RANDERS-EGNEN
Naar Gudenaaen mellem Kongensbro og Sønderbro har slaaet sit sidste, voldsomme Sving, er det forbi med dens Indian-summer; som en bedaget Mand skrider den videre forbi Ulstrupbro mod Øst, men tungere og med mere Vælde end nogensinde gaar den her sin Gang hen mod Randers By.
Saa uforstyrret, som Aaen nu glider, lader den ikke ane, hvilket Liv der har rørt sig paa den her i tidligere Dage, ja lige op imod vor Tid. Her paa Strækningen mellem Randers og Silkeborg gik den store Pramfart, der førte Ladninger frem og tilbage, før Jærnbaner og Rutebiller kom i Gang og konkurrerede den ud. Lasterne fra Randers ind i Landet var Købmandsvarer, Kul, Kalksten, og især Tømmer og Fjæl. Fra Silkeborg udefter lastede man Træ og Tørv, de sidste især fra Ans eller Iller Mose, og desuden Mursten fra Drewsens Teglværker eller fra Sølund, Allinggaard, Trust og Ødum. Prammenes Antal var henimod 120, de var 18—20 Alen lange og 6—7 Alen brede, men kun 1 Alen dybe af Hensyn til Aaens grundede Steder. Farten var fra Bjerringbro og indefter ofte besværlig af denne Aarsag, men ogsaa paa Grund af Aaens stedvise bratte Fald og Strømmens rasende Fart; man skulde have en Færdighed som en Tømmerfløter for at styre de tunge Fartøjer gennem Hvirvler og mellem Grunde og dirigere Trækkraften inde paa Land, hvor der enten gik 3—4 Heste eller lige saa mange haand-faste Karlfolk og sled i Tovene. Det hændte ofte, at Prammene kom paa Grund; saaledes sad én engang fast i 4 Dage ved Svostrup, mens Heste og Mandskab sled forgæves for at faa den løs. Da sendte man endelig Bud efter et Par gode, østjydske Stude. Ogsaa de rykkede længe forgæves; men tilsidst kastede de sig fremover paa Knæene med hele deres Vægt, gav et rasende Brøl fra sig og hev af alle Kræfter •— saa gav Prammen efter og kom flot med et Ryk.
Denne ejendommelige Form for Varetransport kulminerede efter Midten af forrige Aarhundrede, fra omtrent 1860—80. Saa aftog den langsomt og hørte endelig helt op. Nu gaar der ikke én Pram mere mellem Randers og Silkeborg ad Gudenaaens Vande.
Jeg finder, at Strækningen især fra Ulstrupbro til Sønderbro, hvor Sydsiden af Aadalen begrænses af høje, mørke Hedebakkerygge, er baade ejendommelig og fremragende smuk. Aasene her med deres kuplede, ofte helt kegleformede Knuder paa Række langs den lave, jævne Dal med den mægtige Aa paa sin Bund, er nogle af de anseligste i sin Art, vi har i Jylland. En enkelt Ryg nærved Busbjerg strækker sin nøgne Pukkel op i en Højde paa 92 Meter — 276 Fod, over Halvdelen af Himmelbjergets Højde. Brærandens Vandringer østpaa ved Istidens Slutning har dannet disse vældige Randmorænebakker, der har Tilknytning til Bakkerækkerne Vest for Hobro mellem Troelstrup og Snæbum. Ved deres Dannelse er den øvre Gudenaadal bleven til, samtidig med at de store, gamle Floder gennem Karup- og Holstebrodalene forsvandt for stedse og gav Plads for Karup Aa og Storaaen.
Jeg har faaet det sikreste Overblik over dette mangeartede og storslaaede Landskab ved at tage Vejen fra Randers mod Sydvest forbi Ulstrup og herfra nordpaa over Hjermind og Hjorthede til Tindbæk og Fussingø. Den gamle Herregaard Ulstrup ligger og bevogter Indgangen til Herlighederne ganske nær Gudenaaen mellem dennes Nordbred og sine smukke Skove, omgivet af lave, frodige Enge, men mellem høje Bakkedrag baade i Nord og Syd, der indrammer Idyllen. Gaarden selv er pragtfuld. Hovedbygningen med dens Sandstensornamenter er ligesom Avlsgaardenes mægtige Bindingsværkslænger af røde Mursten. Avlsbygningerne er skæve af Ælde, selv Lugerne i Tagene er saa vindøjede, at det er forbavsende. Men det ældgamle, solide Bindingsværk synes at kunne holde Bygningerne paa Benene til evig Tid. Og et bedaarende Billede har man fra Vejen her over Dalsletten med Aaen, Moseterrænet og den naturlige, lave Bevoksning med enligtstaaende Smaatræer og Buske under de jætteagtige Bakkekupler. Alt er saa rigt og bugnende, at man kunde tro at befinde sig i den frodigste Del af Randers Amt, mens man i Virkeligheden er et godt Stykke inde i det i agrarisk Henseende beskedent udrustede Viborg Amt.
Endnu mere storslaaet, mærkeligt og bevægeligt bliver Landskabet, naar vi drager nordpaa over Nørreaadalen mod Tindbæk. Vejen bugter sig i vældige Sving op og ned og vrider sig samtidig mellem Bakkerne som en Hugorm, man vil drive ind i en Flaske. Nu er vi langt borte fra de fede Randersenge, inde i vildt, barskt Hedeland. Naturligvis maa man altid regne med de uklædelige og stupide Forsøg paa Beplantning, der her har givet sig Udslag i at enkelte af de smukkeste Bakketoppe er bleven forvandlede til Naalepuder og berøvede al Mulighed for Udsigt over Landskabet. Det er iøvrigt ikke Smaabakker heromkring. For at henvise til blot ét Punkt i dette Højdedrag, da findes der en god Kilometer Syd for Hjorthede et Bakkeparti, som naar ikke mindre end 89 Meters Højde. Enkelte af disse puklede Bakker staar endnu med deres naturlige, skønne Bevoksning af Lyng, Birkeris og Enerbuske.
Langs Vejsiderne paa Grænsen af Lyngen blomstrer den straalende gule, vilde Skorsonnér paa sine lange, svaje Stængler, og inde paa Heden springer den blomstrende Gyvel som en Brand i Øjnene. I Moserne i Dalstrøgene mellem de kaotiske Bakker gror Graapil, Seljepil, Birkepurl og Enerbuske. Hvidtjørnen staar i Blomst, og langs Mosevandet gror Kærulden med saa kæmpemæssige Duske, at det paa Afstand ser ud som Flokke af smaa Lam, som er løbet derned for at drikke. En Bynkefugl skælder mig ud fra Toppen af en Pilebusk; det er den eneste Lyd, jeg hører. Kun et enkelt lille Hus øjner jeg hernede fra Dalen, den snørklede Vej er uden Færdsel nær og fjærn.
Fra Bakkerne Nord for Tindbæk, en vidunderligt beliggende Landsby paa Bakkehældet ud mod Nørreaa-Dalen, har man en fremragende Udsigt over dette storartede Panorama. Størstedelen af disse Strækninger er uden Tvivl gammelt, sammenhængende Hedeland, de fleste Forsøg paa Dyrkning ude i Terrænet er af nyere Dato. Kun nær Landsbyerne ses gamle Markjorder, og udenfor disse er Landskabet sparsomt bebygget. Modsætningen mellem disse vildtformede, magre Bakkestrøg og Randersegnens frugtbare Fjordlandskaber er uhyre. Man behøver blot at bevæge sig en Kilometer mod Nord fra Gudenaadalens lave Flader for at være inde i et efter hjemlige Forhold veritabelt Bjerglandskab.
Aarslev Dyssekammer ved Aarhus.
Dam i Holme Bjerge nær Jelshøj.
Moesgaard Skovmølle ved Aarhus.
Dalstrøg mellem Hjorthede og Tindbæk.
Fra Tindbæk følger jeg Vejen mod Øst til Herregaarden Fussingø. Nu er jeg atter henflyttet til østjydsk præget Natur, skønt jeg stadig befinder mig i Viborg Amt. Men — er nu dette ogsaa rent østjydsk? Minder det ikke i Karakteren mest af alt om Egnen Syd for Viborg, omkring Hald Sø? Jo — i nogen Grad. Men alt er dog her blidere, mindre sønderrevet. Og er man først naaet gennem det stærkt bølgende Landskab helt ned gennem Skoven til Søbredden, hvor Skedernes gamle Gaard med den hvide Hovedbygning og de solide Avlsbygninger ligger lunt mellem den idylliske Sø og de frodige Løvskove, da kan man ikke mere nøjes med Betegnelsen østjydsk, men maa tænke paa Bredderne af Sorø Sø for at finde et tilsvarende Billede.
Men da jeg nogle faa Timer senere begiver mig bort fra Stedet over Bankerne mod Nord, har der rejst sig en Nordvestenblæst, som sammen med det Landskab, der her viser sig for mig, fuldstændig bortvisker ethvert Indtryk af Idyl. Skiftende flygter Lys og Mørke for hinanden over det kraftigt formede, aabne Land; der trækker Skygger som af store Møllevinger hen over Bakker og Dale og svinger ned over Skoven og Søen, bestandigt jagende hinanden. Søen ligger graagrøn, pisket af Blæsten, alle Træer vender Vrangen ud af Bladene og lyser vildt og blinkende med deres svingende Kroner mod Luften og det urolige Vand. Bakkerne bag mig staar haarde og nøgne mod den blaakolde Himmel og de vandrende Skyers Masser. — Dette er jo Midtjylland i al sin Tynge og Alvor! Saa kraftige er Modsætningerne her paa Grænsen af Østen og Hederne.
De samme voldsomme Brydninger, som præger Landskabet paa Grænserne af Viborg og Randers Amt, gør sig ogsaa gældende i Befolkningstyperne. Jeg opdagede dette i iøjnefaldende Grad i Landsbyen Bjerregrav, hvor jeg naturligvis opsøgte de Godtfolk, jeg som tidligere nævnt havde set paa Folkedanserstævnet i Skanderborg.
Den første, jeg opsøgte, var den gamle Bonde J. P. Bugge, som ejer en af Egnens største Gaarde. Han er Adoptivsøn af en af de sidste Ætlinge af den store Buggefamilie paa Hald. En direkte Efterkommer af denne Slægt, Peder Christensen Bugge, som fødtes paa Damsgaard i Neder-Bjerregrav 1760 og døde i 1848, havde tolv Brødre, hvoraf den ene var Astronom. En fuldstændig Slægtstavle over hele Buggeslægten findes endnu et Steds hos en af Familiens Medlemmer. En Gren af Slægten, der tidligere ejede den store Herregaard Buggesholm i Helsted i Borup Sogn, som afbrændtes af Svenskerne, blev efter Branden ganske forarmet og flyttede til Svejstrupgaard i Raasted Sogn; men heller ikke den Gaard er mere i Slægtens Eje.
J. P. Bugge er en fremragende og dygtig Bonde; for en Del Aar siden købte han 100 Tdr. Land af Byens Præstegaardsjord og lagde dem under sin Gaard. Da han for et Par Aar siden lod denne gaa i Arv til sin Søn, var den paa ikke
mindre end 17 Tdr. Hartkorn. Trods sin høje Alder er Bugge endnu en ivrig Deltager i sin Egns gamle Folkedanse, af hvilke han fra sin Ungdom husker en Mængde, som han har lært videre til sine Bysbørn. Især mindes jeg fra Skander-borgstævnet den berømte „Menovet", i hvilken de fornemme Bønder bevægede sig med en Sikkerhed og Værdighed, som helt tog Vejret fra de Tusinder af Tilskuere, der var strømmet til.
Af Type tilhører Bugge de udpræget vejrslagne Indbyggere af Viborg Amt, medens Per Jacobsen i samme By er den typiske Randersegns-Bonde. Af Væsen er de begge Herremænd, men den ene forsigtig og prøvende, den anden jovial, bred og fri. Begge Steder befandt jeg mig fortrinligt, som blandt Storbønderne i min Hjemegn paa Djursland — den samme aabne Dør, den samme naturlige Ro. Som Fremtoning er Per Jacobsen noget af det mest storslaaede, jeg har mødt. Det forundrede mig ikke at høre, at denne adrætte Deltager i sin Egns gamle Folkedanse aarligt laver 200,000 Tørv af Jorden paa sin egen Grund, en Produktion, som i Krigens Tid aarligt steg til 2 1/2 Million. Sligt giver Vægt og Rygstød i en Firtur!
Der skelnedes i gammel Tid imellem omtrent et Dusin forskellige Jyder, hver knyttede til sin Hjemstavn og med sine Ejendommeligheder. Langs Limfjorden grasserede Kvabjyder, Torskejyder og Flynderjyder, der har faaet Navn af de beskedne Retter, som Himlen efter Landskabets ringe Evne stillede paa deres Bord. I Vesteregnene fandtes Fnatjyderne, kendte paa den Kløpind, som de besøgende straks indbødes til at gnubbe sine Rygstykker paa, saasnart han var traadt ind ad Døren. Træskojyderne var Skovlovringerne fra Himmelbjergegnen, Skra-balderjyderne fra Skanderborgs Omegn. Paa Vestkysten fandt man Uldjyderne i Hammerum Herred og Potjyderne i Jydepotteeegnene. Lavest stillede var de ynkværdige Molboer; disses diametrale Modsætninger var Kronjyderne, og begge mødes mærkværdig nok indenfor Randers Amts Grænser. Kronjyderne er vel de eneste, som kan antages at have døbt sig selv; de er iøvrigt kommen til Navnet paa den bramfri Maade, at de hører hjemme paa det gamle Krongods i Aabo Syssel mellem Randers, Grenaa, Aarhus og Skanderborg.
Det er her i Amtets vestre Del, at Kronjydernes Kærnetropper fandtes, og det var disse Folk i de sølvknappede Veste og med den solide Embonpoint, hvem man lidt kynisk har beskyldt for at have som sit første Bud: „Du skal elske dine Specier af dit ganske Hjærte og dine Stude som dig selv!“ — Typen har nu ial-fald forandret sig, ikke alene foraarsaget ved Tidernes Ugunst. Det er kulturelt en højtstaaende Befolkning, og faa Steder i Landet har jeg set et mere indtagende Hjemmeliv end her — et Privilegium, som Bonden i det hele kunde have fremfor andre Klasser, fordi alt det fælles Arbejde paa en Gaard forener Beboerne langt mere til et Hele end Tilfældet er hos Byboerne.
Jeg kan i denne Forbindelse ikke undlade at omtale mit Besøg paa den store Landejendom Rahrseje i Randers umiddelbare Nærhed. Jeg havde Aaret i Forvejen paa Folkedanserstævnet i Skanderborg mellem en Vrimmel af flere Hundrede dansende faaet Øje paa en ung Pige, som forekom mig saa typisk dansk, at jeg besluttede at finde ud af hvem hun var og prøve at tegne hende. Men af mange Grunde maatte det opsættes, og først længe efter fik jeg ad store Omveje at vide, hvem hun var — og ikke engang med Sikkerhed. Jeg var derfor spændt paa om dem, der havde udpeget den omtalte Gaard, havde Ret. Men da jeg gjorde min Entré paa Stedet, var hun den første, jeg mødte!
Jeg husker, at da jeg saa hende danse, tænkte jeg paa Højsangens: „--som
Dansen i Mahånaim“. Det gør mig ondt, at jeg ikke helt kan erobre hende for Jylland. Hendes Fader, Proprietær Nielsen, er Sjællænder. Hendes Moder er derimod indfødt Vendelbo af gammel Slægt; Vendsyssel og Sjælland har i den unge Kvinde, jeg tegnede, frembragt en Type, som er udpræget nordisk, forenende Øbopigernes Ynde med Nordjydernes strængere Præg. Saadan kan Jarledøtre have set ud.
Allerede Dagen efter havde jeg atter Held med mig. Jeg sad ved min Aftensmad i Hotellet i Randers, da mit hidtil umaterialiserede Ideal af en østjydsk Kreaturhandler pludselig viste sig foran mig. Han sad ved et Bord sammen med to-tre ansigtsløse Personer og aabenbarede sig som en smuk gammel glatraget Herre paa ca. 65 Aar med et fint, men uigennemtrængeligt Ansigt, hvis Udtryk trods dets Ro bestandig skiftede. Af og til viste det det ubeskrivelige Udtryk af dyb Haabløshed og Smerte, som præger den uvillige Købers Træk, naar han vil antyde, at den paatrængende lille Sælger nævner en Fabelpris paa en Vare — et Udtryk, hvormed han vilde kunne faa en Børsgrosserer til at svinde ind til en tryglende Bissekræmmer.
Saadan vil jeg tegne ham, tænkte jeg! — Jamen jeg kendte ham jo aldeles ikke, og hvordan binde an med en Mand af de Dimensioner? — Vel, jeg gaar lige paa! Og saa sendte jeg Tjeneren hen med mit Kort og bad om en Samtale. Og fem Minutter senere sad den gamle Herre ved mit Bord. „Kommissionær Nørregaard!" præsenterede han. — Javel, tænkte jeg! Og efter nogle høflige Indledningsord bad jeg om at maatte tegne ham til Bogen om Jylland. Og med et indtagende Smil gav han mig straks Lov til at forsøge.
Jeg sad under den korte Samtale og nød dette fremragende Ansigt og hørte knapt, hvad han sagde, mens han Gang paa Gang lagde Haanden paa min Arm, klappede mig paa Skulderen og smilede faderligt til mig. Og lidt efter var vi to Mænd fra Randers Amt, to Kronjyder, der sad og snakkede med hinanden næsten som gamle Kendinge.
„Saa — nu gaar Nørregaard!" sagde han pludselig. „Men saa er den Herre velkommen hos mig i Morgen Formiddag Klokken ti.“
Paa den Villavej i Randers, hvor han bor, indfandt jeg mig næste Dag, og her tilbragte jeg et Par uforglemmelige Timer. Det viste sig, at han er firs Aar, og ikke midt i Tresserne, som jeg havde antaget. Han fortalte livligt og malende om sit bevægede Liv som Handelsmand, mens jeg tegnede ham. Sin første Opdragelse til denne Gærning har han faaet i Studedrifternes gyldne Dage, da han som almindelig Driver fulgte de store Karavaner af Høveder, der drog helt fra det nordlige Jylland til Holsten ad de gamle Studeveje. Her sad jeg overfor en af „Hærvejens" sidste Veteraner, der har levet omtrent under samme Vilkaar som Vandringsmandene lige fra Pilgrimsfærdernes Dage — omend med andre For-maal. Under aaben Himmel i al Slags Vejr har han trasket ad den gamle Vej, delende Studenes Kaar, og med ikke stort flere Fornødenheder end dem, paa de tre Uger lange Marscher gennem hele Jylland ned til Husum Kamp, hvor Driverne fra alle Jyllands Egne mødtes med Marskbønderne. Han fortæller Træk efter Træk fra dette af andre nu længst forglemte Liv — under Marschen og paa Kroerne, eller fra de gamle „Lejersteder", hvor Mændene delte Leje med Hjorderne.
I Almindelighed lejrede man sig om de gamle Kroer, der laa langs Studevejen omtrent med en Dagsmarschs Mellemrum — derfor finder vi endnu, især i Slesvig, paa saadanne Strækninger Kroerne liggende saa forbausende tæt ved hinanden. I den berømte, nu forsvundne Sommerlund Kro har han faaet mangen en „Bommerlunder", den paa Stedet fremstillede berømte Fusel-Snaps, der slog Gnister ud af Storfaaen. Men Driverne holdt skiftevis Vagt under aaben Himmel Natten igennem hos Studene, som i Hundredvis sov paa Marken omkring Bedestedet.
„Hvornaar brød De nu op om Morgenen?" spurgte jeg.
„Aa — det var saa nemt at holde Rede paa," sagde han. „Naar den første Stud rejste sig ved Daggry, saa rejste ogsaa alle de andre sig. De var urolige, og saa maatte vi ud. Straks efter var vi igen paa Vej sønderpaa."
—- De store Markeder paa Husum Kamp, hvor Marskbønderne indfandt sig for at købe Kvæg til Opfedning, fandt hvert Aar Sted den sidste Torsdag i April og den første Torsdag i Maj. En gammel Lommebog, en Regnskabsbog fra disse Rejser, der endnu findes i Fortællerens Eje, viser, at der ved saadanne Lejligheder kunde være drevet 12,000 Stude hertil fra hele Jylland. Ikke sjældent opkøbte en enkelt Videreforhandler op imod 100 Stude. Prisen var i Almindelighed 70—80 Rdlr. for Parret; det vil sige, at der omsattes for op imod en halv Million Kroner.
„Naar vi rejste hjem med Pengekisten fuld af klingende Dalere, sørgede vi derfor altid for at være 3—4 Mand sammen paa Vognen for Forsvarets Skyld. Det hændte da, at vi maatte købe en ekstra Hest til Hjemturen for at slæbe det tunge Læs. Men naar man saa var naaet over den største og farligste Del af Vejen og nogle af Folkene stod af, saa slog man den overflødige Hest løs og lod den rende, hvorhen den vilde."
Den firsaarige, ægte Mercurii Søn er vokset fra Studevejen og er bleven Kommissionær; han er nu blandt andet Leverandør af Foderstoffer til 5te Dragonregiment i Randers. Men alligevel — naar Samtalen falder paa de nuværende Tiders Forretningsliv i Sammenligning med de gamle Dages, saa antog hans Ansigt altid det Udtryk, som det har paa Tegningen.
„Men vil De vide meget mere om Studedrifternes Tid, end jeg kan fortælle Dem," sagde han ved Afskeden, „saa skal De besøge den gamle Johannes Ing-wersen i Mariager. Han kan berette!
Jeg fulgte Raadet; og jeg kom ikke til at fortryde det.
Paa min Vej til Blichers By Spentrup slog jeg en Bue mod Vest over Asfærg med dens ypperlige gamle Præstegaard til Dandiget paa Ejstrup Mark, en gammel Folkevold fra Oldtid eller tidlig Middelalder. Diget, som er uden Grav, men naar en Bredde paa 8—10 Meter og en Højde paa indtil 2 Meter, er endnu forholdsvis velbevaret paa en Strækning af henimod 1 Kilometers Længde, og dets Bestemmelse som Led i et Forsvar fremgaar tydeligt af den Maade, hvorpaa det er anlagt mellem Kaatbækkens Krumninger, hvor det følger det bølgende Landskab op og ned.
Herfra blot en lille Mil mod Øst, og jeg er atter efter mange Aars Forløb i Spetitrup, hvor Blicher var Præst fra 1825—1847, og hvor han døde i Præste-gaarden d. 11. Marts 1848. Her hutlede han sig igennem sit Præstekald, her levede han sit triste Familieliv; men her vandrede han i lykkelige Stunder med Guderne ved Haanden — lige som hele sin Samtid uvidende om, at han var Danmarks største og mest personligt prægede Digter. For de vil jo aldrig blegne, disse jydske Skildringer, som er bleven til her bag Præstegaardens gamle Mure: Røverstuen, Hosekræmmeren, Ak, hvor forandret, Fjorten Dage i Jylland, Trækfuglene, Æ Bindstouw og mange, mange flere. Af de bedste er kun En Landsbydegns Dagbog bleven til under hans Præstetid i Torning i 1819—1825. Alt det øvrige i hans Produktion, som har gjort ham til vor største nationale Digter, er undfanget og skrevet her.
Det er mærkeligt at gaa her, hvor alt hvad man véd om hans Liv og hans Person og Digtning bliver saa nærværende og levende, at man næsten synes at have kendt ham. Jeg ser paa Stuehusets Indgangsdør med de smukke, fremspringende Søjler, Trappestenen med dens hule Overflade, som Blichers Fødder har slidt i treogtyve Aar, Gadekjæret med dets Dæmning af store, tilhugne Kampesten, der har været Skel mellem Præstegaardsjorden og Nabogaarden, og hvorover Blicher ofte maa have skudt Genvej — de hundrede Aar bliver til et ringe Tidsrum. Den smukke velbevarede Forpagterbolig, som ligger ganske nær ved Præstegaarden og tæt opad Kirkegaardsdiget, og i hvis Gavl Blichers kæreste Datter Malvine, efter at hun var blevet gift og havde faaet Bopæl her, lod lave de to Vinduer med Udsigt til Præstegaarden, for at hun bestandig kunde se hjem til Faderen — Lindealléen op mod Kirkegaardens Laage, gennem hvilken Digteren skred de Tusinder af Gange, alt dette er vel endnu omtrent som det var, alt fører sin dæmpede og vemodsfulde men indtrængende Tale om den gamle Digter og hans Tid.
I Haven findes en Allé af ældgamle, stynede Ahorn med vældige, knortede Stammer. I et Hul i den ene bor et Musvitpar, som farer ud og ind med Føde til Ungerne. Engang imellem sidder Hannen i en Busk i Nærheden og synger sit: Slid din Tid — slid din Tid! Det letter dog lidt at sætte Livet paa Noder, for den der kan.
Rønnen blomstrer ved Vejen langs Gadekjæret, Vandranunklerne paa dets mørke Spejl staar i fuldt Flor. Et herligt Billede af en gammel Landsby har man paa dette Sted med den smukke Rytterskole fra Frederik IV’s Tid, med Forpagterboligen og Kirken omkring det dejlige Gadekjær, hvorover Havens vældige Trær hælder deres Grene.
— Naar jeg staar paa Kirkegaarden ved Graven, der ligger gemt under den mægtige Ærs Skygge, her hvor Blicher selv ønskede at hvile, da gribes jeg af en stærk Følelse af Andagt. Thi ingen har lært mig at fatte hvad det vil sige at være Dansk, saaledes som denne gamle jydske Digter. Og i mit Sind klinger her ved hans Grav ganske sagte de dejlige Strofer:
Min Fødestavn er Lyngens brune Land,
Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede,
Min spæde Fod har traadt den gule Sand,
Blandt sorte Høje bor min Ungdoms Glæde.
Skøn er for mig den blomsterløse Vang!
Min brune Hede er en Edens Have —
Der hvile ogsaa mine Ben engang
Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave.
— Lyngen er nu langt fra hans Grav. Men hvert Aar, naar Tiden nærmer sig, drager Trækfuglene henover den, naar Uroen har grebet dem og Vinterens Stemme kalder dem til andre Egne.
Hvor Gudenaaen fra Vest rinder sønden om Randers By er den en rolig og værdig Flod, der gaar med brede Vandarealer ud fra sine Dale mod de aabne Enge. Den har taget Kraften med fra hvad den har mødt paa sin Vej gennem Livet, den har overvundet alle Vildfarelser og er bleven et bredere Mandfolk efter det korte Samliv med de smaa, muntert smilende Søer paa sin Vej. Den lagde sine stærke Skuldre til knagende Møllehjul og bar de tunge Pramme paa sin Ryg. Nu nærmer den sig med Fatning til sit endelige Maal, tung og sindig og mæt af Dage skrider den ud mod den salte Fjord og ud til sin Grav. Den vil hvile. Paa den anden Side af Randers er den en mærket Mand, og knapt et Par Mil derfra møder den sin Skæbne, Fjorden tager den i sin stille, kølige Favn og fører den ud i Havet.
Men Egnen her er en af de mærkeligste i Danmark. Vi har mange Landskabsformer omkring de jydske Fjorde, men Randers Fjord er et Unicum imellem dem. Ved Uggelhuse og Grund Fjord naar det ejendommelige Landskab sin Kulmination. Intet andet Sted i Landet finder man dette Billede, og udenfor Danmark vistnok kun ét Sted — i Holland ved Ems’ eller Scheldens Udløb gennem Marsken. Stemningen i dette danske Landskab er ganske den samme som man møder i de hollandske Landskabsmaleres Kunst, de samme lave Enge om de vide Vanddrag, Landskabet hvor Ryggen af en Ko eller et lavt Hustag er det højeste Punkt, og med den vældige, høje Himmel med de tunge Klodeskyer derover — Vandmasserne gentaget paa Himlen i Skikkelse af Damp, Skyerne som det eneste synlige, der har Form..
Ingen Lyd høres her uden Rørspurvens stilfærdige Skræppen i de tætte Rørskove, der dækker Fjordbredderne. Hejren glider paa sin jævne, sindige Flugt over Fjordens usynlige Vand, som et Skib til oppe under Skyerne.
Vi stræber altid i dette lave Land efter at komme tilvejrs paa Udsigtspunkter og tælle Kirketaarne, svinge med Hatten og raabe Hurra. Men lad os ikke glemme at synge Fladlandets Pris! Thi disse „nedrige Steder" har en Skønhed som de er ene om, et Farveperspektiv, en Atmosfære som Bakkelandskabet oftest savner. De enkelte Ting som Møller, Huse, Skove eller fjærne Bakkedrag faar sarte og yndefulde Toner over sig, en Stemning, som kræver Sindets og Øjets fineste Egenskaber. Her er ingen Linjer at bluffe med, det er peinture pure. — Jeg vil tro, at de gamle hollandske Maleres Landskabsbilleder har haft disse kølige Perlemorstoner, og at det er Tiden, som har gjort dem brungyldne og graa.
Der gaar Sagn om at Aamanden har tilhuse her i Vandene paa Grænsen af Aa og Fjord, og at han her hvert Aar kræver et Menneskeliv — en Overlevering, der kendes fra mange Vandløb i Landet. Men Gudenaaen bliver først grusom naar den er paa det sidste, en Gammelmandsondskab, en Trang til med sit sidste Greb at rive andre med sig ud i Tilintetgørelsen.
Det hænder en Aftenstund, naar alt er stille og Landskabet hviler i sin egen Ro, at Rørspurven pludselig standser sin Sang og Hejren slaar af fra sin Flugt — da klinger en uhyggelig, stærk Røst, der kommer nede fra Aaens skumle Dybder, og hvis Toner brister som Luft ud af store Bobler over Vandfladen. Og den ensomme Vandrer farer sammen og hører Ordene: „Timen er kommen — men Manden er endnu ikke kommen!“
Og saa er det at det hænder faa Dage efter, at man trækker Liget af en druknet op af Vandet, Aamandens Offer.