fra mit Skjul spejdede jeg længe med ét Øje gennem en Aabning mellem Dynerne mod de sorte Ruder, hvor Spøgelset kunde aabenbare sig i et Glimt — et Syn, som maaske vilde lamme eller dræbe mig.

Thi Natravnen er Sjælen af et ondt og ugudeligt Menneske, som er manet ned i Jorden og gennem hvis Legeme der er nedrammet en Pæl. Hvor Pælen staar hører man om Natten, før den Døde som en Natravn flagrer op fra Stedet, en rædselsfuld Lyd: Raak — Raak! Lidt efter kommer Spøgelsesfuglen ud med et Skrig eller med en høj Brølen. Den letsindige Vandrer, som efterligner denne Lyd, er fortabt, hvis han ikke forinden har taget en Jærngryde over Hovedet. Genfærdets Udseende og Størrelse veksler fra et Par flyvende Bukser til en Vogn uden Hjul og Sidefjæle. Bestandig flyver den fra Vest mod Øst for at naa til Kristi Grav, hvor den kan blive forløst. Men hver Nat maa den begynde fra

sit Udgangspunkt paa ny; thi saa langt, den om Natten flyver over Jorden, maa den om Dagen tilbage under Jorden.

Gennem sin venstre Vinge har den et stort Hul, Mærket af Pælen, som er rammet igennem den. Ser nogen gennem dette Hul, bliver han énøjet, eller han kommer til at bytte Skæbne med Natravnen. Kommer Utysket flyvende, maa man kaste sig næsegrus paa Jorden og blive liggende lige til Hanen galer.

Troen paa Natravnen som ondt Genfærd er paa besynderlig Vis blandet sammen med Sagnet om „Æ Wojens Jegger“. Odins Jægeren, den onde Rytter — en vild Skikkelse til Hest, farer i de mørke, høstlige Nætter med sine sorte Hunde, „Helrakkerne" over Stok og Sten, bestandig jagende en flygtende Kvinde — en Ellefrue eller Havfrue. Han spørger den vejfarende, om han har set Kvinden og ad hvilken Kant hun flyede. Og saa sætter han paany efter hende. Den adspurgte hører et Skud — og straks efter vender Jægeren tilbage med Ellefruen kastet over Sadelknappen. Sagnet kalder altid denne Kvinde „Slattenpatte", og et Sagn melder, at Jægeren engang saas med ni Havfruer; sammenbundne ved deres lange Bryster hang de slængt tværs over Sadlen.

Dette Sagn, som findes i alle Nordens Egne, skildrer Valfader, Odin, der af Kristendommen er forvandlet til en ond Aand. Men Folketroen har ladet Ravnen, Odins hellige Fugl, vandre over i „Natravnens" rædselsvækkende Skikkelse. Og-saa denne jager ofte en anden Fugl, bærende det førnævnte, drastiske Navn. Oprindelsen er et Stykke Asatro, der altsaa her gaar igen lige til vore Dage.

Naar min gamle Bedstemor i Forfærdelse over et eller andet udbrød: „Aah — We og Wok!“ — svor hun da ikke ubevidst ved Odin, Vil og Ve!

Det var henimod Midnat, da vi efter en haard Arbejdsdag paa over 16 Timer naaede tilbage til Besser Kro — behageligt trætte, men ingenlunde udasede, saa-ledes som endnu for blot 8 Dage siden, da vi begyndte med Arbejdsdage paa ca. 10 Timer. Man kan altsaa godt træne sig op paa en Ugestid, selv om man har passeret de halvtreds!

Alt hvad vi trængte til, fik vi her: en Cigar og et godt Glas Ø1. Og Øjeblikket var inde til at give Kipling Ret

Sammen med Lærerne Sigurd fra Besser og Madsen fra Brundby kørte vi en Dag i førstnævntes Bil ud til „Møgelskaar" paa Nordlandets Vestside. Stedet, der ligger ret Vest for Nordby Kirke, er et bølgeformet Højland, gennem hvilket 4 Kløfter skærer sig ud mod Kysten og ca. 300 m fra denne støder sammen som Bifloder og danner en Hovedstrøm. Hele „Skaaret" med sine Bifloder er Afløbsrender fra en Istidsbræ.

