OMKRING NYBORG
Saasnart man fra Nyborg bevæger sig blot 3 km ud ad Kjertemindevejen og herfra drejer brat mod Syd ad Vindinge til, kommer man over den store Lavning, som rummer den dejlige Hjulby Sø, hvor man fra de østlige Bakker har en fortrinlig Udsigt over dette langstrakte, flodlignende Vand, hvis Bækken med dets Aaløb utvivlsomt er en gammel Arm af Nyborg Fjord. Landet her omkring rummer stærke landskabelige Modsætninger, fra bølgende Bakkedrag til vide, lave Moser. Vest for Kullerup findes et pragtfuldt Lavland, Bjerke Mose, et af de smukkeste Moselandskaber, jeg har set, et udstrakt Vand, hvis Omgivelser har den herligste Bevoksning af Løvtræer af mange Arter, spredt over den umaade-lige Flade og over Bakkerne bag denne.
Fortsætter man blot nogle faa km. ad Landevejen mod Vest, kommer man til Ellinge, hvis Kirke rummer en usædvanlig smuk Døbefont, et fortrinligt Stenhuggerarbejde i Sandsten af den gullandske Mester Sighrafr — et Kunstværk, som ved sin Skønhed herinde i det svale, mørke Kirkerum vækker en Andagt, som næsten kommer paa Højde med den, man føler ude i Naturen under den straa-lende Sommerhimmel. Ved sin usædvanlig rige Ornamentering og Figurfremstilling er dette Arbejde et Unicum, selv blandt Øens mange andre skønt dekorerede romanske Døbefonte, der iøvrigt ligesom de samtidige romanske Kirkebygninger vidner om Tidens arkitektoniske Forbindelse med Nord- og Sønderjylland.
Landsbyen Refsvindinge har et af de smukkeste Gadekær, jeg har set. Det er, som selve Landsbyens Sjæl aabenbarer sig her. Byen er bleven til udenom denne Plet, hvor det tørstige Kvæg fra Arilds Tid ved Aftenstide har dyppet deres Muler, og i hvis rolige Spejl Bondens Sind har fundet en Afglans af den Himmel, hvis Herligheder han har faaet Løfte om i sin gamle Kirke, naar hans Aften engang skulde komme efter et slidsomt Liv. — Med sin Kreds af gamle, stynede Pile, som staar paa Hovedet i den blanke Flade, som kun kruses af Kølvandet fra trivelige Ænder og Gæs, er denne Plet noget af det yndigste, man kan tænke sig.
Fra Refsvindinge kommer man mod Øst pludselig ind i et voldsomt formet Bakkeland med store Højder og dybe Slugter. Bevægelsen tager rigtig Fart, naar man nærmer sig den lille Landsby Æble og kommer til den smukt beliggende „Lille Mølle", som skjuler sig i en dyb Dalsænkning mellem højt svungne Bakkerygge. Længere mod Øst veksler Bakker og Kløfter ustandseligt med hinanden, mens Terrænet bestandig stiger, til det kulminerer i den 65 m. høje Bakketop et Par km. Syd for Holckenhavn.
Jeg kommer hertil i Vestenblæst med Himlen fuld af tunge, drivende Klodeskyer, et Vejr, der passer til dette Landskab, med Sus over de aabne Banker, de levende Hegn og fjærne Skove. Landet er mere aabent og barskt end noget Steds i de sydøstfyenske Egne, jeg lige er kommen fra — Storebelt virker ved sin Nærhed ! Pragtfuld er Udsigten herfra over dette, over Nyborg Fjord og Knudshoved med Slipshavn ved dets yderste krumme Tap — grøn som en Ærtebælg skyder Odden sig ud i det blaa, stormrørte Vand, der bliver blankt inde i Læet ved Fjordbunden nedenfor Nyborgs røde Tage og det gamle Slot. Langt ude i Øst staar Sjællandskysten klar som gennem et tyndt Giar; men selv milevidt borte synes den dog ganske nær gennem den friske Luft over Beltets graa Bølgedynger. Ø hilser Ø gennem Blæstens Sus. Idag taler Fyen til Sjælland over Vandet fra Vest, imorgen svarer Sjælland vel med Østenblæst. — Blæsten er den evige Budbringer mellem de danske Øer.
Den vestligere liggende Herregaard Ravnholt har mindre Interesse ved sine Bygninger, der oprindelig er i Renæssancestil fra d. 17. Aarhundredes Begyndelse, men er ombygget og udvidet, i 1864—70. Prægtig er derimod dens store Park og Dyrehave, som bl. a. rummer mange sjældne og anselige Træer, saaledes en 32 m. høj Fagus silvatica, hvis Stamme er 4 m. i Omkreds, en 28 m. høj Quercus pedunculata, kaldet „Kammerherrens Eg“, hvis Stammes Omfang er omtrent 7 m., en Plantanus occidentalis med en Højde af 22 m. og en 14 m. høj Sequoja gigantea.
For mig knytter Hovedinteressen ved Ravnholt sig til den Vildsvinepark, som Kammerherre Ove Sehested-Juel lod indrette her i 1863 med en Bestand, som blev indført fra Anhalt-Dessau, og som gaar i en Indhegning i Skoven paa et 218 Tdr. Land stort Areal.
Jeg forsøgte længe forgæves at komme Bæsterne paa Skud med mit Fotografiapparat. De nærmede sig ofte nysgærrigt, især Grisene, som allerede var i den Alder, hvor de hyæneagtige Striber paa deres Børster er ved at forsvinde. Jeg naaede kun paa altfor lang Afstand at se deres svinepoliske Ansigter glo paa mig fra sikkert Hold gennem det tætte Ukrudt, som begrænser Foderpladsen mod Skovtykningen, og at høre deres bestandige Grynten inde fra Underskoven, undertiden afbrudt af et vildt Smertenshyl, naar de kom for nær til en gammel gnaven Orne. Undertiden oplod ogsaa de gamle deres Stemmer, en dyb Snorkelyd som en syg Basfagot, selve Urskovens dunkle Røst — Pan paa Krigsstien.
Det kan hænde, selv udenfor Parringstiden, at en Orne gaar amok, naar den har Modgang. Det hændte at en gammel Rad en Dag, da man havde fanget den i den store Træfælde og derfra lokket den ind i en Kasse, pludselig i Raseri stin-dede sin Ryg mod det stærke Laag saa det brast, hvorpaa den for ud og edderspændt tog Sigte paa en Skovløber og Skytten, som heldigvis stod inde bag Fældens solide Tremmeværk. Bæstet faldt an paa Tremmerne flere Gange, og der gik nogle spændende Øjeblikke inden det viste sig, at Forskansningen holdt. —
Jeg mærkede ikke noget til at Dyrene kunde være ildesindede; de sidder inde med en Blanding af Nysgærrighed og Skyhed, Vilddyregenskaber, som de har bevaret trods tresindstyve Aars Fangenskab paa Stedet.
Egeskovs nordøstre Hjørne. I Rummet bag de to Smaavinduer paa 1. Sal nærmest t. v. for Hjørnetaarnet sad Rigmor Brockenhus indemuret.
Rygaards vestre Taarn mod Gaardspladsen.
Fyn. Vildsvin paa Ravnholt.
Gadekæret i Refsvindinge
Hesselagergaard fra Øst. (Røde Munkesten).
„Ma-Bøgen“ i Vester-Ebele Skov.
Dyssen ved Landevejen Vest for Lindeskov.
Kysten ved Lundeborg, set fra Nord mod Syd.
Endelig lykkedes det mig at komme Dyrene paa nært Hold og trods Skovmørket at faa et Par Plader af dem.
Jeg saa straks, at alle Individer i denne Bestand, som kun tæller ca. 40 Stykker, er mindre af Vækst end Vildsvinene i Toftskoven paa Lindenborg i Jylland, som først er indført hertil af Grev Schimmelmann for 14—15 Aar siden i et Antal paa 9 Stykker, men som, efter at de er sluppet ud paa et Areal af 6000 Tdr. Land, er vokset til en Bestand paa over halvandet Hundrede kraftige Dyr. Ravn-holt-Svinenes ringe Størrelse kommer utvivlsomt af, at der ikke er tilført den friskt Blod, siden den kom hertil, at den har lidt ved bestandigt „Indgifte" og af, at den færdes paa saa lille et Areal.
Skade, at der er saa faa af disse prægtige Dyr her i Landet. De afgiver en fortræffelig Spise; en røget Vildsvineskinke er en af de fineste Delikatesser, jeg kender. Kunsten og Livet — den første for knap tildelt, det andet allerede ret langt — har lært mig at sætte Pris paa lækker og nærende Kost; den afgiver en solid Basis for Skønaander.
Landskabet fra Ravnholt over Ørbæk og Ørbæklunde til Frørup er meget bakket, stærkt afvekslende og de fleste Steder meget smukt. Hele Ørbæk Sogn er overordentlig skov- og vandrigt, her findes en halv Snes stærke Kildevæld, og en stor Aa løber gennem Sognet i et milelangt Dalbækken, der ender i Holcken-havn Fjord. Som en mægtig, skarp Kløft mellem Bakkerne strækker dette Bækken sig fra Sydvest til Nordøst og rummer i sin indre Del nogle pragtfulde Smaasøer •— Rester af en gammel Fjord — blandt hvilke Gammel-Mølledam og Ny-Mølledam. Søerne ligger paa Række forbi Herregaarden Lykkesholm. Stedet rummer en selv for disse Egne usædvanlig Romantik; de dybtliggende Vande mellem de rige Enge og de skovbevoksede Skrænter, der falder brat ned mod Dalbunden fra Nord og Syd, er en typisk ødansk Idyl. At Egnen forhen har været meget skovrig vises iøvrigt endnu gennem Stednavne som „Elved“ (Elleskoven), „Eskerisene", „Egehaven", „Risene" og „Lund" — Bevoksninger, som nu næsten alle helt er forsvundne, men hvis Navne fører tilbage til Danmarks ældste Skovperiode.
I Vesterebele Skov nærved den prægtige gamle Herregaard Ørbæklunde, som i sit Anlæg minder om Borreby, fandt jeg i Skovens nordøstre Hjørne en usædvanlig pragtfuld Bøgebevoksning, som rummer den berømte „Mabøg", hvis Stamme er saa tyk, „at seks Mand ikke kan spænde om den med Armene", og hvis Top rager mange Meter op over de andre Skovkæmper i dens Nærhed. Den staar lige i Skovbrynet et Par Hundrede m fra Landevejen. Det prægtige Træ, som maa være mange Hundrede Aar gammelt, er endnu fuldkommen friskt og frodigt.
Et lille Stykke N.V. for Ørbæklunde søgte jeg nær Landsbyen Lindeskov den berømte Lindeskov-Dysse. Den omtales med Henrykkelse af Fagskribenter som Landets største Langdysse, smuk og velbevaret i hele sin 168 m.s Længde og endnu med sine 126 Randsten og 4 Gravkamre i Behold.
Jeg fandt kun de sørgelige Rester af dette forhen storslaaede Oldtidsminde. Gravkamrene er alle borte, deres Sten slæbt væk, og af de vældige Randsten er kun en Brøkdel tilbage. Hele Dyssens nordøstre Side er saaledes fuldstændig plyndret for Sten, mindst et halvt Hundrede Stykker ialt, som er ført til Lykkesholm og anvendt til Byggemateriale. Og klods opad den svære Dysse, der som en lang og smal Jordvold engang har været synlig med sine Gravkamre viden om over Terrænet, er der anlagt ikke alene Husmandshaver med Træer, Buske og Stakitter, men Hønserier og Svinestier! En forfærdende Vandalisme. —
Dyssen er fredet i 1880, efter at Gravkamrene var ødelagt, og Herregaarden Lykkesholm havde forsynet sig af dens Randsten. — Men hvorfra stammer da Beretningen om Dyssens fine Tilstand? Thi det ser jo ud, som om de Fagfolk, der endnu for en halv Snes Aar siden har beskrevet den som et velbevaret Mindesmærke, aldrig selv har været ved dette vort Lands største Oldtidsminde i sin Art, men med glad Letsind har stolet paa en ældgammel Indberetning, maaske fra Egnens Postbud.
En langt smukkere og noget bedre bevaret Dysse, endnu med et af sine — vistnok opr. tre — Gravkamre i Behold, ligger tæt opad Landevejen som fører mod Vest fra Lindeskov til Ringe, en god km Vest for Lindeskov By. Den har en henrivende Beliggenhed i et aabent Bakkelandskab med en fortrinlig Udsigt over dette.
— Man kan ikke bevæge sig en Kilometer ad Vejene paa denne fortryllende Ø uden at møde et eller andet, som glæder Synet og bevæger Hjertet — hvad enten Bevægelsen nu giver sig Udslag i Begejstring eller i dyb Ærgrelse over, at alting ikke mere er helt som det burde være.
En fuldkommen ublandet Glæde over Stedets Skønhed havde jeg ved den store Regissegaard eller „Røde Mølle", som ligger ganske tæt S.V. for Frørup. Det er en gammel Pragtbygning af Bindingsværk fra ca. 1700 med et pompøst Stuehus. Gaardens store, dejlige Have gaar næsten umærkeligt over i en Mose med et stort Ellekrat — et fuldkomment Eventyrrige, som maa have glædet H. C. Andersen, da han besøgte det.
Paa Gaardens søndre Side er der en lille Sø med aabne, græsklædte Bredder og tætte Sivskove. Et Svanepar med sortgraa Unger i Konfirmationsalderen ligger og strækker Ben i Græsset; Ungerne stolprer rundt om de gamle som nogle skrækindjagende Fabeldyr, hver for sig en levende Illustration til „Den grimme Ælling". Paa Vandet svømmer Graaænder og Blishøns, og en grønbenet Rørhøne vandrer med akkurate Skridt som en Landmaaler rundt paa Bredden.
— Ganske nærved Gaarden og paa dennes Grund ligger paa en høj Banke den gamle Frørup Helligkilde, kaldet „Regisse Kilde" efter en andre Steder helt ukendt Helgeninde. Det var i sin Barndom, H. C. Andersen kom til dette Sted. Han fortæller i „Kun en Spillemand", at Kilden flyder mellem Hasler og Elle og andre temmelig høje Træer, som overskygger den, og paa hvilke Almuen endnu ophænger Ofre i Form af Lys — en Rest af gammel, katholsk Skik.
Et lille Kapel, som har ligget ved Kilden, er forlængst forsvundet.
Der findes mange Versioner af Sagnet om den hellige Kildes Opstaaen. Den oprindeligste er vistnok følgende: En Kvinde ved Navn Risia eller Regisse fik i hedensk Tid af Tingfolket Lov til at omvende, hvem hun kunde, til Kristendommen. Hun tog Bolig ved Bækken; men en Bonde bød hende til sig, fordi han ventede, det skulde bringe hans Hus Lykke. Han maa vel være bleven skuffet; thi da hun en Dag havde kørt Ploven for ham ude ved den gamle Offerlund 1), og de bedede for at spise, greb Bonden sin Økse og kløvede Pigens Hoved. Hvor hendes Blod flød, fremvældede den undergørende Kilde.
Den var den berømteste af alle Fyens Helligkilder og søgtes af en Mængde Folk fra Fyen og de omliggende Øer for sin undergørende Krafts Skyld. Endnu i Treserne i forrige Aarhundrede havde den aarligt ved Set. Hans Tide et vældigt Besøg, og saa sent som i 1890 søgtes den endnu af Syge, som vaskede sig i dens Vand og drak deraf.
Det gamle „Set. Regisse Kildemarked" holdt sig lige til 1873.
Nu er alt dette forsvunden. Selve Egnens unge Folk var de sidste, som paa deres Vis blev Traditionen tro og som endnu for faa Aar siden kom til Kilden Set. Hans Aften for at danse og forlove sig i den lyse Sommernat. Men ogsaa i den Henseende har Stedet mistet sin Betydning, og Ungdommen laver sine Mirakler paa egen Haand.
Men inde fra den lille Lund af mægtige Elle og Elme, som omgiver Kilden, lyder endnu dens stilfærdige Pludren. Den snakker som en ældgammel Kone, der gaar i Barndom. Med spæd Røst sidder hun og hvisker med sig selv om sin henfarne Ungdomstid, det eneste, hun endnu husker af sit lange Liv, men som alle andre end hun selv har glemt.
En dyb Stilhed som i en Urskov hersker ved det gamle hellige Sted, som Frej-dyrkere eller Helgentilbedere i Aarhundreder har søgt i Andagt. — Inde i Buskene færdes en lille Koloni af Sortmejser, hvis sagte pistende Stemmer blander sig med Kildens Rislen.
Paa den modsatte Side af den dybe Kløft, der begrænser Bakken mod Syd, ligger højt oppe et gammelt Gravkammer som en mørk Silhouet mod Solhimlen, et Øjenvidne til en Tid, der ligger hinsides baade Frejdyrkelse og Kristendom.
Vejen herfra mod Nord til Holckenhavn fører tæt forbi den føromtalte 65 m høje Banke, hvorfra man har én af de skønneste Udsigter over Nyborgegnen. Vejen daler temmelig brat herfra ned mod den gamle Herreborg, en vældig Bygning i Renæssancestil, som med sine tunge, imponerende Murmasser syner godt nok af at have været en Kongeborg. Fortrinlig holdt er den ligesom dens store, pragtfulde Have med Trægrupperne og de vide Plæner mellem de stilfuldt klippede Hække.
— Ved at se Aarstallet 1634 over Indkørselsporten kommer jeg til at tænke paa Christian IV’s Eventyr her paa Slottet, som jeg genfortæller efter J. M. Thieles Beretning, dog med et Par smaa Kommentarer:
En Nat kom Kongen hertil for at besøge Kristine Munk; men da han fandt Porten lukket, lod han sig i al Stilhed sætte over Graven, krøb sagtelig ind i Borgen og søgte til Kristines Kammer, hvor han uden Ordveksling lagde sig i Sengen ved hendes Side. — Men da det dagedes, opdagede han, at det ikke var Kristine Munk, men en af hendes Terner, som befandt sig i Sengen — Fruen selv var flyttet ind i et andet Værelse.
— Saadan gaar det, „alles geben die Gotter ihren Lieblinge".
Men da Pigen fik et Barn, giftede Kongen hende med Slottets Ladefoged og gav hende saa meget Sølv, som det nyfødte Barn vejede.
— Alle glade — undtagen maaske lige netop Ladefogeden.
De Bemærkninger, som Kristine Munk lod falde om Morgenen, da hun mødte Kongen, er beklageligvis ikke opbevarede for Efterverdenen.
Fra Broen over Fjorden Nord for Slottet har man til alle Sider, trods det lave Stade, en af de smukkeste Udsigter paa Egnen. Man husker længe denne Blanding af Ynde og Friskhed, af Lavlandslunhed og Havluft, som dette Sted rummer.
— Den samme Stemning, men stærkere præget af det nære Hav, havde grebet mig ude paa den smukke Halvø Knudshoved, Fyens østligste Arm ude i Beltet og en Gestus ud imod Sjællands fjærne Kyst. Halvøen er i hele sin Længde dannet af opdukkende Havbund og har paa sin Østside mægtige Strandvolde af opskyllede Sten — en Plet, hvor man mere end noget andet Sted paa denne havbaarne Ø ligesom staar midt i dens Skabers Værksted.
Det er et af mine sidste Landskabsindtryk fra Fyen, og jeg vil ikke glemme det Skær af Vemod, der var over Afskeden. — Svært er det at rive sig løs! Thi selv helt herude paa denne havomskyllede Tange møder jeg Landets evige Smil.
1) Navnet Frørup har uden Tvivl samme Oprindelse som Frøbjerg (se dette), og den omtalte Offerlund med dens Kilde har været en Helligdom, viet til Frej-Dyrkelsen.