OMKRING VISSENBJERG
For at faa den rette Stigning i de landskabelige Indtryk, naar man færdes ad den stærkt trafikerede Middelfart-Odense Landevej, bør man tage den i Retning fra Vest mod Øst. Den første Del af dens Omgivelser er ret kedsommelige, men Stigningen kommer hurtigt, og mellem Aarup og Rugaard naar man de første Udløbere af det kraftfulde Bakkeland, som i Vissenbjerg-Landskabet naar sin største Pragt.
Det er langtfra ved selve den berømte „Røverskov", at Landet naar sin Kulmination, og den, som dette Navn har fyldt med Forventninger om at møde et romantisk Landskab, vil blive skuffet. Hele Skoven, som i Udstrækning er ret lille og især ganske smal, gør nutildags trods sine stedvis meget anselige Træer absolut ikke noget imponerende og langtfra noget romantisk Indtryk. Ved det berygtede S-formede Vejsving, hvor forhen Røverne holdt til og spændte Snore over den gamle Kongevej, som dengang var en dyb Hulvej, er det eneste skrækindjagende, der nu møder Øjet, Rækker af moderne Cementvillaer og Iskageboder omkring den moderne Chaussé, og Røvernes Efterfølgere er jagende Bilister og knaldende Motorkørere.
Man skal Sydvest paa fra dette Sted og ud i de aabne Banker, fra hvis Tinder man ser vidt over den lave, moseagtige Forgrund, over Landsbyen Breds Tage, Aadalen bag denne og milelangt mod Syd, hvor i det fjerne den mægtige Frøbjerg Bavnehøj staar som en Skybanke i Horisonten. Det er en vidunderlig Plet, disse bratte ensomme Ørkenbjerge med det sparsomme Græs over den sandede og stenede Grund, men med det vide Udsyn over dybe, frodige Dale, hvor det græssende Kvæg ser ud som smaa Biller, der er tøjret paa Række, og hvor Smaa-lunde, levende Hegn og fjerne Skove indrammer Marker og Enge, saa langt Blikket naar.
•— Men her i dette rolige og fredelige Landskab lever endnu bestandig Sagnene om Røverbandernes Bedrifter, ikke alene om de professionelle Ugernings-mænd, der holdt til i Vissenbjergs tykke Skove, men endogsaa om Sognets egne Beboere, der ikke gav dem meget efter. Vedel Simonsen siger, at Fyen ganske vist var Danmarks Hjerte, men at Landet selv havde gjort det til en Røverkule.
Det menes, at de Vissenbjerg Røvere oprindelig stammede fra bortrømte svenske Soldater; men Banderne hentede utvivlsomt siden sine Rekrutter blandt al Slags lovløst Pak. Der var i forrige Tider tre Ting, den rejsende bad Gud bevare sig for: „Korsør Gryde, Vissenbjerg Gyde og den sorte Jyde." — Dermed mentes den elendige Mad i Korsør, den bugtede Hulvej gennem Vissenbjergskoven og den sorte, jydske Hede.
Tilsidst drev Stratenrøverne paa Vissenbjerg det saa vidt, at man næppe ved højlys Dag kunde færdes uanfægtet ad Vejen, og utallige Beretninger fandtes om de Rædselsgærninger, som Banditterne med koldt Blod gjorde sig skyldige i, indtil efter Sagnet en Pige, som var Kæreste med et af Bandens Medlemmer, blev Skyld i, at man endelig fangede og udryddede den.
Thiele siger i sine „Danske Folkesagn" 1818: „Endnu vises omtrent nogle hundrede Skridt Norden for Kirken i den saakaldte Vissenberg Gyde et stort Uføre, i hvilket der for kort Tid siden er fundet mange sønderbrudte Vaaben og alskens Myrderedskaber, og siges samme Uføre at have været Røvernes Hule.“ —
Ogsaa L. M. Wedel, fandt for hundrede Aar siden Spor af Røverhulerne nær den lange, bugtede Hulvej, og for en god Menneskalder siden laa endnu i Vissenbjerg Sogn den berygtede „Skomagerkro", hvor Banditterne havde Tilhold, indtil de blev overrumplede og uskadeliggjorte.
Det var langtfra dem alle, der blev fanget og maatte strække Hals; Størsteparten undslap, og de forsvandt alle sporløst og pludseligt fra Egnen. Men samtidig hørte man visse Steder hele Landet over Folk snakke om, at der pludselig kunde dukke en fordægtig Person op, som slog sig ned paa Stedet, holdt sig for sig selv, levede stilfærdigt og indesluttet og ernærede sig som Haandværker eller Daglejer. Hvorfra han kom, vidste ingen. Men der var bestandig noget fordægtigt og sky over ham — og han snakkede Fyensk.
— I ingen af disse nedskrevne Beretninger har jeg kunnet finde det mindste, som tjente til at tidsfæstne dem. Men da jeg besøgte Otterup ude paa „Sletten", blev det her fortalt mig, at den sidste af Vissenbjerg-Røverne døde omkring Aar 1900 som ældgammel Mand i Byens daværende Stiftelse, en lille Bygning, som endnu findes nær Kirken. Folk, om hvis Paalidelighed der ikke kan tvivles, paastod, at Manden, hvis Navn naturligvis skal forties her, i sin tidligste Ungdom havde været aktivt Medlem af Banden i Vissenbjerg Hulvej.
Skade, at jeg ikke er kommen til Otterup for bare 30 Aar siden! Den Karl vilde jeg gærne have mødt. —
Ad Vejen fra Vissenbjerg mod Øst til Skallebølle og herfra ad en Bivej mod Syd kommer jeg gennem et voldsomt formet Land, hvor skovklædte Aase veksler med frodige Dale — et Landskab, der minder om det sydlige Østjylland, og som hurtigt gaar over i aabne, vældige Banker, hist og her med lidt Lyng paa en forblæst Bakketop, og gaaende i bratte Styrt ned mod dybe, mosefyldte Lavninger — et af de uroligste Landskaber, jeg kender. Paa et Areal af omtrent 9 □ km svinger det sig paa seks Steder op til Højder fra 104 til 123 m. Et ægte Morænelandskab, formet af Bræen under dens Tilbagetog, og fra hvis Toppe der er Udsigter saa vide og prægtige, at ikke engang det vidt berømte Frøbjerg kan kappes med dem. Det er det 123 m høje „Store Ernebjerg“ eller „Dyrebanken“, af de stedboende Folk kaldet „Pilebanken“, som landskabeligt bærer Prisen blandt alle Fyens Bakker1).
Overalt, hvor Vejen hertil løfter sig en Smule, havde jeg haft vide Udsigter fra det store Højland over de vældige Slettelande i Nord, Øst og Syd. Men disse Ind-
J) Maa ikke forveksles med det 1 km. nordligere liggende „Dyred“, som kun er 110 m. højt.
tryk bliver ringe i Sammenligning med den Aabenbaring, der møder En paa Erne-bjergs Top. Alt, hvad jeg mindes om Øen, svinder ind til Smaatterier sammenlignet med dette. De umaadelige, blaanende Sletter, en Fjærnhed af Lande, ligger som et grænseløst Hav bag en Forgrund, der er en Mil bred og yderst staar som en stejl Kyst ud mod disse dybe, endeløse Vidder.
Paa den bratte, lyngklædte Knold, hvor jeg staar, holder alle Sommerens Smaablomster Stævne, en Forsamling saa broget som al Landsens Almue i Folkedragter: Krageklo, Blaaklokke og Blaamunke, Perikum, Røllike og Kællingetand, mens Rødbynken rager som Garderkarle i Gala op over Mængden. Himlen er skyfri og blaa, den varme Vind hvisker sagte gennem Generalstabstaarnets Træværk over mig. Humlebier tumler døddrukne forbi paa Vej fra ét Sold i Dalen til det næste. Hvide Sommerfugle er gaaet i Drift med Vinden, altid to og to sammen, saa tæt, at Blomsterne forgæves aabner sine Kalke for dem.
Paa Sydskraaningen af Bjerget ikke langt fra dets Top findes endnu den engang saa berømte Helligkilde Set. Helenes Kilde. Det er ikke usandsynligt, at dens Navn simpelhen er afledt af „Hellig-Kilde", en meget almindelig Forvanskning af et Fællesnavn, som er bleven til Egennavn i Tidernes Løb.
I Kildens Nærhed træffer jeg en gammel Kone, som gaar og nusser om to Køer, der staar tøjrede paa det sandede Bakkehæld. Konen fortæller mig, at Køerne og hun selv tilhører Boelsmand Hans Olsen paa Livstid, og at det er paa hans Mark, Kilden findes. Køerne er ved at blive vandet, hvad der sker ved et Trug nær Kilden, hvis Vand synes at smage dem fortræffeligt — i Fællesskab halvtømmer de det store Trug. Men Vandet i den gamle Kilde rinder ogsaa endnu troligt og samler sig i den lille stensatte Brønd; det kommer ud af Bakken saa krystalklart og himmelsk rent, som da det forhen helbredte de fromme Pilgrimme. Lige friskt sprudler det, skønt dets Opgave nu kun er at vande Hans Olsens to røde Køer. Men det er jo ogsaa smukt. Køerne er glade for det, og det giver god Mælk, Helsen og Sundhed til dem selv og Hans Olsens. Er det ikke Helligdom og Mirakkel nok!
Paa Vej herfra henimod Frøbjerg Bavnehøj kommer man gennem et voldsomt formet Land med mange anselige Højder, kulminerende i Bavnehøjen, som med sine 131 m er Fyens største Højdepunkt. Efter Besøget paa Store Ernebjerg skuffer det mig, trods sin større Højde. En stor Del af Skylden for dette bærer de ækle, meningsløse Granplantninger, som skyder op paa Stedet, der mere end de fleste andre burde skærmes mod Overlast. Mens selve Bavnehøjen er kratbevokset med smukke naturlige, lave Vækster, som intetsteds hindrer Udsigten, og mens Bakken Vest for den kun er græsgroet, er den vestligste Top dækket af Granskov, der som en hæslig Mur hindrer enhver Udsigt til denne Side og virker fremmedartet og uharmonisk i dette udpræget ødanske Landskab. Alene Stedets Navn burde have skærmet det mod et saadant Udslag af Barbari.
„Frøbjerg" er Frøys Bjerg eller Frejs Bjerg, efter Navnet paa Frugtbarhedens Gud, Søn af Njord og Broder til Freja. Baade sønden og norden for Stedet har man „Njords-Høje", hvad der maa synes et sikkert Bevis for, at disse Steder har været viet til Dyrkelsen af Guddommen. Endnu saa sent som i det 10. Aarhun-drede har man Beretninger om denne ægte hedenske Foraarsfest fra Gammel Up-sala, som var Frejdyrkelsens Hovedsæde i Norden, og hvor en ung Præstinde førtes i festligt Optog gennem Viets Omraade. Men allerede Tacitus beretter
(i I. Aarh. efter Chr.) i sit Skrift „Germania“ om denne nordiske Højtid, hvor en Præst modtager den unge Præstinde, som ager i en med Køer forspændt Vogn til den hellige Lund, mens alt Folket fester, og alle Vaaben hviler. Efter Festen bades Præstinden samt hendes Klædning og Vogn i en hemmelig Sø. Vognen, som ingen menneskelig Haand siden maa røre, sænkes i Søens Vand, og de Trælle, som har ledsaget Præstinden, druknes deri. Den romerske Historieskriver henlægger Skuepladsen til „en Ø i Oceanet", hvor en Gudinde Nerthus (det urgermanske Navn for Njord) dyrkes af Anglerne og seks andre Folkeslag, som bor „mellem Elben og Havet". Man har gættet paa Sjælland og Rugen som Sædet for denne Kultus. — Det ligger saare nær at tro, at denne Gudsdyrkelse ogsaa har haft et Hovedsæde her paa Fyen.