Møgelskaarkløfterne med deres Bakker danner et af de mest storslaaede og mærkelige Landskabsfænomener, jeg har set herhjemme. Der hviler over det, selv paa en klar Solskinsdag som denne, en Stemning af dystert Øde og vild Uhygge. Staar man i den sene, lave Eftermiddagssol paa det midterste Fremspring mellem „Bifloderne", tager det med en kold Haand om Ens Indvolde at stirre ud mellem disse jætteagtige Former, hvor skærende Lys paa de skaldede Bakkers Side veksler med Kløfternes skarpe, sorte Skygger, eller ud hvor de nøgne Kup-

lers brutale Silhouetter staar truende mod det vide Havs øde, metalskinnende Flade. Længere behøver man ikke at rejse for at finde „Thule“! —

Den mægtigste af de ud mod Havet knejsende Knuder ligner en sovende Kæmpe-Mammuth; man venter at se den løfte sin Ryg — langsomt — mens Jord og Stene vælter af den ned i Hullet, hvor den har ligget.

Langs Yderstranden løfter sig til begge Sider Klinter, som ofte naar en Højde af 30 m, faldende i græsklædte Skraaninger ned mod Havstokken. Hvor Skaaret bryder gennem Klinten, er denne ca. 22 m høj, og mellem dets øverste Rande er en Afstand af omtrent 60 m.

Nogle Dage senere opdagede vi paa Sejladsen langs Kysten mellem Hjelm og Thunø i en heldig Belysning — Solen stod lige i Syd — endnu to andre Skaar i Klinterne, mindre end dette, men dog ganske anselige.

Paa Østkysten findes Nordøst for Nordby endnu en lignende Afløbsrende, „Byløkke Skaar“ (sams. Bilekke), som dog er af langt mindre Dimensioner end Møgelskaar og kun bestaar af en enkelt, skarp Kløft, der svinger fra Kysten i en Bue mod Nord og kun er ca. 100 m lang og højst 40 m bred, hvor den skærer gennem den 15 m høje Klint ud mod Stranden.

Siddende paa Klinterne ved Møgelskaar, mens Solen bag Havet nærmer sig sin Nedgang under de fjærne, jydske Høje, fortæller Lærerne om Overtro og gamle Sagn og Skikke fra Øen.

De gamle Bybrønde opfattedes her overalt som hellige Steder, til hvilke ingen turde nærme sig, naar Mørket var faldet paa. De havde deres bestemte, hemmelige Vogtere, som man skulde vare sig for, saaledes havde Brønden i Brundby og et Kjær i Langemark til Vogtere en mystisk So, hvis Navn var „Paaressow“ eller „Puressow“ (Hullerne kaldtes Paares eller Pures), og dette Udyr anfaldt de letsindige, som nærmede sig ved Nattetid, ved at fare ind mellem Benene paa dem, faa dem op at ride og derpaa gennemsave deres Krop med sin skarpe, takkede Ryg.

Man havde indtil for ca. 30 Aar siden endnu bevaret den gamle Høstskik at lade det sidste Skaar paa Markerne staa umejet. Ingen holdt af at lægge Le eller Kræfter til det Stykke Arbejde. Oprindelig betød denne Skik et vedtaget Offer til Jordaanderne, hvem ingen turde krænke ved at synde mod Vedtægten. Troen paa disse Jordaander spillede i gammel Tid en stor Rolle; men Skikken var dog til-sidst blot en Overlevering, som næsten ingen mere kendte Oprindelsen til; og nu er den ganske forsvunden.

Der findes om Madebjerggaard i Besser et saalydende Sagn fra omkr. Aar 1800: En jødisk Bissekræmmer kom en sen, mørk Aften til Gaarden og bankede paa for at faa Husly. Han blev indladt og sov der om Natten; men siden saa ingen noget til Manden, trods al Efterforskning var han sporløst forsvunden. Den Tro bredte sig da, at han var bleven ihjelslagen af Bonden og hans Kone, og den bestyrkedes ved, at disse pludselig paa uforklarlig Vis kom til stor Magt og Velstand.

Da Konen i Gaarden nogen Tid efter krøb i Barselseng og fik Tvillinger, saå man ganske selvfølgelig et Fingerpeg fra Himlen deri, at disse blev Dværge med et frygteligt Udseende (sikken et Held for Konen, at det ikke blev Jøder). Disse to stakkels Utysker døde dog begge i Barnealderen, den ene paa den usædvan-

lige og excentriske Vis, at han „blæste Vejret af sig“ ind i en Ovn, hvor han pustede til Ilden. Der laa han! Om Aarsagen til den andens Død meldes der intet. —

Lærerne fortæller, at ved Bryllupsgilder i gamle Dage kom de Indbudne altid med Bidrag i store Mængder til Festmaaltiderne, men at det var en ufravigelig Skik, at Værtsfolkene leverede noget af deres Overflod tilbage, naar Festen var forbi. Den større eller mindre Grandezza, hvormed dette foregik, gav ofte Anledning til Raillerier over Smaalighed hos Værtsfolkene og til adskilligt Kævl mellem Familierne.

Alle gamle Skikke og Sædvaner forsvinder, de gode med de onde. Det skal i denne Forbindelse blot nævnes, at der for kun halvtredsindstyve Aar siden endnu var omtrent 750 Væve igang paa Øen, som arbejdede udelukkende til Hjemmenes Forbrug. Nu er der kun to eller tre tilbage.

Naar man gaar ad Vejen over Nordby Hedes sydlige Del ovenfor Stavnsfjorden og har passeret den ensomt liggende Skole, svinger Vejen pludseligt mod Sydøst og gaar ud over den lange, smalle Odde, paa hvis yderste Spids det lille Fiskerleje Langøre har sin Plads. Det er Langøre Odde eller det gamle Orme-hoved,. En Mængde andre, uregelmæssigt formede Halvøer og Næs skyder ud i Fjorden her fra Nordlandets sydøstlige Fremspring, saaledes den tidligere Ø Hes-selholm med sin 19 m høje Bakke, den 13 m høje Grønhøj og den østligste af dem Armhoved med en 15 m høj Bakke.

Om Landet heromkring siger Pontoppidan i Danske Atlas: „Paa den østre Del af Heden ligger Sandlopperne, som er et Flyvesand, der breder sig aarlig mere ud.“ Og „Paa den østre Side af denne Hede hen imod Stavns ligger en høi Bakke, kaldet Arm-Hoved og i det gamle Kongebrev Orm-Hoved (et Pergament Brev fra Chr. III, hvori han overdrager Nordby Sogns Beboere denne Hede til Græsning); „samme Arm-Hoved er grøn, og har tilforn været dyrket; i Krigs Tider stod her Baun-Vagt. Det fabuleres, at i Arm-Hoved, og dens øverste Spidse, kaldet Schodshøjen, skal boe en Bierge-Mand, som man kalder Schodshøy-Man-den; samme skal foraarsage, at intet Qvæg bliver liggende over om Natten paa Arm-Hoved, men ved Solens Nedgang begiver sig altid ind paa Heden — — saa som Qvæget ei giærne ligger ved Havet om Natten," tilføjer Forfatteren prosaisk.

Stedsangivelsen „henimod Stavns" er forkert. Armhoved med Schodshøj er det sydøstligste Fremspring af Nordlandet N. f. Stavnsfjorden.

Videre siger Forfatteren: „Strax ved Arm-Hoved ligger en anden mindre Bakke Børstens Hoved, hvorved er et Sted kaldet Gaards-Stedet, hvor et Huus har staaet, hvis Rudera endnu kiendes; men har været øde, siden den sidste Beboer blev ihielslagen ved Nordbye Kirke af Nordbye Mænd, saa som han idelig tog deres Qvæg op, som fra Heden søgte til hans Ager paa Arm-Hoved."

Navnene Armhoved og Ormehoved er ikke mere kendte af Beboerne heromkring; men Skaarshøj kaldes endnu den hos Pontoppidan, Thura og Trap nævnte Schodshøj. Fra denne Bakke er en herlig og storslaaet Udsigt, endnu skønnere end fra Hesselholm og Grønhøj. Pragtfuldt er Synet over Heden i Nordvest over den endnu ubeplantede Del af Tangen.

Det maa være til denne Kyst, Sagnet knytter sig om Havfruen, som viste sig for Bonden og spaaede om Christian den IV’s Fødsel, og hvorom Troels Lund beretter i sine „Historiske Skitser", Kbhvn. 1876. Ialfald siger Bonden til Rigs-

raaderne, at han bor paa „den nordøstlige Kant af Samsø skraas for Kyholm.“ Havfruen havde vist sig for ham som en dejlig Kvinde, hvis Ansigt var som andre Menneskers, men med ganske fine Haar over hele Legemet og med temmelig store og flade Hænder og Fødder. Hun fortalte, at hendes Navn var Ibrant, og at det var hendes Mormor, som i sin Tid forkyndte Kong Valdemar, at hans Dronning skulde føde en Datter, der vilde overgaa sin Fader i Vælde. Der var saa-ledes god Tradition i Slægten.

Det var i November 1576 at Bonden kom fra Samsø til Kalundborg med den glade Tidende, hvilken Rigsraaderne indberettede til Frederik II, der senere lod Bonden føre for sig. Denne frembar ikke alene Havfruens Spaadom, men tillige en Advarsel fra Damen, at „efterdi Landet var fuldt af Synd, idet Drukkenskab, Løsagtighed, Hovmod og Selvraadighed tog Overhaand, skulde Kongen være betænkt paa at afskaffe sligt, at ikke Guds Naade og Velsignelse skulde vendes til Vrede og Straf." Kongen tog Sagen højtideligt, han ønskede til Gud, at Tidenden om Prinsen maatte være sand; og hvad Synden angik „saa skulde han søge at afskaffe den som det sømmede sig en christelig Herre." Bonden fik en fyrstelig Tæreskilling og drog til Samsø med Fred.

Spaadommen slog til. Den 12. April det følgende Aar fødte Dronningen en Søn, den senere Kong Christian den Fjerde. Havfruen holdt saaledes sin Del af Kontrakten.

Men hvordan gik det med Kongen ? —

Allerede ved Daabsfestlighederne viste det sig, at Hans Majestæt tog sit Løfte let. Værre Fraadseri og Drukkenskab havde man aldrig set, selv i de Tider. Men da den nidkjære Bonde vendte tilbage fra Samsøs Kyst med fornyede Instrukser fra den oprørte Havfrue og naaede til Fredensborg, var han saa uheldig at falde i Hænderne paa de forsamlede Repræsentanter for den højeste Gejstlighed. Disse de eneste lovmæssige Forkyndere af overnaturlige Aabenbaringer, som forøvrigt havde deltaget i Festlighederne, tog den nybagte Profet under Behandling og sendte ham tilsidst ned ad Trapperne med en fast Croquade. Selv Kongen betragtede ham nu som „en sindssvag eller et Redskab for Djævelens Svig".

