De Danskes Land -- Achton Friis

PAA MORS

Det har været Sydøstenluft med Skybrud om Natten. Men Vinden er gaaet over i Syd, og Vejret klarer op, da jeg en Septembermorgen tager ad Vejen fra Thisted mod Vilsund og over dette til Mors.

Øen med dens for det meste jævnt bølgende, frugtbare Agre har jeg ofte befærdet paa Kryds og Tværs, uden at Indtryk af dens Landskaber har fæstnet sig stærkt hos mig. De forhen smukke Heder i Sønderherred er beplantede og har faaet deres Rest. En god Højgruppe mindes jeg fra Blidstrup sønden for dette Sted. — Men to Steder er der, hvortil jeg bestandig vender tilbage, og hvor Indtrykkene af Skønhed for hver Gang synes at blive stærkere, det er Flade Bakker og Fegge-Klit, begge paa Øens nordlige, smalle Del, hvor Limfjorden med sine mange Arme spiller ind som et væsentligt Led i Landskabet.

Hele Turen fra Overfartsstedet ved Vilsund til Flade Bakker er en Oplevelse. Udsigterne fra Bakkerne paa Mors-Siden over den lange Sundarm mod Syd med alle de fremspringende Næs er altid vidunderlig — i dette let disede, gyldne Septembervejr efter Nattens Regn er den som en skøn Drøm. Alle Afstande forstørres af Solsløret, Bakker, Dale og Fjorde bliver af vældig Udstrækning set bag Forgrunden i dette frugtbare Land, som staar grøn og frisk mod de fjærne, taagede Sunde og Banker.

Mors er velforsynet med Færgesteder, som fra ældgammel Tid har dannet Forbindelse mellem Øen og Fastlandet over de mange, smalle Sunde — ved Øens Nordspids Feggesund, paa dens Vestside Vilsund og Næssund, ved dens Østside Sundet mellem Sillerslev og Nymølle, samt længere mod Nord Sallingsund med „Pinen" — det sidste det smukkeste af dem alle. Hvor mange Gange er jeg ikke paa min Cykle kommen østfra over Sallingland til Højderne ved Hjerk og Harre og har herfra set ud over dette udprægede, friske Limfjordslandskab, og siden stormet paa „Frihjulet" ned ad den 41 Meter høje, bratte Banke til den lave Odde, hvorfra Dampfærgen nu gaar mellem Glyngøre og Nykjøbing.

Alle disse Færgesteder ved Limfjorden var i gammel Tid lige saa berygtede for deres Farlighed, som de siden er bleven berømt for deres Skønhed. Under de primitive Forhold med de daarlige, aabne Færger hændte mange Ulykker, naar de af Kreaturer og Mennesker ofte overlastede Fartøjer trodsede Storm og Strøm, saaledes ved Hvalpsund i 1792, da Færgen sank med 23 Mennesker, 18 Faar og 36 Tdr. Sæderug. Kun 3 Personer reddede sig iland, flydende paa Aarerne. Hele

Resten af Mennesker og Faar drev iland som Lig. — Ogsaa ved Sallingsund gik det hyppigt galt. I 1735 gik en hel Færgefuld Stude med deres Roere under og omkom, og noget lignende hændte i 1800, da foruden en Studeflok 7 Mennesker druknede. 1 Maj 1844 sank Færgen over Feggesund med 6 Kvinder og 4 Mænd, som havde været til Begravelse paa Mors. 7 af dem druknede, deriblandt alle de 6 Kvinder. — Vilde man gennemsøge gamle Aviser og Retsprotokoller fra disse Steder, kunde man finde meget af den Slags.

— Solen bryder frem af og til gennem de drivende Perlemorstaager over det aabne, skovløse Land, mens Bilen langsomt og besværligt arbejder sig op ad Flade Bakker til deres højeste Punkt Salgjer Høj, denne 88 Meter høje Knude, som kun er en god Kilometer fjærnet fra Kysten, der synes at ligge svimlende dybt under dette Sted.

Baade paa selve Bakken og dens Omgivelser har man gjort et vellykket Attentat ved Opførelsen af en hæslig Restaurationsbygning, der ses helt ovre fra Thisted med sine hvide, ultramarinblaa og giftiggrønne Farver — en Rædselsbygning, der sammen med de hurtigt opvoksende Bjergfyrsplantninger er en Skændsel for Stedet. Hvordan kan dog Øens Befolkning være med til et saadant Hærværk!