Kommer man til Frøbjerg — der stadig er viet til Folkefester — paa en Dag, hvor en saadan afholdes, og bliver Vidne til det Liv, der udfolder sig mellem Granerne omkring Flagstangen, hvor Ølflasker, Konservesdaaser, Madpapir og hvad værre er dækker Jordsmonnet, da er det svært at forestille sig, hvordan her har set ud paa én af de tidlige Foraarsdage, da den unge Præstindes Vogn, trukket af de ubære, hellige Køer, satte sine Hjulspor i den samme Jord, som dengang var viet til de høje Guder. Det synes at være gaaet stærkt tilbage siden hine Dage.
Den mandlige Njord og den kvindelige Nerthus har sandsynligvis oprindelig været en Dobbeltskikkelse, et mandligt og et kvindeligt Væsen, forenede i en Frugtbarhedsgud, og saaledes træffer vi dem bevarede til vore Dage i Folketro og Folkeskik — omkring Majtræet dansede de som Gadebassen og Gadelammet. Det er Vaarbrudeparret, Frugtbarheden symboliseret ved Foreningen af de to Køn. Paa Als foregik Majgildet endnu i vor Tid saaledes, at under Spisningen, hvor Hovedmaaltidet bestod af Flæsk eller Skinke, gik „Majglasset" rundt fra Mund til Mund, ligesom Gæsterne smykket med Foraarets smukkeste Blomster; og Værten maatte traditionsmæssig holde en Tale, i hvilken han viste, hvorledes Guds Almagt kommer tilsyne i Løvets og Blomsternes Pragt og Skønhed. — Det er det rene Hedenskab med Gildesflæsk og blomsterkranset Gildesbæger, bevaret til vore Bedstefædres Tid!
Jo længere jeg færdes i Egnen omkring Aarup, jo mere forbauser den mig ved sin Skønhed. Tager jeg fra dette Udgangspunkt mod Sydvest over Hjerup, finder jeg mellem denne By og „Pindsende" et fortrinligt Højdepunkt, /ariebjerg, aabent og med fremragende Udsigt over Land og Belt. Og Syd for Kohave Skov, hvor Gaarden „Mølleknappe" ligger gemt mellem Træerne, finder jeg atter et storslaaet og mærkeligt kaotisk Bakkeland, hvor store Jorddynger vælter sig mellem hinanden, omgivende den mægtige Slugt, som fra Aarup strækker sig en hel Mil i sydvestlig Retning, og paa hvis Bund den lille Brende Aa snor sig. Nogle af disse bratte Banker virker med deres lyngklædte Sider fuldkommen jydsk. Ikke alene ved sin Skønhed, men ogsaa ved sine Modsætninger overrasker denne Egn mig. Det er Østen og Vesten, som mødes her, de midtfyenske Idyller mod det aabne Bakkelands Barskhed.
Men desværre — ogsaa denne Egn har Gransygen smittet, ogsaa hertil har Forst-Uvæsenet udstrakt sin Virksomhed paa meningsløs Vis. Smaa og store Granklatter ligger som et ækelt Spy over selv de smukkeste Steder. Fra Toppen af Bakkerne og ned til den sorte, sumpede Mosejord i Dalene ser man stedvis Granernes ækle Konturer og fremmedartede, smudsige Farver.
— Ved „Aastedet", hvor Vejen fra Aarup til Knoldehuse skærer Aaløbet nede paa Dalbunden, er et af de mest uberørte Steder i dette fra Naturens Haand romantiske Landskab, hvor Kløftens nøgne Skrænter staar som høje skærmende Mure paa begge Sider og værner den smalle Dalbund mod alle Vinde og tilsyneladende mod al Verdens Ondskab, mens Aaen vandrer gennem Lys og Skygge mellem Træerne i denne yndige Dal, hvor kun venlige Aander synes at have tilhuse — en Modsætning til de haarde Banker, som indrammer den.
Fra Vejen over disse, især paa Strækningen mellem Kertebo og Fauerskov, har man det omvendte Billede: Forgrundens forblæste, skaldede Knuder, og dybt under disse Dalens Slyngninger, hvor Aaen rinder ud og ind under de frodige Trægrupper.
Og en Vrimmel af smukke Bønderboliger finder jeg langs Vejene og i Landsbyerne : Her er altfor overvældende meget — det er ikke muligt at faa det med altsammen. Man har Lyst til hvert Minut at standse for at dvæle paa et nyt og skønnere Sted.
— Mærkeligt, at denne Egn omkring Aarup er saa lidt omtalt, saa lidet kendt! Naar undtages de berømte Steder Vissenbjerg, Store Ernebjerg og Frøbjerg finder man næsten ingen Oplysninger om denne Egn, som med Hensyn til landskabelig Skønhed er saa fremragende. Men det gælder her som alle andre Steder: bort fra Hovedvejen, ind paa de snævre Stier til „de nedrige Steder!"
I Ørsted Kirkes Vaabenhus fandt jeg den berømte Runesten fra Midten af 12. Aarhundrede med Billedfremstilling af en Ridder med Skjold, ridende paa en Løve, som vender sit Gab imod ham. Stenen bærer denne Inskription: Eskil paa Gaarden udhuggede Samson, han dræbte Dyret. — Det er en meget ejendommelig Billedsten og særdeles smukt behandlet; men desværre er Opstillingen, som lader Lyset falde fra Døren plat paa dens Billedflade, saa uheldig at man vanskeligt kan se Formerne i det overordentlig skønne Relief. Den burde absolut flyttes hen paa en af Sidevæggene. Runerne er trukket op med sort Maling, hvad der ser hæsligt ud.
Fra Ørsted tog jeg til Barløse, hvor jeg efter noget Besvær fandt det Sted, hvor Maleren Dankvart Dreyers Gaard har ligget ved Vejen ligeoverfor det største af Byens to Gadekær. Det er forsvundet allerede omkring 1864; men et ældgammelt, stort Æbletræ staar endnu paa Grunden yderst mod Vejen, sikkert mindst sine Hundrede Aar gammelt. Det maa have staaet i Kunstnerens Forhave og er det eneste stedlige Vidne til hans sidste ulykkelige Leveaar, da han, som var en af Eckersbergs talentfuldeste Elever og er én af vore ypperste og fornemste Landskabskunstnere, trak sig tilbage hertil kun 25 Aar gammel og levede mere og mere som Bonde, indtil han elleve Aar senere døde som et stakkels fattigt og mismodigt Menneske.
Men det gamle Æbletræ bugner af Frugt, endnu lige saa friskt som hans fine Kunst. Og overfor Stedet, hvor han levede sine sidste sørgelige Aar, ligger det store Gadekær omgivet af de skønne Bønderhaver, hvis Træer det spejler sammen med Kirkens gamle Taarn — et Billede, som han daglig har haft for Øje, og som maa have glædet hans følsomme Kunstnersind.
Byen rummer endnu en Mængde dejlige Bygninger, saaledes den anselige „Barløsegaard", som ligger paa Gadekærets modsatte Side, og hvis Stuehus er en ren Pragtbygning af Bindingsværk med fortrinlige Kviste baade mod Gaards-plads og Have.
Hvad Befolkningstypen angaar, da afviger den i disse vest- og midtfyenske Egne ikke stort fra den, jeg hidtil har mødt paa Øen. Det har forbauset mig, at fremmed Indblanding gør sig saa lidet gældende, skønt Øen har været forholdsvis meget hjemsøgt af Folk af fremmed Afstamning. Beretninger baade fra Svenskekrigen og den store nordiske Krig viser, at i begge Tilfælde er svenske Soldater, for det meste Fanger og ofte hvervede Tropper af fremmed Race, bleven bosiddende paa Fyen, og at adskillige af dem har giftet sig og avlet Børn. Da Magnus Stenbock i 1713 havde overgivet sig i Tønning med en Hær paa 11,000 Mand, blev denne sendt i Krigsfangenskab til Danmark, og en stor Del af Hærens Folk anbragtes rundt om paa Fyen for aldrig mere at forlade Øen, hvilket vises af Provsteberetninger fra Tiden. Vendernes Oversvømmelser i Middelalderen, og selv Spaniolernes Indkvartering i 1808 har yderligere blandet Øens Befolkning. Men selv om man søger grundigt, er det forholdsvis sjældent, at man støder paa Folk med udpræget fremmede Træk.
Jeg begyndte allerede paa dette Tidspunkt af min Rejse at kunne danne mig et Billede af Gennemsnitsfyenboen, og det blev ikke ændret siden. Disse Bønder er gennemgaaende ikke af høj Vækst, men tætte og kraftigt byggede. Jordens fortrinlige Bonitet spores sjældent paa dem, de er ret ofte magre. Det er Slidere, som ikke nyder Landets Velsignelser gratis, omhyggelige, disciplinerede Bønder, gesvindte Folk, som herser med det gode, de har faaet, for at gøre det endnu bedre. De Frasagn, der gaar om Fyenboens utrolig mange Maaltider — indtil 8 å 10 i Døgnet — stadfæstes ikke af Mændenes Ydre. De er vimse Folk, som er paafærde tidlig og silde. Jeg mindes Historien om den fyenske Pige, som blev advaret mod en Karl med de Ord: „Ta dej iagt for Hans, han er saa adræt!“ — Det er Adræthed i enhver Henseende, som præger Fyenboens Ydre og Væsen.
Kvinderne ser i Almindelighed langt mere ud til at være i Nærheden af Madgryderne. Jeg træffer faa Bønderkvinder i Alderen fra 40 og opefter, som ikke er altfor velnærede, skønt de uden Tvivl er lige saa myreflittige som Mændene. De har sjældent disses udpræget skarpskaarne Ansigtstræk med den let krummede Næse, er ikke saa fine i Trækkene, hvad der sikkert ofte skyldes deres Trindhed. Der er her kun Tale om de modne Kvinder, og hovedsagelig dem i midt- og sydfyenske Egne. Betegnende er det, at jeg engang i min Nød for at finde en Model henvendte mig til en ældre Læge, som har virket paa Øen al sin Tid, og bad ham give mig Anvisning paa en typisk Bondekvinde, som jeg kunde tegne. Da jeg Dagen efter kom igen, efter at han havde ransaget sin Hjerne omhyggeligt, gav han mig en Adresse. Og da jeg traadte ind i Gaarden, fandt jeg en tohundredpundig Kvinde paa syv-otte og fyrre, for hvem jeg efter nogen Tøven fremførte mit Ærinde. Hun saa paa mig med et mistænksomt Blik — det maatte da vist være for Grin, dette Forslag! Og hun kviede sig saa meget, at jeg maatte opgive det.
Men Lægen havde Ret, hun er typisk. For Resten havde hun et baade smukt og indtagende Ansigt med et vindende Smil og nogen af de mildeste Øjne, jeg har set. Manden var sammenlignelsesvis en næsten forfinet Fremtoning, svarende til den Type, jeg foran har beskrevet. — Det gaar mig her som næsten alle Steder, det er de ældre Mænd og de unge Kvinder, der bærer Prisen baade som de mest karakterfulde og de smukkeste. Men naar jeg ser en af disse unge Piger, der er som en Aabenbaring, et lille yndefuldt Digt — men om femogtyve Aar vil materialisere sig som sidste forøgede Udgave af Frøken Jensens Kogebog, „dann muss ich weinen bitterlich“ over Livsens spøgefulde Ondskab.
Den vældige Lade paa Ellegaard, Fønsskovhalvøen.
Kælderen under Ellegaards Ladebygning, Fønsskovhalvøen.
Udsigt fra Bakker Vest for Vissenbjerg over Brede Landsby mod Skydebjerg.
Eg i Sparretorn Skov, omklamret af en vældig Vedbend.
Langesø set fra Øst.
Set. Helenes Kilde paa Sydsiden af Store Ernebjerg.
„Aastedet“ i Brændeaadalen ved Aarup.
Fyen. Det store Gadekjær i Barløse, set fra Stedet, hvor Danqvart Dreyers Gaard har ligget. I Baggrunden Kirkens Taarn.