Hermed forsvandt Samsøbonden ud af Sagaen som en Forkæmper for en slet Sag. — Det var just i de samme Dage, Tycho Brahe var beskæftiget med at læse den nyfødte Prins’s Skæbne i Stjærnerne. Sagen var saaledes i de bedste Hænder. —

Jeg søgte og fandt det uhyggelig berømte „Gaardsted". Tomten ligger ikke som af Pontoppidan paastaaet paa den Bakke, der hedder „Børstens-Hoved", men paa en ganske jævn Slette i den sydøstlige Del af Nordby Hede, lige Nord for Vejen umiddelbart før denne svinger mod Sydøst til Langøre. Stedet er ensomt og øde. Nogle ophøjede knoldformede Humpler, der ved nærmere Eftersyn viser sig at danne en større og en mindre Firkant, er tilligemed en Fordybning som af en gammel Brønd de sidste Rester af den Dræbtes Bolig. Heden heromkring er af en ejendommelig og dyster Skønhed. Mod Nordvest og Nord ligger den ubrudte, mørke Flade, kun lige i Nabolaget danner nogle magre Agre, hvor Jordbunden er flintblandet Morænegrus, et Par blege Firkanter i den sortagtige Lyng. Rensdyrlav dækker hist og her den tørre Grund mellem Lyngens Buske; Sortbærplan-ter og rød og hvid Kattefod er ellers det eneste, som fanger Øjet paa den ensfor-

mige Bund. Over den flade Hedestrækning ser man fjærnt Taarnet af Nordby Kirke, hvor Bonden blev dræbt af de Nordby Mænd. Om Drabet véd Egnens Folk endnu Besked, og ogsaa om „Gaardstedet“s Plads. Mindet om slige Begivenheder kan leve længe paa saa afsides Steder. Den gamle Ejer af Kroen i Langøre, Lam, som er født her, fortalte mig, at „i Nordby Kirkemur er indmuret den Sten, med hvilken Nordbymændene slog Bonden ihjel; og selv om man nok saa ofte kalker Stenen over, vedbliver den dog at slaa blodrøde Pletter gennem Kalken".

To Dage før vor Ankomst til Langøre havde jeg skrevet til vor nye Skipper i Kjerteminde, Fisker Hans Petersen, om at komme dertil med „Rylen", da vi nu snart var færdige til at gaa tilsøs. Og da vi ankom til Stedet, saa vi straks, at Baaden laa fortøjet i Havnen.

Vor gamle Skipper fra ifjor havde nu endelig „lagt op“ og erklæret sig uvillig til at gaa med os oftere. Men han havde, skrev han, skaffet den bedste Mand i Kjerteminde i sit Sted. Efter hvad vi senere erfarede, tror jeg han havde Ret. Under de paafølgende 3 Rejser var Petersen Kaptajn paa „Rylen", og flinkere Mand har jeg ikke kendt. Dag for Dag syntes man bedre om ham. Vi kunde uden at være „Sømænd" helt hengive os til vort Arbejde, vi blev i hans Hænder et Par transportable Pakker, der blot kunde udtale Ønsket om, hvor vi vilde hen. Han var for os, hvad Hunden med Øjne som Rundetaarn var for Soldaten i Eventyret. I hans Hænder blev „Rylen" en Lystsejler og vedblev dog Gudskelov at være en Fiskerbaad. Han manglede aldrig „den tredje Haand", naar han betjente Ror, Motor og Sejl paa éngang; og han kunde drikke Kaffe samtidig. Naar han lagde til Bolværket i en Havn, stod de stedlige Fiskere og glemte at skifte Skraaen af Forbavselse over, at et Fartøj med to Kahytter, med Sæbe og Neglebørste liggende i Redningsbæltet paa Ruffet, og Tandbørster anbragte i Surringen om Masten, havde en Mand ombord, der kunde sejle!

Petersen var altid éns; han sagde ikke altfor meget, men han smilede bestandig. Han lavede den bedste Aalesuppe og den mest fremragende Biksemad, jeg i mit Liv har spist. — Saadan en Mand var Petersen!

I „Rylen“s Jolle foretog vi fra Langøre Roture til de Øer i Stavnsfjord, som vi ikke allerede havde besøgt i Skydepram under vort Ophold i Besser. Jeg har ventet med at omtale disse Besøg for at kunne behandle Fjordens Øer og Holme under ét.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela