RANDBØL-EGNEN
Rejser man fra Vejle vestpaa ad Varde Landevejen, vil man ved Randbøldal . møde Østens sidste Blænkere ud mod Vesten, Egnens yderst fremskudte Forpost ind i det store, midtjydske Hedeland. Tæt forbi Stedet bevæger den gamle Hærvej sig ad det store Vandskel, og Vesten for dette dækker Plantage ved Plantage nu de milevide, forhen øde Hedestrøg. Men her, hvor Randbøldal Klædefabrik skjuler sig i en yndig Dal, befinder man sig endnu landskabeligt set i et fuldkomment Arkadien. Fra Kroen kan man ad en Sti, som bevæger sig gennem Skov med frydelig Fuglesang nedad Bakke gennem Dalen, paa mindre end to Minutter naa frem til en Udsigt, som i romantisk Skønhed søger sin Lige. Dybt nede ligger grønne Enge med meterhøjt Græs, spættet af vild Kørvel og Kabbelejer, der flokker sig om en brusende Bæk. Hist og her staar Høet i Stakke, store som Huse i en afrikansk Kraal, og indfletter deres okkerrøde Toner i alt det lyse Grønne. Paa begge Sider af den smalle Dalsænkning strækker sig høje Banker med herlige Skove, hvor Fauner synes at lure bag hver Træstamme. Det er i Solnedgangsstunden, jeg er kommen hertil, og to Nattergale svarer hinanden fra Bryn til Bryn tværs over Dalen, over hvilken Aftenen begynder at trække sin lette Dis, der forlener alt med fine Gobelinfarver.
For at faa den bedst mulige Udsigt over Dalen og Skovene forlader jeg Vejen og gaar nogle faa Skridt opad Skrænten til et Sted, hvor nogle kæmpemæssige Popler staar paa Vagt Side om Side og synes at vejlede En op til en bred, naturlig Platform i Terrænet, som de omringer, og som giver aaben Udsigt ned langs hele Dalen.
Stedet er aabenbart godt kendt, ogsaa andre synes at have fundet det. Pladsen er som hærget af Bavianer og Gorillaer, det hele er en Skarnhob: Stumper af Sar-dindaaser og Sildedaaser, Æggeskaller, Cigaret- og Tændstikæsker foruden tusindvis af fedtede Stykker Madpapir og ituslaaede eller hele Ølflasker og Papæsker dækker Jordsmonnet. Jeg ved ikke, om dette Sted er fredet, men det kunde se ud til at være det -— et typisk Eksempel paa „Naturfredning i Forbindelse med Publikums uhindrede Adgang". — Det samme faldt mig ind forleden ved Synet af Staldbakkerne paa Randbøl Hede, hvor der ganske vist ingen Efterladenskaber af den Art fandtes, men hvor Biler fra hele Landet hver Søndag i Ferien holder Parkeringsplads hvorsomhelst i Lyngen, og hvor Søndagspublikumet allerede har trampet en Sti, bred og øde som et Logulv, op til det højeste Punkt.
Det Spørgsmaal er ved at blive brændende: hvilke Arealer skal man skærme, og hvilke skal man modsætningsvis prisgive et Publikum, hvis naturlige eller unaturlige Trang til at udfolde sig saa vanskeligt kan hæmmes. Arbejderbefolkningen i de store Byer, som for Størstedelens Vedkommende Aaret igennem tilbringer Tiden i usunde Værksteder og Fabriker, maa have Krav paa Adgang ikke alene til frisk Luft, men til at glæde sig over Landets Naturskønheder. Men iøvrigt er det jo sjældent den Del af Befolkningen, der hjemsøger disse Steder, som er saa fjærnt fra Byerne — ikke endnu. Den sværmer for det meste kun ud over Byernes nærmeste Omegn. Og her bliver det hver Bys Sag at sørge for sine. I Jægersborg Dyrehave ved København er Spørgsmaalet løst for Hovedstadens Vedkommende; den er endnu, trods den hver Søndag hjemsøges af Titusinder, et Stykke dansk Landskab, som ikke havde set stort anderledes ud, om det havde henligget i Naturtilstand i de sidste 3—400 Aar.
Paa Steder, hvortil saa at sige hele Landet valfarter, saaledes som Himmelbjerget — det mest afskrækkende Eksempel — bliver Opgaven vanskeligere. Men i hvert Fald kunde man begynde med at lade folkelige Forlystelser som Beværtninger, Kageboder og Kraftprøver, Ballongynger og Skydebaner være enten helt banlyst fra Steder, som har Krav paa Fredning, eller henlagt til skarpt afgrænsede, mindre Omraader i den yderste Periferi — som Dyrehavsbakken i Dyrehaven — foruden at Stedet naturligvis burde være under et effektivt, stadigt Opsyn.
Ude i Randen af Randbøl Hede, et Par Hundrede Meter Sydøst for Reventlows Hedegaard, ligger et smukt Hus, som tilhører Tandlæge William Berthelsen i Vejle og er Sommerbolig for Familien. Fra Husets Vinduer har man fri Udsigt over Heden til de kun et Par Kilometer fjærne „Staldbakkerog vore første Udflugter gik ganske naturligt til dette Sted, som ved sine imponerende Former uvilkaarligt er Midtpunkt i Landskabet.
Hele Randbøl Hede er et stort Indsand, som er dannet af det udskyllede Materiale fra Morænerne i Øst under den anden Istid. Staldbakkerne er en hesteskoformet Vold af mægtige Flyvesandsbanker, hvis højeste Punkt naar omtrent 100 Meter, og som har Hovedretning Øst—Vest. At ogsaa disse Dannelser er af høj Ælde vises bl. a. af den Omstændighed, at en Broncealderhøj er beliggende paa en af deres høje Knuder med et Underlag af rent Flyvesand. Her paa Stedet kan der altsaa ikke være Tale om, at det er Skoves Udryddelse, som er Skyld i Hedens Fremkomst — det er i høj Grad oprindelig Natur. Den resterende, endnu saa godt som uberørte Del af denne Hede, bestaar af ca. 1200 Tdr. Land, altsaa ikke noget særlig stort Areal; men det er en samlet, næsten ubrudt Helhed, og mange Steder kan man endnu forestille sig hvorledes dette Urlandskab har virket, da Kolonisation og Plantning endnu var ukendt. Udmærkede Kræfter med Hr. Wm. Berthelsen i Spidsen har længe arbejdet paa at faa dette Stykke Hede fredet, og det er endelig lykkedes. Fra Staldbakkernes højeste Punkt „Stoltenbjerg“ er der en betagende Udsigt over denne alvorlige, tungsindige Hedestrækning — en af de bedste, vi endnu har tilbage i Landet. Over den mørke Bund øjnes kun faa, dyrkede Pletter. Medens man ved den paatænkte Fredning af Heden nok kunde faa disse enkelte Agerfelter bort og bjærge Stumperne igen ved at lade dem springe i Lyng paany, da er den Skade ubodelig, som Omegnens Plantager forvolder ved deres Indramning af Stedet, ialfald set oppe fra dette høje Stade.
Men hvilket straalende Farvespil, hvilke dybe Kontraster i dette mærkelige øde
Hedeland, der breder sig om Bjergets Fod! Se, hvor Flyvesandsbankerne rager op af Lynghavet, nøgne eller med en sparsom Bevoksning af Marehalm og Hjelme, og hvor deres okkergule Sand eller kolde Grønne rejser sig skinnende over den brune Flade! Hist og her skinner hule Sandgryder frem mellem Bakkerne, lysende som blegt Guld mellem Marehalmens Ir og Lyngens dybe Bronce. En Mose ligger dybt derude i Nordvest, dækket med bugnende Mængder af Kjæruld, der straaler som Silke mellem alle de metalliske Farver.
— Vi gaar fra Bakketoppene ned over Heden. Rundt om er Klokkelyngen begyndt at springe i Blomst, og Vissen blomstrer knaldgul mellem Lyngen. Frøerne skvaldrer fra et Mosehul, og da vi nærmer os dette, flyver nogle Klirer op og skriger sørgmodigt og bekymret for deres Yngel over vore Hoveder. Viber slynger sig i kaade Sving over de vaade Lavninger, og Engpibere jager klynkende fra Tue til Tue. To Gøge kukker fjærnt til hver sin Side ude fra Plantagerne. En Graaandrik basker rabbende op fra et rørbevokset Vandhul. Men højt over det hele slaar Lærkesangen sammen oppe under det vide Himmelhvalv.
Ude fra Sydvest høres pludselig en Urhanes Skogren — mærkeligt at høre denne Lyd saa langt østpaa i Landet, kun to smaa Mil fra Vejlefjordens Bund!
Hr. Berthelsen fortæller, at den store Regnspove ruger i Moseterrænet S.V. for Staldbakkerne. I 1930 har han set 3 Par derude, tidligere har de været noget varierende i Antal.
En blaa Kjærhøg, „Hedehøgen“, kredser i længere Tid over vore Hoveder, højere og højere. Tilsidst skruer den sig ned i Glideflugt og følger endelig en Lavning, hvor den jager et Par Meter over Jordsmonnet, til den forsvinder vesterude. Ogsaa denne pragtfulde Fugl holder i ikke ringe Tal til paa Egnen, jeg saa den hyppigt under mit Ophold her.
Paa Randbøl Hede møder vi atter Hærvejen, og i en smukkere Skikkelse findes den ikke under hele sit Forløb. I Retning Nordvest—Sydøst kommer den fra Trolle-rup Vest for Jelling og gaar over Randbøl By Østen om Hofmannsfeld og Frede-rikshaab og videre til Bække og Læborg. Den bevæger sig her over Steder, som maa have været de mest øde og storladne paa dens Vej — og de mest frygtede. Langs dens Sider har Landet været dækket af Gravhøje — Randbøl Sogn alene har endnu omtrent 300 saadanne — og Runestene har fulgt dens dybe Spor gennem Lyngen; en af Højene ligger endnu inde bag Randbøl Kirkegaards Kampestensdige, et tusindaarigt Minde om Hedenskabet tæt opad den kristne Kirke. „Kong Rans Grav“ kaldes den paa Egnen, og Sagn om Kamp og Hærværk knytter sig endnu til den nære Hedestrækning, over hvilken den ældgamle Vej med den nu saa sparsomme Færdsel trækker sine Spor, der undertiden løber Side om Side i en samlet Bredde til op imod 60—70 Meter, eller graver sig som en smal, gulhvid Hulvej, hvorfra Sandet fyger, dybt gennem Lyng og Sandbakker. Det nordligere beliggende Ringgive Sogn har trods sin ringe Udstrækning ikke mindre end 220 Oldtidshøje. A propos: dette Sogns Navn kommer dog uden Tvivl af de nærliggende „Ringhywe“ — Ringhøje. Det nuværende Navn synes meningsløst; dem der har lavet det paa Kortet maa vel have afledt det af det nærliggende Give?
Hvor Hærvejen ude paa Heden skærer Landevejen mellem Egtved og Billund, fandt man i 1874 en af de mærkeligste Runesten i Landet, liggende ovenpaa den Gravhøj, hvor den er rejst, men i Tidernes Løb tildækket med Jord. Den reddedes i ydersfe Øjeblik, da den var ved at blive hugget til Skærver. Stærkt restaureret er den nu genrejst paa Stedet — den er, naar undtages den store Jellingesten, den eneste Runesten i Danmark, som staar paa sin oprindelige Plads. Den naar en Højde over Jorden paa ca. 2 Meter. Inskriptionen, som tydedes af Wimmer, lyder saa-ledes: „Tove Bryde rejste denne Sten efter sin elskede Torgunn. Meget længe monne disse Brydens Stave leve." — De stolte og skønne Ord har levet i tusind Aar, og Torgunns Navn dør aldrig. Sikkert har hun fortjent dette; hun maa have været et fremragende Menneske, thi det var overordentlig sjældent, at der rejstes Runesten over Kvinder.
Det uransagelige „Vejvæsen" har plantet Fyrretræer omkring Gravhøjen med Stenen, saa den er fuldkommen skjult for de Vejfarende, skønt Vejen passerer Stedet i kun 100 Meters Afstand.
Ikke langt herfra, i Jelling, staar Landets to berømteste Runestene. Og nede i Syd, et Stykke Nord for Bække By, ligger de to „Karl Legoms Høje", atter et storslaaet Oldtidsminde. „Jydske Krønike" henlægger i 1340’erne den mægtige Sten, som Harald Blaatand havde maattet opgive at transportere til Jelling, til Bække Mark. Ved Egtved gjorde man for godt en halv Snes Aar siden et af de mærkeligste Oldtids-Gravfund, „Egtvedpigen", som nu i sin 3000 Aar gamle Egekiste huses i Nationalmuseet. Alt dette er medvirkende til at vise Egnens og Vejens store Betydning i Oldtiden — det er Alfarvej gennem Landets Hovedstrøg.
Langs Vejens Sider paa dette Strøg finder man — og dette virker maaske som det mærkeligste af alt, fordi det er vor Tid langt nærmere — Mængder af Spor af gamle Sognebyer, som nu er forsvundne, helt fra Egnen om Øster-Nykirke i Nord til Bække i Syd. Tomter af nedbrudte eller sammenstyrtede Kirker, der af og til bringes frem i Lyset, viser hvilket Liv der engang har rørt sig her paa disse gennem Aarhundreder næsten helt forglemte Steder. Gamle Fortegnelser over Bispedømmernes Kirker giver mærkelige Oplysninger om den Tilbagegang, som med rivende Hast fandt Sted i Sognekirkernes Antal, især i det 14. Aarhundrede, uden Tvivl som Følge af de urolige Tider, hvor Krig og Pest afløste hinanden, og hvor de Egne, som laa nær det store Hovedstrøg gennem Jylland, naturligvis var de stærkest udsatte. I disse i Forvejen udplyndrede og udpinte Egne, gennem hvilke Hærene og deres Følge drog, havde „den sorte Død" særlig let Spil med at gøre helt rent Bord. Ad Hærvejen, hvor Krigsfolk, Pilgrimsskarer og Handelsmænd og alskens omstrejfende Pak bragte Smitten med sig, vandrede Døden ind over Landet og bredte sig langs alle Færdselsaarer; men den totale Udryddelse af Beboerne, de forladte Byer og øde Marker — det hører de i Forvejen fattige Strøg til, hvor enhver større Modgang forværrer de i Forvejen haarde Livsvilkaar. I det 14. Aarhundrede ligger store Dele af Landet, som før var beboede og opdyrkede, fuldstændig øde hen. Og af de sunkne Byers og nedstyrtede Kirkers nære Beliggenhed ved den store Færdselsvej ser vi, hvor Ødelæggelserne troligt har fulgt denne. I Randbølegnen alene forsvandt Kirkerne i Fitting, Almstok, Aast, Klavsholm og Karbjerg. Hist og her trækker Agerrender endnu deres Striber gennem Lyngen, hvor de gamle Sognebyer laa for 5—600 Aar siden.
— Svenskekrigene og Kejserkrigen i det 17. Aarhundrede repeterede det gamle Drama, omend nu mange Steder for næsten tomt Hus. De 300 Aar i Mellemtiden havde ikke bedret Skaden, tværtimod havde Mishandling af Lyng og Krat med paafølgende Sandflugt yderlig forværret denne.
Nær det Sted, hvor Store-Rygbjerg Runestene staar paa Frederikshaabs Mark, laa i gammel Tid Byen Rygbjerg eller Røgbjerg; Stedet kaldes endnu „Gammel Rygbjerg“, og af og til pløjer man Syldsten op af Grunden. — Hvornaar og hvorfor er nu denne By forsvundet?
En gammel Præst i Nørup-Randbøl, Alexander Falk (t 1724), har i Kirkebogen skrevet følgende: „Sognet blev ganske øde i Polakkernes Tider og Folkene af smitsomme Sygdomme bortdøde, og der blev ej, som mig er berettet, prædiket udi Randbøl Kirke i 3 Aar.“ Muligvis er „Gammel Rygbjerg" først bleven øde ved denne Lejlighed.
— I dette Nachspiel savnes Pesten altsaa heller ikke, de optrædende og Tilskuerne segner mellem hinanden, ofte til Skuepladsen staar tom.
„Intet Hus er paa Randbøl Hede fire Mil“, hedder det hundrede Aar senere. Kun Ulvene er trygge herude i Ødemarkerne og huserer frækt med Mennesker og Dyr i Omegnen — thi ogsaa de følger ligesom Pesten bestandig i Krigens Spor. Og Stimænd og Røvere kan true den ensomme Købmand eller Holstenskkræmmer, der drager ad de nu saa øde Vejspor. Hvordan Tilstandene har været her paa denne Tid, ser man eksempelvis af en Skrivelse til Rentekammeret 1757, i hvilken to Mænd anmoder om Lov til at bebygge et Stykke af Randbøl Hede; i denne fore-slaas det „at hver Indbygger maatte tillades at holde en god, stor og stærk Hund, et godt Skydegevær og anden skarp Gevær for Stratenrøveri, og hade Ulvene med (!), hvilke udi disse Udørkener findes i Mangfoldighed.“
— Det er netop paa denne Tid, da Heden ligger hen som en frygtet og vild Ørken, hvor kun Røverpak og Taternes Slæng færdes hjemmevant, at „Kartoffeltyskerne" bliver lokket herind for at befolke den. Regeringen indkaldte i 1759—60 over tusinde Kolonister fra Rhinegnene og Pfalz til forsøgsvis Opdyrkning af Hederne ved Randbøl og Alheden i Viborg Amt. De fleste af de godtroende Tyskere flygtede tilbage til deres Hjemstavn, da de saa, hvad de havde indladt sig paa, og kun godt og vel 400 blev tilbage, velsagtens fordi disse savnede Midler til at komme hjem. Fra den Tid skriver sig her paa Egnen Anlægget af Kolonibyerne Frederiks-haab og Hofmannsfeld, og fra samme Periode findes endnu Gaardnavne som Reventlows Hedegaard, Guldbergsminde, Christiansejegod, Hofmannslyst, Maries-naade og Karolinesynde. — Livet har dog næppe ligestraks formet sig hverken yndigt, naadigt eller lystigt for de stakkels Indvandrere. Den Ro, hvormed de slog sig tiltaals med de elendige Kaar og gik løs paa den magre Hedebund, skyldes maaske den beroligende Indflydelse, som deres Hovednæringsmiddel Kartoflen kan have haft paa deres Sind. Thi som Heine siger: Luther bragte Uro i Gemytterne i Europa i det 16. Aarhundrede, men Sir Walter Raleigh beroligede disse igen ved at bringe os Kartoflen. —
Pastor Kau i Gadbjerg har meddelt følgende: Om Aftenen den 2. April 1757 (skal være 1759) kom en Flok Tyskere sydfra til Harresøgaard i Givskud Sogn, hvor Holstebrovejen skæres af Kolding-Viborgvejen. Det var almindeligt, at Vejfarende her søgte Nattely. Tyskerne fortalte, at de med den danske Konges Understøttelse skulde op og dyrke Alheden, og de havde hele deres Habengut med paa to Læs, trukket af Stude. I Spidsen for Karavanen red Familiefaderen paa en mægtig Tyr. (Hvilket Billede — ren Folkevandring!). — Familiefaderen fortalte til Bonden Klaus Pedersen om en helt splinterny Frugt, som han fremviste; dens Navn lød i Klaus’ Øren som „Ertaaffel" (Erdapfel), og efter Tyskerens Mening skulde den bringe Jylland stor Velsignelse. Klaus forstod en hel Del af den tyske Snak, men fæstede ikke meget Lid til den. Den næste Morgen, da Anføreren for Karavanen spurgte hvad han var skyldig, svarede Klaus at han kunde gi’ ham to af de omtalte Frugter for hver Person, han havde huset. Paa den Maade kom Klaus Pedersen i Besiddelse af 12 Kartofler, og Anføreren gav ham endda én i Tilgift, som Klaus dog kastede for Svinene, da 13 er et uheldigt Tal. Svinene puffede den haansk med Trynen og vilde ikke æde den. — Klaus plantede de 12 Kartofler i sin Have, én i hvert Hjørne af nogle Urtebede, og de ynglede fortrinligt. Han fik nok til sig selv, og siden til Naboerne med, og snart var Kartoffelavlen i god Gang dér paa Egnen. „Klaus Æbler" eller „de Harresø Æbler“ var i mange Aar Kartoflernes Kendingsnavn. Og Tyskerens Spaadom kom til at passe!
— Allerede fra Aaret 1787 havde man paa Henstilling af Rentekammeret gjort en Mængde Forsøg i alle jydske Amter paa Dæmpning af den skadelige og over-haandtagende Sandflugt ved Plantning af Marehalm og Hjelme. I 1816 var af det samlede Sandflugtsareal i Jylland, som androg 121,159 Tdr. Land, neddæmpet ikke mindre end 74,658 Tdr. Land, altsaa næsten nøjagtigt 2/3 af det samlede Areal, som altsaa allerede paa den Tid for det meste var uskadeliggjort. De fortrinlige Resultater af disse Forsøg blev fulgt af Kartoffelplantning og Kornavl, som ogsaa paa visse Steder slog an, især naturligvis den førstnævnte. Dette gav Stødet til de første Forsøg med Plantninger, som snart blev sat i System i mange af Landets Sandflugts- og Hedeegne. Thi det havde jo vist sig, at Kartofler trivedes fortræffeligt i den sandede Jord, og endogsaa Agre kunde fremstaa hist og her, selv om de med de daværende Dyrkningsmetoder endnu de fleste Steder blev jammerlige. Hvorfor saa ikke forsøge med Skove! — Og det gjorde man altsaa.
Dette gik som bekendt ikke saa godt som forventet. Vort udmærkede Statsskovvæsen har i omtrent halvandet Hundrede Aar arbejdet med Hedebeplantningen. Stadig har det indført Forbedringer paa Grundlag af de indvundne Erfaringer, dygtigere og fuldkomnere er Forstmændene blevet. Og den sidste Erfaring de har gjort er denne, at disse kunstigt opelskede Statsplantager i hele den forløbne Tid hvert eneste Aar har givet Statsskovvæsnet et ubehageligt Underskud, i vore Dage ca. 80.000 Kr. aarligt. Og da der ikke synes at være nogen Mulighed for at bringe dette Underskud til at svinde, har man, for dog ikke at faa det til at stige, besindet sig paa fremtidig saa vidt muligt ikke at tilplante nye Arealer.
Man spørger nu uvilkaarligt: hvorledes er det da muligt, at Hedeselskabet for at forfølge de samme forældede Formaal aarligt har kunnet pumpe Statskassen for Tusinder og atter Tusinder af Kroner? — Lad gaa med at der anvendtes Penge til at forvandle Heden til Agerland, hvor dette kan give Udbytte. Vi lever i et Agrarland, og Bonden maa og skal dyrke Jorden, hvorsomhelst han kan leve paa den, selv om det ikke er i første Omgang han bliver fed. Men hvorfor bliver Hedeselskabet ved med at øse Penge ud til Beplantning, naar dette er haabløs og unyttig Gærning!
Den der har vandret over den store Randbøl Hede for blot 30—40 Aar siden, skulde vist have svært ved nu at kende den igen, saa meget har Dyrkning og Beplantning blot i dette korte Tidsrum tæret paa dens Areal. Enkelte af Bakkerne, selv helt inde ved Stoltenbjerg, er af Bønderne beplantet med Graner, som trods de er indtil 35 Aar gamle endnu kun har naaet en Meters Højde og virker som en hæslig Skimmel i Lyngen.
Følger man Hærvejen sydpaa over den østlige Del af Heden, til man naar ned mellem Kolonigaarden Mariesnaade og Ølgaard, vil man her finde et af Vejens mest fremragende Steder gennem hele Landet. I Studedriftens Dage var Ølgaard en berømt Kro — Navnet klinger godt nok af det — men den er som saadan forlængst nedlagt. Lyngklædt ligger Heden til begge Sider, bølgende op og ned, og hist og her med blanke Mosedamme i Lavningerne. Lave Diger bevæger sig langs Siderne af den tusindaarige, brede, sandede Vej, og Oldtidshøje klæder det herlige Landskab omkring den. Man gribes af dette Steds forunderlige Stemning, og mindes Folkevisens Ord om Valdemar Sejers rasende Ridt ad denne Vej, da han hastede mod Dagmars Dødsleje i Ribe:
Der Kongen drog aff Skanderborg,
da fulde hannem Hundrede Suenne;
Oc der han kom til Gristed Bro,
fulde hannem ickon Dagmars Dreng.
Der hånd reed offuer Randbyl Hede,
da fulde hannem Femten Suenne;
Der han kom offuer Riber Bro,
da vaar den Herre alene.
Kongen maa med sit lille Følge være stødt til Hærvejen ved Jelling og have fulgt denne over Heden ialfald til Asbo Syd for Bække, hvor Ribevejen svinger fra mod Sydvest. — Det er skammeligt, at Vejen her paa dette Sted ikke er fredet sammen med det omliggende Landskab og alle dets Oldtidshøje. Tværs over en af disse er nedrammet tykke Pæle, som bærer et Pigtraadshegn, og allerede er Plantagerne rykket foretruende nær.
—- Et andet Stykke af samme Vej nær Springbjerg tæt S. S. V. for Randbøl, der helt op til de sidste Aar har været et af de bedst bevarede Steder af Hærvejen, er nu faldet for Vejvæsnets Haand.
Det er „Vejle Amts Vejvæsen”, som paa det allersmukkeste Sted har anlagt et mægtigt Grus- og Skærveværk mellem nogle Bakker om en dyb Slugt, hvorigennem Vejen tidligere dannede en dyb og malerisk Hulning. Affaldsdynger fra Skærvefabrikationen ligger store som Bastioner nedkastede i den gamle Afsmeltningsdal mellem de pragtfulde Morænebakker. Det hele er den hæsligste Vold mod et historisk Minde og mod en skøn Natur.
Endnu kan man fra Kløftens Rand følge Vejens mærkelige Bugtninger gennem det forhen saa pragtfulde Landskab. Men foruden Skærvebunkerne staar Graner i Karreer og Rækker og følger dens slyngede Spor næsten overalt •—• forulempet og ilde medtaget svinder den mellem Bakkerne i Nord.
Længere vesterude for Hærvejen slynger „Studevejen", den gamle Hovedfærd-selsaare mellem Kolding og Ribe, sig over Heden. Mangen en Studedriver og Holstenskkræmmer, som endnu op imod vore Dage har færdedes ad dens kringlede Spor over den øde Hede, har gyst ved at passere Staldbakkerne og „Troldhøjen”, som var yndede Skjulesteder for Stimænd og alskens Pak, der ligesom Kromændene skulde „leve af de Vejfarende”. Dyb og sandet vrider den sig endnu gennem den
høje Lyng vesterud, omgivet af Moser og halvt udtørrede Hededamme. Flere Steder langs dens Sider staar andre ældgamle Spor, skaaret som af Jætteplove ned i den haarde Grund og tæt dækkede af Lyngen, hvis stærke Rødder gennem Aarhundre-der har bevaret dem mod Udslettelse af Storm og Væde. Langs Vejen ser vi endnu paa et enkelt, ganske kort Stykke ikke mindre end fem anselige Oldtidshøje paa Rad -— ogsaa den har altsaa engang været noget fornemmere end Studevej.
Hedens sydlige Del er for Størstedelen sur og moseagtig, men har bevaret sin Skønhed og ser aldeles pragtfuld ud — som næsten alt Terræn, der er haabløst at dyrke. Denne Fugtighed i Bunden skyldes først og fremmest den jævne, vandrette Flade, der ikke aabner nogen Mulighed for Afløb og har bevirket, at Heden paa disse Steder saa længe har kunnet undgaa Ploven og Beplantningen.
En Del af denne Hede er for 4—5 Aar siden afbrændt ved Vaadeild, der opstod ved Uforsigtighed af en Bonde; den ligger endnu for flere Hundrede Tønder Lands Vedkommende hen som en sort, død Fløde, hvor Lyngen kun hist og her i smalle Bælter begynder at skyde igen. Man skal vel ikke beklage, at den saakaldte „Hono-lulu Plantage" ved samme Lejlighed blev svedet af til Grunden, saa den næppe mere rejser sig. Kun Navnet er tilbage, og det er godt og malende; en barbarisk Vækst i et urjydsk Landskab kunde vanskeligt faa et mere betegnende Signalement.
Endnu bedre end Fredning af den resterende Del af denne enestaaende Hedestrækning vilde det naturligvis være, om Staten ved Køb kunde sikre det 1200 Tdr. Land store Areal. Ved Fredning opnaar man, at der ikke maa dyrkes eller beplantes, ikke graves eller afvandes, ingen Indhegning sættes o.s.v.; men der opnaaes ikke fuld Sikring af Stedets ejendommelige Fauna, som gennem Beboernes egen Jagt eller deres Udlejning af Terrænet til ofte hensynsløse Købstadjægere trues med Udrydning, saaledes foruden Urfuglebestanden de Tusinder af Brokfugle, som her endnu flokkes over Heder og Moser, Regnspoverne og Klirerne, og sidst men ikke mindst Hedehøgen, en af vort Lands smukkeste Rovfugle.
Det er ikke mærkeligt, at en Mængde Sagn, af hvilke enkelte har holdt sig lige til vore Dage, er knyttet til denne store Hedestrækning, der i Aarhundreder har ligget hen som et vildsomt Øde, men hvorover Færdslen bestandig maatte gaa. Inde paa selve Randbøl Kirkegaard ligger som før nævnt en anselig Broncealderhøj, et ikke usædvanligt Fænomen, som viser, at Kristendommen ingenlunde altid skyede Hedenskabet, og at Folket selv under den nye Tro vedblev at have Ærbødighed for de Steder, som Forfædrene holdt for hellige. Mindst lige saa almindelige paa vore gamle Landsbykirkegaarde er Helligkilderne, hvis Ry ofte stammer fra Hedenold og i hvis umiddelbare Nærhed Kirkerne ofte blev lagt; der er endogsaa Eksempler paa, at Kirkerne er lagt saaledes, at de har rummet Kilden indenfor deres Mure.
Sagnet siger om Højen paa Randbøl Kirkegaard, at to Konger Ran og Amlet (Amelund) førte Krig med hinanden. I Kampen medførte Amiets Folk afhuggede Grene og sneg sig under disse ind paa nært Hold af Fjenden, som de overraskede og overvandt. Ran faldt og ligger jordet i „Ranshøj“ paa Kirkegaarden, og efter ham har Randbøl Navn. Men alle hans faldne Kampfæller er jordede i den Mængde Høje, som ligger Norden for Byen.
Utallige er de Historier, som beretter om Overfald paa denne Hede, og om Skarnsfolk, som er bleven grebet herude. Det huskes endnu, at en omvandrende Kræmmer fandtes dræbt nær den berygtede „Riber Hule", og at Kromanden i
Frederikshaab, Jørgen Nielsen, en Nat efter et ensomt Ridt over Heden fra Tofthøj, hvor han havde hævet Penge, kom jagende paa sin sveddrivende Hest ind i Randbøl Kro, efter at Røvere havde haft fat i Hestens Tøjler og søgt at standse ham. Det var paa Vejen ved Nørup Dal, et særlig ilde berygtet Sted. Jørgen drev til med den bagger End’ af Ridepisken og slap forbi. Men længere end til Randbøl Kro vovede han sig ikke den Nat.
Og Heden har da ogsaa sin Genganger. En Skinting ved Navn Peder Burkal boede i en lille „Kabork“ paa Almstok Mark, hvorfra han sammen med sin Kælling strejfede omkring og stjal Uld ved at klippe Faarene paa Marken. Da nogle Folk engang forfulgte Tyvepakket og indhentede dem paa Slav Mark, sprang Peder over et Dige og stumlede, og derved rendte han Uldsaksen saa grundigt ind sit Liv, at han døde paa Stedet. Konen kom i Tugthuset, og det bekom hende vel; hun havde aldrig kendt „bejjer Daww“ end dem hun fik dér, sagde hun siden! Peder, som undgik den uniformerede Retfærdighed og med Uldsaksen i Livet stillede for den himmelske Domstol, var bleven begravet paa Randbøl Kirkegaard. Men kort efter opdagede Folk, at der var et Hul i Jorden ved Fodenden af Graven — det brugte Peder Burkal til at gaa ud af om Natten. „Høgkonen“ havde set ham stikke Benene ud af Hullet først, hvorpaa Kroppen fulgte efter, og herfra gik han op paa sit Hus i Almstok tværs over Heden. Jens Kristensen fra Karolinesynde har selv set Hullet, saa det skal nok stemme!
Det er en yderst forskelligartet Befolkning, der lever paa og omkring disse Hedestrøg, hvor Kaarene veksler med Jordens større eller mindre Karrighed, og gammeldags og nyt ofte grænser skarpt til hinanden. Fysiognomiernes Præg er skiftende og forvirrende, og hvordan skulde det kunne være anderledes paa et saa-dant Strøg, hvor alt og alle er kommen forbi — eller er bleven hængende, selv om de ikke netop har været inviterede saaledes som Kartoffeltyskerne. — Alle regner sig her for at være Vestjyder, skønt man kun befinder sig et lille Trip fra Bunden af Vejlefjord.
Jeg var saa heldig at blive introduceret hos Tømrer Nielsen i Hofmannsfeld, der som Haandværker er et stort Snille, men tillige en af Egnens Spøgefugle og en udmærket Fortæller, der fyldte mig med Historier om Befolkningen — drastiske adskillige af dem, men i deres Frejdighed ægte Eksempler paa Bondens naturlige, naive Udtryksform.
En Mængde af disse Fortællinger drejede sig om den gamle, forlængst afdøde Jens Gilbjerg fra Byen af samme Navn ude i Retning af Hejnsvig. Jens var en kendt Skikkelse paa Egnen, der stod Fest om ham, og han svang et Bæger i godt Selskab, naar det krævedes. Engang var han paa Hjemvejen fra Marked i en Naboby, hvor han havde købt to Stude. Men han maa have haft mere at trække med, for to Dage efter Afmarchen fra Markedspladsen var han endnu ikke naaet hjem. Saa hører Beboerne i en af Hedegaardene en sen Nat Jens Gilbjergs kendte Røst udenfor Vinduerne: „Hov,“ raabte han, „er der ingen herind’, der haar nowen Lier der ska’ hærdes ?“ — Man gik ud og trak den vildfarende Mand ind i Stuen og bragte ham tilsæde. „A haaj da forresten osse tow Stud’, hwis A helsen vidst’, huer de var henn’!“ sagde Jens lidt efter, da det var gaaet op for ham, hvem han var. Folkene bad om at faa at vide, hvordan Studene skulde se ud. „Jow,“ sa’ Jens, „den jenn kan A knap howw; men den aaen ved A hielt bestemt war hwi’ øwwer de hiele mæ en swot Blis i æ Pand’.“ —
Næste Morgen ved Daggry gik nogle Karle fra Gaarden ud for at finde Studene efter det opgivne Signalement; og hen paa Formiddagen kom en af Folkene hjem med en kulsort Stud med en hvid Blis i Panden. — „Dær æ’ en Satenknaagemæ!“ sagde Jens. Og da ogsaa den anden snart efter blev bragt tilveje, skred han gladelig hjemad med Fangsten.
Jens Gilbjerg og Stoffer i Rygbjerg var Svogre. De sad daarligt i det begge to, men havde den Ambition at besøge alle Auktioner i Omegnen, vistnok mest for den billige Underholdnings Skyld. Naar de fulgtes, var Stoffer altid Bivognen og blev holdt nede, hvis han var for „framtaalend". Han maatte altid til en vis Grad være artig, hvad han ikke havde faaet i Gave fra Naturen, ellers hændte det at han paa forsmædelig Vis blev kaldt til Orden af Jens. Efter en Auktion i Bindeballe var der om Aftenen Sammenkomst hos Købmanden, og da der ved den Lejlighed vankede nogle Drikkevarer, blev Stoffer dristig og vovede sig frem i Forgrunden. Og han gjorde det paa den Maade, at han aabnede et Skab i Stuen, slog Bukseklappen ned og pissede ind i Skabet. Men Jens var paa sin Post, han listede sig hen og besørgede sig i al Stilhed ind ad Stoffers vide Bukseklap. Da Stoffer omsider fik Klappen knappet til, udbrød han forbauset: „Ih hwa! A’ trower Dælemæ mit Wand æ kommen i mi Bowser!“ — „Ja — det æ mit osse,“ sagde Jens Gilbjerg. — „Jaja, fælles Skaad’ det æ da haawre 1)!“ sluttede Stoffer og gav sin Kasket et bette Nyk ned i Panden, en Vane han havde, naar han talte Visdomsord.
— Jens var ikke smaalig i Pengesager. En Mand kom til ham engang og vilde betale Tyrepenge, men Jens var en Grandseigneur, som ikke vilde ta’ imod Betaling. Den anden trængte paa, men Jens sagde afsluttende: „Nej, som A sejjer Dæ, A vil ingen Betaaling ha’, under den Synsvinkel nemlig — te det ka’ vær en lissaa stuer Faanywwels for æ Tyr som for æ Kow!“
Og derved blev det saa.
— En anden af N.s Historier lyder saaledes:
Der var for et halvt Hundrede Aar siden kommen en ny Skolelærer til Rygbjerg, og Missionsfolkene paa Stedet var meget spændt paa, om han var af deres Slags. To Gaardmænd i Byen, Kristen Nielsen og Jens Kristensen, pløjede en Dag kort efter Lærerens Ankomst hans Mark for ham, hvad der var Skik. Læreren lavede til Gengæld en god Madkurv til dem, satte en voksen Flaske Brændevin i den og sendte den ud i Marken. Kristen var en lille vissen en og stærkt missionsk; men han tog saa rigelig til sig af Brændevinen, at han svinglede i Furen, da han første Gang efter Frokosten skulde vende Ploven, og han sank ned og blev liggende. Den anden, som var en svær Prygl, taalte Mosten og skred stoltelig efter Ploven. Da han lidt efter passerede den slagne, hørte han ham ligge og mumle noget, og da han gik hen til ham og lyttede, hørte han følgende mærkelige Ord fra sin hellige Bror: „A skal low — A skal low for — A skal Satenglowmæ ligh low’ for, te vi er et’ narret mæ den nøj Skuellærer!“
I Randbøl besøgte jeg den gamle Bonde Niels Petersen, en god midtjydsk Type. Han er høj og mager med et vindsvedet Hoved, Haaret af Farve som falmet Tagskæg og med Øjne som gamle Ruder, hvori hans hyppige Smil tænder som en pludselig Solspejling. Da han for tre Aar siden fyldte de halvfjerds, gav han Sønnen sin gode Gaard — nu var det Synd, at. han skulde vente længere paa den — og flyttede selv hen i et lille Hus i Nærheden. Men den gamle Bonde, som var vant til at have hele en Gaards Drift i sine Hænder, gik ikke paa Aftægt. Han mente at han trods sin høje Alder var for rask og rørig til at lade sin gode Arbejdskraft gaa tilspilde. Han taalte ikke at føle sig overflødig, han kedede sig. Og saa gav den gamle Gaardmand sig til at være Vejmand!
Nu har han i tre Aar passet sine Skærvebunker. Om Morgenen drager han ud og sætter sig til sin Dont; og naar han om Aftenen vender Foden hjemad, er saa og saa stor en Bunke Sten, der laa til højre for hans Sæde, bleven kløvet til Skærver og flyttet hen til venstre. „Det er en stor Tilfredsstillelse at se, hvor det skrider, “ siger han med et Blink i Øjet. Han ser daglig et haandgribeligt og saare nyttigt Resultat af sit Arbejde, han har løst Problemet med at give Livet Indhold og Mening. Han er en vis Mand. Gandhi spinder, og Niels Petersen slaar Skærver Og Tiden gaar — og det er det, det kommer an paa!
Denne Mand virker i høj Grad som Vestjyde.
En Forsommeraften efter Solnedgang stod vi paa Heden udenfor det Berthel-senske Hjem og nød efter den travle Dag den fuldkomne Stilhed og Ro, som dette stemningsfulde Landskab rummer, da vi paa én Gang opdagede tykke Røgmasser, som steg op i Nordøst bag Frederikshaabs Plantage. At det maatte være Brand, var vi straks paa det rene med; og et Øjeblik senere saa vi af Røgens Mængde og dens Farve, at det maatte være Hede eller Plantage, Ilden havde fat i. Da Hr. Berthelsen og Frue netop vilde køre mig til Randbøl, hvor jeg skulde overnatte, besluttede vi at lægge Vejen om ad Brandstedet, som syntes at være paa Plantagens Nordside nær Vandel.
Vi kom først afsted, da Mørket var faldet paa, og med tændte Lygter snurrede Bilen ud ad Vejen. Snart fo’r vi ud ad Hovedlandevejen mod Øst, drejede siden mod Nordøst gennem Frederikshaabs Plantage og kom herefter ud paa fri Felt mellem denne og Randbøl By. Herfra kunde vi se det — næppe var vi ude, før Luerne blev synlige under de tykke Røghvirvler og en vid, brændende Linje laa udbredt foran os. Men endnu var det langt borte. Hvor var det? At det maatte være Dele af Randbøl Hede, blev efterhaanden klart. Gennem Vandel By — saa naaede vi Stedet. Da vi kom paa et Par Hundrede Meters Hold, standsede vi Vognen, nærmere turde vi ikke køre.
I samme Øjeblik som Bilens Spinden standsede, hørte vi det — og mærkelig og uhyggelig er baade Lyden og Synet.
Det er som lange Rækker af Baal, Rader af Ild, den ene luende bag den anden i parallelle Striber, følgende Vindens Vej. Landet under Nattehimlen er som en uhyre, sort Rist med brede Tremmer, mellem hvilke Flammerne skyder op — som om Jordskorpen har slaaet Revner, hvorigennem den indre Ild slaar ud i flakkende Luer. Bag os staar Himlen uden en Sky, dyb og ren, blaasort som anløbet Staal. Skarpt afgrænset mod denne Klarhed staar Brandrøgens Mur, øverst som en hæslig svovlgul og giftig Damp, længere nede galdegrøn og derunder sort som Sod. Men nedenunder alt dette jager Ildens hektiske Skær op i flammende Rødt og Gult. -— Som vi staar her ved Randen af det vældige, fræsende Baal, er Verden om os delt i to — én kold og blaa og mørk, ubelyst som det æterløse Univers, én med Farver som selve Helvede.
Og Lyden! Det er ikke den kendte Knitren og Bragen, som naar Huse brænder. Længst borte fra, hvor Luerne som et samlet Hærkorps raserer de store Arealer, lyder en dump Dundren som af store Vogne over hule Broer, en evindelig Buldren, men fjærn og dæmpet og mystisk som fra et Ragnarok, med tung Genlyd fra Himmelhvalvets store Klokke. Men nærmere fra kommer Lyde, vidt forskellige fra denne — det er Forposternes Blænkerild, en nervepirrende Støj, som naar Hundreder af store Dyr tygger — en Smasken er det, ustandseligt. Og ind i denne Lyd trænger sig af og til en skarp og fin Piben, som af Mus der skriger af Skræk. Begge Lyde skyldes den i Lyngrisene udviklede, ophedede Gas, der bryder ud i Eksplosioner eller piner sig gennem fine Revner.
Det er ikke muligt at se nogen bestemt Front af Ilden, dens Anfald synes mærkelig planløst. Baalene springer frem, naar Gnisterne farer ud i Læ, og fænger paa nye Steder. Det ser ud, som usynlige Helvedhunde farer hen over den sorte Hede og sætter Ild med deres Spor. Det kunde være en Afdeling af Dantes Inferno, et Sted hvor Synderne har sprængt Lugerne for at svale Haarrødderne i den kolde Sommernat.
Ak, ak — al den dejlige Lyng! Og dog, blandt alle de mange Fjender, den har hertillands, er Ilden vel ialfald den nobleste ....
Flammerne er kommen nærmere, de hvisler nu kun 7—8 Meter fra vore Fødder, Heden blive utaalelig. Vi staar just og prøver, hvor nær vi kan komme Baalet, hvis Faner svinger med Smæld i Luften over os, da jeg ser noget som et fortumlet Møl, der flagrer op fra Jorden tæt ved Siden af mig. Det er en Lærke. Stum og forvildet styrter den paa spillende Vinger lige ind over det flammende Baal. Vi venter, at den skal synke ned paa Stedet i Flammerne — men se bare! Nu stiger den og slipper fra deres Tag, højere og højere. Men saa gribes den af den svovlgule, kvælende Røg, der synes at naa helt til Zenith, og den hvirvles med denne lige ind over den brændende Hede.
Det er da den visse Død for den, tænker vi. Og just som vi er sikre paa, at nu er den borte for stedse -— vender den tilbage, lige imod os kommer den ud af Røg og Flammer og synker til Jorden to Alen bag mig. Vi søger længe forgæves efter den, det er haabløst i Mørket, og desuden er den vel død. Men saa kommer den minsandten paa Vingerne igen; og denne Gang flyver den til den rigtige Side, i næste Øjeblik fulgt af sin Mage, der har holdt sig skjult i Lyngen hele Tiden. — De klarede sig selv. Men Reden og Ungerne, som Hunnen satte Livet ind for?
Disse to smaa tavse Fugle og den enes desperate Søgen, ja Forsøg paa Kamp mod det rædselsfulde Element, kan jeg ikke glemme.
— Kun faa andre Tilskuere har Branden samlet, og nu da det bliver sent er vi næsten ene. Der er ingen Fare paafærde for Gaarde og Huse, de er alle omgivet af isolerende, dyrkede Agre, og Vinden bærer bort fra Plantagen. Kun en lille Flok Folk, som er kommen tilstede med Skovle og Spader paa Nakken, maaske for at kaste Brandlinjer foran en enkelt, truet Gaard eller rydde et farligt Hegn, viste at der dog næredes nogen Interesse for Hedebranden.
„Gudskelov at det da et’ er andet end Lyng, der brænder,“ hører jeg nogle Folk sige til hinanden. Men slaar Vinden om i Løbet af Natten og bliver den friskere, hvad saa? Rundt omkring i Hjemmene er enhver paa sin Post.
Jeg fik Dagen efter at vide, at Branden havde kulmineret, da vi var derude. Vinden holdt sin Retning, og opad Dagen døde Ilden bort af Mangel paa Næring.
Der var brændt op imod 500 Tdr. Land. Gnister fra et Lokomotiv havde antændt Lyngen — saa let gaar det for sig.
Mellem Aast, Gjødsbøl og Lindeballe, en Milsvej Nordvest for Randbøl, findes en større Skovstrækning, som tilhører Lodsejere i de nævnte tre Byer. I Lindeballe Skov findes Rester af gammel Egeskov og -krat, hvori der er opdaget flere Spor af Myremalms-Smeltninger. Egebevoksningen, som viser umiskendelige Tegn paa at være Urskov, har en fremragende smuk Skovbund med et Tæppe af tætvoksende Liljekonvaller.
Inde i denne Skov er paa Sydsiden af det høje, lyngklædte Møgelbjerg, der paa Generalstabskortet optræder under Navnet Møllebjerg(!), en mærkelig Formation, som i Folkemunde bærer Benævnelsen Balders Offerplads, og som Hr. Lærer Rasmus Mortensen, Lindeballe, har gjort til Genstand for Undersøgelser 2). Fænomenet, der ligger 7—8 Meter under Bakketoppen, danner set fra oven et halvmaaneformet Fremspring med ganske vandret Overflade. Plateauets Længde er ca. 23 Meter, dets største Bredde ca. 17 Meter. I den venstre Side er det omgivet af en lav Jordvold, 10,5 Meter lang og 1 Meter bred. 4 Meter indenfor denne er der en 8 Meter lang og 1 Meter bred Fordybning i Jorden. En Mængde store Sten er i Tidens Løb bortført fra Plateauet eller fra Bakkens Fod, hvor de er væltet ned; de maa hidrøre fra en Bygning paa Stedet. Muligvis er Sokkelsten af denne ligefrem opgravet af Grunden, hvad den 8 Meter lange Fordybning tyder paa. Man ser endnu større Fordybninger, hvor de meget svære Hjørnesten kan have ligget. Disse Sten har fundet Anvendelse ved Opførelsen af Gaarden Baldershaves Stuehus.
Der kan ikke herske Tvivl om, at vi staar overfor en kunstig Udbygning af Bakkesiden; til Overflødighed er det konstateret, at et tykt Lag af Plateauets Overflade bestaar af fintmuldet Ler, et fremmed Materiale paa Stedet, idet Bakken baade over og underneden er rent Sand og Grus. Jorden er udentvivl tilflyttet, hvad der er et kendt hedensk Levn. Materialets Forskelligartethed markeres yderligere paa morsom Vis derigennem, at Plateauets Overflade er dækket af tætte Mængder af Bregner, mens Omgivelserne er lyngklædte.
Kan der herske nogen Tvivl om, at Stedet virkelig har været hvad Traditionen gør det til og hvad Hr. Mortensen antager, en Oldtids-Offerplads, et „Vi“! — En Eng nær Stedet kaldes i gamle „Markbøger" fra før 1688 „Ballers haufve", hvad der viser, at Navnet endnu saa sent har levet i daglig Tale. En Vej i Nærheden kaldes endnu „Bollers Vej". En Bjærgmand har tilhuse i Bakken: „Der var tvende Hove i gamle Dage, det ene var Bjærgmandens, det andet Balders." Flere andre Stedbenævnelser i Omegnen kan afledes af nordiske Gudenavne.
Desværre er Bakken omkring det saa tæt beplantet med Naaletræer, at enhver Udsigt fra selve Plateauet forlængst er spærret. Selv oppe fra den aabne Bakketop ødelægges Viddernes Skønhed af de allestedsnærværende Grantoppe, som skærer Billedet i Stumper og Stykker. Imellem og ud over Granerne skimtes endnu en pragtfuld, vid Mosestrækning i Syd med Vandspejl og sorte Tørveskruer, udentvivl en gammel Sø, som maa have givet Stedet forøget Tiltrækning i Oldtiden. Det maa have egnet sig i fremragende Grad til Samlingssted, og Hærvejen fører forbi mod Øst i kun 5—6 km’s Afstand.
Egnen mod Syd mellem Randbøl og Billund omkring Grindsted Aa synes endnu herfra set at være meget ensom og øde med faa Boliger i de lave Enge og Moser.
Man vilde kunne forestille sig, hvorledes dette Land har virket herfra for Hundreder af Aar siden, om ikke Læbælter af Gran rejste sig derude med omtrent lige lange Mellemrum som Prøjsergeledder.
Men langt ude i Syd og Sydvest øjner man bag alt dette den uendelige Hedeflade, paa hvilken de store, vidtstrakte Plantager forsvinder paa Grund af den vældige Afstand — det hele ligger derude som et dybblaat Hav helt ned til de fjærne Bakker omkring Lindknud.
Det er vel kun et Tidsspørgsmaal om de sidste Rester af denne storslaaede Udsigt skal forsvinde helt, en af de ejendommeligste i Landet. Granernes savtakkede Linje løfter sig Aar for Aar.
Ved Landevejen mellem Billund og Kolding ligger Syd for Randbøl den gamle Nybjerg Vandmølle i et Landskab, der med sine mægtige Bakker omkring Dalen med den slyngede Spjarup Aa er af en storslaaet og mærkelig Virkning. Ved Vandmøllen er Dalen med Aaens brusende Fald og hele sin yndefulde Romantik den besynderligste Modsætning til de nyligt beskrevne, nære Hedestrækninger.
Ikke mindre overraskende virker Landskabet set fra de bratte 77 Meter høje Banker tæt Nordøst for Møllen nær Spjarupgaard. Fra dette Sted faar man det bedste Indtryk af dette ejendommelige Dalføre, der heroppefra virker næsten som et Rhinlandskab, sammenlignet med de nærliggende, øde Hedesletter. Ned ad de stejle Skrænter mod Aaen i Nord breder det herlige Spjarup Krat sig med sin yndefulde, naturlige Bevoksning af al Slags Purr imellem hinanden, brudt af aabne Lyngstrækninger saa bratte, at man har svært ved at finde Fodfæste paa dem. Mærkeligst af alt er herfra Synet af Aaen med dens vilde Slyngninger, udvidet til et bredt, flodlignende Løb just før den naar Vandmøllen. En skønnere Linje end denne Aa har, kan næppe tænkes, dens Krumninger understreges af den hvidtskinnende, stærkt sandede Bred, som især i tørre Perioder giver den Præg af Kyst — mere end af Aalandskab.
Fra Dalens modsatte Side springer den mærkelige Bakke „Runkenbjerg" som et skarpt Forbjerg ud fra Nord over den lave Flade; som en Bastion ud fra Nordsidens Banker ligger den her, hvor Spjarup- og Vejleaadalen mødes. Geologisk maa denne Formation vistnok forklares, paa den Maade, at Bækkenet omkring den sære Knold er dannet af Hvirvelstrømme i Bræens Afløb. Rundt om den i Dalbunden slynger Vejleaaen sit blinkende Baand i en vid Bue. — Men Udsigterne fra Bakkerne ved Nybjerg Vandmølle er trods alt ejendommeligere, og her paa Stedet er man desuden stærkt generet af Forgrundens tætte Granplantninger, der inden ret længe helt vil udslette det meste af Omgivelserne for Blikket. Alle Udsigter i dette Land synes at være lagt for Had og at skulle systematisk udryddes.
Skygger af Mennesker helt fra Oldtid og Middelalder drager Gang paa Gang forbi Blikket i disse sære Egne og synes at befolke Landskabet og de gamle Veje og paany skænke dem Liv.
Kun 3—4 Kilometer herfra, Nordvest for Egtved By, var det man i 1921 paa en Hedestrækning i en Hævning i Terrænet kaldet „Storhøj" gjorde det mærkelige Fund af et Kvindelig, som nu under Navn af Egtvedpigen er bleven landskendt og hører til Nationalmuseets kosteligste Skatte, forsaavidt som det er det værdifuldeste Egekistefund i vor Oldgransknings Historie.
Jelling Kirke, set fra Thyras Høj.
Nybjerg Vandmølle nær Spjarup.
Gudenaaens Barnealder; 100 Meter fra Fødestedet paa Tinnetgaardens Mark.
Folkevolden „Margrethediget" paa Peterslund Mark i Øster-Nykirke Sogn.
Hærvejen Øst for Givskud. Digerne til højre ca. 2 Vs m høje.
Bondegaard i Ustrup paa Bjerrelide.
Paa Bjerrelides Top. Udsigt mod Nord.
I Mosen ved Skjold, Bjerre-Herred.
Der er skrevet saa ofte og saa udførligt om dette Fund, at jeg her ikke skal gaa i Detaljer. — Det er et besynderligt Billede man faar af Tiden gennem denne unge Kvinde med det korte Haar, de velplejede Negle og den lette Dragt, som bogstavelig talt har ladet hende vise sig nøgen fra Bæltestedet og nedefter. Forestillinger, som er knyttet til hin Tid om skindklædte Vilde, er gennem dette og enkelte lignende, men ringere Fund, bleven grundigt kuldkastede. Der er noget næsten raffineret over denne Kvindes Udstyr, skønt det næppe har været nogen Festdragt. —- Den viser, at hun er død og højlagt om Sommeren, og det samme vises derigennem, at der i en Fold i den unge Kvindes Dragt laa en fuldt udsprungen Røllike. Hvorledes er den kommen dér? Er det et Tilfælde, eller har man givet hende den med paa Vej med velberaad Hu ligesom den lille Spand af Birkebark, paa hvis Bund man fandt Rester af Tyttebærvin, gjort bitter af Pors og sødet med Honning — til at læske hendes Tunge paa den lange Rejse. Er Blomsten plukket paa Marken den lyse Sommerdag af en Ven, hvis Hjærte blev saaret, da hendes brast. Har han lagt den som en sidste Hilsen ved den Elskedes Side?