De Danskes Land -- Achton Friis

OMKRING SLAGELSE

Efter et Par Dages Storm og Regnskyl smiler Solen atter bredt og huldsaligt fra en Himmel, hvor den ikke tillader selv den mindste Sky at vise sig. De sidste Dage af Juli blev stille og klare, og i det Vejr saå jeg det friske Landskab omkring Slagelse, nærmere betegnet de vide, bakkede og skovløse Egne, som strækker sig Sydvest for Byen til Korsør Nor og helt op til Reersø i Nordvest, et herligt Strøg at befærde efter Opholdet i de store Skovegne ved Sorø.

Lige i Byens sydlige Udkant ligger de prægtige Ruiner af det gamle Antvorskov Kloster, som opførtes omkring 1170 under Vandemar d. Store og som i sin Tid var et af Landets rigeste Klostre, Hovedsædet i Norden for Johanniterridderne, den berømte Korstogsorden, hvis Mærke med det hvide Kors paa den røde Grund fulgte Ridderne paa Togene mod Ester og Vender, det som siden hen blev Landets Flag.

— Ruinerne af det gamle Kloster dækker et vældigt Areal, tiltrods for at alt, hvad der er synligt, kun er Dele af enkelte Udbygninger, mens Ruinen af Klosterkirken er skjult under Jorden i den nuværende Herregaardshave. Hvad der stærkt fremhæver Stedets Skønhed er den rige Bevoksning af alle mulige Trævækster, der gør Ruinen til én af de mest maleriske i Landet.

Klosteret maa landskabeligt have haft en vidunderlig Beliggenhed. Endnu er den milevide Udsigt herfra over de bølgende Jorder og de lavere, rige Marker saare smuk, især mod Sydøst, hvor Slots-Bjærgbys Kirke 7* Mil borte troner paa sine vældige Højder — et Billede paa idel Fred.

At Fred og Fordragelighed, selv i Klostertiden, ikke har været ubrudt paa dette yndige Sted, faar man en lille Mindelse om, naar man følger Vejen herfra blot en god halv Mil mod Syd. Her staar tæt sønden for Sludstrup, hvor den nyanlagte Vej fjærner sig fra den gamle Vejforbindelse mellem Slagelse og Skør-pinge, et af de to berømte Trækors, rejst over et Par Munke herfra Klosteret, som dræbte hinanden. Det staar kun faa Meter fra Vejen paa Skørpinge Mark og rager med sin Top op over en frodig Hvedeager. Og ad den gamle Vej, som i en Bue følger den nye lidt vestligere, kommer man omtrent en Kilometer fra dette Sted ned i et stort Dalføre, hvor Drabet fandt Sted. Dalen er vandholdig og sumpet med højt Græs og nogle forblæste Buske. Her staar det andet Kors nede hvor Dalen er dybest. Jordsmonnet omkring det gynger under Ens Trin og Vand vælder op over Støvlerne. Et næsten cirkelformet Væld, „Set. Brixii Kilde", findes et Par Meter herfra.

Paa dette Sted, som virker sært og uhyggeligt, fandt Drabet Sted efter Sagnet,

der lyder saadan: To Brødre, som begge var Munke i Antvorskov, var paa samme Tid forelsket i en ung Frøken paa Herregaarden Falkensten, det gamle Pebringe, i Gjerlev Sogn. Engang mødtes de her i Dalen, just da den ene havde været paa Besøg paa Herregaarden, mens den anden var paa Vej dertil. De blev Uvenner og kom i en heftig Strid, under hvilken den ene dræbte den anden. Selv haardt saaret flygtede Drabsmanden fra Stedet, men naaede ikke langt, før ogsaa han sank til Jorden og døde af sine Saar. Paa hvert af de to Steder, hvor man fandt deres døde Legemer, rejstes et Kors. Og Sagnet tilføjer, at hvis disse Kors falder, da vil hele Besætningen paa Herregaarden dø. — Og de er bleven rejst paany lige til den Dag idag!

Fra disse lave Strøg stiger Landet bestandigt hen mod Slots-Bjærgby. Man faar hurtigt et kraftigt Indtryk af hele dette Landskab Sydvest for Slagelse, og det synes at vokse i Styrke, jo længere man færdes i det. Hyppigst er Terrænet uroligt og bakket, og undertiden kommer man op i saa store Højder, at man overskuer Størstedelen af Sydvestsjælland, ja i klart Vejr ser helt over Storebelt til Fyenskysten. Det er for det meste et skovløst Land, og paa mange Ting mærkes Vestkystens Nærhed, de gode Hvedemarker brydes ikke sjældent af fattige Agre.

Ved Slots-Bjærgby naar Landet sin største Skønhed paa det store Bakkedrag, hvor to svære Broncealderhøje, vistnok de anseligste Gravhøje i Landet efter Jel-linghøjene, kroner Aasens Top. Det er Hashøj og dens lidt nordligere liggende Nabo Galgehøj, hvis kunstfærdigt jævnede Top, som har en Grundflade paa ca. 20 m’s Diameter, ligesom Navnet viser dens Anvendelse i nyere Tid. Her er utvivlsomt en Mængde Forbrydere begravet ovenover de Godtfolk, som Højen oprindelig husede.

Fra Hashøj, som er nogle faa Meter højere end denne og som endnu har sin prægtige regelmæssige Form, er Udsigten videre og smukkere. Set herfra virker Egnen som den mest storslagne i hele Sydvestsjælland med den milevide Udsigt over det aabne Bakkeland. Svendstrup Strand synes ganske nær fra dette høje Stade, ja selv Korsør Nor ses tydeligt herfra. Halvanden Mil i Sydvest rager Boeslunde Kirke op som en fin Silhouet øverst paa sin store Bakke. Lige i Øst, blot et Par Hundrede Meter borte, hæver Slots-Bjærgby Kirke sig over Byens vældige Haver, der synes tætte og høje som en Skov, bag hvilken de lave Flader synes af uendelig Udstrækning.

Vort største Guldfund fra Broncealderen er fremdraget af Jorden i 1817 kun 1000 Alen Syd for Hashøj. Det var to svære Guld-Armringe, ca. 2500 Aar gamle, som nu findes i Nationalmusæet. —

„Slots-Bjærgbyhøjene“, som de to Gravsteder almindeligvis kaldes, er de to første af vore Oldtidsminder, som er fredet paa Bondejord. Dette skete i 1871, efter at Godsejerne allerede 20 Aar tidligere havde gjort de første Skridt til Bevarelse af saadanne Fortidsminder.

— Slots-Bjærgby er en yndig gammel Landsby, der hygger sig omkring sin smukke, store Kirke, fra hvilken man har omtrent lige saa vid en Udsigt som fra de to Oldtidshøje ved dens Vestside.

— Ikke langt fra Byen i Nordnordvest findes den meget omtalte og mellem Egnens Beboere berygtede Jættestue Rævebakken. Den ligger paa en skarpformet Aas, der som en Øgleryg hæver sig over et bredt Dalføre.

Helt op til den sidste Tid har Rævebakken givet Anledning til megen Overtro paa Egnen. Den gamle Pæ Pæsen, som for et halvt Hundrede Aar siden ejede den Gaard, paa hvis Jord den ligger, og for hvem Højen engang havde vist sig staaende paa fire gloende Pæle, hægede og fredede bestandig om den og havde da ogsaa i et og alt Held med sig lige til sin Død. Og det samme var Tilfældet med hans Eftermand, der viste et lignende Hensyn overfor Højen. Men en senere Ejer formastede sig til at grave i dens Side og fandt nogle Skeletter i dens Indre. I 1914 undersøgte Nationalmusæets Folk Gravkamret, som viste sig at indeholde Skeletdele af ca. 70 Individer — et af de største Gravfund i sin Art i Landet.

Men de gode Folk, som havde advaret Ejeren af Højen mod denne Brøde, fik nu Ret. Fra det Øjeblik, Gravfreden var bleven krænket, var der ingen Ende paa de uhyggelige Tildragelser, som ramte denne Bonde, ja selv en Mængde andre af Omegnens Beboere maatte undgælde. Heldigvis synes Nationalmusæets Folk hidtil at være bleven sparet. — Men Ejeren, som forhen havde et tilsyneladende arveligt Held, der havde fulgt hans Forgængere, hjemsøgtes nu af allehaande Ulykker paa Kreaturerne og sin Familie, og han forlod snart efter Stedet som en forarmet Mand. Langtfra tilfreds hermed hjemsøgte de mystiske Magter hele Naboskabet. En ren Epidemi af Selvmord raserede Sognet og en af dets Nabobyer; ogsaa nogle Tilfælde af Sindssyge paa Egnen blev ganske naturligt sat i Forbindelse med denne Brøde. Ligfald, Benbrud og mange andre Former for Elendighed og Ulykke ramte baade høje og lave. Gaardens skiftende Ejere -— det var op mod en halv Snes — forlod den alle efter kort Tids Forløb.

Disse Hændelser tog som sagt deres Begyndelse saa sent som i 1914. Men heldigvis har de Væsner, som værner Stedet, nu indstillet Forfølgelsen, og Stedets sidste Ejer, som skærmer om Højen og altid omtaler den med Ærbødighed, synes at have arvet dens gamle Beboeres Held i Alverdens Ting.

— Jeg var inde i Rævebakkens Gravkammer. — Det er usædvanlig svære Sten, som er anvendt til dets Bygning. Stort og rummeligt er det med en anselig Indgang, og det har utvivlsomt ligesom andre Grave af lignende Art været anvendt som Begravelsesplads gennem nogle Hundrede Aar.

— Egnen trindt omkring Slagelse vrimler med Fortidsminder og Sagn. Det mest kendte af de sidste er knyttet til „Hvilehøj“ nær Landsgrav By med det smukke Krucifiks, som er rejst paa den ene af de fire store Oldtidshøje, der ligger i en næsten ret Linje paa et anseligt Højdedrag, hvorfra der er vældige Udsigter mod Syd, Vest og Nord over lave Flader og til Musholmsbugten, som er l¹/* Mil borte, men herfra synes ganske nær.

Sagnet om „Hvilehøj“ eller Hellig-Anders Høj er opstaaet af en Blanding af hedensk Tro og Legendestof. Hos Thiele lyder det saaledes:

I Slagelse levede 1205 en Præst ved Set. Pederskirken, og hans Navn var Hellig-Anders. Han sejlede selvtolvte til det hellige Land. Men da Tilbagerejsen var for Haanden og hans Stalbrødre fik god Bør, vilde han dog ikke rejse, før han havde hørt Messen i Joppe. Da denne var endt, var de andre allerede rejst, og han stod med Bedrøvelse ved Stranden og saa Skibet sejle bort. Da kom der én ridende paa Vejen og bød Anders at sidde op, og som de red tilsammen, faldt han i Søvn i den Fremmedes Arme. Da han igen vaagnede og saå sig om, undredes han svarligen, thi han fandt sig paa en Høj udenfor Slagelse, og havde dog alligevel været baade hos Set. Jacob Compostel i Portugal, hos Set. Oluf i Trond-hjem og paa flere hellige Steder. Der hengik lang Tid, førend de andre, som havde forladt ham i Joppe, kom tilbage til Danmark, og alt Folk undredes høj-ligen derover.

Han var saa hellig en Mand, at han kunde hænge sin Handske paa Solens Straaler, fik derfor stor Anseelse og blev Slagelses Skytspatron. Højen, hvor han var opvaagnet, fik Navnet Hvilehøj.

Det vides ikke, hvornaar det første Kors er rejst paa Højen, men utvivlsomt er det sket allerede i det 13. Aarhundrede, og sandsynligvis er det stadig bleven fornyet, naar det forfaldt. Engang omkring 1730 hengik der for lang Tid, inden Fornyelsen fandt Sted, og Følgen blev stor Sygdom og Dødelighed blandt Kvæget paa Egnen. I 1762 hændte det samme, og netop dette Aarstal findes paa det nuværende Kors og viser dets Alder. I 1900 er Korset restaureret af National-musæet; Højen frededes i 1875.

— Egnens Bønder er nuomstunder ikke mere overtroiske end andre Steder i Landet. Men omkring 1850, da Banen Roskilde-Korsør anlagdes, blev der anvendt en Del fremmede Arbejdere, deriblandt nogle „Sydlændinge". Naar disse efter endt Arbejdsdag gik hjem og ved Aftenstid passerede Korset paa Hvilehøj, standsede de altid et Øjeblik, blottede Hovedet og bad en kort Bøn. Hvilket Folk undrede sig saare over.

Den gamle Landevej til Korsør gik som Modsætning til den ny ganske tæt forbi Højen paa dennes Nordside og ned til Vaarby Aa, hvor en Bro førte over paa et Sted, som kaldtes „Hulken" omtrent 300 m Nord for den nuværende Vaarby Bro. Ad denne Vej maa den unge Oehlenschlager være kommen, da han i 1804 drog ud paa sin „Langelandsrejse" og her hilste dette yndefulde, sjællandske Sted med disse Ord:

— Og bedre kunde det jo ikke gøres.

Den næsten 4 Mil lange Vaarby Aa, som udspringer helt nede i Egnen mellem Venslev og Fyrendal, løber heroppe gennem et Dalstrøg, som er indrammet af lave Banker. Den anselige Strøm øger i betydelig Grad Vandmængden i Tude Aa, som efter denne Tilvækst bliver et næsten flodlignende Vandløb.

De to Vande har spillet en betydelig Rolle som Færdselsaarer allerede under Danmarks første Bebyggelse. Tude Aa og Vaarby Aa er et Par af de Hovedveje, som benyttedes i hine fjærne Tider, da disse Vandløb har været noget bredere og mere vandrige end nu. Helt op i Vikingetiden har de været befærdede af forholdsvis store Fartøjer, hvad vi f. Eks. har et Bevis for i det Vikingeskib, der er fundet Rester af ved Pine Mølle.

Paa den „Tveje", som Landet danner, hvor Tude Aa og Vaarby Aa flyder sammen, har Nationalmusæet gjort et Fund af en saa ejendommelig Art, at det intet Sted i eller udenfor Danmark har noget Sidestykke. Det er det iøvrigt længe kendte Trelleborg Voldsted, som i lange Tider har været fredet, men som først ved de sidste Par Aars Udgravninger har givet et, selv for Musæumsfolkene, ganske overraskende Resultat. Volden antoges hidtil at have samme Oprindelse og Bestemmelse som alle andre kendte Ringvolde her i Norden og udenfor denne, nemlig at have været en „Folkeborg" eller Bondeborg, anlagt i sen Oldtid eller tidlig Middelalder af Omegnens Befolkning, for at denne i Ufredstid kunde samle sig her til Værn mod Fjender, saaledes som f. Eks. Madstedborg i Thy, Volden i Hourum Sogn i Viborg Amt eller den for ikke længe siden fundne Vold i Borre-mose i Himmerland — en Form for Anlæg, som aldrig nogensinde før har vist Spor af oprindelig Bebyggelse.

Lige i den spidse Vinkel, som de to Vandløb danner, ligger den vældige, fuldkommen cirkelrunde Vold, som forneden naar en Bredde paa 25 m og en Højde paa 10 m, omsluttende et Terræn, der hæver sig noget over de omgivende, lave Marker, men er lavere end Voldens øverste Rand. Denne runde Plads, som er 3 Tdr. Land stor og ganske jævn, var, da jeg besøgte Stedet i Sommeren 1934, helt dækket af en næsten fuldkommen jævn Mark, svagt buet op mod Midten som et Skjold.

— Det er Voldens særlige, fra andre af lignende Udseende stærkt afvigende Beliggenhed, som i Efteraaret 1934 fik Dr. Poul Nørlund ved Nationalmusæet til at paabegynde Gravninger paa Stedet. Som Modsætning til andre, kendte Bygde-borge, der anbragtes paa afsides, utilgængelige Steder, saaledes som de førnævnte i Jylland, ligger Trelleborg paa et Strøg, som har været overordentlig stærkt befærdet i Vikingetiden, da Sjællands gamle Hærvej endte ved „Skibsholms Havn" og „Skudeløbet" nær Tudeaaens Munding. Man kunde maaske vente at finde Spor af en gammel Handelsplads paa dette Sted, noget som Birka i Sverige, Hedeby i Slesvig eller andre Bygder af lignende Art fra Tiden.

Men hvad man fandt ved disse Udgravninger er imidlertid noget helt andet og langt besynderligere. Allerede i 30—40 cm’s Dybde naaede man gennem det øverste, bløde Muldlag ned til fast, lys Lergrund, i hvilken der opdagedes dels Stolpehuller paa 10—50 cm’s Dybde, dels Gruber paa indtil 2 m’s Dybde. Først syntes disse Huller at ligge spredt og uden Sammenhæng, men inden længe begyndte en regelmæssig Tegning at vise sig. Der fremkom en Dobbeltrække af Huller, som viste Grundplanen af et Hus af ganske forbausende Dimensioner og helt ejendommelig Form. Dets to Langsider var svagt buede udefter, mens Gavlene var ret afskaarne. Længden var ikke ringere end 29,5 m, Bredden ved Gavlene 4,5 m og paa den udbuede Midte 8 m.

Det uforklarlige ved dette Fund blev stadig øget, eftersom Arbejdet i de følgende Aar skred frem. Spor af et nyt Hus af nøjagtig samme Størrelse og Konstruktion opdagedes i Nærheden af det første; senere fandtes endnu to andre lignende, som sammen med disse dannede en nøjagtig Karre. Endelig har man delvis af dækket Grunden til ialt 16 lige store Hustomter, samlet i et Anlæg, be-staaende af ialt 4 store, ganske ens Karreer af en fuldstændig geometrisk Nøjagtighed. — Det er ikke muligt her at gaa i Detaljer med Beskrivelsen af dette mærkelige Fund; jeg henviser til Dr. Poul Nørlunds Artikler i „Fra National-musæets Arbejdsmark'*. En Grundplan over Udgravningernes foreløbige Resultater viser de 4 Karreer af Huse med „Gader" imellem (som synes at have været træbrolagte), omgivet af den forholdsvis svære Vold, der har været brudt af 4 Indkørsler, som ligger solret efter Verdenshjørnerne. Volden har indvendig været forsynet med en Palissaderække og udvendig med en stensat Fod og en Plankebeklædning med Skraastivere. Paa Midterpladsen mellem de 4 Karréer fandtes 4 svære Huller, som danner Hjørner i en Kvadrat med Sider paa 3 Meter. Skæringspunktet for Diagonalerne i denne Kvadrat danner Anlæggets matematiske Centrum, om hvilket det hele er bygget af øvede Folk efter en forbausende fint konstrueret Plan; det er ikke første Gang de har været i Lag med et Arbejde af den Art!

Det er indlysende, at dette mægtige Anlæg ikke har dannet nogen almindelig Bebyggelse, som er bleven til lidt efter lidt. Man er allerede nu, hvor Udgravningen langt fra er tilendebragt, klar over, at det utvivlsomt har været en Krigerlejr, et Fort eller maaske simpelthen en Kaserne, som vistnok er forholdsvis hurtigt opført og næppe kan have været benyttet gennem et længere Tidsrum.

Men hvem har bygget denne Lejr, og efter hvilke Forbilleder? Er den opført af Ven eller Fjende? Ingen ved paa det nuværende Tidspunkt noget om dette. Man formoder, at den er anlagt engang i det 10. Aarhundrede, altsaa Vikingetiden. — Bemærkelsesværdigt er det, at Anlæggets Maaleenhed har været den romerske Fod, 29,5 cm, at Husenes Længde nøjagtigt er 100 saadanne Fod, og at Midterpladsens Diagonaler har den samme Længde. Voldens oprindelige Bredde har været Vs af den store Radius til Voldens Yderkant, og Karréernes Diagonaler er Halvdelen af denne, 12V₂ romersk Fod! — Men den romerske Maaleenhed giver ikke noget Holdepunkt for, hvem der kan have været Bygmesteren; thi denne Enhed anvendtes ofte ved samtidige Bygningsværker baade i England og Tyskland. Stedet rummer da endnu en af de største Gaader, vore Arkæologer har været stillet overfor. Sandsynligvis vil dennes Løsning rykke nærmere, efter-haanden som Udgravningen Aar efter Aar bliver fortsat.

— Det er mærkeligt, at et saa forholdsvis ringe Spand af Tid som de knap 1000 Aar, der er svundet siden hine Dage, saa fuldstændig kan udslette af Folkets Bevidsthed enhver Erindring om et saadant Fænomen. Endnu mærkeligere er det, at vi hos Saxo, som ellers havde sin Næse allevegne, og som levede blot 200 Aar senere, intetsomhelst finder, der kan yde en Haandsrækning til Sagens Opklaring. Den Omstændighed, at en Mængde Sagn, mest af uhyggelig Art, er knyttet til Stedet, viser at det engang maa have spillet en fremtrædende Rolle i Befolkningens Liv.

Men Sagnene virker blot som lavkomiske Ammestuehistorier imod de virkelige Begivenheder, som dette eventyrlige Sted maa have dannet Skueplads for. Skal vi nogensinde komme helt tilbunds i dem ?

Vejen over Vemmelev mod Nord, som gaar langs Indersiden af de udstrakte Flader Store- og Lille-Vejle og Næsby Fed, naar helt ud til Stranden i Vest og til Tude-Aaens Udløb i Nord, et højst besynderligt Landskab. Disse Flader er fra Syd til Nord gennemskaaret af brede Vanddrag, som er omgivet af vældige Rørskove, et fuldkommen deltalignende Areal, over hvilket man fra den lave Vej aldeles ikke kan øjne det nære Hav. Mod Nord begrænses Lavlandet af Næsby Strands høje Klinter, mens de mod Øst ved Dalstrøget om Tude Aa staar i Forbindelse med Vaarby Aas smalle Engdrag.

Hvor Tude Aa nærmer sig Stranden, faar man fra Broen ved Landevejen, kun nogle faa Hundrede Meter fra Aaens Udløb, et godt Indtryk af dette Vandløbs Størrelse, efter at Vaarby Aa har forenet sig med det. Som en mægtig, rolig Strøm glider Aaen ud gennem de jævne Enge mod Havet, med et Tempo som en gammel vis Mand, der mæt af Dage skrider fattet hen imod sin nære Grav.

— Blot et Par Hundrede Meter længere mod Nord faar jeg fra Klinterne Udsigt over Næsby Strand. Indenfor denne vider Aaen sig ud til et helt Bassin, der er adskilt fra Havet ved lange Sandbarrierer, gennem hvilke den faar sit endelige Udløb og begraver sig i Storebelt.

Udenfor disse store Sandrevler bølger og skummer det salte, friske Belt, blaat og hvidt lysende i Paalandsblæsten og med lange Bølgerækker ind mod Stranden. Intet hindrer Udsigten her, langt ude øjner jeg Sprogø, der af Luftspejlinger hæves over den fjærne Horisont som en lille blaanende Klippeø.

Endelig Havet igen efter den lange Indlandsrejse tværs gennem Sjælland fra Øst til Vest!

Der er noget ved Befolkningen i disse sydvestsjællandske Egne, som man ikke kan lade være med at undres og glædes over, det er dens Sprog. Det er saa ufrivillig humoristisk, næsten lavkomisk i sin Klang, og samtidig saa hyggeligt, at det virker ligefrem hjærtevindende. Man bliver i godt Humør af at høre det. Man tror uvilkaarligt, at der bag den sejge Skal, som Folkene ofte viser, gemmer sig en Kærne uden ringeste Bitterhed. Det er vistnok fuldkommen umuligt at gengive dette Sprog paa Tryk, selv med det mest indviklede fonetiske Tegnsystem. Det maa absolut høres, og det skal være de ældre Folk, man lytter til.

Godt Humør i Forbindelse med Trang til endeløs Palaver giver sig her hyppigt tilkende, f. Eks. i oplysende Tillæg til Personnavne. En Kone hernede kaldtes Brolægger Basse Væver Maren, fordi hun havde været gift med en Brolægger og en Væver og efter deres Hedengang gik rundt og solgte „Basser”. En anden Kone, som var gift med en vis Lars Peesen, hed Ann Mari Lars Pees Kvind. Da Manden døde, kaldtes hun Ann Mari Lars Pees Kvinds Enke. Mindre kunde ikke gøre det; men saa var man ogsaa helt klar over, hvem der var Tale om.

Humoren ligefrem tindrer ud af deres Ordsprog:

Susaaen fra Broen ved Gunderslevholm. Paa Vandet nogle Blishøns.

Antvorskov Ruiner. De ældste Dele, set fra Sydvestsiden,

Hashøj, set mod Syd fra Galgehøj.

Korset over den ene af de dræbte Munke, nær Set. Brixii Kilde.

Ved Præstegaarden i Slots-Bjærgby.

Indkørslen til Præstegaarden i Slots-Bjærgby.

Vaarby Aa, set mod Syd fra Vaarby Bro.

Udsigt fra „Rævebakken“s Gravkammer gennem dets Indgang.

Ejendommelige Gloser findes her ikke faa af. Saaledes kaldes Begyndelsen til en Regnbue en „Vejrstub" — et fortrinligt Ord. Ikke ringere er Udtrykket for, naar der i Graavejr falder lidt Drypregn; det kaldes „Vindtaarer", fordi de betyder Blæst og Tørvejr.

En „Firabel“ er en Løgnehistorie, gemytlig, uden Ondskabsfuldhed. Naar man faar en stor Forskrækkelse, bliver man „andereret". At „harpessére" betyder at give noget en kraftig Omgang, f. Eks. Sædejord med Plov og Harve. At „ladere" er at sladre, tale ilde om nogen. Om rigtig gode Venner siger man, at de er saa „kanutre" mod hinanden, eller at de er saa „ollejant". Et løsagtigt Kvindfolk faar Tillægsordet „rideralsk".

Bemærkelsesværdigt er det, at man i visse Dele af Sorø Amt ligesom paa Fyen endnu har de tre Køn bevaret fra det oldnordiske Sprog. Artiklerne in (Hankøn), en (Hunkøn) og et (Intetkøn) anvendes den Dag idag med fuldkommen Sikkerhed. Det hedder Kaalm (Karlen), Tyøsen eller Pien (Pigen) og Barnet. Der siges „in gammel Mand“, men „en gammel Kone“. Endelserne finder Vej ind i baade Stedord og Talord; det hedder f. Eks. „min Guer“ (min Gaard, Hankøn), men „men Mark“ (min Mark, Hunkøn); eller „Gueren æ min (Hankøn); men „Marken æ meen“ (Hunkøn). Det hedder ogsaa „trie Heste" og „trie Kyør" (begge Hunkøn), men „træj Svin" (Intetkøn).

Ja man driver det saa vidt, at man siger: „Dæ kaamer in aa een guenes", hvilket betyder „Der kommer en Mand og en Kone gaaende"! —

Som Afbrydelser i Bondens ofte trivielle Dagligliv spillede endnu for en Menneskealder siden de aarlige Markeder i Købstæderne en uhyre Rolle. De gamle, hedengangne Folkeviser afløstes her af Markedsviserne, ogsaa hyppigt forfattet af folkelige Sangere, som kvad dem til Violinens eller Harmonikaens Toner, og som forhandlede dem, saa de spredtes til Tusinder af Hjem Landet over. Som Modsætning til det fredfyldte Hjemmeliv ønskede man kras Kost, og bloddryppende Hændelser var ofte Motivet for disse Digtninge, som var ret ensartede over hele Landet. De maa have lydt højst besynderligt paa det urkomiske Sydsjællandsk, og synes mere egnet til at gengives paa de tungthenrullende, jydske Folkemaal. Men det var ingenlunde for Spøg, man kvad dem her paa Stedet, og der er nok flydt mangen Taare over Kind, selv her hvor denne Ansigtsdel synes mere skabt til Smil end mange andre Steder i Landet. Saadanne Markedsviser, som handlede om Mord, Ulykkestilfælde og lignende, og som ofte drev af Sentimentalitet, faldt i god Jord i Datidens Bondes naive Sind. En af disse Viser, der handler om en Begivenhed i København, vistnok fra omkring 1880, da nogle Pladshunde havde bidt en ung Pige ihjel, begynder saaledes:

En af Perlerne blandt disse Viser — i hvert Fald dem, som er kommen indenfor min Hørevidde — er en, som en Ven af mig, der er Præstesøn fra Sydsjæl-

land, i sine Drengeaar hørte i en Provinsby hernede, og som han har reddet fra Undergang. Den er saa pragtfuld og saa typisk, at den fortjener at optegnes i sin Helhed. Melodien, som jeg selv i mine Barneaar har hørt paa Djursland med en bedrøvelig, sorgtung Tekst, sunget af en af vore Piger, klang saaledes:

Den blev paa det sjællandske Marked sunget af en Kone saa uhyre falsk, at Melodien hartad var ukendelig. Og min Ven synger den endnu, aldeles som han har hørt den dér, i fuldkommen „naturtro" Gengivelse. Jeg har nydt den mere end én Gang hver Vinter i de sidste tredive Aar, og jeg bliver aldrig ked af den. Den hedder „Mordet i Birkerød" og handler om en virkelig Begivenhed fra omkring 1880. Ordene er disse:

—• Sagnet siger som bekendt, at Gylfe, som regerede de Lande, der nu kaldes Sverige, gav „en vejfarende Kvinde til Løn for hendes lystige Sang et Land af sit Rige saa stort, som 4 Øksne kunde pløje ud paa en Dag og en Nat.“ Kvinden var Gefion, og paa denne Vis vandt hun Sjælland for Danmark.

Naar jeg nu hører denne „vejfarende Kvindes" Vise sunget paa rette Vis, da gribes ogsaa jeg ligesom Gylfe af Sangens Magt over Sindet.

Landskabet fra Slagelse ad Landevejen mod Nordvest til Kirke-Helsinge er smukt og aabent, hyppigt præget af Oldtidshøjes Mængde. De berømteste af disse, 8 Stykker, som ligger paa Valbygaardens Mark, er desværre saa tæt bevoksede med Træer af alle Arter, at de ligner smaa Skovklatter, der som Kalotter rager skarpt op over de omgivende Sædmarker. Naar man nærmer sig Kirke-Helsinge, ligger tæt Øst for Vejen den store, ganske flade Mullerup Mose, hvor man i 1901 har gjort et af de største Fund fra Køkkenmødding-Tiden.

— Det er i Mosens nordøstlige Del, at det mærkelige Fund kom for Dagen, ikke mindre end ca. 4000 Dyreknogler, mest af Elsdyr, Vildsvin, Kronhjort, Bjørn og Urokse foruden Tjur, Trane, Glente, Havørn, Knobsvane, Graagaas og forskellige Ænder. Redskaber, dannet af de fældede Dyrs Ben, fandtes i Mængde. Det er dette Tidsrum, der ligger ca. 6000 Aar tilbage, som man har kaldt Nordens Benalder. At man dog ogsaa er begyndt at bearbejde Flinten, ses af at der samme Sted fandtes ca. 15000 Stykker Flintaffald, men kun yderst faa og primitive, færdige Redskaber af dette Materiale. Det har været et lille Samfund af yderst lavtstaaende Mennesker, som har levet paa et Par Holme i en lille Sø paa dette Sted. Spor af Menneskeæderi er fundet mellem Knoglerne herude.

Og dog er det næppe de første Beboere, vort Land har haft. Isen forlod Danmark, ialtfald stedvis, allerede ca. 13000 Aar f. Kr., og i de 7000 Aar, der er gaaet forud for Mulleruptiden, er det sandsynligt, at ialfald strejfende Jægerfolk har gæstet vore Kyster. I en Mose ved Vig i Odsherred har man et soleklart Bevis paa dette, idet man her har fundet et Skelet af en Urokse, som har været saaret to Gange, inden den endelig er dræbt. Den laa 4 Alen under den nuværende Jordoverflade, og den var omgivet af Rester fra Fyrreskovenes tidligste Tid, altsaa et Lag fra en Tid, der er langt ældre end Mullerup-Perioden. Det stammer fra Fastlandstiden, før den store Sænkning af vort Land fandt Sted, efter hvilken Fyrreskoven veg for Egen.

Ad Vejen over Kirke-Helsinge og Dalby faar jeg Udsigt mod min Rejses næste Maal, den mærkelige lille Halvø Reersø, der set paa Kortet hænger ud fra Sjællands Vom som en lille Stump Navlebrok. — Helsinge er for største Delen nybygget, men har endnu et Par fortrinlige gamle Gaarde. Stedet ligger paa et stærkt bakket Terræn, som naar 34 m’s Højde. En vældig Broncealderhøj findes ved Vejen hen imod Dalby, og ganske nær denne ligger 3 andre paa Række paa en høj Bakkekam. Selve Dalby ligger i en lille Sænkning omgivet af høje Banker. Vest for Byen har man fra disse en aldeles storslaaet Udsigt over Land og Hav. Ganske herlig tager Reersø sig ud heroppe fra — som en lang, grøn Ærtebælg ligger den i det vindfurede, dybblaa Hav, langt nede bag Sjællands jævnt synkende Kyst med de gule Agres og grønne Markers Tavl. Det er et dejligt Syn, hele det aabne Vestlands storladne Poesi er over dette Sted. — Jeg forstaar, hvordan det maa virke paa en Reersøbos Sind at se sin „0“ oppe fra disse Banker. Og jeg kan begribe, hvordan Sagnet om den gode Reersømand Jens Jæ’n er bleven til, om hans Længsel efter at komme tilbage til sit Hjemland derude. — Jeg havde forgæves søgt efter hans Gravsted paa Helsinge Kirkegaard, hvor han forlængst blev jordet, men hvor han ikke kunde finde Ro for sin store Hjemvés Skyld. En anden Reersøbo fandt jeg gravlagt her, en Fisker, som er død 1898, hvad man kan læse paa hans Gravsten. Jens Jæ’n har velsagtens aldrig haft nogen Mindesten, og han er ogsaa ligeglad. Han vilde bare hjem til Reersø!

Og saa vandrede han da om Natten ad Øens gamle Kirkevej fra sin Grav ned mod Stranden. Men han maatte gaa den tunge Gang paa den besværlige Vis, at han trillede sin Kiste med sig. Han væltede den foran sig henad Vejen, saa den slog store Kolbøtter af det. Der var mange, som havde hørt Drønet og Bumpet af den tomme Kiste, og en sær og uhyggelig Lyd var det. Methoden var da ogsaa saa besværlig og akavet, at Jens aldrig naaede frem, inden hans Øre ramtes af det første Hanegal, som øjeblikkelig jog ham tilbage i hans Hul paa Kirkegaar-den. — Det maa have været tungt for ham i de lyse Sommernætter eller ved Vintermaanens Skin at se det elskede Reersø fra Bakkerne ved Dalby, og her at vende om Gang paa Gang. — Men han synes nu efterhaanden at være falden til Ro i sin Udlændighed.

Fra Dalby gaar Vejen i bløde Fald ned mod Kysten og fører over de store Vejler, som forbinder Reersø med Sjælland. Skarp som en Vold staar den 19 m høje Klint, som Sjælland rejser ud mod Vejlerne, der for maaske et lille Tusind Aar siden har været et Sund, og som endnu ved Efteraars- og Vintertid ofte overrendes af Havet, saa selv den solide Vej kan faa et rygende Braad over sig, og Reersø ligger derude med Hav paa alle Sider. — Dette er Nordsjælland for ramme Alvor, det virker næsten jydsk!

Jeg naar over Vejlerne til Reersøs nordre Udmark „Skiften", nogle sandede og udyrkede Strækninger af hævet Havbund, bag hvilke „Nordenstranden" ligger. Vejen svinger mere sydligt og hæver sig langsomt, til den endelig naar Højderne ved Reersø By, hvor den ved „Vangeled" glider ind i Byens nordligste Del. Nu er man igen paa Land efter en Slags Sørejse fra Sjællandskysten! — Se engang fra Kirkegaarden i Byens nordlige Del udover Strandengene med deres Vrimmel af Laguner, over den aabne Vejle mod Sjællands bratte Kyst! Jeg vilde tro, at Reersøerne endnu kan staa paa dette Sted og gnide sig i Hænderne og i Hjærtet føle sig som sande Øboer. —

Den umaadelig langstrakte Reersø By har oprindelig, ligesom de fleste andre Landsbyer, været tæt sammenbygget før Udskiftningen, som her fandt Sted i 1822. Men næppe nogen anden By i Landet bærer endnu saa tydelige Spor af dette, ingen anden er saa ældgammel af Ydre. Den havde tre Indkørsler, det førnævnte Vangeled i Nord, Holteled i Syd og Lambsled i Sydvest. Den er bygget paa et lille Højdedrag, delt af en mindre Sænkning „Snogpølen", som nu nærmest kun er en Møddingsrende. Adskillige Tegn tyder paa, at Øen her har haft sin Bebyggelse hele Tiden lige fra Stenalderen. Og det er bestandig det eneste Sted herude, hvor der findes Boliger. Byens Gaarde kryber sammen som en Drift Kreaturer, der er standset og hytter sig mod Vejret her ud mod Vejlen, langt fra Øens Vestside, som stinder sin Ryg med de høje Klinter ud mod Storm og Havrøg.

Naturligvis har Byen i de senere Aar faaet enkelte nye Bygninger; men i det store og hele er den et Unicum blandt vore Landsbyer, jeg har ingen anden set, der var saa fin og velbevaret som denne. Mange Steder kan man staa helt omgivet af gamle Boliger, som viser Byens Ælde og dens tætte Sammenbygning, og hvor hver eneste Mindelse om Nutiden er borte, undtagen maaske i Form af en Telefonpæl, der rejser sig ved Hovedvejen. Adskillige af disse Boliger bærer Aarstal fra første Halvdel af det 18. Aarhundrede. Drejø By er den eneste i Landet, som er nærved at kunne staa Maal med denne; men der er det jo Smaahytter, mens det her er næsten lutter anselige Gaarde, stedvis liggende saa tæt opad hinanden, at man næppe kan skelne Grænsen imellem dem.

Mærkeligst, men ikke ældst, er den Gaard, hvis Stuehus er indrettet til Øens Folkemusæum. Dens Ejer Hans Pedersen er ogsaa Indehaver af den fortrinlige, store Nabogaard, hvis Gaardsplads med den fine Vippebrønd er usædvanlig smuk. Det lille Musæum er typisk for Øens gamle Boliger, hvis Indre dog nutildags er mere moderne indrettet. Den skæve og krumme Længe med det flossede Straatag er saa lav, at man maa bukke sig et Kvarter for at komme gennem Døraabnin-gerne. Vinduerne sidder helt oppe under Loftet og slipper kun saa meget Lys ind, at her selv paa denne solklare Dag ruger et tungt Halvmørke. En ganske lille Bilæggerovn staar indenfor Døren, og et stort Langbord med Bænke omkring langs Vinduesvæggen. Desuden er her Seng med Forhæng, en Rok, en Vugge og en Mængde andre Genstande. Paa Bordpladen findes kun det allernødtørftigste til at ha’ for Haanden i Dagliglivet, en Huspostil og en Brændevinskaraffel med tilhørende Kæmpeglas. Gennem en Revne i Gavlvæggen har en Vedbend trængt sig ind og slynger sig i en fin Ranke helt fra Gulv til Loft. — Man kan vanskeligt tænke sig et morsommere Minde om en forsvunden Bondekultur end denne gamle Reersøstue.

Men iøvrigt byder Vandringen ad den lange Bygade og ned ad dens smaa Sideveje paa Masser af Oplevelser. Hvilken Stemning der er over dette Sted, og hvilke særprægede Beboere! De er med Rette stolte af deres By og Ø — og stolte af sig selv. Det er en Race for sig, disse Folk, der er baade Bønder og Fiskere, og hvis Næver tumler skiftevis med Rorpinden og Plovens Horn. „Vi fra Reersø“, siger de — et Udbrud, der overlegent betegner et Modsætningsforhold til „Oplændin-gene“ derinde paa Fastlandet Sjælland. Og man kan se paa disse Ansigter, naar man vandrer ad Bygaden eller nede ved Havnen, at det er Mandfolk, som kan gaa alene!

Deres mærkelig brede Maal er nu snart gaaet helt af dem; men Bredde er der bestandig over hele deres Færd. — Jeg traf herude en gammel Kone, som i høj Grad bar Præg af at tilhøre denne gamle, selvsikre Øbo-Race, en ægte Reersø-kvinde, gift med en Fisker, men selv ansat som Kustode ved det lille Musæum. Adgangen til dette koster 25 Øre, og hun oppebærer en Tredjedel af Indtægten, hvad der gennemsnitlig giver hende et Beløb paa 24 Kr. om Aaret. Det skal man jo ikke blive fed af, og fed er hun heller ikke, tværtimod mager, høj og knokkelstærk, omtrent som et Karlfolk. Hendes herlige Ansigt ser ud, som det er skaaret i Moseeg. Hun er født samme Dag som Kongen — eller omvendt — og til Oplysningen om dette plejer hun at knytte den Vittighed, at: „paa min Fødselsdag har alle Børn i Landet fri fra Skole!“

Jeg fik Lov til at tegne hende. Og hun sad for mig med sit Strikketøj mellem

Fingrene saa strunk som en Gardist, der præsenterer Gevær. Ikke et Ord mælede hun i de to Timer, Arbejdet stod paa, men sad bare Ret. Jeg spurgte hende flere Gange, om hun ikke var træt og vilde ha’ et lille Hvil. Men hun svarede kort: „Nej! Naar det ska’ være saa ska’ det være!“ — En Tid til at arbejde i, og én til at snakke i. —

Lige overfor Kirken ligger et lille Hus, som vender sin hvide Gavl ud mod Byvejen. Tæt opad Gavlen staar en Bænk, og paa denne sidder hele Dagen, naar Vejret er godt, en gammel Morlille, den over 80-aarige Kirstine, gift med den henfarne Ringer ved Kirken. Den gamle Ringerkone er saa udvisket i Trækkene, at Ansigtet bogstaveligt er glattet ud af Rynker, paa samme Maade, som en Ager bliver jævnet af Plovens Furer. Men hendes Livs Minder er gemt indenfor, ligesom Oldsager dybt i Pløjejorden. Hun er saa gammel, at det vistnok kun er disse Minder, som beskæftiger hendes Tanker. Hun ser indefter. Reersøs Historie har hun oplevet i 80 Aar, og hvad der er gaaet forud for hendes Tid, har hun hørt om af andre. Hun ved nok noget, men hun siger ingen Ting om det.

Idag sidder hun mod Sædvane ikke alene. En anden Kone af omtrent samme Alder deler Bænken med hende og er lige saa tavs som hun. Ikke et Ord veksles mellem dem. — Hvad er det mon nu, de sidder og tier sammen om, her paa dette Sted, hvor de har levet hele deres Liv, hvor de engang har været to syttenaarige Glutter, har elsket og er bleven elsket igen, hvor de har faaet deres Børn, og hvor de skal graves ned en Gang! Mon de nogensinde har været borte fra deres Ø uden for en kort Færd over til Fastlandet! Hvad kender de til Einstein og Goethe, til Bachs Fugaer og Nietzsche, til Gaskrig og Flyverangreb eller fremmede Verdensdele! Og dog er deres Ansigter prægede af den højeste Visdom. De véd noget om Livet, de to. Og Resten, alt hvad de ikke kender, er idel Forfængelighed. —

Alverdens Vind og Vejr pisker hen over Reersø Banker fra Strand til Strand, og hvad er der at gøre ved det andet end at ta’ det, som det falder! Er der noget at klage paa Vejret, siger de inde paa Sjælland, saa gaa hen og gør ligesom dem ude paa Reersø, „de lukker Vinduerne op og la’r det regne!“ — Klima har de nok af herude, lige til at forære væk; men ellers har de fra gammel Tid haft Ord for at maatte nøjes med lidt. „Ud paa Reersø og stable Gaaselorte!" Stort andet var der ialfald ikke til at putte i Ovnen, og tørret Gødning har man til de seneste Tider anvendt som Brændsel paa den fuldstændig skovløse Halvø. Oprindeligt har denne bestaaet af en Del Smaaholme, som under Landets Hævning groede sammen. Og at den har været skovklædt i historisk Tid, fremgaar bl. a. af Valdemar Sejrs Jordebog, som oplyser at der paa „Rethærsø“ var baade Raadyr og Daa, samt et „Hus“, d.v.s. et Jagthus, som kunde rumme Kongen og hans Følge. Der siges et Sted, at Skoven herovre var saa tæt, at en Kat kunde kravle i Trækronerne fra „Skansen" ved Øens Sydvesthjørne og helt ind til Byen, men at Skoven blev afbrændt af Svenskerne — et forrykt Sagn, som gaar igen de fleste Steder i Landet, hvor det i Virkeligheden er Beboerne selv, som har fældet Træerne til sidste Pind og sluppet Elementerne løs over det skaldede Land.

Nu ligger Reersø om Sommeren med sin tynde Kaabe af Sædmarker over sig, men om Vinteren afklædt til Skindet under Himlens Vejr og Rusk. Men netop saadan kommer dens Bakkeformer for Dagen; fra Højdedragene paa begge Sider af Dalstrøget, som fra Nord til Syd gennemskærer Halvøen, har man herlige Udsigter, ikke mindst fra „Dravet“, den snorlige Klint, som vestligt begrænser Landet ud mod det stormende Belt. Det er et vestjydsk langt mere end et sjællandsk Landskab, og dets nærmeste Slægtninge inde paa Hovedøen er de aabne Steder paa Refsnæs og Sjællands Odde.

— Indbyggerne herude fik under Dronning Margrethe Frihed for Kornlandgilde og Pengetiende „fordi Landet var da for Skovs og Krats Skyld ikke tjenligt til andet end Fægang og Fiskefang". Privilegierne blev fornyede af Christian I. og Frederik V., og endnu er Beboerne fri for at betale Kongetiende og Kornafgifter. — Sagnet sætter disse Privilegier i Forbindelse med, at Dronning Margrethe skal være strandet paa „Draget" paa Øens Vestkyst, hvor Beboerne reddede hende fra at drukne og bagefter husede hende i tre Døgn, hvorefter de befordrede hende i god Salve til Kalundborg.

All text and images by Achton Friis
Web and digitalization by Sune Vuorela