Men endnu kan man dog trods Naaletræerne finde de pragtfuldeste Udsigter fra Bakketoppen, især hvis man kravler op i det dér anbragte Træstillads ved Generalstabsmærket. Omegnen er set herfra aldeles vidunderlig, ligefrem blændende ved sin ejendommelige og voldsomme Natur. Men der er det sarteste Farvespil over disse kraftigt formede Bakker og Dale, runde Kupler og bratte, dybe Fald, som i en lys og blød Pastel — Septemberdagens ædle Farver. Bakkernes blødt rundede Toppe staar med museskindsbløde Toner mod den disede Himmel. De sortbrogede Køer i Forgrunden ligefrem skærer i Øjnene ved deres Haand-gribelighed. — Ballebjerg paa Samsø, som er det eneste Sted, jeg kan sammenligne med dette, er svagt og ringe imod det, man her ser. Dette er større, højere, videre, mere vildt. Det er, som om Guderne selv har aandet paa dette Land, har løftet deres vældige Hænder over dets Bakker og Dale og ladet dem i et Glimt skue deres Sjæl.

Fastlandet derovre ved Silstrup Bakker er næsten borte i Disen og Solflimret, det drager som en Tonebølge gennem Sindet, blot som en Anelse af Farver.

Saa pludselig kommer en tung og tæt Taage drivende ind fra Bredningen, hvis Vandspejl bliver som Galde bag de mørknende Agre. Lyset slukkes, alle de glade Farver dør. Vandets Hvislen nede fra Stranden stiger til en Brusen under Bygen — det store og graa kommer nærmere, voldsomt som selve Asgaardsrejen.

Men Bygen trækker over med Hylen i et Nu — og den gyldne Soldis tager igen dens Plads for en Stund.

— Jeg gaar ned mod Stranden over lyng- og græsklædte Bakkefald, hvor alle Banker er runde som Halvkugler, men spredt kaotisk mellem hinanden. Helt nede ved Stranden staar de mægtige Klinter som i Trods ud mod Fjorden, Fæstningsværker med Farver i Gult, Grønt, Rødt og Blaat, de mærkelige Molersklinter, som strækker sig herfra helt ned til Hanklit. Underligt er det, at Betegnelsen „Klit“ er knyttet til disse Steder, „Feggeklit“, „Hanklit" og den fjærne „Skarre-klit“. Der er ikke Spor af Klit paa disse Steder, det er udprægede Klinter.

Her paa Stedet skyder deres Former sig som kæmpemæssige Bryster ud over Havstokken; deres vilde Farver taber sig i Toner efter Toner bag hinanden, mildere og blidere, indtil de til sidst er Himlen nær i Farve, højt svævende som Skyer oppe over Havets fjærne Flade.

En Hare rejser med et Rusk fra en Lyngtot foran mig og farer med skæve Spring over til Dalens modsatte Side. En Skovdue letter fra en lille Bakketop med klaprende Vingeslag. Engpibere letter i Mængde fra Markerne paa de vildeste, mest nøgne Bakker. Gang paa Gang trækker de forbi mig med en Lyd, som naar en Prop blidt og kærligt bliver gnedet mod en Flaske. Denne Idéassociation viser, at jeg maa være bleven tørstig. Jeg styrer mine Skridt mod Restaurationsbygningen, men med nedslagne Øjne.

Foran mig i Lyngen paa et af de ensomste Steder mellem Bakkerne ligger et rosenrødt Strømpebaand, aabenlyst og ugenert. Det er et af de mere sarte Spor af Civilisationen i Ødemarken. Maatte dets lille Ejerinde blomstre, mens det selv falmer!

Jeg følger Vejen mod Nordlandet fra Draaby Vig til Feggeklit. Over den lave Tange, som forbinder denne gamle Ø med Landet, ligner den aldeles en gammel, kunstig dannet Fæstning.

— Over Lagunerne paa Tangen og ved deres Bredder, hvor i de stille Vande den dystre „Fæstning" derude spejler sig, og hvor man i Spejlbillederne synes at kunne finde Kong Fegges gamle Borg, færdes Terner, Stormmaager og Ryler. Ude ved Yderstranden staar nogle Svartbagmaager og store Havmaageunger sammen med en Flok Kobbersnepper. Jeg hører Fløjt af Præstekraver, og af og til bæres Lyden af Regnspovers dybe Toner herned.

Det begynder at øsregne fra en Himmel, der lover at blive ved Dagen ud. Da jeg er kommen forbi Feggeklit og kører ud Sd den smalle Tange til Fegge-sund, er Klokken seks, og det begynder allerede at mørkne. En skypumpelignende Vandflod raser henover Landet, da jeg med Færgen flygter over Sundet nordpaa.

2-34

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela